Undervisningsudvalget 2016-17
L 58 Bilag 5
Offentligt
Ændringsforslag til forslag til lov om de gymnasiale uddannelser (L 58)
Af undervisningsministeren, tiltrådt af […]
Til § 35
X) Stk. 2, 1. pkt. affattes således:
”Institutionens leder sikrer, at undervisningen tilrettelægges, således at eleverne gennem hele
uddannelsen møder variation og progression i arbejdsformerne, og således at alle elever, uanset
social baggrund, udfordres og trives fagligt, med henblik på at de bliver så dygtige, som de kan.”
Bemærkninger
Til nr. X
Det fremgår af § 35, stk. 2 i det fremsatte lovforslag bl.a., at undervisningen skal tilrettelægges, så
alle elever udfordres fagligt, med henblik på at de bliver så dygtige, som de kan. Det fremgår af
afsnit 2.1.4.2.1.7 i lovforslagets almindelige bemærkninger, at dette gælder alle elever, uanset social
baggrund.
Det vurderes hensigtsmæssigt, at det tillige fremgår af bestemmelsens ordlyd, at tilrettelæggelse af
undervisningen skal ske, så alle elever, uanset social baggrund, skal udfordres fagligt, så de bliver
så dygtige, som de kan, samt at eleverne udover at udfordres fagligt også skal trives fagligt.
1