Tak, formand. Normalt når politikere sætter målsætninger for sig selv og for vores land, så foregår det cirka sådan, at man laver nogle analyser af de forskellige virkemidler, der findes, og ikke mindst analyser af de midler, der er til rådighed. Så skal det lige over og vende i Finansministeriet, og så bliver der sikkert skruet en lille smule ned for ambitionsniveauet, og så skal man til at forhandle det i Folketinget, og så er der det ene og det andet forhold, der skal tages med i betragtning. Og til sidst når man frem til et kompromis. Politik er det muliges kunst. Man gør det, der er muligt.
Den her gang, med det her lovforslag, vender vi det sådan set lidt om: Vi starter ikke med at spørge, hvad der er muligt. Vi starter med at spørge: Hvad er nødvendigt? Det er det, der gør de her 70 pct. så banebrydende. Det er derfor, at resten af verden kigger på Danmark og siger: I er et foregangsland. Det er jer, vi bør følge. De 70 pct. er jo ikke et arbitrært tal. Det er et tal, der bygger på en analyse af, hvad Danmark skal gøre, hvis vi skal leve op til – som formentlig det eneste land i verden p.t., forhåbentlig slet ikke det sidste – Parisaftalen.
Betyder det, at vi ved, præcis hvordan vi vil nå derhen? Nej, det er netop det, der er pointen: Vi vælger at forpligte os på det her, på trods af at vi faktisk p.t. ikke har klare svar på, præcis hvad det vil koste, klare svar på, præcis hvordan vi vil komme derhen. Men vi gør det alligevel. Hvorfor gør vi det? Ja, fordi vi er et lille land her. Havde vi været Kina, så var det bedste, vi kunne gøre, nok at koncentrere os meget ensidigt om vores eget energisystem og vores egen politik og dermed rent faktisk hive noget CO₂ ud af atmosfæren.
Men fordi vi kun står for 0,1 pct. af verdens drivhusgasudledninger, vil det formentlig stort set ikke betyde særlig meget for klimaet, om vi så lukkede landet i morgen. Det, vi kan gøre, er for det første, at vi kan inspirere. Vi kan vise resten af verden, dem, der virkelig udleder, at man godt kan være et rigt land og godt kan være et land med konkurrenceevne, godt kan være et land, der skaber vækst og arbejdspladser, godt kan være et land, hvor borgerne har en høj levestandard, samtidig med man gør de her ting. Det er det, vi skal vise. Og for det andet: Når vi sætter os selv nogle mål, der er så svære at nå, at vi bliver nødt til at udvikle nye metoder, nye måder at samarbejde på, ny teknologi, så vil det jo betyde, at det er os, der kommer til at være dem, der leverer løsninger til resten af verden helt konkret.
Vi har gjort det før, vi har vist det før. Nu står vi midt i en forfærdelig sundhedskrise. Den tåler ikke rigtig sammenligning med andre kriser, vi har stået i, men dog er det vel fair at sige, at det ikke er første gang, at vi står i en krise. Det er heller ikke første gang, vi står i en krise, der har økonomisk betydning for Danmark. Mange husker nok oliekriserne i 1970'erne. Det var også kriser, der pressede vores økonomi. Der kunne man også have valgt at sige: Nu er tiden virkelig ikke til grønne eksperimenter, for vi er presset på vores økonomi. Det, man valgte at gøre dengang, var jo at sige: Skulle vi ikke lave en strategi for, hvad vi skal leve af i fremtiden, som gør os uafhængige af fossile brændstoffer? Skulle vi ikke det? Så da Danmark f.eks. startede med at indføre langt skrappere krav end resten af verden for energieffektivitet, og da vi startede med at fokusere på vedvarende energi, herunder specielt havvind, så gjorde vi det jo ud fra en grøn argumentation, javel, men faktisk først og fremmest ud fra en økonomisk argumentationen. For det var en mulighed for os at lave strategi for, hvad vi skulle leve af i fremtiden. Og det skal det også være nu. Coronakrisen har gjort det her mere besværligt – klart. Der er ting, vi sikkert ville have gjort, som vi ikke kommer til at gøre nu – klart. Der er rækkefølger, som vi skal lave om på – klart. Men at lægge en helt ny strategi, som bygger på, at vi nu skal konkurrere på at bruge meget energi, og at vi skal konkurrere på gamle teknologier, at vi skal gå væk fra at udnytte den styrkeposition, vi har i verden i forhold til vedvarende energi, energieffektivitet osv., ville da være ret tåbeligt, også af økonomiske årsager.
Lad os tage et helt konkret eksempel: havvind. Da Danmark lavede den første havvindmøllepark i verden i 1991, var det meget dyrt. Jeg tror, at økonomer har revet sig selv i håret i Finansministeriet og andre steder. Men vi gjorde det jo alligevel, fordi vi vidste, at ja, der er nogle, der skal lave de første dyre investeringer, for at de på sigt kan blive billigere. I dag har vi jo titusindvis af job i vindmøllesektoren, og i dag er det jo en god forretning for os, indlysende. Så selv bare set isoleret, for vores lille lands vedkommende, var det en god idé. Men se ud i verden. Se ud i verden, hvor havvind nu kan konkurrere på pris med kul. Jeg tror, der var en af ordførerne, der nævnte, at Indien nu for første gang har fald i deres CO₂-udledning. Det har de bl.a. på grund af en meget offensiv strategi for vedvarende energi, herunder meget vind.
