Christiansborg florerer med valgrygter. I dag trykker statsministeren på valgknappen til skolevalg.
Statsminister Helle Thorning-Schmidt skyder i dag gang i en tre uger lang valgkamp. Torsdag den 29. januar 2015 skal danskerne nemlig til stemmeurnerne for at sammensætte et nyt folketing. Men det er ikke et helt almindeligt valg. Partierne er de samme, men man kan ikke afgive personlige stemmer, og vælgerne er mellem 14 og 16 år. Valget er nemlig det landsdækkende skolevalg for elever i 8. og 9. klasse, som Folketinget og Undervisningsministeriet står bag, og som afvikles for første gang i Danmarkshistorien. Mere end 800 skoler over hele landet deltager.
Selvom valgdeltagelsen i Danmark generelt er høj, er den markant lavere blandt unge vælgere. En undersøgelse fra 2010 viser, at stemmer man ikke første gang, er der større sandsynlighed for, at man heller ikke gør det senere i livet. Derfor har Folketingets Præsidium og Undervisningsministeriet på baggrund af Valgretskommissionens forslag fra 2011 iværksat Skolevalg 2015.
”Skolevalget er en god anledning til at sætte gang i en demokratidebat blandt de unge. Og så er valget med til at markere vigtigheden af, at de unge selv har indflydelse på deres egen hverdag” siger Folketingets formand Mogens Lykketoft.
Skolevalg 2015 får både politisk og forskningsmæssig opmærksomhed, som et initiativ, der har potentiale til at give de unge en sund demokratisk selvtillid.
Undervisningsminister Christine Antorini:
“Med Skolevalg-projektet vil vi gerne motivere de unge til at forstå, tage stilling til og debattere politiske spørgsmål sammen med deres klassekammerater og lærere. Så Skolevalg-projektet er tænkt som et stort og uafhængigt træningsforløb i at bruge demokratiet,”
Kampagner, mærkesager og valgaften fra Christiansborg
Skolevalg 2015 er delt op i tre moduler. Eleverne skal i den første uge orientere sig i 25 mærkesager og beslutte sig for, hvilke tre de vil kæmpe for. I anden uge skal eleverne lave mindst én kampagne for en mærkesag og dele den på de sociale medier for at skaffe opmærksomhed og opbakning til den. Op til den sidste uge af undervisningsforløbet vælger de politiske partier også tre mærkesager, der herefter kommer til at udgøre grundpillen i deres partiprogram for Skolevalg. Elevernes opgave er her at vurdere, hvilket parti der bedst repræsenterer deres holdninger, og som de derfor vil stemme på.
Den 29. januar går de mange tusinde 14 – 16 årige til stemmeurnerne på deres skoler. Når stemmerne er talt op om aftenen den 29. januar, offentliggøres valgresultatet som del af en valgaften på DR ULTRA.
FAKTA OM SKOLEVALG 2015
Op til valget den 29. januar vil der blive gennemført et tre uger langt undervisningsforløb på de tilmeldte skoler, hvor eleverne på 8. og 9. klassetrin vil modtage særligt tilrettelagt undervisning med henblik på styrkelse af elevernes demokratiske engagement og viden om valghandlingen. Undervisningsforløbet tager udgangspunkt i Fælles Mål, hvor eleverne skal lære samfundets demokratiske spilleregler og grundværdier at kende. I den sidste uge af undervisningsforløbet vil der blandt andet blive gennemført debatter på skolerne med repræsentanter fra de politiske partier.
Skolevalg får både massiv politisk og forskningsmæssig opmærksomhed som et initiativ, der har potentiale til at styrke de unges deltagelse i demokratiet. Valgretskommissionen har i en af sine anbefalinger peget på indførelse af skolevalg, da det er vigtigt, at øge valgdeltagelsen blandt unge førstegangsvælgere, som har været meget lav ved seneste valg. I Norge og Sverige har man haft positive erfaringer med afholdelse af skolevalg i mange år.
Skolevalg afholdes første gang i 2015 og igen i 2017. Skolevalg etableres i et projektsamarbejde mellem Folketinget og Undervisningsministeriet, hvor udgiften på seks millioner deles 50/50 over en periode på fire år. Skolevalg er en del af Folketingets fejring af 100-året for grundloven af 1915.
25 mærkesager
Der er i alt 25 mærkesager, som de unge kan vælge i mellem. De fordeler sig over emnerne som religion og etik til unge og uddannelse. Et udpluk af de konkrete mærkesager:
· Sænk momsen på økologiske fødevarer
· Fjern topskatten
· Omlæg SU til lån
· Forbud mod sexkøb
· Fri hash
· Afskaf monarkiet
336 debatter
Der vil over de kommende 3 uger blive afholdt 336 debatter på skoler over hele landet. Til debatterne bliver der inviteret ungdomspolitikere.