Da jeg efter folketingsvalget for snart 2 år siden blev statsminister igen, satte jeg fire pejlemærker for Danmark – pejlemærker, som trekløverregeringen, der siden er dannet, holder fast i.
Det første pejlemærke var flere private arbejdspladser, og det er lykkedes – med tusindvis af nye arbejdspladser og langt færre arbejdsløse.
Det andet pejlemærke var en stærkere kernevelfærd.
Det har vi investeret i med milliarder af kroner til bedre kræftbehandling og ældrepleje.
Det tredje pejlemærke var flere med i arbejdsfællesskabet, og det har vi fået.
Vi har nu det laveste antal personer på offentlig forsørgelse i 10 år – i 10 år!
Det fjerde pejlemærke var en konsekvent og realistisk udlændingepolitik.
Den har vi ført, og den har virket.
Antallet af asylansøgere til Danmark er historisk lavt.
Siden folketingsvalget er Danmark blevet stærkere, rigere og tryggere.
Derfor vil jeg også gerne starte med at sige tak for samarbejdet om at flytte vores land i den retning, jeg her har skitseret.
En særlig tak til Dansk Folkeparti, regeringens parlamentariske grundlag.
Men jeg vil også takke bredere, for trods uenigheder på tværs af Folketingets partier finder vi jo mange gode løsninger i fællesskab.
Og at finde løsninger i fællesskab er sådan set en unik dansk styrke.
Det er også grunden til, at jeg kan sige, at Danmark står bomstærkt – både herhjemme og ude i verden.
Vi har en sund økonomi, som udlandet har tillid til, og vi er nu for første gang i mindst 183 år helt uden gæld i fremmed valuta.
Sidst det var tilfældet, var under Frederik VI, enevældig konge.
Siden har vi taget et opgør med enevælden, det ved jeg godt
(Munterhed)
.
Vi har et stærkt erhvervsliv – et stærkt erhvervsliv, som er i fremgang, og som jeg selv har haft det privilegium at være med til at repræsentere i årets løb i USA, Sydkorea, Mexico og senest i Kina.
Og alle steder, hvor man kommer, bliver danske virksomheder mødt med respekt og interesse – og med en stor efterspørgsel efter vores bæredygtige klimaløsninger, for her er Danmark i absolut verdensklasse, og det understreges af, at vi netop har fået tildelt værtskabet for verdens største energikonference, Øresund Energy Week.
Vi har en god offentlig sektor med mange dygtige og mange dedikerede medarbejdere.
Vi har tillid til hinanden.
Vi har en stærk kultur, der binder os sammen.
Vi passer på hinanden.
Og når man spørger danskerne, ser de fleste lyst på fremtiden.
Det gør jeg også!
Vi har i fællesskab skabt et stærkt samfund – ikke et perfekt samfund, men et sted, hvor langt de fleste har langt bedre muligheder end tidligere generationer.
Og sådan skal det fortsætte.
Vi skal også i fremtiden være blandt de rigeste lande i verden, og derfor fremlagde regeringen i går planen »Vækst og velstand 2025« – med en ambition om at øge væksten i Danmark med 80 mia.
kr.
Det er en høj ambition, men hvorfor skulle vi ikke have høje ambitioner?
Hvem går ind for lave ambitioner?
Vi skal have høje ambitioner – om vækst, om mere velstand, om flere i arbejde, om bedre og mere vellønnede jobs, om stærkere offentlig service, om lavere skat og om at gøre Danmark endnu stærkere.
Vi vil styrke den offentlige sektor med flere penge til velfærd og højere investeringer.
Vi vil skabe mere vækst, sætte skatterne ned, så flere jobs vokser frem, og så familierne får flere penge mellem hænderne – flere penge mellem hænderne til den nære, personlige velfærd.
Vi vil holde fast i en sund økonomi og et solidt økonomisk afsæt for fremtidige generationer, så vi giver et rigere Danmark videre til vores børn, den næste generation.
Det kan lade sig gøre, hvis vi vil.
