Jeg er glad for, at vi med beslutningsforslaget igen får anledning til at drøfte den her hjemrejseordning eller repatrieringsordning, som det hedder. Jeg kan godt forstå, at der er et ønske om at ændre loven, efter at medierne har dækket den her tragiske sag, som også ligger til grund for forslaget, og som er nævnt i forslagets bemærkninger. Det er klart, at jeg som minister ikke kan gå nærmere ind i den helt konkrete sag, men ud fra de oplysninger, der foreligger om sagen, må jeg også sige, at den selvfølgelig gør et enormt indtryk på alle os, der har læst den. Det er helt forfærdeligt, at vi her i 2020 stadig hører om sager, hvor kvinder må kæmpe for deres frihed og i ekstreme tilfælde endda med livet som indsats.
Som samfund skal vi hjælpe og støtte kvinderne i deres frihedskamp. Vi skal turde sige fra over for negativ social kontrol, og derfor skal indsatsen mod negativ social kontrol også styrkes. Her vil regeringen som et første skridt i bekæmpelsen af den her sociale kontrol forbyde religiøse vielser af mindreårige og skærpe straffen for at fastholde nogle i tvangsægteskaber, og idømmes man ubetinget frihedsstraf, fordi man har fastholdt en anden i et ægteskab – det kan være et gyldigt ægteskab eller et religiøst ægteskab – så skal man som det klare udgangspunkt udvises, uanset hvor længe man har boet her i landet. Og jeg vil kun være glad, hvis de ansvarlige i sådan nogle tilfælde ryger i spjældet, eller hvis de udvises, fordi her må vi være på kvindernes side.
Dagens beslutningsforslag fra Dansk Folkeparti handler om at ændre repatrieringsloven, så udbetalingen af støtten øjeblikkeligt standses, hvis modtageren begår kriminalitet i hjemlandet efter repatrieringen. Forslaget udspringer af den tragiske sag om en syrisk mand, Hussein Abbas, der angiveligt har stenet sin kone og sin søn i Syrien. Ifølge Kristeligt Dagblad kom Hussein til Danmark fra Syrien i 2015 og rejste hjem til Syrien med repatrieringsstøtte i februar. Husseins kone, Huda Ali Ahmad, og parrets tre børn, der også boede i Danmark, tog med til Syrien, hvor Hussein angiveligt dræbte sin hustru og sønnen Azad. Ifølge Kristeligt Dagblad fik Hussein udbetalt den første rate af sin repatrieringsstøtte på godt 100.000 kr., og næste rate står til at blive udbetalt næste år, dvs. i alt ca. 215.000 skattekroner.
Forslagsstillerne foreslår på den baggrund, at der øjeblikkeligt og med tilbagevirkende kraft, så det også dækker Hussein, indføres en betingelse i loven om, at overførsler bremses, og at allerede overførte penge søges tilbagebetalt, hvis den repatrierede under eller i en årrække efter repatrieringen begår voldsforbrydelser eller lignende.
Jeg vil gerne starte med at slå fast, at jeg er helt enig med forslagsstillerne i, at det er helt forkert og uholdbart, hvis danske skattekroner skal gå til en mand, der angiveligt har stenet sin kone og sin søn. Jeg vil også samtidig gerne slå fast, at jeg grundlæggende synes, at repatrieringsordningen er en god og attraktiv mulighed for dem, der ønsker at vende frivilligt tilbage til deres hjemland, fordi der er tale om mennesker, der opgiver retten til at være i Danmark. Det kan f.eks. være, hvis de ikke er faldet til her i landet, eller hvis de ønsker at tilbringe deres alderdom i et hjemland, de er udvandret fra for mange år siden.
Hjemrejsepengene er også blevet styrket flere gange, også i samarbejde med forslagsstillerne, og mange drager stor nytte af ordningen, som kan være en god løsning for den enkelte udlænding, men også for det danske samfund, også rent økonomisk. Men den konkrete sag er selvfølgelig helt utilgivelig, og det må da også siges, at den er af helt usædvanlig karakter. Reglerne om repatriering er i dag sådan, at støtten overordnet set kun gives til personer, der har lovligt ophold i Danmark, det vil sige personer, der er dømt for kriminalitet og i den forbindelse er udvist af Danmark, eller personer, der har fået deres opholdstilladelse inddraget på grund af kriminalitet. De kan ikke få den her hjemrejsestøtte. Der er også regler om, at pengene ikke kan gives til personer, der unddrager sig strafforfølgelse eller straffuldbyrdelse i Danmark.
