Værsgo til hr. Morten Messerschmidt for oplæsning af spørgsmålet.

Tak, formand. Vil statsministeren bekræfte, at det er regeringsenheden ved navn »regeringen.dk«, der har udarbejdet den adventsvideo, der den 6. december på hendes private facebookprofil varslede nye restriktioner, og er statsministeren enig med professor Sten Bønsing i, at dette er et »klokkeklart misbrug af embedsværket«, samt professor emeritus Tim Knudsen, der ligeledes mener, en sådan privat brug af embedsapparatet er i strid med reglerne?

Statsministeren.

Der spørges til en video, som jeg delte på min facebookprofil den 6. december, og der spørges til, om den pågældende video er udarbejdet af embedsmænd i Statsministeriet, og om det ikke er i strid med reglerne.

Jeg kan i henhold til reglerne på området oplyse, at spørgsmål om embedsværkets bistand ved en ministers indlæg på sociale medier er behandlet i et notat fra juni 2019 om retlige forhold ved ministres brug af sociale medier. Jeg forstår, at notatet i en tidligere version i 2017 er oversendt til Folketingets Udvalg for Forretningsordenen, og jeg forstår, at notatet blev opdateret i forbindelse med regeringsdannelsen, men at de relevante afsnit i notatet om embedsmænds bistand er uændret.

Af de nævnte retningslinjer fremgår bl.a., at embedsværket kan lave udkast til indlæg til en ministers brug på de sociale medier, så længe der er tale om et emne om inden for ministerens område på samme måde, som når embedsværket bistår med taler og indlæg til brug for andre sammenhænge og andre medier. Jeg kan i forlængelse heraf oplyse, at den video, der spørges til, blev optaget på Marienborg af ansatte i Statsministeriets presse- og kommunikationsenhed. Der var som bekendt tale om en video, der handlede om kommende coronatiltag fra regeringens side.

Så sammenfattende er jeg ikke enig i den beskrivelse af reglerne på området, som spørgeren lægger til grund for spørgsmålet.

Hr. Morten Messerschmidt.

Så vi kan konstatere, at videoen er produceret af Statsministeriet og dermed embedsmænd, der ikke tilhører Socialdemokratiet. Alligevel vælger statsministeren at lancere den her video på sin private facebookside. Hvis man går ind på den pågældende side, vil man der netop kunne se, at statsministeren betoner meget klart, at det er en privat side. Det er en fru Mette Frederiksen-side, det er ikke Statsministeriets side, og det er jo det, der påkalder sig en særskilt interesse, ikke bare fra undertegnede og fra Folketinget, hvis opdrag det jo er at kontrollere regeringen, men jo også fra folk, der rent faktisk arbejder med de her regler i hverdagen, bl.a. Sten Bønsing, professor, som jo til Weekendavisen siger, citat:

»Hun« – det er statministeren – »omgår kravene til offentlige myndigheder ved at få embedsfolk til at producere et klip som dette til sin private profil. Princippet om neutralitet er til for, at det offentlige ikke bidrager til, at en minister nemmere kan genvælges eller profilere sig på det privat«. Citat slut.

Finder statsministeren det ikke underligt, at man får et statsministerielt embedsapparat til at producere en i øvrigt meget, meget fin og alvorlig video, og at man så lancerer den på en hjemmeside, som netop understreger ikke at have noget med Statsministeriet at gøre, men at det er statsministerens private facebookside, hvor statsministeren jo også deler endog ganske private forhold med sine følgere?

Hvorfor lod man egentlig ikke bare den pågældende video lægge op på Statsministeriets facebookside, hvorefter statsministeren så kunne have delt den på sin private? Det er jo ikke første gang, at den her regerings anvendelse af embedsapparatet påkalder sig en særskilt interesse, hvor både vi i oppositionen og hvor folk med en saglig tilgang til tingene har haft en endog ganske velunderbygget mistanke om, at der i øjeblikket sker et sammenfald imellem det, man kan sige er embedsapparatet, og så det parti, som statsministeren også har privilegiet at være formand for, og burde statsministeren derfor ikke være særlig agtpågivende over for, hvordan hun bruger embedsapparatet på den her måde?

Statsministeren.

Tak for spørgsmålet, og jeg er da glad for, at man kunne lide videoen. Den handlede om noget vigtigt, nemlig Danmarks håndtering af den globale pandemi, som vi jo står midt i, og som jeg håber vi kan bruge alle vores kræfter på at få håndteret, så vi får vores samfund sikkert igennem den her krise.

Jeg kan fortsat henholde mig til de regler, der gælder, og de retningslinjer, og af de retningslinjer fremgår det jo bl.a., at embedsværket kan lave udkast til indlæg til en ministers brug på de sociale medier, så længe der er tale om et emne inden for ministerens område, og det må man sige der er i det her tilfælde.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg kan fuldstændig på egne og mit partis vegne garantere statsministeren, at vi bistår med alt, hvad vi kan, for at nedkæmpe den igangværende pandemi, men det er jo ikke nødvendigvis noget, der tager alle vores kræfter. Vi har stadig væk kræfter til overs til at kontrollere både statsministeren og den øvrige regering, og derfor vil jeg sige, at jeg synes, det er en noget nonchalant adfærd, statsministeren her lægger for dagen. For hvordan kan det egentlig være, at det så er statsministerens, hvad kan man sige, egen opfattelse, fuldstændig ureflekteret, i forhold til hvad andre uden for systemet måtte mene, altså professorer, tidligere professorer, nuværende professorer? Hvordan opstår en sådan uenighed?

Statsministeren.

Ja, det skal jeg jo ikke præcis kunne redegøre for. Jeg henholder mig til de regler, der er på området. Det er i øvrigt regler, som i 2017 bliver oversendt til Folketinget, og det betyder jo, at det er regler, der går tilbage til en tidligere regering end den, jeg nyder privilegeret at stå i spidsen for. Notatet er opdateret i forbindelse med den seneste regeringsdannelse, og af retningslinjerne fremgår det, at embedsværket kan lave udkast til indlæg til en ministers brug af de sociale medier.

Hr. Morten Messerschmidt for sidste spørgsmål.

Jeg vil bestemt dykke ned i de retningslinjer, som regeringen selv har udarbejdet, men jeg går ud fra, at statsministeren er enig i, at de hverken hæver sig over offentlighedsloven eller forvaltningsloven. Altså, man skal som statsminister og statsministerium stadig væk følge den lovgivning, som Folketinget vedtager. Og derfor må det være sådan, at hvis der er en praksis i forhold til forvaltningsloven eller offentlighedsloven, som bl.a. professor Sten Bønsing henviser til, når han siger, at det er »et klokkeklart misbrug«, altså det, som statsministeren er ude på her, så er det noget, statsministeren vil tage til overvejelse og ændre adfærd i forhold til.

Statsministeren.

Jeg efterlever de regler, der er.

Spørgsmålet er slut.

Men vi fortsætter med spørgsmål til statsministeren.

Hr. Morten Messerschmidt for oplæsning af spørgsmålet. Værsgo.

Vil statsministeren instruere sine ministerkollegaer og embedsmænd i fremover ikke at servicere ministrene til deres private sider på sociale medier?

Statsministeren.

Som jeg forstår det, er det med spørgsmålet forudsat, at embedsværket er udelukket fra at bistå ministre med udarbejdelsen af indlæg til ministres sociale profiler, og som jeg netop har redegjort for i forbindelse med min besvarelse af det foregående spørgsmål, så kan embedsværket bistå en minister med indlæg på sociale medier, hvis det vedrører et emne inden for ministerens område. Det er i øvrigt på samme måde, som embedsværket også kan bistå med taler og indlæg til brug i andre sammenhænge og andre medier.

I det notat om retlige forhold ved ministres brug af sociale medier, som jeg lige har omtalt, er rammerne for embedsværkets bistand ved ministres brug af sociale medier nærmere beskrevet. Notatet er en del af Statsministeriets håndbog om ministerhvervet. Håndbogen udleveres til nye ministre i forbindelse med deres ministerudnævnelse, og det betyder altså, at mine ministerkolleger er bekendt med rammerne for embedsværkets bistand. Det samme gælder for embedsværket. Og som jeg i øvrigt indledte med at sige, er de retningslinjer ydermere oversendt til Folketinget på et tidligere tidspunkt.

Hr. Morten Messerschmidt.

Det giver mig så anledning til at bede om, at spørgsmålet – for forrige spørgsmål blev afsluttet med ikke at blive besvaret – så nu måtte blive besvaret. For det er jo fint nok, at Statsministeriet udarbejder et sæt retningslinjer, og det er også fint nok, at det bliver bekendtgjort for de øvrige ministre, men det er uhyre væsentligt, at statsministeren anerkender, at et sæt retningslinjer, der således internt i et ministerium måtte være udarbejdet for regeringens medlemmer, ikke er hævet over loven. Det afgørende er, hvordan ordlyden er, hvordan praksis er i forhold til offentlighedsloven og i forhold til forvaltningsloven. Det er jo her, hvor bl.a. Steen Bønsing, professor i offentlig ret, og Tim Knudsen, professor emeritus, meget klart siger, at den praksis, som statsministeren her har lagt for dagen, strider mod loven.

Det, der kunne være interessant, er selvfølgelig så bare at få statsministeren til at bekræfte, at det, der kommer først i forhold til en intern regeringsnotits og så den lov, vi vedtager her i Folketinget, altså er loven, der er vedtaget her i Folketinget. Derfor ville det måske også være betimeligt, hvis statsministeren ville tage det her med lidt større ydmyghed, al den stund det ikke handler om et sæt retningslinjer, som er udarbejdet i Statsministeriet, men handler om den lov, der gælder for hele den offentlige forvaltning, altså sådan, at man ikke som minister må benytte sig af det embedsapparat, man har, det privilegium, som ministre får stillet til rådighed af skatteyderne, til andet end noget, der er snævert knyttet til den virksomhed, man har som minister.

Og det er da noget rod, når man så på den måde blander en privat facebookside, hvor man deler alle mulige private til tider grænsende til intime detaljer med sine følgere, sammen med Statsministeriets virksomhed, hvor man altså har embedsmænd til at sidde og lave flot producerede videoer. Jeg kan egentlig ikke forstå, hvorfor statsministeren ikke i det mindste bare siger, at selvfølgelig kommer loven før de direktiver, hun får fra Statsministeriet, og selvfølgelig vil man både nu og fremadrettet følge loven.

