Det næste punkt på dagsordenen er:

17) 1. behandling af lovforslag nr. L 144:

Forslag til lov om ændring af lov om drift af landbrugsjorder. (Permanent genopdyrkningsret).

Af miljø- og fødevareministeren (Esben Lunde Larsen).

(Fremsættelse 23.02.2017).

Forhandlingen er åbnet. Hr. Simon Kollerup, Socialdemokratiet.

Tak for det. Vi førstebehandler i dag et lovforslag om at ophæve den tidsmæssige begrænsning af genopdyrkningsretten efter driftslovens § 6 med ikrafttrædelsestidspunkt her den 1. juli 2017. Ændringen vil indebære, at en ejer eller en bruger, som anmelder et areal som halvkulturareal eller udyrket areal til kommunalbestyrelsen, opnår ret til på et hvilket som helst tidspunkt at genopdyrke arealet, uanset om arealet i mellemtiden måtte have opnået en naturkvalitet, der medfører, at arealet uden genopdyrkningsretten ville være omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. I praksis betyder forslaget sådan set bare, at landmænd ikke skal søge om forlængelse af genopdyrkningsretten hver 15. år, og med ændringen forventes det, at landmænds incitament til at omlægge landbrugsarealer til natur vil blive øget, da de ikke skal genansøge efter 15 år.

I Socialdemokratiet ser vi forslaget som et lille skridt, men i den rigtige retning, og vi forventer, at lovforslaget vil medføre positive natur- og miljømæssige konsekvenser gennem en forbedring af naturtilstanden i det ellers intensivt dyrkede landbrugsland. På trods af at der skal mere til for markant at fremme vores miljø og natur ser vi ingen grund til at stemme imod forslaget, da ændringen alene medfører en lempelse af et bureaukrati for landmænd, hvilket vi er positivt stemt over for.

Vi mener dog ikke, at forslaget alene vil løse de udfordringer, som naturen og miljøet står over for. Vi mener, at der skal gøres mere. Vi ønsker en naturpolitik, der beskytter naturen, hvor der er mest brug for det. Vi vil sikre, at naturens mangfoldighed, variation og skønhed bevares og udvikles bæredygtigt og til gavn for velfærden og menneskers trivsel i Danmark, præcis som vi gjorde det i SR-regeringen med Naturplan Danmark.

Vi mener, at regeringen har meget at gøre for at løse naturens udfordringer, som ikke bliver løst med regeringens egen naturpakke. Vi håber, at det lille skridt i den rigtige retning, som det her lovforslag medfører, er en vej, hvor vi kan få taget et endnu større skridt sammen med regeringen – et større skridt, som forhåbentlig vil munde ud i brede aftaler i Folketinget, så vi kan skabe en bedre fremtid for vores natur.

Så i Socialdemokratiet kan vi støtte lovforslaget. Vi vil i udvalgsbehandlingen bede ministeren om at overveje en evaluering af lovens betydning for det areal, man kan karakterisere som natur. Vi synes, det er vigtigt at få syn for sagen og se lovforslagets reelle konsekvenser. Så vi vil sikkert lægge op til en drøftelse af at evaluere udviklingen af naturarealer på baggrund af lovforslaget. Men vi kan støtte lovforslaget.

Tak til hr. Simon Kollerup. Vi går videre i ordførerrækken til fru Pia Adelsteen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Meget kort fortalt er det her jo det indtil videre sidste punktum i en lidt længere historie om § 3-arealer, for jeg kan da i hvert fald huske, at vi har diskuteret det nogle gange her i salen. Det startede sådan set for mit vedkommende med et forslag om, at man ikke måtte gøde § 3-arealer, kun hvis man var økologisk landmand. Det har jeg aldrig helt forstået, men det er der nok nogle, der er kloge og kan forklare mig. Det blev faktisk vedtaget under den sidste regering. Vi ændrede det så, da vi fik en ny regering.

Nu står vi så med udspringet af en aftale i forbindelse med den aftale om en naturpakke, vi har lavet, og jeg synes, det er rigtig godt. For som hr. Simon Kollerup så flot nævnte, tror jeg faktisk på, at det her er en god ting i forhold til naturen, i forhold til de små levesteder, vi har brug for til vores dyr, og i forhold til at landmanden ikke nødvendigvis skal sidde derhjemme og være rigtig bange for, at han skal ud at pløje noget op, som han ikke lige p.t. bruger, fordi han har en permanent genopdyrkningsret, og det synes jeg er godt. Det er godt for naturen, det er godt for landmanden, det er faktisk godt for alle, og det er jo selvfølgelig også derfor, at vi har lavet det i vores aftale om naturpakken. For vi har jo tænkt os om, synes jeg.

Så jeg er meget, meget glad for den her aftale. Jeg har ingen problemer med, at vi laver en evalueringsordning. Jeg synes, at det, hver gang man laver noget nyt, så er fint at kigge på det efter en årrække og sige: Er det her noget, der gør det, vi rent faktisk gerne vil have det til at gøre, eller er det noget, der ryger i den modsatte retning, og er det et problem? Det er altid klogt at kigge sig selv over skulderen og sige: Gør vi det ordentligt? Så der er ingen problemer fra Dansk Folkepartis side i forhold til det. Vi støtter naturligvis det her. Vi synes, det er alle tiders.

Der er en kort bemærkning fra fru Maria Reumert Gjerding.

Tak for det. Der har jo været noget snak om, at arealer kunne vokse ind i § 3-beskyttelsen. Men når jeg læser det her lovforslag, synes jeg, at det fremstår ret meget som en myte. Er ordføreren ikke enig med mig i det? For der står netop, at hvis landmanden i henhold til § 6 i driftsloven anmelder det her areal, kan det ikke vokse ind i § 3-beskyttelsen. Og jeg synes, vi skal passe meget på med den mytedannelse, der kan være om alle de begrænsninger, miljøreglerne sætter for alt muligt.

Så er ordføreren ikke enig med mig i, at den her snak om landbrugsarealer, der kan vokse ind i § 3-beskyttelsen, ikke er korrekt?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om det ikke er korrekt. Jeg har i hvert fald mødt tilstrækkelig mange landmænd i forbindelse med et forslag fra fru Kirsten Brosbøl, da hun var miljøminister, som kom og fortalte, at de ikke anede, at deres marker var § 3-arealer. Om de så er vokset ind i det eller bare er blevet defineret som § 3-arealer, skal jeg ikke gøre mig klog på, men det har i hvert fald givet et problem.

Vi havde jo diskussionen meget i forbindelse med det her med, om man måtte gøde et § 3-areal eller ej. Og det kan da godt være, at noget af det er myte, men der er også noget virkelighed i det. Det er jeg ikke i tvivl om, for vi havde virkelig folk, der kom og stod og sagde: Vi har et problem; hvis I indfører det her, får vi ikke lov til at gøde de marker, vi i øvrigt har dyrket konventionelt i hundrede år.

Spørgeren.

Men det, der står i lovforslaget, er jo, at hvis man har et areal, der ikke er beskyttet af § 3 – og det må man så få kortlagt om noget af ens jord er – og man anmelder det i henhold til driftslovens § 6, så kan det ikke vokse ind i § 3. Det er bare lige, så vi får fakta på plads.

Ordføreren.

