Jeg vil også sige mange tak for redegørelsen.
Selv om der er mange punkter i sådan en redegørelse, hvor vi i Alternativet egentlig godt kunne tænke os at gøre tingene anderledes, så vil jeg sige, at jeg da bliver utrolig stolt over at være dansker, når jeg læser redegørelsen.
Vores beredskab og vores forsvar generelt gør en utrolig stor indsats for Danmark og også for verdenssamfundet.
Vi kan så diskutere, hvorvidt vi gør den rigtige indsats, og hvorvidt vi skulle prioritere anderledes, og der mener vi jo i Alternativet, at man i langt højere grad skulle satse på et europæisk samarbejde og på et nordisk samarbejde frem for et samarbejde med NATO.
Det er dog ikke sådan, at vi p.t.
kan undvære NATO.
Det mener jeg på ingen måde vi kan.
Der mangler vi i hvert fald at komme op med den klare løsning for, hvordan vi skulle kunne gøre det, og der mener jeg, det ville være sikkerhedsmæssigt uforsvarligt at sige, at vi lige nu kunne stå uden for NATO, men det kunne være en skubben i retning af et endnu tættere samarbejde med FN og så at passe på, at NATO ikke lige så stille kommer til at udmanøvrere det momentum, som FN kan have.
Det skal i hvert fald være sagt herfra, at det kunne vi godt tænke os.
Men i og med at vi ikke har løsningen, vil jeg fastholde, hvad jeg sagde til at starte med, altså at redegørelsen på rigtig, rigtig mange måder gør, at man lige kan ranke ryggen, og det kan vores forsvar også gøre.
Vi er i en situation i Alternativet, hvor vi skal til at bygge vores politik på området op, og det giver os jo nogle forudsætninger, som er de færreste forundt.
Det vil sige, at vi får lov til at starte helt fra scratch, og at vi kan komme ind med de budskaber og de ønsker og det syn på verden og Danmarks rolle i verden, som vi nu mener er det rigtige, med al den historik, der ligger forud, og den har vi tænkt os at udnytte.
Derfor har det også ladet vente på sig, at vi har fået en reel politik på forsvarsområdet.
Lige nu navigerer jeg ud fra vores værdier og det, vi ellers generelt har udtalt os om på alle mulige forskellige områder, og den politik, vi har udviklet udeomkring i landet, og den måde, vi gerne vil være på som parti, men vi har ikke nogen nedskrevet politik.
Det er vi i gang med at udvikle, og noget af det, jeg har fundet ud af i den her udviklingsproces, hvor vi har eksperter inde, vi har forsvaret inde, og vi lytter til vores politiske kollegaer, der har stor erfaring på området og også ved, hvordan det er at navigere internationalt, og når det drejer sig om det der med at gå fra ikke at have nogen politik på området og bestemme os for, hvad det er, Danmark skal ud at gøre, er, at vi har sprunget noget over, og at jeg har sprunget noget over.
Jeg har simpelt hen glemt, hvordan det er, at vi skal få dem, der er stålsatte på, at krigen er den forkerte vej, med på at tale om forsvar.
Så kan man jo sige, at vi alle sammen er stålsatte på, at krigen er den forkerte vej.
Ja, det er vi, men der er også det med, hvorvidt våben og militær kan være med til at få os i den rigtige retning.
Der er jo altså stadig væk mange mennesker, ikke mindst i Alternativet, der mener, at det er helt forkert overhovedet at bruge militær til at opretholde vores sikkerhed, i særdeleshed også i Norden, at vi har nogle andre værdier i Norden, hvor vi kan byde ind med noget andet, og hvor vi kan være en humanistisk stormagt, og her hopper jeg så selv ind, og det kan jeg godt selv stå på mål for.
Jeg er ikke pacifist, men jeg mener, at vi har muligheden for at kigge tilbage i historien og se på, hvad det er for en rolle, Danmark og Norden har spillet.