Der er derfor i dag en række værn imod, at kriminelle tildeles repatrieringsstøtte, men jeg må også sige, at det heller ikke har vist sig at være tilstrækkeligt. Jeg er derfor også enig med forslagsstillerne i, at dækningen af den konkrete sag fra Syrien på en meget trist baggrund viser, at der er behov for at se på loven. Som reglerne er i dag, regulerer repatrieringsloven ikke kriminalitet begået i hjemlandet, efter at repatrieringen har fundet sted. En person, der begår kriminalitet i hjemlandet mellem udbetaling af første og anden rate, diskvalificeres derfor ikke fra at få anden rate på grund af kriminaliteten. Men efter min opfattelse skal det selvfølgelig ikke være muligt at rejse fra Danmark med danske skattekroner i kufferten for derefter at begå grov kriminalitet og så modtage endnu en rate dansk støtte.
Jeg er derfor enig med Dansk Folkeparti, forslagsstillerne, i, at der er behov for en lovændring, og jeg vil også, som jeg også allerede har tilkendegivet offentligt og her over for Folketinget, se på en ændring af repatrieringsloven. Og det er min ambition, at loven kan blive ændret fra næste folketingssamling.
Om den konkrete sag kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig, men jeg kan generelt oplyse, at loven ikke stiller krav om, at man ikke begår kriminalitet for at få udbetalt anden rate. Repatrieringsstøtten består i dag af forskellige former for ydelser, som man kan bevilge efter behov, og som enten udbetales i to rater eller udbetales i forbindelse med udrejsen. For de ydelser, der udbetales i to rater, er det en betingelse for at få anden rate udbetalt, at der er forløbet 12 måneder fra udrejsen af Danmark, eller at den forlængede fortrydelsesret er udløbet, og at man fortsat opholder sig som repatrieret i hjem- eller opholdslandet.
Der er altså ikke noget krav om at undersøge, om en person er dømt for kriminalitet som en betingelse for udbetalingen af anden rate, og ligesom forslagsstillerne synes jeg, det er forkert. Vi er derfor også i Udlændinge- og Integrationsministeriet ved at se på, om der er mulighed for at genoptage og eventuelt omgøre en sag, når en ansøger begår grov kriminalitet. Og som jeg allerede har tilkendegivet, kan jeg også forstå, at det ser svært ud. Der er nemlig ikke bestemmelser i repatrieringsloven i dag, der giver mulighed for at genoptage en sag, når der er begået grov kriminalitet. Der er altså ikke mulighed for at fratage en ansøger anden rate af repatrieringsstøtten med hjemmel i repatrieringsloven.
Jeg er også enig med forslagsstillerne i, at der er behov for at se på, om et krav om at undersøge kriminalitet efter udrejsen fra Danmark også skal gælde for personer, der allerede er tilkendt repatrieringsstøtte efter de nuværende regler, men hvor anden rate endnu ikke er udbetalt. En sådan ordning rejser nogle vanskelige juridiske spørgsmål, der er behov for at vurdere nærmere, og som vi er i gang med at vurdere nærmere. Det kan blive lidt teknisk, men det drejer sig bl.a. om, hvorvidt ordningen vil medføre frakendelse af en allerede erhvervet ret, og i så fald, om ordningen vil indebære ekspropriation efter grundlovens § 73 – samt om ordningen vil kunne gennemføres inden for rammerne af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.
Jeg har bedt mine embedsmænd om at se nærmere på de her spørgsmål i samarbejde med Justitsministeriet og bedt dem vende hver en sten, og jeg er fortsat optimistisk og fortrøstningsfuld, med hensyn til at vi nok skal finde en vej. Og som jeg lovede på et samråd om samme sag, vil jeg også orientere Folketinget, straks resultatet af de her undersøgelser foreligger. Og jeg håber meget, at det er muligt at ændre loven, sådan at lovændringen også vil omfatte situationer som den, der gør sig gældende i den aktuelle sag om Hussein.
