Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse, og afstemningen starter.

Afstemningen slutter.

For stemte 91 (S, V, M, SF, DD, EL, DF, ALT og NB), imod stemte 18 (LA, KF og RV), hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Ønsker nogen at udtale sig? Det gør hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for ordet, og jeg skal gøre det kort. Når vi vedtager lovforslag L 19 lige om lidt, ophæver vi en 130 år gammel lov, som altså går tilbage til Estrup. Og jeg vil bare sige tak, fordi vi nu har fået en handlekraftig flertalsregering hen over midten, så vi på den måde får taget et opgør med provisorietiden. Det er på høje tid, og jeg er rigtig, rigtig glad for, at vi får taget Estrups love af bordet på den her måde. Tak for ordet.

Vi siger tak til Henrik Dahl. Ønsker flere at udtale sig?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse. Afstemningen starter.

Afstemningen slutter.

For stemte 109 (S, V, M, SF, DD, LA, KF, EL, RV, DF, ALT og NB), imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.

Lovforslaget er enstemmigt vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Vi skal nu i gang med en redegørelsesdebat, og det indebærer, at ordførerne skal rykke frem på de forreste rækker og logge sig ind. Så vi holder en kort pause, mens folk forlader salen, og så beder jeg ordførerne om at rykke op på de forreste pladser.

Så tror jeg, vi er ved at være på plads.

Forhandlingen åbnet, og den første ordfører er hr. Jesper Petersen fra Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det, og tak til udenrigsministeren for redegørelsen til Folketinget, hvor de vigtigste forhold, begivenheder og resultater vedrørende det internationale arktiske samarbejde jo beskrives for Folketinget, og det giver altså mulighed for en status og en diskussion her i Tinget.

Samarbejdet mellem Danmark, Grønland og Færøerne er centralt for os som land og derfor også for regeringen og for Socialdemokratiet, og det er samarbejdet i Arktis også. Betydningen af internationalt samarbejde fremstår forhåbentlig igen for os alle som ganske stor – en forståelse, der bør brede sig, ikke bare blandt beslutningstagere, men også bredt i befolkningen, fordi udviklingen i verden, eksempelvis klimamæssigt og sikkerhedspolitisk, kalder på dyb alvor.

Ruslands krig mod Ukraine er ikke blot en krig mod det ukrainske folk og deres suveræne ret til at beslutte deres egen fremtid, det er også et frontalt angreb på den regelbaserede verdensorden, vi har opbygget, og derfor står der meget på spil, og konsekvenserne forgrener sig vidt af den invasion, også til samarbejdet i Arktis, der præges af den nye sikkerhedspolitiske dynamik, og invasionen har jo også en direkte indvirkning på arbejdet i Arktisk Råd, hvor der ikke er holdt møder i rådet siden Ruslands invasion – Rusland, der tilmed er formandsland, men så afløses af Norge. Ruslands færd med udbygning og konsolidering af militær kapacitet langs landets arktiske kyst er bekymrende og er med til at skabe usikkerhed i området, og som sagt har man jo altså så også været nødt til at indstille de egentlige møder i Arktisk Råd. De ligesindede lande i Arktisk Råd er dog fast besluttet på, at rådet fortsat skal være det vigtigste dialog- og samarbejdsforum i Arktis, så selv om samarbejdet i Arktisk Råd på nogle måder er på pause og møder i det egentlige råd altså ikke holdes, er der heldigvis mange andre aktiviteter og strukturer, der bliver holdt ved lige og fortsat arbejder.

Der er ændrede vilkår for arbejdet i Arktisk Råd, men det betyder bare ikke, at de arktiske stater prioriterer området anderledes, tværtimod. Eksempelvis har præsident Biden udnævnt en arktisk ambassadør, og USA har i det hele taget styrket sit engagement i Arktis over en årrække. I NATO-samarbejdet nævner man nu også det høje nord for første gang i sit nye strategiske koncept fra sidste år, og der er i det hele taget en voksende geopolitisk interesse for Arktisregionen. Fra dansk side skal vi hilse det øgede amerikanske engagement velkommen. USA er uden tvivl den vigtigste sikkerhedspolitiske allierede, også når det kommer til Arktis. Samtidig er det vores holdning som parti – det gælder jo så også for både den nuværende og tidligere regering – at Grønland og Færøerne skal inddrages i de udenrigs-, forsvars- og sikkerhedspolitiske spørgsmål omkring Arktis, som vedrører dem.

De langsigtede implikationer af Ruslands invasion for det arktiske samarbejde er stadig væk uklare, men alle aktører i Arktis vil dog fortsat have en strategisk interesse i at holde de sikkerhedspolitiske spændinger ude af regionen, og vi ønsker jo altså også meget stærkt, at området forbliver et lavspændingsområde, også selv om målsætningen er under pres og vi må forvente øget militær tilstedeværelse. Vi må som land fastholde et skarpt blik på udviklingen og arbejde for at mindske risikoen for misforståelser og eskalation. Fred, dialog og samarbejde inden for gældende internationale spilleregler er fortsat gode principper at tage som udgangspunkt.

I Socialdemokratiet bakker vi fortsat op om et tæt, respektfuldt og ligeværdigt samarbejde med Færøernes landsstyre og naalakkersuisut i Grønland. Den globale udvikling har skærpet interessen for Arktis og Nordatlanten, og der er en ny kommerciel og geostrategisk virkelighed i regionen, og det stiller krav til den måde, som Danmark, Færøerne og Grønland samarbejder på om udenrigs-, sikkerheds- og forsvarspolitik.

Et andet punkt, jeg vil fremhæve i mine bemærkninger her, er samarbejdet om klimaforandringer. Der er jo mange ting i den her redegørelse, men det her er en af de ting, jeg godt vil slå ned på. Vi ser med stor alvor på klimaforandringerne i Arktis. Der findes klimapaneler, der dokumenterer, at den arktiske sne, is og permafrost svinder med stor hast, og Arktis hører til blandt de mest klimasårbare områder på kloden. Det er jo en bekymrende udvikling, der så også følges tæt, og danske, grønlandske og færøske undersøgelser og forskning bidrager væsentligt til at beskrive og forstå klimaforandringerne i Arktis og deres konsekvenser – et arbejde, der også bruges i andre internationale sammenhænge, og hvor også danske forskere gør et rigtig godt stykke arbejde.

Siden redegørelsen blev forfattet, er der her den 28. februar indgået aftale om udmøntningen af forskningsreserven for det kommende år, som alle partier jo er involveret i, og i den sammenhæng, vi diskuterer her, er det værd at bemærke, at der er afsat flere bevillinger i den aftale til at videreføre vigtige forskningsprojekter.

Jeg har også en bemærkning om søfart. En forudsætning for søfart og sejladssikkerhed i Arktis er pålidelige søkort og nøjagtige vejrudsigter. Gennem udviklingen af finmaskede vejrmodeller for vindforholdene i de grønlandske fjorde og nye elektroniske søkort er samarbejdet i Arktis mellem Danmark, Færøerne og Grønland bl.a. med til at kortlægge yderligere områder af havene, som man ikke kender ordentligt i dag, og altså gøre det mere sikkert at færdes på havene, og der er også fremdrift i det arbejde, som det beskrives i redegørelsen.

For dem, der har fulgt med i de mange skriverier om Hans Ø, er det jo værd at bemærke, hvordan der i redegørelsen også fortælles om, at man har fået en afslutning på den disputs om involvering af lokale interesser og efter en fredelig og sådan undersøgende, grundig proces er nået frem til en aftale med Canada. Så midt i de mange tilfælde af, at der er spændinger og konflikter, er der altså også her et eksempel på, hvordan samarbejde og dialog og grundige forundersøgelser faktisk kan føre til fornuftige aftaler og til, at en tvist kan bilægges.

Opsummerende vil jeg sige, at vi sammen – Danmark, Grønland og Færøerne – skal styrke det arktiske samarbejde og forfølge vores demokratiske værdier som dialog, tillid, lighed og et regelbaseret samarbejde, altså de værdier, som jo kendetegner vores egne samfund. Når netop de værdier kommer under pres udefra, skal vi rykke tættere sammen for at stå imod. Samtidig har vi et ansvar for rammerne om livet i Arktis, for mennesker og dyr og for natur og miljø her, og de hensyn og de ansvarsområder er det vigtigt for Socialdemokratiet at Danmark er dybt engageret i, og at vi forsøger at præge det internationale arktiske samarbejde med de værdier og interesser. Med det vil jeg sige tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. Og tak for talen, som jeg selvfølgelig overordnet er helt enig i. Som taleren var inde på, er det tragiske hændt, at hvor man før i tiden – for nogle få år siden – når man talte om Arktis, talte om samarbejde og lavspænding osv., så taler man nu om militarisering, om oprustning, om forsvar og sikkerhed osv. Det er en stor tragedie selvfølgelig, men det er den virkelighed, vi lever i. Det betyder, at en stor del af Danmarks arktiske politik vil fremgå af det forsvarsforlig, der skal indgås. Er taleren enig i, at en stor del af de meget, meget store summer, der skal bruges ekstra på forsvar i de kommende år, skal bruges i Arktis, i Nordatlanten, fordi det er rigets pligt at tage sin del af ansvaret?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg synes, det er et meget legitimt spørgsmål at stille. Jeg kan jo ikke her sådan tage forskud på – hvad skal man sige – hvordan man vil ende med at lave de prioriteringer. Men at Arktis vil fylde i de forhandlinger kan ingen vist rigtig være i tvivl om, og bare i sidste forsvarsforlig er der også lavet nye tiltag.

Jeg synes, det er vigtigt at holde fast i, at vi jo skal forsøge at holde spændingerne lave, men selvfølgelig skal vi tage vores forholdsregler og agere fornuftigt og være årvågne her. Derfor har man jo så taget nogle initiativer i det tidligere forsvarsforlig, og det, at man involverer både Færøerne og Grønland og de nordatlantiske mandater i det arbejde, synes jeg er vigtigt og helt rimeligt. Og hvordan det så ender, må være op til de forhandlinger. Men at der i Arktis vil være opgaver at løse – og jo simpelt hen også i forhold til en større viden om, hvad der egentlig foregår der, som ét punkt – virker åbenbart.

Vi går videre, og den næste er fru Aaja Chemnitz. Værsgo.

Tak for talen også herfra. Ordføreren nævner, at forskningsreserven er blevet udmøntet. Rigtig meget af den forskning, der handler om Arktis, foregår andre steder end i Arktis, men hvor det er flyin-flyout-forskning i forhold til Arktis. Hvordan kan man sikre en bedre involvering af folk i Arktis, når der sker forskning i området? Noget af det, vi hører om, er jo et behov for at tale meget mere om indigenous knowledge og traditional knowledge, altså lokal viden.

Så jeg synes, det kunne være interessant at høre ordføreren sige noget om, hvordan man også kan tænke, at vi som grønlandske repræsentanter kan være med i de forhandlinger, sådan at vi også sikrer, at forskningen foregår noget mere i Arktis og ikke kun om Arktis.

Ordføreren.

Ja, det hele er jo relevant at gøre, og jeg synes selvfølgelig også, det er væsentligt, at man i den her sammenhæng har en involvering af interesser og synspunkter og af myndigheder i Grønland og Færøerne, når man laver aftaler. Sådan en strikken de enkelte forskningsprojekter sammen skal man jo også passe på med at gå alt for dybt ind i, men holde en passende armslængde. Men at involvere færøske og grønlandske myndigheder i forhold til bevillinger og aftaler osv. synes jeg man bør gøre.

Det er også vigtigt, synes jeg, i den sammenhæng at være opmærksom på fra de lokale myndigheders side, at man, når der er sådan nogle arbejder og samtaler med andre lande, blander sig og byder ind med de synspunkter, man har, og får præget de aftaler, der bliver lavet med andre lande.

Fru Aaja Chemnitz.

Tak for svaret. En måde at gøre det på, og noget, som vi kunne gøre her fra Folketinget, var jo at sikre, at grønlandske og færøske repræsentanter i hvert fald fik mulighed for at deltage i udmøntningen af forskningsreserven, så det vil jeg høre om ordføreren kunne tænke sig at arbejde videre med.

Ordføreren.

Jeg tror, at et egentligt tilsagn om det på vegne af regeringen er noget, jeg må overlade til uddannelses- og forskningsministeren at give. Men som minimum at have en dialog om, hvad der er relevante områder at arbejde med, og hvor man gerne ser at der bliver forsket mere, vil jeg gå ud fra at den nuværende minister – jeg har jo selv været så heldig at beklæde det embede – vil være interesseret i at gøre brug af, også frem mod nye aftaler. Men hvordan man præcis vil gøre det, vil jeg overlade til hende. Det er hendes ansvar.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Jesper Petersen fra Socialdemokratiet, og så byder vi velkommen til hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre.

Vi siger fra Venstres side absolut også tak for redegørelsen fra udenrigsministeren. Den er som altid spændende læsning, og det, man jo tydeligt kan danne sig en fornemmelse af, er jo, at hvor vi tit har fokuseret meget på lavspænding, hvilket også har været den rigtige strategi, set i lyset af at ingen af os ønsker, at der kommer sådan et våbenkapløb i gang i det arktiske, for det er der ingen, der vinder på, så må vi også bare erkende, at det ikke nytter noget at være naive forstået på den måde, at vi er oppe imod et Rusland, som jo agerer – det kan alle jo se – ekstremt aggressivt i forhold til at tiltvinge sig magt, arealer osv. med våbenkraft. Så nytter det jo ikke noget, at vi render rundt og siger, at oppe i det arktiske kan vi da godt være gode venner. For er det overhovedet muligt at være gode venner med en bølle, som ikke respekterer bare det, der minder om internationale regler og retningslinjer?

Svaret er selvfølgelig, at nej, det er det ikke. Derfor er jeg også rigtig glad for, at vi allerede selvfølgelig har fået tilført den såkaldte arktiske kapacitetspakke, men det er jo ikke nok i forhold til at styrke forsvaret på de nordlige flanker inden for kongeriget. Der er selvfølgelig brug for mere, og der er også brug for en total afstandtagen fra den, skal vi sige adfærd, som Rusland har. For Rusland har jo også været i gang med en, skal vi sige opbygning af militær kapacitet i det arktiske. Rusland har jo også en offensiv kapacitet, som de allerede den dag i dag vil kunne bruge mod f.eks. Grønland eller Færøerne.

Vi oplevede for ikke så lang tid siden det fuldstændig barokke, at der var fly, der overfløj Færøerne, og som man jo forventede var russiske, men vi vidste det reelt ikke, for da havde vi endnu ikke fået radaren op at køre. Vi oplever jo også, at lige nu, mens jeg står og snakker, så kan der – kan der – foregå ting over Østgrønland, som vi ikke har nogen som helst idé om, fordi vi ikke har noget overblik. Og ja, det er kæmpestore arealer, vi taler om, og derfor er det selvfølgelig også rigtig dyrt at gå ind og forsvare de her områder.

Men forsvaret af kongeriget må altid være det vigtigste i det her Ting. Derfor er jeg også rigtig, rigtig glad for, at vi snart kommer i gang med forsvarsforhandlingerne, som det her selvfølgelig også vil være en rigtig, rigtig stor del af, nemlig hvordan og hvorledes vi laver et godt og sikkert forsvar af hele kongeriget.

Så er jeg også rigtig glad for, at det, som redegørelsen også lægger vægt på, er, at hvor vi jo tidligere måske har set, at det kun var supermagterne, der interesserede sig for f.eks. Grønland, bl.a. med åbningen af det amerikanske konsulat, jamen så er det jo også sådan, at vi nu forhåbentlig langt om længe får åbnet et kontor for Europa-Kommissionen. Det synes jeg er rigtig godt. Jeg synes også, det er rigtig godt, at vi tidligere har fået styrket Rigsombudsmanden i Grønlands kontor. Det er måske så ikke verdens største styrkelse, som man lavede dengang, og derfor mener jeg også, at det er et af de områder, hvor vi burde styrke det endnu mere. Og ja, det koster alt sammen altså penge, og derfor er jeg jo også her glad for, at man i regeringsgrundlaget har skrevet, at man skal gå ind og styrke udenrigstjenesten, for udenrigstjenesten må jo også bl.a. sikre sådan noget som f.eks. Rigsombudsmanden i Grønlands kontor i Nuuk.

Så er det jo heller ikke til at komme uden om, at vi jo også bliver nødsaget til at kigge på, hvordan vi får et tættere samarbejde i forhold til kritisk infrastruktur. Det er jo en af mine personlige kæpheste, og hver gang jeg får mulighed for det, nævner jeg det, nemlig at hvor vi jo fra dansk side har været rigtig fornuftige med at indføre en såkaldt screeningsordning, som dækker kritisk infrastruktur i forhold til, skal vi kalde det Kernedanmark, så mangler vi jo stadig væk, at den grønlandske regering og den færøske regering gør det samme. Derfor bringer jeg min meget, meget venlige, men også efterhånden gentagne opfordring til de to regeringer, og den er: Lad os nu komme i gang! For det er desværre, som jeg også startede med at sige, sådan, at der ikke er nogen grund til at være naive i forhold til den ustabile og farlige verden, vi lever i. Vi har nogle lande, og lad os bare være ærlige om, hvad det er for nogle lande, for det er bl.a. – eller det er det kun – Rusland og Kina, som ønsker på helt geopolitisk måde at overtage mere og mere magt rundtom i verden i forhold til den kritiske infrastruktur. Det kan ingen – ingen– i kongeriget, hvor end man så bor, Grønland, Færøerne eller Danmark, have en interesse i kommer til at ske inden for kongerigets grænser. Det er der ingen, der kan have en interesse i. Derfor må vi også sørge for, at det, der er retningslinjerne og loven i Danmark, også er noget, som vi håber – og det er jo kun et håb, vi kan have – at de to regeringer får mulighed for at få indført de to steder.

Så er jeg også rigtig, rigtig stor fortaler for et tættere samarbejde, og der synes jeg, det er rigtig godt, at regeringerne har fået et tættere samarbejde. Det synes jeg var på tide; det er på plads og absolut fornuftigt. Og de fleste, der er til stede i salen i dag, ved, at en af de store kæpheste, som vi havde i det tidligere formandskab for Det Udenrigspolitiske Nævn, er noget, som jeg også har valgt at fortsætte med som formand for Det Udenrigspolitiske Nævn, nemlig at vi også skal have et bedre samarbejde på det parlamentariske niveau.

Det er jo nu engang sådan, at det jo er rigtig godt, at regeringssiden har et godt samarbejde, men at det burde vi selvfølgelig også have på den parlamentariske side. Det ser jo heldigvis også ud til, at vi nu – efter corona og alt muligt andet, som har lagt forhindringer i vejen for, at vi kunne holde møder i Det Udenrigspolitiske Nævn i Danmark med vores kollegaer fra Færøerne og Grønland – endelig langt om længe ser ud til at kunne mødes, forhåbentlig til maj, og det ser jeg i hvert fald meget, meget frem til. Jeg er også netop nu i gang med at få sat et virtuelt møde op med mine to formandskollegaer fra både Færøerne og Grønland, så vi kan tale i detaljer om, hvordan vi får det første møde op at stå.

Virtuelle møder er gode, men det ændrer ikke ved, at de fysiske møder nu engang er bedre, og derfor er jeg rigtig, rigtig glad for, at vi nu får startet sådan en møderække op, og så må vi jo diskutere frekvensen – om det skal være halvårligt, eller hvad det skal være. Men i hvert fald kommer vi nu i gang med dialogen, sådan at vi så at sige i hvert fald har samme informationsniveau. Det synes jeg er rigtig positivt.

Så alt i alt vil jeg fra Venstres side sige, at det ikke er til at komme uden om, at det arktiske område stadig væk er et geopolitisk højspændt område. Det er vigtigt, at alle dele af kongeriget fokuserer meget intenst og direkte på, hvordan vi sikrer beskyttelsen af os alle sammen i hele kongeriget, og det vil stadig væk stå Venstre meget nær. Så skal jeg også komme med en hilsen fra fru Anna Falkenberg fra Sambandspartiet, som desværre ikke kan være til stede i Folketingssalen i dag, og sige, at hun også mener, at det høje nord og det arktiske skal have en meget, meget høj prioritet på det politiske område. Med det vil jeg sige, at jeg ser frem til debatten.

Tak for det. Der er en række korte bemærkninger til ordføreren, og først er det fra fru Aaja Chemnitz fra Inuit Ataqatigiit. Værsgo.

Mange tak, og tak for en god ordførertale. Det er rigtig glædeligt, at der kommer til at være et tættere samarbejde mellem parlamenterne, for det har vi savnet, og det er på sin plads. Det er der fuld opbakning til herfra i hvert fald. Ordføreren nævner det her med Kernedanmark, og jeg tror, det er sådan et nyt begreb, men jeg tænker, det er Danmark, man taler om. Nogle gange kommer vi jo til at snuble lidt i de der begreber, som vi får opfundet undervejs.

FE er jo kommet med en ny vurdering af truslen i forhold til Arktis, og den er meget høj. Jeg tror nærmest ikke, den kan blive højere, så der er ingen tvivl om, at både når vi snakker cyber, men også når vi snakker behovet for øget overvågning, så er behovet meget stort. Russiske kampfly og russiske ubåde i GIUK-gabet er noget af det, som mange af os i Grønland er bekymrede for. Så der er ingen tvivl om, at Grønland bør have en meget central rolle i forhold til et kommende forsvarsforlig.

Hvad er det for nogle ting, som Venstre vil prioritere i forhold til Arktis? Overvågning kunne være en af dem, men det kunne være interessant måske at få foldet ud, hvilke andre områder der er.

Ordføreren.

Tak for det. Det er jo rigtigt, at det der med Kernedanmark er sådan et fordansket udtryk af et amerikansk udtryk, nemlig Core Denmark. Og grunden til, at det er kommet ind fra nogles side, har jeg set, er det her med, hvornår man taler kongeriget Danmark, og hvornår man taler Danmark, og der kan der hurtigt være noget konflikt. Men det er et amerikansk udtryk, som jeg har set vores amerikanske kollegaer benytter sig meget af, så mere skulle der ikke lægges i det.

I forhold til vores forsvarsforhandlinger vil jeg sige, som ordføreren jo selv er inde på, at overvågning kommer vi ikke uden om. Men problemet er, at vi jo kunne bruge hele forsvarsforhandlingernes råderum på at bygge radarinstallationer op og så stadig væk ikke engang være i mål. Altså, det er jo også det ærlige svar – og derfor bliver man nødt til på en eller anden måde at finde en eller anden intelligent løsning på det. Og jeg skal gerne være den første til at sige, at jeg ikke er militærekspert i forhold til intelligente løsninger til overvågning, men det har vi heldigvis folk, der er. I hvert fald er overvågning en topprioritet.

Fru Aaja Chemnitz.

En anden ting, som ordføreren var inde på, er kritiske investeringer i Arktis – og der er ingen tvivl om, at der er et fokus fra Ruslands og fra Kinas side på Arktis også og måske særlig på sjældne jordarter. Vi hilser sådan set debatten omkring den her investeringsscreeningsmekanisme velkommen, men det er nødt til at ske på nogle vilkår, hvor man respekterer, hvad det er, som er grønlandsk ansvarsområde. Så det vil jeg bare gerne opfordre til: Lad os tage debatten, men selvfølgelig med en tæt inddragelse af Grønland og med respekt for, at der er nogle områder, som Grønland selv har et ansvar for.

Ordføreren.

Jeg er hundrede procent enig, og jeg forstår også godt problemstillingen. Altså, der er nogle ting, der er hjemtaget område, og så er der noget, der er sikkerhedspolitik, og nogle gange går det i konflikt med hinanden.

Derfor er mit ønske – det er også derfor, jeg sagde »håber« så udtrykkeligt, som jeg gjorde – jo ikke, at man sidder i København og vedtager noget, som er så vigtigt og så tæt på, i forhold til hvad der skal ske i forhold til Færøerne og Grønland. Og derfor skal det som minimum være i koordination, men allerhelst håber jeg jo – og det var det, der var mit forsøg – at regeringerne i Færøerne og Grønland gør det af sig selv og gør det nu.

Tak for det. Hr. Sjúrður Skaale, Javnaðarflokkurin.

Tak for talen. Nu var ordføreren meget kritisk, når det gjaldt Færøernes håndtering af kritisk infrastruktur. Kom nu i gang, blev der sagt. Man er i gang, og jeg må stilfærdigt erindre om, at vi forleden har pillet alt det kinesiske Huaweiudstyr ned på Færøerne. Det er en rent sikkerhedspolitisk sag. Det er et dansk område, men vi gjorde det selv og betalte 300 mio. kr. for det. Hvis man ganger det med 220, bliver det 36 mia. kr. – så svarer det til danske forhold – som vi betalte for noget, der er et fælles anliggende. Så vi gør altså en del, vil jeg bare stilfærdigt erindre om, og betaler også for det og tager en del ansvar.

Ordføreren satte lighedstegn mellem arktisk politik og forsvars- og sikkerhedspolitik, og der er jeg helt enig. Det bliver vi desværre nødt til at gøre i disse år. Så vil jeg spørge: Kan jeg ud fra ordførerens tale udlede, at ordførerens parti vil være villig til at bevilge flere penge til forsvar og sikkerhed i Nordatlanten, end man har gjort før? Det gælder f.eks. de til Thetisskibe, som patruljerer ved Færøerne, og som er flådens ældste. Man har lige besluttet, at de skal livstidsforlænges. De er udgået, men man forlænger dem bare. De opererer i det farligste farvand, hvor truslen er stor. Kan man gå ud fra, at ordførerens parti vil sige: Dem skifter vi ud?

Ordføreren.

Tak for det. Allerførst vil jeg sige, at hvis ordføreren mener, at jeg var kritisk i min ordførertale, så skal ordføreren bare høre, når jeg er kritisk. Altså, det var et forsøg på at komme med en meget, meget venlig opfordring, men også en tilkendegivelse af, at vi jo alle sammen har behov for være lige sikrede. Hvad enten man bor i Danmark, eller man bor i Færøerne, eller man bor i Grønland, synes jeg man skal have samme beskyttelse, og det er derfor, jeg kommer med min meget, meget venlige opfordring til det.

I forhold til det konkrete, der blev spurgt om, angående forsvarsforhandlingerne, tror jeg ikke, at ordføreren forventer, at jeg står og udpeger det ene eller det andet delelement. Jeg har godt fulgt debatten om inspektionsskibene, og derfor vil jeg sige, at det selvfølgelig bliver en debat om, at vi i hvert fald også har brug for den fornødne kapacitet i forhold til hele søværnet. Og det må vi jo så tage i de relevante fora, når forhandlingerne starter.

Hr. Sjúrður Skaale.

Jeg synes, det er helt fint, at man er kritisk, men jeg gav bare svar på tiltale, ikke? Det med skibene er bare et lille frø, jeg lægger i jorden. Jeg mener bare, at ud fra det, som ordføreren sagde, så må man kunne udlede, at han også mener noget med det, og at det så fører til en handling i sidste ende. Ordføreren nævnte selv, at der var parallelitet mellem de arktiske forhandlinger og forsvarsforliget.

Ordføreren.

Det er altid et godt råd, at man skal lytte til Venstres ordfører, og så ud fra det håbe på, at det også fører til konkret handling derefter.

Hr. Carsten Bach, Liberal Alliance.

Tak, og tak for en rigtig fin og kritisk ordførertale. Også tak for ikke at anlægge den her sådan lidt naive tilgang. Ordføreren siger det faktisk selv, nemlig at vi ikke kan tillade os at være naive, når vi taler sikkerhedspolitik geopolitisk i forhold til Arktis. Så tak for det. Også tak for i virkeligheden at tage sådan ret klar afstand til Rusland og til internationalt samarbejde med Rusland, også når vi taler Arktis, hvor der jo ellers i sådan en lidt naiv tilgang til tingene bliver talt om lavspændingsområde osv. Det, jeg måske egentlig lige savnede ved ordførerens beretning omkring de forhold, var sådan en mere klar definition af, hvordan Venstre så ser det internationale arktiske samarbejde uden Rusland fremadrettet.

Ordføreren.

Det er jo et rigtig godt spørgsmål, for det nytter jo heller ikke noget, at man så at sige smider Rusland ud af Arktisk Råd. Det er ikke det, jeg anbefaler på nogen måde. Så det, der nok er det konkrete svar til det, er, at det jo kommer an på, hvor lang tid krigen i Ukraine varer. Og lad os være ærlige: Der er jo ikke nogen her i det her lokale, som regner med, at krigen i Ukraine slutter inden for de næste måneder; det bliver jo nok år. Og derfor bør man jo også gå ind og se på: Er der en eller anden form for et andet samarbejdssystem, uofficielt, hvor man i hvert fald får en koordinerende rolle? Det er nok den retning, jeg tror man bliver nødt til at vælge, men jo ikke decideret at lave et Arktisk Råd II. Det vil jeg i hvert fald ikke anbefale. Det håber jeg besvarer spørgsmålet.

Hr. Carsten Bach.

Ja, det gjorde det langt hen ad vejen, godt nok delvist, vil jeg jo sige. For måske ordføreren også skal forholde sig lidt til det faktum, at lige om lidt, når både Finland og Sverige bliver medlem af NATO, så har vi jo i virkeligheden en de facto sammenhængende potentiel konfrontationslinje imellem Rusland og NATO – men nu i Arktis. Vil ordføreren måske bare ganske kort forholde sig til det faktum?

Ordføreren.

Jamen helt sikkert, og det er jo noget af det, jeg synes redegørelsen også belyser rigtig fint, nemlig at ud over EU, hvilket jeg nævnte i min ordførertale, så interesserer NATO sig selvfølgelig også mere og mere for det høje nord – og med rette. For som min gode kollega fra Liberal Alliance jo også siger, er det sådan, at vi får nogle fælles allierede, hvor vi står fuldstændig med samme problemstilling. Derfor skal vi selvfølgelig også have et markant tættere samarbejde. Så vi siger hundrede procent ja herfra fra Venstres side. Vi ønsker at få et tæt knyttet samarbejde med Sverige og Finland, når de kommer med i NATO, om det her også.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Michael Aastrup Jensen fra Venstre og byder velkommen til hr. Jon Stephensen fra Moderaterne.

Tak for ordet, og tak til udenrigsministeren for redegørelsen om samarbejdet i Arktis. Da jeg var lille, tog min far, der er læge, to somre til Grønland for at hjælpe dem, som havde brug for det. Han kom hjem med en fin model af en fangerkajak til mig. Det var, dengang ingen vidste, hvad der var på vej; det var, dengang verden stadig var lille. Sådan er det jo ikke mere.

I dag er Arktis både storpolitik og klimaforandringer så enorme, at det kan påvirke resten af verden. Vi skal derfor holde øjnene stift rettet mod Arktis og på alle måder beskytte den befolkning, der bor der. For få år tilbage var det pandemien, der påvirkede det arktiske samarbejde, og i dag er det en ny sikkerhedspolitisk dynamik, som påvirker Arktis og det internationale samfund. Og klimaforandringerne påvirker ikke kun beboernes liv negativt, men også den øvrige del af verden, hvor afsmeltning truer med havstigninger med katastrofale følger, såfremt der ikke sættes ind.

Udviklingen i og omkring Arktis er altså noget, der kalder på tættere samarbejde på alle måder, også udenrigspolitisk. Den nye globale virkelighed bevirker, at vi i rigsfællesskabet må fastholde samt intensivere diplomatiet og dialogen – i en særegen tid, hvor retsordenen er under pres i det internationale samfund. Det indebærer, at vi må øge frekvensen for besøg og informationsudveksling mellem rigsfællesskabets parter. Udenrigsministeren har allerede besøgt Grønland i sit nye virke. Den fungerende forsvarsminister mødtes også med den færøske landsstyreformand for udenrigsanliggender, Høgni Hoydal, i sidste uge. Det åbner for nye samarbejdsforslag, økonomiske udviklingspotentialer, kendskab til hinandens prioriteter og ikke mindst håndhævelse af vores fælles ansvar, som vi har i rigsfællesskabet.

Det er ikke kun os i Danmark, Færøerne og Grønland, som har vores øjne rettet mod Arktis. NATO og EU har intensiveret deres interesse, fordi uforudsigeligheden er øget. Dette er et resultat af dels Ruslands angreb på Ukraine i 2022, dels Ruslands udbygning af militære kapaciteter omkring Arktis. Redegørelsen pointerer, at disse udbygninger er af defensiv karakter, men at det offensive potentiale vokser. Det skal vi tage alvorligt. Det er vigtigt, at EU engagerer sig i Arktis. EU kan grundet kapacitet, interesser og multilateralt samarbejde fungere som et stærkt præventivt instrument i forhold til at holde stater med modsatrettede interesser fra at indtænke Arktis i deres strategiske planer. Ydermere må vi se EU som en central spiller i forhold til forskning og yderligere investeringer i Arktis. Forskning er nemlig centralt i forhold til samarbejdet i Arktis. Teknologiens udvikling og rækkevidde er vi nødsaget til at inkorporere yderligere i vores samarbejde. Dette gælder både i forhold til klimaforandringernes udvikling og den digitale infrastruktur, men selvfølgelig også i forhold til det sikkerhedspolitiske spørgsmål.

Arktisk Råd har fungeret som det primære forum for det internationale samarbejde i Arktis. Rådets aktivitet har dog været sat i bero, men er igen i betinget form genstartet med nu kun syv arktiske stater. De syv arktiske stater må fortsætte samarbejdet tæt, hvilket er til gavn for både lokale, fagfolk og kloden som helhed. At rådet igen er aktivt, er glædeligt og vigtigt, især set i lyset af den øgede sikkerhedspolitiske situation og den stigende geopolitiske interesse i og for Arktis.

Samarbejdet i og omkring Arktis vedholder vi. Danmark og regeringen vil fortsat engagere sig i det arktiske spørgsmål med inddragelse af og respekt for Færøerne og Grønland. Moderaterne bakker derfor op om redegørelsens indhold, og vi tager den til os. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Aaja Chemnitz, værsgo.

Tak. Det var i sidste øjeblik, men jeg vil bare sige tak for talen. Jeg deler mange af de tanker, der er, og måske særlig det her med at skabe erhvervsudvikling, altså at se nogle muligheder for det her, men også interessen for EU er superspændende for Grønland.

I USA er de i gang med at udpege en arktisk ambassadør, og en af de personer, der er blevet indstillet, er en fra Alaska, en forsker, som hedder dr. Mike Sfraga. Og jeg synes, det er superinteressant, at det er en fra Alaska, frem for at det er en karrierediplomat, som er vokset op i State Department i USA. Kunne man forestille sig, at der var noget lignende i Danmark? I dag er det jo typisk også en karrierediplomat, som er arktisk ambassadør, men et stort ønske fra store dele af Grønland har i hvert fald været, at det er en, der er fra Grønland, og som kender til de arktiske forhold, som sidder som arktisk ambassadør og kan være med til at presse på for, at der også i dagligdagen er et fokus på Arktis i Udenrigsministeriet.

Ordføreren.

Tak for ordet, og tak for spørgsmålet. Jeg synes, at det jo i den grad vidner om det, som jeg sagde, at da jeg var lille og min far tog til Grønland, var verden en anden, end den er i dag. I dag fylder den grønlandske befolkning meget mere i kapacitet, også i forhold til at kunne varetage opgaver, som man for år tilbage ikke anså for muligt. Så ja, jeg synes, at det på alle mulige ledder og kanter er rigtig godt, hvis det kunne lade sig gøre.

Tak for det, og der er ikke flere spørgsmål. Vi siger tak til hr. Jon Stephensen fra Moderaterne og byder velkommen til fru Marianne Bigum fra Socialistisk Folkeparti.

Mange tak for ministerens redegørelse og mange tak for ordet, som jeg tager på vegne af hr. Karsten Hønge, som er vores ordfører på området.

Først og fremmest synes jeg, det er utrolig vigtigt, omend trist, at redegørelsen tager sit udgangspunkt i noget af det, som vi længe har kunnet se, nemlig konsekvenserne af klimaforandringerne, som er særlig voldsomme i de arktiske områder. Når isen smelter, går det ikke bare ud over befolkningen; det går også ud over utrolig sårbar natur, og det går ud over kloden, i og med at havet stiger. Virkningerne af en fortsat afsmeltning vil få uafvendelige konsekvenser for det meste af klodens befolkning, og derfor håber jeg også, at denne debat vil foregå i den ånd, at vi er nødt til at handle på det, vi ved, og det, vi tydeligt kan se.

I Arktis vil geografien ændre sig markant; det har den allerede gjort de seneste årtier. Når isen forsvinder, vil der opstå helt nye geostrategiske muligheder i en region, hvor rigsfællesskabet spiller en enormt stor rolle. Det er en region, hvor afspænding og ro synes erstattet af spænding og konflikt efter Ruslands ulovlige invasion af Ukraine. For Rusland er i den grad til stede i Arktis og vil være det fremover, uanset hvordan landets overgreb på Ukraine ender og staten efterfølgende retsforfølges.

Klimaforandringernes tydelighed i Arktis har i mange år gjort det klart, at stater har måttet samarbejde i regionen. Det er et samarbejde, der dog har måttet sættes på pause efter den russiske invasion. Men ikke kun Rusland kan blive et problem for fremtiden. Det er kun et par år siden, at Kina vedtog en arktisstrategi, og landet definerer sig nu med det nyopfundne og absurde begreb nærarktisk stat. Samtidig har Kina igennem mange år forsøgt at få foden i døren ind til Grønland og Færøerne med lukrative tilbud til gengæld for kontrol med mineraler, råstoffer og fisk. Det er forsøg, som næppe vil stoppe, sådan som Kinas selvbevidsthed om egen magt tager til i disse år.

Udfordringer i de arktiske egne tårner sig op som et isbjerg, og måske er vi kun i stand til at se de og dem, der ligger oven vande. Men en ting er helt sikkert: Klimakrisens konsekvenser vil gøre isbjergene mindre, men problemerne større. Nye sejlruter, som polarforskere og opdagelsesrejsende aldrig rigtig fandt, vil om få år være blotlagt for verdenshandelen, og den, der fremover kan kontrollere de arktiske have, vil kunne kontrollere store dele af den. Det er et skræmmende perspektiv, som vi allerede nu bør handle på.

I den anledning vil jeg gerne kvittere over for den grønlandske regering ledet af SF's søsterparti, der i denne periode både har valgt, at Grønland skal tilslutte sig Parisaftalen, og at planerne om et hasarderet olieeventyr skal skrinlægges. Det ville være næsten tragikomisk, at man skulle bore efter olie det sted på Jorden, som rammes hårdest af klimaforandringerne, mens man i øvrigt i resten af verden netop i de her år bør søge – og nogle steder også søger – væk fra fossile brændstoffer. Det er mere af den slags handling, der er brug for. Vi har ikke meget tid.

