Tak til ordførerne for bemærkningerne, og jeg vil også gøre det hurtigt. Vi førstebehandler et lovforslag, der består af to dele. Den ene del handler om at tydeliggøre de retlige rammer for VE-anlæg omfattet af VE-loven i den økonomiske zone, og den anden del implementerer en del af klimaaftalen for energi og industri fra 2020, der omhandler at afskaffe kompensationen for indfødningstarif for VE-anlæg på havet.
Jeg vil egentlig godt takke Dansk Folkepartis ordfører for lige at nævne, hvor store beløb det handler om, når man realkreditfinansierer. For det, der synes teknisk, og som kan gå hurtigt her i salen, fordi det så entydigt er fornuftigt, kan man nogle gange godt misse storheden i. Det her er med til potentielt at gøre VE-udbygningen på havet mere konkurrencedygtig, og det er rigtig godt.
SF's ordfører pegede på, om det, at vi ændrer på indfødningstariffen, betyder dårligere økonomi i havvindenergi, og det gør det selvfølgelig isoleret set, men jeg kan betrygge med, at i de tal omkring udbud af offshoreparker, vi har siddet og arbejdet med i forligskredsen, har man taget højde for den øgede omkostning, så tallene er altså indregnet i de vurderinger, som forligskredsen har kigget på.
Jeg tror, jeg med disse bemærkninger vil stoppe og anmode om en velvillig behandling af lovforslaget.