Der kunne jeg godt tænke mig, at vi i højere grad insisterede på at finde ud af, hvad det er for et dna, vi skal have, som er nordisk, hvad det er, vi har på velfærdsområdet, hvad det er for en nordisk model og dansk model, hvad det er for nogle ting, vi kan her, og insistere på, at der skal vi levere noget unikt i stedet for bare at være en lille fisk i et hav, hvor der måske er nogle store hajer, der ender med at bestemme over os, altså at vi engang imellem må kigge tilbage og sige:
Hov, var det nu også det helt rigtige?
Så jeg kunne godt tænke mig, at vi gik ind og kiggede endnu mere på, hvordan vi kunne levere et bæredygtigt forsvar, og hvordan vi kunne tænke i, at når vi indkøbte materiel, så var det bæredygtigt.
Jeg kunne også godt tænke mig, at vi havde et informationshierarki i forsvaret udadtil til befolkningen og til politikerne, der var langt mere gennemsigtigt end i dag.
Jeg oplever, at vores forsvarsminister i den grad prøver at gøre det gennemsigtigt og prøver at tage nogle landvindinger, men embedsværket og det politiske system og medierne er i dag en trekant, hvor jeg nogle gange må tage mig til hovedet og tænke:
Er det virkelig sådan her, det skal fungere?
Det virker ikke som nogen, der arbejder sammen.
Medierne skal jo ikke bakke os op hele tiden, og ministeren skal heller ikke gøre, hvad vi siger i Alternativet.
Men jeg kunne godt tænke mig, at der var en langt større åbenhed, ikke mindst om, hvortil vi eksporterer ting, der kan bruges til krigsførelse eller overvågning, en åbenhed om, at det kan være problematisk, også selv om vi vælger at fortsætte med det, men i det hele taget en langt større åbenhed.
Når det er sagt, vil jeg også se frem til at høre ministerens kommentarer til redegørelsen, og stik imod, hvad jeg plejer, har jeg taget noget med mig her, for når det ikke er mine egne ord, skal jeg være sikker på, at det, jeg siger, er rigtigt.
Jeg kunne godt tænke mig, at vi netop kigger tilbage og ser på, hvad der egentlig er af muligheder, hvis vi skal starte helt forfra, hvad der er af muligheder, hvis vi skal se på den politik, vi plejer at kalde nødvendighedens politik, og om det er det eneste rigtige p.t.
at gå med i de her krige og have en aktivistisk udenrigspolitik, og om vi ikke kan se andre muligheder.
En gang imellem er jeg selv på det hold og kan ikke rigtig se, hvad pokker vi ellers skulle gøre, men jeg begynder at nærme mig et standpunkt, hvor vi siger, at vi
skal
insistere på at være en humanistisk stormagt.
Det lyder vildt, men vi kan gøre noget dér, og vi kan gøre noget helt anderledes, end når vi bare leverer materiel og flere fly og flere våben.
Vi kan gøre noget i en mæglingsposition, vi kan gøre noget i konflikthåndtering fra Nordens side med de kapaciteter, vi har i forsvaret.
Jeg tænker, at der kan vi netop bruge vores militær og vores dygtige soldater til at gå ud og levere den her indsats.
Så vi ligger et eller andet sted imellem, og min pointe er, at det ikke behøver at være et opgør med forsvaret.
At vi insisterer på at være en humanitær stormagt, betyder måske netop, at vi har brug for de allerdygtigste inden for militæret til at gå ud og lave de her proaktive indsatser.
Når det er sagt, vil jeg sætte fokus på noget, der sker på mandag.
Der er en forening, der fejrer sin 90-årsfødselsdag, og jeg har meget, meget stor respekt for dem.
Nogle vil nok en gang imellem kalde dem naive.
Vi ser dem en gang imellem herude på Slotspladsen, vi ser dem i medierne, vi ser dem stå og råbe, vi ser dem holde konferencer.
Jeg taler jævnligt med dem, der står for det her, og jeg kunne egentlig godt tænke mig, at jeg kunne sige, at jeg var medlem, men det er jeg altså ikke.
Jeg er ikke medlem, for jeg er bange for, at vi bliver nødt til at have militær og våben i Norden, også i de kommende år.