Statsministeren.

Jeg har ikke sagt noget modsat. Og mig bekendt er det noget nyt, altså det her med, at folketingspolitikere vurderer, hvilken sindsstemning man er i, når man svarer som minister. Jeg bliver stillet et spørgsmål. Jeg ankommer til salen. Jeg redegjorde nøgternt og ordentligt for de retningslinjer, der ligger til grund for den praksis, der er, jo ikke alene i den her regering, men også under den tidligere regering.

Hr. Morten Messerschmidt.

Jeg kan sige, at det ganske bestemt ikke hører til sjældenhederne, at statsministerens partifæller her i Folketinget vurderer mit sindelag, så jeg tiltager mig altså samme privilegium over for statsministeren. Jeg synes, det er arrogant, når man overhovedet ikke vil forholde sig til, at loven også gælder for statsministeren, og at den bekymring, som der er vidt og bredt, for, at der under denne statsminister og under denne regering altså sker en bekymrende sammensmeltning af Socialdemokratiet som parti og embedsapparatet, skal tages alvorligt. Det kunne statsministeren jo gøre ved ganske enkelt at indrømme, at selvfølgelig står loven og dens fortolkning over de direktiver, hun får fra Statsministeriet internt.

Statsministeren.

Det forekommer mig en kende mærkeligt, at et sæt retningslinjer, der har været gældende under en tidligere regering, og som gør sig gældende under den nuværende regering, pludselig skulle være underlagt noget helt andet og noget voldsomt mere anderledes, end hvad der har været tilfældet tidligere. Hvis de retningslinjer, der gælder i dag, var tilstrækkelige og ordentlige og gode under den tidligere regering, hvad er problemet så i, at den nuværende regering forsøger at efterleve de samme retningslinjer?

Hr. Morten Messerschmidt.

Jamen hvis det er nogen hjælp for statsministeren, så skal jeg gerne indrømme, at både offentlighedsloven, forvaltningsloven og alle andre love, der måtte være vedtaget her og stadfæstet af Hendes Majestæt Dronningen, også gjaldt for hr. Lars Løkke Rasmussen, de gjaldt også for hr. Anders Fogh Rasmussen – de gjaldt for alle statsministre. Siden Estrup, vil jeg tro, har man også forfulgt det sådan. Det, der er sagen her, er jo, hvordan man anvender reglerne. Og der må jeg bare sige, at det er første gang, jeg i hvert fald er blevet opmærksom på en statsminister, som så nonchalant – nu dømmer jeg igen, og jeg skal se, om jeg kan finde et mere venligt udtryk næste gang – men i hvert fald så egenrådigt i forhold til at skulle følge reglerne alligevel vælger at blande partiaktivitet, privat aktivitet på sin Facebook, sammen med det, som Statsministeriet altså udarbejder. Det er jo det, der er problemet, vil jeg sige til statsministeren.

Tak. Så er det statsministeren. Værsgo.

Jamen jeg har redegjort for, hvad retningslinjerne er, og dermed viser den præmis, der er for spørgsmålene, sig så ikke at være i overensstemmelse med retningslinjerne. I fald spørgeren har ret, må det betyde, at den tidligere statsminister ikke på noget tidspunkt fik bistand fra Statsministeriet til nogen form for kommunikation eksempelvis på sociale medier. Jeg ved selvfølgelig ikke, om det er sådan, det forholder sig, men det kan jeg næsten ikke forestille mig.

Spørgsmålet er slut. Tak til statsministeren og tak til hr. Morten Messerschmidt.

Det næste spørgsmål er til social- og indenrigsministeren af fru Marie Bjerre, Venstre. (Morten Messerschmidt (DF): Skal jeg spritte af, så vi passer på hinanden?). Ja, meget, meget gerne, det der er rigtig fint. Det er en god praksis, hr. Messerschmidt.

Værsgo fru Marie Bjerre for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for den nys afsprittede talerpult.

Hvad mener ministeren om, at et velanbragt plejebarn i Brønderslev Kommune kan blive skilt fra sin lillebror for at blive anbragt hos sin moster i netværkspleje 450 km væk og i øvrigt imod drengens ønske?

Ministeren, værsgo.

Tak. Nu skal jeg også lige sprittes af her.

Nu kender jeg jo kun sagen ud fra, hvad jeg har kunnet læse i medierne, men ud fra den måde, sagen er blevet beskrevet på, og dermed også med forbehold for, at jeg ikke kender alle sagens detaljer, så ringer alle alarmklokker hos mig. Derfor har jeg underrettet Ankestyrelsen om sagen, så de kan vurdere, om de har grundlag for at gå ind i den. Jeg har også bedt Brønderslev Kommune om en redegørelse for at få indblik i kommunens praksis i forhold til flytning af børn.

Generelt vil jeg sige, at hvis en kommune skal flytte et barn fra et anbringelsessted til et andet, er den helt klare overskrift på den beslutning: hensynet til barnets bedste. Hver gang et barn rykkes op ved rode og flyttes til et nyt sted, risikerer det at have store konsekvenser for barnets mulighed for at knytte sig til andre, skabe tætte relationer, stole på andre. Derfor skal vi undgå skift, der ikke er til barnets bedste. Hensynet til barnets bedste, til kontinuitet i anbringelsen, til barnets skolegang, søskende mv. er sådan set allerede en del af loven i dag, men vi kan desværre bare konstatere, at det ikke altid er sådan i dag. Man behøver ikke at have talt med ret mange anbragte børn for at vide, at det er sådan.

Det skal vi som samfund gøre bedre. Vi skal passe bedre på de allermest udsatte børn og de børn, der er anbragt, fordi de er blevet omsorgssvigtet. Det var også statsministerens klare budskab i sin nytårstale. Vi skal sørge for, at anbragte børn får en langt mere stabil barndom, og vi skal give børnene en stærkere stemme i deres egen sag. Det burde være åbenlyst, men vi ser desværre alt, alt for ofte, at der træffes beslutninger om barnet, som vægter de voksnes perspektiver højere end barnets.

Regeringen lancerer inden længe et udspil, som bl.a. skal give udsatte og anbragte børn flere rettigheder og sikre, at børnene og deres behov sættes først, også selv om det i nogle tilfælde vil være på bekostning af forældrenes. Det håber jeg at spørgeren og Venstre være med til, når vi i det nye år skal forhandle regeringens udspil, for jeg kan bare konstatere, at hver gang vi har de her diskussioner, ender det med at komme til at handle alt for meget om forældrenes ret og alt for lidt om børnenes. Hvis vi skal lykkes med at sætte børnene først, kræver det, at vi giver dem flere rettigheder og en stærkere stemme, at vi sikrer en bedre inddragelse af børnene i deres egen sag. Jeg håber derfor, at spørgeren husker den bekymring, hun har, for en konkret sag her, når vi skal drøfte en ny lovgivning på området i det nye år.

Fru Marie Bjerre, værsgo.

Jeg kan forstå, at ministeren kender sagen, i hvert fald fra pressen, og jeg er glad for, at der også er alarmklokker, der ringer hos ministeren, og derfor vil jeg heller ikke spilde tid på at gå nærmere ind i sagen, men blot sige, at det her altså er en sag, hvor det drejer sig om, at man fjerner en dreng, der ikke vil. Så vil jeg sige, at lige før jeg gik på hernede, fik jeg en mail fra en familie, som kender den her dreng og plejefamilien rigtig godt. Aftenen inden drengen skulle fjernes, sagde han flere gange: Jeg har sagt til damen, at jeg ikke vil. Og til sidst lå han med to fingre for øjnene for at holde øjnene åbne, da han ikke ville sove, for han vidste, at når han havde sovet, skulle han væk fra plejefamilien. Drengen blev fjernet dagen efter. Ved at benytte sig af en netværksanbringelse i stedet for traditionel anbringelse hos en plejefamilie kan kommunen spare 300.000 kr. om året.

Det her handler altså om børnenes retssikkerhed, og jeg synes simpelt hen, det er utroligt, at man kan adskille et brødrepar og placere dem så langt fra hinanden, uden at de har mulighed for at se hinanden, og brødrene er tilmed velanbragt, og de trives.

Jeg har forstået, at regeringen gerne vil prioritere børnene. Jeg har også forstået, at statsministeren vil være børnenes statsminister. Men ærlig talt, jeg har ikke set skyggen af, at det har reelt indhold, når sådan nogle sager her kan eksistere. Det her er jo ikke en enlig sag. Statsministeren sagde i sin nytårstale – ja, hun sagde mange ting, også ting, vi er uenige i, bl.a., at flere børn skal anbringes og flere skal bortadopteres – at vilkårene for anbragte børn skal være langt mere stabile. Så troede vi, at regeringen ville komme med et udspil, ville levere noget for udsatte børn. Vi har set stigende problemer. Der er store problemer med retssikkerheden på det her område. Men intet kom i foråret. Jeg kan acceptere, at det muligvis skyldes corona.

Da jeg så blev socialordfører i sommer, fik jeg at vide, at der ville komme et udspil her i efteråret. Det har jeg stadig væk ikke set skyggen af. Nu er vi i december måned. Snart kommer vi til statsministerens nytårstale, uden at der overhovedet er leveret på det her område. I regeringens lovprogram, der kom, da Folketinget åbnede i oktober måned, stod der, at vi skulle behandle barnets lov til februar. Nu kan jeg så forstå, at det er udskudt til marts måned. Ministeren siger også her i sit svar en masse fine ord om, at man inden længe vil lancere et udspil. Hvor bliver det udspil af?

Ministeren, værsgo.

Jeg må nok sige, at Venstres ordfører skyder vildt omkring sig. Venstres ordfører kunne jo starte med at spørge sin egen partikollega, der er borgmester i den kommune, hvor man har truffet den her konkrete afgørelse. Hverken ordføreren eller jeg kan stå her i Folketingssalen og lave en konkret sagsbehandling. Jeg har også læst de beskrivelser af, hvordan et lille barn går ind i sig selv og tydeligvis ikke er blevet lyttet til af de voksne, der er omkring det, og derfor vil den her regering give de børn flere rettigheder.

Det er Venstre, der hænger i bremsen. Det er Venstre, der skylder nogle svar, og jeg vil bare håbe, at man fra Venstres ordførers side husker den her nyfundne gejst for at sikre de her børn en stærkere stabilitet, som i nogle tilfælde kommer til at være på bekostning af forældrenes rettigheder, når vi skal til at forhandle i det nye år. Det ville være rigtig dejligt.

