BEU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 94: MFU spm. om en oversigt over, hvilke velfærdsydelser, herunder sociale ydelser, som vandrende EU-arbejdstagere, både individuelt og med familie i hjemlandet, kan opnå ret til, når de henholdsvis flytter til Danmark eller arbejder i Danmark

Beskæftigelsesudvalget 2023-24
BEU Alm.del
Offentligt

Udvalg om

Udlændinges ret til velfærdsydelser

Rapport om

Optjeningsprincipper

i forhold til

danske velfærdsydelser

Marts 2011

BEU, Alm.del - 2023-24 - Endeligt svar på spørgsmål 94: MFU spm. om en oversigt over, hvilke velfærdsydelser, herunder sociale ydelser, som vandrende EU-arbejdstagere, både individuelt og med familie i hjemlandet, kan opnå ret til, når de henholdsvis flytter til Danmark eller arbejder i Danmark

Indholdsfortegnelse

1. Sammenfatning og afgrænsning af udvalgets arbejde

1.1

1.2

1.3

1.4

1.5

1.6

1.7

Sammenfatning af rapporten

Rapportens opbygning

Opgavens omfang, afgrænsning og kommissorium

Velfærdsydelser, der indgår i udvalgsrapporten

Optjeningsprincipper – definition og eksempler

Definition af udlændinge og reglerne om udlændinges indrejse og ophold i Danmark

Sammenhæng med udvalg om ”Udredning af indvandringens økonomiske konsekvenser”

2. Den danske velfærdsmodel – særlig i en international kontekst?

2.1 Velfærdsmodeller

2.1.1 Den universelle velfærdsmodel

2.1.2 Den residuale velfærdsmodel

2.1.3 Den arbejdsmarkedsbaserede velfærdsmodel

2.2 Den danske velfærdsmodel under pres

2.2.1 Model for velfærdsmagneter

2.2.2 Optjeningsregler begrænser tiltrækningskraft og indvandring

2.2.3 Indvandring kan understøtte den universelle velfærdsmodel

2.3 Landesammenligning ift. velfærdsmodeller/velfærdsydelser

2.3.1 Eksempler på optjeningskriterier for udvalgte overførselsindkomster

2.3.2 Eksempler på optjeningsprincipper for udvalgte serviceydelser

2.3.3 Andre landes overvejelser ift. velfærdsydelser og globalisering

2.4 Nyere overvejelser og ændringer i forhold til sikring af velfærdssamfundet

2.4.1 EF medlemskab i 1973 og brøkpension for sociale pensioner

2.4.2 Introduktionsydelse/starthjælp

2.4.3 500 kroners nedsættelsen, loftet over ydelser til kontanthjælpsmodtagere og 300-timers-

reglen

2.4.4 Opholdsretlig regulering af ret til sociale ydelser

2.4.5 EU’s østudvidelse og det nationale kompromis

2.4.6 Børnefamilieydelse efter 2 års optjeningsprincip

2.4.7 Brøkpension til flygtninge

3. Juridiske forhold omkring brug af optjeningsprincipper

3.1 Grundloven

3.2 EU-retlige rammer

3.2.1 Indledning

3.2.2 Oversigt over de EU-retlige rammer

3.2.3 Indledende om direkte og indirekte forskelsbehandling

3.2.4 Arbejdstagernes fri bevægelighed

3.2.5 Unionsborgerskabet

3.2.6 Konkluderende om opholdsdirektivet og unionsborgerskabet

3.2.7 Praksis om indirekte forskelsbehandling

3.2.8 Sammenfattende om indirekte forskelsbehandling og optjeningskrav

3.2.9 Ligebehandlingsprincippet i relation til TEUF artikel 19

3.3 Internationale forpligtelser i øvrigt

3.3.1 Multilaterale konventioner

3.3.2 Bilaterale konventioner (social sikring)

4. Kortlægning af adgang til danske velfærdsydelser I: sociale ydelser

4.1 Oversigt over sociale ydelser og optjeningsprincipper

4.1.1 Muligheder for eksportable velfærdsydelser

4.2 Midlertidige indkomsterstattende overførselsindkomster

4.2.1 SU i Danmark og udlandet, herunder udlandsstipendium

4.2.2 Kontanthjælp

4.2.3 Starthjælp

4.2.4 Introduktionsydelse

4.2.5 Dagpenge

100

4.2.6 Sygedagpenge

102

4.2.7 Barselsdagpenge

104

4.2.8 Revalidering

105

4.2.9 Ledighedsydelse

107

4.2.10 SVU og VEU godtgørelse

108

4.2.11 Kontante ydelser i asylcentersystemet: Grundydelse, forsørgertillæg samt tillægsydelse

109

4.3 Permanente indkomsterstattende overførselsindkomster

111

4.3.1 Fleksjob

111

4.3.2 Førtidspension

111

4.3.3 Efterløn

113

4.3.4 Fleksydelse

114

4.3.5 Folkepension

116

4.3.6 Reintegrationsbistand

118

4.4 Sociale tillægsydelser

119

4.4.1 Særlige regler om hjælp til visse persongrupper, der ikke har optjent ret til social pension

eller til fuld social førtidspension

119

4.4.2 Børne- og ungeydelse (”børnecheck”)

121

4.4.3 Børnetilskud

123

4.4.4 Boligsikring/boligydelse

125

4.4.5 Enkeltydelser efter aktivloven

126

4.4.6 Efterlevelseshjælp

128

4.4.7 Varmetillæg

129

4.4.8 Personligt tillæg

129

4.4.9 Helbredstillæg

130

4.4.10 Handicaptillæg til studerende

131

4.4.11 Flytte- og etableringstilskud i Almenboligloven

131

4.4.12 Repatrieringsstøtte

132

4.5 Tillægsydelser - sundhed

133

4.5.1 Tilskud til ernæringspræparater

133

4.5.2 Begravelseshjælp

133

4.5.3 Tolkebistand

134

4.5.4 Befordring og befordringsgodtgørelse

135

5. Kortlægning af adgang til danske velfærdsydelser II: serviceydelser

136

5.1 Oversigt over serviceydelser og eventuelle optjeningsprincipper

136

5.1.1 Muligheder for eksportable ydelser

136

5.2 Sundhedsområdet

137

5.2.1 Generelle betragtninger

137

5.2.2 Sygehusbehandlinger

138

5.2.3 Behandling hos alment praktiserende læger og praktiserende speciallæger

139

5.2.4 Tilskud til behandling hos tandlæge, kiropraktor, fysioterapeut, fodterapeut og psykolog

140

5.2.5 Vederlagsfri fysioterapi

141

5.2.6 Tilskud til lægemidler

142

5.2.7 Hjemmesygepleje

143

5.2.8 Forebyggende sundhedsydelser, herunder sundhedsplejerske

143

5.2.9 Genoptræning

143

5.2.10 Kommunal tandpleje

144

5.2.11 Regionstandpleje

144

5.2.12 Vaccinationer

144

5.2.13 Alkohol- og stofmisbrugsbehandling

145

5.2.14 Den offentlige rejsesygesikring

145

5.3 Socialområdet – Børn og unge

145

5.3.1 Generelle betragtninger

145

5.3.2 Dagtilbud

146

5.3.3 Tilskud til privat pasning

147

5.3.4 Tilskud til pasning af egne børn

148

5.3.5 Fritidshjem

148

5.3.6 Klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud

150

5.4 Socialområdet – Udsatte

151

5.4.1 Generelle betragtninger

151

5.4.2 Gratis familieorienteret rådgivning

151

5.4.3 Anbringelse uden for hjemmet, konsulentbistand, pædagogisk støtte i hjemmet,

familiebehandling, aflastning, kontaktperson, formidling af praktiktilbud

151

5.4.4 Efterværn

153

5.4.5 Behandling af stofmisbrugere

154

5.4.6 Herberger og forsorgshjem

155

5.4.7 Kvindekrisecentre

155

5.5 Socialområdet – Ældre

156

5.5.1 Generelle betragtninger

156

5.5.2 Tilbud om forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, der er fyldt 75 år

156

5.5.3 Generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte

157

5.5.4 Hjemmehjælp (personlig og praktisk hjælp, madservice samt kontanttilskud til ansættelse

af hjælper)

158

5.5.5 Tilbud om midlertidig ophold til personer, der i en periode har et særligt behov for omsorg

og pleje

161

5.5.6 Genoptræning

161

5.5.7 Vedligeholdelsestræning

5.5.8 Tilbud om afløsning eller aflastning til pårørende, der passer en person med nedsat

funktionsevne

5.5.9 Plejehjem og beskyttede boliger

5.5.10 Friplejeboliger

5.6 Socialområdet – Handicaphjælp

5.6.1 Generelle betragtninger

5.6.2 Tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne

eller med særlige sociale problemer

5.6.3 Særlige dagtilbud og klubtilbud til børn med handicap

5.6.4 Tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der passer et barn i hjemmet

5.6.5 Ledsageordning

5.6.6 Socialpædagogisk bistand

5.6.7 Borgerstyret personlig assistance

5.6.8 Kontaktpersonordning til døvblinde

5.6.9 Plejevederlag

5.6.10 Pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom

5.6.11 Tolkning til personer med hørehandicap

5.6.12 Tilbud af behandlingsmæssig karakter

5.6.13 Beskyttet beskæftigelse og aktivitets og samværstilbud

5.6.14 Støtte til køb af bil

5.6.15 Boligindretning

5.6.16 Individuel befordring

5.6.17 Forbrugsgoder og hjælpemidler

5.6.18 Midlertidigt og varigt ophold i botilbud

5.6.19 Merudgiftsydelse

5.7 Undervisning

5.7.1 Grundskole (Folkeskolen, frie grundskoler, efterskoler og modersmålsundervisning)

5.7.2 Gymnasiale uddannelser (stx, hhx, htx, hf og IB herunder IB-tilskud til IB-uddannelse

udlandet)

5.7.3 Erhvervsfaglige uddannelser (EUD og AER)

5.7.4 Videregående uddannelser (erhvervsakademi-, professionsbachelor-, bachelor- og

kandidatuddannelser)

5.7.5 Videregående uddannelser, friplads og stipendier

5.7.6 Voksen- og efteruddannelse (AVU, FVU, AMU, akademi- og diplomuddannelser og

folkehøjskoler)

5.7.7 SPS (specialpædagogisk støtte)

5.7.8 Uddannelseskort (befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelse) –

transport

162

163

165

166

167

168

169

170

171

172

173

174

175

176

178

179

180

182

183

184

185

186

6. Overvejelser i forhold til at indføre eller styrke optjeningsprincipper

6.1 Mulige modeller for optjening

6.1.1 Erhvervelse af adgang til ydelsen

6.1.2 Udmålingen af ydelsen

6.1.3 Bevarelse eller generhvervelse af retten til en ydelse

6.1.4 Muligheden for at tage ydelsen med ud af landet (eksportabilitet)

6.2 Øvrige hensyn, der kan indgå i vurderingen af en øget brug af optjeningsprincipper for

modtagelse af velfærdsydelser

6.2.1 Rekruttering af udenlandsk arbejdskraft

6.2.2 Integrationsindsatsen

6.2.3 Danskere, der vender hjem efter ophold i udlandet

6.2.4 Administrative omkostninger

6.2.5 Andre hensyn

6.3 Afrunding

187

188

189

190

191

Litteraturliste

Bilag A. Udvalgte begreber og definitioner anvendt i rapporten

Bilag B. Bruttoliste over danske velfærdsydelser

Bilag C. Regelgennemgang i forhold til velfærdsydelser

Bilag D. Talgrundlag for udlændinges brug af velfærdsydelser

Bilag E. Oversigt over gensidige overenskomster med 3. lande

Bilag F. International sammenligning

193

196

198

202

491

502

505

1. Sammenfatning og afgrænsning af udvalgets arbejde

1.1 Sammenfatning af rapporten

Der blev i forbindelse med forhandlingerne om finansloven for 2011 i efteråret 2010 nedsat et

hurtigarbejdende tværministerielt udvalg, som har haft til opgave at kortlægge udlændinges

ret til og brug af danske velfærdsydelser. Udvalget har kortlagt både sociale ydelser og ser-

viceydelser med fokus på de velfærdsydelser, som har et stort element af offentlig subsidie-

ring betalt af de generelle skatter, og som er knyttet direkte til en borger.

Kortlægningen skal danne grundlag for kommende overvejelser om i højere grad at basere

adgangen til velfærdsydelser på optjeningsprincipper.

Boks 1.1.

Definition af et optjeningsprincip

Med et optjeningsprincip menes, at en person gennem objektivt målbare kriterier for en aktivitet i en

given periode optjener ret til en velfærdsydelse, og at retten til velfærdsydelsen i en periode vil være

helt eller delvist begrænset eller omfattet af øget egenbetaling.

Foruden erhvervelse af adgangen til en ydelse kan optjeningsprincipper anvendes i forbindel-

se med udmåling af ydelsens størrelse og bevarelse/generhvervelse af adgangen til ydelsen.

Der er allerede tre former for optjeningskriterier i brug i dag: Bopæl og ophold, beskæftigelse

samt forsikringsmedlemskab/bidragsbetaling.

Optjeningsprincipper vil påvirke såvel udlændinge som danske statsborgere, idet det ikke er

muligt at betinge adgangen til en velfærdsydelse på statsborgerskab alene. Denne virkning

kendes også fra eksempelvis starthjælpen.

Baggrunden for at undersøge, hvordan adgangen til de danske velfærdsydelser kan baseres på

optjeningsprincipper, er til dels nogle eksempler, der var fremme i efteråret 2010 om arbejds-

tagere fra andre EU-lande, som efter kortvarig beskæftigelse i Danmark havde ret til dansk

børnefamilieydelse til deres børn, der boede i et andet EU-land. Bl.a. på den baggrund blev et

2-årigt optjeningsprincip for børnefamilieydelsen indført, så der nu gradvist optjenes ret til

ydelsen med bopæl/beskæftigelse i 2 år ud af 10 år.

Der er allerede optjeningsprincipper forbundet med flere velfærdsydelser, især de sociale

ydelser, og optjeningsprincipper er ikke et nyt fænomen i det danske velfærdssystem. Eksem-

pelvis blev pensionens størrelse afhængig af bopælstiden i Danmark allerede i forbindelse

med EF-medlemskabet i 1972.

Den danske velfærdsmodel under pres af migration

Man kan groft inddele de højtudviklede vestlige økonomier i tre velfærdsmodeller efter,

hvordan de leverer, organiserer og finansierer velfærdsgoder, samt i hvilket omfang det of-

fentlige, markedsmekanismer eller familie og sociale relationer er med til at opfylde samfun-

dets behov. De tre velfærdsmodeller er: Den universelle model, den residuale model og den

arbejdsmarkedsbaserede (korporative) model.

Selvom ingen af de tre velfærdsmodeller eksisterer i deres reneste form, kan man i praksis

tale om, at Danmark og de andre nordiske lande primært falder ind under den universelle

model. Den universelle model er karakteriseret ved en omfattende offentlig sektor og et rela-

tivt højt skattetryk, da brugen af velfærdsydelser er afkoblet fra finansieringen, som sker gen-

nem de generelle skatter.

Side 5 af 514

Den danske velfærdsmodel indebærer en implicit forsikring for alle, og der er en relativ stor

grad af økonomisk omfordeling. Modellen bygger på solidaritet over livsforløbet og på tværs

af generationer, da der som udgangspunkt er lige adgang til velfærdsgoder for hele befolk-

ningen, uden kobling til finansieringen. Modellen er samtidig afhængig af, at alle føler sig

forpligtede til at bidrage økonomisk til velfærdsstaten efter evne, primært gennem beskæfti-

gelse, og bygger på en implicit antagelse om, at folk lever i samme land stort set hele deres

liv.

Mens en dansk universel model kan fungere i et hypotetisk lukket system, er situationen

anderledes udfordrende i en globaliseret verden, hvor ind- og udvandring påvirker sam-

mensætningen af befolkningen, både hvad angår kompetencer og brug af velfærdsgoder.

Globaliseringen kan derfor sætte den implicitte sociale kontrakt om finansiering af vel-

færdssamfundet under pres, når der i perioder af et livsforløb ikke betales skat, som er fun-

damentet for at finansiere velfærdsgoderne.

Under visse antagelser (bl.a. fri bevægelighed af arbejdskraften, relativt generøse velfærds-

ydelser og begrænsede adgangskriterier til velfærdsydelser) kan et land med en universel

velfærdsmodel i højere grad tiltrække indvandrere, der er tilbøjelige til at være på sociale

ydelser. Dette vil ikke være økonomisk holdbart på lang sigt, da der vil opstå et voksende

træk på ressourcerne, mens skattebasen vil blive mindsket. En begrænsning af adgangen til

velfærdsydelser, f.eks. gennem optjeningsprincipper, kan således mindske presset på de

offentlige finanser.

Selvom Danmark som udgangspunkt falder ind under den universelle velfærdsmodel, er der

imidlertid allerede adgangskriterier knyttet til mange velfærdsydelser – både i form af optje-

ningskriterier og andre objektive kriterier, som eksempelvis har betydning for ydelsens stør-

relse. Det gælder især for de sociale ydelser.

Til gengæld bruger Danmark ikke forsikringsordninger særligt meget i forhold til lignende

lande (eksempelvis Norge, Sverige, Tyskland, Storbritannien og Holland). I flere af de lig-

nende lande er det eksempelvis et krav, at man har indbetalt direkte til forsikringsordninger

for f.eks. sygedagpenge og barselsdagpenge for at være berettiget til dem.

Alligevel oplever andre lande også problemer med at finansiere velfærdsydelserne. Aktuelt

arbejdes der i såvel Norge som Sverige med analyser af problemstillinger i forhold til den

finanspolitiske holdbarhed. I Norge skal et udvalgsarbejde belyse, hvor økonomisk robust de

norske velfærdsydelser er overfor ind- og udvandring, mens en svensk komité skal belyse de

generelle forsikringsordninger ved sygdom og arbejdsløshed med henblik på større finansiel

holdbarhed.

Velfærdsydelser i rapporten

Der kortlægges i rapporten omkring 120 velfærdsydelser, som dækker såvel sociale ydelser

som serviceydelser. Der er taget udgangspunkt i velfærdsydelser, som er knyttet direkte til en

borger. Det vil sige, at der ikke indgår velfærdsydelser som tilskud til f.eks. virksomheder

eller institutioner, hvor forbruget ikke kan henføres til konkrete borgere.

Generelt gælder et krav om lovligt ophold i Danmark for at kunne blive berettiget til en vel-

færdsydelse. Hertil kommer en række yderligere kriterier, som i forskelligt omfang er med til

at målrette den konkrete ydelse. Rapporten beskriver relativt kortfattet formålet med de en-

kelte ydelser samt generelle adgangskriterier, mens regelgrundlaget for hver ydelse findes

udspecificeret i bilag til rapporten.

Side 6 af 514

For såvel de sociale ydelser som serviceydelserne findes der ofte ikke et etableret statistik-

grundlag, som muliggør en opgørelse af forbruget fordelt på modtagernes oprindelse. På bag-

grund af diverse registre, analyserapporter mv. er der i rapporten imidlertid skønnet over for-

bruget på de enkelte ydelser. Især brugen af serviceydelser på det sociale område er imidlertid

underbelyst.

Sociale ydelser

De sociale ydelser udgøres af kontante ydelser, som er indkomsterstattende eller tillægsydel-

ser. Ud over lovligt ophold gælder der en række optjeningsbetingelser og øvrige objektive

kriterier (f.eks. alderskrav og i nogle tilfælde også indkomstafhængighed) i forhold til retten

til de sociale ydelser.

De sociale ydelser behandles i rapporten under fire kategorier: 1) Midlertidigt indkomsterstat-

tende overførselsindkomster som SU, kontanthjælp o.l., 2) permanente indkomsterstattende

overførselsindkomster som bl.a. efterløn og førtidspension, 3) tillægsydelser indenfor det

sociale område som børne- og ungeydelsen, boligsikring mv., og 4) sundhedsrelaterede til-

lægsydelser som eksempelvis tolkebistand i forbindelse med behandling.

For de midlertidigt indkomsterstattende ydelser gælder der udover optjeningsbetingelser og

øvrige objektive kriterier ofte nogle betingelser for at kunne bibeholde ydelsen. Det kan ek-

sempelvis være den rådighedsforpligtelse, der påhviler starthjælps-, kontanthjælps- og dag-

pengemodtagere. Et andet eksempel er den opfølgning, som en sygedagpengemodtager er

underlagt.

Modtagelsen af permanente ydelser er typisk forbundet med langvarige optjeningsperioder.

Eksempelvis er der lange optjeningskrav baseret på bopæl for at modtage fuld førtidspension

og folkepension.

Der er allerede udbredt brug af optjeningsprincipper i forbindelse med de sociale ydelser både

i forhold til adgang, udmåling og varighed af ydelsen. Optjeningsprincipper er altså ikke kun

et fænomen i arbejdsmarkedsbaserede velfærdssystemer som Tyskland og Frankrig.

Serviceydelser

Serviceydelser omfatter i denne rapport sundhedsydelser, serviceydelser på det sociale områ-

de og ydelser på uddannelsesområdet.

Serviceydelserne opdeles i rapporten i seks kategorier: 1) Sundhedsområder som sygehusbe-

handling, tilskud til tandlæge o.l., 2) børn og unge som eksempelvis dagtilbud og fritidshjem,

3) socialt udsatte som bl.a. familierådgivning og anbringelse af børn uden for hjemmet, 4)

ældreområdet som hjemmehjælp, genoptræning o.l., 5) handicapområdet som eksempelvis

ledsagerordning og pasning af nærtstående, og 6) undervisning som grundskole, gymnasiale

uddannelser mv.

For de fleste sundhedsydelser er der krav om klinisk faglig visitation af almen læge mv. Ser-

viceydelserne på det sociale område er trangsbestemte efter visitation af kommunen. Adgan-

gen til serviceydelser i forhold til sundhed og det sociale område er dermed oftest baseret på

en mere subjektiv vurdering af behovet, dvs. på baggrund af visitation.

Ydelserne på uddannelsesområdet er derimod reguleret direkte i diverse lovgivninger, herun-

der bl.a. Grundloven, der giver ret til fri undervisning i folkeskolen, Folkeskoleloven, lov om

friskoler og private grundskoler, lov om uddannelsen til studentereksamen, universitetsloven

mv.

Side 7 af 514

Serviceydelserne under ét er generelt af universel karakter med fri og lige adgang uden ek-

sempler på optjeningsprincipper.

Juridiske overvejelser om optjeningsprincipper

Den første forudsætning for at indføre eller styrke optjeningsprincipper for at modtage vel-

færdsydelser er, at der er juridisk råderum for en regelændring.

I Grundlovens § 75, stk. 2, fastlægges retten til hjælp fra det offentlige for den, som ikke kan

ernære sig selv. Det er et mindstekrav, at et offentligt forsorgsvæsen sikrer enhver, der ikke

kan klare sig selv, og hvis forsørgelse ikke påhviler andre.

I forhold til EU-retten er begreberne direkte og indirekte forskelsbehandling centrale i forbin-

delse med overvejelser om optjeningsprincipper. Både direkte og indirekte forskelsbehand-

ling er som udgangspunkt forbudt, men indirekte forskelsbehandling kan i særlige undtagel-

sestilfælde retfærdiggøres, hvis det er sagligt begrundet og i øvrigt proportionalt.

Princippet om ligebehandling begrænser mulighederne for at opstille optjeningsprincipper for

EU-borgere, der ikke i samme grad rammer danskere. Mht. muligheden for at tage ydelser

med til et andet EU-land (eksportabilitet) kan de sociale ydelser, der er kontante sikringsydel-

ser (f.eks. sygedagpenge, pensioner, familieydelser mv.). tages med ud af landet under bopæl

eller ophold i et andet EU-land.

Hvad angår tredjelandsborgere har Danmark ratificeret en række multilaterale konventioner,

f.eks. Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der i forskelligt omfang har betydning

for adgangen til at indføre optjeningsprincipper. Flygtninge udgør en særlig kategori af tred-

jelandsstatsborgere, for hvilke ligebehandlingsprincippet i FN's flygtningekonvention gælder.

Endelig har Danmark indgået bilaterale aftaler om social sikring med en række andre lande.

Da der gælder forskellige regelsæt for forskellige kategorier af personer, behandles EU-

borgere (herunder vandrende arbejdstagere og ikke-økonomisk aktive) samt borgere fra 3.

lande og flygtninge separat i rapportens afdækning.

Andre overvejelser i forhold til optjeningsprincipper

Ved i højere grad at basere adgangen til velfærdsydelser på optjeningsprincipper, som sikrer

tilknytning til det danske samfund, kan det danske velfærdssystem gøres mere robust over for

migration, og skabe en tættere kobling mellem hvor længe man har bidraget til velfærdssam-

fundet (gennem skattebetaling) og anvendelsen af velfærdsydelser.

Selv om særligt EU’s regler begrænser det juridiske råderum, er der en række muligheder for

at knytte rettighederne til velfærdsydelser sammen med øget brug af optjeningsprincipper.

Da denne rapport er en kortlægning af de danske velfærdsydelser, opstilles der ikke konkrete

muligheder for at indføre eller udvide brugen af optjeningsprincipper. Kortlægningen giver til

gengæld indsigt i, hvordan rettighederne til en velfærdsydelse kan reguleres.

Optjeningsprincipper kan betyde, at personer, som kommer til landet, gradvist optjener retten

til at modtage den fulde ydelse i takt med øget tilknytning til landet – et såkaldt pro rata prin-

cip.

Side 8 af 514

Kortlægningen viser en særlig problemstilling, idet serviceydelser ofte er naturalydelser, hvor

det ikke giver mening at modtage dele af ydelsen, f.eks. lægehjælp. Et udmålingskrav i for-

hold til serviceydelser kan derfor gå på graden af egenbetaling. Således at udlændinge (og

danskere som har haft ophold i udlandet) på baggrund af eksempelvis ophold gradvist optje-

ner en lavere egenbetaling eller højere tilskud, efterhånden som personen får tilknytning til

det danske samfund.

På områder, hvor der allerede i dag findes brugerbetaling, kan personer, der kommer til lan-

det, eksempelvis starte med fuld egenbetaling og gradvist optjene en egenbetaling svarende til

det, som gælder personer med fast tilknytning til landet. På områder, hvor der ikke er nogen

egenfinansiering, kan en person, som kommer til landet, eksempelvis starte med en delvis

egenbetaling og gradvis optjene retten til en fuldt finansieret ydelse.

I forbindelse med overvejelserne om at udvide brugen af optjeningsprincipper baseret på

tilknytning til landet skal udfordringen i forhold til den fremtidige mangel på arbejdskraft

tænkes ind.

Øgede krav til optjening af velfærdsydelser kan i visse tilfælde påvirke virksomhedernes

muligheder for at rekruttere kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Det gælder særligt for de

ydelser, der er midlertidige og er knyttet til ordinær beskæftigelse. Et eksempel er sygedag-

penge, som i de fleste tilfælde udbetales som refusion til arbejdsgivere, der blandt andet via

overenskomster kan være forpligtet til at udbetale løn under sygdom. Hvis der f.eks. kræves

en opholdsperiode i Danmark, inden der kan udbetales sygedagpenge, vil en konsekvens væ-

re, at arbejdsgivernes omkostninger ved af anvende udenlandsk eller nyligt genindvandret

arbejdskraft forøges. Dertil kommer, at optjeningsprincipper på en række områder vil øge den

effektive beskatning for den udenlandske arbejdskraft i Danmark, og dermed isoleret set

mindske de danske virksomheders rekrutteringsgrundlag.

Også andre forhold kan have betydning for mulighederne for at indføre eller styrke optje-

ningsprincipper. Ud over, at der skal være juridisk rum for ændringen i forhold til EU-retten

og øvrig lovgivning, aftaler og konventioner, spiller de mulige administrative løsninger ind.

Hertil kommer overvejelser om integrations- og mobilitetshensyn og andre relevante hensyn,

eksempelvis socialpolitiske, uddannelsespolitiske og sundhedspolitiske hensyn.

1.2 Rapportens opbygning

Denne rapport udgør grundlaget for det tværministerielle udvalgs afrapportering og foreløbi-

ge forslag til regeringen.

Rapporten er opbygget, så kapitel 1 beskriver og afgrænser opgaven for udvalget, herunder

hvilke velfærdsydelser der behandles, og hvad der forstås ved optjeningsprincipper. Endvide-

re gives en beskrivelse af regler for udlændinges indrejse og ophold i Danmark, idet opholds-

grundlaget i nogle tilfælde har betydning for udlændingens adgang til velfærdsydelser. Kapi-

tel 1 afrundes med en beskrivelse af sammenhængen til et sideløbende tværministerielt ud-

valg om de samfundsøkonomiske konsekvenser af indvandring.

Bilag B indeholder i den forbindelse en bruttoliste over danske velfærdsydelser samt hvilket

ressortområde de tilhører.

Kapitel 2 gennemgår den universelle danske velfærdsmodel, og de særlige udfordringer den

står over for, bl.a. finansieringsmæssigt, i lyset af øget globalisering og migration. Modellen

finansieres primært gennem generelle skatter, og der er således ikke en direkte sammenhæng

Side 9 af 514

mellem adgangen til velfærdsydelser og tilsvarende bidrag til ordningerne. Modellen sam-

menlignes med andre lande, og der gennemgås eksempler på opbygningen af forskellige vel-

færdsordninger i andre lande i forhold til tilsvarende danske ordninger. Kapitlet afrundes med

en gennemgang af nyere overvejelser i forhold til at gøre velfærdsordningerne mere robuste,

herunder ændringer fra de senere år i form af bl.a. starthjælpen, Østaftalen og det senest ind-

førte optjeningsprincip i forhold til modtagelse af børnefamilieydelse.

Kapitel 3 gennemgår generelle, juridiske forhold, der skal tages i betragtning i forbindelse

med overvejelser omkring det at indføre eller skærpe eksisterende optjeningsprincipper i for-

hold til danske velfærdsydelser. Adgangen til velfærdsydelserne, herunder for udlændinge,

kan være reguleret i forskellige regelsæt alt efter personernes oprindelse og opholdsgrundlag i

Danmark. Derfor ses der på de rammer, der opstilles efter hhv. grundloven, EU-retten, og

øvrige internationale forpligtelser.

De to næstfølgende kapitler indeholder en kortlægning af de nuværende regler for adgang til

de danske velfærdsydelser, hvor hhv. kapitel 4 og kapitel 5 gennemgår de sociale ydelser

(indkomsterstattende overførselsindkomster og tillægsydelser) og serviceydelserne. Kapitel 4

indeholder for hver social ydelse en relativ kort gennemgang af dens formål og overordnede

principper og regler for adgang til ydelsen. Det skyldes, at de sociale ydelser er omfattet af

forskelligartede adgangskriterier, herunder optjeningsprincipper. Hertil kommer viden om

den nuværende brug af ordningen, herunder udgifter og personkreds.

Serviceydelserne gennemgås i kapitel 5, og for disse gælder næsten ensartede adgangskriteri-

er, så snart man er visiteret til ordningen. Derfor beskrives reglerne her i højere grad på tværs

af områderne.

Regelgrundlaget for hver velfærdsydelse gennemgået i hhv. kapitel 4 og 5 er nærmere udfol-

det i bilag C.

Rapporten afrundes med overvejelser om, hvordan eventuelle optjeningsprincipper kan indfø-

res eller styrkes for velfærdsydelserne. Potentielle modeller for optjeningsprincipper skitse-

res, herunder hvordan de kan regulere forskellige dele af rettighederne til velfærdsydelser.

Desuden skitseres potentielle hensyn, der derudover kan komme i betragtning, såfremt optje-

ningsprincipper i højere grad indføres eller skærpes.

Hyppigt anvendte begreber er defineret i bilag A.

1.3 Opgavens omfang, afgrænsning og kommissorium

Under forhandlingerne om finansloven for 2011 i efteråret 2010 blev det diskuteret, i hvilket

omfang de danske velfærdsydelser var tilgængelige for alle, herunder også personer med

begrænset tilknytning til landet, uden tilsvarende medfinansiering. Det følger af en universel

velfærdsmodel, at ydelserne stilles til rådighed for alle borgere uden kobling til finansierin-

gen, som sker gennem generelle skatter, men det gør samtidig også brugen af velfærdsydel-

serne følsom over for migration og utilsigtet brug.

I efteråret 2010 var der eksempler fremme vedrørende utilsigtet brug, herunder bl.a. at østeu-

ropæiske arbejdstagere i Danmark efter ganske kortvarig beskæftigelse fik ret til den danske

børnefamilieydelse (”børnechecken”) med henblik på efterfølgende overførsel til arbejdstage-

rens familie og børn, der opholdt sig i hjemlandet. Børnefamilieydelsen er en relativ generøs

velfærdsydelse, som tildeles uden nogen form for trangskriterium gennem en længere årræk-

ke, indtil barnet bliver myndigt. Formålet med ydelsen er bl.a. at styrke tilskyndelsen til at få

børn i Danmark. Eksport af ydelsen er derfor ikke den oprindelige intention med ydelsen, og

Side 10 af 514

det blev skønnet, at der ikke var proportionalitet i forhold til, hvor relativt let den opnås. Der-

for ønskede man, at der skulle demonstreres en vis tilknytning til Danmark for at opnå ydel-

sen, og det blev derfor besluttet at indføre en delvis optjening (pro rata princip), hvor ydelsen

opnås gradvist gennem en periodes ophold i Danmark.

Aftalepartierne bag finansloven ønskede samtidig, at det skulle undersøges, hvor vidt dette

eller andre optjeningsprincipper kunne udbredes til øvrige danske velfærdsydelser. Optje-

ningsprincipper kan regulere adgangen til og brugen af en ydelse og er baseret på objektive

kriterier, der sagligt kan begrundes. Det skal bemærkes, at det ikke er muligt at betinge ad-

gangen til en velfærdsydelse på statsborgerskab i sig selv, og indførelse eller skærpelse af

eksisterende optjeningsprincipper vil derfor også påvirke danske statsborgeres brug af ydel-

sen i det omfang, at de ikke måtte leve op til optjeningskriterierne, eksempelvis for personer

der vender tilbage til Danmark efter et længerevarende udlandsophold.

Det er baggrunden for dette udvalgs arbejde jf. udvalgets kommissorium i boks 1.2.

Boks 1.2.

Kommissorium for udvalg om udlændinges ret til velfærdsydelser

Danmark har et veludbygget, skattefinansieret velfærdssystem. Et kendetegn ved systemet er, at alle

borgere typisk har samme ret til velfærdsydelser, uanset hvor meget man har bidraget til finansierin-

gen. Øget globalisering, tilgang af international arbejdskraft og migration rejser imidlertid spørgsmå-

let om, hvor vidt adgangen til velfærdsydelser for udlændinge er hensigtsmæssigt indrettet.

Adgangen til velfærdsydelser er i Danmark typisk ikke baseret på optjeningsprincipper, som det er

tilfældet i en række andre lande. Samtidig ligger niveauet for f.eks. dagpenge og kontanthjælp i Dan-

mark over normallønnen i en række andre lande, ligesom de skattefinansierede serviceydelser generelt

er af relativ høj kvalitet. Det kan skabe et pres på brugen af de danske velfærdsydelser. På den bag-

grund indgår følgende i Aftale om finansloven for 2011:

”Regeringen, Dansk Folkeparti og Kristendemokraterne er enige om at undersøge, hvordan adgan-

gen til sociale ydelser i Danmark i højere grad kan baseres på et princip om optjening af ret til offent-

lige ydelser og service. På den baggrund nedsættes et hurtigarbejdende tværministerielt udvalg, som

skal kortlægge udlændiges ret til danske velfærdsydelser. Det gælder både offentlige indkomstover-

førsler og serviceydelser. På baggrund af kortlægningen skal udvalget allerede til marts anvise fore-

løbige forslag.”

Udvalget skal fokusere på:

Overførselsindkomster – bl.a. førtidspension, kontanthjælp, dagpenge, SU og boligstøtte

m.v.

Serviceydelser – bl.a. sundhedsydelser, børnepasning, uddannelse m.v.

Udvalget skal dels belyse udlændinges adgang til og forbrug af velfærdsydelser, mens de opholder sig

i Danmark, dels belyse dette i forhold til mulighederne for at modtage ydelserne uden for landets

grænser (portable ydelser).

Udvalget skal endvidere beskrive hvordan andre relevante lande i og uden for EU har indrettet adgan-

gen til relevante velfærdsydelser.

Udvalget skal med udgangspunkt i kortlægningen beskrive økonomiske og juridiske aspekter i forhold

til mulige ændringer i adgangen til velfærdsydelser for udlændinge. På den baggrund skal udvalget

undersøge og fremlægge modeller for, hvordan adgangen til velfærdsydelser i højere grad kan baseres

på optjeningsprincipper, som er forenelige med gældende EU-regler og internationale konventioner.

I udvalgsarbejdet tages der højde for de forskellige opholdsgrundlag, der kan være for udlændinge,

dvs. for hhv. beskæftigelsesrettet og ikke-beskæftigelsesrettet indvandring, herunder for EU/EØS-

borgere, flygtninge, og personer fra tredjelande.

Side 11 af 514

Udvalget består af repræsentanter fra Beskæftigelsesministeriet (formand), Finansministeriet, Justits-

ministeriet, Økonomi- og Erhvervsministeriet, Ministeriet for Flygtninge, Indvandrere og Integration,

Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Socialministeriet samt Undervisningsministeriet. Øvrige ministe-

rier kan inddrages efter behov.

Udvalget bistås af et sekretariat sammensat af medarbejdere fra Beskæftigelsesministeriet, Ministeriet

for Flygtninge, Indvandrere og Integration, Finansministeriet og Justitsministeriet. Udvalget afrappor-

terer til regeringen og skal senest til marts 2011 anvise foreløbige forslag.

Udvalget har således haft ca. 4 måneder til at foretage en kortlægning af reglerne for de dan-

ske velfærdsydelser og gennemføre en afklaring af det juridiske rum for at indføre eller skær-

pe eksisterende optjeningsprincipper for adgangen til og brugen af velfærdsydelserne. Udval-

get har desuden afsøgt eksisterende viden om brug af danske velfærdsydelser.

1.4 Velfærdsydelser, der indgår i udvalgsrapporten

Udvalget er blevet bedt om at undersøge og kortlægge adgangen til danske velfærdsydelser.

Med velfærdsydelser forstås såvel sociale ydelser (pengeoverførsler som kan have midlertidig

eller permanent indkomsterstattende natur eller udgøre tillægsydelser) som serviceydelser.

Serviceydelserne er inddelt i områderne sundhed, det sociale område samt undervisning.

For at afgrænse velfærdsydelserne er det valgt alene at medtage ydelser, som er knyttet direk-

te til den enkelte borger. Dvs. der indgår ikke tilskud fra staten til f.eks. virksomheder eller

institutioner, som ikke samtidig er knyttet til bestemte borgere. Det betyder, at offentligt kon-

sum såsom vedligeholdelse af veje, opretholdelse af militær og støtte til kulturelle formål

(teatre, biblioteker mv.) ikke indgår. For disse typer af ydelser er det svært at afgrænse for-

skellige borgeres træk på ydelserne og dermed opstille kriterier for adgangen til brug af disse.

Det er samtidig valgt at se på velfærdsydelser, som helt eller i høj grad finansieres gennem

generelle skatter, dvs. hvor der er en betydende offentlig medfinansiering.

De enkelte fagministerier er blevet bedt om at liste velfærdsydelser på deres ressortområde.

Bruttolisten over denne type velfærdsydelser fremgår af bilag B og dækker omkring 120 vel-

færdsydelser.

Regelgrundlaget og kriterier for adgang til ydelsen er beskrevet pr. velfærdsydelse i bilag C. I

selve rapporten er de fleste ydelser endvidere kortfattet beskrevet i forhold til formål og gene-

relle principper omkring adgangen i hhv. kapitel 4 og 5 – for serviceydelserne typisk med en

sammenfattende beskrivelse for et hovedområde

1.5 Optjeningsprincipper – definition og eksempler

Ved et optjeningsprincip til en velfærdsydelse forstås, at en person gennem objektivt målbare

kriterier for en aktivitet i en given periode optjener ret til en velfærdsydelse. Retten til en

velfærdsydelse kan ses i forhold til såvel adgang til ydelsen, som ydelsens størrelse eller va-

righed. Konsekvenserne af et optjeningsprincip er, at retten til en velfærdsydelse i en periode

vil være helt eller delvist begrænset eller omfattet af øget egenbetaling.

Kriterierne skal være objektivt målbare, eksempelvis bopæl eller beskæftigelse i Danmark i et

bestemt omfang. Kriteriet kan f.eks. have til formål at sikre etablering af en faktisk tilknyt-

ning til det danske samfund. Kravet til optjeningen kan enten være baseret på en fast, sam-

menhængende periode for f.eks. at åbne retten til en ydelse (karensperiode), eller på et pro

rata princip, hvor flere perioder sammenlægges, og hvor adgang til ydelsen opnås løbende.

I denne rapport arbejdes med følgende overordnede kriterier for optjening:

Side 12 af 514

Periode med lovligt ophold i Danmark

Periode med bopæl i Danmark (tilmeldt Folkeregisteret)

Periode med beskæftigelse i Danmark (evt. af et bestemt omfang)

Periode med bidragsbetaling eller anden form for medfinansiering

Det bemærkes, at når der opnås bopæl i Danmark, vil personen samtidig være skattepligtig i

Danmark.

Hvert kriterium kan som nævnt ovenfor principielt påvirke retten til og brugen af velfærds-

ydelser på flere måder:

Adgang (åbne ret til ydelsen)

Udmåling (størrelse af ydelsen)

Varighed (fastholdelse af ydelsen eller generhvervelse)

Eksportabilitet (mulighed for at tage ydelsen med over grænserne)

Et eksempel på optjeningsprincipper ses ved førtidspension, hvor adgang til ydelsen for ikke-

danske statsborgere er betinget af 10 års bopæl i Danmark. Udmålingen af ydelsen er desuden

omfattet af et optjeningsprincip, idet ydelsen er en såkaldt brøk-pension, hvis størrelse af-

hænger af, hvor længe man har boet i Danmark fra det fyldte 15. år. Tabel 1.1. nedenfor giver

eksempler på, hvordan eksisterende optjeningsprincipper og andre kriterier regulerer retten til

hhv. førtidspension og sygedagpenge.

Tabel 1.1.

Eksempler på kriterier for brug af førtidspension og sygedagpenge

Førtidspension

Adgang

Udmåling

Optjeningskriterier

Bopæl

Beskæftigelse

Bidragsbetaling

Andre kriterier

Aldersafhængig

Indkomstafhængig

Ægtefælleafhængig

Visitation

Opfølgning

Andet

Nej

Eksportabel

Arbejdsgiver

betaler de

første 21

dages syge-

fravær

Nej

Varighed

Nej

Sygedagpenge

Adgang

Udmåling

Nej

Varighed

Nej

(Ja)

Kilde: Se regelbeskrivelser for de enkelte ydelser i bilag C under hhv. 4.3.2 og 4.2.6.

Som supplement til optjeningsprincipper skal det bemærkes, at udlændingelovens regler om

udlændinges indrejse og ophold i Danmark, jf. den nærmere beskrivelse af de forskellige

opholdsgrundlag nedenfor, er fastsat bl.a. med det formål at sikre, at udlændinge, der medde-

les opholdstilladelse her i landet som led i bl.a. ægtefællesammenføring, beskæftigelse eller

studier, ikke ligger det offentlige til byrde. Reglerne i udlændingeloven indebærer, at medde-

lelse af opholdstilladelse til ægtefæller, beskæftigede og studerende m.v. som udgangspunkt

er betinget af et selvforsørgelseskrav. For en nærmere beskrivelse heraf henvises til kapitel 2.

Herudover kan der i den pågældende lovgivning, der fastsætter betingelser for at modtage en

velfærdsydelse, være fastsat nærmere regler – på grundlag af opholdsgrundlag – om kredsen

af udlændinge, der kan modtage ydelsen.

Side 13 af 514

Spørgsmålet om, hvorvidt udlændinge kan modtage en velfærdsydelse, kan desuden være

reguleret i bilaterale aftaler mellem Danmark og et tredjeland. Sådanne aftaler kan indebære,

at herboende udlændinge, der er statsborgere i det pågældende aftaleland, har ret til at modta-

ge ydelser i det oprindelige hjemland.

Muligheden for at modtage danske velfærdsydelser kan endelig være betinget af et bopæls-

krav, således at udlændinge, der f.eks. er her i landet på visum eller visumfrit ophold ikke har

adgang til at modtage ydelsen.

Endelig bemærkes, at udlændinge, der har haft ophold her i landet, i visse tilfælde kan med-

tage ydelsen ved ophold i et andet land. F.eks. kan en EU-arbejdstager, der ved arbejde i

Danmark opnår ret til danske sygedagpenge, tage ydelsen med sig til udlandet.

1.6 Definition af udlændinge og reglerne om udlændinges indrejse

og ophold i Danmark

Formålet med dette udvalgsarbejde er bl.a. at klarlægge udlændinges ret til velfærdsydelser.

Juridisk set kan en udlænding defineres som en person, der ikke er dansk statsborger. Denne

juridiske definition adskiller sig fra den gængse statistiske definition af en udlænding, jf. af-

snit om begrebet udlændinge i forhold til talgrundlag og statistik nedenfor.

Udlændingeloven indeholder regler om udlændiges indrejse og ophold her i landet, herunder

om meddelelse af opholdstilladelse. Nedenfor redegøres der overordnet for forskellige typer

af opholdsgrundlag.

De forskellige opholdsgrundlag kan lidt forenklet opdeles i følgende kategorier:

Nordiske statsborgere

Udlændinge med ophold efter EU-reglerne

Udlændinge med opholdstilladelse som flygtninge

Udlændinge med opholdstilladelse som arbejdstagere eller studerende mv.

Udlændinge med opholdstilladelse som familiesammenførte

Udlændinge med opholdstilladelse på andet grundlag

Nordiske statsborgere

Statsborgere i Finland, Island, Norge og Sverige kan frit indrejse, opholde sig, studere

og arbejde i Danmark. De behøver således ikke visum, opholds- eller arbejdstilladelse.

EU/EØS-borgere

EU/EØS-borgere kan opholde sig i Danmark efter EU-reglerne om fri bevægelighed for

per-

soner og tjenesteydelser. Statsborgere fra Schweiz bedømmes efter de samme regler som EU-

og EØS-statsborgere.

En EU/EØS-statsborger kan opholde sig frit i Danmark i op til 3 måneder. Hvis EU/EØS-

statsborgeren leder efter arbejde under opholdet, må pågældende være her i op til 6 måneder.

Ophold ud over de 3 eller 6 måneder kræver et registreringsbevis.

EU/EØS-borgere har ret til at medbringe familiemedlemmer i 3 måneder. Hvis EU/EØS-

borgerens formål med opholdet er at lede efter arbejde, kan familiemedlemmet medbringes i

6 måneder. Familiemedlemmer til en EU/EØS-borger, som bor fast i Danmark, kan søge om

Side 14 af 514

at få udstedt et registreringsbevis, hvis familiemedlemmet er EU/EØS-borger eller et op-

holdskort, hvis familiemedlemmet er tredjelandsstatsborger.

Et registreringsbevis eller opholdskort er – i modsætning til en opholdstilladelse udstedt efter

reglerne i udlændingeloven – alene et bevis på de rettigheder, som EU/EØS-borgeren eller

tredjelandsborgeren allerede har efter EU-reglerne om fri bevægelighed for personer og tjene-

steydelser.

Opholdstilladelse efter udlændingeloven

Der kan efter udlændingeloven gives opholdstilladelse til en udlænding, der opfylder betin-

gelserne for at få:

opholdstilladelse som flygtning (udlændingelovens §§ 7 og 8),

opholdstilladelse som familiesammenført (udlændingelovens §§ 9 og 9 c, stk. 1),

opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse (udlændingelovens § 9 a),

humanitær opholdstilladelse (udlændingelovens § 9 b),

opholdstilladelse som udsendelseshindret (udlændingelovens § 9 c, stk. 2),

opholdstilladelse som uledsaget mindreårig (udlændingelovens § 9 c, stk. 3),

opholdstilladelse efter friby-ordningen (udlændingelovens § 9 c, stk. 4),

opholdstilladelse på baggrund af tidligere dansk indfødsret (udlændingelovens § 9 d),

opholdstilladelse efter bestemmelsen om udlændinge fra Kosovoprovinsen (udlæn-

dingelovens § 9 e)

opholdstilladelse som religiøs forkynder, missionær m.v. (udlændingelovens § 9 f),

eller

opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, med henblik på andet end fa-

miliesammenføring, f.eks. opholdstilladelse som studerende, au pair eller praktikant.

Typen af opholdsgrundlag kan som nævnt ovenfor have betydning for muligheden for at

modtage velfærdsydelser for en udlænding her i landet.

Der kan for det første til udlændingens opholdsgrundlag være knyttet en række betingelser,

som f.eks. et krav om selvforsørgelse, således at modtagelser af visse former for velfærds-

ydelser kan have opholdsretlige konsekvenser for den enkelte udlænding.

Der kan for det andet i den pågældende lovgivning, der fastsætter betingelser for at modtage

ydelsen, være fastsat nærmere regler – på grundlag af opholdsgrundlag – om kredsen af ud-

lændinge, der kan modtage ydelsen.

Spørgsmålet om, hvorvidt udlændinge kan modtage velfærdsydelse, kan desuden være regu-

leret i bilaterale aftaler mellem Danmark og et tredjeland. Sådanne aftaler kan indebære, at

herboende udlændinge, der er statsborgere i det pågældende aftaleland, har ret til at modtage

ydelser i det oprindelige hjemland.

Spørgsmålet om muligheden for at modtage danske velfærdsydelser kan endelig være betin-

get af et bopælskrav, således at udlændinge, der f.eks. er her i landet på visum eller visumfrit

ophold ikke har adgang til at modtage ydelsen.

Endelig bemærkes, at udlændinge, der har haft ophold her i landet, i visse tilfælde kan med-

tage ydelsen ved ophold i et andet land.

F.eks. kan en EU-arbejdstager, der ved arbejde i Danmark opnår ret til danske sygedagpenge,

tage ydelsen med sig til udlandet.

Side 15 af 514

Brug af begrebet udlænding i forhold til talgrundlag og statistik

Det bemærkes, at der i de forskellige tilgængelige talgrundlag og i statistisk sammenhæng

anvendes et andet udlændingebegreb end det udlændingeretlige, og at de forskellige gruppe-

ringer af udlændinge varierer i forskellige undersøgelser.

Herudover skal der gøres opmærksom på, at der i denne rapport - sammenlignet med andre

opgørelser - anvendes en lidt anden definition af udlændinge, end der eksempelvis anvendes

af Danmarks Statistik til en statistisk afgrænsning af udlændinge, jf. boks 1.3. nedenfor.

Boks 1.3.

Statistisk afgrænsning af udlændinge hos Danmarks Statistik

Jf. Danmarks Statistik er ”udlændinge” en fællesbetegnelse for indvandrere og efterkommere baseret

på oplysninger fra Det Centrale Personregister (CPR).

En person er dansker, hvis mindst én af forældrene både er dansk statsborger og er født i Danmark*.

Der har således ikke betydning, om personen selv er dansk statsborger eller født i Danmark.

Hvis personen ikke er dansker, er vedkommende:

indvandrer, hvis personen er født i udlandet

efterkommer, hvis personen er født i Danmark

Statsborgerskab er uden betydning for den statistiske definition af indvandrere og efterkommere. For

at blive medregnet i statistikken som indvandrer, skal personen have opholdstilladelse i Danmark og

være tilmeldt Folkeregistret. Asylansøgere, som ikke har opholdstilladelse i Danmark, og som derfor

ikke er tilmeldt Folkeregistret, indgår derfor ikke i statistikken over udlændinge.

Anm.: * Hvis der ikke findes oplysninger om forældrene, er personen dansker, hvis vedkommende er dansk stats-

borger og født i Danmark. Personen er indvandrer, hvis vedkommende er født i udlandet, og personen er efter-

kommer, hvis vedkommende er udenlandsk statsborger født i Danmark.

Kilde: Danmarks Statistik.

Om talgrundlaget anvendt i denne rapport henvises generelt til bilag D. Der er kun i begræn-

set omfang tilgængelig statistik over brugen af danske velfærdsydelser fordelt efter oprindel-

sesland, hvorfor det i en del tilfælde har været nødvendigt at danne skøn baseret på registre,

udredningsrapporter og andet tilgængeligt materiale. Tidsperiode samt opgørelsesmetode kan

derfor variere mellem ydelserne.

Brugen af ydelserne efter oprindelse er så vidt muligt er beskrevet i såvel kapitel 4 vedrøren-

de sociale ydelser og kapitel 5 vedrørende serviceydelser, mens bilag C indeholder de samle-

de regelbeskrivelser og den overordnede ressourceanvendelse for ordningerne.

1.7 Sammenhæng med udvalg om ”Udredning af indvandringens

økonomiske konsekvenser”

Aftale mellem regeringen og Dansk Folkeparti om ”Nye tider. Nye krav.”

Med aftalen om Finanslov for 2011 indgik regeringen og Dansk Folkeparti aftalen ”Nye tider.

Nye krav.” om modernisering af reglerne for ægtefællesammenføring i Danmark. I denne

aftale indgår bl.a., at der skal gennemføres

en udredning af hvad indvandring koster det dan-

ske samfund.

Det fremgår således af aftalen ”Nye tider. Nye Krav.”, at:

”Regeringen og Dansk Folkeparti er derfor enige om, at der igangsættes en udredning, der

skal belyse de økonomiske virkninger af indvandringen og de økonomiske konsekvenser, hvis

den tidligere udlændingepolitik fra før 2002 var blevet videreført.

Side 16 af 514

Undersøgelsen skal derudover bl.a. afdække, hvad forskellige grupper af indvandrere koster i

direkte udgifter (f.eks. udgifter til asylområdet, tolke, integrationsprogram) og i udgifter til

særforanstaltninger i skoler og institutioner. Derudover skal undersøgelsen afdække, hvad

forskellige grupper af henholdsvis ikke-vestlige og vestlige indvandrere samt etniske danske-

re i gennemsnit koster og bidrager med til samfundet set over et livsforløb i dag set i forhold

til før regeringens tiltræden.”

Nedsættelse af tværministeriel arbejdsgruppe

På den baggrund blev der i december 2010 nedsat en tværministeriel arbejdsgruppe, som har

ansvaret for udarbejdelse af udredningen af indvandringens økonomiske konsekvenser. Ar-

bejdsgruppen består af repræsentanter fra Integrationsministeriet, Beskæftigelsesministeriet,

Finansministeriet, Indenrigs- og Sundhedsministeriet samt Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Integrationsministeriet varetager formandskab og sekretariat for arbejdsgruppen.

Af arbejdsgruppens kommissorium fremgår det, at arbejdsgruppen på baggrund af tidligere

undersøgelsers resultater samt evt. supplerende data skal afdække følgende spørgsmål:

•

Hvad koster forskellige grupper af indvandrere fra henholdsvis ikke-vestlige og vestlige

lande i direkte udgifter, f.eks. udgifter til asylområdet og integrationsprogrammer samt til

særforanstaltninger i skoler og institutioner.

Hvad koster og bidrager forskellige grupper af indvandrere og efterkommere med hen-

holdsvis ikke-vestlig og vestlig oprindelse samt etniske danskere i gennemsnit med til

samfundet over et livsforløb i dag set i forhold til før regeringens tiltræden.

Hvad de samfundsøkonomiske konsekvenser havde været, hvis den tidligere udlændinge-

politik fra før 2002 var blevet videreført.

Hvilke samfundsøkonomiske konsekvenser vil forskellige scenarier for den fremtidige

indvandring og integration have. Scenarierne kan f.eks. omfatte en vellykket integration,

en mindre fremtidig indvandring fra henholdsvis ikke-vestlige og vestlige lande samt en

større fremtidig indvandring af højtkvalificeret arbejdskraft.

•

Arbejdsgruppen om udredningen af indvandringens økonomiske konsekvenser har således

arbejdet parallelt med udvalget om ”Udlændinges ret til velfærdsydelser”, hvis afrapportering

nu foreligger. Arbejdsgruppen om indvandringens økonomiske konsekvenser og udvalget om

”Udlændinges ret til velfærdsydelser” har begge til formål at kortlægge indvandreres brug af

de danske velfærdsydelser, og har derfor flere sammenfald. For at sikre en sammenhæng

mellem arbejdet i arbejdsgruppen og udvalget, har der derfor været en tæt, løbende kontakt

og koordinering.

Arbejdsgruppens udredning af indvandringens økonomiske konsekvenser, som skal foreligge

i april 2011, vil som nævnt i første omgang ske ud fra den eksisterende viden, der skal danne

et godt udgangspunkt for eventuelle yderligere analyser. Når udredningen foreligger, vil afta-

leparterne mødes og aftale det videre forløb, herunder behovet for eventuelle yderligere un-

dersøgelser. Koordination mellem arbejdsgruppen og udvalget om ”Udlændinges ret til vel-

færdsydelser” er derfor sket under hensyntagen til, at sidstnævnte afrapportering skal forelig-

ge tidligere.

Side 17 af 514

2. Den danske velfærdsmodel – særlig i en international

kontekst?

2.1 Velfærdsmodeller

Danmark og de øvrige højtudviklede vestlige økonomier har et højt gennemsnitligt ind-

komstniveau til fælles. Der er til gengæld stor forskel på, hvordan de enkelte lande har valgt

at indrette sig i forhold til bl.a. velfærdsgoder og finansieringen heraf.

Man kan groft inddele landene i tre velfærdsmodeller efter, hvordan de leverer, organiserer

og finansierer velfærdsgoder, samt i hvilket omfang det offentlige, markedsmekanismer eller

familie og sociale relationer er med til at opfylde samfundets behov. De tre modeller er: Den

universelle model, den residuale model og den arbejdsmarkedsbaserede (korporative) model.

Gennemgangen af de tre modeller bygger primært på Esping-Andersen (2006), med mindre

andet er angivet.

Det skal understreges, at ingen af de tre velfærdsmodeller eksisterer i deres reneste form.

Derimod har alle lande i praksis en blanding af de tre modeller med forskellige tilgange til

forskellige goder. Generelt kan man dog på baggrund af et lands skattesystem og tilgang til

de vigtigste velfærdsgoder tale om, at landet overvejende falder ind under en af de tre vel-

færdsmodeller.

2.1.1 Den universelle velfærdsmodel

Den universelle model er den model, som Danmark og de andre nordiske lande primært hører

under. Modellen er kendetegnet ved solidaritet, da der som udgangspunkt er lige adgang til

velfærdsgoder for hele befolkningen, uden at det er forbundet med forudgående økonomiske

bidrag. Staten tager således hånd om den enkelte, og sociale udfordringer som eksempelvis

risikoen for at miste kompetencer under ledighedsperioder betragtes som et samfundsmæssigt

anliggende. Se boks 2.1 om Danmark som eksempel på den universelle model.

Den universelle model er karakteriseret ved en omfattende offentlig sektor og et relativt højt

skattetryk. Velfærdsmodellen indeholder en implicit forsikring for alle, og der er en relativt

høj grad af økonomisk omfordeling. Det offentliges rolle og ansvar indebærer bl.a., at de frie

markedskræfter til en vis grad begrænses. Befolkningen dækkes af det offentlige sikkerheds-

net, men samtidigt føler alle – i den teoretiske model – sig forpligtede til at bidrage økono-

misk til velfærdsstaten.

I den universelle velfærdsmodel er det primært det offentlige, der udbyder og bærer ansvaret

for velfærdsydelser. For at den enkelte ikke skal være afhængig af familien og samtidig ikke

være afhængig af at sælge sin arbejdskraft på markedet for at få adgang til velfærdsgoder, er

der kun begrænset eller ingen brugerbetaling på de vigtigste offentlige goder så som hospi-

talsbehandling, ældrepleje og uddannelse. Subsidieret børnepasning giver desuden mænd og

kvinder mulighed for at arbejde frem for at være hjemmegående.

Selv i den universelle model tilfalder velfærdsgoder ikke altid hele befolkningen, men et

overvejende flertal. Eksempelvis vil et system, hvor de rigeste 2 pct. af befolkningen ikke har

adgang til visse velfærdsgoder, stadig blive karakteriseret som en universel model. Det afgø-

rende er, at systemet omfatter samfundets middelklasse.

Velfærd og beskæftigelse hænger afgørende sammen i den universelle model. Indkomstsik-

kerhed i form af et offentligt sikkerhedsnet finansieres således gennem beskæftigelse. Om-

Side 18 af 514

kostningerne, der er forbundet med opretholdelsen af et solidarisk universelt velfærdssystem,

kan kun dækkes, hvis de sociale problemer begrænses, samtidigt med at de offentlige indtæg-

ter maksimeres. For at nå det optimale ligevægtspunkt skal beskæftigelsen derfor maksime-

res, og antallet af personer på sociale overførselsindkomster skal minimeres.

Hverken i den residuale eller i den arbejdsmarkedsbaserede velfærdsmodel er høj eller endda

fuld beskæftigelse en nødvendighed. Faktisk understøtter den arbejdsmarkedsbaserede model

ikke, at begge voksne i en familie arbejder.

Beskæftigelsesmæssig ulighed mellem kønnene

er også af mindre betydning end de frie markedskræfter i den residuale model.

Boks 2.1.

Danmark som eksempel på den universelle velfærdsmodel

Den universelle model kaldes ofte den nordiske eller skandinaviske velfærdsmodel, da de nordiske

lande er kendetegnet ved en stor offentlig sektor og et højt skattetryk. Landenes velfærdsydelser er i

vid udstrækning universelle og finansieret gennem progressive skatter, frem for at være selektive eller

regressivt finansierede.

De danske velfærdsgoder omfatter i vid udstrækning hele befolkningen og har et relativt højt ydelses-

niveau. Danmark har samtidigt en skattemodel med både en bred skattebase og et højt skattetryk. Ek-

sempler på universelle velfærdsgoder, hvor ydelsesniveauet internationalt set er relativt højt, er børne-

checken, SU og folkepensionens grundbeløb. Det danske velfærdssystem hører således generelt under

den universelle model.

De danske serviceydelser er et eksempel på den universelle velfærdsmodel. Serviceydelserne er meget

omfattende inden for alle områder, og Danmark er blandt de lande, der har det største omfang af pas-

ningsmuligheder for 0-6-årige. Ved siden af det offentlige udbud af velfærdsservices som børnepas-

ning, sundhed og uddannelse findes der et privat udbud af velfærdsservices. I langt de fleste tilfælde er

de private tilbud kraftigt subsidieret (der er dog delvise undtagelser på sundhedsområdet som medicin,

tandlægebehandling og andre former for ikke-lægelige behandlingstilbud). Adgangen til de danske

serviceydelser er i høj grad uafhængig af folks indkomstforhold. Børnepasning afviger dog fra den

universelle velfærdsmodel pga. den relativt høje brugerbetaling til daginstitutioner, samt en hel eller

delvis fripladsordning, der er afhængig af husstandens indkomst.

Der er ligeledes områder, hvor de danske velfærdsgoder adskiller sig fra den universelle model. Der

eksisterer nogle behovsprøvede velfærdsgoder, bl.a. i kontanthjælpssystemet, folkepensionen og æl-

drechecken. Man kan argumentere for, at folkepensionen er et universelt program, da det indeholder et

grundbeløb, der er en ensartet universel ydelse. Arbejdsmarkedspensionssystemet er dog et område,

hvor Danmark klart afviger fra den universelle velfærdsmodel. Både folkepension, dagpenge og barsel

kan suppleres med langt gunstigere overenskomstbaserede ordninger. De offentlige ordninger tilbyder

generelt kun basal tryghed for mange lønmodtagere. De danske overførselsindkomster er således en

kombination af universelle ydelser og ydelser, der giver basal tryghed.

Hovedparten af de sociale velfærdsopgaver udføres i Danmark af det offentlige og ikke af markedet,

familien, kirken eller landsdækkende velfærdsorganisationer. Dette adskiller Danmark fra den residua-

le velfærdsmodel, hvor velfærd opnås gennem markedet og private sundhedsforsikringer, samt den

arbejdsmarkedsbaserede velfærdsmodel, der baserer velfærden på sociale netværk, familie og kirke.

I Danmark er det offentlige ansvarlig for finansieringen og leveringen af de velfærdsydelser, der udby-

des til borgerne. Som tidligere omtalt er der supplerende socialsikringsordninger, der ikke er offentligt

organiseret, og også kerneydelser som arbejdsløshedsforsikring og arbejdsskadeforsikring er privat

organiseret.

Kilde: Green-Pedersen, Klitgaard og Nørgaard (2004) for Velfærdskommissionen.

I den oprindelige model var det eksplicit kvinder, der ikke blev motiveret til at arbejde.

Side 19 af 514

2.1.2 Den residuale velfærdsmodel

Den residuale model er en model, som de engelsktalende lande USA, Storbritannien og Au-

stralien hovedsageligt falder ind under. I den residuale model lægges der i modsætning til den

universelle model vægt på, at de frie markedskræfter sørger for, at hovedparten af efter-

spørgslen på velfærdsydelser imødegås. I denne velfærdsmodel har markedet og individet

frihed til at bestemme udviklingen. Det offentlige yder kun et minimum af universelle goder.

Se boks 2.2 om USA som eksempel på den residuale velfærdsmodel.

Den residuale model er karakteriseret ved en lille offentlig sektor og lave skattesatser. Der er

således en lav grad af økonomisk omfordeling og generelt større ulighed end i den universelle

model.

Da de sociale ydelser hovedsageligt er forbeholdt lavindkomstgruppen, er det svært at kvali-

ficere sig til ydelserne, som desuden er begrænsede både i omfang og værdi. En af grundene

til den begrænsede adgang er, at der ifølge modellens antagelser ellers ville være tilbøjelighed

til at udnytte velfærdsydelserne frem for at arbejde.

Boks 2.2.

USA’s sundhedssystem som eksempel på den residuale velfærdsmodel

I USA bærer både det offentlige og det private et ansvar ift. sundhedssystemet, men alligevel er det

ikke alle, der reelt har adgang til sundhedsydelserne. USA er dermed det eneste OECD-lande, der har

et sundhedssystem, som ikke tilbyder en universel dækning.

Beskæftigede og deres familier er som udgangspunkt forsikrede gennem arbejdet, mens udsatte grup-

per og ældre uden arbejde er dækket gennem offentlige programmer. De seneste års udvikling har dog

medført en gradvist lavere dækning, da virksomhederne i større grad anvender kontrakttyper, som ikke

kvalificerer de ansatte til en sundhedsforsikring, så mange står helt uden reel adgang til fyldestgørende

behandling.

Næsten halvdelen af alle amerikanere har en sygeforsikring gennem deres egen eller et familiemed-

lems arbejde. Det er frivilligt for arbejdsgiverne at tilbyde deres medarbejdere forsikringer, men alle

medarbejdere skal tilbydes den samme ordning. På trods af forsikringen er der stadig betydelig bruger-

betaling i forbindelse med behandling eller indlæggelse. Det indebærer i praksis, at ikke alle forsikrede

har råd til den optimale behandling i forbindelse med sygdom.

Godt en fjerdedel af alle amerikanere er dækket af en offentligt finansieret sygeforsikringsordning. De

to bærende programmer i det offentlige system er Medicare og Medicaid/S-CHIP.

Medicare

er et føderalt forsikringsprogram, der dækker næsten alle amerikanere over 65 år, samt kro-

nisk syge (f. eks. personer med nyresvigt) og handicappede, der har ret til offentlig pension. Medicare-

patienter har lige adgang til sundhedsydelser uden hensyn til indkomst eller tidligere sygdomsforløb og

fungerer i realiteten som et universelt system for de berettigede. I 2010 dækkede Medicare omkring 46

mio. personer eller cirka 15 pct. af befolkningen.

Medicaid/S-CHIP

er et delt føderalt/statsligt program, der tilbyder primært akutte sundhedsydelser til

de laveste indkomstgrupper. Der er adgang til Medicaid for personer med børn og gravide, der har

indkomst på under 133 pct. af den føderale fattigdomsgrænse, samt udvalgte lavindkomstgrupper med

særlig vægt på børn, gravide, ældre og handicappede.

Tæt knyttet til Medicaid er børnesundhedsprogrammet, S-CHIP, der blev introduceret i 1997. Pro-

grammet retter sig mod børn, der falder mellem Medicaid for de fattigste og de arbejdsrelaterede for-

sikringer, og programmet tilbyder generelt de samme ydelser som Medicaid. Vermont har brugt S-

CHIP til at lave universel dækning for børn, mens en femtedel af børn i Texas er uforsikret. Der er

således stor forskel på dækningen i de forskellige stater.

Side 20 af 514

Reelt har ikke alle adgang til sundhedsvæsenet

Mens sundhedsforsikringer gennem arbejdet giver mange amerikanere adgang til behandling af relativt

høj kvalitet, og offentlige sundhedsforsikringer giver en betydelig gruppe adgang til akutte sundheds-

ydelser, var der i 2009 ca. 46 mio. personer helt uden en sundhedsforsikring. Disse personer har stadig

adgang til sundhedssystemet, men skal i princippet selv betale for behandlingen, hvilket mange ikke

har råd til. Der er således mange amerikanere, der ligger i den mellemindkomstgruppe, der har for høj

indkomst til at være omfattet af Medicaid, men som alligevel ikke har råd til at tegne en sundhedsfor-

sikring.

Sundhedsreform

USA har for nyligt vedtaget en sundhedsreform, der vurderes at nedbringe antallet af uforsikrede med

ca. 32 mio. mennesker, så dækningsgraden stiger fra ca. 83 til ca. 94 pct. af alle amerikanere.

Hovedelementerne i reformen er øget forbrugerbeskyttelse ved køb af sundhedsforsikringer, oprettelse

af særlige forsikringsbørser, der skal gøre det lettere og billigere for enkeltpersoner og små virksomhe-

der at købe sundhedsforsikringer, og udvidelse af det offentlige Medicaid-program for de dårligst stil-

lede amerikanere. Samtidig indføres en pligt for alle om at have en sundhedsforsikring. Det bliver dog

muligt at betale en bøde, hvis man ikke har en sundhedsforsikring, og ligeledes kan virksomhederne få

en bøde, hvis ikke alle ansatte er forsikrede.

Selv efter reformen vil der være en betydelig gruppe amerikanere, som ikke er dækket af sundhedssy-

stemet, og der vil altså fortsat ikke være tale om en universel dækning, selvom reformen tager et skridt

i den retning. Amerikanere uden sundhedsforsikring vil fortsat kun kunne modtage akut behandling

eller skulle betale hele behandlingen selv, hvis der ønskes en mere udvidet behandling såsom forebyg-

gelse, genoptræning eller lignende.

Kilde: Den danske ambassade i USA.

2.1.3 Den arbejdsmarkedsbaserede velfærdsmodel

Den arbejdsmarkedsbaserede eller korporative model, som den også kaldes, er i stor udstræk-

ning anvendt i Mellemeuropa, herunder Tyskland, Frankrig og Italien. Modellen bygger på et

princip om beskæftigelse for den enkelte som grundlag for retten til ydelser. De beskæftigede

forsikres via sociale bidrag fra lønmodtageren, fagforeningen og/eller arbejdsgiveren. Ydel-

serne er baserede på arbejdsmarkedsfinansierede forsikringer og tildeles primært i forbindelse

med arbejdsløshed, sygdom og tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. Adgangen til og omfan-

get af velfærdsgoder er således bedst for de beskæftigede og stiger med antal år på arbejds-

markedet. Til gengæld er de, der befinder sig uden for arbejdsmarkedet, i høj grad afhængige

af sociale netværk og familie. Den arbejdsmarkedsbaserede model er med til at opretholde

statusforskelle og medfører kun begrænset økonomisk omfordeling. Se boks 2.3 om Tyskland

som eksempel på den arbejdsmarkedsbaserede velfærdsmodel.

I den arbejdsmarkedsbaserede model udbyder både det offentlige, det frie marked og det so-

ciale netværk (venner, familie og andre sociale relationer) velfærdsydelser. De frie markeds-

kræfters spiller dermed en mere begrænset rolle end i den residuale model. Den arbejdsmar-

kedsbaserede velfærdsmodel er indrettet således, at hvis en person mister sit arbejde, skal det

offentlige som udgangspunkt ikke agere sikkerhedsnet. Derimod er det de netværk, som indi-

videt er en del af, som skal sikre et eksistensminimum. Det offentlige griber kun ind, når de

sociale relationers forsørgerevne er udtømt (Andersen, 2004).

I den arbejdsmarkedsbaserede model er familie og religiøse samfund vigtige faktorer i for-

hold til udbuddet af velfærdsgoder. Religiøse og private organisationer bærer særligt et stort

ansvar ift. omsorgsområdet (f.eks. børne- og ældreomsorg). Desuden er modellen forbundet

med traditionelle familieformer, hvor manden arbejder, og kvinden er hjemmegående. Tilde-

lingen af velfærdsgoder tager således ikke kun udgangspunkt i individets situation, men for-

holder sig også mere bredt til individets familiære forhold og sociale relationer. Familieydel-

Side 21 af 514

serne tilskynder en fastholdelse af husmoderrollen. På grund af de traditionelle familieformer

er offentlige børneinstitutioner og lignende serviceydelser ikke udbredt (Andersen, 2004).

Boks 2.3.

Tyskland som eksempel på den arbejdsmarkedsbaserede velfærdsmodel

Den tyske socialsikring er hovedsageligt baseret på arbejdsmarkedsforsikringer. I 2010 var følgende

sociale ordninger lovpligtige:

Pensionsforsikring: Omfatter alle lønmodtagere, studerende og handicappede i socialforsik-

ringspligtige stillinger på arbejdsmarkedet. Selvstændige og freelancearbejdere er under be-

stemte forudsætninger også forsikrede.

Pensionen stiger med indkomsten og antallet af for-

sikrede år. Der indbetales 19,9 pct. af bruttolønnen til ordningen.

Arbejdsløshedsforsikring: Omfatter alle der er beskæftiget i mindst 18 timer om ugen. Ar-

bejdsløshedsforsikringen giver ret til bl.a. dagpenge. Der betales 2,8 pct. af bruttolønnen til

ordningen.

Sygeforsikring: Omfatter alle arbejdstagere med indkomster under en fastsat grænse, men kan

tegnes frivilligt af arbejdstagere med en højere indtægt. Arbejdstagere, der har en højere ind-

tægt, kan vælge at tegne en privat sygeforsikring. Bidragssatsen til sygeforsikringen udgjorde

i 2010 14,9 pct. af bruttolønnen. Der betales yderligere et lægegebyr på 10 euro per konsulta-

tion per kvartal.

Plejeforsikring: Omfatter alle der hører under den lovpligtige sygeforsikring. Plejeforsikrin-

gen dækker udgifter for ekstra plejekrævende personer (f.eks. ældre og handicappede) til bl.a.

hjemmehjælp og understøttelse. Bidragssatsen til plejeforsikringen var i 2010 på 1,95 pct. af

bruttolønnen. For barnløse betaler arbejdstager 0,25 pct. ekstra.

Bidragene til ordningerne finansieres af henholdsvis arbejdsgiver og lønmodtager med halvdelen hver,

og udgjorde i 2010 tilsammen i alt knap 40 pct. af bruttolønnen. Der er dog enkelte ordninger, hvor der

er udmålingsgrænser (maksimumbeløb), således at der ikke betales bidrag af den del af lønnen, der

ligger over udmålingsgrænsen.

Udover de fire forsikringer, som arbejdsgiver såvel som lønmodtager betaler til, er der en ulykkesfor-

sikring, som er lovpligtig for alle arbejdstagere. Arbejdsgiveren betaler alene bidraget til ulykkesfor-

sikringen.

Det udvidede familieforsørgerbegreb i socialsystemet

Det udvidede familieforsørgerbegreb i tysk sociallovgivning indebærer bl.a., at voksne børn har et

økonomisk ansvar for deres forældre. Det betyder, at hvis en ældre person ikke kan klare sig selv og er

henvist til hjælp fra det offentlige, kan regningen blive sendt videre til børnene. Afklaringen af beta-

lingsforholdet foretages af den ansvarlige myndighed.

Dagpenge (Arbeitslosengeld I)

Arbejdssøgende, der står til rådighed for arbejdsmarkedet og har opbrugt deres ret til dagpenge (Ar-

beitslosengeld I) eller ikke har optjent ret hertil, kan søge om Arbeitlosengeld II.

Socialhjælp

Socialhjælpen kan tildeles personer, der er i nød og ikke selv eller gennem hjælp fra andre (f. eks.

familien) kan klare sig. Socialhjælp er en skattefinansieret, kommunal ydelse, der tildeles personer,

som ikke kan arbejde mindst tre timer om ugen. Der findes to hovedtyper af socialhjælp:

Hjælp til underhold, som omfatter hjælp til bl.a. mad, bopæl, tøj, personlig pleje, varme og

daglige fornødenheder.

Hjælp i særlige livssituationer, som bl.a. omfatter forebyggende sundhedshjælp, hjælp til gra-

vide, indslusningshjælp til handicappede og hjælp til hjemlig pleje.

For begge typer socialhjælp gælder princippet om skøn og behov, men der findes dog normsatser.

Kilde: Den danske ambassade i Tyskland.

Den samlede beskæftigelse i Tyskland var ifølge Bundesagentur für Arbeit, der hører under det tyske

beskæftigelsesministerium, i november 2010 på godt 41 millioner. Heraf var antallet af socialforsik-

ringspligtige stillinger i oktober 2010 på godt 28 millioner, hvilket svarer til 70 pct. af den samlede

beskæftigelse.

Side 22 af 514

Tabel 2.1 giver en oversigt over nogle af de vigtigste karakteristika for velfærdsmodellerne,

og hvordan de adskiller sig fra hinanden.

Tabel 2.1.

Oversigt over de tre velfærdsmodeller

Universel model

Primært formål

Primær ansvars-

placering

Finansiering af

sociale ydelser

Primære ydelses-

modtagere

At sikre alle

Det offentlige

Finansieret gennem

skatten

Alle har lige adgang

til ydelser

Personer med lavest

indkomst og ustabil

tilknytning til ar-

bejdsmarkedet

Afkobling

Stor

Staten

Danmark, Norge og

Sverige

Residual model

At sikre de svageste

Individet

(gennem markedet)

Finansieret af private forsik-

ringer og i begrænset om-

fang det offentlige

Kun de svageste borgere

kan få velfærdsydelser og

ydelserne er lave

Personer med høj indkomst

pga. det lave skatteniveau

Arbejdsmarkedsbaseret

model

At sikre efter fortjeneste

Arbejdsmarkedet og sociale

relationer (familie)

Finansieret via obligatoriske

sociale bidrag

Personer (inkl. familie), der

har eller har haft tilknytning

til arbejdsmarkedet, er

bedst dækket

Personer (inkl. familier)

med tilknytning til arbejds-

markedet

Kobling

Mellem

Arbejdsgiveren/familien

Tyskland, Frankrig og Itali-

Hvem tilgodeser

modellen?

Sammenkobling

ml. bidrag og ydel-

Den sociale

omfordeling

Centralt element

Landeeksempler

Kobling

Lille

Markedet

USA, Storbritannien og

Australien

Kilde: Inspireret af Andersen (2004), Esping-Andersen (2006), Jon Kvist, Torben M. Andersen og sekretariatet.

Fortrængningseffekt af offentlige ydelser

Uanset hvilken type velfærdsmodel et land falder ind under, kan det offentlige tilbyde nogle

velfærdsgoder, som uden det offentliges tilstedeværelse ville være blevet udbudt af den priva-

te sektor. Der er altså tale om en fortrængningseffekt, hvor det offentlige fortrænger den pri-

vate sektor. Da den offentlige sektor er størst i den universelle model, er det selvsagt oplagt,

at der er mest fortrængning der.

I Danmark gives der eksempelvis store offentlige driftstilskud (og godtgørelser) til en bred

vifte af voksen- og efteruddannelser. Det indebærer en risiko for, at de offentlige udbydere af

voksen- og efteruddannelse fortrænger private udbydere, der udbyder kurser uden offentligt

tilskud (Arbejdsministeriet, Undervisningsministeriet og Finansministeriet 1999).

Det er imidlertid ikke kun i den universelle model, der er fortrængningseffekter, da både den

residuale og den arbejdsmarkedsbaserede velfærdsmodel ligeledes kan indeholde elementer,

hvor det offentlige fortrænger den private sektor.

Eksempelvis gennemførte den amerikanske regering betydelige nedskæringer i dækningen af

sundhedsydelser for indvandrere i 1996. Indvandrere blev påkrævet, at de skulle have været 5

år i landet, før der blev givet adgang til det offentlige sundhedssystem. Data afslører, at ned-

skæringerne blev modsvaret af øget arbejdsudbud blandt indvandrere, som derved kvalifice-

rede sig til arbejdsgiverbetalte sundhedsforsikringer. Nogle delstater kompenserede for den

nationale nedskæring af sundhedsdækning for indvandrere ved at udvide delstatens sund-

hedsdækning, og i disse delstater faldt arbejdsudbuddet. Begge resultater dokumenterer en

fortrængningseffekt af den offentlige sundhedsdækning, da den private sektor ville have leve-

ret ydelserne, hvis ikke det offentlige udbød dem (Borjas 2003).

Side 23 af 514

2.2 Den danske velfærdsmodel under pres

Mens en dansk universel model kan fungere i et hypotetisk lukket system, er situationen

anderledes udfordrende i en globaliseret verden, hvor ind- og udvandring påvirker sam-

mensætningen af befolkningen, både hvad angår kompetencer og brug af velfærdsgoder.

Samtidigt kan globaliseringen sætte den implicitte sociale kontrakt om finansiering af vel-

færdssamfundet under pres, når der i perioder af et livsforløb ikke betales skat.

Serviceydelser

I takt med at den gennemsnitlige indkomst er steget i Danmark, er befolkningens ønsker og

forventninger om flere og bedre skattefinansierede serviceydelser også steget. Et voksende

udbud af serviceydelser er sårbart overfor mobilitet over grænserne.

Der er i dag generelt ingen optjeningsregler ift. serviceydelser. Udlændinge kvalificerer sig

direkte til ydelserne, når der tages lovligt ophold i Danmark. Eksempelvis har udlændinge,

der tager ophold i Danmark, adgang til subsidieret børnepasning eller gratis uddannelse, uden

at der betinges på eksempelvis en efterfølgende erhvervsaktiv periode.

Ligeledes har danskere mulighed for at trække på ydelserne i perioder af deres liv uden at

bidrage til systemet via skatten gennem hele eller dele af deres arbejdsliv. Eksempelvis er det

muligt at uddanne sig i Danmark for derefter at tage til udlandet og arbejde i en årrække og

efterfølgende igen vende hjem til Danmark og trække på sundhedssystemet senere i livet.

I takt med at serviceydelserne vokser i omfang, bliver samfundet således mere sårbart overfor

både ind- og udvandring.

Dansk flexicurity udfordres af arbejdskraftens frie bevægelighed i EU

Den danske velfærdsmodel bygger på en implicit antagelse om, at folk lever i samme land

hele deres liv. Desuden skal dem, der klarer sig godt, være villige til at betale for dem, der

klarer sig mindre godt. Danmark udfordres således ved mobilitet over grænserne. Se boks 2.4

om den særlig udfordring Danmark står overfor i EU-sammenhæng.

Boks 2.4.

Dansk flexicurity udfordres af arbejdskraftens frie bevægelighed i EU

Som eksempel på de udfordringer Danmark står overfor, kan man betragte den internationalt aner-

kendte danske flexicurity på arbejdsmarkedet. Flexicuritymodellen bygger på, at relativt generøse

sociale ydelser er bundet op på ret-og-pligt, som for de ledige består af aktivering og jobsøgning. For

at sikre en tilstrækkelig jobsøgning, og at den ledige reelt står til rådighed for arbejdsmarkedet, testes

det løbende, om behovet for ydelsen fortsat består, samt om den ledige opfylder sine forpligtelser.

Afkobles sammenhængen mellem ydelser og pligter, er de relativt generøse ydelser sårbare ift. utilsig-

tet brug. Utilsigtet brug kan være gennem social turisme, hvor migranter udnytter forskelle i landenes

velfærdsydelser til at optimere deres indkomst eller gennem emigration med ydelser fra Danmark til

et land med langt færre pligter og mindre opfølgning i arbejdsmarkedssystemet.

Når flere og flere service- og sociale ydelser hænges op på rettighedstankegangen (ret-og-pligt), kan

det medføre et øget problem ift. f.eks. eksportable ydelser uden opfølgning. Eksempelvis vil det være

omkostningsfyldt at teste modtagernes behov i andre lande. Samtidigt har et modtagerland for perso-

ner, der har medbragt eksportable ydelser fra Danmark, kun et meget lille incitament til at teste perso-

nens behov, da det i sidste ende kan medføre en øget belastning for modtagerlandet.

