Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak, og tak for, at ministeren kunne komme.

Vil ministeren fremskynde en sænkning af elafgiften, som vil komme helt almindelige danskere og erhvervslivet til gode?

Det er spørgsmålet.

Ministeren.

Tak for det, formand, og tak for spørgsmålet. Som spørgeren jo ved, indgik spørgerens parti og regeringen sammen med SF, Radikale Venstre og Kristendemokraterne den 21. januar en omfattende aftale om det, vi har kaldt for en ny reformpakke for dansk økonomi. Det er en aftale, som gør Danmark stærkere, som styrker den grønne omstilling, og som også skaber flere arbejdspladser. Det er i det hele taget en rigtig god aftale for Danmark.

Aftalen indeholder også en markant lempelse af den almindelige elafgift. Fra juli måned i år lempes den almindelige elafgift med 14 øre pr. kWh stigende til 17 øre frem mod 2030. Den her lempelse af elafgiften i den nye aftale kommer så oven på de lempelser, der allerede – hvilket spørgerens parti også har været med til – ligger i energiaftalen tilbage fra 2018. Så samlet set er der tale om en markant nedsættelse, og isoleret set er der med den aftale, som vi lavede sidste fredag, tale om en aftale, der for den gennemsnitlige familie betyder en besparelse på ca. 850 kr. årligt.

Det er en rigtig god aftale, som ligger helt i forlængelse af, at vi i Danmark har en elproduktion, som i stigende grad baserer sig på vedvarende energi, og derfor er det, som regeringen og spørgerens parti har gjort sammen, det rigtige at gøre. Det kommer den grønne omstilling til gode, det kommer familierne til gode, og det er utrolig vigtigt.

Spørgeren, værsgo.

Tak for det. Tak for svaret, og jeg vil også gerne kvittere for det samarbejde, der har været, og vi er også glade for den aftale, der er. Men der er jo nu bare en udfordring, og det var faktisk også sådan, at det var en anden minister, jeg havde kaldt herned for at besvare spørgsmålet omkring det her med elafgiften, nemlig klima-, energi- og forsyningsministeren, og det var, fordi vi nu sidder og forhandler, om man skal give en hjælpepakke på grund af de her høje energipriser. Det er jo faktisk sådan, at rigtig mange danskere nu oplever, at det er rigtig svært at få økonomien til at hænge sammen. Hvis man eksempelvis bor i et hus på 100 m² – to voksne og to børn – og hvis man har et gasfyr, har man oplevet, at man har fået en merpris på 1.230 kr. om måneden, og det er jo altså vel at mærke efter skat. Hvis man derimod har elopvarmning, altså med elpaneler, har man fået en merudgift på 1.880 kr. om måneden, vel at mærke også efter skat. Så det løber virkelig op, og det er jo næsten 6.000 kr., det bare på få måneder kan løbe op i med elvarme.

Så er det rigtigt, at vi har været en del af en aftale, hvor vi også håndterer nogle af de her udfordringer, men det, der så ligger lidt i det, er jo, at regeringen i de forhandlinger, vi sidder med, lægger op til – og skatteministeren er jo også en del af regeringen – at man skal bruge rigtig mange kræfter på at hjælpe gaskunderne, men ikke så mange kræfter på at hjælpe elkunderne. Og derfor var vores forslag jo egentlig også at se på, om vi kunne fremrykke nogle dele af den aftale, som vi har indgået, og som vi er glade for, altså at man fik den her sænkelse af afgiften tidligere, altså bruge noget økonomi på det, netop for at tilgodese de familier, som faktisk har gjort det, som vi på tværs af partier har sagt at de skulle, nemlig udskifte deres gasfyr eller udskifte deres oliefyr og bruge elvarme. For det er det, vi skal; vi skal have et elektrificeret samfund. Og nu får de så de her meget, meget høje regninger, og regeringen lægger jo op til, at vi skal gå ud og kompensere dem, der bruger gas.

Kan ministeren ikke se, at der er sådan lidt en udfordring i det, og at der måske var en mulighed for at rykke vores aftale tættere på?

Ministeren.

Tak for det, formand. Jeg er glad for, at spørgeren også synes, at det er en god aftale, vi har lavet, for det er det virkelig, og det er en aftale, som binder Danmark bedre sammen, og som giver penge mellem hænderne til helt almindelige familier. Det er vigtigt for Socialdemokratiet og regeringen, og det er vigtigt for Dansk Folkeparti, forstår jeg også, og ellers havde vi jo selvfølgelig heller ikke lavet aftalen. Men det er i særlig grad vigtigt her, fordi det jo trods alt også er med til at give lidt mere luft i økonomien, da vi jo allerede her i år starter sænkningen af den almindelige elafgift. Så det er det.

Så spørger spørgeren jo så til forhandlinger, der pågår hos en kollega, og belært af erfaringen tror jeg, det er bedst, at de foregår dér og ikke her.

Hr. René Christensen, værsgo.

Udfordringen er jo bare, som ministeren også sagde – og den aftale står vi selvfølgelig på mål for – at med det, der ligger i den aftale omkring sænkelse af afgifterne frem mod 2030, så er det fuldstændig rigtigt, at det er omkring 800 kr. om året, der ligger en besparelse på. Det er jo rigtig sundt for den enkelte dansker. Udfordringen er bare, at nogle nu står med en merudgift på 1.880 kr. om måneden. Så kan man jo sige, at de 800 kr. om året nok ikke er det, der gør, at man kan blive boende, eller at man ikke kommer i Ribers, eller at man ikke kommer ud på et skråplan i forhold til sin økonomi. Så kan ministeren derfor ikke se – selv om forhandlingerne ligger et andet sted – at der er en udfordring?

Tak for det. Ministeren, værsgo.

Det er der helt bestemt. Der er ingen tvivl om, at den energi- og klimakrise, som der grundlæggende også er under det her, er en kæmpe udfordring, og derfor har regeringen jo også indkaldt til forhandlinger, og jeg ved, at der pågår drøftelser hos min gode kollega klimaministeren, som plejer at sidde her ved siden af mig i salen. Jeg forstår også, at de er i god gænge. Det er vigtigt, og der er familier, som på grund af de ekstraregninger, som dumper ind gennem brevsprækken eller kommer i e-Boks nu, er udfordret. Det er noget af det, vi drøfter ved forhandlingsbordet hos klimaministeren.

René Christensen med sit sidste spørgsmål. Værsgo.

Tak for det. Jeg har selvfølgelig fuld forståelse for, at ministeren ikke kan svare på det, og det er også derfor, at jeg er lidt ærgerlig over, at det er skatteministeren, der er her, og at det ikke er klimaministeren, der er her. Men udfordringen er altså, at det, man har på bordet, giver 800 kr. om året, og det, danskerne oplever, er, at de får en udgift på 1.880 kr. om måneden. De to ting står i stærk kontrast til hinanden. Samtidig er regeringen kommet med et oplæg, der siger, at man vil gå ind og understøtte sort gas, men ikke grøn el. Jeg håber virkelig, at de forhandlinger, der kommer til at foregå hos den anden minister, klimaministeren, kommer til at blive positive i forhold til danskerne. Men vi må se, hvad der sker.

Ministeren.

Jeg er i hvert fald meget fortrøstningsfuld i forhold til forhandlingerne. Regeringen har jo sagt det meget, meget klart, nemlig at der her er en udfordring, der skal løses, og forhåbentlig kan vi finde sammen i fællesskab om at løse den. Det lyder til, at regeringen og Dansk Folkeparti i hvert fald er enige om udfordringen. Så er det klart, at der så også er en regning, der skal betales. Det fandt vi sammen om at løse i forbindelse med reformpakken. Og én ting er jo sænkelsen af den almindelige elafgift, men når spørgeren nu har fat i skatteministeren, skal man også huske på, at der så også ligger en forhøjelse af beskæftigelsesfradraget, som jo, i takt med at det bliver indfaset, også vil give almindelige familier en yderligere lempelse.