Og jeg vil gerne opfordre Folketingets partier til at tage medansvar for, at det sker, for vi skal bruge den gunstige situation, som vi jo selv har skabt, til sammen at gøre Danmark endnu stærkere.
Derfor fremlagde regeringen i går en række forslag, som skal gøre et rigtig godt dansk pensionssystem endnu bedre, og som skal tilskynde til, at flere, der har mulighed for det, vælger at blive længere på arbejdsmarkedet.
For det første vil vi tage hul på det, som lidt teknisk kaldes samspilsproblemet, men som jo altså mere mærkbart dækker over det forhold, at det for nogle slet ikke kan betale sig at spare op til pension, fordi man modregnes i offentlige ydelser.
Det vil vi bl.a.
gøre ved at give bedre mulighed for at spare op uden modregning i de sidste år før folkepensionsalderen og ved at sænke skatten på en måde, så det bedre kan betale sig at spare op til pension for alle aldersgrupper.
For det andet vil vi sikre, at flere danskere rent faktisk sparer op til deres alderdom.
For som det er i dag, sparer for mange danskere for lidt – eller slet ikke – op til pension.
Derfor vil vi indføre en obligatorisk pensionsopsparing for folk på kanten af arbejdsmarkedet, folk på overførselsindkomst, lønmodtagere med ingen eller små pensionsindbetalinger.
Det er der perspektiv i.
I 1980’erne tog man forsigtigt hul på de arbejdsmarkedspensioner, der i dag sikrer de fleste lønmodtagere et godt seniorliv.
Nu er det vores ansvar at få resten med.
For det tredje vil vi give mulighed for frivillig skattefri udbetaling af efterlønsbidraget til dem, som ønsker det.
Og vi vil mere end det med i alt 13 gode initiativer, som både vil være til gavn for den enkelte, for den personlige velfærd og for fællesskabet.
Netop danskernes personlige velfærd er højt prioriteret af regeringen.
Derfor har vi sænket registreringsafgiften – to gange – så en mellemstor familiebil nu koster 20.000-30.000 kr.
mindre og flere familier kan skifte den gamle bil ud med en ny, mere sikker, mere komfortabel bil.
Og vi har også skabt ro om familiernes boligøkonomi – først ved at fastfryse grundskylden, derefter med en boligskatteaftale og en aftale om et nyt ejendomsvurderingssystem, så boligejerne nu efter års usikkerhed får vished om deres boligøkonomi og får de penge tilbage, som fejlagtigt er blevet opkrævet siden 2011.
Det er gode aftaler, som jeg gerne vil kvittere for samarbejdet om.
De skaber tryghed for familierne, skaber ro på boligmarkedet, og der er i begge tilfælde tale om ting, som også bidrager til Danmarks fremgang.
Fortsat fremgang afhænger i høj grad af, at vi har stærke og konkurrencedygtige virksomheder.
De er så at sige motoren i Danmarks vækst og udvikling, og den motor skal være toptunet til fremtiden.
Derfor har regeringen en ambition om at lette erhvervslivets byrder med 6 mia.
kr.
frem mod 2025.
Vi har fjernet PSO-afgiften, den måske største byrdelettelse for dansk erhvervsliv nogen sinde.
Og vi har fjernet den på en måde, så vi både sikrer vækst og finansiering af den grønne omstilling og danskerne samtidig får billigere el i stikkontakten.
Vi har indgået en Nordsøaftale, som vil fastholde og skabe nye arbejdspladser – langs Vestkysten, i Syddanmark, i en stor havneby som Esbjerg.
I det nye folketingsår vil vi komme med et udspil til en ny energiaftale, der skal fastholde Danmark som førende klimanation i fremtiden og samtidig gøre energien billigere.
Vi sænker bo- og gaveafgiften ved overdragelse af en erhvervsvirksomhed, så familieejede virksomheder ikke havner på udenlandske hænder, når et generationsskifte nærmer sig, men bliver i Danmark; så det sikres, at pengene bliver i virksomheden, så der skabes nye danske arbejdspladser.
Der er tilsammen tale om en stribe markante initiativer, som styrker Danmarks motor og skaber flere arbejdspladser.