Konkrete eksempler på ydelser, hvor kortvarig beskæftigelse i Danmark kvalificerer til langvarige

eksportable ydelser på relativt højt niveau, er sygedagpenge og barselsdagpenge. Ydelserne er i Dan-

mark bundet op på opfølgning, mens det i praksis er umuligt at kontrollere det fortsatte behov for

ydelsen i udlandet.

Side 24 af 514

2.2.1 Model for velfærdsmagneter

Der kan opstilles teoretiske modeller for hvordan generøse, universelle velfærdsmodeller,

kommer under pres som følge af international migration. Den danske velfærdsmodel har

flere karakteristika, der passer på beskrivelsen af en velfærdsmagnet.

Det danske skattetryk er internationalt set meget højt, og skatteprocenten stiger med ind-

komsten, således at dem med de højeste indkomster ikke blot betaler mest i kroner og ører,

men også den største andel af indkomsten.

Som følge af den progressive skat er der et lavere afkast af uddannelse i Danmark end i de

fleste andre lande, da indkomsten typisk stiger med uddannelse. Danmark tilbyder dermed

en kombination af relativt generøse velfærdsgoder for alle og et relativt lavt (disponibelt)

lønafkast på uddannelse.

Danmark risikerer således at afskrække højtuddannede fra at blive eller tage ophold i lan-

det, mens de svageste eller lavtuddannede bliver eller tiltrækkes af de relativt generøse

velfærdsgoder.

Social turisme

Borjas (1999) undersøger teoretisk og empirisk, hvordan amerikanske stater presses af hin-

anden i forhold til valg forbundet med velfærdsgoder og migration. Intuitionen bag hypote-

sen om emigranters valg af opholdsstat og deres overnormale træk på velfærdsydelser kan

ved en omskrivning til danske forhold beskrives som følger (se boks 2.5 for en formel be-

skrivelse af modellen):

Det er besværligt eller omkostningsfyldt at flytte fra et land til et andet. Antages det, at

flytteomkostningerne er relativt store, medfører det, at det ikke er attraktivt for ret mange

personer, der er født i et land med et relativt stort velfærdssystem at flytte til et andet land

med et lignende velfærdssystem, selv hvis det andet land tilbyder lidt bedre velfærdsgoder.

Flytteomkostninger skal forstås som ikke blot de faktiske omkostninger til flyttemænd osv.,

men også omkostninger forbundet med at lære et nyt sprog, miste sit sociale netværk osv.)

Omvendt er emigranter, der allerede har besluttet sig for at forlade hjemlandet og bosætte

sig i et andet land langt væk, en selektiv gruppe, som er uafhængig af flytteomkostninger-

ne, og som blot vælger at bosætte sig, hvor det bedst kan betale sig. Dette valg refereres til

som selvselektion. Mens danskfødte personer på sociale ydelser bliver, hvor de er født, vil

indvandrere, der er tilbøjelige til at være på sociale ydelser, vælge det land, der tilbyder de

bedste ydelser for dem. Tilbøjeligheden til at være på sociale ydelser skal opfattes som den

information, folk har om deres eget helbred, kvalifikationer o.l., som gør, at de kan vurdere,

om de med stor sandsynlighed får et velbetalt arbejde, eller om de eksempelvis er i risiko-

gruppen for at blive overførselsindkomstmodtagere.

Der er selvsagt en række antagelser i modellen, som ikke afspejler virkeligheden eller en

dansk kontekst. Betragtes migranters valg mellem lande i EU, kan det spille ind, at indvan-

drere ikke har lige adgang til alle lande i EU og således ikke kan vælge frit mellem landene.

Desuden er grupperingen af etniske grupper i bestemte lande og byer samt disses netværk,

som formidler information om arbejds- og ydelsesmuligheder til potentielle emigranter i

hjemlandet, ikke inkorporeret i modellen. Modellen illustrerer dog i grove træk, hvordan et

højtudviklet land med et stort velfærdssystem kan komme under pres gennem selvselektion

af indvandrere, hvis ikke der dæmmes op med særlige regler for indvandringen eller i for-

hold til adgangen til velfærdsgoderne.

Side 25 af 514

Boks 2.5.

Formel model for en velfærdsmagnet

Omskrives Borjas’ model til et dansk scenarie, kan man belyse nogle af de udfordringer, den dan-

ske model står overfor.

Antag at der er to højtudviklede lande: Land 1 (eksempelvis Danmark) og land 2 (eksempelvis

Tyskland), og at alle folk er indkomstmaksimerende.

De folk, der er født i landene 1 og 2, antages at være tilfældigt fordelt og forholdet mellem (loga-

ritmen af) lønnen og kompetencer (empirisk bruges uddannelse) i land j er:

log

(

)

(1)

hvor w

er lønnen i land j,

er gennemsnittet af (logaritmen af) lønnen, og

er en stokastisk (ran-

domiseret) variable, der angiver afvigelsen fra den gennemsnitlige (logaritme af) løn, og som har en

endelig varians. Variablen

kan dermed fortolkes som en mobil kompetence, der kan anvendes i

alle lande. Parameteren

angiver således lønafkastet på kompetencer.

De to lande har hver et velfærdsprogram, der simpelt antages at sikre en nedre indkomstgrænse på

(logaritmen af)

til alle, der er bosiddende i landet, uanset hvor personen er født. Det antages at

er exogent bestemt, og at finansieringen ikke indgår i modellen*.

Hvis det først antages at være uden omkostninger at flytte fra et land til et andet, fås scenariet i

figur X, hvor land 1 tilbyder flere sociale ydelser end land 2 (θ

). Figuren viser, at alle der har

kompetencer under

vælger at bosætte sig i land 1 og modtage sociale ydelser. Alle der har kom-

petencer mellem

vælger at bosætte sig og arbejde i land 1, og alle der har kompetencer

over

vælger at bosætte sig og arbejde i land 2. På denne måde samles alle, der modtager sociale

ydelser eller har få kompetencer (lidt uddannelse) i det land, der har det mest generøse velfærdssy-

stem og det laveste afkast på uddannelse, mens de bedst kvalificerede samles i det andet land.

Figur X:

Geografisk fordeling uden flytteomkostninger og det mest generøse velfærdssystem i land

1 (θ

) samt størst lønafkast i land 2 (η

)

Log w

Land 2

Arbejder i

land 1

Modtager

velfærdsgo-

der i land 1

Land 1

Arbejder i

land 2

I virkeligheden er der naturligvis omkostninger forbundet med at flytte fra et land til et andet. Om-

kostningerne inkluderer selve flytteomkostningerne, men også omkostninger forbundet med at lære

et nyt sprog, midlertidig forsørgelse af ægtefællen eller i form af et mindre socialt netværk. Peder-

sen, Pytlikova og Smith (2004) konkluderer, at både de økonomiske omkostninger ved at flytte såvel

som de omkostninger, der er forbundet med sprog- og kulturforskelle, er vigtige. Antages de samlede

omkostninger (π) at svare til en fast andel af en persons indkomst i fødelandet, koster det

πw

flytte til et andet land for en person, der er født i land j. Det antages, at

er ens for alle.

Side 26 af 514

Figur Y viser konsekvensen af flytteomkostninger for personer født i land 2. Det antages, at land 1

tilbyder højere velfærdsydelser end land 2. Resultatet er nu, at personer på sociale ydelser bliver i

land 2. Flytteomkostningerne stopper altså i praksis både indvandring til land 1 af personer på soci-

ale ydelser og personer med få eller ingen kompetencer fra land 2, fordi de ekstra velfærdsgoder

ikke er tilstrækkelige til at kompensere for omkostningerne forbundet med at flytte.

Figur Y:

Geografisk fordeling af personer født i land 2 ved faste flytteomkostninger og mest gene-

røse velfærdsgoder i land 1 (θ

) og størst lønafkast i land 2 (η

)

Log w

Omkostnings-

justeret land 2

Land 2

Land 1

Alle bliver i land 2

Modellen har indtil nu kun forholdt sig til fordelingen af personer mellem to lande, der i forhold til

et lavindkomstland kun har små forskelle i omfanget af velfærdsgoder. Personerne kommer altså

fra et højtudviklet land med en relativt høj gennemsnitlig levestandard, og hvor der – om end i

forskellig grad – tages hånd om de svageste.

Introduceres et mindre udviklet land (eksempelvis et 3. land som Tyrkiet) i modellen, bliver bille-

det mere realistisk. Landet angives som land 0. Det antages, at landet har et langt mindre udviklet

velfærdssystem til at tage hånd om de svageste, end land 1 og 2 har, og velfærdsgoderne sættes

derfor til 0 i modellen. Personer fra land 0 står overfor samme lønfordeling som i (1), men har et

alternativ – nemlig lønnen i hjemlandet 0.

En potentiel indvandrer fra land 0 ved, at det er omkostningsfyldt at flytte til land 1 eller 2. Der er

til gengæld ikke særlige flytteomkostninger forbundet med at vælge et land frem for et andet –

eksempelvis Danmark frem for Tyskland – hvis man overvejer at flytte fra mellemøsten til et sted i

Europa.

Figur Z viser, hvordan personer fra land 0 vil fordele sig mellem lande med forskellige velfærdssy-

stemer. Flytteomkostningerne ændrer ikke på lønafkastet i land 1 og 2. Figuren viser, at de perso-

ner, der har færrest kompetencer, og som derfor er tilbøjelige til at modtage sociale ydelser (hvis

landet tilbyder nogle), vil flytte til land 1. Personer med få kompetencer (mellem

) bosætter

sig og arbejder i land 1, mens personer med lidt bedre kompetencer (mellem

) flytter til

land 2 og arbejder. De bedst kvalificerede personer fra land 0 bliver i hjemlandet, der i eksemplet

har det største lønafkast ift. kompetencer, hvilket kan skyldes en meget lav skat og en meget lille

gruppe af højtuddannede personer.

Side 27 af 514

Figur Z:

Geografisk fordeling af personer født i land 0 ved faste flytteomkostninger, mest generøse

velfærdsgoder i land 1 (θ

) og mindst lønafkast i land 1 (η

)

Log w

Land 0

Arbejder i

land 1

Modtager

velfærdsydelser

i land 1

Bliver i

land 0

Arbejder

i land 2

Land 2

Land 1

Modellen viser, hvordan indvandrere med få eller ingen kompetencer vil være overrepræsenterede i

et land med større velfærdsgoder end andre lande – selvom der er en omkostning forbundet med at

flytte. Grupperingen af indvandrere er altså magen til den fordeling, der ville være blandt indbyg-

gerne i land 1 og 2, hvis der ikke var nogen omkostning ved at flytte.

Anm.: *Dette er selvsagt en urealistisk antagelse, da øget indvandring af personer på sociale ydelser vil få syste-

met til at kollapse over tid pga. manglende finansiering. Men netop ved at se bort fra finansieringen i modellen ses

de stiliserede konsekvenser, hvis der ikke gøres noget.

Kilde: Borjas (1999, 2000 og 2004).

Forudsigelsen i modellen er, at indvandrere til dels bosætter sig ud fra en vurdering af egne

kompetencer og omfanget af velfærdsydelser, der tilbydes. Data fra USA viser, at indvandre-

re, der modtager sociale ydelser, er overrepræsenterede i de stater, der har de bedste vel-

færdsydelser. Den teoretiske models forudsigelser understøttes altså empirisk.

Modellen forudsiger ved en generalisering af valg af opholdsland, at lande, der som Danmark

har valgt relativt generøse velfærdsgoder til alle og en relativt højt og progressivt indkomst-

beskatning, vil fungere som en magnet og tiltrække personer med få kompetencer og med

tilbøjelighed til at være på sociale ydelser. Dette vil naturligvis ikke være holdbart på lang

sigt, da der vil opstå et voksende træk på ressourcerne, mens skattebasen vil blive mindsket.

Empiriske vurderinger af social turisme i Danmark

Danmark har oplevet en stor stigning i både ind- og udvandringen siden 1950’erne. Med en

fortsat mere globaliseret verden kan migration få en stadig større betydning for både kon-

junkturforløb i den indenlandske økonomi og sammensætningen og størrelsen af den frem-

tidige arbejdsstyrke.

Betragter man andelen af nytilkomne indvandrere i Danmark, modtager en større andel soci-

ale ydelser eller arbejder inden for områder med få eller ingen særlige kvalifikationskrav, end

det er tilfældet for danskerne (DØR 2007). Kombineret med en generel større mobilitet i ver-

den er der således aspekter i den faktiske migration, der understøtter teorien om, at den dan-

ske velfærdsmodel kan komme under pres ved at tiltrække personer, der i gennemsnit trækker

mere på de offentlige ydelser, end de bidrager til dem.

Side 28 af 514

Der er en række faktorer, der gør, at den danske model ikke umiddelbart står overfor et sam-

menbrud. Teorien om velfærdsmagneter understøttes således ikke entydigt empirisk. Peder-

sen, Pytlikova og Smith (2004) finder generelt for OECD-landene, at teorien om velfærds-

magneter ikke bekræftes i praksis. Resultaterne viser, at migration reagerer positivt på stor

lønspredning og negativt på høj ledighed, hvilket støtter modellen om velfærdsmagneter.

Men tager man højde for omfanget af velfærdssystemet gennem skattesatsen, viser det sig, at

indvandringen falder med højere velfærd. Dette gør sig overraskende nok særligt gældende

ift. lavindkomstlande, hvorfra der typisk kommer personer med få eller ingen kvalifikationer.

Resultatet peger altså på, at mere velfærd medfører mindre indvandring fra lavindkomstlande.

Der er således undersøgelser, der understøtter teorien om velfærdsmagneter, og undersøgelser

der afviser den.

OECD (2008) argumenterer for, at den danske skat i sig selv ikke afskrækker indvandring

af personer med en løn, der ligger på gennemsnittet eller endda lidt over. Det er nemlig de

samlede forbrugsmuligheder, der tages med i beslutningen om at bosætte sig i et andet land.

Det er altså en blanding af løn, skat, leveomkostninger og velfærdsydelser, som migranter

har adgang til i forskellige lande, der danner baggrund for en beslutning. Dermed er Dan-

mark et relativt attraktivt land for personer med en gennemsnitlig løn. Selv for personer

med en løn lige over gennemsnittet er Danmark attraktivt, hvis de har børn, pga. de store

tilskud til børnepasning og det gratis uddannelsessystem. OECD har desuden peget på, at

den samlede pakke af offentlige velfærdsydelser og skat formentlig ikke er økonomisk at-

traktiv i Danmark for højtlønnede sammenlignet med andre lande.

Legrain (2008) afviser bekymringen, om at lande med store velfærdssystemer skulle tiltrække

indvandrere i så stort et omfang og af en så belastende karakter, at velfærdssystemet ikke er

holdbart på lang sigt. Med udgangspunkt i Sveriges situation argumenteres for, at indvan-

dring skal ses som en mulighed og ikke en trussel.

I artiklen opstilles en række forudsætninger, der skal være opfyldt, hvis et land i praksis skal

være en velfærdsmagnet. Et af kriterierne er, at der skal være umiddelbar adgang til vel-

færdsydelser for nytilkomne indvandrere. Med optjeningsprincipper for udlændinges adgang

til velfærdsydelser begrænses indvandringen således. To andre kriterier er, at de potentielle

indvandrere har mulighed for at flytte, og at de er så desperate eller ambitiøse, at de vil forla-

de deres hjem. Det vil sige, at de forventede omkostninger ved at blive og de forventede ind-

tægter ved at flytte skal være så store, at de opvejer de økonomiske, psykologiske mv. om-

kostninger og usikkerheder, der er forbundet med at flytte til et andet land med en anden kul-

tur og sprog osv. Der konstateres på den baggrund, at velfærdssamfundet ikke kan tiltrække

mange indvandrere, da de fattigste typisk gerne vil, men ikke kan migrere, mens de bedre

stillede typisk ikke ønsker det.

På baggrund af opgørelser over indvandringen fra de nye EU-lande til de gamle i forbindel-

se med Østudvidelsen i 2004, konkluderer Kvist (2004a), at indvandring ikke er en trussel

for den danske velfærdsmodel, da indvandringen fra disse lande ikke er øget betydeligt

efter EU-udvidelsen. En forudsætning for konklusionen er, at indvandringen ikke blot er-

stattes af ”social dumping”. Med ”social dumping” henvises til virksomheder eller arbejds-

tagere, der etablerer sig på midlertidig basis i et andet land med højere lønninger for at til-

byde deres arbejdskraft relativt billigt.

2.2.2 Optjeningsregler begrænser tiltrækningskraft og indvandring

I forsøget på at dæmme op for social turisme, ”social dumping” eller andre former for mi-

gration, der kan medføre et pres på velfærdssystemet, påpeger Kvist (2004b), at Danmark

og andre lande med lignende velfærdssystemer risikerer at forringe de sociale ydelser for at

Side 29 af 514

mindske tiltrækningskraften – et såkaldt ”race to the bottom”. Disse forringelser rammer

ikke blot de potentielle indvandrere, men også dem der allerede bor i landet eller statsbor-

gere, der er midlertidigt udvandret. Den universelle velfærdsmodel står på denne måde for

fald, hvis velfærdsgoderne afskaffes, reduceres eller rettes mod personer med lang ancien-

nitet på arbejdsmarkedet. Nedbrydningen af det universelle velfærdssamfund sker fra denne

vinkel primært som følge af politiske valg, der skal bremse indvandringen, snarere end

indvandringens økonomiske belastning i sig selv.

En anden måde at håndtere den potentielle indvandring på er at stramme udlændingepolitik-

ken, så det bliver sværere at komme ind i Danmark eller sværere at få adgang til velfærds-

ydelserne på lige fod med danskere. Ind- og udvandringspolitik har haft en fremtrædende

rolle de seneste år i forbindelse med diskussioner om, hvor robust velfærdssamfundet er

over for den fremtidige befolkningssammensætning (DØR 2007). En medvirkende årsag til,

at Østudvidelsen eksempelvis ikke medførte øget indvandring, er Østaftalen, som indebar, at

personer fra de 10 nye EU-medlemslande skulle have et konkret jobtilbud for at kunne søge

arbejds- og opholdstilladelse i Danmark.

Hvis et land tiltrækker tilstrækkeligt med kvalificerede potentielle indvandrere, kan indvan-

dringsreglerne reducere selvselektionen af indvandrere. Reglerne kan altså medvirke til, at

indvandrere ikke vælger at tage ophold i et land frem for et andet, ud fra overvejelser om

hvorvidt de forventer at trække på velfærdsydelserne eller ej. For at dæmme op for tiltræk-

ningen af mindre kvalificerede indvandrere rangordner Canada eksempelvis visa-ansøgere

efter alder, uddannelse, erhvervserfaring, sprogkundskaber og erhverv for at sikre den mest

gunstige sammensætning af indvandringen.

Udlændingepolitikken har altså stor betydning for, om et land med et stort velfærdssystem,

der i teorien kommer under pres som følge af indvandring, også i virkeligheden oplever en

bølge af indvandrere med tilbøjelighed til at være på sociale ydelser. Stramninger ift. indvan-

dringspolitikken dæmper mulighederne for selvselektion, men kan også afskrække både højt-

og lavtkvalificerede potentielle indvandrere fra at vælge Danmark frem for et andet land.

2.2.3 Indvandring kan understøtte den universelle velfærdsmodel

Som følge af den demografiske udfordring Danmark står overfor, er der brug for en større og

højt kvalificeret arbejdsstyrke i fremtiden. Med den rette sammensætning af kvalifikationer,

alder mv. kan indvandring bidrage til at bevare det danske velfærdssamfund i stedet for at

sætte det under pres. Opstramningerne på udlændingeområdet har medført, at sammensæt-

ningen af indvandrere er ændret over de seneste år. Antallet af indvandrere med ikke-

humanitære opholdsgrundlag i Danmark er steget, mens antallet, der indvandrer af humanitæ-

re årsager, er faldet. Den udvikling bidrager til at mindske presset på de offentlige finanser.

Danmark bliver ikke ene om at mangle kvalificeret arbejdskraft i fremtiden. Eksempelvis

Sverige og Tyskland har større demografisk underskud frem mod 2020 end Danmark. Det må

derfor forventes, at landene vil konkurrere om at tiltrække den rette arbejdskraft. Med åbnin-

gen for fri bevægelighed i de nye EU-lande vurderer DØR (2007), at særligt Tyskland vil

kunne tiltrække mange indvandrere, da sprog og kultur er mere lig de nye EU-lande. Dermed

reduceres potentialet for indvandring til Danmark.

Hvis velfærdssystemet som udgangspunkt ikke tiltrækker nok indvandrere med de rette kvali-

fikationer, er det en mulighed, at indføre særligt gunstige forhold for at tiltrække denne grup-

pe. Danmark har allerede indført dette til en vis grad gennem forskerordningen, der giver

højtkvalificeret arbejdskraft gunstige skatteforhold i op til 5 år, samt en green card ordning

Side 30 af 514

mv., der letter adgangen til det danske arbejdsmarked for personer med de rette kvalifikatio-

ner.

Da der er direkte konkurrence med vores nabolande om at tiltrække kvalificerede indvandre-

re, kan omfattende regler på udlændingeområdet og færre velfærdsydelser for indvandrere

være med til at begrænse tiltrækningskraften af både lavt- og højtkvalificerede personer. Der

er altså afledte effekter af at stramme op på adgangen til velfærdsgoder for udlændinge.

Fremtidens arbejdsstyrke påvirkes også af danskere, der tager ophold i udlandet i kortere eller

længere tid. Antallet af danskere, der bosætter sig i udlandet, er steget over længere tid. Per-

soner med lang uddannelse og høj løn har større tilbøjelighed til at udvandre end andre, men

det er dog stadig et forholdsvist lavt antal højtuddannede, der udvandrer. Hidtil er de fleste

vendt tilbage til Danmark efter relativt kort tid.

Optjeningsprincipper eller generelt strammere vilkår for udlændinge i Danmark eller for dan-

skere i udlandet skal således afvejes i forhold til risikoen for at afskrække indvandringen af

kvalificeret arbejdskraft, da indvandringen kan være en vigtig del af løsningen på den mang-

lende arbejdskraft om få år.

2.3 Landesammenligning ift. velfærdsmodeller/velfærdsydelser

I afsnit 2.3.1 og 2.3.2 gives eksempler på kriterier for at få udvalgte velfærdsydelser i Dan-

mark og en række lande, som Danmark ofte sammenlignes med. Som udgangspunkt sammen-

lignes Danmark med Sverige, Norge, Tyskland, Storbritannien, Nederlandene og Canada.

Landene i sammenligningen kan dog variere lidt afhængig af, hvilke information der er til-

gængelig.

I sammenligningen er der forsøgt inddraget lande, der har forskellige velfærdssystemer – den

universelle model, den arbejdsmarkedsbaserede model og den residuale model.

Ofte har

landene ikke kun én type velfærdsmodel, men elementer fra flere af modellerne. Der kan dog

være en type model, der dominerer.

I landesammenligningerne beskrives hovedprincipperne i de udvalgte velfærdsydelser. Der

kan derfor være undtagelser, for eksempelvis særlige erhverv, som ikke er nævnt, eller undta-

gelser for særlige aldersgrupper.

I afsnittet gives der eksempler på landeforskelle på både serviceydelser og på overførselsind-

komster. Inden for serviceydelser ses der på kriterier for adgangen til sundhedsvæsnet og

hjemmepleje (”Long term care”).

Inden for overførselsindkomster skelnes der mellem midlertidige og permanente ydelser.

Blandt de midlertidige ydelser ses der på sygedagpenge, barselsdagpenge, overførsler ved

ledighed (dagpenge og kontanthjælp), uddannelsesstøtte og børnefamilieydelse. Blandt de

permanente overførselsindkomster, der belyses, er førtidspension og alderspension.

I sammenligningen sættes der fokus på, hvilke primære kriterier man skal opfylde for at mod-

tage den pågældende velfærdsydelse. Nogle af kriterierne er optjeningskriterier, hvilket vil

sige, at en person gennem objektivt målbare kriterier for en aktivitet gennem en periode op-

tjener ret til en velfærdsydelse. I sammenligningen omfatter dette bopæl, beskæftigelse, ind-

Se afsnit 2.1 for mere information om de forskellige velfærdsmodeller. Danmark, Sverige og Norge

tilhører overordnet set den universelle model, mens Tyskland tilhører den arbejdsmarkedsbaserede

model, og Storbritannien og Canada hovedsagligt har elementer fra den residuale model. Nederlandene

tilhører primært den arbejdsmarkedsbaserede model, men med klare universelle elementer

Side 31 af 514

betaling og karensperiode. Men der kan også være andre kriterier for, om den enkelte kan få

ydelsen. Her kunne alder, formue, indkomst, ægtefælle afhængighed mv. have betydning.

Kriterierne kan også få betydning for størrelsen eller varigheden af ydelsen.

Analyserne viser, at selvom Danmark som udgangspunkt tilhører den universelle velfærds-

model, så er der allerede en række adgangskriterier knyttet til relativt mange velfærdsydelser

– både i form af optjeningskriterier og andre kriterier, som eksempelvis har betydning for

ydelsens størrelse. Det gælder især for de sociale ydelser, dvs. pengeoverførsler. Optjenings-

principper er således ikke noget nyt for det danske velfærdssystem.

Boks 2.6.

Hvilke data foretages sammenligningerne på baggrund af?

I landesammenligningerne benyttes primært to kilder:

EU’s database MISSOC, som har information om en række velfærdsydelser for EU-landene,

samt et par ekstra lande, herunder Norge. Databasen opdateres hvert halve år.

Rapporterne ”Social Security Programs: Throughout the World” for hhv. Europa og Ameri-

ka, der er lavet af det amerikanske Social Security Administration (SSA) i samarbejde med

International Social Security Association (ISSA). Rapporten for Europa indeholder informa-

tion fra seneste januar 2010, mens den nyeste information i rapporten for Amerika er fra juli

2009.

Der er inddraget andre kilder, hvis de to ovenfor nævnte kilder ikke indeholder information om den

velfærdsydelse, der belyses.

Afsnit 2.3 afsluttes med underafsnit 2.3.3, hvor andre landes overvejelser ift. velfærdsydelser

og globalisering belyses.

2.3.1 Eksempler på optjeningskriterier for udvalgte overførselsindkomster

Midlertidige overførselsindkomster

I dette afsnit gennemgås internationale sammenligninger for følgende midlertidige overfør-

selsindkomster: sygedagpenge, barselsdagpenge, dagpengelignende ydelser, kontanthjælps-

lignende ydelser og indkomsterstattende ydelser i forbindelse med uddannelse. Som et ek-

sempel på en tillægsydelse sammenlignes der ydelser, som minder om børnefamilieydelsen.

Sygedagpenge

I tabel 2.2 sammenlignes kriterier for at få en indkomsterstattende overførsel ved sygdom for

en række lande.

Som nævnt ovenfor ses der både på optjeningskriterier og på andre kriterier.

I tabellen er optjeningskriterierne markeret med *. Optjeningskriterier kunne eksempelvis

være bopæl, beskæftigelse, indbetaling mv. Mens andre kriterier kunne være alder, formue,

indkomst osv.

For alle ydelserne i den internationale sammenligning vil et kryds i tabellen markere, at der er

et sådan kriterium for at få den ydelse i det pågældende land. Et kriterium kan dog have for-

skellig betydning i forskellige lande og ved forskellige ydelser. For eksempel kan en ydelse

være afhængig af indkomst på flere måder. Den tidligere indkomst kan eksempelvis påvirke

ydelsesniveauet eller ydelsens længde, eller alternativt kan ydelsen afhænge af, om man har

indkomst ved siden af. I bilag F er der en udvidet version af tabellerne for alle ydelser i den

internationale sammenligning, hvor der er anmærkninger til nogle af de angivne kriterier i

tabellerne.

For mange af landene er regler, der vedrører ydelser til forældre, som passer alvorligt syge børn,

beskrevet sammen med sygedagpengereglerne. I sammenligningen er der set bort fra disse regler, hvis

de er nævnt eksplicit.

Side 32 af 514

I mange af landene er der ligesom i Danmark et krav om forudgående beskæftigelse for at

være berettiget til sygedagpenge. For Sverige, Tyskland og Nederlandene er der et krav om et

medlemskab af en forsikringsordning.

I de fleste af de andre lande – undtagen Danmark – er der et krav om forudgående indbetaling

til en obligatorisk forsikringsordning for at være berettiget til at modtage en overførsel ved

sygdom.

I Sverige, Norge og Tyskland er der ligesom i Danmark en arbejdsgiverperiode, hvor ar-

bejdsgiveren skal betale for sygefraværet. I Sverige er der dog ikke kompensation for den

første fraværsdag for arbejdstager (karensdag), mens der i Storbritannien er en 3 dages vente-

periode for arbejdstageren. I Canada er der en to ugers venteperiode.

I alle landene afhænger ydelsens størrelse af den tidligere løn, men ofte er der et loft over

ydelsens størrelse.

Den ene ydelse i Storbritannien og ydelserne i Tyskland og Canada afhænger også af familie-

forhold. I Storbritannien kan man ikke få ydelsen, hvis ens ægtefælle eller samlever arbejder

over et vist antal timer. I Tyskland dækker medlemskabet af forsikringsordningen også den

forsikredes ægtefælle eller partner og børn under 18 år (25 år, hvis de er studerende eller lær-

linge), hvis de ikke selv er forsikrede. I Canada kan der gives et tillæg, der bl.a. afhænger af

familieindkomst og uforsørgede børn.

Tabel 2.2.

Kriterier for adgang til sygedagpenge

Danmark Sverige Norge

Tysk-

land

Storbritannien

Statutory Employment

sick pay

and support

allowance

Neder-

Cana-

lande-

Bopæl*

Beskæftigelse*

Indbetaling*

Karensperiode*

- Arbejdsgiverperiode

- Anden karensperio-

Alder

Formue

Indkomstafhængig

Familieafhængig

Andet

Anm.: * markerer, at kriteriet kan være et optjeningsprincip, dvs. en aktivitet, personen skal opfylde henover en

periode for at være berettiget til velfærdsydelsen. Se bilag F for yderligere beskrivelse af kriterierne.

Kilder: SSA og ISSA (2010a), SSA og ISSA (2010b), Nordsoc, Missoc (januar 2010).

I tabel 2.3 og 2.4 sammenlignes kriterier for at få barselsdagpenge for en række lande.

mange af landene er der ligesom i Danmark et krav om forudgående beskæftigelse for at være

berettiget til barselsdagpenge.

Barselsdagpenge

Det skal bemærkes, at der i sammenligningen som udgangspunkt ikke ses på ydelser under gravidite-

ten. I nogle af landene herunder bl.a. Danmark, Sverige og Norge kan den gravide få en ydelse, hvis

den gravide ikke kan varetage sit job, fordi det eksempelvis er for fysisk krævende, og arbejdsgiveren

ikke kan omplacere den gravide. Herudover er særlige regler ved adoption ikke beskrevet.

Side 33 af 514

I de øvrige lande i sammenligningen, undtagen Danmark, er der også et krav om, at man skal

have indbetalt et bidrag til en obligatorisk forsikringsordning for at være berettiget. I Norge

er der dog en ordning for personer, der ikke opfylder kravene. I Tyskland kan en person også

være forsikret gennem sin ægtefælle eller partner.

Der er også kriterier, som kan have betydning for størrelsen af den udbetalte overførsel, og

for hvor længe man kan få udbetalt barselsdagpenge. Eksempelvis har den tidligere indkomst

betydning for størrelsen af overførslen i mange af landene, men ofte med et loft.

I de nordiske lande er der en vis familieafhængighed ift., hvor stor en andel af barselorloven

hhv. moderen og faderen kan tage. I Danmark kan en del af orloven deles mellem moderen

og faderen efter eget valg, mens en del af orloven er reserveret til hhv. moderen og faderen i

Danmark, Norge og Sverige.

I Tyskland er der også en familieafhængighed i form af, at en person kan være dækket af

ordningen via en forsikret ægtefælle og partner.

For de lande, hvor der er nævnt særlige regler for fædre i Missoc og materialet fra SSA og

ISSA, er disse også beskrevet i tabellen. Der kan dog være yderligere ordninger.

Tabel 2.3.

Kriterier for adgang til barselsdagpenge

Danmark

Bopæl*

Beskæftigelse*

Indbetaling*

Karensperiode*

Alder

Formue

Indkomstafhængig

Familieafhængig

Andet

(x)

Sverige

(x)

Norge

Engangsstøned

Foreldrepenger

ved fødsel

Tyskland

Anm.: * markerer, at kriteriet kan være et optjeningsprincip, dvs. en aktivitet, personen skal opfylde henover en

periode for at være berettiget til velfærdsydelsen. Se bilag F for yderligere beskrivelse af kriterierne.

Kilder: SSA og ISSA (2010a), SSA og ISSA (2010b), Nordsoc, Missoc (januar 2010).

Tabel 2.4.

Kriterier for adgang til barselsdagpenge

Statutory

maternity pay

Bopæl*

Beskæftigelse*

Indbetaling*

Karensperiode*

Alder

Formue

Indkomstafhængig

Familieafhængig

Andet

Storbritannien

Statutory

paternity pay

Maternity

allowance

Canada

Nederlandene

Anm.: * markerer, at kriteriet kan være et optjeningsprincip, dvs. en aktivitet, personen skal opfylde henover en

periode for at være berettiget til velfærdsydelsen. Se bilag F for yderligere beskrivelse af kriterierne.

Kilder: SSA og ISSA (2010a), SSA og ISSA (2010b), Missoc (januar 2010).

Side 34 af 514

Ledighed (dagpenge og kontanthjælpslignende ydelser)

I tabel 2.5 sammenlignes kriterier for at få dagpengelignende ydelser (unemployment insu-

rance) i en række forskellige lande.

I alle landene kræver retten til dagpengelignende ydelser

indbetaling til en forsikringsordning. I de fleste af landene på nær Danmark og Sverige er

indbetalingen obligatorisk. I Danmark og Sverige er forsikringen frivillig.

I Danmark, Sverige, Canada og Nederlandene skal man opfylde et beskæftigelseskrav for at

være berettiget til ydelsen. I Canada afhænger kravet til antal beskæftigede timer af den regi-

onale ledighedsprocent, mens det forudgående beskæftigelsesomfang kan få betydning for,

hvor længe man kan modtage den dagpengelignende ydelse i Nederlandene.

I nogle af landene er der en karensperiode for arbejdstageren, før man kan modtage den dag-

pengelignende ydelse. Karensperioden varierer fra land til land. I Storbritannien er den 3

dage, mens den er to uger i Canada. I Danmark er der alene en karensperiode for selvstændi-

ge. I Danmark betaler arbejdsgiveren i visse tilfælde arbejdsgivergodtgørelse (g-dage) i de 3

første ledighedsdage, hvis personen er blevet ledig som følge af afskedigelse, hjemsendelse,

ophør af opgave- eller tidsbestemt akkord eller lignende, og herudover opfylder en række

andre betingelser. I disse dage får man ikke dagpenge. I Norge er der også en ordning (”per-

mittering”), hvor arbejdsgiveren i forbindelse med midlertidige hjemsendelser er forpligtet til

at betale løn i en vis periode.

I de fleste lande afhænger ydelsen af den tidligere indkomst, men ofte er der et loft over ydel-

sens størrelse. I nogle lande afhænger ydelsens størrelse også af, om man har børn, som skal

forsørges.

Tabel 2.5.

Kriterier for adgang til dagpengelignende ydelser

Sverige

Inkomst-

Danmark

bortfalls- Grundför-

försäkring säkring

Bopæl*

Beskæftigelse*

Indbetaling*

Karensperiode*

Alder

Formue

Indkomstafhængig

Familieafhængig

Andet

Norge

Tyskland

Storbri-

tannien

Canada

Nederlande-

Anm.: * markerer, at kriteriet kan være et optjeningsprincip, dvs. en aktivitet, personen skal opfylde henover en

periode for at være berettiget til velfærdsydelsen. Se bilag F for yderligere beskrivelse af kriterierne.

Kilder: SSA og ISSA (2010a), SSA og ISSA (2010b), Missoc (juli 2010).

I alle landene i sammenligningen findes der et system ligesom kontanthjælpssystemet (social

assistance) for personer, der i en periode på grund af særlige forhold ikke kan forsørge sig

selv og deres familie.

7 8

I sammenligningen er der generelt set bort fra særlige regler for ældre ledige og deltidsforsikrede.

Sammenligningen bygger på data fra Missoc, da Social Assistance-ordningerne generelt ikke er be-

skrevet i SSA og ISSA-bøgerne. Da information om Canada ikke indgår i Missoc-databasen, indgår

Canada ikke i denne sammenligning.

Side 35 af 514

I alle landene skal man have bopæl i landet for at være berettiget til ydelsen, og ydelsen er

behovsbestemt, jf. tabel 2.6. Derved er det formue-, indkomst- og familieforhold, der afgør,

om man er berettiget til ydelsen også ydelsens størrelse.

Ydelsen er ikke tidsbegrænset i nogle af landene, under forudsætning af at man er berettiget

til den.

I Nederlandene er der to kontanthjælpslignende ydelser. Den ene ydelse kan kun tilkendes

unge på 27 år eller yngre, mens den anden er for personer på over 27 år. I Danmark er der

også specielle satser for unge under 25 år.

Tabel 2.6.

Kriterier for adgang til kontanthjælpslignende ydelser

Danmark

Sverige

Norge

Nederlandene

Storbritan-

Investment Work and

Tyskland

nien

in the

Social Assi-

Young Act stance Act

Bopæl*

Beskæftigelse*

Indbetaling*

Karensperiode*

Alder

Formue

Indkomstafhængig

Familieafhængig

Andet

Anm.: * markerer, at kriteriet kan være et optjeningsprincip, dvs. en aktivitet, personen skal opfylde henover en

periode for at være berettiget til velfærdsydelsen. Se bilag F for yderligere beskrivelse af kriterierne.

Kilder: Missoc (juli 2010).

Indkomsterstattende ydelser i forbindelse med uddannelse (SU)

I tabel 2.7 sammenlignes kriterier for at få uddannelsesstøtte i Danmark, Sverige, Norge,

Finland og Holland.

I alle landende er ydelsen indkomstafhængig således, at der er en grænse for hvor høje ind-

tægter den studerende kan have og samtidig modtage ydelsen.

I Norge kan et stipendium ændres til lån, hvis den studerende og dennes eventuelle ægtefæl-

les formue overstiger en vis grænse.

Ingen af landende har kriterier som indbetalinger eller beskæftigelse. Dette stemmer meget

godt overens med, at uddannelsesstøtte som udgangspunkt retter sig mod personer som ikke

nødvendigvis har været på arbejdsmarkedet endnu.

I nogle lande (f.eks Tyskland og Storbritannien) skelnes der mellem kontanthjælpslignende ydelser til

folk, der er arbejdsmarkedsparate, og for folk, der ikke kan arbejde. Denne sammenligning tager ud-

gangspunkt i de ydelser, der er for folk, der kan arbejde.

Side 36 af 514

Tabel 2.7.

Kriterier for adgang til SU

Danmark

Bopæl*

Beskæftigelse*

Indbetaling*

Karensperiode*

Alder

Formue

Indkomstafhængig

Familieafhængig

Sverige

Norge

Finland

Nederlandene

Anm.: * markerer, at kriteriet kan være et optjeningsprincip, dvs. en aktivitet, personen skal opfylde henover en

periode for at være berettiget til velfærdsydelsen. Se bilag F for yderligere beskrivelse af kriterierne.

Kilder: Undervisningsministeriet.

Tillægsydelser - Børnefamilieydelsen (”børnecheck”)

I tabel 2.8 sammenlignes kriterier for at få ydelser, der ligner børnefamilieydelsen, for en

række lande. I alle landene er der et krav om, at barnet skal have bopæl i landet. Der kan dog

være undtagelser for bl.a. EU/EØS-borgere.

For Danmark, Tyskland, Canada og Nederlandene angives, at også personer, der arbejder og

derigennem betaler skat i landet, er dækket af ydelsen.

I de fleste lande kan forældrene få ydelsen indtil barnet er 18 år. I nogle lande er grænsen dog

lavere og eventuelt suppleret med eksempelvis uddannelseskrav, eller højere, hvis barnet

opfylder et uddannelseskrav. I Sverige får man en anden ydelse for børn over 16 år. I Storbri-

tannien afhænger aldersgrænsen af, om barnet fortsætter i uddannelse. Grænsen kan hæves til

20 år. I Nederlandene skal de 16-17-årige opfylde visse uddannelsesmæssige krav, for at for-

ældrene kan få ydelsen. I Tyskland kan aldersgrænsen øges til 25 år, hvis barnet deltager i

visse former for uddannelse.

I en række af landene afhænger ydelsens størrelse af antallet af børn og børnenes alder. I de

fleste af landene er ydelsen ikke indkomstafhængig, men i nogle lande kan der være tillæg for

lavindkomstfamilier.

Tabel 2.8.

Kriterier for adgang til ydelser der ligner børnefamilieydelsen

Storbritannien

Neder-

Danmark Sverige Norge Tyskland

Child bene-

Canada

landene

fit

Child tax benefit

Bopæl*

Beskæftigelse*

Indbetaling*

Karensperiode*

Alder

Formue

Indkomstafhængig

Familieafhængig

Andet

(x)

Anm.: * markerer, at kriteriet kan være et optjeningsprincip, dvs. en aktivitet, personen skal opfylde henover en

periode for at være berettiget til velfærdsydelsen. Se bilag F for yderligere beskrivelse af kriterierne.

Kilder: SSA og ISSA (2010a), SSA og ISSA (2010b), Missoc (juli 2010).

Side 37 af 514

Permanente overførselsindkomster

I dette afsnit foretages en international sammenligninger af kriterierne for at få tildelt førtids-

pension og alderspension.

Førtidspension

I tabel 2.9 og 2.10 sammenlignes kriterier for at få førtidspension for en række lande.

I en del af landende bliver hele eller dele af ydelsen beregnet ud fra tidligere indkomst. Dette

gælder ikke i Danmark, hvor der alene ses på, om personen har en eventuel indkomst sidelø-

bende med modtagelse af ydelsen.

Et kriterium, som gælder i de fleste lande for at få ret til ydelsen er, at der er betalt bidrag.

Dette gælder f.eks. Holland, hvor der dog findes en særlig ordning for unge og studerende der

ikke har haft de samme muligheder for at indbetale bidrag.

De nordiske lande har alle et bopælskrav. Et sådant krav finder man ikke i de øvrige lande i

sammenligningen. Dog har Holland også et bopælskrav i forbindelse med deres ordning for

unge og studerende.

Tabel 2.9.

Kriterier for adgang til førtidspension

Sverige

Danmark

Bopæl*

Beskæftigelse*

Indbetaling*

Karensperiode*

Alder

Formue

Indkomstafhæn-

gig

Familieafhængig

Andet

Sickness and

Activity Compensation

Garanti benefits

Disability allowance

Anm.: * markerer, at kriteriet kan være et optjeningsprincip, dvs. en aktivitet, personen skal opfylde henover en

periode for at være berettiget til velfærdsydelsen. Se bilag F for yderligere beskrivelse af kriterierne.

Kilder: SSA og ISSA (2010a), SSA og ISSA (2010b), Missoc (januar 2010), nav.no.

Tabel 2.10.

Kriterier for adgang til førtidspension

Nederlandene

Norge

Bopæl*

Beskæftigelse*

Indbetaling*

Karensperiode*

Alder

Formue

Indkomstafhæn-

gig

Familieafhængig

Andet

Tyskland Storbritannien Canada

IVA

WGA

WAJONI

Anm.: * markerer, at kriteriet kan være et optjeningsprincip, dvs. en aktivitet, personen skal opfylde henover en

periode for at være berettiget til velfærdsydelsen. Se bilag F for yderligere beskrivelse af kriterierne.

Kilder: SSA og ISSA (2010a), SSA og ISSA (2010b), Missoc (januar 2010), nav.no.

Side 38 af 514

Alderspension (Folkepension)

I tabel 2.11 og 2.12 sammenlignes kriterier for at få adgang til alderspension for en række

lande. Mange af landene har mere end én type alderspension. Ofte er ydelserne substitutter

for hinanden. Eksempelvis er der 4 alderspensionsydelser i Sverige, hvor den ene ydelse ud-

betales, hvis personen ikke eller kun i ringe grad er berettiget til øvrige indkomstafhængige

pensionsydelser. Nedenfor i tabellerne er udvalgt de ydelser, der synes relevant for at beskri-

ve alderspensionssystemet i det pågældende land. Udover ydelserne kan der bl.a. være privat-

tegnede pensionsordninger og arbejdsmarkedspension.

Både Danmark, Sverige, Norge og Canada har alderspensioner, hvor man skal opfylde et

bopælskrav for at være berettiget til ydelsen. For disse lande afhænger ydelsens størrelse bl.a.

af antallet af år, hvor personen har haft bopæl i landet. I disse fire lande skal personen have

40 års bopæl for at få fuld pension, ellers sker der en proportional reduktion af ydelsen (brøk-

pension).

I Tyskland, Storbritannien og Nederlandene har man kun forsikringsordninger. I Danmark,

Sverige og Canada er der udover ordninger, hvor man er berettiget via bopæl i en vis periode,

også forsikringsordninger. For de fleste af landene afhænger ydelsen ved bidragsordninger af

den tidligere indkomst. Herudover kan ydelsen størrelse afhænge af antallet af år, hvor man

har bidraget til ordningen. I eksempelvis Storbritannien skal man have bidraget i 30 år for at

få fuld ydelse, mens man i Nederlandene skal have ydet bidrag i 50 år, ellers reduceres ydel-

sen tilsvarende.

I de fleste af de betragtede lande er pensionsalderen 65 år. Men eksempelvis i Sverige er der

en fleksibel tilbagetrækningsalder fra 61 år for bl.a. indkomstpension, mens der i Storbritan-

nien er forskel på mænd og kvinders pensionsalder – 65 år for mænd og 60 år for kvinder. I

Storbritannien øges kvinders pensionsalder dog til 65 år frem mod 2020.

For de fleste af landene kan ydelsen under visse betingelser tages med til udlandet.

Tabel 2.11.

Kriterier for adgang til alderspension (Folkepension)

Danmark

Social

pension

Bopæl*

Beskæftigelse*

Indbetaling*

Karensperiode*

Alder

Formue

Indkomstafhæn-

gig

Familieafhængig

Andet

Sverige

Indkomst

pension Præmie- Tillægs- Garanti- Grunn-

pension pension pension pensjon

Norge

Tilleggs

pensjon Særtillegg

ATP

(x)

Anm.: * markerer, at kriteriet kan være et optjeningsprincip, dvs. en aktivitet, personen skal opfylde henover en

periode for at være berettiget til velfærdsydelsen. Se bilag F for yderligere beskrivelse af kriterierne.

Kilder: SSA og ISSA (2010a), SSA og ISSA (2010b), Missoc (juli 2010).

Side 39 af 514

Tabel 2.12.

Kriterier for adgang til alderspension (Folkepension)

Storbritannien

Tyskland

Basic State

Pension

State Second

Pension

Canada

Old-age Pension

security Plan

Nederlandene

Bopæl*

Beskæftigelse*

Indbetaling*

Karensperiode*

Alder

Formue

Indkomstafhængig

Familieafhængig

Andet

Anm.: * markerer, at kriteriet kan være et optjeningsprincip, dvs. en aktivitet, personen skal opfylde henover en

periode for at være berettiget til velfærdsydelsen. Se bilag F for yderligere beskrivelse af kriterierne.

Kilder: SSA og ISSA (2010a), SSA og ISSA (2010b), Missoc (juli 2010).

2.3.2 Eksempler på optjeningsprincipper for udvalgte serviceydelser

I dette afsnit foretages en international sammenligning af kriterierne for at få adgang til sund-

hedsvæsnet og pleje. Der er, hvor det har været muligt, taget udgangspunkt i den form for

pleje, der minder om hjemmehjælp.

Sundhedsvæsnet

I Danmark, Sverige, Norge og Storbritannien har en person ret til sundhedsydelser, hvis per-

sonen har lovligt ophold og bopæl i landet, jf. tabel 2.13.

I Tyskland, Nederlandene og Canada skal man tegne en sundhedsforsikring for at få adgang

til sundhedssystemet. For Tyskland og Nederlandene er sundhedsforsikringerne lovpligtige. I

Tyskland kan man eventuelt være forsikret gennem sin ægtefælle eller sine forældre.

Tabel 2.13.

Kriterier for adgang til sundhedsvæsnet

Storbritannien

Danmark

Bopæl*

Beskæftigelse*

Indbetaling*

Karensperiode*

Alder

Formue

Indkomstafhæn-

gig

Familieafhængig

Andet

Sverige

Norge

Tyskland

Canada Nederlandene

(x)

Anm.: * markerer, at kriteriet kan være et optjeningsprincip, dvs. en aktivitet, personen skal opfylde henover en

periode for at være berettiget til velfærdsydelsen. Se bilag F for yderligere beskrivelse af kriterierne. 1) Missoc

angiver, at informationen kun dækker England.

Kilder: SSA og ISSA (2010a), SSA og ISSA (2010b), Missoc (januar 2010).

Afhængig af den konkrete sundhedsydelse er der i alle landene knyttet en vis egenbetaling til

nogle af ydelserne. Dette kan enten være egenbetaling for at gå til praktiserende læge/ speci-

allæge, som i Sverige og Norge og/eller egenbetaling til medicin eller ved tandlægebesøg,

som det er tilfældet i bl.a. Danmark.

Side 40 af 514

Der er forskel på, hvor stor en andel af udgifterne til sundhedsvæsnet, der er finansieret via

skatter og obligatoriske forsikringer. Af tabel 2.14 fremgår det, at 84,5 procent af udgifterne

til sundhedsvæsnet i Danmark er finansieret via generelle skatter, mens de resterende knap 16

procent finansieres via egenbetaling og supplerende private forsikringer. I Norge er omtrent

samme andel som i Danmark finansieret via generelle skatter, mens andelen, der er finansie-

ret via skatter/obligatoriske forsikringer, er lavere i eksempelvis Tyskland og Nederlandene

I alle landene er der visse former for egenbetaling i sundhedsvæsnet – for eksempel på læge-

besøg, tandlægebesøg eller medicin. I mange lande kan børn under en vis alder være undtaget

for dette – eventuelt på udvalgte ordninger inden for sundhedssystemet. Dertil kommer et

årligt loft for egenbetaling i lande som f.eks. Sverige og Norge.

I Storbritannien kan indkomst også have betydning for omfanget af egenbetaling.

Tabel 2.14.

Andel af udgifterne til sundhedsvæsnet, der er finansieret via skatter eller obliga-

toriske forsikringer for udvalgte lande

Andel finansieret via skatter og obligatori-

ske forsikringer

Danmark

Sverige

Norge

Storbritannien

Tyskland

Nederlandene

84,5 pct.

81,7 pct.

84,1 pct.

81,7 pct.

76,9 pct.

74,8 pct.

Finansiering

Skat

Obligatorisk forsikring

Kilde: Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse (2010): ”International benchmarking af det danske sygehusvæ-

sen”.

Pleje

I tabel 2.15 sammenlignes kriterierne for at få adgang til pleje (”long-term care”) i de udvalg-

te lande. I sammenligningen er der, hvor det har været muligt, taget udgangspunkt i den form

for pleje, der minder om hjemmehjælp.

I de nordiske lande og Storbritannien har man et system, hvor alle med bopæl og lovligt op-

hold er dækket.

I Nederlandene skal man have en obligatorisk sundhedsforsikring, hvis man har bopæl. Man

kan også være dækket, hvis man arbejder og betaler indkomstskat i Nederlandene.

Tyskland adskiller sig fra de øvrige lande ved, at man skal være medlem af en lovpligtig for-

sikringsordning for at kunne få pleje. Næsten hele befolkningen er dækket af denne forsik-

ringsordning. Der findes også en anden ordning for personer, der ikke er dækket af forsik-

ringsordningen, men som har behov for hjælp.

Fælles for alle landene er, at man skal visiteres for at få ret til pleje.

Side 41 af 514

Tabel 2.15.

Kriterier for adgang til pleje (long-term care)

Danmark

Bopæl*

Beskæftigelse*

Indbetaling*

Karensperiode*

Alder

Formue

Indkomstafhæn-

gig

Familieafhængig

Andet

Sverige

Norge

Tyskland

Storbritanni- Nederlande-

(x)

Anm.: * markerer, at kriteriet kan være et optjeningsprincip, dvs. en aktivitet, personen skal opfylde henover en

periode for at være berettiget til velfærdsydelsen. Se bilag F for yderligere beskrivelse af kriterierne. 1) Missoc

angiver, at informationen kun dækker England.

Kilder: Missoc (juli 2010).

Sammenfatning af landesammenligningerne

Analyserne viser, at selvom Danmark som udgangspunkt tilhører den universelle velfærds-

model, så er der allerede en række adgangskriterier knyttet til mange velfærdsydelser – både i

form af optjeningskriterier og andre kriterier, som eksempelvis har betydning for ydelsens

størrelse. Det gælder især for de sociale ydelser, dvs. pengeoverførsler. Optjeningsprincipper

er således ikke noget nyt for det danske velfærdssystem.

Danmark adskiller sig generelt lidt fra de øvrige lande ved ikke at bruge forsikringsordninger

særlig meget. I en række af de andre lande i sammenligningen er det eksempelvis et krav, at

man har indbetalt til ordninger såsom sygedagpenge og barselsdagpenge for at være berettiget

til dem. I Danmark er der ofte et beskæftigelseskrav knyttet til at få disse midlertidige over-

førselsindkomster.

Danmark adskiller sig sammen med Sverige på de dagpengelignende ydelser ved at forsik-

ringsordningen er frivillig, mens den er obligatorisk i de øvrige lande.

2.3.3 Andre landes overvejelser ift. velfærdsydelser og globalisering

Dette afsnit belyser, om der er andre lande, der har haft overvejelser og eventuelt nedsat ud-

valg til at belyse, hvor robust (finansieringsmæssigt) deres velfærdsydelser er overfor ind- og

udvandring.

Norge har nedsat et udvalg, som arbejder med en sådan problemstilling, mens Sverige har

nedsat et udvalg med fokus på en holdbar finansiering af syge- og arbejdsløshedsforsikringer.

Disse to udvalg beskrives kort nedenfor.

Norsk udvalg om konsekvenserne af øget migration for den norske velfærdsmodel

I de seneste år er arbejdskraften blevet mere mobil internationalt, og indvandringen til Norge

er steget. Den større mobilitet på tværs af landegrænser og den deraf følgende mere mangfol-

dige befolkning har konsekvenser for forskellige dele af den norske velfærdsmodel. Den øge-

de mobilitet kræver derfor øget viden om sammenhængen mellem migration og den fremtidi-

ge udvikling af velfærdsmodellen og velfærdsordningerne.

Den norske regeringen nedsatte derfor i maj 2009 et udvalg, der skal vurdere konsekvenserne

af øget migration og international mobilitet for den norske velfærdsmodel. Udvalget skal

komme med en udredning inden 6. maj 2011.

Side 42 af 514

Nedenfor gengives hovedelementerne i mandatet for det norske udvalg. Hele mandatet er

gengivet i boks 2.7.

Det norske udvalg skal beskrive og vurdere de elementer i den norske velfærdsmodel, der

påvirker og påvirkes af øget migration. Udvalget skal bl.a. beskrive, hvilke rettigheder ind-

og udvandrere har til de universelle velfærdsordninger i forbindelse med f.eks. sygdom, ar-

bejdsløshed, alderdom, overførsler til børnefamilier mv.

Udvalget skal også vurdere de samfundsmæssige konsekvenser af eventuelle ændringer i ind-

og udvandringen, herunder hvilke forudsætninger der skal være til stede, hvis bæredygtighe-

den af den norske velfærdsmodel skal fortsættes på kort og langt sigt. Her skal det blandt

andet vurderes, hvorvidt de universelle velfærdsordninger sammen med specifikke integrati-

onsvirkemidler understøtter målsætningen om højst mulig erhvervsdeltagelse, samt hvilken

betydning øget mobilitet har for forholdet mellem udbud og efterspørgsel efter velfærdsydel-

ser.

Herudover skal udvalget vurdere, om omfanget af øget ind- og udvandring i sig selv vil give

et pres på de norske velfærdsordninger. Specifikt skal udvalget undersøge, hvorvidt optjening

af velfærdsrettigheder, eksport af ydelser mv. er bæredygtig i en situation med langt højere

migration, end den man oplever i dag.

Udvalget skal på baggrund af sine analyser komme med forslag til eventuelle ændringer eller

tilpasninger, der kan bidrage til langsigtet bæredygtighed.

Boks 2.7.

Mandat for norsk udvalg, der skal vurdere konsekvenser for velfærdsmodellen af

øget migration og international mobilitet

Utvalget skal beskrive og vurdere nærmere de elementene i den norske velferdsmodellen som påvirker

og påvirkes av en økende migrasjon. Utvalget skal gi en oppdatert beskrivelse av hvilke rettigheter inn-

og utvandrere har til de universelle velferdsordningene knyttet til inntektssikring ved sykdom,

arbeidsledighet, uførhet, alderdom, overføringer til barnefamilier mv. Utvalget skal videre beskrive

rettighetene til andre universelle velferdsordninger, som opplæring og helse- og omsorg, for å sette

arbeidet inn i en helhetlig ramme.

Utvalget skal ta utgangspunkt i og beskrive dagens migrasjonsbilde og forventede utviklingstrekk i

Norge. Utvalget skal beskrive nærmere hvilke faktorer som forventes å påvirke inn- og utvandringen

fremover. Utvalget skal på selvstendig grunnlag vurdere nærmere hvilke forutsetninger om omfang og

sammensetning av migrasjon til og fra Norge det er rimelig å legge til grunn for utvalgets arbeid.

Utvalget skal fokusere på utformingen av inntektssikringsordningene og virkemidlene i integrerings-

og arbeidsmarkedspolitikken, men, i den grad det er behov for det, også trekke inn utformingen av de

andre velferdsordningene. Utvalget skal ikke gå nærmere inn på innrettingen av norsk

innvandringspolitikk som sådan, men skal likevel vurdere om det er sider ved innvandringspolitikken

som er spesielt relevant for den fremtidige utviklingen og utformingen av den norske

velferdsmodellen. Utvalget skal også beskrive hvordan utformingen av norske velferdsordninger kan

påvirke migrasjonsstrømmene.

Utvalget skal legge en bred forståelse av migrasjon, inn- og utvandring, til grunn. Dette innebærer

blant annet at personer med opphold på EØS-grunnlag, asylsøkere og personer uten lovlig opphold

omfattes av utvalgets vurderinger.

Utvalget skal vurdere de samfunnsmessige konsekvensene av eventuelle endringer i inn- og

utvandringen, herunder hvilke forutsetninger som må være tilstede for at vi skal kunne videreføre

bærekraften i vår velferdsmodell på kort og lang sikt. Spesifikt bes utvalget om å vurdere:

Hvorvidt de universelle velferdsordningene sammen med de spesifikke

integreringsvirkemidlene støtter opp under målene om høyeste mulig yrkesdeltagelse.

Side 43 af 514

Hvilken betydning har økt mobilitet for forholdet mellom velferdsproduksjon og

velferdskonsum.

Hvorvidt et større etnisk og kulturelt mangfold kan antas å påvirke synet på og bruken av

dagens velferdsordninger. Dette krever at utvalget vurderer nærmere forutsetningene for

legitimiteten og bærekraften i ordningene, samt normer og normdannelse.

Hvordan økt innvandring kan påvirke lønnsdannelsen, utstøting fra arbeidslivet og omfanget

av uformell sektor. Det blir viktig å få fram hvilke forhold/virkemidler som kan påvirke dette

bildet.

Utvalget skal videre vurdere om omfanget på den økte inn- og utvandringen i seg selv vil kunne gi et

press på de norske velferdsordningene. Spesifikt bes utvalget om å vurdere:

Hvorvidt ordningene for opptjening av rettigheter, eksport av ytelser mv. er bærekraftige i en

situasjon med langt høyere migrasjon enn i dag.

Hvilke administrative og andre utfordringer økt migrasjon reiser.

På bakgrunn av utvalgets vurderinger av situasjonen i dag og velferdsordningenes betydning skal

utvalget skissere forslag til eventuelle endringer/tilpasninger i virkemidlene som kan bidra til

langsiktig bærekraft. Det blir spesielt viktig å klargjøre de forutsetninger og den usikkerheten som

ligger til grunn for forslagene. Økonomiske, administrative og andre vesentlige konsekvenser av

forslagene skal utredes.

Utvalget skal ha et komparativt perspektiv, hvor utviklingen i andre nordiske land og andre land skal

vurderes og ses opp mot relevante utviklingstrekk i Norge. Utviklingen opp mot land som har en

vesentlig annen velferdsmodell enn Norge skal også vurderes.

Utvalget vil få et eget sekretariat. Utvalget kan ved behov innhente faglig støtte og innspill underveis,

fra blant annet ressurs- og kompetansemiljøer og berørte myndigheter. Det forutsettes at utvalget har

kontakt med andre relevante offentlige utvalg. Utvalget kan også bestille utredninger i den grad

utvalget selv ikke har kompetanse eller mulighet til å foreta den nødvendige innhenting av kunnskap.

Arbeids- og inkluderingsdepartementet vil nedsette en referansegruppe som skal bistå utvalget med

innspill.

Utvalget skal avlevere sin utredning senest to år etter oppstart.

Svensk komité om holdbar finansiering af syge- og arbejdsløshedsforsikringer

I Sverige er der også fokus på at skabe holdbare offentlige finanser. En stor andel af de of-

fentlige udgifter i Sverige går til syge- og arbejdsløshedsforsikringer. Den svenske regering

nedsatte derfor i april 2010 en komité, der skal se på de generelle forsikringer ved sygdom og

arbejdsløshed. Komiteen skal overveje ændringer, der kan føre til mere holdbare syge- og

arbejdsløshedsforsikringer. Ændringerne skal også bidrage til på langt sigt at øge beskæfti-

gelsen og dermed langsigtede holdbare statsfinanser.

Komiteen skal senest 15. november 2011 komme med forslag til nye regler for beregning af

sygedagpenge pba. tidligere indkomst. Komiteen skal desuden komme med en analyse af,

hvordan forsikringssystemet fungerer for personer, der arbejder eller studerer i forskellige

nordiske lande, og hvilke muligheder der findes, og hvilke konsekvenser det vil medføre at

lave tilpasninger i forhold til disse landes systemer. Komiteen skal også rapportere erfaringer

fra andre lande i tilsvarende spørgsmål. Hele udvalgsarbejdet skal være færdigt senest 15.

maj 2013.

Det er ikke første gang Sverige overvejer ordninger, som skal være finanspolitisk holdbare. I

1999 indførte Sverige et nyt pensionssystem, som skulle være mere holdbart end det tidligere

system, hvor de demografiske udsigter med blandt andet stigende levetid var en udfordring

for holdbarheden. I det nye pensionssystem skulle der være en forbindelse mellem det enkelte

Side 44 af 514

individs indbetalinger og udbetalinger, dog uden at ændre systemet til en opsparingsbaseret

pensionsordning, se boks 2.8

Boks

2.8

Det svenske pensionssystem

I 1999 blev der indført et nyt pensionssystem i Sverige, som skulle skabe en forbindelse mellem pensi-

onsindbetalinger og -udbetalinger.

Det

tidligere

pensionssystem bestod af en fast pensionsudbetaling (folkepension) og en indkomstrela-

terede supplerende udbetaling (ATP), hvilket minder om det danske system. Folkepensionen var af

typen pay-as-you-go (PAYG), hvor pensionsudbetalingerne løbende blev finansieret ved opkrævning

af skatter fra de erhvervsaktive. Et sådan pensionssystem var ikke holdbart med de demografiske for-

skydninger, som Sverige står overfor, hvor blandt andet middellevetiden stiger og unge træder senere

ind på arbejdsmarkedet.

Det

nye

pensionssystem består af tre dele: indkomstpension, præmiepension og garantipension.

Indkomstpensionen

er en pay-as-you-go pension. Der indbetales 16 procent af lønnen til denne ord-

ning. På udbetalingstidspunktet modtager personen en pensionsudbetaling, der svarer til den tidligere

indbetaling korrigeret for den økonomiske vækst i Sverige

og befolkningstilvæksten. Herved er pen-

sionssystemet i høj grad et PAYG-systemet, det vil sige et forsikringssystem, hvor pensionsindbetalin-

gerne i et år dækker det års pensionsudbetalinger. PAYG-elementet kommer ind, da pensionssystemet

omfordeler indkomst fra de erhvervsaktive til de generationer, der har trukket sig tilbage.

Præmiepensionen

udgør 2,5 procent af lønnen, som indbetales på en individuel konto. Det enkelte

individ kan selv vælge, hvilken fond pengene skal investeres i.

Der indbetales således samlet set 18,5 pct. af indkomsten til pension. For både indkomstpensionen og

præmiepensionen gælder, at man skal være fyldt 61 år for at kunne trække sig tilbage.

Personer, der ikke har optjent tilstrækkelig pension, er garanteret en supplerende pension –

garantipen-

sionen.

Garantipensionen er af samme type som den gamle folkepension (en PAYG-ordning) og finan-

sieret via statens budget. Denne pension udbetales til personer på 65 år eller derover, og man skal have

haft bopæl i Sverige i 40 år for at få ydelsen.

Det, at udgifterne skal svare til indtægterne i det svenske pensionssystem, kan dog være en udfordring,

da det kan føre til at pensionsydelsen til den enkelte reduceres, hvis antallet af pensionister stiger, og

indbetalingerne ikke øges tilsvarende.

a) I forbindelse med pensionsreformen blev der introduceret et indkomstindeks, som måler den gen-

nemsnitlige indkomstændring i Sverige. Ved at linke indekseringen af pensionsrettigheder og udbetalte

pensioner til indkomstindekset vil pensionssystemet være forbundet til den generelle udvikling i øko-

nomien.

Andre lande

Udover Norge og Sverige er det undersøgt, om der er andre lande med lignende ordninger

eller overvejelser, eksempelvis i lande med nuværende eller gamle kolonier. Det har ikke

været muligt at finde sådanne tilfælde.

Hastrup et al (2010): ”EU og Socialpolitikken – på vej mod et europæisk socialt medborgerskab”.

Kilder: Hastrup et al (2010): ”EU og Socialpolitikken – på vej mod et europæisk socialt medborger-

skab” og Ministry of Health and Social Affairs Sweden: ”Social insurance in Sweden”.

Side 45 af 514

2.4 Nyere overvejelser og ændringer i forhold til sikring af vel-

færdssamfundet

2.4.1 EF medlemskab i 1973 og brøkpension for sociale pensioner

Der blev i 1972 foretaget ændringer i folke- og invalidepensionslovene med henblik på Dan-

marks tilslutning til EF (lov nr. 257 og nr. 258 af 7. juni 1972). Lovændringerne sigtede på at

gøre pensionens størrelse betinget af bopælstiden i Danmark. Forordning 1408/71 havde det

grundprincip, at arbejdstagerens sociale sikring følger beskæftigelseslandets lovgivning. Ar-

bejdstageren ville dermed som hovedregel være bosat i den stat, hvor han var beskæftiget, og

ville dermed være omfattet af denne stats lovgivning om social sikring. Der ville imidlertid

være situationer, hvor arbejdstageren var beskæftiget i en medlemsstat og bosat i en anden

medlemsstat. Det var f.eks. tilfældet for grænsearbejdere. I denne situation ville arbejdstage-

ren optjene pension i Danmark, når Danmark er beskæftigelsesland og ikke bopælsland.

Dermed blev beskæftigelse i Danmark ligestillet med bopæl i Danmark med hensyn til optje-

ning af dansk social pension.

Ligebehandlingskravet i forordning 1408/71 og dermed også i Traktaten medførte, at det

gældende krav i folke- og invalidepensionslovene om dansk indfødsret for ret til dansk pensi-

on ikke kunne gøres gældende over for statsborgere fra andre EF- medlemsstater. Da forord-

ningen ville gælde umiddelbart for Danmark ved indtræden i EF, ville pensionslovenes krav

om dansk indfødsret blive fortrængt af forordningens regler, og dermed ville det retligt set

ikke være nødvendigt at ændre bestemmelsen herom i pensionslovene. For at undgå, at per-

soner uden for forordningens personkreds ville blive berettiget til dansk pension, blev ind-

fødsretskravet opretholdt. Sammenholdt med forordningens øvrige regler medførte ligebe-

handlingsprincippet, at statsborgere fra andre EF-medlemsstater, og som i øvrigt opfyldte

betingelserne herfor, efter de gældende regler ville kunne modtage fuld dansk folke- eller

invalidepension efter kun 1 års bopæl i Danmark. På denne baggrund blev det besluttet at

ændre pensionslovene, så der blev indført et optjeningsprincip. Retten til fuld pension blev

betinget af bopæl eller beskæftigelse i Danmark i 40 år mellem det 15. og det 67. år, således

at der ved kortere tid end 40 år ville blive ydet en brøkpension, beregnet i forholdet mellem

længden af bopælstiden og fyrre år.

Optjeningsprincippet blev indført i forbindelse med Danmarks tilslutning til EF den 1. januar

1973.

2.4.2 Introduktionsydelse/starthjælp

Det kræver syv års opholdstid ud af de seneste otte at modtage kontanthjælp i Danmark. I den

periode henvises personen til starthjælp, hvis pågældende i øvrigt opfylder betingelserne.

Udlændinge, der tilbydes et integrationsprogram efter integrationsloven, har ret til introdukti-

onsydelse de første tre år efter at kommunerne har overtaget ansvaret for dem. Herefter over-

går de til at have ret til starthjælp. Introduktionsydelse og starthjælp er på samme niveau og

udbetales efter de samme principper. Introduktionsydelse udbetales i sagens natur alene til

udlændinge.

Udtrykket ”starthjælp” anvendes ofte som dækkende både introduktionsydelse og starthjælp.

I det følgende er der alene sondret mellem begreberne, i det omfang det er nødvendigt.

Optjening eller venteperiode

Starthjælp opfattes ofte som den ydelse, en person kan modtage, mens man optjener ret til

kontanthjælp.

Side 46 af 514

Der er imidlertid ikke tale om et klassisk optjeningsprincip, sådan at kontanthjælpen eller

starthjælpen varierer med opholdstiden. Syv års perioden er reelt en venteperiode på ret til

kontanthjælp, og starthjælpen er den ydelse, der kan tilbydes i venteperioden. Niveauet for

kontanthjælp er altså det samme, om man har opholdt sig otte eller 57 år her i landet – og om

man har arbejdet eller ikke.

Der er imidlertid en god grund til, at starthjælpssystemet forbindes med begrebet optjenings-

princip, da det netop var sådanne tanker, der lå bag indførelsen af starthjælpen. Det belyses

nærmere i det følgende.

En ny udlændingepolitik

”Optjeningsprincip for fuld kontanthjælp” var indeholdt i regeringsudspillet ”En ny udlæn-

dingepolitik” fra 17. januar 2002. Den kom også til at omfatte danske statsborgere. Udspillet

blev udmøntet i L 126 (2001-2002, 2. samling) om ændring af lov om aktiv socialpolitik og

integrationsloven.

Heraf fremgik, at

”udlændinge som udgangspunkt ikke skal forsørges af det offentlige. I nogle tilfælde er det

dog nødvendigt at fravige dette princip.

Der er efter de nugældende regler ikke krav om, at man skal have opholdt sig lovligt i landet i

en længere periode for at modtage kontanthjælp eller introduktionsydelse.

Regeringen foreslår, at der indføres nye principper for ret til kontanthjælp, så kun personer,

der har opholdt sig her i riget i mindst 7 år ud af de sidste 8 år, har ret til fuld kontanthjælp.”

Kun personer, der fremover kommer til Danmark, vil være omfattet af de nye regler. Dette

gælder for såvel udlændinge som danskere.

Udtrykket optjening af kontanthjælp er ikke anvendt i lovforslaget om starthjælp.

Introduktionsydelse – version 1.0.

I 1998 gennemførte den daværende regering integrationsloven, der var den første lov, der

indeholdt en samlet regulering af den integrationsindsats, der skal tilbydes udlændinge. Sam-

tidig overgik integrationsindsatsen til kommunerne, hvor den hvad angår flygtninge hidtil

alene havde været en statslig opgave, der på det praktiske plan blev varetaget af Dansk Flygt-

ningehjælp.

Indtil da modtog udlændinge, der ikke kunne forsørge sig selv, kontanthjælp efter de almin-

delige regler i lov om aktiv socialpolitik (der afløste bistandsloven et halvt år før integrations-

lovens ikrafttræden). Integrationsloven indeholdt en bestemmelse om en særlig introdukti-

onsydelse, der var fastsat til 5.000 kroner pr. måned for udlændinge uden forsørgelsespligt

over for mindreårige børn og 7.000 kroner pr. måned for udlændinge med forsørgelsespligt

over for mindreårige børn. Disse ydelser svarede nogenlunde til de tilsvarende kontanthjælps-

satser minus et par tusinde kroner. Beregningsreglerne svarede også til kontanthjælpssyste-

mets principper. Da alene udlændinge blev tilbudt et introduktionsprogram omfattede intro-

duktionsydelse kun udlændinge.

Integrationsprogrammet havde (og har) en varighed af tre år efter at kommunalbestyrelsen

har overtaget ansvaret for en udlænding. Perioden blev ikke forlænget, selvom udlændingen

ikke kunne deltage i perioder med f.eks. sygdom eller barsel. Perioden blev principielt heller

Side 47 af 514

ikke forkortet, selv om den pågældende havde skaffet sig arbejde og godt kunne undvære

indsatsen.

Introduktionsydelsen erstattede i denne tre års periode den kontanthjælp, som de pågældende

udlændinge ellers kunne være berettiget til i tilfælde af, at de ikke kunne forsørge sig selv.

I 2000 blev satserne sat op, så de svarede til kontanthjælpssatserne. I 2002 ændredes reglerne

som følge af indførelsen af starthjælpen, jf. L 126 (2001-2001, 2. samling).

2�½ års beskæftigelseskrav

Pr. 1. juli 2006 indførtes et beskæftigelseskrav på 2�½ år, således at starthjælpsmodtagere

alene kunne overgå til kontanthjælp, hvis de havde haft 2�½ års ordinær beskæftigelse i otte

års perioden.

Ændringen indgik i regeringens aftale med Dansk Folkeparti fra april 2006 om de dele af

velfærdsudspillet ” Fremtidens velstand og velfærd”, der omhandler fremtidig indvandring.

Aftalen blev udmøntet i L 93, (2006-2007) om ændring af udlændingeloven og lov om aktiv

socialpolitik (indvandringsprøve, integrationseksamen, opholdstilladelse med henblik på at

søge beskæftigelse m.v.).

Formålet er at tilskynde udlændinge til at opnå en mere fast tilknytning til arbejdsmarkedet

og supplerer herved den gældende betingelse for ret til kontanthjælp, dvs. kravet om ophold i

de sidste syv ud af otte år. Kravet gælder ikke for førtidspensionister og personer over pensi-

onsalderen. De vil efter syv år her i riget overgå til at få ret til kontanthjælp.

Det fremgik af lovforslaget, at kravet er et klart signal om, hvad der forventes af ansøgeren,

herunder at selvforsørgelse via beskæftigelse er normen i Danmark.

Kravet får tidligst virkning/konsekvens for personer, der ansøger om kontanthjælp efter 1. juli

2013.

2.4.3 500 kroners nedsættelsen, loftet over ydelser til kontanthjælpsmodtagere

og 300-timers-reglen

Disse reguleringer har ikke noget med optjening at gøre, men er alligevel medtaget i denne

sammenhæng, fordi formålet med dem er - i lighed med et optjeningsprincip – at de medvir-

ker til, at det bedre kan betale sig at arbejde.

500 kroners nedsættelsen

Særligt for gifte kontanthjælpsmodtagere var der væsentlige samspilsproblemer, så det ikke

altid kunne betale sig at arbejde. Det indebar, at det kunne være vanskeligt at motivere denne

gruppe til at søge og fastholde arbejde.

Derfor blev den såkaldte 500 kroners nedsættelse indført pr. 1. januar 2003. Nedsættelsen

indebærer, at ægtepar, hvor en eller begge modtager kontanthjælp efter bestemmelserne for

personer på 25 år eller derover, får nedsat kontanthjælpen med 500 kr. om måneden pr. per-

son efter 6 sammenhængende måneder med kontanthjælp.

Loft over ydelser til kontanthjælpsmodtagere

Senere samme år indførtes loft over ydelser til kontanthjælpsmodtagere som et led i ”Flere i

arbejde”.

Side 48 af 514

Loftet havde som 500 kroners nedsættelsen også til formål at det bedre skulle kunne betale

sig at arbejde. Loftet over ydelser til kontanthjælpsmodtagere/starthjælpsmodtagere har to

formål: At sikre at det samlede rådighedsbeløb for kontanthjælpsmodtagere så vidt muligt

altid er lavere end rådighedsbeløbet ved almindeligt arbejde, også på lavtlønsområdet, og

herved sikre, at der er økonomiske incitamenter til at tage arbejde.

Niveauet for loftet afhænger af, om kontanthjælpsmodtageren er gift, samlevende, forsørger

eller enlig. For gifte og samlevende svarer loftet til den kontanthjælpssats, kontanthjælps-

modtageren er berettiget til. For enlige forsørgere svarer loftet til arbejdsløshedsdagpengenes

maksimum, og for enlige ikke-forsørgere svarer loftet til kontanthjælpssatsen for forsørgere.

300-timers-reglen/450-timers-reglen

Nogle anser 300/450-timers-reglen for at være en optjeningsregel. Det er imidlertid ikke i

overensstemmelse med forudsætningerne for dens tilblivelse. Reglen hidrører fra den såkald-

te forklæderegel, som havde til formål at fritage en ægtefælle, der aldrig havde arbejdet uden

for hjemmet fra rådighedsforpligtelsen. Hovedreglen er, at begge ægtefæller skal stå til rådig-

hed for at nogle af dem kan opnå hjælp. Men ved denne særlige regel er den ene ægtefælle

sikret hjælp, uden at de begge skal stå til rådighed. Der blev (og bliver) ikke udbetalt hjælp til

den ægtefælle, der ikke stod til rådighed, men før ændringen blev der udbetalt et tillæg til den

ægtefælle, der stod til rådighed.

Indførelsen af 300-timers-reglen havde til formål at sikre et objektivt rådighedskriterium,

således at en ansøger ved at præstere 300 timers arbejde inden for to år kunne bevise, at på-

gældende stod til rådighed for arbejdsmarkedet og dermed fortsat var berettiget til kontant-

hjælp.

Bestemmelsen trådte i kraft 1. april 2006, teknisk benævnt som bortfald af kontanthjælp til

hjemmegående ægtefælle og var et led i integrationsaftalen.

For ægtepar, hvor begge er på kontanthjælp, gælder det, at en ægtefælle, der ikke inden for de

seneste to år har haft sammenlagt minimum 300/450 timers ordinært arbejde, bliver betragtet

som reelt hjemmegående. Det betyder, at kontanthjælpen til den pågældende person falder

bort. Perioder med barsel og dokumenteret sygdom bliver ikke medregnet i de to år, men

forlænger beregningsperioden. Personer, hvis arbejdsevne er så begrænset, at de ikke kan

opnå ordinær beskæftigelse, er ikke omfattet af reglen om bortfald af kontanthjælpen.

2.4.4 Opholdsretlig regulering af ret til sociale ydelser

En form for optjening af ret til velfærdsydelser ses også via reglerne for opholdsgrundlag,

som er blevet strammet ad flere omgange. Hermed begrænses målgruppen for velfærdsydel-

ser.

Udlændingeloven indeholder regler om udlændinges adgang til indrejse og ophold her i lan-

det.

Udlændingelovens regler er fastsat bl.a. med det formål at sikre, at udlændinge, der meddeles

opholdstilladelse her i landet som led i bl.a. ægtefællesammenføring, beskæftigelse eller stu-

dier, ikke ligger det offentlige til byrde og med henblik på sikre det bedst mulige grundlag for

en vellykket integration i det danske samfund. Reglerne i udlændingeloven indebærer såle-

des, at meddelelse af opholdstilladelse til ægtefæller, beskæftigede og studerende m.v. som

udgangspunkt er betinget af et krav om selvforsørgelse.

Side 49 af 514

Regeringen har gennem årene gennemført en række skærpelser af udlændingelovens krav om

selvforsørgelse.

Som led i udmøntningen af regeringens udlændingeudspil ”En ny udlændingepolitik” fra

januar 2002 blev der allerede i 2002 ved lov nr. 365 af 6. juni 2002 indført skærpede krav til

selvforsørgelse ved ægtefællesammenføring. Forsørgelseskravet i ægtefællesammenførings-

sager – som hidtil alene havde fundet anvendelse, hvis den herboende ægtefælle var indvan-

drer – blev således udvidet til også at gælde for herboende personer med dansk indfødsret,

statsborgerskab i et af de andre nordiske lande eller opholdstilladelse som flygtning. Den

herboende ægtefælle skulle godtgøre at være i stand til at forsørge ansøgeren. Endvidere blev

ægtefællesammenføring betinget af, at den herboende ægtefælle stiller økonomisk sikkerhed

(63.413,39 kr. i 2011-niveau) til dækning af eventuelle fremtidige offentlige udgifter til hjælp

efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven til ansøgeren. Herudover blev ægtefæl-

lesammenføring betinget af, at den herboende ægtefælle ikke havde modtaget hjælp efter lov

om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i en periode på 1 år inden tidspunktet for indgi-

velsen af ansøgningen og frem til meddelelsen af opholdstilladelse.

Ved lov nr. 89 af 30. januar 2007 blev kravet om godtgørelse af forsørgelsesevnen i familie-

sammenføringssager erstattet af et mere målrettet forsørgelseskrav. Det nye forsørgelseskrav

– som er en videreudvikling af det selvforsørgelseskrav i form af karenstid ved modtagelse af

visse offentlige ydelser, der blev indført i 2002 – betyder, at det normalt ikke længere er en

betingelse for ægtefællesammenføring, at den herboende person godtgør at kunne forsørge

ansøgeren. Det er derimod en betingelse, at den herboende ægtefælle og ansøgeren ikke mod-

tager hjælp til forsørgelse efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven. Ægtefælle-

sammenføring blev ved denne lovændring således betinget af, at den herboende ægtefælle i 1

år forud for afgørelsen om opholdstilladelse ikke har modtaget hjælp efter lov om aktiv soci-

alpolitik eller integrationsloven, samt af, at ansøgeren og den herboende ægtefælle ikke mod-

tager hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven i tiden, indtil ansøgeren

meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse. Modtager familien hjælp til forsørgelse, er grund-

laget for familiesammenføring ikke længere til stede, og opholdstilladelsen vil efter omstæn-

dighederne kunne inddrages.

Senest er selvforsørgelseskravet i ægtefællesammenføringssager blevet skærpet ved lov nr.

572 af 31. maj 2010, hvorved betingelsen for ægtefællesammenføring om, at den herboende

ægtefælle ikke måtte have modtaget hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrations-

loven i 1 år forud for afgørelsen om familiesammenføring, blev skærpet til 3 år.

Det bemærkes, at opholdstilladelse på baggrund af beskæftigelse betinges af, at udlændingen

og eventuelle medfølgende familiemedlemmer ikke modtager hjælp efter lov om aktiv social-

politik. Opholdstilladelse som studerende er betinget af, at udlændingens forsørgelse er sikret

gennem egne midler, stipendium, studielån eller lignende.

Hertil kommer, at meddelelse af tidsubegrænset opholdstilladelse bl.a. er betinget af krav om

selvforsørgelse. Tidsubegrænset opholdstilladelse er således normalt betinget af, at udlæn-

dingen ikke i de sidste 3 år forud for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdstil-

ladelse, og indtil udlændingen vil kunne meddeles tidsubegrænset opholdstilladelse, har mod-

taget offentlig hjælp efter lov om aktiv socialpolitik eller integrationsloven. Tidsubegrænset

opholdstilladelse er normalt også betinget af, at udlændingen ikke har forfalden gæld til det

offentlige, medmindre der er givet henstand med hensyn til tilbagebetalingen af gælden og

gælden ikke overstiger 100.000 kr., ligesom udlændingen skal kunne dokumentere at have

haft ordinær fuldtidsbeskæftigelse her i landet i mindst 2 år og 6 måneder inden for de sidste

3 år forud for indgivelsen af ansøgning om tidsubegrænset opholdstilladelse og fortsat må

Side 50 af 514

antages at være tilknyttet arbejdsmarkedet på tidspunktet for afgørelse om tidsubegrænset

opholdstilladelse.

2.4.5 EU’s østudvidelse og det nationale kompromis

I forbindelse med østudvidelsen, hvor 8 øst- og centraleuropæiske lande blev medlem af EU

d. 1. maj 2004, blev der iværksat en omfattende gennemgang af sociale ydelser i stil med

gennemgangen i nærværende rapport. Resultatet foreligger i rapporten ”Danske sociale ydel-

ser i lyset af udvidelsen af EU”, afgivet den 11. april 2003 af den tværministerielle arbejds-

gruppe om brug af sociale ydelser i lyset af udvidelsen af EU.