Det er helt korrekt, for det er jo ikke de regler, vi ændrer. Og der har også hele tiden været en 15 års genopdyrkningsret. Der er bare ikke særlig mange, der har vidst det. Man glemmer også at anmelde det, for det har heller ikke været særlig godt oplyst. Så jeg synes faktisk, det er rigtig, rigtig godt, at vi nu har det her lovforslag, for nu kan vi stå her – og forhåbentlig er der rigtig, rigtig mange, der hører det – og sige, at man hele tiden har haft en ret til at sige: Vi dyrker de her arealer, men nu lader vi være; så hvis vi har lyst til at dyrke dem igen, inden der er gået 15 år, så har vi faktisk den ret; vi skal bare anmelde det.

Det skal man huske. Det skal man stadig væk huske, for det er ikke de regler, vi ændrer. Nu er det bare ikke 15 år, nu er det en permanent, livslang garanti for, at man må genopdyrke.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går videre til fru Anni Matthiesen, Venstre.

I dag førstebehandler vi L 144, og i den forbindelse kan jeg starte med at sige, at Venstre naturligvis stemmer for det her lovforslag. Som det også er blevet sagt tidligere, er forslaget en udmøntning af et helt konkret tiltag i naturpakken. Lad mig først og fremmest sige, at jeg faktisk er rigtig stolt af den naturpakke, som de borgerlige partier indgik en aftale om tilbage i foråret 2016. I vores naturpakke afsættes nemlig 100 mio. kr. mere til konkrete initiativer, og derfor har jeg det også sådan, at jeg synes, at netop det forslag, som vi behandler her i dag, er med til at bære tingene videre.

I naturpakken spiller vi faktisk på mange forskellige tangenter, vi komponerer en rigtig fin melodi, og der er masser af konkrete tiltag, som vil være med til at standse tilbagegangen i biodiversiteten. Politisk baserer man sig faktisk også på økonomisk ansvarlighed, og samtidig har man stor respekt for naturen. Man afvejer egentlig tingene, så man både tager hensyn til erhvervet og naturen.

Ydermere kan jeg sige, at naturpakken samtidig er udtryk for, at vi også har lyttet til mange af de forskere, som har været på banen. Vi udlægger bl.a. ikke mindre end sammenlagt 25.000 ha skov til urørt skov.

Lovforslaget, som vi behandler lige nu, handler om at ændre på genopdyrkningsretten. I dag er det jo sådan, at det er 15 år, man har rettighederne, men nu ændrer vi det, så man som landmand permanent får lov til at have genopdyrkningsretten. Jeg tror på, at det her vil være med til, at der kommer væsentlig mere natur, og det tror jeg da på at vi alle sammen her i salen kan være enige om er en rigtig god idé. Samtidig sikrer vi, at landmændene undgår alt for meget ekstra bureaukrati og bøvl i forhold til at skulle huske at anmelde de her ting. Jeg må sige, at jeg ved, at rigtig mange af landmændene faktisk er rigtig gode naturplejere og rigtig gerne vil det her. Jeg har selv oplevet helt konkrete eksempler, hvor man faktisk på grund af den her regel om genopdyrkningsretten på 15 år har set landmænd, som næsten har følt sig nødsaget til at pløje arealer, som de måske ellers egentlig gerne ville have fastholdt som natur.

Alt i alt er lovforslaget her et rigtig godt lovforslag, som vi som sagt også stemmer for i Venstre.

Der er en kort bemærkning fra fru Maria Reumert Gjerding.

Hvorfor har landmænd følt sig nødsaget til at pløje et areal op, når der intet sted i den gældende lovgivning står, at det kræver det? Efter de 15 år skal man bare anmelde arealet igen uden at pløje det op eller noget som helst, og så har man yderligere 15 år, og så kan man anmelde det igen. Der er ingen steder i den gældende lovgivning, så vidt jeg kan se, hvor der står, at man skal pløje det op. Jeg kan godt se det i høringssvaret fra Agri Nord, men det mener jeg er en misforståelse. Er ordføreren ikke enig med mig i det?

Ordføreren.

Nej, det er jeg faktisk ikke enig med Enhedslistens ordfører i, for jeg tror, at vi nogle gange her på Christiansborg glemmer også at holde øje med, hvordan virkeligheden er uden for Christiansborgs mure. Og jeg kunne jo se, at fru Maria Reumert Gjerding faktisk var med i Langt fra Borgen her for nylig for at se, hvordan tingene fungerer. Jeg har stor forståelse for, at der er landmænd, som simpelt hen for at sikre, at de også kan dyrke på de her arealer fremadrettet, har følt, at det kunne være nødvendigt at tage harven og så køre igennem nogle ellers gode naturarealer for at sikre sig selv også i fremtiden.

Så jeg tror, at det er vigtigt, at vi nogle gange husker at lytte til de folk, der rent ud sagt har fingrene i jorden til hverdag. Så jeg er ikke enig i det, fru Maria Reumert Gjerding siger.

Spørgeren.

Eller måske har vi en forpligtelse til at oplyse dem korrekt. For når der ikke står noget i gældende regler om, at man skal oppløje et naturareal, men at man bare skal huske hver 15. år at registrere det, så er det da et ansvar for os, for myndighederne, for alle at oplyse landmændene korrekt om, at de ikke behøver at pløje det op, at de ikke behøver at køre igennem det med harven – overhovedet ikke. De kan bevare deres genopdyrkningsret, hvis de genregistrerer hvert 15. år.

Ordføreren.

Så må jeg stadig væk sige, at virkeligheden jo også er sådan, at de travle landmænd måske en gang imellem kan være i tvivl: Hvor langt er jeg nået? Er der nu gået 14½ år? Er der gået 13 år? Eller er det næste år, jeg skal huske at anmelde det her?

Der kan det såmænd godt være, som fru Maria Reumert Gjerding siger, at vi ikke har været dygtige nok til at fortælle om, hvilke konsekvenser det kan få for landmanden, hvis man ikke husker at anmelde det, og der tror jeg da at vi alle sammen måske kan blive bedre til at fortælle om, hvordan fakta egentlig er. Så det må vi jo tage til os hver især.

Så er det hr. Christian Poll.

Tak. Jeg vil bare høre, om ordføreren mener, at det her forslag kan hjælpe på den her store opgave, vi har, med at standse tilbagegangen i biologisk mangfoldighed.

Ordføreren.

Jeg tror på, at det her lovforslag, som vi behandler lige nu, kan være med til, at der er arealer rundtomkring i landet, som nu får lov til at være natur i mange, mange år og på den måde jo også vil være med til at bibringe, at der for den sags skyld kan være forskellige typer af arter, som får lov til at have fred og ro i mange år. Så jeg tror, at det her kan være med til at trække tingene i den rigtige retning.

Spørgeren.

Jo, men noget af det, jeg har hæftet mig ved, er jo, at der i bemærkningerne til lovforslaget står, at de her arealer bidrager væsentligt som habitater for særlig de almindelige arter. Udlægning af en ny og midlertidig natur som f.eks. det her vil kun undtagelsesvis fremme forholdene for de sjældne arter i det åbne land. Derfor er jeg sådan lidt skeptisk over for, om det her egentlig giver den natur, vi har brug for. Altså, man kan sige, at den almindelige natur i form af læhegn og små firkanter har vi masser af i Danmark. Det, vi har brug for, er jo store, sammenhængende naturarealer med mange år på bagen. Vil det her kunne give det?

