Tak for ordet til formanden, og det er rigtigt, at det er et borgerforslag, vi skal behandle i dag.
Formålet med forslaget er ifølge forslagsstillerne, at vi skal undgå, at mennesker fastholdes i formålsløse afklaringsforløb, og derfor vil jeg også gerne indlede med at understrege, at regeringen er helt enig i intentionen med forslaget, for det er selvfølgelig ikke meningen, at borgere skal overlades til sig selv eller fastholdes i forløb uden retning eller indhold år efter år. Det er der ikke nogen mennesker der er tjent med, og det er heller ikke det, reglerne i dag lægger op til. Men jeg er også enig i, at vi har set nogle urimelige eksempler på, at der er mennesker, som ikke får den indsats, de har krav på, og derfor skal vi have fokus på, hvordan vi kan forbedre reglerne og den kommunale administration, og det har skiftende regeringer også haft. Det vil jeg komme tilbage til.
Det spørgsmål, vi skal drøfte i dag, er, om det vil være hensigtsmæssigt at indføre en generel tidsfrist for sagsbehandlingen. Som jeg læser forslaget, går det ud på dels at indføre nationale tidsfrister for sagsbehandling og afklaring af den enkelte borgers sag, dels at indføre en ret til løbende sundhedsfaglig rådgivning og vurdering.
Lad mig starte med sagsbehandlingsfristen. Jeg vil gerne gøre det klart, at det for regeringen er afgørende, at sagsbehandling og afklaringsforløb for syge borgere selvfølgelig skal være så kort som muligt. Det gælder, uanset hvilken ydelse borgeren er på. Men jeg vil også sige, at det er helt grundlæggende for beskæftigelsesindsatsen, at kommunen skal tilrettelægge et forløb for den enkelte borger, der tager udgangspunkt i en vurdering af den enkelte borgers behov, fordi vi mennesker er forskellige, og indsatsen skal derfor tilrettelægges under hensyn til borgerens individuelle helbredssituation, og sådan mener vi fortsat det skal være.
Men vi må også erkende, at nogle komplekse sager tager tid, og det ændrer en sagsbehandlingsfrist på 2 år ikke ved. Derfor tror jeg ikke, at en sagsbehandlingsfrist er svaret på problemet. For nogle borgere kan afklaring af deres situation kræve et længere forløb. Det kan være borgere, der har behov for en indsats på tværs af socialområdet og sundhedsområdet og beskæftigelsesområdet. Eksempelvis kan der være borgere, der har brug for behandling i sundhedsvæsenet, inden de kan deltage i en indsats nede på jobcenteret. Eller der kan være tale om en ung person med en alvorlig psykisk lidelse, hvor der kan være behov for et længere tidsperspektiv for at opnå tilknytning til arbejdsmarkedet.
Vi ønsker generelt at give flest mulige mennesker mulighed for at have et liv med arbejde, og derfor skal reglerne understøtte, at arbejdsevne er noget, der kan udvikles under de rette forhold. Særlig for unge har vi et ansvar for at gøre en indsats, for at de kan udvikle arbejdsevnen, og det kan altså nemt tage mere end 2 år. Det vil derfor være meget individuelt, hvor lang tid sagsbehandlingen af den enkelte sag tager. Det afhænger af de konkrete forhold i sagen og de behov og forudsætninger, den enkelte har. Jeg synes af de grunde, at det ville være uhensigtsmæssigt at få fastsat en rigid og lidt firkantet tidsfrist for sagsbehandlingstiden.
Det fremgår heller ikke helt klart af forslaget, hvilken afgørelse kommunerne skal træffe, når de 2 år så er gået. Altså, hvad skal kommunen gøre, hvis borgerens situation ikke er stationær og derfor ikke kan vurderes endeligt? Man kan jo ikke tilkende f.eks. førtidspension eller en anden ydelse, hvis borgeren ikke opfylder betingelserne. Med andre ord kan en generel sagsbehandlingsfrist tvinge kommunerne til at træffe afgørelser i sager, der endnu ikke er tilstrækkelig belyst og dokumenteret, og det mener jeg ikke kan være et scenarie, vi ønsker os.
Men det betyder jo ikke, at sagerne må trække i langdrag, og jeg mener, at der er et problem, som vi skal have fokus på. Det synes jeg faktisk forslagsstillerne har ret i, og det viser f.eks. projektet »Flere skal med«. Selv om mange igennem projektet er kommet i job og uddannelse, er der også en stor del af de langvarige modtagere af kontanthjælp, der ender med at blive visiteret til fleksjob og førtidspension. Det kan gøres bedre, og det er vi i gang med, og vi skal sikre, at alle borgere bliver behandlet ordentligt og værdigt, når de møder på jobcenteret.