Arbejdet skal ses i lyset af de særlige omstændigheder. Efter udvidelsen havde medlemssta-

terne i en overgangsperiode mulighed for at gøre undtagelse fra reglerne for fri bevægelighed

for arbejdskraft. Parallelt med arbejdet med sociale ydelser overvejede man derfor, hvordan

man kunne opstille et regelsæt for adgangen til Danmark.

Arbejdet vedr. adgangen til Danmark resulterede i et regelsæt, hvor man princippet åbnede

for adgangen til det danske, men hvor man krævede opholds- og arbejdstilladelse, og som

betingelse for arbejdstilladelse krævede, at arbejdet foregik på fuld tid og til overenskomst-

mæssige vilkår.

Der var en nær sammenhæng mellem adgangen til ophold og arbejde i Danmark og retten til

visse sociale ydelser: Da opholdsgrundlaget blev mistet i tilfælde af, at arbejdet ophørte -

medmindre arbejdet havde varet 12 måneder - var der ikke ret til kontanthjælp og arbejdsløs-

hedsdagpenge. Arbejde ville i øvrigt ikke kunne overtages med dags varsel, som rådigheds-

reglerne kræver, da arbejdet først kunne begyndes, når ansøgning om arbejdstilladelse var

behandlet og godkendt. I lovgivningen blev det præciseret, at der alene var ret til hjælp til

hjemrejse, hvis opholdsgrundlaget blev mistet.

Reglerne for arbejdstilladelse blev gradvist lempet for at blive endelig udfaset d. 1. maj 2009.

Som følge af analysen af de sociale ydelser blev der indført skærpede regler for sygedagpen-

geopfølgning i udlandet. I den forbindelse blev den såkaldte centrale enhed etableret. Den

Centrale Enhed er placeret i Arbejdsmarkedsstyrelsen og bistår kommunerne med varetagelse

af konkrete initiativer i forbindelse med gennemførelsen af opfølgningen i de nye EU-lande.

F.eks. at indhente en lægeerklæring, at etablere kontakt til den kompetente myndighed i op-

holdslandet, at skaffe viden om rehabiliteringsinstitutioner i den sygemeldtes hjemland.

Der blev også lukket for adgang til børnepasningsorlov fra d. 1. april 2004 for at forhindre, at

borgere fra de nye lande fik adgangen til orloven, som herefter kunne afholdes i hjemlandet.

Da orloven først udfases i 2011, skulle personer, der var berettiget til orlov efter de dagæl-

dende regler, ansøge om retten til at bevare muligheden for at holde børnepasningsorlov på et

senere tidspunkt. De fik herefter et ”orlovsbevis” af Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Endelig blev der fastsat en vejledende grænse på 10 ugers arbejde for at anse en EU-borger

som vandrende arbejdstager, jf. nærmere herom i kapitel 3.

Der var i sin tid mange bekymringer for, hvad EU-udvidelsen ville indebære. Med østaftalen

fandt man en løsning, hvor man på den ene side åbnede det danske arbejdsmarked og på den

anden side krævede, at østeuropæiske arbejdstagere skulle arbejde på danske løn- og ansæt-

telsesvilkår. I løbet af Østaftalens løbetid kunne man konstatere, at åbningen af arbejdsmar-

kedet ikke førte til ubalancer. Tværtimod faldt tilgangen af arbejdskraft sammen med en høj-

konjunktur og var med til at afhjælpe flaskehalsproblemer.

Side 51 af 514

Da arbejdstagere omfattet af østaftalen samtidig havde begrænset adgang til sociale ydelser,

høstede Danmark stort set kun fordele i de første år efter udvidelsen. En ulempe var dog, at

systemet med arbejdstilladelser skabte grobund for et illegalt arbejdsmarked, som politiet og

fagbevægelsen skulle bruge ressourcer på at stække. Samlet set må overgangsordningen dog

vurderes til at være en succes, og det danske arbejdsmarked ville givetvis have været værre

stillet, hvis man havde benyttet sig af et af de 2 øvrige alternativer: Enten at undlade at åbne

arbejdsmarkedet for østarbejdere, eller at åbne det helt uden særlige overgangsregler. I først-

nævnte tilfælde ville man have begrænset udbuddet af arbejdskraft med flaskehalse og sti-

gende lønpres til følge. I sidstnævnte tilfælde ville man have skabt grobund for uro på ar-

bejdsmarkedet, social turisme mv., med heraf følgende manglende opbakning fra befolknin-

gen til udvidelsen. Den måde, man forvaltede årene efter udvidelsen på, gjorde befolkningen

mere åben for udenlandsk arbejdskraft.

2.4.6. Børnefamilieydelse efter 2 års optjeningsprincip

Udlændinge kan modtage børnefamilieydelse (nu børne- og ungeydelsen), efter en vis ka-

rensperiode, hvis de er fuldt skattepligtige i Danmark, har forældremyndigheden over barnet

og barnet rent faktisk opholder sig her i landet. Grundet EU-reglerne er det muligt for EU-

borgere at modtage børnefamilieydelse fra deres første arbejdsdag i Danmark, også hvis deres

barn ikke opholder sig i landet.

I efteråret 2010 var der nogle eksempler fremme, bl.a. om., at arbejdstagere fra andre EU-

lande, der er beskæftiget i Danmark som efter kortvarig beskæftigelse får ret til den danske

børnefamilieydelse til deres børn, der bor i et andet EU – land.

Politikerne ønskede at sikre, at modtagere af ydelsen havde en vis tilknytning til landet. Det

blev derfor besluttet, at indføre et optjeningsprincip hvor ydelsen opnås gradvist. Optjenings-

princippet indebærer, at man skal have haft bopæl i Danmark i 2 år inden for de seneste 10 år

for at modtage fuld ydelse. Der vil være optjent ret til 25 pct. af den fulde ydelse efter et halvt

års bopæl i Danmark og 50 pct. efter et år osv. Efter 2 års bopæl i Danmark vil der være op-

tjent ret til fuld ydelse.

Da lønnet beskæftigelse og udøvelse af selvstændig erhvervsvirksomhed i Danmark ligestil-

les med bopæl i Danmark kan personer med hjemsted i et hvilket som helst EU/EØS-land

optjener ret til dansk børnefamilieydelse, når de tager arbejde her i landet. EU-borgere vil dog

efter det nye optjeningsprincip først kunne modtage fuld børnefamilieydelse, til børn som

ikke opholder sig i Danmark, når de har været beskæftiget i Danmark i 2 år. Dette er med til

at sikre, at ydelsen alene udbetales til personer med en vis tilknytning til landet, og dermed

tilsvarende medfinansiering af det danske velfærdssystem.

2.4.7 Brøkpension til flygtninge

I Danmark gælder princippet om brøkpension, hvor størrelsen af folkepensionen bygger på

opholdstiden i Danmark. Retten til fuld folkepension er således betinget af mindst 40 års fast

bopæl i Danmark mellem det fyldte 15. år og folkepensionsalderen. Udgør opholdstiden min-

dre end 40 år, udbetales folkepensionen med en brøk.

Indtil 1. januar 2011 var der to undtagelser for flygtninge, der var meddelt opholdstilladelse i

medfør af udlændingelovens § 7 eller § 8, for så vidt angår ret til og optjening af social pen-

sion:

Se figur 9.2 på s. 143 i Malchow-Møller, Munch og Skaksen (2009).

Side 52 af 514

Der blev ikke stillet krav om dansk statsborgerskab.

Ved opgørelse af bopælstiden her i riget blev bopælstid i oprindelseslandet medreg-

net. Det samme gjaldt bopælstid i andre lande, hvori den pågældende havde haft bo-

pæl på et grundlag svarende til udlændingelovens § 7. Bopælstid i oprindelseslandet

blev også medregnet i forhold til kravet om en mindstebopælstid på 3 år.

Med lovændringen fra 2011 blev reglerne om opgørelse af bopælstid for ret til folkepension

for personer, som har fået opholdstilladelse efter § 7 eller § 8 i udlændingeloven harmoniseret

med reglerne for opgørelse af bopælstid for danskere og øvrige udlændinge. Det vil sige, at

flygtninge, der har nået folkepensionsalderen, ikke længere får sidestillet bopæl i oprindelses-

landet med bopæl her i riget, ved optjening af ret til folkepension.

Flygtninge, der kommer til landet efter det fyldte 62. år, vil ikke som hidtil kunne opnå ret til

fuld folkepension. På grund af alderen vil de slet ikke kunne opnå ret til folkepension. Disse

flygtninge kan i stedet få udbetalt starthjælp i 7 år efter ankomsten og herefter kontanthjælp

med et beløb, der månedligt svarer til, hvad en gift folkepensionist uden andre indtægter end

folkepensionen kan få udbetalt, jf. aktivlovens § 27.

Flygtninge, der kommer til landet før det fyldte 62. år, vil kunne nå at opfylde kravet om 3

års bopæl i Danmark og derved blive berettiget til en brøkpension som folkepensionist. Ty-

pisk vil der i stedet for en fuld pension skulle udbetales brøkpension folkepension med sup-

plement i form af personligt tillæg efter en konkret individuel vurdering.

Flygtninge, som ankommer efter det 62. år og således ikke opnår ret til folkepension, vil hel-

ler ikke være berettiget til diverse tillæg samt særlig gunstig boligstøtte, da det er en betingel-

se, at man er pensionist.

Side 53 af 514

3. Juridiske forhold omkring brug af optjeningsprincipper

I dette kapitel beskrives, hvilke juridiske regler der skal iagttages i forbindelse med overve-

jelser om ændring af betingelserne for at opnå ret til ydelser. Først redegøres der for grundlo-

vens § 75, stk. 2, der fastlægger retten til hjælp fra det offentlige for den, som ikke kan ernæ-

re sig selv. Dernæst følger en beskrivelse af de EU-retlige rammer for optjeningsprincippet

mv. Endelig gennemgås internationale forpligtelser i øvrigt i form af multilaterale og bilatera-

le konventioner.

EU-borgeres adgang til velfærdsydelser i Danmark hviler på 3 fundamentale principper: For-

buddet mod diskrimination/forskelsbehandling, den fri bevægelighed for arbejdstagere og

selvstændige erhvervsdrivende samt unionsborgerskabet. Disse fundamentale principper skal

ses i lyset af hinanden. F.eks. er forbuddet mod forskelsbehandling en forudsætning for fri

bevægelighed for arbejdskraft. EU-retten fastsætter således i vidt omfang, at EU-borgere,

som har ophold i Danmark, skal ligestilles med danske borgere.

Forskelsbehandling kan være direkte eller indirekte. Direkte forskelsbehandling foreligger,

når lovgivningen direkte kræver bestemt statsborgerskab eller national oprindelse som betin-

gelse for en rettighed. Indirekte forskelsbehandling foreligger, når et kriterium er mere egnet

til at ramme udenlandske end nationale borgere. Både direkte og indirekte forskelsbehandling

er som udgangspunkt forbudt i medfør af EU-retten, men indirekte forskelsbehandling kan i

særlige undtagelsestilfælde retfærdiggøres, hvis det er sagligt begrundet og i øvrigt proporti-

onalt.

EU- Domstolen stiller således store krav til argumentationen for, at en indirekte forskelsbe-

handlende betingelse er objektivt begrundet og proportional.

Et bopælskrav, herunder et optjeningskrav med udgangspunkt i personens bopæl, kan under

alle omstændigheder kun få betydning, hvor der ikke findes udtrykkelige regler om sammen-

lægning af perioder i hjemlandet hhv. eksport af ydelser, jf. gennemgangen af forordning

883/2004.

En saglig begrundelse for krav om bopæl kan være behovet for at sikre en vis tilknytning til

landet afhængig af ydelsens art og formål.

Det gælder særligt for økonomisk aktive EU-borgere, at de er omfattet af forordning 1612/68

om fri bevægelighed for arbejdstagere. Denne forordning omhandler bl.a. lige adgang til so-

ciale ydelser for EU-arbejdstagere, men indeholder ikke regler om koordinering af de sociale

ydelser. Artikel 7 fastsætter, at arbejdstagere nyder samme sociale og skattemæssige fordele

som indenlandske arbejdstagere. Sociale fordele omfatter alle sociale ydelser, dvs. blandt

andet kontanthjælp, aktivering, fleksjob, daginstitutioner og tilbud om handicaphjælp.

Forordning 883/04, der koordinerer de sociale sikringsordninger, omfatter alle EU-borgere og

deres familiemedlemmer, det vil sige både økonomisk aktive og ikke-økonomisk aktive. For-

ordningen sikrer, at disse, når de bevæger sig mellem medlemslandene, kan medtage sik-

ringsperioder fra andre medlemslande til opfyldelse af eventuelle karensperioder mv. Dette

gælder for eksempel i forhold til arbejdsløshedsdagpenge, hvor de perioder, man har indbetalt

til en a-kasse i udlandet, vil indgå i opgørelsen af den tid, man skal have indbetalt til en a-

kasse i Danmark for at være berettiget til at modtage arbejdsløshedsdagpenge. Derudover

Side 54 af 514

sikrer forordningen, at man kan tage ydelsen med ud af landet i det omfang, det er muligt,

hvilket afhænger af, om der er tale om en natural- eller kontantydelse.

Endvidere regulerer opholdsdirektivet, direktiv 2004/38, i et vist omfang adgang/manglende

adgang til ydelser, ligesom der gælder et ligebehandlingskrav i medfør af traktaten om den

europæiske unions funktionsmåde.

De ovenfor omtalte ligebehandlingsprincipper har den effekt, at der er meget begrænset mu-

lighed for at opstille optjeningsprincipper for EU-borgere, der ikke i samme grad rammer

danskere. Disse ligebehandlingsprincipper regulerer ikke adgangen til at indføre optjenings-

principper for tredjelandsborgere. Danmark har imidlertid indgået en række andre aftaler, der

omfatter tredjelandsborgere, og som også indeholder ligebehandlingskrav i forhold til disse.

Danmark har således ratificeret en række multilaterale konventioner, der i forskelligt omfang

har betydning for adgangen til at indføre optjeningsprincipper.

Derudover har Danmark gennem årene indgået bilaterale aftaler om social sikring med en

række andre lande. Disse aftaler hviler på gensidighed og har til formål at sikre en ret til op-

tjening af social sikring, først og fremmest social pension, samt sikre udbetaling af ydelsen på

medkontrahentens område for dem, der er omfattet af aftalen.

3.1 Grundloven

Grundlovens § 75 har følgende ordlyd:

”§ 75.

Til fremme af almenvellet bør det tilstræbes, at enhver arbejdsduelig borger har mu-

lighed for arbejde på vilkår, der betrygger hans tilværelse.

Stk. 2.

Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen

anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som

loven herom påbyder.”

Grundlovens § 75, stk. 2, indebærer, at der skal bestå et offentligt forsorgsvæsen, der sikrer

enhver, der ikke kan klare sig selv, og hvis forsørgelse ikke påhviler andre, en egentlig ret til

hjælp.

Bestemmelsen angiver ikke omfanget af hjælpen, men det antages, at bestemmelsen forud-

sætter, at det påhviler det offentlige at garantere enhver et eksistensminimum, jf. Alf Ross,

Dansk Statsforfatningsret 2, 3. udgave ved Ole Espersen (1980), side 784.

Bestemmelsen udelukker ikke, at der nægtes eksempelvis kontanthjælp i tilfælde, hvor behov

for forsørgelse kan afhjælpes på anden måde, f.eks. ved, at den pågældende tager imod et

rimeligt tilbud om arbejde. I den forbindelse kan der henvises til landsrettens begrundelse

(som blev tiltrådt af Højesteret) i U 2006.770 H, hvor en borger blev anset for at være for-

pligtet til at deltage i tilbudt aktivering som betingelse for at modtage kontanthjælp. Landsret-

ten udtalte herom følgende:

”Efter grundlovens § 75, stk. 2, er lovgivningsmagten forpligtet til at indføre/opretholde en

lovgivning, hvorved »Den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke

påhviler nogen anden, er berettiget til hjælp af det offentlige . . .«. Som det fremgår af be-

stemmelsens ordlyd, er retten til offentlig hjælp subsidiær i forhold til pligten til efter evne at

forsørge sig selv. Der er ikke i bestemmelsens ordlyd eller i den forfatningsretlige teori

Side 55 af 514

grundlag for at fastslå, at den hjælp, der skal ydes den, der ikke kan forsørge sig selv eller

har ret til forsørgelse hos andre, skal bestå i arbejdsfri ydelser.

Aktiveringstilbuddet til sagsøgeren indebar, at han, i det omfang han deltog i aktiveringen,

ville få udbetalt en ydelse, som oversteg et eksistensminimum, og hans vægring ved at deltage

i aktivering ville alene have som konsekvens, at han, mens aktiveringstilbuddet stod åbent,

mistede ydelsen, i det omfang han ikke deltog i aktiveringen. Aktiveringstilbuddet var endvi-

dere rimeligt, bl.a. i den forstand, at sagsøgeren magtede at udføre arbejdet, og kravet om

deltagelse i aktivering som betingelse for opnåelse af kontanthjælp var sagligt begrundet,

idet det havde til formål at forbedre sagsøgerens muligheder for selvforsørgelse.

Der er herefter ikke grundlag for at fastslå, at sagsøgeren ikke i den omtvistede 2-måneders-

periode i juni-juli 2000 fik tilbud om »hjælp« inden for rammerne af grundlovens § 75, stk.

2.”

Domstolene lagde i sagen således som begrundelse for, at den pågældende person havde fået

”hjælp” i § 75’s forstand, bl.a. vægt på, at aktiveringstilbuddet var rimeligt, og at aktiverings-

kravet var sagligt begrundet, fordi det havde til formål at forbedre personens selvforsørgel-

sesevne.

Det har i den statsretlige litteratur været drøftet, om udlændinge, som befinder sig i Danmark,

er omfattet af den personkreds, som efter grundlovens § 75, stk. 2, skal sikres ret til hjælp fra

det offentlige. Spørgsmålet er i den nyere statsretlige litteratur besvaret bekræftende, jf. bl.a.

Henrik Zahle, Dansk Forfatningsret 3, 3. udgave (2003), side 220, der dog samtidig anfører,

at det offentliges forpligtelser begrænses af adgangen til at bringe den pågældende ud af lan-

det.

I overensstemmelse med opfattelsen i den nyere statsretlige litteratur er det i forarbejderne til

lov nr. 1040 af 17. december 2002 (nedsat kontanthjælp til personer, der er samlevende med

en starthjælps- eller introduktionsydelsesmodtager) forudsat, at grundlovens § 75, stk. 2, gæl-

der i forhold til udlændinge, som befinder sig i Danmark.

Ud over § 75 er også grundlovens § 76 relevant i forhold til udlændinges adgang til velfærds-

ydelser. Grundlovens § 76 giver alle børn i den undervisningspligtige alder ret til fri (gratis)

undervisning i folkeskolen. § 76 gælder alle børn i den nævnte alder, der er bosat i Danmark,

uanset statsborgerskab. Børn, der skal opholde sig her i landet i mindst 6 måneder, er omfattet

af reglerne om undervisningspligt, jf. folkeskolelovens § 32.

3.2 EU-retlige rammer

3.2.1 Indledning

I dette afsnit beskrives de EU-retlige rammer, der skal tages højde for ved vurderingen af EU-

borgeres adgang til velfærdsydelser i Danmark, herunder deres mulighed for at modtage dem

i deres hjemland. Der er tale om en overordnet beskrivelse af de grundlæggende principper,

idet den konkrete vurdering i forhold til de enkelte ydelser foretages ved gennemgangen af

ydelsen.

Traktaten om Den Europæiske Unions Funktionsmåde (herefter betegnet TEUF) fastsætter i

artikel 48 de overordnede rammer for EU’s regulering af social tryghed for vandrende ar-

bejdstagere, selvstændige og pårørende. Artiklen er et supplement til reglerne om arbejdskraf-

tens frie bevægelighed i TEUF artikel 45. Formålet er at sikre arbejdstagere, selvstændige

Side 56 af 514

erhvervsdrivende og pårørende mod de tab af rettigheder, der ellers ville være en følge af at

benytte sig af muligheden for at arbejde og opholde sig i en anden medlemsstat end hjemsta-

ten. Reglerne er en forudsætning for gennemførelsen af arbejdskraftens frie bevægelighed.

I forbindelse med udvidelsen af EU i 2004 blev EU-retten gennemgået i rapporten ”Danske

sociale ydelser i lyset af udvidelsen af EU”, afgivet den 11. april 2003 af den tværministeriel-

le arbejdsgruppe om brug af sociale ydelser i lyset af udvidelsen af EU. Dette kapitel genbru-

ger i et vist omfang denne tidligere gennemgang, men ændringer i traktatgrundlaget, nye af-

ledte retsakter - i form af opholdsdirektivet og den nye forordning om koordinering af social

sikring - og ny domspraksis nødvendiggør en grundlæggende omskrivning.

3.2.2 Oversigt over de EU-retlige rammer

EU-borgeres adgang til at opholde sig i Danmark og mulighed for at få velfærdsydelser hviler

på 3 fundamentale principper: Forbuddet mod diskrimination/forskelsbehandling, den fri

bevægelighed for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende samt unionsborgerskabet.

De 2 førstnævnte principper stammer tilbage fra EFs oprettelse, mens unionsborgerskabet

blev indført med Maastricht-traktaten i 1993. Det er ikke muligt at se principperne i isolation.

F.eks. er forbuddet mod forskelsbehandling en forudsætning for fri bevægelighed for ar-

bejdskraft. Den nære sammenhæng mellem principperne ses også af, at TEUF’s bestemmel-

ser om forbud mod forskelsbehandling er placeret sammen med bestemmelserne om unions-

borgerskab under overskriften ”Ikke-forskelsbehandling og unionsborgerskab”. Endvidere

har indførelsen af unionsborgerskabet fået EU-Domstolen til at styrke borgernes rettigheder

efter andre bestemmelser i traktaten, f.eks. for vandrende arbejdstagere. Men fremstillings-

teknisk er det fundet hensigtsmæssigt at tage udgangspunkt i de 3 principper.

I forbindelse med omtalen af forbuddet mod forskelsbehandling vil der blive lagt særligt vægt

på indirekte forskelsbehandling. Det vil sige forskelsbehandling, som skyldes, at en retsfor-

skrift på grund af dens karakter er egnet til i højere grad at berøre udenlandske end inden-

landske borgere. Et oplagt eksempel er krav om bopæl af en vis varighed. Sådan indirekte

forskelsbehandling er ulovlig, medmindre kravet er objektivt begrundet og står i rimeligt

forhold til det tilstræbte formål.

Da der gælder en særlig beskyttelse for økonomisk aktive, herunder vandrende arbejdstagere,

vil arbejdstagerbegrebet blive gennemgået. Endvidere vil forordningerne om vandrende ar-

bejdstagere blive belyst. Det gælder forordning 1612/68, hvorefter vandrende arbejdstagere

har ret til samme sociale og skattemæssige fordele som indenlandske arbejdstagere. Forord-

ningen suppleres af forordning 883/04, der fastsætter detaljerede regler for koordinering af

regler om social sikring. Den fri bevægelighed for selvstændige (etableringsfriheden) vil også

blive berørt, da selvstændige også kan påberåbe sig fordele, men i praksis spiller selvstændi-

ge ikke så stor en betydning.

Angående de omfattende regler for vandrende arbejdstagere er det også interessant at få be-

lyst, i hvilket omfang andre end vandrende arbejdstagere kan udlede rettigheder af unions-

borgerskabet, herunder ikke blot udlændinge, der kommer til Danmark, men også danske

statsborgere, der har udnyttet deres ret til fri bevægelighed.

3.2.3 Indledende om direkte og indirekte forskelsbehandling

Det generelle forbud mod forskelsbehandling på baggrund af nationalitet fremgår nu af TEUF

artikel 18, hvorefter ”inden for traktaternes anvendelsesområde og med forbehold af disses

særlige bestemmelser er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet, for-

budt”.

Side 57 af 514

For så vidt angår vandrende arbejdstagere fremgår det af TEUF artikel 45, stk. 2, at arbejds-

kraftens fri bevægelighed ”forudsætter afskaffelse af enhver i nationaliteten begrundet for-

skelsbehandling af medlemsstaternes arbejdstagere, for så vidt angår beskæftigelse, aflønning

og øvrige arbejdsvilkår”.

Chartret om grundlæggende rettigheder, som med Lissabon-traktaten er blevet juridisk bin-

dende på traktatniveau, bekræfter også forbuddet mod forskelsbehandling.

Direkte forskelsbehandling foreligger, når lovgivningen direkte kræver bestemt statsborger-

skab eller national oprindelse som betingelse for en rettighed.

Indirekte forskelsbehandling foreligger som nævnt, når et kriterium er egnet til at ramme flere

udenlandske end nationale borgere. Det er forbudt, medmindre kriteriet er objektivt begrundet

og ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at opnå formålet. Den sidste betingelse

udgør proportionalitetsprincippet.

Kriterier som helt evident rammer flere udlændinge er f.eks. sprogkrav og bopælskrav. Sær-

ligt på jobmarkedet, vil krav om beherskelse af det nationale sprog dog som regel være sag-

ligt begrundet, men afhængigt af arbejdets karakter kan der ikke nødvendigvis kræves fly-

dende kundskab. Der kan f.eks. stilles større krav til en embedsmand end til en staldkarl.

Bopælskrav kan efter omstændighederne også være objektivt begrundede. Retspraksis herom

for vandrende arbejdstagere m.fl. gennemgås senere. På dette sted skal det blot foreløbigt

understreges, at indirekte forskelsbehandling også kan forekomme ved kriterier, som tilsyne-

ladende er helt neutrale. Et klassisk eksempel fra retspraksis er en sag vedr. irske krav til

fiskerbådes størrelse. Kravet forbød både over en vis størrelse at fiske på dele af irsk territori-

um. Det blev under sagen påvist, at kravet udelukkende ramte hollandske og franske fiskere,

der brugte større både end irske fiskere på grund af den større sejlafstand. Kravet var øjensyn-

lig stillet med det bevidste formål at holde udenlandske fiskere ude, og Domstolen gik derfor

ikke ind i en vurdering af eventuelle objektive formål. Kravet kunne eventuelt være godkendt,

hvis det var stillet ud fra f.eks. sikkerhedsmæssige eller miljømæssige hensyn, og det var

nødvendigt for at opnå formålet.

3.2.4 Arbejdstagernes fri bevægelighed

Arbejdstagerbegrebet

En række fordele kan kun påberåbes af EU-borgere, hvis de er økonomisk aktive, herunder

vandrende arbejdstagere. Spørgsmålet er derfor, hvornår en EU-borger kan betragtes som

arbejdstager i Danmark. Efter retspraksis skal 3 betingelser være opfyldt.

1) Der skal præsteres ydelser mod vederlag for en anden og efter dennes anvisninger.

2) Der skal være tale om reel og faktisk beskæftigelse af et sådant omfang, at den frem-

træder som mere end et rent marginalt supplement.

3) Der skal være tale om beskæftigelse af en vis varighed.

For at illustrere betingelserne, særligt den anden, kan der tages udgangspunkt i en ny dom på

området - C-14/09, Genc, afsagt den 4. februar 2010. Sagen drejede sig om fortolkningen af

associeringsrådets afgørelse nr. 1/80, jf. EU´s associeringsaftale med Tyrkiet. Efter associe-

ringsaftalen har tyrkiske statsborgere ret til nogle opholds- og arbejdsmæssige fordele, når de

Dette afsnit vedrører arbejdstagerbegrebet i.h.t. TEUF artikel 45 og forordning 1612/68 og må ikke

forveksles med beskæftigelseskravet efter forordning 883/2004 om koordination af social sikring.

Side 58 af 514

har haft beskæftigelse i en vis tid. ”Beskæftigelse” i henhold til associeringsaftalen svarer

efter EU-Domstolens praksis til den beskæftigelse, der kræves for at kunne anses som

vandrende arbejdstager.

Sagen drejede sig om den tyrkiske statsborger Hava Genc, som i 2000 rejste ind i Tyskland

med henblik på familiesammenføring med sin ægtefælle. I de følgende år fik hun opholdstil-

ladelse og en tidsubegrænset arbejdstilladelse. På et tidspunkt fik hun arbejde som rengø-

ringsassistent med ugentlig arbejdstid på 5�½ timer til en timeløn på 7,87 EUR. I henhold til

ansættelseskontrakten havde hun krav på 28 dages betalt ferie og løn under sygdom. Endvide-

re var det aftalt, at den til enhver tid gældende kollektive overenskomst skulle finde anven-

delse på ansættelsesforholdet.

I februar 2008 fik Genc - som i mellemtiden var flyttet fra sin ægtefælle - afslag på forlæn-

gelse af opholdstilladelse. Myndighederne fandt, at hun ikke kunne påberåbe sig afgørelse nr.

1/80, fordi hun ikke opfyldte betingelserne fastsat i denne afgørelses artikel 6. Henset til det

ringe antal timer, som Hava Genc arbejdede hos virksomheden, kunne hendes beskæftigelse

ikke anses for lovlig beskæftigelse.

Sagen kom for en domstol, som forelagde EU-Domstolen følgende spørgsmål:

1) Er en tyrkisk statsborger, der har tilknytning til det lovlige arbejdsmarked i en medlemsstat

og varigt præsterer ydelser af en vis økonomisk værdi mod vederlag for en anden og efter

dennes anvisninger, arbejdstager i henhold til artikel 6, stk. 1, i […] afgørelse nr. 1/80 […],

uanset at beskæftigelsens tidsmæssige omfang kun udgør ca. 14% af den overenskomstmæs-

sige arbejdstid for en person, der er beskæftiget på fuld tid (her 5,5 timer ud af en ugentlig

arbejdstid på 39 timer), og den indtægt, der opnås ved denne beskæftigelse, og som udgør den

pågældendes eneste erhvervsindtægt, kun dækker ca. 25% af det beløb, som ifølge medlems-

statens nationale lovgivning er fornødent med henblik på at sikre livets ophold (her ca. 175

EUR ud af ca. 715 EUR)?

Såfremt det første spørgsmål besvares bekræftende:

2) Kan en tyrkisk statsborger påberåbe sig den frie bevægelighed som arbejdstager i medfør

af associeringen EØF-Tyrkiet som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, uanset at

formålet med opholdet ved indrejsen i den pågældende medlemsstat (her ægtefællesammen-

føring) er bortfaldet, der ikke foreligger andre beskyttelsesværdige hensyn, som begrunder et

fortsat ophold i medlemsstaten, og muligheden for fortsat at udøve en ubetydelig beskæftigel-

se i medlemsstaten ikke kan anses for at begrunde et fortsat ophold dér, særligt eftersom der

ikke er gjort en seriøs indsats for at opnå en stabil økonomisk integration uden at gøre krav på

sociale ydelser for at sikre livets ophold?«

Nedenfor følger omfattende uddrag af de meget illustrative præmisser. Understregningen er

foretaget her:

”Det første spørgsmål

(…)

Det følger af artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, at tyrkiske arbejdstagere, som i værtsmed-

lemsstaten ønsker at påberåbe sig rettighederne fastsat i denne bestemmelse, skal opfylde tre

betingelser, nemlig at de skal være arbejdstagere, at de skal have tilknytning til det lovlige

arbejdsmarked, og at de skal have lovlig beskæftigelse.

Side 59 af 514

En fast retspraksis har udledt, (…)at principperne i [EF-traktatens regler om fri bevægelig-

hed for vandrende arbejdstager] i videst muligt omfang skal udvides til at omfatte tyrkiske

statsborgere, der er omfattet af de rettigheder, der er fastsat i nævnte afgørelse. (…)

Med henblik på at efterprøve, om den første betingelse i artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80

er opfyldt, er det følgelig nødvendigt at henvise til fortolkningen af arbejdstagerbegrebet i

EU-retten.

Som Domstolen gentagne gange har fastslået, er arbejdstagerbegrebet i artikel 39 EF et EU-

retligt begreb, som ikke må fortolkes indskrænkende. Enhver person, der udøver en reel og

faktisk beskæftigelse, bortset fra beskæftigelse af så ringe omfang, at den fremtræder som et

rent marginalt supplement, skal anses for »arbejdstager«. Kendetegnet ved et arbejdsforhold

er ifølge Domstolens praksis, at en person i en vis periode præsterer ydelser mod vederlag

for en anden og efter dennes anvisninger (…).

Hverken den begrænsede størrelse af vederlaget eller spørgsmålet om, hvorledes midlerne til

at sikre vederlaget tilvejebringes, eller det forhold, at den pågældende person søger at sup-

plere lønnen med andre midler, såsom offentlige ydelser udbetalt af bopælsmedlemsstaten, er

afgørende for arbejdstagerbegrebet i EU-retlig forstand (…).

Den forelæggende ret har efter at have fastslået, at Hava Genc præsterer ydelser mod veder-

lag for en arbejdsgiver og efter dennes anvisninger, som følge heraf konstateret, at grund-

elementerne for ethvert ansættelsesforhold, dvs. et over-underordnelsesforhold og betaling af

et vederlag for de præsterede ydelser, foreligger (…).

Den forelæggende ret rejser imidlertid spørgsmålet, om en ubetydelig beskæftigelse som den,

der udøves af Hava Genc – henset til den pågældendes meget begrænsede antal arbejdstimer

og et vederlag, som kun delvist dækker livets ophold – vil kunne give hende arbejdstagersta-

tus som omhandlet i Domstolens praksis.

Det bemærkes herved, at Domstolen i dom af 14. december 1995, Megner og Scheffel (sag C-

444/93, Sml. I, s. 4741) blev anmodet om at udtale sig om, hvorvidt to unionsborgere, som i

Tyskland var beskæftigede som rengøringsassistenter, hvis arbejdstid var fastsat til 10 timer

om ugen, og hvis månedlige vederlag ikke oversteg en syvendedel af det månedlige referen-

cegrundlag, tilhørte den erhvervsaktive befolkning som omhandlet i Rådets direktiv

79/7/EØF af 19. december 1978 om gradvis gennemførelse af princippet om ligebehandling

af mænd og kvinder med hensyn til social sikring (…).

I den nævnte dom afviste Domstolen den tyske regerings argument, hvorefter personer med

ubetydelig beskæftigelse ikke tilhører den erhvervsaktive befolkning, idet de navnlig ikke er i

stand til at leve af den beskedne indtægt, de opnår derved (…).

Domstolen fastslog, at den omstændighed, at arbejdstagerens indtægt ikke kan dække samtli-

ge den pågældendes behov, ikke kan bevirke, at han ikke tilhører den erhvervsaktive befolk-

ning, og at en lønnet beskæftigelse, hvorved der opnås en løn, der er mindre end eksistensmi-

nimum, eller hvorved arbejdstiden normalt ikke overstiger endog ti timer ugentligt, ikke ude-

lukker, at den person, der udøver den, anses for arbejdstager i henhold til artikel 39 EF [om

fri bevægelighed for arbejdstagere]

(…).

Selv om den omstændighed, at den pågældende som led i arbejdsforholdet kun har arbejdet

ganske få timer, kan være et holdepunkt for, at den udøvede beskæftigelse kun er et rent mar-

Side 60 af 514

ginalt supplement (dom af 26.2.1992, sag C-357/89, Raulin, Sml. I, s. 1027, præmis 14), for-

holder det sig ikke desto mindre således, at uafhængigt af den begrænsede størrelse af et

vederlag udbetalt i forbindelse med en beskæftigelse, og uafhængigt af den begrænsede ar-

bejdstid i forbindelse med beskæftigelsen, kan det ikke udelukkes, at denne beskæftigelse efter

en samlet bedømmelse af det omhandlede arbejdsforhold af de nationale myndigheder anses

for at være af reel og faktisk karakter, hvilket indebærer, at vedkommende skal anses for ar-

bejdstager i artikel 39 EF’s forstand.

En samlet bedømmelse af Hava Gencs arbejdsforhold indebærer, at der tages hensyn ikke

blot til arbejdstidens omfang og vederlagets størrelse, men også til retten til betalt ferie i 28

dage, til løn under sygdom, til, at ansættelsesaftalen er omfattet af den til enhver tid gælden-

de kollektive overenskomst, samt til, at hendes aftaleforhold med den samme virksomhed har

varet i næsten fire år.

Sidstnævnte elementer kan udgøre en indikation for, at den omhandlede beskæftigelse er af

reel og faktisk karakter.

Den nationale ret har imidlertid anført, at Domstolens praksis vedrørende fortolkningen af

arbejdstagerbegrebet ikke indeholder nogen nærmere fastsat grænse baseret på arbejdstiden

og vederlagets størrelse, og at beskæftigelse, der ligger under denne grænse, må anses for et

rent marginalt supplement, og at dette bidrager til en manglende præcisering af begrebet »et

rent marginalt supplement«.

Det bemærkes herved, at proceduren for præjudicielle forelæggelser i artikel 234 EF angiver

rammerne for et snævert samarbejde mellem de nationale retter og Domstolen, baseret på en

indbyrdes fordeling af opgaverne, og udgør et instrument, ved hjælp af hvilket Domstolen

forsyner de nationale retter med de fortolkningselementer med hensyn til EU-retten, som er

nødvendige for, at de kan afgøre de for dem verserende retssager (…).

Et af de væsentligste kendetegn ved det retslige samarbejde, der er indført ved artikel 234

EF, er, at Domstolen besvarer et spørgsmål om fortolkning af EU-retten, som er forelagt for

den, i mere abstrakte og almengyldige vendinger, hvorimod det tilkommer den forelæggende

ret at træffe afgørelse i den for denne ret indbragte sag under hensyntagen til Domstolens

besvarelse (…).

Det henhører under den nationale rets kompetence at foretage en bedømmelse af den betyd-

ning, som alle disse elementer, der karakteriserer et arbejdsforhold, herunder navnlig dem,

som er nævnt i denne doms præmis 27, kan have for konstateringen af, om den beskæftigelse,

som udøves af Hava Genc, er af reel og faktisk karakter, og om hun derfor må anses for ar-

bejdstager. Det er således kun den nationale ret, der har direkte kendskab til de faktiske om-

stændigheder i hovedsagen og derfor er bedst egnet til at foretage den nødvendige efterprø-

velse.

Henset til de ovenstående betragtninger skal det første spørgsmål besvares med, at en per-

son, som befinder sig i en situation som den, sagsøgeren i hovedsagen befinder sig i, er ar-

bejdstager som omhandlet i artikel 6, stk. 1, i afgørelse nr. 1/80, forudsat at den omhandlede

beskæftigelse er af reel og faktisk karakter. Det tilkommer den forelæggende ret at foretage

den nødvendige efterprøvelse af de faktiske omstændigheder med henblik på at vurdere, om

dette er tilfældet i den sag, som er blevet indbragt for den.”

Side 61 af 514

Det andet spørgsmål blev besvaret med, at en tyrkisk statsborger, der er arbejdstager, har

opholdsret i værtsmedlemsstaten, selv om det oprindelige formål med indrejsen ikke længere

foreligger.

Selv om dommen gentager praksis, hvorefter beskæftigelsen skal udgøre mere end et margi-

nalt supplement, ses det, at dette kriterium efter omstændighederne ikke har stor selvstændig

betydning. Ganske vist lader Domstolen det være op til den nationale ret at foretage den en-

delige bedømmelse, men det er overraskende, at Domstolen ikke umiddelbart afviser, at 5,5

timers beskæftigelse om ugen kan være mere end et marginalt supplement.

Den danske regering afgav indlæg i sagen og gjorde gældende, at EU-Domstolen skulle tage

stilling og ikke overlade den endelige vurdering til den nationale ret. Regeringen pegede på

de vanskeligheder, en national ret har ved at foretage en vurdering af, om en beskæftigelse er

rent marginal. Regeringen fandt, at EU-Domstolen skulle fastslå, at Hava Genc kun havde

beskæftigelse, der udgjorde et marginalt supplement, med henvisning til, at arbejdstiden kun

udgjorde 14% af normal arbejdstid, at indtægten alene udgjorde 25 % eksistensminimum i

Tyskland, samt at beskæftigelsen var meget uregelmæssig, idet månedslønnen varierede mel-

lem 35-115 Euro og 255 Euro. Som det fremgår af præmisserne, havde den forlæggende ret

også angivet problemerne med en manglende præcis afgrænsning, men EU-Domstolen afvi-

ste altså at forholde sig konkret.

Beskæftigelsen skal foregå i en ”vis periode”. Som det også fremgår af præmisserne ovenfor,

kan perioden ikke betragtes isoleret, men må vurderes sammen med de andre elementer, der

karakteriserer beskæftigelsen.

I sagerne C-22/08 og C-23/08 (Vatsouras m.fl.) udtalte Domstolen, at beskæftigelse af kort

varighed ikke i sig selv kan føre til, at der ikke foreligger arbejdstagerstatus. De pågældende

havde haft beskæftigelse mellem 1 og 2 måneder, og den forelæggende ret havde uden videre

forudsat, at de pågældende derfor ikke var arbejdstagere. Dette afviste EU-Domstolen altså,

at de kunne uden at foretage en samlet vurdering af alle momenter. I sagerne var beskæftigel-

sen ikke på forhånd tidsbegrænset. Arbejdsforholdene ophørte på grund af arbejdsmangel.

På hjemmesiden ”nyidanmark.dk” findes der med henblik på vejledning af offentligheden,

følgende konsoliderede tekst:

”Det beror på en konkret vurdering af den enkelte sags faktiske omstændigheder, om en

EU/EØS-statsborger, herunder en dansk statsborger kan betragtes som arbejdstager i EU-

rettens forstand. Det er afgørende, om der er tale om udøvelsen af faktisk og reel beskæftigel-

se. Beskæftigelse, der fremstår som et rent marginalt supplement, er således udelukket fra

anvendelsesområdet.

Det er derfor normalt en betingelse, at der har været tale om beskæftigelse i minimum 10-12

timer ugentligt. Betingelsen om, at der normalt skal foreligge 10-12 timers ugentlig beskæfti-

gelse, er baseret på EU-domstolens restpraksis, jf. EU-domstolens dom i Kempf (

sag C-

139/85

) og Megner og Scheffel (

sag C-444/93

I den førstnævnte sag var der tale om en beskæftigelse på 12 timer ugentligt, og i den sidst-

nævnte sag har EU-domstolen slået fast, at en lønnet beskæftigelse, hvorved arbejdstiden

normalt ikke overstiger 18, 12 eller endog 10 timer ugentligt, ikke udelukker, at den person,

der udøver den, anses for arbejdstager i EU-rettens forstand.

EU-domstolen har i dommen Genc (sag

C-14/09)

fastslået, at kriterier såsom ret til betalt

Side 62 af 514

ferie, løn under sygdom, arbejdsforholdets tidsmæssige udstrækning, samt om man er dækket

af en overenskomst, skal indgå i den samlede konkrete vurdering af, om et arbejdsforhold,

hvor det ugentlige timetal ikke overstiger 10-12 timer, er reelt og faktisk. I den konkrete sag

var der tale om 5,5 timers ugentlig beskæftigelse.

EU-domstolen tog ikke stilling til, om en ugentlig arbejdstid på 5,5 timer var tilstrækkelig til

at være omfattet af arbejdstagerbegrebet, eller om der var tale om beskæftigelse af rent mar-

ginal karakter, da det blev overladt til medlemsstaten at foretage denne vurdering.

Der kan ikke ved vurderingen fastsættes en nedre grænse for, hvor længe arbejdsforholdet

skal have varet. EF-domstolen har i dommen Franca Ninni-Orasche (

sag C-413/01

) fast-

slået, at en tidsbegrænset kontrakt på 10 ugers arbejde var tilstrækkelig til, at der var tale om

en arbejdstager i EU-rettens forstand. Sagen vedrørte uddannelsesstøtteområdet, og der blev

på baggrund heraf udstedt en vejledning til kommunerne for, hvornår en person skal anses

som arbejdstager. Vejledningen vedrører ansættelsesforhold, der på forhånd er aftalt til at

have en kort varighed. I vejledningen er fastsat en tidsgrænse på 10 uger i sådanne sager.

Det understreges dog, at der i hvert enkelt tilfælde skal foretages en konkret vurdering.

Der skal således altid foretages en konkret og individuel vurdering af hver enkelt sag, og EF-

domstolens 10-ugers grænse i Ninni-Orasche-dommen kan således alene anses for at være et

eksempel på en sag, hvor et arbejde af 10 ugers varighed ansås for tilstrækkeligt.

En EU/EØS-statsborger, som har en tidsubegrænset ansættelse, men som ophører med ar-

bejdet efter mindre end 10 uger vil efter omstændighederne kunne opfylde betingelserne for

at være arbejdstager i EU-rettens forstand, ligesom en person, der har arbejdet mere end 10

uger, ikke altid vil opfylde betingelserne, f.eks. fordi der ikke er tale om reelt arbejde”

De 10 uger har udgangspunkt i EU-Domstolens dom C-413/01, hvorefter

”en tidsbegrænset

beskæftigelse på to og en halv måned, der udføres af en borger i en medlemsstat på en anden

medlemsstats område, hvis statsborgerskab vedkommende ikke har, kan give vedkommende

status som arbejdstager i traktatens artikel 48’s forstand, for så vidt som beskæftigelsen ikke

har en marginal og supplerende karakter. Det tilkommer den forelæggende ret at foretage

den nødvendige vurdering af de faktiske omstændigheder med henblik på at afgøre, om det er

tilfældet i den sag, som er blevet indbragt for den.”.

Domstolen udtalte i øvrigt i den pågæl-

dende sag, at der ikke kunne tages hensyn til omstændigheder forud for eller efter beskæfti-

gelsen. Det var således indikeret for Domstolen, at beskæftigelsen evt. var opnået med hen-

blik på at opnå de fordele, som det indebærer at være vandrende arbejdstager. Domstolen

fandt imidlertid, at der kun skal vurderes ud fra beskæftigelsen i sig selv. Dette er i overens-

stemmelse med tidligere praksis fra EU-Domstolen, hvorefter formålet med at tage beskæfti-

gelse ikke kan tillægges betydning (C-53/81, Levin).

Den grundlæggende betingelse om, at der skal foreligge et arbejdstagerforhold, har stor be-

tydning for afgrænsningen til personer, der deltager i beskæftigelsesprojekter, idet de ikke

kan bestride et arbejde på normale vilkår, og frivilligt og ulønnet arbejde m.v. Afgrænsningen

arbejdstager/selvstændig er af mindre betydning i forhold til adgangen til sociale og skatte-

mæssige fordele efter forordning 1612/68, idet selvstændige har krav på disse direkte på

grundlag af traktaten (etableringsfriheden, kravet om ligebehandling, unionsborgerskabet),

men afgrænsningen har betydning i forhold til forordning 883/04 om social sikring, idet der

kan gælde forskellige regler for lønmodtagere og selvstændige.

Arbejdstagerstatus kan bevares, efter at ansættelsesforholdet er ophørt. Domstolens praksis

herom er kodificeret i opholdsdirektivets artikel 7, stk. 3, hvorefter en unionsborger, der ikke

længere er arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, med henblik på retten til ophold

bevarer sin status som arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende, hvis den pågældende:

Side 63 af 514

a) er midlertidig uarbejdsdygtig som følge af sygdom eller ulykke

b) er uforskyldt arbejdsløs efter at have haft lønnet beskæftigelse i mere end et år, og dette er

behørigt konstateret, og vedkommende tilmelder sig arbejdsformidlingen som arbejdssøgende

c) er uforskyldt arbejdsløs efter udløbet af en tidsbegrænset ansættelseskontrakt af mindre

end et års varighed eller uforskyldt har mistet sit arbejde i løbet af de første tolv måneder, og

dette er behørigt konstateret, og den pågældende tilmelder sig arbejdsformidlingen som ar-

bejdssøgende. I det tilfælde bevarer den pågældende sin status som arbejdstager i mindst seks

måneder

d) påbegynder en erhvervsuddannelse. Medmindre personen er uforskyldt arbejdsløs, kan

status som arbejdstager dog kun bevares, hvis der er en forbindelse mellem den tidligere er-

hvervsmæssige beskæftigelse og den omhandlede uddannelse.

Adgang til sociale fordele – forordning 1612/68

Traktatens bestemmelse om fri bevægelighed for arbejdstagere er udmøntet i forordning

(EØF) 1612/68 om arbejdskraftens fri bevægelighed, der regulerer adgangen til beskæftigel-

se, herunder arbejds- og levevilkår, familiemedlemmers afledte rettigheder og retten til social

og skattemæssig ligestilling.

Forordningens grundlæggende princip om ligestilling med hensyn til bl.a. sociale fordele har

haft væsentlig betydning for fastlæggelsen af retsstillingen for vandrende arbejdstagere. For-

ordningen har ikke længere så stor selvstændig betydning, idet det grundlæggende princip om

ligebehandling og fri bevægelighed fremgår direkte af traktaten. Allerede i en dom fra 1993,

(C-111/91) fastslog Domstolen, at bopælskrav i Luxembourg for opnåelse af ret til en særlig

barsel- og moderskabsydelse ikke kunne opretholdes. I forhold til arbejdstagere begrundede

Domstolen det i forordning 1612, men i forhold til selvstændige erhvervsdrivende begrunde-

de Domstolen det direkte på grundlag af traktatens bestemmelse om etableringsfrihed. Ret-

tighederne direkte på grundlag af traktaten er kun blevet styrket ved Domstolens seneste

praksis vedrørende unionsborgerskabet samt indførelsen af opholdsdirektivet.

Sociale fordele fortolkes af Domstolen som alle rettigheder med eller uden tilknytning til en

arbejdskontrakt, som enhver indenlandsk arbejdstager har på grundlag af status som arbejds-

tager eller på grund af bopæl, hvis udstrækning af rettigheden til vandrende arbejdstagere vil

fremme disses mobilitet inden for EU

Domstolens praksis viser, at begrebet omfatter en lang række foranstaltninger, hvoraf kan

nævnes: Revalidering af handicappede arbejdstagere, rabatkort til transport af børnerige fami-

lier, rentefri barsellån, der ydes af det offentlige, og økonomisk støtte fra staten til lavind-

komstfamilier med det formål at øge fødselstallet, ydelser under en ordning, der har til formål

at sikre et eksistensminimum, garanteret mindsteindkomst til ældre, ungdomsarbejdsløsheds-

ydelser, alderspension, der sikrer ældre en mindsteindtægt, retten til at opnå opholdstilladelse

for en samlever fra et land uden for EU, støtte til underhold og uddannelse, som tildeles med

henblik på at gennemføre et erhvervskvalificerende universitetsstudium, stipendier med hen-

blik på, at den vandrende arbejdstager kan videreføre studier i en tredje medlemsstat, studie-

støtte til vandrende arbejdstageres børn, ydelser til voksne handicappede efterkommere af en

vandrende arbejdstager, godtgørelse af begravelsesudgifter, som afholdes af en vandrende

arbejdstager, udtrædelsesgodtgørelse til arbejdstagere i landbruget i forbindelse med nedlæg-

gelse af landbrugsjord og børnepasningsydelse.

Sag 249/83 Hoeckx, C 185/96 Kommissionen mod Grækenland og C-57/96 Meints.

Side 64 af 514

Da der ikke er nogen fast ramme for fortolkningen af begrebet ”social fordel”, og EU-

Domstolen synes at fortsætte sin brede og udvidende fortolkning af begrebet, bør man være

yderst forsigtig med at antage, at en given social foranstaltning ikke er en social fordel i for-

ordning 1612/68 forstand.

I forhold til dansk lovgivning omfatter sociale fordele bl.a. kontanthjælp, aktivering, fleksjob

mv., daginstitutioner, tilbud til handicappede. Der henvises nærmere til gennemgangen af de

enkelte ydelser. For så vidt angår afgrænsningen til sociale sikringsydelser, henvises der til

afsnittet om forordning 883/04.

Forordning 1612/68 omfatter også skattemæssige fordele, f.eks. fradrag for transport og dob-

belt husførelse, hvilket er særlig relevant i forhold til udlændinge, der har bevaret deres bopæl

i hjemlandet (grænsegængere). Fradragsreglerne er således med lov nr. 519 af 12. juni 2009

om ændring af ligningsloven blevet ændret med henvisning hertil. Lovændringen var en ud-

løber af ”Forårspakke 2.0”, hvor følgende blev aftalt:

” Parterne er enige om at fradraget for

rejseudgifter begrænses til 50.000 kr. pr. år med virkning fra 1. januar 2010. Hermed be-

grænses også de meget store fradrag, som udenlandske medarbejdere, herunder fra Østeuro-

pa, har kunnet foretage ved arbejde i Danmark.«

Restriktioner for fri bevægelighed

Det skal bemærkes, at princippet om fri bevægelighed ikke blot medfører forbud mod direkte

og indirekte forskelsbehandling. Det forudsætter også afskaffelse af restriktioner, der vanske-

liggør den fri bevægelighed. Denne problemstilling nævnes blot for fuldstændighedens skyld

og skal ikke gennemgås i detaljer her. Et eksempel er den såkaldte Bosman-sag, hvor Dom-

stolen gjorde op med muligheden for at kræve transfer for en fodboldspiller efter kontraktpe-

riodens udløb og med adgangen til at fastsætte kvoter for antallet af udlændinge på et fod-

boldhold.

Forbuddet mod restriktioner er styrket ved EU-Domstolens praksis om unionsborgerskabet,

hvorefter en medlemsstat ikke må lade det komme en borger til skade, at denne har udnyttet

retten til fri bevægelighed, jf. nedenfor om unionsborgerskabet.

Forordning 1408/71 og 883/04

Formålet med forordningerne 1408/71 og 883/2004 er at koordinere medlemsstaternes lov-

givninger om social sikring for personer, der udnytter retten til fri bevægelighed inden for

Unionen. Dette er for at sikre, at disse personer ikke mister optjente rettigheder til social sik-

ring og også for at forhindre, at personer optjener ret til social sikring i flere lande samtidig.

Forordningerne supplerer medlemsstaternes lovgivninger og forudsætter således eksistensen

af sociale sikringsordninger i medlemsstaterne, men de erstatter normalt ikke den nationale

lovgivning.

Forordning 883/04 ophævede og erstattede forordning 1408/71 med virkning fra den 1. maj

2010. Forordning 1408/71 forbliver dog i kraft og dens retsvirkninger bevares i en over-

gangsperiode. Hvor forordning 1408/71 primært omhandler erhvervsaktive og tidligere er-

hvervsaktive og deres pårørende omhandler forordning 883/04 alle EU-borgere, som er eller

har været omfattet af lovgivningen om social sikring i én medlemsstat. I det følgende vil der

blive taget udgangspunkt i forordning 883/04.

EU- koordinering af social sikring

Forordning 883/04 koordinerer følgende sociale sikringsydelser, jf. artikel 3, stk.1:

Side 65 af 514

•

ydelser i anledning af sygdom og moderskab (sygehjælp og syge- og barseldagpen-

ge),

ydelser ved invaliditet, herunder ydelser, der tager sigte på at bevare eller forbedre

erhvervsevnen (pension og revalidering),

ydelser ved alderdom (pension),

ydelser til efterladte (pension),

ydelser i anledning af arbejdsulykker og erhvervssygdomme,

ydelser ved dødsfald (begravelseshjælp),

ydelser ved arbejdsløshed,

efterløn,

familieydelser.

Endvidere finder forordningens koordineringsregler anvendelse på særlige ikke-

bidragspligtige ydelser. Det er ydelser, der befinder sig i mellemområdet mellem social sik-

ring og social bistand. Udmålingen af og formålet med ydelsen er afgørende for, hvorvidt

ydelsen er en social sikringsydelse og omfattet af koordineringsreglerne. Jo mere skønsmæs-

sig og trangsbestemt en ydelse er, jo mere peger det på, at det er en forsorgsmæssig ydelse.

Til gengæld peger det på at være en social sikringsydelse, jo mere objektivt udmålt ydelsen

er.

Forordningens koordineringsregler finder ikke anvendelse på social og sundhedsmæssig for-

sorg.

De sociale sikringsydelser, som forordningens koordineringsregler finder anvendelse på, er

indeholdt i følgende dansk lovgivning:

•

Sundhedsloven

Lov om dagpenge ved sygdom

Lov om dagpenge ved fødsel

Lov om barseludligning på det private arbejdsmarked (barseludligningsloven)

Lov om social pension

Lov om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension

ATP-ordningen efter lov om Arbejdsmarkedets Tillægspension

Lov om tjenestemandspension

Lov om arbejdsskadesikring

Lov om arbejdsløshedsforsikring

Lov om fleksydelse

Ledighedsydelse

Lov om en børne- og ungeydelse

Lov om børnetilskud mv. bortset fra reglerne om bidragsforskud

Følgende regler i lov om aktiv socialpolitik og lov om aktiv beskæftigelsespolitik:

Retten til revalideringsindsats, (kap.6), og »redskaberne« dertil

Visse ydelser efter lov om social service

Tilskud til privat pasning og til pasning af egne børn efter dagtilbudsloven.

Forordningernes regler om social sikring hviler på fire hovedprincipper:

Side 66 af 514

Ligebehandlingsprincippet

Ligebehandlingsprincippet (jf. TEUF artikel 18) sikrer statsborgere i en medlemsstat, at de i

relation til adgangen til bl.a. de sociale sikringsydelser stilles lige med statsborgere i den EU-

stat, hvor de er bosat eller arbejder.

Ligebehandlingsprincippet er gentaget i forordningens artikel 4.

Sammenlægningsprincippet

Sammenlægningsprincippet (jf. TEUF artikel 48) sikrer, at personer ikke mister rettigheder

under erhvervelse, fordi de flytter til en anden medlemsstat, eller får arbejde i en anden med-

lemsstat. Sammenlægningsteknikken anvendes både ved åbning af en ret til ydelser (dvs.

ophævelse af en karensperiode) og ved beregning af ydelser.

Sammenlægning for at erhverve ret til en ydelse

betyder, at hvis et lands lovgivning indehol-

der bestemmelser om, at en person skal have været f.eks. forsikret eller beskæftiget en vis tid,

inden han kan opnå ret til ydelser, skal der ved afgørelsen af, om sådanne betingelser er op-

fyldt, tages hensyn til, at personen har været forsikret eller beskæftiget i en anden medlems-

stat. Forsikrings-, beskæftigelses- og bopælsperioder, der er gennemført under en anden med-

lemsstats lovgivning, skal med andre ord tages i betragtning, som om de var gennemført i

henhold til lovgivningen i det pågældende land.

Eksportabilitetsprincippet

Eksportabilitetsprincippet (jf. TEUF artikel 48) indebærer, at de sociale sikringsydelser kan

udbetales overalt inden for Unionen. Princippet går således ud på at sikre de berettigede mod

indtægtstab som følge af flytning til (eller ophold i) en anden medlemsstat end den, hvorfra

ydelsen skal udredes. Eksportabilitetsprincippet beskytter erhvervede rettigheder.

Reglerne om »eksport« af ydelser er forskellige for kontantydelser (dagpenge, pensioner osv.)

og for naturalydelser (lægehjælp, sygehusophold osv.). For naturalydelser gælder som hoved-

regel, at de ydes efter lovgivningen i det land, hvor den berettigede bor eller opholder sig,

uanset om den berettigede i henhold til forordningens regler »hører under« lovgivningen i

dette land. Eksportabiliteten viser sig ved, at institutionen i det land, under hvis lovgivning

den berettigede hører, skal refundere institutionen i bopæls- eller opholdsstaten dens udgifter

til naturalydelser. Hvis f.eks. en grænsearbejder, der bor i Tyskland og arbejder i Danmark,

bliver syg på sin bopæl, skal han have lægehjælp efter tysk lovgivning, men da han arbejder i

Danmark, hører han efter forordningens regler i sikringsmæssig henseende til i Danmark, og

den danske sygesikring skal derfor refundere den tyske sygeforsikring dens udlæg til læge-

hjælp osv. til den pågældende.

Derimod gælder for kontantydelser, at de ydes direkte efter lovgivningen i den stat, under

hvis lovgivning den berettigede hører. Kontantydelser skal derfor ydes til en arbejdstager

eller person, uanset om han har bopæl i en anden medlemsstat. De sendes til ham, enten di-

rekte eller via en institution i den stat, hvor han bor. Når der i forordningen er valgt to for-

skellige løsninger for naturalydelser og for kontantydelser, skyldes det vanskeligheder ved på

anden måde at give ret til naturalydelser, når den berettigede ikke opholder sig i det land,

efter hvis lovgivning hjælpen skal ydes - og på den anden side, at det er forholdsvis enkelt at

sende penge over grænserne.

Pro rata temporis princippet

Pro rata temporis princippet giver den berettigede ret til en forholdsmæssig ydelse, hvis han -

fordi han skifter arbejdssted - ikke har nået at optjene tilstrækkelige rettigheder til at kunne få

en fuld ydelse. Princippet er ikke almindeligt i den forstand, at det finder anvendelse på alle

ydelser. Dets anvendelse er begrænset til pensionerne og fordelingen af udgifterne til visse

Side 67 af 514

erstatninger efter lovgivningen om erhvervssygdomme. Det er en beregningsregel, der forud-

sætter sammenlægningsprincippet. Når der ydes pension »pro rata temporis«, betyder det, at

den pension, der ydes, er proportional med den forsikrings- eller bopælstid, som den beretti-

gede har gennemført i vedkommende land sat i forhold til den samlede forsikrings- eller bo-

pælstid tilbagelagt efter lovgivningen i samtlige EU-lande”. Princippet må ses i lyset af for-

ordningens regler om pension. Efter disse regler skal den berettigede have pension fra hvert

af de lande, hvor han har optjent ret. Hans samlede pension stykkes sammen af pensionsdele

fra hvert af de lande, hvor han har optjent ret.

Opholdsdirektivet set i relation til forordning 1612/68 og forordning 883/04

Forordning 883/04 og direktiv 2004/38 om unionsborgeres og deres familiemedlemmers ret

til at færdes og opholde sig frit på medlemsstaternes område er to forskellige retsinstrumen-

ter. Forordningen koordinerer retten til sociale sikringsydelser, men giver ikke i sig selv ret til

lovligt ophold på en medlemsstats område. Direktivet regulerer retten og betingelserne for at

en borger kan tage ophold eller færdes lovligt på en anden medlemsstats område, men giver

ikke i sig selv ret til sociale sikringsydelser. Direktivet skelner mellem økonomisk aktive og

ikke økonomisk aktive. For ikke-økonomisk aktive gælder det, at de ikke må lægge værtslan-

dets sociale system til urimelig byrde, og at de skal være i besiddelse af en sygesikring.

Forsorgsmæssige ydelser er derimod ikke omfattet af forordningens anvendelsesområde.

Begrebet ”sociale ydelser” er dog ikke defineret nærmere, hverken i forordningen eller direk-

tivet. Det følger dog af EU-domstolens retspraksis, at økonomiske ydelser, der, uanset hvor-

ledes de betegnes i den nationale lovgivning, har til formål at lette adgangen til arbejdsmar-

kedet, ikke kan anses for ”sociale ydelser” i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel

24, stk. 2, i direktiv 2004/38, jf. sag C-22/08-23/08, Vatsouras.

Enhver unionsborger, der udøver retten til at færdes og opholde sig på en anden medlemsstats

område, kan påberåbe sig det generelle forbud mod forskelsbehandling på grund af nationali-

tet i TEUF artikel 18 i alle de situationer, der henhører under EU-retten. Der henvises endvi-

dere til de specielle bestemmelser om ligebehandling i artikel 24 i opholdsdirektivet samt

artikel 7, stk. 2, i forordning 1612/68. Artikel 24 i opholdsdirektivet fastlægger retten til lige-

behandling for EU-borgere, der i henhold til direktivets regler opholder sig i værtsmedlems-

staten samt deres familiemedlemmer, uanset nationalitet. Der gælder en række undtagelser

hertil, jf. artikel 24, stk. 2.

Sammenfattende kan det fastslås, at ligebehandling for så vidt angår retten til sociale ydelser

alene gælder fuldt ud for arbejdstagere og selvstændige erhvervsdrivende. For så vidt angår

artikel 7, stk. 2, i forordning 1612/68, fastlægger denne retten til ligebehandling i social og

skattemæssig henseende for vandrende arbejdstagere og dennes familiemedlemmer. EU-

Domstolen har fortolket begrebet ”social fordel” meget vidtgående.

3.2.5 Unionsborgerskabet

Unionsborgerskabet har særlig betydning for grupper, der ikke er vandrende arbejdstagere.

Det gælder f.eks. førstegangsarbejdssøgende og personer, der har fået ophold som selvforsør-

gende, dvs. ikke-økonomisk aktive personer.

Opholdsdirektivet regulerer, hvornår der er adgang til ophold og også i et vist omgang ad-

gang/manglende adgang til ydelser. Rækkevidden af direktivet er ikke på alle områder helt

klar (jf. f.eks. nedenfor om sociale ydelser og Vatsouras-sagen), og samspillet med forord-

ningerne for vandrende arbejdstagere er kompliceret. Hertil kommer, at EU-Domstolen til

stadighed fortolker EU-retten dynamisk. Det er derfor ikke muligt at tegne et enkelt billede af

Side 68 af 514

retsstillingen for unionsborgere. I det følgende gennemgås de grundlæggende bestemmelser i

opholdsdirektivet og de ledende domme fra EU-Domstolen om unionsborgerskabet.

Regler i opholdsdirektivet

Artikel 6

Ret til ophold i indtil tre måneder

1. Unionsborgere har ret til frit at tage ophold på en anden medlemsstats område for en pe-

riode på højst tre måneder uden andre betingelser eller formaliteter end kravet om at være i

besiddelse af et gyldigt identitetskort eller pas.

2. Stk. 1 finder ligeledes anvendelse på familiemedlemmer, der ikke er statsborgere i en med-

lemsstat, og som ledsager eller slutter sig til en unionsborger, hvis de er i besiddelse af et

gyldigt pas.

Artikel 7

Retten til ophold i mere end tre måneder

1. Enhver unionsborger har ret til at opholde sig på en anden medlemsstats område i mere

end tre måneder, hvis den pågældende:

a) er arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i værtsmedlemsstaten, eller

b) råder over tilstrækkelige midler til sig selv og sine familiemedlemmer, således at opholdet

ikke bliver en byrde for værtsmedlemsstatens sociale system, og er omfattet af en sygeforsik-

ring, der dækker samtlige risici i værtsmedlemsstaten, eller

c) - er indskrevet ved en privat eller offentlig institution, der er godkendt eller som finansie-

res af værtsmedlemsstaten i medfør af dennes lovgivning eller administrative praksis, med

henblik på dér som hovedaktivitet at følge en uddannelse, herunder en erhvervsuddannelse,

– er omfattet af en sygeforsikring, der dækker samtlige risici i værtsmedlemsstaten, og ved en

erklæring eller på anden tilsvarende måde, efter den pågældende persons eget valg godtgør

over for den relevante nationale myndighed, at vedkommende råder over tilstrækkelige mid-

ler til sig selv og sine familiemedlemmer, således at opholdet ikke bliver en byrde for værts-

medlemsstatens sociale system, eller

er et familiemedlem, der ledsager eller slutter sig til en unionsborger, der opfylder betingel-

serne i litra a), b) eller c).

2. Retten til ophold, jf. stk. 1, omfatter også familiemedlemmer til en unionsborger, der ikke

er statsborgere i en medlemsstat, når disse ledsager eller slutter sig til unionsborgeren i

værtsmedlemsstaten, og unionsborgeren opfylder betingelserne i stk. 1, litra a), b) eller c).

Artikel 7, stk. 3 om bevarelse af status som arbejdstager er gennemgået under afsnittet oven-

for om vandrende arbejdstagere.

Artikel 8

Administrative formaliteter for unionsborgere

3. Med henblik på udstedelse af beviset for registrering kan medlemsstaterne udelukkende

kræve, at

-unionsborgere som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra a), foreviser et gyldigt identitetskort

eller pas, en bekræftelse fra arbejdsgiveren for ansættelsen eller et ansættelsesbrev eller et

bevis for, at vedkommende udøver selvstændig erhvervsvirksomhed

– unionsborgere som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra b), foreviser et gyldigt identitetskort

eller pas samt dokumentation for, at de opfylder betingelserne i litra b)

- unionsborgere som omhandlet i artikel 7, stk. 1, litra c), foreviser et gyldigt identitetskort

eller pas og dokumentation for at være tilmeldt en anerkendt institution og være dækket af en

sygeforsikring, der dækker samtlige risici, samt fremlægger den i artikel 7, stk. 1, litra c,

Side 69 af 514

omhandlede erklæring eller tilsvarende dokumentation. Medlemsstaterne kan ikke kræve, at

der i nævnte erklæring angives et bestemt beløb.

4. Medlemsstaterne må ikke fastsætte et bestemt beløb, som de anser for at svare til ”til-

strækkelige midler”, men de skal tage hensyn til den pågældendes personlige situation. Belø-

bet må under ingen omstændigheder være højere end det niveau, der giver værtsmedlemssta-

tens egne statsborgere mulighed for at modtage sociale ydelser, eller når dette kriterium ikke

kan anvendes, end den laveste sociale pension, der udbetales i værtslandet

Artikel 14

Bevarelse af retten til ophold

1. Unionsborgere og deres familiemedlemmer, har ret til ophold som omhandlet i artikel 6,

så længe de ikke bliver en urimelig byrde for værtsmedlemsstatens sociale system.

2. Unionsborgere og deres familiemedlemmer har ret til ophold som omhandlet i artikel 7, 12

og 13, såfremt de opfylder de i disse artikler opstillede betingelser.

Hvis der i særlige tilfælde er rimelig tvivl om, hvorvidt unionsborgeren eller dennes familie-

medlemmer opfylder betingelserne i artikel 7, 12 og 13, kan medlemsstaterne undersøge, om

disse betingelser er opfyldt. En sådan undersøgelse foretages dog ikke systematisk.

3. Unionsborgeres og deres familiemedlemmers benyttelse af værtsmedlemsstatens sociale

system må ikke automatisk medføre foranstaltninger til udsendelse af de pågældende perso-

ner.

4. Uanset stk. 1 og 2 og med forbehold af kapitel VI må der under ingen omstændigheder

iværksættes foranstaltninger til udsendelse af unionsborgere eller deres familiemedlemmer,

hvis:

a) unionsborgerne er arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende, eller

b) unionsborgerne er rejst ind på værtslandets område for at søge beskæftigelse. I så fald må

unionsborgerne og deres familiemedlemmer ikke udsendes, så længe det kan dokumenteres,

at unionsborgerne fortsat søger arbejde og har reelle muligheder for at blive ansat.

Artikel 24

Ligebehandling

1. Med forbehold af specifikke bestemmelser, der udtrykkeligt fremgår af traktaten og den

afledte ret, anvendes traktatens bestemmelser uden forskelsbehandling på alle unionsborge-

re, der i henhold til dette direktiv opholder sig i værtsmedlemsstaten, og på værtsmedlemssta-

tens egne statsborgere. Denne ligebehandling gælder også familiemedlemmer, der ikke er

statsborgere i en medlemsstat, men som har ret til ophold eller ret til tidsubegrænset ophold.

2. Uanset stk. 1 er værtsmedlemsstaten ikke forpligtet til at tillægge ret til sociale ydelser i de

første tre måneder af et ophold eller eventuelt i den længere periode, der er omhandlet i arti-

kel 14, stk. 4, litra b), eller til, forud for erhvervelse af ret til tidsubegrænset ophold, at yde

studiestøtte, herunder støtte til erhvervsuddannelse, i form af stipendier eller lån, til andre

personer end arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og personer, der har bevaret

denne status, samt deres familiemedlemmer.

Retspraksis om unionsborgerskabet

I sag C-85/96, Sala, Saml. 1998 I-2691, fastslog Domstolen, at unionsborgere, der har lovligt

ophold i en medlemsstat, ikke må forskelsbehandles i forhold til statens egne borgere, for så

vidt angår ydelser mv. der er omfattet af traktatens anvendelsesområde, uanset grundlaget for

deres lovlige ophold.

Sagen vedrørte en spansk kvinde, der havde haft lønnet beskæftigelse i Tyskland, men var

blevet arbejdsløs og modtog bistandshjælp. Sala fik afslag fra myndighederne i Tyskland på

at modtage børnepasningsydelse, da hun ikke var tysk statsborger og ikke længere havde

Side 70 af 514

opholdsbevis eller anden form for opholdsdokument. At hun havde lovligt ophold i henhold

til tysk lovgivning, bestred Tyskland dog ikke. Domstolen udtalte, at statsborgere i en med-

lemsstat, der har lovligt ophold i en anden medlemsstat, kan påberåbe sig forbuddet mod

forskelsbehandling i TEUF artikel 18 (dengang artikel 6) i alle de tilfælde, som er omfattet af

TEUFs anvendelsesområde. Domstolen konkluderede herefter i præmis 65, at

”[EU-retten] er til hinder for, at en medlemsstat over for statsborgere fra andre medlemssta-

ter,

der har en anerkendt ret til at have bopæl i medlemsstaten,

stiller krav om, at disse

foreviser en af medlemsstatens myndigheder udstedt formel opholdstilladelse for at kunne få

tilkendt børnepasningsydelse, mens landets egne statsborgere alene skal have bopæl eller

sædvanligt ophold i medlemsstaten.”

Det var således i strid med forskelsbehandlingsforbuddet at betinge børnepasningsydelsen af

et opholdsbevis, der ikke blev krævet af Tysklands egne borgere.

I sagen C-184/99, Rudy Grzelczyk, Saml. 2001 I-6193, tog Domstolen stilling til en lignende

problemstilling vedrørende en fransk statsborger, der studerede i Belgien. Efter at have stude-

ret i Belgien i 3 år søgte Rudy Grzelczyk de belgiske myndigheder om minimex, der er en

belgisk kontanthjælpsydelse. De belgiske myndigheder afslog under henvisning til, at kon-

tanthjælpsydelsen var forbeholdt belgiske borgere, flygtninge og statsløse, samt EU-borgere,

der var omfattet af forordning 1612/68 (dvs. vandrende arbejdstagere).

Under henvisning til, at unionsborgerskabet og kapitlet om uddannelse og erhvervsuddannel-

se siden var indføjet i traktaten, fastslog Domstolen, at studerende med lovligt ophold i en

anden medlemsstat har samme ret som andre unionsborgere til at påberåbe sig rettigheder

under TEUF og herunder forbuddet mod forskelsbehandling i artikel 18. Grzelczyk havde

derfor ret til at få minimex på lige fod med belgiske borgere.

Kravet om ligebehandling skal dog ses i sammenhæng med artikel 21, hvorefter unionsborge-

re ”har ret til at færdes og opholde sig frit med de begrænsninger og på de betingelser, der er

fastsat i denne traktat og i gennemførelsesforanstaltningerne hertil”. Retten til ophold for

studerende er således fortsat undergivet de begrænsninger, der følger af (nu) direktiv

2004/38/EF (opholdsdirektivet).

Domstolen fortolker herefter dette krav i direktivet således, at værtsmedlemsstaten kan frata-

ge den studerendes opholdsret, hvis den studerende ikke længere opfylder betingelsen om

egne midler, men udtaler at

”sådanne foranstaltninger kan dog aldrig blive den automatiske følge af, at en studerende, der

er statsborger i en anden medlemsstat, har ansøgt om tildeling af en bistandsydelse i værts-

medlemsstaten”, jf. præmis 43.

Sagen er blevet fulgt op af flere sager, der vedrører adgangen til studiestøtte:

I Bidar-sagen (C-209/03) fastslog Domstolen, at særligt indførelsen af unionsborgerskabet

medfører, at der skal ske ligebehandling af unionsborgere med hensyn til tildeling af studie-

støtte. I sagen accepterede Domstolen dog, at værtsstaten kan begrænse tildeling af støtte til

personer, der har godtgjort at være integreret til en vis grad i samfundet i denne stat. For stu-

derende, der ikke kan påvise integration i form af tilknytning til arbejdsmarkedet, kunne der

stilles krav om ophold af en vis periode i værtsstaten. I den konkrete sag henviste Domstolen

til, at UK stillede krav om 3 års bopæl. Sagen er fulgt op af Förster-sagen (C-158/07), hvor

Domstolen accepterede et hollandsk krav om bopæl på 5 år. Domstolen skelede dog i den

Side 71 af 514

forbindelse til artikel 24, stk. 2, i opholdsdirektivet, som endnu ikke var gældende for om-

stændighederne i sagen. Her følger nogle af de illustrative præmisser (artikel 12 er nuværende

artikel 18, og artikel 18 er nuværende artikel 21):

”Ifølge artikel 12, stk. 1, EF er al forskelsbehandling, der udøves på grundlag af nationalitet,

forbudt inden for EF-traktatens anvendelsesområde og med forbehold af dennes særlige be-

stemmelser.

Ifølge Domstolens faste praksis kan en unionsborger, der har lovligt bopæl i værtsmedlems-

staten, støtte ret på artikel 12 EF i alle de situationer, der er omfattet af fællesskabsrettens

materielle anvendelsesområde (dom af 12.5.1998, sag C-85/96, Martínez Sala, Sml. I, s.

2691, præmis 63, og Bidar-dommen, præmis 32).

Herunder hører også situationer, der er knyttet til udøvelsen af de grundlæggende friheder,

som er sikret ved traktaten, herunder udøvelsen af retten til at færdes og opholde sig på med-

lemsstaternes område, som er fastsat i artikel 18 EF (jf. dom af 2.10.2003, sag C-148/02,

Garcia Avello, Sml. I, s. 11613, præmis 24, og af 12.7.2005, sag C-403/03, Schempp, Sml. I,

s. 6421, præmis 18).

Domstolen har i den forbindelse tidligere fastslået, at en statsborger i en medlemsstat, der

rejser til en anden medlemsstat for at gennemgå en gymnasieuddannelse, gør brug af sin ret

efter artikel 18 EF til at færdes frit (jf. dom af 11.7.2002, sag C-224/98, D’Hoop, Sml. I, s.

6191, præmis 29-34, og Bidar-dommen, præmis 35).

Hvad angår sociale forsorgsydelser har Domstolen fastslået, at en unionsborger, der ikke er

erhvervsaktiv, kan påberåbe sig artikel 12, stk. 1, EF, når han lovligt har opholdt sig i

værtsmedlemsstaten i en vis periode (Bidar-dommen, præmis 37).

En studerende, som rejser til en anden medlemsstat for at påbegynde eller fortsætte sine

studier, har opholdsret i henhold til artikel 18 EF og direktiv 93/96, når vedkommende opfyl-

der betingelserne i direktivets artikel 1 om, at han eller hun råder over tilstrækkelige midler,

er omfattet af en sygeforsikringsordning og er indskrevet ved en anerkendt uddannelsesinsti-

tution med henblik på hovedsageligt at følge en erhvervsuddannelse.

En studerende, der opholder sig lovligt i en anden medlemsstat, er derfor omfattet af trakta-

tens anvendelsesområde i den forstand, hvori dette udtryk er anvendt i artikel 12, stk. 1, EF

med hensyn til tildeling af en studiestøtte til dækning af leveomkostninger (jf. Bidar-dommen,

præmis 42).

Ifølge artikel 3 i direktiv 93/96

[nu direktiv 2004/38]

giver dette direktiv ganske vist ikke

studerende, som har opholdsret, krav på at få udbetalt uddannelsesstøtte i værtsmedlemssta-

ten.

Denne bestemmelse er dog ikke til hinder for, at en statsborger i en medlemsstat, som ifølge

artikel 18 EF og de bestemmelser, der er vedtaget til gennemførelse af denne artikel, ophol-

der sig lovligt på en medlemsstats område, hvor den pågældende påtænker at påbegynde

eller fortsætte sine studier under dette ophold, påberåber sig det grundlæggende princip om

ligebehandling, der er fastsat i artikel 12, stk. 1, EF (jf. i denne retning Bidar-dommen, præ-

mis 46).

Det er i den forbindelse uden betydning, at Jacqueline Förster hovedsageligt rejste til Neder-

landene for at færdiggøre sin uddannelse dér.

Side 72 af 514

Endvidere kan en studerende, som er statsborger i en medlemsstat i Den Europæiske Union,

ifølge retningslinjerne af 9. maj 2005 oppebære en studiestøtte, hvis vedkommende forud for

ansøgningens indgivelse har opholdt sig lovligt og uden afbrydelse i Nederlandene i mindst

fem år. Da denne betingelse vedrørende opholdets varighed ikke kan gøres gældende over for

studerende, som er nederlandske statsborgere, er det et spørgsmål, hvilke begrænsninger der

kan fastsættes for, at studerende, som er statsborgere i andre medlemsstater, har ret til en

studiestøtte til dækning af leveomkostninger, for at den forskellige behandling af de sidst-

nævnte studerende i forhold til indenlandske studerende, som kan opstå af denne grund, ikke

kan anses for diskriminerende og dermed forbudt efter artikel 12, stk. 1, EF.

Dette spørgsmål har Domstolen taget stilling til i Bidar-dommen.

Bidar-dommen vedrørte i modsætning til den foreliggende sag en national lovgivning, der

stillede som betingelse, at studerende fra andre medlemsstater, som ansøgte om en støtte til

dækning af leveomkostninger, ud over at opfylde et krav om bopæl var etableret i værtsmed-

lemsstaten. For så vidt som den lovgivning, der i nævnte dom var tale om i hovedsagen, ude-

lukkede enhver mulighed for, at en statsborger fra en anden medlemsstat som studerende

kunne opnå status som etableret person, indebar denne lovgivning, at en sådan statsborger,

uanset vedkommendes grad af faktisk integration i værtsmedlemsstaten, umuligt kunne opfyl-

de nævnte betingelse og derfor have fordel af retten til støtte til dækning af leveomkostninger.

I Bidar-dommen påpegede Domstolen, at selv om medlemsstaterne har pligt til ved organise-

ringen og anvendelsen af deres sociale sikringsordning at vise en vis økonomisk solidaritet

med statsborgere fra andre medlemsstater, er enhver medlemsstat berettiget til at sikre, at

tildeling af støtte til dækning af leveomkostningerne for studerende fra andre medlemsstater

ikke bliver til en urimelig byrde, der kan have konsekvenser for det samlede støttebeløb, der

kan udbetales af denne stat (jf. Bidar-dommen, præmis 56).

Domstolen understregede endvidere, at det er berettiget, at en medlemsstat kun tildeler en

støtte til dækning af leveomkostninger til sådanne studerende, der har godtgjort til en vis

grad at være integreret i samfundet i denne stat (jf. Bidar-dommen, præmis 57).

På grundlag af disse betragtninger konkluderede Domstolen, at en vis grad af integration

kan anses for godtgjort, såfremt det konstateres, at den pågældende studerende har opholdt

sig i en vis periode i værtsmedlemsstaten (jf. Bidar-dommen, præmis 59).

Hvad særligt angår spørgsmålet, om en betingelse om uafbrudt bopæl i fem år, som det kræ-

ves efter de nationale retsforskrifter, der er omtvistet i hovedsagen, er forenelig med fælles-

skabsretten, skal det undersøges, om en sådan betingelse kan være begrundet i værtsmed-

lemsstatens ønske om at sikre sig, at studerende, som er statsborgere i andre medlemsstater,

til en vis grade er integreret på dennes område.

I den foreliggende sag findes en sådan betingelse om uafbrudt bopæl i fem år at være egnet

til at sikre, at den, som har ansøgt om studiestøtten til dækning af leveomkostninger, er inte-

greret i værtsmedlemsstaten.

Det er dog yderligere en forudsætning for, at denne betingelse er berettiget efter fællesskabs-

retten, at den står i rimeligt forhold til det lovlige formål, som forfølges med national ret.

Den må således ikke gå videre, end hvad der er nødvendigt for at nå dette formål.

Side 73 af 514

En betingelse om uafbrudt bopæl i fem år kan ikke anses for at være for vidtgående, navnlig

ikke under hensyn til de anførte krav vedrørende graden af integration for personer, som ikke

er statsborgere i værtsmedlemsstaten.

I den forbindelse bemærkes, at selv om direktiv 2004/38 ikke finder anvendelse på de faktiske

omstændigheder i hovedsagen, indeholder direktivets artikel 24, stk. 2, vedrørende andre

personer end arbejdstagere, selvstændige erhvervsdrivende og personer, der har bevaret

denne status, samt deres familiemedlemmer en bestemmelse om, at værtsmedlemsstaten ikke

er forpligtet til at yde studiestøtte, herunder støtte til erhvervsuddannelse, i form af stipendier

eller lån, til studerende, der ikke har fået fast opholdsret, ligesom det i artikel 16, stk. 1, be-

stemmes, at unionsborgere, der har haft lovligt ophold i værtsmedlemsstaten fem år i træk,

har ret til tidsubegrænset ophold på dens område.

Domstolen har også præciseret, at et bopælskrav for at være forholdsmæssigt skal anvendes

af de nationale myndigheder på grundlag af klare og på forhånd kendte kriterier (jf. dom af

23.3.2004, sag C-138/02, Collins, Sml. I, s. 2703, præmis 72).

Det bopælskrav, som er fastsat i retningslinjerne af 9. maj 2005, giver de pågældende mulig-

hed for at få helt klart kendskab til deres rettigheder og forpligtelser og sikrer dermed en høj

grad af retssikkerhed og gennemskuelighed ved tildeling af studiestøtte til dækning af leve-

omkostninger for studerende.

