UUF, Alm.del - 2020-21 - Bilag 13: Henvendelser af 29/1 og 31/1-21 fra Jørn Vestergaard, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, vedrørende B 134 (Om rigsretstiltale mod forhenværende minister Inger Støjberg)

Underudvalget under Udvalget for Forretningsordenen 2020-21
UUF Alm.del Bilag 13
Offentligt

Jørn Vestergaard

professor emeritus

+45/21 60 26 80

[email protected]

http://jura.ku.dk/jv

Den 29. januar 2021

Til Folketingets Retsudvalg samt Underudvalget under Udvalget for Forretningsordenen

I forbindelse med Folketingets behandling af Beslutningsforslag nr. B 134 skal jeg venligst henlede

opmærksomheden på den kendelse, som Rigsretten afsagde i Tamilsagen vedrørende spørgsmålet

om udeladelse af forhold om vildledning af Folketinget, se Ugeskrift for Retsvæsen 1994.422 R. I

kendelsen konkluderede Rigsretten således:

Rigsrettens bemærkninger.

I forbindelse med Folketingets beslutning om at rejse tiltale for Rigsretten blev det overvejet tillige at

tiltale Erik Ninn-Hansen for at have forsøgt at hindre Folketingets Ombudsmand i at gennemføre sin

undersøgelse vedrørende Justitsministeriets og Udlændingedirektoratets behandling af sager om

familiesammenføring, for at have afgivet misvisende, vildledende og/eller urigtige oplysninger over

for Folketingets Ombudsmand og for at have afgivet misvisende, vildledende og/eller urigtige

oplysninger over for Folketinget, jf. de i udvalgsbetænkningen omtalte forhold II og III. Sådanne

handlinger ville udgøre selvstændige forhold, for så vidt angår handlingerne over for Folketingets

Ombudsmand efter § 5, stk. 1, i lov om ministres ansvarlighed, jf. § 7, stk. 1, i lov om folketingets

ombudsmand, og for så vidt angår handlingerne over for Folketinget efter lov om ministres

ansvarlighed § 5, stk. 2, jf. stk. 1.

Folketinget har imidlertid besluttet at undlade tiltale for disse forhold, og tiltalte vil derfor ikke

kunne dømmes herfor, jf. rigsretslovens § 65, 1. pkt. Ifølge denne bestemmelse, der svarer til

retsplejelovens § 908, stk. 3, kan tiltalte »kun dømmes for de i anklageskriftet nævnte forhold«.

Såfremt tiltalte findes skyldig i det forhold, for hvilket det er rejst tiltale, ville det stride mod

princippet i disse bestemmelser at tillægge de forhold, for hvilke tiltale er undladt, betydning ved

strafudmålingen som skærpende omstændigheder.

Rigsretten tager derfor den af forsvarerne nedlagte påstand til følge.

Der er ikke herved taget stilling til, i hvilketomfang bevisførelse vedrørende tiltaltes handlinger over

for Folketingets Ombudsmand og over for Folketinget kan have betydning for bedømmelsen af

skyldspørgsmålet i det forhold, for hvilket der er rejst tiltale, herunder for bedømmelsen af

spørgsmålet om forsæt eller grov uagtsomhed.

Afgørelsen er énstemmig.

Thi bestemmes:

De i tiltalebeslutningen og anklageskriftet udeladte to forhold (tiltaltes handlinger i relation til

Folketingets Ombudsmand og påstået vildledning af Folketinget) kan ikke bringes i anvendelse som

strafforhøjende eller strafskærpende omstændigheder.

Det udkast til anklageskrift, som er indeholdt i betænkning afgivet af Udvalget for

Forretningsordenen den 27. ds. omfatter afslutningsvis følgende afsnit:

”Det er en skærpende omstændighed, jf. § 5, stk. 2, i lov nr. 117 af 15. april 1964 om ministres

ansvarlighed, at forhenværende minister Inger Støjberg i tilknytning til dette forløb afgav urigtige

UUF, Alm.del - 2020-21 - Bilag 13: Henvendelser af 29/1 og 31/1-21 fra Jørn Vestergaard, Det Juridiske Fakultet, Københavns Universitet, vedrørende B 134 (Om rigsretstiltale mod forhenværende minister Inger Støjberg) - opfølgning.

eller misvisende oplysninger til Folketinget under samrådene i Folketingets Udlændinge- og

Integrationsudvalg den 1. juni 2017 om samrådsspørgsmål AT og AU, den 23. juni 2017 om

samrådsspørgsmål AWAZ, den 11. oktober 2017 om samrådsspørgsmål A og B og den 1. marts 2019

om samrådsspørgsmål Q, R og U.”

Før den endelige beslutning om afgrænsning af tiltalen og formuleringen af anklageskriftet vil det

være hensigtsmæssigt at overveje betydningen og rækkevidden af rigsretslovens § 65, stk.

1herunder i lyset af Rigsrettens ovennævnte afgørelse.

Rigsrettens kendelse er udtryk for et grundlæggende og generelt princip, som det ikke kan forventes,

at Rigsretten i det aktuelle tilfælde ville anlægge et ændret syn på.

Det fremgår af betænkningen over beslutningsforslag B 134, at det har været overvejet at gøre

ansvar gældende for et selvstændigt forhold vedrørende overtrædelse af

ministeransvarlighedslovens § 5, stk. 2, ved afgivelse af urigtige og misvisende oplysninger til

Folketinget. Det er formentlig velbegrundet at udelade dette som et særskilt forhold i

anklageskriftet, i hvert fald i det omfang, der er tale om oplysninger, som har en nær sammenhæng

med vurderingen af instruksen og den ulovlige administration. I den forbindelse kan princippet

vedrørende forbud mod pligt til selvinkrimination have en ganske væsentlig betydning. Spørgsmålet

er behandlet af Jens Peter Christensen i bogen

Offentlig ansatte chefers ansvar,

1998, s. 121 f.

Det følger af Rigsrettens omtalte kendelse, at bevisførelsen i den aktuelle sag efter

omstændighederne vil kunne omfatte

tiltaltes handlinger i forhold til Folketingets Ombudsmand og

over for Folketinget, idet oplysninger herom kan have betydning for bedømmelsen af

skyldspørgsmålet i det forhold, som er omfattet af det foreliggende udkast til anklageskrift, herunder

for bedømmelsen af spørgsmålet om forsæt eller grov uagtsomhed.

Med venlig hilsen,

Jørn Vestergaard