Fru Marie Bjerre, værsgo.

Jeg løfter ikke en konkret sagsbehandling her i Folketingssalen. Jeg løfter, at der er et dybt problem med retssikkerheden for anbragte børn, der oplever alt for mange skift, og det her er så en lokal sag, jeg hiver frem som et eksempel, men der er masser af eksempler, og der er stigende problemer med retssikkerheden.

Det er simpelt hen for dårligt, at vi har en regering, der siger, at den vil levere på retssikkerheden for anbragte børn, og siger, at man vil komme med et udspil, og sagde det i nytårstalen sidste år. Nu er der snart gået et år. Vi har ikke set skyggen af barnets lov. Jeg har intet hørt. Hvornår kommer udspillet til barnets lov?

Ministeren.

Jeg er med på, at ordføreren først blev ordfører for området her omkring sommerferien, men det er simpelt hen også forkert at sige, at der ikke er sket noget overhovedet. Som en del af den store udligningsreform, som vi lavede bredt her i Folketinget, også med spørgerens parti, blev der jo bl.a. lavet en ændring i refusionsreglerne, så kommunerne ikke skal stå med udgifterne i de dyre anbringelsessager, så det f.eks. er sådan, at hvis man har en søskendeflok, der skal anbringes, ja, så kan man plusse udgifterne til de søskende og få refusion.

Så der er sket noget, men at det store udspil er blevet forsinket af corona, har jeg ikke på noget tidspunkt lagt skjul på at det ville være sådan. Vi er meget snart færdige med det. Det har spørgeren jo også selv konstateret ved at kigge i lovprogrammet, og jeg glæder mig rigtig meget til at opleve Venstre have lige så meget gejst i forhandlingerne som her.

Tak. Så er det fru Marie Bjerre. Sidste spørgsmål, værsgo.

Vil socialministeren benægte, at man i sommer sagde, at man ville levere et udspil til efteråret, og at man ikke har leveret det udspil? Og hvad er undskyldningen for, at man endnu ikke har leveret det udspil? Vil ministeren benægte, at man, da man lancerede lovprogrammet, ville komme med et udspil, og at lovforslaget skulle behandles i februar, og at man nu har udskudt det til marts? Hvad er det, der gør, at regeringen bliver ved med at udskyde det her og ikke kommer med noget udspil?

Ministeren, værsgo.

Det grænser altså til det politisk platte at stå at gøre, som om der ikke er en coronakrise, der har ramt Danmark, og at der ikke er kommet en bølge her, som har gjort det ekstremt afgørende, at vi får skærmet de mest socialt udsatte i vores land, de mest socialt sårbare mennesker med handicap på vores botilbud, de gadehjemløse mod corona. Det har jeg i al beskedenhed brugt en del tid på som minister. Det tror jeg også de fleste danskere synes er vigtigt.

Men jeg glæder mig til at møde et Venstre, der kommer til forhandlinger med det mål – og det vil jeg holde Venstre op på – at sikre en større stabilitet for de her børn, for det er ikke de toner, jeg har hørt fra Venstre indtil videre, men det vil jeg glæde mig til.

Tak. Spørgsmålet er slut. Tak til fru Marie Bjerre og tak til social- og indenrigsministeren.

Det næste spørgsmål er til sundheds- og ældreministeren af fru Jane Heitmann. Tak, Marie Bjerre, det er fint, når den afgående spørger spritter af. Så kan det ikke være bedre. Sådan, tak for det.

Værsgo at læse spørgsmålet op.

Hvordan synes ministeren at det harmonerer med det beskrevne mål i regeringens forståelsespapir om at give de ældre mest mulig selvbestemmelse og værdighed, at regeringen i oplægget til velfærdsaftalerne med kommunerne ønsker at fjerne ældres ret til at kunne vælge private alternativer til den kommunale service?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Spørgsmålet drejer sig jo om forhandlinger, der foregår hos min kollega, social- og indenrigsministeren, og derfor har vi også sagt til spørgeren, at det ville være det logiske og det rigtigste at omadressere spørgsmålet til ministeren, men det har spørgeren valgt ikke at gøre. Så nu svarer jeg så på et spørgsmål, som omhandler forhandlinger, der sker hos min kollega. Derfor kan jeg ikke sige særlig meget. Spørgeren har valgt, at det skal placeres hos en anden minister end den, der har de her igangværende forhandlinger, så jeg er jo ikke med i de forhandlinger.

Men det, jeg kan sige, er, at det, der står i vores aftale med Radikale Venstre, SF og Enhedslisten i det politiske forståelsespapir er, at vi vil øge værdigheden i ældreplejen med det mål at give de ældre mest mulig selvbestemmelse og værdighed. Der igangsættes et arbejde, der skal reducere unødvendige dokumentationskrav, kontrol og minuttyranni i ældreplejen og dermed frigøre tid til arbejdet med den enkelte ældre, og det er der i den grad behov for. Og hvis man læser vores finanslovsaftale, vil man se, at vi har sat midler af. Og hvis man læser vores økonomiaftaler, vil man se, at vi har sat midler af, så vi ikke kun følger med, men for første gang i mange år også lægger oven på økonomien i ældreplejen.

Nu kommer vi til at se på, om vi ikke kan lave organiseringen lidt mere klogt, og derfor har vi udvalgt nogle kommuner til at gå foran, nogle spydspidskommuner. En af dem er Viborg, en anden er Middelfart, og en tredje er Langeland. Det er en Venstrekommune, en socialdemokratisk kommune, og det er en kommune med en SF-borgmester; det er altså Viborg og Middelfart og Langeland, der skal finde ud af, om man kan organisere sig bedre. Og deres konkrete erfaringer med det her ser jeg meget, meget frem til. Jeg tror, det er på tide, at vi sætter handling bag ordene og styrker velfærden, men også sætter den fri tættere på den ældre, tættere på de pårørende, tættere på personalet.

Fru Jane Heitmann, værsgo.

Tak for besvarelsen. Det er rigtigt nok, at ministeren bad om, at spørgsmålet blev omdirigeret til social- og indenrigsministeren, men jeg tænker, at regeringen vel er et hele og vel står på mål for den samlede politik. Så jeg vil gerne sige tak til ministeren for at møde op, og tak for besvarelsen.

Mennesker er forskellige, mennesker har levet forskellige liv og har livet igennem haft forskellige præferencer. Alt det ændrer sig jo ikke, bare fordi man bliver ældre og har brug for pleje og omsorg eller brug for at blive passet godt på på et plejehjem. Hvis man spørger de ældre selv, er det jo sådan faktisk ifølge en undersøgelse, som ministerens eget ministerium har stået i spidsen for, at 82 pct. af de adspurgte ældre mener, at det er vigtigt eller meget vigtigt, at de kan få lov at vælge selv inden for plejehjem og plejebolig. Og jeg vil gerne understrege, at for os i Venstre er det ikke afgørende, om man vælger et privat eller et offentligt tilbud. For os er det afgørende, at man har et reelt frit valg. Derfor har Venstre jo bl.a. foreslået, at der skal være friplejehjem i langt flere kommuner, end tilfældet er i dag, ligesom vi har foreslået, at der i alle kommuner skal være uvildige ældrevejledere, som kan guide vores ældre og deres pårørende til det helt rigtige tilbud både for den enkelte og for familien.

Så mit spørgsmål til ministeren her i dag er jo, om ministeren er enig i, at det er helt afgørende, at der er noget at vælge imellem, både i forhold til rengøring, madservice, personlig pleje, boligform, altså frit valg mellem kommunale og private plejehjem, så hver enkelt ældre og deres pårørende frit kan vælge de løsninger, der passer til det menneske, man er; så man ikke skal være bundet op på en eneste løsning, som er valgt af et flertal i kommunalbestyrelsen. Er ministeren enig? Og nu nævnte ministeren jo selv forståelsespapiret, hvor der fuldstændig korrekt står, at målet er at give ældre mest mulig selvbestemmelse og værdighed.

Ministeren.

Jeg er helt enig i, at ældre borgere fortsat skal have mulighed for at få et andet tilbud, hvis man ikke er tilfreds med det tilbud og den leverede hjælp, som man får. Det gælder i hele Danmark, og det gælder selvfølgelig også i de tre kommuner. Helt konkret kan jeg forstå, at de partier, som forhandler om en aftale – og jeg håber, at det bliver en bred aftale, men jeg er som sagt ikke med i de forhandlinger – arbejder med modeller for, hvordan man kan organisere det på en måde, hvor vi ikke hænger fast i fortidens minuttyranni og fortidens dårlig organisering af det her område, man tænker nyt og samtidig sikrer den reelle valgfrihed.

Fru Jane Heitmann, værsgo.

Jeg har meget lidt forståelse for, at frit valg skulle være minuttyranni, som ministeren her siger. Og hvis ministeren er helt enig i, at det er afgørende, at der er noget at vælge imellem, vil ministeren så ikke gå i dialog med social- og indenrigsministeren og arbejde for, at der med de kommende velfærdsaftaler netop sikres adgang til frit valg for alle ældre på plejehjem, i den personlige pleje, med den praktiske hjælp, så ingen ældre i de såkaldte nye frikommuner efterlades på perronen uden en reel valgmulighed?

Ministeren.

Jeg er lidt ked af den måde, som man ligesom ironiserer over eller er sarkastisk over for de såkaldte nye frikommuner på. Det er et kæmpe arbejde, og der er en stor, stor tiltro til det og en stor optimisme hos bl.a. Venstres borgmester i Viborg – det er jo ordførerens partifælle – men også hos den socialdemokratiske borgmester i Middelfart og hos SF-borgmesteren i Langeland til, hvad det her kan blive til. Og der er fuld dialog og fuld kontakt mellem mit ministerium og social og indenrigsministeren, men det er bare derovre, forhandlingerne som bekendt foregår.

Fru Jane Heitmann, sidste spørgsmål. Værsgo.

Det er jo ikke nogen hemmelighed, at Venstre tidligere har stillet sig i spidsen for innovative frikommuneforsøg, og vi vil sådan set gerne fortsætte ned ad den sti, hvor vi sætter kommunerne fri i opgaveløsningen, man ikke låser borgeren til ét tilbud. Det er jo en afgørende forskel på en socialdemokrat og en Venstremand/-kvinde. For med oplægget til velfærdsaftalerne fratages borgerne jo rettighederne til reelt at kunne vælge det tilbud. Og mener ministeren – hånden på hjertet – at vores ældre efter mange år på arbejdsmarkedet skal spises af med kun ét tilbud, altså ét tilbud på f.eks. madservice?