Vi har et særligt ansvar for at sikre en bedre arktisk fremtid, ikke kun når det gælder om at stoppe de voldsomme temperaturændringer, men også om det særlige ansvar, vi har i rigsfællesskabet. Søværnet spiller en stor rolle i ikke bare suverænitetshåndhævelsen af kongeriget, men også når det gælder sikringen af miljøovervågning, redningstjeneste, fiskeriinspektion og mange andre vigtige opgaver. Det er noget, som bør styrkes og udbygges. Truslen fra klimakrisen og et aggressivt, voldeligt Rusland kræver det simpelt hen.

Man kan hurtigt blive bedrøvet over alle disse negative udsigter, men det må vi ikke lade os knække af. Vi skylder hinanden og klodens fremtid at gøre det rigtige og overlevere et bæredygtigt Arktis til de kommende generationer. Vi skal inden så længe i gang med en ny arktisk strategi, og en strategi for Arktis kan også blive starten på en ny strategi for, hvordan vi samarbejder i rigsfællesskabet. Nu har vi faktisk en chance for at vise, at vi mener det alvorligt, når vi taler om modernisering af forholdet mellem de tre nationer, de tre folk, som udgør rigsfællesskabet.

Nu kan vi i praksis udvide Grønland og Færøernes udenrigspolitiske handlerum, og det kan netop være et vigtigt skridt imod et rigsfællesskab med mere ligeværd og gensidig respekt – et rigsfællesskab, der kigger fremad mod de udfordringer og muligheder, der vil komme, og et rigsfællesskab, der med tiden ønsker at bruge den fælles, men også konfliktfyldte, historie til konstruktivt at komme videre sammen. For vi opnår langt mere sammen end hver for sig. Så lad os inddrage de to mindste af de tre nationer endnu mere, end vi gør det i dag. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til fru Marianne Bigum fra Socialistisk Folkeparti og byder velkommen til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

Tak for det, formand, og tak til udenrigsministeren for redegørelsen og afrapporteringen af forholdene i det arktiske område. Specielt efter Ruslands invasion af Ukraine har sikkerhedssituationen i Arktis ændret sig. Det har bl.a. betydet, at arbejdet i Arktisk Råd er sat på pause. Vi oplever, at Rusland udbygger sine militære kapaciteter langs landets lange arktiske kyst, og selv om det vurderes at have defensiv karakter, er uforudsigeligheden øget, og de langsigtede sikkerhedspolitiske implikationer er uklare.

Derfor er det godt, at NATO har øget sin opmærksomhed om Arktis, som det også fremgår af redegørelsen. Spørgsmålet er så bare, om regeringen er nok opmærksom på forsvaret af det arktiske område i forbindelse med de kommende forsvarsforhandlinger. Det er vigtigt at tænke på helheden i rigsfællesskabet, både i forhold til overvågning og i forhold til andre relevante områder.

Forhåbentlig kommer Sverige og Finland snart med i NATO. De lande har også interesse i det arktiske område. Er der i Danmark planer om, at man kan samarbejde med Norge, Sverige og Finland om bl.a. overvågning? Det er jo yderst oplagt at gøre, ikke mindst omkostningerne taget i betragtning. Så derfor vil jeg gerne spørge udenrigsministeren, hvad han kan oplyse om et eventuelt samarbejde med Norge, Sverige og Finland, altså om det er noget, regeringen arbejder med.

Heldigvis er der også fredelige ting i det arktiske område. Det er glædeligt, at der er sket en fredelig grænsedragning mellem Grønland og Canada om Hans Ø. Det har været en diskussion i mange år, og det er da i hvert fald et eksempel til efterfølgelse andre steder i verden, hvor grænsestridigheder afgøres ved fredelige tiltag og ikke ved magt og våben. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren, og vi byder velkommen til den næste ordfører, hr. Carsten Bach fra Liberal Alliance.

Tak for det, formand. Evnen til at tilpasse sig har altid været afgørende for livet og det at overleve i Arktis. Tilpasning til situationen er selvfølgelig altid afgørende, men særlig i Arktis. De arktiske egne har nemlig altid været meget barske og ufremkommelige og har på sin vis som region derfor levet deres eget lidt stille liv. Der har også altid været en høj grad af stabilitet forbundet med livet i Arktis, men sådan er det bestemt ikke længere.

Nu er de konstante forandringer nærmest blevet en permanent tilstand i Arktis, og derfor må vi i rigsfællesskabet tilpasse os og tage bestik af de nye muligheder og også af de nye udfordringer, der opstår i regionen og på den geopolitiske scene. Jeg tænker primært på to ting: Først er der selvfølgelig klimaforandringer på speed med over 3 graders temperaturstigning i Arktis hen over de seneste 50 år, hvilket vist er tre gange så meget som det globale gennemsnit. Havisudbredelsen er reduceret markant, indlandsisen smelter osv. osv., og det kræver selvsagt løbende tilpasninger fra den grønlandske befolkning og også for naturen og miljøet i området. Men jeg tænker også på politiske forandringer i det internationale samarbejde omkring Arktis, der jo sådan set også er på en form for speed, selv om samarbejdet i sig selv jo i virkeligheden egentlig er lagt meget på køl, uden at det dog har nogen afsmittende effekt på temperaturstigningerne i øvrigt. En tilstand af konstant tilpasning til politiske forandringer kan vi måske ikke være tilfredse med, men som jeg startede med at sige, er vi nødt til at tilpasse os situationen for at overleve – overleve som liberale demokratier og som rigsfællesskab.

Udviklingen har stået på i en årrække, men som flere af de tidligere ordførere også har været inde på, har Putins invasion af Ukraine som med så meget andet skubbet det internationale samarbejde omkring Arktis ud over afgrunden. Arktis er et område med stor strategisk betydning på grund af dets enorme ressourcer og geografiske placering. Derfor er der et større behov for samarbejde mellem de forskellige nationer, der grænser op til regionen, hvilket jo netop også Rusland gør. At dømme ud fra oversigten i den arktiske redegørelse, må Arktis også være den region i verden med den højeste koncentration af internationale samarbejdsorganer. Men det internationale samarbejde i Arktis er også afgørende for, at vi kan tackle de mange udfordringer, der er forbundet med regionen, herunder som sagt konsekvenserne af klimaforandringerne, risikoen ved øget skibstrafik, muligheder for bevarelse af urørt havmiljø i Arktis osv. osv.

Internationalt samarbejde er også vigtigt for at sikre en bæredygtig udvikling i regionen i det hele taget. Vi kan derfor ikke tillade, at samarbejdet går i stå på grund af Rusland. Alle aktiviteter i Arktis bør fortsætte ufortrødent de øvrige nationer imellem, og Rusland skal holdes ud i strakt arm, indtil øvrige internationale uoverensstemmelser med Putin er løst.

Et særligt opmærksomhedspunkt er det faktum, at når Sverige og Finland indtræder i NATO, vil Arktis, som det også er tilfældet i Østersøen, repræsentere en sammenhængende mulig frontlinje mellem NATO-alliancen og Rusland. Og det kan godt være, som det fremgår af redegørelsen, at sikkerhedssituationen p.t. er uændret i Arktis, men det er jo bare lige indtil det tidspunkt, hvor russerne vælger at gennemføre en eller anden speciel operation og øge aktiviteterne i Arktis, som det er sket i Østersøområdet, eller hvor en ukendt kombattant gennemfører et cyberangreb eller sprænger noget undervandsinfrastruktur omkring Grønland i luften. Derfor skal vi også i højere grad end tidligere sikre en øget tilstedeværelse og overvågningskapacitet fra rummet, i luften, på landjorden samt under og over havoverfladen. Og det skal ske i hele kongerigets arktiske ansvarsområde. Danmark skal også give mere plads til, at vores NATO-allierede kan gøre det samme, og vi skal samarbejde og udveksle informationer med vores allierede.

En åbenlys konfliktsituation kan opstå omkring kontinentalsokkelkravene med overlap til Rusland. Vi kan ikke nødvendigvis forvente en konstruktiv proces tilsvarende den, der har været med Canada vedrørende etablering af en ny grænsedragning på og opdeling af Hans Ø, og derfor skal Danmark i samarbejde med vores allierede allerede nu påbegynde forberedelserne til en mulig kommende konflikt i Arktis.

En anden åbenlys konfliktsituation er spørgsmålet om udnyttelse af naturressourcer i Arktis. Både under havoverfladen og under havbunden findes der ressourcer, der potentielt kan repræsentere store økonomiske værdier. Der kan både nationalt inden for rigsfællesskabet og internationalt være mange forskellige meninger om og holdninger til, hvordan vi skal håndtere disse ressourcer, men i Liberal Alliance er vi kommet frem til den konklusion, at disse ressourcer skal forblive urørte i al fremtid. Vi har lige nu en enestående mulighed for fuldstændig at frede et unikt uberørt naturområde i Arktis og sikre, at menneskelig udnyttelse af fiskebestande og naturressourcer ikke ødelægger naturens egen balance i Arktis. Den chance skal vi udnytte, mens vi stadig har den, og Liberal Alliance opfordrer derfor regeringen til at gøre en indsats for, at det fremover bliver kongerigets helt klare og utvetydige position, at det centrale arktiske ocean fredes i al fremtid.

Jeg savner i den arktiske redegørelse svar på – i hvert fald mere konkret – hvordan regeringen forholder sig til Rusland i Arktis, til det fremadrettede internationale samarbejde i Arktis, herunder inden for NATO-paraplyen, og som sagt til en fremtidig beskyttelse af havmiljøet og naturressourcerne i Arktis. En ny arktisk strategi er vist påkrævet, gerne hurtigt. Men tak til udenrigsministeren for redegørelsen, som Liberal Alliance tager til efterretning, og tak for ordet.

Tak for det. Der er to korte bemærkninger, først fra fru Aaja Chemnitz. Værsgo.

Tak for talen. Med en enkelt handling kan søkablet i Grønland kappes over, og store dele af Grønlands samfund vil stå lammede hen. Vi er i Grønland også et meget digitaliseret samfund efterhånden, så behovet for netop at beskytte digital og kritisk infrastruktur er der i hvert fald ingen tvivl om vi deler herfra.

Men ordføreren kom med en sådan ret bemærkelsesværdig udtalelse omkring det her med det centrale arktiske ocean, og det kunne jeg egentlig godt tænke mig at give ordføreren en mulighed for at uddybe lidt. For det lyder, som om det er en ny politik, man har fra Liberal Alliances side på området.

Ordføreren.

Ja, det drejer sig jo sådan set om det faktum, at der i øjeblikket er den her midlertidige – tror jeg, vi kan kalde den – fredning af det centrale arktiske ocean i forhold til i hvert fald fiskeriet. I Liberal Alliance har vi valgt at tage det synspunkt og den position, at vi jo p.t. ikke udnytter de ressourcer, der er i det område. Det mener vi faktisk heller ikke skal sættes i værk, og at vi så dermed i fremtiden freder det område, både hvad angår fiskebestanden og også de øvrige naturressourcer på eller under havbunden.

Tak for det. Den næste, der har bedt om ordet, er hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Ja, og det er lidt om det samme. Jeg kunne tænke mig at vide, om ordføreren har gjort sig nogle tanker om, hvilke reaktioner der kan komme fra folk, der bor i Arktis, når der kommer en udmelding fra Liberal Alliance om, at de ressourcer, som er i deres område, ikke skal udnyttes:

Vi, som bor i Danmark, i England eller i Frankrig udnytter alle vores ressourcer så meget, som vi kan, så bæredygtigt, som vi kan, til gavn for vores samfund, så vi skaber en bæredygtig økonomi og et samfund på et højt niveau. Men I, som bor i Arktis, skal ikke røre det, som tilhører jer; hold fingrene væk, det bestemmer vi, som bor i Danmark, hvor vi har ca. 12 millioner grise buret inde.

Jeg tror, der er en fare for, at det kan blive modtaget en lille smule negativt. Har ordføreren gjort sig nogle tanker om det?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Det har vi i Liberal Alliance gjort os nogle overvejelser om, og det er derfor, jeg benævner det det centrale arktiske ocean og dermed ikke den eksklusive økonomiske zone.

Sjúrður Skaale.

Det er stadig væk et område, hvor folk bor, og som tilhører nogle stater, og som nogle stater formentlig vil kræve adgang til. Og hvis de stater kan udnytte de ressourcer på en bæredygtig måde, ville jeg tro, at det ville virke lidt arrogant og lidt småkolonialistisk, var jeg ved at sige, at sige: Jeres ressourcer skal I holde fingrene fra, lad os udnytte vores ressourcer, og så kan I købe dem af os.

Ordføreren.

Det var jo sådan set også, hvis spørgeren bemærkede det, en opfordring til regeringen til på kongerigets vegne at indtage den position, som Liberal Alliance her fremlægger. Og det vil jo selvfølgelig være noget, der skal gøres i fuld overensstemmelse og samklang med både den færøske befolkning og den grønlandske befolkning.

Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Aki-Matilda Høegh-Dam, Siumut. Værsgo.

Tak, og tak til ordføreren. I forlængelse af det, min kollega sagde, vil vi gerne komme lidt ind på den her opfordring, netop fordi det er vigtigt, at vi alle kan snakke sammen på udenrigspolitisk plan og opfordre hinanden til nogle forskellige punkter.

Hvis man kigger på klimakrisen, hvor Grønland og Arktis er ramt meget hårdt, på baggrund af hvad andre vestlige lande har besluttet, så mener vi fra Siumuts side, at det burde være lige så tydeligt, at olieudvindingen i Østersøen f.eks. burde være til revurdering, idet der også ønskes en revurdering af det at frede en stor del af Grønland og Arktis. Er Liberal Alliance så enig i, at man også burde gøre det samme i Danmark?

Ordføreren.

Vi mener i hvert fald, at man meget nøje bør overveje det fremadrettet. Og nu bliver jeg faktisk lidt i tvivl, men jeg tror rent faktisk, at Liberal Alliance også er med i aftalen om ikke at efterforske yderligere i forhold til olie i Nordsøen.

Der var ikke flere spørgsmål til ordføreren. Vi siger tak til hr. Carsten Bach fra Liberal Alliance og byder velkommen til hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

Tak til udenrigsministeren for den skriftlige redegørelse, som vi har fået. Der er jo ikke meget i den, som man kan være uenig i; den er meget refererende, og den er omfangsrig. Der sker heldigvis meget i Arktis, og den danske regering har heldigvis også en stor rolle i rigtig mange gode udviklinger deroppe.

Vi synes jo, at der er meget at glæde sig over i vores rigsfællesskab. Vi kan jo f.eks. fejre sejren i whiskykrigen, som jeg synes at vi har gjort for lidt ud af. Der sikrede Danmark sig ejerskabet over størstedelen af Hans Ø, som canadierne meget uretmæssigt og uretfærdigt forsøgte at få en del af. Så det synes jeg at vi skal glæde os over. Det føjer sig til en lang række succesfulde danske sejre i store krige, men den her synes jeg dog også er værd at hæfte sig ved.

Så synes jeg jo, at det er rigtigt, som mange andre har sagt, at vi mangler en lidt mere klar strategi for, hvor det er, vi vil have at fællesskabet mellem vores tre lande skal bevæge sig hen. Nogle gange kan det selvfølgelig føles tungt som dansker at vide, at Færøerne og Grønland ejer Danmark, men vi vil gerne bevare den konstruktion fra Konservatives side og sikre, at vi bliver ved med at høre sammen som tre lande i ét land, som sammen er stærkere, end vi ville være, hvis vi stod hver for sig.

Der er hele tiden gnidninger, udfordringer og kræfter, der forsøger at rive os fra hinanden. En af de store udfordringer er selvfølgelig, hvordan stormagterne forholder sig til Arktis, når de nu viser en stigende interesse. Her er der ingen tvivl om, at vi fortsat bør have den klare holdning, at især Grønland er en del af kongeriget Danmark. Danmark har en god størrelse til at passe på Grønland, fordi vi er store nok til effektivt at kunne gøre det, og fordi vi er store nok til, at vi kan have alle de funktioner, der skal til, nemlig et godt sundhedsvæsen, et forsvar, som kan blive stort nok – men ikke er det – til at varetage overvågning, redningstjeneste, miljøberedskab og alle de andre ting, og et diplomati, som er stort og stærkt nok til internationalt at gøre Grønlands stemme gældende i alle relevante internationale organer. Samtidig er Danmark også lille nok til, at vi ikke er en udfordring over for andre stormagter, som ikke ser os som en trussel. Det synes jeg faktisk er en ret heldig kombination.

Som jeg har sagt mange gange, tror jeg, at både Grønland og Færøerne reelt set har mere selvstændighed ved at være i rigsfællesskabet, end de ville have i alle andre tænkelige konstruktioner, hvor de ville blive mast og presset af stormagterne på en måde, som ville gøre, at de reelt ville have mindre handlerum, end de har i det rigsfællesskab, hvor der er mulighed for, at Grønland og Færøerne kan gøre næsten alt. Der er nogle få restriktioner selvfølgelig, men man kan gøre, næsten som man vil. Og i Danmark har man en allieret, som man kan arbejde sammen med, som vil Grønland og Færøerne det godt og gerne vil sørge for, at de trives, og som ikke har nogen skumle bagtanker om at holde dem nede eller på anden måde gøre dårlige ting ved dem. Det forhold har vi udviklet igennem rigtig mange århundreder, og vi vil gerne sørge for, at det fortsat bliver bevaret.

Det synes jeg godt at man kunne sige lidt mere klart også fra regeringens side. Det er, som om man ikke rigtig tør sige noget. Man tør ikke rigtig fortælle, hvad det er, man gerne vil med rigsfællesskabet. Fra Konservatives side har vi sagt meget klart, at vi gerne vil bevare det så vidt muligt i al evighed. Vi har også sagt, at det ikke er noget, vi bestemmer, for man kan jo ikke holde sammen på et rigsfællesskab, hvis folk ikke ønsker at være med. Så det er jo sådan, at det er Færøerne og Grønland, der bestemmer, om de ønsker, at rigsfællesskabet skal bestå. Givet at vi fra dansk side nok ikke kommer til at opsige det, er det jo Grønland og Færøerne, der ligesom har serveretten, i forhold til om det skal bestå. Men vi ønsker helt klart at holde fast i det, og vi synes, det er en rigtig god konstruktion.

Vi er nervøse for kineserne og russerne. Det skal der ikke være nogen tvivl om. Vi har den klare holdning, at vi står bedst ved at være tæt på amerikanerne, som er den stormagt, som vi har bedst grund til at stole på, og som er tættest på de værdier og den måde at indrette verden på, som vi kan tilslutte os. Sådan har vi det ikke med Kina og Rusland. Der er også ting, man skal være skeptisk over for i forhold til USA; det er slet ikke det. Men der er meget stor grund til at være mistroisk over for den måde, Kina og Rusland agerer på, og hvilke dagsordener de har, også når man ser på, hvordan de agerer i andre lande.

Så er der selvfølgelig også et moralsk aspekt, og det er, at vi alle sammen skylder at stå sammen om en bedre udvikling i verden. Vi kunne godt tænke os, at Færøerne kom lidt mere ind i kampen i forhold til at deltage i boykotten af Rusland. Jeg er glad for, at Grønland er med, men jeg kunne også godt tænke mig, at Færøerne kom lidt mere med i den kamp.

Selv om man er meget lille, må man jo gøre, hvad man kan. Det gælder både på sikkerhedspolitik, og det gælder også på klimapolitik, hvor Grønland og Færøerne selvfølgelig også skal være med og gøre det, man kan, og ikke gemme sig ved at sige, at man er så små, at det ikke gør noget alligevel. Det har jeg heller ikke indtryk af at man gør. Det skal ikke lyde sådan. Man mærker jo meget tydeligt i Grønland effekterne af klimaforandringerne. Det er helt tydeligt. Bare når man flyver over indlandsisen, kan man se, at grænserne har rykket sig, og man kan se gletsjere, der rykker tilbage. Det er en udvikling, som kommer til at få kæmpestor betydning for Grønland.

Alt i alt synes vi egentlig, at samarbejdet er ganske godt. Vi håber, vi kan gøre det endnu bedre og endnu tættere. Vi har foreslået, at man bl.a. opretter et selvstændigt ministerium for rigsfællesskabet, fordi det ikke er udenrigspolitik, men heller ikke helt er indenrigspolitik – det ligger et eller andet sted imellem. Men det er lidt underligt, at det skal være så underprioriteret, at det ligger i en underafdeling i Udenrigsministeriet. Jeg har meget stor respekt for udenrigsministerens viden om rigsfællesskabet, som han jo har gennem både sin familie og sine mange år som statsminister og alt muligt andet. Så det er slet ikke det; udenrigsministeren er nok den mest kompetente til at varetage den opgave. Men konstruktionen af, at det ligger i Udenrigsministeriet, synes jeg grundlæggende sender et forkert signal, fordi det ikke er udenrigspolitik, men det gør også, at det ikke bliver prioriteret højt nok, i forhold til hvad det kunne blive, så man rigtig får taget fat i alle de opgaver, som vi kunne løse i rigsfællesskabet. Vi skal udvikle samarbejdet mere på uddannelsesområdet, sundhedsområdet, erhvervsområdet og en lang række andre områder.

Et af vores store ønsker er derudover også, at vi bliver bedre til at inddrage de færøske og grønlandske folketingsmedlemmer i arbejdet i Folketinget, fordi konstruktionen nu engang er sådan, at vi beslutter forsvarspolitik for både Danmark, Grønland og Færøerne her. Sikkerhedspolitik og pengepolitik og alt muligt andet bliver besluttet her i Folketinget. Der hører vi ofte et ønske om, at vi skal inddrage Landstinget, selvstyret, lagmanden og de lokale færøske og grønlandske politikere mere i samarbejdet. Og det kan man også, men nogle gange er det lidt mærkeligt at gå over åen efter vand, når repræsentanterne jo sidder lige her på forreste række i Folketinget og er valgt til netop at varetage de opgaver og være med til at blande sig i de beslutninger, som bliver truffet her i Folketinget for hele rigsfællesskabet, også for Grønland og Færøerne. Så vi ser gerne, at de fire medlemmer bliver inddraget mere.

Jeg skal gentage endnu en gang – jeg har sagt det mange gange – at jeg også håber, at det kommer til at gælde, når vi skal lave et forsvarsforlig, som betyder rigtig meget for især Grønland, men også for Færøerne, så man der er åben over for, at de færøske og grønlandske medlemmer kan komme med i et forlig. Det skal ikke forstås sådan, at man sådan automatisk kan være med, for det kræver også, at man har en fornuftig indstilling til forsvarspolitik og i øvrigt er indstillet på, hvordan man arbejder i en forligskreds. Der er mange forudsætninger, der skal gå op, for at man kan komme med.

Men det har været sådan, at det nærmest pr. automatik har været udelukket for færøske og grønlandske medlemmer at komme med i et forsvarsforlig, og det er meget forkert. Man kan heller ikke sige til et folketingsmedlem, der er valgt på Bornholm: Du kan ikke komme med i et forsvarsforlig, fordi du kun repræsenterer Bornholm. Altså, det er en forkert indstilling til det. Alle, der sidder i Folketinget, er ligeværdige og bør inviteres med i den slags aftaler, hvis de opfylder de øvrige forudsætninger for at kunne være med. Så jeg håber virkelig, at regeringen her tager skeen i den anden hånd og sørger for, at der bliver mere inddragelse.

Tak for det. Der er to korte bemærkninger. Først er det fra hr. Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin.

Tak for det. Nu talte ordføreren meget om rigsfællesskabet som konstruktion – den debat vil jeg utrolig meget gerne tage, men måske en anden dag, for det kommer jo også på dagsordenen. Men nu sagde ordføreren også, at han beklagede, at Færøerne ikke var med i sanktionerne mod Rusland, og det synes jeg var ærgerligt. Så vil jeg spørge ordføreren, om han er klar over, at Færøernes eksport til Rusland, som var 30 pct. for nogle år siden, var 24 pct. året før invasionen og nu er nede på 8 pct. og således er reduceret med to tredjedele, samtidig med at Danmarks samhandel med Rusland er reduceret med halvdelen. Altså, Færøerne har reduceret sin samhandel med Rusland langt mere, end Danmark har. Kan ordføreren se noget dobbeltmoralsk i at slå ned på Færøerne, som har reduceret samhandelen med Rusland langt mere, end Danmark selv har?

Ordføreren.

Nej, jeg var ikke klar over de præcise tal, så tak for den oplysning. Jeg sagde også, at jeg ønskede, at Færøerne kom mere med. Jeg er godt klar over, at man er med – men der har også været noget fodslæberi i forhold til at komme fuldt med i sanktionerne over for Rusland. Og jeg er også klar over, at det betyder meget for Færøernes økonomi, fordi eksporten til Rusland er stor, og at det derfor sikkert også har sat sig nogle betydelige spor i Færøernes økonomi.

Færøerne er jo et rigt land, som burde betale bloktilskud til Danmark, hvilket jeg har talt om tidligere, fordi man nu har så højt et bruttonationalprodukt. Det glæder vi os over, men så synes vi også, at man har råd til at være med fuldt ud i sanktionerne mod Rusland, som har begået så urimelig en handling over for Ukraine – også uden at skele til, om det så betyder en vis procentdel i forhold til andre.

Hr. Sjúrður Skaale.

Jeg synes, at Færøerne burde gøre mere; man gør en masse, men vi burde gøre mere. Jeg vil bare påpege – når det bliver sagt, at vi er fodslæbende – at Færøerne er uden for EU, men af egen fri vilje har tilsluttet sig EU's sanktioner og ikke bryder EU's sanktioner – vi bryder ikke EU's sanktioner, okay? Derfor synes jeg, det er lidt sådan irriterende at høre på, at man kritiserer Færøerne så meget hele tiden, som altså har reduceret sin samhandel med Rusland mere, end Danmark har reduceret sin samhandel.

Ordføreren.

Det er noteret, og jeg ønsker ikke at være irriterende over for Færøerne. Jeg synes nu heller ikke, at vi har kritiseret Færøerne så meget. Altså, der har været en debat, selvfølgelig, i danske medier. Jeg har selv været tilbageholdende med at udtale mig alt for meget og har også understreget, at den kritik, vi kommer med, ikke skal forstås, som at Danmark er på vej til at tvinge Færøerne til at agere på en bestemt måde, for Færøerne har juridisk set lov til at gøre, som de vil. Men derfor er det også stadig sådan, at man selvfølgelig må lægge øre til kritik, og det håber jeg man kan.

Fru Aaja Chemnitz, Inuit Ataqatigiit.

Tak til formanden. Sidste gang jeg var i debat med Konservative her i Folketingssalen, spurgte jeg ind til Konservatives partiformands sammenligning med Grønland og Afrika på is. Og jeg er bare lige nødt til at bringe det op, for der er mange ting, som jeg sådan set er rigtig glad for i samarbejdet med ordføreren; der er også mange ting, vi ikke er enige om; og jeg oplever også lidt, at ordførertalen til tider var sådan lidt provokerende for ligesom at fremtvinge en eller anden form for debat. Men når man taler om at have respekt for Grønland, tror jeg bare, det er vigtigt, at man også er opmærksom på, hvordan det er, vi taler om hinanden. Så det vil jeg i hvert fald gerne understrege. Og der har selvfølgelig været en snak, også internt med Konservatives formand, men det er bare vigtigt at sige, at det i hvert fald er faldet en del for brystet i Grønland og har været noget af en debat, som vi har haft, også under valgkampen. Så det er i hvert fald den vigtigste kommentar, jeg vil komme med.

Ordføreren.

Det kan jeg godt forstå, og jeg er også enig med hr. Søren Pape Poulsen i, at han ikke skulle være kommet med den udtalelse. Jeg kommer selv direkte fra Afrika, hvor jeg var i sidste uge, i Sudan og Eritrea, og jeg kan berette, at det minder meget, meget lidt om Grønland.

Fru Aaja Chemnitz.

Mange tak. Jeg vil komme ind på en anden ting. Tak for opbakningen, som sådan set altid har været der, til, at de grønlandske folketingsmedlemmer har kunnet sidde med ligeværdigt, og nu er det rent faktisk lykkedes, for det står jo i regeringsgrundlaget, at de grønlandske og færøske folketingsmedlemmer skal være med i et forsvarsforlig. Så det synes jeg bare er vigtigt også at få på plads – at det rent faktisk er lykkedes, delvis også med ordførerens opbakning. Tak.

Ordføreren.

Tak. Jamen det er jo noget, vi to har talt om i mange år, og jeg er også glad for det samarbejde, vi har via Forsvarsudvalget, hvor jeg også håber, at de grønlandske og færøske medlemmer føler at der er mulighed for at være med så meget som muligt. Jeg synes, det er meget afgørende for, at vores grundlov og vores rigsfællesskab fungerer, at alle, der er medlem af Folketinget, har mulighed for at være med i det arbejde, som er relevant for dem.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til hr. Rasmus Jarlov fra Det Konservative Folkeparti og byder velkommen til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten.

Tak for det, og tak for redegørelsen. Det er jo en på alle måder vigtig, aktuel og relevant debat, som vi har i dag, ikke mindst fordi udviklingen i det arktiske område på alle måder er brændende vigtig, aktuel og relevant. Med Ruslands aggressive angreb på Ukraine i lodret strid med international ret og internationale spilleregler har det arktiske samarbejde jo fået et alvorligt skud for boven og er blevet gjort ganske vanskeligt. Men samtidig understreger det jo også, hvor utrolig vigtigt og nødvendigt det rent faktisk er med netop et stærkt og gensidigt forpligtende samarbejdsforum, og det er både i forhold til sikkerhed og forsvar, men jo også i forhold til kampen mod klimaforandringerne, beskyttelse af naturressourcer, bæredygtig udvikling og oprindelige folks rettigheder og plads ved bordet – nogle af de ting, som mine ordførerkolleger har været inde på i deres indlæg.

Det er ret åbenlyst, at der er rigtig mange stormagter rundtomkring i verden, som er klar til at diskutere Arktis og mener, at de har noget skulle have sagt omkring Arktis' fremtid uanset geografisk placering. Det er jo ganske forståeligt i og for sig, men det er i vores øjne ekstremt farligt, hvis stormagtskonflikter får lov til at flytte ind og dominere det arktiske samarbejde, og det er også noget af det, som vi mener at vi fra dansk side skal bidrage til ikke sker. Det er noget med at få inddæmmet den handlingslammelse, som der faktisk er i dele af Arktis i øjeblikket. Det lyder vanskeligt, og det er det også, men det er ikke et argument for ikke at forsøge at gøre det, man kan.

For os i Enhedslisten er det en væsentlig del af vores kompas, at det samarbejde, vi fra dansk side har med Grønland og Færøerne, skal prioriteres og sikres en reel og mærkbar indflydelse og selvbestemmelse, sådan at Grønland og Færøerne er ligeværdigt inddraget i de relevante politiske fora, som vi deltager i. Og nogle af de centrale principper her er jo, at forsvarspolitik set fra København også skal ses fra resten af rigsfællesskabet, og omkring det arktiske skal det være med en direkte involvering af Grønland og Færøerne og også vores nordatlantiske kolleger her i Folketinget. Jeg ved godt, det ikke tilkommer mig eller Enhedslisten at definere, hvem der sidder med ved forhandlingsbordet, men lad der hermed lyde en opfordring til, at man i det mindste lytter og i stort omfang inddrager vores nordatlantiske kolleger i diskussionerne om cybersikkerhed, overvågning, dual use osv., som kollegerne også har været inde på i dag og mange gange tidligere.

Et andet princip, som er vigtigt for os i Enhedslisten, når vi diskuterer klimaforandringer, bæredygtig udvikling osv., er, at vi så også husker, at oprindelige folks organisationer og naturen er i centrum. For nok er der mange økonomiske, militære og sikkerhedsmæssige interesser på spil for alle mulige lande i det her område, men det helt centrale spørgsmål er jo, hvordan den udvikling, der sker, påvirker de mennesker, der lever i det arktiske område, og hvordan den påvirker den natur og det dyreliv, der er i området, og derfor er det jo også et centralt spørgsmål, hvordan de mennesker, der lever i det arktiske område, faktisk inddrages og sidder med ved bordet. Det gælder de folkevalgte, det gælder landenes regeringer, men det gælder jo også de oprindelige folks organisationer, og det er noget af det, vi synes vi burde bruge mere krudt på, også fra dansk side.

Så er der selve klimaforandringerne og kampen imod dem. Vi glæder os også, som andre ordførere også har sagt, over, at den grønlandske regering har ambitioner om at rykke på vandkraft og tiltræde Parisaftalen. Det er utrolig vigtigt og en meget, meget vigtig del af det arktiske samarbejde og samarbejdet om biodiversitet, miljøudfordringer og klimaudfordringer, og nogle af de ting, som er oplagte og noget af det, som vores grønlandske kollega sagde tidligere omkring forskning og prioritering af forskningsmidler – hvem det er, der forsker, og hvem det er, der deltager i forskningssamarbejder – er bæredygtig økonomisk udvikling og hele den grønne omstilling og alt det andet, der skal til. Der er det vigtigt, at vi fra dansk side understøtter så meget, vi overhovedet kan.

Det er et temmelig brændende spørgsmål og en temmelig brændende opgave at fastholde, at den udvikling, der sker i det arktiske område, er fredelig; at vi fastholder, at den skal være fredelig; at vi fremmer, at den skal være fredelig; at vi sikrer, at det er en fredelig udvikling. Det skal være en udvikling, der er baseret på regler og ikke på stormagtsinteresser, men på afspænding og demilitarisering, og det skal – til trods for at det er om ikke umuligt, så i hvert fald ganske vanskeligt i de her måneder – ikke være nogle udfordringer, der løses alene med militære og forsvarspolitiske svar forstået ganske snævert. Vi må ikke blive blinde for, at de militære svar har deres begrænsninger. Det betyder også, at det er desto vigtigere, at vi fra dansk og nordisk side arbejder aktivt for lavspænding i det arktiske område.

NATO er med al sin interesse jo også i den her sammenhæng en stormagtsinteressevaretager. Derfor er det i vores øjne oplagt, at det faktum, at Sverige og Finland bliver en del af NATO og får medlemskab af NATO – ud over at det kan blive en udfordring i forhold til den geografiske grænse til Rusland – muligvis også giver nogle muligheder for, at vi fra dansk side kan bruge det nordiske samarbejde noget mere. Jeg ved godt, det er en holdning i skiftende regeringer, at USA er vores bedste ven, men jeg mener faktisk – ud over at man kan sætte spørgsmålstegn ved den antagelse – at i de spørgsmål, der gælder Arktis, at de nordiske lande og vores grønlandske og færøske kolleger måske er nogle af de vigtigste venner at have. Det er i hvert fald vigtigt set med vores øjne, at NATO ikke får en alt for dominerende rolle, for så er det en alt for stor risiko, at det er stormagtsinteresser og ikke regelbaseret udvikling, som bliver det dominerende.

Jeg vil slutte af med at sige, at det arktiske samarbejde fortsat skal fremme og sikre en fredelig og lavspændingsbaseret udvikling. Det skal være en udvikling, der er baseret på ligeværdighed mellem de aktører, der er involveret; det gælder også de oprindelige folks organisationer. Jeg ved, at der er nogle udfordringer omkring det her med retten til at bruge sine naturressourcer, men vi er bare i en situation, hvor store dele af den allerrigeste del af verden – nu må jeg ikke bruge ordet fra talerstolen her – godt og grundigt har ødelagt mulighederne for, at vi kan bruge kvit og frit af de naturressourcer, der er på jordkloden. Hele verdens udvikling og hele verdens udfordringer med klimaforandringerne kan man ligesom se udspille sig i det arktiske område. Derfor er det så vigtigt, at vi også bruger den ramme til at diskutere kampen mod klimaforandringer, biodiversitet, brugen af naturressourcer og miljøperspektiverne på en ligeværdig måde.

Så må vi sidst, men ikke mindst insistere på, at oprustning, spændinger, stormagtskonflikter skal imødegås med demilitarisering, lavspænding og en regelbaseret udvikling. Det er en helt særlig forpligtelse, vi har, ikke mindst i det arktiske. Tak for ordet.

Tak for det. Der er en kort bemærkning fra fru Aki-Matilda Høegh-Dam, Siumut. Værsgo.

Tak til ordføreren for talen. Jeg vil blot gerne kvittere for – det er vi i Siumut i hvert fald rigtig glade for – at oprindelige folk og oprindelige folks rettigheder bliver nævnt af en ordfører i en debat om Arktis. Det er ikke så ofte, det høres, men om ikke andet er det en af de vigtigste pointer, vi også bliver nødt til at arbejde med. For når vi snakker om demokrati, og når vi snakker om de fælles værdier, vi har, også på udenrigspolitisk niveau, er det netop også vigtigt, at vi opretholder menneskerettigheder, bl.a. igennem oprindelige folks rettigheder.

Der bliver også nævnt lidt om nordisk samarbejde. Kunne det så egentlig tænkes, når vi snakker om vidensudveksling og vidensdeling, at man også kiggede til andre oprindelige folk? Her tænker jeg på andre inuitfolk, som på en eller anden måde kan have noget af den samme viden, som grønlandsk inuit kan, og på den måde kan man vidensudveksle med hinanden derfra og ikke kun Norden imellem.

Ordføreren.

Tak, og tak for spørgsmålet. Det er i hvert fald helt klart vores indstilling og vores holdning i Enhedslisten, at det skal vi gøre, også i det nordiske samarbejde. Det skal vi i det hele taget i hele verden, når vi navigerer rundt og vil være med til at definere, hvordan udviklinger skal se ud, eller have indflydelse på udviklinger og understøtte udviklinger. Oprindelige folk, hvor end de er, skal inddrages i beslutninger om, hvordan deres samfundsudvikling skal se ud.

Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak. Jo, det var der så alligevel. Fru Aaja Chemnitz, værsgo.

Mange tak. Jeg havde lidt tekniske problemer med at trykke mig ind. Stor opbakning til udtalelserne omkring det her med at arbejde aktivt for lavspænding i området. Der er jo også nogen, der indimellem synes, vi er naive, når vi synes, at det er det, vi skal arbejde for, men det er det, som er rigtig vigtigt for rigtig mange i Grønland, så bare en opbakning herfra.

Så er det jo rigtig godt, at der bliver talt om oprindelige folks rettigheder. I praksis oplever jeg, at det faktisk er rigtig svært for ICC, som jo sådan set er kongerigets eneste repræsentant for arktiske oprindelige folk, at få penge til det internationale arbejde, som de laver. Så jeg håber bestemt, at der bredt i Folketinget vil være en opbakning til at støtte ICC.

Så blev der nævnt det her med retten til brug af naturressourcer. IA har jo et motto, der hedder »Intet om os, uden os« , og det gælder jo for alle folk, der arbejder og bor i Arktis, og det gælder også i forhold til Norge. Det vil jeg komme ind på i næste runde.