Spørgsmålet er slut. Tak til skatteministeren, og tak til hr. René Christensen.

Vi går videre, og nu er det spørgsmål til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri. Det er af hr. Torsten Gejl, Alternativet.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Mener ministeren, at brækkede brystben på høns er en nødvendig pris, som den enkelte høne må betale, så danskerne fortsat kan spise æg?

Ministeren.

Først og fremmest er jeg rigtig glad for, at det her spørgsmål bliver rejst. Det er noget, vi har arbejdet indgående med i en længere periode; det er noget, vi tager meget alvorligt. For at svare helt kort på spørgsmålet så synes jeg selvfølgelig ikke, det er rimeligt, at det er sådan, at de her høns skal udsættes for det, at de brækker brystbenet med den eventuelle smerte, det kan medføre. Jeg vil gerne sige, at jeg var meget rystet og blev ked af det, da jeg hørte den her historie om, at hele 85 pct. af vores liggehøner – og det er vel at mærke, uanset hvad for en form for høns, der er tale om, om de er økologiske eller fritgående eller i bure eller noget andet – lider under det her. Det er dybt uacceptabelt.

Jeg har haft møder med branchen og med eksperter, og det, jeg kan forstå, er, at man sådan set ikke kan gøre så meget ved det på managementniveau, altså i forhold til ægproducenterne. Det er hos dem, der laver avlsprogrammer for liggehøner, problemet ligger. Der findes mig bekendt to store firmaer – et i Tyskland og et i Frankrig – som er dem, der står for at fremavle de her liggehøner. Det er der, problemet ligger.

Derfor har jeg taget det op på EU-niveau, hvor jeg var rigtig glad for at der var bred opbakning fra samtlige EU-ministre til, at vi skal tage det her meget alvorligt, indskrive det i vores politik for dyrevelfærd i EU og få stoppet de avlsprogrammer, der ligger hos de pågældende firmaer, så liggehønerne fremover ikke bliver for små og lægger for store æg, så man får det her problem.

Hr. Torsten Gejl, værsgo.

Problemet, som vi adresserer med de her spørgsmål, handler jo om, som ministeren også siger, at 85 pct. af danske høns – burhøns, fritgående høns, sågar økologiske høns – brækker brystbenet, når de lægger æg. Det betyder, at over 80 pct. af de æg, vi spiser til morgenmad, er lagt af en høne, der har brækket brystbenet ved æglægning, mange af dem flere gange. Alt tyder på, at det er forbundet med stor smerte for hønen. Problemet er, at vi har fremavlet høns, der ikke kan holde til at lægge næsten et æg om dagen. I gamle dage lagde høns måske 20 æg om året; nu lægger de over 300 æg om året.

Det fortalte jeg også statsministeren her i salen, og hun virkede ægte overrasket og berørt af det, ligesom fødevareministeren også gør, og ligesom alle, vi snakker med om det her, gør. Statsministeren sagde, at hun ville tage det op med fødevareministeren, da jeg forelagde problemet for hende, så derfor er mit spørgsmål: Har statsministeren taget emnet op med fødevareministeren? Og hvad har henvendelsen eventuelt ført til?

Ministeren.

Der er ikke nogen tvivl om, at dyrevelfærd er meget højt på regeringens dagsorden, og derfor er det også noget, jeg har haft samtaler med statsministeren om. Og som jeg nævnte i mit første indlæg, har vi gjort det, at vi har skrevet til samtlige EU-ministre på det her område, og vi har taget det op på rådsmødet og fået opbakning til et udredningsarbejde, der foregår i EU-regi, og så er der også det, at vi skriver det med liggehøns' dyrevelfærd ind som et opmærksomhedspunkt i EU's politik på det her område. Så der bliver arbejdet målrettet på det. Der er også et stykke forskningsarbejde og andet i gang.

Tak. Hr. Torsten Gejl, værsgo.

Altså, det problem, som vi adresserer, handler om noget, der jo sker lige nu for millioner af høns derude, som jo oplever stor smerte, ved at de brækker brystbenet, og som jeg hører det, kan det avlsmæssige initiativ, der er i gang, måske vare i 10-15 år. Altså, varer det ikke for længe, hvis vi skal vente på EU? Kan vi ikke gøre noget for at få det stoppet her i Danmark – altså, vi må vel kunne lovgive sådan fra det her Ting, at vi får det stoppet noget før?

Ministeren.

Jamen jeg er helt enig i, at det kun kan gå for langsomt. Altså, hver dag, der er en høne, hvor der må lide under det her, er en dag for meget. Ingen tvivl om det. Men uanset hvad vi har af lovgivning i Danmark, ændrer det ikke på, at de her liggehøner er fremavlet på en måde, som gør, at vi har den udfordring, så hvis vi skal have løst det, foregår det i avlsprogrammet. Det positive er, at det så ikke tager 8-10 år, som hr. Torsten Gejl er inde på, men at det måske kan gøres i løbet af en kortere årrække. Så det er det, vi arbejder målrettet på.

Hr. Torsten Gejl for sit sidste spørgsmål, værsgo.

Jamen altså, i Alternativet er vi i tvivl om, om problemet vil blive løst af branchen inden for de næste 10-15 år. Vi kan se ud fra de initiativer, der er taget for at løse det inden for de sidste par år med at lade hønsene producere færre æg, at det ikke har hjulpet. Derfor tænker vi også, at hvis Alternativet fremsætter et beslutningsforslag her i salen, der strammer dyrevelfærdsloven op på en sådan måde, at det ikke er lovligt, at høns bliver udsat for knoglebrud og smerte i Danmark, vil ministeren og Socialdemokratiet så overveje at stemme for sådan et forslag?

Ministeren.

Min bedste overbevisning er, at hele branchen er dybt berørt af det her og arbejder dedikeret, målrettet på at løse det her problem. Sagen er den, at man over en årrække har ændret det sådan, at det er nogle ganske få firmaer, man får de der liggehøner fra. Så vi kan ikke på kort tid lave det om på dansk grund, men man gør alt, hvad man kan, for at ændre det her hurtigst muligt, og det bakker vi fra regeringens side op om.

Spørgsmålet er slut. Tak til hr. Torsten Gejl.

Vi fortsætter med spørgsmål til ministeren for fødevarer, landbrug og fiskeri, men nu er det af hr. Per Larsen, Det Konservative Folkeparti.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Vil ministeren redegøre for, hvorfor der fortsat opretholdes et forbud mod hold af mink i 2022, når corona ikke længere er en samfundskritisk sygdom?

Ministeren.

Først og fremmest rigtig mange tak til hr. Per Larsen for at sætte fokus på det her spørgsmål, som der helt uden tvivl er en stor interesse for hos de pågældende minkavlere – så tak for det.

Den politiske beslutning om at forlænge det midlertidige forbud mod hold af mink til udgangen af 2022 blev truffet på baggrund af Statens Serum Instituts risikovurdering fra den 14. juni 2021 og den 28. september 2021. Det var altså de to gange, hvor vi fik rådgivning fra Seruminstituttet, og hvor vi også havde møder med ordførerne om det. Da Statens Serum Institut i september 2021 bekræftede deres risikovurdering fra juni 2021, var covid-19 heller ikke kategoriseret som en samfundskritisk sygdom. Så situationen var altså den samme som i dag: Det var ikke en samfundskritisk sygdom. Statens Serum Institut understregede dengang, at man havde brug for vinteren til at opnå mere viden om vaccinationsdækning, om varighed af immunitet efter vaccination og om vaccinernes effekt over for nye virusvarianter, og det gælder altså stadig væk. Situationen er på den måde uændret. Vi skal altså på den anden side af vinteren, før Statens Serum Institut kan foretage en fornyet risikovurdering, og derefter kan vi så tage den politiske drøftelse om fortsat minkavl i Danmark.