Så får vi svar fra ministeren. Værsgo.

Som sagt mener jeg ikke det, og hvis Venstre er bange for, at vi, som Venstre siger, arbejder på at låse borgere fast på ét tilbud, så kan jeg fuldkommen mane den frygt i jorden. Det er ikke det, der ligger på bordet. Det er ikke det, vi arbejder efter. Vi arbejder efter i dialog med de tre kommuner at sikre, at ældre borgere fortsat har mulighed for at få et andet tilbud i tilfælde af utilfredshed med den leverede hjælp.

Spørgsmålet er slut. Tak til ministeren, tak til fru Jane Heitmann. Og tak til fru Jane Heitmann for at tørre bordet af. Det er virkelig eksemplarisk.

Vi går så videre med spørgsmål til transportministeren af hr. Michael Aastrup Jensen, Venstre.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det, formand. Spørgsmålet er:

Hvad mener ministeren om de utallige høringssvar i forbindelse med vvm-undersøgelsen af E45-udvidelsen fra Aarhus N til Randers, hvor borgere klager over de meget store gener fra støj og virksomheder beretter om massive trængselsproblemer?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet. Vejstøj og trængselsudfordringer er væsentlige samfundsproblemer, som berører et stort antal danskere. Derfor har jeg også stor forståelse for, at mange borgere har benyttet høringsperioden i vvm-undersøgelsen til at give deres relevante mening til kende. Det er jo faktisk derfor, vi har vvm-undersøgelser og mulighed for, at man kan indgive høringssvar.

Jeg kan oplyse, at den offentlige høring har ført til, at Vejdirektoratet tilføjede yderligere støjdæmpende foranstaltninger til projektet. I projektet er der således foreslået i alt 12,7 km støjafskærmende foranstaltninger langs motorvejen til støjbeskyttelse af nærliggende boligområder og nærliggende bysamfund. En udbygning af E45 fra Aarhus N til Randers N vil desuden kunne afhjælpe visse mobilitetsudfordringer i området, og jeg kan sagtens forstå, at det er noget, man har en lokal interesse i.

For så vidt angår støjafskærmende foranstaltninger på E45, kan jeg i øvrigt oplyse, at det i forbindelse med udbygningen af motorvejen Skanderborg S til Skanderborg N er besluttet at opsætte støjskærme ved Vrold og Skanderborg by. Støjskærmene forventes opsat i løbet af 2021. Støjskærmene ved Vrold var ikke en del af det oprindelige udbygningsprojekt, men da der var midler tilovers fra projektbevillingen, blev det på forslag fra Vejdirektoratet besluttet at investere i yderligere støjskærme, og det er således sådan, at der hele tiden er fokus på støjområdet.

Hr. Michael Aastrup Jensen, værsgo.

Tak til ministeren for svaret. Situationen er jo den, at der nu faktisk er gået over et år, siden regeringen tiltrådte, og vi har stadig væk ikke haft en eneste forhandlingsdag om, hvordan og hvorledes vi kan imødegå de stigende trængselsproblemer, der er på bl.a. E45 i Østjylland, og også de massive støjproblemer, der er i f.eks. en by som Randers. Det skal jo ses i lyset af, at den tidligere regering faktisk lavede en fuldt finansieret infrastrukturplan, hvor man adresserede begge ting. Man havde både sørget for, at der kom gang i støjværnene omkring Randers, der var konkrete projekter, og derudover var der en historisk høj støjpulje på 1,6 mia. kr. Dernæst har vi jo altså i den infrastrukturaftale også besluttet at sætte af til, at der skulle være tre spor hele vejen fra Randers til Vejle.

Nu står vi så her over et år efter, hvor der intet er sket fra regeringens side. Og de eneste, der er taberne i det her, er ikke dem, der bor i København, men derimod dem af os, der bor i Østjylland og altså er nødsaget til at pendle, og de mange husejere, som langs motorvejen er nødsaget til at leve med den massive støj, som der vil være år for år.

Derfor er jeg jo sådan lidt, hvad skal vi sige, næsten i en situation, hvor jeg tigger og beder regeringen om at prøve at komme på banen og prøve at komme frem med et løfte om, at det, der var en selvfølge i den tidligere regerings infrastrukturplan, også burde være en selvfølge for den nuværende regerings infrastrukturpolitik. For problemet er jo ikke blevet mindre; vi har stadig væk stigende infrastrukturproblemer på E45, som bliver værre og værre, og vi har stadig væk stigende støjproblemer. Derfor er det jo en anledning nu, minister, til – før forhandlingerne på et eller andet tidspunkt går i gang – som minimum at komme med et løfte om, at det, man lovede fra den tidligere regerings side, og som rigtig mange i det kronjyske var glade for, selvfølgelig også kommer med i den nye regerings infrastrukturplan.

Ministeren.

Vi har jo meldt klart ud, at vi først ønskede at forhandle om grøn vejtransport og så efterfølgende infrastruktur. Og jeg kan konstatere, at Venstre, til trods for at partiet står bag en 70-procentsmålsætning, desværre ikke – efter utrolig lange forhandlinger, månedsvis af forhandlinger – ønskede at tage ansvar. Det er åbenbart det nye problem, altså at partiet Venstre ikke ønsker at tage ansvar for at lave brede aftaler. Jeg håber selvfølgelig, at Venstre kommer på andre tanker, når vi om kort tid skal i gang med at forhandle om infrastruktur og en grøn mobilitetsplan, og at Venstre dér vil vise sig som et ansvarligt parti, som er klar til at gå ind til forhandlingsbordet.

Michael Aastrup Jensen, værsgo.

Men minister, vi vil jo tage ansvar. Det var derfor vi lavede en fuldt finansieret plan, som regeringen, få dage, ja, næsten timer efter den tiltrådte, smed i skraldespanden. Nu er vi i en situation, hvor der ikke er fundet nogen løsning. Jeg har været ude at besøge de her mange støjramte borgere i lang tid. De tigger og beder faktisk om at få besøg af ministeren, så han også kan se og høre problemet. Er det et tilsagn, som ministeren kan give, at han kommer ud og oplever problemet så at sige, før infrastrukturforhandlingerne kommer? Så skal jeg i hvert fald nok facilitere det mellem borgerne, der er derude, og så ministeren.

Ministeren.

Hvis der er borgere i området, som gerne vil have, jeg kommer derud, så gør jeg gerne det. Der er dog lige et hensyn at tage til covid-19, så vi skal altså kunne gøre det på en sådan måde, at vi ikke udsætter hinanden for en risiko. Det må vi selvfølgelig tage højde for. Jeg kan ikke sige, om det så kan blive i januar, eller om det bliver nødt til at blive på et lidt senere tidspunkt.

Jeg vil bare minde om, at det virker en lille smule hult, at en repræsentant for Venstre står og taler om at tage ansvar, i betragtning af at man hverken har taget ansvar for grøn vejtransport eller for den sags skyld været med til at tage ansvar for et bredt politiforlig.

Michael Aastrup Jensen med det sidste spørgsmål. Værsgo.

Jeg har svært ved at se, hvad politiforliget har med støjramte borgere i Kronjylland eller E45-trængsel at gøre, men det kan transportministeren nok redegøre for det senere. Jeg er faktisk glad for tilsagnet. Jeg er faktisk glad for, at ministeren nu vil komme ud at besøge de støjramte borgere, og jeg ser frem til, at vi finder en dato i starten af det nye år, hvor vi selvfølgelig skal overholde de forskellige coronatiltag, der er. Så kan ministeren også selv opleve, at problemet kun er blevet større, og at det derfor skal løses hurtigst muligt. Så tak for tilsagnet.

Ministeren.

Altså, man kunne jo sådan set også bare have ringet over, for jeg siger sådan set ja til rigtig mange invitationer ude i landet. Man behøver ikke at invitere ministeren i Folketingssalen, for at jeg kommer ud. Det gør jeg sådan set rigtig hjertelig gerne, og man er også altid velkommen til at komme over til en kop kaffe, hvis der er nogle af de her ting, man ønsker at drøfte.

Og så lad mig bare sige, at når jeg fremhæver spørgsmålet om at tage ansvar, er det jo, fordi jeg håber, at vi netop kan lave en bred infrastrukturaftale, hvor så mange partier som overhovedet muligt indgår, så det ikke, som det var i den tidligere regerings tid, bliver en smal aftale.

Spørgsmålet er sluttet.

Men vi fortsætter med spørgsmål til transportministeren og fra hr. Michael Aastrup Jensen.

Værsgo til oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det, formand. Spørgsmålet lyder:

Hvad er ministerens holdning til en tredje forbindelse over Randers Fjord, den såkaldte Østbro, og er det efter ministerens opfattelse et projekt, som bør finansieres af statslige midler, eventuelt i en kommende infrastrukturplan?

Ministeren.

Jeg skal ikke sige så meget yderligere om infrastrukturforhandlingerne, for det har vi jo allerede lige haft oppe at vende i det sidste spørgsmål. Det er klart, at for regeringen er det helt afgørende, at vi laver brede aftaler, og det er selvfølgelig også derfor, vi har haft en ambition om også at indgå en bred aftale om spørgsmålet om at reducere CO2-udledningen fra vejtransporten, men det kunne desværre ikke lade sig gøre, og det skal jeg sige klart at jeg selvfølgelig er ærgerlig over ikke var muligt.

Men når det er sagt, er det også klart, at når vi snakker om infrastruktur, er det sådan, at der normalt ikke er nogen projekter, der er udelukket på forhånd. Det er i hvert fald min tilgang til det. Men det er også sådan, at der en god tradition for, at staten finansierer statslig infrastruktur og kommunerne finansierer kommunal infrastruktur. Det er en opgavefordeling, som jeg synes man skal have for øje, også når det kommer til en tredje forbindelse over Randers Fjord, som i udgangspunktet er en kommunal opgave. Det er klart, at hvis det er Venstres holdning, at staten skal finansiere kommunal infrastruktur i form af en tredje forbindelse over Randers Fjord, den såkaldte Østbro, så kan Venstre gøre disse ønsker gældende i de kommende forhandlinger om en grøn mobilitetsplan, og så må vi se, hvad der kan skaffes flertal for.