Se, det er godt, men det er ikke nok.
For fremtiden er lige om hjørnet.
Det kaldes mange ting, men er det samme:
den fjerde industrielle revolution, digitalisering, kunstig intelligens, internet of things, bioteknologi, tre-d-print, robotter, selvkørende biler, og hvad det nu alt sammen hedder.
Der er tale om ny teknologi, som vil ændre vores hverdag og vores virksomhed i et tempo, som vi ikke har set det før.
Men vi har stået over for forandringer før, og vi har jo før vendt dem til vores fordel – forvandlet systuer til design, skibsværfter til vindmøllefabrikker – og det skal vi gøre igen, på nye måder, som passer til vores tid.
Her skal vi først og fremmest udnytte den danske x-faktor:
samarbejde.
Derfor har jeg samlet en bred vifte af lønmodtagerrepræsentanter, arbejdsgivere, virksomheder, iværksættere, eksperter og ministre i et partnerskab for fremtidens Danmark.
Sammen skal vi finde svar på, hvordan Danmark bedst kan gribe fremtiden uden at tabe nogen på vejen.
Og sammen med arbejdsmarkedets parter har vi genoplivet de trepartsaftaler, som en tidligere regering lagde i graven.
Først indgik vi en aftale om integration, så aftalte vi tusindvis af nye praktikpladser, og i næste runde, som snart går i gang, vil vi skabe mere og bedre voksen- og efteruddannelse, så alle bliver klar til fremtiden.
For svarene bliver bedre, når vi finder dem i fællesskab.
Det gælder også internationalt.
Og derfor er jeg oprigtigt bekymret over det, jeg ser ude i verden:
en stigende protektionisme, usikkerhed om vores basale sikkerhed, usikkerhed om den internationale indsats mod klimaforandringerne, modvilje mod de institutioner, som vi har bygget hele den internationale orden op omkring, et Storbritannien på vej ud af EU med store konsekvenser til følge for Europa og Danmark, for vores virksomheder, for danskerne.
Der er meget på spil for en lille åben økonomi som vores.
Vi har skabt vores velstand ved samhandel med resten af verden, og mere end halvdelen af vores eksport går til det indre marked.
Vi har længe taget for givet, at vores virksomheder bare kan handle på kryds og tværs af grænser uden barrierer, uden told og toldkontrol.
Kan vi blive ved med det?
Danmark har ingen interesse i, at verden lukker sig mere om sig selv – tværtimod.
Vi har brug for internationalt samarbejde, frihandelsaftaler, åbenhed, en international retsorden.
Og vi har brug for et effektivt og fokuseret EU-samarbejde.
Vi har brug for et EU, som prioriterer frihandel og gode rammer for vækst med et stærkt indre marked; et EU, som beskytter de ydre grænser og sætter ind mod migration på en effektiv måde; et EU, som værner om vores sikkerhed; et Europa, der påtager sig et større ansvar for vores egen sikkerhed.
Tingene hænger sammen.
Vi kan ikke adskille vores politiske initiativer hjemme fra den udvikling, vi ser ude.
Og derfor vil regeringen fremlægge nye initiativer, som bl.a.
skal styrke vores internationale konkurrenceevne.
Når andre løber stærkt, falder man bagud, hvis man står stille.
Og vi skal have fremgang.
Vi skal ruste Danmark til fremtiden.
Derfor skal der være en strategi for Danmarks digitale vækst, som skal gøre Danmark helt klar til at gribe de teknologiske muligheder.
Derfor skal der være en teknologipagt, hvor erhvervsliv, uddannelsesinstitutioner og det offentlige samarbejder om at skabe de tekniske og digitale kompetencer, som erhvervslivet efterspørger.
For jeg vil insistere på, at Danmark og dansk erhvervsliv skal forlæns ind i fremtiden, altså at vi griber alle muligheder.
Det kræver også, at alle yder, hvad de kan, og det er derfor, det bedre skal kunne betale sig at arbejde – så flere tjener deres egne penge frem for at leve af andres.