Jeg kan godt forstå, at de minkavlere, der ikke har besluttet at lukke ned, tripper for at få en afklaring, men vi kan ikke åbne op fra den ene dag til den anden. Som jeg tidligere har sagt, har vi brug for, at de nødvendige faglige vurderinger kommer på bordet, og på det grundlag skal vi træffe en politisk beslutning. Lige nu er vi i forhold til hele covid-19-spørgsmålet heldigvis et rigtig godt sted i Danmark, og det må vi ikke sætte over styr ved at tage forhastede beslutninger. Der skal vi lytte til vores myndigheder, herunder Seruminstituttet.

Hr. Per Larsen, værsgo.

Tak for det. Nu kan man altid drøfte, hvorvidt situationen er meget anderledes. Altså, vi har jo netop nedklassificeret covid som en samfundskritisk sygdom, fordi vi står så godt et sted, som vi gør. Og minkavlerne står jo altså i en meget vanskelig situation. De skal i øjeblikket tage stilling til, om de skal lade deres farm ekspropriere, eller om de skal fortsætte med minkavl. Så mener ministeren ikke også, at det er væsentligt, at de så hurtigt som overhovedet muligt får vished for, om der kan avles mink fremadrettet i Danmark?

Ministeren.

De her stakkels minkavlere har været i en meget vanskelig situation, og de skal have svar så hurtigt som overhovedet muligt. Men vi har altså myndighedspersoner, som vi læner os op ad, i forhold til hvornår det er forsvarligt, og der har vi fået at vide, at man har brug for vinteren til at kigge ind i, hvordan hele situationen er, og på baggrund af det kan man så tage stilling, og det afventer vi.

Per Larsen.

Jeg har stor respekt for forsigtigheden, men vi er jo bare nødt til at sige, at Danmark altså er et af de steder, hvor vi netop står rigtig, rigtig stærkt, fordi vi har så høj en vaccinationsgrad i befolkningen, som vi har. Og vi kan jo se, at der er minkavl både i Sverige og i Finland og i Polen og andre steder, og derfor kan det godt undre, at man ikke faktisk allerede nu går ind og beder om at få en beskrivelse hos sundhedsmyndighederne af et setup, hvor man f.eks. gør ligesom i Sverige og i Finland, hvor man vaccinerer minkene.

Ministeren.

Det, vi har fået at vide fra Statens Serum Institut, er, at man har brug for vintermånederne til at kigge ind i, hvordan hele den her situation er. Så der er jo sådan set en måned tilbage, før vi så måske kan få en fornyet vurdering. Jeg ved ikke, hvor hurtigt man så kan være klar med den. Men på baggrund af det skal vi kigge ind i, hvad der er af muligheder for at starte op igen. Det er jo det, som vi har talt med ordførerne om; det er det, vi har talt med Statens Serum Institut om. Det, der bare er vigtigt, er, at vi ikke sætter befolkningens sundhed over styr, og det er det, vi har fokus på.

Per Larsen, sidste spørgsmål. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge ministeren, om ministeren mener, det er vigtigt, at vi får oprettet minkavl igen i Danmark, ud fra en økonomisk betragtning. Vi ved jo, at det er mange milliarder, der skal bruges til ekspropriation. Hvis der f.eks. er 10 pct. af minkavlerne, som vil fortsætte, kan man jo spare måske helt op til 2 mia. kr. – penge, som vi har hårdt brug for.

Så mener ministeren, at det vil være hensigtsmæssigt, at vi får oprettet minkavl i Danmark igen?

Ministeren.

Vi har jo været i en helt ekstraordinær, særlig situation i forhold til minkavl, hvor der var den her mulighed for smitte og også for opbevaring af smitte i de her mink, og derfor tog man den beslutning, man gjorde, tilbage i november måned 2020. Det har så medført, at vi har lavet en bred aftale i Folketinget om at lave en fuld og hel erstatning til de her minkavlere, så de kan blive holdt skadesløse. Det, vi kan se, er, at langt de fleste har valgt den ordning. Nu skal vi sikre, at der bliver en afklaring for dem, der er tilbage.

Tak for det. Spørgsmålet er sluttet. Tak til hr. Per Larsen, og tak til ministeren.

Så går vi videre til næste spørgsmål, og det er til udlændinge- og integrationsministeren af fru Kathrine Olldag, Radikale Venstre.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Hvad er ministerens holdning til, at unge, der er født og opvokset i Danmark, får afslag på permanent opholdstilladelse, udelukkende fordi de vælger at skifte uddannelsesretning?

Ministeren.

Det korte svar er, at det er jeg træt af. Permanent opholdstilladelse er jo et tilsagn om et mere fast og mere varigt ophold her i landet, og det er derfor både fornuftigt og rimeligt, at vi normalt stiller strenge krav om, at man har bidraget til samfundet og integreret sig, før man kan få permanent opholdstilladelse; det er jeg tilhænger af. Det indebærer som det klare udgangspunkt bl.a. et krav om beskæftigelse. Men vi har også en regel om, at vi skal tage lidt højde for unge udlændinge, som selvsagt er i en alder, hvor man ikke så meget er i beskæftigelse, men hvor man mere uddanner sig, og derfor har vi en særregel om, at unge under 19 år kan få permanent opholdstilladelse, hvis den unge har været i fuldtidsbeskæftigelse eller under uddannelse siden folkeskolen og opfylder de øvrige betingelser for permanent ophold, altså bortset fra beskæftigelseskravet. Vi kræver altså ikke, at den unge har været i 3½ års beskæftigelse inden for de sidste 4 år. Vi kræver til gengæld, at den unge har haft fuldtidsjob eller været i uddannelse siden folkeskolen. Samtidig skal den unge opfylde bl.a. krav om opholdets varighed, danskprøvekrav og selvforsørgelseskrav og heller ikke have begået visse former for kriminalitet.

Jeg er flere gange blevet citeret for at have sagt, at vi skal have en stram, men ikke en skør udlændingepolitik, og det mener jeg fortsat. Jeg anerkender derfor også, at der kan være et behov for at gøre de her regler for de 18-19-årige mere smidige, så de får den tilsigtede virkning, og så vi ikke ser de her eksempler på, at velfungerende unge kommer i klemme. På den baggrund har jeg nu bedt mine embedsmænd om at undersøge reglerne nærmere – hvordan de virker i praksis. Målsætningen er, at vi skal have nogle regler for permanent ophold for de 18-19-årige, som er stramme, men ikke skøre. Det betyder bl.a., at jeg ønsker at holde fast i kravet om, at man ikke har begået alvorlig kriminalitet, men at jeg godt kan se, at der er behov for at justere reglerne for, hvordan vi forstår uddannelse og fuldtidsbeskæftigelse.

Fru Kathrine Olldag, værsgo.

Det er jo en fantastisk nyhed, at ministeren nu rent faktisk har til hensigt at få kigget på de her regler og justeret dem. Det bliver spændende at gå ind i det arbejde og se, hvad det reelt kommer til at betyde. Det kommer vi selvfølgelig i dialog omkring.

Baggrunden for, at jeg overhovedet stiller det her spørgsmål, er jo, at vi har en helt aktuel sag med Tajma Mehic fra Horsens, som er fanget i de her regler, idet hun har skiftet ungdomsuddannelse midt i et skoleår og derved ikke været, hvad man måske generelt ville kalde studieaktiv i 3 måneder, selv om hun dog har været tilmeldt to uddannelser på en gang. Vi har altså en gruppe af unge, der har en anden herkomst, og som alligevel er faldet til i Danmark, og så er mit spørgsmål egentlig: Hvad er det generelle hensyn bag, at man ikke vil anerkende Tajma, som jo er underlagt de her regler, og andre som hende, som er født og opvokset i Danmark, som danske? Og nu når vi alligevel er i gang med at se på reglerne for permanent opholdstilladelse, kunne man så ikke også få ændret beskæftigelseskravet, så det også omfattede uddannelse?

Ministeren.