Ordføreren.

Jeg tror som sagt på, at lovforslaget i dag kan være med til, at der vil være mere natur, som får lov til at ligge urørt hen, og så må vi jo følge udviklingen. Som det også blev påpeget af den socialdemokratiske ordfører, er der et ønske om, at man måske også evaluerer loven her om nogle år, og jeg vil da sige, at jeg umiddelbart synes, det lyder helt fornuftigt, at man følger udviklingen på baggrund af den beslutning, vi nu tager.

Så er det fru Karina Due.

Tak for det. Som fritidslandmand er jeg nødt til også lige at komme med et indspark, for det er nemlig fuldstændig rigtigt, at vi, der har udlagt vores marker som naturreservat til fordel for biodiversiteten, er meget i tvivl om, om vi nu kan bevise, at vi dyrker jorden, i det tilfælde, at vi skulle blive afkrævet bevis for det. Og en af de ting, som ligger til grund for det, er jo, at der hvert andet år tages luftfotos af al landbrugsjord, og på dem kan man så se, at jorden ikke bliver dyrket. Og selv om der er blevet indgivet ansøgning, tør vi simpelt hen ikke stole på, at hvis vi om 10 år vil sælge vores ejendom, så vil dem, der vil købe ejendommen, kunne få lov til at få opdyrkningsretten for jorden. Så det er en reel risiko, vi løber i dag, og derfor sætter jeg stor pris på det tiltag, der er blevet taget her.

Så jeg vil gerne spørge ordføreren: Er det ikke rigtigt, at netop luftfotos af al landbrugsjord er med til at øge usikkerheden hos landmændene?

Ordføreren.

Altså, jeg vil gå så langt som til at sige, at vi selvfølgelig skal bruge de værktøjer, vi har nu om dage, også for den sags skyld at anvende luftfotos, men jeg er også enig med DF's ordfører i de her ting, nemlig at det giver usikkerhed rundtomkring hos landmændene, når der er en fare for, at man mister nogle rettigheder i forhold til at kunne dyrke jorden. Og det er jo klart, at hvis der er en ældre landmand, der i dag sidder og overvejer, om han eventuelt vil sælge gården om 10, 15 eller 20 år, så er der en risiko for, at han selvfølgelig sikrer sig bedst muligt i forhold til måske at kunne få mest muligt for ejendommen. Og derfor tror jeg også, at vi vil fjerne den usikkerhed med det her lovforslag.

Vi siger tak til ordføreren og går videre i ordførerrækken til fru Maria Reumert Gjerding, Enhedslisten.

Tak for det. Lovforslaget, vi behandler i dag, er en udløber af blå bloks naturpakke. Det har til formål at indføre en permanent genopdyrkningsret for arealer, som landmændene har henlagt ekstensivt eller til naturarealer. Det er antagelsen i dette lovforslag, at hvis vi bare fjerner den regel, vil det få mange flere landmænd til at udlægge områder udyrkede til gavn for naturen. Det står også beskrevet i bemærkningerne til lovforslaget, at man med dette lovforslag gør op med en byrdefuld regel for landbruget.

Nu ved jeg ikke, hvad den opfattelse bunder i, hvilket jeg også var lidt inde på i mine spørgsmål. Men jeg må anerkende, at er der noget, som landbruget er rigtig, rigtig gode til, så er det at skabe myter og fortællinger om, hvad regler, som har til formål at beskytte vores natur og vores miljø, pålægger landbrugserhvervet af byrder og økonomiske kvaler. Det var det, vi så med den meget succesfulde kampagne, der handlede om proteinindholdet i korn, som blev båret frem af landbrugslobbyen og partier i dette hus, hvor vi hørte, at det var miljøreglerne, der var skyld i, at korn, der blev dyrket i Danmark, blev af horribel og elendig kvalitet. Den kampagne var så succesfuld, at den banede vejen for den landbrugspakke, som vi har diskuteret det seneste år. Ikke et ord undervejs blev nævnt om, at det her problem er opstået, fordi landbruget i årevis har fremavlet sorter, der giver et højere og højere udbytte, men som så også er afhængige af mere og mere gødning, fordi konsekvensen af den strategi er, at proteinindholdet falder, hvis man ikke hele tiden skruer op for gødningsmængden. Så landbrugets jagt på højere udbytte og højere indtjening havde skabt det problem, som miljøreglerne blev beskyldt for. Men kampagnen lykkedes jo, og et flertal i dette høje Ting bøjede sig for kravet om at forringe miljøreglerne, og resten af historien kender vi.

Så når vi med det her lovforslag igen hører om byrdefulde regler, ved man, at man skal gå temmelig kritisk til værks. Jeg må også indrømme, at når jeg læser lovforslaget og hører den debat, vi har haft indtil videre, så er det lidt uklart, om det her skyldes dårlig information om, hvordan reglerne er, eller generel misforståelse af, hvad man kan som landmand, eller hvad det egentlig bunder i. For som reglerne er i dag, kan en landmand beslutte at undlade at dyrke en eller flere af sine marker og i stedet udlægge dem ekstensivt og på den måde gavne naturen i landbrugslandet. Det kan man så meddele kommunen, og så har man i 15 år en genopdyrkningsret – dvs. en ret til igen at stikke ploven i jorden og bruge arealet til markdyrkning. Når de 15 år er ved at udløbe, kan man, så vidt jeg forstår reglerne, få yderligere 15 år, og hvis man er i tvivl om, hvorvidt man nærmer sig de 15 år, går jeg ud fra, at man kan ringe til kommunen og høre, om man nærmer sig.

Men jeg kan bare se af høringssvarene, og det må vi jo så prøve at få kastet lys over i udvalgsbehandlingen, at det ikke er alle, der deler den opfattelse. Jeg kan se et høringssvar fra Agri Nord, som skriver, at man som landmand skal huske at genopdyrke arealet præcis inden for 1 år, efter at de 15 år er udløbet. Det vil sige, at man skal huske at genopdyrke arealet, 1 år efter de 15 år er udløbet. Det er åbenbart en opfattelse i landbruget. Jeg kan bare ikke, når jeg læser lovforslaget, finde belæg for, at det krav er der – at man altså skal huske at pløje arealet op. Så spørgsmålet er, om fortællingen om, at det her er en meget, meget byrdefuld regel, i virkeligheden handler om en myte eller om, at alle i hvert fald ikke er helt med på, hvordan reglerne egentlig er, og hvad de går ud på.

Som jeg også var inde på i et af mine spørgsmål, har der også været flere røster fremme om, at arealer kan vokse ind i § 3-beskyttelsesområder. Men det mener jeg også at § 6 i driftsloven forhindrer. For hvis man bare anmelder arealet og det ikke var naturbeskyttet, da man anmeldte det, så har man altså, selv om det kan få en naturkvalitet svarende til § 3, stadig væk sin genopdyrkningsret.

Jeg må bare sige, at fra vores side har vi altså brug for at få kastet lidt mere lys over, hvad problemet egentlig er med den regel, vi har lige nu, ligesom jeg også savner dokumentation for, at hvis vi fjerner reglen, vil rigtig, rigtig mange landmænd begynde at lægge arealer om til natur. Så det håber jeg at vi kan få svar på, når vi behandler det her lovforslag i udvalget.