Ordføreren.

Tak for det. Det er jo fuldstændig rigtigt, at det er nemt at stå og tale om, at oprindelige folks organisationer skal være repræsenteret ved bordet, når der skal forhandles eller skal diskuteres. Noget af det, vi fra dansk side generelt har været gode til at sige, er, at vi også skal understøtte – og uden sammenligning – fattige lande i det globale syds tilstedeværelse i f.eks. FN-fora eller ved internationale møder. Så noget af det, vi kan, er jo helt banalt at sætte økonomi til rådighed, sådan at organisationerne får mulighed for at rejse og deltage de steder, hvor de skal være. Det ville jeg synes var en god måde at prioritere nogle af vores ressourcer på.

Omkring det her med retten til brug af naturressourcer vil jeg sige: Det forfærdelige er jo, at vi er i en så stor og alvorlig klima-, biodiversitets- og miljøkrise, at vi er nødt til at have en diskussion om det, og det rammer jo nogle dilemmaer i forhold til retten til selvbestemmelse og retten til egen udvikling og definition af egen udvikling. Derfor skal vi finde en vej i det, hvor vi beskytter den natur og de ressourcer, der er, og overlader udviklingen til de folk, som bor der, hvor de bor.

Fru Aaja Chemnitz for en sidste kort bemærkning.

Tak for opbakningen. Et eksempel fra Norge, som jeg tror er noget, vi alle sammen skal skrive os bag øret, er, at man har ønsket at etablere flere vindmølleparker på et område, som sådan set tilhørte samerne, og det har man kaldt green colonialism. Altså, der er jo sådan set generelt i den del af verden, som vi befinder os i, en stor opbakning til grøn omstilling, men samtidig kan man jo, når man ikke lytter til og ikke inddrager oprindelige folk, opdage, at der er to forskellige rettigheder, der i virkeligheden modarbejder hinanden. Det tror jeg er et eksempel, man er nødt til at være opmærksom på. Hvad tænker Enhedslisten om det?

Ordføreren.

Tak. Jamen vi er fuldstændig enige. Jeg vil sige, at jeg jo selv kom fra en ngo-verden, lige inden jeg blev valgt til Folketinget, hvor noget af det fremmeste arbejde, vi lavede, netop var at diskutere, hvordan man, når man skaber udviklingsprojekter – hvad enten det er store vindmølleparker, eller det er alle mulige andre former for infrastrukturprojekter – ikke gør det på andre menneskers jord uden at inddrage de mennesker, der bor der, i beslutningerne om, om de skal ligge de steder, hvor de skal ligge; det giver sig selv – intet om folk uden folk.

Nu er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren. Vi siger tak til fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten og byder velkommen til hr. Christian Friis Bach fra Radikale Venstre.

Tak for det, og tak til regeringen og udenrigsministeren for redegørelsen. Radikale Venstre ønsker et styrket samarbejde inden for rigsfællesskabet, når det gælder de udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske emner, og derfor er den her redegørelse og debat også vigtig.

Udviklingen i det arktiske område er jo bekymrende. For blot et par uger siden stod jeg i Frederikshavn på »Esbern Snare«, der en halv time efter drog mod det nordlige Norge, ud for Norges nordlige kyst, på en øvelse. Det er ikke unormalt, men det er heller ikke tilfældigt. Redegørelsen beskriver jo de stigende og meget bekymrende sikkerhedspolitiske udfordringer i lyset af krigen i Ukraine, og hvordan Rusland optrapper massivt i det arktiske område. Det samme billede så vi jo på det meget informative seminar, vi havde i Den Arktiske Delegation. Suspenderingen af arbejdet i Arktisk Råd øger jo kun yderligere spændingerne og mindsker mulighederne for at finde fredelige fælles løsninger.

Det er jo NATO-medlemskabet, der udgør en fælles grundpille i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, mens vi i Grønland, på Færøerne og i Danmark har forskellige interesser i EU og har valgt forskellige veje. Men både i NATO og i EU bliver vores stemme stærkere, når det gælder udenrigspolitiske og sikkerhedspolitiske emner, når vi taler sammen, og når vi taler med hinanden.

Hjemmestyre- og selvstyrelovene giver jo Færøerne og Grønland ret til at føre selvstændig udenrigspolitik på hjemtagne områder efter koordinering med Danmark, og den ret har Færøerne og Grønland i stigende omfang benyttet sig af de sidste år. Det mener vi er vigtigt, og vi mener, det er vigtigt, at alle rigsfællesskabets dele har indflydelse på fælles udenrigs- og sikkerhedsanliggender. Det er vigtigt, at vi kan dele fortrolig information, og derfor er det jo godt, at der er etableret rum til at sikre kommunikationslinjerne til Tórshavn og Nuuk. Det er vigtigt, at vi i alle relevante sager har en reel dialog og giver alle rigsfællesskabets dele indflydelse, før vi træffer beslutninger. Det Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitiske Kontaktudvalg mellem rigsfællesskabets regeringer har en helt central rolle her, og vi ønsker samarbejdet udvidet til også at involvere de respektive parlamenters udenrigspolitiske udvalg og nævn, så der er en bred politisk fundering af samarbejdet.

Radikale Venstre vil også prioritere, at det kommende forsvarsforlig i Folketinget også behandles med naalakkersuisut og landsstyret i kontaktudvalget. Og vi ønsker, at de stigende trusler i det arktiske område skal afspejle sig i vores fremtidige forsvars- og sikkerhedspolitiske strategi. Vi ser frem til at styrke kapaciteten til at overvåge og patruljere det arktiske område, for for et rigsfællesskab som vores med en så stærk placering i det arktiske område er søværn og beredskab afgørende prioriteter.

Vi ønsker også, at grønlændere og færinger i højere grad indgår i udenrigstjenesten via aktivt samarbejde og rekruttering. Vi ønsker, at kapaciteten og samarbejdet om forskning og undervisning på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område bliver styrket i rigsfællesskabet og i Grønland og på Færøerne.

En anden central udfordring, der beskrives i redegørelsen, er klimaforandringerne. Med afsmeltningen af havisen er der jo brug for et styrket samarbejde om klima i det arktiske område – klimaforskning, men også klimahandling. Jeg har deltaget i de internationale klimaforhandlinger og der oplevet, hvordan vi sammen har en langt stærkere stemme, hvis vi taler sammen og arbejder sammen og også inddrager den store viden, der er hos de oprindelige folk i de arktiske områder, og sikrer, at de får en stemme i de internationale klimaforhandlinger. Vores stemme bliver også stærkere, hvis vi i fællesskab sikrer stærkere klimahandling, både i Danmark, i Grønland og på Færøerne.

Der er i lyset af den stigende tilgængelighed i området grund til at være endnu mere opmærksom på områdernes store sårbarhed. Vi skal styrke vores miljøforskning og naturbeskyttelse, beskyttelsen af biodiversiteten og i lyset af den seneste FN-aftale også beskyttelsen af havmiljøet.

Vi skal styrke implementeringen af de internationale miljøkonventioner. Jeg vil særlig tale for to miljøkonventioner, som jeg selv har haft ansvaret for i min tid i FN, eller faktisk tre konventioner, nemlig konventionen om luftforurening, konventionen om de grænseoverskridende virkninger af industriulykker – noget, der i stigende grad kan udgøre en trussel i det arktiske område – og så Århuskonventionen, som er særlig vigtig, da den jo sikrer en stemme for befolkningen i de arktiske områder og giver dem ret til at blive hørt, hvis der er trusler mod deres natur og miljø, og også ret til at føre sager, hvis det sker, altså på baggrund af bestemmelser i Århuskonventionen. Det er igen også særlig vigtigt for de oprindelige folk i området.

Så med de bemærkninger vil jeg gerne anerkende udenrigsministerens og regeringens stigende fokus på rigsfællesskabet og det arktiske område og takke regeringen og udenrigsministeren for en god redegørelse. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt spørger, og det er hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. Nu repræsenterer ordføreren jo det måske mest EU-begejstrede parti i Folketinget, men ordføreren sagde ikke meget om, hvordan EU's rolle bør være i Arktis. Der er jo etableret et EU-kontor, og der skrives EU-strategier for Arktis osv. Kan ordføreren komme lidt ind på, hvordan han ser EU's rolle i det, der sker i Arktis?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Man kan sige, at når det gælder klimaindsats, klimaforskning og klimasamarbejde, og når det gælder miljøbeskyttelse, har EU meget at byde på, og den kapacitet håber jeg da også kan blive stillet til rådighed i det arktiske område og i Grønland og Færøerne. Med Danmarks fjernelse af forsvarsforbeholdet vil det sikkerhedspolitiske samarbejde i EU jo også blive styrket, og med Finlands og Sveriges indtræden i NATO og samtidige deltagelse i EU kan det sikkerhedspolitiske samarbejde både i EU og i NATO forhåbentlig blive styrket i det arktiske område. Her mener jeg, det er afgørende, at vi har en stærk dialog i rigsfællesskabet om, hvordan vi bedst, også i EU, præsenterer og arbejder sammen om at styrke det sikkerhedspolitiske samarbejde i Arktis. Det gælder også i forskningsindsatsen med PESCO-samarbejdet. Så her ser jeg, at EU kan blive en stadig stærkere og vigtigere partner i det arktiske samarbejde.

Så er det spørgeren for sit andet spørgsmål. Værsgo.

Der har været et par ordførere i dag, som har talt for, at man skal lade ressourcerne i Arktis være i fred, at dem skal man ikke røre. Mens alle andre lande udnytter deres ressourcer, skal befolkningerne, som bor i Arktis, holde fingrene væk. Det er nogle røster, der har været, og nogle meninger, der er blevet luftet, i mange EU-lande, også på meget højt plan i mange EU-lande, og det lyder lidt dobbeltmoralsk, når man hører ministre, som lever i lande, hvor alle ressourcer udnyttes så bæredygtigt, som man kan, sige: Deroppe skal I holde fingrene væk fra de naturressourcer, som I har. Hvordan stiller ordføreren sig i den debat?

Ordføreren, værsgo.

Altså, jeg mener jo, at det er oplagt, at vi taler for, at man ikke i de arktiske områder begår de samme fejl, som vi måske har begået i vores del af verden, og på den måde mener jeg, at den særlige sårbarhed, der er i forhold til naturen, havmiljøet og biodiversiteten i de arktiske områder, tilsiger, at vi skal have en styrket beskyttelse af de arktiske områder, også hvad angår udvinding af naturressourcer, f.eks. olieudvinding. Så derfor står jeg sådan set på mål for, at vi forhåbentlig i fællesskab kan sikre en meget udbredt og stærk beskyttelse af både havmiljø, natur og biodiversitet i de arktiske områder. Det mener jeg der er brug for, og det mener jeg vi skal samarbejde om.

Vi siger tak til ordføreren for Radikale Venstre, hr. Christian Friis Bach. Næste ordfører er hr. Morten Messerschmidt, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Vi står i den mest komplekse sikkerhedspolitiske situation siden den kolde krig. Ruslands invasion af Ukraine har bragt krig til Europa, og vores fred og orden – det, vi troede var en verdensorden – er truet. Og som om det ikke er nok, skubber Kina samtidig også til hele den globale magtbalance. Alle de globale tektoniske plader er i voldsomme bevægelser, og det er det, vi som Folketing skal forholde os til. Det kommer til at koste kroner og øre at sikre vores samfund.

Det er en kompleks sikkerhedspolitisk situation, vi står i. Modsat af hvad mange siger, er den dog ikke helt ny. Det er snarere min og mit partis opfattelse, at virkeligheden halter noget efter realiteterne, i hvert fald mange steder. Vi er nemlig længe blevet bedt om at levere vores andel, for det koster at være med i NATO. Man kunne jo rettelig spørge, hvorfor andre skulle tage os seriøst, hvis vi ikke selv gør det. Jeg håber derfor også, at vi hurtigst muligt indser, at vores troværdighed som alliancepartner i NATO afhænger af vores evne til at gøre det, vi siger, og til at tage vores egen sikkerhed seriøst. Det gælder ikke mindst i Arktis, hvor den beskyttelse og de forpligtelser, der er i NATO, som bekendt ikke finder anvendelse. Det betyder også, at vi skal se ud over NATO. Vi skal se indad, og vi skal se imod USA.

Arktis udgør et enormt geografisk område, og adgang til data og overvågning er centralt for, at Danmark kan varetage både egne, fællesnordiske og NATO's interesser i området. USA vil gerne have os med, men jeg tror ikke, det vil overraske nogen, hvis jeg påstår, at USA nok vil tage de skridt, de finder passende, uagtet hvad vi her måtte mene. Oprustningen i det arktiske område ærgrer mig selvsagt, men hvad skal vi egentlig stille op, når Rusland har oprustet i området i hen ved 15 år? Jeg synes godt, at vi med ærlighed kan sige, at det ikke var os, der begyndte, men at vi for vores interesse og for den verden, vi ønsker at se, har en pligt til at reagere. Derfor er vi selvsagt nødt til at tage vores forholdsregler. Vores rolle som selvstændigt kongerige afhænger af, hvad vi gør for vores nordlige broderfolk på Færøerne og i Grønland, og hvordan vi sikrer hævdelsen af vores suverænitet fra Østersøen til det nordlige Grønland.

I Dansk Folkeparti ønsker vi at finde midlerne til vores forsvar, til forsvaret af kongeriget Danmark og til vores soldater, som vi beder om at løse svære opgaver både herhjemme og langt hjemmefra. I modsætning til regeringen anser vi ikke forsvarsudgifterne som de sidste, der skal finansieres. Vi ser det som det første, det væsentligste. Det at kunne sikre vores, kongerigets, og vores borgeres tryghed og sikkerhed er den første og fornemste opgave, som man kan have som nation.

Helt grundlæggende er det derfor Dansk Folkepartis holdning, at vi nu først og fremmest skal have fuldstændig styr på suverænitetshåndhævelsen i hele kongeriget, og det langt mere end i dag. Vi skal vide, hvad der sker, og derfor skal vi gøre langt mere end det, vi hidtil har gjort, fra Østersøen til Arktis, fra Gedser til Thule. Det betyder konkret, at vi skal styrke overvågningen og tilstedeværelsen i hele kongerigets interesseområde, Østersøen, Nordatlanten og Arktis. Vi skal fokusere på at sikre og overvåge hele kongeriget i alle fem domæner, i rummet, i cyberspace, i luften, til vands og til lands. Vi skal selvklart gøre, hvad vi kan, for at leve op til det, vi skal levere til NATO. Men det sikrer ikke hele kongeriget, og derfor skal vi være meget opmærksomme på de af vore indsatser, som ikke er i NATO-regi. Det er især indsatserne i Nordatlanten og i Arktis.

Det er naturligvis Dansk Folkepartis holdning, at vi i den fremtidige indsats og oprustning skal sikre en fornuftig balance mellem kongerigets og NATO's interesser, for vi skal huske på, at NATO ikke er et mål i sig selv; det er et middel til at bevare et trygt og sikkert Danmark og et middel til at bevare stabiliteten, trygheden og sikkerheden for dem, vi betragter som vores nærmeste allierede.

Jeg vil ikke her gå så meget ind i genopbygningen af det danske forsvar og det massive behov for først og fremmest flere penge. Jeg vil blot signalere, at der er behov for, at alle dele af kongeriget bidrager til den genopbygning, og at vi tænker i helt andre baner end dem, vi plejer, hvor tingene går op i forvaltning, arbejdsret og ja, plejer. Plejer er død. Der er og bliver brug for, at alle indbyggere i kongeriget, i Danmark, på Færøerne og i Grønland, går helhjertet ind i det her. Med andre ord: Med beskyttelsen af kongeriget følger et fælles ansvar for alle, fra øst til vest, syd til nord, mand som kvinde. Der bliver brug for alle til at opføre, vedligeholde og varetage funktionerne, civilt som militært.

Vi skal på kløgtig vis fordele vores fokus og midler mellem NATO's ønsker og USA's. USA har øje på Arktis og kongeriget Danmark, NATO kun på Danmark. Men vi kan gøre mange ting. For det første er en væsentlig styrket kapacitet til satellitovervågningen for at overvåge det enorme territorium, kongeriget udgør, er ikke blot en god løsning på mange udfordringer både civilt og militært. Det er også en kapacitet, der i høj grad bidrager til NATO's samlede forsvar.

For det andet skal vi have en øget luftovervågning i Arktis og Nordatlanten, der kan imødekomme en central del af det voksende behov for overvågning på alle niveauer i regionen. At overvåge luftrummet i den del af kongeriget er udfordrende og vil formentlig kræve indsættelse af specialiserede radarfly, men det er nødvendigt, hvis vi skal sætte handling bag, og det skal vi. Vi skal som arktisk stat leve op til det medansvar, vi har for den regionale sikkerhedspolitiske orden i Arktis, samtidig med at der sikres optimale muligheder for alle, der bor i Grønland, og her er luftrekognoscering centralt for en række kritiske civile opgaver såsom eftersøgning og redning, isdetektion, indsats mod ulovligt fiskeri, olieudslip og klimaovervågning.

For det tredje skal vi sikre, at vi har en dansk flåde, der fortsat kan operere i og omkring Grønland. Derfor bliver det helt afgørende for os, at vi straks sætter gang i anskaffelsen af afløseren for de inspektionsskibe, der i årtier har gjort det fortræffeligt, men som snart ikke kan mere. Tilstedeværelsen af den danske flåde i Arktis er i forvejen vital for Grønland, og det er centralt, at vi har en flåde, der er til stede til alle tider.

Centralt for alle områder er, at vi så vidt muligt tænker – med formandens tilladelse – en dual use, så indsatserne i alle faser er til gavn for arbejde, uddannelse og civile samfundsopgaver for borgerne i Danmark, Grønland og på Færøerne. Og vi vil gerne inddrage grønlænderne og færingerne mere i deres egen sikkerhed. Det er mit håb, at også de kan se, at det giver mening. Vi vil ikke køre nogen over, men det er klart, at vores broderfolk i Nordatlanten skal forstå, at man ikke nødvendigvis mener det samme i USA, at man ikke nødvendigvis i alle ender og kanter har samme interesser. Danmark er derimod deres garanti for en fair behandling i pagt med den ånd, der altid har været i rigsfællesskabet. Tak for ordet. Jeg ser frem til den videre drøftelse.

Tak til ordføreren for ordførertalen. Der er en spørger, og det er hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. Jeg er meget enig i det, ordføreren sagde. Jeg kan godt lide, at ordføreren siger, at alle dele skal bidrage og stille krav osv. Jeg mener at vide, at ordføreren er en stor ynder af Thomas Mann, hvis bog »Trolddomsbjerget« beskriver nogle læger, som får magt over mennesker ved at tale ned til dem, og der opnås sådan en status på bjerget i den her roman, hvor jo mere syg man er, jo mere elendig man gør sig selv, jo mere lydhørhed får man, og jo mere magt får man på en eller anden mærkelig måde. Det gælder om at være elendigere, for gennem elendigheden bliver man stærk og får ørenlyd. Det er ikke den måde, man skal tale til hinanden på i rigsfællesskabet, man skal tale direkte og kontant, og det er jeg glad for ordføreren gør.

Det virkede, som om ordføreren indledte forhandlingerne om forsvarsforliget i sin tale, altså en tale, der var en forløber for de forhandlinger. Jeg har også stillet en anden ordfører det her spørgsmål: Vil ordføreren være med på, at der bevilges penge til, at de skibe, som sejler ved Færøerne – Thetisskibene, som er de ældste skibe i den danske flåde, som er forældede, men som er blevet livstidsforlængede, som det hedder, og som opererer i meget barskt farvand – bliver fornyet gennem den nye forsvarsaftale?

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg kan svare meget kort: Ja. Men man behøver ikke kun at svare kort, så jeg vil gerne uddybe. Jeg betragter det, som hr. Sjúrður Skaale siger, som meget centralt. Rigsfællesskabet må aldrig ende som hos Thomas Mann og »Trolddomsbjerget«, hvor der er nogen, der lader sig døse hen, fordi de tror, at andre tager opgaverne på sig. Rigsfællesskabet skal netop hvile på en værdighed og en lige respekt for alle de tre folk. Jeg kunne næsten fristes til at sige, at det jo nogle gange kan være svært i omskiftelige politiske miljøer.

Nu ved jeg jo, at hr. Sjúrður Skaale har en forkærlighed for Stefan Zweigs »Kamæleonen«, hvor man kan se, hvordan man kan begå sig i mange forskellige politiske miljøer. Selv om kamæleonen i Zweigs forlæg måske ikke ligefrem er forbilledlig, er målet, uanset hvem der har regeringsansvaret – om det gælder i Danmark, på Færøerne eller i Grønland – at begå sig i de politiske miljøer, der nu er for det fælles formål, som vi har, og som vi må have.

Vi siger tak til ordføreren for Dansk Folkeparti, og vi skal videre til næste ordfører i talerrækken. Det er fru Theresa Scavenius fra Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Jeg har egentlig været meget overvældet over at skulle snakke om de her ting i dag. Nogle af os skal også snakke om EU-redegørelsen her om lidt, og det er jo de her ekstremt komplekse spørgsmål, som det næsten er umuligt at finde nogle gode løsninger på. Det er jo derfor, vi i dag også primært bare kan snakke om at opliste alle problemerne og udfordringerne og så forsøge at finde nogle løsninger. Men grundlæggende synes jeg bare, det er rigtig svært.

For det, vi står over for i Arktis, er jo konsekvenserne af noget politik, der er blevet ført i mange årtier, og når man først har nogle problemer, er det rigtig svært at løse dem igen, og det er selvfølgelig primært en manglende klimapolitisk indsats, men det er jo også en manglende diplomatisk indsats. Det er derfor, jeg synes, det er lidt ærgerligt, at der bliver snakket så meget forsvarspolitik i dag, og det er også derfor, jeg er glad for, at det er udenrigsministeren, der er her i dag. For det her handler ikke kun om at snakke forsvar. Det er ekstremt vigtigt, at vi forstår det som en diplomatisk opgave at skabe samarbejde, stabilitet og fred i det arktiske område.

Det er jo det her med, at det arktiske på en eller anden måde er sådan en miniverden, hvor vi kan se helt tydeligt, hvordan alle problemstillinger i dag er meget filtret sammen. Vi har de geopolitiske konflikter, vi har klimapolitikken, og vi har spørgsmålet om, hvordan vi sikrer bæredygtig naturudnyttelse osv. Det er her, hvor vi kan se, at tingene hænger sammen, og hvad der måske i mange år her i Danmark har føltes som noget, hvor det var forskellige ting, og hvor vi godt kunne lave handelspolitik et sted og lave klimapolitik et andet sted, så er det altså virkelig tydeligt her at se, hvor tæt de forskellige konflikter hænger sammen.

Det er også derfor, det er ekstremt ærgerligt, at vi stadig væk er fanget i det her med det 20. århundredes territoriale konflikter, hvor det handler om at finde ud af, hvor det lige er, grænserne skal gå. For grundlæggende burde vi ligesom flytte os ind i det 21. århundrede og se mere fællesskabsorienteret på det hele og sige: Hvordan sikrer vi levedygtige vilkår for mennesker og dyr og naturen på den her planet?

Men så langt er vi ikke kommet endnu, og det er også derfor, at det er en stor udfordring, at vi har et så svækket FN, synes jeg. For når vi snakker NATO, ja, så er det ekstremt vigtigt, men den største udfordring, vi har, er, at vi ikke har stærke internationale fredsbevarende institutioner, og derfor håber jeg også, at sådan noget som et styrket EU-engagement i det arktiske område kan være rigtig positivt og måske også netop Arktisk Råd og Nordisk Råd. Jeg ved slet ikke nok om alle de her ting, og jeg har allerede lært rigtig meget i dag ved at lytte til alle jeres taler, vil jeg sige, og der er rigtig mange aspekter, jeg slet ikke forstår i dybden endnu, men som jeg håber vi kan samarbejde om fremadrettet.

Jeg har bare nogle pointer, jeg lige vil nævne, og den første er, at i hvert fald når vi snakker forsvarspolitik, er det rigtig vigtigt, og vi kan tydeligt se det i Arktis, at vi har brug for den her bredspektrede forståelse af, hvad forsvar er. Forsvar er ikke kun krudt og kugler, det er også civilt forsvar, det er også beredskab, det er også det her med dual use, og det er i det hele taget også energi- og klimapolitik, og jeg håber virkelig, at det bliver taget med her, når vi skal med til forsvarsforhandlinger.

Jeg har også en anden pointe, jeg gerne vil have med i dag, og det er i forhold til klimapolitikken. For jeg synes også, det kunne være rart, hvis vi havde den her ærlige samtale omkring, hvor lidt klimapolitik, der bliver lavet globalt set, og det betyder, at der kommer til at være ret vilde konsekvenser i det arktiske område. Lige nu er det, som om man meget tænker, at der kommer til at ske en masse i forhold til klimapolitik, Parisaftalen bliver overholdt, og derfor behøver vi ikke at tænke i konsekvenserne. Men jeg synes, vi ligesom skal køre en tostrenget strategi, hvor vi selvfølgelig stadig væk arbejder for det, men også samtidig har et fokus på, hvad der så faktisk sker, hvis den nuværende globale politiske situation fortsætter. Vi har brug for nogle analyser og noget viden om, hvad der faktisk sker om 5, 10 eller 30 år i forhold til det arktiske område. Og der er både nogle trusler, men der er måske også nogle muligheder, som det kan være relevant at kigge på. Så den her tostrengede klimapolitiske tilgang til det arktiske område vil jeg gerne tale for.

Min næste pointe er det her med, at når vi snakker arktisk politik, og det er der rigtig mange af jer andre der også har nævnt, så har vi brug for den her sådan nye Grønlandspolitik fra dansk side. Det er ret vigtigt, at vi får genopbygget tilliden og i det hele taget måske kigger lidt tilbage og siger: Hvad gik galt? Hvad har vi begået af fejl, og hvordan kan vi genopbygge det? Og der synes jeg måske, at noget af det, der kunne inspirere, også var at kigge på den måde, man har lavet det på i Europa, hvor man har lavet forskellige investeringspuljer osv., som kunne være en måde at facilitere det på, ikke bare i forhold til netop det arktiske, men i virkeligheden bare i det hele taget det grønlandske samfund. For jeg tror, at hvis vi ikke har et rigtig godt, ligeværdigt, tæt og respektfuldt samarbejde, bliver det rigtig svært at lave god international arktisk politik med alle de andre lande.

Den sidste pointe, jeg har, er det her med, at vi kan snakke her om udenrigspolitik, og det er rigtig dejligt, for det er så reelt, fordi folk forstår, at okay, der er en sikkerhedspolitisk trussel, og så bliver det sådan ret virkeligt. Men vi skal også bare igen være lidt ærlige og sige: Hvad er det for nogle politiske forståelser, vi egentlig har med os? Der er det jo tit sådan, at vi ser det med konkurrencestatens briller, og når det så ender med, at der skal laves politikker, så er det oftest, f.eks. i øjeblikket, konkurrencestaten, som politikken ligesom kommer til at laves ud fra, og som medfører en politisk bias. Det betyder, at man prioriterer nogle økonomiske interesser over mennesker, natur, klima og sikkerhed, og der vil jeg bare gerne appellere til, at vi måske i mindre grad fokuserer på konkurrencestatens logik, men at vi netop er den her diplomatstat, der kan se – det har vi også været gode til tidligere – det her i et større perspektiv og se, hvordan sikkerhed, demokrati, fred og samhandel hænger sammen. Og vi skal heller ikke være en forsvarsstat, som bygger mure, for det er sindssygt farligt, og vi kommer aldrig til at vinde sådan en krig.

Når der nu bliver snakket om Thomas Mann, kan jeg slutte med det og sige, at jeg læser Thomas Mann helt anderledes end den måde, nogle af de andre ordførere har snakket om det på. For det, der jo er med Trolddomsbjerget, er, at den blev skrevet i tiden op til første verdenskrig. Den er faktisk ret vild, og den ender med, at ham her Hans Castorp ligesom løber ud i første verdenskrig, og dør i den i øvrigt. Så det er noget med at forstå, hvad der er for nogle spændinger, og hvordan man så agerer som menneske. Bliver man apatisk, og lægger man sig hen og er syg på et hospital og siger, at jeg faktisk ikke lige kan overskue, hvordan jeg skal løse de her konflikter? Eller forsøger man at opretholde den her normalitet? Han kommer fra Hamborg, hvor det handler om, at han skal være handelsmand og skal gøre alt det gode. Så det handler ikke om at døse hen. Det handler om at reflektere over den virkelighed, man står i, og måske den handlingslammelse, man kan ende i. Det var ordene. Tak for det.

Vi siger tak til ordføreren for Alternativet. Næste ordfører er fru Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut. Værsgo.

Tidligere kolonimagter, heriblandt Danmark, har altid været dybt afhængige af oprindelige folks viden. Til endnu en arktisk redegørelse bliver der talt en del om geopolitik, klima, internationale aktører, forsvar, søfart, forskning og ressourcer, og ja, alle disse emner er yderst vigtige, men når jeg læser disse rapporter, kan jeg ikke lade være med at undre mig over, om man i rapporten kommer til at glemme, hvem man laver disse initiativer for. Som folkevalgte politikere er det jo netop vores fornemste opgave, at vi forhåbentlig arbejder for det folk, den befolkning, der valgte os til at repræsentere dem. Men når jeg læser rapporter som disse, føles folket, vi gør det her for, lidt glemt imellem internationale arbejdsgrupper, ressourcefordeling og teknik. Som en repræsentant valgt på vegne af det grønlandske folk vil jeg derfor gerne benytte muligheden i dag til at fremhæve vigtigheden af de oprindelige folks rettigheder i Arktis – for det folk i kongeriget, som rent faktisk kalder Arktis deres hjem, nemlig kalaallit og inuit.

Jeg startede talen med at sige, at tidligere kolonimagter altid har været dybt afhængige af vores intergenerationelle viden. Det eksempel, vi også kan komme ind på, er noget, som mange danskere også er stolte over at kunne bruge, for at Danmark netop kan opretholde dansk suverænitet over vort land. Det er en oprindelig metode, en taktik, en teknik, en viden, der er opbygget gennem flere generationer, og som i dag bliver brugt af Danmark under navnet Siriuspatruljen. Jeg kan godt forstå, at man er stolt af det. Vi kalaallit/inuit er nemlig også meget stolte af vores viden omkring de nødvendige færdigheder, vi i samspil med vores qimmit, altså vores slædehunde, har opbygget for at kunne klare en af verdens mest barske naturer – en viden, der er blevet videreført fra generation til generation, hvor man aflæser isen, havet, vinden og stjernerne, og ja, for at det ikke skal lyde så eksotisk, kan man med vestlige briller måske kalde det en form for arktisk meteorologi og miljøstudie, hvor man har kombineret teori med træning, i forhold til hvordan man både opdrager hundene og bygger slæden og alle værktøjerne, der indgår heri. Den viden er så kompleks, at man sagtens kunne skabe en hel uddannelse inden for emnet, kombineret med selve teorien og den praktiske træning.

Når det gælder oprindelige folks vidensystem, bliver det hverken anerkendt med medaljer eller diplomer, hvis ikke det er nedskrevet og undervist i på en anerkendt vestlig facon, hvilket nok også er derfor, disse komplekse vidensystemer ikke indgår i samspil med større arktiske redegørelser som i dag. Men blot fordi det ikke er nedskrevet og undervist i på en meget bestemt måde, betyder det jo netop ikke, at den viden og uddannelse er uden værdi. Desværre er det ofte således, at flere aktører ikke ser denne værdi, indtil deres eget folk får gavn af og brug for den viden. Siriuspatruljen var dog blot et enkelt eksempel, men det samme koncept kan jo findes i store dele af det oprindelige inuitfolks viden angående både det arktiske miljø, biodiversitet, teknik, træning og meget mere.

Arktisk politik er jo oftest for danskere et synonym for storpolitik. Arktisk politik for grønlændere, kalaallit og inuit, er et synonym for storpolitik og nærpolitik, som når danskere diskuterer EU eller nordisk samarbejde. De menneskelige omkostninger, som politiske beslutninger kan have, er jo helt naturligt tættere på de folk, som er knyttet til de områder, der er tale om. Det betyder ikke, at vi mennesker er ligeglade med hinanden, så snart man ikke kommer fra samme land, men det betyder blot, at når jeg snakker om Qaanaaq eller Thule, som det nu engang blev kaldt, tænker jeg jo straks på min grandfætter Qillaq, min lærer Kassaaluk eller vores tidligere kollega Atu Marie Suersaq, før jeg tænker storpolitik. Det er også klart, at nærpolitik ikke udelukker storpolitik, men når man har mennesker fra specifikke områder til at varetage områdets storpolitik, hænger de to kategorier unægtelig naturligt sammen. Arktis er jo vores hjem, og det er afgørende, at vores stemme og bekymringer først og fremmest bliver hørt i alle diskussioner i forbindelse med Arktis.

I store dele af Grønland er vores livsstil forbundet med miljøet, og enhver ændring af det arktiske økosystem kan have direkte indvirkning på både vores sundhed, velvære, kulturelle identitet og hverdag. Derfor undrer det mig også, når Udenrigsministeriet endnu en gang peger på en arktisk ambassadør på vegne af kongeriget, som ikke er oprindelig grønlandsk inuk. I den redegørelse, vi jo debatterer i dag, bliver det også fremhævet, at arktisk udenrigspolitik sker i tæt samarbejde med Grønland. Det bliver desuden fremhævet, at oprindelige folks viden skal inddrages fuldt og effektivt – et omfangsrigt postulat, vi fra Grønland ikke altid kan genkende. For hvis man netop mener det, er det jo ellers også på tide at anerkende, at den, der repræsenterer Arktis, den arktiske ambassadør, også burde være repræsenteret af det folk, som kalder Arktis for deres hjem. Så længe man har et kongerige, burde ambassadøren, der repræsenterer Arktis, måske også endda være administreret af dem, som faktisk bor der, nemlig under naalakkersuisut.

Hvis Danmark vil leve op til disse flotte påstande om respekt og ligeværdigt samarbejde, burde oprindelige arktiske folk i det danske kongerige være langt mere repræsenteret i internationalt regi, når man netop taler Arktis. Det gælder ikke alene i den politiske verden eller blandt politikere, men såvel også for alle derude, som lytter med, for uanset hvor man er i livet, kan man have indflydelse på, hvordan vores demokrati respekteres. Derfor opfordrer jeg alle, som kan have en indflydelse på Arktis, eller alle, som lytter med, til at bruge denne indflydelse inden for enhver beslutning, politisk eller ej, til at respektere oprindelige kalaallits/inuits rettigheder og til at tage hensyn til de oprindelige folks viden, kultur, perspektiver og menneskelige rettigheder. For midt i al den snak om storpolitik kan det nemt komme til at lyde, som om der ikke bor mennesker i Arktis, at der ikke bor mennesker i Grønland, og at der er tale om ikke andet end et stort geografisk område, men med eksempelvis en kalaaleq eller inuk på disse topstillinger, såsom arktisk ambassadør, vil vi være med til at sikre os, at mennesket bag politikken ikke bliver glemt midt i alle landes og organisationers interesser.

Vi, kalaaliusugut, er ikke kun interessenter, der skal høres en gang imellem, men vi har ret til reel selvbestemmelse, som kræver, at vi er aktive deltagere i at forme fremtiden for Arktis. Qujanaq.

Vi siger tak til ordføreren og går videre i talerrækken. Den næste ordfører er fru Aaja Chemnitz fra Inuit Ataqatigiit. Værsgo.

Mange tak. Tak til udenrigsministeren for redegørelsen. De to største globale kriser, der foregår for tiden, klimakrisen og krigen i Ukraine, påvirker Arktis direkte. For nylig var jeg i Japan til Arctic Circle Japan Forum, og nogle undrer sig måske over, hvad Japan har med Arktis at gøre – meget, viser det sig.

Vi kender jo Kinas udtalelser om, at de er en nærarktisk stat – en udtalelse, som på alle måder kan kritiseres. Samtidig ved vi også, at det viser, at en af verdens største supermagter har en stor interesse for Arktis. På grund af krigen i Ukraine er vi mange, der har taget afstand til Rusland og også indirekte til Kina, men vi skal også huske på, at Asien er meget mere end kun Kina. Japan, Sydkorea og Indien er nogle af de samarbejdspartnere, som kan være interessante i udviklingen af det grønlandske samfund – Japan og Indien som nogle af verdens største økonomier.

90 pct. af Grønlands udenrigspolitik burde handle om handelspolitik. Bloktilskuddet og EU-tilskuddet udgør en større del af vores økonomi hjemme i Grønland, og der bør komme et øget fokus på, hvordan vi i fællesskab kan skabe nye udenrigspolitiske relationer, øget samhandel og eksport af grønlandske produkter. Vi går alle sammen og venter utålmodigt på Grønlands udenrigspolitiske strategi. Det er vigtigt, at Grønland og Færøerne får deres egen udenrigspolitiske strategi, før vi kan forny kongerigets arktiske strategi. Og det haster med at få en arktisk strategi på plads, for vi ved, at der er mange ikkearktiske lande, som allerede har en arktisk strategi.

Mit budskab i Japan var: Intet om os uden os – intet om Grønland uden Grønland. Og i en tid, hvor arbejdet i Arktisk Råd er sat på pause, giver det anledning til refleksion: Er arbejdet i Arktisk Råd tilstrækkeligt? Gør man nok for oprindelige folk? Gør man nok for klimaet? Gør man nok for at skabe en bæredygtig økonomisk udvikling i Arktis? Svaret er, hvis du spørger mig, nej.

Som Folketingets repræsentant for arktiske parlamentarikere og som valgt formand for arktiske parlamentarikere er man observatør til møderne i Arktisk Råd. Før krigen i Ukraine deltog jeg i et af de møder, der var, da Island havde formandskabet, og det var ærlig talt lidt af en skuffelse. Halvanden times officielle skåltaler, som alle var målt og afvejet, udgjorde det officielle møde. Jeg ved, at der laves rigtig meget arbejde i de seks forskellige udvalg, som har fokus på Arktis og samarbejdet i Arktis, og der er et stort fokus på forskning, men sjældent er det egentlig noget, som gør en forskel for folk, der bor i Arktis.

Snart overtager Norge formandskabet i Arktisk Råd, og i 2025 er det Danmark, Grønland og Færøerne, som overtager formandskabet i Arktisk Råd, og lad mig allerede nu opfordre til en inddragende, forberedende proces, hvor alle relevante, særlig i den arktiske del af kongeriget, bliver inddraget i det arbejde. Som et eksempel kan jeg sige, at vi som arktiske parlamentarikere ikke er blevet inddraget i forberedelsen til det norske formandskab, som overtager her den 11. maj. ICC, altså Inuit Circumpolar Council, og samerne, men også Arctic Economic Council, Arctic Mayors Forum og mange andre er relevante at tage med i de overvejelser. Man bør benytte muligheden til at sætte et fokus og se, hvad man kan gøre for at skabe en reel forskel for folk, der bor i Arktis, sammen med de folk, der bor i Arktis.