Med hensyn til de generelle regler for permanent ophold synes vi, det er fornuftigt, at vi har et beskæftigelseskrav. Vi har også sagt tidligere, at når man vurderer, hvorvidt folk har været i beskæftigelse, skal al beskæftigelse tælle med, og det betyder også, at hvis man f.eks. har været i lære eller været elev et sted, hvor man har fået løn som en del af sin uddannelse, synes vi også, at det skal tælle med som beskæftigelse under beskæftigelseskravet. Omvendt synes vi ikke, det skal tælle med, hvis man har været på su. Det kommer vi til at fremlægge forslag om fra regeringens side, og vi kommer også til at kigge på de her regler.

Kathrine Olldag, værsgo.

Vil ministeren så med de ændringer, der skal laves nu, garantere, at det for unge, der som Tajma skifter studieretning, fremover ikke vil gå ud over deres mulighed for at få permanent opholdstilladelse – at de ikke skal frygte det?

Ministeren.

Jamen de regler, der generelt gælder i dag, og som f.eks. handler om, at man ikke har begået alvorlig kriminalitet, ønsker jeg at fastholde, og jeg ønsker også at fastholde reglerne, der handler om, at man ikke har fået kontanthjælp i lange perioder, og at man ikke skylder det offentlige penge.

Så har vi også en regel om, at man skal have været i fuldtidsbeskæftigelse eller uddannelse siden folkeskolen, og jeg tror, det er for at sige, at du ikke skal ligge hjemme på sofaen. Men vi må nok også bare erkende i dag, at mange unge jo skifter mellem ungdomsuddannelserne. Det har jeg selv gjort. Jeg droppede ud af gymnasiet efter 4 måneder, og så tog det også lidt tid, før jeg startede på teknisk skole. Det er jo helt normalt, og det skal vi ikke gøre til et problem, heller ikke for unge, der ikke har dansk pas.

Kathrine Olldag for sidste spørgsmål, værsgo.

Det er jo ikke første gang, vi hører om den slags sager. Min indbakke er fyldt med henvendelser fra borgere, som bliver fanget i vanvittige udlændingelovgivningsregler. Så jeg har et forslag: I forhold til unge, der er født og opvokset i Danmark, kunne vi jo starte med at genindføre den adgang til statsborgerskab, som vi sammen med Socialdemokratiet indførte i 2014. Det er ikke rimeligt, at unge, som er lige så danske som du og jeg, skal føle sig fremmedgjorte i eget land. Vil ministeren være med til at se på det?

Ministeren.

Altså, udlændingemyndighederne træffer knap 100.000 afgørelser om året. Det er sindssygt mange. Og vi kan ikke forvente, at alle de mennesker, der er involveret i de sager, bliver lykkelige, for nogle får opholdstilladelse, og nogle får afslag. Så jeg er meget skeptisk med hensyn til det der med, at man siger, at hver gang man ser en enkeltsag, skal vi ind og ændre lovgivningen. Det er bl.a. noget af det, der har stresset udlændingelovgivningen og skabt sjusk gennem årene. Men vi skal selvfølgelig med åbne øjne, almindelig nysgerrighed og interesse lytte til de mennesker, der har været påvirket af udlændingelovgivningen, og så overveje med os selv, om det er et udtryk for, at den er stram eller skør. Og hvis det er det sidste, skal vi rydde op efter os selv.

Spørgsmålet er slut. Tak til spørgeren.

Vi fortsætter med spørgsmål til udlændinge- og integrationsministeren, men nu er det af hr. Sikandar Siddique, Frie Grønne.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak til formanden, og tak til ministeren. Jeg kan ikke se tiden. (Formanden (Henrik Dam Kristensen): Det er, fordi man starter med at oplæse spørgsmålet, så får man ministerens svar, og derefter får vi, når man skal stille spørgsmål til ministeren, et tidspunkt på).

Spørgsmålet lyder: Med henvisning til at ministeren har udtalt, at »Jeg synes ikke, vi skal acceptere, at en person ikke vil give hånd til en person af det modsatte køn« i artiklen »Tesfaye om håndtryk-sag: »Det er en dansk værdi, at man kan hilse på hinanden uanset køn«« bragt i Jyllands-Posten den 19. januar 2022, mener ministeren så, at det er op til staten at bestemme, hvem der skal hilse på hvem med fysisk berøring?

Ministeren.

Det korte svar er nej. Regeringen mener ikke, at staten skal bestemme, hvordan vi hilser på hinanden. Men jeg er glad for, at spørgeren har taget en T-shirt på i dag, som giver os en anledning til at diskutere ligestilling. Og vi mener, at håndtrykket også er et ligestillingsspørgsmål. Det kan være mellem rig og fattig; det kan være mellem ung og gammel; det kan være mellem kvinde og mand. Jeg er glad for, at vi på tværs af forskelle i Danmark hilser på hinanden på den samme måde. Det synes jeg er smukt og et udtryk for, at vi er kommet langt med ligestillingen i Danmark.

Jeg bliver provokeret, når man hører om hilseformer i andre lande, der er forskellige, afhængigt af om man hilser på en rig eller en fattig, en kasteløs eller en fra overklassen. Derfor bliver jeg også provokeret, når man hører om folk her i landet, der ikke vil hilse på hinanden, f.eks. på en af det modsatte køn, på samme måde, som man hilser på en af sit eget køn.

Så for mig er det et spørgsmål om ligestilling, og den artikel i Jyllands-Posten, som spørgeren refererer til, kom jo i forlængelse af en diskussion i min egen kommune, Albertslund, hvor der var to lærerstuderende, der ikke ville give hånd til deres praktikvejledere. Det provokerer mig.

Hr. Sikandar Siddique.

Men der findes jo mange måder at hilse på hinanden, og mig bekendt er der ikke nogen skik eller kultur eller nogen religion – i hvert fald ikke den religion, som der er tale om her, altså islam – der forbyder en at hilse på det modsatte køn. Det er bare en anden måde at hilse på hinanden på, at kvinder ikke hilser fysisk på mænd, og at mænd ikke hilser fysisk på kvinder. Man hilser jo på hinanden. Så præmissen for den konklusion, som ministeren kommer med, er fejlagtig og falsk, for man hilser jo på hinanden; det er bare en anden måde at gøre det på. I den sammenhæng kunne jeg godt tænke mig at spørge: Hvem er det, ministeren mener bliver undertrykt? Hvem er det, der undertrykkes? Hvem er det, der bliver udsat for en ulige behandling? Kvinder hilser i det her tilfælde ikke fysisk på mænd, og mænd hilser ikke fysisk på kvinder, så hvem er det, der er undertrykt?

Ministeren.

Man kan godt relativisere de her diskussioner, men jeg mener faktisk, de er ret vigtige. Vi hører jo til i den samme side af Folketingssalen, og vi skulle gerne være dem, der går ind for oplysning, ligestilling, demokrati og værdighed. Vi skal passe på med at relativisere det her. Alle steder i verden, hvor der ikke er ligestilling mellem kønnene, er det kvinderne, der taber. Vi hilser på hinanden på den samme måde i Danmark. Det er et udtryk for ligestilling. Hver eneste gang der er nogen, der bryder det, træder ligestillingen et skridt tilbage. Langt hovedparten af verdens muslimer har jo ikke noget problem med at give hånd til hinanden. Det er en radikaliseret, ekstrem udgave, der har valgt en anden løsning.

Hr. Sikandar Siddique, værsgo.

Vi skal passe på med at relativere, men vi skal også passe på med at dæmonisere. Den pågældende sag, som ministeren udtalte sig om, handlede om, at en domstol – Ligebehandlingsnævnet – har vurderet, at det var diskrimination, da de to kvinder blev fyret for ikke at ville hilse med håndtryk til det modsatte køn. De fik besked på, at der var tildelt dem 25.000 kr.

Anerkender ministeren, at den ifølge ministeren særlig danske værdi, at alle skal hilse med håndtryk, er i strid med den nuværende lovgivning, jf. domstolens afgørelse i den pågældende sag?

Ministeren.

Jeg vil godt understrege, at der ikke er nogen domstol, der har taget stilling til noget. Der er et Ligebehandlingsnævn, der har truffet en afgørelse, og den må de selv stå på mål for. Men jeg noterer mig, at min egen kommune, Albertslund Kommune, har bedt om, at den her sag bliver behandlet ved domstolene – og den vil jeg følge meget tæt, for jeg synes, det er en vigtig sag.