Der er nogle korte bemærkninger. Først er det fru Pia Adelsteen.

Jeg skal lige høre noget. Jeg kan forstå på fru Maria Reumert Gjerding, at i forhold til genopdyrkningsret har landbruget overhovedet ikke nogen problemer med § 3-arealer, for de kan bare pløje hen over det. Hvis det har stået mindre end 15 år, må de godt pløje det op.

Det er slet ikke den opfattelse, jeg har, men det kan jeg forstå er den opfattelse, fru Maria Reumert Gjerding har.

Jeg skal så bare høre, om Enhedslisten synes, at det er fint at fjerne det bureaukrati, som det trods alt er, at man hvert 15. år skal huske at gå op til sin kommune og sige, at man stadig væk har en mark, som man ikke bruger.

Ordføreren.

Jeg har ikke sagt, at hvis man har et areal, som er § 3-beskyttet, så kan man bare pløje det op, hvis man skulle få lyst til det.

Det, vi taler om, er, at hvis man har et areal, som man dyrker og gerne vil henlægge ekstensivt til gavn for naturen, kan man så anmelde det og bevare sin genopdyrkningsret i 15 år og forlænge genopdyrkningsretten, hvis man anmelder den efter 15 år – også selv om arealet skulle få en naturkvalitet svarende til § 3? Det er det, jeg taler om.

Jeg savner en konkret begrundelse for, hvorfor man indførte det her i første omgang. Vi ved, at hvis der er nogle særlige arter, bilag IV-arter, altså arter, der er særlig beskyttede, og som vandrer ind – altså ikke noget med § 3, men andre regler – så kan de her arealer blive dækket af beskyttelse. Og det ændrer det her lovforslag sådan set ikke på.

Hvordan sikres det, at man kommer ud og vurderer det? Hænger det sammen med 15-årsreglen? Det er sådan nogle spørgsmål, som jeg står tilbage med efter at have læst det her, og dem har jeg brug for at få afklaret.

Spørgeren.

Det er også fint nok, men synes Enhedslisten ikke, at det ville være fint at få fjernet noget bureaukrati? Altså, hvis det er ligegyldigt, om det er 15 år, og man bare kan forlænge det, sådan som det er fru Maria Reumert Gjerdings opfattelse, så kan det vel være ligegyldigt, om vi siger 15 år kontra permanent. Altså, så slipper vi bare for at have tre ansatte til det oppe i kommunen. Det ville da være fint.

Ordføreren.

Vi vil meget gerne unødvendigt bureaukrati til livs.

Så er det fru Anni Matthiesen.

Jeg tror egentlig gerne, jeg vil forsætte lidt ad den vej, som fru Pia Adelsteen var inde på. For ordføreren har lige bekræftet, at Enhedslisten gerne vil af med unødvendigt bureaukrati, så den del af lovforslaget kan Enhedslisten stemme for.

Der, hvor Enhedslisten så måske er lidt i tvivl, kan jeg forstå, er i forhold til nogle ting, som man godt vil have afklaret undervejs i udvalgsbehandlingen, i forhold til om lovforslaget reelt er med til at give mere natur. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Altså, jeg tror, jeg nævnte en del ting, jeg gerne vil have afklaret. For det første er der den her uenighed, der tilsyneladende er i forhold til høringssvarene, om, hvad problemet egentlig er. Eksisterer problemet på nuværende tidspunkt? Men ja, der er også dokumentationen for, at det her faktisk vil medføre, at landmændene så begynder at udlægge meget mere natur.

Det kan være, at de partier, som var med til at indgå naturpakken, ved mere om det, end jeg gør, altså at der i de forhandlinger, da man netop besluttede at fjerne den her regel, vidste, at det så ville medføre mere natur. Det kan være, man fik forelagt nogle dokumenter, som jeg bare ikke har set. Jeg glæder mig til at se dem.

Spørgeren.

Jamen lad os antage, at der er styr på, at Enhedslisten bakker op om at afbureaukratisere, og lad os så i salen i dag tage udgangspunkt i, at det her lovforslag i hvert fald ikke skaber mindre natur. Hvad er problemet så, i forhold til at Enhedslisten måske i sidste ende ikke kan bakke op om det her lovforslag?

Ordføreren.

Som jeg sagde, vil jeg gerne være fuldstændig sikker på, at den her 15-årsregel ikke har nogen funktion overhovedet, også i forhold til at holde styr på nogle af de andre ting. Det er også uklart for mig ud fra lovforslaget, hvordan man holder øje med, om der er indvandret bilag IV-arter eller arter, der er beskyttet under artsfredningsforordningen, tror jeg nok den hedder. Hvordan holder man øje med det? Ved vi med sikkerhed, at den her 15-årsregel bare var noget, man engang fandt på fuldstændig ubegrundet?

Hr. Carsten Bach.

Tak for det. Den sidste bemærkning vil jeg godt lige følge op på, for hvad er funktionen egentlig af en 15-års genopdyrkningsret? Det undrer også mig meget. Jeg kan faktisk ikke huske, hvad jeg foretog mig den 2. marts 2002, og medmindre fru Maria Reumert Gjerding kan huske, hvad hun foretog sig den 2. marts 2002, kan vi så ikke godt blive enige om, at en travl landmand eventuelt kunne risikere at glemme at genanmelde et areal til genopdyrkning, og at der dermed over 2016 vil være en genopdyrkningsret, der er forduftet, og så kan det pågældende areal vokse ind i § 3-beskyttelse?

Værsgo.

Nu synes jeg, vi er ved at være ved kernen af det her, og så lad os diskutere det. Er det det eneste, det handler om? For vi hører bare en hel masse stråmandsargumenter for det her. Jeg har hørt tale om, at et areal kan vokse ind i § 3-beskyttelsen. Når jeg læser det her lovforslag, er der ikke noget belæg for det. Jeg har hørt, at man skal sætte sin plov i jorden, et år efter det 15. år er udløbet, for ellers mister man sin genopdyrkningsret. Det kan jeg ikke finde belæg for i det her lovforslag. Men hvis det handler om, at landmænd er glemsomme og dermed kan risikere noget, så lad os diskutere det. Det vil jeg gerne være med til at diskutere.

Spørgeren.

Det synes jeg bestemt vi skal gå videre med i udvalgsarbejdet og så få svaret på, hvad det egentlig er, den her 15-års genopdyrkningsret nogen sinde har gjort noget godt for.

Ordføreren.

Det kan vi kun være enige om.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre til hr. Carsten Bach, Liberal Alliance.

Tak for det. Den foreslåede ændring af lov om drift af landbrugsjorder er yderst positiv. Den vil være med til at give flere landmænd mulighed for at lade arealer ligge udyrkede hen til naturformål i længere perioder, uden at landmændene mister råderetten over deres arealer. Lovforslaget indebærer nemlig, at den hidtidige 15-års genopdyrkningsret i loven ændres til en permanent genopdyrkningsret, uanset om arealet er vokset ind i en § 3-naturbeskyttet tilstand.

Det kan godt, som debatten indtil videre måske også har båret præg af, umiddelbart lyde lidt som den omvendte verden, men netop den risiko for, at et areal vokser ind i en beskyttet tilstand, er med til, at mange lodsejere afholder sig fra at lade mere eller mindre marginale arealer ligge udyrkede hen, da det kan betyde, at de så mister råderetten over deres arealer.