Ville det være sket, hvis ikke det havde været for Danmark? Det kan man jo ikke vide. Sådan noget kontrafaktisk historieskrivning skal man være forsigtig med. Men det, vi kan vide med et hundrede procent sikkerhed – hvad også Fatih Birol, direktøren for Det Internationale Energiagentur, sagde, da han var i København sidste år for at fremlægge en rapport – er, at hvis ikke Danmark var gået forrest på det tidspunkt, havde vi ikke været der, hvor vi er nu. For det, at vi tog lederskab dér, det, at vi valgte at prioritere, har simpelt hen ændret, hvordan hele verden i dag nu har adgang til vedvarende energi.
Tak til de 68.000 mennesker, der har skrevet under på et borgerforslag, som har hjulpet med at sætte det her på dagsordenen. Tak til de over 160 mandater i Folketinget, som kommer til at bakke det her op. Jeg kan forsikre jer for, at der bliver lagt mærke til det ude i verden. Jeg har jo æren af at rejse rundt på vegne af os alle sammen, på vegne af det her land, og føre argumentationen. Og det, jeg næsten altid bliver mødt med, er: 70 pct., nå! Man kan sandelig godt se, der er kommet en socialdemokratisk regering i jeres land. Men hvad nu, hvis I skulle tabe magten? Der må jeg sige: Jamen vi er da stolte af, at vi har magten som socialdemokrater, men det her er noget, stort set hele Folketinget står bag.
Jeg har endda talt med mine tidligere kollega i Europa-Parlamentet om det, og så siger de: Ja, ja, hele Folketinget, men vel ikke din gode gamle ven Morten Messerschmidt; trods alt vel ikke Dansk Folkeparti. På trods af lidt teatertorden i dag ender det jo nok med, at de stemmer for, så jeg kan faktisk sige til selv de mest højreorienterede kræfter i Europa-Parlamentet: Jo, selv Dansk Folkeparti.
Og hvad med industrien? siger de så. Har du fået livvagter på nu? Det bør man da. Der er folk, der virkelig har penge på spil, og som ikke ønsker, at det her skal gennemføres under nogen omstændigheder. Jamen, Dansk Industri bakker op. Selv de dele af industrien, som måske ikke lever direkte af grønne løsninger, som faktisk lever direkte af løsninger, som langt fra er grønne, kan godt se, at en fremtidig vækststrategi for vores land kun kan bygge på at være dem, der går allerforrest på det her område. Og det er jo altså ret smukt, at vi kan lave en økonomisk strategi for vores land, som er den fornuftigste. Det bliver ikke nemt, det bliver også dyrt, vi kommer også til at lave fejl og alt det der. Men det er det mest fornuftige. Samtidig med det kan vi være idealister, samtidig med det kan vi vise verden, at midt i den her tid, hvor der er så meget at bekymre sig om, er der altså også et land, der holder fast i sine målsætninger.
Vi kunne ikke have forudset coronakrisen, siger nogle, og derfor skal vi neddrosle vores ambitionsniveau. Nej, det er rigtigt; vi kunne ikke have forudset det. Men vi kan nok godt forudse, at mellem nu og 2050, som den her lov jo går frem til, vil der selvfølgelig komme økonomiske kriser – selvfølgelig. Og det er jo derfor, vi har skrevet nogle principper ind, som sikrer, at vi ikke bare er tvunget til at gøre det her på en måde, som kan være uhensigtsmæssig.
For hvis vi vil være foregangsland, må vi selvfølgelig også være klar over, at der jo ikke er meget foregangsland og et godt eksempel i at lukke industri og flytte den til udlandet. Så ville man med rette kunne kigge på Danmark og sige: Ja, I er et eksempel, men I er et dårligt eksempel. Se, det er, hvad der sker, hvis man sætter sig for ambitiøse målsætninger! Det skal vi endelig ikke gøre.
Derfor er det så vigtigt, at vi insisterer på, at det her ikke afvikler dansk økonomi, men udvikler dansk økonomi. At det her ikke fører til lavere levestandard, men til bedre levestandard, at det her grundlæggende gør Danmark til et bedre land, og det tror jeg på det gør.
Så tak til alle de partier, der har været med. Jeg kan ærligt sige – sådan tror jeg altid det er, men det er nok ikke så ofte, at man ærligt siger det – at den lov, vi vedtager nu, er meget, meget bedre end det oprindelige forslag, som regeringen fremsatte. Det vil jeg i hvert fald gerne sige. Og det skyldes simpelt hen, at vi havde gode, reelle saglige diskussioner, som ikke handlede om at drille hinanden, som ikke handlede om politiske trakasserier – det var der også lidt af, i pressen. Men når vi sad inde ved bordet, var det en kæmpe fornøjelse. Så meget stor tak til alle, der var med i det arbejde.
Tak.