Vi bliver nødt til at have et samarbejde med nogle, der har dem, for at vi kan sikre, at vi kan påvirke verden i den retning, som vi mener er den rigtige for hele verden.
Og jeg vil læse op, og det tager ikke så lang tid:
»Foreningen Aldrig Mere Krig markerer modvilligt sine 90 år«.
»Foreningen Aldrig Mere Krig har ihærdigt arbejdet mod krigen og al dens væsen siden den 17.
oktober 1926.
Det kan kaldes et nederlag, at formålet ikke for længst er opfyldt og foreningen nedlagt.
De seneste årtier har Danmark i stedet kastet sig ud i den ene krig efter den anden, uden at krigsmodstanden har formået helt at bremse denne udvikling.
- Set med positive briller er forsvarsbudgettet styrtdykket siden Den Kolde Krig.
90 procent af Danmark ungdom melder sig ikke frivilligt til militæret.
Og internationalt har USA's præsidentkandidater travlt med at erklære Irakkrigen for en fejltagelse.
En mindre forening som vores kan ikke styre så meget, men vi søger fortsat at præge udviklingen i fredeligere retning, siger Tom Vilmer Paamand, der er formand for Aldrig Mere Krig.
Aldrig Mere Krig støtter op om arbejdet i andre fredssammenhænge som Fredsministerium og kampagnen Nej Tak Til Nye Kampfly, og var med til at starte Tribunalforeningen Til Undersøgelse Af Danmarks Krige I Irak Og Afghanistan.
Foreningen er selv tilknyttet War Resisters' International«.
»AMK« – som altså er Aldrig Mere Krig – »har i dag et par hundrede medlemmer, og medlemstallet er jævnt stigende.
Foreningen er Danmarks eneste sammenslutning for konsekvent krigsmodstand.
Vi er pacifister og imod enhver form for krig og vold, uanset hvem der har våbnene i hænderne.
Det er en livsholdning, der rækker ud over partipolitik og religion, og det budskab tiltrækker fortsat nye aktive, fortæller formanden.
Foreningen udgiver fortsat sit medlemsblad med mange læsere udenfor egen kreds.
Aldrig Mere Krig er i dag en af landets ældste fredsorganisationer, og stod f.eks.
bag oprettelsen af organisationen Mellemfolkeligt Samvirke, der oprindeligt hed Fredsvennernes Hjælpearbejde.
- Pacifisme og ikkevold er ikke passivt at vende den anden kind til uretfærdighed, men aktivt at arbejde for at fjerne årsagerne til krig, og til at konflikter eskalerer til vold.
Alle husker Murens fald, hvor Østeuropas militante regimer faldt uden megen vold, da folket krævede forandringer.
Historisk set er ikkevoldelige omvæltninger dokumenterbart mere effektive og langtidsholdbare end voldelige.
Aldrig Mere Krig blev stiftet i 1926 i Helsingør, og markerer derfor jubilæet på Den Internationale Højskole i denne by«.
Man kan være enig eller uenig, men jeg synes, man med rette skal tage dem seriøst.
For krig er jo en menneskelig konstruktion, der har været i alle tider, og så længe vi en gang imellem kommer til at sige, at det er en nødvendighed, eller kommer til at grine for meget af dem, der insisterer på, at der er andre veje, så tror jeg, vi begår nogle fatale fejltagelser.
Så jeg synes, vi skal respektere, at Aldrig Mere Krig bl.a.
har bragt os Mellemfolkeligt Samvirke, og at de holder os i ørerne herude.
Så må vi se, i hvilken retning det ender med at Alternativets forsvarspolitik går.
Lige nu er vi generelt meget kritiske over for den udenrigspolitiske interveneren i de her krige, som man har været med i i de sidste 10-15 år, og det tror jeg vi fortsætter med at være.
Men hvorvidt vi vil være endnu skarpere i forhold til at gå væk fra den her militære del og over i et rendyrket humanitært stormagtsprojekt, må vi se.
Men jeg synes, vi skylder at ære dem, der insisterer på, at der er andre veje, og vi vil godt sige tak til dem, og tak for redegørelsen her i dag.