Michael Aastrup Jensen, værsgo.

Tak for det, minister. Situationen er jo den, hvad jeg også tror ministeren er bekendt med, at der faktisk færdes over 38.000 biler dagligt over Randers Bro, som dermed er presset til det yderste, og det vil forventeligt inden for en årrække ikke være nok til at kunne håndtere det stigende trafikpres, der er hen over Randers Fjord. Derfor er det nødvendigt – også på grund af beredskabsmæssige forpligtigelser, for ambulancer skal kunne komme til og fra bl.a. Djursland og ind til Regionshospitalet Randers – med en tredje forbindelse over Randers Fjord. Der er der selvfølgelig forskellige planer. Randers Kommune har deres klimabroprojekt, som jo er et kommunalt projekt, og så er der jo så Østbroen, som vi igennem en årrække har talt om, hvad statens involvering i på sigt skal være.

I den tidligere regerings fuldt finansierede infrastrukturplan var der jo lagt op til en fripulje, hvor man så at sige kunne søge om projekter, hvis og såfremt der var nogle gode regionale projekter, som havde national betydning. Så kunne man søge ind der. Påtænker regeringen at gøre noget lignende i deres udspil til de kommende infrastrukturforhandlinger? Og er det i forhold til det konkrete projekt med Østbroen noget, man fra regeringens side – ikke fra Venstres side – vil spille ind som et statsligt projekt, eller mener man, at det er kommunens projekt alene? For det er jo også det, der er det afgørende. Samtidig er det også afgørende, om man kan få en betalingsmodel for projektet eller ej. Som ministeren forhåbentligvis er blevet briefet om, ligger der jo også i Østbroprojektet en idé om, at man kunne gøre det som et betalingsprojekt. Vil ministeren også være åben over for det, hvis man gør det?

Så A: Ser ministeren det som et statsligt projekt eller et kommunalt projekt? Og B: Vil der være mulighed for en betalingsbro i det her projekt?

Ministeren.

Hvis det er sådan, der er ønske om at lave lokale modeller, hvor man har en form for brugerfinansiering, vil jeg i hvert fald på ingen måde udelukke det på forhånd. Hvis man på anden vis har projekter, hvor man lokalt har et ønske om at lave en medfinansiering af statslig infrastruktur – det kunne f.eks. være nogle af de indikationer, der har været i Nordjylland, om en tredje Limfjordsforbindelse – så udelukker jeg heller ikke det på forhånd. Men det er også klart, at opgavefordelingen mellem stat og kommuner synes jeg ellers i udgangspunktet er ret klar. Men hvad Venstre måtte vælge at prioritere i forhandlingerne, må man tage til den tid.

Michael Aastrup Jensen, værsgo.

Jeg er også selv ked af, at Venstre ikke er i regering, men det må vi jo erkende, og derfor er det jo så interessant, hvad regeringen har af interesser, selv om regeringen ikke rigtig vil svare på det sådan helt tydeligt. Det er derfor, jeg har muligheden for at stille de her spørgsmål her og håbe på klare svar, og det håb har jeg stadig væk. Håbet er jo lysegrønt.

Det, der lå i det, var, om regeringen ville være åben over for en statslig medfinansiering af en tredje forbindelse over Randers Fjord, og ikke hvad eventuelle andre partier kommer med. Vil det være med i regeringens oplæg til forhandlinger?

Ministeren.

Altså, når jeg har kigget på den tidligere regerings plan, som der jo ikke længere er et flertal for, så kan jeg i hvert fald ikke ud af den på nogen måder konkludere, at den tidligere regering på nogen måde skulle have prioriteret dette projekt. Derfor må det jo selvfølgelig blive sådan, at når vi starter på en frisk, ja, så må partierne også bringe de ønsker med ind, som man har.

Jeg har én interesse. Det er at lave en bred infrastrukturaftale, som har et meget langt perspektiv, et meget lang sigt, og det håber jeg selvfølgelig at alle partier vil gå friske til biddet omkring, og som jeg allerede har tilkendegivet: Hvis man ønsker at få analyseret spørgsmålet omkring brugerbetaling, er jeg åben for det.

Hr. Michael Aastrup Jensen, sidste spørgsmål. Værsgo.

Tak for det. Jeg kan jo forstå, at regeringen taler rigtig meget om, hvad andre partier gør. Hvis regeringen ikke er klar til at regere, er der jo et alternativ, og det er, at man kan gå af. Det siger jeg selvfølgelig sådan lidt stramt, men jeg synes ærlig talt også, at når jeg beder om at høre, hvad regeringens udspil vil være, er det mindste, man kan svare, hvad regeringens udspil vil være. Derfor spørger jeg nu altså igen stille og roligt: Vil regeringen, regeringen, indstille, at det her bliver statsligt medfinansieret på den ene eller anden måde?

Ministeren.

Regeringen er villig til at diskutere alle projekter, som man måtte ønske at diskutere i en forhandling, men det er også klart, at det, som vi har tilkendegivet, er, at der skal være en bred politisk aftale. Det er vi villige til at gå efter, også i det tilfælde at et parti som Venstre stiller sig svært tilgængelig eller måske ligefrem ender med ikke at ville gå med, ligesom vi har set det på grøn vejtransport, hvor man ikke har villet tage ansvar for CO2-reduktioner, eller ligesom vi netop har set det, desværre, på politiområdet, hvor et meget bredt flertal i Folketinget har lavet et politiforlig, som Venstre heller ikke har villet tage ansvar for.

Spørgsmålet er slut. Tak til ministeren, og tak til hr. Michael Aastrup Jensen. Og tak til hr. Michael Aastrup Jensen for at spritte af.

Det betyder, at vi kan gå videre til næste spørgsmål, som er til børne- og undervisningsministeren af fru Marie Bjerre.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak for det. Hvad mener ministeren om de udfordringer, der er i, at børn i skoleklasser ikke må invitere klassekammeraterne hjem til børnefødselsdage for tiden på grund af covid-19-retningslinjerne, men til gengæld gerne må mødes op til 50 børn fra forskellige skoler til fritidsaktiviteter efter skole?

Ministeren.

Tak for det, og tak for spørgsmålet. Det er jo en konstant afvejning, og vi kan ikke det hele på en gang. Derfor har vi som regering og som Folketing skullet tage nogle beslutninger i forbindelse med corona, hvor man godt kan sige: Jamen hvis man nu kan det her, hvorfor kan man så ikke også det her? Den situation har vi stået i rigtig mange gange. Det er altid bedst, hvis man undgår det, jeg kalder paradoksregler. Paradoksregler er lige præcis, når man siger: Jamen jeg kan ikke forstå, hvorfor vi egentlig gerne må være sammen, hvis vi gør det ovre i den her ramme, men ikke må være sammen med præcis de samme mennesker, hvis vi gør det ovre i den anden ramme. Der er ikke nogen tvivl om, at lige præcis spørgsmålet om børnefødselsdage er et eksempel på en paradoksregel, men reglen er ikke desto mindre relativt velgennemtænkt.

For hele idéen med den har jo været at sige, at fritidsaktiviteter simpelt hen er vigtige for børn og unge. Lige nu gælder det i hele landet, også for børn og unge, at man kun må være sammen op til ti personer til fritidsaktiviteter, og det vil sige, at lige nu er spørgsmålet uaktuelt. Men hvis ikke det havde været uaktuelt, ville der simpelt hen være et hensyn at tage til, at det er vigtigt, at fritidsaktiviteter holder åbent. Det betyder, at der er en masse andre aktiviteter, vi ikke må lave, fordi det er den samlede mængde af kontakt mellem mennesker, der gør, at vi øger smitterisikoen og antallet af smittekæder. Derfor har der også været en opfordring til skoler og daginstitutioner om, at man gør lidt ekstra ud af børnenes fødselsdag, når man er på skolen og er sammen med sin klasse, i forhold til under normale omstændigheder.

Fru Marie Bjerre, værsgo.

Jeg er enig med ministeren i, at det her handler om en afvejning, og jeg er også enig i, at vi skal gøre, hvad vi kan, for at begrænse coronasmitten. Coronasmitten er meget alvorlig, og jeg er heller ikke ude på generelt at kritisere regeringens restriktioner. For vi bliver nødt til at minimere vores sociale aktiviteter for at undgå smitte. Men jeg ser det alligevel som min forpligtelse som folketingsmedlem at gøre opmærksom på, hvordan virkningerne af de her restriktioner er ude i virkeligheden, og sige fra, hvis restriktionerne virker uigennemtænkte, er for tilfældige eller har en uheldig social slagside.

Sagen er den, at skolerne ikke tillader klassearrangementer efter skole, fordi sundhedsmyndighedernes anbefalinger er, at man ikke mødes til klassearrangementer. Det betyder, at man eksempelvis ikke kan holde børnefødselsdage. Til gengæld kunne man i hvert fald indtil i går godt mødes til spejderarrangementer eller fodbold eller håndbold op til 50 børn og unge fra vidt forskellige skoler, og det virker i hvert fald paradoksalt. Det egentlige problem er så, at børnene jo ikke lader være med at holde børnefødselsdage. Den 8-årige lader ikke være med at invitere hjem til en børnefødselsdag. Så hedder det bare en legeaftale i stedet for, og så inviterer man en lille håndfuld, to, tre, fire piger eller drenge i klassen, med hjem. Det, vi ser, er, at det desværre er de samme børn, de populære børn, der bliver peget på hver gang. Det er dem, der har en fødselsdagsgave med i tasken den morgen. Og det er de samme børn, der bliver ladt i stikken, og som heller ikke den her gang kommer med til børnefødselsdag. Det synes jeg ærlig talt er synd.

Derfor bekymrer det mig også lidt, at ministeren svarer, at problemet med børnefødselsdage er velkendt, og at man gør noget ud af at gøre noget mere på institutionerne. Men i virkeligheden inviteres der bare til en legeaftale, og så lader vi de udsatte børn i stikken. Med det her spørgsmål vil jeg egentlig bare gerne sikre mig, at regeringen er opmærksom på den her udfordring og forsøger at tænke den med ind.

Ministeren.

