Status på arbejdet i arbejdsgruppen om datasikkerhed under Retsudvalget

07.10.2014

Folketingets Retsudvalg og Kulturudvalg afgav den 3. juni 2014 beretning om nedsættelse af to parlamentariske arbejdsgrupper.

Arbejdsgruppen om datasikkerhed under Retsudvalget har siden beskæftiget sig med at kortlægge problemer i forhold til beskyttelse af personoplysninger. Samtidig har arbejdsgruppen søgt at identificere løsninger, der kan øge datasikkerheden.

Arbejdsgruppen sendte den afgivne beretning i høring den 2. juli og har siden modtaget en række høringssvar. Desuden har arbejdsgruppen afholdt møder med blandt andet Forbrugerrådet Tænk, Forbrugerombudsmanden, Institut for Menneskerettigheder, Rådet for Digital Sikkerhed og Teknologirådet.

Med udgangspunkt i høringssvarene og møderne har arbejdsgruppen valgt tre fokuspunkter, som arbejdsgruppen vil centrere deres videre arbejde ud fra:
- Offentlige myndigheders behandling af følsomme personoplysninger
- Tekniske krav og standarder til fremme af datasikkerhed
- Tilsynet med databeskyttelse i offentlige myndigheder og private virksomheder

På baggrund heraf afholder arbejdsgruppen to åbne høringer den 22. oktober og 12. november 2014. Mere information om de to høringer vil kunne findes på Retsudvalgets hjemmeside, så snart høringsprogrammerne foreligger.

For mere information se:
Parlamentarisk arbejdsgruppe vedr. beskyttelse af personfølsomme oplysninger
Beretning nr. 3, høringssvar og høringsnotat
Materiale fra dialogmødet den 26. august 2014 i arbejdsgruppen om datasikkerhed under Retsudvalget
Åben høring den 22. oktober om offentlige myndigheders behandling af personoplysninger