Som vi efterhånden har hørt til hudløshed, stiger temperaturen fire gange så meget i Arktis som i resten af verden. Oprindelige folk, herunder folk i Grønland, er blandt de folk, der påvirkes allermest direkte af klimaforandringerne. Trods det faktum, at de arktiske folk er vant til at tilpasse sig, er der stadig meget, vi kan gøre for at sikre, at konsekvenserne af klimakrisen ikke bliver så store.

Først og fremmest mener vi, at Danmark og Grønland bør gå forrest i fællesskab for at styrke oprindelige folks stemmer ved internationale fora. Når der er COP-møder rundtomkring i verden, bør der være en særlig rapportør, som tydeligt siger, hvordan det påvirker oprindelige folk rundtomkring i verden. Og her skal vi huske på, at oprindelige folk lever under meget forskellige vilkår og ikke kan samles under en kategori, men vi er nødt til trods alt at tydeliggøre deres stemme i forhold til de klimaforandringer, som påvirker folk så meget.

Inuit Ataqatigiit mener, at Folketinget generelt bør støtte ICC's internationale arbejde for netop at repræsentere oprindelige folk, hvilket de er den eneste organisation der gør i kongeriget. ICC Grønland har det internationale formandskab indtil sommeren 2026, og til sommer markeres 50-årsjubilæet for kampen for oprindelige folks rettigheder i Ilulissat i Nordgrønland.

Grønland er sammen med Danmark i mange år blevet set som en rollemodel i kampen for oprindelige folks rettigheder. Først fik vi hjemmestyret, og så fik vi selvstyret, som bl.a. har været en kæmpestor inspiration i forhold til etableringen af styret i Nunavut i Canada.

For ikke så lang siden kom FN's specialrapportør med nogle udtalelser efter sit besøg bl.a. i Folketinget her i Danmark, men også hjemme i Grønland. Danmark har som et af de meget få lande i Arktis tiltrådt FN's deklaration for oprindelige folk og ILO-konventionen. Der er faktisk kun to lande i Arktis, som har gjort det. Meldingen fra FN-rapportøren var meget klar: Danmark lever ikke op til sine forpligtelser til at sikre grønlændere i Danmark deres grundlæggende rettigheder.

Vi har selv forhandlet os til nogle af de løsninger, som der er brug for, bl.a. nogle forældretest i forbindelse med anbringelse af grønlandske børn, men også støtte og vejledning til kommunerne i forhold til at lave sagsbehandling for grønlændere i Danmark. Men det er jo ikke op til de enkelte folketingsmedlemmer at forhandle grundlæggende rettigheder for oprindelige folk og for grønlændere i Danmark. Det ansvar er og må være regeringens, og det vil vi gerne understrege, for det er noget, man internationalt har forpligtet sig til.

Med de ord vil vi sige tak for redegørelsen, og vi ser frem til debatten. Tak – qujanaq.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen spørgsmål. Vi går videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. Sjúrður Skaale fra Javnaðarflokkurin.

Fornemt, tak for det. Håb på det bedste, forbered dig på det værste. Det skrev den berømte taler og politiker Cicero til en ven i nød for 2.100 år siden, og politikkens grundregler er ikke ændret siden. Dengang var krig en meget direkte forlængelse af politikken, og det er den stadig væk, og vi må stadig forberede os på det værste, samtidig med at vi håber det bedste i forbindelse med tragedien i Ukraine. Men håbet har desværre ikke meget muld at fæstne sine rødder i i disse dage. Ruslands militære oprustning langs landets meget lange, vidtstrakte og enorme arktiske kystlinje giver os al grund til at forberede os på det værste – på mere krig, direkte sagt – for at sikre freden. For selv om Ruslands militære udbygning, som det fremgår af den foreliggende redegørelse, primært er af defensiv karakter, er der i stigende grad elementer, der kan anvendes i offensive operationer, og de sidste års handlinger og retorik fra Putins side gør naiv tænkning og handling direkte farlig.

Det er baggrunden for, at der skal laves store investeringer i forsvaret i de kommende år. Danmark, og i den her sammenhæng betyder det også Færøerne og Grønland, må yde et større bidrag til forsvaret af Vesten. For at sikre, at fortidens fejl, hvor beslutninger af denne art blev truffet uden om Færøerne, ikke gentages, og at Danmarks umiddelbare nærområde i Østersøen ikke bliver det altoverskyggende fokus og Nordatlanten negligeres, har vi anmodet om reel inddragelse i forhandlingerne om forsvarsforliget, der forestår. Det har vi fået ja til, og det står direkte i regeringsgrundlaget. Tak for det. Man skal altid fokusere på én sag, så det giver lidt genlyd, så for at tage en konkret sag op synes jeg, at den foreslåede levetidsforlængelse af Thetisskibene, som bl.a. patruljerer ved Færøerne, er et udtryk for den omtalte negligering af Nordatlanten. Thetisklassen er forsvarets ældste skibe. De patruljerer og suverænitetshåndhæver i kongerigets barskeste farvande, og en levetidsforlængelse modsvarer ikke behovet i det ændrede sikkerhedsklima i Nordatlanten. Det siger alle eksperter også. At fortsætte med samme isenkram mange år endnu forringer mulighederne for at have et tilfredsstillende overblik i området og for at agere effektivt ved pludseligt opståede civile eller militære kriser.

Overordnet kræver klimaændringerne og den deraf følgende maritime tilgængelighed og Ruslands ageren, at Danmarks udenrigs- og forsvarspolitik i langt højere grad orienterer sig mod nord. Hvis ikke man vil have ubudne gæster i sit hus, må man lukke både for- og bagdør. Hvis det kun er Østersøen, der lukkes, vil de ubudne gæster komme ind ad bagdøren. De vil betragte det som et åbent hus. Der findes desværre årsager til at antage, at denne udvikling allerede er i gang, altså at Ruslands maritime militære virksomhed rykker sig nærmere færøsk havområde. Det er også baggrunden for den øgede amerikanske tilstedeværelse i området. Hvis ikke begge døre kommer under skærpet opsyn, vil huset betragtes som åbent. Varslingsradaren, der vil blive opsat om måske 5 år, er ikke nok. Når vi taler om arktisk politik, er det desværre, desværre i meget høj grad sikkerheds- og forsvarspolitik, vi taler om. Vi skal håbe, sagde Cicero også, og vi skal bygge vores politik på håbet, så snart der er noget at bygge på, men i øjeblikket blafrer den store, fine ambition om lavspænding desværre lidt i vinden.

Så har jeg nogle kommentarer til den debat, der har været. Jeg har forstået, at der er nogle partier, som vil komme til forhandlingerne om en ny arktisk strategi med den idé, at ressourcerne i Arktis skal fredes totalt. Det er ikke en god idé. Det kan man simpelt hen ikke. Det vil møde massiv kritik fra alle, både fra Færøerne, Grønland og alle mulige andre steder. Forestil dig, hvad svaret ville være. Man kommer fra et land, hvor der er 12 millioner grise, der er indespærret i små bure, og siger: I må ikke bruge jeres naturlige ressourcer, I må ikke fiske her, I skal købe svinekød af os. Det kan man simpelt hen ikke. Selvfølgelig har befolkningen i Arktis den fulde ret til at udnytte sine ressourcer bæredygtigt, ligesom alle andre har.

Så har der været en del kritik af forholdet mellem Færøerne og Rusland. Jeg vil først sige, at jeg har den allerallerstørste respekt for den meget store indsats, som Danmark har gjort i forbindelse med Ukrainekrisen – at man har ydet så store militære bidrag, at man har ydet så store økonomiske bidrag, at man har ydet så store humanitære bidrag, og at man har taget så mange flygtninge. Jeg tager hatten af for det – det er fornemt, og jeg har den største respekt for det.

Når det gælder Færøerne, udgjorde vores eksport til Rusland for nogle få år siden 30 pct. af den samlede eksport, i 2021 udgjorde den 24 pct., og sidste år var den nede på 8 pct. på grund af krigen. Det, der foregår, er ikke brud på EU's sanktioner, for Færøerne har tilsluttet sig EU's sanktioner, selv om man står uden for EU, men madvarer som fisk er ikke omfattet af sanktionerne. Mens Færøernes eksport til Rusland er reduceret med to tredjedele, er Danmarks reduceret med halvdelen. Selvfølgelig er udgangspunktet et andet, for fordi Danmark er medlem af EU, eksporterer man mest til EU, så det er absolut et langt mindre tal, man starter fra, men Færøerne har altså reduceret sin handel mere, end Danmark har.

Selvfølgelig vil jeg mere end nogen anden have, at vi kommer helt ud af den russiske forbindelse, og den vigtigste måde at gøre det på er, at EU åbner sine døre for Færøerne. Nu er det sådan, at vi har en positivliste over, hvilke varer vi må eksportere til EU, mens resten bliver ramt af en meget massiv toldmur på 20-25 pct. Det vil sige, at Europa-Kommissionen fastholder os som en slags råvareeksportør, hvilket medfører, at forædlingen af færøske råvarer foregår inden for EU's grænser – hvor den store merværdi altså skabes – i stedet for på Færøerne. Det må vi ud af. Det har vi forsøgt at komme i årtier, men det er ikke lykkedes. Regeringen hjælper Færøerne med at få en bedre aftale – og tak for det – men hvis man vil hjælpe os ud af den russiske forbindelse, skal vi have mere end det. Så skal der lægges mere pres på for det.

Ellers vil jeg sige, at Færøerne har bundet sig til at tage 200 flygtninge fra Ukraine – det svarer til 24.000 målt efter danske forhold – og tallet vil formentlig blive forhøjet. Man har støttet med op imod 10 mio. kr. offentligt og privat – det svarer til 1,2 mia. kr. efter danske forhold – og Færøerne har kraftigt fordømt det, der sker. Der er ingen tvivl om, hvor Færøerne står. Altså, det billede, der bliver malet af, at vi er i Ruslands kløer, er simpelt hen forkert. Det passer ikke – det er et forkert billede, der bliver malet.

Når det gælder kritisk infrastruktur, bliver der også sagt, at Færøerne gør for lidt, og at man må med i kampen. Altså, sikkerhedspolitik er et dansk anliggende, men alligevel har vi på Færøerne selv af egen fri vilje pillet hele vores infrastrukturnet ned. Det kostede 300 mio. kr. at udskifte Huawei med Ericsson – det svarer til 36 mia. kr. efter danske forhold. Det har man gjort, selv om det er et dansk anliggende, fordi man ønsker at stå på Vestens side.

Jeg vil bare gøre det helt klart, at Færøerne har en fiskeriaftale med Rusland, som jeg gerne så at vi kom ud af, og det er min personlige holdning, at vi skal ud af den, og jeg mener også, at vi bør og kan gøre det, men den har været gældende siden 1977, og det tager tid at omlægge en så stor del af erhvervet, som det drejer sig om. Men jeg har en forhåbning om, at det vil ske. Men jeg vil bare benytte den her lejlighed til at sige, at billedet af, at Færøerne på en eller anden måde står på den forkerte side, er fuldstændig forkert. Så er det sagt. Tak.

Vi siger tak for ordførertalen. Der er et spørgsmål, og det er fra fru Theresa Scavenius fra Alternativet. Værsgo.

Jeg vil bare sige, at jeg synes, at du har en rigtig god pointe om de her naturressourcer, altså hvorvidt der er en konsistent politik hele vejen rundt, men man skal også bare forstå, at det jo skyldes, at vi ikke er lykkedes med at have et bæredygtigt forbrug af vores ressourcer. Og så er det vel sådan, at der ligesom fra nogles side er et ønske om at sige, at vi ikke behøver at begå de samme fejl igen og igen. Men så tænker jeg jo så bare, at det, der måske så kan være svaret, er: Enten skal det være sådan, at der er nogle, der skal kompenseres for ikke at skulle bruge de ressourcer, eller også skulle man føre en konsistent politik, hvor man passer på naturen alle steder, altså hvor man både opfordrer andre til det, men også gør det herhjemme.

Så er det ordføreren. Værsgo.

Jeg er fuldstændig enig. Om man skulle kompenseres, ved jeg ikke, men det kan lade sig gøre at udnytte sine ressourcer bæredygtigt. Der har jo været fiskeri i hundredvis og atter hundredvis af år. Fiskene er ikke uddøde, men der er nogle arter, som er næsten uddøde, og det er, fordi der er blevet drevet rovdrift på dem. Men det kan heldigvis reguleres, og med de satellitsystemer, vi har i dag, kan det også reguleres rimelig godt. Så jeg vil bare sige, at det er en bedre idé at sige, at ressourcerne skal udnyttes bæredygtigt, i stedet for at det skal forbydes. For skal det kompenseres, skal det kompenseres med noget, som ikke er bæredygtigt. Det giver jo ikke helt mening.

Jeg skal lige spørge, om spørgeren ønsker en anden runde, for så skal man anmode om det. Det gør man ikke. Vi siger tak til ordføreren. Der er ikke flere ordførere i den her runde, og vi går over til udenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det, og først og fremmest tak for en god debat i en konstruktiv tone med mange spørgsmål. For en stund sad jeg lige og tænkte på noget: Vi har en stor debat om rigsfællesskabet, og jeg forstod, at den konservative ordfører mente, at det var forkert, at det lå forankret i Udenrigsministeriet. Jeg skal bare lige gøre opmærksom på, at rigsfællesskabet er forankret i Statsministeriet, og at der på et senere tidspunkt vil være en debat i Folketinget om rigsfællesskabet, hvor det vil være statsministeren, der deltager, da det er hendes ressort. Den debat, vi har her, er en arktisk debat med afsæt i en arktisk redegørelse, og det er jo en vigtig debat.

Som stort set alle – hvis ikke alle – ordførere har været inde på, har krigen i Ukraine jo i den grad haft en afsmittende effekt på hele det globale samarbejde og dermed også på situationen i Arktis, og det betyder jo, at vi agerer i en ny virkelighed, og at vi derfor skal finde den rette vej frem i forhold til det, der fortsat er ambitionen, nemlig at fastholde Arktis som et lavspændingsområde. Det gør vi så i en ny geopolitisk virkelighed, og her er den arktiske redegørelse jo værdifuld, fordi den tydeliggør de konstruktive internationale samarbejder, der dagligt finder sted. Det gælder ikke mindst i forhold til kongerigets samlede engagement på tværs af rigsdelene. Så er det jo oplagt, at den arktiske redegørelse for så vidt er udtryk for en status og noget tilbageskuende, og at det, der for alvor er brug for – det vender jeg tilbage til lidt senere – er, at vi får en egentlig arktisk strategi.

Ruslands invasion af Ukraine har jo medført, at de syv ligesindede arktiske stater har sat arbejdet i Arktisk Råd på pause. For at sikre et vist begrænset aktivitetsniveau i Arktisk Råd besluttede man så i juni sidste år at åbne for at samarbejde om projekter, hvor Rusland ikke deltager. Og det er jo så sket i en situation, hvor Rusland har haft formandskabet, hvilket ikke har gjort det lettere, og derfor er der jo så nu aktuelt fokus på en smidig overgang til det norske formandskab i maj 2023.

Det er vigtigt, at Arktisk Råd fortsat er det primære forum for samarbejdet. Jeg hørte godt, hvad måske specielt Liberal Alliances ordfører var inde på, altså at nu skulle vi ligesom tage ned, at Rusland er et andet sted, og at vi så i de tilbageværende stater, hvoraf flere er på vej ind i NATO, skulle stå sammen og ruste op. Der vil jeg bare sige, at jeg tror, vi skal være meget varsomme med at tage skridt, der ville betyde, at der pludselig opstod nogle, hvad kan man kalde det, konkurrerende fora, hvor de arktiske stater ikke sidder i førersædet. Det vil ikke være i vores interesse. Vi må gøre det helt klart for de ikkearktiske aktører, at de ikke kan komme uden om de arktiske stater. Hvis man aktuelt tog det skridt, at man sagde, at man nu ikke bare har sat Arktisk Råd på pause, men at man nu konstaterer, at der overhovedet ikke er nogen fremtid for Arktisk Råd, og nu skal vi væk med russerne, så er der altså en risiko for, at man også på den meget, meget lange bane får splittet det internationale samarbejde om Arktis, og at man via et tilbagestående Rusland, som altså trods alt – kan man sige – har 40 pct. af det arktiske territorium, får lavet en bagdør ind for alle mulige andre stater, der ikke er arktiske stater. Det tror jeg vi skal passe på med.

Det rokker jo ikke ved, at pausen i Arktisk Råd har store konsekvenser for indsatserne for at fremme en positiv udvikling i Arktis til fordel for dem, der bor der, og derfor er det også så vigtigt, at vi fortsat sikrer et samarbejde i Arktisk Råd, uden at der jo altså kan blive tale om business as usual i forhold til Rusland. Vi skal forsøge at finde en vej frem sammen med vores partnere. De sikkerhedspolitiske dynamikker fylder jo mere og mere i Arktis. Kongeriget og de øvrige arktiske staters målsætning om fred og lavspænding udfordres på forskellig vis. Det har også fyldt meget i debatten. Rusland udbygger sine militære kapaciteter langs dets arktiske kyst, og det rummer jo i stigende grad elementer, der kan anvendes offensivt. Det rokker ikke ved, at sikkerhedssituationen i Arktis indtil videre er uændret efter Ruslands invasion af Ukraine, men uforudsigeligheden er øget, og at de langsigtede implikationer derfor er uklare. Det er jo det billede, vi står med lige nu og her.

Kongeriget har som arktisk kyststat og som medlem af Arktisk Råd en vigtig rolle i forhold til at præge udviklingen, og derfor arbejder vi jo bl.a. på tiltag, der skal mindske risikoen for misforståelser og eskalation i kølvandet på den øgede tilstedeværelse. Men jeg synes også, det er vigtigt at sige, at den arktiske region er meget andet end sikkerhedspolitik. Klimaudfordringen er et gennemgående tema i vores diskussioner, og flere ordførere har været inde på det. Forskningen viser – og jeg kunne forstå, at fru Aaja Chemnitz næsten var træt af, at vi gentager det, men ikke desto mindre er det jo rigtigt – at den gennemsnitlige temperaturstigning i Arktis over de seneste 30 år har været mindst tre gange højere end det globale gennemsnit, og det medfører jo store udfordringer både globalt og regionalt i Arktis.

Det rummer jo ud fra devisen om, at intet er skidt, uden at det er godt for noget, også nye økonomiske muligheder – muligheder, der først og fremmest skal gavne den lokale befolkning – og det er udfordringer og muligheder, som kan få stor betydning i de kommende år. Derfor er det også vigtigt, at vi fortsætter det stærke samarbejde internt i rigsfællesskabet, og der er situationen jo den, at vi aktuelt står uden en arktisk strategi. Så vi har altså en redegørelse her med en status og noget tilbageskuende, men vi har ikke en fremadrettet strategi. Der må jeg jo sige, at det udfordrer vores mulighed for at præge udviklingen og interessevaretagelsen i Arktis i samspil med internationale partnere, og derfor er det vigtigt, at vi sammen kommer videre med udarbejdelsen af en arktisk strategi for hele kongeriget.

Der er jo – heldigvis for det – et tæt og velfungerende dagligt samarbejde mellem Nuuk, Tórshavn og København om konkrete arktiske spørgsmål. Jeg har selv haft to møder med min grønlandske pendant både i København og i Grønland, og jeg har haft møde med min færøske pendant pr. telefon og i Grønland, og jeg tager snart til Færøerne, og det er sådan set min oplevelse, at samarbejdet fungerer rigtig godt, og det er vigtigt, at det prioriteres højt. Derfor er det også vigtigt, at vi med års tilløb først har sikret et rum og dernæst med et Udenrigs-, Sikkerheds- og Forsvarspolitisk Kontaktudvalg har fået skabt et forum for at diskutere de her sikkerhedspolitiske og geopolitiske spørgsmål i et ligeværdigt forum mellem de tre dele, rigsfællesskabet består af. Det her kontaktudvalg er en vigtig platform, og det skal jo også bidrage til at give os – hvad der er vigtigt – en fælles forståelse for den internationale udvikling og det trusselsbillede, som Danmark, Færøerne og Grønland står over for. Og når man lytter til debatten og kan høre, at der måske i særlig grad er noget manglende faktuel viden omkring Færøernes position i forhold til Rusland, så understreger det jo altså på en eller anden måde pointen i, at der er en tæt dialog, og det er vigtigt. Det er jo vigtigt, at vi søger at udvikle det, man må kalde et fælles verdensbillede, som vi hver især kan agere i, og der er det her kontaktudvalg vigtigt, ligesom det er vigtigt, at vi får færdiggjort en fælles arktisk strategi. Aktuelt afventer vi et grønlandsk indspark til det, før vi kan komme videre og komme i mål.

Så vil jeg bare kort afslutningsvis fremhæve, hvad en enkelt ordfører også var inde på – det var den konservative ordfører – nemlig den historiske begivenhed fra sidste år, altså aftalen om Tartupaluk, Hans Ø, som blev indgået mellem Canada og kongeriget Danmark den 14. juni. Med afsæt i intensive forhandlinger over en årrække er der jo nu med en fredelig aftale etableret en grænse mellem Grønland og Canada, som jo er verdens længste maritime grænse og dermed i virkeligheden også den første konkrete udmøntning af sin art af Ilulissaterklæringen fra 2008. Det er værd lige at glæde sig over. Det har været helt centralt fra kongerigets side at inddrage de lokale borgere i processen, fordi det jo er dem, der først og fremmest påvirkes af den her aftale, og jeg vil i virkeligheden gerne benytte lejligheden her til at rette en tak til alle dem, der har bidraget til et tæt og tillidsfuldt samarbejde mellem Grønland og Danmark, der har muliggjort det her, altså en kæmpe indsats fra Styrelsen for Dataforsyning og Infrastruktur, Geodatastyrelsen, GEUS, De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland, og DTU Space. Tak til alle for en stor indsats.

Så vil jeg bare lige endnu en gang slå fast, at arbejdet med at styrke indsatsen i Arktis og det interne samarbejde i kongeriget fortsat vil være af stor prioritet for regeringen og for mig, ligesom det, selv om jeg ikke har ressortansvaret for rigsfællesskabet, fordi det ligger hos statsministeren, også vil være en sag, der ligger tæt på mit hjerte. Tiderne er jo uforudsigelige, og jeg er overbevist om, at vi sammen har et godt udgangspunkt for at være ambitiøse og præge det internationale arktiske samarbejde i de kommende år. Tak for ordet.

Der er en række spørgsmål til udenrigsministeren. Det første er fra fru Theresa Scavenius fra Alternativet. Værsgo.

Jeg har bare et spørgsmål – eller en kommentar kan man også kalde det – i forhold til, at næsten alle har snakket om det her med afspænding og deeskalering osv. Så vi er jo sådan set alle sammen enige om det. Spørgsmålet er bare: Hvordan gør man det så i praksis? Og der var der en af ordførerne, der tidligere snakkede om det der med, at vi ligesom ikke skulle snakke med Rusland, fordi det var de onde. Men på en eller anden måde tænker jeg også bare: Hvad er den diplomatiske linje, som du ser det? Kan man ligesom sige, at det jo fra et diplomatisk perspektiv handler om, at man snakker med alle – både venner og uvenner? Selv under den kolde krig havde man jo forskellige relationer på tværs af Vesten og Sovjetunionen.

Så spørgsmålet er ligesom: Hvordan er det, vi egentlig laver den der afspænding, som vi alle sammen ønsker? Er det egentlig ikke ved at invitere dem ind trods Ukrainekrigen og konstatere, at vi faktisk bliver nødt til at snakke og findes fælles løsninger, og det kan vi godt, uagtet at vi andre steder bogstavelig talt er i krig?

Vi skal huske, vi ikke bruger direkte tiltale her i Folketingssalen. Det siger jeg bare for en god ordens skyld.

Så giver jeg ordet til udenrigsministeren. Værsgo.

Tak for det. Hvis man har en ambition om at fastholde Arktis som lavspændingsområde – og det har vi – så skal man jo i hvert fald være meget varsom med at opskalere og militarisere. Men det skal jo balanceres ligesom alt andet her i livet, og det er det, der gør livet så spændende og så vanskeligt at leve. Det skal balanceres, for vi skal jo ikke være naive. Og det er klart, at når vi ser en form for militær opbygning fra russisk side, selv om den primært har defensiv karakter, men i stigende grad også har offensive elementer, så skal vi jo balancere det. Det er jo det, vi har gjort med den her kapacitetspakke.

Og det bør jo også – og flere ordførere har også været inde på det, selv om det ikke er en egentlig forsvarspolitisk debat, vi har her i dag – være et element, når man om kort tid skal diskutere et nyt 10-årigt forsvarsforlig i Danmark, hvordan vi sørger for at have så meget territorial kontrol og så meget overblik over hele riget, og dermed Arktis, at vi kan følge med i og om nødvendigt respondere på et trusselsbillede. Det skal vi. Det, vi bare skal passe på med, er ikke at tage så store og voldsomme skridt, at det i sig selv ligesom eskalerer situationen.

Det er jo også i det lys, at arbejdet i Arktisk Råd er sat på pause – altså frem for det, der kunne være alternativet, og som jeg næsten kunne høre antydningsvis hos en enkelt ordfører, altså at man skulle konstatere, at det aldrig nogen sinde kan blive til noget mere, og så lukker vi det ned. Og så har vi altså i virkeligheden delt det arktiske i to, nemlig de arktiske stater, de syv ligesindede, og så Rusland på den anden side. Det vil jeg advare imod. Og det er jo derfor, der er den lillebitte åbning i forhold til også fortsat at have en dialog med Rusland.

Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg tror også bare, jeg er enig i den der balancerede tilgang. Men det er vigtigt, at vi har flere spor her, og at vi selvfølgelig ikke er naive, men omvendt heller ikke undgår ligesom at fastholde de der relationer, hvad der jo kan gøre, at man tolker situationen forskelligt. Men tak for svaret.

Ministeren.

Det sidste er jeg meget enig i, og specielt er det vigtigt at undgå, at man, i hvert fald hvis man tolker situationen forskelligt, ikke baserer sig på misforståelser eller manglende indblik. Og det er jo bl.a. derfor, at en del af den arktiske kapacitetspakke præcis har det der sigte.

Tak. Næste spørger er hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. Jeg er meget enig i ministerens sådan pragmatiske, åbne tilgang – altså, man kan jo sagtens sige, at man skal holde Rusland ud i strakt arm diplomatisk set, men geografien kan man ikke holde ud i strakt arm; den er der, og den forsvinder aldrig. Derfor bliver Rusland en spiller før eller siden, og det må man også her holde sig for øje. Så her er jeg fuldstændig enig i regeringens linje.

Jeg vil gerne spørge om den arktiske strategi. Nu sagde ministeren, at der ikke er nogen arktisk strategi for riget. Kan ministeren åbne lidt op for, hvorfor det er således?

Ministeren, værsgo.

Ja. Altså, når der ikke er en arktisk strategi, er det, fordi den arktiske strategi, der var, var tidsbestemt, og den er udløbet. Jeg føler jo så ikke, at vi står i det bare intet, og det synes jeg også debatten her i dag viser – altså at der jo i høj grad er konsensus i den måde, vi ser på vores udfordringer på. Det rokker ikke ved, at det igennem efterhånden et par år har været en ambition at få en ny formuleret arktisk strategi. Og der var jo også i den sidste folketingsperiode et arbejde, som bl.a. betød, hvilket jeg synes var meget spændende, at der var en række parlamentarikermøder – det var i de glade coronadage, så det var digitalt – på tværs af de tre dele af rigsfællesskabet.

Der har så været et ønske, ikke mindst i Grønland, om, at man fra Grønlands side ligesom formulerede sit eget holistiske bud på det her som et afsæt for, at vi så kunne løfte det ind og med afsæt i det formulerede en arktisk strategi for hele kongeriget. Og det arbejde er ikke færdigt. Det har jeg haft lejlighed til at diskutere med Motzfeldt, min grønlandske kollega, nogle gange, og jeg forstår, at det er et arbejde, der har stor prioritet i naalakkersuisut, og derfor håber jeg også, at vi i løbet af meget kort tid kommer dertil, hvor der ligger det bidrag og vi så kan komme i mål.

Der var ikke noget ønske om en anden kort bemærkning. Vi går videre til næste spørger, og det er fru Aaja Chemnitz. Værsgo.

Mange tak, og også tak til udenrigsministeren for ordene. Fra IA's side sætter vi også meget stor lid til, at udenrigsministeren – også med den forståelse for Grønland og Færøerne, som udenrigsministeren har qua sin baggrund – netop kan være med til at sætte Arktis på dagsordenen, også internationalt.

I forhold til Arktisk Råd er det også vigtigt altid at være et par skridt foran og forholde sig til, hvad vi gør i forhold til Rusland, når krigen i Ukraine er ovre. Og jeg hører også, at der er en bred konsensus om, at Rusland også skal være med i Arktisk Råd fremadrettet – også når jeg hører internationale debatter omkring det.

Til debatten i Japan kom vi jo fra Grønland og fra Arktis og sagde: Intet om os uden os. Så var der nogle, der stillede et ret klogt spørgsmål, som handlede om, at vi jo nu taler om Rusland, men at vi taler om dem uden dem, og om man egentlig på en eller anden måde burde have en dialog med dem. Og jeg synes, det er interessant at se på det.

Der er jo mange forskellige niveauer, for der er både noget parlamentarisk på ministerplan, på folketingsmedlemsplan eller parlamentarikerplan, men der er også alle forskerne, der er ngo'erne, der er people to people-initiativerne. Så det er interessant at se på, om man kunne arbejde med det her på en lidt anderledes måde, og det kunne jeg godt tænke mig at høre udenrigsministeren forholde sig til.

Udenrigsministeren, værsgo.

Jeg tror altså, eller jeg tror ikke, jeg ved, at vi for nærværende er nødt til at konstatere, at Rusland fører en ulovlig angrebskrig i vores egen baghave i Ukraine, direkte op imod FN-charteret, og det har altså sat dem uden for det gode selskab. Så kan man håbe, der kommer en anden tid, og det er ikke endnu, hvor man kan genoptage en egentlig dialog med dem.

I forhold til det arktiske tror jeg, at den kloge position er at sørge for at agere, så den enorme konflikt, der er i Ukraine, ikke pludselig sætter sig og repeteres i Arktis. Og det er jo derfor, jeg tror, man skal gebærde sig med stor klogskab, komme med kloge modsvar i forhold til at sikre territorialhåndhævelse uden ligesom at eskalere en konflikt, der gør det legitimt i Kremls egne øjne at militarisere yderligere.

Jeg tror, man skal finde andre fora, f.eks. ICC, hvor jeg ved, at man med en betydelig sværhedsgrad også opretholder en dialog med den arktiske befolkning i Rusland – det synes jeg er vigtigt.

Så er det spørgeren. Værsgo.

Tak for svaret, og det her er nok også primært en kommentar fra min side. Der er ingen tvivl om, at vi i hvert fald er nødt til at se på forskellige fora, hvor man kan gøre noget fremadrettet, og der er ingen tvivl om, at med krigen i Ukraine er samarbejdet med Rusland udelukket, som tingene er lige nu. Men vi er nødt til at være de par skridt foran, og særlig når det er Danmark, der har det kommende formandskab i 2025, hvilket er relativt sådan lige rundt om hjørnet. Så det er i hvert fald noget med at tænke klogt i fællesskab, tænker jeg, mellem Grønland, Danmark og Færøerne.

Så er det udenrigsministeren. Værsgo.

Det er jeg helt enig i, og det er også derfor, vi desperat har brug for at få en arktisk strategi, som er forhandlet frem i et samarbejde mellem de tre hovedstæder i rigsfællesskabet. Det er også derfor, jeg gerne lige vil bruge lejligheden her igen til at sende et venligt ment signal til Nuuk om, at det ikke ville gøre noget, hvis man inden alt for længe fik processet sig færdig i det grønlandske parlament.

Tak. Vi går videre til den næste spørger, og det er hr. Carsten Bach, Liberal Alliance. Værsgo.

Tak. Jeg er jo glad for, at vi her i Folketinget så kan give udenrigsministeren en mulighed for at sende en lille diplomatisk hilsen til Nuuk. Det er jo rigtig dejligt. Tak for redegørelsen, men også tak til udenrigsministeren for i virkeligheden måske at svare på nogle af de spørgsmål, der rækker lidt fremad, og som vi jo ikke finder svar på i redegørelsen. Tak for det.

Udenrigsministeren taler stadig væk om en ambition om lavspænding osv. Jeg lyttede mig jo ud fra Venstres ordførers tale tidligere til, at man i udenrigsministerens tidligere parti, Venstre, lidt har smidt, kan man sige, den der naivitet over bord i forhold til at kunne opretholde en lavspænding. Og udenrigsministeren refererede også til mit eget ordførerindlæg. Men udenrigsministeren giver også, synes jeg, i svarene til nogle af de andre spørgere her udtryk for, at regeringen måske ikke har nogen ambition om en øget indsats på det arktiske område i forbindelse med det kommende forsvarsforlig. Nu ved jeg godt, at det her ikke er en forsvarspolitisk redegørelse, men en arktisk redegørelse, men måske kan udenrigsministeren lige sætte en enkelt eller to sætninger yderligere på regeringens ambition i forbindelse med forsvarsforliget og indsatsen i Arktis.

Så er det ministeren. Værsgo.

Jeg vil helst ikke opfattes som naiv, for det er jeg ikke. Det er også derfor, der er aftalt en arktisk kapacitetspakke. Det er også derfor, jeg for et øjeblik siden sagde, at når man skal forhandle et forsvarsforlig – og det er jo ikke mit ressort – så skal man selvfølgelig også tænke Arktis ind. Ud over den arktiske strategi arbejder vi aktuelt på en udenrigs- og sikkerhedspolitisk strategi, som jeg håber at vi bliver færdige med i maj måned, og som også skal være platform for færdiggørelsen af et forsvarsforlig. Der er vi selvfølgelig nødt til at forholde os til den virkelige verden, vi lever i, og vi er også nødt til at forholde os til den situation, at der sker en militarisering på russisk side.

Vi skal forholde os realistisk til det, og vi skal tage de skridt, der er nødvendige for at kunne håndtere det uden at komme til at tage et skridt, der i virkeligheden accelererer det. Det er jo den balance, der skal findes, og den findes i virkeligheden nok bedst i et forhandlingslokale, hvor man også kan tale åbent og ærligt og få indsigt i alle detaljer, som ikke nødvendigvis er offentligt tilgængelige. Det vil jeg mene. Det er vores tilgang til det. Det siger sig selv, at med både klimaforandringerne og afisningen, som gør, at der kommer meget mere aktivitet i Arktis, og den nye geopolitiske situation, så bliver behovet for territorial håndhævelse i hele rigsfællesskabet større, end det var.

Der er endnu et spørgsmål fra spørgeren. Værsgo.

Også tak for opfølgningen på det. Jeg er sådan set måske lige så utålmodig som udenrigsministeren i forhold til den her arktiske strategi, så vi håber, at der er nogle, der lytter med, for en sådan savner vi. En anden ting, jeg måske godt vil adressere over for udenrigsministeren, og som godt nok også relaterer sig en smule til det forsvarspolitiske – og det skal jeg selvfølgelig beklage i den her sammenhæng – handler om Grønland og om Arktis og måske regeringens vilje til bedre at kunne facilitetere amerikansk tilstedeværelse i Grønland i fremtiden.

Så er det ministeren.

Jamen vi har jo et udmærket aftalegrundlag mellem kongeriget Danmark og USA, der faciliterer amerikansk tilstedeværelse, og jeg har i øvrigt glædet mig over, at en stor sten i skoen i vores relation, nemlig hele spørgsmålet om servicekontrakten, er blevet løst. Jeg noterer mig også, at spørgsmålet om den servicekontrakt er løst på en måde, der jo i sig selv, hvis man aflæser den potentielle volumen, der er i den, sender et signal om et øget amerikansk engagement.

Der er endnu en spørger, og det er fru Aki-Matilda Høegh-Dam fra Siumut. Værsgo.

Tak til udenrigsministeren. Danmark deltager jo også i diverse internationale fora inden for FN og Arktisk Råd, som nu er sat på pause, og mange andre arbejdsgrupper, hvor man bl.a. forsøger at styrke oprindelige folks rettigheder på det ene eller det andet plan. Udenrigsministeren har også netop selv deltaget i en konference, som EU lavede i Nuuk, og som netop bl.a. handlede om oprindelige folk i arktiske egne.

Derfor kunne vi i Siumut godt tænke os at høre lidt mere om udenrigsministerens syn på, hvad man skal gøre for netop at styrke det oprindelige arktiske folks rettigheder – ikke alene i Grønland, men også generelt. Det spørger vi også netop ind til nu, for indtil videre er det ikke blevet meget klart anerkendt af udenrigsministeren, at der er noget, der hedder de oprindelige grønlandske inuit eller det oprindelige arktiske folk, idet vi altid indtil videre har hørt, at der er blevet talt om det arktiske folk. Og med en jurabaggrund ved man også, at der er forskel på at være et anerkendt folkefærd og et oprindeligt folk. Så det er lidt for at spørge ind til, om udenrigsministeren anerkender, at de grønlandske inuit er et oprindeligt folk inden for det danske kongerige, og derudover også, hvad man vil gøre for at styrke rettighederne for de samme.

Så er det udenrigsministeren. Værsgo.

Jamen jeg anerkender fuldt ud, at inuit er et oprindeligt folk. Jeg har så også det syn på det, at der er en grønlandsk befolkning, som består af både det oprindelige folk og andre, der legitimt kan kalde sig grønlændere. Det er ikke en rigsfællesskabsdebat, vi har nu, men det er klart, at når man f.eks. hører forslag om et inuitregister og tanker om at bruge etnicitet som afsæt for at registrere sin befolkning, så er det i hvert fald noget, der hos mig skaber en eller anden reservation, for der er nogle helt grundlæggende menneskerettigheder, som også skal iagttages, ikke? Så det kunne jeg godt have lyst til at sige.