Mens de her regler stadig væk var aktuelle, fyldte begge mine børn år. Det er bare for at sige, at præcis den situation har vi stået i, og anbefalingen er altså ikke, at man så inviterer en del af klassen hjem til børnefødselsdag. Anbefalingen er faktisk, at man lader være. Det er jo sådan set det, der ligger i, at man skal lade være med at samle klassen. Det vil sige, at så har vi de sociale bobler, vi har, og hvordan de sociale bobler er sammensat, og hvem man inviterer ind i sit hjem, og under hvilke omstændigheder, har vi ikke lavet retningslinjer for som regering. Det tror jeg faktisk også at man skal passe på med. Men jeg vil bare sige, i forhold til i hvor høj grad man har det på nethinden, at de fleste af os har børn, og de fleste af vores børn har faktisk fødselsdag en gang om året. Jeg tror ikke, der er nogen børn, der ikke har fødselsdag en gang om året. Og derfor kender vi problemstillingen ret godt.

Fru Marie Bjerre, værsgo.

Så er jeg glad for, at jeg får lejlighed til her at fortælle, hvordan det i hvert fald virker rigtig mange steder. For der virker det sådan, at så inviterer man bare hjem til en legeaftale, for det må man jo gerne inden for retningslinjerne. Så inviterer man to, tre, fire børn med hjem, og det er altså bare de samme børn, vi ser der bliver peget på hver gang, og det er de samme børn, der sidder i klassen og ikke kommer med hjem til børnefødselsdage. Jeg håber, at ministeren vil tage den oplysning med sig. Det er fair nok, at man ikke ikke før har kendt til den problemstilling, for tingene er gået hurtigt, men det er en reel bekymring, jeg har, og vi bliver nødt til at tænke noget mere på udsatte børn.

Ministeren.

Hvis det, folk ser som deres fremmeste formål, er at omgå retningslinjerne, så kan de jo gøre det. Vi har den ene dag efter den anden været vidne til demonstrationer nede på Slotspladsen, hvor jeg gentagne gange har kunnet konstatere, at der ikke bliver holdt den afstand, som vi anbefaler. Så hvis det, der er en forælders hensigt, er at omgå reglerne, er det svært for os at forhindre det. Det har jo altid været en anbefaling, at man for at undgå mobning og udstødelse i klasserne sørgede for at sige, at det enten er alle pigerne, alle drengene eller hele klassen, der skal inviteres. Det kan man ikke under de nuværende omstændigheder, og jeg håber og tror på, at de fleste forældre faktisk er fornuftige nok til at lade være med at gøre det, som spørgeren omtaler. Men der er nogle mennesker, der omgår reglerne.

Fru Marie Bjerre for sit sidste spørgsmål. Værsgo.

Jeg vil bare lige slå fast, at det her altså ikke handler om, at forældrene omgår reglerne, at nogle omgår reglerne, for man må jo gerne invitere hjem til en legeaftale. Det gør man så, man lader være med at kalde det en børnefødselsdag, men det er det reelt. Der er en gave med, og det er en børnefødselsdag. Det er bare maks. to eller tre børn, der er med til den her legeaftale. Det er ikke en omgåelse af reglerne, og det er sådan, det virker i praksis, og jeg synes altså, det er vigtigt, at regeringen er opmærksom på det. For det betyder, at det er de udsatte børn, der endnu engang lider under den her coronakrise. Så jeg vil egentlig bare afslutningsvis give en opfordring videre om at huske det her, når vi igen får lempet reglerne lidt, og tage hensyn til, at der skal være plads til at mødes.

Ministeren, værsgo.

Ordføreren får det til at lyde, som om vi ikke har husket det førhen. Det her er faktisk noget, der er blevet drøftet ret indgående. Jeg vil bare sige i forhold til det, at der under normale omstændigheder, når der ikke er corona, gælder en klar anbefaling om, at man inviterer enten alle pigerne, alle drengene eller hele klassen eller lader være. Der er jo ikke nogen af de pædagogiske anbefalinger, der er ændret på grund af corona, og derfor opfatter jeg det som en omgåelse af de anbefalinger, der normalt ligger for skolerne, i forhold til afholdelse af børnefødselsdage. Det er ikke i forhold til coronarestriktioner, men hvis man inviterer en lille gruppe i klassen, gør man det, som de fleste mennesker under normale omstændigheder faktisk synes er forkert, og det synes jeg da man skal lade være med.

Tak for det. Spørgsmålet er slut. Tak til fru Marie Bjerre. Ja, fru Marie Bjerre spritter lige af. Tak.

Vi fortsætter med spørgsmål til børne- og undervisningsministeren. Nu er det så fru Ellen Trane Nørby.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak, hr. formand. Hvad er ministerens holdning til, at uligheden mellem daginstitutioner og dagpleje bliver større, når man med regeringens aftale om minimumsnormeringer fordeler penge til flere voksne i daginstitutioner baseret på kommunernes samlede børnetal uden at tage hensyn til andelen af børn i andre pasningstyper, f.eks. dagpleje?

Ministeren.

Regeringen har sammen med aftalepartierne aftalt, at man med minimumsnormeringerne giver et historisk og nødvendigt løft af daginstitutionerne. Dagplejen stilles med den aftale ikke ringere, end de har været tidligere. Der ændres ikke på deres tilskudsregler eller på regler for den kommunale dagpleje i øvrigt. Dagplejen er i dag bl.a. allerede omfattet af lovkrav om maksimalt antal børn på fem pr. dagplejer, og i praksis er der typisk kun fire børn pr. dagplejer grundet overenskomstmæssig regulering. Det vil sige, at der har man allerede sat et antal på. Herudover adskiller dagplejen sig fra institutioner, ved at dagplejeren er alene med børnene, og at børnene er tilknyttet én fast dagplejer, der ikke ligesom i institutionerne kan dele pasningen med flere andre voksne.

Med aftalen strammer aftalepartierne også for reglerne for den private pasning, så de i højere grad er omfattet af de samme rammer som for den kommunale dagpleje, og det skal sikre, at der ikke fremadrettet oprettes institutionslignende private pasningsordninger, som ikke har de samme høje standarder som daginstitutioner og i øvrigt kommunale dagplejere. Så vi nedjusterer loftet for antallet af børn pr. privat passer i nyoprettede private pasningsordninger fra fem til fire børn og stiller krav om, at pasningen skal foregå i passerens private hjem for at give det trygge miljø. Hvis to personer, der er bosiddende i samme husstand, har plads til det, så kan man optage op til otte børn.

Så med aftalen har aftalepartierne valgt at videreføre udmøntningsmodellen fra sidste år, hvor midlerne fordeles efter børnetal, og det er for at sikre en hurtig og ubureaukratisk udmøntning, sådan at når lovforslaget træder i kraft i 2024, vil midlerne bliver fordelt via bloktilskuddet.

Fru Ellen Trane Nørby, værsgo.

Jeg kan jo sige, at vi fra Venstres side også støtter løftet på det her totalt akkumulerede beløb på de vel efterhånden 5,6 mia. kr. til børneområdet. Det ligger sådan set også i tråd med, at vi løftede børneområdet både økonomisk og også fagligt og indholdsmæssigt, mens vi sad i regering, både som Venstreregering og også efterfølgende som VLAK-regering.

Til gengæld har vi jo det seneste år og også på samråd og andet diskuteret den diskrimination af op mod 64.500 børn, som regeringen og de røde støttepartier jo så vælger at fastholde også det kommende år, i relation til at de børn, hvis forældre har valgt, at deres børn skal gå i dagpleje, i en selvejende institution eller en privat institution, ikke får del i normeringsløftet. Det betyder jo, at særlig børn, der bor i et tyndtbefolket område, hvor vi ved, at der er flere private institutioner og flere private passere og flere dagplejere, ikke får del i det her økonomiske løft. Det er os fuldstændig uforståeligt, hvorfor regeringen og de røde støttepartier ikke ønsker, at alle børn i Danmark skal have en god start på livet.

Når vi så kigger på dagplejen og de regler, der gælder for dagplejen, er det jo sådan i dag, som ministeren også siger, at der kan man være op til fem børn. Nu bliver der så lagt et loft på fire børn, som også er det, der overenskomstmæssigt er gældende mange steder, men samtidig insisterer man på, at der kun kan være tre børn pr. voksen i en vuggestue, på trods af at man der kan kalde på en kollega, hvis der er farlige situationer eller andre ting, hvor man er udfordret i opgaveløsningen. Det betyder jo, at man grundlæggende giver dårligere vilkår for dem, der enten i privat eller kommunalt dagpleje skal tage sig af at løfte pasningsopgaven og omsorgsopgaven og læringsopgaven for nogle af vores børn og unge. Det er uforståeligt for os, hvorfor regeringen vælger at fastholde en sådan skævvridning både geografisk, men også mellem de forskellige tilbud.

Ministeren.

Jeg får lyst til at spørge, om det betyder, at hvis Venstre skulle komme i regering igen, vil man sætte antallet ned til en til tre børn i dagplejen. Det ville ikke være min anbefaling, fordi jeg mener, at det er to meget forskellige måder at blive passet på, fordi det dér er et trygt hjemmemiljø, og derfor mener jeg egentlig, at snittet på de fire børn ligger rigtigt dér.

Det at være en del af en institution med mange børn og i øvrigt også mange vokse er simpelt hen et andet miljø. Det har vi også kunnet se i forbindelse med corona. Noget af det, der virkelig gør en stor forskel for børnene, er at have været delt op i små enheder, hvor der kommer ro på, og hvor der er et helt andet overskud, end når de er i større enheder. Derfor har det været vores vurdering, at de en til fire børn var et fint snit at have for dagplejerne.

Fru Ellen Trane Nørby, værsgo.

Det ændrer ikke ved, at regeringen jo vælger ikke kanalisere penge fra normeringsløftet og børneløftet ud til dagplejen, ud til de selvejende institutioner og ud til de private institutioner. Det betyder, at man grundlæggende diskriminerer 64.500 børn, fordi deres forældre har brugt deres frie valg til at sætte dem i en dagpleje, sætte dem i en selvejende institution eller sætte dem i en privat institution. Det er fuldstændig uforståeligt, hvorfor regeringen har den politik, at de børn ikke skal have del i løftet, fordi man jo kunne vælge også at brede børneløftet ud til dagplejen, på trods af at man ikke ændrer ved normeringstallet. Men det vælger regeringen ikke at gøre, og på den måde udhuler man jo økonomien.

Ministeren.

Det passer ikke helt, fordi de selvejende institutioner får faktisk samme niveau. Det afspejler sig i deres økonomi, når det er sådan, at man løfter og giver flere penge til de kommunale institutioner. Så den del passer ikke.