Det må derfor fastslås, at et sådant bopælskrav på fem år, som er fastsat i den nationale lov-

givning, der er omtvistet i hovedsagen, ikke går videre, end hvad der er nødvendigt for at

opfylde formålet, som er at sikre, at studerende fra andre medlemsstater til en vis grad er

integreret i værtsmedlemsstaten.

Denne konstatering berører ikke medlemsstaternes mulighed for at tildele studerende fra

andre medlemsstater, som ikke opfylder kravet om fem års bopæl, studiestøtte til dækning af

deres leveomkostninger, hvis de ønsker det.”

Domstolen har tidligere fastslået, at artikel 21 om unionsborgerskabet har direkte virkning. I

dom af 17. september 2002 i sagen C-413/99, Baumbast, udtalte Domstolen således, at i

modsætning til tiden før 1993, hvor Maastricht-traktaten trådte i kraft, og hvor opholdsretten

efter TEF tidligere var betinget af, at vedkommende udøvede en ret efter artikel 45, 49 eller

56, indførtes ved artikel 21, stk. 1, retten for enhver unionsborger til at færdes og opholde sig

frit på medlemsstaternes område. Videre fastslog Domstolen, at det ikke kan kræves af en

unionsborger, at denne skal udøve virksomhed som lønmodtager eller som selvstændig er-

hvervsdrivende for at opnå de rettigheder, der hjemles i TEUF om unionsborgerskabet, jf.

dommens præmis 81. Domstolen drog dog ikke nogle mere generelle konsekvenser af, at

retten til indrejse og ophold efter artikel 21 har direkte virkning.

Domstolen undersøgte herefter, om Baumbast opfyldte de betingelser for ret til ophold, der er

fastsat i Rådets direktiv 90/364 (nu direktiv 2004/38) om opholdsret for statsborgere, der ikke

har opholdsret på grundlag af andre bestemmelser i EU-retten samt til medlemmerne af deres

familie. Domstolen konstaterede, at Baumbast boede med sin familie i UK og arbejdede som

lønmodtager i tredjelande for tyske virksomheder. Domstolen konstaterede endvidere, at

Baumbast eller dennes familie ikke havde gjort brug af det sociale system i UK, hvorfor han

opfylder betingelsen i direktivet om, at han skal have rådighed over tilstrækkelige midler.

Med hensyn til direktivets anden betingelse om, at man skal være dækket af en fuld sygefor-

sikring i værtsstaten, fastslår Domstolen, at Baumbast og hans familie er dækket af en fuld

Side 74 af 514

sygeforsikring i Tyskland, og at det vil være et klart uforholdsmæssigt indgreb i retten til

ophold efter artikel 21, hvis der ikke tillades ham en ret til ophold efter denne bestemmelse

under henvisning til betingelsen i opholdsdirektivet, blot fordi den sygeforsikringsordning,

som han er omfattet af, ikke dækker behandling, der ydes i værtsstaten i nødsituationer.

Domstolen indfortolker således et proportionalitetsprincip i artikel 21. De begrænsninger og

betingelser, der nævnes i artikel 21, skal anvendes i overensstemmelse med EU-rettens al-

mindelige principper, navnlig proportionalitetsprincippet. De nationale foranstaltninger, der

træffes på dette område, skal være hensigtsmæssige og nødvendige med henblik på at opnå

det forfulgte mål, jf. dommens præmis 91.

I præmisserne i Förster-sagen nævnes Collins-sagen (C-138/02). Den sag vedrørte en første-

gangsarbejdssøgende i UK. Spørgsmålet var, om Collins havde ret til en ydelse for arbejds-

søgende. Domstolen brugte en kombination af unionsborgerskabet og traktatens regler om

ligebehandling af vandrende arbejdstagere til at nå frem til, at arbejdssøgende har krav på

ligebehandling med henblik på ydelser til jobsøgende. Da sagen også er illustrativ vedr. krav

om bopæl gengives nogle af præmisserne her:

”Når henses til indførelsen af unionsborgerskabet og den i retspraksis anlagte fortolkning af

unionsborgernes ret til ligebehandling, kan traktatens artikel 48, stk. 2, der er udtryk for det

grundlæggende ligebehandlingsprincip, som er sikret i traktatens artikel 6, ikke længere for-

tolkes således, at en økonomisk ydelse, som har til formål at lette adgangen til beskæftigelse

på en medlemsstats arbejdsmarked, ikke er omfattet af bestemmelsens anvendelsesområde.

Fortolkningen af ligebehandlingsprincippets rækkevidde med hensyn til adgangen til beskæf-

tigelse bør genspejle denne udvikling i forhold til den fortolkning, der blev anlagt i Lebon-

dommen og i dommen af 12. september 1996, Kommissionen mod Belgien.

I 1996-bekendtgørelsen er der indført en forskellig behandling, alt efter om en person har

sædvanligt ophold i Det Forenede Kongerige eller ikke. Da denne betingelse lettere vil kunne

opfyldes af statens egne statsborgere, er de nævnte bestemmelser til ugunst for de statsborge-

re i medlemsstaterne, som har udnyttet deres ret til at bevæge sig for at søge beskæftigelse på

en anden medlemsstats område (jf. i denne retning dom af 23.5.1996, sag C-237/94, O’Flynn,

Sml. I, s. 2617, præmis 18, og af 16.1.2003, sag C-388/01, Kommissionen mod Italien, Sml. I,

s. 721, præmis 13 og 14).

Et sådant bopælskrav vil kun kunne være begrundet, såfremt det er uafhængigt af de berørte

personers nationalitet og står i rimeligt forhold til det formål, der lovligt tilstræbes med den

pågældende nationale lovgivning (dom af 24.11.1998, sag C-274/96, Bickel og Franz, Sml. I,

s. 7637, præmis 27).

Domstolen har allerede fastslået, at det er legitimt for den nationale lovgiver at ville sikre

sig, at der består en reel forbindelse mellem den, der ansøger om ydelser, der har karakter af

en social fordel i den forstand, hvori udtrykket er anvendt i artikel 7, stk. 2, i forordning nr.

1612/68, og det berørte arbejdsmarkeds geografiske område (jf. i forbindelse med udbetaling

af ungdomsarbejdsløshedsydelser til unge, som søger arbejde for første gang, D’Hoop-

dommen, præmis 38).

Det bemærkes, at støtten til arbejdssøgende, der er indført ved 1995-loven, er en social sik-

ringsydelse, der har erstattet arbejdsløshedsydelsen og indkomststøtten til arbejdsløse, og at

der bl.a. stilles krav om, at den person, der gør krav på ydelsen, skal stå til rådighed for ar-

bejdsmarkedet, være aktiv arbejdssøgende og ikke må have hverken indtægter, der overstiger

det fastsatte beløb, eller en formue, der overstiger et bestemt beløb.

Side 75 af 514

Det kan anses for legitimt, at en medlemsstat kun tildeler en sådan støtte, når det er godt-

gjort, at der består en reel forbindelse mellem den, der søger arbejde, og den pågældende

stats arbejdsmarked.

Hvorvidt der består en sådan forbindelse afhænger bl.a. af, om det kan fastslås, at den om-

handlede person i et rimeligt tidsrum, faktisk og reelt har søgt arbejde i den pågældende

medlemsstat.

Det Forenede Kongerige kan således kræve, at der består en tilknytning mellem de personer,

der ønsker at få tildelt en sådan støtte, og dets arbejdsmarked.

Selv om et bopælskrav i princippet er egnet til at sikre, at der består en sådan tilknytning, må

det imidlertid, for at være forholdsmæssigt, ikke være mere vidtgående end nødvendigt for at

opfylde denne målsætning. De nationale myndigheder skal nærmere bestemt basere anven-

delsen af kravet på klare og på forhånd kendte kriterier, og der skal være fastsat en adgang

til domstolskontrol. Hvis der til opfyldelse af nævnte krav kræves en bopælsperiode, må den

under alle omstændigheder ikke overstige, hvad der er nødvendigt for, at de nationale myn-

digheder kan sikre sig, at den berørte faktisk søger beskæftigelse på værtsmedlemsstatens

arbejdsmarked.”

Collins-sagen vedrørte omstændigheder før opholdsdirektivet. I Vatsouras-sagen (C-22/08 og

C-23/08) fik Domstolen lejlighed til at vurdere en ydelse til førstegangsarbejdssøgende i for-

hold til opholdsdirektivets artikel 24, stk., 2, hvorefter der ikke er ret til sociale ydelser de

første 3 måneder af opholdet. Domstolen fastslog, at denne undtagelse skal tolkes i lyset af

traktatens bestemmelser om ligebehandling af vandrende arbejdstagere (som jf. Collins-sagen

også gælder ydelser for arbejdssøgende, der har til formål at lette adgangen til arbejdsmarke-

det), og konstaterede på den baggrund, at en ydelse, der har til formål at lette adgang til

arbejdsmarkedet, ikke er en ”social ydelse” i opholdsdirektivets forstand

I Vatsouras-sagen bekræftede Domstolen, at medlemsstaterne kan kræve som betingelse for

tildeling af ydelsen, at der består en reel forbindelse til arbejdsmarkedet. Endvidere fastslog

den, at det ikke er afgørende for tildelingen, hvordan ydelsen betegnes i den nationale lovgiv-

ning, men om den rent faktisk resulterer i lettere adgangen til arbejdsmarkedet. I sagen var

det en betingelse for at få ydelsen, at pågældende var arbejdsdygtig, og Domstolen tilkende-

gav, at dette kan være et indicium for, at ydelsen har til formål at lette adgangen til arbejds-

markedet.

EU-Domstolen har i dom af 11. juli 2002 i sag C-224/98, D´Hoop, fastslået, at en forskelsbe-

handling, der består i at behandle egne borgere dårligere, alene fordi de har udnyttet deres ret

til fri bevægelighed og taget en studentereksamen i en anden medlemsstat, er i strid med de

principper, der ligger til grund for unionsborgerskabet, nemlig princippet om, at unionsborge-

re skal tilsikres den samme retlige behandling under udøvelsen af deres ret til fri bevægelig-

hed. Det var således i strid med EU-retten, at den belgiske lovgivning om ungdomsarbejds-

løshedsydelser som betingelse for udbetaling krævede, at modtageren havde gennemført en

gymnasieuddannelse i Belgien. Unionsborgerskabet sætter således grænser for medlemssta-

Allerede før afsigelsen af dommen blev det fremhævet i ”The relationship and interaction between

the coordination regulations and directive 2004/38/EC, side 25, at ”social ydelse” bør afgrænses klart,

hvilket altså ikke er sket. http://www.tress-

network.org/TRESSNEW/PUBLIC/EUROPEANREPORT/ThinkTank_Residence.pdf

Side 76 af 514

ternes mulighed for at udøve såkaldt ”omvendt diskrimination”, dvs., at man indrømmer egne

borgere en ringere retsstilling end andre EU-borgere.

I sagerne C-499/06 (Nerkowska) og C-221/07 (Zablocka-Weyhermüller) har EU-Domstolen

udvidet anvendelsesområdet for unionsborgerskabet væsentligt. Som det fremgår ovenfor ved

praksis om uddannelsesstøtte, har Domstolen anset det for en betingelse for en unionsborgers

ret, at pågældende ydelse var omfattet af traktatens anvendelsesområde. I sagerne udtalte

Domstolen, at erstatning til krigsofre var national kompetence. Imidlertid fandt den, at med-

lemsstaterne er forpligtet til at udøve deres kompetence under hensyn til EU-retten, herunder

unionsborgeres ret til at færdes og opholde sig frit. Udbetalingen kunne derfor ikke betinges

af bopæl.

3.2.6 Konkluderende om opholdsdirektivet og unionsborgerskabet

Det fremgår af den ovenfor omtalte retspraksis fra Domstolen, at enhver unionsborger efter

EU-traktatens artikel 21 som udgangspunkt har ret til at tage ophold i en anden medlemsstat.

Opholdsretten er dog underlagt de betingelser og begrænsninger, som følger af traktatens

andre bestemmelser eller er fastsat i opholdsdirektivet. Disse betingelser og begrænsninger

fortolker EU-Domstolen imidlertid indskrænkende. En dommer fra EU-Domstolen har også

indikeret, at Domstolen ikke nødvendigvis vil godkende enhver indskrænkning, der er fastsat

i opholdsdirektivet (Christian Timmermanns, Lifting the Veil of Union Citizen Rights, 2003).

I Vatsouras-sagen undgik Domstolen en stillingtagen hertil ved en fortolkning af begrebet

”sociale ydelser”.

Med de modifikationer, der følger af Collins- og Vatsouras-dommene, kan det ikke udledes

af Domstolens hidtidige retspraksis, at en unionsborger kan opnå ret til at blive forsørget i

opholdslandet alene med henvisning til TEUF artikel 21 i de tilfælde, hvor unionsborgerens

ret til ophold efter EU-retten er betinget af, at unionsborgeren kan forsørge sig selv.

Unionsborgerskabet har dog den selvstændige betydning, at den konkrete

anvendelse

af de

pågældende betingelser og begrænsninger i retten til ophold skal finde sted under overholdel-

se af det EU-retlige proportionalitetsprincip. Dette indebærer, at en national foranstaltning,

hvorefter en unionsborger udvises eller nægtes en social ydelse under henvisning til dennes

nationalitet, efter omstændighederne vil blive anset for uproportional og dermed stridende

mod artikel 21, hvis foranstaltningen efter en konkret vurdering fremstår som åbenbart urime-

lig eller uforholdsmæssig.

3.2.7 Praksis om indirekte forskelsbehandling

Som det fremgår ovenfor har Domstolen for unionsborgere, der ikke har arbejdstagerstatus, i

vidt omfang accepteret krav om bopæl, herunder bopæl af en vis varighed med henblik på at

sikre, at ydelser kun udbetales til personer med en vis grad af integration i samfundet.

For så vidt angår vandrende arbejdstagere, er der for ydelser, der er omfattet af forordning

883/04, i vidt omfang gjort op med, om man kan fastsætte krav om bopæl, ligesom der er

regler om sammenlægning af perioder. Der findes dog praksis vedr. sager om arbejdsløsheds-

ydelser, der som udgangspunkt er omfattet af forordning 883’s materielle anvendelsesområ-

de, men hvor sagerne vedrørte situationer, der ikke er omfattet af koordineringsregler. Disse

sager blev afgjort direkte på grundlag af traktaten.

For så vidt angår sociale fordele til vandrende arbejdstagere har Domstolen i en række tilfæl-

de tilsidesat bopælskrav. Det gælder f.eks. krav om et års ophold før ret til en særlig barsel-

og moderskabsydelse (C-111/91), et bopælskrav som betingelse for at få en sabbatorlovsydel-

se (C-469/02), krav om 5 års ophold for at få en garanteret mindsteindkomst (C-299/01). I 2

Side 77 af 514

af sagerne (299/01 og 469/02), havde medlemsstaten dog overfor Kommissionen erkendt

traktatbrud, og sagerne angik derfor alene manglende rettidighed i at leve op til deres egen

erkendelse. Domstolen gik derfor ikke ind i en nærmere prøvelse af det saglige formål og

proportionalitet. I sagen C-111/91 går Domstolen ind i en nærmere vurdering af saglighed og

proportionalitet:

”Den luxembourgske regering har for det andet anført, at den omtvistede bopælsbetingelse

er sagligt begrundet af hensyn til den offentlige sundhed, idet den hænger sammen med, at

udbetalingen af barselsydelsen er betinget af, at der er foretaget en række lægeundersøgel-

ser.

Denne begrundelse kan ikke anerkendes. Under de i sagen givne omstændigheder er en for-

håndsbetingelse om bopæl i Storhertugdømmet Luxembourg hverken nødvendig eller hen-

sigtsmæssig for at nå målet vedrørende den offentlige sundhed. Ganske vist er forpligtelsen

til at gennemgå en række lægeundersøgelser i Storhertugdømmet hensigtsmæssig i henseende

til dette mål, men det forekommer urimeligt ikke at tage hensyn til lægeundersøgelser, som

efter omstændighederne er foretaget i en anden medlemsstat.

Endvidere er den luxembourgske regerings argument uden enhver betydning for så vidt an-

går barselsydelsens anden del, dels fordi bopælsbetingelsen for dennes vedkommende også

kan opfyldes af barnets fader, dels fordi den obligatoriske postnatale undersøgelse af mode-

ren ikke har nogen forbindelse med betingelsen om bopæl forud for fødslen.

Den sagsøgte regerings anbringende om, at det er nødvendigt at sikre, at samtlige lægeun-

dersøgelser finder sted under én og samme læges kontrol, kan ikke tiltrædes. Det skal hertil

blot bemærkes, at de luxembourgske bestemmelser på ingen måde foreskriver, at de obligato-

riske lægeundersøgelser skal foretages under den samme læges kontrol.”

Af nyere praksis kan nævnes C-212/05, hvorefter en grænsearbejder ikke kunne nægtes en

børnepasningsydelse til sin hjemmegående ægtefælle. Domstolen gik dog ikke ind i en nær-

mere vurdering af Tysklands grunde for bopælskravet – at der skulle være en faktisk tilknyt-

ning til samfundet – for Domstolen lagde vægt på, at den tyske lovgivning åbnede for, at

beskæftigelse i Tyskland kunne danne grundlag for tildeling af ydelsen, selv om vedkom-

mende havde bopæl i en anden medlemsstat. Med andre ord var Tysklands argumentation for

Domstolen ikke reel.

At medlemsstaten skal argumentere godt for indirekte diskriminerende foranstaltninger illu-

streres bl.a. af C-228/07. Her fastslog Domstolen, at den østrigske regering ikke har udfoldet

bestræbelser på at redegøre for formålet med en betingelse om bopæl, der blev stillet som

betingelse for at få en arbejdsløshedsydelse, der blev tildelt under afventning af afgørelse om

tildeling af invalidepension. Domstolen indikerede dog alligevel, ”at den i hovedsagen omtvi-

stede bopælsbetingelse forekommer uforholdsmæssig, da den opstilles i relation til en social

sikringsydelse, der som den i hovedsagen omhandlede, kan udbetales til ansøgere om invali-

depension i en begrænset periode, der ifølge den østrigske regering i gennemsnit ikke over-

stiger tre til fire måneder, i hvilket tidsrum det i afventning af en endelig afgørelse om tilde-

ling af en sådan pension hverken kræves, at de er i stand til og villige til at arbejde, eller at de

står til rådighed for arbejdsmarkedet (jf. i denne retning Collins-dommen, præmis 68 og 69).”

Modsat accepterede Domstolen i sagen C-406/04 et krav om bopæl for tildeling af en arbejds-

løshedsydelse for personer over 50 år, der var fritaget for pligten til at stå til rådighed for

arbejdsmarkedet. Her havde de belgiske myndigheder udførligt redegjort for behovet for at

føre kontrol med, om pågældendes økonomiske eller familiemæssige situation ændrer sig.

Den understregede, at ”herved må der tages hensyn til, at den kontrol, som udføres på områ-

det for arbejdsløshedsydelser, har en specifik karakter, som begrunder indførelsen af mere

Side 78 af 514

indgribende foranstaltninger end dem, der anvendes ved kontrollen med andre ydelser”. Der

var også proportionalitet, idet ”anvendelsen af mindre indgribende foranstaltninger, såsom

fremlæggelsen af dokumenter eller attester, ville berøve kontrollen dens uventede karakter og

dermed gøre den mindre effektiv”.

Sagen C-228/07 er i øvrigt interessant ved, at den – i forlængelse af tidligere sager – princi-

pielt accepterer risikoen for at alvorligt indgreb i den social sikringsordnings økonomiske

ligevægt kan udgøre et tvingende alment hensyn. Domstolen fandt dog, at en sådan risiko

”næppe kan påvises, da de kompetente myndigheder, som generaladvokaten i det væsentlige

har anført i punkt 81 i forslaget til afgørelse, ved at tildele den i hovedsagen omhandlede

ydelse til ansøgere om invalidepension, der på tidspunktet for indgivelse af deres ansøgning

boede på det nationale område, netop har godtgjort, at de kan påtage sig den finansielle byrde

i afventning af en endelig afgørelse heraf.” Afgørelsen af meget konkret. Generaladvokaten

udtalte således: ” De østrigske myndigheder har på forhånd anbefalet Jörn Petersen at ansøge

om en forskudsvis udbetaling, hvorved de indirekte anerkender, at »det må påregnes, at [den

ansøgte] ydelse vil blive tilkendt«, og derfor kan de i løbet af denne periode påtage sig den

finansielle byrde i forbindelse med den omstridte ydelse. Hvis sagsøgeren gives afslag på

ydelsen ved erhvervsudygtighed, genskabes hans oprindelige situation. Men indtil da kan

Jörn Petersens flytning – som er foregået undervejs i den sagsbehandling, der sandsynligvis

vil tilkende ham en ydelse, der giver ham lov til at bo i en hvilken som helst medlemsstat –

ikke på nogen måde være en forudsætning for de østrigske myndigheders handleevne eller

finansielle integritet.”

I sagen C-158/96, der drejer som om retten til hospitalsbehandling i en anden medlemsstat,

udtales:

”Det skal hertil bemærkes, at formål af rent økonomisk art ikke kan begrunde en begræns-

ning af det grundlæggende princip om fri udveksling af tjenesteydelser (jf. i denne retning

dom af 5.6.1997, sag C-398/95, SETTG, Sml. I, s. 3091, præmis 23). Det kan dog ikke ude-

lukkes, at en risiko for et alvorligt indgreb i den sociale sikringsordnings økonomiske lige-

vægt kan udgøre et tvingende alment hensyn, som kan berettige en sådan begrænsning.

Det må imidlertid fastslås, at i modsætning til hvad såvel UCM som den luxembourgske rege-

ring har hævdet, ville godtgørelse af udgifter til tandbehandling, som er udført i en anden

medlemsstat, i henhold til satserne i den stat, hvor den

pågældende er sikret, ikke have væsentlig betydning for finansieringen af den sociale sik-

ringsordning. ”

Sagen C-208/05(ICT) drejede sig om, hvorvidt en medlemsstats udbetaling til en privat ar-

bejdsformidling af det formidlingsvederlag, som en arbejdssøgende skal erlægge for formid-

lingen, kan betinges af, at den beskæftigelse, som formidleren har fundet, er omfattet af den

lovbestemte socialforsikring på denne medlemsstats område. Der udtales:

”Det skal derfor undersøges, om en foranstaltning som ordningen med tilgodebeviser for

arbejdsformidling kan begrundes, for det første i den omstændighed, at en sådan ordning

udgør et nyt instrument i den nationale arbejdsmarkedspolitik med henblik på at forbedre

arbejdsformidlingen og nedbringe arbejdsløsheden, for det andet i, at formålet hermed er at

beskytte den nationale socialforsikring, der kun kan sikres ved hjælp af nationale bidrag, og

som ville lide tab af bidrag i tilfælde af formidling af arbejde i andre medlemsstater, og ende-

lig i, at dens formål er at beskytte det nationale arbejdsmarked mod tabet af kvalificeret ar-

bejdskraft.

Side 79 af 514

Hvad angår den førstnævnte begrundelse bemærkes, at det påhviler medlemsstaterne at væl-

ge de foranstaltninger, hvormed målene for deres beskæftigelsespolitik kan realiseres. Dom-

stolen har fastslået, at medlemsstaterne råder over et vidt skøn ved udøvelsen af denne befø-

jelse. Det kan heller ikke bestrides, at det er et lovligt mål i socialpolitikken at fremme ansæt-

telse (jf. for så vidt angår ligebehandling af mandlige og kvindelige arbejdstagere dom af

9.2.1999, sag C-167/97, Seymour-Smith og Perez, Sml. I, s. 623, præmis 71 og 74, og af

11.9.2003, sag C-77/02, Steinicke, Sml. I, s. 9027, præmis 61 og 62).

Imidlertid kan det skøn, som medlemsstaterne råder over på det socialpolitiske område, ikke

tjene som begrundelse for, at de rettigheder, som borgerne har i medfør af traktatens be-

stemmelser, hvori deres grundrettigheder er forankret, tilsidesættes (jf. Terhoeve-dommen,

præmis 44, Seymour-Smith og Perez-dommen, præmis 75, og Steinicke-dommen, præmis 63).

Generelle udsagn om egnetheden af den i hovedsagen omhandlede ordning med tilgodebevi-

ser for arbejdsformidling til fremme af arbejdsformidling og nedbringelse af arbejdsløsheden

i Tyskland kan ikke alene godtgøre, at formålet med ordningen begrunder, at udøvelsen af en

af fællesskabsrettens grundlæggende friheder begrænses, og udgør heller ikke elementer, der

med rimelighed gør det muligt at antage, at de valgte midler er eller kunne være egnede til at

virkeliggøre dette mål.

Det samme gælder den anden begrundelse vedrørende beskyttelsen af den tyske sociale sik-

ringsordning. Årsagsforbindelsen mellem tabet af sociale bidrag i Tyskland og formidling af

arbejde i en anden medlemsstat er nemlig ikke godtgjort. Desuden er det – henset til den høje

arbejdsløshed i Tyskland – ikke åbenbart, at en ledig stilling i denne medlemsstat forbliver

ledig i længere tid, fordi der er foretaget formidling af beskæftigelse til en arbejdssøgende i

en anden medlemsstat.

Selv om en risiko for et alvorligt indgreb i den sociale sikringsordnings økonomiske ligevægt

kan udgøre et tvingende alment hensyn (jf. bl.a. dom af 28.4.1998, sag C-158/96, Kohll, Sml.

I, s. 1931, præmis 41), er en sådan risiko ikke godtgjort i det foreliggende tilfælde. Tabet af

bidrag til den tyske sociale sikringsordning kan nemlig begrænses. Dels er medlemsstaten,

hvis den arbejdssøgende, der har fået formidlet beskæftigelse i en anden medlemsstat, ikke

længere skal betale sociale bidrag til oprindelsesmedlemsstaten, ikke længere forpligtet til at

udbetale arbejdsløshedsunderstøttelse. Dels indebærer selve karakteren af arbejdskraftens

frie bevægelighed i traktaten, at en arbejdstagers udrejse til en anden medlemsstat kan kom-

penseres ved ankomsten af en arbejdstager fra en anden medlemsstat.

Selv om det antages, at tilrettelæggelsen af arbejdsmarkedet, herunder forebyggelse mod tab

af kvalificeret arbejdskraft, under visse omstændigheder, og under overholdelse af visse be-

tingelser, kan begrunde begrænsninger af arbejdskraftens frie bevægelighed, skal det under

alle omstændigheder bemærkes, at nationale bestemmelser, som de i hovedsagen omhandle-

de, går ud over, hvad der er nødvendigt for at nå de ønskede mål. Sådanne mål kan ikke be-

grunde, at arbejdssøgende, der har fået formidlet beskæftigelse i andre medlemsstater, sy-

stematisk får afslag på tilgodebeviser for arbejdsformidling. En sådan foranstaltning er nem-

lig ensbetydende med en ren benægtelse af arbejdskraftens frie bevægelighed i medfør artikel

39 EF, hvis formål er at sikre Fællesskabets arbejdstagere og arbejdssøgende retten til at

tage lønnet beskæftigelse efter deres eget valg og at udøve denne på en anden medlemsstats

område (jf. for så vidt angår etableringsfrihed dom af 5.11.2002, sag C-208/00, Überseering,

Sml. I, s. 9919, præmis 93).”

Som det fremgår, har Domstolen i en række tilfælde anerkendt de sociale sikringsordningers

økonomiske ligevægt som et tvingende alment hensyn, men i de konkrete tilfælde har regler-

ne ikke levet op til proportionalitetsprincippet.

Side 80 af 514

3.2.8 Sammenfattende om indirekte forskelsbehandling og optjeningskrav

Som det fremgår, stilles der fra EU - Domstolens side store krav til argumentationen for, at en

indirekte diskriminerende betingelse er objektivt begrundet og proportional. Den er i den

forbindelse opmærksom på, om medlemsstaten evt. bruger skinbegrundelser.

Et optjeningskrav hhv. bopælskrav kan under alle omstændigheder kun stilles, hvor der ikke

findes udtrykkelige regler om sammenlægning af perioder i hjemlandet hhv. om eksport af

ydelser, jf. gennemgangen af forordning 883/04.

Det kan være en legitim begrundelse for et bopælskrav, at der er behov for at sikre en vis

tilknytning til landet afhængig af ydelsens art og formål.

3.2.9 Ligebehandlingsprincippet i relation til TEUF artikel 19

EU’s charter om grundlæggende rettigheder indeholder i artikel 21 et forbud mod forskelsbe-

handling bl.a. på grund af race og etnicitet.

Den EU-retlige beskyttelse af de grundlæggende rettigheder kommer bl.a. til udtryk i EU-

traktatens artikel 6, stk. 1. Det fremgår heraf, at Unionen anerkender de rettigheder, friheder

og principper, der findes i EU’s charter om grundlæggende rettigheder, der har samme juridi-

ske værdi som traktaterne. Det fremgår endvidere af EU-traktatens artikel 6, stk. 3, at de

grundlæggende rettigheder, som de er garanteret ved den europæiske konvention til beskyt-

telse af menneskerettigheder og grundlæggende frihedsrettigheder (EMRK), og som de følger

af medlemsstaternes fælles forfatningsmæssige traditioner, udgør generelle principper i EU-

retten.

Det fremgår endvidere af TEUF artikel 19, at EU kan træffe hensigtsmæssige foranstaltninger

til at bekæmpe forskelsbehandling på grund af bl.a. race og etnisk oprindelse.

EU har med hjemmel heri i 2000 bl.a. udstedt direktivet om etnisk ligebehandling

. Direkti-

vet er i dansk ret bl.a. gennemført i lov om etnisk ligebehandling

, som forbyder forskelsbe-

handling på grund af en persons race eller etniske oprindelse. Forbuddet gælder både direkte

og indirekte forskelsbehandling. Forbuddet gælder for al offentlig og privat virksomhed, for

så vidt angår social beskyttelse, herunder social sikring og sundhedspleje, sociale goder, ud-

dannelse, samt adgang til og levering af varer eller tjenesteydelser, herunder bolig, der er

tilgængelig for offentligheden. Det bemærkes i den forbindelse, at forbuddet mod forskelsbe-

handling på grund af race og etnicitet gælder alle, og således også ulovlig forskelsbehandling

af tredjelandsstatsborgere.

EU har endvidere i 2000 udstedt direktivet om generelle rammebestemmelser om ligebehand-

ling med hensyn til beskæftigelse og erhverv

. Direktivet er i dansk ret gennemført i lov om

forskelsbehandling på arbejdsmarkedet mv.

, som forbyder forskelsbehandling på grund af

race, hudfarve, religion eller tro, politisk anskuelse, seksuel orientering, alder, handicap eller

national, social, eller etnisk oprindelse. Forbuddet gælder både direkte og indirekte forskels-

behandling. Efter loven må en arbejdsgiver ikke forskelsbehandle en lønmodtager eller ansø-

Direktiv om gennemførelse af princippet om ligebehandling af alle uanset race eller etnisk oprindel-

se (43/2000/EF).

Lov nr. 374 af 28. maj 2003 om etnisk ligebehandling.

Direktiv om generelle rammebestemmelser om ligebehandling med hensyn til beskæftigelse og er-

hverv (2000/78/EF)

Lovbekendtgørelse nr. 1349 af 16. december 2008 om forbud mod forskelsbehandling på arbejds-

markedet m.v.

Side 81 af 514

ger til ledige stillinger, ansættelse, afskedigelse, forflyttelse, forfremmelse eller med hensyn

til løn- og arbejdsvilkår på grund af de ovenfor nævnte kriterier.

For en beskrivelse af forbuddet mod ulovlig forskelsbehandling på grund af race eller etnici-

tet i den europæiske menneskerettighedskonvention samt beskyttelse af retten til ikke-

diskrimination og ligebehandling i forskellige FN-konventioner henvises til afsnit 3.3. neden-

for.

3.3 Internationale forpligtelser i øvrigt

3.3.1 Multilaterale konventioner

Indledning

Danmark har ratificeret en række multilaterale konventioner, der på forskellig måde har rele-

vans for afgrænsningen af det juridiske rum for indførelse af optjeningsprincipper vedrørende

velfærdsydelser.

Nogle konventioner forpligter de deltagende stater til at opretholde et bestemt minimumsni-

veau for velfærdsydelser, mens de fleste konventioner pålægger staterne mere overordnede

forpligtelser, såsom pligt til at have et socialt sikringssystem på et ”acceptabelt niveau”, som

løbende forbedres, og som sikrer borgerne retten til en række nærmere definerede, grundlæg-

gende rettigheder.

Der er dog i vid udstrækning overlap mellem rettighederne efter de forskellige konventioner,

der i mange tilfælde også indeholder gensidige henvisninger.

I en del konventioner gælder et ligebehandlingsprincip, hvorefter egne statsborgere og stats-

borgere fra andre deltagende stater skal behandles på lige fod for så vidt angår adgangen til

de omfattede rettigheder, ligesom der ofte er medtaget bestemmelser om forbud mod diskri-

mination i forhold til en række kriterier. Det forekommer f.eks. også, at de deltagende stater

skal sikre bevarelse af erhvervede rettigheder samt adgang til at medregne beskæftigelses- og

forsikringsperioder ved bevægelser mellem deltagerstaterne.

Der findes forskellige overvågningsmekanismer, der skal påse de deltagende staters gennem-

førelse af forpligtelserne efter konventionerne. Ofte bygger overvågningen på de deltagende

staters periodiske afrapportering om gennemførelsen af konventionen i det pågældende land,

hvorefter en komité af uafhængige eksperter, der er valgt af deltagerstaterne, gennemgår rap-

porteringerne, og offentliggør konklusioner om staternes efterlevelse af konventionens be-

stemmelser. Repræsentanter for det pågældende land deltager enten direkte i komitéens gen-

nemgang (”eksamination”) af rapporten om konventionens gennemførelse, eller er repræsen-

teret i en komité, der efterfølgende træffer beslutning om konsekvenserne af en manglende

efterlevelse.

Det kompetente organ – f.eks. ekspertkomité, regeringskomité, arbejdskonference eller mini-

sterkomité – vil kunne udtrykke kritik med forskellige ”alvorsgrader” af en deltagende stats

manglende efterlevelse af sine forpligtelser efter den pågældende konvention.

Nedenfor er anført en række bestemmelser efter internationale konventioner, som Danmark

har tilsluttet sig, og som har særlig relevans for afgrænsning af den juridiske ramme for ind-

førelse af optjeningsprincipper i forhold til retten til at modtage velfærdsydelser:

Side 82 af 514

Den europæiske Socialpagt (Europarådet)

Den europæiske Socialpagt fra 1961 forpligter de deltagende stater til at sikre borgerne en

række grundlæggende sociale rettigheder.

Der er blandt andet tale om retten til arbejde, uddannelse, bolig, sundhed, rimelige arbejdsvil-

kår, lige løn for mandlige og kvindelige arbejdstagere, retten til at organisere sig og føre kol-

lektive forhandlinger, retten til at strejke og retten til social sikring og bistand m.v.

Artikel 10 omhandler retten til erhvervsmæssig uddannelse. De deltagende stater er efter ar-

tiklen blandt andet forpligtet til at sikre, at der i ”passende tilfælde” ydes finansiel støtte,

hvilket f.eks. omfatter studiestøtte og lavt forrentede lån. Efter ECSR´s (komitéen af uafhæn-

gige eksperter) praksis har de deltagende stater pligt til at sikre, at borgere fra andre deltagen-

de stater, som har lovligt ophold eller regelmæssig beskæftigelse i landet, behandles lige med

hensyn til adgangen til finansiel støtte til uddannelse. ECSR fandt i sine nyeste konklusioner

vedrørende dansk SU (2008), at Danmark er i uoverensstemmelse med artikel 10, stk. 4, b, og

tog herved ikke hensyn til, at bestemmelsen efter sin formulering kun vedrører støtte i ”pas-

sende tilfælde” (appropriate cases). Imidlertid fandt Regeringskomitéen, at sagen ikke gav

anledning til en advarsel eller henstilling til Danmark. Efter artikel 12 om retten til social

sikring, er de deltagende stater forpligtet til at etablere og vedligeholde et socialt sikringssy-

stem på et ”tilfredsstillende niveau”, som mindst svarer til niveauet for ratifikation af ILO-

konvention nr. 102 (jf. nedenfor). Staterne skal efter artiklen samtidigt arbejde for løbende at

løfte sikringsniveauet. Dette medfører efter ECSR´s praksis, at det skal være velbegrundet,

når reformer begrænser det sociale sikringssystem, herunder i relation til systemets holdbar-

hed, ligesom de deltagende stater skal opretholde i det mindste et grundlæggende obligatorisk

og tilstrækkeligt omfattende socialt sikringssystem.

Videre har de deltagende stater efter artiklen pligt til gennem indgåelse af bilaterale og multi-

laterale aftaler - eller ved andre midler - at tage skridt til at sikre dels ligebehandling for bor-

gere fra andre deltagende stater for så vidt angår rettigheder til social sikring, herunder vedrø-

rende bevarelse af ydelser ved bevægelser mellem de deltagende stater, og dels bevilling og

bevarelse af sociale sikringsydelser ved sammenlægning af forsikrings- eller beskæftigelses-

perioder, som er gennemgået under hver af de deltagende staters lovgivning.

Ved ydelser, der er uafhængige af indbetaling af (forsikrings-) bidrag, kan staterne i de bilate-

rale henholdsvis multilaterale aftaler betinge bevilling af sådanne ydelser til statsborgere fra

andre deltagende stater af, at disse har haft bopæl i en vis periode i den bevilgende stat.

ECSR´s praksis indebærer blandt andet, at der for så vidt angår social sikring er krav til sta-

terne om at sikre ligebehandling i forhold til borgere fra andre deltagende stater, som har eller

har haft lovligt ophold eller regelmæssigt arbejde i den deltagende stat; der er således forbud

mod såvel direkte (nationalitetskrav) som indirekte forskelsbehandling (krav om bopæl og

betingelse om varighed heraf, beskæftigelseskrav) i forbindelse med bevilling af bidragsplig-

tige ydelser. Ved ikke-bidragspligtige ydelser, som f.eks. familieydelser, har staterne adgang

til at fastsætte bopælsbetingelser, under forudsætning af, at disse er proportionale.

Det fremgår ligeledes af ECSR´s praksis, at staterne skal sikre dels retten til bevarelse af er-

hvervede rettigheder (på baggrund af invaliditet, alder, arbejdsskade, sygdom og ved ydelser

til efterlevende), uanset årsag til modtagerens bevægelse mellem de deltagende stater, og dels

adgangen til at medregne beskæftigelses- og forsikringsperioder, der er gennemgået i udlan-

det, og som anvendes til sammenlægning med henblik på opnåelse af rettigheder. Dette skal

ske gennem bilaterale aftaler, eller gennem andre midler, herunder ensidigt fastsatte regler.

Side 83 af 514

Artikel 13 omhandler retten til social og sundhedsmæssig bistand.

Efter bestemmelsen skal de deltagende stater sikre, at enhver person, som er uden tilstrække-

lige midler, gives en passende bistand, og, i tilfælde af sygdom, den behandling, der er nød-

vendiggjort af pågældendes tilstand. Det er en betingelse, at den pågældende ikke kan erhver-

ve sig tilstrækkelige midler gennem egen indsats, eller på anden måde, herunder gennem en

social sikringsordning. Efter ECSR´s praksis må den sociale bistand ikke være på et niveau,

der falder under fattigdomsgrænsen (defineret som mindre end 50 % af medianindkomsten).

Den sundhedsmæssige, nødvendige bistand til personer, der ikke har tilstrækkelige midler,

skal efter ECSR´s praksis være gratis.

Videre skal staterne sikre, at alle kan modtage den rådgivning og personlige hjælp, som er

nødvendig for at forhindre, fjerne eller lette personlig eller familiær nød.

Der gælder et ligebehandlingsprincip for de deltagende stater, idet egne borgere og borgere

fra andre deltagende stater skal behandles på lige fod for så vidt angår anvendelsen

af bestemmelserne i artikel 13, i overensstemmelse med forpligtelserne under den europæiske

konvention om social og sundhedsmæssig bistand (jf. nedenfor). Bistand skal gives til alle,

der blot opholder sig på statens territorium, hvilket efter ECSR´s praksis – men mod artiklens

ordlyd – indebærer, at der også i et vist omfang er pligt til at give bistand til personer med

ulovligt ophold. De deltagende stater skal efter praksis tilvejebringe hjælp, der afhjælper en

akut nød.

Danmark har ratificeret Den europæiske socialpagt.

Konvention nr. 102 om minimumsnormer for social tryghed og konvention nr. 118 om

ligestilling af ind- og udlændinge i henseende til social tryghed (ILO/FN)

Den internationale arbejdsorganisation, ILO, er FN´s særorganisation for arbejdsmarkeds-

spørgsmål. ILO har som grundlæggende mål at bekæmpe fattigdom, fremme social retfær-

dighed og forbedre arbejdsforholdene verden over. ILO´s trepartsorganisation, bestående af

regeringer, arbejdsgivere og arbejdstagere, er unik i en international sammenhæng, og adskil-

ler ILO fra de øvrige FN-organer og andre mellemstatslige organisationer.

Én af ILO’s hovedopgaver er at udarbejde internationale standarder i form af konventioner og

henstillinger, der regulerer alle aspekter af arbejdslivet. ILO har siden oprettelsen i 1919 i alt

vedtaget 188 konventioner og 200 henstillinger.

Danmark har ratificeret 63 konventioner, herunder ILO’s konvention nr. 102 om minimums-

normer for social tryghed og konvention nr. 118 om ligestilling af ind- og udlændinge i hen-

seende til social tryghed.

ILO’s konvention nr. 102 omhandler blandt andet bestemmelser om ret til læge- og hospitals-

behandling, dagpenge under sygdom, arbejdsløshedsunderstøttelse, aldersrente, erstatning for

tilskadekomst under arbejdet og erhvervssygdomme, familieydelser, moderskabsydelser,

invaliderente og ydelser til efterladte. Det er muligt for medlemslandene kun at ratificere dele

af konventionen, hvilket Danmark har valgt at gøre.

Konventionen betinger, at en vis procentdel af befolkningen er omfattet af de sociale sik-

ringsordninger, og omhandler endvidere niveau og betingelser for at modtage ydelser samt

periodens længde. Konventionen overlader det til medlemsstaterne selv at bestemme, om

ordningerne skal være bidrags- eller skattefinansieret. Af artikel 68 fremgår, at personer, der

Side 84 af 514

ikke har statsborgerret i et land, hvori de er bosat, skal have samme rettigheder som landets

egne statsborgere, dog således, at der kan fastsættes særlige regler vedrørende ikke-

statsborgere og statsborgere, der er født udenfor den pågældende medlemsstats territorium,

for så vidt angår ydelser, som fuldt ud eller hovedsagelig udredes af offentlige midler.

I forbindelse med vedtagelsen af ILO konvention nr. 102 var ILO opmærksom på, at be-

stemmelserne i konventionen om udlændinges rettigheder ikke var tilstrækkelige, hvorfor

ILO 10 år senere vedtog konvention nr. 118 om ligestilling af ind- og udlændige i relation til

social tryghed, hvor medlemslandene har mulighed for kun at ratificere dele af konventionen.

Danmark har ratificeret de områder i konventionen, der vedrører lægebehandling, ydelser i

anledning af sygdom, ydelser ved tilskadekomst under arbejdet og arbejdsløshedsunderstøt-

telse. Efter artikel 3, stk. 1, i nr. 118, forpligtes medlemsstaten til at yde statsborgere i enhver

anden medlemsstat ligestilling efter dens lovgivning med dens egne statsborgere for så vidt

angår retten til ydelser.

Konventionen anerkender, at der kan stilles krav om bopæl af en vis periode i vedkommende

land, som betingelse for ligestilling, når der er tale om ydelser, der gives uden at være betin-

get af direkte bidrag fra arbejdsgivere eller arbejdere, eller beskæftigelse af en vis periode,

dog med undtagelse af lægebehandling, ydelser i anledning af sygdom, ydelser ved tilskade-

komst under arbejdet og familieydelser (sidstnævnte forpligtelse er Danmark ikke bundet af).

For disse undtagelser er der et ubetinget krav om ligestilling mellem ind- og udlændinge.

Den europæiske kodeks for social sikring (Europarådet)

Den europæiske kodeks for Social Sikring i regi af Europarådet er et ”niveauinstrument”.

Konventionen giver således ikke de deltagende stater pligt til at sikre borgerne bestemte ret-

tigheder, men fastsætter udelukkende niveau for ydelsernes størrelse i tilfælde, hvor en mod-

tager allerede har opnået ret til bestemte sociale ydelser.

Kodeksen indeholder de samme forsikringsgrene som ILO Konvention nr. 102, og Danmarks

ratifikation omfatter alle sikringsgrenene med undtagelse af efterladtepension.

Den europæiske konvention om social og sundhedsmæssig bistand (Europarådet)

Efter artikel 1 i den europæiske konvention om social og sundhedsmæssig bistand, har hver

af deltagende stater pligt til at sikre borgere fra de øvrige deltagende stater, som lovligt op-

holder sig på deres territorium, og som mangler tilstrækkelige midler, social og sundheds-

mæssig bistand efter den til enhver tid gældende lovgivning i staten på lige fod med - og på

samme vilkår som - landets egne borgere.

Efter konventionens artikel 6 må en deltagende stat, på hvis territorium et andet lands stats-

borger lovligt opholder sig, ikke hjemsende denne alene af den grund, at pågældende har

behov for bistand.

Der er ikke en formel overvågningsmekanisme tilknyttet konventionen.

Danmark har ratificeret konventionen om social og sundhedsmæssig bistand.

Den internationale konvention om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder (FN)

Efter artikel 9 i konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, anerkender

de deltagende stater ethvert menneskes ret til social tryghed, herunder socialforsikring.

Side 85 af 514

Komitéen har i General Comment No. 19 fastslået, at retten til social tryghed ikke kan define-

res snævert. Ifølge komitéen gælder der efter konventionen ”a strong presumption that retro-

gressive measures taken in relation to the right to social security are prohibited”. Staten vil

derfor skulle løfte bevisbyrden for, at et givent tiltag er nødvendigt og proportionalt.

De deltagende stater anerkender i konventionens artikel 11, at ethvert menneske har ret til en

levefod, som er tilstrækkelig for vedkommende selv og vedkommendes familie, herunder ret

til ”passende ernæring, beklædning og bolig og til fortsat forbedring heraf”, ligesom staterne

anerkender ethvert menneskes grundlæggende ret til frihed for sult. Staterne forpligter sig til -

hver især og gennem internationalt samarbejde - at træffe passende foranstaltninger til sikring

af virkeliggørelsen af disse rettigheder. ”Passende levefod” fortolkes som en standard, som

ligger over den pågældende stats fastsatte fattigdomsgrænse.

Efter artikel 12 har de deltagende stater bl.a. pligt til at træffe foranstaltninger, der er nødven-

dige for at ”skabe betingelser for at sikre ethvert menneske lægehjælp samt kur og pleje under

sygdom”.

Konventionens artikel 2 indeholder en generel bestemmelse om, at enhver deltagende stat er

forpligtet til ”…at træffe forholdsregler med henblik på den fremadskridende fulde virkelig-

gørelse af de i denne konvention vedtagne rettigheder”. Samtidigt gælder, at rettighederne

skal ”gennemføres uden forskelsbehandling af nogen art i henseende til race, hudfarve, køn,

sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national eller social herkomst, formueforhold,

fødsel eller anden stilling.”

Det antages, at konventionen stiller krav om en ”kvalitativ mindstestandard”, det vil sige en

nedre grænse for det acceptable niveau for de grundlæggende ydelser. Niveauet herfor er ikke

absolut, og skal ikke ses i forhold til niveauet i øvrige deltagende stater, men må til enhver tid

søges fastlagt med udgangspunkt i den enkelte stats egen finansielle situation og muligheder.

Det er ligeledes en betingelse, at der sker en løbende, samlet forbedring af niveauet i den

enkelte stat.

Danmark har ratificeret konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Den internationale konvention om borgerlige og politiske rettigheder (FN)

Konventionens artikel 26 indeholder et generelt diskriminationsforbud. Bestemmelsen har

følgende ordlyd: ”Alle mennesker er lige for loven og er berettigede til lovens ligelige be-

skyttelse uden nogen forskelsbehandling. I denne henseende skal loven forbyde enhver for-

skelsbehandling og sikre alle ligelig og effektiv beskyttelse imod forskelsbehandling af nogen

grund, herunder race, hudfarve, køn, sprog, religion, politisk eller anden anskuelse, national

eller social herkomst, formueforhold, fødsel eller anden stilling”. Bestemmelsen betyder, at

en stat hverken direkte eller indirekte må forskelsbehandle personer i sammenlignelige situa-

tioner, medmindre forskelsbehandlingen er sagligt begrundet og proportional.

Danmark har ratificeret konventionen om borgerlige og politiske rettigheder.

Verdenserklæringen om Menneskerettigheder (FN)

Verdenserklæringen har i artikel 25 en bestemmelse, der ligner den ovenfor anførte artikel 11

i konventionen om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, men som udvider omfanget

af rettigheder. Det fastsættes således, at ”enhver har ret til en sådan levefod, som er tilstræk-

kelig til hans og hans families sundhed og velvære, herunder til føde, klæder, bolig og læge-

hjælp og de nødvendige sociale goder og ret til tryghed i tilfælde af arbejdsløshed, sygdom,

uarbejdsdygtighed, enkestand, alderdom eller andet tab af fortjenstmulighed under omstæn-

Side 86 af 514

digheder, der ikke er selvforskyldt”. Videre indeholder Verdenserklæringens artikel 2 et for-

bud mod forskelsbehandling, der omfatter de samme kriterier som artikel 2 i konventionen

om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder.

Verdenserklæringen er ikke juridisk bindende.

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention (Europarådet)

Den Europæiske Menneskerettighedskonvention giver ikke en egentlig ret til at modtage so-

ciale ydelser og sundhedsydelser, men artikel 2 i 1. tillægsprotokol indeholder en ret til ud-

dannelse. Det følger imidlertid af konventionens artikel 14 om forbud mod diskrimination,

sammenholdt med artikel 1 i 1. tillægsprotokol, der omhandler beskyttelse af ejendom, og

som efter EMD’s praksis omfatter sociale ydelser, at staten er forpligtet til ikke at forskelsbe-

handle personer i sammenlignelige situationer med hensyn til modtagelse af sociale ydelser,

medmindre forskelsbehandlingen er sagligt begrundet og proportional.

Det er således afgørende for anvendelsen af konventionens artikel 14, om der er tale om for-

skelsbehandling af personer i sammenlignelige situationer. Det afhænger af en konkret vurde-

ring, om personer befinder sig i sammenlignelige situationer. Endvidere finder bestemmelsen

kun anvendelse i forhold til de rettigheder, der omfattes af konventionen.

Konvention om flygtninges retsstilling (FN)

Spørgsmålet om udlændinges adgang til velfærdsydelser skal blandt andet vurderes i forhold

til de forpligtelser, der følger af FN’s konvention om flygtninges retsstilling.

Efter artikel 23 i FN’s konvention om flygtninges retsstilling skal de kontraherende stater

med hensyn til offentlig hjælp og understøttelse indrømme flygtninge, der lovligt bor inden

for deres område, samme behandling som deres egne statsborgere.

Efter flygtningekonventionens artikel 24, stk. 1, litra b, skal de kontraherende stater endvide-

re indrømme flygtninge, der lovligt bor indenfor deres område, samme behandling som deres

egne borgere i forhold, der vedrører social tryghed, herunder lovbestemmelser vedrørende

tilskadekomst under arbejde, erhvervssygdomme, moderskab, sygdom, invaliditet, alderdom,

død, arbejdsløshed, familieforsørgelse og enhver anden risiko, som i henhold til vedkommen-

de lands love eller bestemmelser omfattes af en ordning til gennemførelse af social tryghed),

jf. dog bestemmelsens litra b, nr. I og II.

Efter flygtningekonventionens artikel 24, stk. 3, skal de kontraherende stater desuden lade

flygtninge nyde godt af de overenskomster, der er eller i fremtiden måtte blive afsluttet mel-

lem dem angående bevarelsen af sådanne rettigheder i henseende til social tryghed, som er

erhvervet eller er under erhvervelse, på samme betingelser, som gælder for statsborgere i de

stater, der har afsluttet de pågældende overenskomster.

Konvention om Barnets Rettigheder (FN)

Konventionen har til formål at fremme børns rettigheder generelt og indeholder borgerlige og

politiske rettigheder såvel som økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder. For så vidt an-

går førstnævnte kategori af rettigheder kan bl.a. nævnes retten til livet, et navn og en nationa-

litet og respekt for privat- og familieliv samt retten til ytringsfrihed, religionsfrihed og for-

enings- og forsamlingsfrihed. For så vidt angår sidstnævnte kategori af rettigheder kan bl.a.

nævnes retten til sundhed, social sikkerhed, en passende levestandard, uddannelse, hvile og

fritid samt retten til beskyttelse mod økonomisk udnyttelse, ulovlig brug af narkotika og sek-

suel udnyttelse.

Side 87 af 514

Konventionen fastslår endvidere, at håndhævelsen af de i konventionen fastsatte rettigheder

skal ske uden forskelsbehandling af nogen art og uden hensyntagen til barnets eller dettes

forældres eller værges race, hudfarve, køn, sprog, religion, politiske eller anden anskuelse,

nationale, etniske eller sociale oprindelse, formueforhold, handicap, fødsel eller anden stil-

ling.

Konventionen pålægger deltagerstaterne at gennemføre al passende lovgivning samt admini-

strative og andre forholdsregler til gennemførelsen af de i konventionen anerkendte rettighe-

der. Med hensyn til de økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder skal deltagerstaterne

gennemføre sådanne forholdsregler i videst muligt omfang inden for de ressourcer, der er til

rådighed, og, hvor der er behov for det, inden for rammerne af internationalt samarbejde.

Deltagerstaterne er forpligtet til med fem års mellemrum at afgive beretning til en komité om

de foranstaltninger, de har truffet med henblik på at virkeliggøre de rettigheder, der er aner-

kendt i konventionen, og om de fremskridt, der er gjort med hensyn til nydelsen af disse ret-

tigheder.

Konventionen er ratificeret af 193 stater, heriblandt Danmark.

Konvention om Rettigheder for Personer med Handicap (FN)

I Handicapkonventionen anerkendes vigtigheden af de principper og retningslinjer, der er

indeholdt i verdenshandlingsprogrammet for personer med handicap fra 1983 og i FN’s Stan-

dardregler af 20. december 1993 om lige muligheder for handicappede. I øvrigt anerkendes,

at diskrimination af en person på grund af handicap er en krænkelse af det enkelte menneskes

naturlige værdighed samt behovet for at fremme og beskytte menneskerettighederne for alle

personer med handicap, herunder vigtigheden af personlig autonomi, uafhængighed og retten

til at træffe frie valg.

Det er karakteristisk for konventionen, at den indeholder en række programerklæringer og

bestemmelser om økonomiske, sociale og kulturelle rettigheder, som skal gennemføres grad-

vist i de enkelte deltagerstater ved passende foranstaltninger. Dette betyder, at der ikke i kon-

ventionen er krav om, at sådanne foranstaltninger skal være gennemført på et bestemt tids-

punkt. FN’s handicapkonventionen indeholder som udgangspunkt ikke nye rettigheder for

personer med handicap – men der er tale om en tydeliggørelse af eksisterende rettigheder, og

der er derfor i konventionen en lang række artikler, der allerede er reguleret i andre konventi-

oner.

Danmark har ratificeret konventionen.

Nordisk Konvention om Social Bistand

Konventionen trådte i kraft den 14. juni 1992 og finder anvendelse på al lovgivning i de nor-

diske lande, der til enhver tid gælder for følgende sociale ordninger: a) social bistand og soci-

ale tjenester, b) andre sociale ydelser der ikke omfattes af reglerne i den nordiske konvention

af 15. juni 1992 om social sikring.

Ved anvendelsen af den lovgivning i et nordisk land, som konventionen omfatter, ligestilles

statsborgere i et andet nordisk land, der har lovligt midlertidigt ophold eller lovlig bopæl i

landet, med landets egne statsborgere, jf. artikel 4.

Efter artikel 6 skal en person, som er omfattet af konventionen, og som under lovligt midler-

tidigt ophold i et nordisk land får et umiddelbart behov for social bistand og sociale tjenester,

Side 88 af 514

fra opholdslandet modtage en sådan bistand efter landets lovgivning, som behovet for hjælp

tilsiger.

Artiklerne 5 og 9 finder tillige anvendelse på lovgivningen om sundhedsvæsenet.

Artikel 5 omhandler retten til at anvende eget sprog ved henvendelse til myndighederne i de

nordiske lande, og artikel 9 regulerer en situation, hvor en person, der omfattes af konventio-

nen, med behov for behandling eller pleje af længere varighed har ønske om at flytte fra et

nordisk land til et andet nordisk land, hvortil den pågældende har en særlig tilknytning. I et

sådant tilfælde skal de ansvarlige myndigheder i de to lande søge at medvirke til en sådan

flytning, såfremt denne vil forbedre den pågældendes livssituation.

Danmark har ratificeret konventionen.

Nordisk Konvention om Social Sikring

Nordisk konvention om social sikring af 18. august 2003 anvender bestemmelserne i EF-

forordning 1408/71.

Konventionen koordinerer de nordiske landes sociale sikringsordninger, men fastsætter ikke

krav om landenes indretning af de sociale systemer. Konventionen finder anvendelse på den

lovgivning, som er omfattet af forordning 1408/71.

Konventionens personkreds er den samme, som er dækket af forordning 1408/71. Den omfat-

ter endvidere de personer, der ikke er dækket af personkredsen i forordning 1408/71, men

som er eller har været omfattet af lovgivningen om social sikring i et nordisk land, og som

har bopæl i et nordisk land, samt deres familiemedlemmer og efterladte.

Det betyder, at den nordiske konvention i en vis udstrækning også finder anvendelse på 3.

lands statsborgere.

I forhold til Danmark er der fastlagt begrænsninger i 3. lands statsborgeres ret til børnefami-

lieydelse, social pension og arbejdsløshedsdagpenge

Der er en ny nordisk konvention om social sikring undervejs, og der er lagt op til, at den nye

konvention skal bygge på forordning 883/2004 i stedet for forordning 1408/71.

Konventionen gælder i forhold til samtlige nordiske lande samt Færøerne og Grønland.

Danmark har ratificeret konventionen.

3.3.2 Bilaterale konventioner (social sikring)

Danmark har gennem årene indgået bilaterale aftaler om social sikring med en række andre

lande. Disse aftaler hviler på gensidighed og har til formål at sikre statsborgere fra Danmark

og medkontrahenten ligebehandling i henseende til åbning af ret og optjening af social sik-

ring, først og fremmest social pension, samt sikre udbetaling af ydelsen på medkontrahentens

område.

Statsborgere uden for EU/EØS skal efter pensionslovene have haft fast bopæl i Danmark i 10

år, før de åbner ret til pension, og de kan som hovedregel ikke medtage pensionen til hjem-

landet.

Side 89 af 514

Aftalerne fører til, at der sker åbning af ret til pension allerede efter 3 års bopæl (enkelte dog

5 år), hvorefter denne optjenes med 1/40 pr. år i Danmark. Den således optjente pension kan

ved det fyldte 65. år udbetales på den anden stats område. Førtidspension kan også udbetales

under bopæl i det andet land.

Lovvalg og udstationering er også væsentlige regler i disse aftaler. Det betyder, at en medar-

bejder, der er udstationeret i det ”andet” land kan forblive under dansk lovgivning om social

sikring i en periode på typisk 2-3 år, hvorved virksomhederne kan spare at betale socialsik-

ringsbidrag under denne del af udstationeringen.

De bilaterale konventioner kan opdeles i 3 kategorier:

1) Aftaler indgået i perioden 1950’ – 1980ér, og som vedrører lande, der nu er med i EU,

nemlig Frankrig, Tyskland, Storbritannien, Schweiz og Østrig. Disse aftaler har som ud-

gangspunkt ikke længere betydning.

2) Aftaler der omhandler alle sociale sikringsydelser Tyrkiet(1976), Jugoslavien(1977), Paki-

stan(1982), Marokko(1982), Israel(1995) Kroatien(2005) Endelig kan nævnes, at Bosnien-

Herzegovina, Serbien og Makedonien har statssuccederet i aftalen indgået med ex-

Jugoslavien.

3) Aftaler der alene omhandler social pension, ATP og lovvalg (udstationering) Cana-

da(1985), Chile(1995), New Zealand(1997), Australien(1999), USA(2007)

Det bemærkes, at Danmark har indgået socialsikringsaftale med Indien (underskrevet februar

2010) og Sydkorea (underskrevet marts 2010). Disse aftaler er endnu ikke trådt i kraft. Begge

aftaler omhandler social pension, ATP og lovvalg.

Side 90 af 514

4. Kortlægning af adgang til danske velfærdsydelser I:

sociale ydelser

4.1 Oversigt over sociale ydelser og optjeningsprincipper

Sociale ydelser udgøres af kontante ydelser. Disse ydelser kan enten udgøres af indkomster-

stattende ydelser eller tillægsydelser. Tillægsydelser vil normalt supplere en indkomst eller en

indkomsterstattende ydelse, men de kan også være indkomst uafhængige, som det er tilfældet

med børnefamilieydelsen.

Som udgangspunkt er alle ydelserne forskellige og med forskellige formål, og de tildeles på

et forskelligt grundlag, men det er muligt at udpege nogle generelle linjer for de pågældende

ydelser, som vil blive gennemgået nedenfor.

Generelt gælder det for alle de sociale ydelser, at man skal have lovligt ophold i Danmark for

at være berettiget til at modtage ydelsen. Derudover gælder der en række optjeningsbetingel-

ser og en række øvrige objektive kriterier. Dette skal ses i modsætning til de ydelser, hvor

man skal visiteres for at få ret til ydelsen, som det generelt er tilfældet på sundhedsområdet

og for nogle få af de sociale ydelser. Optjeningsbetingelserne og de øvrige objektive kriterier

fungerer således som barrierer for at modtage ydelsen.

Vedrørende indkomsterstattende ydelser kan betingelserne for at modtage ydelserne variere

alt efter, om der er tale om en midlertidigt indkomsterstattende ydelse eller en permanent

indkomsterstattende ydelse.

For de midlertidigt indkomsterstattende ydelser, gælder der udover optjeningsbetingelserne

og de øvrige objektive kriterier ofte nogle betingelser for at kunne bibeholde ydelsen. Det kan

eksempelvis være den rådighedsforpligtelse, der påhviler starthjælp –, kontanthjælp – og

arbejdsløshedsdagpengemodtagere. Et andet eksempel er den opfølgning en person, der er på

sygedagpenge, er underlagt.

Modtagelsen af permanente ydelser vil ofte være behæftet med meget lange opholds – og

optjeningsperioder. Det vil sige, at der gælder nogle skærpede optjeningsbetingelser andre

objektive krav for at få adgang til at modtage ydelsen. Eksempelvis gælder nogle meget lange

optjeningskrav for at modtage førtidspension og folkepension.

Hvor der er meget begrænsede eller få optjeningsbetingelser eller øvrige objektive kriterier

forbundet med at modtage en ydelse, vil dette ofte blive modsvaret af et visitationskrav. Dette

er eksempelvis tilfældet med fleksjob.

4.1.1 Muligheder for eksportable velfærdsydelser

En social ydelse er som udgangspunkt en ”social fordel” og omfattet af EF-forordning

1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed. Sociale ydelser omhandler bl.a. sociale for-

sorgsydelser (f.eks. kontanthjælp) og sociale sikringsydelser (f.eks. social pension). Forord-

ning 1612/68 giver lige ret til sociale og skattemæssige fordele for danske arbejdstagere og

arbejdstagere fra andre EU-lande. Forordning 1612/68 kan mere populært siges at være en

overligger, hvor alle sociale ydelser falder ind under. ”Sociale fordele” tilkendes efter de

kriterier, der gælder efter lovgivningen i det land, der skal udbetale ydelsen. Forordning

1612/68 koordinerer ikke de sociale ydelser i forhold til eventuelle optjente sociale rettighe-

der i andre EU-lande. Forordning 1612/68 giver altså ikke i sig selv giver ret til, at en social

ydelse kan eksporteres til udbetaling under bopæl i et andet EU-land.

Side 91 af 514

Sociale sikringsydelser er omfattet af koordineringsreglerne i EF – forordning. nr. 883/2004

om social sikring. En udførlig opregning af disse ydelser fremgår af kapitel 3.

Sociale forsorgsydelser er derimod ikke omfattet af forordning 883/2004, og der er derfor

ikke fastsat EU-regler om eksport af sociale forsorgsydelser.

De sociale sikringsydelser, der er kontante ydelser, kan eksporteres inden for EU. Natural-

ydelser, der er sociale sikringsydelser, kan i sagens natur kun ydes i opholdslan-

det/bopælslandet. Det gælder f.eks. hospitalsbehandling. Hvis en naturalydelse ændrer karak-

ter og f.eks. omlægges til en kontantydelse, vil det som hovedregel medføre, at ydelsen bliver

eksportabel efter forordningen.

En kontantydelse kan kun undtages fra eksport, hvis ydelsen dels har til formål at sikre træn-

gende personer et nødvendigt forsørgelsesgrundlag, dels skal supplere indkomsten for perso-

ner, der modtager utilstrækkelige ydelser fra den sociale sikring. De kontantydelser, der kan

undtages fra eksport er ” særlige ikke-bidragspligtige ydelser”, der befinder sig i en gråzone

mellem de sociale sikringsydelser og de sociale forsorgsydelser, og som er trangsbestemte,

idet en trangsvurdering er et væsentligt element. For at kunne undtages fra eksport er det

samtidig en betingelse, at ydelsen er opført i et bilag i forordningen (bilag X til forordning

883/2004) (dvs. at de andre medlemsstater har givet tilslutning til, at ydelsen ikke eksporte-

res).

Et eksempel på en sådan ”særlig ikke-bidragspligtig ydelse” er den danske boligstøtte til pen-

sionister. Det er også den eneste ydelse, som Danmark har anført i bilag X til forordning

883/2004, som en ikke - eksportabel ydelse.

EU – Domstolen har anlagt en restriktiv fortolkning af de kontantydelser, der er opført i bila-

get til forordningen. Domstolen har i en række sager specielt fokuseret på formålet med den

enkelte kontantydelse. Domstolen har også fastlagt, at muligheden for at undtage en kontant-

ydelse fra eksport skal fortolkes indskrænkende.

EU – Kommissionen har gennemført en analyse af samtlige de kontantydelser, som med-

lemsstaterne har anført som ikke - eksportable i bilaget til forordning 1408/71. I dette arbejde

blev ydelsens formål og øvrige elementer vurderet (2003), og resultatet blev, at en lang række

ydelser udgik af bilaget, og ydelserne bliver dermed eksportable. I forlængelse af dette analy-

searbejde anlagde Kommissionen sag mod Rådet og EU - Parlamentet med påstand om, at en

række optegnelser om ikke - eksportable sociale sikringsydelser skulle udgå af bilaget til

forordningen, Sagen C-299/05. Kommissionen vandt sagen, og der er dermed lagt en endnu

mere restriktiv fortolkning på dette område.

De konkrete sociale ydelser, der kan eksporteres

I forhold til oplistningen af de konkrete sociale ydelser i kapitel 4 er følgende kontante ydel-

ser, der er omfattet af forordning 883/2004, eksportable til bopæl eller ophold i et andet EU-

medlemsland:

Arbejdsløshedsdagpenge

Sygedagpenge

Barseldagpenge

Ledighedsydelse

Førtidspension

Folkepension

Side 92 af 514

Efterløn

Fleksydelse

Børnefamilieydelse

Børnetilskud

Efterlevelseshjælp

Varmetillæg

Personligt tillæg

Merudgiftsydelse

Begravelseshjælp

4.2 Midlertidige indkomsterstattende overførselsindkomster

4.2.1 SU i Danmark og udlandet, herunder udlandsstipendium

Lov om statens uddannelsesstøtte (SU) har til formål at give alle unge adgang til uddannelse.

Et hovedformål er at sikre, at ingen skal fravælge at tage en uddannelse af økonomiske grun-

de. Ordningen er en generel ordning, der giver uddannelsessøgende i ungdoms- og videregå-

ende uddannelse mulighed for at søge SU, hvis de opfylder en række grundbetingelser. SU-

ordningen giver mulighed for støtte til uddannelse i Danmark og i udlandet. En række til-

lægsydelser er knyttet til retten til SU, f.eks. handicaptillæg, forsørgertillæg og befordrings-

rabat til studerende i videregående uddannelse.

Studerende kan tage SU med til studieophold og hele uddannelser i udlandet. Ud over de

generelle kriterier for SU er det en yderligere betingelse for at få SU til en hel uddannelse i

udlandet, at den uddannelsessøgende har haft sammenhængende ophold i Danmark i mindst 2

år inden for de sidste 10 år forud for ansøgningstidspunktet. SU til en ungdomsuddannelse og

videregående uddannelse kan tages med til udlandet i hhv. to og fire år (i Norden dog til hele

uddannelsesforløbet).

Studerende, der er berettigede til SU kan desuden søge udlandsstipendium som tilskud til

betaling af studieafgift til en uddannelsesinstitution i udlandet til:

1) studieophold i udlandet som led i en dansk videregående uddannelse

2) en hel videregående uddannelse på kandidatniveau i udlandet af op til 2 års varighed.

Udlandsstipendiet kan maksimalt udgøre den faktiske studieafgift, dog højst det årstaxameter

en dansk uddannelsesinstitution ville modtage i tilskud for en tilsvarende uddannelsesaktivitet

i Danmark.

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

Uddannelsessøgende har ret til uddannelsesstøtte, når de er (jf. SU-lovens § 2):

danske statsborgere

indskrevet på og gennemgår en uddannelse, der giver ret til uddannelsesstøtte;

fyldt 18 år (gælder ikke videregående uddannelser)

studieaktive og

ikke får anden offentlig støtte, der tilsigter at dække leveomkostninger.

Kriterier i forhold til udlændinges ret til ydelsen

Uddannelsessøgende, der er EU/EØS-statsborgere, og deres familiemedlemmer kan ligestilles

med danske statsborgere til SU til uddannelse i Danmark og i udlandet efter de betingelser,

der følger af EU-retten og EØS-aftalen, jf. SU-bekendtgørelsens § 67. EU-statsborgere og

EØS-statsborgere, der ikke er arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende i Danmark,

og deres familiemedlemmer har først ret til uddannelsesstøtte efter 5 års sammenhængende

ophold i Danmark.

Side 93 af 514

Øvrige udenlandske statsborgere kan ligestilles med danske statsborgere til SU til uddannelse

i Danmark, hvis de (jf. SU-bekendtgørelsens § 66):

Er omfattet af integrationslovens § 2, stk. 2 og 3,

Tilhører det danske mindretal i Sydslesvig,

Er islandske statsborgere og var bosat i Danmark i perioden 1936-1946,

Er kommet til Danmark med forældrene før det 20. år,

Er gift med en dansk statsborger og var bosat i Danmark i mindst 2 år,

Har boet i Danmark i mindst 2 år og har haft mindst 30 timers erhvervsarbejde, eller

Har haft bopæl i Danmark i mindst 5 år uden at have taget ophold med henblik på

uddannelse.

Brug af ydelsen

I 2009 var der godt 330.000 personer, som modtog SU. Disse personer fik tildelt 11,9 mia. kr.

i stipendiestøtte. Gennem de seneste 10 år er antallet af støttemodtagere steget med omkring

45.000 personer, jf. tabel 4.1.

Tabel 4.1.

Støttemodtagere og støttebeløb i 1999, 2004 og 2009

1999

Støttemodtagere i alt

- Stipendiemodtagere

289.900

287.800

2004

--- antal ---

309.200

306.300

2009

334.100

332.100

Udbetalt stipendiebeløb før skat

--- mio. kr. ---

7.354

9.600

11.944

Kilde: Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte.

Der var knap 17.000 personer uden dansk statsborgerskab, som modtog SU for i alt knap 650

mio. kr. i 2009. Hovedparten af de udenlandske SU-modtagere er i gang med en ungdomsud-

dannelse. Udlændinge udgør således omkring af 5 procent af samtlige SU-modtagere.

Den største gruppe af ikke-danske statsborgere, som modtager SU, er personer fra øvrige EU-

lande (dvs. ekskl. de nordiske lande), hvor 3.800 personer modtog SU. Herefter følger perso-

ner fra øvrige europæiske lande (ekskl. de nordiske lande og EU-lande) samt personer fra

mellemøsten-lande, jf. tabel 4.2.

Side 94 af 514

Tabel 4.2.

SU-støttemodtagere uden dansk statsborgerskab i 2008 og 2009

Støttemodtagere uden dansk

statsborgerskab

Landegruppe

Norden

Øvr. EU-lande

Øvr. Europa

Mellemøsten

Afrika

Asien

Nord- & Sydamerika

Øvrige lande

I alt

2008

------ antal ------

1.600

3.400

3.300

1.400

1.200

600

200

15.100

2009

1.900

3.800

3.600

1.700

1.400

700

200

16.800

Stipendie-beløb

2008

--- mio. kr.---

135

104

119

548

2009

155

116

144

648

Anm.: Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte har ikke oplysninger om, hvor mange flygtninge, der modtager SU.

I 2009 modtog 2.245 udenlandske statsborgere SU på grundlag af ligestilling fordi de var omfattet af integrations-

lovens regler. Der kan dog være flygtninge, der er ligestillet til SU efter andre årsager. Bemærk at antallet af lige-

stillede efter integrationsloven (jf. kriterierne beskrevet ovenfor) kan indeholde personer, der har fået støtte til

både en ungdomsuddannelse og videregående uddannelse. Disse personer er talt med begge steder.

Kilde: Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte.

Det skønnes, at godt 15.000 udlændinge modtog SU i 2008. Hermed udgør udlændinge om-

kring 5 procent af samtlige SU-modtagere. Blandt udlændinge er det særligt personer fra 3.

lande, som modtager SU, jf. tabel 4.3.

Tabel 4.3.

Skøn over udlændinges andel af samtlige SU-modtagere i 2008

EU/EØS-lande

3. lande

Flygtninge

Udlændinge i alt

Andel af SU-modtagere

1,2 pct.

2,2 pct.

1,5 pct.

4,9 pct.

Andel af udgifter

1,5 pct.

2,1 pct.

1,4 pct.

5,0 pct.

Anm.: Opgørelsen er baseret på SU-styrelsens indberetninger til E-indkomstregistret. Det er således

uklart, hvorvidt SU-styrelsens indberetninger tager højde for eventuelle tilbagebetalinger af stipendier.

Kilde: Finansministeriet på baggrund af Lovmodellen.

Der var ca. 3.700 personer, som i 2009 modtog SU i udlandet. Der var godt 1.500 personer,

som modtog SU i forbindelse med en uddannelse i Storbritannien, hvilket udgør den største

gruppe af SU-modtagere i udlandet. Der er også relativt mange personer, som modtager SU i

de nordiske lande eller i øvrige EU-lande, jf. tabel 4.4.

Tabel 4.4.

Landefordeling 2008 og 2009 af støttemodtagere på uddannelser i udlandet (ekskl.

studieophold)

Støttemodtagere

Landegruppe

Storbritannien

Norden

Øvrige EU-lande

USA

Øvrig Europa

Øvrige lande

I alt

2008

--- antal ---

1.400

700

600

300

Under 50

300

3.400

2009

1.600

800

700

300

Under 50

400

3.700

Stipendie-beløb

2008

--- mio. kr. ---

131

2009

150

Kilde: Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte.

Side 95 af 514

Ifølge Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte var der knap 200 udenlandske statsborgere,

som modtog SU til en uddannelse i udlandet (studieophold som et led i en dansk uddannelse

er ikke medregnet her).

Uddannelsessøgende kan få et udlandsstipendium som tilskud til betaling af studieafgift i

forbindelse med en uddannelse i udlandet. I 2009 var der godt 400 personer, som modtog

udlandsstipendium til en kandidatuddannelse i udlandet. Udgifterne hertil svarede til godt 12

mio. kr.

4.2.2 Kontanthjælp

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med kontanthjælpen er at skabe et økonomisk sikkerhedsnet, der sikrer forsørgelse

til den, der ikke kan forsørge sig selv, og bygger på Grundlovens bestemmelse i § 75, der

siger, at den, der ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen

anden, er berettiget til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som

loven herom påbyder

Der er tale om et objektivt kriterium, der alene bygger på, om vedkommende har mistet sit

indtægtsgrundlag eller ej. Der skal med andre ord være indtrådt en social begivenhed, der

bevirker, at den pågældende ikke længere kan forsørge sig selv.

Formålet med at give hjælp til forsørgelse er at sætte modtageren i stand til at klare sig selv.

Modtageren og en eventuel ægtefælle skal derfor efter evne udnytte og udvikle deres arbejds-

evne, herunder ved at tage imod tilbud om arbejde eller aktivering.

Det er lovens formål at skabe et økonomiske sikkerhedsnet for enhver uanset nationalitet,

som opholder sig lovligt her i landet, og som ikke på anden måde kan klare sig selv økono-

misk.

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

Det følger af lov om aktiv socialpolitik, at det er en betingelse for at få hjælpen, 1) at ansøge-

ren har været ude for ændringer i sine forhold, f.eks. i form af sygdom, arbejdsløshed eller

samlivsophør, 2) at ændringerne bevirker, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe det

nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse, og 3) at behovet ikke kan dækkes gennem

andre ydelser. Desuden skal kontanthjælpsmodtageren stå til rådighed for arbejdsmarkedet

for at bevare ret til kontanthjælp.

Kontanthjælpen er en tidsubegrænset og indkomsterstattende ydelse, og modtageren må som

udgangspunkt ikke have nogen egen formue ved siden af, at denne modtager kontanthjælp.

Hvis kontanthjælpsmodtageren er gift, er udmålingen af ydelsen afhængig af den anden ægte-

fælles indtægt.

Øvrige kriterier der lægger sig til ophold, bopæl, statsborgerskab og lignende.

Udover de generelle kriterier for at modtage ydelsen, gælder der et opholdskrav, hvorefter

retten til kontanthjælp tillige er betinget af, at ansøgeren har opholdt sig her i riget i sammen-

lagt 7 år inden for de seneste 8 år. For personer, der som følge af denne betingelse har haft ret

til eller ville have haft ret til kontanthjælp, er retten til kontanthjælp endvidere betinget af, at

ansøgeren har haft ordinær beskæftigelse her i riget i en tid, som sammenlagt svarer til fuld-

tidsbeskæftigelse i 2 år og 6 måneder inden for de seneste 8 år.

Modtageren skal desuden som altovervejende hovedregel have bopæl og opholde sig i Dan-

mark.

Side 96 af 514

Kontanthjælpen er kategoriseret som en social fordel, der som altovervejende hovedregel

ikke kan tages med ud af landet. Det gælder både EU-borgere og 3. lands borgere.

Brug af ydelsen

I 2009 skønnes det, at der var knap 25.000 udlændinge, som i kortere eller længere tid mod-

tog kontanthjælp. Hermed udgør udlændinge omkring 15 procent af det samlede antal kon-

tanthjælpsmodtagere. Det betyder, at udlændinge er overrepræsenteret blandt kontanthjælps-

modtagere, da udlændinge generelt udgør knap 6 procent af befolkningen. Udgifterne til de

ca. 25.000 udlændinge på kontanthjælp svarer til godt 2,1 mia. kr.

Omkring 11.300 personer på kontanthjælp er udlændinge fra 3. lande. Ca. 9.000 og 4.600

kontanthjælpsmodtagere skønnes at være hhv. EU/EØS-borgere eller flygtninge, jf. tabel 4.5.

Tabel 4.5.

Skøn over udlændinge på kontanthjælp, berørte personer (16-66 år) i 2009

EU/EØS-lande

3. lande

Flygtninge

Udlændinge i alt

Samlet antal personer på kontanthjælp

Antal personer

4.600

11.300

9.000

24.900

167.500

Forsørgelsesudgifter i mio. kr.

286

1.007

821

2.120

12.269

Anm.: Udlændinge i alt er inkl. personer, hvor oprindelseslandet er uoplyst. Antallet af flygtninge på kontanthjælp

er undervurderet, mens antallet af personer fra 3. lande omvendt er overvurderet. Det skyldes, at der i de anvendte

dataregistre ikke haves oplysninger om udlændinges indrejsedato (udstedelse af cpr-nummer) fra før slutningen af

september 1992. Udlændinge, der er kommet til Danmark som flygtninge, defineres som flygtninge ud fra deres

indrejsedato. Se eventuelt bilag d for yderligere om dette. Det betyder, at flygtninge med en indrejsedato før slut-

ningen af september 1992 ikke opgøres som flygtninge, men som personer fra 3. lande.

Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Med en vis usikkerhed skønnes omkring 200 udlændinge at modtage kontanthjælp, mens de

var bosiddende i udlandet. Det svarer til mindre end 1 procent af samtlige udlændinge, der

modtog kontanthjælp i 2009. Udgifterne hertil anslås at udgøre godt 3�½ mio. kr.

4.2.3 Starthjælp

Overordnet formål med ydelsen

Formålet er det samme som med kontanthjælp, nemlig at skabe et økonomisk sikkerhedsnet

for enhver, der ikke kan forsørge sig selv. Starthjælp sikrer, at personer, der ikke har ret til

kontanthjælp som følge af opholds- og beskæftigelsesreglerne, får en indkomsterstattende

ydelse.

Forsørgelsessystemet sikres via grundlovens § 75, stk. 2, der har følgende ordlyd ´Den,

der

ikke selv kan ernære sig eller sine, og hvis forsørgelse ikke påhviler nogen anden, er beretti-

get til hjælp af det offentlige, dog mod at underkaste sig de forpligtelser, som loven herom

påbyder`,

pålægger samfundet at tage hånd om mennesker, der ikke kan klare sig selv.

Formålet med at give hjælp til forsørgelse er at sætte modtageren i stand til at klare sig selv.

Modtageren og en eventuel ægtefælle skal derfor efter evne udnytte og udvikle deres arbejds-

evne, herunder ved at tage imod tilbud om arbejde eller aktivering.

Det er lovens formål at skabe det underste økonomiske sikkerhedsnet for enhver uanset nati-

onalitet, som opholder sig lovligt her i landet, og som ikke på anden måde kan klare sig selv

økonomisk.

Side 97 af 514

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

Det følger af lov om aktiv socialpolitik, at det er en betingelse for at få hjælpen, 1) at ansøge-

ren har været ude for ændringer i sine forhold, f.eks. i form af sygdom, arbejdsløshed eller

samlivsophør, 2) at ændringerne bevirker, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe det

nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse, og 3) at behovet ikke kan dækkes gennem

andre ydelser. Desuden skal starthjælpsmodtageren stå til rådighed for at bevare ret til start-

hjælp.

Ligesom med kontanthjælpen er starthjælpen en tidsubegrænset og indkomsterstattende ydel-

se, og modtageren må som udgangspunkt ikke have nogen egen formue ved siden af, at denne

modtager starthjælp. Hvis starthjælpsmodtageren er gift, er udmålingen af ydelsen afhængig

af den anden ægtefælles indtægt.

Øvrige kriterier der lægger sig til ophold, bopæl, statsborgerskab og lignende.

Kontanthjælpen er som nævnt betinget af, at ansøgeren har opholdt sig her i riget i sammen-

lagt 7 år inden for de seneste 8 år. Hvis en person ikke opfylder opholdsbetingelsen, vil på-

gældende være berettiget til starthjælp, hvis denne i øvrigt opfylder betingelserne for at kunne

modtage kontanthjælp.

For personer, der som følge af opholdskravet har haft ret til eller ville have haft ret til kon-

tanthjælp, er retten til kontanthjælp endvidere betinget af, at ansøgeren har haft ordinær be-

skæftigelse her i riget i en tid, som sammenlagt svarer til fuldtidsbeskæftigelse i 2 år og 6

måneder inden for de seneste 8 år. Opfylder pågældende ikke denne betingelse, ydes der

starthjælp.

Starthjælpen er en social fordel, der som altovervejende hovedregel ikke kan tages med ud af

landet. Det gælder både EU-borgere og 3. lands borgere.

Brug af ydelsen

I 2009 var der knap 6.700 personer, som i kortere eller længere tid modtog starthjælp. Langt

hovedparten af starthjælpsmodtagerne er udlændinge. Således skønnes omkring 4.300 udlæn-

dinge at være på starthjælp, hvilket svarer til næsten 2 ud 3 starthjælpsmodtagere.

Det er særligt flygtninge efterfulgt af udlændinge fra EU/EØS-lande, som modtager start-

hjælp. I 2009 anslås der at være omkring 1.900 flygtninge og 1.600 EU/EØS-borgere på

starthjælp, jf. tabel 4.6.

Tabel 4.6.