Jeg vil bare insistere på, at der foregår en værdikamp i de europæiske samfund, men jo også i mange mellemøstlige samfund, hvor demokrati og ytringsfrihed og ligestilling – sekularisme – bliver trængt tilbage, og hvor nogle fundamentalister træder et skridt frem. Og her skal vi jo beslutte os for, hvilken side vi vil stå på. De mennesker, der ikke vil give hånd, står på den forkerte side.

Sikandar Siddique for sidste spørgsmål. Værsgo.

Jeg vil sige, at det alligevel er lidt vildt at høre landets integrationsminister kalde to lærerstuderende for fundamentalister og ekstremister og alt, hvad der nu bliver sagt – det synes jeg alligevel er vildt. Ligebehandlingsnævnet, som er et nævn, vi har nedsat i vores samfund for at bekæmpe diskrimination og sørge for, at folk ikke bliver diskrimineret, siger, at det, ministeren går ind for, er diskrimination. Vil ministeren anerkende det?

Ministeren.

Jeg vil ikke kalde de to lærerstuderende for fundamentalister – jeg har aldrig mødt dem, og jeg kender dem ikke. Men det at møde op på en arbejdsplads og ikke ville give hånd til en praktikvejleder, fordi vedkommende tilhører det andet køn, mener jeg er en fundamentalistisk gerning, og det er nogle værdier, der ikke hører til i det danske samfund. De skal bekæmpes og fortrænges; dem skal vi ikke understøtte og forsvare og pakke ind i al mulig sniksnak.

Det er et problem, at de værdier trænger frem i det danske samfund, og jeg er glad for den skoles holdning, og jeg er glad for, at kommunen har anket afgørelsen til domstolene. Jeg håber virkelig, at vi ender i en situation, hvor vi alle sammen i det danske samfund anerkender hinanden uanset køn.

Spørgsmålet slut.

Men vi fortsætter med både minister og spørger.

Værsgo til hr. Sikandar Siddique for oplæsning af det næste spørgsmål.

Tak, formand. Tak til ministeren. Den 30. juni 2020 udtalte udenrigsminister Jeppe Kofod følgende om Assadregimet i Syrien: »Vi går ind i 10. år af konflikten i Syrien. Men det syriske regimes forbrydelser fortsætter. Tøndebomber, giftgasangreb, kemiske angreb, tortur ... Regimet er kendt for tortur og vilkårlige tilbageholdelser« samt for folk, »der forsvinder ind i regimets fængsler. Talrige rapporter beskriver de værste former for tortur«. Mener udlændingeministeren så, at det er en tilfredsstillende og troværdig vurdering, og at det er sikkert at sende krigsflygtninge tilbage til Syrien, så længe landet er hærget af Assadregimet, som ministerens egen regering har fordømt for krigsforbrydelser beskrevet i detaljer af regeringens udenrigsminister?

Ministeren.

Jeg vil godt starte med at sige, at jeg er enig i hvert et ord af det, som udenrigsministeren har sagt. I 2015 vedtog et bredt flertal i Folketinget, at asyltilladelser, meddelt på baggrund af de generelle forhold, skal inddrages eller nægtes forlænget, når der er sket en forbedring af de generelle forhold i hjemlandet. Det er 7 år siden. Det gælder, uanset at forholdene fortsat er alvorlige, skrøbelige og uforudsigelige, så længe forbedringerne ikke er af helt midlertidig karakter. Det er på baggrund af den lov, at myndighederne træffer deres afgørelse, og det er selvfølgelig vurderingen, at lovgivningen er inden for rammerne af Danmarks internationale forpligtelser. Der har heller ikke været nogen sager, som Danmark har fået imod sig i den forbindelse.

Det er i første instans Udlændingestyrelsen og derefter Flygtningenævnet, der vurderer, om de generelle forhold i et land eller område er forbedret i en sådan grad, at der i den konkrete sag ikke længere består et behov for beskyttelse i Danmark. Det betyder med andre ord, at de personer fra Syrien, som har fået at vide, at de skal rejse hjem, har fået den besked, fordi myndighederne har vurderet, at de ikke længere har et beskyttelsesbehov og dermed ikke længere er flygtninge. Personer, som fortsat har et beskyttelsesbehov – det er trods alt de fleste – fordi de risikerer forfølgelse eller overgreb, får naturligvis lov til at blive i Danmark. De får forlænget deres opholdstilladelse. Det samme gælder, hvis Danmarks øvrige internationale forpligtelser siger, at personen skal have lov til at blive i landet. Det er, især hvis der foreligger et hensyn til familiens enhed, som er beskyttet af det, der hedder artikel 8 i Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Når alt det er sagt, så hverken kan, skal eller vil jeg blande mig i myndighedernes vurderinger eller afgørelser. Det er et princip, det såkaldte armslængdeprincip, som ikke blot den her regering, men også tidligere og forhåbentlig også efterfølgende regeringer vil efterleve. Jeg har tiltro til myndighedernes faglige vurderinger. Jeg stoler på, at de træffer afgørelser i overensstemmelse med både dansk og international lov. Tak for ordet.

Hr. Sikandar Siddique.

Jamen reglerne for hjemsendelse er politisk bestemt, så det her er et politisk spørgsmål. Det handler ikke om armslængdeprincippet. Men lad mig lige prøve at reframe spørgsmålet. Altså, udtalelserne fra udenrigsministeren kom, 2 dage efter at regeringen udsendte en pressemeddelelse om, at man nu ville begynde at revurdere de her sager om syriske flygtninges beskyttelsesbehov, og samtidig begyndte Udlændingestyrelsen at fratage syriske flygtninge opholdstilladelse og sagde, at det var sikkert at rejse hjem. Det var altså 2 dage efter. Regeringen tillader altså på den ene side, at man sender flygtninge tilbage til Syrien, mens regeringen på den anden side samtidig mener, at Assadregimet udsætter sin egen befolkning for tortur og krigsforbrydelser. Okay, på den ene side vil vi gerne sende dem hjem, det er sikkert nok, og på den anden side siger regeringen, at Assadregimet udsætter folk for tortur og krigsforbrydelser.

Mener ministeren, at det er acceptabelt, at regeringen tillader hjemsendelse af flygtninge til et regime, som regeringen selv anklager for tortur, krigsforbrydelser og for at få folk til at forsvinde? Det er den specifikke ting, jeg gerne vil have ministeren til at forholde sig til.

Ministeren.

Men jeg tror, at jeg bliver nødt til at slå fast, at hvorvidt folk har brug for beskyttelse, er en individuel vurdering af deres konkrete behov. Man kan godt have brug for beskyttelse, selv om man kommer fra Tyskland eller Sverige. Dér er ikke nogen diktaturer. Men det kan godt være, at du har et specifikt behov for beskyttelse, der er knyttet til din person. Omvendt kan du jo godt søge asyl og komme fra et frygteligt diktatur et sted i Afrika uden at have noget individuelt beskyttelsesbehov. Vi hjælper ikke mennesker, fordi der er en ond regering. Vi hjælper mennesker, fordi de er i risiko for forfølgelse eller tortur. Og det er individuelle vurderinger.

Hr. Sikandar Siddique.

Men kære minister, jeg må bare sige, at nu har ministeren jo været i en EU-afhøring, hvor socialdemokratiske kollegaer spurgte ministeren: Hvordan kan du sove om natten? Vi taler om vores naboland Tyskland, hvor en delstatsdomstol i december 2021 vurderede, at Danmark ikke længere er et sikkert tredjeland for flygtninge. Tidligere i år modtog ministeren hård kritik fra EU-kollegaer. Regeringen står jo alene med den holdning. Derfor vil jeg bare gentage spørgsmålet.

Tak. Ministeren, værsgo.