Det er kommunerne, der behandler ansøgninger om repatriering, og det varierer meget fra kommune til kommune, hvor mange ansøgninger de modtager. Når loven skal ændres, skal man derfor finde en løsning, hvor man på den ene side er opmærksom på, at der ikke udbetales penge til en, der har begået grov kriminalitet i hjemlandet, og på den anden side både sikrer, at løsningen er til at administrere for kommunerne, og at ordningen stadig er attraktiv for målgruppen.
Jeg har bedt mine embedsmænd om at undersøge, hvordan loven kan ændres, så de her to hensyn balanceres. Det er nok for tidligt at sige noget mere konkret om, præcis hvordan lovændringen kan se ud, men man kan måske forestille sig, at kommunen skal undersøge det nærmere, hvis de får kendskab til eller der er grund til at antage, at den person, der er repatrieret, har begået grov kriminalitet, inden anden rate udbetales. Og hvis kommunen får verificeret, at der er begået grovere kriminalitet, skal anden rate kunne tilbageholdes.
Vi er også i dialog med Udenrigsministeriet om mulige måder, man kan undersøge og verificere kriminalitet begået i udlandet på. Det er selvfølgelig ikke helt ligetil, for nogle steder i verden er det selvfølgelig sværere at undersøge og få verificeret sådan noget, men det bliver loven nok også nødt til at tage højde for: at der er forskel på retsvæsenet i f.eks. Iran og Sverige.
Når jeg taler om grovere kriminalitet, mener jeg også, at der her skal findes en balance. Vi skal ikke sætte et helt system i gang, hvis der er en, der har stjålet en cykel eller er kørt for stærkt, efter at vedkommende er repatrieret fra Danmark, men vi kan og skal forvente, at hvis nogen repatrierer og derefter begår grov kriminalitet, skal de selvfølgelig ikke kunne modtage yderligere støtte.
Som jeg forstår det, foreslår forslagsstillerne også, at kravet om at undersøge, om en person efter udrejsen af Danmark er dømt for kriminalitet, skal gælde i en årrække efter repatrieringen. Det er for tidligt at slå fast, hvor længe kravet om at undersøge efterfølgende kriminalitet skal gælde, men som jeg ser det, er det klart, at så længe man modtager repatrieringsstøtte af den danske stat, skal vi stille krav om, at man ikke begår kriminalitet. Men jeg har det også sådan, at når fortrydelsesretten er udløbet og anden rate er udbetalt og man endegyldigt har opgivet sin tilværelse i Danmark for at etablere sig i udlandet, kan vi ikke blive ved med at føre kontrol med folk; så er det jo folk, der ikke har nogen opholdstilladelse i Danmark, og som bor i et andet land. De repatrierede har på det her tidspunkt sagt endegyldigt farvel til vores land, og den kriminalitet, der måtte blive begået i hjemlandet, er herefter et mellemværende mellem hjemlandet og den enkelte borger. Det vil derudover være overordentlig vanskeligt og nok også ressourcekrævende, hvis vi skal føre løbende kontrol med de mange mennesker, der etablerer sig i andre lande, efter at deres fortrydelsesfrist er udløbet. Og det vil nok også rejse nogle store spørgsmål at forsøge at inddrive den her støtte, som jo kunne være blevet udbetalt op til flere år tidligere, fra personer, der er bosat i udlandet. Men også det er jeg nu rimelig fortrøstningsfuld omkring og tror jeg nok vi skal finde en god løsning på.
Til sidst vil jeg sige, at den konkrete sag har givet anledning til, at vi ser på ordningen her med nye øjne. Vi er ved at kigge hele lovgivningen efter i sømmene, både på grund af den her sag og på grund af nogle andre sager, der også har været rejst i medierne. Og det er min plan at fremsætte et lovforslag i næste folketingssamling, så der hurtigt kan blive rettet op på de uhensigtsmæssigheder, der er i en ellers – og det synes jeg er vigtigt at sige – god ordning, som sidste år hjalp omkring 500 mennesker med at udrejse af Danmark med penge på lommen og med en fremtid i deres hjemland. Tak for ordet.