Statsrevisorernes beretning nr. 8/2023 om den forberedende grunduddannelse (FGU)

Status: Afventer opfølgning

Om Statsrevisorenes beretning

Beretningen handler om den forberedende grunduddannelse (FGU).

Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om 5 udvalgte FGU-institutioner overholder en række krav til den forberedende grunduddannelse , og om Børne- og Undervisningsministeriet gennem sit tilsyn og sin vejledningsindsats understøtter formålet i lov om forberedende grunduddannelse. Rigsrevisionen besvarer følgende spørgsmål i beretningen:

• Overholder FGU-institutionerne kravene til forløbsplaner, evaluerings- og vejledningssamtaler, antal undervisningstimer og håndtering af fravær?
• Har Børne- og Undervisningsministeriet gennem sit tilsyn og sin vejledningsindsats understøttet, at FGU-institutionerne har levet op til lovens formål?

Rigsrevisionen vurderer, at de 5 udvalgte FGU-institutioner ikke fuldt ud overholder kravene til uddannelsen. I hovedparten af tilfældene er det krav, der fremgår af loven. Børne- og Undervisningsministeriet har gennem sit tilsyn og sin vejledningsindsats i det væsentligste understøttet lovens formål. Ministeriet kunne dog i højere grad have fulgt op på, om kravene til forløbsplaner og evaluerings- og vejledningssamtaler er overholdt. Konsekvensen er, at der er risiko for, at eleverne ikke i tilstrækkelig grad bliver understøttet i deres faglige, personlige og sociale udvikling på FGU.

Rigsrevisionen har selv taget initiativ til undersøgelsen i februar 2023.
Emneord: undervisning til unge med særlige behov