Ændringen er en administrativ forenkling, der må forventes at motivere flere landmænd til at bruge genopdyrkningsretten og lade et areal ligge udyrket hen, så det kan udvikle sig til natur, og endda uden at landmanden er tvunget til at pløje det op for ikke at miste dyrkningsretten, og uden at det efterfølgende vil få negative konsekvenser for den fremtidige anvendelse af arealerne, eller at det vil afkaste restriktioner i forbindelse med godkendelse af husdyrbrug. Genopdyrkningsretten forventes således at give mere natur i landbrugslandet, da landmændene vil have større incitament til at lade arealer ligge udyrkede hen.

En permanent genopdyrkningsret er helt klart en forenkling af de gældende regler, da lodsejere ikke længere skal holde styr på, hvornår en 15-årsperiode udløber, ligesom der heller ikke vil være behov for genanmeldelse. Det er desuden meget positivt, at ændringerne sker med tilbagevirkende kraft, og at arealer, der tidligere har været anmeldt til 15-års genopdyrkningsret, automatisk overgår til den permanente genopdyrkningsret.

På trods af de meget positive ændringer er der dog stadig udfordringer forbundet med den her genopdyrkningsret. Selv om et areal anmeldes, vil der, som vi faktisk også har hørt tidligere i dag, fortsat kunne opstå situationer, hvor genopdyrkning alligevel ikke vil kunne tillades. Det kan f.eks. være tilfældet inden for Natura 2000-områderne, eller hvis der indvandrer en beskyttet plante eller dyreart på arealet. Indskrænkningen i råderetten er i de tilfælde tilmed erstatningsfri, hvilket efter min og Liberal Alliances opfattelse er helt urimeligt.

Men altså, alt i alt er det her noget nær et liberalt kinderæg: mere mangfoldig natur med mindre bureaukrati og en bedre sikring af ejendomsretten. Det er et af Liberal Alliances fingeraftryk på naturpakken, og derfor stemmer vi selvfølgelig også for forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til hr. Christian Poll, Alternativet.

Tak for det. Danmark har brug for at vende tilbagegangen i biodiversiteten hurtigst muligt. Det har vi forpligtet os til i internationale aftaler, og forskere fortæller os, at det står rigtig skidt til. Faktisk er der en masse arter, der er ved at uddø, og det er ikke set så voldsomt i mange år. Så vi har brug for mere natur, men ikke en hvilken som helst slags natur. Vi har ikke brug for flere små klatter af natur hist og her, som kan annulleres og pløjes op igen efter landmænds egne ønsker. Vi har brug for meget mere sammenhængende natur, mere beskyttet natur og natur, som får lov til at udvikle sig over en lang årrække. Vi har brug for at få mere af den natur, som danner grundlag for, at biodiversiteten kan øges.

Men det er ikke den natur, som dette forslag skaber. Vi har ikke brug for flere små halvkulturarealer, som vi til enhver tid kan pløje op igen.

Derfor kan Alternativet ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til fru Ida Auken, Radikale Venstre.

Mange tak. Hvis der med det lovforslag, vi står med her, bare er tale om en bureaukratisk øvelse hvert 15. år, kan Radikale godt være den foruden. Hvis der er tale om, at man faktisk slækker på naturbeskyttelsen, fordi man ikke længere skal igennem den her øvelse, kan vi ikke være med, og det synes jeg faktisk ikke er klart på nuværende tidspunkt. Derfor vil vi i udvalgsbehandlingen stille en række spørgsmål for at finde ud af, om det er den samme naturbeskyttelse, der er med eller uden den her regel. Kan kommunerne eventuelt give afslag på en ny 15-årig periode, hvad er det for nogle kriterier, hvad vurderer man ud fra, og hvor mange afslag er der egentlig blevet givet historisk og med hvilke begrundelser? Får vi svar på de spørgsmål, kan vi faktisk få lidt mere klarhed over det her.

Jeg ved jo godt, at der er det problem med vores naturbeskyttelse i det hele taget, at der er landmænd, der er bange for, at der kommer for meget natur på deres marker. Det kan man jo egentlig godt forstå, hvis det lige pludselig betyder, at de vokser ind i en beskyttelse, der ikke var der før, så det hæmmer deres produktion. Den usikkerhed har vi diskuteret i rigtig mange år, og vi har også talt om at få kigget på § 3 og måske få den fastlagt og se, om vi kan gøre noget. Det løser den her regel jo ikke. Den løser heller ikke det helt store overordnede problem, vi har på naturområdet, altså at vi ikke har mere plads til naturen, at vi ikke har mere sammenhæng. Derfor er det en rimelig lille naturpakke, man har lavet, men man skal selvfølgelig anerkende de forbedringer, der er.

Så hvis jeg ligesom kan få klarlagt, at det her vil føre til mere natur, ikke mindre, og få klarhed over, om der er mere naturbeskyttelse i det eller ej, vil Radikale Venstre tage stilling på det tidspunkt, hvor vi har fundet ud af det.

Der er en kort bemærkning fra fru Pia Adelsteen.

Det er bare meget kort. Altså, jeg tror, at vi håber på, at der kommer mere natur, men der er ingen garanti. Så hvis det er en garanti, fru Ida Auken leder efter, så tror jeg godt, vi alle sammen kan sige, at den kan man ikke give. Det her er alene et spørgsmål om, at man går fra en genopdyrkningsret på 15 år til en permanent ret. Det er ren afbureaukratisering, noget Radikale Venstre da burde være jublende lykkelige over. Så jeg forstår det simpelt hen ikke. Det står klokkeklart: Den foreslåede ændring omfatter udelukkende en udvidelse af tidsrammen for genopdyrkningsretten og medfører ikke andre ændringer.

Der er ikke nogen natur eller noget, hverken mere eller mindre.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om jeg overhovedet må, men jeg var nede at spørge embedsmændene for at få lidt klarhed over, om der faktisk bliver taget en afgørelse efter de 15 år, eller om det er en rent bureaukratisk øvelse, hvor man altid giver forlængelsen. For hvis det er det sidste, er der ikke nogen grund til det. Men der er jo faktisk nogle tilfælde, hvor der bliver givet afslag, og jeg vil bare gerne vide, hvad det er for nogle tilfælde, og hvad det er for nogle kriterier, og hvad det så forandrer, hvis man ændrer det fra 15-årigt til permanent. Så det drejer sig simpelt hen bare om at få fundet ud af det i lovbehandlingen. Det er helt naturligt og helt almindeligt. Nu er vi jo ikke et parti, der beder om garantier, på samme måde som Dansk Folkeparti gør, for vi ved godt, at verden er lidt mere kompliceret end som så, så nu ønsker vi bare at få mere klarhed, og det tror jeg da egentlig fru Pia Adelsteen måske kan bifalde.

Spørgeren.