Skøn over udlændinge på starthjælp, berørte personer (16-66 år) i 2009

EU/EØS-lande

3. lande

Flygtninge

Udlændinge i alt

Samlet antal personer på starthjælp

Antal personer

800

1.600

1.900

4.300

6.700

Forsørgelsesudgifter i mio. kr.

194

274

Anm.: Udlændinge i alt er inkl. personer, hvor oprindelseslandet er uoplyst. Antallet af flygtninge på starthjælp er

undervurderet, mens antallet af personer fra 3. lande omvendt er overvurderet. Det skyldes, at der i de anvendte

dataregistre ikke haves oplysninger om udlændinges indrejsedato (udstedelse af cpr-nummer) fra før slutningen af

september 1992. Udlændinge, der er kommet til Danmark som flygtninge, defineres som flygtninge ud fra deres

indrejsedato. Se eventuelt bilag d for yderligere om dette. Det betyder, at flygtninge med en indrejsedato før slut-

ningen af september 1992 ikke opgøres som flygtninge, men som personer fra 3. lande.

Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Side 98 af 514

Med en vis usikkerhed skønnes omkring 100 udlændinge at modtage starthjælp, mens de var

bosiddende i udlandet. Det svarer til godt 2 procent af samtlige udlændinge, der modtog

starthjælp i 2009. Udgifterne hertil anslås at udgøre knap 1�½ mio. kr.

4.2.4 Introduktionsydelse

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med introduktionsydelsen er at sikre nyankomne udlændinge, som ikke kan forsør-

ge sig selv eller forsørges af andre, et forsørgelsesgrundlag under det op til 3-årige integrati-

onsprogram, som skal bibringe udlændingen de fornødne dansksproglige, kulturelle, faglige

og andre forudsætninger, der er nødvendige for at komme i beskæftigelse og blive selvforsør-

gende og kunne deltage i det almindelige samfundsliv.

Introduktionsydelsen svarer beløbsmæssigt til kontanthjælp på starthjælpsniveau og er fast-

lagt på dette niveau for at sikre, at det altid kan betale sig at forlade offentlig forsørgelse for

at tage et arbejde. Introduktionsydelsen er således med til at styrke nyankomne udlændinges

tilskyndelse til at søge og opnå arbejde og dermed deres samlede integration i det danske

samfund.

Kriterier i forhold til udlændinges ret til ydelsen

Nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge, som defineret i integrationslo-

vens § 2, stk. 2 og 3, skal tilbydes et integrationsprogram af den ansvarlige kommunalbesty-

relse. Integrationsprogrammet har en varighed af højst 3 år.

Udlændinge, der tilbydes et integrationsprogram, er berettiget til introduktionsydelse, med-

mindre den pågældende kan forsørge sig selv eller forsørges af andre. Det er en forudsætning

for at modtage ydelsen, at udlændingen ikke har et rimeligt tilbud om arbejde og aktivt søger

at udnytte sine arbejdsmuligheder samt tager imod tilbud som led i integrationsprogrammet.

Nyankomne flygtninge og familiesammenførte udlændinge, som defineret i integrationslo-

vens § 2, stk. 2 og 3, er endvidere berettiget til hjælp i særlige tilfælde efter reglerne i integra-

tionslovens kapitel 6 og § 23 f. Det er en forudsætning for hjælpen, at udlændingen og en evt.

ægtefælle ikke selv har midler til at dække udgiften.

Det bemærkes, at det primært er flygtninge og deres familiemedlemmer, som modtager intro-

duktionsydelse og hjælp i særlige tilfælde. Dette har sammenhæng med de udlændingeretlige

regler, hvorefter der i sager om ægtefællesammenføring som altovervejende udgangspunkt

stilles krav om, at ægtefællerne er selvforsørgende

Ansøger en ægtefællesammenført om

forsørgelsesydelser, vil det således som udgangspunkt skulle vurderes, om opholdstilladelsen

skal inddrages.

Udlændinge med et andet opholdsgrundlag end det i integrationsloven § 2, stk. 2 og 3, nævn-

te er ikke berettiget til introduktionsydelse eller hjælp i særlige tilfælde efter integrationslo-

ven. Det indebærer, at udlændinge, som er EU/EØS-borgere eller statsborgere i Schweiz samt

deres medfølgende familie og arbejdskraftindvandrere m.v. fra tredjelande og deres medføl-

gende familie ikke er berettiget til de nævnte ydelser. De pågældende kan efter omstændighe-

derne i stedet være berettiget til hjælp efter lov om aktiv socialpolitik. Der henvises til afsnit-

tene ovenfor om kontanthjælp og starthjælp.

Danske statsborgere er ikke omfattet af integrationsloven og derfor ikke berettiget til intro-

duktionsydelse.

Side 99 af 514

Introduktionsydelse og hjælp i særlige tilfælde udbetales i den 3-årige introduktionsperiode.

Der gælder således ikke nogen optjeningsperiode for ret til disse ydelser.

Modtagere af introduktionsydelse eller hjælp i særlige tilfælde skal have bopæl og opholde

sig i Danmark. Ydelserne er således ikke eksportable.

Brug af ydelsen

Det fremgår af finansloven for 2011, at det skønnes, at 4.505 helårspersoner vil være beretti-

get til introduktionsydelse, hvilket svarer til udgifter til introduktionsydelse på 163,5 mio. kr.

for staten og 163,5 mio. kr. for kommunerne.

Det fremgår endvidere af finansloven for 2011, at det skønnes, at ca. 2.400 personer vil være

berettiget til hjælp i særlige tilfælde m.v., hvilket svarer til udgifter for staten på 33,4 mio. kr.

og udgifter for kommunerne på 33,4 mio. kr.

Det er primært flygtninge og deres familiemedlemmer, der modtager disse ydelser.

Ydelserne er ikke eksportable og vurderes derfor i hovedsagen forbrugt her i landet.

4.2.5 Dagpenge

Overordnet formål med ydelsen

Arbejdsløshedsforsikringen er en frivillig forsikringsordning, der administreres af de statsan-

erkendte arbejdsløshedskasser, og finansieres dels ved obligatoriske medlemsbidrag fra med-

lemmerne, dels ved skattebetaling. Kommunerne medfinansierer udgifterne til dagpenge.

Arbejdsløshedsdagpenge udbetales ved ledighed, og formålet er at dække en del af det ind-

komsttab, der følger af ledigheden.

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

Retten til arbejdsløshedsdagpenge forudsætter, at en række betingelser er opfyldt. De 3 vig-

tigste betingelser er medlemskab af en a-kasse i mindst 1 år, opfyldelse af beskæftigelseskra-

vet på 52 ugers fuldtidsarbejde inden for 3 år (34 uger for deltidsforsikrede) eller drift af selv-

stændig virksomhed i væsentligt omfang i en tilsvarende periode, og rådighed for arbejds-

markedet.

Optagelse i en a-kasse forudsætter, at man er mellem 18 og pt. 63 år gammel, og har bopæl

og ophold her i landet.

Dagpengeperioden er på i alt 2 år inden for 3 år.

Genoptjening af retten til en ny dagpengeperiode i løbet af dagpengeperioden kræver 52

ugers fuldtidsarbejde inden for 3 år (deltidsforsikrede 34 uger). Ved udløb af dagpengeperio-

den kræves der 26 ugers fuldtidsbeskæftigelse (pr. 1.juli 2012 dog 52 uger).

Der gælder særlige regler for medlemmer, der udøver selvstændig virksomhed som bibeskæf-

tigelse, og for medlemmer, der modtager eller ansøger om social pension.

Øvrige kriterier der lægger sig til ophold, bopæl, statsborgerskab og lignende.

I arbejdsløshedsforsikringsloven skelnes der ikke mellem danske statsborgere og udlændinge

med bopæl og ophold i Danmark i forhold til kravet om optjening af retten til arbejdsløsheds-

dagpenge.

Side 100 af 514

Det er muligt for et medlem af en a-kasse at tage til et andet EØS-land for at søge arbejde og

samtidig modtage arbejdsløshedsdagpenge fra Danmark (eksportabilitetsprincippet) i en peri-

ode på 3 måneder.

Tilsvarende gælder det for andre EØS-borgere, at de kan komme til Danmark for at søge

arbejde, og medbringe arbejdsløshedsdagpenge fra deres hjemland.

For EØS-borgere gælder det endvidere, at de under visse betingelser kan medregne tidligere

forsikrings- og arbejdsperioder, når de bosætter sig i et andet EØS-land. Det er en betingelse,

at EØS-borgeren har bopæl og opholder sig i Danmark. Det er også en betingelse, at pågæl-

dende søger om optagelse i en dansk arbejdsløshedskasse inden 8 uger fra det tidspunkt, hvor

pågældende ophørte med at være forsikret i det andet EU/EØS-land. Det er yderligere en

betingelse, at borgeren opnår arbejde i Danmark i mindst 296 timer i løbet af 12 uger/3 må-

neder, medmindre pågældende inden for de seneste 5 år allerede har været medlem af en

dansk arbejdsløshedskasse, eller pågældende er ledig grænsearbejder/atypisk grænsearbejder

med bopæl i Danmark.

Som en undtagelse kan også konventionsflygtninge (jf. artikel 1 i Geneve Konventionen,

1951) og statsløse (jf. artikel 1 i New York Konventionen, 1954), der bor i et EØS-land, over-

føre forsikrings- og arbejdsperioder, idet de er omfattet af personkredsen i EF-forordning

883/04 om koordinering af de sociale sikringsordninger.

Alle med bopæl i nordiske lande kan i henhold til Nordisk Konvention ligeledes overføre

forsikrings- og arbejdsperioder mellem de nordiske lande. 3. lands statsborgere kan dog ikke

eksportere ret til arbejdsløshedsydelser til og fra Danmark og de øvrige nordiske lande.

Brug af ydelsen

I 2009 skønnes det, at der var godt 20.000 udlændinge, som i kortere eller længere tid modtog

dagpenge. Hermed udgør udlændinge knap 7 procent af samtlige dagpengemodtagere. Udgif-

terne til de 20.000 udlændinge på dagpenge svarer til knap 1,1 mia. kr.

Det er særligt udlændinge fra 3. lande efterfulgt af EU/EØS-borgere, som modtager dagpen-

ge. Således anslås det, at lidt over 10.000 udlændinge fra 3. lande modtager dagpenge, mens

der er hhv. 6.800 EU/EØS-borgere og 3.100 flygtninge, som modtager dagpenge, jf. tabel

4.7.

Tabel 4.7.

Skøn over udlændinge på dagpenge, berørte personer (16-66 år) i 2009

EU/EØS-lande

3. lande

Flygtninge

Udlændinge i alt

Samlet antal personer på dagpenge

Antal personer

6.800

10.100

3.100

20.100

296.000

Forsørgelsesudgifter i mio. kr.

340

553

185

1.081

14.599

Anm.: Udlændinge i alt er inkl. personer, hvor oprindelseslandet er uoplyst. Antallet af flygtninge på dagpenge er

undervurderet, mens antallet af personer fra 3. lande omvendt er overvurderet. Det skyldes, at der i de anvendte

dataregistre ikke haves oplysninger om udlændinges indrejsedato (udstedelse af cpr-nummer) fra før slutningen af

september 1992. Udlændinge, der er kommet til Danmark som flygtninge, defineres som flygtninge ud fra deres

indrejsedato. Se eventuelt bilag d for yderligere om dette. Det betyder, at flygtninge med en indrejsedato før slut-

ningen af september 1992 ikke opgøres som flygtninge, men som personer fra 3. lande.

Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen.

I 2009 skønnes der med en vis usikkerhed at være omkring 1.800 personer, som modtog ar-

bejdsløshedsdagpenge i udlandet. Med ca. 700 personer udgør udlændinge knap 40 procent af

Side 101 af 514

de personer, som modtager arbejdsløshedsdagpenge i udlandet. Blandt udlændinge er det

særligt EU/EØS-borgere, som modtager dagpenge i udlandet, jf. tabel 4.8.

Tabel 4.8.

Skøn over udlændinge, der modtager arbejdsløshedsdagpenge, mens de er bosid-

dende i udlandet, berørte personer (16-66 år) i 2009

Antal personer Forsørgelsesudgift i mio. kr.

EU/EØS-lande

3. lande

Flygtninge

Udlændinge i alt

Samlet antal personer på A-dagpenge i udlandet

600

100

>50

700

1.800

Anm.: Samme som tabel 4.7. Opgørelsen af antallet af personer, som modtager dagpenge i udlandet, er beregnet

på baggrund af oplysninger om personernes folkeregisteradresse i CPR-registret. Hvis personerne ikke har en

dansk folkeregisteradresse, betegnes de som bosiddende i udlandet. Personer, som er tilmeldt kommunen, men

ikke har en dansk adresse, betegnes dog som bosiddende i Danmark.

Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen.

4.2.6 Sygedagpenge

Overordnet formål med ydelsen

Det overordnede formål med sygedagpengeloven er at yde økonomisk kompensation ved

fravær fra beskæftigelse på grund af sygdom samt at medvirke til, at den sygemeldte genvin-

der sin arbejdsevne og vender tilbage til arbejdsmarkedet så hurtigt som muligt.

Loven har desuden til formål at understøtte samarbejdet mellem kommuner, virksomheder og

andre relevante aktører for at nedbringe og forebygge sygefravær.

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

Efter sygedagpengeloven er det er en betingelse for at være berettiget til sygedagpenge (såvel

for danske statsborgere som for udlændinge), at der er tale om uarbejdsdygtighed ved egen

sygdom hos en lønmodtager eller selvstændig med en vis arbejdsmarkedstilknytning til Dan-

mark.

For at være berettiget til at modtage sygedagpenge fra arbejdsgiveren i de første 21 dage, skal

vedkommende have været ansat hos den pågældende arbejdsgiver uafbrudt i de seneste 8 uger

før fraværet og i denne periode have været beskæftiget hos arbejdsgiveren i mindst 74 timer.

For derefter at være berettiget til at modtage sygedagpenge fra kommunen skal lønmodtage-

ren have været tilknyttet arbejdsmarkedet uafbrudt i de seneste 13 uger før sygdommens ind-

træden og i denne periode have været beskæftiget i mindst 120 timer. En anden måde at op-

fylde beskæftigelseskravet på er ved at ville have været berettiget til a-dagpenge, hvis ikke

den pågældende var blevet syg.

Selvstændige opfylder beskæftigelseskravet hvis de inden for de seneste 12 måneder har ud-

øvet selvstændig virksomhed i mindst 6 måneder, heraf den seneste måned forud for sygefra-

været. Virksomheden skal være udøvet i mindst halvdelen af den normale overenskomstmæs-

sige ugentlige arbejdstid.

For så vidt angår varigheden af udbetalingen af ydelsen er udgangspunktet, at man ophører

med at modtage sygedagpenge, når ydelsen er modtaget i mere en 52 uger inden for de sene-

ste 18 måneder. Det er dog en række forlængelsesmuligheder, og forholdsvis mange bliver

forlænget efter en eller flere af forlængelsesbestemmelse.

Side 102 af 514

Øvrige kriterier der lægger sig til ophold, bopæl, statsborgerskab og lignende.

Kravet om en tilknytning til arbejdsmarkedet betyder at EU-statsborgere, der kommer direkte

fra beskæftigelse i et andet EU-land i kraft af sammenlægningsprincippet i forordning

883/2004 kunne være berettiget til sygedagpenge hvis de blot har påbegyndt arbejde i Dan-

mark, og dermed er blevet omfattet dansk lovgivning om sygedagpenge. Tilsvarende tæller

den periode, hvor den sygemeldte EU-borger har modtaget sygedagpenge i udlandet med ved

opgørelsen af varighedsbegrænsningen.

Det forudsættes endvidere, at den sygemeldte medvirker i opfølgningen, ikke mod lægens

opfordring afviser nødvendig lægebehandling eller genoptræning eller ved sin adfærd forha-

ler helbredelsen. I modsat fald bortfalder ydelsen.

Den sygemeldte skal desuden som altovervejende hovedregel have lovligt ophold og betale

skat i Danmark for at være berettiget til danske sygedagpenge.

EF-forordning 883/224 gælder ikke for personer, der ikke er statsborgere i et land, som er

medlem af EØS, såkaldte tredjelandes statsborgere. Dog betyder den nordiske konvention, at

f.eks. en amerikansk statsborger, der er bosat i Sverige og arbejder i Danmark, vil være om-

fattet af den danske sygedagpengelovgivning og derfor berettiget til sygedagpenge, hvis han

opfylder betingelserne i øvrigt, herunder kravet om uarbejdsdygtighed og beskæftigelseskra-

vet.

Brug af ydelsen

I 2009 skønnes der at være omkring 23.600 udlændinge, som i kortere eller længere tid mod-

tog sygedagpenge. Det betyder, at udlændinge udgør knap 5�½ procent af samtlige sygedag-

pengemodtagere. Til sammenligning udgør udlændinge knap 6 procent af befolkningen, og

hermed modtager udlændinge sygedagpenge i lidt mindre grad end befolkningen generelt.

Blandt udlændinge udgør EU/EØS-borgere den største gruppe af sygedagpengemodtagere

efterfulgt af personer fra 3. lande. Omkring 10.600 EU/EØS-borgere er således sygedagpen-

gemodtagere, mens ca. 9.400 sygedagpengemodtagere anslås at være udlændinge fra 3. lande,

jf. tabel 4.9.

Tabel 4.9.

Skøn over udlændinge på sygedagpenge, berørte personer (16-66 år) i 2009

EU/EØS-lande

3. lande

Flygtninge

Udlændinge i alt

Samlet antal personer på sygedagpenge

Antal personer

10.600

9.400

3.500

23.600

440.600

Forsørgelsesudgifter i mio. kr.

345

429

190

967

14.745

Anm.: Udlændinge i alt er inkl. personer, hvor oprindelseslandet er uoplyst. Antallet af flygtninge på sygedagpen-

ge er undervurderet, mens antallet af personer fra 3. lande omvendt er overvurderet. Det skyldes, at der i de an-

vendte dataregistre ikke haves oplysninger om udlændinges indrejsedato (udstedelse af cpr-nummer) fra før slut-

ningen af september 1992. Udlændinge, der er kommet til Danmark som flygtninge, defineres som flygtninge ud

fra deres indrejsedato. Se eventuelt bilag d for yderligere om dette. Det betyder, at flygtninge med en indrejsedato

før slutningen af september 1992 ikke opgøres som flygtninge, men som personer fra 3. lande.

Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen.

I 2009 skønnes der med en vis usikkerhed at være omkring 7.800 personer, som modtog sy-

gedagpenge i udlandet. Med ca. 3.200 personer udgør udlændinge godt 40 procent af de per-

soner, som modtager sygedagpenge i udlandet.

Side 103 af 514

Langt størstedelen af de udlændinge, som modtog sygedagpenge, mens de var bosiddende i

udlandet, kom fra andre EU/EØS-lande. Således anslås det, at 2.900 EU/EØS-borgere mod-

tager sygedagpenge i udlandet, jf. tabel 4.10.

Tabel 4.10.

Skøn over udlændinge der modtager sygedagpenge mens de er bosiddende i ud-

landet, berørte personer (16-66 år), 2009

Antal personer Forsørgelsesudgift i mio. kr.

EU/EØS-lande

3. lande

Flygtninge

Udlændinge i alt

Samlet antal personer på sygedagpenge i udlandet

2.800

300

>50

3.200

7.800

300

Anm.: Samme som tabel 4.9. Opgørelsen af antallet af personer, som modtager dagpenge i udlandet, er beregnet

på baggrund af oplysninger om personernes folkeregisteradresse i CPR-registret. Hvis personerne ikke har en

dansk folkeregisteradresse, betegnes de som bosiddende i udlandet. Personer, som er tilmeldt kommunen, men

ikke har en dansk adresse, betegnes dog som bosiddende i Danmark.

Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen.

Der findes ikke registeroplysninger om i hvilke lande de omkring 7.800 sygedagpengemodta-

gere bosiddende i udlandet mere specifikt modtager sygedagpenge. Ud fra en betragtning om,

at man typisk vil modtage sygedagpenge i sit hjemland (her målt ved oprindelsesland), kan

man på baggrund af sygedagpengemodtagernes oprindelsesland få en indikation af dette.

Med knap 6.400 personer er hovedparten af sygedagpengemodtagerne bosiddende i udlandet

enten af dansk, tysk eller svensk oprindelse. Det indikerer, at de personer, som modtager

sygedagpenge i udlandet, typisk kan være grænsependlere. De resterende godt 1.400 personer

er fordelt på mange lande, dog er der knap 300 sygedagpengemodtagere af polsk oprindelse.

4.2.7 Barselsdagpenge

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med barseldagpenge er at give forældrene mulighed for at være sammen med barnet

efter fødslen.

Barselsloven giver moderen ret til 14 uger efter fødslen. Faderen har ret til 2 uger inden for

disse 14 uger. Herefter har forældrene ret til 32 ugers forældreorlov med barseldagpenge, som

de kan dele imellem sig.

Hvis en lønmodtager modtager løn under dele af barselorloven, har arbejdsgiveren ret til at få

udbetalt refusion fra det offentlige svarende til de barseldagpenge, som lønmodtageren i

samme periode ville være berettiget til.

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

Retten til barseldagpenge opnås på grundlag af 13 ugers beskæftigelse her i landet med en

indtægt, der kan beskattes her i landet. Beskæftigelse i et andet EU/EØS-land kan for

EU/EØS-statsborgere tælles med i opgørelsen af de 13 uger, da der er tale om en social sik-

ringsydelse.

Side 104 af 514

Øvrige kriterier der lægger sig til ophold, bopæl, statsborgerskab og lignende

Lovligt ophold eller omfattet af EF-regler

For ikke EU/EØS-borgere er det som hovedregel en betingelse, at personen ved fraværsperi-

odens begyndelse har lovligt ophold i landet.

Indkomst kan beskattes i Danmark

For ikke EU/EØS-borgere er retten til barseldagpenge herudover som hovedregel betinget af,

at den indkomst, der indgår i beregningsgrundlaget for barselsdagpenge, kan beskattes i

Danmark. Dette krav kan være fraveget efter internationale aftaler om social sikring.

Brug af ydelsen

Udgiften til barseldagpenge er i dag godt 10 mia. kr., jf. 2009-regnskab (2011-pl) for stat og

kommuner under ét. Pr. 1. april 2010 var der ca. 61.000 personer, der var registreret som

modtagere af barseldagpenge.

Antallet af modtagere med udenlandsk statsborgerskab er på 4.800 personer. Heraf er ca. 600

modtagere personer med udenlandsk statsborgerskab bosat i udlandet, hvilket svarer til ca.

12,5 pct. af gruppen.

Modtagerne af barselsdagpenge fordeler sig således, at der er ca. 2.200 personer med stats-

borgerskab fra et andet EU/EØS-land, der ca. 2.000 personer fra 3. lande og antallet af flygt-

ninge, der modtager barselsdagpenge i Danmark, skønnes at udgøre godt 560, jf. tabel 4.11.

Tabel 4.11.

Skøn over antallet af barselsdagpengemodtagere med et andet statsborgerskab

end dansk

Statsborgerskab

EU/EØS ekskl. Danmark

3. lande

Flygtninge

I alt

Bosat i Danmark

1.754

1.902

562

4.218

Bosat i udlandet

456

136

596

Anm.: Flygtninge er beregnet som personer med statsborgerskab fra et af de lande som Danmarks Statistik nor-

malt kategorisere som flygtningeland.

Kilde: Pensionsstyrelsen på baggrund af Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase, DREAM.

4.2.8 Revalidering

Overordnet formål med ydelsen

Revalideringsydelse som indkomsterstattende ydelse gives i forbindelse med deltagelse i

revalidering, dvs. uddannelsesforløb. Formålet er, at personer med begrænsninger i arbejds-

evnen, hvis problemer ikke kan løses gennem deltagelse i andre erhvervsrettede aktiviteter,

kan hjælpes til at blive fastholdt på eller komme ind på arbejdsmarkedet, således at pågæl-

dendes mulighed for at forsørge sig selv og sin familie forbedres.

Udgangspunktet er således at kvalificere revalidenden til - efter endt revalideringsforløb - at

klare et job på normale vilkår eller, hvis det ikke er muligt, til et fleksjob.

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

For at få revalidering er det en betingelse, at personen har begrænsninger i arbejdsevnen af

fysiske, psykiske eller sociale årsager. Det afgørende er, hvordan disse faktorer i det konkrete

tilfælde påvirker arbejdsevnen. Der kan således ikke på forhånd angives faktorer, som i sig

selv giver grundlag for revalidering, men det er kommunen, der visiterer den pågældende til

revalidering.

Side 105 af 514

Der gives kun revalidering, hvis andre erhvervsrettede aktiviteter, f.eks. aktivering, vurderes

som utilstrækkelige i forhold til at få personen i job. Dette følger af, at revalidering er subsi-

diær i forhold til andre erhvervsrettede foranstaltninger. Hvis beskæftigelsesmæssige proble-

mer umiddelbart kan løses gennem deltagelse i andre erhvervsrettede aktiviteter, kan der ikke

tilbydes revalidering.

Personer, der ønsker uddannelse, omskoling eller lignende, skal således som udgangspunkt

bruge de almindelige uddannelses- og arbejdsmarkedsordninger.

Øvrige kriterier der lægger sig til ophold, bopæl, statsborgerskab og lignende.

Det følger af § 3 i lov om aktiv socialpolitik, at enhver, der opholder sig lovligt her i landet,

har ret til hjælp efter denne lov – herunder også til revalidering med revalideringsydelse -

hvis betingelserne herfor i øvrigt er opfyldt.

Det er en således en betingelse for at modtage hjælpen, at man opholder sig i landet, dvs. at

man er bosiddende i landet.

Der er ikke mulighed for at gennemføre en revalidering i udlandet efter danske revaliderings-

regler, og ydelsen er således ikke eksportabel.

Opholdskommunen vil dog kunne beslutte, at en revalidend, der bor i Danmark, vil kunne

bevare revalideringsydelsen under kortere ophold i udlandet, såfremt opholdet er et led i reva-

lideringen. Det er en betingelse, at personen er bosat her i landet på det tidspunkt, hvor ud-

dannelsen iværksættes, og at kommunen kan følge uddannelsesforløbet under udlandsophol-

det.

Der er ikke krav til længden af ophold i Danmark, før man kan få revalideringsydelse.

Brug af ydelsen

I 2009 var der 21.000 personer, som i kortere eller længere tid modtog revalideringsydelse.

De samlede forsørgelsesudgifter til revalideringsydelse er på knap 2,4 mia. kr.

Med ca. 900 personer skønnes udlændinge at udgøre omkring 4-5 procent af samtlige modta-

gere af revalideringsydelse. Udgifterne hertil er på næsten 100 mio. kr., jf. tabel 4.12.

Tabel 4.12.

Skøn over udlændinge på revalidering, berørte personer (16-66 år) i 2009

EU/EØS-lande

3. lande

Flygtninge

Udlændinge i alt

Samlet antal personer på revalidering

Antal personer

300

200

900

21.000

Forsørgelsesudgifter i mio. kr.

2.366

Anm.: Udlændinge i alt er inkl. personer, hvor oprindelseslandet er uoplyst. Antallet af flygtninge på revalidering

er undervurderet, mens antallet af personer fra 3. lande omvendt er overvurderet. Det skyldes, at der i de anvendte

dataregistre ikke haves oplysninger om udlændinges indrejsedato (udstedelse af cpr-nummer) fra før slutningen af

september 1992. Udlændinge, der er kommet til Danmark som flygtninge, defineres som flygtninge ud fra deres

indrejsedato. Se eventuelt bilag d for yderligere om dette. Det betyder, at flygtninge med en indrejsedato før slut-

ningen af september 1992 ikke opgøres som flygtninge, men som personer fra 3. lande.

Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen.

I 2009 skønnes der med en vis usikkerhed at være omkring 50 personer bosiddende i udlan-

det, som modtog revalidering. Heraf var der ikke nogen udlændinge.

Side 106 af 514

4.2.9 Ledighedsydelse

Ledighedsydelse

Formålet med ledighedsydelse er at give hjælp til forsørgelse under ledighed efter visitation

til et fleksjob eller ved ledighed mellem to fleksjob. Der kan udbetales ledighedsydelse til en

person, der er visiteret til fleksjob, hvis personen er ledig og på tidspunktet for visitationen

ville være berettiget til sygedagpenge, modtog sygedagpenge eller dagpenge efter lov om ret

til orlov og dagpenge ved barsel, deltog i revalidering efter lov om en aktiv beskæftigelses-

indsats § 27 og § 28, stk. 2 eller modtager ledighedsydelse efter ansættelse i ustøttet beskæf-

tigelse.

Særlig ydelse

For at sikre at fleksjobvisiterede, som ikke opfylder betingelserne for at modtage ledigheds-

ydelse, og som ikke kan få kontanthjælp på grund af den gensidige forsørgelsespligt, har en

indtægt, mens de venter på et fleksjob, blev særlig ydelse indført med virkning fra den 1. juli

2001. Ydelsen svarer til kontanthjælp for voksne ikke forsørgere, mens unge under 25 får

samme sats som unge under 25 på kontanthjælp.

En person, der modtager starthjælp ved visitationen til fleksjob, får også ret til særlig ydelse.

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

Ledighedsydelse

En person, der er visiteret til fleksjob, kan modtage ledighedsydelse ved ledighed, hvis på-

gældende på tidspunktet for visitationen

1) ville være berettiget til at modtage dagpenge efter lov om sygedagpenge eller lov om

ret til orlov og dagpenge ved barsel,

2) modtager sygedagpenge,

3) deltager i revalidering efter en jobplan efter §27 og § 28, stk. 2, i lov om en aktiv be-

skæftigelsesindsats, eller

4) modtager ledighedsydelse efter ansættelse i ustøttet beskæftigelse.

En person, der er ledig og er visiteret til fleksjob, men som ikke opfylder de nævnte betingel-

ser på visitationstidspunktet, bliver berettiget til ledighedsydelse, når pågældende har været

ansat i et fleksjob i 9 måneder inden for 18 måneder.

Mens personen er på ledighedsydelse, skal pågældende stå til rådighed for fleksjob samt del-

tage i rimelige tilbud og jobsamtaler i det individuelle kontaktforløb, som jobcenteret indkal-

der pågældende til.

En person, der ikke opfylder betingelserne for ledighedsydelse, kan modtage kontanthjælp,

hvis pågældende opfylder betingelserne for dette. Personen skal følge reglerne om at udnytte

sine arbejdsmuligheder aktivt, og deltage i rimelige tilbud og jobsamtaler i det individuelle

kontaktforløb, som jobcenteret indkalder pågældende til.

Særlig ydelse

Hvis en person, der er ledig og visiteret til et fleksjob ikke opfylder betingelserne for at mod-

tage ledighedsydelse eller kontanthjælp, kan personen få særlig ydelse. Der kan udbetales

særlig ydelse, hvis personen har en indtægt, der er mindre end det beløb, der ydes til en vok-

sen uden forsørgerpligt. Hvis personen er under 25 år, er personen kun berettiget til særlig

ydelse, hvis indtægten er mindre end det beløb, der udbetales til unge under 25 år uden for-

sørgerpligt.

Side 107 af 514

Personer på starthjælp vil også være berettiget til særlig ydelse, jf. ovenstående.

Mens personen er på særlig ydelse, skal pågældende stå til rådighed for fleksjob samt deltage

i rimelige tilbud og jobsamtaler i det individuelle kontaktforløb, som jobcenteret indkalder

pågældende til.

Øvrige kriterier der lægger sig til ophold, bopæl, statsborgerskab og lignende.

Ledighedsydelse

Hvis udlændingen opfylder betingelserne for at modtage ledighedsydelse, udbetales dette i

lighed med hvad der ellers gælder.

Udlændingen skal have bopæl og ophold i Danmark for at kunne få udbetalt ledighedsydelse.

Særlig ydelse

Hvis udlændingen opfylder betingelserne for at modtage særlig ydelse, udbetales dette i lig-

hed med hvad der ellers gælder.

Udlændingen skal have bopæl og ophold i Danmark for at kunne få udbetalt særlig ydelse.

Brug af ydelsen

I 2009 var der 27.300 personer, der i kortere eller længere tid modtog ledighedsydelse. For-

sørgelsesudgifterne hertil er på knap 2,2 mia. kr.

Med omkring 1.000 personer skønnes udlændinge at udgøre knap 4 procent af samtlige per-

soner på ledighedsydelse. Udgifterne til udlændinge, som modtager ledighedsydelse, anslås at

være på næsten 100 mio. kr., jf. tabel 4.13.

Tabel 4.13.

Skøn over udlændinge på ledighedsydelse, berørte personer (16-66 år) i 2009

EU/EØS-lande

3. lande

Flygtninge

Udlændinge i alt

Samlet antal personer på ledighedsydelse

Antal personer

400

200

1.000

27.300

Forsørgelsesudgifter i mio. kr.

2.167

Anm.: Udlændinge i alt er inkl. personer, hvor oprindelseslandet er uoplyst. Antallet af flygtninge på ledigheds-

ydelse er undervurderet, mens antallet af personer fra 3. lande omvendt er overvurderet. Det skyldes, at der i de

anvendte dataregistre ikke haves oplysninger om udlændinges indrejsedato (udstedelse af cpr-nummer) fra før

slutningen af september 1992. Udlændinge, der er kommet til Danmark som flygtninge, defineres som flygtninge

ud fra deres indrejsedato. Se eventuelt bilag d for yderligere om dette. Det betyder, at flygtninge med en indrejse-

dato før slutningen af september 1992 ikke opgøres som flygtninge, men som personer fra 3. lande.

Kilde: Arbejdsmarkedsstyrelsen.

I 2009 skønnes der med en usikkerhed at være omkring 50 personer bosiddende i udlandet,

som modtog ledighedsydelse.

4.2.10 SVU og VEU godtgørelse

Overordnet formål med ydelserne

Lov om statens voksenuddannelsesstøtte (SVU) og lov om godtgørelse ved deltagelse i er-

hvervsrettet voksen- og efteruddannelse (VEU) har til formål at skabe økonomisk grundlag

for, at voksne, fortrinsvis kortuddannede, kan deltage i efter- og videreuddannelse.

Ordningerne er målrettet personer, der er i beskæftigelse, og giver den enkelte uddannelses-

søgende adgang til at få støtte til dækning af tabt arbejdsfortjeneste ved deltagelse i voksen-

og efteruddannelse.

Side 108 af 514

Personer, der deltager i uddannelse, der giver ret til SVU, vil desuden have mulighed for at få

SVU til deltagerbetalingen, mens personer, der deltager i uddannelse, der giver ret til godtgø-

relse, kan have ret til at modtage tilskud til befordring og ret til at modtage tilskud til kost og

logi.

Kriterier i forhold til udlændinges ret til ydelsen

Det er en betingelse for at modtage ydelserne, at den pågældende er i beskæftigelse, enten

som lønmodtager eller som selvstændig erhvervsdrivende i Danmark. Den pågældende skal

derudover opfylde en række andre krav, som f.eks. kan vedrøre alder, forudgående tilknyt-

ning til arbejdsmarkedet og uddannelsesbaggrund m.v. Det er ligeledes en betingelse, at der

er tale om deltagelse i en støtteberettigende uddannelse.

Der gælder ingen særlige regler for udlændinge. Alle, der opfylder betingelserne, er omfattet

af reglerne.

Brug af ydelsen

På finansloven for 2011 skønnes det, at der vil være ca. 5.300 årselever, som modtager sta-

tens voksenuddannelsesstøtte. Udgifterne forventes at udgøre godt 745 mio. kr.

Ultimo 2009 skønnes udlændinge at udgøre omkring 6 procent af samtlige modtagere af sta-

tens voksenuddannelsesstøtte. Blandt udlændinge udgør personer fra 3. lande med 3,2 pct.

den største gruppe af modtagere af statens voksenuddannelsesstøtte efterfulgt af EU/EØS-

borgere, jf. tabel 4.14.

Tabel 4.14.

Skøn over udlændinges andel af samtlige modtagere af statens voksenuddannel-

sesstøtte, ultimo 2009

Andel i procent

EU/EØS

2,2 pct.

3. lande

3,2 pct.

Flygtninge

0,7 pct.

Udlændinge i alt

6,1 pct.

Anm.: Antallet af modtager af Statens Voksenuddannelsesstøtte er opgjort i uge 48 2009.

Kilde: Lovmodellen og Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase, DREAM, og egne beregninger.

I 2011 skønnes det, at der vil være ca. 9.600 årselever, som modtager VEU-godtgørelse. Ud-

gifterne til VEU-godtgørelse forventes at udgøre ca. 1,3 mia. kr. i 2011.

Baseret på AMU-statistikken på uvm.dk skønner Undervisningsministeriet, at omkring 1.000-

1.100 VEU-godtgørelsesberettigede på AMU i 2009 var indvandrere af udenlandsk herkomst.

Det skal bemærkes, at dette skøn er behæftet med usikkerhed, bl.a. udgør AMU-kurser kun

en delmængde af VEU-området.

I 2009 er den gennemsnitlige trækprocent beregnet til at være 70 pct. Trækprocenten angiver

den andel af VEU-godtgørelsesberettigede, som modtog godtgørelsen. Med udgangspunkt i

de forbehold anslår Undervisningsministeriet, at omkring 750 årselever på AMU var indvan-

drere af udenlandsk herkomst.

Side 109 af 514

4.2.11 Kontante ydelser i asylcentersystemet: Grundydelse, forsørgertillæg

samt tillægsydelse

Overordnet formål med ydelserne

Det overordnede formål med de kontante ydelser er at sikre et midlertidigt forsørgelsesgrund-

lag for den enkelte udlænding, indtil den pågældende udsendes eller meddeles opholdstilla-

delse, herunder særligt asylansøgere, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1.

Udlændingeservices forsørgelsespligt omfatter dog også andre udlændinge, der efter udlæn-

dingelovens kapitel 1 og 3-5 ikke har ret til at opholde sig her i landet, jf. udlændingelovens §

42 a, stk. 2, hvormed der er sikret et forsørgelsesgrundlag for udlændinge, der ikke har ret til

hjælp til forsørgelse efter anden lovgivning.

Kriterier i forhold til udlændinges ret til ydelserne

Der udbetales tre former for kontante ydelser til udlændinge i asylcentersystemet: grundydel-

se, forsørgertillæg samt tillægsydelse, jf. udlændingelovens § 42 b.

Grundydelse

Grundydelse udbetales til en udlænding, der er omfattet af Udlændingeservices forsørgelses-

pligt, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1-2, medmindre den pågældende er indkvarteret på et

asylcenter, hvor der er vederlagsfri bespisningsordning. Grundydelsen forudsættes at dække

udlændingens udgifter til kost.

Forsørgertillæg

Forsørgertillæg udbetales til en udlænding, der er omfattet af Udlændingeservices forsørgel-

sespligt, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1-2, og når den pågældende har forsørgelsespligt

over for et barn under 18 år. Der udbetales et forsørgertillæg pr. barn, dog højest to forsørger-

tillæg pr. familie. Forsørgertillægget forudsættes at dække udlændingens udgifter til barnets

kost, tøj og lommepenge.

Der udbetales et nedsat forsørgertillæg pr. barn ud over to børn. Der kan højest udbetales to

nedsatte forsørgertillæg pr. familie. Nedsat forsørgertillæg udbetales kun til udlændinge, der

modtager grundydelse. Det nedsatte forsørgertillæg forudsættes at dække udlændingens ud-

gifter til børnenes kost.

Tillægsydelse

Tillægsydelse udbetales til en udlænding, der er omfattet af Udlændingeservices forsørgel-

sespligt, jf. udlændingelovens § 42 a, stk. 1-2, og som har overholdt den med indkvarterings-

operatøren indgåede kontrakt, jf. udlændingelovens § 42 c. Tillægsydelsen forudsættes at

dække udlændingens udgifter til tøj og lommepenge.

Brug af ydelsen

Ifølge Integrationsministeriets rapport ”Tal og fakta på udlændingeområdet 2009” var der i

2009 indkvarteret knap 2.400 helårspersoner i asylcentersystemet. Det bemærkes, at ikke alle

indkvarterede nødvendigvis har modtaget en eller flere af de nævnte ydelser.

Det fremgår af finansloven for 2011, at de samlede realiserede udgifter til kontante ydelser til

asylansøgere mv. (senest opgjort for 2009) var på 43,0 mio. kr. Heraf udgør grundydelser til

asylansøgere med 25,6 mio. kr. den største udgiftspost, jf. tabel 4.15.

Side 110 af 514

Tabel 4.15.

Realiserede udgifter til kontante ydelser til asylansøgere m.fl. i 2009 (regnskabs-

tal, FL2011)

Grundydelser til asylansøgere

Forsørgertillæg til asylansøgere

Tillægsydelser til asylansøgere

I alt

2009

--- mio. kr. ---

25,6

7,9

9,5

43,0

Anm.: Tallene er taget fra § 18.21.02. Kontante ydelser m.v. til asylansøgere m.fl.

Kilde: Finansloven 2011.

4.3 Permanente indkomsterstattende overførselsindkomster

4.3.1 Fleksjob

Overordnet formål med ydelsen

Fleksjobordningen blev indført 1. januar 1998 for, at personer med en permanent nedsat ar-

bejdsevne kunne komme ind på eller forblive på arbejdsmarkedet gennem et arbejde på særli-

ge vilkår.

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

Det er derfor en betingelse, at personer, der visiteres til fleksjob, skal have en varigt og væ-

sentligt nedsat arbejdsevne. Alle tilbud efter lov om en aktiv beskæftigelsesindsats og andre

beskæftigelsesfremmende foranstaltninger skal være afprøvet, før kommunen kan træffe af-

gørelse om, at en person opfylder betingelserne for fleksjob. Det skal således være afklaret, at

arbejdsevnen ikke ved tilbud eller revalidering kan styrkes, således at personen kan varetage

et ordinært arbejde.

Øvrige kriterier der lægger sig til ophold, bopæl, statsborgerskab og lignende.

En udlænding, der skal visiteres til fleksjob, skal som udgangspunkt have opholdsret og være

bosiddende i Danmark.

Der er kun i meget begrænset omfang mulighed for at arbejde i et fleksjob i udlandet, nemlig

ved udstationering i et år fra en arbejdsgiver med hjemsted i Danmark. Tilskuddet til

fleksjobbet udbetales til arbejdsgiver i Danmark

Brug af ydelsen

I 2010 var der godt 52.500 personer, der var ansat i et fleksjob.

Langt hovedparten af personerne ansat i et fleksjob er af dansk oprindelse og/eller har et

dansk statsborgerskab, mens udlændinge skønnes at udgøre knap 2�½ procent af fleksjobberne

ultimo 2009. Antallet af udlændinge med et fleksjob er nogenlunde jævnt fordelt blandt

EU/EØS-borgere, personer fra 3. lande og flygtninge, jf. tabel 4.16.

Tabel 4.16.

Skøn over udlændinges andel af personerne ansat i et fleksjob, ultimo 2009

EU/EØS

Udlændinges andel

0,8 pct.

3. lande

0,8 pct.

Flygtninge

0,7 pct.

Udlændinge i alt

2,4 pct.

Anm.: Antallet af fleksjobbere er opgjort i uge 48 2009.

Kilde: Lovmodellen og Beskæftigelsesministeriets forløbsdatabase, DREAM, og egne beregninger.

4.3.2 Førtidspension

Overordnet formål med ydelsen

Førtidspensionen skal sikre personer, der ikke kan arbejde på grund af en varig og væsentlig

nedsat arbejdsevne, et forsørgelsesgrundlag frem til folkepensionsalderen.

Side 111 af 514

Pensionen er en forsørgelsesydelse og indtægtsreguleres derfor, hvis pensionistens og dennes

eventuelle ægtefælles eller samlevers indtægter overstiger nærmere fastlagte grænser.

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

Det er en betingelse for at få førtidspension efter de regler, der trådte i kraft pr. 2003, at per-

sonens arbejdsevne er varigt nedsat i et sådant omfang, at den pågældende uanset mulighe-

derne for støtte efter den sociale eller anden lovgivning, herunder beskæftigelse i fleksjob,

ikke vil være i stand til at blive selvforsørgende ved indtægtsgivende arbejde. Før 1. januar

2003 var der andre kriterier for at få tilkendt førtidspension og en del personer modtager sta-

dig pension efter disse regler. Det er ikke længere muligt at få tilkendt pension efter de gamle

regler og de vil derfor ikke blive beskrevet nærmere.

Da pensionen er en forsørgelsesydelse, indtægtsreguleres den, hvis pensionistens og dennes

eventuelle ægtefælles eller samlevers indtægter overstiger nærmere fastlagte grænser.

Øvrige kriterier der lægger sig til ophold, bopæl, statsborgerskab og lignende.

Som udgangspunkt skal en person have dansk indfødsret og have fast bopæl i Danmark for at

være berettiget til førtidspension. Personen skal desuden have haft fast bopæl her i 3 år mel-

lem det fyldte 15. år og folkepensionsalderen (en såkaldt mindstebopælstid). For personer

omfattet af EF-forordning 883/2004, EF-forordning 1408/71 eller overenskomster med andre

lande gælder særlige regler for opgørelse mindstebopælstiden. For flygtninge regnes bo-

pælstiden i oprindelseslandet med ved opgørelsen af mindstebopælstiden.

Dansk indfødsret

Kravet om dansk statsborgerskab er fraveget i forhold til udlændinge, der har boet i Danmark

i mindst 10 år mellem det fyldte 15. år og folkepensionsalderen, heraf mindst 5 år inden før-

tidspensionen ydes.

Kravet om dansk indfødsret er endvidere fraveget for flygtninge, der har fået opholdstilladel-

se efter §§ 7 eller 8 i udlændingeloven og for personer omfattet af EF-forordning 883/2004

eller EF-forordning 1408/71. Herudover er kravet om statsborgerskab fraveget for statsborge-

re fra lande, som Danmark har indgået konvention med om social sikring, og som i øvrigt

opfylder konventionens betingelser.

Bopæl i Danmark

For at få ret til dansk førtidspension er udgangspunktet, at modtageren har fast bopæl her i

riget. Bopælskravet betyder, at pensionister som hovedregel skal have bopæl i Danmark både

på det tidspunkt, hvor personen får tilkendt pension, og ved udbetaling af pensionen.

Kravet om fast bopæl i Danmark er fraveget i EF-forordning 883/04 og EF-forordning

1408/71 og i en række konventioner om social sikring, som Danmark har indgået. Endvidere

er der i pensionsloven særlige regler for at kunne tage en tilkendt førtidspension med ved

flytning til udlandet.

Udmåling af pensionens størrelse afhænger af bopælstiden (”brøkpension”)

Pensionens størrelse afhænger af bopælstiden, dvs. af, hvor mange år modtageren har haft

fast bopæl her i riget eller har haft hyre på dansk skib i optjeningsperioden. Optjeningsperio-

den for førtidspensionister begynder ved det fyldte 15. år og slutter på det tidspunkt, hvorfra

der ydes førtidspension.

Side 112 af 514

Personen skal have boet her i riget i mindst 4/5 af optjeningsperioden. Hvis bopælstiden er

mindre, fastsættes en brøkpension, der svarer til forholdet mellem bopælstiden og 4/5 af op-

tjeningsperioden.

For personer omfattet af EF-forordning 883/2004 eller EF-forordning 1408/71 ligestilles be-

skæftigelse i Danmark med bopæl.

For flygtninge sidestilles bopælstiden i oprindelseslandet med bopælstid her i riget ved udmå-

ling af pensionen. Det samme gælder andre lande, hvori den pågældende har haft bopæl på et

grundlag svarende til det, der er nævnt i udlændingelovens § 7.

Brug af ydelsen

Udgiften til førtidspension er i dag knap 40 mia. kr. ifølge 2009-regnskabet (2011-pl). Heraf

udbetales ca. 0,5 mia. kr. til personer, der er bosat i udlandet. Det svarer til 1,3 pct. af de sam-

lede udgifter til førtidspension. I uge 1 2010 var der ca. 242.600 personer, der modtog før-

tidspension, og af disse var ca. 4.000 bosat i udlandet.

Der er ca. 2.100 personer med statsborgerskab fra et EU/EØS-land, som modtager førtidspen-

sion i Danmark, mens der er ca. 700 EU/EØS statsborgere, der modtager dansk førtidspensi-

on i udlandet. Der er ca. 5.500 personer fra 3. lande, der modtager førtidspension i Danmark,

og der er ca. 250 personer fra 3. lande, som modtager dansk førtidspension i udlandet. Antal-

let af flygtninge med førtidspension i Danmark skønnes at udgøre ca. 8.400, mens der er

mindre end 100 flygtninge, der modtager førtidspension i udlandet, jf. tabel 4.17.

Tabel 4.17.

Skøn over antallet af førtidspensionister med et andet statsborgerskab end dansk

fordelt på, hvor de er bosat, primo januar 2010

Statsborgerskab

EU/EØS ekskl. Danmark

3. lande

Flygtninge

I alt

Bosat i Danmark

2.091

5.442

8.396

15.929

Bosat i udlandet

699

239

997

Anm.: Flygtninge er her beregnet som personer med statsborgerskab fra et af de lande som Danmarks Statistik

normalt kategoriserer som flygtningeland.

Kilde: Pensionsstyrelsen.

4.3.3 Efterløn

Overordnet formål med ydelsen

Efterløn giver personer med en langvarig tilknytning til arbejdsmarkedet mulighed for, via a-

kassemedlemskab helt eller delvist at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet 5 år før folke-

pensionsalderen. Der findes ingen visitation sted, men er en rettighed man får via indbetalte

bidrag.

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

For at have ret til efterløn skal følgende betingelser være opfyldt:

Man skal

•

være medlem af en a-kasse,

•

have nået efterlønsalderen ,

•

have været medlem i mindst 30 år (der er fastsat særlige regler for personer, der

er født før 1976),

•

have indbetalt efterlønsbidrag i 30 år, og senest fra den dag, man er fyldt 30 år,

(der er fastsat særlige regler for personer, der er født før 1976),

Side 113 af 514

•

kunne opfylde betingelserne for ret til dagpenge ved ledighed,

have fået indberettet værdien af pensionsformuen.

Øvrige kriterier der lægger sig til ophold, bopæl, statsborgerskab og lignende.

Man skal have bopæl her i riget eller i et andet EØS-land for at modtage efterløn.

I særlige tilfælde kan arbejdsløshedsforsikringsperioder under ophold i et andet EU/EØS-land

medregnes i anciennitetskravet - mod efterbetaling af efterlønsbidraget - men generelt er ef-

terlønsordningen undtaget fra sammenlægning, jf. artikel 66 i forordning (EF) nr. 883/04.

Efter overgang til efterløn kan man frit tage ophold i et andet EU/EØS-land (og Schweiz) og

få udbetalt efterløn.

Man kan få udbetalt efterløn, hvis man opholder sig uden for EU/EØS-land og Schweiz i

sammenlagt op til 3 måneder pr. kalenderår. Hvis opholdet i udlandet uden for EU/EØS-

området og Schweiz overstiger 3 måneder, kan man ikke modtage efterløn for den periode,

der overstiger de 3 måneder. Man kan dog bevare retten til efterløn ved ophold ud over 3

måneder, hvis opholdet strækker sig hen over et årsskifte.

Hvis man tager fast ophold uden for EU/EØS-området og Schweiz, kan man ikke modtage

efterløn.

Brug af ydelsen

Udgiften til efterløn er i dag knap 22 mia. kr. (ekskl. skattefri præmie, men inkl. egenbeta-

ling) for stat og kommuner under ét, jf. 2009-regnskabet (2011-pl). Pr. 1. april 2010 var der

godt 136.000 personer, som modtog efterløn. Antallet af modtagere med udenlandsk stats-

borgerskab skønnes at være på ca. 1.800, dvs. knap 1,3 pct. af samtlige efterlønsmodtagere

Heraf er ca. 40 bosat i udlandet, det er ca. 2,2 pct. af gruppen.

Modtagerne af efterløn fordeler sig således, at der er ca. 1.000 personer med statsborgerskab

fra et andet EU/EØS-land og knap 800 personer fra 3. lande, som modtager efterløn. Antallet

af flygtninge på efterløn, skønnes at udgøre knap 100, jf. tabel 4.18.

Tabel 4.18

Antallet af efterlønsmodtagere med et andet statsborgerskab end dansk pr. 1. april

2010 fordelt på, hvor de er bosat

Statsborgerskab

EU/EØS ekskl. Danmark

3. lande

Flygtninge

I alt

Bosat i Danmark

958

760

1.810

Bosat i udlandet

Under 5

Anm.: Flygtninge er her beregnet som personer med statsborgerskab fra et af de lande som Danmarks Statistik

normalt kategoriserer som flygtningeland.

Kilde: Pensionsstyrelsen.

4.3.4 Fleksydelse

Overordnet formål med ydelsen

Fleksydelsesordningen blev indført med virkning fra 1. juli 2001. Ordningen var et led i afta-

len om en førtidspensionsreform og det rummelige arbejdsmarked fra december 2000.

Formålet med fleksydelsesordningen er så vidt muligt at give personer, der er visiteret til

fleksjob samme muligheder for frivilligt at trække sig tilbage fra arbejdsmarkedet som perso-

ner på det ordinære arbejdsmarked.

Side 114 af 514

Fleksydelsesordningen svarer derfor som overvejende hovedregel til efterlønsordningen. I

modsætning til i efterlønsordningen kan man ikke opnå en højere fleksydelse eller et lempeli-

gere pensionsfradrag ved at udskyde overgangen til fleksydelse.

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

For at have ret til fleksydelse skal man blandt andet

•

have nået fleksydelsesalderen,

•

før overgang til fleksydelse være visiteret til fleksjob,

•

betale fleksydelsesbidrag og senest fra det 30. år have indbetalt fleksydelsesbidrag el-

ler været medlem af en anerkendt arbejdsløshedskasse og har indbetalt efterlønsbi-

drag, som ikke senere er tilbagebetalt, i sammenlagt mindst 30 år. (der er fastsat sær-

lige regler for personer, der er født før 1976).

Øvrige kriterier der lægger sig til ophold, bopæl, statsborgerskab og lignende.

Alle, uanset nationalitet, kan få fleksydelse, hvis de opfylder de almindelige betingelser her-

for.

Arbejdsløshedsforsikringsperioder under ophold i et andet EU/EØS-land (før visitationen til

fleksjob) medregnes kun i anciennitetskravet, hvis den a-kasse, man var medlem af på tids-

punktet for tilbagevenden til Danmark, har medregnet den udenlandske forsikringsperiode til

anciennitetskravet i efterlønsordningen. Generelt er fleksydelsesordningen undtaget fra sam-

menlægning, jf. artikel 66 i forordning (EF) nr. 883/04.

Efter overgang til fleksydelse kan man frit tage ophold i et andet EU/EØS-land (og Schweiz)

og få udbetalt fleksydelse.

Man kan få udbetalt fleksydelse, hvis man opholder sig uden for EU/EØS-land og Schweiz i

sammenlagt op 3 måneder pr. kalenderår. Hvis opholdet i udlandet uden for EU/EØS-

området og Schweiz overstiger 3 måneder, kan man ikke modtage fleksydelse for den perio-

de, der overstiger de 3 måneder. Man kan dog bevare retten til fleksydelse ved ophold ud

over 3 måneder, hvis opholdet strækker sig hen over et årsskifte.

Hvis man tager fast ophold uden for EU/EØS-området og Schweiz, kan man ikke modtage

fleksydelse.

Brug af ydelsen

På finansloven for 2011 skønnes udgifterne til fleksydelse at udgøre 1,05 mia. kr. Der er ca.

6.500 fuldtidspersoner, som modtager fleksydelse.

Pr. 1. april 2010 var der godt 50 personer ikke-danske statsborgere registreret som modtagere

af fleksydelse. Det er primært udlændinge fra andre EU/EØS-lande efterfulgt af personer fra

3. lande, som modtager fleksydelse, jf. tabel 4.19.

Tabel 4.19.

Skøn over antallet af fleksydelsesmodtagere med et andet statsborgerskab end

dansk pr. 1. april 2010 fordelt på, hvor de er bosat

Statsborgerskab

EU/EØS ekskl. Danmark

3. lande

Flygtninge

I alt

Bosat i Danmark

Under 5

Bosat i udlandet

Under 5

Anm.: Flygtninge er her beregnet som personer med statsborgerskab fra et af de lande som Danmarks Statistik

normalt kategoriserer som flygtningeland.

Kilde: Pensionsstyrelsen.

Side 115 af 514

4.3.5 Folkepension

Overordnet formål med ydelsen

Folkepension er en varig forsørgelsesydelse, der udbetales til personer, der har nået folkepen-

sionsalderen. Folkepension sikrer pensionisterne et løbende forsørgelsesgrundlag.

Folkepensionen består af et grundbeløb og et pensionstillæg. Der kan endvidere ydes supple-

rende pensionsydelse (ældrecheck).

Folkepensionister har herudover mulighed for at søge om forskellige tillæg efter lov om soci-

al pension. Der er efter anden lovgivning en række særlige regler, der stiller folkepensionister

særligt gunstigt, eksempelvis reglerne om boligydelse.

Da pensionen er en forsørgelsesydelse, indtægtsreguleres den, hvis pensionistens og dennes

eventuelle ægtefælles eller samlevers indtægter overstiger nærmere fastlagte grænser.

En person, der har nået folkepensionsalderen og har beskæftigelse i et vist omfang har mulig-

hed for at vente med at få udbetalt folkepensionen (opsat pension) op til i alt 10 år mod sene-

re at få forhøjet folkepensionen med en venteprocent, der afhænger af, opsætningsperiodens

længde.

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

Personer skal være nået folkepensionsalderen for at kunne modtage folkepension. Folkepen-

sionsalderen er nu 65 år. Folkepensionsalderen bliver gradvis sat op fra 65 år til 67 år i perio-

den 2024 til 2027. Alderen sættes i denne periode op med

et halvt år årligt i denne periode

hvert år pr. 1. januar. Pensionsalderen for personer født efter den 31. december 1962, kan

blive højere end 67 år. Det skyldes, at pensionsalderen bliver reguleret fra 2030, i takt med at

befolkningen lever længere og længere. Reguleringen skal vedtages af Folketinget og bliver

varslet 15 år i forvejen af myndighederne. Den første varsling sker i år 2015.

Øvrige kriterier der lægger sig til ophold, bopæl, statsborgerskab og lignende

Som udgangspunkt skal en person være dansk statsborger og have fast bopæl i Danmark for

at være berettiget til folkepension. Personen skal desuden have haft fast bopæl her i riget i 3

år mellem det fyldte 15. år og folkepensionsalderen (en såkaldt mindstebopælstid). Der gæl-

der imidlertid nogle undtagelser.

Dansk indfødsret og optjening af mindste bopælstid

her i riget

Kravet om dansk statsborgerskab er fraveget for udlændinge, som har boet i riget i mindst 10

år fra det fyldte 15. år og til folkepensionsalderen, heraf 5 år umiddelbart op til folkepensi-

onsalderen.

Kravet om dansk statsborgerskab er desuden fraveget for flygtninge, der har fået opholdstil-

ladelse efter §§ 7 eller 8 i udlændingeloven og for personer omfattet af EF-forordning

883/2004 eller EF-forordning 1408/71. Herudover er kravet om statsborgerskab fraveget for

statsborgere fra lande, som Danmark har indgået konvention med om social sikring, og som i

øvrigt opfylder konventionens betingelser.

Da der er tale om en social sikringsydelse, får personer omfattet af EF-forordning 883/2004

medregnet optjeningstid i et EU/EØS-lande og Schweiz ved opgørelsen af om kravet om en

mindste bopælstid i Danmark er opfyldt.

Side 116 af 514

Bopæl i Danmark

For at få ret til dansk pension er udgangspunktet, at modtageren har fast bopæl her i riget.

Bopælskravet betyder, at pensionister som hovedregel skal have bopæl i Danmark både på

det tidspunkt, hvor personen får tilkendt pension, og ved udbetalingen af pensionen.

Kravet om fast bopæl i Danmark er fraveget i forordning 883/04 og i EF-forordning 1408/71

og i en række konventioner om social sikring, som Danmark har indgået med andre lande.

Desuden indeholder pensionsloven særregler mht. at kunne få dansk folkepension i udlandet

og mht. at kunne medtage dansk folkepension til udlandet.

Hvad der kan udbetales

Ved udbetaling af folkepension til pensionister i udlandet udbetales alene folkepensionens

grundbeløb. Borgere i EU/EØS-lande og Schweiz med ophold i et andet EU/EØS-land og

Schweiz kan få også få udbetalt pensionstillægget (og den supplerende pensionsydelse).

Optjening af ret til pension

Pensionens størrelse afhænger af bopælstiden, dvs. af, hvor mange år modtageren har haft

fast bopæl her i riget eller har haft hyre på dansk skib i optjeningsperioden.

Fuld folkepension er betinget af 40 års bopæl her i riget i perioden fra det 15. år til folkepen-

sionsalderen (65 år i dag). Ved en kortere bopælsperiode fastsættes folkepensionen efter for-

holdet mellem bopælsperioden og 40 år (brøkpension). Førtidspensionister, der overgår til

folkepension, får beregnet folkepensionen efter samme brøk som deres hidtidige førtidspen-

sion hvormed pensionen hidtil har været fastsat.

Ved lov nr. lov nr. 1603 af 22. december 2010 om ændring af lov om social pension, der tråd-

te i kraft den 1. januar 2011, er flygtninges adgang til efter § 9 i lov om social pension, at

sidestille bopælstid i oprindelseslandet med bopæl her i riget, ophævet ved ansøgning om

folkepension. Tilsvarende kan bopælstid i andre lande, hvori den pågældende har haft bopæl

på et grundlag, der svarer til det, der er nævnt i § 7 i udlændingeloven, heller ikke længere

sidestilles med bopæl her i riget, ved tilkendelse af folkepension.

Loven fik umiddelbar virkning for flygtninge, som indrejser til Danmark den 1. januar 2011

eller senere.

Der er dog fastsat en 10-årig overgangsbestemmelse for udlændinge, der er meddelt ophold i

Danmark efter udlændingelovens § 7 eller § 8, som er indrejst i Danmark før 1. januar 2011,

og som opnår folkepensionsalderen før den 1. januar 2021. Denne persongruppe er omfattet

af den hidtil gældende § 9 i lov om social pension ved opgørelse af optjeningsgrundlaget for

ret til folkepension.

Brug af ydelsen

I 2007 skønnes der med en vis usikkerhed at være omkring 830.000 folkepensionister, hvoraf

danske statsborgere med ca. 822.500 personer udgør langt hovedparten. Det anslås, at knap

5.200 folkepensionister er EU/EØS-statsborgere, 4.600 personer er fra 3. lande og 3.100 er

flygtninge, jf. tabel 4.20.

På finansloven 2011 skønnes udgifterne til folkepensionens grundbeløb og pensionstillægget

at være på 102.414,5 mio.kr., hvoraf 1.583,6 mio. kr. udbetales til personer bosat i udlandet.

Side 117 af 514

Tabel 4.20.

Skøn over antallet af modtagere af folkepension samt udgifter hertil fordelt på

statsborgerskab

Statsborgerskab

Dansk

EU/EØS ekskl. Danmark

3. lande

Flygtninge

I alt

Antal

Grundbeløb

822.500

5.160

4.590

3.100

830.700

64.684,0

333,6

240,6

216,6

65.234,2

Udgift (mio. kr. PL2011))

Pensionstillæg

36.834,6

187,1

148,7

163,2

37.184,9

Anm.: Flygtninge er her beregnet som personer med statsborgerskab fra et af de lande som Danmarks Statistik

normalt kategoriserer som flygtningeland.

Kilde: Pensionsstyrelsen.

4.3.6 Reintegrationsbistand

Overordnet formål med ydelsen

Repatrieringsloven indeholder mulighed for, at visse grupper af ældre og/eller uarbejdsdygti-

ge udlændinge, der er omfattet af repatrieringslovens § 3, stk. 1 eller 7, kan modtage reinte-

grationsbistand, der er en løbende, pensionslignende månedlig ydelse. Formålet med be-

stemmelsen er at give ældre og/eller uarbejdsdygtige udlændinge, der ønsker at vende perma-

nent tilbage til deres hjemland eller tidligere opholdsland, men som ikke har mulighed herfor

på grund af manglende forsørgelsesgrundlag, et økonomisk grundlag for at repatriere.

Kriterier i forhold til udlændinges ret til ydelsen

Det er en betingelse for at modtage ydelsen, at ansøger er omfattet af repatrieringslovens

personkreds, der omfatter flygtninge m.v., familiesammenførte til flygtninge m.v., andre fa-

miliesammenførte udlændinge, der har haft opholdstilladelse i mindst 5 år, samt andre ud-

lændinge efter ansøgning til integrationsministeren.

Det er en forudsætning for hjælpen, at ansøgeren vender tilbage med henblik på varigt ophold

i hjemlandet og således opgiver sin bopæl i Danmark.

Alle ansøgere uanset opholdsgrundlag skal endvidere have haft opholdstilladelse i Danmark i

5 år.

Herudover skal ansøgeren på tidspunktet for repatrieringen enten være fyldt 55 år, eller op-

fylde betingelserne for at modtage førtidspension eller være fyldt 50 år og på grund af sin

helbredstilstand eller lignende forhold ikke kunne antages at kunne skaffe sig et forsørgelses-

grundlag i hjemlandet eller det tidligere opholdsland.

Det er en betingelse, at udlændingen ikke selv er i besiddelse af midler, der kan dække beho-

vet.

Udlændingen skal endelig som udgangspunkt opholde sig i Danmark, når ansøgningen indgi-

ves. Når hjælpen udbetales, er den i sagens natur eksportabel.

Reintegrationsbistandens størrelse afhænger af, hvilket land den pågældende ønsker at repa-

triere til. Landene er opdelt i 2 landegrupper efter leveomkostningsniveauet i det enkelte land.

5-årig udbetaling

Gruppe 1 (f.eks. Bosnien-

Hercegovina, Irak og Libanon)

Gruppe 2 (f.eks. Israel, Japan og

USA)

2.500 kr.

4.500 kr.

Livslang ydelse

2.000 kr.

3.600 kr.

Side 118 af 514

Brug af ydelsen

Det fremgår af finansloven for 2011, at det skønnes, at 210 personer vil få tilkendt reintegra-

tionsbistand i 2011, hvilket svarer til en udgift på 6,2 mio. kr.

Repatrieringsloven blev ændret i marts 2010 med virkning pr. 1. januar 2010, hvorefter bl.a.

reintegrationsbistanden for de fleste nationaliteters vedkommende blev markant forhøjet fra

hhv. 1.400/1.500 kr. pr. måned i 5 år til 2.500 kr. pr. måned i 5 år. Endvidere blev der indført

en supplerende reintegrationsbistand på 1000 kr. pr. måned i 5 år eller 800 kr. pr. måned i

livslang ydelse for de udlændinge, der havde fået opholdstilladelse i Danmark før den 1. juli

2002. Den forbedrede ordning har medført en betydelig stigning i antallet af repatrierede fra

129 i 2009 til 355 i 2010 og dermed også i antallet af udlændinge, der modtager repatrie-

ringsbistand.

Det bemærkes, at danske og nordiske statsborgere, og statsborgere fra EU/EØS-lande samt

Schweiz ikke er omfattet af repatrieringsloven.

Reintegrationsbistand udbetales først efter udlændingens tilbagevenden til hjemlandet eller

det tidligere opholdsland, hvorfor ydelsen som altovervejende udgangspunkt forbruges i ud-

landet.

4.4 Sociale tillægsydelser

4.4.1 Særlige regler om hjælp til visse persongrupper, der ikke har optjent ret

til social pension eller til fuld social førtidspension

Overordnet formål med ydelsen

Aktivloven indeholder særlige regler for hjælp eller supplerende hjælp til forsørgelse til

visse persongrupper, der ikke har optjent ret til social pension eller ret til fuld social før-

tidspension på grund af optjeningsreglerne i pensionslovene.

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

Hjælp efter aktivlovens § 27 til personer, der ikke har ret til social pension på baggrund af

reglerne om optjening

Personer, der efter aktivlovens § 27 opfylder betingelserne for at få kontanthjælp, kan højst få

et månedligt beløb, der svarer til, hvad der ydes en gift folkepensionist uden andre indtægter

end folkepensionen, hvis 1) de har nået efterlønsalderen som fastsat i lov om arbejdsløsheds-

forsikring m.v., og 2) ikke kan få social pension på grund af betingelserne om optjening.

Børn under 18 år af de personer, der er omfattet af § 27, og som ikke er berettiget til børnetil-

skud kan højst modtage en månedlig støtte på 2.700 kr. (2011 niveau). Der ydes et støttebeløb

pr. familie uanset antallet af børn.

Det er uden betydning for selve anvendelsen af reglen, om ansøger er berettiget til pension

efter anden lovgivning. Det er alene optjent ret til pension efter pensionsloven, der kan til-

lægges betydning.

Ydelsen udgør, uanset om pågældende er reelt enlig eller ej, et månedligt beløb, der svarer til,

hvad der ydes en gift folkepensionist uden andre indtægter end folkepensionen. Det vil sige,

at satsen er lavere end voksensatsen på kontanthjælp.

Hjælpen ydes efter aktivlovens regler. Det betyder eksempelvis, at ansøgeren ikke er beretti-

get til hjælp, hvis ansøgeren og ægtefællen har formue, der kan dække det økonomiske be-

Side 119 af 514

hov. Det betyder endvidere, at der tages hensyn til såvel egne som ægtefælleindtægter. Ydel-

se af hjælp forudsætter i lighed med andre ydelser efter aktivloven, at modtageren opholder

sig her i landet.

Ved indførelse af starthjælpen fra 1. juli 2002, som har lavere satser end kontanthjælp, blev

hjælpen efter aktivlovens § 27 gjort betinget af de samme opholdskrav som for kontanthjælp i

øvrigt. Det betyder, at personer, der er fyldt 60 år og som ikke opfylder opholdskravet for

kontanthjælp, og som ikke kan få social pension på grund af betingelserne for optjening, kan

modtage starthjælp efter de sædvanlige satser.

Supplerende hjælp efter aktivlovens § 27 a

Det fremgår af lovens § 27 a, at: ”Hjælpen til personer, der ikke modtager fuld førtidspension

efter lov om social pension på grund af betingelserne om optjening, kan pr. måned højst ud-

gøre det beløb, der ville kunne udbetales, hvis ansøgeren havde været berettiget til fuld før-

tidspension. For personer, der ikke opfylder betingelserne i § 11, stk. 3-6, for at få kontant-

hjælp, kan hjælpen pr. måned højst udgøre et beløb, der svarer til starthjælpen.”

Hjælpen ydes efter aktivlovens regler, herunder reglerne for starthjælp eller kontanthjælp. Det

betyder eksempelvis, at ansøgeren ikke er berettiget til hjælp, hvis ansøgeren og ægtefællen

har formue, der kan dække det økonomiske behov. Det betyder endvidere, at der tages hensyn

til såvel egne som ægtefælleindtægter, herunder de beløb ansøgeren modtager i pension fra

Danmark eller fra udlandet. Ydelse af hjælp forudsætter i lighed med andre ydelser efter ak-

tivloven, at modtageren opholder sig her i landet.

Ved indførelse af starthjælpen fra 1. juli 2002, som har lavere satser end kontanthjælp, blev

hjælpen efter § 27 a gjort betinget af de samme opholdskrav som for kontanthjælp i øvrigt,

dvs. krav om lovligt ophold her i riget i mindst 7 af de sidste 8 år. Det betyder, at personer,

der ikke opfylder opholdskravet, og som ikke modtager fuld førtidspension på baggrund af

betingelserne om optjening, derfor maksimalt kan opnå starthjælp efter de sædvanlige takster.

Ankestyrelsen har i Principafgørelserne nr. 1-11, 2-11 og 3-11 truffet afgørelser om niveauet

for supplement til brøkpension efter aktivlovens § 27 a, for henholdsvis en gift pensionist, en

enlig forsørger og en gift forsørger.

Følgende fremgår af afgørelserne:

En førtidspensionist, der modtager brøkpension, ville - hvis pensionisten ikke særskilt var

omfattet af § 27a i aktivloven - opfylde betingelserne for at få løbende supplerende hjælp til

forsørgelse efter reglerne i § 25 og § 26.

Det fremgår særligt af afgørelse nr. 1-11

En gift brøkpensionist, som opfylder betingelserne for kontanthjælp, skal derfor for det første

have suppleret sin brøkpension op til niveauet for kontanthjælp som gift.

Det fremgår særligt af afgørelse nr. 2-11

En enlig brøkpensionist, som har forsørgelsespligt over et mindreårigt barn, og som opfylder

betingelserne for kontanthjælp, skal derfor for det første have suppleret sin brøkpension op til

niveauet for kontanthjælp som enlig forsørger.

Det fremgår særligt af afgørelse 3-11

En gift brøkpensionist, som har forsørgelsespligt over mindreårige børn, og som opfylder

betingelserne for kontanthjælp, skal derfor for det første have suppleret sin brøkpension op til

Side 120 af 514

niveauet for kontanthjælp som gift forsørger.

Herudover skal kommunen tage stilling til, om brøkpensionisten har ret til et behovsbestemt

supplement.

Den samlede hjælp kan dog ikke overstige den fulde førtidspension.

Kommunen skal ved udmålingen af supplement til brøkpension således foretage to vurderin-

ger.

Den første vurdering består i, at den samlede hjælp i form af brøkpension og supplement til

brøkpension som minimum skal svare til det niveau, som borgeren ville have været berettiget

til at få udbetalt løbende efter reglerne om løbende hjælp til forsørgelse i aktivloven. Det

betyder, at supplement til brøkpension skal udmåles efter reglerne i aktivloven, herunder

reglerne for starthjælp eller kontanthjælp og med fradrag for indtægter og formue. På samme

måde som ved almindelig udmåling af løbende hjælp til forsørgelse efter aktivloven indgår

eventuel boligstøtte samt særlig støtte efter aktivlovens § 34 ikke ved beregningen af hjælpen.

Ved beregningen indgår oplysninger om borgerens og ægtefællens bruttoindtægter.

Den anden vurdering indebærer, at kommunen skal tage stilling til, om brøkpensionisten her-

udover har ret til yderligere supplement op til et maksimalt niveau, der svarer til fuld førtids-

pension. Der er tale om et behovsbestemt supplement, der forudsætter en konkret vurdering

af de økonomiske forhold.

Øvrige kriterier der lægger sig til ophold, bopæl, statsborgerskab og lignende.

Alle udlændinge med lovligt ophold i Danmark kan søge om hjælp efter aktivlovens §§ 27 og

27 a.

Brug af ydelsen

Der foreligger ikke nogen detaljeret oplysninger om hvem, der får hjælp efter § 27 og § 27 a

fordelt på oprindelsesland.

Udgifterne til hjælp efter § 27 og § 27 a er 176 mio. kr. årligt til 2.300 helårspersoner, jf.

finansloven 2011.

4.4.2 Børne- og ungeydelse (”børnecheck”)

Overordnet formål med ydelsen

Historisk har formålet med børne- og ungeydelsen (indtil 2011 kaldet børnefamilieydelsen)

været en erkendelse af, at evnen til at betale skat afhænger af antallet af børn i husstanden.

Det er også i dag lovens formål at skatteydere til Danmark med børn, skal have en vis øko-

nomisk støtte af staten. Bl.a. derfor har ydelsen også tidligere været en ”skatteregel” i form af

et bundfradrag.

Siden skattereformen i 1987 har børne- og ungeydelsen været en skattefri og indkomstuaf-

hængig ydelse, der udbetales til alle forældre med børn og unge under 18 år med hjemsted i

Danmark. Børne- og ungeydelsen er således en overførelsesindkomst og dermed ikke omfat-

tet af regerings skattestop.

Børne- og ungeydelsen kan under særlige omstændigheder bortfalde. Det kan eksempelvis

ske, hvis den unge ikke følger sin uddannelsesplan og dermed ikke er i uddannelse eller i

arbejde.

Side 121 af 514

Fra 2011 er der lagt et loft over det samlede ydelsesbeløb, som en modtager årligt kan mod-

tage. Loftet udgør 35.000 kr.

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

Af lov om en børne- og ungeydelse § 2 fremgår nedenstående 7 betingelser, som skal være

opfyldt for at danske- og tredjelandsstatsborgere kan få udbetalt ydelsen. Den 7. betingelse –

der indfører et generelt optjeningsprincip gældende for

alle

- får dog først virkning fra den 1.

januar 2012.

Retten til børne- og ungeydelse er betinget af:

1. at den person, der har forældremyndigheden over barnet eller har taget barnet i pleje

med henblik på adoption, er fuldt skattepligtig efter kildeskatteloven § 1,

2. at barnet ikke har indgået ægteskab,

3. at barnet ikke er anbragt uden for hjemmet efter lov om social service, ikke sammen

med en indehaver af forældremyndigheden er optaget i en døgnforanstaltning efter

lov om social service eller i øvrigt forsørges af offentlige midler,

4. at kommunalbestyrelsen ikke for det pågældende kvartal har truffet afgørelse om

manglende efterlevelse af forældrepålæg efter lov om social service § 57a, stk. 6,

5. at kommunalbestyrelsen ikke for den kommende pågældende måned har givet med-

delelse til told- og skatteforvaltningen, om at en afgørelse om manglende efterlevelse

af pligten til uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet for 15-17-årige, jf. § 2a,

stk. 3, i lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt pligt til uddannelse, be-

skæftigelse m.v., skal have den virkning, at ungeydelsen skal standses,

Øvrige kriterier der lægger sig til ophold, bopæl, statsborgerskab og lignende.

6. Retten til børne- og ungeydelsen er som udgangspunkt betinget af at barnet faktisk

opholder sig her i landet, jf. § 2, stk. 1, nr. 2 i lov om en børne- og ungeydelse smh. §

5, stk. 1, nr. 2 i lov om børnetilskud og forskudsvis udbetaling af børnebidrag, jf. dog

denne lovs § 5, stk. 3.

7. Derudover skal mindst en af de personer, der har forsørgelsespligten over for barnet,

have haft bopæl eller beskæftigelse i Danmark i mindst 2 år inden for de seneste 10

år forud for den periode, udbetalingen vedrører. Hvis kravet i 1. pkt. ikke er opfyldt,

udbetales en forholdsmæssig andel af ydelsen efter 3. pkt., hvis betingelserne herfor i

øvrigt er opfyldt. Efter 6 måneders bopæl eller beskæftigelse i Danmark inden for de

seneste 10 år udbetales 25 pct. af ydelsen, efter 12 måneders bopæl eller beskæftigel-

se i Danmark inden for de seneste 10 år udbetales 50 pct. af ydelsen, og efter 18 må-

neders bopæl eller beskæftigelse i Danmark inden for de seneste 10 år udbetales 75

pct. af ydelsen.

En EU/EØS-borger, der har forsørgelsespligten for et eller flere børn, er ydelsesberettigede

ved at tage arbejde eller bopæl i Danmark. Optjeningsprincippet, der gælder fra år 2012, om-

fatter også EU/EØS-borgere.

Brug af ydelsen

Der udbetales årligt ca. 14,5 mia. kr. i børne- og ungeydelse til ca. 685.000 familier vedrø-

rende ca. 1,2 mio. børn under 18 år. Modtageren er typisk moderen. Frem mod år 2020 redu-

ceres udbetalingen som følge af indførelsen af et loft over den samlede børne- og ungeydelse

pr. modtager. Det reducerer udbetalingerne med ca. 1,2 mia. kr. på sigt.

Side 122 af 514

Det skønnes med en vis usikkerhed, at der sker udbetaling til omkring 4.000 personer fra

andre EU-lande end Danmark, som enten arbejder eller bor i Danmark. Disse ca. 4.000 per-

soner modtager børne- og ungeydelse for i alt ca. 6.000-6.500 børn bosat uden for Danmark.

Skatteministeriet har oplyst, at det ikke er muligt at angive et præcist skøn over, hvor meget

af den børne- og ungeydelse, der udbetales til personer fra andre EU-lande end Danmark

vedrørende børn bosat uden for Danmark, som forbruges i Danmark henholdsvis i udlandet.

4.4.3 Børnetilskud

Overordnet formål med ydelsen

Børnetilskud tilkommer barnet og udbetales som hovedregel til moderen.

Udbetaling af ydelser efter reglerne om børnetilskud (sociale tillægsydelser) har til formål at

udjævne forskelle i børnefamiliers økonomiske muligheder.

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

Efter børnetilskudsloven findes der tre slags børnetilskud:

Ordinært børnetilskud til børn af enlige forsørgere og af forældre, der begge modta-

ger folkepension eller førtidspension.

Ekstra børnetilskud, der sammen med det ordinære børnetilskud ydes til enlige, der

har barnet hos sig.

Særligt børnetilskud, der bl.a. ydes til børn, hvor den ene eller begge forældre er dø-

de eller hvis faderskabet ikke kan fastslås, eller hvis den ene eller begge forældre

modtager førtidspension.

Herudover findes en række specielle børnetilskudsydelser ydelser i form af flerbørnstilskud,

adoptionstilskud og et særligt børnetilskud til uddannelsessøgende forældre.

Herudover indeholder børnetilskudsloven regler om, at

børnebidrag

udbetales af det offentli-

ge, når bidraget ikke betales på forfaldsdagen. Børnebidraget skal være fastsat af statsforvalt-

ningen efter lov om børns forsørgelse.

Øvrige kriterier der lægger sig til ophold, bopæl, statsborgerskab og lignende.

Den, der skal have børnetilskud udbetalt, skal have dansk indfødsret eller - i tilfælde af udbe-

taling af ordinært og ekstra børnetilskud - fast bopæl her i landet. Barnet skal som udgangs-

punkt opholde sig i Danmark og barnet må ikke være forsørget af det offentlige eller have

indgået ægteskab.

Kravet om bopæl gælder ikke for statsborgere i Danmark og andre EU- og EØS-lande og

Schweiz, som derfor kan have ret til børnetilskud, mens de opholder sig eller bor i et andet

EU- eller EØS-land, hvis der er tale om arbejdstagere eller selvstændige erhvervsdrivende i

Danmark og deres familiemedlemmer. Dette skyldes, at der er tale om en social sikringsydel-

se.

Bopælskravet kan herudover være fraveget i en række andre tilfælde, f.eks. hvis en person

har ret til at modtage pension i udlandet eller hvis Danmark har indgået konventioner om

social sikring med andre lande, hvor børnetilskudslovens regler om indfødsret og bopæl er

fraveget.

Der gælder desuden særlige regler for udlændinge, som har fået opholdstilladelse i Danmark

efter § 7 eller § 8 i udlændingeloven. Det er tilstrækkeligt, at blot en af forældrene har fået

opholdtilladelse på dette grundlag

Side 123 af 514

Nyt krav om bopæl eller arbejde fra 1. januar 2012

Der indføres et nyt optjeningsprincip for at kunne få børnetilskud pr. 1. januar 2012.

Det betyder, at det bliver et krav, at mindst en af de personer, der har forsørgelsespligt over

for barnet skal have haft bopæl eller arbejde i Danmark i mindst 2 år inden for de seneste 10

for at få ret til fuldt børnetilskud.

Hvis årskravet ikke er opfyldt inden for de seneste 10 år, vil ydelsen blive nedsat forholds-

mæssigt de første 2 år afhængigt af hvor længe ydelsesmodtageren har haft bopæl eller arbej-

det her i landet.

Der vil være optjent ret til 25 pct. af den fulde ydelse efter et halvt års bopæl eller beskæfti-

gelse i Danmark, 50 pct. efter et år og 75 pct. efter 1�½ år. Ved mindre end 6 måneders bopæl

i Danmark har man ikke ret til børnetilskud.

Som følge af EU-retten ligestilles lønnet beskæftigelse og udøvelse af selvstændig erhvervs-

virksomhed i Danmark med bopæl i Danmark.

Brug af ydelsen

I 4. kvt. 2009 var der omkring 256.000 børn med børnetilskud, som enten kan være ordinært,

særligt og flerbørnstilskud. Med godt 200.000 børn får flest et ordinært børnetilskud, jf. tabel

4.21.

De samlede udgifter til børnetilskud (inkl. ekstra børnetilskud) var i 4. kvt. 2009 på godt 520

mio. kr.

Tabel 4.21.

Børn med børnetilskud fordelt efter tilskudsart, 4. kvt. 2009

Børn

Ordinært børnetilskud

Særligt børnetilskud

Flerbørnstilskud

I alt

201.000

36.000

19.000

256.000

Kilde: Danmarks Statistik.

Udlændinge skønnes at udgøre knap 5�½ procent af børnene med børnetilskud (dvs. ordinært,

særligt og flerbørnstilskud) i 4. kvt. 2007.

Det er særligt børn fra 3. lande efterfulgt af flygt-

ninge, som modtager børnetilskud, jf. tabel 4.22.

Ekstra børnetilskud ydes pr. familie og indgår derfor ikke i opgørelsen af børn med børnetilskud.

Den seneste periode med registerdata for børnetilskud i Lovmodellen er 4. kvt. 2007.

Side 124 af 514

Tabel 4.22.