Altså, jeg skal måske lige starte med at sige, at den danske regering ikke har været til afhøring i Europa-Parlamentet. Vi har deltaget i et møde i den komité i Europa-Parlamentet, der arbejder med nogle af de her spørgsmål.

Og det er rigtigt, at der er en fra sådan et lidt yderliggående parti, vil jeg vurdere det til, der siger: Hvordan kan du sove om natten? Jeg har selv gået og spekuleret lidt over det spørgsmål, for jeg mener egentlig ikke, at vi i Europa burde sove roligt om natten med det nuværende asylsystem. Der var mange af os, der vågnede op og var forfærdede, da vi så et billede af en 6-årig dreng, der var skyllet op på en europæisk kyst. Det tror jeg vi begge to var forfærdede over. Men der er 22.000 mennesker, der er døde de seneste år i Middelhavet. Vi bør ikke sove roligt om natten, men det er, fordi asylsystemet er i stykker.

Tak! Så er det det sidste spørgsmål fra hr. Sikandar Siddique.

Nu havde jeg jo forberedt et andet spørgsmål, men svaret giver jo i virkeligheden anledning til at spørge mere, men okay.

Jeg vil så afslutningsvis spørge ministeren: Vil regeringen støtte et forslag om en flygtningepolitik, som lever op til FN's flygtningekonvention, der giver flygtninge ret til ikke at blive sendt tilbage til krig eller forfølgelse, eller insisterer regeringen på, at man skal kunne sende flygtninge tilbage til giftangreb, kemiske angreb og tortur, med regeringens egne ord? Nu får ministeren mulighed for med det her åbne spørgsmål at råde bod på den fejlslagne udlændingepolitik.

Så får ministeren lejlighed til at svare. Værsgo.

Spørgsmålet er: Vil regeringen støtte en regel, der lever op til FN's flygtningekonvention, og sikre, at folk ikke bliver sendt hjem til forfølgelse eller tortur? Til det er svaret: Ja. Men der er ikke nogen grund til at indføre den regel, for det har allerede været en del af dansk lovgivning i årevis. Danmark var det første land, der underskrev flygtningekonventionen. Vi er det sidste land til at forlade den. I den årlige vurdering af retsstandarderne i hele verden har Danmark 6 år i træk ligget nummer et i det, der hedder Rule of Law Index. Der er ingen grund til at frygte, at det danske retssystem, herunder Flygtningenævnet, ikke lever op til de internationale forpligtelser, vi er en del af.

Tak for det. Spørgsmålet er slut. Tak til hr. Sikandar Siddique, tak til ministeren. (Sikandar Siddique (FG): Tak til formanden, tak til ministeren).

Nu går vi videre, og nu er det spørgsmål til beskæftigelsesministeren, og det er fra fru Anni Matthiesen, Venstre.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det, formand. Hvad mener ministeren om, at det på baggrund af regeringens nye reformaftale fremover bedre kan betale sig at være på dagpenge frem for i arbejde for 126.000 danskere ifølge en undersøgelse fra DA?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Dagpengesystemet er en hjørnesten i den danske flexicuritymodel, som bidrager med tryghed til lønmodtagerne og fleksibilitet til arbejdsgiverne. Derfor glæder det mig rigtig meget, at vi med en ny reformpakke for dansk økonomi har aftalt, at der skal investeres i dagpengesystemet, så vi fremtidssikrer den danske model. Investeringen sker bl.a. ved et beskæftigelsestillæg i starten af dagpengeperioden, så det bliver muligt at få op til 23.000 kr. i de første 3 måneder af dagpengeperioden.

Beskæftigelsestillægget gælder for personer, som har været i arbejde og loyalt bakket op om fællesskabet i dagpengesystemet igennem en årrække. Og så gælder det jo som i dag, hvilket er vigtigt at huske på, at den maksimale kompensationsgrad i dagpengesystemet fortsat er 90 pct. af ens tidligere løn. At tillægget bortfalder efter 3 måneder, sikrer desuden, at der fortsat er en tilskyndelse til at søge arbejde. Det gælder også i de første 3 måneder af dagpengeperioden. Jeg mener, at vi har fundet en god balance mellem tryghed og tilskyndelsen til at finde arbejde.

Afslutningsvis vil jeg sige, at det er min og regeringens klare opfattelse, at ingen danskere drømmer om at være på dagpenge. De vil arbejde. Men hvis ledigheden alligevel skulle indtræffe, er jeg rigtig glad for, at vi på en balanceret måde øger indkomstsikkerheden i dagpengesystemet. Samtidig er jeg glad for, at beskæftigelsestillægget indgår i en samlet og balanceret aftale, der samlet set øger den strukturelle beskæftigelse med ca. 12.000 fuldtidspersoner og øger vores bruttonationalprodukt med 17,5 mia. kr. i 2030. Nu mangler vi bare, at Venstre trækker i arbejdstøjet, lægger stridsøksen væk og bakker op om aftalen, så vi kan få de mange gode tiltag til at virke i en fart.

Fru Anni Matthiesen.

Jeg kan jo så indlede med at sige, at i Venstre er vi altid i arbejdstøjet. Det synes jeg faktisk man er forpligtet til også som folketingsmedlem at være.

Når jeg kommer rundt i mit lokalområde, er noget af det, jeg hører allermest som formand for Folketingets Erhvervsudvalg, at erhvervslivet simpelt hen skriger på arbejdskraft. Derfor synes jeg, der er nogle uhensigtsmæssigheder i, at man på en eller anden måde nu justerer det. Og det kan godt være, at ministeren siger, at det er en fremtidssikring af dagpengesystemet, men giver ministeren mig ikke ret i, at det faktisk kan have den betydning, at der vil være færre, der kommer i arbejde?

Ministeren.

Det tror jeg helt grundlæggende ikke på. Og i virkeligheden vil jeg også være ærlig og sige, at det her tiltag jo bl.a. også er taget, set i lyset af at coronakrisen har afsløret for os alle sammen, at vi, uanset hvilken arbejdsmarkedstilknytning vi har, kan blive arbejdsløse. Og der kan vi se, at der har været et behov for at sige: Hvordan går vi så ind og sikrer, at man, hvis man uden egen skyld skulle gå hen og blive arbejdsløs, hvad enten det skyldes en virus fra den fjerne verden eller en finanskrise eller lignende, så i de første måneders ledighed kan føle sig tryg? Det er det, som det her forslag gør. Og hvis Venstre i øvrigt er i arbejdstøjet, vil vi meget gerne hjælpe til med, at de initiativer, der ligger i reformaftalen, kan komme ud at virke.

Tak. Det hjælper somme tider at speede op, men taletiden er stadig væk overskredet.

Fru Anni Matthiesen, værsgo.

Tak. Altså, når man jo faktisk over lang, lang tid i forskellige brancher i erhvervslivet har råbt op om, at man mangler arbejdskraft, så synes vi i Venstre, at der skal mere til. Og jeg anerkender gerne, at aftalen, som regeringen bl.a. har indgået med sine støttepartier, er med til at lukke et hul. Men mener ministeren, at det er nok?

Ministeren.

Jamen den gør jo faktisk mere end bare at være med til at lukke et hul. Jeg er glad for det, fru Anni Matthiesen siger, og vil så tilskynde til, at hun også går tilbage og snakker med sin folketingsgruppe. For det, der jo lige nu afholder de her initiativer, bl.a. omlægningen af dimittendsatserne, som jeg ved også er et Venstreønske, fra at komme ud at virke, er jo, at man i forligskredsen på dagpengeområdet ikke siger: Ja, for pokker da, vi er enige, få det endelig sat i værk, få lovgivet om det, sådan at de her hænder kan komme ud og være til rådighed.

Fru Anni Matthiesen, sidste spørgsmål.

Ja, det er så nok der, kan man sige, hvor vi er uenige i forhold til den måde, man anvender pengene på i forhold til dimittendsatsen. For vi havde jo ønsket, at de skulle gå til mere grøn omstilling og ikke til en forhøjelse af dagpengesatsen.