Det kan jeg under alle omstændigheder. Jeg undrede mig bare over bemærkningen, fordi jeg synes, at det meget klart fremgår af teksten, at det eneste, vi ændrer, er, at man går fra en 15-års genopdyrkningsret til en permanent genopdyrkningsret. Og så er det da muligt, at der bliver givet afslag til nogen. Alt andet lige kunne jeg da også godt tænke mig at vide hvorfor. Hvis man har en genopdyrkningsret på 15 år og man inden for 10 år gerne vil genopdyrke, hvorfor får man så afslag? Så er der da et eller andet, der er hamrende forkert, synes jeg. Det er måske ikke på helt samme måde, som for fru Ida Auken, men det vil jeg da også gerne have opklaret. Hvis det kun er tiden, så håber jeg, at Radikale Venstre også kan støtte forslaget.

Ordføreren.

Ja, det var nogenlunde det, jeg sagde i min ordførertale.

Fru Anni Matthiesen.

Tak. Jeg vil egentlig gerne starte med at anerkende det, som Radikale Venstres ordfører gør, nemlig at hun ser på det med positive briller og siger, at der er nogle ting, man gerne vil have afklaret under udvalgsbehandlingen, og at man så tager stilling derefter. Jeg skal bare lige forstå noget helt korrekt. Er det, som man så har brug for at få afklaret undervejs i udvalgsbehandlingen, udelukkende i forhold til om lovforslaget her giver mindre natur?

Ordføreren.

Det kan jo være svært at få afklaret, som fru Pia Adelsteen også siger, hvad landmændene vil gøre fremover, ikke? Hvis ministeren kan sandsynliggøre, at det her faktisk vil betyde, at flere landmænd vil turde at have flere naturarealer, synes jeg, at det er et rigtig tungtvejende argument. Hvis det viser sig, at der har været en del afslag, fordi der er kommet nogle bilag IV-arter eller noget andet natur på de arealer, som gør, at man ikke vil give tilladelse igen, så må vi jo se på, om vi faktisk tror på, at det her vil give mere natur. Det bliver så en politisk vurdering. Men det er simpelt hen bare for at få klarhed over, hvad det har betydet. Hvis det bare har været et gummistempel, skal det selvfølgelig væk. Hvis der har været en reel vurdering, som faktisk i en lang række tilfælde har betydet, at man ikke har givet genopdyrkningsretten, så må vi tage stilling derfra. Det kan jo godt være, at det så faktisk er en hæmsko for at få landmændene til at skabe natur, men så må vi tage den derfra. Vi vil bare gerne have lidt mere klarhed over, hvordan den her regel har været brugt.

Spørgeren.

Det er jo altid vigtigt at få mere klarhed, og det tror jeg egentlig at vi alle sammen kan nyde godt af. Men er det ikke rigtigt, også hvis fru Ida Auken tænker tilbage på dengang, hvor fru Ida Auken selv var minister, at man nogle steder og måske især på miljøområdet nogle gange møder lovgivning, som næsten spænder ben for, at man faktisk kan få mere natur? Det kunne jeg godt tænke mig at få bekræftet. Jeg tænker i hvert fald, at netop det her kan være med til at åbne op for, at man som landmand kan slappe mere af og sige: Nu kan vi lade det ligge som urørt natur og på den måde være med til at blive endnu bedre naturplejere.

Ordføreren.

Jo, og det er lige præcis for at finde ud af, om det er en rigtig antagelse, at det er sådan, det vil gå. Altså, man kan jo godt stå og sige, at det er sådan, det vil gå, men jeg vil bare gerne et spadestik dybere i den argumentation. For vores intention er sådan set bare, at der skal kunne komme noget mere natur i Danmark. Jeg har hele tiden ment, at man godt kunne lave en meget større alliance med landbruget, for de er vores naturplejere, og sikre, at der er nogle incitamenter til at skabe natur og en belønning for det, og selvfølgelig også fjerne bureaukrati. Men vi bliver jo bare nødt til lige at komme det spadestik dybere i udvalgsarbejdet.

Tak til fru Ida Auken. Vi går videre til fru Trine Torp, SF.

I udgangspunktet er SF positiv over for lovforslaget, men hvis det skal have en vedvarende positiv effekt for natur og biodiversitet, skal der mere til. Er et midlertidigt naturareal vigtig natur, hvis det pløjes til sort jord af og til? kunne man spørge. Og kommer der mere af den her midlertidige natur med en permanent genopdyrkningsret? kunne man også spørge. Vi mener ikke, at det skal koste landmanden noget at lægge jord til at skabe natur, men risikoen for indvandring af bilag IV-arter gør jo, at landmanden har et incitament til at pløje arealet op med jævne mellemrum for at sikre, at det ikke sker. Alternativet kan være, at landmændene lader de midlertidige naturområder ligge længe og så pløjer dem op, når der har etableret sig bilag IV-arter, og så er Danmark jo i åbenlys konflikt med direktivet. Begge situationer er uhensigtsmæssige.

Eller forestiller man sig, at landmændene lader områderne ligge upløjet med den usikkerhed, at der måske kan komme bilag IV-arter, hvorved området bliver låst? Nej, vel? Derved vil man med forslaget opretholde den bordet fanger-klausul, som både skovbrug, landbrug og grønne organisationer har kritiseret. Hvis landmændene gør noget for naturen frivilligt – og jeg synes faktisk, det er rigtig godt, at der er mange landmænd, der forsøger det – så fanger bordet, hvis de f.eks. lader jorden ligge upløjet en periode og der indfinder sig sjældne dyre- og plantearter. Så modvirker forslaget jo udbredelsen af nogle arter – foruden arter på den danske rød- og gulliste – som ikke er EU-beskyttet, men som altså får en tur med ploven, før de bliver påfaldende i landskabet.

Vi vil derfor under udvalgsarbejdet bore lidt i, om der er mulighed for at gå lidt videre, om der overhovedet er dokumentation for naturgevinsterne her, om man kan øge motivationen til ikke at pløje op, og om det kan sikres, at den permanente genopdyrkningsret ikke lægger hindringer i vejen for kommende naturgenopretningsprojekter og lignende og dermed tiltag til at skabe mere natur og biodiversitet. Så vi går positivt ind i udvalgsarbejdet, men har også en række spørgsmål.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, så vi går videre til hr. Orla Østerby, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Lovforslaget, vi behandler her i dag, er en del af den lovgivningsmæssige gennemførelse af aftalen om naturpakken. Målet med naturpakken er at øge landmændenes incitament til at udlægge flere arealer til naturområde. Her indfører vi en permanent genopdyrkningsret. Det betyder, at landmanden ikke skal være bange for at glemme fristen på de 15 år. Der har været megen debat om det her i dag med de 15 år. Der blev snakket om, at der er belæg for at pløje arealerne op. Jeg vil bare sige, at der er landmænd, som har mistet genopdyrkningsretten på jorde, som man her taler om.

En anden del af det her er arealer, der vokser ind i § 3-områder. Er der stadig væk genopdyrkningsret? Med den nye lov gør vi det, at der løbende er genopdyrkningsret på jorden. Det gør vi for at skabe ro for landmanden. Og jeg har en tro på, at det betyder, at der er arealer, der får lov til at blive liggende. Så kan vi jo i udvalgsarbejdet diskutere, hvad der er årsag til, at man har taget den her tur med harven efter det 7., 8. eller 10. år. Det gør sådan set ingen forskel, for der er landmænd, der har oplevet efter de 15 år, at de har fået inddraget jord. Det er konkrete kommuner, der har været inde i sådanne projekter. Jeg tror, vi kan få bekræftet i udvalgsarbejdet, at det er sådan, det er.