Skøn over udlændinges andel af børnetilskud, 4. kvt. 2007

Ordinært børnetilskud

Særligt børnetilskud

Flerbørnstilskud

I alt

0,7

0,4

0,5

0,6

3. lande

2,9

4,5

1,6

3,1

Flygtninge Udlændinge i alt

5,0

1,5

7,9

3,0

2,5

0,5

1,7

5,4

Kilde: Lovmodellen og egne beregninger.

4.4.4 Boligsikring/boligydelse

Overordnet formål med ydelsen

Individuel boligstøtte ydes med det generelle sigte at sikre befolkningsgrupper med lavere

indtægter, herunder børnerige familier og pensionister, mulighed for at skaffe sig og opret-

holde en rimelig bolig.

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

Boligstøtte beregnes på grundlag af lejens størrelse, husstandens indkomst samt boligens

areal og husstandens sammensætning.

Ifølge lov om individuel boligstøtte medregnes følgende som medlemmer af husstanden:

ansøgeren (om boligstøtte), dennes ægtefælle, hjemmeværende børn og andre, der har fast

ophold i lejligheden uden at være logerende. Det er personer, der faktisk har fast ophold i

boligen, som indgår i husstanden.

Boligsikring ydes som hovedregel kun til lejere og ikke ejer-/eller andelsboliger.

Boligydelse (for pensionister) ydes både til lejere og ejere eller andelshavere (som lån til

ejere eller andelshavere).

Øvrige kriterier der lægger sig til ophold, bopæl, statsborgerskab og lignende.

Husstanden

Personer, der alene opholder sig i en bolig på grund af en ansøgning om opholdstilladelse

efter udlændingeloven, anses ikke for at have fast bopæl her i landet og betragtes hverken

som husstandsmedlem eller logerende.

Hvis der efter lov om børne- og ungeydelse træffes afgørelse om, at et barns ophold her i

landet ikke er opfyldt, medregnes barnet ikke i beregningen af boligstøtte. Når betingelsen

om barnets ophold her i landet opfyldes igen, medregnes barnet igen i boligstøtten.

Ejere eller andelshavere i private andelsforeninger, der modtager folkepension, har efter an-

søgning ret til boligstøtte som lån. Retten omfatter tillige personer, der har bopæl i Danmark,

og som modtager en tilsvarende udenlandsk alderspension, som EF-forordninge 883/2004

finder anvendelse på.

Retten til boligstøtte for førtidspensionister omfatter tillige personer, der har bopæl i Dan-

mark, og som modtager en tilsvarende udenlandsk pension, som EF-forordninge 883/2004

finder anvendelse på.

Bopælskrav

Retten til boligstøtte er betinget af, at ansøgeren har fast bopæl her i landet, og at ansøgeren

benytter en bolig her i landet til helårsbeboelse.

Udbetaling af boligstøtte forudsætter, at den pågældende ansøger har fået enten varig eller

midlertidig opholdstilladelse efter udlændingeloven.

Side 125 af 514

Ved midlertidigt ophold i udlandet normalt ikke over 6 måneder er formodningen for, at der

stadig vil være tale om fast bopæl.

Boligydelse bortfalder, hvis pensionisten flytter til udlandet, selv om pensionisten i øvrigt

bevarer selve pensionen efter lovgivningens regler om ret til dansk pension i udlandet.

Ved midlertidigt ophold i udlandet – normalt ikke over 6 måneder bevarer pensionisten dog

retten til boligydelse i samme omfang som retten til pension.

Boligen skal rent faktisk benyttes som helårsbeboelse. Der kan således ikke opnås boligstøtte,

hvis en person har tilmeldt sig folkeregistret, men ikke på noget tidspunkt er flyttet ind i lej-

ligheden.

Brug af ydelsen

På finansloven for 2011 skønnes udgiften til boligstøtte at udgøre 11,7 mia. kr. Der udbetales

kun boligstøtte til personer med bopæl i Danmark, som bor herboende i egentlige boliger.

Pr. 1. april 2010 var der ca. 516.000 personer, der modtog boligstøtte. Antallet af modtagere

af boligstøtte med udenlandsk statsborgerskab er på knap 29.700 personer. Hermed udgør

udlændinge knap 6 pct. af samtlige modtagere af boligstøtte. Udlændinge modtager ca. 640

mio. kr. (2011-pl) i boligstøtte.

Blandt de udlændinge, som modtager boligstøtte, udgør personer fra 3. lande den største

gruppe med knap 12.000 personer. Herefter følger flygtninge, hvor omkring 11.200 personer

skønnes at modtage boligstøtte, jf. tabel 4.23.

Tabel 4.23.

Antallet af boligstøttemodtagere med et andet statsborgerskab end dansk, pr. 1.

april 2010

Statsborgerskab

EU/EØS ekskl. Danmark

3. lande

Flygtninge

I alt

Bosat i Danmark

6.583

11.880

11.202

29.665

Anm.: Flygtninge er her beregnet som personer med statsborgerskab fra et af de lande som Danmarks Statistik

normalt kategoriserer som flygtningeland.

Kilde: Pensionsstyrelsen.

4.4.5 Enkeltydelser efter aktivloven

Overordnet formål med ydelsen

Borgere kan søge hjælp (tillægsydelse) i særlige tilfælde efter lov om aktiv socialpolitik.

Hjælpen er målrettet borgere, som ikke selv har mulighed for at afholde særlige udgifter.

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

Tilskud til enkeltudgifter, § 81

Hjælp til betaling af rimeligt begrundede udgifter forudsætter, at personen har været ude for

uforudsigelige ændringer i sine forhold (social begivenhed), der har medført udgifter, hvor

den pågældendes egen afholdelse af udgifterne i afgørende grad vil vanskeliggøre den pågæl-

dendes og familiens muligheder for at klare sig selv i fremtiden.

Efter en konkret vurdering kan der undtagelsesvis ydes hjælp til enlige eller familier til rime-

ligt begrundede enkeltudgifter, der har kunnet forudses, hvis afholdelsen er af helt afgørende

betydning for ansøgerens eller familiens livsførelse.

Side 126 af 514

Hvad der forstås ved rimeligt begrundede enkeltudgifter, vil afhænge af en konkret vurdering

i det enkelte tilfælde. Der kan dog for eksempel ikke ydes hjælp til løbende forsørgelse eller

til betaling af gæld til det offentlige.

Sygebehandling og medicin § 82

Personer kan få hjælp til betaling af udgifter til sygebehandling, medicin, tandbehandling og

lignende, hvis behandlingen er nødvendig og helbredsmæssig velbegrundet, og personen ikke

har økonomisk mulighed for selv at betale.

Det betyder, at kontanthjælpsmodtagere, studerende og andre personer med lav indkomst er

omfattet af denne regel. Førtidspensionister, der er tilkendt pension efter reglerne fra 1. januar

2003, kan også søge hjælp efter denne regel. Pensionister, der har mulighed for at søge om

personligt tillæg og helbredstillæg efter pensionsloven er derimod ikke omfattet.

Hjælpen kan ydes, hvis udgiften ikke dækkes efter anden lovgivning, f.eks. efter sundhedslo-

ven, og hvis behandlingen er nødvendig og helbredsmæssigt velbegrundet. Ansøgeren og

ægtefællen må ikke selv have økonomisk mulighed for at betale udgiften.

Det er hovedreglen, at hjælp ydes til udgifter ved behandling i det offentlige behandlingssy-

stem og kun undtagelsesvis ved behandling uden for det offentlige system.

Hvis kommunen yder hjælp til sygebehandling m.v. efter § 82, kan der samtidig ydes hjælp

til betaling af eventuelle transportudgifter.

Særlig hjælp vedrørende børn, §§ 83-84

Personer kan få hjælp til dækning af udgifter til samvær med egne børn under 18 år, og til et

barns forsørgelse ved forældremyndighed uden forsørgelsespligt.

Den forælder, som ikke har barnet boende hos sig, har mulighed for at søge om hjælp til ud-

gifter til transport, kost og deltagelse i aktiviteter. Den anden forælder, som har barnet boende

hos sig, har kun mulighed for at søge om hjælp til transportudgifter i forbindelse med sam-

vær.

Det er en betingelse, at ansøgeren ikke har økonomisk mulighed for at betale udgifterne.

Kommunen kan ikke yde hjælp til udgifter, som ikke vil kunne afholdes af en normal lønind-

tægt.

Der kan efter bestemmelsen også ydelse hjælp til kontakt med bortførte børn og til dækning

af forsørgelsesudgifter til et barn, når forældremyndigheden ved forældremyndighedsindeha-

vernes død er tillagt en anden, der ikke har forsørgelsespligt over for barnet.

Hjælp til flytning § 85

Personer kan efter bestemmelsen få hjælp til at flytte til en anden bolig, hvis flytnin-

gen forbedrer ansøgerens eller familiens bolig- eller erhvervsforhold, herunder en flytning,

hvor der flyttes fra en bolig med en boligudgift, der ikke svarer til ansøgerens eller familiens

økonomiske formåen, til en bolig med lavere boligudgift.

Det er en betingelse for at kommunen yder hjælp til en flytning, at hverken ansøgeren eller

ægtefællen har indtægter eller formue, der kan dække behovet. Kommunen kan for eksempel

yde hjælp til udgifter til transport af indbo og rejseudgifter for ansøgeren og familien.

Side 127 af 514

Dispositionen skal være rimelig set i forhold til ansøgerens samlede situation, herunder den

pågældendes mulighed for selv at afholde den fremtidige husleje.

En forbedring af erhvervsforholdene forudsætter, at ansøgeren er sikret arbejde, og at arbejdet

er mere end blot midlertidigt.

For at kunne yde hjælp til flytning til udlandet forudsætter det, at ansøgeren er statsborger i

eller har særlig tilknytning til vedkommende land eller, at ansøgeren er sikret varige arbejds-

muligheder i landet.

Øvrige kriterier der lægger sig til ophold, bopæl, statsborgerskab og lignende.

Alle udlændinge med lovligt ophold i Danmark kan søge om hjælp til alle ovennævnte ydel-

ser.

Brug af ydelsen

De samlede offentlige udgifter til enkeltudgifter skønnes i 2011 at være 492 mio. kr. til

59.000 helårsmodtagere. Pensionsstyrelsen har oplyst, at der ikke findes tal på, hvor mange

udlændinge der modtager hjælpen.

4.4.6 Efterlevelseshjælp

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med efterlevelseshjælpen er at yde økonomisk støtte til mindre velstillede efterle-

vende ægtefæller/samlevere.

Efterlevelseshjælp (social tillægsydelse) kan efter ansøgning ydes til efterlevende ægtefæl-

ler/samlevere, som ikke har ret til efterlevelsespension efter lov om social pension eller lov

om højeste, mellemste, forhøjet almindelig og almindelig førtidspension.

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

Efterlevelseshjælpen er et engangsbeløb, der afhænger af indtægt og formue.

Betingelserne for at få efterlevelseshjælp er, at ansøgeren i de seneste 3 år har levet sammen

med den person, der er afgået ved døden.

Øvrige kriterier der lægger sig til ophold, bopæl, statsborgerskab og lignende.

Det er som hovedregel en betingelse, at der har været samliv og fælles adresse her i landet.

Kravet om bopæl her i landet gælder dog ikke for personer, der efter EF-forordning nr.

883/04, afsnit II, med bopæl i en anden medlemsstat af EU/EØS er omfattet af dansk lovgiv-

ning om social sikring eller som pensionist eller familiemedlem til en pensionist modtager

sygehjælp for dansk regning. For disse personer gælder det, at der skal have været fælles

bopæl i de seneste 3 år inden for EU-/EØS-området.

Efterlevelseshjælpen kan udbetales til danske statsborgere og EU/EØS borgere med bopæl i

et EU/EØS land.

Brug af ydelsen

De samlede offentlige udgifter til efterlevelseshjælp skønnes i 2011 at være 1,5 mio. kr. Der

findes ikke tal over antallet af modtagere af efterlevelseshjælp, og det er derfor heller ikke

muligt at udarbejde et skøn over i hvilket omfang udlændinge modtager efterlevelseshjælp.

Side 128 af 514

4.4.7 Varmetillæg

Overordnet formål med ydelsen

Folkepensionister og førtidspensionister på den gamle ordning (dvs. førtidspension tilkendt

før 1. januar 2003) kan søge om varmetillæg.

Formålet med tillægget er at yde tilskud til pensionisters opvarmningsudgifter.

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

Der kan både ydes varmetillæg til opvarmning af ejer-, andels- og lejeboliger. Varmetillæg

kan alene ydes til de egentlige opvarmningsudgifter, herunder udgiften til opvarmning af

varmt vand, dvs. udgifter til køb af el, gas, olie og andre brændselsformer. Faste udgifter til

drift og vedligeholdelse af forsyningsanlægget kan derimod ikke dækkes af varmetillægget.

Pensionisten skal selv betale en andel af varmeudgiften.

Varmetillægget indtægtsreguleres.

Øvrige kriterier der lægger sig til ophold, bopæl, statsborgerskab og lignende.

Varmetillæg kan som udgangspunkt kun udbetales til pensionister, der modtager dansk pen-

sion, og har bopæl/ophold i Danmark.

Danske pensionister der opfylder betingelserne for at kunne medtage pensionen til udlandet

(se tekstbidraget om folkepension), vil også kunne få varmetillægget udbetalt i udlandet (bå-

de EU/EØS-landene og øvrige udland) Udlændinge, der får tilkendt dansk pension, vil ikke

kunne medtage varmetillægget ved flytning til hjemlandet/udlandet.

EU/EØS borgere, der modtager dansk pension vil også kunne modtage varmetillæg og med-

tage tillægget ved bopæl i andet EU/EØS-land.

Brug af ydelsen

De samlede offentlige udgifter til varmetillæg i 2011 skønnes at være på 460,4 mio. kr. for

250.000 modtagere. Pensionsstyrelsen har oplyst, at der ikke findes tal på, hvor mange ud-

lændinge, der modtager varmetillæg.

4.4.8 Personligt tillæg

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med det personlige tillæg er at dække rimelige og nødvendige udgifter for folkepen-

sionister og førtidspensionister på den gamle ordning (tilkendt før 1. januar 2003), der har

særligt vanskelige økonomiske forhold.

Der er ikke fastsat nærmere retningslinier for, hvilke udgifter der kan søges personligt tillæg

til. For eksempel kan der søges om personligt tillæg til at dække resterende udgifter til ydel-

ser, som pensionisten har fået helbredstillæg til, eller f.eks. som supplement til en nedsat pen-

sion (brøkpension).

Udgifter til forsørgelse af pensionisters børn kan dækkes efter reglerne om personligt tillæg,

hvis pensionisten har forsørgelsespligt over for dem, og betingelserne i øvrigt er opfyldt.

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

Kommunen træffer afgørelse efter en konkret individuel vurdering af pensionistens indtægts-

forhold, herunder størrelsen af den sociale pension og alle andre indtægter og formue - sam-

Side 129 af 514

menholdt med størrelsen af de rimelige og nødvendige udgifter. Det indgår i vurderingen, om

pensionisten ved en rimelig tilrettelæggelse af sin økonomi selv burde kunne dække udgiften

helt eller delvist.

Personligt tillæg kan ydes som et engangsbeløb eller som en løbende ydelse, hvis betingel-

serne ved hver udbetaling fortsat er til stede.

Øvrige kriterier der lægger sig til ophold, bopæl, statsborgerskab og lignende.

Pensionister der opfylder betingelserne for at kunne modtage pension i udlandet, vil også

kunne søge personligt tillæg efter den danske pensionslov, hvis der ikke kan ydes hjælp efter

den sociale lovgivning i bopælslandet.

Personer, der er omfattet af EF-forordning 883/04 og EF-forordning 1408/71, har ret til at få

udbetalt dansk pension inden for området EU/EØS og Schweiz på samme vilkår som danske

statsborgere. Disse personer vil også kunne søge personligt tillæg på samme vilkår som dan-

ske statsborgere.

Udlændinge vil skulle opfylde de almindelige betingelser for ret til dansk pension for eventu-

elt at kunne få ret til personligt tillæg (se tekstbidrag om folkepension).

Brug af ydelsen

De samlede offentlige udgifter til personligt tillæg skønnes i 2011 at være på 128,5 mio. kr.

Ifølge Pensionsstyrelsen findes der ikke tal/skøn over antallet af modtagere af personligt til-

læg, og det er derfor ikke muligt at opgøre omfanget af udlændinges brug af ydelsen.

4.4.9 Helbredstillæg

Overordnet formål med ydelsen

Helbredstillæg ydes målrettet til de pensionister, der har helbredsrelaterede udgifter, men

begrænsede indtægter og begrænset likvid formue ved siden af pensionen.

Helbredstillæg omfatter to typer tillæg:

Det almindelige helbredstillæg, som kan ydes til dækning af pensionistens egne udgifter til

ydelser, som regionsrådet yder tilskud til efter sundhedsloven – f.eks. forskellige behandlin-

ger og undersøgelser ved tandlæge, fysioterapeut, psykolog m.fl. samt visse typer medicin.

Det udvidede helbredstillæg, som kan søges til dækning af pensionistens nødvendige udgifter

til f.eks. tandprotese, briller og fodbehandling, som der ikke kan ydes tilskud til efter sund-

hedsloven.

Generelle kriterier i forhold til adgang til ydelsen

Helbredstillæg kan søges af folkepensionister og førtidspensionister på den gamle ordning –

dvs. førtidspension tilkendt før 1. januar 2003.

Det almindelige helbredstillæg er et løbende tilskud, som fornyes automatisk hvert år, hvis

der ikke er sket væsentlige ændringer i pensionistens forhold.

Det udvidede helbredstillæg er et engangsbeløb, som kan bevilges, hvis udgiften efter kom-

munens konkrete, individuelle vurdering er nødvendig.

Det almindelige helbredstillæg kan maksimalt dække 85% af pensionistens egenbetaling,

men størrelsen at tilskuddet afhænger af pensionistens individuelle tillægsprocent. Den per-

Side 130 af 514

sonlige tillægsprocent skal være større en 0 og den likvide formue skal være mindre end

75.000 kr.

Øvrige kriterier der lægger sig til ophold, bopæl, statsborgerskab og lignende.

Helbredstillæg kan som udgangspunkt kun udbetales til pensionister, der modtager dansk

pension, og har bopæl/ophold i Danmark

Efter EU-retten er helbredstillægget en naturalydelse ved sygdom, der kan ydes til pensioni-

ster, der bor eller opholder sig i Danmark, og som modtager en dansk pension og/eller en

pension fra et land hvor EU´s forordninger om social sikring gælder.

Pensionister, der ikke har bopæl i Danmark, har under midlertidigt ophold i Danmark derfor

ret til helbredstillæg. Da naturalydelser ikke kan eksporteres, kan der alene ansøges om hel-

bredstillæg for behov, der er opstået i Danmark.

Udlændige vil skulle opfylde de almindelige betingelser for ret til dansk pension for eventuelt

at kunne få ret til helbredstillæg (se tekstbidrag om folkepension)

Brug af ydelsen

De samlede offentlige udgifter til helbredstillæg skønnes i 2011 at være på 952,3 mio. kr.

Ifølge Pensionsstyrelsen findes der ikke tal på hvor mange personer, der modtager helbreds-

tillæg. Det er derfor ikke muligt at opgøre antallet af udlændinge, som modtager helbredstil-

læg.

4.4.10 Handicaptillæg til studerende

Overordnet formål med ydelsen

Studerende, som modtager SU og går på en videregående uddannelse, kan søge om tillægs-

stipendium (handicaptillæg), hvis den studerende pga. en varig og betydelig funktionsnedsæt-

telse har meget betydelige fysiske eller psykiske begrænsninger i evnen til at påtage sig side-

løbende erhvervsarbejde.

Kriterier i forhold til udlændinges ret til ydelsen

Studerende, som er ligestillet efter danske regler eller EU/EØS-reglerne, har ret til at søge SU

og handicaptillægget hertil, se kriterier ovenfor under afsnit 4.2.1.

Brug af ydelsen

I 2009 var der knap 2.500 studerende, som modtog et handicaptillæg. Udgifterne hertil var

159,5 mio. kr.

Undervisningsministeriet har oplyst, at det på det foreliggende datagrundlag ikke er muligt at

opgøre i hvilket omfang udlændinge modtager handicaptillæg.

4.4.11 Flytte- og etableringstilskud i Almenboligloven

Overordnet formål med ydelsen

Der er i dag almene boligområder i Danmark, som enten er ghettoområder eller udsatte bolig-

områder. Både ghettoområderne og de udsatte boligområder har en række problemer. Et af de

væsentlige problemer er en skæv beboersammensætning, idet mange beboere er uden for

arbejdsmarkedet, en høj andel er dømt for straffelovsovertrædelser m.v., og en høj andel af

indvandrere og efterkommere fra ikke-vestlige lande bor i områderne.

Side 131 af 514

For at understøtte en mere blandet beboersammensætning har kommunalbestyrelserne mulig-

hed for at tilbyde flytte- og etableringstilskud til beboere, som flytter fra et alment boligom-

råde, hvor der er behov for at stimulere fraflytningen.

Adgangskriterier

Kommunen visiterer til ydelsen og kan fastsætte de nærmere vilkår for tilskuddet.

Etableringsudgifter kan f.eks. være hårde hvidevarer eller nye møbler, der passer til en ny

planløsning, eller det kan være økonomisk hjælp til at betale indskud i den nye bolig.

Modtagerne kan f.eks. være beboere udenfor arbejdsmarkedet eller beboere med en årsind-

komst under et vist niveau. Der kan ikke fastsættes kriterier for tildeling af flyttetilskud på

baggrund af køn, race eller religion eller nationalt tilhørsforhold.

Der er en stor andel af beboerne i de udsatte boligområder og ghettoområderne, som har en

anden etnisk baggrund end dansk, og mange af dem har en lav indkomst, ligesom mange er

ledige. Det betyder, at de kan være oplagte kandidater til at modtage flytte- og etableringstil-

skud.

Det er et kriterium for modtagelse af ydelsen at modtageren flytter fra en permanent bopæl i

et udsat boligområde til en permanent bopæl i et ikke problemramt boligområde inden for

kommunegrænsen.

Ydelsen er ikke trangsbestemt og svarer ikke til de faktiske udgifter. Det er altså muligt, at en

familie har flere udgifter til en flytning end tilskuddet dækker, men det omvendte kan også

være tilfældet. Det samlede tilskud en husstand kan modtage er 50.000 kr.

Brug af ydelsen

Socialministeriet har ikke kendskab til i hvilket omfang udlændinge modtager flytte- og etab-

leringstilskud. Socialministeriet har dog oplyst, at der generelt siden 2006 i meget begrænset

omfang er givet flytte- og etableringstilskud, men det præcise beløb kendes ikke.

4.4.12 Repatrieringsstøtte

Overordnet formål med ydelsen

Støtte til repatriering er reguleret i repatrieringsloven, jf. lovbekendtgørelse nr. 369 af 6. april

2010. Ordningen har til formål at understøtte udlændinges frivillige tilbagevenden til hjem-

landet eller tidligere opholdsland, jf. repatrieringslovens § 1.

Efter repatrieringslovens § 7 kan en udlænding i forbindelse med repatriering modtage øko-

nomisk hjælp til bl.a. udgifter til rejsen fra Danmark til hjemlandet, udgifter til transport af

personlige ejendele, udgifter til transport af udstyr, der er nødvendigt for udlændingens eller

denne families erhverv i hjemlandet, hjælp til etablering i hjemlandet, udgifter til sygeforsik-

ring i 1 år i hjemlandet, udgifter til medbragt lægeordineret medicin til højst 1 års forbrug

samt udgifter til medbragte nødvendige personlige hjælpemidler.

Kriterier i forhold til udlændinges ret til ydelsen

Det er en betingelse for at modtage ydelsen, at ansøger er omfattet af repatrieringslovens

personkreds, der omfatter flygtninge m.v., familiesammenførte til flygtninge m.v., andre fa-

miliesammenførte udlændinge, der har haft opholdstilladelse i mindst fem år, samt andre

udlændinge efter ansøgning til integrationsministeren.

Side 132 af 514

Det er en forudsætning for hjælpen, at ansøgeren vender tilbage med henblik på varigt ophold

i hjemlandet og således opgiver sin bopæl i Danmark.

For familiesammenførte udlændinge er det som udgangspunkt desuden en betingelse, at den

pågældende vender tilbage sammen med den person, der har dannet grundlag for opholdstil-

ladelsen.

Det er endvidere en betingelse for at modtage hjælpen, at den pågældende udlænding ikke er i

besiddelse af midler, der kan dække behovet.

Udlændingen skal endelig som udgangspunkt opholde sig i Danmark, når ansøgning om

hjælp til repatriering indgives. Når hjælpen udbetales, er den i sagens natur eksportabel.

Brug af ydelsen

Det fremgår af finansloven for 2011, at det skønnes, at 350 personer vil få udbetalt repatrie-

ringsstøtte i 2011, hvilket svarer til en udgift på 39,9 mio. kr.

Repatrieringsloven blev ændret i marts 2010 med virkning pr. 1. januar 2010, hvorefter bl.a.

hjælp til etablering blev forhøjet væsentligt fra knap 30.000 i 2009 til knap 120.000 kr. i

2010. Den forbedrede ordning har medført en betydelig stigning i antallet af repatrierede fra

129 i 2009 til 355 i 2010.

Det bemærkes, at danske og nordiske statsborgere og statsborgere fra EU/EØS-lande samt

Schweiz ikke er omfattet af repatrieringsloven.

Hjælp til repatriering dækker dels over udgifter, der er forbundet med selve flytningen til

udlændingens hjemland eller tidligere opholdsland, dels over hjælp til etablering, der i 2011

udgør 119.815 kr. for udlændinge over 18 år og 36.541 kr. for udlændinge under 18 år. Heraf

vil hjælpen til etablering som altovervejende udgangspunkt forbruges i udlandet.

4.5 Tillægsydelser - sundhed

Af kriterier i forhold til udlændinges ret til tillægsydelser på sundhedsområdet gælder

som

ved de af kapitel 5 beskrevne sundhedsydelser generelt – at der er tale om bopæl i Danmark,

eller rettigheder efter EU-retten.

4.5.1 Tilskud til ernæringspræparater

Der ydes tilskud til ernæringspræparater, som er ordineret af en læge i forbindelse med syg-

dom eller alvorlig svækkelse.

Brug af ydelsen

Udgifterne til ernæringspræparater udgjorde ca. 83 mio. kr. i 2009. Der blev solgt i alt

1.301.382 pakninger til 49.650 personer. Indenrigs- og sundhedsministeriet har oplyst, at

udlændinges tilskud til ydelsen på det foreliggende datagrundlag ikke kan opgøres.

4.5.2 Begravelseshjælp

Der ydes begravelseshjælp afhængig af afdødes og den efterlevende ægtefælles formue og

formuerettigheder.

Eksportabilitetsprincippet:

Efter EU-rettens koordineringsregler udbetales dansk begravelseshjælp efter dansk sikrede,

herunder danske pensionister med bopæl i et andet EU-/EØS-land.

Side 133 af 514

For sikrede fra andre EU-/EØS-lande med bopæl i Danmark skal begravelseshjælp udbetales

fra deres udenlandske forsikringsinstitution. Pensionister fra andre EU-/EØS-lande med bo-

pæl i Danmark, der ikke har ret til begravelseshjælp fra en udenlandsk forsikring, har ret til

dansk begravelseshjælp på samme vilkår som andre bosatte i Danmark.

Brug af ydelsen

Udgifterne til begravelseshjælp udgjorde ca. 134 mio.kr. i 2009. Indenrigs- og sundhedsmini-

steriet har oplyst, at udlændinges brug af begravelseshjælp på det foreliggende datagrundlag

ikke kan opgøres.

4.5.3 Tolkebistand

Der ydes vederlagsfri tolkebistand til personer, som har ret til lovens ydelser, og som har

behov herfor i forbindelse med behandling hos alment praktiserende læge og praktiserende

speciallæge samt sygehusbehandling.

Regionerne skal fra 1. juni 2011 opkræve gebyr for tolkebistand fra personer, der har boet her

i landet i mere end 7 år. Der vil skulle opkræves gebyr for hver behandling på sygehus eller

hos læge, hvor der benyttes tolk.

Indenrigs- og sundhedsministeren fastsætter nærmere regler om beregning af bopælsperioden,

gebyrets størrelse og opkrævning af gebyr, herunder om at nærmere bestemte persongrupper

ikke skal betale gebyr, hvor særlige hensyn taler for det. Bemyndigelsen er endnu ikke ud-

møntet.

Brug af ydelsen

I 2009 udgjorde regionernes estimerede udgifter til tolkebistand på sundhedsområdet 120

mio. kr. til fremmedsprogstolkning i sygehus- og praksissektoren. Hertil kommer en udgift på

14 mio. kr. i 2009 til dækning af honorar til alment praktiserende læger og praktiserende spe-

ciallæger for at tilkalde tolk til patienter, der har brug for tolkning (der kan ikke skelnes mel-

lem fremmedsprogstolkning og anden form for tolkning).

En opgørelse at tolkebistand fordelt på udlændige og etniske danskere er med registerdata

alene mulig at foretage i primærsektoren og opgørelsen her er for 2006. Data omfatter al tol-

kebistand, således også tegnsprogstolkning mv. hvorfor dette ikke alene kan tages som udtryk

for antallet af personer som har modtaget fremmedsprogstolkning.

Det skønnes, at godt 24.000 personer i 2006 fik tolkebistand i forbindelse med kontakt til en

alment praktiserende læge. Med ca. 20.000 personer udgjorde udlændinge hovedparten heraf.

Godt 11.000 personer skønnes at have fået tolkebistand i forbindelse med kontakt til en prak-

tiserende specialelæge i 2006, også her udgjorde udlændige langt den største andel med knap

9.000 personer, jf. tabel 4.24.

Side 134 af 514

Tabel 4.24.

Skøn over antal personer, som har fået tolkebistand hos henholdsvis alment prak-

tiserende og praktiserende speciallæge, samt bruttohonorar herfor, 2006

Almen læge

Antal personer

Bruttohonorar

i 1.000

i mio. kr.

0,18

0,0

8,63

3,2

11,14

4,6

20,01

7,9

24,21

9,1

Speciallæge

Antal personer

Bruttohonorar

i 1.000

i mio. kr.

0,10

0,0

3,81

0,9

4,74

1,3

8,66

2,2

11,26

2,9

EU/EØS-lande

3. lande

Flygtninge

Udlændinge i alt

Samlet

Anm.: Befolkningsbevægelser er kun registreret tilbage til 1984. Det er derfor ikke muligt at se indrejsetidspunkt

og oprindelsesland for personer, der er kommet til landet før dette tidspunkt. Forbruget af ydelser for flygtninge

vil derfor være undervurderet. Bruttohonoraret dækker alene betaling til lægen for indkaldelse af tolkebistand, og

altså ikke udgiften til selve tolken.

Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Forebyggelsesregistret.

4.5.4 Befordring og befordringsgodtgørelse

Der ydes befordring eller befordringsgodtgørelse vedr. behandling hos alment praktiserende

læge, praktiserende speciallæge og sygehus efter nærmere regler. Herudover ydes befordring

med ambulance eller særligt sygekøretøj til personer, der har ret til vederlagsfri sygehusbe-

handling, hvis deres tilstand gør det nødvendigt. Endvidere ydes befordring eller befordrings-

godtgørelse til genoptræning til personer, der har behov for genoptræning efter endt behand-

ling på sygehus efter nærmere regler.

Brug af ydelsen

Udgifterne til patientbefordring skønnes at være ca. 1,2 mia. kr. Heri indgår ikke udgifterne

til befordring med ambulance og særlige sygekøretøjer.

Indenrigs- og sundhedsministeriet har oplyst, at det samlede antal patienter, som har modta-

get befordring eller befordringsgodtgørelse, ikke er kendt. Det er ligeledes ikke muligt at

opgøre udlændinges brug af befordring og befordringsgodtgørelse på det foreliggende data-

grundlag.

Side 135 af 514

5. Kortlægning af adgang til danske velfærdsydelser II:

serviceydelser

5.1 Oversigt over serviceydelser og eventuelle optjeningsprincip-

per

Kapitlet beskriver serviceydelserne, herunder bl.a. formål og regelgrundlag, på sundhedsom-

rådet, det sociale område og uddannelsesområdet.

Ydelserne på sundhedsområdet dækker bl.a. over behandling i sygehusvæsenet, hos alment

praktiserende læge, praktiserende speciallæge, genoptræning og offentlige tilskud til behand-

ling hos fysioterapeut, psykolog mv. samt tilskudsberettigede lægemidler. Sundhedsydelserne

er reguleret i Sundhedsloven, som bl.a. fastsætter at der let og lige adgang til behandling i

Danmark. For mange sundhedsydelser gælder der krav om klinisk faglig visitation af almen

læge mv. Retten til sundhedsydelser afhænger af bopæl i Danmark eller rettigheder efter EU-

retten. Størstedelen af ydelserne er vederlagsfrie.

Ydelserne på det sociale områder spænder vidt. Der er børnepasning og tilbud til unge, hjælp

til udsatte såsom hjemløse, stofmisbrugere og voldramte. Der er forskellige ydelser til ældre,

som både har forebyggende og plejende karakter ligesom der er tilbud om bolig. Endelig er

der forskellige ydelser til handicappede. Fælles for disse ydelser er, at de skal medvirke til, at

give de handicappede en så normal tilværelse som muligt.

Ydelserne på det sociale område er typisk reguleret i serviceloven. Børnepasning mv. er regu-

leret i dagtilbudsloven. Kommunen visiterer til ydelserne, som dermed er behovsbestemte.

Derudover er eneste krav for at modtage ydelserne, at man har lovligt ophold i landet. Stør-

stedelen af ydelserne er gratis at modtage.

Ydelserne på uddannelsesområdet dækker bl.a. grundskole, efterskole, ungdomsuddannelser,

herunder gymnasiale uddannelser, videregående uddannelser samt voksen- og efteruddannel-

ser. Dertil kommer bl.a. overførselsydelsen SU og befordringsrabat til uddannelsessøgende.

Ydelserne er reguleret i diverse lovgivninger herunder, herunder bl.a. Grundloven, der giver

ret til fri undervisning i folkeskolen, Folkeskoleloven, lov om friskoler og private grundsko-

ler, lov om uddannelsen til studentereksamen, universitetsloven mv. Størstedelen af ydelserne

er gratis at modtage.

5.1.1 Muligheder for eksportable ydelser

En social serviceydelse er som udgangspunkt en ”social fordel” og omfattet af EF-forordning

1612/68 om arbejdskraftens frie bevægelighed. Serviceydelser er f.eks. hospitalsbehandling,

hjælpemidler til handicappede, ældrepleje, daginstitution mv. Forordning 1612/68 giver lige

ret til sociale og skattemæssige fordele for danske arbejdstagere og arbejdstagere fra andre

EU-lande. Forordning 1612/68 kan mere populært siges at være en overligger, hvor alle soci-

ale ydelser falder ind under. ”Sociale fordele” tilkendes efter de kriterier, der gælder efter

lovgivningen i det land, der skal udbetale ydelsen. Forordning 1612/68 koordinerer ikke de

sociale ydelser i forhold til eventuelle optjente sociale rettigheder i andre EU-lande. Forord-

ning 1612/68 giver ikke i sig selv ret til at en social serviceydelse kan eksporteres til udbeta-

ling under bopæl i et andet EU-land.

Side 136 af 514

En social serviceydelse kan tillige være en social sikringsydelse og dermed omfattet af koor-

dineringsreglerne i EF – forordning. nr. 883/2004. Det gælder f.eks. lægebehandling og ho-

spitalsbehandling. En udførlig opregning af disse ydelser fremgår af kapitel 3.

De sociale sikringsydelser, der er kontante ydelser, kan eksporteres inden for EU. Natural-

ydelser, der er sociale sikringsydelser, og kan i sagens natur kun ydes i opholdslan-

det/bopælslandet. Det gælder f.eks. hospitalsbehandling. Hvis en naturalydelse ændrer karak-

ter og f.eks. omlægges til en kontantydelse, vil det som hovedregel medføre, at ydelsen bliver

eksportabel efter forordningen.

En kontantydelse kan kun undtages fra eksport, hvis ydelsen dels har til formål at sikre træn-

gende personer et nødvendigt forsørgelsesgrundlag, dels skal supplere indkomsten for perso-

ner, der modtager utilstrækkelige ydelser fra den sociale sikring.

De kontantydelser, der kan undtages fra eksport er ”særlige ikke-bidragspligtige ydelser”, der

befinder sig i en gråzone mellem de sociale sikringsydelser og de sociale forsorgsydelser, og

som er trangsbestemte, idet en trangsvurdering er et væsentligt element

For at kunne undtages fra eksport er det samtidig en betingelse, at ydelsen er opført i et bilag

i forordningen (bilag X til forordning 883/2004) (dvs. at de andre medlemsstater har givet

tilslutning til, at ydelsen ikke eksporteres).

Et eksempel på en sådan ”særlig ikke-bidragspligtig ydelse” er den danske boligstøtte til pen-

sionister, som er en social sikringsydelse. Det er også den eneste ydelse, som Danmark har

anført i bilag X til forordning 883/2004, som en ikke - eksportabel ydelse,

EU – Domstolen har anlagt en restriktiv fortolkning af de kontantydelser, der er opført i bila-

get til forordningen. Domstolen har i en række sager specielt fokuseret på formålet med den

enkelte kontantydelse. Domstolen har også fastlagt, at muligheden for at undtage en kontant-

ydelse fra eksport skal fortolkes indskrænkende.

EU – Kommissionen har gennemført en analyse af samtlige de kontantydelser, som med-

lemsstaterne har anført som ikke - eksportable i bilaget til forordning 1408/71. I dette arbejde

blev ydelsens formål og øvrige elementer vurderet(2003), og resultatet blev, at en lang række

ydelser udgik af bilaget, og ydelserne bliver dermed eksportable. I forlængelse af dette analy-

searbejde anlagde Kommissionen sag mod Rådet og EU - Parlamentet med påstand om, at en

række optegnelser om ikke - eksportable sociale sikringsydelser skulle udgå af bilaget til

forordningen, Sagen C-299/05. Kommissionen vandt sagen, og der er dermed lagt en endnu

mere restriktiv fortolkning på dette område.

De konkrete serviceydelser, der kan eksporteres

I forhold til oplistningen af de konkrete serviceydelser i kapitel 5 er følgende kontante ydel-

ser, der er omfattet af forordning 883/2004, eksportable til bopæl eller ophold i et andet EU-

medlemsland:

Tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der passer et barn i hjemmet

Plejevederlag (til pasning af døende)

5.2 Sundhedsområdet

5.2.1 Generelle betragtninger

Sundhedsloven definerer formål og rammer for sundhedsydelser i Danmark, herunder bl.a.

formålet med sundhedsvæsenet, sundhedsydelsernes karakter og adgangen hertil.

Side 137 af 514

Sundhedsloven fastlægger, at sundhedsvæsenet har til formål at fremme befolkningens sund-

hed samt at forebygge og behandle sygdom, lidelse og funktionsbegrænsning for den enkelte,

jf. § 1.

Sundhedsloven fastsætter kravene til sundhedsvæsenet med henblik på at sikre respekt for det

enkelte menneske, dets integritet og selvbestemmelse og at opfylde behovet for bl.a. let og

lige adgang til sundhedsvæsenet, jf. § 2. Det betyder bl.a., at lovens bestemmelser skal fortol-

kes således, at alle personer i samme situation har lige adgang til behandling efter samme

kriterier og - på lige vilkår.

Efter Sundhedslovens § 7, har alle personer, der har bopæl i Danmark (tilmeldt Folkeregiste-

ret), ret til fulde sundhedsydelser. Loven fastlægger bl.a., at de har ret til vederlagsfri behand-

ling hos alment praktiserende læge, praktiserende speciallæge og på sygehus.

Udlændinges ret til sundhedsydelser afhænger af, om de har bopæl i Danmark, eller rettighe-

der efter EU-retten, sociale sikringsaftaler m.v. EU-borgere, herunder vandrende arbejdstage-

re, har særlige rettigheder efter EU-/EØS-retten om sociale sikringsordninger m.v.

Personer, herunder udlændinge, der ikke har bopæl her i landet, har under midlertidigt ophold

ret til akut sygehusbehandling m.v. i tilfælde af ulykke, pludseligt opstået sygdom og fødsel

eller forværring af kronisk sygdom m.v. Behandlingen m.v. ydes på samme vilkår som til

personer med bopæl her i landet. Herudover ydes sygehusbehandling m.v., når det under de

foreliggende omstændigheder ikke skønnes rimeligt at henvise personen til behandling i

hjemlandet, eller personen ikke tåler at blive flyttet til et sygehus i hjemlandet. For denne

yderligere behandling kan regionen opkræve betaling, men kan også yde behandlingen veder-

lagsfrit, når det under de foreliggende omstændigheder skønnes rimeligt.

For mange sundhedsydelser og behandlinger er der krav om klinisk faglig visitation, dvs.

visitation af almen læge, speciallæge mv. afhængig af behandlingstype.

Se bilag C for en detaljeret beskrivelse af hver enkelt ydelse.

5.2.2 Sygehusbehandlinger

Der ydes vederlagsfri sygehusbehandling, herunder udredning, diagnosticering og efterbe-

handling ved behov herfor (dvs. efter klinisk faglig visitation, medmindre behovet er akut).

Brug af ydelsen

Regionernes samlede udgifter til sygehus mv. i 2009 var 73,3 mia. kr.

I alt blev 2,23 mio. personer behandlet på sygehusene i 2009. På de danske sygehuse var der i

alt ca. 6,6 mio. ambulante besøg, ca. 1,3 mio. udskrivninger efter indlæggelse og ca. 660.000

operationer.

De nyeste tilgængelige registerdata, som kan skelne udlændinges brug af sygehusydelser er

fra 2006. Data er dog ikke fuldkommen, hvorfor det samlede antal udlændinge, der har mod-

taget sygehusbehandling på offentlige sygehus ikke kan opgøres. Betragtes alene den statio-

nære somatiske aktivitet i 2006 skønnes det, at sygehusbehandling af udlændinge her udgjor-

de knap 3,3 pct. af produktionsværdien (sygehusaktiviteten målt i kr.), jf. tabel 5.1. Det skal

bemærkes, at tallene her altså kun omfatter indlagte patienter og således er eksklusiv bl.a.

ambulant aktivitet.

Side 138 af 514

Tabel 5.1.

Skøn over udlændinges andel af den somatiske produktionsværdi (sygehusaktivi-

teten målt i kr.) for indlagte patienter,

offentlige sygehuse,

2006

EU/EØS-lande

3. lande

Flygtninge

Udlændinge i alt

Andel af produktionsværdi i pct.

1,0

1,5

0,8

3,3

Anm.: Genoptræning, ambulant aktivitet og psykiatri er ikke inkluderet. Befolkningsbevægelser er kun registreret

tilbage til 1984. Det er derfor ikke muligt at se indrejsetidspunkt og oprindelsesland for personer, der er kommet

til landet før dette tidspunkt. Forbruget af ydelser for flygtninge vil derfor være undervurderet.

Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Forebyggelsesregistret.

5.2.3 Behandling hos alment praktiserende læger og praktiserende speciallæ-

ger

Der ydes vederlagsfri behandling hos alment praktiserende læger og praktiserende speciallæ-

ger ved behov herfor. I forhold til de offentlige tilskud under sygesikringen skelnes der mel-

lem sikringsgruppe 1 og 2. Fsva. gruppe 2 sikrede, som har en højere valgfrihed end de typisk

gruppe 1 sikrede, mod en vis grad af egenbetaling.

Behandling hos speciallæger, bortset fra speciallæger i hhv. øjensygdomme og hals, øre- og

næsesygdomme, kræver lægehenvisning for sikringsgruppe 1. For sikringsgruppe 2 gælder

lidt andre regler.

Brug af ydelsen

De samlede udgifter til alment praktiserende læger og speciallæger udgjorde 11 mia. kr. i

2009, hvoraf udgifterne til almen praktiserende læger var på 8 mia. kr.

Antallet af kontakter til alment praktiserende læger var ca. 37 mio. svarende til mere end 6

kontakter i gennemsnit pr. person i Danmark. Antallet af kontakter til praktiserende special-

læger var ca. 5 mio.

De nyeste tilgængelige registerdata med mulighed for at skelne udlændinges brug af ydelser

hos alment praktiserende læger og praktiserende speciallæger er fra 2006

. I 2006 skønnes i

alt godt 4,7 mio. personer at have været i kontakt med en alment praktiserende læge (inkl.

vagtlæge). Heraf var ca. 207.000 udlændinge. Det samlede bruttohonorar til alment praktise-

rende læger (inkl. vagtlæge og ekskl. udgifter til indkaldelse af tolkebistand) skønnes til knap

4,4 mia. kr. og udlændinges andel heraf til knap 186 mio. kr. eller knap 4,3 pct., jf. tabel 5.2.

Ca. 98 pct. af borgerne er sikret via gruppe 1. Af særligt ved gruppe 2 er bl.a.: ingen tilmelding til

alment praktiserende læge: ingen henvisningskrav til speciallæge; tilskud til behandling hos alment

praktiserende læge og speciallæge svarende til de offentlige tilskudsordninger til gruppe 1 sikrede;

egenbetaling fastsat af yderen.

Der findes også registerdata for 2007, men data for sygesikringen er trukket for 2006 for at sikre

tidsmæssig konsistens med data for sygehusområdet, hvor nyeste tilgængelig data er fro 2006.

Side 139 af 514

Tabel 5.2.

Skøn over antal personer, der har haft kontakt til en alment praktiserende læge,

samt bruttohonoraret herfor, 2006

EU/EØS-lande

3. lande

Flygtninge

Udlændinge i alt

Samlet

Antal personer i 1.000

207

4.738

Samlet bruttohonorar i mio. kr.

186

4.376

Anm.: Vedr. specialerne 80-89. Besøg hos vagtlæge er således inkluderet, mens tallene er ekskl. bruttohonorar for

indkaldelse af tolkebistand. Befolkningsbevægelser er kun registreret tilbage til 1984. Det er derfor ikke muligt at

se indrejsetidspunkt og oprindelsesland for personer, der er kommet til landet før dette tidspunkt. Forbruget af

ydelser for flygtninge vil derfor være undervurderet.

Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Forebyggelsesregistret.

Godt 1,6 mio. personer skønnes at have været i kontakt med en praktiserende speciallæge i

2006. Heraf var godt 69.000 udlændinge. Bruttohonoraret til praktiserende speciallæger

(ekskl. udgifter til indkaldelse af tolkebistand) skønnes til i alt godt 2,3 mia. kr. og udlændin-

ges andel heraf til godt 100 mio. kr. svarende til knap 4,4 pct., jf. tabel 5.3.

Tabel 5.3.

Skøn over antal personer, der har haft kontakt til en praktiserende speciallæge,

samt bruttohonoraret herfor, 2006

EU/EØS-lande

3. lande

Flygtninge

Udlændinge i alt

Samlet

Antal personer i 1.000

1.617

Samlet bruttohonorar i mio. kr.

101

2.302

Anm.: Vedr. specialerne 1,3,4,5,6,7,8,9,11,17,18,19,20,21,22,23,24,25,26,27,28. Tallene er ekskl. bruttohonorar

for indkaldelse af tolkebistand. Befolkningsbevægelser er kun registreret tilbage til 1984. Det er derfor ikke muligt

at se indrejsetidspunkt og oprindelsesland for personer, der er kommet til landet før dette tidspunkt. Forbruget af

ydelser for indvandrer og flygtninge vil derfor være undervurderet.

Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Forebyggelsesregistret.

Det skal bemærkes, at hver person kan have haft flere kontakter til alment praktiserende læge

såvel som praktiserende speciallæge i løbet af året.

5.2.4 Tilskud til behandling hos tandlæge, kiropraktor, fysioterapeut, fodtera-

peut og psykolog

Der ydes tilskud af varierende grad til behandling hos tandlæge, kiropraktor, fysioterapeut,

fodterapeut og psykolog ved behov herfor (dvs. efter klinisk faglig visitation af læge til fysio-

terapeut, fodterapeut og psykolog) .

Brug af ydelsen

De samlede udgifter samt antallet af personer, der har fået tilskud til tandlæge, kiropraktor,

fysioterapeut, fodterapeut og psykolog i 2009 fremgår af tabel 5.4. Det ses bl.a., at 2,7 mio.

personer fik tilskud til tandlægebehandling, og udgifterne hertil var 1,4 mia. kr.

Tilskudsandelen er forskellig mellem ydelserne og i visse tilfælde mellem patientgrupper fx er der

60 pct. tilskud til psykologbehandling (højst til 12 behandlinger, med mulighed for ny henvisning), 40

pct. til fysioterapi, 60 pct. til fodterapi for sukkersygepatienter mv.

Side 140 af 514

Tabel 5.4.

Antal personer, der har fået tilskud til behandling hos tandlæge, kiropraktor, fysio-

terapeut, fodterapeut og psykolog, 2009

Sektor

Tandlæge

Kiropraktor

Fysioterapeut

Fodterapeut

Psykolog

Udgift i mio.

1.422

107

344

179

Antal i 1.000

2.702

332

378

92*

Anm.: Fysioterapi inkluderer ridefysioterapi. *Antallet er anslået, da der ikke registreres fuldstændigt i Landspati-

entregistret pga. manglende overenskomst på området i 2009.

Kilde: Danske Regioner.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har oplyst, at det ikke er muligt at opgøre udlændinges

behandling hos kiropraktor, fysioterapeut, fodterapeut og psykolog. Det er dog muligt at op-

gøre udlændinges tilskud til tandlægebehandling.

I 2006 skønnes godt 2,7 mio. personer at have været i kontakt med en tandlæge. Heraf var

godt 72.000 udlændinge. Det samlede bruttohonorar til behandling hos tandlæge i 2006 skøn-

nes til knap 1,3 mia. kr. og udlændinges andel heraf til knap 35 mio. kr. eller knap 2,8 pct., jf.

tabel 5.5.

Tabel 5.5.

Skøn over antal personer, der har haft kontakt til en tandlæge, samt bruttohonora-

ret herfor, 2006

EU/EØS-lande

3. lande

Flygtninge

Udlændinge i alt

Samlet antal personer

Antal personer i 1.000

2.712

Samlet bruttohonorar i mio. kr.

1.254

Anm.: Vedr. speciale 50. Befolkningsbevægelser er kun registreret tilbage til 1984. Det er derfor ikke muligt at se

indrejsetidspunkt og oprindelsesland for personer, der er kommet til landet før dette tidspunkt. Forbruget af ydel-

ser for flygtninge vil derfor være undervurderet.

Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

5.2.5 Vederlagsfri fysioterapi

Der ydes vederlagsfri behandling hos fysioterapeut ved behov herfor (dvs. klinisk faglig visi-

tation af læge), til personer med varigt svært fysisk handicap og personer med fysisk funkti-

onsnedsættelse som følge af progressiv sygdom. Formålet med vederlagsfri fysioterapi er

således at give adgang til fysioterapi for at forbedre funktioner, vedligeholde funktioner eller

forhale forringelser af funktioner hos voksne og børn med et varigt svært fysisk handicap

eller en funktionsnedsættelse som følge af progressiv sygdom.

Vederlagsfri fysioterapi kræver lægehenvisning.

Brug af ydelsen

Der var 55.890 patienter, som modtog vederlagsfri fysioterapi i 2009. Patienterne modtog i

alt 7.398.941 ydelser, og de samlede udgifter hertil var ca. 683 mio. kr.

Blandt patienter, som modtog vederlagsfri fysioterapi, var der 5 med bopæl i udlandet. Disse

patienter modtog i alt 655 ydelser til en samlet udgift på 24.511 kr.

Side 141 af 514

De nyeste tilgængelige registerdata der kan skelne udlændinges brug af vederlagsfri fysiote-

rapi er fra 2006. Det skønnes, at der i 2006 i alt var godt 49.000 personer, der modtog veder-

lagsfri fysioterapi og ca. 5.000 der modtog vederlagsfri ridefysioterapi. Heraf var hhv. ca.

1.100 og 70 udlændinge. Det samlede honorar til vederlagsfri ride- og fysioterapi skønnes til

godt 553 mio. kr. og udlændinges andel heraf til knap 10 mio. kr. svarende til knap 1,8 pct.,

jf. tabel 5.6.

Tabel 5.6.

Skøn over antal personer, der har modtaget vederlagsfri ride- og fysioterapi, samt

bruttohonoraret herfor, 2006

Vederlagsfri

fysioterapi

Antal personer

410

332

258

1.000

49.045

Vederlagsfri

ridefysioterapi

Antal personer

5.374

Samlet bruttohonorar i

mio. kr.

553

EU/EØS-lande

3. lande

Flygtninge

Udlændinge i alt

Samlet antal personer

Anm.: Vederlagsfri fysioterapi (speciale 62) og vederlagsfri ridefysioterapi (speciale 65). Befolkningsbevægelser

er kun registreret tilbage til 1984. Det er derfor ikke muligt at se indrejsetidspunkt og oprindelsesland for personer,

der er kommet til landet før dette tidspunkt. Forbruget af ydelser for flygtninge vil derfor være undervurderet.

Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Forebyggelsesregistret.

5.2.6 Tilskud til lægemidler

Der ydes tilskud til lægeordinerede lægemidler efter nærmere regler. De offentlige tilskud

følger det behovsafhængige medicintilskudssystem, hvor størrelsen af det offentlige tilskud er

afhængig af den enkelte medicinbrugers årlige forbrug af tilskudsberettiget medicin. Dvs. jo

større udgifter, borgeren har til tilskudsberettiget medicin, jo mere offentligt tilskud gives der

inden for en periode på ét år (tilskudsperioden). Derudover afhænger tilskuddets størrelse

også af, om man er under eller over 18 år.

Brug af ydelsen

I 2009 udgjorde de samlede udgifter til medicintilskud godt 7 mia. kr. Heraf udgør udgifterne

til udlændinge ca. 200 mio. kr., dvs. 3 procent af de samlede udgifter til medicintilskud.

Blandt udlændinge er det personer fra 3. lande med 85 mio. kr., som modtager mest i medi-

cintilskud. Herefter følger hhv. EU/EØS-borgere og flygtninge, jf. tabel 5.7.

Tabel 5.7.

Skøn over udlændinges brug af medicintilskud, 2009

Udgifter i mio. kr.

EU/EØS-lande

3. lande

Flygtninge

Udlændinge i alt

Samlede udgifter til medicintilskud

203

7.047

Kilde: Finansministeriet på baggrund af Lovmodellen (dvs. 33 pct. stikprøve).

Medicintilskudssystemet følger en behovsafhængig trappefunktion med tilskud på 0 pct. ved 0-865

kr., 50 pct. 865-1.410 kr., 75 pct. 1.410-3.045 og 85 pct. over 3.045 kr. Efter sundhedsloven kan de

personer, der har et stort, varigt, og fagligt veldokumenteret behov for tilskudsberettiget medicin efter

ansøgning herom få tildelt et særligt kronikertilskud, som indebærer at der ydes 100 pct. tilskud til den

del af den samlede egenbetaling, som overstiger egenbetalingsloftet på 3.555 kr..

Side 142 af 514

5.2.7 Hjemmesygepleje

Der ydes vederlagsfri hjemmesygepleje efter lægehenvisning. Formålet med hjemmesygeple-

je er at forebygge sygdom, fremme sundhed, yde sygepleje og behandling, rehabilitering og

palliation til patienter, der har behov for det (dvs. visitationskrav).

Hjemmesygepleje ydes til patienter i alle aldre i tilfælde af akut eller kronisk sygdom, hvor

sygeplejefaglig indsats er påkrævet.

Kommunalbestyrelsen er ansvarlig for, at der ydes vederlagsfri hjemmesygepleje efter læge-

henvisning. Kommunen kan herudover træffe afgørelse om tildeling af hjemmesygepleje til

personer med ophold i kommunen, uafhængigt af boform.

Brug af ydelsen

Kommunernes nettodriftsudgifter til hjemmesygepleje er spredt ud over en række funktioner

vedrørende kommunernes sociale indsats. På den autoriserede konto-plan optræder netto-

driftsudgifter vedr. hjemmesygepleje under flere funktioner og grupperinger, og der kan der-

for ikke foretages en nøjagtig opgørelse af udgiften til hjemmesygepleje.

Ifølge konto 5.32.32 Pleje og omsorg mv. af ældre og handicappede, Grp. 004: ”Hjemmesy-

gepleje”, der beskrives som: ”Her registreres udgifter og indtægter vedrørende hjemmesyge-

pleje, jf. sundhedslovens kapitel 38, herunder udgifter og indtægter til private leverandører af

hjemmesygepleje.”, var udgifterne til hjemmesygepleje på 2,69 mia. kr.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har oplyst, at det ikke er muligt at opgøre udlændinges

forbrug af hjemmesygepleje på det foreliggende datagrundlag.

5.2.8 Forebyggende sundhedsydelser, herunder sundhedsplejerske

Der tilbydes alle børn og unge vederlagsfri sundhedsvejledning, bistand samt funktionsunder-

søgelse ved en sundhedsplejerske. Endvidere tilbydes alle børn og unge i den undervisnings-

pligtige alder to vederlagsfri forebyggende helbredsundersøgelser ved en læge eller sund-

hedsplejerske. Herudover skal alle børn og unge med særlige behov vederlagsfrit tilbydes en

øget indsats indtil undervisningspligtens ophør.

Brug af ydelsen

De samlede udgifter til de forebyggende sundhedsydelser til børn og unge, herunder sund-

hedsplejerske, udgjorde 898 mio. kr. i 2009. Det samlede antal ydelser er ukendt.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har oplyst, at det ikke er muligt at opgøre udlændinges

brug af forebyggende sundhedsydelser på baggrund af det foreliggende datagrundlag.

5.2.9 Genoptræning

Der ydes vederlagsfri genoptræning efter sygehusbehandling ved behov herfor. Formålet med

genoptræning er, at patienten opnår samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst

mulig funktionsevne.

Sygehuset skal have udarbejdet en genoptræningsplan før adgang til ydelsen.

Brug af ydelsen

I 2009 fik 91.429 patienter udarbejdet en genoptræningsplan til almindelig og specialiseret

genoptræning.

Side 143 af 514

5.2.10 Kommunal tandpleje

Der tilbydes alle børn og unge under 18 år vederlagsfri forebyggende og behandlende tand-

pleje, omsorgs- og specialtandpleje til personer, der pga. nedsat førlighed eller vidtgående

fysisk eller psykisk handicap, kun vanskeligt kan benytte de almindelige tandplejetilbud og

støtte til tandproteser til personer i tilfælde af funktionelt ødelæggende eller vansirende følger

af ulykkesbetingede skader på tænder, mund og kæber.

Brug af ydelsen

De samlede udgifter til kommunal tandpleje udgjorde ca. 2,1 mia. kr. i 2009. I 2009 var der

1,251 mio. personer tilmeldt den kommunale børne- og ungetandpleje. Godt 29.900 personer

har i 2008 modtaget omsorgstandpleje.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har oplyst, at det ikke er muligt at opgøre udlændinges

brug af kommunal tandpleje på baggrund af det foreliggende datagrundlag.

5.2.11 Regionstandpleje

Der tilbydes alle børn og unge under 18 år med odontologiske lidelser, der ubehandlede med-

fører varig funktionsnedsættelse, et vederlagsfrit specialiseret tandplejetilbud. Endvidere

tilbydes børn og unge, der har behov for det, vederlagsfrit højt specialiseret behandling. Her-

udover tilbydes vederlagsfrit højt specialiseret odontologisk rådgivning, udredning og be-

handling af patienter med sjældne sygdomme og handicaps, hos hvem den til grund liggende

tilstand giver anledning til specielle problemer i tænder, mund eller kæber, samt højt speciali-

seret rådgivning eller behandling af børn.

Desuden ydes et særligt tilskud til tandpleje til kræftpatienter, der på grund af strålebehand-

ling i hoved eller halsregionen eller på grund af kemoterapi har betydelige dokumenterede

tandproblemer og personer, der på grund af Sjøgrens Syndrom har betydelige dokumenterede

tandproblemer.

Brug af ydelsen

Ifølge Indenrigs- og Sundhedsministeriet skønnes de samlede udgifter til regionstandplejen at

udgøre 41,2 mio. kr. i 2009, mens antallet af patienter, der modtog ydelser i regionstandple-

jen, anslås til 6.000 personer.

5.2.12 Vaccinationer

Der tilbydes nærmere bestemte vederlagsfri vaccinationer mod smitsomme sygdomme m.v.

De gratis vaccinationer omfatter børnevaccinationsprogrammet, herunder Hpv-vaccination,

hepatitis B-vaccination til særligt udsatte persongrupper samt influenzavaccination til visse

persongrupper.

Brug af ydelsen

I 2009 blev der givet 812.000 børnevaccinationer, mens der blev givet 588.000 influenzavac-

cinationer. Udgifterne til dette var på hhv. 492 mio. kr. og 80 mio. kr. Ca. 3.300 personer har

fået hepatitis B-vaccinationer, og udgifterne hertil udgjorde ca. 0,5 mio. kr., jf. tabel 5.8.

Tabel 5.8.

Antal vaccinationer samt udgifterne hertil, 2008

Børnevaccinationer

Hepatitis B-vaccinationer

Influenzavaccinationer

Udgift

492 mio. kr.

Ca. 0,5 mio.kr.

80 mio. kr.

Antal

812.000

Ca. 3.300

588.000

Kilde: Indenrigs- og Sundhedsministeriet.

Side 144 af 514

5.2.13 Alkohol- og stofmisbrugsbehandling

Der ydes vederlagsfri behandling til alkoholmisbrugere og vederlagsfri lægelig behandling

med afhængighedsskabende lægemidler til stofmisbrugere.

Brug af ydelsen

Indenrigs- og Sundhedsministeriet skønner, at der var 7.800 personer i alkoholbehandling og

7.275 i substitutionsbehandling i 2009. Det er ikke muligt at opgøre antallet af udlændinge,

der får alkoholbehandling og substitutionsbehandling.

5.2.14 Den offentlige rejsesygesikring

Der ydes tilskud til sygehjælp m.v. til personer under midlertidigt ophold i udlandet, på Fæ-

røerne og i Grønland efter nærmere regler. Tilskuddet dækker udgifter til læge- og hospitals-

behandling, medicin m.m. i forbindelse med akut sygdom eller skadestilfælde opstået under

den første måned af en ferie- eller studierejse i andre EU/EØS-lande, Færøerne, Grønland

m.m.

Brug af ydelsen

I 2008 udgjorde udgifterne til den offentlige rejsesygesikring på 134 mio. kr. Der var knap

46.000 skadeanmeldelser.

Indenrigs- og Sundhedsministeriet har oplyst, at det ikke er muligt at opgøre udlændinges

brug af denne ydelse på baggrund af det foreliggende datagrundlag.

5.3 Socialområdet – Børn og unge

5.3.1 Generelle betragtninger

Dagtilbud, fritidshjem, klubtilbud og andre socialpædagogiske tilbud skal leve op til de sam-

me generelle formål for tilbuddene i dagtilbudsloven. Hertil kommer en række specifikke

formål, som er beskrevet under hver ordning.

Det generelle formål for tilbuddene i dagtilbudsloven er følgende:

Fremme børns og unges trivsel, udvikling og læring gennem dag-, fritids- og klub-

tilbud samt andre socialpædagogiske fritidstilbud.

Give familien fleksibilitet og valgmuligheder i forhold til forskellige typer af tilbud

og tilskud, så familien så vidt muligt kan tilrettelægge familie- og arbejdsliv efter

familiens behov og ønsker.

Forebygge negativ social arv og eksklusion ved, at de pædagogiske tilbud er en inte-

greret del af både kommunens samlede generelle tilbud til børn og unge og af den

forebyggende og støttende indsats over for børn og unge med behov for en særlig

indsats, herunder børn og unge med nedsat psykisk og fysisk funktionsevne.

Skabe sammenhæng og kontinuitet mellem tilbuddene og gøre overgange mellem

tilbuddene sammenhængende og alderssvarende udfordrende for børnene.

Helt generelt er det kun forældre med lovligt ophold (eller for grænsegængere beskæftigelse)

i Danmark, der har ret til ydelser efter dagtilbudsloven, dvs. dagtilbud, fritidshjem, klubtilbud

og socialpædagogiske tilbud, tilskud til privat pasning og tilskud til pasning af egne børn.

Ydelserne er en generel ret, og man skal ikke visiteres til ydelserne. Retten til ydelserne op-

hører, når barnet når aldersgrænserne. Ydelserne betragtes som naturalydelser. Ydelserne kan

ikke tages med til udlandet.

Side 145 af 514

Hvis der er undtagelser eller yderligere adgangskriterier er disse beskrevet under den enkelte

ordning.

5.3.2 Dagtilbud

Overordnet formål med ydelsen

Følgende specifikke formål skal dagtilbuddene (f.eks. vuggestue, dagpleje og børnehave) leve

op til:

Børn i dagtilbud skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer

deres trivsel, sundhed, udvikling og læring.

Dagtilbud skal i samarbejde med forældrene give børn omsorg og understøtte det

enkelte barns alsidige udvikling og selvværd samt bidrage til, at børn får en god og

tryg opvækst.

Dagtilbud skal fremme børns læring og udvikling af kompetencer gennem oplevel-

ser, leg samt pædagogisk tilrettelagte aktiviteter, der giver børn mulighed for fordy-

belse, udforskning og erfaring.

Dagtilbud skal give børn medbestemmelse, medansvar og forståelse for demokrati.

Dagtilbud skal som led heri bidrage til at udvikle børns selvstændighed, evner til at

indgå i forpligtende fællesskaber samt samhørighed med og integration i det danske

samfund.

Dagtilbud skal i samarbejde med forældrene sikre en god overgang til skole ved at

udvikle og understøtte grundlæggende kompetencer og lysten til at lære. Dagtilbud

skal i samarbejde med skolerne skabe en sammenhængende overgang til skole og

fritidstilbud.

Adgangskriterier og tilskud

Kommunen har pligt til at sikre, at der er det nødvendige antal pladser i dagtilbud, så alle

børn i kommunen kan få en dagtilbudsplads.

Pasningsgarantien er central på dagtilbudsområdet og betyder, at kommunen skal tilbyde

garanti for plads i et dagtilbud til børn i alderen 6 måneder og indtil barnets skolestart. Pas-

ningsgarantien indebærer ikke en garanti for en plads i et bestemt dagtilbud.

Forældre kan ligeledes vælge et tilskud til en plads i en privatinstitution eller en plads i en

anden kommune.

Kommunen fastsætter taksterne for forældrebetaling for dagtilbud i dagpleje og daginstitutio-

ner, som kommunen har indgået aftale med. Kommunen fastsætter taksterne i forhold til

driftsudgifterne (ekskl. administration og bygningsrelaterede udgifter), således at kommunen

betaler mindst 75 pct. af de budgetterede bruttodriftsudgifter og forældrene maksimalt 25 pct.

Forældrenes egenbetaling kan nedsættes gennem søskende- og fripladstilskud.

Brug af ydelsen

I 2009 havde knap 322.000 børn en dagtilbudsplads, og udgifterne til dette var på godt 22,5

mia. kr.

Ifølge en specialkørsel fra Danmarks Statistik var der i 2009 godt 26.000 børn mellem 0-9 år

med anden herkomst end dansk, som havde en dagtilbudsplads eller plads i aldersintegreret

institution, der også kan omfatte børn i skolealderen. Hermed udgør børn, som indvandrere

eller efterkommere, omkring 8,0 procent af samtlige personer med en dagtilbudsplads eller i

aldersintegreret institution, jf. tabel 5.9. Opgørelsen kan kun foretages for indskrevne, der er

indberettet på cpr-nr. Opgørelsen undervurderer derfor antallet af indskrevne.

Side 146 af 514

Tabel 5.9.

Antal 0-9-årige i dagtilbud fordelt på herkomst, 2009

Dagpleje

Danskere

Indvandrere fra vestlige lande

Indvandrere fra ikke-vestlige lande

Efterkommere fra vestlige lande

Efterkommere fra ikke-vestlige lande

I alt

Indvandrere og efterkommeres andel

59.200

200

100

500

1.700

61.700

4,1 pct.

Vuggestuer

10.600

200

800

11.600

8,6 pct.

Aldersinte-

Børnehaver greret inst.

76.600

600

400

500

3.600

81.600

6,3 pct.

140.500

900

1.400

14.300

158.000

11,1 pct.

I alt

286.800

1.700

1.400

2.500

20.400

312.900

8,3 pct.

Kilde: Socialministeriet på baggrund af specialkørsel fra Danmarks Statistik.

Det skønnes, at udlændinge i 2006 udgjorde lidt under 4 procent af børnene i dagtilbud. Heraf

udgjorde børn fra tredjelande den største andel, jf. tabel 5.10. Langt hovedparten af børnene i

dagtilbud er således af dansk oprindelse og/eller har et dansk statsborgerskab.

Tabel 5.10.

Skøn over udlændinges andel af dagtilbud, 2006

Udlændinges andel

EU/EØS

0,7 pct.

3. lande

2,1 pct.

Flygtninge

1,1 pct.

Udlændinge i alt

3,8 pct.

Kilde: Beskæftigelsesministeriets beregninger på baggrund af Lovmodellen.

5.3.3 Tilskud til privat pasning

Adgangskriterier og tilskud

Kommunalbestyrelsen skal give forældre med børn i alderen fra 24 uger og til skolestart mu-

lighed for at vælge tilskud til privat pasning i stedet for at benytte et dagtilbud.

Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at tilskuddet kun gives til en bestemt del af aldersgrup-

pen. F.eks. kan kommunalbestyrelsen beslutte, at tilskuddet alene gives, til børn i alderen 1/2

til 3 år, eller at tilskuddet gives indtil barnet almindeligvis optages i børnehave. Kommunal-

bestyrelsen har dermed mulighed for at tilpasse ordningen til de lokale forhold.

Privat pasning kan tilrettelægges på mange forskellige måder. Eksempelvis kan forældre gå

sammen med andre forældre om at etablere en privat pasningsordning, eller forældre kan

købe sig plads i en privat pasningsordning, der er oprettet af andre. Forældrene kan også væl-

ge at indgå aftale med en privat person, som i sit hjem eller i andre lokaler passer bar-

net/børnene.

Det er den enkelte kommunalbestyrelse, der fastsætter kommunens tilskud til privat pasning.

Tilskuddet pr. barn skal fastsættes ens for alle børn i samme aldersgruppe. Tilskuddet skal

mindst udgøre 75 pct. af den billigste budgetterede nettodriftsudgift pr. plads eksklusive støt-

tepædagog i et dagtilbud til samme aldersgruppe i kommunen. Tilskuddet må dog højst udgø-

re 75 pct. af forældrenes dokumenterede udgifter til den private pasning. Forældrenes egenbe-

taling kan nedsættes gennem søskendetilskud.

Brug af ydelsen

I 2009 blev der givet tilskud til privat pasning for knap 5.000 børn. Udgifterne til dette er på

268 mio. kr. Udgiften omfatter ikke søskendetilskud.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

Side 147 af 514

5.3.4 Tilskud til pasning af egne børn

Adgangskriterier

Efter dagtilbudsloven er det under visse betingelser muligt for forældre at vælge at passe

deres barn hjemme i stedet for at få en plads i et dagtilbud til barnet. Det er kommunalbesty-

relsen, der afgør, om muligheden skal gives til forældre i kommunen.

Hvis kommunalbestyrelsen beslutter at tilbyde forældre mulighed for økonomisk tilskud til

pasning af egne børn, kan kommunalbestyrelsen beslutte, at tilbuddet skal gælde for alle børn

mellem 24 uger og op til skolestart, eller at tilbuddet kun skal gælde børn i en bestemt alders-

gruppe inden for aldersgrænsen 24 uger og op til skolestart.

Den forælder, der ansøger om tilskud til pasning af eget barn, kan ikke modtage tilskud til

pasning af egne børn samtidig med, at han/hun modtager offentlig overførselsindkomst (f.eks.

barseldagpenge, orlovsydelse, kontanthjælp, førtidspension og SU) eller har en arbejdsind-

tægt.

Tilskud til pasning af egne børn er dermed et alternativ til at være til rådighed og have til-

knytning til arbejdsmarkedet. Det er altså ikke hensigten, at tilskuddet til pasning af egne

børn skal være et supplerende forsørgelsesgrundlag til en offentlig overførselsindkomst eller

en arbejdsindtægt.

Kommunalbestyrelsen kan alene udbetale tilskud til pasning af egne børn til en forælder, der

har opholdt sig i Danmark i 7 ud af de seneste 8 år. Dette gælder både for udenlandske og

danske statsborgere, der i en årrække har opholdt sig uden for Danmark. Kravet om ophold

gælder dog ikke for vandrende arbejdstager i EU.

Tilskud til pasning af egne børn kan gives for en periode på minimum 8 uger og maksimalt et

år. Kommunalbestyrelsen kan fastsætte en længere minimumsperiode og en kortere maksi-

mumsperiode. Der kan maksimalt udbetales tre tilskud til samme husstand.

Det er kommunalbestyrelsen i den enkelte kommune, der fastsætter tilskuddet til pasning af

egne børn. Tilskuddet skal fastsættes ens pr. barn for alle børn inden for samme aldersgruppe.

Kommunalbestyrelsens tilskud pr. barn kan maksimalt udgøre 85 pct. af den billigste netto-

driftsudgift pr. plads i et dagtilbud til samme aldersgruppe.

Brug af ydelsen

I 2009 blev der givet tilskud til pasning af egne børn for knap 900 børn. Udgifterne til dette er

på 24,8 mio. kr. Udgiften omfatter både tilskud til forældre på børnepasningsorlov og tilskud

til pasning af egne børn.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

5.3.5 Fritidshjem

Overordnet formål med ydelsen

Fritidshjemmene skal leve op til følgende specifikke formål:

Børn i fritidshjem skal have et fysisk, psykisk og æstetisk børnemiljø, som fremmer

deres trivsel, sundhed, udvikling og læring. Det pædagogiske arbejde i fritidshjem

Side 148 af 514

skal respektere og understøtte børns selvvalgte aktiviteter og samtidig indeholde pæ-

dagogisk tilrettelagte aktiviteter.

Fritidshjem skal være særlig opmærksom på at involvere og aktivere børn, der har

brug for en særlig indsats.

Fritidshjem skal fremme børns sproglige, æstetiske og kropslige udtryksformer,

sundhed og kendskab til naturen.

Fritidshjem skal give børn medbestemmelse, medansvar og forståelse for demokrati.

Fritidshjem skal som led heri bidrage til at udvikle børns selvstændighed, evne til at

indgå i forpligtende fællesskaber samt samhørighed med og integration i det danske

samfund.

Fritidshjem skal fremme kendskab til og samspil med andre typer af fritidstilbud,

herunder idrætsforeninger og kulturtilbud.

Fritidshjem skal i samarbejde med skolen og forældre medvirke til at skabe en sam-

menhængende overgang mellem skolens undervisningsdel og fritidshjemmet. Fritids-

hjem skal give børn mulighed for lektielæsning.

Adgangskriterier og tilskud

Kommunen har pligt til at sikre det nødvendige udbud af pladser i fritidshjem i kommunen til

børn i skolealderen.

Kommunens tilskud til en plads i fritidshjem skal mindst udgøre 70 pct. af driftsudgifterne

ekskl. administration og bygningsrelaterede udgifter. Forældrenes betaling for en plads i fri-

tidshjem må derfor højst udgøre 30 pct. af driftsudgifter. Forældrenes egenbetaling kan ned-

sættes gennem søskende- og fripladstilskud.

Forældre kan ydes tilskud til en plads i et privat fritidshjem - hvis kommunalbestyrelsen har

indgået aftale med private fritidshjem i kommunen og dermed har private fritidshjem som

tilbud til aldersgruppen - eller en plads i en anden kommune.

Kommunalbestyrelsen fastsætter størrelsen af tilskuddet til private fritidshjem i kommunen.

Tilskuddets størrelse er et vilkår mellem kommunalbestyrelsen og det private fritidshjem.

Private fritidshjem fastsætter selv forældrenes egenbetaling, og der er dermed ikke noget loft

over forældrebetalingen.

Forældre kan i udgangspunktet vælge en plads i et fritidshjem i en anden kommune. Hvis

opholdskommunen ikke tilbyder fritidshjem til den pågældende aldersgruppe, er opholds-

kommunen ikke forpligtet til at give forældrene et tilskud til en plads i et fritidshjem i en

anden kommune, som tilbyder fritidshjem til denne aldersgruppe.

Tilskuddet til en plads i et fritidshjem i en anden kommune svarer til opholdskommunens

gennemsnitlige tilskud til et alderssvarende fritidshjem i kommunen. Forældrene afholder

resten af udgiften.

Brug af ydelsen

I 2009 gik godt 16.900 børn i et fritidshjem. Udgifterne til fritidshjem var på 533,3 mio. kr.

Langt hovedparten af børnene i fritidshjem er af dansk oprindelse og/eller har et dansk stats-

borgerskab, mens udlændinge skønnes at udgøre godt 5 procent af børnene i fritidshjem i

2006.

Blandt udlændinge udgør børn fra 3. lande den største andel, jf. tabel 5.11.

Det seneste år med registerdata for daginstitutionsbenyttelse i Lovmodellen er 2006.

Side 149 af 514

Tabel 5.11.

Skøn over udlændinges samlede brug af fritidshjem, 2006

EU/EØS

Udlændinges andel

0,6 pct.

3. lande

3,6 pct.

Flygtninge

1,0 pct.

Udlændinge i alt

5,2 pct.

Kilde: Beskæftigelsesministeriets beregninger på baggrund af Lovmodellen.

5.3.6 Klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud

Overordnet formål med ydelsen

Klubtilbud mv. skal leve op til følgende specifikke formål:

Klubtilbud og andre socialpædagogiske fritidstilbud til større børn og unge skal i

samarbejde med børnene og de unge skabe aktiviteter og samværsformer, der frem-

mer den enkeltes alsidige udvikling, selvstændighed og forståelse for demokrati.

Klubtilbud m.v. skal som led heri bidrage til at udvikle børn og unges evne til at ind-

gå i forpligtende relationer og fællesskaber.

Klubtilbud m.v. indgår i kommunens generelle fritidstilbud til større børn og unge og

skal efter kommunalbestyrelsens beslutning også kunne rette sit arbejde mod større

børn og unge med behov for støtte. Aktiviteterne i tilbuddene skal afspejle målgrup-

pens alder og bredde.

Klubtilbud m.v. skal give større børn og unge kendskab til øvrige aktivitets-, kultur-

og fritidstilbud, så børnene og de unge bliver i stand til selv at tilrettelægge deres fri-

tidsliv, når de ikke er i klubtilbud m.v.

Klubtilbud m.v. skal støtte de større børn og unge i deres fremtidige muligheder på

uddannelsesområdet og på arbejdsmarkedet.

Kommunalbestyrelsen fastsætter retningslinjer, der sikrer børn og unges indflydelse

på indholdet i det enkelte tilbud. Kommunalbestyrelsen kan beslutte, at reglerne om

forældrebestyrelser skal finde anvendelse på visse tilbud.

Adgangskriterier

Kommunen har pligt til at sikre det nødvendige udbud af pladser i klubtilbud mv. i kommu-

nen til større børn og unge.

Kommunens tilskud til en plads i et kommunalt eller selvejende klubtilbud m.v. skal mindst

udgøre 80 pct. af driftsudgifterne. Forældrenes betaling for en plads i klubtilbud m.v. må

højst udgøre 20 pct. af driftsudgifterne. Forældrene kan opkræves 50 pct. af udgiften til mate-

rialer og forplejning. Forældrenes egenbetaling kan yderligere nedsættes gennem evt. søsken-

de- og fripladstilskud.

Forældre kan vælge et tilskud til en plads i et privat klubtilbud, hvis kommunalbestyrelsen

har indgået aftale med det private klubtilbud. Forældrenes egenbetaling må maksimalt udgøre

20 pct. af det private klubtilbuds budgetterede bruttodriftsudgifter.

Forældrene kan i udgangspunkt vælge en plads i et klubtilbud i en anden kommune. Hvis

opholdskommunen ikke har en bestemt type klubtilbud, er opholdskommunen ikke forpligtet

til at give forældrene et tilskud til en plads i et sådant klubtilbud i en anden kommune.

Tilskuddet til en plads i et klubtilbud i en anden kommune svarer til opholdskommunens

gennemsnitlige tilskud til klubtilbud i kommunen. Tilskuddet skal justeres i relation til til-

skuddets omfang og aldersgruppe. Forældrene afholder resten.

Brug af ydelsen

I 2009 gik knap 77.000 børn i et klubtilbud eller andre socialpædagogisk fritidstilbud. De

samlede udgifter til fritidshjem var på godt 1,2 mia. kr.

Side 150 af 514

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

5.4 Socialområdet – Udsatte

5.4.1 Generelle betragtninger

De ydelser, der beskrives i dette afsnit, kan kun giver til personer, der har lovligt ophold i

landet. Undtagelser eller yderligere adgangskriterier beskrives særskilt under de enkelte ydel-

ser.

Kommunen visiterer til ydelserne. Der er altså ikke en generel ret for alle til at modtage ydel-

serne. Visitation til langt de fleste af ydelserne samt udmåling sker med mindre andet er an-

givet på baggrund af en konkret individuel vurdering af den enkeltes behov. Kommunalbesty-

relsen skal løbende følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen opfylder sit formål.

Kommunalbestyrelsen skal herunder være opmærksom på, om der er behov for andre former

for hjælp og om borgeren fortsat har ret til hjælpen.

Ydelserne betragtes som naturalydelser. Med mindre andet er angivet nedenfor, kan ydelserne

ikke tages med til udlandet.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelserne på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

5.4.2 Gratis familieorienteret rådgivning

Overordnet formål med ydelsen

Kommunen har efter servicelovens § 11 en generel forpligtelse til at yde gratis familieoriente-

ret rådgivning til løsning af vanskeligheder i familien. Rådgivningen kan ydes til hele famili-

en eller til enkeltpersoner, herunder til barnet eller den unge. Som eksempel kan nævnes, at

børn og unge bl.a. kan have behov for at snakke med en udenforstående voksen om deres

problemer, dette kan bl.a. være tilfældet med unge med anden etnisk baggrund end dansk, der

kan have behov for rådgivning og støtte i forbindelse med familiens ægteskabsplaner.

Formålet er at afhjælpe de problemer og behov, der allerede eksisterer for det enkelte

barn/den enkelte unge og deres familier.

Brug af ydelsen

Ifølge Socialministeriet opgøres antallet af personer, som modtager gratis familieorienteret

rådgivning, ikke. Det er dog muligt at opgøre udgifterne til den gratis familieorienteret råd-

givning, og disse udgjorde 648 mio. kr. i 2009.

5.4.3 Anbringelse uden for hjemmet, konsulentbistand, pædagogisk støtte i

hjemmet, familiebehandling, aflastning, kontaktperson, formidling af praktiktil-

bud

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med servicelovens § 52 er, at børn og unge, der har behov for særlig støtte, får den-

ne støtte. Denne støtte kan bl.a. bestå i:

Anbringelse uden for hjemmet

Pædagogisk støtte i hjemmet,

Familiebehandling

Aflastning

Side 151 af 514

Kontaktperson,

Formidling af praktiktilbud

Andre former for støtte, som har til formål at bidrage til en bedre overgang til en

selvstændig livsførelse for den unge

Adgangskriterier

Alle børn og unge med lovligt ophold i landet, som har behov for særlig støtte, kan visiteres

til denne ordning. Kommunalbestyrelsen skal senest 3 måneder efter, at der er iværksat foran-

staltninger, vurdere, om indsatsen skal ændres og om handleplanen skal revideres. Kommu-

nalbestyrelsen skal herefter med højst 12 måneders mellemrum foretage en sådan revurdering

af sagen.

Brug af ydelsen

I 2009 var der knap 12.800 personer mellem 0 og 22 år, (inkl. efterværn jf. afsnit 5.4.4.), som

blev anbragt uden for hjemmet. Udgifterne til dette var på ca. 9,6 mia. kr. i 2009-priser.

Der var ca. 12.800 børn og unge som modtager forebyggende foranstaltninger i 2008, mens

knap 32.900 modtog familierettede forbyggende foranstaltninger i 2008. Udgifterne til for-

byggende foranstaltninger var på ca. 3,9 mia. kr. i 2009-priser.

Boks 5.1.

Udvalgte undersøgelser om anbringelse uden for hjemmet

En undersøgelse fra Ankestyrelsen (2008) viser, at børn og unge med anden etnisk oprindelse end

dansk bliver anbragt uden for hjemmet i lidt højere grad end danske børn og unge i aldersgruppe 0-17

år.

