Tak for ordet, og tak for en rigtig fin debat. Jeg fornemmer i hvert fald, at der er en vilje til at kigge på det her. Hvad det er for en model, vi så kan lande på i fællesskab, må tiden jo vise, men jeg noterer mig i hvert fald, at der er folk, som ønsker et opgør med, at det er så svært at slæbe rundt på den her gæld i dag. Så det synes jeg er virkelig, virkelig positivt.
Jeg ved ikke, om der var nogen af jer, der måske læste om Christian Breum i Jyllands-Posten; det var i går. Han er 36 år, han har en hel del domme bag sig, og nu skylder han faktisk 3 mio. kr. i straffesagsomkostninger. Hvis han skulle være så heldig at få et godt job, når han engang er færdig som pædagog, og lad os sige, at han kunne betale 6.000 kr. af om måneden, så ville han efter 30 år have barberet 2,1 mio. kr. af sin gæld, altså ikke det hele. Men i det regnestykke er renten på 8 pct. ikke engang regnet ind, og så skal man i hvert fald ikke være særlig klog for at regne ud, at Christian nok står i gæld resten af sit liv, uanset hvad han gør.
For den reelle mulighed for gældseftergivelse er ikkeeksisterende, ja, faktisk kan vi se, at i de få sager, hvor der eftergives, er en af de hyppigste årsager til, at gælden eftergives, at den pågældende dør. Man dør simpelt hen fra sin gæld. Og det er jo ikke, fordi jeg ikke også er enig i, at når man har begået kriminalitet, skal man tage straffen, og det gør de fleste jo da så også. De afsoner, ligesom Christian gjorde, de går igennem afvænningsprogrammer, ligesom Christian gjorde, de tager en uddannelse, ligesom Christian er i gang med, og de har den samme drøm, som Christian har lige nu, nemlig en drøm om på et eller andet tidspunkt at blive gældfri. Og når jeg møder mennesker som Christian, er de altid fulde af håb, når de står der over for en løsladelse: Nu skal det være, nu vil de lægge kriminaliteten bag sig, nu vil de starte på en frisk. De mener det, de håber det, og de tror på det.
Men lige så snart de bliver løsladt, tårner problemerne sig op. Så mangler de måske en bolig, og så finder de ud af, at håbet knækker, når straffeattesten spærrer for, at de kan komme i job. Og når regningen fra straffesagsomkostningerne tikker ind, finder de ud af, at de livslangt har gældsat sig. Og faktisk er de to ting, som indsatte hyppigst nævner over for mig som barrierer for at komme videre med deres liv, lige præcis straffesagsomkostninger og straffeattester.
Hvad ved vi så om de grupper, der står med den her gæld bagefter? Det har forsker Annette Olesen faktisk beskæftiget sig lidt med, og hun siger, at der egentlig dybest set er tre grupper: Der er en gruppe, som klarer sig på trods. De vil være kriminalitetsfri. Det er hårdt, men de starter fra en ende af. Det er ikke sikkert, at de nogen sinde bliver gældfri, men de vil i hvert fald ikke lave mere kriminalitet. Andre er det måske lidt mere ligegyldigt for. De ved, at de skal ud og lave kriminalitet igen. Det er det, de kan, og måske har de et misbrug, måske har de et spinkelt netværk. De er typisk meget udsatte, og jeg gætter på, at de ligger i den gruppe af de 72 pct. af skyldnerne, som ikke afdrager, og som er uden betalingsevne, men som står for 80 pct. af gælden fra straffesagsomkostninger.
Det er ikke sikkert, der kan være enighed om det, men i virkeligheden kunne vi jo lige så godt eftergive den her gruppes gæld. Vi får aldrig nogen sinde penge fra dem, de har ingen betalingsevne, de er så udsatte, at det aldrig kommer til at ske – alene for at undgå at bruge de mange ressourcer, som vi gør i de offentlige systemer, på at håndtere en gæld, som aldrig bliver betalt.
Men så er der midtergruppen, og den synes jeg er virkelig interessant i den her sammenhæng. De vil rigtig gerne stoppe med deres kriminalitet, men det, vi ved om dem, er, at når modgangen bliver for stor, så er der også stor risiko for, at de falder tilbage, og det var her, jeg virkelig ville ønske, at vi havde nogle redskaber til at kunne fastholde den gode udvikling og motivere dem ved at stille nogle muligheder op for dem. Måske kunne vi give dem den der gulerod ved at stille dem i udsigt, at de inden for en overskuelig periode kunne slippe ud af den her gæld. De ville få nogle incitamenter til ligesom at komme videre, et håb, og bedst af alt: Hvis vi lykkes, skaber det her jo færre ofre, i hvert fald færre nye ofre.