Ellers vil jeg sige, at jeg synes, at vores vigtigste bidrag jo er i alle relationer – som fru Aaja Chemnitz sagde det: »Intet om os, uden os« – at sørge for, at det oprindelige folks stemme høres, og at den grønlandske befolkning, som er en del af det danske rigsfællesskab, men med en udstrakt grad af selvstyre og ultimativt jo også retten til på et tidspunkt at bestemme sig for fuldstændig selvstændighed, tages med alle steder, hvor det er relevant, og i øvrigt repræsenterer kongeriget der, hvor vi forfægter interesser, som er entydigt grønlandske. Det er jo også sådan, vi gør det, når vi f.eks. laver arbejdsgrupper i Arktisk Råd. Vi overtager nu nogle arbejdsgrupper om bl.a. biodiversitet, som er et hjemtaget grønlandsk område, og så er det selvfølgelig et formandskab, der er henlagt til Departementet for Landbrug, Selvforsyning, Energi og Miljø i det grønlandske selvstyre.

Så er det spørgeren for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Tak for svaret. For det første er Siumut enige i, at der er forskel på at være kalaaleq, grønlænder, og inuk, og at man også kan være kalaaleq inuk, idet der er flere inuitfolkefærd. Når det så er sagt, vil vi gerne spørge lidt mere ind til udenrigsministerens kommentar om et inuitregister og oprindelige folks rettigheder, idet det lød lidt, som om – og nu skal jeg få det bekræftet – retten til at være et oprindeligt folk, retten til at blive anerkendt som et oprindeligt folk, ikke ses som en forlængelse af menneskerettighederne, hvilket det jo ellers netop er. Så skal det forstås på den måde, at der ikke skal være ret til at kunne kalde sig selv inuk og være registreret som inuk, ifølge udenrigsministerens egne betragtninger?

Så er det udenrigsministeren. Værsgo.

Jeg har egentlig ikke nogen egne betragtninger på Grønlands vegne. Altså, det er jo i Grønland, man selv må tage de skridt, man vil, og i det omfang, man tager nogle skridt, må vi jo vurdere de skridt. Der er jo ikke noget problem i at være et oprindeligt folk og definere sig selv som det. Der, hvor der kunne være et problem, er, hvis man inden for rammerne af et demokrati ligesom tillægger det at tilhøre et oprindeligt folk noget op imod andre, der har menneskerettigheder i det pågældende samfund, altså at man tillægger sig selv nogle særlige muligheder eller afgrænser nogle andres, ikke? Men det overlader jeg fuldstændig trygt til en debat i Grønland, og i det omfang, man konkluderer på den på en måde, som skulle rumme problemer, så vil vi selvfølgelig løfte en hånd og stille nogle spørgsmål.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så vi anser forhandlingen for værende afsluttet og siger tak til udenrigsministeren.

Vi skal nu i gang med endnu en redegørelsesdebat, og det indebærer, at ordførerne skal sidde på de forreste rækker og logge ind dér. Placeringerne er lidt anderledes end dem, vi lige har haft under den forrige forhandling. Vi holder derfor en kort pause, til vi er på plads.

Så tror jeg, vi er ved at være klar.

Forhandlingen er åbnet. Første ordfører på talerstolen er hr. Kasper Sand Kjær fra Socialdemokratiet. Velkommen.

Tak for ordet, formand, og tak til udenrigsministeren og til regeringen for redegørelsen om udviklingen i EU-samarbejdet. Jeg har set meget frem til at diskutere netop den redegørelse og det tema her i dag. For man må sige, at når vi kigger på det år, der er gået, og den tid, vi står i i Europa, så er der jo virkelig meget at tale om. Vi står på alle måder i en afgørende tid for det europæiske samarbejde og for Europas rolle i verden.

Lad mig derfor også bare starte med at slå fast, at Danmark hører til og skal være i hjertet af Europa. Det er vel på mange måder den vigtigste lektie fra det seneste års udvikling, hvor EU jo i det store hele og på mange måder har formået at stå sammen om at løse de grænseoverskridende problemer. Det har vi gjort i fællesskab, selv om udfordringerne står i kø. Danmark som land nyder godt af de mange fordele, som EU har ført med sig. Dansk engagement i EU bidrager med vækst og beskæftigelse i Danmark, for det er også udfordrende at være en lille åben økonomi i en stor og usikker verden. Det afgørende for os er et EU, der leverer løsninger på tidens store udfordringer. Derfor er der brug for et stærkt, forpligtende europæisk samarbejde med en klar retning, der sætter mennesker før aktier og klimaet før kapitalen. Vi har brug for politiske løsninger, der bygger på en sund balance mellem økonomisk ansvarlighed og social retfærdighed.

Krigen i Ukraine har jo kastet lys over, hvordan vi i Danmark, men særlig i Europa har været alt for afhængige af russisk energi. Det har været stærkt medvirkende til den energikrise, som Europa nu oplever. Energikrisen skaber rekordhøj inflation og har sendt priserne på himmelflugt. Fælles for alle de kriser, vi står med i Europa, er, at de både er grænseoverskridende og gensidigt forstærkende. Energikrisen har forstærket behovet for europæisk uafhængighed på energiområdet og dermed også behovet for en endnu hurtigere grøn omstilling til gavn for klimaet, til gavn for de næste generationer, men også af hensyn til vores fælles sikkerhed. Danmark spiller en vigtig rolle i Europa som den grønne stemme, der skal vise vejen med ambitiøse mål, men også med konkrete handlinger, der skal bidrage til Europas egen forsyning af grøn energi og bæredygtig omstilling. Sådan en redegørelse som den, vi behandler her i dag, kan jo af gode grunde ikke komme i dybden med alle aspekter af EU-samarbejdet, måske særlig ikke i en tid, hvor der er så meget på spil på så mange dagsordener, ikke mindst sikkerhedspolitisk.

I Europa har vi jo nok haft en tendens til at forestille os, at resten af verden tænker og gør som os. Vi troede i for mange år, at handel og vækst pr. automatik ville føre til fredelig sameksistens, frihedsrettigheder, demokrati og en international retstilstand. Vi tænkte vel, at alle andre måtte kunne se de klare fordele ved vores måde at leve på. Vi nedrustede, da de andre oprustede, og vi har på en række områder gjort os selv for afhængige af andre. Nu ser vi, at vi var for naive, og vi står vel på mange måder på tærsklen til en ny tid.

Derfor var det vel også en særlig stolt stund for Danmark, da vi sidste år meldte os helhjertet ind i det europæiske samarbejde om forsvar og sikkerhed med afstemningen om afskaffelsen af forsvarsforbeholdet. Europa skal stå stærkere selv, og Danmark skal stå sammen med vores europæiske allierede. Det var samtidig også et meget klart signal fra danskerne om, at Danmark hører til i kernen af EU-samarbejdet, og at tiden kalder på samarbejde om de fælles udfordringer, vi står over for.

EU har jo stået sammen om entydig opbakning til Ukraine. Mange europæiske lande har doneret penge, våben og humanitær bistand til ukrainernes frihedskamp for deres selvstændighed og frihed. Samtidig har EU gennem ni sanktionspakker indført omfattende sanktioner mod Rusland og russiske magthavere, der skal stække den russiske økonomi, isolere Rusland i verden og forhindre, at europæiske penge går til finansieringen af den russiske krigsmaskine. Den uhyrlige og ulovlige russiske invasion af et frit og selvstændigt europæisk land skaber jo på mange måder helt nye opgaver for EU. Heldigvis har svaret indtil videre været europæisk sammenhold, sammenhold om opbakning til Ukraine og fordømmelse af Rusland.

Migration er et andet tema, som i stigende grad også bliver sikkerhedspolitik. De ydre grænser i Europa er under pres. Vi ser eksempler på, hvordan flygtninge og migranter bliver brugt aktivt til at destabilisere Europa. Tilstrømningen til Europa er alvorlig og er en udvikling, som vi alle bør følge tæt. Og for at løse de grundlæggende udfordringer med irregulær migration til Europa arbejder regeringen som bekendt også for en reform af det europæiske asylsystem. Det er jo i en erkendelse af, at det nuværende asylsystem er ødelagt. Incitamenterne er der til at risikere livet i hænderne på menneskesmuglerne på farlige ture hen over Middelhavet, og det tiltrækker alt for mange til Europa uden et beskyttelsesbehov. Derfor er der både brug for en ny og en mere langsigtet tilgang til asyl og migration i EU.

Asylsystemet burde jo i virkeligheden handle om at beskytte verdens mest sårbare mennesker fra krig og forfølgelse. Men det asylsystem, som vi har i dag, skaber incitamenter til det modsatte. Det skaber incitamenter til menneskesmugling og til politisk afpresning, og det lader de svageste af verdens flygtninge stå tilbage. Det er jo grundlæggende inhumant, og det er uretfærdigt. Derfor gør det mig rigtig glad, at den danske regering går forrest i EU for et nyt, mere retfærdigt og mere humant asylsystem. Fornemmelsen er vel også, at tiderne er ved at være modne til forandring rundtomkring i Europas hovedstæder.

Den nye sikkerhedspolitiske situation i forhold til Rusland, men jo også i forhold til den stadig voksende stormagtsrivalisering mellem USA og Kina og i forhold til Kinas mere aggressive rolle i verden skaber også nye udfordringer for europæiske virksomheder og for europæisk økonomi. Erhvervs- og industripolitik bliver i stigende grad også et sikkerhedspolitisk spørgsmål. Derfor er det også klogt og rigtigt, at EU i den her tid bevæger sig i diskussionen om statsstøtte og om sikringen af adgang til kritisk infrastruktur. For ligesom vi ikke kan lade Europa være afhængig af russisk energi, kan vi heller ikke lade Europa være afhængig af mikrochips fra Kina.

Jeg synes på mange måder, det seneste år har vist, at EU er i stand til at håndtere de store internationale kriser, som rammer os, og det har jo i særdeleshed også vist, at vi som enkeltlande ikke kan klare det alene. Derfor er det godt, at EU lykkes med at håndtere udfordringerne. Det er godt for danskerne, og det er også derfor, Danmark hører til i hjertet af Europa. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Trine Pertou Mach. Værsgo.

Tak for det. Og tak for ordførerens tale. Jeg blev rigtig glad for at høre det her med klima før kapital som en del af indledningen. Men mit spørgsmål går i virkeligheden på det sidste, ordføreren sagde omkring migration, altså at det asylsystem, som er brast sammen – det tror jeg vi alle sammen kan være enige om; det fungerer ikke efter hensigten – skaber incitamenter til menneskesmugling i stedet for at beskytte de allersvageste. Så mit spørgsmål til ordføreren er: Er det ikke korrekt, at incitamenter til menneskesmugling er afhængige af, at mennesker er villige til at betale for at kunne flytte sig derfra, hvor de er født, og hen et andet sted, mere end at det er systemet som sådan, der skaber incitamenterne?

Ordføreren.

Nej, som jeg ser det, er problemet jo i virkeligheden, at når du først sætter fødderne på europæisk jord, har du retten til at søge om asyl i Europa. Og hvis du har et beskyttelsesbehov, har du også ret til ophold i Europa. Dermed bliver kampen for verdens flygtninge at komme derhen, hvor man kan sætte sine fødder på europæisk jord, og det skaber jo incitamentet til menneskesmugling. Det er det, der gør, at menneskesmuglerne har guldrandede forretninger, og det er også det, der gør, at det vel alene er, hvor succesfulde menneskesmuglerne er i deres arbejde, der afgør, hvor mange asylansøgere der står i Europa. Og det er derfor, vi er nødt til at få et nyt asylsystem, hvor vi sætter en stopper for den spontane asylansøgning, altså den, hvor man bare flytter sig og sætter fødderne på europæisk jord, og i højere grad tager de flygtninge til Europa, som har det største beskyttelsesbehov. Det vil både være mere retfærdigt, det vil være mere humant, og det vil give Europa muligheden for at tage ansvar for de flygtninge i verden, som har mest brug for beskyttelse, og ikke dem, som har ressourcerne til at betale en menneskesmugler.

Spørgeren.

Tak for det. Er det ikke korrekt, at det asylsystem, som eksisterer, faktisk er sat i verden for at beskytte de allersvageste og de udsatte, og at en af de måder, man håndterede det, at det ikke fungerer, på, var, at man modtog flere kvoteflygtninge? Og vil Danmark, vil Socialdemokraterne, vil regeringen i virkeligheden arbejde for, at man i EU, samtidig med at man måske arbejder på at ændre asylsystemet, så også gør sin pligt som stærke EU-lande og modtager flere kvoteflygtninge, end man gør for nuværende?

Ordføreren.

Jeg synes, det er et rigtig godt spørgsmål, for jeg synes, at de to diskussioner netop er sammenhængende. Altså, hvis man først får sat en stopper for den spontane asylansøgning, åbner det også op for, at man kan tage flere kvoteflygtninge og dermed også tage de flygtninge, der faktisk har det største beskyttelsesbehov. For det er jo ikke nødvendigvis dem, der står på europæisk jord i dag. En rigtig stor del af dem, der står i Europa i dag, har i virkeligheden ikke et beskyttelsesbehov og har ikke ret til asyl, men er migranter. Men kunne man sætte en stopper for den trafik, ville det jo netop åbne op for, at man ville kunne tage flere kvoteflygtninge – gerne i en solidarisk fordeling mellem de europæiske lande.

Så har vi en kort bemærkning mere, og det er fra fru Marianne Bigum fra SF.

Mange tak. Jeg vil lige følge op på den her debat. Det, jeg ikke hørte ordføreren sige noget om, var behovet for udviklingspolitik. Som det fremgår af ordførerens tale, flygter folk, på grund af at vi har et asylsystem i Europa, men er ordføreren enig i, at folk flygter af andre årsager, f.eks. fordi der er tørke, der ikke er mad, der ikke er fremtidsmuligheder eller jobs eller uddannelse, og at folk ikke flygter for sjov?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, der er nogen, der vil påstå, at folk flygter for sjov. Mange af de årsager, som spørgeren nævner, er jo helt reelle, og dertil kan vi lægge væbnede konflikter, klimaforandringer og andet, som skaber både flygtningestrømme og migration fra Afrika mod Europa. Derfor er jeg fuldstændig enig i, at der da også er brug for et Europa, som er mere til stede på det afrikanske kontinent. Det er klart, at også med den nye sikkerhedspolitiske situation er det blevet mere besværliggjort, og kombinationen af kinesiske investeringer og russiske lejesoldater gør det måske endnu sværere også at holde kontakten og hjælpe og bidrage til en positiv udvikling i de afrikanske lande, hvor vi jo får mange flygtninge og migranter fra. Men det ændrer ikke på, at det kun bliver vigtigere, at Europa er til stede dér og hjælper udviklingen på vej, samtidig med at EU jo skal gå forrest, også globalt, i klimaspørgsmålet for også at forhindre klimaforandringer, som også vil skabe endnu større migrationsstrømme mod Europa.

Spørgeren.

Mange tak. Er ordføreren så ligeledes enig med mig i, at vi i EU også skal have en mere ambitiøs udviklingspolitik, som løser nogle af de her kriser fremfor at symptombehandle, og at flere af de penge, vi bruger, skal gå til, at vi også sætter flere penge af til rent faktisk at forhindre, at kriserne i det hele taget opstår, i stedet for udelukkende humanitær bistand, altså at der skal gå flere penge til den langsigtede udviklingsbistand?

Ordføreren.

Det er jo det, der er den evige balance i udviklingspolitikken. Vi ved godt, at den langsigtede udviklingspolitik nok har den største effekt, men på den lange bane. Og her og nu står katastroferne og kriserne i kø for at blive løst på den korte bane, og det er jo de balancer, man skal finde. Og ja, jeg synes, at Europa skal spille en endnu større rolle i udviklingsbistanden og udviklingspolitikken og bidrage til en positiv udvikling af Afrika, både på klimadelen, men også på at skabe anstændige, gode jobs, så der er en fremtid at se frem til, og i særdeleshed også for at stå op for nogle af de rettigheder, som vi arbejder for, menneskerettigheder, kønnenes ligestilling, demokrati og andet. Men det er klart, at med den påvirkning, vi ser fra Rusland og Kina, bliver det spørgsmål jo kun sværere.

Så siger vi tak til ordføreren. Der er ikke flere bemærkninger. Den næste ordfører er hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre.

Tak for det, og tak for anledningen til at tale EU. Lad mig starte med at slå fast, at i Venstre er vi tilfredse med den udvikling, som EU-samarbejdet har været igennem her i den forgangne tid, og hvis vi kigger på året 2022, har det på mange måder været et bevis på, at EU er uundværlig: Det er det for Danmark, det er det for Europa, og det er det sådan set også for udviklingen i resten af verden. EU agerer jo som en stormagt, i hvert fald på de regulatoriske område, skaber et positivt mellemstatsligt samarbejde og gunstige vækstbetingelser for danske virksomheder samt ikke mindst sådan noget som forbrugerbeskyttelse og fornuftige standarder for befolkningen. Så der er kort sagt stor værdi i EU-samarbejdet for den helt almindelige dansker og ligeledes stor værdi for danske virksomheder i grænseoverskridende handel. Det er sådan, at tre ud af fire af de største samhandelslande er andre EU-medlemsstater, og det er en udvikling, der vil fortsætte i fremtiden, og det er nok også den vigtigste enkeltparameter for, at dansk medlemskab af EU er en rigtig god idé. Men der er også mange andre væsentlige årsager til, at EU og Danmark er et godt partnerskab.

Selv om EU selvfølgelig påtager sig mange nye opgaver på socialområdet, sundhedsområdet og erhvervsområdet, er der også områder, hvor vi som danskere en gang imellem kan slå os lidt på samarbejdet, eksempelvis på sådan et område som minimumslønninger, men så er der jo altså heldigvis fortsat et nærhedsprincip og traktatens rammer, som beskytter enkeltstaternes særlige måde at gøre forskellige ting på – den danske model, eksempelvis – og som jo giver Europa-Kommissionen en række begrænsninger i, hvad de kan foretage sig i forbindelse med formulering af ny lovgivning. Og i Venstre mener vi fortsat, at det er fornuftigt, at der er sådan en balance i systemet. Helt generelt og kort sagt ønsker vi ikke mere magt til Kommissionen, og EU skal fortrinsvis blive bedre til at koncentrere sig om, hvad der ligger inden for rammerne af den nuværende traktat, og det er ikke et selvstændigt mål for EU at blive større eller for den sags skyld mindre.

I 2022 har det naturligvis været Ruslands invasion af Ukraine, som har fyldt, både når vi taler sikkerhed, forsvar og energi, men også på fødevareområdet, og så har krigen i øvrigt vist, hvor vigtig strategisk autonomi er for EU. Der bruges rigtig mange penge på krigen, det gør der i Danmark, det gør der i EU, det synes vi fra Venstres side er helt fantastisk, altså at det er lykkedes at skabe denne enighed. Putin må ikke vinde denne krig! Bl.a. derfor var afskaffelsen af forsvarsforbeholdet jo altså også skelsættende tilbage i 2022. To ud af tre stemte for at afskaffe forbeholdet og altså gå fuldtonet ind i forsvarssamarbejdet i EU, og jeg vil gerne sige tak til de mange danskere, der satte deres kryds ved et ja, så Danmark kan spille en større rolle på dette vigtige område.

Venstre ser det som en helt naturlig udvikling af sikkerhedsarbejdet i EU, at det fortsat udvikler sig videre med et stærkt samarbejde mellem EU og Storbritannien på den ene side og USA på den anden side, og modstanderen er jo Rusland, Putins antidemokratiske kræfter, men der er også en større gruppe af lande, som tydeligt gør det sværere for demokrati og frihedsrettigheder at udvikle sig i verden. EU med Danmark som flittig deltager er i denne sammenhæng en aktiv partner med de andre vestlige lande i de næste år i forbindelse med at modsætte sig flere konflikter i verden, hvor demokratiske lande påvirkes i deres suveræne ret til at bestemme over eget land og egen befolkning. Det vil komme til at koste mange penge at udvikle EU's forsvar sammen med NATO-partnerne, men det er nødvendigt, det er vigtigt i de kommende år, og det er noget, som Danmark skal prioritere.

Den grønne dagsorden er i både Danmark og EU indrammet af Fit for 55-planen, og det er en aftale, som efter Venstres mening vil skabe udvikling af en fælles ambitiøs grøn dagsorden, der hjælper rige og fattige lande hurtigt videre, og som med konditionalitet udbetaler mange milliarder kroner til både digitalisering og en bæredygtig transition af transport-, bygnings- og fødevareområdet inden for de næste ca. 10 år. Et ordentligt CO2-kvotesystem er helt afgørende, mener vi i Venstre.

Hvis vi kigger på sådan noget som covid-19-indsatsen i EU, er det nok den mest succesrige bekæmpelse af en pandemi, som verden endnu har set. Den satte helt nye standarder for samarbejde og hurtighed i samarbejdet og bekræftede, hvor vigtigt samarbejdet mellem stater og multinationale virksomheder er for beskyttelsen mod fremtidige pandemier.

I 2022 kom EU endelig ud af denne krise, men knap var den altså realiseret, før en ny krise viste sig på tværs af EU-landene og på verdensplan. Inflationskrisen kom efter den afslutning, som vi troede kriserne fik med afslutningen på covid-19. Genstarten lukkede forsyningslinjer på grund af mangel på råstoffer og fødevarer, og derfor er EU's succes med bekæmpelse af covid-19-pandemien også et bevis på, hvor vigtigt det er, at EU fremover tænker bredt i den strategiske autonomi, og at EU øger koordinationen af indsatsen på erhvervs-, sundheds- og sikkerhedsområdet. Der er i 2022 skabt tydelige bånd mellem industrier og stater i EU som følge af denne udvikling.

I Venstre bifalder vi en udvikling, der sikrer danske EU-virksomheder konkurrencekraft, og i den sammenhæng er det vigtigt at se USA som en partner i denne udvikling. Statsstøtte er ikke godt, men det kan i en transatlantisk akse godt give mening på kort sigt for at give retning på klimadagsordenen og sikkerhedsdagsordenen. Det er her, Kina skal omfavnes som både en modstander og en samarbejdspartner, hvis de kan overtales til at være med på det.

I Venstre mener vi, at verden har brug for mere samarbejde, men også et samarbejde, hvor der stilles krav om menneskerettigheder, om klima, demokratiudvikling og fred samt frihed. Og det gælder også for udviklingen af et EU med nye lande, for vi skulle altså gerne have flere lande med i EU. Retsstatsprincipperne kan i den sammenhæng ikke forhandles; det står ikke til diskussion. De er normative; de kan og skal konditionaliseres, som det er sket med Ungarn og Polen i forhold til eksempelvis lgbt+-rettigheder.

Fremtidens EU skal indeholde en tættere dialog mellem borgerne og lovgiverne i EU og nationalstaterne, og det viste konferencen om EU fremtid tydeligt. Der er generelt stor tilslutning til EU i EU-landene, men denne tilslutning er betinget af, at borgerne løbende høres, og der var, da vi holdt debatten her i Danmark, 320 forslag, som både indeholdt mulige og også nogle umulige forslag, og det, der kan ske inden for traktatens rammer, skal vi jo så drøfte i parlamenterne, Europa-Parlamentet og på rådsmøder fremover. Og med de ord vil jeg sige, at Venstre støtter ministerens og regeringens redegørelse. Jeg ser frem til debatten.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Og den næste ordfører er fru Karin Liltorp fra Moderaterne. Velkommen.

Tak for ordet. Det er jo en fornøjelse at stå her i dag, hvor vi kan konstatere, at samarbejdet mellem EU-landene er godt, stabilt og ikke mindst har vist sig meget handlekraftigt i 2022. Det er selvfølgelig ikke et samarbejde helt uden konflikter og uenigheder, men sådan må det jo være i et alsidigt fællesskab. Det vigtigste for mig er dog, at 2022 blev året, hvor EU viste sig som en stærk og handlekraftig aktør, der træder i karakter, når der er allermest brug for det. Jeg vil i den forbindelse berøre krigen i Ukraine, den grønne omstilling og migrationen.

Det er over 50 år siden, at danskerne sagde ja til at træde ind i EF-fællesskabet, og siden da har det fællesskab cementeret sig som en stærkere union. Indimellem har der for os danskere været en vis skepsis forbundet med samarbejdet. Vi har været bekymrede for, at de andre skulle blande sig for meget i vores interne forhold, men nu kan vi, om end på en meget ulykkelig baggrund, igen konstatere, at EU-samarbejdet fungerer. Det skal nemlig ses i lyset af Ruslands invasion af Ukraine og den nye situation med krig i Europa.

I 2022 er det nemlig blevet klart, at EU-samarbejdet ikke blot er forankret i det indre marked, men også i et bredere demokratisk værn mod krigsoprustningen fra øst. Og blot for at understrege aktualiteten og nødvendigheden af sådan et værn er det på lørdag 9-årsdagen for Ruslands annektering af den ukrainske halvø Krim.

Ruslands aggressioner bliver dermed også en påmindelse om, at vi lever i en verden, hvor frihed, rettigheder og demokrati ikke er selvfølgeligheder, og det tror jeg står soleklart for danskerne. 2022 blev nemlig året, hvor et overvældende flertal i solidaritet besluttede sig for, at Danmark skulle afskaffe EU-forsvarsforbeholdet og træde kompromisløst ind i EU-samarbejdet om sikkerhed, forsvar og fred.

EU er for mig et fællesskab, hvor vi forpligter hinanden på at arbejde for en verden uden krig og ødelæggelse og for en mere harmonisk sameksistens, hvor vi sammen tager hånd om nutidens og fremtidens problemer. Det ansvar har vi løftet i EU. Vi har stået side om side med Ukraine. Vi har også vedtaget en række historisk hårde sanktioner mod Rusland og ydet omfattende økonomisk støtte til Ukraine, både militært, økonomisk og humanitært. Men vores frihedskamp er ikke slut, og EU vil være der for ukrainerne, indtil de forhåbentlig kan sige, at de endnu en gang er herre i eget hus.

Krigen i Ukraine har også haft en indvirkning på vores europæiske energimarked, og både virksomheder og forbrugere har mærket de markante prisstigninger på el og gas. Men med en fælles indsats for europæisk uafhængighed af russisk gas og håndtering af energiforsyningskrisen kan vi sammen komme helskindet ud på den anden side. EU er kommet og kommer vedvarende med en række initiativer, der skal understøtte den forandring, som også understøtter en grønnere fremtid. Og som det ofte er med kriser, rykker vi med lovgivningsarbejdet, og det er positivt, specielt for den grønne omstilling.

En acceleration af den grønne omstilling skal fjerne importafhængigheden af russisk gas og sikre vores forsyningssikkerhed for fremtiden. EU står over for et væld af grønne muligheder, hvor vi skal spille hinanden gode med respekt for de enkelte landes konkurrenceevne. Og det gør vi ved at samarbejde om Kommissionens grønne lovgivningspakke Fit for 55, herunder REPowerEU-planen, der skal understøtte omstillingen til vedvarende energi, så vi når vores klimamålsætninger. EU byder på et væld af nye fælles muligheder, og som et lille land i en stor verden står vi alene, hvis vi ikke ser mod det fælles europæiske samarbejde.

Jeg har sammen med Udenrigsudvalget netop været i Uganda, som er et af verdens fattigste lande. Der fik vi ved selvsyn bekræftet det, vi alle godt vidste: Alle er ikke så privilegerede, som vi er her i Vesten. Og der er ikke noget sige til, at en del af de mennesker, der lever i ekstrem fattigdom, kan være inspireret til at søge mod vores del af verden, og med klimaforandringerne er der ikke udsigt til, at migrationspresset på EU bliver mindre.

I EU forsøger vi lige nu at finde den rigtige balance mellem ansvar og solidaritet, og lige nu er fokus på at styrke de ydre grænser og hjælpe de medlemsstater, der oplever det største migrationspres. Det løser selvfølgelig ikke det grundlæggende problem med migration, så samtidig diskuteres det, hvordan vi bedst forebygger behovet for migration. Det er helt sikkert et dilemmafyldt område, men vi tror på, at de bedste løsninger findes i fællesskab.

Som jeg startede med at sige, er det en fornøjelse at være vidne til en union, der fungerer og tager ansvar, når der er allermest brug for det. Og for fremtiden vil jeg som Moderaternes EU-ordfører gøre mit til, at vi understøtter den solidaritet, der udspringer af EU-samarbejdet. Tak for ordet.

Vi siger tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Næste ordfører er fru Marianne Bigum fra SF.

Først vil jeg gerne sige tak til ministeren for den udmærkede redegørelse. Det har været interessant læsning, for selv om jeg ikke var til stede i salen, sidst redegørelsen om EU-samarbejdet blev debatteret, står det klart for alle og enhver, hvor voldsom udviklingen har været.

Jeg er overbevist om, at vi endnu ikke i fuldt omfang har forstået, hvad krigen i Ukraine kommer til at betyde for EU-samarbejdet. Der er overhovedet ingen tvivl om, at vi står i en helt ny virkelighed efter februar 2022. Krigen har allerede sat sine spor, og særlig energikrise og inflation er udfordringer, som nu dominerer billedet overalt i EU. Det har sat fællesskabet på en voldsom prøve, men medlemsstaterne har svaret klart, løftet i flok og vist betydelig solidaritet og handlekraft, også i en grad, der har overrasket mange. Sanktionspakkerne er gode eksempler, ligesom REPowerEU-planen er med til at fjerne vores afhængighed af russisk gas og fremtidssikre energiforsyningen på tværs af EU.

Et særligt presserende emne for EU lige nu er den grønne omstilling. Her er EU i gang med klimaloven Fit for 55, og siden sidste redegørelse er vi kommet langt med vigtige dele af pakken, bl.a. omkring energieffektivitet, vedvarende energi-planer, klimatold og andre ting. Den er stadig ikke så ambitiøs, som den skulle have været, men vi er i gang, og det er vigtigt. Vi arbejdede i SF for at øge målsætningerne dernede, men som en, som, før jeg blev valgt ind i Folketing, har siddet med i det her arbejde, kan jeg sige, at det, vi er i gang med nu, også er omfattende og meget, meget ambitiøst, og jeg er glad for, at vi er i gang. Kvotehandelssystemet er blevet udvidet, så det nu også omfatter flyindustrien, vejtransport og bygninger, sådan som vi i SF har ønsket det længe. Klimapolitikken skal indtænkes i alle EU's politikområder, og den næste store opgave bliver nu, at krigen og dens afledte effekter ikke sætter den grønne omstilling i stå.

Så vil jeg også gerne komme omkring et emne, som står mig meget nært, og som ofte er en undervurderet hjørnesten i den grønne omstilling, nemlig den cirkulære økonomi, som ministeren kort berører i redegørelsen sammen med udfordringen omkring afhængigheden af kritiske råstoffer. Det er vigtigt for miljøet, men også for fremtidens erhvervsliv, at vi får sænket vores ressourceforbrug, får øget genbruget og får øget højkvalitetsgenanvendelsen. Det er simpelt hen vigtigt at gøre det her til en nøgledel af fremtidens økonomi. Derfor deler jeg også ambitionen i transportforordningen om, at vi får skabt en cirkulær økonomi, og jeg er særlig glad for stoppet for eksport ud af EU af vores affald. Men jeg er ikke betrygget nok i, at det mandat, regeringen har søgt på en transportforordning, vil føre til den her højkvalitetsgenanvendelse og vil føre til mindre forbrænding af affald i Danmark. Tværtimod ser det ud til at gå den anden vej.

Retsstatsmekanismen trådte i kraft første gang i 2022 med det formål at lukke pengekassen for de medlemsstater, som ikke overholder grundlæggende retsprincipper. Det er godt, at EU her sætter foden ned. For SF er det vigtigt, at Danmark fortsætter rollen som kritisk vagthund i værnet omkring retsstatsprincipperne og de grundlæggende rettigheder. I Ungarn ser vi i øjeblikket en giftig propaganda mod lgbt+-miljøet, og i Polen er det retsvæsenets helt nødvendige uafhængighed, der forsøges underløbet. Retsstatsprincipper er afgørende for sammenhængskraften i EU, og når frie medier, ytringsfrihed og minoritetsrettigheder er på spil i visse medlemsstater, skal vi stå helt fast.

Af samme grund har vi i SF med glæde noteret os, at flere lande er gået ind i retssagen, som Kommissionen har anlagt mod Ungarns anti-lgbt-lov. Senest har Portugal og Irland meldt deres støtte, det samme bør Danmark gøre, og jeg håber, vi her i dag kan få udenrigsministerens klare tilsagn om, at også Danmark vil intervenere i sagen til støtte for Kommissionen.

Og når vi nu er ved EU-Domstolen, er det godt, at der nu fra dansk side anlægges et annullationssøgsmål ved domstolen om direktivet om passende mindstelønninger. Løn er nu engang et spørgsmål, som arbejdsmarkedets parter tager sig af, og ikke noget, Europa-Kommissionen skal fifle med. Vi bakker til gengæld fuldt op om at styrke den europæiske sociale dialog og sikre, at arbejdsmarkedets parter bliver fuldt inddraget, og vi er glade for, at der nu er mere løngennemsigtighed på vej. Det er en af de sager, mine dygtige kollegaer i Parlamentet har arbejdet hårdt for. Direktivet sender et stærkt og nødvendigt signal om ligestilling på arbejdspladsen. Også platformsarbejde står over for at blive reguleret, og her skylder regeringen at vise, at man ikke lader platformsbudene sejle deres egen sø uden elementære lønmodtagerrettigheder.

Redegørelsen kommer kort omkring skattespørgsmål, og hvordan der er opnået enighed om OECD-aftalen om minimumsbeskatning. Det er en sejr, at vi fik Ungarn til at løfte blokaden af lovforslaget, og derfor kan det undre, at aftalen ikke er uddybet nærmere i redegørelsen her.

Redegørelsen om udviklingen af EU-samarbejdet rummer som sagt mange gode elementer, men kampen mod skattely er igen i år underlig fraværende. Har regeringen helt glemt denne kamp? For det har vi i hvert fald ikke i SF. Jeg vil gerne minde regeringen om, hvor undergravende skattesnyd er for det indre markeds integritet og i sidste ende også for EU-borgernes velfærd.

En anden vigtig sag, der glimrer ved sit fravær i redegørelsen, er kampen for mere åbenhed i EU's institutioner. Vi vil gerne gentage vores opfordring til, at regeringen kaster sig ind i denne sag med alle kræfter. Lukkethed i Ministerrådet er et stort problem, og det udgør reelt det demokratiske underskud, som EU ofte beskyldes for at have. Tak for ordet.

Vi siger også tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Og så går vi videre til næste ordfører, hr. Jens Henrik Thulesen Dahl fra Danmarksdemokraterne.

Tak, formand, og tak til udenrigsministeren for redegørelsen. Som ministeren også skriver i redegørelsen, indeholder den en overflyvning over mange temaer, som er relevante i forhold til EU-samarbejdet i 2022, uden at den går i detaljer. Ét tema har naturligvis fyldt meget det seneste år: krigen i Ukraine. Det har fyldt på mange planer, både i forhold til selve krigen, sanktioner, humanitær støtte i Ukraine og støtte til dem, som har været nødsaget til at flygte fra Ukraine. Det er en støtte på mange planer fra EU's side, som vi fra Danmarksdemokraterne støtter fuldt op om. Ud over selve krigen og de direkte følger i og omkring Ukraine har krigen også haft en lang række følgevirkninger, som også har skullet håndteres. Energimæssigt stod vi med en afhængighed af bl.a. gas fra Rusland, som naturligvis gav Rusland en magt, som vi var nødt til at komme fri af. Derfor er det også godt, at EU samlet har kunnet tage initiativer til at finde alternativer til gassen og bredt skabe et grundlag for at skære på energiforbruget, hvilket har gjort, at vi energimæssigt er kommet nogenlunde godt igennem den netop overståede vinter. I den sammenhæng har det været rigtigt at give EU værktøjer til at sikre forsyning og styring af priserne. Det sidste er en balancegang, fordi priserne som udgangspunkt bør være markedsstyrede, men samtidig har vi et behov for at undgå, at nogen udnytter en helt særlig markedssituation og mangelsituation. Som vi ser det i Danmarksdemokraterne, har balancen i tiltagene været fornuftige.

Overordnet set mener vi i Danmarksdemokraterne, at det er vigtigt, at EU koncentrerer sig om de fælles ting: støtte til Ukraine, energiforsyning osv. Kort sagt er det det, som relaterer sig til det indre marked. Derfor er det også vigtigt, også for legitimiteten af hele EU-projektet i befolkningerne, at der ikke indsniges regler om ting, som ikke nødvendigvis skal gøres i fællesskab. Det er vigtigt at fastholde, at nationalstaterne skal have så meget selvbestemmelse og suverænitet som muligt. Derfor er det også godt, at regeringen har anlagt et annullationssøgsmål på mindstelønsdirektivet. Der er brug for, at regeringen og Danmark står fast på, at vi skal gøre tingene, som vi gør i Danmark, dvs. at vi kan fastholde den danske model på arbejdsmarkedet. Det er også vigtigt, at vi ikke bare lader stå til i forhold til kvoter på bestyrelser og regler om barsel. Hvorfor skal EU bestemme det? Hvorfor er det ikke noget af det, vi selv skal bestemme herhjemme? Og det er også vigtigt at skelne skarpt, når der tales om platformsarbejde; så kan det være godt og rigtigt at have regler i fællesskab, fordi ansættelserne går over grænserne. I Danmarksdemokraterne ønsker vi en klarere grænse mellem, hvor EU har kompetencen, hvor EU kan blande sig, og hvor EU ikke har. På de områder, hvor EU ikke har kompetencen, bør EU ikke bruge ressourcer på at blande sig, f.eks. på det sociale område, hvor EU har en holdning til børnepasning – skal det foregå i hjemmet eller institution? – og kvaliteten af pleje. Jeg ved godt, at jeg nok bliver belært om, at det jo er noget, vi selv kan beslutte og bestemme, men når det er det, hvorfor skal EU så overhovedet bruge sine begrænsede ressourcer på at arbejde med det? Det kan være, at ministeren senere hen kan opklare det for mig.

Endelig har vi et tema, som det er meget afgørende at få arbejdet med, og som desværre er rigtig, rigtig aktuelt: Migrantsituationen er udfordret. Senest, som beskrevet i medierne de seneste dage, forsøger mange flygtninge og migranter sig med sejlads over Middelhavet, mange skibe går ned, og mange drukner i forsøget. Det er tragisk for dem, som det går ud over, og vi er nødt til at forholde os til, hvordan vi kan imødegå det. Og det, vi har brug for, er naturligvis, at regeringen tager fat og får løst udfordringen med etablering af et modtagecenter uden for EU, som regeringen selv har beskrevet i regeringsgrundlaget. Jeg synes, det bliver ekstra bekymrende, når de ulykkelige hændelser fører til, at man overvejer at skabe lovlige ruter ind i EU. Det, vi har brug for i første omgang, er, at der sikres rammer, så man kan håndtere flygtninge og migranter uden for EU. Jeg savner derfor i redegørelsen en klar beskrivelse af, hvor langt regeringen er kommet med et modtagecenter, og hvilke planer regeringen har for at få det opfyldt. Vi kan ikke bare se mennesker drukne i forsøget på at nå EU, men vi kan heller ikke bare åbne grænserne for dem, som måtte ønske at komme hertil, for så vil vi snart stå i en situation som i 2015. Derfor er det helt afgørende, at regeringen kommer i gang og lever op til sine mål.