For hver 1000 børn og unge i aldersgruppen 0-17 år pr. 1. januar 2008 blev der anbragt 10,1 børn og

unge med dansk oprindelse og 11,3 med etnisk oprindelse. Anbringelsesfrekvensen varierer dog på

tværs af køn og alder. Blandt andet var der flere drenge af anden etnisk oprindelse mellem 12-17 år,

der blev anbragt uden for hjemmet, i forhold til danske drenge i samme aldersgruppe. Ligeledes er der

relativt flere 15-17-årige piger af anden oprindelse end dansk, der anbringes uden for hjemmet, sam-

menlignet med jævnaldrende danske piger, jf. figur 5.1

Figur 5.1.

Hyppighed af børn og unge anbragt uden for hjemmet, 1. januar 2008, fordelt på etnicitet

Promille

0-3 år

4-6 år

7-11 år

12-14 år

15-17 år

i alt

Promille

Drenge: Anbragt med dansk oprindelse

Piger: Anbragt med dansk oprinelse

Drenge: Anbragt med etnisk oprindelse

Piger: Anbragt med etnisk oprinelse

Kilde: Ankestyrelsen.

En undersøgelse foretaget SFI - Det nationale forskningscenter for velfærd - i 2008 fokuserer på forlø-

bet for børn født i 1995, der enten er eller har været anbragt uden for hjemmet. Formålet er at give et

Side 152 af 514

klarere billede af de eventuelt forskellige forhold, der gør sig gældende for anbringelsesforløbet for

danske og børn med anden etnisk oprindelse.

Rapporten konkluderer ligesom Ankestyrelsen, at indvandrerbørn og -unge har en højere anbringelses-

frekvens end etnisk danske børn og unge på tværs af alle aldersgrupper. Men rapporten viser også, at

børn og unge, der er efterkommere af indvandrer, generelt har en lavere anbringelsesfrekvens end

danske børn og unge. Selvom rapporten konkluderer, at børn og unge med anden etnicitet end dansk

har en højere anbringelsesfrekvens end danske børn, så viser rapporten samtidigt, at danske børn bliver

anbragt uden for hjemmet i længere tid end børn og unge med anden etnicitet.

Børn og unge med anden etnicitet end dansk anbringes oftere på døgninstitutioner og socialpædagogi-

ske opholdssteder. Det viser undersøgelser fra både SFI, Ankestyrelsen og tidligere undersøgelser (jf.

Skytte, 2002). Ifølge SFI blev 51 pct. af de anbragte børn og unge fra 1995-årgangen med anden etnici-

tet end dansk anbragt i plejefamilier, mens 68 pct. af danske børn blev anbragt i plejefamilier. SFI

peger på, at dette muligvis skyldes, at andelen af plejefamilier med anden etnisk baggrund end dansk er

relativt lav i forhold danske plejefamilier.

SFI’s undersøgelse viser også, at der blandt de anbragte børn fra 1995-årgangen var en langt større

andel af børn med anden etnisk oprindelse, der blev tvangsanbragt i forhold til danske børn. I 2005

blev 9 pct. af de anbragte danske børn anbragt uden forældrenes samtykke. For gruppen af indvandrer-

børn og efterkommere var andelen 27 pct., dvs. 3 gange så højt.

For gruppen af anbragte børn og unge med anden etnisk oprindelse er der dog store forskelle på, hvor

stor en procentsats, der bliver tvangsanbragt. Ifølge SFI bliver relativt få børn og unge med oprindelse i

Norden eller EU's medlemslande anbragt uden forældrenes samtykke. Mens godt halvdelen af børn og

unge med oprindelse i Afrika og øvrige Europa (dvs. eksklusiv EU og Norden) bliver tvangsanbragt.

SFI nævner, at forskellen i tvangsanbringelse mellem danske børn og unge og børn og unge med anden

etnisk oprindelse muligvis kan forklares ud fra, at danske forældre har større forståelse for det danske

sociale system og derved i højere grad accepterer frivillig anbringelse som en social indsats.

Kilde: Ankestyrelsen,

”Børn og unge anbragt uden for hjemmet, kommunale afgørelser – årsstatistik 2008”,

2009. SFI,

”Anbragte børns udvikling og vilkår – Resultater fra SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995”,

2008. Skytte, M. (2002), ”Anbringelse

af etniske minoritetsbørn – om socialarbejderes vurderinger og handlin-

ger”,

Lund Dissertations in Social Work.

5.4.4 Efterværn

Overordnet formål med ydelsen

Efterværn, jf. servicelovens § 76, er tilbud til unge i alderen 18 til 22 år, som har været an-

bragt uden for hjemmet op til det 18. år og som har behov for f.eks. hjælp til en bedre indfø-

ring på arbejdsmarkedet, støtte til gennemførelsen af en uddannelse eller støtte til en mere

glidende overgang til selvstændig bolig.

Efterværn kan bestå i fortsat anbringelse, en fast kontaktperson, en udslusningsordning eller

anden støtte, der har til formål at bidrage til en god overgang til en selvstændig tilværelse for

den unge.

Adgangskriterier

Alle unge mellem 18 og 22 år med lovligt ophold i landet, som har været anbragt umiddelbart

frem til det fyldte 18. år eller har haft en kontaktperson umiddelbart frem til det fyldte 18. år

har ret til denne ydelse.

Det væsentligste kriterium ved vurderingen af, om der skal iværksættes efterværn, er, om

efterværnet vil kunne bidrage til, at den unge får en bedre overgang til voksenlivet.

Efterværnet skal ophøre, når det ikke længere opfylder sit formål under hensyn til den unges

behov for støtte, eller når den unge fylder 23 år.

Side 153 af 514

Brug af ydelsen

Socialministeriet har oplyst, at antallet af personer, som modtager efterværn, på nuværende

tidspunkt ikke kan opgøres. Udgifterne til efterværn indgår i de samlede udgifter til anbrin-

gelse uden for hjemmet mv. (se ovenfor).

Boks 5.2.

Undersøgelse af efterværnsindsats

SFI – Det nationale forskningscenter for velfærd – samlede i 2010 erfaringer fra en række igangværen-

de forsøg med særlige efterværnsindsatser i 10 kommuner rundt om i landet. Der var i alt indskrevet

120 unge i de særlige efterværnsindsatser, hvoraf personer med anden etnisk baggrund end dansk var

på 17 personer svarende til en andel på 14 procent.

Det skal bemærkes, at opgørelsen af udlændinge, som modtager en efterværnsindsats, kun er baseret på

10 kommuner, og derfor ikke nødvendigvis er repræsentativ for hele landet. Det skyldes bl.a., at antal-

let af deltagere i forsøgene er relativ begrænset, og selv små ændringer i antallet kan derfor føre til

ændringer i udlændinges andel.

Kilde: SFI, ”Efterværn – støtte til tidligere anbragte unge”, 2010.

5.4.5 Behandling af stofmisbrugere

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med indsatsen efter servicelovens § 101 er, at misbrugeren skal komme ud af sit

stofmisbrug, for derigennem at forbedre sin fysiske og især psykiske funktionsevne samt

afhjælpe de sociale problemer, som følger af misbruget.

Hovedsigtet med behandlingen er ud fra brugerens egne ressourcer at hindre en yderligere

funktionsnedsættelse og bibringe vedkommende en bedre social og personlig funktion med

henblik på højnelse af livskvaliteten.

Adgangskriterier

Alle med lovligt ophold i landet, som har behov for social behandling for stofmisbrug, har ret

til denne ydelse.

Brug af ydelsen

I 2009 var der knap 13.700 stofmisbrugere i behandling. Udgifterne i forbindelse med be-

handling af stofmisbrugere var på godt 880 mio. kr.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

Boks 5.3.

Undersøgelse af narkosituationen i Danmark

Sundhedsstyrelsen offentliggør hvert år en årsrapport over narkosituationen i Danmark. Her opgøres

bl.a. antallet af klienter indskrevet i behandling for stofmisbrug, som er baseret på registret over stof-

misbrugere i behandling.

Sundhedsstyrelsens rapport viser, at der i 2009 var 5.296 klienter indskrevet til behandling for stofmis-

brug. Af disse var 6 pct. udenlandske statsborgere, hvilket svarer nogenlunde til udlændinges andel af

befolkningen som helhed.

Kilde: Sundhedsstyrelsen, ”Narkosituationen i Danmark 2010”, 2010.

Side 154 af 514

5.4.6 Herberger og forsorgshjem

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med tilbuddet efter servicelovens § 110 om midlertidigt ophold i boformer til per-

soner med særlige sociale problemer er, udover at sikre personen husly, at hjælpe vedkom-

mende videre på sigt. Dette gøres blandt andet ved, senest 1-2 dage efter optagelsen på bo-

formen, at udarbejde en plan for opholdet i samarbejde med pågældende person. Handlepla-

nen kan omfatte blandt andet misbrugsbehandling, behandling for sindslidelse osv. Planen

skal koordineres med og indgå i kommunens handleplan efter servicelovens § 141 og også

med en evt. jobplan efter kapitel 9 i lov om aktiv beskæftigelsesindsats, så der kan skrædder-

sys en sammenhængende og helhedsorienteret indsats, der også omfatter beskæftigelse, bolig-

forhold, økonomi, evt. behandling mm.

Adgangskriterier

Personer over 18 år med lovligt ophold i landet, som på grund af særlige sociale problemer

har behov herfor, kan benytte sig af dette tilbud

Brug af ydelsen

I 2009 var der godt 6.300 personer, der fik et tilbud om midlertidigt ophold i boformer til

personer med særlige sociale problemer. Udgifterne til dette var på knap 700 mio. kr.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

Boks 5.4.

Undersøgelse om personer indskrevet på herberger, forsorgshjem, mv.

Ankestyrelsen udgiver årligt en statistik over botilbud efter servicelovens §110, der giver et billede af

de personer, der benytter sig af herberger, forsorgshjem, mv.

Ifølge Ankestyrelsen var der i 2009 i alt 13.503 personer indskrevet på diverse botilbud rundt om i

Danmark. Omkring 10 pct. af de indskrevne var ikke-danske statsborgere. Størstedelen (8 pct. af alle

indskrevne) af udlændingene er statsborgere fra et ikke-vestligt land.

De 18-64-årige brugere af botilbud kan også opdeles på fødested, hvor der ikke tages højde for stats-

borgerskab. Her var 81 pct. født i Danmark, mens 15 pct. var født i et ikke-vestligt land.

Kilde: Ankestyrelsen, ”Brugere af botilbud efter servicelovens § 110 – Årsstatistik 2009”, 2010.

5.4.7 Kvindekrisecentre

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med ydelsen efter servicelovens § 109 er at sikre kvinder (og deres eventuelle børn),

der har været udsat for vold eller trusler herom i familiemæssigt regi, omsorg og støtte samt

et trygt sted at opholde sig. Samtidig er et formål med opholdet at (gen)opbygge kvindens (og

hendes eventuelle børn) mulighed for at skabe en ny tilværelse uden vold og trusler herom

udenfor krisecentret. Som et led heri tilbydes kvinder med børn særlig familierådgivning i

forhold til bolig, økonomi, arbejdsmarked, skole, dagsinstitutioner, sundhedsvæsen m.v.

Rådgivningen iværksættes, når forberedelsen til udflytning fra krisecentret påbegyndes og

indtil kvinden og børnene er etableret i egen bolig. Til børn, der opholder sig på krisecenter

med deres mor skal tilbydes psykologbehandling i mindst 4 og op til 10 timer.

Side 155 af 514

Adgangskriterier

Alle kvinder med lovligt ophold i landet, som på grund af vold eller trusler om vold eller

lignende krise i relation til familie- eller samlivsforhold har behov herfor, skal tilbydes denne

ydelse.

Brug af ydelsen

Der var knap 1.900 kvinder, som i 2009 benyttede et kvindekrisecentre. Udgifterne hertil var

på godt 180 mio. kr.

Boks 5.5.

Undersøgelse om kvinder og børn på krisecentre

Servicestyrelsen udgiver på baggrund af tal indsamlet af Landsorganistionen af Kvindekrisecentre

(LOKK) oplysninger om de kvinder og børn, der har haft ophold på et krisecenter i Danmark.

I 2009 var 29 pct. af kvinderne på krisecenter ikke-dansk statsborgere. Af de børn, der i 2009 var på et

krisecenter, var lidt over halvdelen opvokset i en traditionelt ikke-dansk familie. En traditionel ikke-

dansk familie skal forstås som en familie, der har betragtet sig selv som dansk i generationer.

Kilde: Servicestyrelsen, ”LOKK årsstatistik 2009 – Kvinder og børn på krisecenter”, 2010.

5.5 Socialområdet – Ældre

5.5.1 Generelle betragtninger

Alle personer med lovligt ophold her i landet har ret til at få hjælp efter serviceloven. Det er

ikke afgørende for at få hjælp efter serviceloven, om modtageren er dansk statsborger eller ej.

Det vil sige, at en udlænding, som opholder sig lovligt her i landet og får behov for hjælp

efter serviceloven, har ret til hjælp efter samme regler som danske statsborgere, jf. servicelo-

vens § 2.

Desuden skal det bemærkes, at samtlige af de under pkt. 5.5 nævnte ydelser gives som natu-

ralydelser, der ikke kan tages med til udlandet.

Ved vurderingen af behovet for hjælp skal bedømmelsen tage udgangspunkt i den enkeltes

forhold her på stedet på det givne tidspunkt, hvor der søges om hjælp. Kommunen visiterer

som udgangspunkt borgeren til ydelsen. Såfremt der ikke står andet under de enkelte ydelser

nedenfor, er der tale om ydelser, som kommunen visiterer til.

Kommunalbestyrelsen skal løbende følge de enkelte sager for at sikre sig, at hjælpen opfylder

sit formål. Kommunalbestyrelsen skal herunder være opmærksom på, om der er behov for

andre former for hjælp og om borgeren fortsat har ret til hjælp.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

5.5.2 Tilbud om forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, der er fyldt 75 år

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med tilbud om forebyggende hjemmebesøg efter servicelovens § 79 a er at oppriori-

tere den forebyggende og sundhedsfremmende indsats over for ældre ved at yde råd og vej-

ledning om aktiviteter og støttemuligheder med henblik på at bidrage til øget tryghed og triv-

sel.

Formålet er derfor også at henlede opmærksomheden på eksisterende hjælpeforanstaltninger

og aktiverende tilbud, som vil kunne bidrage til at forebygge eller løse eventuelle problemer i

opløbet. Det kan f.eks. ske ved at henlede opmærksomheden på frivillige organisationer og

Side 156 af 514

sociale netværk. De ældre kan således tilskyndes til bedre at udnytte egne ressourcer og til at

bevare funktionsniveauet længst muligt.

Adgangskriterier

Kommunen skal tilbyde forebyggende hjemmebesøg til alle borgere, der er fyldt 75 år, og

som bor i eget hjem.

Kommunen kan vælge at undtage de borgere fra ordningen, der modtager både personlig og

praktisk hjælp efter servicelovens § 83. Borgere, der alene modtager enten personlig eller

praktisk hjælp, har ret til at få tilbud om forebyggende hjemmebesøg.

Udlændinge med lovligt ophold af mere varig karakter skal også tilbydes et årligt forebyg-

gende hjemmebesøg.

Brug af ydelsen

I 2009 modtog knap 129.700 personer et eller flere forebyggende hjemmebesøg. Udgifterne

til hjemmebesøgene var på 150 mio. kr.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

5.5.3 Generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med tilbud med aktiverende og forebyggende sigte er at øge og bevare brugernes

muligheder for at klare sig selv, f.eks. ved at forebygge forringelse af den fysiske funktions-

evne eller af social isolation. Som eksempler på generelle aktiverende og forebyggende tilbud

kan nævnes aktiviteter i form af besøgsordninger, klubarbejde, undervisning, foredrag, stu-

diekredsarbejde og ældreidræt.

Adgangskriterier

Efter servicelovens § 79 har kommunen hjemmel til og kan træffe beslutning om at iværksæt-

te eller give tilskud til generelle tilbud med aktiverende og forebyggende sigte.

Hvis der træffes afgørelse om at iværksætte eller yde tilskud til tilbud efter § 79, skal kom-

munen fastsætte retningslinjer for, hvilken persongruppe der kan benytte tilbuddene. Tilbud-

dene skal være generelle og dermed tilgængelige for hele den afgrænsede målgruppe, uden at

der er foretaget en konkret og individuel vurdering af den enkelte borgers behov for tilbuddet.

Det vil sige, at alle borgere, der indgår i den persongruppe, som tilbuddet er rettet imod, har

ret til at benytte tilbuddet uden foregående visitation mv.

Brug af ydelsen

I uge 16 i 2009 modtog knap 15.900 personer modtog et tilbud hos et dagcenter uden visitati-

on. Omfanget af brugen af øvrige tilbud med aktiverende og forebyggende sigte opgøres ikke.

De samlede udgifter til tilbuddene var på 774,2 mio. kr.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

Side 157 af 514

Boks 5.6.

Undersøgelser om brugen af lokalcentre

En undersøgelse fra Styrelsen for Social Service (2010) viser, at ældre borgere med anden etnisk op-

rindelse end dansk (herefter etniske borgere) benytter sig sjældent af kommunes aktiverende tilbud –

såsom træning, cafe, hjemmehjælp, m.m.. Undersøgelsen viser dog, at de kommuner, der udbyder

tilbud målrettet de ældre etniske borgere, har et markant højere deltager niveau.

En anden undersøgelse foretaget af Aarhus kommune (2004) om ældre etniske borgere i kommunen

viser ligeledes, at ældre etniske borgere i mindre grad benytter lokalcentre. Næsten halvdelen (45 pct.)

af de ældre etniske aarhusianere gør slet ikke brug af lokalcentrets tilbud. Undersøgelsen peger på, at

en mulig forklaring kan være sprogbarriere og at de etniske ældre har mindre kendskab til lokalcentrets

tilbud. Hele 32 pct. af de ældre med anden etnisk baggrund end dansk har slet ikke kendskab til lokal-

centrets konkrete tilbud. Undersøgelsen viser dog, at der er sket en stigning af ældre med anden etnisk

oprindelses brug af lokalcentrets aktiviteter og tilbud. Hvor der i 1999 var 15 pct. af de ældre etniske

borger, der benyttede lokalcentret, er der i 2004 omkring 25 pct. af de ældre etniske borgere, der bru-

ger lokalcentret.

Undersøgelsen viser en sammenhæng mellem opholdstid i Danmark og de ældre etniske borgeres

kendskab til lokalcentrets tilbud. Generelt gælder, at de ældre flygtninge og indvandreres kendskab til

lokalcentret stiger proportionelt med den tid, de har boet i Danmark. Undersøgelsen viser, at der ofte

vil være en stigning i brugen af lokalcentrets tilbud fra 1-5 til 11-15 års opholdstid i Danmark. For

personer, der har opholdt sig i Danmark mere end 16 år, faldt brugen af lokalcentrets tilbud dog i flere

tilfælde.

Kilde: Styrelsen for Social Service, ”Undersøgelse om kommunerne og de ældre etniske borgere”, 2010. Aarhus

kommune ”Borgerundersøgelse: Pleje- og omsorgsbehovet blandt ældre flygtninge og indvandrere”, 2004.

5.5.4 Hjemmehjælp (personlig og praktisk hjælp, madservice samt kontanttil-

skud til ansættelse af hjælper)

Overordnet formål med ydelsen

Kommunen tilbyder hjælp efter servicelovens § 83 i form af personlig hjælp og pleje (dvs.

personlig hygiejne, af- og påklædning, hjælp til spisning m.v.), hjælp og støtte til nødvendige

praktiske opgaver i hjemmet (som rengøring, tøjvask og indkøb) samt madservice. Hjælpen

skal bidrage dels til at vedligeholde fysiske eller psykiske færdigheder, dels til at afhjælpe

væsentlige følger af nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer.

Tilbuddene skal løbende tilpasses modtagerens behov.

Efter Servicelovens § 95 har borgere ret til at få udbetalt hjælpen i form af et kontant tilskud,

hvis borgeren er visiteret til mere end 20 timers hjælp eller hvis kommunen ikke kan stille

den nødvendige hjælp til rådighed. Formålet hermed er, at borgere med et omfattende behov

for personlig pleje og praktisk hjælp selv skal have mulighed for at udvælge og ansætte de

nødvendige hjælpere.

Adgangskriterier

Kommunen har efter servicelovens § 83 stk. 1, nr. 1, 2 og 3, pligt til at sikre, at personer, der

midlertidigt eller varigt har behov for personlig hjælp og pleje, praktisk hjælp og støtte til

nødvendige opgaver i hjemmet og/eller madservice, kan få tilbud om hjælp til disse funktio-

ner.

Afgørelser om hjælp skal træffes på baggrund af en konkret og individuel vurdering af borge-

rens behov for hjælp. Ved vurderingen skal der tages stilling til alle borgerens anmodninger

om hjælp. Kommunalbestyrelsen skal genvurdere behovet for hjælp, når der er behov herfor,

og når borgeren anmoder om hjælp.

Endelig skal bemærkes, at hjælp efter servicelovens § 83 gives som naturalydelser.

Side 158 af 514

Kommunalbestyrelsens fastsættelse af borgernes betaling for tilbud efter servicelovens § 83

er reguleret i servicelovens § 161. Heraf fremgår, at kommunalbestyrelsen højst må medregne

de gennemsnitlige, langsigtede omkostninger ved fastsættelsen af borgernes betaling for disse

tilbud. Kommunalbestyrelsen kan ikke opkræve betaling for personaleomkostninger til per-

sonlig og praktisk hjælp efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 1 og 2, når hjælpen er varig.

Kommunalbestyrelsen kan godt opkræve betaling for personaleomkostninger, når der er tale

om madservice efter servicelovens § 83, stk. 1, nr. 3.

For madservice gælder det videre, at kommunalbestyrelsen skal tilbyde modtagere af mad-

service i hjemmeplejen mindst ét dagligt måltid mad i form af en hovedret til maksimalt 46

kr. i 2011-niveau. For borgere, der bor i plejebolig mv., gælder det, at kommunalbestyrelsen

højst må opkræve 3.170 kr. pr. måned i 2011-niveau for fuld forplejning.

Brug af ydelsen

Der var ca. 227.000 personer, som i 2009 modtog personlig eller praktisk hjælp, herunder

madservice. Opgørelsen er inkl. beboere i plejeboliger m.v. . De samlede udgifter var i 2009

ca. 33 mia. kr. Socialministeriet har oplyst, at det er ikke muligt at opdele forbruget på hhv.

madservice, personlig hjælp og praktisk hjælp.

Udgiften til madservice, personlig pleje og praktisk hjælp uden for plejeboliger og lignende

boformer med ansat personale udgjorde ca. 16 mia. kr. i 2009. Antallet af modtagere var i

2009 182.000. Herunder modtog 164.000 personer praktisk hjælp i hjemmet.

Omkring 700 personer fik et kontant tilskud efter § 95 til ansættelse af hjælper, hvor de sam-

lede udgifter var på 337,9 mio. kr.

Hertil kommer udgifterne til de ca. 500 personer, som bor i friplejebolig (se afsnit 5.5.10).

Deres udgift til personlig og praktisk hjælp m.v. (efter servicelovens §§ 83, 85, 86, 97, 98 og

102) konteres særskilt og udgør 69,8 mio. kr. Udgiften hertil afholdes af kommunerne på

samme måde, som når hjælpen ydes i andre botilbud eller til borgere, der ikke bor i særlige

botilbud.

Boks 5.7.

Undersøgelser om udlændinges brug af pleje- og omsorgsydelser

En undersøgelse af ældre med anden etnisk baggrund end dansk (herefter etniske ældre) i Københavns

Kommune viser, at denne gruppe benytter hjemmehjælp i mindre omfang end vestlige ældre, her-

iblandt danskere.

I undersøgelsen nævnes det, at etniske ældres mindre brug af hjemmehjælp formentligt ikke skyldes, at

etniske ældre har mindre behov for hjælp og støtte, men i stedet, at de enten får støtte eller hjælp fra

anden side. Eksempelvis viser undersøgelsen, at etniske ældre ofte bor flere end 2 eller 3 sammen. Det

kan være et udtryk for, at den etniske ældre bor sammen med familien, som tager sig af den ældre.

Inden for én aldersgruppe benytter etniske ældre sig dog i højere grad af ældreplejen end vestlige æl-

dre, nemlig blandt de 60-64-årige. Undersøgelsen konkluderer, at dette kan være udtryk for, at etniske

ældre har et tidligere behov for ældrepleje, hvilket kan skyldes tidligere nedslidning eller en tidligere

oplevelse af alderdom. Undersøgelsen nævner, at de etniske ældre i aldersgruppen 60-64-års brug af

ældrepleje kan være en begyndende tendens til, at etniske ældre generelt i højere grad vil benytte sig af

ældreplejen.

En analyse fra Anvendt KommunalForskning (AKF) viser ligeledes, at ældre indvandrere i Køben-

havns Kommune modtager mindre hjælp fra det offentlige, og gør mindre brug af plejebolig, personlig

og praktisk bistand.

Side 159 af 514

Det ses bl.a. ved, at der i 2007 var 15-30 procent af de ældre indvandrere, der boede i en plejebolig

eller som havde modtaget personlig pleje eller praktisk bistand. Det er en betydelig mindre andel end

ældre danskere, hvor 40 pct. modtog personlig pleje eller praktisk bistand i 2007. Blandt indvandrere

havde indvandrere fra vestlige lande, som har boet i Danmark i mere end 10 år, den største andel af

brug af pleje- og omsorgsydelser, jf. tabel 5.12.

Tabel 5.12.

Andel borgere på 65+ år Københavns Kommune per 1. januar 2007, som i 2007 boede i

plejebolig eller modtog praktisk bistand eller personlig pleje, fordelt efter oprindelsesland.

Har boet i plejebolig eller fået

praktisk bistand eller personlig

pleje

Procentgrundlag

Dansker

Indvandrer fra vestligt land inden for 10 år

Indvandrer fra vestligt land

for mere end 10 år siden

Indvandrer fra ikke-vestligt land inden for 10 år

Indvandrer fra ikke-vestligt land

for mere end 10 år siden

I alt

50.008

146

692

336

1.487

52.669

Kilde: Anvendt KommunalForskning.

Kigger man på udgifterne til eksempelvis praktisk bistand, er der en mindre andel af indvandrere end

danskere, som modtager hjælp. Et lignende billede ses også i forbindelse med udgifterne til personlig

pleje.

Med undtagelse af vestlige indvandrere, som indvandrede for mere end ti år siden, har mindre end 10

procent af indvandrerne modtaget praktisk bistand. Til sammenligning har 30 procent af danskerne fået

praktisk bistand. Blandt dem, som har fået praktisk bistand, udgør udgifterne i de fleste tilfælde under

25.000 kr. Det gælder både for danskere og indvandrere, jf. tabel 5.13.

AKF påpeger, at sammenligningen af udgifterne ikke tager højde for forskelle, som kan have betyd-

ning for danskeres og indvandreres behov for hjælp. F.eks. er danskere i gennemsnit ældre end indvan-

drere, og kan derfor have behov for mere hjælp.

Tabel 5.13

Andel borgere på 65+år i Københavns kommune pr. 1. januar 2007 fordelt efter udgifter til

praktisk bistand

i 2007

1-10.000 10.001-

kr.

25.000

kr.

25.001-

100.000

kr.

100.001-

Over Personer

200.000 200.000

kr.

--- Procent ---

Antal

50.008

146

692

336

1.487

52.669

Dansker

Indvandrer fra vestligt land

inden for 10 år

Indvandrer fra vestligt land

for mere end 10 år siden

Indvandrer fra ikke-vestligt land

inden for 10 år

Indvandrer fra ikke-vestligt land for

mere end 10 år siden

Alle

Kilde: Anvendt KommunalForskning.

AKF nævner, at en mulig forklaring på, at ældre indvandrere i mindre grad end danskere modtager

offentlige pleje- og omsorgsydelser kan være, at indvandrere har mindre kendskab til mulighederne for

hjælp fra det offentlige samt i højere grad end danskere modtager hjælp fra slægtninge.

Forskellen mellem danskere og indvandreres brug af pleje- og omsorgsydelser synes at blive mindre,

jo længere tid ældre indvandrere har boet i Danmark. Ifølge AKF vil man derfor kunne forvente, at

Side 160 af 514

brugen af pleje- og omsorgsydelser blandt indvandrere, som har opholdt sig længe i landet, i fremtiden

vil nærme sig niveauet for danskeres brug. Det vil alt andet lige betyde, at indvandreres efterspørgsel

efter pleje- og omsorgsydelser vil stige.

Kilde: Folkesundhed København,

Ældre etniske københavnere i tal,

2007. Anvendt KommunalForskning (AKF),

Ældre danskeres og indvandreres brug af pleje- og omsorgsydelser,

2009.

5.5.5 Tilbud om midlertidig ophold til personer, der i en periode har et særligt

behov for omsorg og pleje

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med at tilbyde midlertidige ophold kan f.eks. være øget tryghed, bedre behand-

lingsmuligheder og bedre muligheder for omsorg og pleje.

Adgangskriterier

Kommunen kan efter servicelovens § 84, stk. 2, tilbyde midlertidige ophold, f.eks. i pleje-

hjem, plejeboliger mv., til personer, der i en periode har et særligt behov for omsorg og pleje.

Det er op til de enkelte kommuner, om de vil tilbyde midlertidige ophold, og i givet fald hvil-

ke personer, der skal have tilbud om midlertidige ophold. Serviceloven opstiller derfor ikke

nærmere kriterier herfor. Der kan ikke sættes bestemte tidsmæssige grænser for midlertidige

botilbud. Afgørende for tilbud om midlertidigt ophold vil være en vurdering af borgerens

mulighed for at komme til at klare sig uden den hjælp og støtte, der ydes under et midlertidigt

ophold.

Der er alene tale om tilbud, og det er derfor op til borgeren, om vedkommende vil tage imod

tilbud om et midlertidigt ophold. Hvis borgeren ikke ønsker et midlertidigt ophold, skal

kommunen tilbyde den fornødne hjælp, som borgeren har behov for, f.eks. personlig og prak-

tisk hjælp efter servicelovens § 83, i borgerens egen bolig.

Brug af ydelsen

I uge 16 i 2009 havde godt 2.600 personer midlertidigt ophold i plejeboliger o.lign.

Socialministeriet har oplyst, at udgifterne til midlertidig ophold ikke opgøres særskilt. Udgif-

terne indgår sammen med udgifterne til anden (syge)behandling (efter servicelovens § 102),

tilbud om afløsning eller aflastning (efter servicelovens § 84) samt socialpædagogisk bistand

(servicelovens § 85), som i 2009 samlet set var 3.016,7 mio. kr.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

5.5.6 Genoptræning

Overordnet formål med ydelsen

Genoptræning efter servicelovens § 86, stk. 1, defineres som en målrettet og tidsafgrænset

samarbejdsproces mellem en borger, eventuelle pårørende og personale. Formålet med gen-

optræning er, at borgeren opnår samme grad af funktionsevne som tidligere eller bedst mulig

funktionsevne; bevægelses- og aktivitetsmæssigt, kognitivt, emotionelt og socialt. Genoptræ-

ningsindsatsen kan omfatte såvel somatiske patienter som psykiatriske patienter med et soma-

tisk genoptræningsbehov.

Genoptræningen skal rettes imod patientens funktionsnedsættelse, dvs. problemer i kroppens

funktioner eller anatomi, samt aktivitets- og deltagelsesbegrænsninger. Endvidere omfatter

træningen de færdigheder, som borgeren har brug for i sine daglige gøremål.

Side 161 af 514

Tilbuddet om genoptræning har samtidig til formål at undgå vedvarende eller yderligere

svækkelse og at forebygge, at der opstår behov for øget hjælp, f.eks. i form af personlig og

praktisk hjælp, eller behov for sygehusindlæggelse. Hvis der er tale om et længerevarende

behov for træning, er det kommunens opgave at tilrettelægge træningsindsatsen på en sådan

måde, at den dels forebygger, at problemerne for borgeren forværres, og dels sigter på at ved-

ligeholde det erhvervede funktionsniveau.

Adgangskriterier

Kommunen skal tilbyde genoptræning efter en konkret og individuel vurdering af trænings-

behovet hos den enkelte borger.

Målgruppen for genoptræning efter serviceloven vil typisk være ældre borgere, der efter syg-

dom, som ikke er behandlet i sygehusregi, er midlertidigt svækket. Udover denne målgruppe

vil også andre voksne i begrænset omfang kunne omfattes af genoptræning efter § 86, stk. 1.

Genoptræning efter § 86, stk. 1, er tidsmæssigt begrænset til den periode, hvor funktionsni-

veauet fortsat kan forbedres gennem yderligere træning. Der skal således tilbydes genoptræ-

ning, så længe der er udsigt til, at funktionsevnen kan forbedres gennem en målrettet genop-

træningsindsats.

Brug af ydelsen

Socialministeriet skønner, at ca. 36.000 personer i 2009 modtog et genoptræningstilbud eller

et tilbud om vedligeholdelsestræning. Ifølge Socialministeriet er det ikke muligt at opgøre

udgifterne til genoptræning efter serviceloven særskilt, men de samlede udgifterne til genop-

træning efter serviceloven og sundhedsloven og vedligeholdelsestræning udgjorde i 2009

1.220,8 mio. kr.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om, hvor mange ud-

lændinge der modtager ydelsen.

5.5.7 Vedligeholdelsestræning

Overordnet formål med ydelsen

Vedligeholdelsestræning efter servicelovens § 86, stk. 2, defineres som målrettet træning for

at forhindre funktionstab og for at fastholde det hidtidige funktionsniveau.

Vedligeholdelsestræning omfatter vedligeholdelse af såvel fysiske som psykiske færdigheder.

Vedligeholdelsestræning skal bidrage til at afhjælpe væsentlige følger af nedsat fysisk eller

psykisk funktionsevne og til at fastholde det hidtidige funktionsniveau. Vedligeholdelsestræ-

ning har således også et forebyggende sigte.

Adgangskriterier

Kommunen skal tilbyde vedligeholdelsestræning til borgere, der grundet nedsat fysisk eller

psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer har behov for at vedligeholde fysiske

og psykiske færdigheder. Kommunen skal træffe afgørelse om vedligeholdelsestræning på

baggrund af en konkret og individuel vurdering af borgerens behov for en individuel træ-

ningsindsats.

Målgruppen for vedligeholdelsestræning er alle borgere uanset alder, som på grund af nedsat

fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale problemer vurderes at have behov

herfor. Vedligeholdelsestræning omfatter også træning af personer med kroniske lidelser, i

Side 162 af 514

det omfang disse personer har brug for en individuel træningsindsats med henblik på at kunne

vedligeholde fysiske, psykiske og sociale færdigheder.

Brug af ydelsen

Socialministeriet skønner, at ca. 36.000 personer i 2009 modtog et genoptræningstilbud eller

et tilbud om vedligeholdelsestræning. Ifølge Socialministeriet er det ikke muligt at opgøre

udgifterne til genoptræning særskilt, men de samlede udgifterne til genoptræning efter ser-

viceloven og sundhedsloven og vedligeholdelsestræning udgjorde i 2009 1.220,8 mio. kr.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

5.5.8 Tilbud om afløsning eller aflastning til pårørende, der passer en person

med nedsat funktionsevne

Overordnet formål med ydelsen

Kommunen skal efter servicelovens § 84, stk. 1, tilbyde afløsning eller aflastning til ægtefæl-

le, forældre eller andre nære pårørende, der passer en person med nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne.

Formålet er at tilbyde afløsning eller aflastning til personer, som passer en pårørende med

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Adgangskriterier

Tilbud om afløsning og aflastning gives på baggrund af en konkret og individuel vurdering af

behovet. Afløsning gives som hjælp i hjemmet i det omfang, kommunalbestyrelsen vurderer,

at der er behov herfor, mens aflastning gives uden for hjemmet, f.eks. i form af tilbud om

dag-, nat- eller døgnophold i plejehjem eller plejebolig. Varigheden af sådanne ophold er

afhængig af formålet, og kan f.eks. være jævnligt tilbagevendende weekendophold, ferieop-

hold, ophold af flere måneders varighed mv.

Brug af ydelsen

I uge 16 2009 fik ca. 2.600 personer et tilbud om afløsning eller aflastning til pårørende, der

passer en person med nedsat funktionsevne.

Socialministeriet har oplyst, at udgifterne til afløsning eller aflastning ikke opgøres særskilt.

Udgifterne indgår sammen med udgifterne til anden (syge)behandling (efter servicelovens §

102), tilbud om midlertidig ophold (efter servicelovens § 84) samt socialpædagogisk bistand

(servicelovens § 85), som i 2009 samlet set var på 3.016,7 mio. kr.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

5.5.9 Plejehjem og beskyttede boliger

Overordnet formål med ydelsen

Der findes en række forskellige botilbud målrettet personer med behov herfor, herunder al-

mene ældreboliger og plejeboliger, plejehjem og beskyttede boliger, friplejeboliger mv.

I ældreboliger, herunder plejeboliger efter almenboligloven, samt i friplejeboliger efter friple-

jeboligloven sker beboernes boligbetaling efter lejelovgivningen med mulighed for individuel

offentlig støtte i form af boligsikring og boligydelse efter lov om individuel boligstøtte. I

Side 163 af 514

plejehjem og beskyttede boliger ydes offentlig støtte til boligbetalingen efter servicelovens §

192 (og ikke boligstøtte efter boligstøttelovgivningen).

Adgangskriterier

Plads på plejehjem eller i beskyttet bolig tilbydes til personer, der på baggrund af en konkret

og individuel vurdering, har behov herfor.

Ældre og personer med handicap, herunder personer med betydelig og varigt nedsat fysisk

eller psykisk funktionsevne, der ved visitation vurderes at have et særligt behov for tilbud om

f.eks. en almen ældrebolig eller plejebolig, et kommunalt eller regionalt længerevarende bo-

tilbud eller et plejehjem eller en beskyttet bolig, har ret til frit at vælge sådanne boliger.

Alle personer med lovligt ophold her i landet kan være berettiget til at få hjælp efter service-

loven. Tilbud om plads på plejehjem eller i beskyttet bolig, plejebolig mv. må forudsættes at

kræve tilladelse til mere permanent ophold i landet.

Beboeren betaler for boligen et beløb, der er sammensat af en del, der er afhængig af boligens

omkostninger og en del, der er afhængig af beboerens husstandsindkomst. Beboeren skal dog

ikke betale mere end boligens omkostninger.

Den del af betalingen, der er indkomstafhængig, udgør i hovedtræk 10 pct. af husstandsind-

komsten, dog 20 pct. af indkomst over 173.500 kr. (1. januar 2010). Den del af betalingen,

der afhænger af boligens omkostninger, fastsætter kommunen på grundlag af de budgetterede

driftsudgifter til bygningerne, hvortil lægges 10 pct. af den seneste offentlige ejendomsvurde-

ring. Omkostningerne vedrørende boligdelen fordeles på de enkelte boliger efter disses areal.

Den offentlige støtte udgør differencen mellem den beregnede boligbetaling og boligens om-

kostninger.

Brug af ydelsen

Ifølge Danmarks Statistik var der knap 10.700 personer i 2009, som boede på et plejehjem

eller i en beskyttet bolig.

Udgifterne til plejehjem og beskyttet bolig er 706,5 mio. kr.. Beløbet dækker kun boligudgif-

terne, og ikke personlig og praktisk hjælp, der efter servicelovens § 83 m.fl. ydes til beboer-

ne. Udgiften dækker alene plejehjem og beskyttede boliger og ikke andre former for boliger

til målgruppen, hvor der ydes offentlig støtte til betaling af boligudgiften i form af boligstøtte

efter lov om individuel boligstøtte.

Langt hovedparten af personerne, som bor på et plejehjem eller i en beskyttet bolig, er af

dansk oprindelse og/eller har et dansk statsborgerskab, mens udlændinge skønnes at udgøre

under 1 procent af personerne på et plejehjem eller i beskyttet bolig. Blandt udlændinge ud-

gør EU/EØS-borgere den største andel, jf. tabel 5.14.

Side 164 af 514

Tabel 5.14.

Skøn over udlændinges andel af den samlede benyttelse af plejehjem og beskyt-

tede boliger, 2008

Udlændinges andel

EU/EØS

0,5 pct.

3. lande

0,2 pct.

Flygtninge

0,1 pct.

Udlændinge i alt

0,7 pct.

Anm.: Opgørelsen er baseret på pensionistdatasættet i Lovmodellen, og omfatter her almindelige og særlige pleje-

hjem samt beskyttede boliger. Som følge af manglende opdateringer i pensionistdatasættet (eksempelvis ved

flytninger eller dødsfald mv.) er opgørelsen behæftet med usikkerhed. På trods af det kan opgørelsen give en

indikation af i hvilket omfang udlændinge bor på plejehjem.

Kilde: Beskæftigelsesministeriets beregninger på baggrund af Lovmodellen.

5.5.10 Friplejeboliger

Overordnet formål med ydelsen

Friplejeboliger er et privat alternativ for borgeren til de eksisterende botilbud, herunder bl.a.

plejehjem og beskyttede boliger efter serviceloven, ældreboliger og plejeboliger mv. efter

almenboligloven, botilbud efter serviceloven mv.

Ved en friplejebolig forstås en udlejningsbolig uden for den kommunale boligforsyning, hvor

der til den samlede bebyggelse hører servicearealer for personer med behov for omfattende

service og pleje.

Ældre og personer med handicap, herunder personer med betydelig og varigt nedsat fysisk

eller psykisk funktionsevne, der ved visitation vurderes at have et særligt behov for tilbud om

f.eks. en almen ældrebolig eller plejebolig, et kommunalt eller regionalt længerevarende bo-

tilbud eller et plejehjem eller en beskyttet bolig, har ret til frit at vælge sådanne boliger.

Den ældre, som af kommunen er visiteret til en plejebolig, har mulighed for at vælge en

friplejebolig, hvorefter det er op til friplejeboligleverandøren selv at træffe beslutning om

udlejningen af friplejeboligen.

Der ydes offentlig støtte til etablering af byggeriet,

Beboerne betaler husleje for boligen og kan hertil søge offentlig støtte efter lov om individuel

boligstøtte.

Adgangskriterier

Tilbud om f.eks. plejehjemsplads, plads i plejebolig eller i friplejebolig tildeles på baggrund

af kommunalbestyrelsen konkrete og individuelle vurdering af behovet hos den enkelte bor-

ger. Det drejer sig typisk om personer, som har et meget omfattende behov for hjælp eller

støtte efter serviceloven.

Alle personer med lovligt ophold her i landet har ret til at få realitetsbehandlet en ansøgning

om en friplejebolig mv. Tilbud om plads på plejehjem eller i beskyttet bolig, plejebolig,

friplejebolig mv. må forudsættes at kræve tilladelse til mere permanent ophold i landet.

Brug af ydelsen

I 2010 var der ca. 500 personer med en friplejebolig. Beboernes betaling for boligen sker

efter lejelovgivningen med mulighed for individuel boligstøtte efter lovgivningen herom. De

offentlige udgifter til friplejeboliger er derfor udgifter til opførelse af friplejeboliger samt

udgifter til boligstøtte, som ikke opgøres særskilt.

Side 165 af 514

5.6 Socialområdet – Handicaphjælp

5.6.1 Generelle betragtninger

Generelt for velfærdsydelserne beskrevet i dette afsnit gælder, at for at få ydelsen skal mod-

tageren have lovligt ophold i Danmark. Eventuelle tilføjelser er beskrevet under de enkelte

ydelser.

Desuden skal det bemærkes, at hovedparten af ydelserne gives som naturalydelser. Ved vur-

deringen af behovet for hjælp skal bedømmelsen tage udgangspunkt i den enkeltes forhold

her på stedet på det givne tidspunkt, hvor der søges om hjælp. Dvs. at kommunen visiterer

borgeren til ydelsen. Såfremt der ikke står andet under de enkelte ydelser nedenfor, er der tale

om ydelser, som kommunen visiterer til.

Kommunalbestyrelsen skal efter servicelovens § 148, stk. 2, løbende følge de enkelte sager

for at sikre sig, at hjælpen opfylder sit formål. Kommunalbestyrelsen skal herunder være

opmærksom på, om der er behov for andre former for hjælp, og om borgeren fortsat har ret til

hjælpen.

Med mindre andet er angivet ved de enkelte ydelser nedenfor, er ydelserne naturalydelser, der

ikke kan tages med til udlandet. Under midlertidige ophold i udlandet bevares dog retten til

hjælp efter servicelovens §§ 41, 42, 45, 96, 97, 98, 100, 112, 113, 114 og 118. Det er en be-

tingelse herfor, at kommunen løbende kan holdes orienteret om, at opholdet sker, uden at de

almindelige regler for hjælpen tilsidesættes. Udgangspunktet er, at ydelser ikke kan medtages

til udlandet i længere tid end en måned. Ved midlertidige ophold i udlandet, der overstiger en

måned, skal modtageren, før udlandsopholdet påbegyndes, ansøge kommunen om bevarelse

af hjælp.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

5.6.2 Tilbud om gratis rådgivning til personer med nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne eller med særlige sociale problemer

Overordnet formål med ydelsen

Kommunalbestyrelsen skal efter servicelovens § 12 sørge for rådgivning til voksne, der har

særlige behov på grund af nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale

problemer. Ydelsen har til formål at sikre, at den sociale indsats sker så tidligt som muligt,

for derigennem bedst muligt at bidrage til forebyggelse eller til at forhindre en forværring af

den pågældendes situation.

Rådgivningsforpligtelsen er ikke begrænset til den enkelte med nedsat funktionsevne, men

omfatter også en forpligtigelse til at rådgive den pågældendes pårørende – f.eks. ægtefælle,

forældre eller andre pårørende, der indgår i den pågældendes nære sociale netværk.

Rådgivningen skal afpasses den enkeltes behov og kan omfatte rådgivning om en række for-

skellige forhold, som f.eks. uddannelse, beskæftigelse, boformer og almene trivselsmæssige

spørgsmål. Rådgivningen kan bestå af enkeltstående rådgivningssamtaler – eller det kan være

længerevarende forløb, der kan styrke og fastholde kontakten med sindslidende, stofmisbru-

gere m.fl.

Adgangskriterier

Ydelsen retter sig mod personer over 18 år med lovligt ophold i Danmark.

Side 166 af 514

Brug af ydelsen

Socialministeriet oplyser, at omfanget af personer med nedsat fysisk eller psykisk funktions-

evne eller med særlige sociale problemer, som får tilbud om gratis rådgivning, ikke opgøres.

5.6.3 Særlige dagtilbud og klubtilbud til børn med handicap

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med særlige dagtilbud og klubtilbud, jf. servicelovens §§ 32 og 36, er at tilgodese

målgruppens behov for hjælp eller særlig støtte.

Adgangskriterier

Særlige dagtilbud og særlige klubtilbud gives til børn og unge under 18 år med betydelig og

varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, som har et særligt behov for støtte, behand-

ling mv., der ikke kan dækkes gennem deltagelse i et af de tilbud, som er nævnt i dagtilbuds-

loven.

Brug af ydelsen

Ifølge Socialministeriet opgøres antallet af personer, som modtager særlige dagtilbud og

klubtilbud til børn med handicap, ikke. De samlede udgifter til disse tilbud var i 2009 på

1.032,3 mio. kr.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

5.6.4 Tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der passer et barn i hjemmet

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med tabt arbejdsfortjeneste, jf. servicelovens 42, til forældre til børn og unge med

funktionsnedsættelse er:

At barnet/den unge kan forblive i familien og dermed undgå anbringelse på instituti-

oner eller lignende, såfremt hensynet til barnets tarv tilsiger dette.

At familien kan leve så normalt som muligt på trods af og med barnets/den unges

nedsatte funktionsevne eller den kroniske/langvarige lidelse.

At hindre, at barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller kroniske/langvarige li-

delse forværres eller får andre og mere alvorlige følger.

Kompensation for tabt arbejdsfortjeneste er dækning af indtægtstab for forældre, der fordi de

passer et barn under 18 år med et omfattende handicap, ikke kan passe deres arbejde og op-

retholde deres sædvanlige arbejdsindtægt.

Adgangskriterier

Målgruppen er som udgangspunkt forældre, hvor det en nødvendig følge af den nedsatte

funktionsevne eller lidelse, at barnet/den unge passes i hjemmet af forældrene. Og hvor dette

vurderes at være hensigtsmæssigt.

Ydelsen er en eksportabel kontantydelse. Ydelsen kan modtages frem til barnets 18 års fød-

selsdag. Ydelsen kan pr. 1. januar 2011 højst udgøre 19.613 kr. om måneden for personer, der

får kompensation for hele deres hidtidige arbejdstid.

Side 167 af 514

Brug af ydelsen

I 2009 fik knap 18.800 personer kompensation for tabt arbejdsfortjeneste, fordi de passede

deres barn under 18 år med et omfattende handicap, og hermed ikke kunne opretholde deres

sædvanlige arbejdsindtægt. Udgifterne hertil er på 1.279,2 mio. kr.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

5.6.5 Ledsageordning

Overordnet formål med ydelsen

Der er en ledsageordning for unge mellem 16 og 18 år og en anden ledsageordning for perso-

ner mellem 18 år og folkepensionsalderen. Den handicappede kan selv vælge til aktiviteter

ledsageren skal benyttes.

Formålet for ordningen for unge mellem 16 og 18 år er at medvirke til selvstændiggørelse og

integration i samfundet for børn, der som følge af handicappet har behov for ledsagelse, men

som samtidig har behov for den løsrivelse fra deres forældre, som andre unge i samme alder

har behov for.

Formålet med ordningen for personer mellem 18 år og folkepensionsalderen er at medvirke til

normalisering og deltagelse i samfundet for personer med varigt nedsat funktionsevne, samt

øge muligheden for at leve en selvstændig tilværelse med mulighed for at træffe selvstændige

valg om deltagelse i aktiviteter.

Adgangskriterier

Kommunen skal uanset ordning tilbyde 15 timers ledsagelse om måneden til personer, der

ikke kan færdes alene på grund af betydelig og varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsev-

ne.

Brug af ydelsen

I 2009 var der i alt 30 personer mellem 16 og 18 år, der benyttede ledsagerordningen. For

personer mellem 18 år og folkepensionsalderen var der knap 7.800 personer, der benyttede

ordningen. Udgiften til begge ordninger var i 2009 på 184,5 mio. kr. i alt.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

5.6.6 Socialpædagogisk bistand

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med indsatsen efter servicelovens § 85, er at tilbyde hjælp eller støtte samt optræ-

ning og hjælp til udvikling af færdigheder og således bidrage til at skabe en tilværelse for den

enkelte på egne præmisser. Indsatsen tager bl.a. sigte på, at borgeren kan bevare, forbedre

eller kompensere for nedsat funktionsevne eller særlige sociale problemer, som betyder, at

den enkelte ikke kan fungere optimalt i dagligdagen eller i relation til omgivelserne.

Formålet med støtten kan f.eks. være udvikling og vedligeholdelse af personlige færdigheder,

således at personen bliver bedre i stand til at gøre brug af samfundets almindelige tilbud.

Side 168 af 514

Adgangskriterier

Målgruppen for ordningen er personer over 18 år med lovligt ophold i landet, som har behov

for socialpædagogisk støtte som følge af betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsned-

sættelse eller særlige sociale problemer.

Så længe der er behov for ydelsen, opretholdes retten hertil, jf. servicelovens § 148, stk. 2.

Brug af ydelsen

I 2009 var der knap 24.200 personer, som modtog socialpædagogisk bistand.

Socialministeriet har oplyst, at udgifterne til socialpædagogisk bistand ikke opgøres særskilt.

Udgifterne indgår sammen med udgifterne til anden (syge)behandling (efter servicelovens §

102), tilbud om afløsning eller aflastning (efter servicelovens § 84) samt tilbud om midlerti-

dig ophold (servicelovens § 84), som i 2009 samlet set var på 3.016,7 mio. kr. Heraf udgjorde

udgifterne til socialpædagogisk behandling størstedelen af beløbet.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

5.6.7 Borgerstyret personlig assistance

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med ordningen efter servicelovens § 96 er, at borgere med et massivt og sammensat

hjælpebehov får mulighed for at udvælge egne hjælpere og derved sammensætte en ordning,

der giver borgeren størst mulig frihed, selvbestemmelse og fleksibilitet.

Adgangskriterier

Kommunen har pligt til at tilbyde borgerstyret personlig assistance (BPA) til ansættelse af

handicaphjælpere til pleje, overvågning og ledsagelse til borgere med betydelig og varigt

nedsat funktionsevne, som har et særligt behov for denne form for hjælp. Det er en forudsæt-

ning for en BPA-ordning, at borgeren har et massivt og sammensat hjælpebehov, der nød-

vendiggør denne helt særlige form for hjælp.

Målgruppen for ordningen er personer over 18 år med lovligt ophold i Danmark. Så længe

der er behov for ydelsen, opretholdes retten hertil, jf. servicelovens § 148, stk. 2.

Brug af ydelsen

Der var godt 1.200 personer, som fik tildelt borgerstyret personlig assistance i 2009. De årli-

ge omkostninger til dette var på 1.140 mio. kr.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

5.6.8 Kontaktpersonordning til døvblinde

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med bestemmelsen i servicelovens § 98 er at sikre, at mennesker med et kombineret

syns- og hørehandicap får den hjælp, der så vidt muligt betyder, at de kan deltage i samfundet

og leve så normalt, som det er muligt. Dermed er kontaktpersonordningen med til at bryde

den isolation, der ofte følger at et kombineret syns- og hørehandicap.

Side 169 af 514

Adgangskriterier

Kontaktpersonordningen ydes til personer over 18 år, der er funktionelt døvblinde. Det er et

krav, at vedkommende opholder sig lovligt her i landet. Hjælpen ydes i nødvendigt omfang

på baggrund af en konkret, individuel vurdering.

Brug af ydelsen

I 2009 var der ca. 250 personer, som modtog kontaktpersonordningen til døvblinde. Udgiften

til ordningen er på 36,9 mio. kr.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

5.6.9 Plejevederlag

Overordnet formål med ydelsen

Personer, der ønsker at passe en nærtstående, som ønsker at dø i eget hjem, har ret til at få

udbetalt et plejevederlag efter servicelovens § 119.

Bestemmelsen omfatter alene hjælp i tilknytning til pleje af døende i eget hjem. Det karakte-

ristiske ved pleje af døende er, at vægten flyttes fra behandling med helbredende sigte til

omsorg og lindring. Indsatsen koncentreres således om at forbedre livskvaliteten i et kortere

tidsrum. Ordningen er ikke forbeholdt bestemte sygdomskategorier.

Adgangskriterier

Kommunen visiterer til ydelsen. Der er en række generelle kriterier, der skal være opfyldt, for

at der kan ydes plejevederlag, herunder:

At hospitalsbehandling efter en lægelig vurdering må anses for udsigtsløs, og at den

syges tilstand ikke i øvrigt nødvendiggør indlæggelse eller forbliven på sygehus eller

ophold i plejehjem, plejebolig el.lign.

At prognosen er kort levetid, oftest 2-6 mdr.

At den syge er indforstået med etableringen af plejeforholdet.

At den syge er plejekrævende.

Alle personer med lovligt ophold her i landet har ret til at få hjælp efter serviceloven. En på-

rørende med bopæl i udlandet, som har mulighed for at tage lovligt ophold i Danmark, vil

derfor kunne få plejevederlag ved pasning af en herboende døende.

Der kan som hovedregel ikke udbetales plejevederlag til pleje af en døende i udlandet. EU-

retten betyder dog, at der er ret til plejevederlag ved pasning af en døende, der bor inden for

EU, EØS og Schweiz. Det betyder, at ydelsen er eksportabel.

Plejevederlaget er en kontantydelse, som udbetales indtil 14 dage efter, den plejekrævende er

død. Plejevederlaget udgør enten 1,5 gange det sygedagpengebeløb, som plejeren ville være

berettiget til i tilfælde af egen sygdom, eller 13.340 kr. i 2010-niveau. Plejevederlag kan ikke

modtages sammen med anden offentlig forsørgelsesydelse.

Brug af ydelsen

Socialministeriet oplyser, at der i 2009 var ca. 2.500 personer, som fik udbetalt plejevederlag.

De samlede udgifter til plejevederlag og ansættelse til pasning af nærtstående med handicap

eller alvorlig sygdom, jf. afsnit 5.6.10, var i 2009 på 158,7 mio. kr. Det er ikke muligt at op-

dele forbruget af de to ydelser.

Side 170 af 514

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

5.6.10 Pasning af nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med servicelovens § 118 er i en kortere periode at give mulighed for at ansætte en

person til at varetage pasnings- og omsorgsopgaver for en nærtstående med betydelig og va-

rigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller med indgribende kronisk eller langvarig,

herunder uhelbredelig, sygdom.

Adgangskriterier

Kommunen visiterer til ordningen. Det er en betingelse for ordningen, at alternativet til pas-

ning i hjemmet er døgnophold uden for hjemmet f.eks. i plejebolig, botilbud eller lignende,

eller at plejebehovet svarer til fuldtidsarbejde. Der skal være enighed mellem parterne om

etablering af pasningsforholdet. Der må ikke være afgørende hensyn, der taler imod, at det er

den pågældende person, der passer den nærtstående.

Den person, der ansættes til at varetage pasningen af en nærtstående, skal have tilknytning til

arbejdsmarkedet. Lønnen udgør 19.613 kr. pr. måned i 2011.

Ydelsen er en naturalydelse, som kan modtages i 6 måneder. Perioden kan forlænges med

indtil 3 måneder, hvis særlige forhold taler herfor.

Brug af ydelsen

Socialministeriet oplyser, at der i 2009 var ca. 140 personer, som blev ansat til pasning af

nærtstående med handicap eller alvorlig sygdom.

De samlede udgifter til disse to ydelser var i2009 på 158,7 mio. kr. Det er ikke muligt at op-

dele forbruget af de to ydelser.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

5.6.11 Tolkning til personer med hørehandicap

Overordnet formål med ydelsen

Lov om tolkning til personer med hørehandicap har til formål at sikre mennesker, der har et

hørehandicap, der gør det nødvendigt med tegnsprogstolk for at kunne kommunikere med

andre, adgang til en fælles tolkeløsning.

I forhold til tegnsprogstolkning til aktiviteter, der er nødvendige for at deltage i samfundslivet

på lige fod med alle andre, er adgangen til tegnsprogstolkning tidsubegrænset. Derudover får

den enkelte tegnsprogstolkebruger en timebank med et fast årligt antal timers tolkning, som

vedkommende selv kan prioritere. Disse tegnsprogstolkninger kan tegnsprogstolkebrugeren

for eksempel vælge at bruge til aktiviteter af mere interessebaseret karakter.

Adgangskriterier

Personkredsen for den fælles tolkeløsning er døve, døvblevne, døvblinde samt svært høre-

hæmmede, der har et hørehandicap i en grad, der medfører, at det er nødvendigt med tegn-

sprogstolk for at kunne kommunikere med andre. Tegnsprogstolkning gennem den fælles

Side 171 af 514

tolkeløsning tilbydes personer, der som følge af et hørehandicap kan have fordel af en tegn-

sprogstolk i kommunikationen med andre.

Hjælp efter tolkeloven kan som hovedregel ikke medtages til udlandet. Socialministeren har

dog godkendt et forsøg med en ansøgningspulje på 1 mio. kr. til deltagelse i handicappoliti-

ske aktiviteter i udlandet. Støtten ydes på baggrund af en konkret ansøgning fra tegnsprogs-

tolkebrugeren til tolkemyndigheden, der administrerer ansøgningspuljen

Brug af ydelsen

Der er på finansloven for 2011 afsat 48,7 mio. kr. (2011 pl) til tolkning. Forbruget i 2010 har

været ca. 18 mio. kr. Der er registreret ca. 2.500 brugere af den fælles tolkeløsning.

5.6.12 Tilbud af behandlingsmæssig karakter

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med ydelsen efter servicelovens § 102 er at bevare eller forbedre borgerens fysiske,

psykiske eller sociale funktioner, når dette ikke kan opnås gennem de behandlingstilbud, der

kan tilbydes efter anden lovgivning.

Der er alene tale om behandlingsmæssig indsats, som ikke ydes i det almindelige behand-

lingssystem. Det kan f.eks. skyldes situationer, hvor borgerens forhold kræver en helt speciel

indretning eller tilrettelæggelse af et tilbud, eller situationer hvor den pågældende ydelse ikke

gives i det sædvanlige behandlingssystem, men konkret skønnes nødvendig.

Adgangskriterier

Personer over 18 år med lovligt ophold i landet, og som på grund af betydelig og varigt ned-

sat fysisk eller psykisk funktionsevne eller ærlige sociale problemer, har behov for hjælp af

behandlingsmæssig karakter, har ret til denne ydelse for så vidt tilbuddet ikke kan opnås gen-

nem behandlingstilbud efter anden lovgivning; det vil sige, når behandlingstilbuddene i det

sædvanlige behandlingssystem anses for udtømte.

Brug af ydelsen

I 2009 modtog 222 personer ydelsen.

Socialministeriet har oplyst, at udgifterne til tilbud af behandlingsmæssig karakter ikke opgø-

res særskilt. Udgifterne indgår sammen med udgifterne til tilbud om midlertidig ophold (efter

servicelovens § 84), tilbud om afløsning eller aflastning (efter servicelovens § 84) samt soci-

alpædagogisk bistand (servicelovens § 85), som i 2009 samlet set var på 3.016,7 mio. kr.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

5.6.13 Beskyttet beskæftigelse og aktivitets og samværstilbud

Overordnet formål med ydelsen

Tilbud om beskyttet beskæftigelse efter servicelovens § 103 og aktivitets- og samværstilbud-

det efter lovens § 104 har begge til formål at øge den enkeltes livskvalitet i dagligdagen og

retter sig især mod borgere med behov for socialt samvær og aktiviteter i fællesskab. Tilbud-

dene kan medvirke til, at de forskellige målgrupper, som tilbuddet retter sig mod, kan udfolde

sig sammen med andre og deltage i et socialt såvel som arbejdsmæssigt fællesskab. Aktivi-

tets- og samværstilbud kan desuden have en vigtig funktion som et fristed, der kan give gode

betingelser for personlig udvikling, ligesom tilbuddet om beskyttet beskæftigelse kan skabe

nogle nye veje for borgeren, idet der kan etableres netværk udenfor den kreds af mennesker,

vedkommende normalt færdes i.

Side 172 af 514

Adgangskriterier

Alle med lovligt ophold i landet, og som på grund af betydelig nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne eller særlige sociale problemer, har behov for hjælp til forbedring af personlige

færdigheder eller af livsvilkårene, har ret til disse ydelser. Beskyttet beskæftigelse kan dog

kun gives til personer, som ikke kan opnå eller fastholde beskæftigelse på normale vilkår på

arbejdsmarkedet, og som ikke kan benytte tilbud efter anden lovgivning. Det er dog ikke alle

tilbud, som man skal visiteres til af kommunen. Tilbud med visitation vil typisk være til per-

soner med handicap, mens tilbud uden visitation typisk vil være til personer med særlige so-

ciale problemer, f.eks. tilbud i form af væresteder, sociale caféer og varmestuer

Kommunen kan beslutte, at personer, der er visiteret til aktivitets- og samværstilbud, skal

betale helt eller delvist for materialer og udflugter.

Så længe der er behov for ydelsen, opretholdes retten hertil, jf. servicelovens § 148, stk. 2., jf.

også de generelle bemærkninger i indledningen.

Tilbud om beskyttet beskæftigelse ophører med folkepensionsalderen.

Brug af ydelsen

I 2009 fik knap 8.900 personer et tilbud om beskyttet beskæftigelse efter servicelovens § 103.

Udgifterne hertil var på 1.096,7 mio. kr.

Der var godt 22.400 personer, som fik aktivitets- og samværstilbud efter servicelovens § 104.

Udgifterne til disse tilbud var 2.224,9 mio. kr.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

5.6.14 Støtte til køb af bil

Overordnet formål med ydelsen

Kommunen skal efter servicelovens § 114 yde støtte til køb af bil til personer med en varigt

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne.

Formålet er at give mennesker med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne mulighed

for enten at opnå eller fastholde arbejde eller uddannelse også i tilfælde, hvor modtageren

som følge af funktionsnedsættelse har brug for kørsel i egen bil. Derudover er formålet at

sikre, at mennesker med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, hvor funkti-

onsnedsættelsen forringer evnen til at færdes og hvor vedkommende har aktiviteter uden for

hjemmet, der medfører en betydeligt behov for kørsel med bil, en mulighed for at opnå og

fastholde dette aktivitetsniveau.

Adgangskriterier

Støtte til køb af bil ydes blandt andet, hvis ansøgeren som følge af funktionsnedsættelsen har

behov for støtte til køb af bil for at opnå eller fastholde et arbejde eller uddannelse. Der kan

desuden gives støtte til køb af bil i tilfælde, hvor kørsel i egen bil i væsentlig grad kan af-

hjælpe følgerne af funktionsnedsættelsen og hvor vedkommende har aktiviteter uden for

hjemmet der medfører et betydeligt behov for kørsel med bil, altså et kørselsbehov i forbin-

delse med fritidsaktiviteter.

Der er tale om er en naturalydelse, som kommunen visiterer til.

Side 173 af 514

Støtten ydes som et rentefrit lån på maksimalt 163.000 kr. For personer med et indkomst-

grundlag under 195.000 kr. (2011 pl.) udgør halvdelen af lånet et rentefrit afdragspligtigt lån,

som skal betales tilbage i løbet af seks år. Den anden halvdel af lånet er et rente- og afdrags-

frit lån, som kommunen afskriver over seks år. For personer med et indkomstgrundlag over

195.000 kr. forhøjes den rentefrie og afdragspligtige del af lånet med 20 % af den indkomst,

der oversiger 195.000 kr. Der kan tidligst ydes fornyet støtte til køb af bil efter seks år.

Brug af ydelsen

Knap 1.900 personer fik i 2009 støtte til køb af bil. De samlede udgifter til denne støtteord-

ning var på 368,5 mio. kr. (2011 pl.)

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

5.6.15 Boligindretning

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med hjælp efter servicelovens § 116 til boligindretning eller skift af bolig er at

medvirke til, at en borger med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og dennes

familie kan leve et almindeligt liv som andre på samme alder og i samme livssituation. Sam-

tidig skal hjælpen medvirke til at gøre borgeren mere selvhjulpen og dermed mindre afhæn-

gig af andres bistand i dagligdagen, ligesom hjælpen også kan være med til at lette andres

arbejde i forhold til borgeren.

Adgangskriterier

Kommunen visiterer til ydelsen. Det er en betingelse, at der er tale om en borger med varigt

nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, og at boligindretningen er nødvendig for at gøre

boligen bedre egnet som opholdssted for den pågældende. I ganske særlige tilfælde, hvor

boligen ikke kan gøres egnet som opholdssted for den pågældende kan der ydes hjælp til

dækning af udgifter til anskaffelse af en anden bolig til personer med betydelig og varigt ned-

sat funktionsevne, hvis kommunen ikke kan anvise en anden bolig, som dækker den pågæl-

dendes behov.

Der er tale om en naturalydelse. Kommunen vurderer størrelsen af ydelsen, og hvor hyppigt

man kan modtage ydelsen.

Brug af ydelsen

Der blev ydet hjælp til boligændringer til 165 personer i 2009. Udgifterne hertil var 187,3

mio. kr.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

Side 174 af 514

5.6.16 Individuel befordring

Overordnet formål med ydelsen

Kommunen kan vælge, men har ikke pligt til at yde tilskud til personer, som på grund af va-

rigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse har behov for befordring med individuel-

le transportmidler.

Formålet er at give kommunerne mulighed for at tilrettelægge befordringsordninger med

individuelle transportmidler for mennesker med handicap i det omfang, kommunen mener der

er behov herfor.

Adgangskriterier

Det er kommunen, der tilrettelægger ordningen

Der er tale om en naturalydelse. Kommunen vurderer størrelsen af ydelsen, og hvor hyppigt

man kan modtage ydelsen.

Brug af ydelsen

Socialministeriet oplyser, at der ikke findes oplysninger om antallet af personer, der har mod-

taget tilskud til individuel befordring, men udgiften hertil var i 2009 på 65,4 mio. kr.

5.6.17 Forbrugsgoder og hjælpemidler

Overordnet formål med ydelsen

Bevilling af støtte til forbrugsgoder og hjælpemidler skal medvirke til at borgeren får mulig-

hed for at føre en så normal og selvstændig tilværelse som muligt og i størst mulig grad gøre

borgeren uafhængig af andres bistand i dagligdagen. Tildeling af støtte til et forbrugsgode

eller hjælpemiddel skal samtidig sikre, at personer med varigt nedsat funktionsevne får mu-

lighed for at få eller bevare en tilknytning til arbejdsmarkedet.

Adgangskriterier

Kommunen visiterer til ydelserne. Støtte til forbrugsgoder og bevilling af hjælpemiddel ydes

til en borger med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne, når forbrugsgo-

det/hjælpemidlet:

1) i væsentlig grad kan afhjælpe de varige følger af den nedsatte funktionsevne

2) i væsentlig grad kan lette den daglige tilværelse i hjemmet

3) er nødvendigt for, at den pågældende kan udøve et erhverv.

Ved forbrugsgoder forstås produkter fremstillet og forhandlet bredt med henblik på sædvan-

ligt forbrug hos befolkningen i almindelighed. Der ydes ikke støtte til forbrugsgoder, der

normalt indgår i sædvanligt indbo.

Hjælpemidler og forbrugsgoder er naturalydelse. Hjælpemidler ydes normalt som et udlån.

Hjælpen kan dog ydes som et kontant tilskud efter reglerne om frit valg, jf. hjælpemiddelbe-

kendtgørelsen. Kommunen vurderer størrelsen af ydelsen og hvor hyppigt man kan modtage

ydelsen.

Brug af ydelsen

I 2009 blev der tildelt støtte til forbrugsgoder for i alt 19,1 mio. kr., mens der blev givet støtte

til hjælpemidler for i alt 2.934,5 mio. kr.

Side 175 af 514

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

5.6.18 Midlertidigt og varigt ophold i botilbud

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med botilbud efter servicelovens § 107 og § 108, er at tilbyde midlertidigt ophold til

personer med betydeligt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne eller særlige sociale pro-

blemer, og formålet med botilbud efter § 108 er at tilbyde ophold i boformer, der er egnet til

længerevarende ophold, til personer på grund af betydeligt og varigt nedsat fysisk eller psy-

kisk funktionsevne

Adgangskriterier

Personer over 18 år med lovligt ophold i landet, som på grund af betydelig nedsat fysisk eller

psykisk funktionsevne eller med særlige sociale problemer har behov for midlertidigt eller

varigt ophold i en boform, har ret til disse ydelser. Kommunen visiterer til ydelserne og føl-

ger op efter behov, jf. servicelovens § 148, stk. 2

Beboeren betaler af sin indkomst selv for kost og logi, vask m.m. samt for personlige fornø-

denheder.

Brug af ydelsen

Godt 10.100 personer havde efter servicelovens § 108 et permanent botilbud i 2009, og udgif-

terne til disse botilbud var på 8.279,9 mio. kr. Beløbet er inkl. udgifter til personlig og prak-

tisk hjælp m.v. efter §§ 83-86. Der var knap 5.900 personer i 2009, som havde midlertidigt

botilbud efter Servicelovens § 107. De samlede udgifter hertil er på 3.948,3 mio. kr.

Socialministeriet har oplyst, at der umiddelbart ikke findes oplysninger om fordelingen af

brugen af ydelsen på hhv. danske og udenlandske statsborgere.

Boks 5.8.

Undersøgelse af botilbud for udviklingshæmmede

UFC Handicap har i 2006 foretaget en spørgeskemaundersøgelse for Socialministeriet, hvor de giver et

skøn over antallet af udviklingshæmmede med anden etnisk baggrund end dansk, der modtager støtte i

botilbud. Undersøgelsen omfatter 106 botilbud fordelt på to amter med i alt 1.765 beboere.

Undersøgelsen viser, at ud af de i alt 1.765 beboere er der 16 med anden etnisk baggrund end dansk,

dvs. under 1 pct. Ifølge undersøgelsen skønnes der på landsplan at være under 100 personer med anden

etnisk baggrund end dansk.

Kilde: UFC Handicap, ”Udviklingshæmmede med anden etnisk baggrund end dansk i botilbud”, 2006.

5.6.19 Merudgiftsydelse

Overordnet formål med ydelsen

Der findes to ordninger for merudgiftsydelsen: én for børn og unge under 18 år og én for

personer mellem 18 år og folkepensionsalderen.

Formålet med ordningen for børn og unge under 18 år er:

At medvirke til at børn og unge med funktionsnedsættelse kan forblive i familien og

dermed undgå anbringelse på institutioner eller lignende, såfremt hensynet til barnets

tarv tilsiger dette.

At familien kan leve så normalt som muligt på trods af og med barnets/den unges

nedsatte funktionsevne eller den kroniske/langvarige lidelse.

At hindre, at barnets/den unges nedsatte funktionsevne eller kroniske/langvarige li-

delse forværres eller får andre og mere alvorlige følger.

Side 176 af 514

Tilsvarende er formålet med ordningen for personer mellem 18 år og folkepensionsalderen at

medvirke til, at en borger med varigt nedsat fysisk eller psykisk funktionsevne og dennes

familie kan leve et almindeligt liv som andre ikke handicappede på samme alder og i samme

livssituation. Merudgiftsydelsen skal sikre, at en borger med varigt nedsat fysisk eller psykisk

funktionsevne kan få dækket de nødvendige merudgifter, som er en forudsætning for at få

dagligdagen til at fungere.

Adgangskriterier

For begge ordninger er det et krav, at modtagere af ydelsen har lovligt ophold i Danmark.

Ydelsen er ikke eksportabel.

Modtageren skal visiteres til ydelsen af kommunen. Kommunen vurderer størrelsen af ydel-

sen, og hvor hyppigt man kan modtage den.

Børn og unge under 18 år:

Som udgangspunkt bevilges økonomisk tilskud til dækning af nødvendige merudgifter ved

forsørgelse i hjemmet af børn og unge under 18 år med:

Betydeligt og varigt nedsat fysisk og/eller psykisk funktionsevne.

Indgribende kroniske lidelser. Lidelsen skal være af en sådan karakter, at den har al-

vorlige følger i den daglige tilværelse.

Indgribende langvarige lidelser. Sygdomstilstande og lignende, som fra det tids-

punkt, hvor de opstår, normalt vil vare i flere år. Der lægges således i praksis vægt

på, om lidelsen forventes at vare barnealderen ud.

Det er en betingelse for, at der kan bevilges merudgiftsydelse, at barnet eller den unge med

nedsat funktionsevne eller indgribende lidelse forsørges i eget hjem. Ved forsørgelse i eget

hjem forstås, at barnet eller den unge:

Bor hos indehaveren af forældremyndigheden eller andre pårørende.

Er indlagt på hospital.

Er på aflastning efter Servicelovens § 52, stk. 3, nr. 5.

Er på kost- eller efterskole (uden at der er tale om en anbringelse).

Personer mellem 18 år og folkepensionsalderen:

Der ydes dækning af nødvendige merudgifter ved den daglige livsførelse til personer mellem

det fyldte 18. år og folkepensionsalderen, hvis merudgiften er en konsekvens af den nedsatte

funktionsevne og ikke kan dækkes efter anden lovgivning eller andre bestemmelser i service-

loven. Udmåling af tilskuddet sker på baggrund af sandsynliggjorte udgifter for den enkelte,

når de skønnede merudgifter udgør mindst 6000 kr. om året. Udmålingen sker på baggrund af

faste beløb afhængig af de skønnede merudgifter.

Ydelsen er tidsubegrænset så længe modtageren opfylder betingelserne.

Brug af ydelsen

I 2009 var der 33.300 børn og unge under 18 år, som modtog merudgiftsydelse. Udgifterne

hertil udgør 1.036,8 mio. kr.

I 2009 var der knap 10.200 helårsmodtagere af merudgiftsydelse til personer mellem 18 år og

folkepensionsalderen, og de samlede udgifter hertil var 277 mio. kr.

En særkørsel fra Danmarks statistik viser, at udgifterne vedrørende modtagere med dansk

oprindelse udgør 91 pct. af de samlede udgifter. Udgifterne til borgere med oprindelse i EU,

herunder dansk oprindelse, udgør i alt 93 pct. Det betyder, at borgere udenfor EU udgør om-

Side 177 af 514

kring 7 procent af de samlede udgifter til merudgiftsydelse. Der er ikke kendskab til, hvor

stor en andel, der er flygtninge.

5.7 Undervisning

5.7.1 Grundskole (Folkeskolen, frie grundskoler, efterskoler og modersmåls-

undervisning)

Overordnet formål med ydelsen

Alle børn i den undervisningspligtige alder har ret til fri undervisning i folkeskolen, jf.

Grundlovens § 76. Forældre eller værger, som selv sørger for, at børnene får en undervisning,

som står mål med, hvad der almindeligvis kræves i folkeskolen, har ikke pligt til at lade bør-

nene undervise i folkeskolen.

Ethvert barn, der bor her i landet, er undervisningspligtigt medmindre det omfattes af be-

stemmelser om undervisningspligt i anden lovgivning. Det samme gælder børn, der skal op-

holde sig i landet i mindst 6 måneder. Undervisningspligten medfører pligt til at deltage i

folkeskolens undervisning eller i en undervisning, der står mål med krav i folkeskolen.

Kriterier af betydning for udlændinges adgang til ydelsen

Børn af diplomater er ikke omfattet af undervisningspligt, da de ikke anses for at have bopæl

her i landet.

Undervisningssprog

Fsva. folkeskolen er det ikke direkte fastsat i lovgivningen, at undervisningssproget er dansk.

Justitsministeriet har imidlertid udtalt, at det efter en samlet vurdering af folkeskoleloven og

forarbejderne hertil, sammenholdt med friskoleloven, må antages at være forudsat i folkesko-

leloven, at undervisningssproget i folkeskolen er dansk.

Undervisningssproget i en fri grundskole er dansk. I de tyske mindretalsskoler er det dog

tysk. Undervisningsministeren kan i særlige tilfælde godkende, at undervisningssproget er et

andet end dansk. Der er 17 frie grundskoler, hvor undervisningssproget er et andet end dansk,

herunder på en afdeling af skolen.

Undervisningsministeren fastsætter nærmere regler om dansk som andetsprog for tosprogede

børn, dvs. børn, der har et andet modersmål end dansk, og som først ved kontakt med det

omgivende samfund, eventuelt gennem skolens undervisning, lærer dansk. Elever, der ved

optagelsen har behov for støtte, men som er i stand til at deltage i den almindelige undervis-

ning, henvises til supplerende undervisning i dansk som andetsprog fastsat efter elevens be-

hov. Elever, der ved optagelsen ikke har tilstrækkeligt kendskab til dansk til at kunne deltage

i den almindelige undervisning, henvises til basisundervisning i dansk som andetsprog (fore-

går uden for klassens rammer). På 8.-10. klassetrin kan der oprettes særlige klasser for elever,

der er flyttet til Danmark, efter at de er fyldt 14 år. Undervisningen omfatter undervisning i

dansk som andetsprog og i folkeskolens almindelige fag for 8.-10. klassetrin, som er tilrette-

lagt efter elevernes særlige forudsætninger og behov.

Kriterier for statstilskud ved fri grundskole mv.

For at en fri grundskole kan opnå statstilskud for en elev kræver det bl.a., at eleven har bopæl

i Danmark. Forældrene skal derudover enten have bopæl i Danmark, være danske statsborge-

re eller have haft opholdstilladelse i Danmark i mere end 5 år.

Side 178 af 514

Kravet til forældrene gælder dog ikke for børn, der ikke skal registreres i CPR, herunder di-

plomatbørn, grønlandske elever, udenlandske elever, der har fået opholdstilladelse med hen-

blik på skolegang, elever fra EU- og EØS og elever, der er kommet til landet som asylansøge-

re og siden har fået opholdstilladelse.

Optagelse på efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler er ikke betinget af dansk

statsborgerskab, men optagelse på skolerne er betinget af opfyldelse af krav til alder og af-

sluttet skolegang. Det er for efterskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler en til-

skudsbetingelse, at kurset gennemføres med et flertal af danske elever og personer, der efter

EU-retten eller EØS-traktaten skal sidestilles med danske statsborgere.

Elever på efterskoler kan få statslig elevstøtte til nedsættelse af elevbetalingen, når eleven er

dansk statsborger eller efter international overenskomst har ret til elevstøtte på lige fod med

danske statsborgere eller i støttemæssig henseende ligestilles med danske statsborgere efter

regler fastsat af undervisningsministeren.

Ifølge Undervisningsministeriet var der i 2009 ca. 716.200 elever i grundskolen

. Hovedpar-

ten af eleverne er af dansk oprindelse og/eller har et dansk statsborgerskab, mens udlændinge

skønnes at udgøre omkring 4�½ procent af eleverne i grundskolen. Blandt udlændinge udgør

personer fra tredjelande den største andel efterfulgt af flygtninge, jf. tabel 5.15.

Tabel 5.15.

Skøn over udlændinges andel af eleverne i grundskolen, 2009

Udlændinges andel

EU/EØS

1,0 pct.

3. lande

2,2 pct.

Flygtninge

1,2 pct.

Udlændinge i alt

4,4 pct.

Brug af ydelsen

Anm.: Opgørelsen er baseret på personer, som i 2009 var i gang med en uddannelse.

Kilde: Beskæftigelsesministeriets beregninger på baggrund af Lovmodellen.

I 2009 var de kommunale driftsudgifter til folkeskolen (inkl. hjemmeundervisning, befor-

dring, specialundervisning og specialskoler) på 39,9 mia. kr. (Danmarks Statistik). Det stats-

lige taxametertilskud til de frie grundskoler og efterskoler var hhv. 4,8 mia. kr. og 1,8 mia. kr.

(Finansministeriets regnskabsdatabase).

5.7.2 Gymnasiale uddannelser (stx, hhx, htx, hf og IB herunder IB-tilskud til IB-

uddannelse i udlandet)

Overordnet formål med ydelsen

I Danmark er der fire forskellige gymnasiale uddannelser:

Uddannelsen til stx (studentereksamen, det almene gymnasium)

Uddannelsen til hhx (højere handelseksamen)

Uddannelsen til htx (højere teknisk eksamen)

Uddannelsen til hf (højere forberedelseseksamen).

Formålet med de gymnasiale uddannelser er at forberede eleverne til videregående uddannel-

se, herunder tilegnelse af almendannelse, viden og kompetencer gennem uddannelsens kom-

bination af faglig bredde og dybde og samspillet mellem fagene. Uddannelserne udgør hver

for sig en helhed og afsluttes med en eksamen efter national standard, der giver mulighed for

at søge optagelse på en videregående uddannelse

Kilde: UNI-C.

Side 179 af 514

Det fremgår af uddannelsesbekendtgørelserne for hf, stx, hhx og htx, at undervisningssproget

i de danske gymnasiale uddannelser er dansk. Undervisningsministeren kan dog i konkrete

tilfælde godkende, at undervisningssproget er engelsk, tysk eller fransk.

Ud over de danske gymnasiale uddannelser udbydes der i Danmark også International Bacca-

laureate (IB), der er en toårig international gymnasial uddannelse. Uddannelsen udbydes på i

alt ni institutioner – og forventelig på yderligere tre institutioner i 2011. Uddannelsen kan

søges af unge, der opfylder kravene til at blive optaget på en gymnasial uddannelse, og som

har et særligt ønske eller behov for at følge en international og engelsksproget uddannelse.

Den er herunder et tilbud til danske unge, der har gået i skole flere år i udlandet, og til uden-

landske unge, der opholder sig i Danmark i længere tid. IB er adgangsgivende til videregåen-

de uddannelser i Danmark på lige fod med de øvrige gymnasiale uddannelser. Den er gratis

på offentlige institutioner, idet der ydes statstilskud. Private gymnasier kan frit udbyde ud-

dannelsen med deltagerbetaling.

Kriterier af betydning for udlændinges adgang til ydelsen

Der kræves kvalifikationer af elever med udenlandsk skolebaggrund, der svarer til dem, der

gælder for danske elever. Lederen af den gymnasiale institution vurderer, at de nødvendige

kvalifikationer er til stede. Lederen kan i den forbindelse vælge at afholde en faglig test i ét

eller flere fag.

Elever, der er optaget efter reglerne, udløser offentlige tilskud.

Optagelse i IB-uddannelsen er ikke reguleret ved dansk lovgivning.

Brug af ydelsen

I 2009 var der godt 126.100 personer, som var i gang med en gymnasial uddannelse, jf. Un-

dervisningsministeriet

. Hovedparten af eleverne er af dansk oprindelse og/eller har et dansk

statsborgerskab, mens udlændinge skønnes at udgøre omkring 3�½ procent af eleverne på de

gymnasiale uddannelser. Blandt udlændinge udgør personer fra tredjelande den største andel

efterfulgt af flygtninge, jf. tabel 5.16.

Tabel 5.16.

Skøn over udlændinges andel af eleverne på de gymnasiale uddannelser, 2009

Udlændinges andel

EU/EØS

0,7 pct.

3. lande

1,6 pct.

Flygtninge

1,1 pct.

Udlændinge i alt

3,5 pct.