Til sidst vil jeg gerne lige spørge ind til: Hvad har beskæftigelsesministeren af yderligere planer, når det gælder om nu at få skaffet endnu flere hænder?

Ministeren.

Jamen først og fremmest vil jeg sige: Der er jo ikke noget, der afholder Venstre eller de borgerlige partier, såfremt man skulle få flertal efter næste folketingsvalg, fra at omlægge, i forhold til hvad det er, man bruger provenuet på en omlægning af dimittendsatserne til. Vi har syntes, det var vigtigt med en overordnet balance i dagpengesystemet. Det er både med til at frigive penge, men det er også med til at sikre, at der er et stærkt kollektivt arbejdsløshedsforsikringssystem. Derudover vil vi jo lovgive om de initiativer, vi har. Vi ønsker også – og det er jo i virkeligheden en indrømmelse fra regeringens side – at åbne op for, at man på en kontrolleret og afgrænset måde kan rekruttere udenlandsk arbejdskraft.

Tak for det. Spørgsmålet er slut.

Men vi fortsætter med både ministeren og fru Anni Matthiesen.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Er ministeren enig i, at det er dybt problematisk, at vores danske oplevelses- og turismebranche ikke kan skaffe de nødvendige hænder til at betjene kunder, mens regeringen samtidig gør det mere favorabelt for 126.000 danskere at vælge dagpenge til frem for eksempelvis at gøre rent på et af vores mange pressede hoteller?

Ministeren.

Endnu en gang tak for spørgsmålet. Vi står lige nu i en situation, hvor beskæftigelsen er rekordhøj, arbejdsløsheden er lav og vi har et erhvervsliv, der skriger på arbejdskraft. Hvis virksomhederne ikke kan få de hænder, som de har brug for, så er det åbenlyst, at vi alle sammen taber. Det har vi som samfund ikke råd til, og vi har gjort flere ting for at imødekomme efterspørgslen. Dels har vi lavet en trepartsaftale om mangel på arbejdskraft i efteråret, dels nu her en reformpakke med initiativer om udenlandsk arbejdskraft, flere dimittender i arbejde, mindre modregning for pensionister og pensionisters ægtefæller, der arbejder, og et beskæftigelsesfradrag, der skal gøre det mere attraktivt at tage en ekstra tørn på arbejdsmarkedet. Det er en reformpakke med mange elementer, som de borgerlige partier tidligere har efterspurgt og nu alligevel i de forligskredse, hvor de har noget at skulle have sagt, ikke vil tillade rent faktisk bliver ført ud i livet.

Med reformaftalen øger vi den strukturelle beskæftigelse med omkring 12.000 fuldtidspersoner. Et af forslagene i aftalen er et beskæftigelsestillæg, som også er det, spørgeren er inde på her, i forhold til om det stadig kan betale sig at arbejde. Og ja, det kan det. Det er fortsat sådan, at man maksimalt kan få en dagpengesats på 90 pct. af den tidligere løn. Det ændrer beskæftigelsestillægget ikke på. At tillægget bortfalder efter 3 måneder, sikrer desuden, at der fortsat er en tilskyndelse til at søge arbejde. Det gælder også i de første 3 måneder af dagpengeperioden. Med aftalen har vi fundet den rette balance mellem tryghed for den enkelte lønmodtager og samtidig en tilskyndelse til at søge job. Det er en investering i den danske model og den fleksibilitet, som kommer hele samfundet til gavn, også virksomhederne.

Lad mig så bare minde om, at der ikke er nogen, som drømmer om at være på dagpenge. De vil i arbejde. Med reformaftalen giver vi et svar på at øge det strukturelle arbejdsudbud. Det mener jeg at Venstre burde bakke op om. Jeg vil derfor appellere til, at Venstre dropper de politiske markeringer og i stedet bakker op om, at vi kan få de mange gode initiativer ud at virke hurtigst muligt.

Fru Anni Matthiesen.

Jeg tror også godt, at beskæftigelsesministeren med de mange års erfaring, som ministeren har her i Folketinget, er klar over, at der er nogle ting, som vi i Venstre har rigtig svært ved, og det er jo bl.a. at skrue op for dagpengesatsen og derved sørge for, at det ikke kan betale sig at arbejde for rigtig mange mennesker. Jeg håber derfor også, at ministeren kommer rundt i landet og møder nogle af de virksomhedsejere, som nu virkelig er i store, store problemer.

Jeg kan jo som turismeordfører sige, at det er noget af det, som jeg møder næsten dagligt, altså at både hoteller, men også hele oplevelsesindustrien simpelt hen mangler rigtig mange hænder. Jeg kan sige, at hvis man læser JydskeVestkysten og har gjort det her i den seneste uges tid, så har der næsten dagligt været eksempler på virksomheder, som kunne ansætte både 10, 20 og 30 medarbejdere allerede i morgen, hvis de var der. Jeg synes, det er ærgerligt, at man ikke gør mere for at sikre, at f.eks. også udenlandsk arbejdskraft kan komme hertil. Det er i mange af de erhverv, hvor der er hårdt brug for, at også flere udlændinge kan komme hertil for at arbejde. Jeg kan jo sige, at Lalandia i Billund mangler 120 medarbejdere. Jeg kan sige, at planteskoler i Sønder Omme kunne ansætte 10-15 medarbejdere i morgen, hvis de var der. Det er egentlig derfor, jeg appellerer lidt til, at ministeren kigger på, hvordan vi kan hjælpe de her virksomheder, for i sidste ende rammer det jo os alle sammen, hvis de ikke får nogen medarbejdere.

Ministeren.

Jeg tager meget gerne imod den appel, men kan jo også rette den den modsatte vej. For hvorfor er det, at Lalandia i Billund eller planteskolerne, som fru Anni Matthiesen refererer til, skal vente helt til efter næste folketingsvalg på, at nogle af de initiativer, som fru Anni Matthiesens eget parti i øvrigt er enig i, kan komme til at virke? Hvorfor er det, at omlægningen af dimittendsatsen, som kan medvirke til at frigøre flere hænder, der kan stå til rådighed for noget af det arbejde, som der bliver efterspurgt, skal vente helt til efter næste folketingsvalg, alene fordi man ikke synes, at det er ambitiøst nok?

Fru Anni Matthiesen, værsgo.

Fordi det kun dækker det hul, som regeringen selv har skabt, og det er jo ikke nok. Der skal mere til. Kunne ministeren ikke på en eller anden måde overveje, om der kunne gøres endnu mere for de her virksomheder?

For er det ikke korrekt – og det kunne ministeren måske bekræfte i svaret i forbindelse med det næste spørgsmål – at vi faktisk sætter udviklingen i stå, hvis vi ikke hjælper de her virksomheder?

Ministeren.

Det mener jeg er fuldstændig korrekt, og det er også derfor, jeg stiller mig fuldstændig uforstående over for, at Venstre i forligskredsene ikke bare vil tillade, at de initiativer, man i øvrigt selv er enig i, kan komme til at virke med det samme og så hurtigt som muligt, frem for at det skal forhales til efter næste folketingsvalg. Jeg kunne forstå det, hvis det var, fordi man så var tvunget til at stemme for noget, man var uenig i, eller at man skulle sige god for noget, man var uenig i, men det er jo ikke tilfældet.

De initiativer, der udelukkende er omfattet af forlig, er alle sammen nogle – både på pensionsområdet og på dimittenddagpengeområdet – som er en del af Venstres egen politik, og derfor er det også Anni Matthiesen, der skylder en forklaring til Lalandia i Billund.

Tak. Så er det det sidste spørgsmål fra fru Anni Matthiesen. Værsgo.

Der kan jeg jo så fortælle ministeren her til sidst, at dem taler jeg også med. Men det, jeg jo også hører, er, at den måde, som regeringen vil anvende pengene på, ikke er den rette måde. Altså, det med, at man vil skrue op for dagpengesatsen, er jo ikke med til at få flere i beskæftigelse, og det er egentlig derfor, jeg kommer med en appel til ministeren om måske lige at prøve at gentænke situationenen og tænke på, om vi kunne gøre det her på en mere smart måde.