Jeg ser frem til at høre ministerens svar og kommentarer hertil. Tak for ordet.

Der er, indtil videre i hvert fald, en enkelt spørger. Det er hr. Jan E. Jørgensen. Værsgo.

Tak for det. Og velkommen i EU-debatten til Danmarksdemokraterne. I er jo et nyt parti, som vi andre ikke sådan helt ved hvor står på EU-dagsordenen, og derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge lidt mere ind til retsforbeholdet.

Vi havde for nylig en gennemgang af retsforbeholdet i Justitsministeriet, hvor vi fik at vide, at det er en operationel begrænsning for dansk politi; det gør simpelt hen dansk politi dårligere i stand til at få fat på internationale forbrydere, altså ved grænseoverskridende kriminalitet oplever dansk politi ulemper i forhold til politiet i de øvrige EU-lande. Hvordan forholder Danmarksdemokraterne sig til, at Danmark kunne tilslutte sig Europol fuldt og helt?

Ordføreren.

Jamen helt overordnet set synes vi sådan set, det er fint, at vi fortsat har retsforbeholdet. Jeg anerkender ikke, at der er voldsomme praktiske problemer i forhold til politiets udførelse af deres opgaver i den der sammenhæng.

Fremadrettet må vi selvfølgelig se på, hvordan vi kan skelne. Men når jeg i dag gør meget ud af at sige, at det, der er vigtigt for os i Danmarksdemokraterne, er, at vi skelner meget klart mellem vores kompetence i Danmark og kompetencen i EU, så er vi nødt til at være meget skarpe på den grænsedeling, før vi kan gå ind i diskussionen om, hvordan vi åbner op for nye områder.

Spørgeren.

Nu kan man selvfølgelig altid diskutere, hvornår et problem er voldsomt, men det fremgår klart og tydeligt af redegørelsen fra Rigspolitiet, at dansk politi ikke har de samme muligheder for eksempelvis at tjekke nummerplader, personers identitet, pas osv. op mod Schengenregistrene. Det er sådan, at man simpelt hen skal tage sin telefon, og så skal man ringe til en medarbejder og sige: Kan du lige slå den her nummerplade op, for jeg kunne godt lige tænke mig det og det? Og det kan man sige sig selv er langt mindre effektivt, end hvis man bare kan gå ind at tjekke det automatisk på sin device.

Altså, kan Danmarksdemokraterne pege på, hvilke fordele dansk politi har af, at vi ikke er fuldt og helt medlem af Europol? For Rigspolitiet kunne nemlig ikke pege på sådan en fordel.

Ordføreren.

Altså, med de besøg, jeg har været på, hos politiet også i grænseområdet, oplever jeg faktisk, at det, de fortæller mig, er, at de ikke har alvorlige problemer med det her – men tværtom at de faktisk har de muligheder, som de har brug for.

Så er den næste spørger fru Theresa Scavenius.

I forhold til annullationsspørgsmålet vil jeg bare høre, om ordføreren er klar over eller vil anerkende, at spørgsmålet ikke handler om, hvorvidt det her passende minimumsdirektiv er i konflikt med den danske model – tværtimod understøtter det faktisk den danske model – men primært handler om de lande, hvor der er en mindsteløn, som ikke fungerer, og hvor folk har et arbejde, men stadig kan klassificeres som fattige. Så anerkender ordføreren det?

Ordføreren.

At direktivet handler om det – er det det, spørgsmålet handler om? Undskyld. (Theresa Scavenius (ALT): Ja). Jamen det, der er væsentligt for os i Danmarksdemokraterne, er, at vi egentlig sætter foden ned der, hvor direktiver vil kunne udfordre den danske model. Det er heller ikke vores holdning, at vi i Danmark skal være med til at bestemme, hvordan arbejdsmarkedets regler skal være i de andre EU-lande. Det er det, jeg hører spørgeren sige at man går op i, altså at vi er med til at bestemme den vej rundt.

Spørgeren.

Det handler om, hvorvidt vi vil tage et fælles ansvar for, at vi i fællesskab har et Europa, hvor der ikke er fattige mennesker, der har et arbejde. Så er spørgsmålet selvfølgelig: Vil vi bidrage til det fra dansk side, eller vil vi ikke? Det er selvfølgelig et politisk spørgsmål. Det, jeg bare gerne ville spørge ind til, var, hvorvidt du anerkendte, at lige præcis det her direktiv ikke handler om den danske model. Det er bare det, jeg synes er rigtig vigtigt, altså at vi ved, hvad vi snakker om.

Ordføreren.

Men det, der ligger i direktivet, udfordrer den danske model, og det er jo dilemmaet i det med at lave fælles regler, i og med at vi har forskellige ordninger og forskellige arbejdsmarkedssammensætninger rundtomkring i EU. Derfor vil der også være behov for forskellige regler og ikke fælles regler på det her område.

Så siger vi tak til ordføreren. Og så er den næste ordfører hr. Alexander Ryle fra Liberal Alliance. Velkommen til.

Tak for ordet, formand, og tak til udenrigsministeren for redegørelsen. Det er jo en redegørelse, som kommer vidt omkring: krig i Ukraine, energikrise, grøn omstilling, indre marked, digitalisering, EU's udvidelse, sikkerhed og forsvar og meget, meget andet. For et nyvalgt folketingsmedlem som mig, som indtil nu har betragtet europæisk politik lidt på afstand, og som i dag står her på Folketingets talerstol for allerførste gang, bliver det ekstra tydeligt med denne redegørelse, at 2022 på mange måder blev et skelsættende år for Europa, og at EU's rolle er utrolig vigtig.

For mig har Putins overfald på Ukraine overskygget næsten alt andet. Krigen har fuldstændig vendt op og ned på livet for millioner af mennesker og har ændret den geopolitiske situation og sat fokus på vigtigheden af stærke internationale fællesskaber, der kan stå sammen om at stå imod. I EU har medlemslandene over en bred kam stået sammen om vores støtte til Ukraine både gennem donationer af militært udstyr og ved at vedtage meget omfattende økonomiske sanktioner mod Rusland. Krigen har bevist, at sammenholdet i EU er stærkt. På trods af interne uenigheder har vi hurtigt og kontant været i stand til at svare igen på den russiske aggression, og det er her, EU-samarbejdet virkelig har vist sit værd. Det er et smukt eksempel på det, jeg mener er en af EU's kerneopgaver, nemlig at sikre fred i Europa – i dette tilfælde ikke gennem hård militær magt, men ved at bruge den økonomiske magtposition, EU har, til at presse vores fjender til forhåbentlig snart at komme på bedre tanker.

Men EU skal også have de rå militære muskler til at kunne forsvare sig selv, til at kunne opretholde freden i landene omkring os og til at kunne beskytte Europas ydre grænser. Derfor har vi i Liberal Alliance også i flere år været fortalere for, at Danmark skulle melde sig fuldt og helt ind i det europæiske forsvarssamarbejde ved at afskaffe forsvarsforbeholdet. Det er endelig sket, og det er vi selvsagt rigtig glade for. Vi kommer til at holde øje med, hvordan det samarbejde kommer til at udvikle sig. Men når det giver mening, skal Danmark naturligvis være med helt inde i kernen af forsvarssamarbejdet. Derfor støtter vi også dansk medlemskab af Det Europæiske Forsvarsagentur og deltagelse i Det Permanente Strukturerede Samarbejde på forsvarsområdet.

I juni tildelte Det Europæiske Råd kandidatstatus til Ukraine. Den beslutning bakker vi hundrede procent op om i Liberal Alliance. Det var med til at fjerne enhver tvivl om EU's opbakning til Ukraine, som ellers længe var blevet dyrket af Rusland. Ukraine kæmper både for deres egen og for vores frihed, og de betaler en høj pris hver eneste dag i form af tabte menneskeliv og ødelæggelse af deres land. Der kan i min optik ikke være nogen tvivl om, at krigen og ukrainernes modstand mod Rusland har vist os, at Ukraine hører til i Europa. Derfor mener jeg også, at Danmark bør arbejde aktivt for, at der hurtigst muligt bliver sat gang i forhandlingerne om Ukraines fulde optagelse i EU.

Der, hvor EU-samarbejdet virkelig kan noget, er, når vi står sammen over for grænseoverskridende udfordringer, som vi i sagens natur ikke kan løse alene i Danmark. Et godt eksempel var den energikrise, Europa pludselig stod i bl.a. som følge af krigen i Ukraine og ønsket om at mindske afhængigheden af gas fra Rusland. Energipriserne steg og steg og pressede også danske familier på deres økonomi. EU's tiltag i form af reduktionsmål, fælles gasindkøb, solidaritet i forhold til forsyning af gas på tværs af grænser osv. virkede, og gaslagrene i Europa blev fyldt op igen.

Et andet område, hvor EU kan og skal spille en vigtig rolle, er i den grønne omstilling. Danmark kan ikke løse klimakrisen alene. Det er vores andel af den globale CO2-udledning simpelt hen for lille til. Men vi kan presse på for, at EU går forrest i den grønne omstilling, og det mener vi skal ske gennem ambitiøse fælles reduktionsmål og en udvidelse af EU's kvotesystem. På den måde kan vi lade markedskræfterne drive omstillingen fra fossil til grøn energi. Derfor er det også godt, at EU har vedtaget nye ambitiøse mål og har udvidet kvotesystemet til at omfatte vejtransport og bygninger.

Der skal ikke være nogen som helst tvivl om, at vi i Liberal Alliance helt grundlæggende mener, at medlemskabet af EU er en stor gevinst for Danmark, og vi ønsker, at Danmark vedbliver med at være en aktiv medspiller i det europæiske samarbejde. Men jeg bliver også nødt til at sige klart og tydeligt, at vi mener, at EU på en række områder er ved at rykke sig langt væk fra den oprindelige idé med EU og blander sig i ting, som udelukkende bør være et anliggende for medlemsstaterne. Øremærket barsel, mindsteløn og minimumsskat er bare nogle af de områder, hvor EU allerede har udvidet eller arbejder hen imod at udvide deres indflydelse i den seneste tid. Den retning er vi lodret imod i Liberal Alliance.

EU skal fokusere på det, som EU er skabt til, nemlig at sikre fred, frihed og frihandel. EU skal ikke udvikle sig til en social union, som blander sig i løndannelsen på det danske arbejdsmarked; EU skal ikke blande sig i, hvordan danske familier fordeler barslen mellem mor og far; og EU skal ikke blande sig i, hvordan vi beskatter virksomheder i Danmark.

I år er også året, hvor det indre marked fylder 30 år. For os er det netop kernen i EU, og hvad EU oprindelig var tænkt som: en frihandelsunion, hvor varer, tjenesteydelser og arbejdskraft frit kan bevæge sig inden for unionens grænser. Det er en kæmpe succeshistorie ikke mindst for Danmark. På grund af det indre marked og vores medlemskab af EU er det danske bnp 140 mia. kr. større, end det ville have været, hvis vi havde stået uden for. Så det er entydigt en god ting, at Danmark som en lille åben økonomi er en del af det store fællesskab i Europa.

På nogle områder er grundidéen om det indre marked og den fri bevægelighed dog udfordret. Det kollaps af det europæiske asylsystem, som vi oplevede i 2015, har betydet, at landene har lukket sig mere om sig selv og dermed også lukket deres grænser – og med god grund, for der er ikke styr på situationen. Det var der ikke i 2015, og det er der ikke i dag. Hver dag ankommer nye både med migranter til Italien, Spanien og Grækenland, og vi overlader stort set problemerne til de lande, der befinder sig i grænselandet mellem EU og Afrika.

Det er Liberal Alliances ønske, at vi hurtigst muligt får fjernet grænsekontrollen mellem Danmark og vores nabolande. Den er til stor gene for mange mennesker, der hver dag krydser grænsen, og den koster virksomhederne millioner af kroner hvert år, når deres lastbiler skal holde i kø på vej ind og ud af Danmark. Men det forudsætter, at vi styrker EU's ydre grænser, og at vi finder en holdbar løsning, så vi ikke efterlader alle problemerne i grænselandene. Også derfor er det vigtigt, at Danmark har meldt sig fuldt og helt ind i det europæiske forsvarssamarbejde.

Her til sidst vil jeg gerne pege på et område, hvor jeg mener at EU kommer til at spille en meget vigtig rolle i fremtiden, nemlig digitaliseringsområdet. Det er endnu et eksempel på et område, der af natur er grænseoverskridende, og som det ikke giver mening at vi forsøger at finde vores egne løsninger på. For at sikre et velfungerende digitalt indre marked skal EU levere regulering på områder som platformsarbejde, kunstig intelligens, onlinemarkedspladser, anvendelse af data osv., så hvert land ikke opfinder deres egne regler. Gennemtænkt fælles regulering vil være til glæde og gavn for både forbrugere og virksomheder. Men som med al anden regulering skal vi passe på, at den ikke bliver så stram, at den kvæler ethvert potentiale eller fremskridt. Vi skal beskytte forbrugeren, men vi skal samtidig finde en balance, hvor ny teknologi giver grobund for innovation og mulighed for at kunne gøre tingene smartere, hurtigere og mere fleksibelt. Danmark er et foregangsland inden for digitalisering, og vi har derfor en oplagt mulighed for at dele vores viden og erfaringer med de andre medlemslande. Jeg håber, regeringen vil deltage aktivt i det samarbejde. Tak for ordet.

Så siger vi også tak til ordføreren. Undskyld, var der korte bemærkninger? Beklager, det så jeg ikke. Det vælter jo ligefrem ind. Den første er fra hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre. Værsgo.

Man skal da ikke have sin debut på Folketingets talerstol uden at få stillet spørgsmål. Det ville næsten være tarveligt. Tak for en rigtig fin tale. Velkommen i dette fine Ting, hvor vi træffer store beslutninger.

Med hensyn til store beslutninger var det ikke en stor beslutning at læse Simon Emil Ammitzbøll-Billes bog, men i bogen står der noget om store beslutninger, og en af dem var dengang, hvor Liberal Alliance anbefalede befolkningen at stemme nej til en ophævelse af retsforbeholdet og i stedet for at indføre en tilvalgsordning. Hvor står Liberal Alliance henne i dag? Deler man sin forhenværende partifælle Simon Emil Ammitzbøll-Billes konklusion om, at det var en fejl, at man gik ud og anbefalede et nej?

Ordføreren.

Tak for spørgsmålet. Jeg har ikke haft mulighed for at læse bogen endnu – jeg er startet på den, men jeg er ikke kommet så langt – så jeg ved ikke, præcis hvad det er, han har skrevet i den bog. Men jeg kan sige så meget, at vi står det samme sted i dag, som vi gjorde dengang, nemlig at vi mener, at det er fornuftigt med et retsforbehold.

Spørgeren.

Det er jeg rigtig ked af at høre, og jeg vil anbefale at læse bogen rigtig grundigt, for han kommer med nogle virkelig gode argumenter for, hvorfor det ikke var så smart, at Liberal Alliance indtog det standpunkt dengang.

Ordføreren.

Jamen jeg ser også frem til at få den læst, når jeg lige får lidt tid til det. Jeg vil gerne anerkende, at der er nogle dele af det, som er lidt problematiske, særlig i forhold til Europol-samarbejdet, som vi også deltog i en teknisk gennemgang af for nylig. Og der vil jeg bare opfordre til, at regeringen gør alt, hvad de kan for at sikre, at Danmark kan være mest muligt med i det samarbejde, også uden at vi behøver at ophæve retsforbeholdet.

Så er det fru Karin Liltorp.

Tak for det. Jeg vil først og fremmest også sige tak for en god jomfrutale. Og derudover vil jeg bare sige, at jeg glæder mig til, at vi kan få lov at lukrere noget mere på din viden om det digitale område i Europaudvalget. Det tror jeg bliver til stor gavn for os alle sammen.

Ordføreren.

Tak. Som jeg også sagde i talen, tror jeg, det bliver et af de rigtig vigtige områder i den kommende tid, og jeg håber, det er noget, vi kan have nogle gode diskussioner om i Europaudvalget og i Udvalget for Digitalisering og It. For det er jo et område, som vi er nødt til at arbejde sammen om i flere udvalg for at sikre, at vi kan komme længst muligt i forhold til at anvende digitalisering til at opfylde nogle af de ting, som vi rigtig gerne vil forbedre. Det kunne f.eks. være den grønne omstilling. Så det glæder jeg mig til at samarbejde med jer alle sammen om.

Så er det fru Theresa Scavenius.

Ordføreren siger, at EU ikke skal gå ind og forholde sig til sociale spørgsmål som f.eks. barsel osv. Men er det korrekt forstået, at Liberal Alliance heller ikke går ind for, at vi i Danmark laver særlig meget regulering inden for det sociale område, herunder f.eks. barsel?

Ordføreren.

Nu kommer jeg lidt væk fra mine ordførerskaber. Regulering kan jo være fornuftig. Jeg kan ikke stå her og sige, at vi er for eller imod meget regulering. Altså, regulering skal laves, når det giver mening. Og vi er slet ikke afvisende over for at lave regulering, men det skal selvfølgelig give mening, og der tror jeg bare, at vi er bedre til at gøre det i Danmark i forhold til at overlade den kompetence til Europa.

Spørgeren.

Min pointe er bare, at der måske er nogle politiske uenigheder om, hvorvidt man synes, at der politisk skal håndteres nogle sociale udfordringer, herunder f.eks. regler for barsel, versus at det faktisk er et europæisk spørgsmål. Så i stedet for det der med, at det bliver formuleret som en kritik af EU, kunne man jo også bare sige: Vi går slet ikke ind for den regulering, hverken i Danmark eller i Europa. Altså, den type politisk samtale kunne jeg godt tænke mig at komme hen til, i stedet for at man hele tiden skal bruge EU som skydeskive i forhold til noget politik, man egentlig heller ikke går ind for herhjemme.

Ordføreren.

Altså, vi mener jo grundlæggende, at familier selv skal kunne indrette deres barsel, som de har lyst til, at man selv skal kunne vælge, om det er far eller mor eller begge to, der tager barslen. Og det er, fordi vi tror på, at det ved familierne bedst selv. Det ved jeg ikke, altså hvordan andre familier bedst kan indrette deres hverdag. Og på samme måde ved EU ikke, hvordan vi skal indrette vores barsel herhjemme. Eller det mener jeg i hvert fald ikke at de ved bedre, end vi selv ved.

Så siger jeg tak til ordføreren. Nu ser det ud til, at der ikke kommer flere til. Vi går til næste ordfører, og det er fru Helle Bonnesen fra Det Konservative Folkeparti.

For ca. 25 år siden var jeg i Ukraine til en jobsamtale. Det var ikke ligefrem et sted, jeg havde forestillet mig jeg skulle komme til at arbejde, og det kom jeg så heller ikke til; jeg fik ikke jobbet. Men det gav mig dog trods alt et besøg i Ukraine. Jeg var der i en periode, og det var ikke, så lang tid efter koldkrigen var ophørt. Det gjorde et stort indtryk på mig. De fejrede deres situation, og bl.a. var det helt store samtaleemne, at man lige havde åbnet en McDonald's – den første i Ukraine. Jeg boede på byens måske eneste hotel, i hvert fald et meget sparsomt hotel, ved siden af en sytøjsforretning. Og jeg kan huske, at selv om jeg ikke fik jobbet, kom jeg hjem med en fornemmelse af, at her er et land med håb, med fremtid og med en ny selvstændighed. Og den situation, vi så står i i dag, og det indtryk, jeg fik af den redegørelse, der er forelagt, satte tankerne i gang og tilbage til det håb, der var, og frem til den situation, vi så står med nu, som er så begrædelig. Så mange tak til udenrigsministeren for redegørelsen.

Som ny her i Folketinget er redegørelsen værd at reflektere over, for den viser jo, hvor dynamisk og kritisk bare et enkelt år kan være, og tænk, at redegørelsen kun dækker et enkelt år, 2022. Jeg vil derfor gerne kreditere for, at man har valgt at fokusere på den overordnede udvikling i EU-samarbejdet, for alene den overordnede gennemgang er ret fortættet.

2022 var 50-året for Danmarks afstemning om indtræden i EU eller måske rettelig EF, og i forbindelse med jubilæumsåret fik vi jo her i Folketinget mulighed for at deltage i en borgerhøring på Teams, hvor man i en gruppe blev matchet med borgere. Jeg tænkte, at som ny var det måske en meget god idé at få det input, der kunne være i den sammenhæng, så jeg havde sådan en aften med en række borgere. De var samledes først og havde haft en diskussion og blev så hægtet op på et enkelt medlem af Folketinget, og der er måske flere her, der gjorde det samme. Men i den gruppe, jeg var i, den gruppe, som jeg diskuterede med, var der især én ting, der kom frem som en stor bekymring. Det var krigen i Europa, og ikke bare krigen i Europa, men vores deltagelse i den krig, og hvordan Danmarks ageren er med de andre lande i EU. Den bekymring er så rigeligt tilgodeset i redegørelsen. Redegørelsen handler selvfølgelig om mange delemner, men det store fokus, som også mange andre ordførere her har været inde på, er Ukraine, hvor EU i et tæt parløb med USA og andre NATO-allierede har indført omfattende og hårde sanktioner for at isolere Rusland, og dette er fulgt op af genopbygningsplatformene for Ukraine. Og så kommer hele energiområdet, hvor vi atter bliver mindet om vigtigheden af en accelereret grøn energiomstilling, så vi ikke længere har importafhængigheden af russiske fossile brændsler. Og endelig som en konsekvens er der hverdagen med den høje inflation og en vækst med trange vilkår.

Vi havde som bekendt valg den 1. november, og 5 måneder tidligere havde vi jo også et valg, nemlig om EU-forsvarsforbeholdet. Igen er der her et link til den ukrainske krig, fordi vi jo med to tredjedeles flertal, og tak for det, fik et ja. Det betyder, at vi nu har ikke blot muligheden, men også retten til at deltage i EU's militære missioner og operationer. Det er et arbejde, som vi som land tager alvorligt, for det er alvorligt. Og i en situation med krig i Europa er det ikke overraskende, men alligevel bemærkelsesværdigt, at EU's udvidelse bliver så varmt et emne. Vi har set, at krigsnære områder som både Moldova og Georgien har ansøgt om medlemskab, og også andre lande som Albanien og Nordmakedonien er i optagelsesforhandlinger. Det vidner om EU's styrke – et EU, som indtil nu primært har fungeret i fredstid. EU har en berettigelse, måske især i krigstid, og vi kommer tilbage til det egentlige formål med etableringen af fællesskabet.

Til slut vil jeg blot sige tak, igen, til udenrigsministeren for en god redegørelse, som Konservative tager til efterretning.

Der er ikke nogen, der har meldt sig ind, så jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Velkommen.

Tak for det, og tak for redegørelsen. Jeg skal sige, at jeg står her, fordi min kollega Søren Søndergaard er på rejse. Det er ham, der er partiets EU-ordfører normalt.

At det europæiske samarbejde står i og står over for kolossale opgaver, udfordringer og problemer, er ikke svært at se, og det er heller ikke svært at se, at internationalt og europæisk samarbejde på flere stræk er noget, vi har kolossalt brug for; der er også brug for politisk handling og for knofedt for at få det internationale og europæiske samarbejde til at løse de store, store kriser, som verden står med.

I Europa står vi over for en lang række udfordringer og problemer, som kræver politisk handling, og hvor et internationalt samarbejde er fuldstændig nødvendigt og i øvrigt også ønskeligt for at løse dem. Det europæiske samarbejde burde spille en helt central rolle i at løse mange af de her udfordringer. Derfor har vi jo også, synes vi i Enhedslisten, brug for et velfungerende europæisk samarbejde til at understøtte, løfte og tage udfordringerne seriøst. Men desværre er det sådan, at det EU, vi har i dag, ikke hele vejen igennem er en medspiller, tværtimod.

Bare for at nævne et par eksempler vil jeg starte med klimaet. Nogle gange må man konstatere, at EU ikke lever op til løfterne om, at man gerne vil bekæmpe klimaforandringer. EU lever ikke op til Parisaftalen, og på flere områder blokerer EU for, at de enkelte EU-lande kan vælge at gå videre end det, som man har vedtaget i fællesskab. F.eks. er det positivt, at EU har vedtaget et forbud mod fossilbiler i 2035. Det positivt, at man har gjort det, men det er alt, alt for sent, og derfor er det også et problem, når EU's regler blokerer for, at vi i Danmark kunne vedtage at gøre det tidligere. Den tidligere danske regering havde den position, at det skulle træde i kraft i 2030, men det var det, der blev udfordret af EU-spillereglerne.

Et andet godt eksempel er kampen mod skattely og skatteunddragelse. Vi ved, at multinationale selskaber hvert år snyder statskasserne i Europa og ikke mindst i det globale syd for milliarder af kroner. EU's egne skattely, bl.a. Luxembourg, spiller en helt central rolle i det her, men EU's skattelyliste eller sortliste af skattely fritager fuldstændig automatisk EU's egne skattely og giver i øvrigt et fripas til en lang række af de lande, som tilhører verdens værste skattely. Det er helt håbløst, når man påtænker, hvor store skatteindtægter EU-landene og landene i det globale syd mister, fordi multinationale selskaber er i stand til at gemme deres penge et andet sted. Det er en meget, meget stor del de skatteindtægter, som Danmark mister til skattely, som går til skattely i EU.

Et tredje eksempel er kampen mod social dumping. Skruppelløse arbejdsgivere kan fortsat importere og udnytte billig arbejdskraft fra udlandet, og EU understøtter løndumping ved at begrænse myndighedernes og fagbevægelsens muligheder for at kontrollere virksomhederne, samtidig med at man vil vedtage et indgribende direktiv om lønforhold, som en samlet fagbevægelse i Danmark ellers er enige om risikerer at undergrave hele den danske arbejdsmarkedsmodel med kollektive overenskomster.

Det gælder også kampen for at sikre, at der ikke er farlig kemi i forbrugernes produkter. Lange, bureaukratiske, uigennemsigtige og virksomhedsvenlige EU-lovgivninger svækker myndighedernes muligheder for at handle hurtigt. Og så gælder det kampen for værdier som demokrati og modstand mod reaktionære og undertrykkende regimer, hvor EU ofte i alt for høj grad ser til, mens lande som Polen og Ungarn bevæger sig i en mere og mere reaktionær og antidemokratisk retning, og hvor man fortsat vælger at gøre det økonomiske samarbejde med undertrykkende regimer større.

Mange af de her problemer kan i vid udstrækning føres tilbage til grundlæggende problemer med den måde, som EU-samarbejdet er skruet sammen på. Det er nemlig et samarbejde, hvor hensynet til markedet og virksomhedernes profitter alt for ofte sættes først. Men skal EU være et europæisk samarbejde, som reelt skal løse de mange problemer, som vi står over for, er der brug for at gøre noget ved traktatgrundlaget, så det ikke er markedet, der er det ultimative centrum, men så det er fælles værdier og kampen for at løse grænseoverskridende problemer som klimakrisen, skattely, økonomisk ulighed osv., der står i centrum.

Når det er sagt, er det også værd at bemærke, at problemerne ikke kun er noget, der ligger i EU's grundlag. Det er en lang, sej kamp at skulle ændre det. Men et andet lige så stort problem, som vi oplever, synes vi i hvert fald i Enhedslisten, er, at vi har en fodslæbende regering; en regering, som ikke ønsker eller forsøger at udnytte de muligheder, der kan være for at udfordre status quo i EU nu og her. Alt for ofte bruges EU-reglerne som en undskyldning for politisk passivitet i Danmark.

Igen vil jeg komme med et par eksempler. Vi ser det, når regeringen til trods for direkte opfordringer fra Europa-Kommissionen ikke vil udelukke skattelyvirksomheder fra at kunne modtage offentlige skattekroner i form af hjælpepakker. Vi ser det, når EU lægger op til at fjerne momsfritagelsen for kunstnerisk virksomhed med henvisning til EU-retten, selv om uafhængige jurister har fastlagt, at det behøver regeringen ikke. Og vi ser det, når regeringen uden at blinke eller at tage kampen op vil indføre regler, som gør det langt dyrere for brugerne af sundhedstilbud som fitness, yoga eller danseskoler, alene fordi EU har bestemt det – heller ikke her vil man fra regeringens side udfordre det.

Men det er muligt at udfordre det, og det kan faktisk også være en politisk pligt at forsøge at udfordre EU-lovgivningen, når det taler for det. Vi håber, at det er noget af det, vi kan gøre sammen i det kommende folketingsår og i den indeværende regeringsperiode. Vi håber på det – vi vil gøre vores fra Enhedslistens side. Tak for redegørelsen.

Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Theresa Scavenius.

Ordføreren kritiserer den europæiske klimapolitik og siger, at den ikke er ambitiøs i forhold til den danske. Så vil jeg bare spørge ordføreren, hvorvidt ordføreren er vidende om, at Klimarådet lige har udgivet en rapport, der siger, at den europæiske klimapolitik er mere ambitiøs end den danske, og at den vil presse den danske klimapolitik de næste par år.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg kender desværre ikke alle Klimarådets rapporter i detaljer, men pointen var måske også mere at sige, at på nogle områder lægger EU en bremse på, at man i de enkelte lande kan gå videre, f.eks. når det gælder forbud mod biler, der kører på fossilt brændstof.

Spørgeren.

Ja, men der indsniger sig en misforståelse på en lang række punkter. Men så kan jeg spørge på en anden måde: Hvordan tænker du at vi fra dansk side, hvis nu vi slet ikke havde EU, så ville kunne løfte byrden i forhold til klimapolitikken og skattely, som jeg hører ordføreren interesserer sig for? Hvordan skulle vi gøre det uden et europæisk samarbejde?

Ordføreren.

Det spørgsmål tror jeg ordføreren skal stille til et andet parti. Jeg står faktisk og argumenterer for, at begge dele er noget af det, vi gerne vil se et europæisk samarbejde være med til at løfte.

Så er det fru Karin Liltorp fra Moderaterne.

Tak for det. Ordføreren nævner de problematiske forhold, der nogle gange er i Polen og Ungarn, og jeg vil høre, om ordføreren anerkender, at det faktisk er gennem EU, vi har mulighed for at lægge pres på de her lande for at få forbedret de her forhold.

Ordføreren.

Ja, det anerkender jeg, og jeg ville ønske, at man gjorde det.

Spørgeren.

Så vidt jeg er informeret, lægger man jo netop pres på dem. Bl.a. har man forhindret Ungarn i at modtage de udbetalinger, de ellers skulle have, netop med henvisning til at de bliver nødt til at rette op på forholdene. Det ved jeg ikke om ordføreren har nogle kommentarer til.

Ordføreren.

Vi mener i Enhedslisten, at der skal gøres væsentlig mere for at bekæmpe de reaktionære tendenser, der er i bl.a. Polen og Ungarn, også fra EU's side.

Så er der ikke flere korte bemærkninger til ordføreren, og jeg siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Theresa Scavenius fra Alternativet. Velkommen til.

Tak for det. Nu er vi alle sammen ved at være trætte, tænker jeg, efter en lang dag med mange spændende diskussioner, og vi har lyttet intenst, og jeg tror efterhånden, jeg er den sidste, som skal sige nogle bemærkninger om det.

Jeg synes egentlig grundlæggende, jeg er ret pessimistisk, når vi snakker global politik – det gælder klimapolitikken, sikkerhedspolitikken, demokratiet osv. – jeg er rigtig pessimistisk, men når jeg nogle gange er lidt optimistisk, så er det faktisk, når jeg kigger på, hvad der foregår nede i Bruxelles og i den europæiske politik. Det er også derfor, jeg er rigtig ærgerlig over, at vi i den danske sammenhæng ligesom endnu ikke har forstået, hvor vigtigt Europa er i forhold til det her bolværk imod resten af verden, som i hastig grad bevæger sig væk fra demokrati, retssikkerhed, klimapolitik, miljøpolitik osv. Så jeg kunne rigtig godt tænke mig, at vi på et tidspunkt kom derhen, hvor vi havde normaliseret europapolitikken, så det bare handler om de politiske uenigheder, altså om vi synes, at vi skal lave regler for barsel, eller om vi ikke synes det, og at det ikke handler om en diskussion om et for eller imod Europa, men det handler om et for eller imod en regulering af sociale alle andre områder. Så en normalisering af den europæiske politik ville simpelt hen være så godt, og det er jo det her med, at vi skal forstå, hvad Europa er.

Det er jo et efterkrigstidsprojekt, et vildt eksperiment, hvor vi har lavet nogle institutioner, hvor det handler om, at vi ikke bekriger hinanden, og hvor det ikke handler om territoriale interesser, men hvor det handler om, at vi bor inden for den samme region, og at vi skal finde ud af det i fred og fordragelighed og herunder understøtte bæredygtige vilkår for os alle sammen. Så hvis man virkelig forstår det på den måde, har Europa jo været en kæmpe succes, og det synes jeg virkelig også vi selv i Danmark har lukreret rigtig meget på, og det ville jo også være rigtig passende, hvis vi politisk kunne snakke om det på den måde, sådan at EU ikke bliver brugt som den der skydeskive, hver gang man politisk er uenige. For det underminerer borgernes tillid til det europæiske fællesskab, og det er rigtig problematisk i en tid, hvor resten af verden bevæger sig væk fra et velfungerende vidensbaseret politisk fællesskab.

Så er der selvfølgelig masser af bagsider af det samfund, vi har skabt, og det er jo også det, som redegørelsen går rigtig meget ind i, og den her bagside af det europæiske fællesskab handler om det økonomiske, og hvordan det generelt er i verdenssituationen. Vi kan også kigge på det moralske i forhold til flygtninge, og vi kan også kigge på klimapolitikken. Men det, jeg faktisk godt kunne tænke mig at fokusere på, er lidt, hvad det er for nogle konsekvenser, der er af det europæiske samarbejde. For ja, det har haft en positiv effekt for rigtig mange lande, herunder Danmark, men det har også haft rigtig mange negative effekter. Der har man jo så i mange årtier været lidt ligeglade med, at vi har haft en landbrugspolitik, hvor vi bruger 36 pct. af vores ressourcer på at støtte vores eget landbrug, hvilket måske så ligesom har haft negative konsekvenser for f.eks. Nordafrika. Det har vi så politisk set været ret ligeglade med, fordi det har gjort os selv godt.

Udfordringen i dag – og det er der, hvor det bliver ret interessant – er, at man begynder at kunne se, at der er en sammenhæng mellem de negative effekter, vores politik har, f.eks. i Nordafrika, altså at det sikkerhedspolitisk, flygtningepolitisk og klimapolitisk har en effekt på den sikkerhed, vi havde herhjemme. Det vil sige, at der bliver det her hjul, som vi ligesom bliver spundet ind i, og det går nu op for rigtig mange. Derfor er det, at vi, når vi snakker klimapolitik, og at nye politikker skal løse alle de her ting – og jeg synes jo, at redegørelsen har alle emnerne, altså Afrikapolitik osv. – bliver nødt til at gribe i egen barm og sige, at vi f.eks. ikke kan have en ny Afrikapolitik oven på den landbrugspolitik, vi har, men at vi også bliver nødt til at have en revision af den måde, vi bedriver landbrugsstøtte på herhjemme. Så det synes jeg var en af mine vigtigste pointer, altså at vi bliver nødt til at forstå, at vores handelspolitik og landbrugspolitik har negative effekter, og at vi, hvis vi bekymrer os for det økonomiske, handelspolitiske og sikkerhedspolitiske, så ligesom burde starte herhjemme.

Så min anden pointe er det her med, at der faktisk er ved at ske et rigtig interessant skifte i det europæiske fællesskab. For der har i rigtig lang tid været fokus på det her med konkurrence, og at vi ligesom bare skulle konkurrere på det globale marked, men der er jo faktisk ved at ske et politisk skifte, og det er jo også det, der kommer frem i dag, med industriplanen og en lang række andre politikker. Der sker lige nu et skifte i Europa, hvor der kommer en ny økonomisk politik, en ny forsvarsforståelse, en ny sikkerhedspolitik og dermed også en ny socialpolitik. Der vil jeg bare sige til alle jer, der er lidt kritiske over for det, at jeg tror, I bliver nødt til at acceptere, at det er den vej, Europa lige nu går, og at vi, hvis vi ikke bliver medspillere, bliver modspillere, og at vi bliver set lidt som sådan en eller anden provins. Det er lidt, ligesom når nogle lidt ironisk kigger på de små lande oppe fra nord, så vil der i Bruxelles blive set sådan på os: Hvad er det for et skørt land oppe i Nordeuropa, som ikke har forstået, hvad det egentlig er for en verden, vi er i?

Så lad os komme ud af det her provinshul og faktisk se os selv som en medspiller i det globale spil i stedet for hele tiden at kigge indad. Og det er jo også her, jeg bliver nødt til at nævne det her med annullationsspørgsmålet. Jeg synes, det er dybt problematisk, at vi stadig væk ikke har forstået, hvor vigtigt Det Europæiske Fællesskab er, og det her med, at vi igen bruger EU til at lave politisk drama, i stedet for at vi faktisk siger, at det da er megafedt med et direktiv, der sikrer, at der er en hel masse fattige mennesker i Europa, der får bedre vilkår. Hvordan kan man i et velfærdsland som Danmark have den luksus at synes, at det skal et europæisk fællesskab ikke være med til at bestemme? Det synes jeg er enormt egoistisk af os i Danmark, så jeg håber, at det på et tidspunkt bliver trukket tilbage, eller at det ikke bliver til noget.

Min næste pointe er det her med, at jeg synes, vi bliver nødt til at have en ærlig samtale om, hvordan vi laver de her forskellige politikker, og der synes jeg netop igen, at redegørelsen nævner alt det rigtige, men at den på en eller anden måde også er lidt tam. For den bliver meget redegørende og overfladisk.

Så jeg synes, vi ligesom skal grave et spadestik dybere og sige, hvad det egentlig er, vi vil med det europæiske samfund, og hvad det er for en linje, og det er derfor, jeg glæder mig til, at udenrigsministeren vil komme med den her europapolitiske diskussion eller strategi, eller hvad det skal være. For det handler ligesom om at forstå, hvad der er det næste step i det europæiske fællesskab. Der er der jo netop igen lige nu masser af gode takter i det europæiske fællesskab, hvor der f.eks. kommer de her tekster om industripolitikken, og der er også det her med konkurrencepolitik og klimapolitik, og jeg tænker bare, at det er meganyt i Danmark, at det faktisk står skrevet i Bruxelles. Så jeg er lodret uenig med Enhedslisten, der tidligere sagde det her med, at EU-klimapolitisk er en bagstopper. Det er det modsatte. Det er dem, der lige nu er godstoget, som hiver os med, og det er sindssygt vigtigt i en verden, hvor vi generelt set har det, som jeg kalder et governance collapse med rigtig mange udfordringer. Det gælder social ulighed, det gælder bæredygtighed, det gælder klima, det gælder rent vand og fødevareforsyning. Der er så ekstremt mange ting, som vi ikke formår at løse. Og en del af problemet er jo, at vi har nogle meget svage internationale institutioner, og i det perspektiv er EU igen en meget, meget vigtig spiller i at stoppe op og dæmme op for det her internationale institutionelle kollaps.