Så må man jo spørge sig selv: Hvad er egentlig problemet med det her system med straffesagsomkostninger, som det er i dag? Jeg synes, at det første problem er, at det her er fattigdomsskabende, for det fastholder mennesker i en håbløs gældssituation uden muligheder for at blive gældssaneret. Jeg har tidligere brugt det eksempel, at hvis en direktør bærer sig dumt ad og går konkurs, vil han i princippet – jeg ved godt, at det ikke altid er så nemt – få adgang til gældssanering, men hvorfor er det, at man ikke også kan have det syn på andre mennesker, at de i en periode af deres liv kan dumme sig, begå kriminalitet, blive klogere og opleve en eller anden form for imødekommenhed, så vi også hjælper dem?
I 1974 afskaffede et næsten enigt Folketing det, der hed afsoningsomkostninger. Dengang betalte man hver eneste dag for ophold, kost og logi i kriminalforsorgens institutioner, og baggrunden for, at vi ligesom ophævede det, var for det første, at vi anerkendte, at det der med at have en kæmpestor gæld, når man blev løsladt, var et problem, og det var dengang også enormt ressourcetungt for politiet at administrere, og der var en uensartet sagsbehandling osv. Så det besluttede man sig for at afskaffe. Jeg tror, at Fremskridtspartiet var imod, men det var, fordi de hellere ville give de indsatte en overenskomstmæssig løn for det arbejde, de udførte i fængslerne, og så kunne de gennem den betale af. Så baggrunden for den afskaffelse var jo i høj grad også noget med, at en gæld modvirkede resocialiseringen, og der er jo i princippet ikke den store forskel til straffesagsomkostningerne, som vi har i dag. Så man vidste allerede dengang, at det er skidt, når mennesker starter et liv med en gæld, og at det giver et problem.
For det andet oplever den her gruppe af mennesker, som har den gæld, at få besøg af fogeden og politiet, som hele tiden beslaglægger de værdigenstande, som kan afdrage på gælden, og det betyder, at man aldrig kan spare op til noget og glæde sig over det, for det kan forsvinde i morgen. Man kan ikke eje en bil, man kan ikke indgå i en hushandel, og forsker Annette Olesen siger faktisk, at mange så vælger at have en anden adresse for at have muligheden for at opretholde et liv. Men vi ved jo også godt, at folk, hvis de skal på ret køl, skal have en stabil base, og at de skal have en bolig, og de kan faktisk – og det har vi set eksempler på, siger Annette Olesen – blive stoppet på vej i lufthavnen på vej til ferie, og hvis de så har kontanter med til ferien, kan disse sådan set blive konfiskeret, og så står de der med hele familien. Det er jo ret vildt.
Men for det tredje risikerer vi jo så også at spilde alt det arbejde, vi laver med at få folk ud af kriminalitet. For hvis man er så heldig at finde et job, så ender mange faktisk reelt på en kontanthjælpssats, når afdragene er betalt, og hvis det er noget, som man kan se frem til resten af livet, så ryger motivationen måske. Det forstår vi vel egentlig godt. For hvis man ikke selv kan ændre sin situation, kan man måske lige så godt gå på kontanthjælp i stedet for at holde fast i et job. I virkeligheden burde vi lave en beregning på, hvad vi her taber af skatteindtægter på folk, som så aldrig kommer i job.
For det fjerde inddriver vi stort set aldrig noget. 72 pct. står som sagt for 80 pct. af gælden, men er helt uden betalingsevne, så det er småbeløb, der inddrives, og det betyder jo, at det næsten er gratis at lave det her forslag. Man får heller ikke eftergivet gælden. Det kan vi se af, at beløbet for eftergivelse er utrolig lavt. Der er et element af chancelotteri over det, fordi det først kan ske efter meget lang tid, og så er retsfølelsen, som også er et element, der indgår i det at eftergive gæld, jo, kan man sige, heller ikke en ensartet størrelse at navigere efter. Og hvis man er så heldig at få en eftergivelse, sker det i praksis efter virkelig mange år, hvor man har været holdt i en håbløs gæld, og pointen er jo nok, at man i virkeligheden har brug for det skub tættere på løsladelsen for at kunne fastholde et liv uden kriminalitet.
Så er der det retssikkerhedsmæssige problem, som ligger i, at dommeren ikender straffesagsomkostninger på et tidspunkt, hvor man ikke har opgjort regningen. Det kan godt være, at man har opgjort den for advokaterne, men man har ikke opgjort det for politiets vedkommende, og ingen kan svare på, hvad praksis er for politiets vurdering, hvad det er, de tæller med, hvorfor og hvordan. Det kan vi simpelt hen ikke få svar på. Så der er også noget retssikkerhedsmæssigt i, hvordan vi håndterer den her form for gæld; det er i hvert fald på en måde, som vi aldrig ville acceptere i civilretten.
Så jeg synes, der er basis for at kigge på de her regler, og jeg er glad for, at der i en eller anden udstrækning er opbakning til det, og jeg tænker også, at det er derfor, vi alle sammen forud for behandlingen i dag har modtaget et brev fra mere end 20 organisationer og personer, som bakker op om, at der skal ske noget. Så jeg har et håb om, at det kommer der så også til. Tak for ordet.