I efteråret vil regeringen fremlægge et skatteudspil, hvor vi vil sænke skatten – i bunden, fordi det bedre skal kunne betale sig at arbejde end at modtage offentlig forsørgelse; i toppen, fordi vi skal kunne tiltrække dygtige folk til vores virksomheder.
Det vil også bidrage til fremgang – til en fremgang, som skal komme hele landet til gode.
For det er en hovedprioritet for regeringen, at vi skal have fremgangen til at slå rod uden for de store byer.
Og derfor har vi taget et opgør med planloven, som begrænser udvikling og muligheder i de egne af Danmark, som har mest brug for det.
Vi har sat gang i undersøgelser af en ny midtjysk motorvej og en forlængelse af Hillerødmotorvejen, og vi har besluttet at udbygge den østjyske motorvej E45 mellem Aarhus og Skanderborg.
Vi har taget et af de mest drastiske skridt, jeg kan komme i tanke om, for at komme den geografiske skævhed til livs.
Vi flytter statslige arbejdspladser ud.
Efter en valgperiode 2011-2015, hvor der blev flyttet 237 statslige arbejdspladser ud af København, men så andre 246 statslige arbejdspladser ind i København – det gik ikke helt i balance, der var tale om en nettoindflytning på 9 statslige arbejdspladser – så flytter vi næsten 4.000 statslige arbejdspladser ud af hovedstaden og ind i byer rundt i landet.
Mere end 2.000 er allerede på plads – i Hjørring, Odense, Aalborg, Silkeborg, Nykøbing Falster, Ikast, Karup, Ribe, Holstebro, Skanderborg, Slagelse, Frederikshavn, Lemvig, Viborg, Randbøl og Rønne.
Og resten er på vej.
Men det er kun første bølge.
Inden sommerferien – og den starter jo ikke i dag, for som lidt folkeoplysning kan jeg nævne, at Folketinget i dag afholder sin afslutningsdebat, men alle, der sidder her, ved godt, at det ikke markerer, at sommerferien er begyndt – vil regeringen præsentere en ny organisering af skattevæsenet, hvor vi fortsætter udviklingen med at skabe flere statslige arbejdspladser uden for hovedstaden.
Og senere vil vi foreslå, at endnu flere statslige arbejdspladser inden for andre områder flyttes ind i byer rundt i landet og flyttes ud af København, hovedstaden.
For jeg ønsker ikke et Danmark, som er delt i udvikling og afvikling.
Jeg ønsker et Danmark, hvor fremgangen kommer alle dele af landet til gode.
Uden fremgang er der ingen velstand, og uden velstand er der ingen velfærd.
Med kræftplan IV investerer regeringen i kampen mod kræft.
Vi sætter patienten i fokus, styrker både forebyggelse, behandling og opfølgning, løfter samlet kræftområdet med over 2 mia.
kr.
over 4 år, og vi udvider kapaciteten på vores sygehuse, så flere kan blive behandlet hurtigere.
Vi styrker også indsatsen mod demens, som er en folkesygdom, der påvirker mennesker, familier dybt, med en handlingsplan til 0,5 mia.
kr., som skal skabe tryghed og værdighed for både patienter og pårørende.
Og helt, som vi lovede før valget, indfører vi nu patientansvarlige læger over hele landet.
Vi sætter patienten først.
Vi styrker kernevelfærden.
Det gør vi også på ældreområdet, hvor vi sammen med Dansk Folkeparti har afsat 1 mia.
kr.
ekstra hvert år til mere værdig ældrepleje og yderligere 2 mia.
kr.
frem til 2020.
Det er jo det, vi gerne vil have råd til.
Det er jo det, vi skal have råd til.
Og det er det, vi kan få råd til, hvis vi handler klogt:
tryg behandling, når man bliver syg, og tryg omsorg, når man bliver gammel.
Det er jo her, på kernevelfærden, at det offentlige skal levere varen, vel vidende at det aldrig bliver godt nok – for vi skal hele tiden have en ambition om at gøre det bedre.