Ministeren.

Når det er, at vi gerne vil øge trygheden for folk, der bliver arbejdsløse, så er det jo helt grundlæggende, fordi noget af det, der gør danske virksomheder konkurrencedygtige sammenlignet med alle mulige andre virksomheder i hele Europa, er, at vi har et arbejdsmarked, som er meget dynamisk, hvor det er nemt at fyre, og det er nemt at hyre, og hvor der i øvrigt er en meget, meget stor jobomsætning. Den store jobomsætning på arbejdsmarkedet i Danmark er kun muliggjort af, at folk føler sig trygge i det tilfælde, de måtte blive arbejdsløse, og den tryghed er ad åre blevet udhulet. Og det er derfor, vi gerne vil sikre, at man har en ordentlig tryghed i de første måneder, når man er blevet arbejdsløs, hvis man i øvrigt har en fast tilknytning til arbejdsmarkedet.

Spørgsmålet er slut. Tak til fru Anni Matthiesen, og tak til ministeren.

Dagens sidste spørgsmål er til miljøministeren, og spørgeren er fru Mette Thiesen, Nye Borgerlige.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak. Hvad tænker ministeren om den store modstand blandt mange danskere og i flere af landets kommunalbestyrelser over for den måde, som et flertal i Folketinget desværre har besluttet at indrette naturnationalparker på med sultende dyr bag høje hegn?

Ministeren.

Tak for det. Jeg vil rigtig gerne tale om naturnationalparkerne, men inden jeg går mere ind i at fortælle om, hvordan vi gerne vil give den danske natur et historisk løft med bl.a. naturnationalparker, så vil jeg gerne lige starte med at rette et par misforståelser i det, som spørgeren her indleder med.

For det første har spørgeren fået dyrevelfærden lidt galt i halsen. De dyr, vi udsætter bag hegn, skal selvfølgelig have det godt – det gælder i dag, det gælder i de kommende nationalparker – sådan at natur og dyrevelfærd går hånd i hånd og ikke det modsatte, og det er, uanset hvor mange falske påstande som florerer derude i debatten. For det andet er hvert område, der vil blive udpeget til naturnationalpark, forskelligt, og det er altså ikke rigtigt, når spørgeren alene taler om høje hegn. Vi kender alle sammen de lave totrådede hegn fra utallige steder i Landbrugsdanmark, og græsning er kun ét af de værktøjer, som der er brug for, for at hjælpe naturen på vej. Vi vil f.eks. også genoprette våde områder i skovbunden og give plads til urørt skov, og alt det her er i en dialog med borgere, med kommuner og med foreninger for netop at finde gode lokale løsninger, og det gælder både inden udpegningen, men selvfølgelig også med de lokale projektgrupper, der vil blive oprettet efter udpegningen. Vores natur er i krise, det håber jeg at spørgeren vil give mig ret i, og derfor er der ikke blevet gjort nok i mange år, og det laver vi om på nu. Tak.

Fru Mette Thiesen, værsgo.

Tak. I Hillerød, hvor jeg selv bor og indtil for nylig sad i kommunalbestyrelsen, lykkedes det mig faktisk at få flertal for et kritisk høringssvar om netop indhegningerne i Gribskov, og der var et klart flertal for at sige nej til hegn i Gribskov, og det samme gjorde sig gældende i Gribskov Kommune.

I Nye Borgerlige er vi stærke forkæmpere for vores naturværdier, for det danske landskab er smukt, og vi skal passe på det, for det er jo en del af vores kulturarv. Men med loven om naturnationalparker gøres det jo muligt at holde tamdyr bag høje hegn, og formålet kunne eksempelvis være at lade kvæg eller elge blive vilde i området. De skal måske ikke fodres, men de skal leve af, hvad der er, og når der ikke er mere mad, vil de jo så dø af sult.

Mener ministeren virkelig, at tamme dyr bag høje hegn bliver vilde, hvis de ikke fodres eller passes?

Ministeren.

Jeg tror jo lige præcis også, det er derfor, at det er så godt at få løftet det her ned her i Folketingssalen. For nu var jeg inde på nogle af misforståelserne i det oprindelige spørgsmål, og her bliver der også igen gentaget, at der er dyr, der skal dø af sult, og intet kunne være mere forkert. Så det er jo ikke rigtigt, når der bliver refereret til den lovgivning, der gælder, og at det er muligt, at dyrene skal dø af sult. Dyrene må ikke sulte – de må ikke sulte – og der skal være ly, læ og føde nok hele året rundt. Det er vores ansvar.

Så siger spørgeren, at Nye Borgerlige er optaget af naturen. Men er man så enig i, at naturen er i krise, og at der er behov for, at vi gør det her?

Tak for det. Så er det fru Mette Thiesen, værsgo.

Vi er i hvert fald enige i, at det er en god idé med naturnationalparker; vi er bare ikke enige i, at det er en god idé med høje hegn. For tamdyr bliver jo ikke bare vilde af at blive sat bag hegn og få lov til at passe sig selv. Der er forskel på eksempelvis græssere og browsere, og derfor vil det også være individuelt, hvilke dyr der passer ind i de forskellige områder, altså om der overhovedet er nok at leve af.

Men med loven, som jeg nævner, gøres det jo netop muligt at fravige dyrevelfærdslovens § 3 og § 9; altså, man giver mulighed for, at man kan fravige krav om at sikre de indhegnede dyrs velfærd. Accepterer man ikke hermed statsligt dyrplageri?

Ministeren, værsgo.

Nej. Og det er også derfor, jeg gerne vil gentage det i dag – jeg har gjort det rigtig mange gange i debatten. Jeg synes også, det er vigtigt, at spørgeren fra Nye Borgerlige tager det med tilbage, for det, jeg jo hører, er, at vi skal hjælpe naturen, vi skal have naturnationalparker, og vi skal have de her græssende dyr, som vi ved er et godt værktøj til at pleje vores natur. De må ikke sulte; det er ikke det, der står i lovgivningen, og det er der ikke mulighed for. Det er jo en af de ting, der kører derude, også på sociale medier og andet, men det vil være i modstrid med det, som er vedtaget her i Folketingssalen, hvis det er det, man går rundt og siger.

Fru Mette Thiesen for sidste spørgsmål. Værsgo.

Jeg er bare nødt til at få ministeren til at bekræfte, at det er det, jeg tror hedder L 229, hvor man giver mulighed for at fravige §§ 3 og 9 i dyrevelfærdsloven. Altså, det er jo det, der fremgår af det. Men indhegning bliver jo heller ikke kun for dyrene; det bliver lige så meget et hegn, der holder mange naturelskere ude såvel som dyr inde. Det kunne være den lokale skovbørnehave, der ikke kan bruge området mere, fordi man kan være bekymret for, om der dukker nogle ungtyre op, eller det kunne være, at adgangsforholdene for ældre, dårligt gående eller mennesker med handicap bliver besværlige, så de ikke kan komme der.

Mener ministeren ikke, at det er et vildskud at hegne naturen ind, så danskerne lukkes ude og dyrene lukkes inde?

Ministeren, værsgo.

Altså, i forhold til det her med, hvad der ligger i L 229, så er det forkert, når man bliver ved med at påstå, at dyrene må sulte. Det er forkert. Og derfor vil jeg meget gerne også invitere Mette Thiesen over til at få gennemgået, hvad det egentlig er, der ligger i den her paragraf – hellere end gerne. Men det er altså forkert, når man bliver ved med at påstå derude i debatten, at dyrene må sulte. Det må de ikke. De er vores ansvar – der skal være ly, læ, føde hele året rundt, og det ændrer den lovgivning ikke på.

Og så skal vi selvfølgelig sørge for, at alle kommer ud og oplever den her fantastiske natur. Uanset om der er lave eller høje hegn, vil vi rigtig gerne invitere danskerne ud til spændende naturoplevelser.

Tak for det. Spørgsmålet er slut. Tak til spørger, tak til minister.

Spørgetiden er afsluttet.