Ministeren bedes kommentere følgende påstande vedr. "Strategisk Lufttransport":
a. Er det korrekt, at det firma, der har fået kontrakten, ikke selv ejer transportfly, hvorfor firmaet skal lease disse ved andre selskaber?
b. Kender forsvaret i givet fald disse selskaber, er de solvente, eller er de i problemer betalingsmæssigt? Er disse firmaer prækvalificeret til opgaven?
c. Kan ministeren bekræfte, at Forsvarskommandoen den 12. januar 2009 blev presset til en afgørelse af udbudet, da et eller flere selskaber ellers ville være gået i betalingsstandsning?
d. Kan ministeren garantere, at alle personer involveret i strategisk lufttransport kan cleares til eksempelvis hemmeligt?
e. Er det korrekt, at der i første runde om prækvalifikation kun var et firma, der opfyldte kriterierne, og at dette firma var dansk?
f. Er det nødvendigt at sende opgaver vedrørende Danmarks sikkerhed i udbud efter EU-reglerne, og hører strategisk lufttransport i bekræftende fald til opgaver inden for Danmarks sikkerhed?
g. Kan ministeren orientere om proceduren, da der blev indgået kontrakt om strategisk søtransport med DFDS?
h. Er det korrekt, at Kammeradvokaten har beordret udbudet behandlet en ekstra gang?
i. Ministeren bedes vurdere Forsvarskommandoens udbudsmateriale, og om det lever op til international standard.
j. Ministeren bedes kommentere rygtet, der siger, at de tabende firmaer blev orienteret den 19. december 2008 efter kontorlukketid fra en privat computer med besked om, at klagefristen var senest 30. december 2008. Finder ministeren, i fald rygtet er sandt, denne procedure hensigtsmæssig henset til julen?
k. Hvad er årsagen til, at ministeren har accepteret, at kontrakten er underskrevet med det australske firma henset til, at der fortsat behandles en klage i klagenævnet?
l. Kan ministeren garantere, at det vindende firma aldrig har været anklaget for bedrageri, fusk eller anklager om uautoriseret flyvning for CIA?
m. Er ministeren enig i, at jf. de danske regler må tung militært fragt og soldater ikke transporteres i samme civilt indregistrerede fly?
n. Kan det vindende selskab garantere, at flyene har et selvbeskyttelsessystem mod jord til luft missiler?
o. Kan ministeren garantere, at soldaternes sikkerhed er i top ved det udbud, forsvaret har iværksat?
p. Kan ministeren garantere, at der ikke ved denne afgørelse er risiko for en indkøbsskandale eller en ny "Samaritten-sag"?
q. Hvorfor er det Forsvarskommandoen, der har kørt dette udbud og ikke Forsvarets Materieltjeneste?
Dato: 09-03-2009
Status: Besvaret
Afholdelse af samrådet: Forsvarsudvalget 25-03-2009 kl. 15:30