Det er også derfor, vi har sat gang i en sammenhængsreform, som skal give flere borgere en bedre service, og som skal sørge for, at det offentlige bruger ressourcerne på det rigtige, på kerneopgaverne; at vi tænker mindre i siloer og mere i sammenhænge; at vi får bedre ledelse, bedre ledere; og at vi sætter de mange dygtige medarbejdere mere fri, stoler mere på deres faglighed og sætter dem fri til at passe deres arbejde.
Det er mit mål med sammenhængsreformen, og jeg håber, at mange partier vil bakke op om indsatsen.
Vi skal hele tiden gøre en god offentlig sektor endnu bedre, for det bidrager også til fremgang i Danmark.
Samtidig skal vi jo så rydde op der, hvor det halter.
Det gælder SKAT.
Vi skal have tillid til, at enhver svarer sit, og derfor opruster vi nu skattevæsenet.
I den forrige valgperiode fra 2011 til 2015 faldt antallet af medarbejdere med 1.000 årsværk.
Nu tilfører vi SKAT nye ressourcer, næsten 7 mia.
kr., 1.000 flere årsværk.
Og derudover sætter vi gang i en undersøgelseskommission, som skatteministeren holder det første indledende møde om i morgen.
For sådan skal det jo være:
Myndighederne skal have styr på tingene.
Ellers skrider tilliden, ikke bare til vores myndigheder, men jo i virkeligheden til hele den model, som vores samfund bygger på, til hele den samfundskontrakt, som vi har etableret i Danmark.
Og derfor er det helt afgørende, at vi som folkevalgte nu tager ansvaret på os.
Vi skal ikke glemme fortidens fejl – det skal vi ikke – men vi skal først og fremmest få styr på tingene nu, og det kan kun gå for langsomt.
Vi skal passe på vores velfærdssamfund, vi skal passe på Danmark.
Derfor har det høj prioritet for regeringen, at der er styr på tilstrømningen af flygtninge og migranter.
Da jeg blev statsminister, var vi udfordret af en flygtninge- og migrationssituation, som – kombineret med en stribe lempelser under den tidligere, socialdemokratiske regering – lagde et massivt pres på Danmark.
Men Danmark kan ikke stå åbent for alle og enhver.
Det vil ødelægge vores kultur, vores land, vores sammenhængskraft, vores økonomi.
Antallet betyder noget.
Vi har fået styr på tilstrømningen, akkurat som vi lovede.
I første kvartal af 2017 var asylantallet det laveste siden tredje kvartal af 2008.
Vi har øget politiindsatsen ved asylcentrene, strammet reglerne for permanent ophold, indført en sanktionsliste mod rabiate forkyndere, styrket indsatsen for hjemsendelse af afviste asylansøgere, indført midlertidig kontrol ved grænsen og en nødbremse, som kan aktiveres, hvis der igen går hul på Europa.
Samtidig vil vi til efteråret tage fat på reglerne for familiesammenføring.
Men hvis vi for alvor skal problemet til livs, skal vi også lukke dørene til Europa.
Vi skal ødelægge menneskesmuglernes kyniske forretningsmodel, øge kontrollen med EU's ydre grænser, styrke samarbejdet om hjemsendelse med de lande, som de afviste asylansøgere kommer fra.
Det er et samarbejde, som skal hvile på et noget for noget-princip, hvor vores hjælp er afhængig af, at de lande, migranterne kommer fra, tager et ansvar for deres egne statsborgere og tager dem tilbage igen.
Det arbejder regeringen hårdt på at få igennem i EU.
For når vi lykkes med at bremse tilstrømningen, har vi mere styr på vores eget land, i alle dimensioner.
Vi får også mere styr på økonomien, og så har vi også flere penge til en indsats i nærområderne, hvor pengene jo rækker langt, langt længere.
Netop fordi regeringen har fået styr på tilstrømningen, vil vi – som det ser ud lige nu – i år kunne flytte 1,8 mia.
kr.
fra asylområdet til langsigtede udviklingsindsatser.
