Ændring af Planloven (L147) behandles i Miljøudvalget
Miljøudvalget har indledt udvalgsbehandlingen af lovforslag L 147, der omhandler ændring af lov om planlægning. Udvalget forventer at afgive betænkning den 20. marts 2013.
Lov L 147 blev 1.behandlet i Folketinget den 21. februar 2013 og er henvist til behandling i Miljøudvalget. Forhandlingerne i Folketingssalen kan ses her.
Udvalget har på sit møde den 12. marts godkendt revideret tidsplan for behandling af lovforslaget. I følge tidsplanen forventer udvalget at kunne afgive betænkning den 20. marts 2013. Interessenter, der ønsker at gøre udvalget opmærksom på særlige forhold i lovforslaget bedes rette henvendelse til sekretariatet ved at skrive til denne adresse.
Lovforslaget, høringssvar og udvalgets spørgsmål til ministeren kan læses her.
Resumé af L147
Lovforslaget ændrer planloven fra 2011, der etablerede særlige forhold for 29 kommuner og 15 ikke brofaste øer. Med lovforslaget erstattes de særlige regler for udvalgte kommuner med en ny ”landdistriktsbestemmelse”, der skal give alle kommuner de samme muligheder for at tage særlige initiativer i forhold til vanskeligt stillede landdistrikter. Landdistriktsbestemmelsen giver mulighed for helårsbosætning og for udvidelse af erhvervsvirksomheder i disse områder. Beslutningskompetencen gives til kommunalbestyrelsen, der skal afveje disse tiltag med hensynet til de øvrige interessenter og landskabs- og naturinteresserne i området. Hensigten er, at give mulighed for at vende en negativ i udvikling i geografisk afgrænsede områder i forhold til manglende vækst, affolkning og faldende beskæftigelse. Samtidigt bortfalder de særlige dispensationsmuligheder i planloven fra 2011 for planlægning i kystnære områder, som hidtil har været gældende for de 29 udvalgte kommuner og 15 ikke brofaste øer.
Derudover ændres reglerne omkring udvidelse af mobiltelefoni og mobilbredbåndsdækning ved en forenkling af landzoneadministrationen, så der ikke er behov for at indhente landzonetilladelse ved opsætning af antenner på eksisterende master, siloer og lignende.
Endelig indeholder lovforslaget bestemmelser om afskaffelse af tilslutningspligten til fællesantenneanlæg. Ved at afskaffe tilslutningspligten fremmes konkurrencen på tv-distributionsmarkedet og etableringen af en infrastruktur orienteret imod de enkelte husstande. Det betyder, at husstande, der har eller ønsker en individuel signalforsyning, kan blive fritaget for meromkostningen ved forpligtelsen til også at betale tilslutningsbidrag og faste årlige udgifter til et fællesantenneanlæg.
Lovforslaget udmønter en aftale mellem regeringen, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti. Ifølge aftalen skal der gennemføres en evaluering af, hvordan landdistriktsbestemmelserne har fundet anvendelse, og konsekvenserne af den 5 år efter ikrafttrædelse.