I forhold til det med dagplejen kan man sige, at indtil nu har det været sådan, at man faktisk på dagplejeområdet har haft bedre vilkår, end man har haft i institutionerne, fordi man har haft en fast ratio for, hvor mange børn der må være. Det har man ikke haft i daginstitutionerne. Det er det, vi nu gennemfører med lovgivningen omkring minimumsnormeringer. Det vil sige, at man har haft en ubalance, i forhold til hvilke rettigheder man havde på de forskellige områder. Den retter vi op på. Det er den vej rundt, vi ser det.

Fru Ellen Trane Nørby for sit sidste spørgsmål. Værsgo.

Men regeringen retter jo ikke op på den skævhed, der er økonomisk. Man vælger jo fortsat sammen med sine røde støttepartier at diskriminere de 64.500 børn, hvis forældre har valgt enten dagpleje, selvejende institutioner eller private institutioner. Det har jo den betydning f.eks. i en kommune som Thisted Kommune, hvor halvdelen af børnene går i den type institutioner, at det økonomiske skel mellem de kommunale institutioner og de øvrige institutioner bliver større med det sigte, at man jo får en skævhed, og som jo udelukkende er ideologisk præget, og som ikke handler om at sikre alle børn og unge i Danmark en god opvækst.

Ministeren, værsgo.

Det passer simpelt hen ikke, fordi institutioner får deres tilskud med udgangspunkt i det tilskud, der bliver givet til de kommunale institutioner, og derfor er det faktuelt forkert at sige, at det her ikke kommer dem, der går i selvejende institutioner, til gavn; det gør det. Vi har valgt med helt åbne øjne at sige, at man har haft nogle rettigheder, hvad angik dagplejerne, i forhold til de forhold, der er omkring børnene, som desværre ikke har gjaldt for daginstitutionsbørnene. Nu har vi så valgt også at lægge faste rammer ind omkring at lave en bund for, hvordan det må være i daginstitutionerne, og dermed er der sket en ligestilling.

Tak for det. Spørgsmålet er slut.

Men vi fortsætter med spørgsmål til børne- og undervisningsministeren, og det er fortsat af fru Ellen Trane Nørby.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Hvad mener ministeren om, at regeringens politik medfører en skævvridning af konkurrencen mellem på den ene side kommunale dagtilbud og private selvejende dagtilbud og på den anden side private dagtilbud med mulighed for profit, alle dagplejere og private passere?

Ministeren.

Regeringen har med aftalen om minimumsnormeringer valgt at prioritere et løft af daginstitutionerne. Og børn i vuggestuer og børnehaver fortjener, at der kommer flere pædagoger, voksne, omkring dem, så de kan trives og udvikle sig og blive en del af et børnefællesskab. Derfor er der fra 2024 og frem årligt afsat ca. 1,8 mia. kr. mere til vores børn, og det er jeg som minister selvfølgelig utrolig stolt af og glad for at et flertal i Folketinget har valgt at prioritere. I alle typer af daginstitutioner vil der derfor komme mere pædagogisk personale i årene fremover, og det gælder altså både de kommunale og de selvejende daginstitutioner, men også private institutioner, som selv optager børn, og som ikke har driftsoverenskomst med kommunerne.

Men aftalepartierne har samtidig aftalt, at pengene, som er afsat til vores børn, ikke skal kunne trækkes ud som overskud i private institutioner, præcis som det i øvrigt gælder for friskoler og for privatskoler i Danmark; det er samme model, der kommer til at gøre sig gældende her. I de gældende regler er der mulighed for, at man i stedet for at etablere sig som en egentlig daginstitution kan etablere sig som en såkaldt institutionslignende privat pasningsordning med store børnegrupper i f.eks. lejede lokaler, men uden den kvalitet og de kvalitetsstandarder, som kendetegner vuggestuer og børnehaver. Med de rammer, vi har lagt ind her, sikrer vi fremadrettet, at institutioner til vores børn får samme høje standarder.

Værsgo til Ellen Trane Nørby.

Jamen grundlæggende handler det jo om, at regeringen og de røde støttepartier har valgt at diskriminere 64.500 børn, fordi deres forældre har brugt det frie valg til at vælge at sende deres børn enten i dagpleje, i en selvejende institution eller i en privat institution. Og det er jo simpelt hen ikke korrekt, hvad ministeren siger, i forhold til at der ikke gælder kvalitetskrav for f.eks. de private institutioner. Der gælder jo præcis de samme regler i dag i forhold til vores dagtilbudslovgivning, som der gælder for de kommunale. Desuden har ministeren jo også svaret mig skriftligt, at kommunerne ikke må tage og bruge pengene fra normeringsløftet og tilføre dem til f.eks. dagplejen, til de selvejende institutioner eller de private institutioner, så man får en ligestilling af børnegruppen ude i kommunerne. For der har regeringen og støttepartierne jo bestemt, at den andel af børnene ikke skal have del i støtten.

Som jeg nævnte før, betyder det, at over 54 pct. af børnene i Thisted Kommune ikke får del i børneløftet. I Sønderborg Kommune, hvor jeg selv bor, er det 26,3 pct. af børnene, der så ikke får del i det børneløft, som vi ellers politisk er enige om her i Folketinget. Og jeg synes, det er enormt ærgerligt og trist, at regeringen har den her ideologiske tilgang til hele børneområdet, som ikke handler om at sikre en høj kvalitet i alle tilbuddene, men handler om, at man åbenbart har nogle tilbud, som har en organiseringsform, som regeringen ikke kan lide, og derfor skal de børn, der går i de institutioner, ikke have del i løftet. Det er rigtig trist og ærgerligt.

Det andet triste og ærgerlige, der ligger i regeringens finanslovsaftale, er jo det, som regeringen kalder et profitforbud, altså grundlæggende et forbud mod de private institutioners organiseringsformer, som vi kender dem i dag. Det er også ærgerligt, at regeringen går ind og underminerer økonomien for de private passere – det gør man jo også med aftalen. Og det betyder jo, at der bliver færre tilbud til forældrene at vælge imellem, fordi regeringen åbenbart har et så stort behov for, at det hele skal være kommunale tilbud, der ligner hinanden, i stedet for at respektere forældrenes frihed og også respektere forældrenes ret til at kunne gå sammen om f.eks. at oprette en privat institution, sådan som man kender det under lovgivningen i dag.

Ministeren.

Det må de skam endnu. Altså, jeg ved godt, at overdrivelse fremmer forståelsen, men det er simpelt hen ukorrekt, hvad der bliver sagt – og fra ende til anden, får jeg næsten lyst til at sige. Det, vi lægger op til, er at lave samme type lovgivning, som vi kender fra fri- og privatskoler. Og som det er ordføreren bekendt, for jeg ved, at ordføreren har fulgt området i utrolig mange år, så har der været vækst i fri- og privatskoler. Det vil sige, at der med de her regler absolut ikke er noget til hinder for, at der tilmed kan være vækst i mængden af private institutioner i Danmark, ligesom vi har set det for fri- og privatskoler. Derfor skal det bare være sagt, at det, som det handler om her, jo er at sørge for, at pengene går til børnene, så man ikke tager dem ud som overskud, men derfor kan man sagtens drive private institutioner under lovgivningen.

Så er det fru Ellen Trane Nørby. Værsgo.

Jeg har jo bedt om igennem næsten et år, at ministeren gav dokumentation for, hvilke institutioner det så var, der udtog pengene til formål, der ikke handlede om børnene. Ministeren er kommet op med to historiske, forkølede eksempler på det, men har ellers ikke kunnet give nogen eksempler. Alligevel vælger man at gå ind at lave en lovgivning, der grundlæggende lægger hindringer i vejen for alle vores private institutioner og vores private passere, som de ser ud i dag, og det forstår jeg simpelt hen ikke. Men regeringen må jo have et så stort ideologisk problem med det frie valg hos forældrene, at man så ikke længere vil respektere de organiseringsformer, der ligger i loven i dag, og det er ærgerligt.

Tak. Ministeren, værsgo.

Der lægges ingen forhindringer i forhold til det frie valg. Altså, der kommer til at gælde samme regler som for fri- og privatskoler, og jeg tror egentlig, at de fleste mennesker i Danmark godt ved, at det er muligt at vælge en friskole eller en privatskole, hvis man ikke er glad for det kommunale tilbud. Jeg tror også, de fleste mennesker i Danmark ved, at der faktisk har været vækst i antallet af fri- og privatskoler.

Så det er bare for at sige, at det er fuldstændig de samme regler i forhold til ikke at måtte tage overskud ud, der kommer til at gælde her, og hvis ordføreren selv mener, at det ikke er særlig mange, det drejer sig om, er der vel heller ikke et problem. De daginstitutioner, der i dag tager penge ud, kan fortsætte som private; de kan bare ikke tage penge ud. Så de kan fortsat ...

Tak! (Børne- og undervisningsministeren (Pernille Rosenkrantz-Theil): Undskyld). Det er fint.

Så er det fru Ellen Trane Nørby for sit sidste spørgsmål. Værsgo.

Men det handler jo grundlæggende om misundelse på den ene side og på den anden side om, at regeringen åbenbart mener, at de er bedre til at vælge på børnenes vegne, end forældrene er. For det her vil ødelægge det frie valg for forældrene, for det vil snævre antallet af organiseringsformer på dagtilbudsområdet ind, når man forringer økonomien for de private passere og man forringer de rammer, der ligger, for de private dagtilbud, ligesom man igen – med den aftale, man har lavet nu – vælger at diskriminere op mod 64.500 børn, fordi de går i dagpleje, i selvejende institutioner eller i private institutioner, og det er rigtig ærgerligt, for så er det ikke at sætte børnene først.

Så er det ministeren. Værsgo.

Jeg er lidt usikker på, hvor den der misundelse egentlig optræder, for der gælder jo altså enslydende regler i forhold til forældrebetaling, om man vælger den ene eller den anden form: Hvis man har et barn i selvejende institution, gælder der samme forældrebetalingsregler, som der gør det andet sted. Så jeg forstår ikke helt, hvad det egentlig sigter til, og jeg vil sige det sådan, at for mig er det vigtigt, at pengene bliver brugt på børnene og ikke på at udbetale overskud. Jeg synes, det er fint, og jeg tror faktisk ovenikøbet, Socialdemokratiet var involveret i at oprette de allerførste frie børnehaver, altså selvejende institutioner i Danmark, så det er en tradition, vi hylder, og som kan fortsætte fint under de regler, der kommer til at være her.