Det er penge, som skal mindske flygtninge- og migrationspresset på Europa, bl.a.
ved at skabe flere arbejdspladser i Mellemøsten og Afrika, særlig for de unge, få flere børn i nærområderne i skole, give flere kvinder og piger bedre adgang til prævention og familieplanlægning – alt sammen noget, der kan tænde et håb om en ordentlig fremtid i de lande, som folk i øjeblikket flytter sig fra.
Samtidig vil vi oprette en særlig pulje, som skal styrke vores mulighed for at hjemsende afviste asylansøgere.
Og alt det kan vi gøre, fordi vi har strammet op.
Danmark skal være lukket for dem, der ikke vil.
Til gengæld skal vi være åbne for dem, vi vitterlig har brug for:
udenlandske specialister, som virksomhederne behøver, veluddannet arbejdskraft, som vi i øjeblikket måske ikke selv har til rådighed, og som det tager år at få på plads herhjemme, altså den type arbejdskraft, som vi konkurrerer med hele verden om at tiltrække, for de bidrager nemlig også til fremgangen.
Derfor forstår jeg ikke, at et flertal her i salen sætter bremsen i netop her – ved sidste år at hæve grænsen i beløbsordningen, så den nu er 408.800 kr.
mod tidligere 375.000 kr., og ved nu at skærpe kravene yderligere.
Jeg har – helt, helt oprigtigt – svært ved at forstå det.
For Danmark bliver ikke rigere af, at vi lukker de dygtigste ude; vi bliver tværtimod fattigere, og det skal vi ikke blive.
Vi skal blive rigere.
Derfor skal vi bekæmpe de sider af udfordringen, som skaber fattigdom, f.eks.
det forhold, at dem, der er i Danmark med anden etnisk baggrund, i alt for ringe udstrækning er i arbejde.
Flere af de indvandrere, som allerede bor her, skal ud af ghettoerne og ind på arbejdsmarkedet, og vi har taget hul på det med integrationsydelsen, som der da heldigvis er et flertal for – det er ikke stort, men det er der – og med et klart signal om, at udgangspunktet er, at man er arbejdsmarkedsparat.
Og det begynder jo at virke.
Flere er kommet i arbejde, og langt flere meldes klar til arbejde.
Men vi er langt, langt fra i mål.
Det skal kunne betale sig at arbejde, og vi vil have alle, der kan, til at bidrage.
Det er også en forudsætning for fortsat fremgang.
Det samme er et trygt samfund.
Regeringen vil ikke finde sig i, at kriminelle bander skaber utryghed i vores gader.
Derfor er vi kommet med et stærkt modsvar:
en rocker-bande-pakke, som slår hårdt ned på rocker-bande-kriminaliteten.
Og også tak for bred opbakning til den.
Vi har fordoblet minimumsstraffen for ulovlig våbenbesiddelse.
Vi har fremlagt en retfærdighedspakke, som skal give flere rettigheder og en bedre behandling af misbrugte børn og ofre for voldtægt.
Vi har styrket politiet med en ny politiskole i Jylland, som åbner i 2020
(Munterhed)
.
Jo, det har vi gjort, det er os, der har foreslået en ny politiskole i Jylland.
Og det er lykkedes regeringen at forhandle en særaftale om Danmarks tilknytning til Europol på plads med EU.
Det er lykkedes, fordi vi prioriterede en aftale meget højt, og fordi – må jeg også tilføje – vores europæiske partnere var parate til at hjælpe os.
Det blev for mig at se den bedste aftale, vi kunne opnå, og den næstbedste løsning for politiet, bl.a.
i kampen mod terror.
Den kamp, kampen mod terror, kæmpes på mange fronter og er desværre ikke vundet.
I december var det i Berlin, i marts i London, i april i Sankt Petersborg og Stockholm.
Der har også været angreb længere væk – i Istanbul i januar og i Ægypten i maj.
Og i sidste uge var der et angreb i Storbritannien, denne gang i Manchester, rettet mod uskyldige børn og unge, der var samlet i livsglæde til en koncert, med mange ofre til følge.
Der er tale om feje, feje angreb udført af usle mordere, som aldrig vil vinde.
