Udvalget har bedt om udlændinge- og
integrationsministerens holdning til, at støtten til en af
SIRI allerede godkendt projektansøgning blev fjernet.
Derudover har udvalget bedt ministeren redegøre for, om
ministeren fastholder at baggrunden for ikke at godkende
ansøgningen alene er ønsket om at rykke midlerne til
en anden pulje pga. mangel på ansøgere, og om
ministeren mener, at formålet med den oprettede pulje var
forkert, fordi der var få ansøgere.
Endelig har udvalget bedt ministeren forholde sig til, om der er
andre eksempler på, at en pulje nedlægges efter en
afsluttet ansøgningsrunde med godkendte og fagligt relevante
projekter, og om ministerens brev var foranlediget af en
henvendelse fra medlemmer af Folketinget og i givet fald
hvilke.
Samrådsspørgsmål I er stillet efter ønske
fra Josephine Fock (ALT).