Jeg vil også godt starte med at takke for debatten, men så alligevel tilføje, at der er en ting, der altid har undret mig, nemlig at når vi diskuterer aspekter af kongehusets arbejde og funktion – også meget konkrete aspekter – så bliver det lynhurtigt til sådan en diskussion om for eller imod kongehuset eller om, at der er nogle, der ikke vil kongehuset det godt.
Og den ene efter den anden stiller sig op og sværger ligesom troskab og loyalitet osv.
Jeg spekulerer lidt på, om det egentlig ikke er lidt usundt.
Altså, jeg synes, det er usundt for kongehuset, men det er sådan set også usundt for det danske demokrati, at vi ikke kan have en åben diskussion om elementer af det danske kongehus, ligesom vi har en åben diskussion om alle andre anliggender i det danske samfund.
Det er jo ikke en personlig diskussion om nogle bestemte personer.
Det er et spørgsmål om, hvad der er hensigtsmæssigt.
Et udtryk for den tendens har så været, at vi her i diskussionen har fået sådan en Komiske Ali.
De ærede medlemmer kan godt huske Komiske Ali fra Irakkrigen.
Han var talsmand for Saddam Hussein og stod så og benægtede, at de amerikanske tropper var kommet til Bagdad, samtidig med at de kørte rundt i baggrunden.
Man kunne se dem gennem kameraet.
Og her har vi også haft adskillige ordførere, der har benægtet, at der ligesom var et problem, har benægtet, at der var en forskel på det, regeringen sagde, og det, som kronprinsen sagde og gjorde.
Men det er jo åbenlyst for alle.
Det er åbenlyst for alle – selv for Komiske Ali, selv om Komiske Ali ikke vil indrømme det – at regeringen sagde ét, og at kronprinsen sagde og gjorde noget andet.
Det er hævet over enhver tvivl, og det er sådan set bare det, vi diskuterer.
Er det så kronprinsens skyld?
Jeg har jo sådan set prøvet at sige i den her debat, at jeg synes, det er regeringens skyld.
Altså, jeg synes, det er regeringen, der har et problem, bl.a.
fordi regeringen ikke svarer klart på, hvad det er, man har sagt i den her sag.
Om kronprinsens rolle vil jeg sige, at jeg i begyndelsen sagde, at det her ikke handler om, om kronprinsen er medlem af IOC eller ej, for det er der et flertal der ønsker.
Men når han nu er der, er det klart, at der må være nogle spilleregler, og efter min mening må spillereglerne for hans rolle i IOC være, at han kan gøre, lige præcis hvad han vil, og at han kan stemme, lige præcis som han vil, i alle spørgsmål, undtagen når det er væsentlige spørgsmål, hvor den danske regering eller det danske Folketing har truffet en beslutning.
Så går det bare ikke.
Så bliver man nødt til enten at vælge at afstå, at gå i flyverskjul eller gå på toilettet, eller hvad man nu kan gøre.
Så bliver man nødt til det eller at følge regeringens position.
Der er ikke andre veje, og jeg synes egentlig, det er underligt, at det her skal diskuteres.
Det er jo også derfor, vi har fået den lidt underlige diskussion, hvor partier, som var jublende glade for Anders Fogh Rasmussen, ikke bare kan stille sig op og sige:
Vi er enige i det, Anders Fogh Rasmussen sagde dengang; vi står ved det, og vi synes, det er det, der skal være udgangspunktet for arbejdet.
Hvorfor siger man ikke bare det?
Altså, så lang tid siden er det jo ikke, at man selv sad og støttede det herinde i salen.
Men nu er der ligesom noget odiøst ved at sige:
Der må ikke i væsentlige politiske spørgsmål være forskel på det, regeringen siger, og det, kronprinsen siger og gør.
Det synes jeg man kunne sige fuldstændig klart.
Det har man valgt ikke at gøre, og det synes jeg er rigtig ærgerligt.
Hvad er så konklusionen på det her?
Altså, fru Zenia Stampe fra Det Radikale Venstre når frem til den konklusion, at det her forløb viser, at det ikke er muligt, at kronprinsen kan være i Den Internationale Olympiske Komité.
Det er muligt.
Det er bare ikke en konklusion, jeg har forsøgt at fremme her.
Den konklusion, jeg har forsøgt at fremme her, er sådan set en mere begrænset konklusion, nemlig at så længe han er der, må der gælde nogle spilleregler.
Og det kræver selvfølgelig også, at vi har en viden om, hvad der er foregået.
Det var derfor, jeg stillede nogle spørgsmål.
Jeg stillede spørgsmålene:
Var det, fordi regeringen i strid med Anders Fogh Rasmussens løfte ikke havde sikret en ordentlig kontakt til kronprinsen, at kronprinsen sagde og gjorde det modsatte af regeringen?
Eller var det, fordi kronprinsen lyttede til de råd, han fik af regeringen, men ikke fulgte dem?
Eller var det, fordi regeringen i virkeligheden havde én politik over for offentligheden og en anden politik, som de rådgav kronprinsen om, og som han så fulgte?
Det er jo meget relevante spørgsmål.
Desværre må vi på nuværende tidspunkt sige, at der ikke er ét eneste af de her spørgsmål, som er blevet besvaret.
Det synes jeg er lidt ærgerligt, men når det gælder fremtiden, vil jeg bare opfordre til, at man lægger sig den tidligere statsministers ord på sinde.
Og det kan man bl.a.
gøre ved at støtte det forslag til vedtagelse, der ligger.