Der synes jeg nemlig, det er rigtig vigtigt – som der også blev diskuteret lige før – at EU faktisk har lavet nogle mekanismer, der siger, at man kun kan uddele penge, hvis der er nogle retsstatsprincipper, men også hvis der er noget klimapolitik. Der er det her med genopretningsfaciliteten, som kører nu, jo rigtig interessant, fordi det netop handler om, at de kun udbetaler de her penge, hvis vi laver rigtig klimapolitik. Og det er jo så noget af det, som den nye EU-arbejdsgruppe skal kigge på og følge, altså om vi egentlig lever op til det her og vi faktisk laver god klimapolitik herhjemme, så vi kan få de her penge udmøntet. Jeg har siddet og kigget lidt i den genopretningsfacilitetspakke, og jeg synes faktisk, der er rigtig meget, som man kan arbejde med og skrue op for.

Så samlet set er mine pointer bare mere EU, men også at have en mere reel politisk diskussion og ikke bruge EU som skydeskive. For EU er faktisk den sidste demokratiske internationale organisation, vi har, og det bør vi virkelig værne om.

Der er et par spørgere, der ønsker en kort bemærkning. Den første er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak for det. Når jeg hører ordføreren sige, at vi flytter den politiske diskussion væk, vil jeg sige, at jeg oplever det stik modsatte. Når vi taler barselsregler, har jeg faktisk haft en oplevelse af, at nogle her har ønsket, at vi her i Folketinget skulle lave nye barselsregler, som man ikke kunne komme igennem med, og så er man trukket ned i EU, og så er man glade for, at beslutningen blev truffet i EU.

Det, jeg bare gerne vil høre ordføreren om, er: Er der slet ingen grænse for, hvad der skal besluttes nede i EU? Altså, er der ingenting, som vi kan sige om, at det holder vi faktisk heroppe, fordi det er i Danmark, det skal besluttes, altså vi bestemmer selv? Jeg ville jo synes, at vi selv skulle bestemme her, hvordan barselsreglerne skulle være.

Jeg oplever et EU, der begynder at tænke på, hvordan børnene skal passes – om de skal være i daginstitution, eller om de skal være hjemme. Er det også noget, som ordføreren vil sige at de skal bestemme i EU? Er det ikke noget, hvor vi må få lov til stadig væk at have suverænitet i Danmark?

Ordføreren.

Ja, altså, jeg vil sige, at det jo ikke er EU, der bestemmer det. Det er jo os selv i fællesskab med de andre, der bestemmer det. Og det er måske også der, jeg gerne vil hen, altså til en normalisering: Det er jo bare os, der er med til at bestemme det, og så er der en hel masse andre med, så derfor blæser de politiske vinde i forskellige retninger.

Så vi er med, når der sker noget nede i Bruxelles – jeg er lidt kritisk over for den distance, du laver, ved at sige, at de dernede bestemmer over os. Det er os selv, der er med til at bestemme det. Vi er faktisk 1 ud af de her 27 lande, når de sidder på de der forskellige poster og i de der forskellige dele.

Så pointen er: Det er os selv. Og derfor vil jeg sige, at ja, de kan være med til at beslutte alting der, hvor giver mening. Der kan være nogle ting, det giver mening at vi beslutter her lokalt, men for mig at se bliver vi nødt til at forstå, at verden er ret stor; vi har et lillebitte territorie; næsten alle de politiske diskussioner, vi har, kræver et transnationalt samarbejde; de færreste ting kan vi løse herhjemme; hvis du lukkede alle grænser, ville det være virkelig svært at få fødevarer ind, medicin ind, og hvad ved jeg.

Spørgeren.

Lige nu har vi trods alt stadig væk en opdeling: Der er noget, der er EU-kompetence, og der er noget, der stadig væk er national kompetence. Og vi bestemmer selv, hvad vi lægger over til EU som deres kompetence. Så er det rigtigt, at vi er med dernede – altså, vi har parlamentarikere, og selvfølgelig er vi med i dén sammenhæng.

Det, jeg egentlig bare spørger til, er, om der slet ikke er nogen grænse for, hvad der egentlig skal bestemmes i det store fællesskab. Altså, mener ordføreren reelt set, at vi godt kunne nedlægge Folketinget og sige, at alle beslutninger simpelt hen træffes nede i Bruxelles?

Ordføreren.

Nej, det tror jeg ikke. Det tror jeg ikke giver mening. Det er jo ligesom, at vi også har kommuner. Altså, jeg går da meget ind for, at vi har nogle forskellige lag der, hvor det giver mening. Jeg går også ind for og vores parti går også ind for stærke kommuner, der har meget lokal beslutningskraft.

Så selvfølgelig er det vigtigt med nogle nationale regeringer, som også har noget vigtig beslutningskraft i forhold til nogle nationale territorier, men i koordination og fællesskab med et større hele – lidt ligesom relationen mellem kommunerne og nationalstaten.

Så er det fru Karin Liltorp.

Tak for det. Det er i virkeligheden ikke så meget et spørgsmål, men mere en kommentar, for jeg blev så ked af det, da ordføreren sagde, at hun var meget pessimistisk og syntes, at vi altid brugte EU til at skyde på. Jeg er ikke sikker på, at ordføreren har hørt den samme debat, som jeg har hørt, for jeg synes faktisk, at de fleste af os, der har udtalt sig, har været utrolig positive og set alle mulighederne i EU-samarbejdet. Så derfor vil jeg bare gerne korrigere ordførerens forståelse af, at vi bare bruger EU som en prygelknabe. Det synes jeg bestemt ikke vi gør.

Ordføreren.

Ja, det er faktisk rigtigt. Jeg er glad for den korrigering. Det er rigtigt, at det er nogle enkelte partier, der oftest gør det, men heldigvis er der rigtig mange, der har et andet forhold til EU.

Der er lige en spørger mere. Jeg skulle bare lige sikre mig, at der kun var ét spørgsmål fra spørgeren, og det var der, så nu er det fru Trine Pertou Mach. Værsgo.

Tak for det. Med al respekt for fru Theresa Scavenius er det næsten som at høre De Radikale i 1990'erne tale om EU; at det hele er mennesker og menneskers vilje til at træffe beslutninger og der er ingen strukturer og ingen rammer, som i virkeligheden regulerer noget af det, vi kan. Men spørgsmålet til ordføreren er egentlig: Mener ordføreren, at EU altid leverer klimapolitik, der fremmer Danmarks muligheder for at træffe ambitiøse klimapolitiske beslutninger?

Ordføreren.

Jeg vil ikke lægge hovedet på blokken og sige »altid«. Men det, der grundlæggende er linjen, er jo ikke, at jeg er vild med alt, hvad der foregår nede i Europa. Jeg vil bare gerne have en politisk samtale om, hvad der skal ske, og hvad vi skal bruge europapolitikken til. Og der kan man bare se, at der sket et skifte lige her på det sidste på klimapolitikfronten, og jeg har generelt været kritisk over for, at der ikke er sket nok, og historisk set har Danmark været mere ambitiøs, end man har været i Europa, men det er bare ved at skifte lige nu, og det er bare det, man skal være opmærksom på.

Spørgeren.

Men er ordføreren så ikke også enig i, at det i virkeligheden er ærgerligt, at det i den her debat, når det i virkeligheden helst skulle handle om substansen, bliver til et spørgsmål om, at Enhedslisten ikke ønsker at diskutere EU's klimapolitiske, hvad kan man sige, rammesætning eller muligheden for, at man fra dansk side kan levere en bedre klimapolitik? Det er jo netop – faktisk som Moderaternes ordfører her sagde – at gå ind konkret og forholde sig til, om den lovgivning, som EU laver, løfter Danmarks muligheder eller ikke løfter Danmarks muligheder. Det er jo den politiske kamp.

Ordføreren.

Men så vil jeg bare sige, at det er en misforståelse; at jeg misforstod dig. For jeg hørte det, som om du sagde, at du var ked af, at man i Europa ikke var særlig ambitiøs i forhold til Danmark, og det mener jeg ikke er rigtigt. Men hvis du mener, at det handler om at lave rigtig meget europæisk klimapolitik, er vi jo bare politisk enige.

Man skal stadig væk passe på med direkte tiltale. Jeg ved, det er svært – der er nogle, der har været her i mange år, som heller ikke altid kan finde ud af det, men vi forsøger at hjælpe hinanden.

Den næste er fru Marianne Bigum. Værsgo.

Mange tak. Jeg kan forstå, at ordføreren efterspørger den ærlige samtale fra det sure provinshul, særlig oven på den tamme EU-redegørelse. Hvad jeg også bed mærke i, var, at ordføreren nævnte et egentlig interessant punkt omkring, at afrikapolitikken kræver en ny landbrugspolitik i Danmark, og jeg vil spørge, om ordføreren kunne uddybe det forslag.

Ordføreren.

Tak for den gode opsummering af, hvad jeg har snakket om. Som jeg også sagde tidligere i forhold til den arktiske diskussion, er det jo meget, meget komplekse spørgsmål, så jeg har ikke alle svarene. Jeg kan bare se, at vi bliver nødt til at kigge på, hvilke konsekvenser vores landbrugspolitik i Danmark og i Europa har for vores nærområder. Der er masser af rapporter, der viser – og jeg er sikker på, at spørgeren også kender alle de rapporter – de negative effekter, det har. Og hvis vi så bekymrer os for flygtninge og vi bekymrer os for alle mulige andre ting, bliver vi nødt til at kigge på: Hvad er årsagen til, at man flygter fra f.eks. Nordafrika? Jamen det er klimaforandringer, manglende produktion af landbrugsprodukter, som vi med europæiske midler underminerer og udkonkurrerer. Det synes jeg vi skulle kigge på, og det håber jeg der på et tidspunkt bliver politisk villighed til.

Der er ikke flere spørgsmål. Så siger jeg tak til ordføreren. Og så er den næste ordfører hr. Peter Kofod fra Dansk Folkeparti.

Tak for det, formand. Jeg kunne jo holde en kort tale og bare sige, at jeg i det store hele er dybt uenig i stort set alt det, ordføreren før mig har sagt, men jeg tror nu, jeg vil holde mig til den tale, jeg har skrevet hjemmefra.

Lad mig starte, hvor regeringens redegørelse slutter, nemlig med konferencen om Europas fremtid – et storslået projekt, måtte man forstå, hvor særligt udvalgte EU-borgere i gruppearbejde og på kryds og tværs skulle komme med forslag til alt muligt mellem himmel og jord, som EU lige skulle tage sig af og løse; et projekt, man satte belgieren Guy Verhofstadt i spidsen for, og med Verhofstadt som pennefører skriver mange af konklusionerne jo næsten sig selv på forhånd. Verhofstadt er en af de mest EU-begejstrede politikere i hele EU-systemet, og det siger ikke så lidt.

Konferencen om Europas fremtid bør stå som et dystert eksempel på, hvad det er, vi har i vente. Det er over 300 forslag, der, hvis de gennemføres, vil få nogle meget vidtrækkende konsekvenser for Europas fremtid og for os alle sammen. Og det er forslag om alt muligt – pensionssystemer, børnepasningstilbud, skattelovgivning, arbejdsmarkedspolitik, alle mulige velfærdsordninger og et fælles omfordelingssystem for migranter. Og det er jo bare et lille udpluk. Er man interesseret i at se mere, kan man jo selv gå på jagt i hele den store sluttekst, der på dansk strækker sig over omkring 50 sider, og det er jo altså en ganske lang ønskeliste. Jeg behøver ikke at understrege, hvor vidtgående det vil være, hvis de her forslag nogen sinde gennemføres. Det vil skabe langt større ensretning af Europa, og det er jeg ikke tilhænger af.

Når jeg synes, konferencen om Europas fremtid er så relevant at nævne og at starte min ordførertale med, er det, fordi den står som kongeeksemplet på, at EU desværre har draget en helt forkert konklusion af brexit – en konklusion, hvor jeg frygter, at man giver befolkningerne netop det, briterne reagerede negativt på ved EU, og som de var trætte af, da de havde afstemningen, hvor flertallet af briterne stemte sig ud. Så det er min analyse, at det skyldes et alt for omsiggribende EU, der vil styre og regere alt, som aldrig får nok af magt, som altid vil bestemme mere. Konferencen om Europas fremtid reflekterer ikke tilstrækkeligt over det faktum, at mange borgere gerne ser et samarbejdende Europa, hvor landene og EU-systemet i højere grad end i dag respekterer hinanden og landenes forskelligheder og landenes mangeartede løsninger på almindelige menneskers virkelige problemer.

Europas lande har jo mange måder at søge at løse problemer på – bare tag spørgsmålet om lønninger. I Danmark har vi den danske model, hvor arbejdsgivere og arbejdstagere sammen tager ansvar og til fælles bedste finder frem til løn- og arbejdsforhold. I andre lande er det politikerne, der lovgiver. Det er to meget forskellige systemer. Jeg tror ikke, vores system ville virke i Italien eller mange andre lande, men Danmark bliver heller ikke noget bedre land af at leve med andres modeller på arbejdsmarkedet. Eksemplet med minimumsløn er desværre ét af mange eksempler på, at EU søger at løse påståede problemer ved at foretrække én løsning, som man så ønsker at trække ned over alle lande. I Danmark risikerer vi minimumsløn – jeg er klar over, at der er en politisk proces i gang, som vi støtter op om, men eksemplet står jo stadig væk. Hvorfor ikke omfavne det mangfoldige og forskelligartede Europa frem for at søge at ensrette det? Jeg begriber det ikke. Men det er ikke desto mindre den kurs, vi er på, og som jeg både frygter og forventer vi vil få mere af i fremtiden.

En af de dagsordener, EU ikke har formået at få styr på, er den voldsomt store illegale indvandring til det europæiske kontinent. Det er ellers ikke nogen ny sag. I 2015 brød Europas grænser sådan for alvor sammen. Godt hjulpet på vej af en uforsigtig, dårligt forberedt og naiv tysk kansler brød de ydre grænser simpelt hen sammen, og mere end 1 million mennesker vandrede ind samme år. Det er de dage og uger, der står skarpest i min erindring – frustrationen, magtesløsheden, men også fraværet af de nødvendige politiske beslutninger for at sikre grænserne og fædrelandet. Det var på alle måder totalt uansvarligt.

Men hvad sker der, hvis historien gentager sig? Hvad sker der, hvis vi får en ny krise a la den, vi så i 2015? Er EU rustet til at håndtere det? Det korte og rigtige svar er nej. EU's ledere har ikke forstået situationens alvor. Kommissæren for indre anliggender, svenskeren Ylva Johansson, har ikke forstået, at den katastrofe, som hun og hendes parti har nedkaldt over Sverige, ikke bør gentages på det europæiske kontinent.

EU prioriterer desværre hensynet til illegale migranter højere end hensynet til europæernes ret til eget land og sikre grænser – desværre. Indvandringskrisen vil mange steder i Vesteuropa blive en demografikrise, hvor stor befolkningstilvækst og massiv indvandring til Vesteuropa vil betyde, at de vesteuropæiske landes befolkningssammensætning vil forandre sig markant. Vil man se, hvad Vesteuropa har i vente, kan man jo bare tage toget til Malmø. Jeg har ikke lyst til mere af den politik. Vestens største problem er demografikrisen.

Der er ikke tilstrækkelige fremskridt i EU-systemet. Heldigvis er der fremskridt i en hel del af medlemslandene, heriblandt en stor del af de østeuropæiske lande, hvor man for nylig viste, at det er muligt at styre indvandringen og håndhæve grænsekontrol ved de ydre grænser simpelt hen ved at gøre det, som EU-eliten hverken kan, tør eller vil – ved at opsætte hegn og mure. Polakkerne, ungarerne og andre har vist en formidabel evne og vilje til at løse de reelle problemer, Europa står over for ved vores grænser, med rigtig grænsekontrol. Tak til dem. Det er lande, som Danmark bør arbejde tæt sammen med for at løse problemerne på migrationsområdet.

Vores nabolandes kurs vil jeg til gengæld gerne advare kraftigt imod. I Tyskland har den nye regering vedtaget en politik, der gør det muligt at opnå tysk indfødsret efter bare 3 år. Den nye tyske regering synes at have kopieret alt det på udlændingeområdet, der har vist sig ikke at virke i den såkaldte humanistiske stormagt Sverige. Men ikke nok med det – i relation til redegørelsesdebatten, vi har i dag, er det også interessant at se de sigtelinjer, den tyske regering har lagt frem i sit politiske program, der vedrører EU og omverdenen. Den tyske regering ønsker tilsyneladende, at konferencen om Europas fremtid skal ende med et forfatningsgivende konvent, der skal føre til en egentlig føderal europæisk forbundsstat. Det skriver de tilmed.

Lad mig sige det, som det er: Danmark deler ikke mange dagsordener med de lande, der ligger tæt på os og egentlig burde være vores nære forbundsfæller. I stedet bør vi søge samarbejde om de vigtige dagsordener med lande, der hverken går ind for en føderal forbundsstat eller ønsker at lade grænserne stå pivåbne for den næste strøm af uindbudte migranter. Det vil være min klare opfordring til udenrigsministeren.

Sidste år vendte jeg hjem til det danske Folketing efter at have været medlem af Europa-Parlamentet i omkring 3½ år. Det har været en stor ære for mig at repræsentere de næsten 300.000 danskere, der stemte på Dansk Folkeparti til europaparlamentsvalget i 2019. Men jeg har også en bøn. Jeg synes, vores medier og debatten i Danmark levner alt for lidt plads til de vigtige og store dagsordener, der udspiller sig bl.a. i Europa-Parlamentet, hvor danske europaparlamentarikere generelt har store opgaver at løfte og stå til ansvar for. Mit ønske for debatterne om Europa og EU skal derfor være, at de får et større fokus. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra fru Karin Liltorp, Moderaterne. Værsgo.

Tak for det. Nu kunne jeg forstå, at ordføreren mener, at EU har svigtet totalt i forhold til migrationsproblemet. Jeg er ikke sikker på, at jeg helt forstod det – mener ordføreren, at alle problemer med migration vil blive løst, hvis bare vi opsætter et hegn?

Ordføreren.

Nej, jeg mener, at vi skal bygge Fort Europa.

Er der yderligere en kort bemærkning? Nej. Så siger vi tak til fru Karin Liltorp. Så er der en kort bemærkning til fru Theresa Scavenius, Alternativet. Værsgo.

Jeg vil bare spørge ordføreren, om ordføreren vil være interesseret i at lave politik for det, der er årsagen til, at der er nogle, der flygter, i stedet for bare at ville sætte et hegn eller en mur op.

Ordføreren.

Jamen det vil jeg gerne, for jeg vil gerne løse problemer ude i verden. Jeg tror bare, at hvis man kigger på indvandring, så er det mere realistisk at beskytte grænserne, end det er at løse alle Afrikas problemer.

Værsgo.

Men er ordføreren f.eks. klar over, hvilke negative økonomiske konsekvenser vores landbrugspolitik har for Nordafrikas muligheder for at have en bæredygtig, selvstændig økonomi?

Ordføreren.

Tag ikke fejl – jeg ønsker Nordafrika og det afrikanske kontinent og alle andre lande ude i verden alt godt og alt det bedste, og hvis vi kan føre en politik, der er til glæde for dem og til glæde for os, så er det absolut kun dejligt. Så nej, jeg har ikke som sådan noget imod, at vi fører en politik, som andre også har noget ud af. Jeg synes bare, det er nærliggende også at kontrollere vores ydre grænse og se, hvem det er, der kommer ind.

Tak til ordføreren. Jeg ser ikke, at der er flere korte bemærkninger, og så går vi videre til udenrigsministeren.

Tak for det, og tak for de mange gode indlæg. Det har faktisk været, synes jeg, rart at sidde og lytte til sådan en bred europapolitisk debat. Til hr. Peter Kofod vil jeg sige: Ja, man godt kunne ønske sig, at danske medier også interesserede sig mere for EU-spørgsmål, for dækning af parlamentet og for så vidt også dækning af det her parlaments europapolitiske debat, men det ligger jo uden for, hvad vi har direkte indflydelse på. Til gengæld synes jeg sådan set, at der er rigtig meget, der går igen, når man lytter til ordførerne, om end afsættet selvfølgelig er naturligt forskelligt – der er mange partier her på Christiansborg. Der er dog mange, der argumenterer for behovet for et handlekraftigt EU, der kan håndtere de store udfordringer, og det er også der, regeringen står.

Jeg vil fokusere på nogle af emnerne i redegørelsen, som jeg tror bliver centrale i den kommende tid: krisen i Ukraine, de afledte konsekvenser deraf, grøn omstilling, konkurrencepolitik, forsvar og sikkerhed, pres fra irregulær migration og retsstatsprincippet. Der er jo rigtig, rigtig mange ting.

Som flere også har været inde på, er det år, som den her redegørelse redegør for, nemlig 2022, jo et ganske særligt år, og det kommer til at stå mejslet ind i historiebøgerne ligesom året med 9/11 og ligesom året med Berlinmurens fald, og det vil det gøre på grund af Ruslands ulovlige angrebskrig mod Ukraine: vor tids største geopolitiske udfordring og noget, vi kommer til at håndtere konkret. Det gælder krigen, men også de afledte konsekvenser mange år frem.

Jeg synes, det, der står tilbage, jo trods alt er det håbefulde, at EU kan levere. Vi har vedtaget ti pakker med hårde sanktioner mod Rusland, over 1.000 individer og enheder er omfattet, mange sektorer er underlagt import- og eksportbegrænsninger, og det betyder, at Rusland ikke længere har adgang til vigtige produkter og teknologi. Det er også en udfordring for os selv, men EU-enigheden har holdt. Det er jo et af de steder, hvor Putin totalt har fejlanalyseret situationen, da han gik ind i Ukraine. EU har ydet omfattende økonomisk støtte med over 7 mia. euro i bistand, 18 mia. euro i lånegarantier, og for første gang i EU's historie har vi bidraget til levering af dødbringende våben – håndvåben, artilleri, kampvogne og mere – for over 3 mia. euro. Og vi fortsætter nu med drøftelser om, hvordan vi kan bringe ny ammunition til ukrainerne. Så Europa leverer, når det gælder.

Men vi står naturligvis på flere ben. EU har også leveret omfattende livreddende humanitær assistance i Ukraine. Vi har taget imod millioner af flygtninge, som har fået adgang til bolig, uddannelse og sundhedsydelser. Særlig vores polske venner og de øvrige grænselande har holdt for. Det sætter vores egen indsats noget i perspektiv, men vi har ydet vores bidrag politisk, militært, økonomisk og humanitært. Der er mange ting, man kunne fremhæve, men jeg vil nøjes med at fremhæve, at vi jo senest har doneret hele vores artilleri til Ukraine, har indgået et samarbejde med Tyskland og Nederlandene om en donation af mindst 100 Leopard 1-kampvogne – det er meget betydelige og højt efterspurgte bidrag – og lige nu kigger vi så i EU på, hvordan vi i fællesskab kan sikre den nødvendige ammunition til Ukraine og vores egne våbenlagre både på kort og på længere sigt. Og det forhold, at vi fik fjernet forsvarsforbeholdet, vil jo også betyde, at vi, når Folketinget har håndteret de beslutningsforslag, som følger af det, mere aktivt kan gå ind i den indsats og koordinere med de andre lande.

Der har været handlet, og det har ikke kunnet være anderledes, for Ukraines frihedskamp er jo også vores kamp og Europas kamp for den frihed, som vi har vundet gennem århundreder og fortsat må kæmpe for, og i dag er det med støtte til Ukraine på alle de måder, vi kan det. Ukraine, Moldova og Georgien søgte kort tid efter krigens start om medlemskab af EU, og helt ekstraordinært valgte EU i juni at tildele kandidatstatus til Ukraine og Moldova, og Georgien blev stillet kandidatstatus i udsigt mod opfyldelse af en række betingelser. Det viser jo et perspektiv, og det er også noget, vi kommer til at skulle håndtere de kommende år, for nogen helt enkelt sag er det ikke. Men regeringen støtter et EU-medlemskab for Ukraine på sigt og vil stå fast på en åben og meritbaseret udvidelsesproces, og i mellemtiden må vi knytte Ukraine tættere til EU på andre måder. F.eks. er Ukraine blevet koblet til det europæiske elektricitetsnet, og der er et arbejde i gang for at knytte Ukraine tættere til det indre marked.

Krigen i Ukraine har mange følgevirkninger. Forbrugere og virksomheder i EU har i det forgangne år oplevet store prisstigninger på el og gas, og vi har med en lang række nødtiltag samarbejdet i EU om at nedsætte gasforbruget, det er faldet med 20 pct., og fylde gaslagrene op til vinteren. Vi har indført fælles indkøb, indtjeningsloft og solidaritetsbidrag på fossile producenter og meget mere. Og vi har måttet gøre op med afhængigheden af russisk gas. Danskere og hele Europa har været nødt til at spare på energien, og samtidig har vi sat turbo på udrulning af de grønne alternativer med hjælp fra EU’s genopretningsfond og den såkaldte REPowerEU-plan. Der er som et nødtiltag blevet vedtaget hurtigere godkendelsesprocedure for udbygningen af vedvarende energi. Og det er alt sammen i Europas, Ukraines og ikke mindst klodens interesse.

Det har ikke været nemt at blive enige om alle disse tiltag. Det var nødvendigt at gribe ind over for de tårnhøje priser. Men omvendt er det ikke nogen hemmelighed, at Danmark var og stadig er skeptisk over for nogle af idéerne til indgreb. Vi mener grundlæggende, at EU’s energimarked er velfungerende, og vi skal derfor tænke os godt om, før vi griber ind i markedet. Og i dag er Kommissionen så kommet med et forslag til en reform af elmarkedet, og set fra dansk side skal reformen snarere være en evolution end en revolution. Men det rokker ikke ved, at der er handlet i et hidtil uhørt omfang.

Klimaet står fortsat højt på regeringens dagsorden, og Danmark er gået i front i EU for at sikre et højt ambitionsniveau. Det var også til debat her, altså hvordan man flytter den her sag mest. Er det med nationale tiltag eller europæiske tiltag? Og så kan man sige, at et mellemlangt skridt for hele menneskeheden rykker os alle sammen lidt længere end et meget stort skridt, som jeg alene tager. Hvis vi skal flytte noget her, er der brug for et europæisk perspektiv, og den grønne omstilling er et vigtigt middel til at gøre os fri af russisk gas. Vi er nu på vej i mål med forhandlinger om den store klimapakke »Fit for 55«, vi har besluttet at reformere og udvide EU's kvotehandelssystem, og lige nu forhandler vi i slutfasen om en højere ambition på vedvarende energi og energieffektivitet. Det er ambitiøse tiltag, som vil kunne mærkes af alle europæiske borgere, ikke mindst af danskerne. Klimapakken vil bidrage til at realisere vores egen ambitiøse målsætning for 2030 om en reduktion af CO2-udledninger på 70 pct. Men EU kan selvfølgelig ikke løfte opgaven alene, og derfor går EU med Danmark i spidsen også forrest i det internationale klimadiplomati. Vi skal have de største udledere til at sætte højere ambitioner, men også understøtte de grønne løsninger og en retfærdig energiomstilling i udviklingslandene, og derfor skal EU’s internationale investeringsstrategi, den såkaldte Global Gateway, også bidrage med massive investeringer, så udviklingslande vælger den grønne vækstvej. I det lys er det jo så også positivt, at USA nu har meldt sig fuldtonet ind i den grønne klimakamp, kan man sige. Store investeringer på begge sider af Atlanten vil sætte den grønne omstilling op i gear.

Men der er jo ikke noget, der er enkelt. Alt rummer en kompleksitet, og det gør det her jo også. For det skaber selvfølgelig også en bekymring om, om den amerikanske klimalovgivning, Inflation Reduction Act, risikerer at trække produktion og investeringer fra EU til USA. Og derfor har vi været i god dialog med USA om de mere problematiske forhold i lovgivningen og om et styrket partnerskab for den grønne omstilling, og vi er på vej med forslag om, hvordan Europa skaber bedre betingelser for grøn produktion og investeringer hjemme. Og på torsdag, altså i overmorgen, ventes Kommissionen at foreslå en net zero industry act med det formål.

Det er ikke noget forslag, jeg har nærstuderet endnu, men jeg og regeringen deler ambitionen om, at EU skal være førende globalt på den grønne teknologi. Grønt lederskab styrker vores konkurrenceevne og sikrer grøn, stabil energiforsyning, og derfor er der behov for smidigere regler og hurtigere godkendelsesprocedurer, der kan sætte tempo og turbo på udbredelsen af vedvarende energi til fordel for Europa, Ukraine, Danmark og fremtidige generationer.

Også den her problemstilling er bredere end som så. Den verden, som vi har været vant til, er forandret, og den globale samhandel har ændret karakter. Vi står over for en ny globalisering, hvor EU skal finde sin plads, samtidig med at vi ser mulighederne og sætter dagsordenen. International samhandel handler nu også om sikkerhed mere end det har gjort længe, og derfor kommer Kommissionen også på torsdag med et forslag om kritiske råstoffer, fordi vi jo på nogle områder er blevet for afhængige af omverdenen og af enkeltlande, f.eks. på det her område med de kritiske råstoffer, som er centrale for vores grønne omstilling.

Hvis vi i fremtiden skal undgå at være sårbare på kritiske områder som f.eks. energi, så er der behov for en robust handels- og industripolitik, der understøtter europæisk forsyningssikkerhed og sikrer EU's rolle i morgendagens teknologier, uden at EU lukker sig om sig selv. Det er også derfor, at regeringen går åbent ind i diskussionen om EU’s regler for statsstøtte. Men vi står samtidig står klippefast på, at eventuelle ændringer af dem skal være målrettet og fokuseret dér, hvor vi har et konkret behov. For det er ikke i Danmarks eller Europas interesse at accelerere et statsstøttekapløb, hverken internt i EU, hvor vi skal holde fast i det indre marked, eller globalt. Det er det, der er fundamentet for vækst og konkurrenceevne i Europa.

Vi skal også udnytte EU's bilaterale handelsdagsorden og satse på at styrke EU's modstandskraft ved at diversificere forsyningskæder gennem handelsaftaler og økonomiske partnerskaber med pålidelige globale partnere. Vi skal gøre det endnu mere attraktivt at investere og innovere i EU, men det skal ske med vores værdier i behold. Sidste år tog vi nogle skridt for at holde trit med den digitale omstilling. Vi fik tæmmet techgiganterne med nye regler for indholdsmoderation på deres platforme og fair konkurrence på digitale markeder. Og i forlængelse af det fik vi etableret et nyt digitalt diplomati for EU. Vi skal ikke være bange for at sætte standarder i Europa, som kan blive til globale normer.

Så vil jeg også gerne sige et par ord om det fortsatte immigrations- og flygtningepres på Europa, som også har været adresseret her i debatten. Og det er jo rigtigt, at visse medlemslande nu oplever et ankomsttal på højde med situationen i 2016. Det er min overbevisning, at tænkningen har flyttet sig. Der er større enighed i EU-kredsen nu om behovet for at kontrollere strømmene og beskytte EU's ydre grænser, end der var, og man kan fornemme, at der er interesse, også for bl.a. danske tanker om at finde nye måder at håndtere presset mod Europa på. Der er også taget store skridt siden 2015. Vi har bl.a. fået ti migrationshandleplaner for særligt prioriterede lande til at forhindre og forebygge den irregulære migration mod EU, og Kommissionen har fremlagt to regionale handleplaner for Vestbalkan og det centrale Middelhav. Der er også enighed om, at vi skal have styr på EU's ydre grænser, og at EU nu skal investere betragtelig mere i infrastruktur for at styrke EU's ydre grænser, og at vi skal hjælpe de medlemsstater, der oplever størst migrationspres. Så det er et EU, der handler mere, og det er der også brug for, for den geopolitiske udvikling betyder, at vi har brug for et stærkt EU. Vi er blevet mere fokuseret på ligeværdige og interessedrevne internationale partnerskaber og på at bruge EU's økonomiske muskler til at forsvare interesser og værdier. Det er godt, og det er nødvendigt i den fremtid, vi ser ind i.

Partnerskabet mellem EU og USA er stærkt og i udvikling. Vi har set det i samarbejdet om sanktioner mod Rusland, men vi skal også være bedre til sammen at sætte standarder for nye teknologier som kunstig intelligens og kvanteteknologi, og ikke mindst udvikle dem sammen. Siden redegørelsen kom ud, er der sket en positiv udvikling i forholdet til Storbritannien i form af den nye aftale om implementering af Nordirlandsprotokollen. Vi er ved at kigge nærmere på den aftale, og vi ser frem til, at vi nu forhåbentlig kan komme videre i at udvikle vores forhold til UK, som er en tæt partner, ikke mindst i lyset af den geopolitiske situation. Og apropos den, så er sikkerheds- og forsvarssamarbejdet i EU jo i rivende udvikling, og derfor er det meget glædeligt, som jeg også berørte det til en start, at Danmark sidste år stemplede fuldt og helt ind med den historiske afskaffelse af det danske EU-forsvarsforbehold. Vi har udsendt vores første bidrag til en militær EU-operation i Bosnien-Hercegovina sidste år, og vi har netop besluttet at genudsende bidraget i anden halvdel af 2023. Samtidig arbejder vi jo som bekendt med at melde os ind i forsvarsagenturet og forsvarssamarbejdet PESCO. Det er i proces i Folketinget.

EU har etableret to nye militære missioner i 2022 til støtte for henholdsvis Ukraine og Niger, og vi undersøger netop nu, om relevante danske træningsaktiviteter af ukrainske soldater kan tilmeldes EU's militære mission til støtte for Ukraine. Den europæiske fredsfacilitet har vist sig at være et effektivt redskab i forhold til at understøtte finansiering af våben til Ukraine, og EU har foreslået yderligere samarbejde om fælles forsvarsindkøb, så vi øger produktionen uden at overbyde hinanden, når vi fortsat skal støtte Ukraine militært og samtidig fylde vores egne våbenlagre op.

Jeg glæder mig også over, at EU og NATO i januar i år underskrev en ny fælleserklæring om et styrket samarbejde. Den understreger, at de to organisationer har meget at samarbejde om og meget at tilbyde hinanden, og at vi ikke skal duplikere, men supplere til gavn for vores fælles sikkerhed. Alt det her hviler jo så på et sæt fælles værdier, som er fundamentet for det europæiske samarbejde, og derfor er det selvfølgelig også helt afgørende, at alle medlemslande efterlever vores værdier, ikke mindst retsstatsprincippet.

Sammen med Kommissionen og ligesindede lande vil Danmark fortsætte sit stærke engagement for, at det sker, også ved EU-Domstolen, når det er påkrævet. Manglende efterlevelse af vores fælles værdier bør have konsekvenser. Af samme årsag ser jeg også positivt på den udvikling, som vi så i 2022, hvor manglende efterlevelse ledte til økonomiske konsekvenser. Det så vi med retsstatsmekanismens anvendelse mod Ungarn, der ledte til suspenderingen af midler svarende til ca. 47 mia. kr. Og vi så med den polske og den ungarske genopretningsplan, hvor opfyldelsen af en række retsstatsrelaterede milepæle er en betingelse for udbetaling af EU-midler. Og ja, vi følger løbende det, der bl.a. blev rejst som et spørgsmål, nemlig lgbt-rettigheder, og forsøger at holde os på den proaktive side af den streg. Det er vigtigt. Nu ser vi så både polske og ungarske forsøg på at leve op til kravene og milepælene på retsstatsområdet, som genopretningsplanerne og retsstatsmekanismen kræver, og det vil vi fra dansk side naturligvis følge nøje. Det er også vigtigt i lyset af fremtidige udvidelser af EU. Det sender jo et signal til dem, der står i kø for at blive medlem.

Lad mig så her til sidst i den her tour de force, som jo i virkeligheden dækker over, at der er sket ufattelig meget i EU i 2022 – det var den debuterende ordfører for Liberal Alliance også inde på – sige, at når man står her og ser det i en sammenhæng, så bliver man jo næsten forpustet. Men jeg vil gerne vende tilbage til et gennemgående tema i redegørelsen, også i det, jeg har sagt her, nemlig at de seneste år har vist, at EU kan håndtere de store internationale kriser, som rammer os, og som vi som enkeltlande ikke kan klare alene hver især; som vi ikke har en kinamands chance for at håndtere hver især. Det er ikke altid kønt, og det er ikke altid lige bull's eye, i forhold til hvad man kunne sidde på sit eget studerekammer og tænke, f.eks. at noget ville være den optimale, rigtige løsning, og hvis alle bare kunne se det. Og det tager tid, for der er 27 lande, der skal blive enige. Det er ikke altid nemt at blive enige om sanktioner, det er ikke altid nemt at finde de gode løsninger på de høje energipriser, og alle skal undervejs gå lidt på kompromis.

Men jeg synes bare, at det, der står tilbage, når man læser den her redegørelse, også når man lytter til debatten her i dag, er, at uden det her EU-samarbejde, som vi for 50 år siden meldte os ind i, så ville vi have stået meget svagere i håndteringen af de seneste års kriser. Det står tilbage. Og det står også tilbage, at EU har vist større sammenhold og større beslutningskraft, end de fleste havde ventet, og det er bundlinjen for det, jeg vil sige. Det er godt, det er godt for Europa, men det er jo i særlig grad også godt for et lille land som Danmark. Tak for debatten.

Tak til udenrigsministeren. Der er en række korte bemærkninger, og den første er fra fru Theresa Scavenius fra Alternativet. Værsgo.

Jeg er rigtig tilfreds med, at ministeren har en rigtig god tilgang til Europa og netop fokuserer på værdierne. Jeg tror, det er rigtig vigtigt, at vi netop fokuserer på det og ser det som et fælles politisk projekt, hvor vi deler værdierne. Det er også derfor, jeg tænker, at vi på den måde kan tale EU op som et politisk fællesskab. Og det, jeg bare vil bemærke, er, at det her med annullationsspørgsmålet så går lidt i en anden retning.