I Danmark yder vi vores i kampen mod terroristerne, og vi har styrket beredskabet mod øst.
Der er bud efter os, og det forstår jeg også godt.
Hver gang jeg besøger vores soldater, senest i december – vores F-16-piloter i Tyrkiet, vores jægersoldater i Irak, vores soldater, der træner irakiske sikkerhedsstyrker – slår det mig, hvor engagerede, dedikerede og superprofessionelle mænd og kvinder vi har i Danmarks forsvar.
De yder en flot indsats, men truslerne bliver ikke færre, og truslerne bevæger sig nu også over i cyberspace.
Danmark har en afgørende interesse i, at NATO står sammen og har de militære kapaciteter, som er nødvendige.
Derfor vil regeringen i efterårets forhandlinger om et nyt forsvarsforlig lægge op til et substantielt løft af vores forsvarsbudgetter.
For fred og stabilitet kommer ikke af sig selv og er ikke gratis.
Og vi er måske mere end nogen sinde før beroende på, at vi selv løfter, og at vi selv tager ansvar.
Et af de områder, hvor vi har en særlig interesse i fred, stabilitet og bæredygtig økonomisk udvikling, er jo Arktis.
Det er ikke mere end en uge siden, vi havde to gode debatter om rigsfællesskabet her i Folketingssalen.
Og jeg vil gerne kvittere både for debatterne og for det samarbejde, vi har med de nordatlantiske repræsentanter i Folketinget.
Vi har et stærkt rigsfællesskab bestående af tre forskellige lande, men tre lande, som står stærkest, når vi holder sammen.
Det håber jeg vi kan blive ved med at gøre, og det tror jeg vi kan.
Og det er noget af det, vi skal diskutere på årets rigsmøde på Christiansø om ca.
14 dage, og det glæder jeg mig til.
Både Færøerne og Grønland har udstrakt selvbestemmelse.
Stort set alle vigtige beslutninger bliver truffet i henholdsvis Tórshavn og Nuuk, og begge lande har stadig mulighed for at overtage ansvaret for flere områder og udvikle selvbestemmelsen, hvis de ønsker det.
Sådan skal det være.
Det hele kan siges meget kort – selv om jeg godt ved, at tidspunktet er forpasset for det:
Danmark står bomstærkt.
Vi har en sund økonomi, lav ledighed, stærke virksomheder, nye arbejdspladser, styr på tilstrømningen, fremgang i hele landet.
Vi har langt, langt flere muligheder end problemer.
Men – for der er et men – der er et problem, som mere end andet bekymrer mig.
Omkring nytår var jeg i Odense, hvor jeg besøgte Teknologiskolen på Syddansk Universitet – et fantastisk sted, hvor engagerede børn og unge har store drømme.
De lærer om robotteknologi, de bygger robotter, de undervises af nogle af Danmarks bedste roboteksperter, og de bruger deres fritid på det.
Det var en fantastisk oplevelse, som gør en optimistisk.
Samme dag besøgte jeg Vollsmose, og jeg tror, at der er sådan i omegnen af et kvarter på cykel mellem Teknologiskolen og Vollsmose, men der er jo en verden til forskel.
De unge, jeg mødte i Vollsmose – de fleste af dem – har også drømme, men de risikerer at snuble fra start og stå stille på perronen, mens deres jævnaldrende suser forbi.
Se, det er jo først og fremmest trist for den enkelte, som derfor selvfølgelig også har et ansvar for at flytte sig – men det er også trist for Danmark, for på den måde risikerer vores land at knække over i et vinderhold og et taberhold.
Og det bekymrer mig – for vi kan jo se i resten af verden, hvad det fører til:
splittelse, fremtidsfrygt, et ønske om mure og om at melde sig ud af verden.
Og det er det sidste, Danmark har brug for.
I min nytårstale formulerede jeg derfor den ambition, at vi skal gøre alle i Danmark til fremtidens vindere – og særlig dem på kanten.
Vi skal have bedre erhvervsuddannelser, og det får vi med erhvervsuddannelsesreformen.
