L 165 Forslag til lov om ændring af lov om fremme af vedvarende energi, lov om bæredygtige biobrændstoffer og om reduktion af drivhusgasser, lov om fremme af energibesparelser i bygninger og lov om varmeforsyning.

(Bemyndigelse til at supplere og gennemføre EU-regler om fremme af vedvarende energi, herunder om at fastsætte regler om fravigelse af visse miljø- og naturbeskyttelsesregler, og justering af rammer for etablering af vedvarende energi-anlæg på havet uden for udbud).

Af: Klima-, energi- og forsyningsminister Lars Aagaard
Udvalg: Klima-, Energi- og Forsyningsudvalget
Samling: 2023-24
Status: 1. beh./Henvist til udvalg

Om lovforslaget

Sagsgang:
Fremsat 24-04-2024
1. behandlet / henvist til udvalg 02-05-2024
Sat på dagsorden til 2. behandling 28-05-2024
3. behandling planlagt til 04-06-2024
Ministerområde:
Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet
Resumé:
Lovforslaget indeholder en række ændringer af lov om fremme af vedvarende energi og andre love.

Med lovforslaget implementeres VEIII direktivets rammer for tilladelsesprocesser for vedvarende energianlæg og fremskyndelsesområder til net- og lagringsinfrastruktur, samt bestemmelser i nødforordningen, der udløber den 30. juni 2025. Formålet med denne del af lovforslaget er at sikre hurtig anvendelse af EU-regler til fremme af udbygning af vedvarende energi til el- og varmeproduktion samt tilhørende net- og lagringsinfrastruktur, både aktuelle samt fremtidige retsakter, der har til formål at fremme VE.

Desuden følger lovforslaget op på den statsstøtteretlige vurdering og regeringens udmelding den 19. december 2023 om, at åben dør-ordningen lukker for nye kommercielle ansøgninger. Lovforslaget bringer således VE-lovens regler i overensstemmelse med EU-retten ved at lukke for muligheden for at ansøge om, og få meddelt, forundersøgelsestilladelse til et nyt kommercielt projekt under åben dør-ordningen. Lovforslaget sikrer samtidig de lovmæssige rammer omkring de projekter og ansøgninger, der kan fortsætte, herunder mindre testprojekter på havet.

Det foreslås, at loven træder i kraft den 1. juli 2024.