Anm.: Opgørelsen er baseret på personer, som i 2009 var i gang med en uddannelse.

Kilde: Beskæftigelsesministeriets beregninger på baggrund af Lovmodellen.

I 2009 var det statslige taxametertilskud til stx og hf på 5,6 mia. kr. Tilskuddet til htx og hhx

var 2,4 mia. kr. Tilskuddet til de private gymnasier, studenterkurser og hf-kurser var 336 mio.

kr. (Finansministeriets regnskabsdatabase).

5.7.3 Erhvervsfaglige uddannelser (EUD og AER)

Overordnet formål med ydelsen

Erhvervsuddannelserne har følgende overordnede formål:

1) motivere unge til uddannelse og sikre, at alle unge, der ønsker en erhvervsuddannel-

se, får reelle muligheder herfor og for at vælge inden for en større flerhed af uddan-

nelser,

2) give unge en uddannelse, der giver grundlag for deres fremtidige arbejdsliv, herunder

etablering af selvstændig virksomhed,

Kilde: UNI-C.

Side 180 af 514

3) bidrage til at udvikle de unges interesse for og evne til aktiv medvirken i et demokra-

tisk samfund og bidrage til deres personlige udvikling,

4) imødekomme arbejdsmarkedets behov for erhvervsfaglige og generelle kvalifikatio-

ner vurderet under hensyn til den erhvervsmæssige og samfundsmæssige udvikling,

herunder udviklingen i erhvervsstruktur, arbejdsmarkedsforhold, arbejdspladsorgani-

sation og teknologi, samt for en innovativ og kreativ arbejdsstyrke,

5) give de uddannelsessøgende viden om internationale forhold og viden som grundlag

for arbejde og uddannelse i udlandet, og

6) give de uddannelsessøgende grundlag for videreuddannelse.

Kriterier af betydning for udlændinges adgang til ydelsen

Der er adgang til uddannelserne for alle med uddannelsesaftale og alle, som har opfyldt un-

dervisningspligten efter folkeskoleloven. Skolen kan fastsætte krav til ansøgernes danskkund-

skaber ved optagelsen. Kravene kan højst omfatte sprogkundskaber svarende til Prøve i

Dansk 3 eller Prøve i Dansk 2 suppleret med mindst 6 måneders erhvervserfaring inden for

det relevante beskæftigelsesområde. Kravene kan dog ikke stilles til elever, der har indgået en

uddannelsesaftale.

Institutionens udbud af uddannelse til udenlandske elever sker som indtægtsdækket virksom-

hed, idet der dog ydes statstilskud til udenlandske elever, såfremt:

1) de er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller tidsbegrænset opholdstilladelse

med mulighed for varigt ophold i Danmark,

2) de er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som medfølgen-

de barn af en udlænding, som dels er statsborger i et land, der ikke er tilsluttet Den

Europæiske Union eller omfattet af EØS-aftalen, dels er meddelt opholdstilladelse ef-

ter udlændingelovens § 9 a. En udenlandsk elev er omfattet af denne regel, uanset at

forælderens opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 a ophører efter tidspunktet

for påbegyndelsen af uddannelsen.

3) de er udvekslet med danske elever efter aftale mellem institutionen og en institution i

udlandet, eller

4) de efter EU-retten, herunder EØS-aftalen, eller internationale aftaler, som Danmark

har indgået, har krav på ligestilling med danske statsborgere.

Reglerne for modtagelse af visse elevhenførbare ydelser er ændret med virkning fra 2011 via

ændring af lov om erhvervsuddannelser og lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion, således at

udenlandske elever, der ikke opfylder betingelserne for at udløse taxametertilskud i forbin-

delse med deltagelse i erhvervsuddannelse heller ikke kan udløse ydelser efter lov om er-

hvervsuddannelser og ydelser efter lov om Arbejdsgivernes Elevrefusion. For uddannelsesaf-

taler indgået fra og med den 15. november 2010 gælder endvidere, at der ikke udbetales

præmie og bonus til arbejdsgiveren, hvis eleven ikke kan udløse taxametertilskud til skolen.

Brug af ydelsen

Ifølge Undervisningsministeriet var der godt 128.100 elever, som var i gang med en er-

hvervsfaglig uddannelse i 2009

Hovedparten af eleverne har et dansk statsborgerskab, mens udlændinge skønnes at udgøre

omkring 6�½ procent af eleverne på de erhvervsfaglige uddannelser. Blandt udlændinge udgør

personer fra tredjelande den største andel efterfulgt af flygtninge, jf. tabel 5.17.

Kilde: UNI-C.

Side 181 af 514

Tabel 5.17.

Skøn over udlændinges andel af eleverne på de erhvervsfaglige uddannelser,

2009

Udlændinges andel

EU/EØS

1,4 pct.

3. lande

3,0 pct.

Flygtninge

1,8 pct.

Udlændinge i alt

6,3 pct.

Anm.: Opgørelsen er baseret på personer, som i 2009 var i gang med en uddannelse.

Kilde: Beskæftigelsesministeriets beregninger på baggrund af Lovmodellen.

I 2009 var det statslige taxametertilskud til erhvervsuddannelserne 5,5 mia. kr. (Finansmini-

steriets regnskabsdatabase).

5.7.4 Videregående uddannelser (erhvervsakademi-, professionsbachelor-, ba-

chelor- og kandidatuddannelser)

Overordnet formål med ydelsen

Formålet med de videregående uddannelser er bl.a. at imødekomme behovet for kvalificeret

arbejdskraft i den private og den offentlige sektor. Erhvervsakademi- og professionsbachelor-

uddannelserne er erhvervs-, professions- og udviklingsbaserede. Bachelor- og kandidatud-

dannelserne på universiteterne er forskningsbaserede.

En række af uddannelserne udbydes med engelsk som undervisningssprog. Der er fastsat

optagelsesregler for uddannelserne. Den ansøgte institution kan kræve, at udenlandske ansø-

gere eller ansøgere med udenlandsk adgangsgrundlag i ansøgningsåret har bestået Studieprø-

ven i dansk eller dokumenteret tilsvarende kundskaber i dansk.

Kriterier af betydning for udlændinges adgang til ydelsen:

Der ydes statstilskud til udenlandske studerende på erhvervsakademier og professionshøjsko-

ler efter samme regler, som gælder for erhvervsfaglige uddannelser, jf. ovenfor.

For universitetsstuderende på danske heltidsuddannelser på universiteter gælder, at de, som

kan udløse fuldt tilskud og derfor kan studere gratis i Danmark, hvis de

er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller tidsbegrænset opholdstilladelse med

mulighed for varigt ophold,

er udvekslet med danske studerende efter aftale mellem universitetet og et universitet i

udlandet eller er på studieophold ved et dansk universitet formidlet via Fulbright,

Denmark’s International Study Program (DIS) eller Rotary Ambassadorial Scho-

larships,

efter EU-retten, herunder EØS-aftalen, eller internationale aftaler, herunder kulturafta-

ler, som Danmark har indgået, har krav på ligestilling med danske statsborgere,

har opholdstilladelse i medfør af udlændingelovens § 9 c som medfølgende barn til en

udlænding, der har opholdstilladelse på grundlag af beskæftigelse m.v., jf. udlændinge-

lovens § 9 a, eller

gennemfører dele af en Erasmus Mundus-kandidatuddannelse i Danmark og er omfat-

tet af nr. 3.

Ordningen gælder for udenlandske studerende på heltids- og deltidsuddannelser på samme

vilkår som for danskere.

Brug af ydelsen

I 2009 var der godt 201.800 studerende på de videregående uddannelser. Med knap 118.500

personer er over halvdelen i gang med en universitetsuddannelse (bachelor- og kandidatud-

dannelser). Ca. 65.600 personer er indskrevet på en professionsbacheloruddannelse, mens

Jf. bekendtgørelse nr. 1373 om tilskud og regnskab m.v. ved universiteterne.

Side 182 af 514

antallet af studerende på erhvervsakademiuddannelserne udgør 17.700 personer, jf. tabel

5.18.

Det statslige taxametertilskud til erhvervsakademiuddannelserne i 2009 var 856 mio. kr. Til-

skuddet til professionsbacheloruddannelserne på Undervisningsministeriets område var 3

mia. kr. Tilskuddet til forskning og universitetsuddannelser på universiteterne var 13,9 mia.

kr. (Finansministeriets regnskabsdatabase).

Tabel 5.18.

Antal studerende på de videregående uddannelser, 2009

Erhvervsakademiuddannelser

Professionsbacheloruddannelser

Universitetsuddannelser (bachelor- og kandidatuddannelser)

Videregående uddannelser i alt

Personer

17.713

65.648

118.452

201.813

Kilde: UNI-C.

Hovedparten af de studerende på de videregående uddannelser er dansk statsborger/dansk

oprindelse, mens udlændinge skønnes at udgøre omkring 8�½ procent af studerende på de

videregående uddannelser. Blandt udlændinge udgør EU/EØS-borgere den største andel efter-

fulgt af personer fra 3, jf. tabel 5.19.

Tabel 5.19.

Skøn over udlændinges andel af de studerende på de videregående uddannelser,

2009

EU/EØS

Udlændinges andel

5,3 pct.

3. lande

2,9 pct.

Flygtninge

0,5 pct.

Udlændinge i alt

8,6 pct.

Anm.: Opgørelsen er baseret på personer, som i 2009 var i gang med en uddannelse.

Kilde: Beskæftigelsesministeriets beregninger på baggrund af Lovmodellen.

5.7.5 Videregående uddannelser, friplads og stipendier

Overordnet formål med ydelsen

Formålet er at give dygtige udenlandske studerende hele eller delvise fripladser enten uden

eller med helt eller delvist stipendium til dækning af leveomkostninger, mens de gennemfører

en hel videregående uddannelse på en dansk uddannelsesinstitution.

Friplads og stipendium kan tildeles højt kvalificerede studerende, som er meddelt tidsbegræn-

set opholdstilladelse med henblik på midlertidigt ophold til uddannelse.

Universitets- og Bygningsstyrelsen fastsætter en fast økonomisk ramme til fripladser og sti-

pendier. Universiteterne disponerer frit over midlerne inden for rammerne i ordningen.

Kriterier af betydning for udlændinges adgang til ydelsen

Ydelserne tildeles de fagligt bedst kvalificerede udenlandske ansøgere, eller tildeles i forbin-

delse med indgåelse af aftale med udenlandske universiteter om strategiske alliancer med

henblik på at fastholde og udbygge universitetets internationale konkurrenceposition og høje

kvalitetsniveau.

Studerende, som efter EU-retten, herunder EØS-aftalen, eller internationale aftaler, som

Danmark har indgået, har krav på ligestilling med danske statsborgere, kan ikke opnå ydel-

sen, da de allerede har ret til gratis hel uddannelse. Den studerende må heller ikke have ret til

SU eller anden offentlig dansk støtte.

Side 183 af 514

Brug af ydelsen

På Finansloven for 2011 er der afsat 79 mio. til friplads- og stipendier på universitetsområdet

(bachelor og kandidatuddannelser).

5.7.6 Voksen- og efteruddannelse (AVU, FVU, AMU, akademi- og diplomuddan-

nelser og folkehøjskoler)

Overordnet formål med ydelsen

På Undervisningsministeriets område er der to forskellige typer af voksenuddannelse: For-

melt kompetencegivende uddannelser og ikke formelt kompetencegivende uddannelser. Der-

udover kan voksen- og efteruddannelserne underopdeles i almene voksenuddannelser, er-

hvervsrettede voksen- og efteruddannelser og videregående voksen- og efteruddannelse.

De almene voksenuddannelser består blandt andet af:

Forberedende voksenundervisning (FVU) er for voksne, der vil være bedre til læs-

ning og matematik. Begge fag er opdelt i trin, og der er mulighed for at aflægge prø-

ve efter hvert trin.

Ordblindeundervisning for voksne.

Almen voksenuddannelse (AVU), som er et tilbud til voksne over 18 år om at forbed-

re deres kundskaber i en række almene fag, for eksempel edb, matematik og sam-

fundsfag. AVU kan afsluttes med prøver, der svarer til folkeskolens 9. og 10. klasse.

Hf-enkeltfag, som har til formål, at voksne kursister opnår almendannelse, viden og

kompetencer, der danner grundlag for videre uddannelse eller øger kursisternes mu-

ligheder på arbejdsmarkedet. Hf-enkeltfag kan afsluttes med prøver, der svarer til de

gymnasiale niveauer. Undervisningen foregår på dansk.

De erhvervsrettede voksen- og efteruddannelser omfatter:

Arbejdsmarkedsuddannelserne (AMU), som består af cirka 3.000 forskellige uddan-

nelser og udvalgte enkeltfag fra erhvervsuddannelser. Uddannelserne fører til en

selvstændig kompetence i forhold til at udføre ufaglærte og faglærte jobfunktioner.

Voksenerhvervsuddannelser (VEU), som er særlige voksenforløb på de ordinære er-

hvervsuddannelser

Grundlæggende voksenuddannelse (GVU), som er den ramme, hvori tidligere uddan-

nelse og relevant erhvervserfaring suppleret med blandt andet erhvervsuddannelses-

elementer og arbejdsmarkedsuddannelser stykkes sammen til en formel erhvervsud-

dannelse

Videreuddannelsessystemet for voksne (VFV), som omfatter videregående voksen-

uddannelser (VVU) samt diplom- og masteruddannelser, og som giver kompetence

på niveau med henholdsvis bachelor- og kandidatuddannelser.

Åben uddannelse har til formål at fremme et bredt udbud af erhvervsrettet uddannelse

til den voksne befolkning og omfatter blandt andet deltidsuddannelser, enkeltfag og

fagspecifikke kurser.

Under ikke formelt kompetencegivende uddannelser findes undervisningen på blandt andet

aftenskoler, folkehøjskoler og daghøjskoler.

Kriterier af betydning for udlændinges adgang til ydelsen

For udenlandske studerende på videregående uddannelser tilrettelagt efter lov om åben ud-

dannelse eller på videregående uddannelser (f.eks. diplomuddannelser), som er en del af vide-

reuddannelsessystemet for voksne, gælder, at de udenlandske studerende kun kan udløse

statstilskud, hvis de:

Side 184 af 514

er meddelt tidsubegrænset opholdstilladelse eller tidsbegrænset opholdstilladelse med

mulighed for varigt ophold i Danmark,

er meddelt opholdstilladelse efter udlændingelovens § 9 c, stk. 1, som medfølgende

barn af en udlænding, som dels er statsborger i et land, der ikke er tilsluttet Den Euro-

pæiske Union eller omfattet af EØS-aftalen, dels er meddelt opholdstilladelse efter ud-

lændingelovens § 9 a, jf. dog stk. 3.

er udvekslet med danske studerende efter aftale mellem institutionen og en institution i

udlandet eller

efter EU-retten, herunder EØS-aftalen, eller internationale aftaler, som Danmark har

indgået, har krav på ligestilling med danske statsborgere.

Optagelse på folkehøjskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler er ikke betinget

af dansk statsborgerskab, men optagelse på skolerne er betinget af opfyldelse af krav til

alder og for husholdningsskolerne og håndarbejdsskolerne også afsluttet skolegang.

Det er for folkehøjskoler, husholdningsskoler og håndarbejdsskoler en tilskudsbetin-

gelse, at kurset gennemføres med et flertal af danske elever og personer, der efter EU-

retten eller EØS-traktaten skal sidestilles med danske statsborgere.

Brug af ydelsen

I 2009 havde 1,22 mio. kursister været på en voksen- og efteruddannelse. Med 90,6 pct. var

hovedparten af kursisterne danske statsborgere, mens 4,1 pct. og 5,3 pct. var hhv. EU/EØS-

borgere eller havde et andet statsborgerskab.

Det statslige taxametertilskud til erhvervsrettet voksen- og efteruddannelse var 1,7 mia. kr. i

2009. Tilskuddet til almene voksenuddannelser var 1,5 mia. kr. (Finansministeriets regn-

skabsdatabase).

5.7.7 SPS (specialpædagogisk støtte)

Overordnet formål med ydelsen

De institutioner, der modtager driftstilskud i henhold til gældende lovgivning, kan få særlige

tilskud til institutionernes udgifter til elever og kursister, der efter lov om uddannelsen til:

studentereksamen (stx) (gymnasieloven), højere forberedelseseksamen (hf-loven), erhvervs-

uddannelser og højere handelseksamen (hhx) og højere teknisk eksamen (htx) skal have til-

bud om specialpædagogisk bistand.

Formålet er at sikre, at studerende med fysisk eller psykisk funktionsnedsættelse, der er opta-

get på en videregående uddannelse, uanset funktionsnedsættelsen kan gennemføre uddannel-

sen i lighed med andre studerende.

Begreberne specialpædagogisk bistand og specialpædagogisk støtte beskriver de foranstalt-

ninger, der iværksættes med det formål at sikre, at elever med behov bliver i stand til at gen-

nemføre deres uddannelse og opnå den uddannelseskompetence og evt. videreuddannelses-

kompetence, som uddannelsen tager sigte på, uanset elevens funktionsnedsættelse.

Kriterier af betydning for udlændinges adgang til ydelsen

Ungdomsuddannelse

Specialpædagogisk bistand kan ydes til uddannelsesinstitutionernes indsats til elever og kur-

sister, der som følge af fysisk eller psykisk handicap eller tilsvarende svære vanskeligheder

har behov for specialpædagogisk bistand for at gennemføre uddannelsen. Der stilles ikke krav

om nationalitet som betingelse for SPS, men eleverne skal være optaget på og gennemgå en

uddannelse, der er omfattet af de nævnte uddannelseslove, jf. ovenfor. Eleverne skal være

uddannelsesaktive.

Side 185 af 514

Videregående uddannelser

Den studerende skal være indskrevet på en støtteberettigende videregående uddannelse og

være studieaktiv. For at søge om støtte skal den studerende kunne dokumentere sin funkti-

onsnedsættelse og uddannelsesstedet skal gøre rede for det handicap, der opstår behov for at

kompensere i forbindelse med deltagelse på den konkrete uddannelse.

Særligt for udlændinge gælder, at de skal have dansk statsborgerskab, efter international

overenskomst have ret til støtte på lige fod med danske statsborgere eller i støttemæssig hen-

seende ved uddannelser i Danmark ligestilles med danske statsborgere efter undervisnings-

ministerens bestemmelse.

Brug af ydelsen

I 2009 blev der brugt 119,5 mio. kr. på specialpædagogisk støtte i ungdomsuddannelserne til

ca. 6.800 personer, mens der blev brugt 62,6 mio. kr. til specialpædagogisk støtte på de vide-

regående uddannelser til ca. 2.100 personer.

Styrelsen for Statens Uddannelsesstøtte har oplyst, at der ikke findes tal for i hvilket omfang

udlændinge har modtaget specialpædagogisk støtte. Det er imidlertid styrelsens vurdering, at

udlændinge kun i beskedent omfang modtager specialpædagogisk støtte.

5.7.8 Uddannelseskort (befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdoms-

uddannelse) – transport

Overordnet formål med ydelsen

Retten til befordringsrabat til uddannelsessøgende i ungdomsuddannelser skal sikre, at ingen

elever forhindres i at gennemføre en ungdomsuddannelse på grund af transportudgifterne.

Befordringsrabatten sikrer dermed en øvre grænse for den enkelte elevs transportudgifter.

Kriterier af betydning for udlændinges adgang til ydelsen

Retten til at modtage rabat til befordring stiller ingen krav til nationalitet. Alle elever ved de

godkendte ungdomsuddannelser har således ret til befordringsrabat. De godkendte uddannel-

ser omfatter gymnasier, handelsskoler, tekniske skoler m.v.

Brug af ydelsen

Der var i 2009 90.300 personer der modtog befordringsrabat til en ungdomsuddannelse. Sam-

let kostede ordningen godt 200 mio. kroner. Da der ikke er noget krav til statsborgerskab, er

det ikke opgjort, hvor stor en del af rabatmodtagerne, der er ikke-danske statsborgere.

Side 186 af 514

6. Overvejelser i forhold til at indføre eller styrke optje-

ningsprincipper

Med en universel velfærdsmodel er Danmark mere udsat end mange andre lande i forhold

til globaliseringen og migration. Ind- og udvandring påvirker sammensætningen af befolk-

ningen, både hvad angår kompetencer og brug af velfærdsgoder og samtidig afkobles sam-

menhængen mellem skattebetaling i Danmark og brugen af de danske velfærdsydelser.

Problemstillingen er nærmere beskrevet i kapitel 2.

Ved i højere grad at basere adgangen til velfærdsydelser på optjeningsprincipper, som sikrer

tilknytning til det danske samfund, kan det danske velfærdssystem gøres mere robust over for

migration og dermed skabe en tættere kobling mellem hvor længe man betaler skat og så

anvendelsen af velfærdsydelser.

Med et optjeningsprincip menes, at en person gennem objektivt målbare kriterier for en akti-

vitet i en given periode optjener ret til en velfærdsydelse og retten til velfærdsydelsen vil i en

periode være helt eller delvist begrænset.

I afsnit 6.1 skitseres en række optjeningsprincipper. Der er en række centrale problemstillin-

ger forbundet med at afgrænse adgangen til velfærdsydelser ved hjælp af optjeningsprincip-

per. I afsnit 6.2 præsenteres en række af disse problemstillinger.

6.1 Mulige modeller for optjening

Rettighederne til en velfærdsydelse kan reguleres på fire områder:

Erhvervelse af adgang til ydelsen

Udmåling af ydelsens størrelse

Bevarelse samt generhvervelse af adgangen til ydelsen

Muligheden for at tage ydelsen med ud af landet (eksportabilitet)

I forhold til i højere grad at basere rettighederne til velfærdsydelser på optjeningsprincipper

kan hvert af disse fire områder at regulere på kombineres med et målbart optjeningskriterium,

som markerer en form for tilknytning til det danske samfund.

Tre optjeningskriterier er allerede i brug i dag; bopæl og ophold, beskæftigelse samt forsik-

ringsmedlemskab. I tabel 1 er illustreret en række kendte eksempler på gældende optjenings-

principper.

Side 187 af 514

Tabel 6.1.

Eksempler på gældende optjeningsprincipper

A. Retten til ydelsen

(åbne op for retten)

Optjeningskriterier:

Ophold og bopæl

Rettigheder:

B. Udmålingen

C. Bevarelse og gen- D. Mulighed for at tage

erhvervelse af retten

ydelser med ud af

landet (eksportabilitet)

Beskæftigelse

Forsikrings-

medlemskab

F.eks. krav om 2 års

F.eks. krav om 10 års F.eks. brøkpensionsbe-

grebet. Fuld folkepensi-

ophold de seneste 10 år

ophold i landet for at

for at kunne tage SU

kunne modtage førtids- on kræver 40 års bopæl

med ud af landet

pension (borgere fra 3.

verdens lande)

F.eks. krav om 450-

F.eks. 26 ugers be-

timers beskæftigelse for

skæftigelseskrav for at

at bevare retten til kon-

få sygedagpenge

tanthjælp

F.eks. 1 års medlem-

skab for at kunne mod-

tage dagpenge

De fire optjeningsprincipper beskrives nærmere i de følgende afsnit 6.1.1. til 6.1.4.

6.1.1 Erhvervelse af adgang til ydelsen

Der eksisterer allerede i dag optjeningsprincipper i forhold til at åbne retten til en række ydel-

ser. I praksis fungerer disse optjeningsprincipper, uanset om de opgøres på baggrund af op-

hold, bopæl eller beskæftigelse, som en venteperiode inden personer, som kommer til landet

eller har haft ophold i udlandet får ret til danske velfærdsydelser.

Princippet er mest brugt i forhold til sociale ydelser (både indkomsterstattende og tillægs-

ydelser). Et eksempel herpå er 10 års opholdskrav for at få adgang til folkepension (for bor-

gere fra 3. lande).

Men lignende optjeningsprincipper findes også for enkelte serviceydelser. F.eks. kræver det

tids-ubegrænset opholdstilladelse eller tidsbegrænset opholdstilladelse med mulighed for

varigt ophold i landet at få adgang til gratis uddannelse. Da man typisk først opnår permanent

opholdstilladelse efter 5 års ophold i landet, svarer det i princippet til en karensperiode.

Udlændinge og danskere, som har haft ophold i udlandet, der udelukkes fra velfærdsydelser i

en periode med optjening, må enten undvære ydelsen eller selv finansiere den, hvis der findes

en privat udbyder.

Det udgør en særlig udfordring at indføre optjeningsprincipper i forhold til behovsbestemte

eller akutte sociale og sundhedsydelser, hvor det er problematisk at udskyde adgangen. Det

vedrører f.eks. adgangen til akut lægehjælp

Man skal i øvrigt være opmærksom på de EU-retlige rammer, der gælder i forhold til adgang

til sociale ydelser, herunder særligt reglerne om sammenlægning af forsikringsperioder i EF-

forordning 883. Der henvises nærmere til kapitel 3.

6.1.2 Udmålingen af ydelsen

Optjeningsprincipper kan betyde, at personer som kommer til landet gradvist optjener retten

til at modtage den fulde ydelse. Princippet kaldes et pro rata princip.

Der gælder allerede i dag optjeningsprincipper i forhold til udmåling af en række sociale

ydelser (både indkomsterstattende og tillægsydelser). F.eks. den såkaldte brøkpension, hvor

Side 188 af 514

størrelsen af folke- og førtidspension opgøres på baggrund af, hvor lang tid en person har

opholdt sig i landet. Et lignende princip blev med finansloven for 2011 indført i forhold til

børnefamilieydelsen.

Der er ikke kendskab til gældende optjeningsprincipper i forhold til udmåling af størrelsen af

serviceydelser. Det skyldes til dels, at serviceydelser ofte vil være naturalydelser, hvor det

ikke giver mening at modtage dele af ydelsen, f.eks. lægehjælp.

Et udmålingskrav i forhold til serviceydelser må nødvendigvis derfor alternativt gå på graden

af egenbetaling. Således at udlændinge (og danskere som har haft ophold i udlandet) på bag-

grund af f.eks. ophold gradvist optjener en lavere egenbetaling eller højere tilskud, efterhån-

den som personen får tilknytning til det danske samfund.

På områder, hvor der allerede i dag findes brugerbetaling, kan personer, der kommer til lan-

det, f.eks. starte med fuld egenbetaling og gradvist optjene en egenbetaling svarende til det

som gælder personer med fast tilknytning til landet. På områder, hvor der ikke er nogen egen-

finansiering, kan en person, som kommer til landet, f.eks. starte med en delvis egenbetaling

og gradvis optjene retten til en fuldt finansieret ydelse.

6.1.3 Bevarelse eller generhvervelse af retten til en ydelse

Adgangen til velfærdsydelser kan begrænses ved at indføre særlige krav til, hvordan man

bevarer retten til en ydelse.

Et optjeningsprincip til at erhverve retten til en ydelse på baggrund af f.eks. ophold i landet

vil typisk også gælde for at bevare retten til ydelsen. F.eks. vil kravet om 7 års ophold de

seneste 8 år for at få kontanthjælp også være et krav i forhold til at bevare retten til ydelsen.

Det behøver imidlertid ikke være tilfældet. I princippet kan der godt indføres et skærpet krav

i forhold til at bevare retten til en ydelse. Alternativt kan der indføres et tillægskrav om f.eks.

beskæftigelse i en vis periode for at få/bevare fuld ydelse. 450-timers reglen udgør f.eks. et

skærpet beskæftigelseskrav i forhold til at bevare retten til at modtage kontanthjælp.

6.1.4 Muligheden for at tage ydelsen med ud af landet (eksportabilitet)

Adgangen til velfærdsydelser for personer med lille tilknytning til landet kan begrænses ved

at indføre et særligt optjeningskrav i forhold til, hvornår man har ret til at tage en ydelse med

ud af landet. F.eks. gælder der er et særligt opholdkrav for at kunne tage SU med ud af landet.

Eksportabilitet hænger tæt sammen med reguleringen af sociale sikringsydelser i EU-

forordning 883/2004. om koordinering af landenes sociale sikringsordninger. EU-statsborgere

kan efter disse regler have ret til at tage en kontant social sikringsydelse (f.eks. social pension

eller sygedagpenge) med sig ud af landet, hvis de bor eller opholder sig i et andet EU-land.

Optjeningsprincipper i forhold til eksportabilitet er mest relevant for sociale ydelser og min-

dre relevant for serviceydelser, som oftest ikke kan tages med ud af landet (naturalydelser).

6.2 Øvrige hensyn, der kan indgå i vurderingen af en øget brug af

optjeningsprincipper for modtagelse af velfærdsydelser

Den første forudsætning for at styrke optjeningsprincipperne for at modtage velfærdsydelser

er at der er et råderum i juridisk forstand. Det juridiske rum er for EU-borgere (og særligt for

EU-arbejdstagere) relativt begrænset, mens det er noget større for borgere fra 3. lande.

Side 189 af 514

Det juridiske rum angiver alene rammerne for at styrke optjeningsprincipperne. For at vurde-

re ændringer på området er der en række andre forhold, der også skal tages hensyn til.

Formålet med at styrke optjeningsprincipperne er at sikre robustheden i det danske velfærds-

system i lyset af den øgede globalisering og migration, hvor et stigende antal udlændinge og

danskere med ophold i udlandet får adgang til de danske velfærdsydelser uden at have betalt

fuld dansk skat.

Det kan dog også være et hensyn, at Danmark fortsat kan høste gevinsterne ved den øgede

globalisering, f.eks. i form af mulighederne for at rekruttere kvalificeret arbejdskraft fra andre

lande.

Samtidig må det vurderes, om en øget brug af optjeningsprincipper medfører meget bureau-

kratiske og vanskeligt administrerbare velfærdsordninger.

I det følgende gennemgås kort en række hensyn, som kan indgå i vurderingen af at styrke

optjeningsprincippet i den danske velfærdsmodel.

6.2.1 Rekruttering af udenlandsk arbejdskraft

Danmark vil om få år stå i en situation, hvor der vil være generel mangel på arbejdskraft som

følge af den demografiske udvikling. Det er derfor en målsætning, at det skal være så let som

muligt for virksomhederne at rekruttere kvalificeret arbejdskraft fra udlandet.

Øgede krav til optjening af velfærdsydelser kan i visse tilfælde svække virksomhedernes

tilskyndelse til at rekruttere kvalificeret udenlandsk arbejdskraft. Det gælder særligt for de

ydelser, der er midlertidige og er knyttet til ordinær beskæftigelse.

Et eksempel er sygedagpenge, som i de fleste tilfælde udbetales som refusion til arbejdsgive-

re, der blandt andet via overenskomster kan være forpligtet til at udbetale løn under sygdom.

Hvis der f.eks. kræves en opholdsperiode i Danmark inden der kan udbetales sygedagpenge,

vil en konsekvens være, at arbejdsgivernes omkostninger ved af anvende udenlandsk arbejds-

kraft forøges.

Øget krav til optjening af velfærdsydelser kan desuden i visse tilfælde påvirke virksomheder-

nes muligheder for at rekruttere kvalificeret udenlandsk arbejdskraft, fordi det bliver mindre

attraktivt for udenlandsk arbejdskraft at vælge Danmark som arbejdsland. Det kan f.eks. være

tilfældet hvis der indføres bopælskrav for brug af visse serviceydelser - f.eks. lægehjælp og

sygehusbehandling. Højt kvalificeret arbejdskraft kan som regel vælge mellem jobmuligheder

i forskellige lande, og øget egenbetaling knyttet til ophold i Danmark vil gøre Danmark min-

dre attraktiv at søge arbejde i.

Øgede omkostninger ved udenlandsk arbejdskraft kan endvidere medføre, at Danmark bliver

et mindre attraktivt land for internationale virksomheder at slå sig ned i. Det gælder særligt

virksomheder, der er afhængig af højt specialiseret international arbejdskraft, som f.eks.

forskningsenheder.

6.2.2 Integrationsindsatsen

Optjeningsforslag, der øger arbejdsgivernes omkostninger, kan også påvirke integrationsind-

satsen. Det gælder f.eks. ved familiesammenføringer, hvor det er en højt prioriteret målsæt-

ning at integrere nyankomne familiemedlemmer på det danske arbejdsmarked.

Hvis der f.eks. indføres et bopælskrav for adgangen til sygedagpenge, vil det medføre øgede

omkostninger for arbejdsgiverne i de tilfælde, hvor ydelserne udbetales som refusion til ar-

Side 190 af 514

bejdsgiverne. Det kan skabe en barriere for, at arbejdsgiverne ansætter nydanskere og dermed

en barriere for integrationen, som bedst sker på arbejdspladserne.

Tilsvarende vil et opholdskrav for retten til tilskud til en daginstitution kunne være i modstrid

med integrationshensynet, idet der er et politisk ønske om, at børn af indvandrere er i dagin-

stitution bl.a. for at lære at tale dansk.

6.2.3 Danskere, der vender hjem efter ophold i udlandet

Optjeningsforslag, der knytter sig til ophold i Danmark, vil også ramme danskere, der vender

hjem efter et længere ophold i udlandet. Set fra en økonomisk og beskæftigelsespolitisk syns-

vinkel er det særligt et problem i forhold til de veluddannede arbejdstagere, der har valgt at

arbejde en periode i udlandet, f.eks. som udstationerede for danske eller internationale virk-

somheder eller som led i videreuddannelse. Det er vigtigt for virksomhederne og de danske

vækstmuligheder, at der ikke skabes barrierer for at danskere, der får viden og erfaring ved at

arbejde i udlandet, kan komme hjem og arbejde igen i Danmark.

Denne problemstilling knytter sig i princippet til alle forslag om øget optjening.

6.2.4 Administrative omkostninger

Optjeningsprincipper vil ofte udgøre særregler, som skal administreres ved siden af gældende

regler, og er derfor ofte forbundet med administrationsomkostninger. Optjeningsprincipper

risikerer derfor at medføre en betydelig administrativ byrde, fordi optjeningsprincippet stiller

krav til registrering af og opfølgning på f.eks. opholdstid i Danmark. Samtidig medfører

f.eks. et pro rata-princip, at ydelsen skal beregnes særskilt for hver enkelt modtager og stør-

relsen af ydelsen ændres løbende.

De administrative byrder er mindst i de tilfælde, hvor der sker en opstramning af allerede

gældende optjeningsprincipper. Det gælder f.eks. på førtids- og folkepensionsområdet, hvor

der i forvejen er optjeningsprincipper både for modtagelse af ydelsen og for størrelsen af

ydelsen. I de tilfælde er det relativt ukompliceret at ændre optjeningskravene.

I en række andre tilfælde vil indførelse af optjeningskrav være et nyt princip, og der vil skulle

indføres en ny særskilt registrering og beregning af ydelsen.

De administrative byrder skal samtidig ses i lyset af, hvor mange personer en ændring vil

berøre og dermed også det potentielle besparelsesprovenu.

6.2.5 Andre hensyn

Til de mange velfærdsydelser knytter sig en række hensyn, der er afhængige af formålet med

den enkelte ydelse. Det kan f.eks. være sundhedspolitiske hensyn vedrørende udgifterne til

medicin, læger og sygehuse eller uddannelsespolitiske hensyn vedrørende tilskud til uddan-

nelsesinstitutioner eller SU. Optjeningsprincipper kan ligeledes have social- og arbejdsmar-

kedspolitiske konsekvenser.

6.3 Afrunding

Globaliseringen og den øgede migration skaber udfordringer for den danske velfærdsmodel,

fordi den danske velfærdsmodel er skattefinansieret og fordi en øget migration afkobler

sammenhængen mellem at betale skat i Danmark og så gøre brug af de danske velfærdsydel-

ser.

Side 191 af 514

Det er derfor naturligt at overveje justeringer i den danske velfærdsmodel, der i højere grad

sikrer koblingen mellem skattebetaling og brug af velfærdsydelser. Optjeningsprincipper er i

den forbindelse et muligt instrument og selv om særligt EU’s regler begrænser det juridiske

råderum, så er der dog en række muligheder for at knytte rettighederne til velfærdsydelser

sammen med en øget brug af optjeningsprincipper.

Tilsvarende overvejelser om at fremtidssikre den skattefinansierede velfærdsmodel gøres i

andre nordiske lande. I Norge arbejder et udvalg med tilsvarende problemstillinger og i Sve-

rige er der igangsat justeringer af velfærdsordningerne, der gør finansieringen mere robust.

Side 192 af 514

Litteraturliste

Aarhus Kommune (2004) ”Borgerundersøgelse: Pleje- og omsorgsbehovet blandt ældre

flygtninge og indvandrere”. Videncenter for tilbud til ældre flygtninge og indvandre-

re, Lokalcentret Gellerup, Aarhus

Andersen, Heine (2004) ”Sociologi – en grundbog til et fag”. Hans Reitzels Forlag., Køben-

havn.

Ankestyrelsen (2009) “Børn og unge anbragt uden for hjemmet, kommunale afgørelser –

årsstatistik 2008”. Schultz, København.

Ankestyrelsen (2010) ”Brugere af botilbud efter servicelovens § 110 – årsstatistik 2009”.

København.

Anvendt KommunalForskning (AKF) (2009), ”Ældre danskeres og indvandreres brug af ple-

je- og omsorgsydelser”. København.

Arbejdsministeriet, Undervisningsministeriet og Finansministeriet (1999) ”Mål og midler i

offentligt finansieret voksen- og efteruddannelse”. Schultz Grafisk.

Borjas, George (1999) “Immigration and Welfare Magnets”. Journal of Labor Economics,

Vol. 17. No. 4, Part 1. Side 607-637.

Borjas, George (2000) “The Case for Choosing More Skilled Immigrants”. The American

Enterprise, December.

Borjas, George (2003) “Welfare reform, labor supply, and health insurance in the immigrant

population”. Journal of health economics no. 22 side 933-958.

Borjas, George (2004) “Increasing the Supply of Labor Through Immigration – Measuring

the Impact on Native-born Workers”. Center for immigration studies.

De Økonomiske Råd (2007) “Dansk Økonomi – Efterår 2007”. De Økonomiske Råds Sekre-

tariat, København.

Esping-Andersen, G. (2006) “The Three Worlds of Welfare Capitalism”. Polity Press, Cam-

bridge.

Folkesundhed København (2007) ”Ældre etniske københavnere i tal”. København.

Green-Pedersen, Christoffer; Klitgaard, Michael B. og Nørgaard, Asbjørn S. (2004) ”Den

danske velfærdsstat: Politiske, sociologiske og institutionelle dynamikker”. Arbejds-

rapport 2004:1.

Hastrup, Bjarne et al (2010) “EU og socialpolitikken – på vej mod et europæisk socialt med-

borgerskab”. Multivers forlag, Viborg.

Kvist, Jon (2004a) “Does EU enlargement start a race to the bottom? Strategic

interaction among EU member states in social policy”. Journal of European Social

Policy, august 2004, vol.14.

Side 193 af 514

Kvist, Jon (2004b) “Fremtiden nordiske velfærdsmodel i et europæisk perspektiv, I: Hur mår den

nordiska välfärden?. Nordiska rådets och Nordiska ministerrådets årsbok 2004”. Nordic

Council & Nordic Council of Ministers, København.

Legrain Philippe (2008). “Is free migration compatible with a European-style welfare state?”.

European Institute, London School of Economics. Expert report nr. 11 to Sweden’s

Globalisation Council.

Malchow-Møller, Nicolaj; Munch, Jakob R. og Skaksen, Jan R. (2009) “Det danske arbejds-

marked og EU-udvidelsen mod øst”. Rockwool Fondens Forskningsenhed, Gylden-

dal.

Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse (2010) ”International benchmarking af det danske

sygehusvæsen”, København.

Ministry of Health and Social Affairs Sweden (2009) ”Social insurance in Sweden”. XGS

Grafisk Service, Stockholm.

OECD (2008a) “OECD Economic Surveys Denmark”. Volume 2008/2”, OECD.

OECD (2008b) “A Profile of Immigrant Populations in the 21st Century – Data

from OECD Countries”.

Pedersen, Peder J.; Pytlikova, Mariola og Smith, Nina (2004) “Selection or Network Effects?

Migration Flows into 27 OECD Countries, 1990-2000”. IZA Discussion Paper No. 1104,

April 2004.

Servicestyrelsen (2010) ”LOKK årsstatistik 2009 – Kvinder og børn på krisecenter”. Service-

styrelsen.

Skytte, Marianne (2002) ”Anbringelse af etniske minoritetsbørn – om socialarbejderes vur-

deringer og handlinger”. Lund Dissertations in Social Work.

Socialforskningsinstituttet – Det nationale forskningscenter for velfærd (SFI) (2008) ”An-

bragte børns udvikling og vilkår – Resultater fra SFI’s forløbsundersøgelser af årgang 1995”.

Schultz, København.

Socialforskningsinstituttet – Det nationale forskningscenter for velfærd (SFI) (2010) ”Efter-

værn – støtte til tidligere anbragte unge”. Schultz, København.

Styrelsen for Social Service (2010) ”Undersøgelse om kommunerne og de ældre etniske bor-

gere”. Styrelsen for Social Service

Sundhedsstyrelsen (2010) ”Narkosituationen i Danmark 2010”. Rosendahls-Schultz Distribu-

tion, København.

UFC Handicap (2006) ”Udviklingshæmmede med anden etnisk baggrund end dansk i botil-

bud”. Ringsted.

U.S. Social Security Administration & International Social Security Association (2010a)

“Social Security Programs Throughout the World: The Americas, 2009”.

Side 194 af 514

U.S. Social Security Administration & International Social Security Association (2010b)

“Social Security Programs Throughout the World: Europe, 2010”.

Side 195 af 514

Bilag A. Udvalgte begreber og definitioner anvendt i rap-

porten

Associeringsaftale

En aftale mellem EU og et (eller flere, jf. nedenfor om EØS) land(e). En associeringsaftale vil

typisk indeholde bestemmelse om betingelser for ret til adgang til arbejdsmarkedet og regler

om social sikring.

Arbejdskraftens fri bevægelighed i EU/EØS (artikel 45 i TEUF)

Fri bevægelighed for varer, tjenesteydelser, personer og kapital er grundlæggende principper i

EU.

Retten til fri bevægelighed for arbejdstagere fremgår af artikel 45 i TEUF der sikrer EU-

arbejdstageres ret til at 1) søge faktisk tilbudte stillinger, 2) bevæge sig frit inden for med-

lemsstaternes område i dette øjemed, 3) tage ophold i en af medlemsstaterne for at have be-

skæftigelse i henhold til de ved lov eller administrativt fastsatte bestemmelser, der gælder for

indenlandske arbejdstageres beskæftigelse, samt 4) blive boende på en medlemsstats område

på de af Kommissionen ved gennemførselsforordninger fastsatte vilkår efter at have haft an-

sættelse der.

Artikel 45 er bl.a. udmøntet i Rådets forordning nr. 1612/68 om arbejdskraftens frie bevæge-

lighed inden for Fællesskabet, som sikrer statsborgere i medlemsstaterne ret til at tage arbejde

i andre medlemslande uden at blive udsat for forskelsbehandling. Forordningen dækker ad-

gangen til beskæftigelse, familiemedlemmers afledte rettigheder, retten til social og skatte-

mæssig ligestilling samt adgangen til bolig.

Bilaterale og multilaterale konventioner

En konvention er i denne sammenhæng en juridisk bindende aftale (også benævnt ”overens-

komst” eller ”traktat”) mellem lande.

En bilateral konvention indgås mellem to lande for at håndtere en konkret problemstilling,

der berører de pågældende lande, som f.eks. en dobbeltbeskatningsoverenskomst eller en

aftale om en broforbindelse. I denne rapport anvendes begrebet i forhold til aftaler om social

sikring.

En multilateral konvention er en konvention, der omfatter flere lande, typisk ved at flere lan-

de har ratificeret en konvention vedtaget af en international organisation, som f.eks. FN eller

Europarådet. En sådan konvention vedtages efter de procedurer, der gælder i den pågældende

organisation. Konventionen får kun virkning i forhold til et land, hvis landet beslutter sig for

at ratificere konventionen, og det er typisk bestemt, at et vist antal lande skal have ratificeret

konventionen, før den får virkning.

Direkte og indirekte forskelsbehandling

Direkte forskelsbehandling foreligger, når lovgivningen direkte kræver bestemt statsborger-

skab eller national oprindelse som betingelse for en rettighed. Indirekte forskelsbehandling

foreligger, når et kriterium er egnet til at ramme flere udenlandske end nationale borgere.

Både direkte og indirekte forskelsbehandling er som udgangspunkt forbudt i medfør af EU-

retten, men indirekte forskelsbehandling kan i særlige undtagelsestilfælde retfærdiggøres,

hvis det er sagligt begrundet og i øvrigt proportionalt.

Side 196 af 514

Eksportabilitetsprincippet

Dette princip er fastlagt i TEUF og i forordning 883/2004, og indebærer, at en kontant social

sikringsydelse kan udbetales overalt inden for Unionen. Ydelsen udbetales af myndigheden i

det land, hvor ydelser er erhvervet og efter lovgivningen i det land.

EØS

Det Europæiske Økonomiske Samarbejdsområde. EØS-aftalen blev underskrevet den 2. maj

1992 og omfatter EU-landene samt Norge, Island og Liechtenstein (fra den 1. maj 1995).

EØS er en vidtrækkende associeringsaftale, som viderefører de frihandelsaftaler, som fandtes

mellem EF og EFTA. Det betyder, at bl.a. at EU's regler om fri bevægelighed for arbejdstage-

re finder anvendelse i forholdet mellem Danmark og disse lande.

Ligebehandlingsprincippet

Det forhold, at udlændinge skal stilles lige med statsborgere i den medlemsstat, hvor de bor

eller arbejder for så vidt angår retten til sociale ydelser. For EU-borgere fremgår princippet af

TEUF, af forordningerne vedr. vandrende arbejdstagere og af opholdsdirektivet.

Sammenlægningsprincippet

Dette princip er fastlagt i TEUF og forordning 883/2004, og anvendes både ved åbning af ret

til ydelser (dvs. ophævelse af en karensperiode) og ved beregning af ydelser. Det betyder, at

forsikrings-, bopæls- eller beskæftigelsesperioder, der er tilbagelagt under en anden med-

lemsstats lovgivning skal tages i betragtning, som om de var tilbagelagt efter den aktuelle

medlemsstats lovgivning.

Social fordel

Begrebet "social fordel" fremgår af artikel 7, stk. 2 i forordning 1612/68. Det omfatter alle

sociale ydelser, dvs. både forsorgsydelser (f.eks. kontanthjælp) og sikringsydelser (pension,

familieydelser mv.).

Social sikring

En social ydelse, der er omfattet af forordning 883/2004, og de deri fastlagte koordinerings-

regler.

TEUF

Traktaten om den Europæiske Unions Funktionsmåde.

Tredjelandsborger

Begrebet bruges om borgere fra lande udenfor EF/EØS.

Unionsborgerskab

Unionsborgerskabet blev indført med Maastricht-Traktaten i 1993. Enhver, der er statsborger

i et EU-land, har unionsborgerskab. Unionsborgerskabet er af EU-Domstolen blevet brugt

som løftestang for tildeling af rettigheder.

Vandrende arbejdstager

En vandrende arbejdstager er i EU-rettens forstand en borger, der flytter fra et land til et andet

for at påbegynde arbejde, jf. ovenfor om arbejdskraftens fri bevægelighed.

Økonomisk aktive og ikke-økonomisk aktive EU-borgere

Økonomisk aktive bruges som betegnelse for de EU-borgere, der har udnyttet retten til fri

bevægelighed for at arbejde eller udøve selvstændig virksomhed. Ikke-økonomisk aktive

betegner restgruppen, som har ret til ophold på et andet grundlag, dvs. studerende og perso-

ner, der har tilstrækkelige midler til at forsørge sig selv.

Side 197 af 514

Bilag B. Bruttoliste over danske velfærdsydelser

Type af ydelse

Ydelse

Barselsdagpenge

Dagpenge

Kontanthjælp

Ledighedsydelse

Revalidering

Starthjælp

Sygedagpenge

Sociale ydelser

Introduktionsydelse

- indkomst-

erstattende overfør- Kontante ydelser i asylsystemet

selsindkomst (mid- - grundydelse

- forsørgertillæg

lertidige)

- tillægsydelse

SU i Danmark og udlandet

- herunder transportrabat

- herunder udlandsstipendium (til dækning

af undervisningsafgift)

SVU

VEU-godtgodgørelse, herunder transportrabat

Efterløn

Sociale ydelser

Fleksjob

- indkomst-

Fleksydelse

erstattende ydelser

Folkepension

(permanente)

Førtidspension

Reintegrationsbistand

Dagtilbud (vuggestue, børnhave, dagpleje og

lign,) herunder

Serviceydelser

- tilskud og plads i opholdskommune

- socialområdet,

- søskendetilskud

børn og unge

- fripladstilskud

- tilskud og plads i anden kommune

- mad i daginstitutioner

- tilskud til privatinstitutioner

Tilskud til pasning af egne børn

Tilskud til privatpasning

Fritidshjem, herunder

- tilskud og plads i opholdskommunen

- tilskud og plads i anden kommune

- søskendetilskud

- fripladstilskud

- mad i fritidshjem

- tilskud til kommunale og selvejendefri-

tidshjem i kommunen

- tilskud til privat fritidshjem

Ressort

InM

UVM

InM

Side 198 af 514

Klubtilbud og andre socialpædagogiske fri-

tidstilbud til større børn og unge, herunder

- tilskud og plads i opholdskommunen

- tilskud og plads i anden kommune

- fripladstilskud

- søskendetilskud

Aktivitets- og samværstilbud

Beskyttet beskæftigelse

Boligindretning

Borgerstyret personlig assistance

Forbrugsgoder

Hjælpemidler

Individuel befordring

Kontaktpersonordning til døvblinde

Ledsageordning, herunder

- til unge ml. 16 og 18

- til voksne fra 18 år

Merudgiftsydelse

- dækning af nødvendige merudgifter som

følge af funktionsnedsættelse hos et barn

med handicap

- dækning af nødvendige merudgifter som

følge af funktionsnedsættelse

Midlertidigt ophold i botilbud

Pasning af nærtstående med handicap eller

alvorlig sygdom

Plejevederlag

Socialpædagogisk bistand

Serviceydelser -

Støtte til køb af bil

socialområdet, han-

Særlige dagtilbud til børn med handicap

dicaphjælp

Særlige klubtilbud til børn med handicap

Tabt arbejdsfortjeneste til forældre, der passer

et barn i hjemmet

Tilbud af behandlingsmæssig karakter

Tilbud om gratis rådgivning til personer med

nedsat fysisk eller psyksisk funktionsevne

eller med særlige sociale problemer.

Tolkning til personer med hørehandicap

Varigt ophold i boformer

Anbringelse uden for hjemmet, konsulentbi-

Serviceydelser-

stand, pædagogisk støtte i hjemmet, familie-

socialområdet, ud- behandling, aflastning, kontaktperson, formid-

satte

ling af praktiktilbud. (foranstaltninger for

børn og unge)

Behandling af stofmisbrugere

Efterværn

Gratis familieorienteret rådgivning

Side 199 af 514

Serviceydelser -

socialområdet, æl-

dre

Serviceydelser -

sundhedsområdet

Herberger og forsorgshjem

Kvindekrisecentre

Friplejeboliger

Generelle tilbud med aktiverende og forebyg-

gende sigte

Genoptræning

Hjemmehjælp, herunder

- hjælp eller støtte til nødvendige praktiske

opgaver i hjemmet

- personlig hjælp og pleje

- kontanttilskud til ansættelse af hjælper

- madservice

Plejehjem og beskyttede boliger

Tilbud om afløsning eller aflastning til pårø-

rende, der passer en person med nedsat funk-

tionsevne.

Tilbud om forebyggende hjemmebesøg til alle

borgere, der er fyldt 75 år.

Tilbud om midlertidig ophold til personer, der

i en periode har et særligt behov for omsorg

og pleje.

Vedligeholdelsestræning

Alkohol og stofmisbrugsbehandling

Behandling hos alment praktiserende læger og

praktiserende speciallæger

Den offentlige rejsesygesikring

Forebyggende sundhedsydelser, herunder

sundhedsplejeske

Genoptræning

Hjemmesygepleje

Kommunal tandpleje

Regionstandpleje

Sygehusbehandlinger

Tilskud til behandling hos tandlæge, kiroprak-

tor, fysioterapeut, fodterapeut og psykolog

Tilskud til lægemidler

Vaccinationer

Verderlagsfri fysioterapi

Erhvervsfaglige uddannelser

- EUD

- AER

Grundskole

- Folkeskolen

- frie grundskoler

- efterskoler

- modersmålsundervisning

ISM

UVM

Serviceydelser -

undervisning

UVM

Side 200 af 514

Tillægsydelser -

sociale

Gymnasiale uddannelser

- stx

- hhx

- htx

UVM

- hf

- IB (herunder IB-tilskud til IB-uddannelse

i udlandet)

SPS (specialpædagogisk støtte)

UVM

Uddannelseskort (befordringsrabat til uddan-

UVM

nelsessøgende i ungdomsuddannelse) – trans-

port

Videregående uddannelser

- Erhvervsakademi-, professionsbachelor-

uddannelser, bachelor- og kandidatud-

UVM/VTU

dannelser

- fripladser og stipendie

- udbud i udlandet

Voksen- og efteruddannelse

- AVU

- FVU

UVM

- AMU

- akademi- og diplomuddannelser

- folkehøjskoler

Boligsikring

Boligydelse

Børnetilskud

Efterlevelseshjælp

Enkeltydelser efter aktivloven

Helbredstillæg

Personligt tillæg

Særlige regler om hjælp til visse persongrup-

per

Varmetillæg

Børne- og ungeydelsen (”børnecheck”)

Flytte og etableringstilskud i Almenboliglo-

ven

Repatrieringsstøtte

Handicaptillæg til studerende

Befordring og befordringsgodtgørelse

Begravelseshjælp

Tilskud til ernæringspræparater

Tolkebistand

SKM

InM

UVM

ISM

Tillægsydelser -

sundhed

Side 201 af 514

Bilag C. Regelgennemgang i forhold til velfærdsydelser

Side 202 af 514

Betingelser for adgang

til og brug af ydelsen

1. Adgangskriterier

(Hvilke kriterier kræves opfyldt for at få adgang til ydelsen)

2. Udmålingskriterier

(Hvilke kriterier benyttes i forhold

til at udmåle størrelsen af ydelsen)

3. Fastholdelseskriterier

(Hvilke kriterier skal være opflydt

for, at man bevarer retten til

ydelsen)

4. Genoptjeningskriterier

(Hvilke kriterier skal være

opfyldt for, at man kan genop-

tjene en mistet ret til ydelsen)

4.2.1. SU:

Samlede offentlige udgift og evt. personomfang:

Udgift:

14,5 mia. kr. FL11,

Antal:

stipendieårsværk (støttemodtagere med SU 12 mdr. i året): 254.100.

Udgift:

i 2009: 14,2 mia. kr., heraf 11,9 mia. kr. stipendium.:

Antal:

støttemodtagere: 334.100

Relevant lovgivning (herunder relevante §)

SU-loven, jf. LBK nr. 661 af 29. juni 2009 som ændret ved lov nr. 1524 af 27. december 2009, §§ 2 og 2 a (betingelser til den uddannelsessøgende),

SU-bekendtgørelsen, jf. BEK nr. 455 af 8. juni 2009, §§ 1-4 (studieaktivitetsregler), §§ 22-25 (betingelser for forsørgere), §§ 26-30 (tillæg til grundstipendiet i ungdomsuddannelser), §§ 42-44 (egenindkomst og fribe-

løb) og §§ 66-69 om uddannelsessøgende, der ikke er danske statsborgere

Hovedregel

Hovedregel:

A. Subjektive forhold

SU er en generel ydelse, der gives efter ansøgning til alle, der

SU er en fast ydelse – se dog nedenfor

Det er en betingelse for løbende at

Udbetaling af SU kan genoptages

(herunder visitations-

under husstandsafhængighed

modtage SU, at den uddannelsessø-

efter en periode, hvor den uddan-

krav)

•

Er indskrevet og gennemgår en uddannelse

gende er studieaktiv.

nelsessøgende været erklæret

•

Er studieaktive

studieinaktiv, når betingelserne

•

Ikke får anden offentlig støtte, der tilsigter at dække leveom-

I ungdomsuddannelser betyder det,

for studieaktivitet er opfyldt.

kostninger

at eleven skal deltage i obligatorisk

undervisning og foreskrevne prøver,

Se særlige betingelser vedr. alder, indkomst og statsborgerskab

aflevere opgaver m.v. efter de reg-

nedenfor

ler, der gælder for uddannelsen.

I videregående uddannelser er den

studerende studieaktiv indtil ved-

kommende er mere end 12 måneder

forsinket i uddannelsen. Forsinkel-

sen er forskellen mellem forbrugte

SU-klip og den studiemæssige

fremgang målt i måneder.

B. Alder

Hovedregel

Uddannelsessøgende kan få SU, når de er fyldt 18 år.

Undtagelse

Dette gælder dog ikke studerende i videregående uddannelser, der

kan få SU før det fyldte 18. år.

Hovedregel:

En af betingelserne for at modtage SU er, at den uddannelsessøgende

ikke har for stor indkomst ved siden af SU. Fribeløbet udregnes på

årsbasis.

Satser for fribeløb (2011-satser):

•

Laveste fribeløb (måneder, hvor eleven modtager SU i ung-

domsuddannelse): 6.980 kr. pr. måned

•

Laveste fribeløb (måneder, hvor den studerende modtager SU i

videregående uddannelse): 8.625 kr. pr. måned

C. Indkomst og formue

Side 203 af 514

Mellemste og højeste fribeløb er ens for ungdoms- og videregående

uddannelse

•

Mellemste fribeløb (måneder med fravalgt SU, orlov, lønnet

praktik, erklæret studieinaktiv): 17.432 kr. pr. måned

•

Højeste fribeløb (måneder uden for uddannelse, ikke flere SU-

klip i uddannelsen, modtager anden offentlig støtte, der skal

dække leveomkostninger, endnu ikke er fyldt 18 år, går på en

ikke SU-godkendt uddannelse eller ikke er dansk statsborger el-

ler ligestillet med danske statsborgere til SU): 33.552 kr. pr.

måned

Hvis den uddannelsessøgende har børn forhøjes fribeløbet med

25.212 kr. om året pr. barn.

Hvis den studerende modtager handicaptillæg nedsættes fribeløbet til

2.897 kr. pr. måned – se skema om handicaptillæg.

D. Ægtefælle-

afhængighed

E. Husstandsafhængig

Videregående uddannelser:

Hovedregel:

SU i videregående uddannelse er uafhængig af forældre-

nes/husstandens indtægt.

Ungdomsuddannelser:

Hovedregel:

SU til elever i ungdomsuddannelser er afhængig af forældrenes

indkomst.

Undtagelse:

SU til elever over 20 år i ungdomsuddannelser er ikke afhængig af

forældrenes indkomst.

Forsørgertillæg:

Forsøgertillæg er afhængig af husstandens sammensætning.

Hovedregel:

SU i ungdomsuddannelser

SU til elever under 20 år i ungdoms-

uddannelser er afhængig af forældre-

nes indkomst

Alle elever i ungdomsuddannelser er

berettiget til et grundstipendium. Ele-

ver, hvis forældre har en samlet års-

indkomst på mellem 299.857 kr. og

639.906 kr. kan få et tillæg til grund-

stipendiet. Tillæggets størrelse er

afhængig af forældrenes indkomst.

Forsørgertillæg

Forsørgertillægets størrelse er afhæn-

gig af husstandens sammensætning.

Alle studerende, der er forsørgere har

mulighed for at søge et supplerende

SU-lån til forsørgere på: 1.405 kr. pr.

måned

Derudover kan der gives forsørgertil-

læg til enlige forsørgere: 5.486 kr. pr.

måned og til forsørgere der bor sam-

men med en SU-modtager: 2.192 kr.

Side 204 af 514

pr. måned

F. Beskæftigelseskrav

og rådighedsforpligtelse

G. Statsborgerskab

/lovligt ophold

H. Bopælskrav

(herunder om ydelsen

kan medtages til udlan-

det)

Hovedregel:

Uddannelsessøgende skal være danske statsborgere eller ligestillet

med danske statsborgere for at have ret til SU, se nedenfor om særli-

ge kriterier for udenlandske statsborgere.

Hovedregel:

SU gives både til uddannelse i Danmark og i udlandet, herunder til

både studiehold i udlandet som et led i en dansk uddannelse og til

hele uddannelser i udlandet. Studieophold i Danmark betragtes i SU-

sammenhæng som en del af den danske uddannelse, hvis opholdet er

forhåndsgodkendt af den danske uddannelsesinstitution.

Der gælder ikke bopælskrav/opholdstidskrav for SU til uddannelse i

Danmark.

Se særskilt skema for SU til hele uddannelser i udlandet (herunder

udlandsstipendium til dækning af undervisningsafgift).

I. Opholdskrav

J. Opholdstid

K. Kontingentkrav eller

medlemskab

L. Karensperiode

M. Medfinansiering

(fx brugerbetaling)

Særlige kriterier i for-

hold til EU/EØS borgere

EU/EØS-statsborger og deres familiemedlemmer kan ligestilles til SU til uddannelse i Danmark og i udlandet, hvis de:

•

Er eller har været arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Danmark,

•

Har været bosat i Danmark i 5 år,

•

Er barn (gælder også 3. lands statsborgere) af en EU/EØS-statsborger, der er arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Danmark,

•

Er ægtefælle (gælder også 3. lands statsborgere) til en EU/EØS-statsborger, der er arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Danmark,

•

Er forælder (gælder også 3. lands statsborgere) til en EU/EØS-statsborger, der er arbejdstager eller selvstændig erhvervsdrivende i Danmark,

•

Er familiemedlem (gælder også 3. lands statsborgere) til en EU/EØS-statsborger, og har været bosat i Danmark i mindst 5 år.

Reglerne om ligestilling af EU/EØS-statsborgere og deres familiemedlemmer følger direkte af EU-retten. EU/EØS-statsborgere kan desuden ligestilles, hvis de opfylder en af de nationale

danske betingelser for ligestilling (disse regler gælder for alle udenlandske statsborgere), se nedenfor under 3. lands statsborgere.

Side 205 af 514

Særlige kriterier i for-

hold til flygtninge

Ligestilling efter EU-retten gælder for den uddannelse, der søges SU til. Ligestillingen bortfalder, hvis uddannelsen afbrydes.

Udenlandske statsborgere (uanset nationalitet) kan ligestilles til SU til uddannelse i Danmark, hvis de er omfattet af integrationslovens § 2, stk. 2 og 3.

Ligestilling af udenlandske statsborgere efter ovennævnte betingelser gælder for den uddannelse, der søges SU til. Ligestillingen bortfalder, hvis uddannelsen afbrydes. En uddannelsessø-

gende, der ligestilles, bevarer dog retten til støtte på samme betingelser som danske statsborgere til uddannelse i Danmark, hvis den uddannelsessøgende ikke har været udrejst af Danmark i

en sammenhængende periode på mere end 2 år efter tidspunktet for meddelelsen om ligestilling.

Udenlandske statsborgere (uanset nationalitet – gælder også EU/EØS-statsborgere, der ikke opfylder betingelserne for ligestilling efter EU-rettens regler) kan ligestilles til SU til uddannelse

i Danmark, hvis de:

•

Tilhører det danske mindretal i Sydslesvig,

•

Er islandske statsborgere og var bosat i Danmark i perioden 1936-1946,

•

Er kommet til Danmark med forældrene før det 20. år,

•

Er gift med en dansk statsborger og bosat i Danmark i mindst 2 år,

•

Har boet i Danmark i mindst 2 år og har haft mindst 30 timers erhvervsarbejde i Danmark, eller

•

Har haft bopæl i Danmark i mindst 5 år uden at have taget ophold med henblik på uddannelse.

Ligestilling af udenlandske statsborgere efter ovennævnte betingelser gælder for den uddannelse, der søges SU til. Ligestillingen bortfalder, hvis uddannelsen afbrydes. En uddannelsessø-

gende, der ligestilles, bevarer dog retten til støtte på samme betingelser som danske statsborgere til uddannelse i Danmark, hvis den uddannelsessøgende ikke har været udrejst af Danmark i

en sammenhængende periode på mere end 2 år efter tidspunktet for meddelelsen om ligestilling.

Særlig kriterier i forhold

til 3. lands statsborgere

Side 206 af 514

Betingelser for adgang

til og brug af ydelsen

1. Adgangskriterier

(Hvilke kriterier kræves opflydt for at få adgang til ydelsen)

2. Udmålingskriterier

(Hvilke kriterier benyttes i forhold

til at udmåle størrelsen af ydelse)

3. Fastholdelseskriterier

(Hvilke kriterier skal være opflydt

for, at man bevarer rette til ydel-

sen)

4. Genoptjeningskriterier

(Hvilke kriterier skal være

opfyldt for, at man kan genop-

tjene en mistet ret til ydelsen)

4.2.1 Befordring, videregående uddannelser:

Samlede offentlige udgift og evt. personomfang:

Udgift:

35.800, Antal:

61,7 mio. kr.

Relevant lovgivning (herunder relevante §)

LBK nr 353 af 14/03/2007 som ændret ved LOV nr 1567 af 21/12/2010, BEK nr 348 af 20/04/2006 ændret ved BEK nr 1370 af 15/12/2008

A. Subjektive forhold

(herunder visitations-

krav)

Studerende kan modtager rabat til den daglige transport mellem

skole og hjem, hvis de skal er berettiget til at modtage SU til en

videregående uddannelse.

Det er muligt at bevare retten til rabat op til 12 måneder efter, at man

ikke længere har ret til SU til en videregående uddannelse, forudsat

at man fortsat er indskrevet på uddannelsen.

Der er ingen nedre aldersgrænse for hvornår man kan opnå ret til SU

til en videregående uddannelse. Grundet optagelseskriterierne til

videregående uddannelser er det dog yderst usædvanligt at opleve

studerende under 18 år.

Ingen.

Som SU-modtager på en videregående

uddannelse er der en øvre grænse for

hvor meget man må tjene, uden at

skulle tilbagebetale hele eller en del af

sin SU. Dette berører ikke adgangen til

transportrabat, da man blot skal være

berettiget til at modtage SU, og således

gerne må have fravalgt støtten.

Man betaler selv 562 kr. om måneden.

Rabatten udgør restprisen af et perio-

dekort til den offentlige rabat uanset

periodekortets pris.

Periodekortets rejsestrækning er fra

den studerendes hjem til uddannelses-

institution, herunder forstået praktik-

sted m.v.

B. Alder

C. Indkomst og formue

D. Ægtefælle-

afhængighed

E. Husstandsafhængig

F. Beskæftigelseskrav

og rådighedsforpligtelse

Ingen

G. Statsborgerskab

/lovligt ophold

SU-berettigede personer har ret til transportrabat. Udenlandske stats-

borgere kan ligestilles efter danske regler i SU-bekendtgørelsens §

66 eller EU-rettens regler i § 67, se oversigten vedrørende SU-

Side 207 af 514

reglerne, se afsnit 4.2.1..

H. Bopælskrav

(herunder om ydelsen

kan medtages til udlan-

det)

Der er stilles ingen bopælskrav, og der gives transportrabat til rejser

der krydser den danske grænse, eksempelvis til Sverige eller Tysk-

land. Rabatten kan dog kun gives, hvis en del af rejsen foregår inden

for Danmarks grænser. Rabatten kan kun gives til den daglige trans-

port, hvorfor det ikke vil være muligt at modtage rabat til lange

internationale rejser, uagtet de starter eller slutter i Danmark.

Skal være berettiget til SU

Se ovenstående.

Ingen.

Rabatten udgør den del af prisen på et 30-dages periodekort, der

overstiger 562 kr. Den studerende betaler selv de 562 kr.

Skal være berettiget til SU

I. Opholdskrav

J. Opholdstid

K. Kontingentkrav eller

medlemskab

L. Karensperiode

M. Medfinansiering

(fx brugerbetaling)

Særlige kriterier i for-

hold til EU/EØS borgere

Særlige kriterier i for-

hold til flygtninge

Særlig kriterier i forhold

til 3. lands statsborgere

Side 208 af 514

Betingelser for adgang

til og brug af ydelsen

1. Adgangskriterier

(Hvilke kriterier kræves opflydt for at få adgang til ydelsen)

2. Udmålingskriterier

(Hvilke kriterier benyttes i forhold

til at udmåle størrelsen af ydelse)

3. Fastholdelseskriterier

(Hvilke kriterier skal være opflydt

for, at man bevarer rette til ydel-

sen)

4. Genoptjeningskriterier

(Hvilke kriterier skal være

opfyldt for, at man kan genop-

tjene en mistet ret til ydelsen)

4.2.1 SU til hele uddannelser i udlandet:

Samlede offentlige udgift og evt. personomfang på videregående niveau:

Udgift: 145 mio. kr. i 2009.

Antal: Ca. 3.500 modtog SU til videregående uddannelse i udlandet i 2009.

Samlede offentlige udgift og evt. personomfang på ungdomsuddannelser:

Udgift: 5,1 mio. kr. i 2009.

Antal: Ca. 200 modtog SU til en ungdomsuddannelse i udlandet i 2009.

Der er ikke tildelt SU til uddannelser på folkeskoleniveau i udlandet.

Relevant lovgivning (herunder relevante §)

Lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven) jf. lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009.

Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte (S-bekendtgørelsen) jf. bekendtgørelse nr. 455 af 8. juni 2009 (Kapitel 17, §§ 54 - 65).

Jf. de generelle SU-regler.

Videregående uddannelse:

A. Subjektive forhold

Man kan få SU med til udlandet i fire

(herunder visitations-

Jf. beskrivelse nedenfor i

H. Bopælskrav.

år (i Norden dog til hele uddannelses-

krav)

forløbet).

Ungdomsuddannelser:

Man kan få SU med til udlandet i to år

(i Norden dog hele uddannelsesforlø-

bet).

B. Alder

C. Indkomst og formue

D. Ægtefælle-

afhængighed

E. Husstandsafhængig

F. Beskæftigelseskrav

og rådighedsforpligtelse

G. Statsborgerskab

/lovligt ophold

Jf. de generelle SU-regler.

Jf. generelle SU-regler.

Støttemodtagere skal være danske statsborgere for at kunne få SU.

EU/EØS borgere og deres familier kan dog ligestilles med danske

statsborgere og dermed blive godkendt til SU i udlandet, hvis de

opfylder betingelserne efter EU-retten. Jf. særlige kriterier for

EU/EØS borgere nedenfor

Krav om at støttemodtageren hvert

halvårlige kan dokumentere at

han/hun er studieaktiv under hele

uddannelsen.

Lever den studerende ikke op til

kravet om halvårlig dokumentati-

on, standses

udbetalingen, og den

SU, han/hun har modtaget siden

sidste daterede dokumentation for

studieaktivitet, skal betales tilba-

ge.

Side 209 af 514

H. Bopælskrav

(herunder om ydelsen

kan medtages til udlan-

det)

For at være berettiget til SU til en hel uddannelse i udlandet, stilles

der krav til ansøgeren om sammenhængende ophold i Danmark i

mindst 2 år inden for 10 år forud for ansøgningstidspunktet.

I. Opholdskrav

J. Opholdstid

K. Kontingentkrav eller

medlemskab

L. Karensperiode

M. Medfinansiering

(fx brugerbetaling)

Særlige kriterier i for-

hold til EU/EØS borgere

Særlige kriterier i for-

hold til flygtninge

Særlig kriterier i forhold

til 3. lands statsborgere

EU/EØS-statsborgere og deres familiemedlemmer, der opfylder betingelserne for ligestilling efter EU-retten, se beskrivelse af betingelser under afsnit 4.2.1.

Side 210 af 514

Betingelser for adgang

til og brug af ydelsen

1. Adgangskriterier

(Hvilke kriterier kræves opflydt for at få adgang til ydelsen)

2. Udmålingskriterier

(Hvilke kriterier benyttes i forhold

til at udmåle størrelsen af ydelse)

3. Fastholdelseskriterier

(Hvilke kriterier skal være opflydt

for, at man bevarer rette til ydel-

sen)

4. Genoptjeningskriterier

(Hvilke kriterier skal være

opfyldt for, at man kan genop-

tjene en mistet ret til ydelsen)

4.2.1 Udlandsstipendium til hele kandidatuddannelser i udlandet:

Samlede offentlige udgift og evt. personomfang:

Udgift: ca. 12,1 mio. kr. i 2009.

Antal: 420 modtog udlandsstipendium til en kandidatuddannelse i udlandet i 2009.

Relevant lovgivning (herunder relevante §)

Lov om statens uddannelsesstøtte (SU-loven) jf. lovbekendtgørelse nr. 661 af 29. juni 2009 (Afsnit 1a, Kapitel 11a, §§ 46 a – 46 h).

Bekendtgørelse om statens uddannelsesstøtte (S-bekendtgørelsen) jf. bekendtgørelse nr. 455 af 8. juni 2009 (Afsnit II, §§ 81 - 95).

Kravet for at modtage udlandsstipendium er at den enkelte støtte-

Udlandsstipendiet kan maksimalt

A. Subjektive forhold

modtager opfylder de generelle regler for at modtage SU i udlandet,

udgøre den faktiske studieafgift, dog

(herunder visitations-

herunder 2-års ophold i Danmark indenfor de sidste 10 år forud for

højst det årstaxameter en dansk uddan-

krav)

ansøgningstidspunktet.

nelsesinstitution ville modtage i tilskud

for en tilsvarende uddannelsesaktivitet

Den studerende skal have 5 klip og/eller 5 slutlånsrater til rådighed

i Danmark. Taxametertaksterne frem-

for hver uddannelsesperiode der svarer til 30 ECTS-points ved ud-

går af FL.

dannelsens start

På Videnskabsministeriets område var

taksterne i 2009 på henholdsvis

Derudover skal den uddannelse, som personen ønsker udlandsstipen- - 41.600 kr. (humaniora og økonomi)

dium til være godkendt til SU i udlandet og fremgå af listen over

- 67.700 kr. (fx kommunikation mv.)

- 99.000 kr. (naturvidenskab mv.)

godkendte uddannelser (positivlisten) på

www.su.dk.

Der er ingen nedre aldersgrænse for, hvornår der kan tildeles ud-

Jf. de generelle regler for SU i udlan-

B. Alder

landsstipendium til uddannelse i udlandet. Grundet optagelseskrave-

det.

ne til de videregående uddannelser er det dog yderst usædvanligt at

opleve studerende under 18 år.

Studerende som modtager udlands-

stipendium til kandidatuddannelser i

udlandet skal følge de samme krav

til studieaktivitet, som der er til

studerende der modtager SU i ud-

landet. For kandidatuddannelser

med varighed på mere en 1 år, skal

den studerende dokumentere studie-

fremdrift, før at udlandsstipendiet

for 2 år af uddannelsen kan udbeta-

les.

C. Indkomst og formue

D. Ægtefælle-

afhængighed

E. Husstandsafhængig

F. Beskæftigelseskrav

og rådighedsforpligtelse

G. Statsborgerskab

/lovligt ophold

Jf. reglerne for SU til udlandet.

Side 211 af 514

H. Bopælskrav

(herunder om ydelsen

kan medtages til udlan-

det)

Jf. reglerne for SU til udlandet.

I. Opholdskrav

J. Opholdstid

K. Kontingentkrav eller

medlemskab

L. Karensperiode

M. Medfinansiering

(fx brugerbetaling)

Studerende hvis studieafgift er højere end det taxametertilskud de

kan modtage, vil have en egenfinansiering. I 2009 blev der tildelt

12,1 mio. kr. i udlandsstipendier, mens studieafgiften samlet set var

19,2 mio. kr. Dermed var der samlet set en egenfinansiering på 7,1

mio. kr. I gennemsnit havde hver enkelt studerende dermed en egen-

finansiering på knapt 17.000 kr., mens deres tildeling af udlandssti-

pendium i gennemsnit var på knapt 29.000 kr. Dermed udgjorde

tildelingen 63 % af studieafgiften.

Særlige kriterier i for-

hold til EU/EØS borgere

Særlige kriterier i for-

hold til flygtninge

Særlig kriterier i forhold

til 3. lands statsborgere

Jf. reglerne for SU til udlandet

Side 212 af 514

Betingelser for adgang

til og brug af ydelsen

1. Adgangskriterier

(Hvilke kriterier kræves opfyldt for at få adgang til ydelsen)

2. Udmålingskriterier

(Hvilke kriterier benyttes i forhold

til at udmåle størrelsen af ydelsen)

3. Fastholdelseskriterier

(Hvilke kriterier skal være opflydt

for, at man bevarer retten til

ydelsen)

4. Genoptjeningskriterier

(Hvilke kriterier skal være

opfyldt for, at man kan genop-

tjene en mistet ret til ydelsen)

4.2.2. Kontanthjælp

Samlede offentlige udgift og evt. personomfang:

Udgift:

kontanthjælp og starthjælp 14,6 mia. kr. FL11,

Antal:

131.600 helårspersoner.

Relevant lovgivning (herunder relevante §)

Lov om aktiv social politik §§ 1-5, 7-45. §§ 88-97 om blandt andet udbetaling og tilbagebetaling er fælles for alle ydelserne i loven.

A. Subjektive forhold

(herunder visitations-

krav)

Hovedregel:

Der skal være indtrådt en social begivenhed jf. § 11, stk. 1, hvoraf

det følger, at det er en betingelse for at modtag kontanthjælp, 1) at

ansøgeren har været ude for ændringer i sine forhold, f.eks. i form af

sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør, 2) at ændringerne bevir-

ker, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe det nødvendige til

sin egen eller familiens forsørgelse, og 3) at behovet ikke kan dæk-

kes gennem andre ydelser.

Hovedregel:

Når den sociale begivenhed bortfal-

der, vil man ikke længere være

berettiget til kontanthjælp.

Hovedregel:

Man genoptjener ikke retten. Der

skal være indtrådt en ny social

begivenhed for igen at være beret-

tiget til hjælp.

B. Alder

Hovedregel:

Man skal som udgangspunkt være fyldt 18 for at kunne modtage

ydelsen, idet børn indtil dette tidspunkt forsørges af deres forældre.

Undtagelse:

Kontanthjælp/starthjælp udgør det underste sociale sikkerhedsnet,

har man ikke en forsøger, er man berettiget til at modtage hjælpen.

Hovedregel:

Størrelsen på ydelsen varierer afhæn-

gig af, om man er over eller under 25,

og om man er forsørger eller ej.

C. Indkomst og formue

Hovedregel:

Kommunen kan ikke yde hjælp, hvis ansøgeren og ægtefællen har

formue, som kan dække det økonomiske behov.

Undtagelse:

1) Kommunen ser dog bort fra beløb på op til 10.000 kr., for ægte-

fæller 20.000 kr. 2) Der ses desuden bort fra den del af en formue,

der er nødvendig for at kunne bevare eller opnå en nødvendig bolig-

standard, eller som bør bevares af hensyn til ansøgerens og familiens

erhvervs- eller uddannelsesmuligheder. 3) Der skal tillige ses bort fra

erstatning for tab af erhvervsevne, der udbetales som følge af person-

skade efter a)lov om erstatning fra staten til ofre for forbrydelser,

b)lov om erstatningsansvar eller c) lov om arbejdsskadesikring.

Hovedregel:

Det følger af afgørelser fra Ankesty-

relsen, at hvis man kommer til for-

mue, skal man leve af denne formue,

før man igen kan modtage kontant-

hjælp.

Undtagelse:

Har man forfalden gæld, kan formu-

en under særlige omstændigheder

anvendes til at dække gælden.

Hovedregel:

Formue over 10.000 kr., for ægte-

fæller 20.000 kr., skal være brugt.

D. Ægtefælle-

afhængighed

Hovedregel:

Ydelsen tildeles personen, men er en

variabel af den anden ægtefælles ind-

tægt.

Side 213 af 514

Undtagelse:

Ved skilsmisse og separation mv.

E. Husstandsafhængig

F. Beskæftigelseskrav

og rådighedsforpligtelse

Hovedregel:

Der er ikke noget beskæftigelseskrav.

Undtagelse:

For personer, der ikke har opnået ret til kontanthjælp, men er eller

ville være berettiget til starthjælp, er retten til kontanthjælp betinget

af, at ansøgeren har haft ordinær beskæftigelse i landet i en tid, som

sammenlagt svarer til fuldtidsbeskæftigelse i 2 år og 6 måneder

inden for de seneste 8 år

G. Statsborgerskab

H. Bopælskrav

(herunder om ydelsen

kan medtages til udlan-

det)

Hovedregel:

Det er en betingelse for at modtage hjælpen, at man opholder sig i

landet.

Hovedregel:

Vedkommende skal søge at udnytte

sine arbejdsmuligheder, jf. § 13 i lov

om aktiv socialpolitik.

Hovedregel:

Har man fortabt retten til at mod-

tage kontanthjælp på grund af

manglende efterlevelse af kon-

tanthjælpen – 450 timers kravet.

Beregnes hjælpen igen efter stk.

af ægtefællerne har haft 450

timers ordinært og ustøttet arbej-

de, jf. § 13, stk. 12.

I. Opholdskrav

Hovedregel:

Enhver, der opholder sig lovligt her i landet, har ret til hjælp efter

denne lov. Dog ikke nødvendigvis løbende hjælp til forsørgelse.

Undtagelse:

Ret til ophold i udlandet i forbindelse med samværsret med børn, der

alene kan foregå i udlandet, og fx studieophold for revalidender.

Hovedregel:

Forlader man landet, ophører retten

til at modtage kontanthjælp som

udgangspunkt.

J. Opholdstid

Hovedregel:

Retten til kontanthjælp er tillige betinget af, at ansøgeren har opholdt

sig her i riget i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år.

Undtagelse:

Ophold i udlandet på militær mission for den danske stat under

instruktion af forsvaret, ligestilles med ophold her i riget. Det samme

gælder ophold i udlandet, hvor personen af den danske stat er stillet

til rådighed for militær mission under instruktion af udenlandsk eller

international myndighed.

K. Kontingentkrav eller

medlemskab

L. Karensperiode

M. Medfinansiering

(fx brugerbetaling)

Side 214 af 514

Særlige kriterier i for-

hold til EU/EØS borgere

Kravet om, at ansøgeren skal have opholdt sig her i riget i sammenlagt 7 år inden for de seneste 8 år, og kravet om ordinær fuldtidsbeskæftigelse i Danmark i 2 år og 6 måneder inden for de

seneste 8 år, gælder ikke for EU/EØS-borgere, i det omfang disse efter EU-retten er berettigede til hjælpen. Dette vil typisk være gældende for EU-arbejdstagere.

EU/EØS-borgere kan opfylde bopælskravet ved sammenlægning af optjeningsperioder i andre EU/EØS lande.

Særlige kriterier i for-

hold til flygtninge

Særlig kriterier i forhold

til 3. lands statsborgere

Side 215 af 514

Betingelser for adgang

til og brug af ydelsen

1. Adgangskriterier

(Hvilke kriterier kræves opfyldt for at få adgang til ydelsen)

2. Udmålingskriterier

(Hvilke kriterier benyttes i forhold

til at udmåle størrelsen af ydelsen)

3. Fastholdelseskriterier

(Hvilke kriterier skal være opflydt

for, at man bevarer retten til

ydelsen)

4. Genoptjeningskriterier

(Hvilke kriterier skal være

opfyldt for, at man kan genop-

tjene en mistet ret til ydelsen)

4.2.3. Starthjælp

Samlede offentlige udgift og evt. personomfang:

Udgift:

kontanthjælp og starthjælp 14,6 mia. kr. FL11,

Antal:

131.600 helårspersoner

Relevant lovgivning (herunder relevante §)

Lov om aktiv social politik §§ 1-5, 7-45. §§ 88-97 om blandt andet udbetaling og tilbagebetaling er fælles for alle ydelserne i loven.

A. Subjektive forhold

(herunder visitations-

krav)

Hovedregel:

Som ved kontanthjælp: Der skal være indtrådt en social begivenhed

jf. § 11, stk. 1, hvoraf det følger, at det er en betingelse for at modtag

kontanthjælp, 1) at ansøgeren har været ude for ændringer i sine

forhold, f.eks. i form af sygdom, arbejdsløshed eller samlivsophør, 2)

at ændringerne bevirker, at ansøgeren ikke har mulighed for at skaffe

det nødvendige til sin egen eller familiens forsørgelse, og 3) at beho-

vet ikke kan dækkes gennem andre ydelser.

Hovedregel:

Som ved kontanthjælp: Man skal som udgangspunkt være fyldt 18

for at kunne modtage ydelsen, idet børn indtil dette tidspunkt forsør-

ges af deres forældre.

Undtagelse:

Man kan godt undtagelsesvis modtage kontakthjælp/starthjælp selv

om man er under 18 år, da kontanthjælp/starthjælp udgør det under-

ste sociale sikkerhedsnet

C. Indkomst og formue

Hovedregel:

Som ved kontanthjælp: Kommunen kan ikke yde hjælp, hvis ansøge-

ren og ægtefællen har formue, som kan dække det økonomiske be-

hov.