Men det, jeg i virkeligheden gerne vil spørge om og bruge tiden på, selv om der jo er tusind ting, man kunne spørge om, er det her med statsstøttekapløbet. For vi har et andet instrument, og det er, at vi kan regulere og vi kan udfase den sorte energi. Det vil faktisk skabe det bedste rum for, at de frie markedsaktører selv kan finde ud af, hvad de rigtige løsninger er. Jeg er enormt bange for den statsstøtteordning, der kommer nu, hvor man fra statslig side skal lave en hel masse puljer, som ødelægger markedet, og jeg er sikker på, at ministeren måske netop er politisk enig i det. Men hvordan sikrer vi, at vi ikke får den der uhensigtsmæssige statslige indgriben i et marked i stedet for netop at understøtte det frie marked?

Udenrigsministeren.

Jamen jeg skal da sige helt åbent, at vores tilgang til spørgsmålet om statsstøtte – og med vores taler jeg om regeringens og dermed også Danmarks, for det har egentlig været positionen under skiftende danske regeringer – jo er under en eller anden form for revision, ikke? For Danmark er en lille åben økonomi. Vi lever af fri handel, level playing field, og der skal ikke være en konkurrence på statskasser eller gældsætning. Over for det står jo så den virkelige verden, vi lever i, hvor vi er nødt til at forholde os til, at vi udfordres som kontinent af et fremadstormende Kina, som jo har en noget anden økonomisk model end den, vi bruger hertillands, og et USA, der nu også virkelig flytter sig. Det er vi jo nødt til at forholde os til, og så skal vi finde det rigtige gensvar.

Det rigtige gensvar kan ikke bare være statsstøtte. Det rigtige gensvar kan heller ikke bare være regulering. Altså, det rigtige gensvar må være et balanceret gensvar. Og fokuseret statsstøtte, hvor vi så samtidig også står vagt om at fastholde det indre markeds autonomi, så vi ikke pludselig får en konkurrence mellem de 27 lande, er en del af det, men det står selvfølgelig ikke alene.

Tak. Er der en anden kort bemærkning?

Hvad angår det balancerede, er der sikkert flere instrumenter, man skal bruge. Jeg vil bare gentage, at det her med udfasning af den sorte energi faktisk er et godt instrument. Jeg har lige været til debat i Dansk Erhverv og Green Power Denmark, hvor de netop snakker om den her grønne elektrificering af hele vores industri. Og det kunne måske være et redskab, man kunne bruge som en del af den her pakke med løsninger, vi kunne lave.

Udenrigsministeren.

Men det er jo også en del af det, altså at sætte sig nogle ambitiøse mål for, hvordan vi udfaser de fossile brændstoffer – det, der ligger i Fit for 55 – for det er jo vejen til, hvordan vi flytter noget ved ikke at gøre det i 27 nationale tiltag, men ved at gøre det sammen, hvorved vi så også netop bevarer den her level playing field-tilgang altså en fair konkurrence landene imellem og i øvrigt også kan sætte et internationalt eksempel, ikke? Så det understreger jo bare pointen om, at det ikke bare er ét værktøj, man skal tage op og hamre løs med, men at man skal gøre mange ting på samme tid.

Så er det hr. Peter Kofod, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det, og tak til ministeren for talen. Jeg vil gerne spørge ind til Tyskland i den her sammenhæng. Det er Europas største land, den største økonomi. Man kan også godt sige, at det i mange EU-sammenhænge også er det væsentligste land i Europa, når det kommer til magten. Og jeg synes, at når man sådan kigger tilbage på de sidste år, må man sige, at den tyske elite har truffet enormt mange dårlige beslutninger, som på et eller andet tidspunkt kommer til at ligge Europa til last. Altså, jeg kan huske, at da Rusland væltede ind i Ukraine, var der repræsentanter fra de tyske mainstreampartier, regeringspartierne, der i Europa-Parlamentet stadig ikke ville anerkende, at energipolitik hang sammen med sikkerheds- og udenrigspolitik. Det kom bag på alle os andre. Jeg tror også, der er en bred konsensus om, at den tyske linje på migrationsområdet har været et problem, at eurokonstruktionen har været et problem osv. osv.

Så mit spørgsmål til udenrigsministeren er i virkeligheden: Har Danmark ikke brug for en ny tilgang til Tyskland, en ny tysklandspolitik, der tager højde for den her totalt afkoblede tyske elites dårlige beslutninger og investeringer på Europas vegne?

Udenrigsministeren.

Jeg ser nok en lille smule anderledes på det. Vi har ikke brug for en ny tysklandspolitik; vi har brug for at stå vagt om den, vi har, som sådan set hviler på at have et større bilateralt engagement med Tyskland, fordi Tyskland på mange måder er nøglen til at flytte Europa. Og hvis man synes – og det har man lov at synes, og det oplever jeg sikkert også selv fra tid til anden – at der er tyske positioner, som ikke er sammenfaldende med ens egne, kan svaret jo ikke være at vende ryggen til Tyskland og bede om et andet Tyskland. Altså, så må svaret jo være at engagere sig med Tyskland.

Jeg synes f.eks. ikke, man skal undervurdere den tale, som kansler Scholz holdt, og den effekt, den har haft, også på resten af Europa. Den var direkte udslagsgivende for, at man på et nævnsmøde her i Danmark, samme aften, hvor den blev holdt, i virkeligheden initierede det, der blev det nationale kompromis. Altså, det var jo direkte et dansk gensvar på, at en tysk kansler sagde, at nu er Tyskland nødt til at træde i karakter.

Hr. Peter Kofod for sin anden korte bemærkning.

Tak for det. Jeg synes bare, man må anerkende, at når man ser på nogle af de store udfordringer, Europa har haft over de seneste år, er der kommet bedre svar fra Warszawa, end der er fra Berlin. Migration og Rusland er vel i virkeligheden de to væsentligste eksempler, som polakkerne advarede os om, mens tyskerne ikke forstod situationens alvor. Og mit spørgsmål til udenrigsministeren er meget simpelt, for jeg ønsker ikke, at vi skal lukke døre til Tyskland. Tyskland er et stort land, en væsentlig økonomi, så det kan man ikke. Mit spørgsmål er, om Danmark har den rigtige linje over for Tyskland, eller om vi i stedet for skulle lægge vores æg i en anden kurv i det europæiske samarbejde.

Udenrigsministeren.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad det betyder at lægge sine æg i en anden kurv. Altså, jeg tror, det bliver svært at drive EU fremad uden om Tyskland. Og det er jo så i øvrigt også mere åbenlyst nu efter brexit. Indtil brexit havde Tyskland vel sådan en eller anden balancerolle, altså tit og ofte mellem nogle londonpositioner og nogle parispositioner, og Tyskland var mediator. Og nu skal det jo ikke være et historisk evalueringsmøde om den tidligere tyske kansler, men jeg synes faktisk også, at når man betragter den tidligere tyske kansler, er man altså også nødt til ligesom at have for øje, hvad det var for en mediatorrolle, hun spillede.

Tyskland er en central aktør, og vi skal præge Tyskland. Og det er på en meget, meget trist baggrund, men det, man kan glæde sig over, er, at krigen i Ukraine også har ført til, at noget af det støv, der faldt ned fra anden verdenskrig, og som et eller andet sted altså handlingslammede Tyskland i forhold til at tage et internationalt ansvar, på en eller anden måde er blevet børstet af. Og det er jo det, vi skal bygge videre på.

Så er det fru Marianne Bigum, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Tak igen til ministeren for hans redegørelse. I redegørelsen er der en passage om EU's grundlæggende værdier, herunder retsstatsprincipperne. Jeg lagde mærke til, at ministeren også selv bragte det op i forhold til Europa-Kommissionens sagsanlæg mod Ungarn. Jeg vil spørge ministeren, om den proaktive side, som ministeren siger Danmark tager i den her sag, også kommer til at indebære, at regeringen i lighed med andre ligesindede europæiske lande vil intervenere til støtte for Europa-Kommissionen i sagen om Ungarns anti-lgbt-lov. Det er i håb om, at vi kan spare et samråd, som vi haft svært ved at finde tid til.

Udenrigsministeren.

Så vil jeg håbe, at det samråd ligger lidt ude i fremtiden – ikke ret langt, men så langt, at jeg kan nå at afklare det spørgsmål på en for spørgeren tilfredsstillende måde. For at være helt åben om det er det spørgsmål i proces. Men jeg har en god fornemmelse af, at processerne fører til, at den danske position bliver sådan, at samrådet kan spares.

Er der en anden kort bemærkning? Ordføreren, værsgo.

Det er der. Og så vil jeg så bruge anledningen til at spare mit opfølgende spørgsmål – tak for tilkendegivelsen – og komme med en kommentar. Ministeren fortalte om individuelle skridt kontra mellemstore skridt i fællesskab, og jeg vil bare for en kort bemærkning minde om, at de her klimaskridt, der skal tages, jo også helst skal være store nok, sådan at det hele ikke når at kollapse omkring os, inden vi når i mål.

Udenrigsministeren.

Det er jeg fuldstændig enig i. Jeg har det med at bruge billeder en gang imellem, og de er ikke nødvendigvis altid lige gennemtænkte. Men det var egentlig bare et forsøg på at tale ind i det, at nogle advokerer lidt for og med streg under nationernes Europa, og at det ikke er ambitiøst nok, og at vi skal gøre tingene selv. Der hviler det jo tit på den antagelse, at så vil resten af flokken fortsat være lige så ambitiøse, som de er uden vores aktive deltagelse. Ved at tage nogle større skridt selv vil vi flytte det hele længere. Jeg synes bare, at man glemmer det forhold, at når man laver kompromiser i Europa, trækker det begge veje. Dem, der er ambitiøse, trækker jo også de mindre ambitiøse op, så de bliver forpligtet kollektivt på nogle fælles kollektive skridt. Det tror jeg grundlæggende vi er enige om, og så kan man altid diskutere, hvordan de der balancer skal være. Men det er i hvert fald uomgængeligt, at vi jo ikke løser den grønne omstilling her i Folketingssalen, hvis ikke resten af Europa arbejder med.

Tak. Så er der en kort bemærkning til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Og tak for det, jeg hører udenrigsministeren sige, om, at der på migrationsområdet er en større enighed i EU, og at der også er en opbakning til at styrke de ydre grænser og gøre noget ved det. Men et af de værktøjer, som regeringen selv har lagt op til skal bruges, er jo, som der står i regeringsgrundlaget, at der skal oprettes modtagecenter uden for EU. Så derfor bliver jeg nødt til at spørge udenrigsministeren: Hvad er status på det her center? Hvornår sker der noget, og hvordan er stemningen for det i de andre EU-lande?

Udenrigsministeren.

Jamen der sker jo noget hele tiden, for det her spørgsmål om migration er jo genstand for en løbende drøftelse og var det også på det seneste topmøde og bliver det igen, fordi tallene jo desværre begynder at vokse oven på bl.a. covid-19, som var en af grundene til, at de faldt. Så vi har vel aktuelt i Europa et samlet asyltal i en størrelsesorden af millioner. Og der går vi jo ind i det med den danske vinkel, som jo i virkeligheden er holistisk, og som jo handler om at gøre mange ting på en og samme tid.

Nu lagde jeg mærke til den ordveksling, der var, om, hvorvidt vi skulle kere os om f.eks. Afrika. Det er jo nødt til at være en strategi, der hviler på, at vi både rækker ud til f.eks. Afrika med stærkere partnerskaber, så der tændes et håb om, at der også er en fremtid i Afrika, at vi, sådan at vi får noget for noget, understøtter det i Global Gateway, mod at der bliver bedre tilbageleveringsaftaler, mod at vi har særlige partnerskabsaftaler med udvalgte lande, at vi hjælper dem med at beskytte deres egne kyster osv. Det er jo den diskussion, der pågår, og der siger jeg bare – også med den erfaring, jeg har, fordi jeg sad der i 2015 – at der opleves de danske synspunkter ikke så isolerende, som de måske gjorde dengang. Så tingene er i bevægelse, men det er ikke det samme, som at man er i mål.

Der er yderligere en kort bemærkning til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl. Værsgo.

Tak for svaret. Jeg synes jo ikke helt, jeg fik svar på spørgsmålet, der helt præcist handlede om modtagecentret, som regeringen nævner i regeringsgrundlaget. Hvordan ser det ud med det? Hvornår ser vi nogle tegninger til det eller planer for det? Hvad sker der i hele taget i den sag?

Udenrigsministeren.

Jamen hvis man læser regeringsgrundlaget, så vil man jo se, at regeringen har den ambition at ville prøve at få det her koncept gennemført i en europæisk ramme, og ud af det kan man jo modsat også slutte, at regeringen ikke har en ambition om, at det skal gennemføres i en bilateral øvelse alene mellem Danmark og et afrikansk land. Vi forsøger at forfølge det spor og få det her koncept op at stå i en europæisk ramme, og der er det, jeg siger, at der er en større lydhørhed over for det her koncept, for den her tænkning, end der var før. Så det er det spor, vi forfølger.

Så er det fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det, og mange tak for ministerens afrunding her med de mange facetter, som den her debat rummer og også har haft i eftermiddag, og som EU-debatten jo skal have. Så tak for faktisk også at tage debatten alvorligt der, hvor den står her i salen – kompliment for det.

Mit spørgsmål er følgende: Jeg er egentlig enig med ministeren i, at man ikke kan løse problemer i verden ved at være sig selv nok, og jeg er også enig i – det var også det, jeg gjorde rede for i ordførertalen – at vi skal have et europæisk samarbejde; det er nødvendigt, og det er også ønskeligt. Vi er givetvis ikke enige om, hvordan det skal skrues sammen, og hvad præmissen skal være for det. Men derfor vil jeg også gerne spørge lidt ind til regeringens syn på EU's rolle i den store verden. Altså, en ting er, at man nu går ind på et spor, der handler om de her modtagecentre – der er Enhedslistens synspunkter velkendte – men en anden ting er i virkeligheden årsagen til, at mennesker drives på flugt, og EU's rolle i verden i forhold til at bekæmpe årsagerne til flugt og fordrivelse.

Udenrigsministeren.

Det er jo i virkeligheden et kæmpestort spørgsmål. Men først og fremmest vil jeg notere mig, at vi er enige om, at EU har en rolle at spille her, og det var egentlig også det, jeg forsøgte at antyde ved at sige, at man nok er nødt til at have en mere holistisk tilgang. Altså, hvis man vil passe på Europa, gøres det jo ikke kun ved at bygge et hegn; hvis man vil passe på Europa, må man også yde sit bidrag til, at resten af menneskeheden kan passe på sig selv der, hvor resten af menneskeheden befinder sig. Og det handler jo bl.a. om at have en strategi for f.eks. Afrika, som hviler på at tilbyde Afrika et udviklingsmæssigt perspektiv – at man strategisk åbner sine egne markeder for Afrika; at man som alternativ til illegal migration har visse døre stående åbne for legal migration; at man laver programmer, hvor unge afrikanere kan komme til Europa og studere og dygtiggøre sig med det sigte, at de vender hjem igen.

Det er nødt til at være det. Det er jo nødt til at være den brede tilgang. Det er jo bl.a. også derfor, at regeringen selv i sit eget regeringsgrundlag har annonceret en Afrikastrategi. Vi overtager formandskabet for EU i 2025, og jeg skal jo ikke stå her og sige, at de ting hænger sammen en til en, men det ville da være oplagt, at vi fra dansk side bl.a. presser på for at fremme sådan et europæisk perspektiv, når vi får chancen for at sidde for bordenden.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så siger vi tak til udenrigsministeren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

(Talen er under udarbejdelse)

Forhandlingen er åbnet. Den første ordfører er hr. Anders Kronborg for Socialdemokratiet. Værsgo.

(Talen er under udarbejdelse)

Tusind tak for ordet. Det er jo i virkeligheden et forslag – jeg vil ikke foregribe begivenhedernes gang, men så alligevel – som jeg ikke tror der kommer den helt store debat omkring. For det her lovforslag er jo i virkeligheden en lille pind af en større aftale, nemlig »Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022«, og jeg kan se, at alle de repræsentanter, der er til stede her i salen, er en del af aftalen – sågar er Kristendemokraterne også en del af aftalen, selv om de ikke længere sidder i Tinget.

Men ikke desto mindre er det faktisk også en rigtig god aftale, hvor hovedformålet med det her lovforslag er at give danskere med olie- og gasfyr hjælp til at få udskiftet deres fyr. Og det må man jo sige er rigtig vigtigt, både for den grønne omstilling, men også i forhold til rejsen med at gøre os uafhængige af russisk gas.

Det lovforslag, som vi behandler, består af to dele. Den ene er en særordning om udskiftning af olie- og gasfyr, altså en godtgørelse af tinglysningsafgift for pant tinglyst til sikkerhed for lån ved udskiftning af olie- og gasfyr; med lovforslaget sikrer vi billigere finansiering af lån til udskiftning af olie- eller gasfyret, da man slipper for at betale tinglysningsafgift for lånet helt frem til 2028.

I praksis godtgøres den, der yder lånet, afgiften, og den, der yder lånet, vil fortrinsvis være en bank eller et realkreditinstitut, da de fleste boligejere formentlig vil søge at få finansiering et af de to steder. Men der er to modeller, og de er, at bankers og realkreditselskabers afregning sker i forhold til afgiftsregnskabet, så de ikke skal have pengene op af lommen, og hvis der så er andre, der yder lån, kan de få godtgjort tinglysningsafgiften via en elektronisk blanket til skatteforvaltningen.

Den anden del af lovforslaget, som vi behandler, er en fremrykning af kategoriseringen af ejendomme. Der foreslår man at fremrykke tidspunktet for kategoriseringen af visse ejendomme efter det nye ejendomsvurderingssystem. En ejendom kategoriseres som f.eks. ejerbolig eller landbrugsejendom, og det kan selvfølgelig have betydning for beskatningen af ejendommen. Forslaget skal derfor sikre, at der er en afklaring af ejendommens kategorisering, før vi overgår til det nye ejendomsvurderingssystem i 2024. Jeg har været høringssvarene igennem, og jeg kan også se, at i forhold til den information, som der skal være, i forbindelse med at man kan fremrykke kategoriseringen af ejendommene, er man fuldt bevidst om, at man skal gøre sig utrolig umage fra myndighedernes side.

Med de bemærkninger – og i øvrigt også med den glæde, at alle, der er til stede her i dag, jo har været en del af hovedaftalen; det er enormt flot, når Tinget på tværs af partier fra rød til blå, fra venstre mod højre kan være enige om en aftale, og her er der bred enighed mellem i hvert fald alle de partier, der er til stede i salen her i dag – kan Socialdemokratiet støtte lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til den næste ordfører i rækken, som er hr. Jan E. Jørgensen fra Venstre. Værsgo.

Naturgas, fossil gas, russisk gas, sort gas – kært barn har mange navne, eller vi skulle måske sige, at ukært barn har mange navne, for fælles for gassen, uanset hvad vi kalder den, er det, at den bør høre fortiden til. Det gik Venstre til valg på, og derfor glæder det mig, at vi med lovforslaget nu er ved at implementere netop dette i lovgivningen. I dag behandler vi nemlig både en ændring af tinglysningsafgiftsloven og ejendomsvurderingsloven.

Hvis vi tager et par år ud i fremtiden til 2035, vil der ikke længere være danske husstande, som anvender naturgas til rumvarme. Derudover skal Danmark allerede, altså om små 7 år, være 100 pct. forsynet med grøn gas. Det aftalte vi med et bredt flertal i sidste folketingssamling i »Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022«. Dele af aftalen skal nu udmøntes i lovgivningen, og det er derfor, vi i dag stemmer for en ændring af tinglysningsafgiftsloven.

Det er afgørende for en grøn fremtid, at vi udfaser klimabelastende opvarmningskilder. De skal erstattes med grønnere og mere bæredygtige opvarmningskilder. Det er den ene side af sagen. Den anden side er, at vi i Europa står over for en sikkerhedspolitisk krise kombineret med en energikrise – en krise, som berører os alle, men også en krise, som har bragt os endnu tættere på vores europæiske naboer. Vi har skabt en fælles forståelse for, at man ikke kan tage sin sikkerhed for givet, og derfor skal vi som land tage ansvar og deltage i fællesskabet, og det gør vi bl.a. ved at sikre en fuldkommen uafhængighed af russisk gas, og det er faktisk akkurat det, som lovforslaget i dag kan være med til at sikre: en fremtid, som både er grønnere og uafhængig af russisk gas.

Det lyder jo som sød musik i vores ører, men vi er nødt til at iværksætte nogle ordninger, som sikrer, at det her sker, fordi det skal være økonomisk rentabelt for danskerne at udskifte deres olie- eller gasfyr. En grøn omstilling og uafhængighed af russisk gas koster nemlig penge – mange penge – og vi har i de seneste år været vidne til en tid, hvor inflationen har buldret derudad. Af gode grunde holder man som helt almindelig dansker jo altså sine penge tæt til kroppen.

Så vi politikere har et ansvar – et grønt ansvar for Danmark og for kloden, men også et økonomisk ansvar over for befolkningen. De har nemlig stadig ret til at leve det gode liv, selv om vi med den grønne omstilling har travlt, og den grønne omstilling og det gode liv behøver nemlig ikke at være hinandens modsætninger. Det er dette lovforslag et klart eksempel på.

Den ordning, som vi i dag behandler, vil sikre en økonomisk hjælp til udskiftning af olie- og gasfyr i de danske husholdninger. Bl.a. bliver det muligt for boliger i landdistrikterne at skifte til grønnere opvarmningskilder, også selv om det ikke kan tilkobles fjernvarmenettet. Det gør vi ved at gøre det muligt for den enkelte boligejer at tage et lån med statsgaranti netop til denne udskiftning. Det er ansvarligt, og præcis den ansvarlighed er et meget vigtigt begreb, for det handler om grøn ansvarlighed, sikkerhedspolitisk ansvarlighed og økonomisk ansvarlighed.

Et af tiltagene i lovforslaget er fritagelse for tinglysningsafgift ved tinglysning af pant til sikkerhed for lån til udskiftning af olie- og gasfyr til andre opvarmningskilder. Det lyder umiddelbart vanskeligt og mere bøvlet, end det er. For sagt på en anden måde: Vi skal forsøge at skabe et incitament til at udskifte klimabelastende rumopvarmning med grønnere og mere bæredygtige alternativer, og det gør vi ved, at man som boligejer kan tinglyse pant i sin ejendom som sikkerhed for lånet.

Ingen boliger i 2035 skal være opvarmet af gasfyr. Det er en ambitiøs målsætning, men med ordningen er det langtfra usandsynligt. Vi er et foregangsland, og det sender vi i den grad et signal om her. Fritagelsen for tinglysningsafgiften placerer også et ansvar hos de danske boligejere, for ligesom vi som politikere skal tage ansvar, ja, så skal den enkelte dansker også tage ansvar. Det pantsikrede beløb, som skal være tinglyst i en ejendom, skal inden for 12 måneder anvendes til udskiftning af opvarmningskilden. Det er et fælles ansvar, som vi skal løfte i flok.

Det er så ikke det eneste, vi behandler i dag. Lovforslaget handler også om at fremrykke tidspunktet for kategoriseringen af ejendomme – altså hvorvidt en ejendom skal kategoriseres som en ejerbolig, landbrugsejendom, skovejendom eller erhvervsejendom – og det er en del, der ikke fylder så meget i lovforslaget, men det gør det ikke mindre vigtigt. Essensen i fremrykningen af kategoriseringerne er, at ejendommene hurtigere vurderes efter det nye vurderingssystem, for vi skal sikre, at de berørte ejendomsejere hurtigere får vished om, hvad deres potentielt nye ejendomskategorisering er. Det er en kategorisering, som vil få skattemæssig betydning, og selv om den del af lovforslaget måske blegner i forhold til første del, er det altså vigtigt og har stor betydning for de berørte parter.

Venstre en del af aftalekredsen, og derfor ser jeg på vegne af Venstre frem til den kommende udvalgsbehandling og kan meddele, at vi naturligvis støtter lovforslaget.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så vi går videre til den næste ordfører i rækken, som er hr. Mohammad Rona fra Moderaterne. Værsgo.

Ruslands invasion af Ukraine har understreget, at klimapolitik og sikkerhedspolitik hænger uløseligt sammen. Den grønne omstilling er derfor afgørende for klimaet og for uafhængigheden af russisk energi. Danmark skal udfase anvendelse af naturgas hurtigt. Det er en politisk ambition, at der ikke skal anvendes gas til rumvarme i danske husstande fra 2035, og at Danmark senest i 2030 vil være 100 pct. forsynet med grøn gas. For at hjælpe de danske husholdninger foreslås der indført en godtgørelse for tinglysningsafgift for pant til sikkerhed for lån til udskiftning af olie- eller gasfyr til en anden opvarmningskilde. Med lovforslaget udmøntes den del af »Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022«, der omhandler at afgiftsfritage tinglysningen af pant for lån til udskiftning af olie- og gasfyr til andre opvarmningskilder i perioden 2023-2028. Afgiftsfritagelsen gives i forbindelse med selve tinglysningen, hvilket sikrer, at borgere ikke skal have penge op af lommen til at dække tinglysningsafgiften eller skal finansiere afgiften igennem deres lån. Moderaterne bakker op.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til den næste ordfører i rækken, som er hr. Sigurd Agersnap fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for ordet, formand. Som det er nævnt af de tre tidligere talere, indeholder lovforslaget to elementer: tinglysningsafgiften og ejendomsvurderingsloven og kategoriseringen af boliger dér. Jeg vil starte med tinglysningsafgiften. Da jeg lige umiddelbart kiggede på den, tænkte jeg, at lovgivning omkring tinglysningsafgiften ikke er videre ophidsende. Men så søgte jeg på nettet og fandt ud af, at Finans Danmark kalder den »Fyr dit fyr«-kampagnen, og det synes jeg er et relevant bidrag, der bedre forklarer, hvad det reelt er, vi gør her: Det er at skifte olie- og gasfyr ud og gør det i hvert fald lettere for danskerne at skifte over til varmepumper, fjernvarme, solvarme eller andet og sætte pant i deres bolig og tinglyse det. Det er godt, og det er en del af »Klimaaftale om grøn strøm og varme 2022«, som vi i SF er med i og er glade for. Det viser, at skattepolitik også kan være grøn politik, fordi det er vigtigt at skabe incitamenter til, at den grønne omstilling kommer til at ske derude. Det er godt for klimaet, og det skaber en uafhængighed af russisk gas.

Vi må nok også være ærlige og sige, at den her fritagelse for tinglysningsafgiften er et lille, men rigtigt incitament, og ministeriet vurderer selv, at det er 500 husstande, der på grund af afgiftsfritagelsen vil skifte over og skifte til en grøn energikilde. Det er jo ikke et stort bidrag til den grønne omstilling, men den samlede aftale og den samlede pakke, hvor man også går ind og samarbejder med finanssektoren, er et betydeligt bidrag til den grønne omstilling, og derfor er det afgørende, at vi også får de andre elementer i partnerskabet ud i virkeligheden, og det kræver, at vi også følger op over for de parter i branchen, som har lovet at ville bidrage med det.

Den anden del af lovforslaget omhandler som tidligere nævnt ejendomsvurderingsloven, og selv om SF ikke er en del af aftalekredsen bag det forhåbentlig kommende ejendomsvurderingssystem, er vi selvfølgelig optaget af, at det kommer til at fungere. Det er af kritisk nødvendighed for Danmark, at vi får et fungerende boligskattesystem, og det har været udsat gentagne gange. Man er noget presset på tid, og derfor er der nogle steder i lovforslaget, hvor bl.a. klagetiden er forkortet. Det er vi selvfølgelig ikke i udgangspunktet tilhængere af, men vi forstår nødvendigheden i forhold til at få et samlet system, der kan fungere. Vi er derfor indstillet på at støtte det samlede lovforslag.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til den næste i ordførerrækken, som er hr. Hans Kristian Skibby, Danmarksdemokraterne. Værsgo.

Tak. Det er nok ikke med det her lovforslag fra skatteministeren, at der kommer den helt store debat her i Folketinget. Nu ved jeg godt, at Socialdemokraternes ordfører nævnte, at alle de partier, der er til stede her i salen, var dele af aftalen. Det er faktisk ikke rigtigt, for Danmarksdemokraterne er ikke med i aftalen, og det er der så nogle naturlige årsager til, bl.a. at vi ikke var et parti, dengang man indgik aftalen. Så det er sådan set den lille årsag til det.

Men det ændrer jo ikke på, at vi selvfølgelig også her fra Folketingets talerstol vil tilkendegive, at vi sådan set støtter det her lovforslag, for en godtgørelse af de udgifter, der er ved tinglysning af pantet for de her lån til udskiftning af olie- og gasfyr i private boliger osv., er sådan set sund fornuft. Som også ordføreren fra SF før mig var inde på, er det jo ikke lige det her forslag, der er det mest omkostningstunge; det er ikke det, der giver den helt store luft i den private økonomi hos de mange tusind danske boligejere, der har været rigtig hårdt ramt af de her stærkt stigende olie- og gaspriser på opvarmning af deres bolig. Det er en lille del af det, og det er også en del af aftalen om et mere grønt og sikkert Danmark. Der er andre initiativer, som ligger på andre områder. Men vi støtter det sådan set, og vi synes også, at det er sund fornuft med delene omkring ejendomsvurderinger.

Der er dog en ting, jeg vil sige, nemlig at det faktisk i dag også er kommet frem, at hvis man kigger på Dansk Fjernvarme og den interesse, der har været, for at søge om at få del i fjernvarmepuljen, som der jo åbnedes for her i slutningen af januar med omkring 200 mio. kr. og så måske yderligere 100 mio. kr. fra vindenergihjælpepakken i, så er det jo stadig væk sådan, at de projektforslag, der er kommet fra fjernvarmeselskaberne, så rigeligt allerede nu overstiger den samlede sum af penge i puljen.

Der vil vi fra Danmarksdemokraternes side selvfølgelig gerne sige, at hvis man kan anskueliggøre, hvordan man skaber en hurtigere proces til at få folk væk fra den fossile naturgas og over på noget fjernvarme i stedet for, så kunne det måske være et godt sted at øge indsatsen. Og det er jo også det, som der i dag bliver efterspurgt fra Dansk Fjernvarmes side, for når man nu går ind og kigger på finanslov og alt mulig andet, er det jo ikke helt umuligt, at man kan gøre konverteringen mere driftssikker, så endnu flere forbrugere kan blive flyttet væk fra fossil gas og over til noget mere konstruktivt i forhold til opvarmning af deres boliger. Men det er noget, man må kigge på – det anerkender jeg er en bevillingssag.

Men vi er positive over for forslaget og støtter det.

Tak til ordføreren. Ordføreren skal lige blive stående, for der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Anders Kronborg, Socialdemokratiet. Værsgo.

Vi skal ikke trække debatten længere, men jeg synes bare, jeg lige ville kvittere for ordførerens bemærkninger. Det er fuldstændig rigtigt, at Danmarksdemokraterne ikke var en del af aftalen, fordi den er fra 2002. Så når I ikke var det, vil jeg bare gerne have en tilkendegivelse af, om I så bakker op om det samlede, så vi i forbrødring kan glæde os over det her lovforslag. Jeg behøver ikke ordet for anden korte bemærkning.

Ordføreren.

Altså, så kan jeg endnu en gang berolige ordføreren med at sige, at det heller ikke var 2002, som ordføreren var inde på. Jeg har godt nok været herinde siden 2005, så jeg vil nok nærmest kunne huske det, hvis det var rigtigt, men så gammel er aftalen trods alt heller ikke. Men den er sådan set bare lidt ældre end Danmarksdemokraterne, og vi er jo heller ikke specielt gamle i gårde, men det er vi selvfølgelig, nogle af os, måske der, hvor vi kommer fra. Men ellers er jeg enig med ordføreren.

Tak for det. Jeg ser ikke, der er flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så går vi videre til den næste ordfører i rækken, som er hr. Steffen W. Frølund fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Afgiftslettelser som incitamentsværktøj til den grønne omstilling er noget, vi godt kan lide hos Liberal Alliance. Så lad os da endelig aftale noget mere af den slags derude, hvis I kunne være med på det. Jeg er sikker på, vi kunne finde masser af flere områder, hvor det gælder. LA er med i aftalen, og det honorerer vi selvfølgelig og stemmer derfor for.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til den næste ordfører i rækken, som er hr. Rasmus Jarlov for Det Konservative Folkeparti. Værsgo.

Tak. Vi synes også, det er fint og vil stemme for som følge af den aftale, som vi også er med i. Jeg kunne så måske ikke helt svinge mig op i det toneleje, som nogle af regeringspartierne var oppe i, hvor det hed, at Danmark er et foregangsland, fordi vi har givet rabat på tinglysningsafgiften. Det er måske lige at gå højt nok op. Men vi synes, det er et fint lille skridt på vejen.

Jeg er ikke sikker på, jeg helt forstår den der model med refusion af penge osv., men jeg er sikker på, at det har regeringen tænkt grundigt over, og forhåbentlig kommer det til at virke godt.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til næste ordfører i rækken, som er fru Trine Pertou Mach fra Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Hr. Rasmus Jarlov var jo så kortfattet den her gang, at jeg dårligt nåede op til talerstolen, inden det blev min tur.

Ikke med fare for, men med vished for, at jeg kommer til at gentage noget, som andre ordførere har sagt før mig, vil jeg sige, at det her lovforslag, L 53, jo både omfatter en afgiftslettelse fritagelse vedrørende tinglysning og det her med fremrykning af tidspunktet for en kategorisering af ejendomme. Jeg vil fokusere på den første del.

For det første er det jo vigtigt, at vi gør os uafhængige af russisk gas. Det står lysende klart, at Europa i al for høj grad har gjort sig afhængig af gas fra Putins Rusland, og Danmark skal, som man også har en fælles europæisk målsætning om, gøres uafhængig af den russiske gas så hurtigt som muligt. Det har faktisk også været Enhedslistens position i flere år.

Så er der jo for det andet den altdominerende klimakrise, som i parentes bemærket måske også burde være altdominerende her på tinge, og som kræver en grøn omstilling af vores samfund – en altomfattende grøn omstilling af vores samfund – og det er nødvendigt, at vi går væk fra gassen som en del af det. Et af de steder, hvor danskerne bruger gas, er jo i boligopvarmningen i områder, hvor der endnu ikke er udlagt fjernvarme, eller i områder, hvor det ikke giver mening at udrulle fjernvarme, f.eks. dér, hvor der er mindre tæt bebygget. Tallene i lovforslaget taler jo for sig selv. Der er mange tusind danske hjem, hvor det her er relevant, og det er en af grundene til, at det her forslag jo er et vigtigt skridt på vejen, om end ikke en revolution som sådan. Men det er jo med til at udmønte en del af den aftale, som også Enhedslisten er med i, og gør det billigere at gå væk fra gas, sådan at boligejere kan få udskiftet deres gasfyr med f.eks. en varmepumpe.

Bundlinjen er, at vi politisk vælger at give en form for økonomisk hjælp til at få udskiftet olie- og gasfyr, sådan at de danske husholdninger kan få det gjort, og forhåbentlig gør det muligt også på sigt, at mennesker faktisk kan varme deres boliger op, hvis de f.eks. får installeret en varmepumpe. Nej, det her forslag revolutionerer ikke, men det er et vigtigt forslag. Derfor kan vi også fra Enhedslistens side bakke op om forslaget, og vi ser meget frem til udvalgsbehandlingen.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Jeg skal lige sikre mig, at der ikke er andre ordførere til stede i salen, som ønsker ordet. Så går vi videre til skatteministeren. Værsgo.

Tak for det. Tak for opbakningen fra samtlige ordførere til det lovforslag, som vi førstebehandler i dag, og som man har været inde på er en udmøntning af den politiske klimaaftale om grøn strøm og varme fra 2022.

Hovedformålet med lovforslaget er, som det også er blevet gengivet heroppefra, at give danskere med olie- og gasfyr hjælp til at udskifte deres fyr, hvilket selvfølgelig også er en vigtig dagsorden for den nye regering. Danmark og Europa står som bekendt i en meget alvorlig sikkerhedspolitisk krise, som kan mærkes af alle danskere. Derfor har regeringen også en klar ambition om at sikre tryghed og sikkerhed for danskerne og ikke mindst for danskernes økonomi. Samtidig arbejder vi målrettet for at frigøre os af russisk gas. Aftalepartierne er enige om at give økonomisk hjælp til udskiftning af olie- og gasfyr i de danske husholdninger. Det er bl.a. afgørende at sikre uafhængighed af russisk gas. Derudover indeholder lovforslaget som bekendt et andet og mindre forslag om at fremrykke tidspunktet for kategorisering af visse ejendomme efter det nye ejendomsvurderingssystem.

Den del af lovforslaget, der fylder mest, er særordningen om godtgørelse af tinglysningsafgiften for pant til lån til udskiftning af olie- og gasfyr. Med lovforslaget sikrer vi billigere finansiering til lån til udskiftning af olie- og gasfyr, så man kan slippe for at betale tinglysningsafgift af lånet helt frem til 2028. Det synes jeg er en rigtig fin ordning, som jeg også håber boligejerne vil benytte sig af.

Der er to modeller. I praksis godtgøres afgiften til den, der yder lånet, og den, der yder lånet, vil fortrinsvis være en bank eller et realkreditinstitut, da de fleste boligejere formentlig vil søge finansiering et af de to steder. For banker og realkreditinstitutter vil godtgørelsen ske over deres afgiftsregnskab på en sådan måde, at de aldrig skal have penge op af lommen. Det betyder, at borgerne heller ikke skal have penge op af lommen. Der vil dog være mulighed for, at andre, der yder lån med pant, kan få godtgjort tinglysningsafgiften. Her skal anmodningen om godtgørelse ske manuelt ved en elektronisk blanket, der bliver sendt ind til Skatteforvaltningen. Denne model forventes at blive anvendt i et mindre omfang. Det er håbet, at ordningen vil bidrage til, at udskiftning af olie- og gasfyr i danske husstande kan gå hurtigere end ellers. Hver en udskiftning, der foretages, gør en forskel for uafhængigheden af Rusland og for den grønne omstilling. Det er selvfølgelig et vigtigt og afgørende skridt.

Vi foreslår også at fremrykke tidspunktet for kategorisering af visse ejendomme efter det nye ejendomsvurderingssystem. Det skal ses i sammenhæng med, at en ejendoms kategorisering som f.eks. ejerbolig eller landbrugsejendom har stor betydning for beskatningen af ejendommen. Forslaget skal derfor sikre, at der er afklaring af ejendommenes kategorisering, før vi overgår til det nye ejendomsbeskatningssystem i 2024 .

Afslutningsvis vil jeg bare sige tak for den meget positive behandling her i første omgang, og så ser jeg selvfølgelig frem til at svare på spørgsmål både nu og i udvalgsbehandlingen. Tak.

Tak til skatteministeren. Der er ikke nogen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Skatteudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.