Vi siger tak til ministeren, og vi siger tak til fru Ellen Trane Nørby. Og vi siger også tak for, at fru Ellen Trane Nørby lige spritter af.

Så er vi klar til det næste spørgsmål. Det er til forsvarsministeren fra hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak, formand. Goddag, minister.

Er det ministerens opfattelse, at ministeren skylder at fortælle de soldater, der har deltaget i den såkaldte operation minkaflivning, hvem der helt præcis har udstedt ordren om deres deltagelse i denne operation? Tak.

Ministeren.

Men igen, hr. Marcus Knuth, må jeg gentage, at jeg finder det uansvarligt at undergrave befolkningens tillid til forsvaret ved fortsat at turnere rundt med en forkert udlægning af de faktiske forhold om forsvarets støtte til Fødevarestyrelsens minkindsats. Som jeg tidligere har forklaret og gentaget her i salen, så har ingen soldater aflivet mink; forsvaret har ikke gennemført nogen operation minkaflivning. Forsvaret har støttet en civil myndighed, Fødevarestyrelsen, der anmodede om støtte. Forsvaret har støttet Fødevarestyrelsens indsats siden den 8. oktober, og det har forsvaret gjort med hjemmel i forsvarslovens § 7. Det har jeg svaret gentagne gange og lagt frem, altså at forsvaret har hjemmel til at støtte Fødevarestyrelsen i forsvarslovens § 7. Forsvaret har ikke aflivet mink.

Tak, minister. Jeg synes jo, at det er ærgerligt, at vi skal stå her igen. Mange af de spørgsmål, vi stiller, stiller vi meget, meget simpelt, og vi får ikke klare svar på det her. Det her er ikke en eller anden personlig vendetta mod ministeren. Det er, fordi vi ikke får svar. Nu står jeg så her med et opklarende spørgsmål i forhold til et facebookopslag fra en værnepligtig i Beredskabsstyrelsen, Axel Aaby. Jeg vil sige, at det her ikke er verificeret – men han skriver, at han har været med til at fange mink, og at han har været med til at aflive mink. Og det her er underskrevet af 23 ud af 24 af hans værnepligtskollegaer. Ministeren har også lige sagt her nu, at soldater ikke har deltaget i minkaflivning; at forsvaret ikke har deltaget i minkaflivning. Mig bekendt hører Beredskabsstyrelsen under Forsvarsministeriet. Kan ministeren forklare det?

Ministeren.

Altså, jeg vil gerne benytte lejligheden her i dag til at takke de embedsfolk og ansatte i forsvaret og hjemmeværnet og beredskabet, som siden marts har ydet en imponerende indsats – uselvisk og med dét eneste ønske at passe på Danmark og danskerne. Og jeg forstår ærlig talt ikke, at Konservative bliver ved med at turnere rundt med forkerte præmisser for deres spørgsmål om forsvarets indsats, nemlig at forsvaret skulle have gjort noget, der var ulovligt. Det har forsvaret ikke.

Jeg tror, at hr. Marcus Knuth med det spørgsmål, der her vist lidt falder uden for det, der er spurgt ind til i dag, blander to ting sammen, nemlig det med uden for og inden for zonerne.

Hr. Marcus Knuth.

Først og fremmest turnerer vi ikke rundt med noget. Vi spørger, om der er afgivet lovlige ordrer. Nu spørger jeg bare – og det her er opklarende: Har Beredskabsstyrelsen været med til at aflive mink? Det er et meget simpelt ja-nej-spørgsmål.

Ministeren.

Der er ikke foregået noget ulovligt. Forsvaret har haft lovhjemmel til alt, hvad de har foretaget sig. Og mig bekendt har Beredskabsstyrelsen ikke aflivet mink – nej.

Marcus Knuth.

Det er meget interessant. Som sagt er det her ikke verificeret – men hvis det viser sig, at det her brev på Facebook er sandt, og at Beredskabsstyrelsens værnepligtige har været med til at aflive mink, hvem bærer så det øverste ansvar?

Ministeren.

Jamen nu prøver hr. Marcus Knuth jo med et gammelt trick, nemlig det her med lige at fordreje ordene. For der er jo forskel på at være med til at håndtere minkindsatsen og så at aflive mink. Mig bekendt har Beredskabsstyrelsen ligesom forsvaret ikke aflivet mink.

Tak for det. Spørgsmålet er slut.

Vi fortsætter med spørgsmål til forsvarsministeren og fortsat fra hr. Marcus Knuth, Det Konservative Folkeparti.

(Talen er under udarbejdelse)

Værsgo for oplæsning af spørgsmålet.

Tak, formand, og tak igen til ministeren. Mener ministeren, at man burde have trukket de danske soldater tilbage fra danske minkfarme med ikkesmittede besætninger uden for de såkaldte smittezoner, i samme øjeblik man opdager, at der ikke er hjemmel bag statsministerens ordre om at slå samtlige danske minkbesætninger ned?

Ministeren.

Som jeg efterhånden har sagt nogle gange, kan forsvaret på baggrund af § 7 i forsvarsloven støtte andre myndigheder i deres opgaveløsning. Det danske samfund har stor gavn af, at forsvaret stiller op, når der med kort varsel bliver brug for flere hænder og hoveder, hvad enten det drejer sig om storm, oversvømmelse eller sygdom. I det konkrete tilfælde var det Fødevarestyrelsen, der med kort varsel bad om støtte til deres indsats mod coronasmitten i mink – en indsats, der blev koordineret under Rigspolitiets ledelse i den nationale operative stab, NOST'en. Forsvaret stillede medarbejdere og kapaciteter til rådighed for Fødevarestyrelsen på baggrund af § 7 i forsvarsloven. De opgaver, som medarbejderne har løst, er efter samtykke – efter samtykke – fra avlerne at optælle mink og foretage afsluttende syn. Det synes jeg er helt rimelige opgaver at forsvaret bidrager til.

Hr. Marcus Knuth.

Ministeren har igen og igen sagt, at forsvaret har løst de her opgaver efter forsvarslovens § 7. Jeg er sikker på, at ministeren har læst LandbrugsAvisen i dag, som har fået aktindsigt i bl.a. en e-mail fra forsvarets juridiske chef. Chefen skriver internt og gør opmærksom på den dobbelte lovhjemmel:

»Som nævnt er det dog vigtigt at være opmærksom på det dobbelte hjemmelskrav: Den myndighed, som anmoder om bistand, skal selvfølgelig lovligt kunne fremsætte anmodningen. Hvis de anmoder Forsvaret om at gøre noget, der er ulovligt for dem selv, vil det som det klare udgangspunkt også være ulovligt for Forsvaret.«

Har forsvarsministeren undersøgt, om der var dobbelt lovhjemmel?

Ministeren.

Modsat hr. Marcus Knuth har jeg læst hele artiklen og også hele korrespondancen i LandbrugsAvisen. Der er hele korrespondancen som sagt gengivet. Og efter at juristen i Forsvarsministeriet har gjort opmærksom på den dobbelte lovhjemmel, svarer hele to, nemlig forsvarschefen og den øverste afdelingschef, at det lige præcis er derfor, at det er så væsentligt, at forsvarets opgaver ligger inden for forsvarslovens § 7. Der bliver altså ikke aflivet mink. Forsvaret løfter alene opgaver, der er lovhjemmel til i § 7. Så jeg kan anbefale hr. Marcus Knuth, særlig når han kommer her i salen, at gengive hele korrespondancer og ikke kun uddrag af dem, for det giver altså et urigtigt indblik.

Hr. Marcus Knuth.

Kære minister, det er sådan set også det, jeg gør. Og netop forsvarschefen, Bjørn Bisserup, svarer jo tilbage:

»... og Forsvaret har netop lagt til grund, at myndighederne generelt har foretaget en vurdering af hjemmelsgrundlaget, og Forsvaret har ikke foretaget en konkret vurdering af spørgsmålet om opgaven har ekspropriativ karakter.«

Så nu spørger jeg igen: Har forsvarsministeren selv undersøgt, om der var dobbelt lovhjemmel? Det er meget simpelt at svare enten ja eller nej til spørgsmålet.

Ministeren.

Jamen af korrespondancen fremgår det ganske klart, at der ikke gennemføres ulovlige opgaver eller opgaver, der ikke er lovhjemmel til, fra forsvarets side. Der er netop ikke tale om opgaver, hvor man ikke på forhånd har indgået aftale og dermed fået samtykke fra avlerne om, at man skulle ind og tælle mink, og det fremgår ret klart af korrespondancen. Så jeg synes igen, at det er et eksempel på, at Konservative forsøger at sprede mistillid til vores forsvar. Det synes jeg faktisk ikke er rimeligt.

Hr. Marcus Knuth for det sidste spørgsmål.

Vi prøver ikke at sprede mistillid til forsvaret. Vi har den allerstørste kærlighed til forsvaret. Vi ønsker bare at få ærlige svar fra ministeren. Nu gentager jeg igen. Hvis forsvaret støtter en myndighed, der gør noget, der er ulovligt for dem selv, er det klare udgangspunkt, at det også er ulovligt for forsvaret. Det viser sig jo, at statsministerens ordre ikke havde lovhjemmel, at politiet, som forsvarets støtte, ikke havde lovhjemmel, så nu spørger jeg igen: Undersøgte ministeren, om der var dobbelt lovhjemmel, altså præcis det, som chefjuristen advarede om – ja eller nej?

Ministeren.

Jamen det er jo præcis det her, som den korrespondance handler om, altså at der er en minister, der har sagt, at vi løser alene opgaver, som der er lovhjemmel til, og både forsvarschefen og afdelingschefen bekræfter, at forsvaret løser alene opgaver, der ligger inden for forsvarslovens § 7. Og det er jo, som jeg også har sagt mange gange her i salen til hr. Marcus Knuth, der så tilsyneladende har svært ved at høre det, fordi jeg har været optaget af, at forsvaret hele vejen igennem har haft lovhjemmel til at løse de opgaver, som forsvaret har løst. Og det har forsvaret haft. Og uanset hvor mange gange jeg skal herned i salen og svare på det, ændrer svaret sig altså ikke.

Hermed er spørgsmålet sluttet. Tak til ministeren, og tak til hr. Marcus Knuth for spørgsmålet.

Dermed er spørgetiden sluttet.

(Talen er under udarbejdelse)