Ministeren bedes forholde sig til et forslag om nedsættelse af en arbejdsgruppe under social- eller sundhedsministeriet, der inden 1. april 2006 skal fremkomme med konkrete forslag til forbedring af forløbet ved udskrivning af medicinske patienter fra sygehus til hjemkommune, således at det i fremtiden sikres:
- at der er faste retningslinjer for kommunikationen mellem sygehus og plejemyndigheden i bopælskommune i forbindelse med udskrivning af patienter fra sygehuset
- at der er en effektiv tovejskommunikation, hvor sygehuset underretter bopælskommunen, og bopælskommunens plejemyndighed udtrykkeligt – og før udskrivningen - bekræfter overfor sygehuset, at man er parat til at modtage patienten,
- at der specielt for enlige og svage ældre patienter sikres, at bopælskommunens hjemmepleje er rustet til at tage imod den ældre, der netop er udskrevet fra et sygehus.
I arbejdsgruppen bør inddrages repræsentanter for såvel sygehuse som kommuner, og herunder personer med faglig indsigt i hjemmepleje, hjemmesygepleje, og andre relevante fagpersoner (praktiserende læger, plejehjem, andre private og offentlige udbydere af praktisk og personlig hjælp).
Det bør pålægges arbejdsgruppen at fremkomme med konkrete forslag til forbedrede samarbejdsmodeller der sikrer forløbet mellem sygehuse, kommuner, praktiserende læge og hjemmesygeplejen på tværs af sektorer og institutioner Arbejdsgruppen skal være opmærksom på den udfordring, der ligger i, at patienterne har frit valg af sygehus og offentlige udbydere af praktisk og personlig hjælp.
Dato: 07-10-2005
Status: Ikke besvaret