Konservative støtter lovforslag L 144.

Tak til ordføreren. Da vi nu er færdige med ordførerrækken, er det miljø- og fødevareministeren.

Tak for det, formand. Også tak til ordførerne for indlæggene i debatten. Lovforslaget er som nævnt en del af udmøntningen af aftale om en naturpakke fra maj 2016, og på baggrund af naturpakkens aftaletekst er der foreslået en helt enkel ændring af § 6 i driftsloven. Ændringen betyder, at tidsrammen for genopdyrkningsretten efter § 6 udvides, som vi også har hørt det her, fra de nuværende 15 år til at gælde permanent.

Landmanden er naturforvalter på sine omdriftsarealer. Det skal derfor gøres lettere og mere attraktivt for en landmand at udlægge arealer til natur i en kortere eller længere periode. Det kan bl.a. sikres ved at forenkle landmandens muligheder for at undgå, at arealerne opnår en tilstand, så de ikke må opdyrkes igen. Og formålet med at udvide tidsrammen for genopdyrkningsretten er netop at gøre det lettere for landmanden frivilligt at skabe natur på omdriftsarealerne. Hvis landmanden har anmeldt arealet til genopdyrkningsret, kan han på et hvilket som helst tidspunkt tage det i brug igen uanset tilstand. Det kræver dog, at arealet, som landmanden vil anmelde, er et omdriftsareal, og at det ikke er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 på anmeldelsestidspunktet.

Genopdyrkningsretten vil fortsat i helt særlige tilfælde kunne blive begrænset af anden lovgivning. Det gælder f.eks., hvis der er indvandret beskyttede arter på et areal anmeldt med genopdyrkningsret og genopdyrkningsretten derfor ikke kan udnyttes. Der er dog kun kendskab til ganske få tilfælde, hvor genopdyrkningsretten ikke har kunnet bruges.

Det er forventningen, at flere landmænd vil anmelde arealer efter § 6, når tidsbegrænsningen fjernes. Det er samtidig også formålet, at landbrugserhvervet spares for arbejdet med at skulle genanmelde arealer, der er ved at falde for den nuværende 15-årsregel, og at den enkelte landmand sikres mod at glemme at genanmelde et areal og måske risikere at miste genopdyrkningsretten.

Det er kommunerne, der administrerer driftslovens § 6, og det er vigtigt at nævne, at der ikke ændres på den praksis, der gælder nu. Kommunerne får ikke flere opgaver og bliver ikke pålagt mere arbejde ved en udvidelse af genopdyrkningsretten.

Afslutningsvis vil jeg sige, at jeg ser frem til en god og konstruktiv udvalgsbehandling, hvor vi naturligvis vil besvare spørgsmål om nogle af de forhold, der også er adresseret her i debatten.

Der er et par korte bemærkninger, først fra fru Maria Reumert Gjerding.

Tak for det. Sådan som jeg forstår det, indføres der nu en genopdyrkningsret på alle eksisterende landbrugsjorder, medmindre der, i forbindelse med at de bliver udlagt ekstensivt, kan indvandre bilag IV-arter eller arter, der er beskyttet under artsfredningsforordningen. Hvad skal der så til i Danmark fra den dato, hvor det træder i kraft, hvis vi gerne vil udvide antallet af hektar, der er beskyttet af § 3? Hvordan skal det så kunne lade sig gøre? Er der nogle redskaber, vi så kan bruge, eller stopper udvidelsen af antal hektar, der er beskyttet af § 3, nu – eller hvordan skal det forstås?

Ministeren.

Tak for spørgsmålet, som jeg faktisk ikke er helt sikker på at jeg forstod, men nu vil jeg så svare efter bedste evne, og ellers må Enhedslistens ordfører stille spørgsmålet igen på en lidt anden måde.

Altså som jeg forstod ordføreren, bliver der spurgt til § 3, om vi kan få flere § 3-arealer i fremtiden. Ja, det kan vi godt. Men det, der er vigtigt, er, at de omdriftsarealer, der er, og som ikke er § 3-arealer i dag, fortsat kan blive genopdyrket. Men der kan selvfølgelig være områder i det her land, hvor § 3-arealerne kan udvikle sig. Det er en del af det setup, der er for § 3-områderne. Det, vi bare er optaget af, og det følger også af naturpakken, er at få en større klarhed for landmændene over, om der sker en omklassificering af deres arealer til § 3-arealer. Det er vi i gang med et modelarbejde om hvordan man kan lave i praksis, så ingen landmænd bliver overrasket i forbindelse med det her forhold.

Det får mig også til lige at knytte en bemærkning til det, der bliver adresseret i debatten, nemlig at det her jo giver landmændene en tryghed for, at de ikke så at sige bliver taget med bukserne nede i forhold til at kunne oprette natur uden at miste en genopdyrkningsret.

Spørgeren.

Lad mig så spørge på en lidt anden måde: Der er klarhed over en del, men kan eksisterende landbrugsjord overgå til § 3-beskyttelse efter den her lovgivning, og i givet fald hvordan?

Ministeren.

Altså, man skulle jo gerne ikke miste genopdyrkningsretten på sin jord. Så i forhold til om det kan vokse ind i § 3-beskyttelse, kan jeg sige, at man gerne ikke skulle miste sin genopdyrkningsret på baggrund af det her arbejde. Og det er så det, vi sammen med kommunerne får oplysningspligt om, således at man fra kommunens side – det er i hvert fald den model, vi arbejder med – skal oplyse landmændene om, hvordan og hvorledes det forhold bliver klargjort, når det gælder almindelige dyrkningsarealer, der ikke skal kunne vokse ind i § 3-beskyttelse.

Fru Ida Auken.

Nu har vi jo én gang valgt det her lidt mærkelige system med § 3, som man kan vokse ud og ind af. Men lige nu bliver det jo så sådan, at man nærmest kun kan vokse ud af § 3 og ikke ind i § 3 med den her regel. Er det rigtigt forstået?

Ministeren.

Ja, ønsket er jo, at vi skal have aktive landbrugsarealer ud af omdrift, men at de ikke længere skal klassificeres i § 3, uden at landmanden opdager det og derfor mister sin genopdyrkningsret, som det har været indtil nu. Det er derfor, vi ønsker at sikre genopdyrkningsretten permanent.

Spørgeren.

Så må man også mene, at det i det system, vi nu engang har – og det kan man mene er uhensigtsmæssigt – er en svækkelse af naturbeskyttelsen, da § 3 nu kun er noget, man kan vokse ud af, hvis et areal lige pludselig springer i skov f.eks., men ikke noget, man kan vokse ind i. Altså, jeg synes ikke, det er noget særlig hensigtsmæssigt system, men jeg kan heller ikke rigtig se, at den her regel rigtig løser det.

Ministeren.

Man kan i hvert fald sige, at naturen jo sådan set bliver beskyttet mere nu, fordi man får mulighed for at kunne have natur udlagt i større omfang, men uden at man mister sin genopdyrkningsret, hvis der sker et eller andet om 25 år. Så jeg opfatter det faktisk sådan, at vi får en bedre naturbeskyttelse med det her, fordi flere landmænd aktivt vil kunne lave naturtiltag på deres arealer. Så jeg ser det sådan set som en forbedring af vores naturtilstand. Om man så mener, at det bliver dårligere eller bedre rent retligt, afhænger nok lidt af øjnene, der ser, men jeg tror bestemt, at det kommer til at forbedre naturtilstanden.