En anden del af forslaget handler om, at borgeren og sagsbehandleren løbende skal kunne indhente sundhedsfaglig rådgivning og vurdering hos regionernes kliniske funktion. Jeg er enig i, at det er afgørende, at der løbende og systematisk tages hensyn til borgerens helbredsmæssige udfordringer, og jobcenteret må aldrig henvise borgeren til at deltage i indsatser, som forringer borgerens helbred. Kommunen skal tage højde for borgerens helbred og enten tilpasse eller afbryde indsatsen eller tilbyde en helt anden indsats i særlige tilfælde, f.eks. hvis borgeren er for syg til at deltage i tilbuddet, eller hvis der er risiko for, at borgerens helbred vil blive forværret.
Men jeg må også sige, at jeg ikke er enig i, at vi skal lade det være op til lægerne at vurdere de helbredsmæssige implikationer i forhold til arbejdsevnen. Arbejdsevne er en bredere og mere sammensat vurdering end diagnose og helbred. Når kommunen vurderer borgerens arbejdsevne, sker det ud fra en samlet vurdering af borgerens ressourcer og behov, og det skyldes bl.a., at man ikke alene ud fra en diagnose kan afgøre, hvor meget arbejdsevne borgere har. Den samme diagnose kan have vidt forskellige konsekvenser for to forskellige mennesker, og det vil ofte afhænge af deres øvrige fysiske og psykiske ressourcer, deres sociale forhold, deres uddannelse, deres arbejdsmarkedstilknytning. De lægefaglige oplysninger spiller en stor rolle. Det skal de også gøre, og kommunerne kan ikke ændre eller se bort fra de lægefaglige vurderinger. Men selv om lægelige oplysninger er centrale i den samlede sag, kan de ikke stå alene. Der er altid behov for en konkret individuel vurdering af, om der er behov for yderligere helbredsoplysninger i en sag, og sådan skal det blive ved med at være.
Som sagt deler regeringen intentionen bag forslaget, og vi har i de seneste år iværksat en række initiativer, som skal sikre en bedre og en mere målrettet indsats for landets ledige, eksempelvis med aftalen om bedre ressourceforløb. Her blev der skabt grundlag for mere fokuserede forløb og en tidligere og mere målrettet indsats for borgere i ressourceforløb. Vi har bl.a. sat en lavere grænse på varigheden af forløbene, og hvis der ikke er igangsat en indsats inden for de første 6 måneder, skal sagen behandles i rehabiliteringsteamet igen. Desuden indførte vi en ret til en samtale med en sundhedskoordinator fra regionernes kliniske funktion. Det vil sige, at hvis borgeren er utryg ved at deltage i en konkret indsats af frygt for, at det kan forværre den pågældendes helbred, så kan personen snakke med en læge. Aftalen blev indgået som led i den kritiske gennemgang af reformen af førtidspension og fleksjob, og i det nye år vil vi mødes med partierne igen for at gå reglerne om fleksjob og førtidspension efter i sømmene.
Det samme vil regeringen gøre i den kommende kritiske gennemgang af sygedagpengereformen, og derudover har beskæftigelsesministeren, som jeg vikarierer for for tiden, igen i år udmeldt et ministermål for beskæftigelsesindsatsen, som handler om at få mere værdighed i sagsbehandlingen. Med det mål sender vi et tydeligt signal til medarbejdere og ledere og politikere i kommunerne: Borgerne skal mødes med respekt og værdighed, når de møder op i landets jobcentre.
Så for at opsummere vores synspunkterne i forhold til borgerforslaget: Vi er enige i intentionen. Vi er enige i ønsket om at fremme en ensartet sagsbehandling og en hurtig afklaring, men som jeg har været inde på, er der en række centrale elementer, som vil skulle afklares og defineres nærmere, før man reelt kan tage stilling til forslaget, og alene af den grund kan regeringen ikke støtte forslaget.
Men jeg tvivler nu også på, at en sagsbehandlingsfrist er svaret på problemet. For mig at se handler hurtig afklaring også om, at borgeren får en målrettet indsats med indhold, der giver mening for den enkelte. Det skal ske tidligt, og der skal være en plan, så borgeren forstår formålet med forløbet. Jeg hæfter mig også ved, at forslagsstillerne selv anfører, at en tidsramme ikke isoleret kan garantere afklaring, men at indholdet i forløbet er afgørende. Det er jeg enig i, og jeg mener, det er her, vi bør rette fokus, altså på at øge kvaliteten.
Regeringen vil fortsat arbejde for at styrke sagsbehandlingen for at undgå formålsløse forløb, for at undgå langvarig parkering på kontanthjælp og for, at borgerne, så snart dokumentationen er på plads, tilkendes det forsørgelsesgrundlag, som deres situation tilsiger. Det er også en problemstilling, som Ydelseskommissionen har beskæftiget sig med, og som vi vil få mulighed for at drøfte i forbindelse med opfølgningen på Ydelseskommissionens arbejde. Og selv om jeg godt kan forstå ønsket bag borgerforslaget, er fastsættelsen af en national sagsbehandlingsfrist ikke den vej, vi ønsker at gå, og derfor kan regeringen ikke støtte forslaget.
Jeg vil gerne takke for forslaget, som er med til at holde fokus på de politiske prioriteringer og diskussionerne, til trods for at vi ikke kan støtte det. Tak for ordet.