Fremsat 27-10-2004
1. behandlet / henvist til udvalg 04-11-2004
Betænkning afgivet 07-12-2004
2. behandlet/henvist til udvalg 10-12-2004
Betænkning afgivet 14-12-2004
Tillægsbetænkning afgivet 14-12-2004
3. behandlet, vedtaget 16-12-2004
Ministerområde:
Økonomi- og Erhvervsministeriet
Lovforslaget indeholdt en tilpasning til EU's nye regler på konkurrenceområdet vedrørende bl.a. kontrol med fusioner og virksomhedsovertagelser, hvor der i stedet for anmeldelsessystemet for konkurrencebegrænsende aftaler og adfærd blev etableret et netværk af konkurrencemyndigheder i Europa.
Endvidere blev Konkurrenceankenævnet udvidet med to medlemmer, der skulle have henholdsvis juridisk og økonomisk sagkundskab.
Konkurrencemyndighederne fik endvidere mulighed for - ud over at kunne medtage materiale - nu også at kunne forsegle forretningslokaler i 3 døgn, mens en undersøgelse pågik.
Baggrund:
EU's gennemførelsesforordning (EF/1/2003) decentraliserede konkurrencereglerne, og anmeldelsessystemet blev afskaffet. Revisionen af fusionskontrolforordningen (EF/139/2004) indebar et ændret kriterium for vurdering af fusioner, og begge forordninger blev udfyldt af og suppleret med lovforslaget.
Under behandlingen af lovforslaget var der stor opmærksomhed omkring lovforslagets § 10 a, som var ændret markant i forhold til udkastet til lovforslag, som oprindelig var sendt i høring. Socialdemokraterne stillede således et ændringsforslag, der justerede lovforslagets § 10 a i retning af det oprindelige udkast.
Lovforslaget vedtaget med 62 stemmer (V, DF og KF) mod 8 (SF og EL); 39 (S, RV og KD) stemte hverken for eller imod.