Hr. Simon Kollerup.

Tak for det. Det er bare et spørgsmål i relation til det her med intentionerne eller formålet med lovforslaget, og det skulle jo gerne være, at landmænd, som ministeren også siger, har større interesse i eller er mindre bekymrede ved at udlægge naturarealer, fordi man ikke kan miste sin genopdyrkningsret. Dermed antager vi også i fællesskab, at der så kommer større og flere naturarealer. Det, jeg efterlyste i min ordførertale, var, om vi i fællesskab skulle sørge for at evaluere udviklingen i naturarealer og måske få optrykt i lovforslaget her, at vi er enige om at lave sådan en evaluering. Det vil jeg bare gerne bede ministeren om at kommentere.

Ministeren.

Altså, hvis evaluering kun er en de facto-tilstandsvurdering, har jeg intet problem med, at man laver sådan en vurdering. Det kommer så helt an på, hvordan et indberetningssystem skal være. Skal landmændene udarbejde markkort? Hvem skal foretage det? Skal det være fra luften? Hvem skal finansiere det osv.? Det er klart, at det må bero på en afvejning af det, for vi har sådan set ikke interesse i at lave mere bureaukrati omkring det her system. Men hvis det var sådan en meget, meget nøgtern ikkebureaukratisk øvelse at lave en vurdering, kan jeg som udgangspunkt ikke se, at der skulle være noget til hinder for det.

Spørgeren.

Jeg er meget stor tilhænger af nøgterne ikkebureaukratiske metoder til at gøre det med, så det er jeg helt sikker på at man nok kan finde ud af. Jeg tænker bare, at det også handler lidt om, at vores intentioner med at stemme for – og jeg tænker også regeringens intention med at fremsætte lovforslaget – jo skulle være, at landmanden slappede lidt mere af med hensyn til sin genopdyrkningsret og derfor godt turde udlægge arealer, så vi kunne få mere natur. Så det ville være en ret kvantitativ optælling af, om vi har fået flere hektar natur, eller vi ikke har. Så det kan vi jo kigge på i den mere tekniske behandling i udvalget.

Ministeren.

Det kan jeg kun være enig i.

Så er det hr. Christian Poll.

Tak. Vi har jo forskellige niveauer af naturkvalitet, f.eks. habitatsnaturen, som er den høje kvalitet, og som vi prøver at få til at blive til store sammenhængende naturområder, og som er noget af det, som kan hjælpe os med at stoppe tilbagegangen i biodiversiteten, og så har vi § 3-naturen, som vi nogle gange kalder den lille natur lokalt, men dog en blivende natur. Den har typisk en lidt mindre naturkvalitet. Hvordan vil ministeren vurdere kvaliteten af den natur, vi snakker om i det her forslag, som ministeren gætter på der kan komme mere af?

Ministeren.

Hvis man nu forestiller sig, at der er landmænd, som har lavbundsarealer, som faktisk kunne have en høj habitatsværdi, så ville man jo kunne forestille sig, at der kom mere af den, fordi de så ikke mistede deres genopdyrkningsret. Hvordan det bliver fordelt over landet, er det jo klart at tiden vil vise, men jeg tror sådan set nok, at der vil være en del landmænd, der vil sige: Vi har nogle områder, som har habitatspræg i forhold til naturværdi, som vi ønsker ligger uopdyrkede hen, for vi vil også gerne selv have glæden af den natur, der skabes dér.

Spørgeren.

Men i forhold til biodiversiteten er det vel ikke så meget værd, fordi landmanden til enhver tid kan vælge at sige: Nu vil jeg godt bruge mit areal igen og pløje det op og drive landbrugsdrift på det igen? Så hvordan bidrager det her egentlig til den store biodiversitet, altså til det, som vi har forpligtet os til at stoppe tilbagegangen af i Danmark?

Ministeren.

Nu kunne jeg godt lide, at hr. Christian Poll havde ordet hvis i sin sætning, for det kunne jo godt være sådan, at landmanden ikke gjorde det. Det kan også være for en periode. Lad os sige, at der i 20 år ligger et areal, som f.eks. fremmer flere insekter, flere gnavere, flere planter, som kan skabe en rigere natur, men som altså så også giver føde til andre dyrearter, som vi ellers ikke havde haft i det område, så er det jo en måde, naturen bliver rigere på, og så må man jo se, hvordan det så udvikler sig i en længere horisont.

Så er det hr. Carsten Bach.

Tak. Jeg blev egentlig lidt inspireret af debatten her og synes i øvrigt, det bærer meget præg af, at en landmand tilsyneladende ikke kan være glad for at få kvalitetsnatur, beskyttet natur, § 3-natur eller mere værdifuld natur end det, og derfor vil jeg bare for at få tingene lidt på plads stille et spørgsmål. For jeg er ikke sikker på, at det er rigtigt, og det er heller ikke sikkert, at ministeren kan svare på det, men så kan vi måske få det på skrift i forbindelse med udvalgsarbejdet. Altså, et areal kan vel stadig væk, selv om vi nu gør genopdyrkningsretten permanent, vokse ind i § 3-beskyttelse? Vi kan, som jeg sagde før, forestille os en glad landmand, der faktisk er glad for at have fået noget § 3-natur, og som ministeren selv nævnte lige før, ikke pløjer noget op, men bibeholder arealet som natur. Det areal bliver vel så ved med at være § 3-natur, også efterfølgende?

Ministeren.

Ja, det kan jo ende med at få en klassifikation som § 3, det er rigtigt. Men der vil stadig væk være en genopdyrkningsret.

Så er det hr. Orla Østerby.

Der har været flere ordførere, som har fremført, at det her med at pløje jorden op inden for de 15 år er en myte, som landmændene er gode til. Jeg vil gerne høre ministeren: Findes der eksempler på landmænd, som ikke har meldt genopdyrkningsretten efter de 15 år, som har mistet dyrkningsretten på jorden?

Ministeren.

Nu kan jeg ikke lige nævne det antal, jeg selv har talt med, men jeg tror, de fleste af os, som har talt med landmænd rundtom i landet, har gjort sig erfaringer om det her. Men det, som ordføreren også spørger til, rører jo ved en generel problemstilling. Hvis man kigger nogle år tilbage, vil man måske huske, at vi havde noget, der hed miljøvenlig jordbrugsdrift-ordninger i Danmark, MVJ-ordninger, hvor man jo var blevet lovet, at hvis man lader det ligge passivt hen i 5 år, kan man genopdyrke det. Så sker der en regelændring undervejs, som gør, at der blev en frygtelig masse polemik, og jeg tror sågar, at det endte med, at der var flere af sagerne, der blev hevet til domstolene. Det er jo et eksempel på, hvorfor det er, at landmænd frygter, at de mister deres ret til at bruge deres jord, fordi der eksempelvis pludselig sker direktivændringer eller man finder på noget i det her høje Ting. Det er derfor, det har været vigtigt for os at sende det her klare signal om den permanente genopdyrkningsret.

Spørgeren? Vi siger tak til ministeren.

Der er ikke flere, som har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Miljø- og Fødevareudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.