Vi skal have bedre gymnasier, og det får vi med vores gymnasiereform.
Vi skal have bedre universiteter, og det får vi bl.a.
med vores bevillingsreform.
Alt det skal vi have, men helt ærligt:
De mange dygtige og stærke unge mennesker skal nok klare sig.
Jeg er langt mere bekymret for de omkring 50.000 unge mellem 15 og 24 år, der hverken har en uddannelse, er i gang med en uddannelse eller har et arbejde.
De er i overhængende fare for at blive efterladt på perronen, mens deres venner suser af sted mod fremtiden.
Jeg anerkender simpelt hen ikke det synspunkt, at det ikke er muligt at drive en kommunal folkeskole, hvor børn, som de er flest, lærer at læse og regne på et tilstrækkeligt niveau efter 10 års skolegang.
Jeg godtager ikke den forklaring, at fordi man er født ind i en bestemt familie eller har en uheldig baggrund, så kan skolen bare give op.
Det gælder heller ikke børn med udenlandsk baggrund – tværtimod!
Jeg er overbevist om, at børn, som de er flest, kan lære nok i skolen, hvis de får muligheden for det, nok til efter skoleafslutning at kunne vælge et liv med fremtid.
Jeg har set det.
Jeg har set, at det kan lade sig gøre, når de bliver mødt med tillid, opbakning og solide faglige metoder.
Derfor har regeringen i løbet af foråret brik for brik fremlagt en samlet strategi, som skal støtte børn og unge på kanten og sætte dem fri, ind i fællesskabet.
Vi har fremlagt et forslag om at forenkle og forbedre tilbuddene til de unge, som har sværest ved at finde vej efter folkeskolen.
De har brug for en sikker hånd og ikke en jungle af tvivlsomme tilbud.
Vi har fremlagt et udspil om dagtilbud, som skal give en styrket, tidlig indsats for de børn, der har mest brug for det.
Og efter børnehaven skal skolen følge op.
Det er sat i gang med folkeskolereformen, men reformen når jo ikke at få fuld virkning for de årgange, der går i de ældste klasser i dag.
Vi skal være tålmodige med folkeskolereformen.
Jo, jo, det skal vi da, men vi kan ikke tillade os at være tålmodige på vores børns vegne.
De går kun i 9.
klasse én gang i livet, de kan ikke vente.
Derfor bakker vi nu skolen op med en skolepulje på 0,5 mia.
kr.
over 3 år til godt 100 folkeskoler, der har mange elever med utilstrækkelige færdigheder i de ældste klasser.
Det er en udstrakt hånd til de skoler, der er mest udfordret, og en udstrakt hånd til kommunerne om sammen at sætte fokus og høje mål.
Den har de fleste da heldigvis grebet, men af en eller anden grund slår man hånden af os i Københavns Kommune.
Her melder man pas, og det er i en kommune, hvor – hold nu fast – over halvdelen af eleverne i de pågældende skoler får under 4 i dansk og matematik i 9.
klasse, over halvdelen!
For mig er det helt uforståeligt, at man ikke vil tage imod hjælpen, og jeg synes ærlig talt ikke, at København kan være det bekendt over for de fagligt svage elever i de ældste klasser på de pågældende skoler.
Det er et svigt.
Vi skal have alle med forlæns ind i fremtiden og i særlig grad de børn og unge, som har fået en skæv start.
Vi skal møde fremtiden som et samlet land og i samlet flok.
Vi skal møde omverdenen med åbenhed og selvtillid.
Vi skal have høje ambitioner for Danmark, styrke fremgangen og bruge den med omtanke.
Vi skal forstå, at Danmark kun er Danmark, fordi vi passer på hinanden.
Og vi, der er optimister, har et særligt ansvar for dem, som ikke deler vores lyse syn på fremtiden.
Danmark må ikke knække over.
Det er vores største udfordring.
Vi skal fortsat være et af de rigeste lande, og vi skal have alle med om bord.
Det kan lade sig gøre, og jeg håber, at vi kan gøre det til en fælles sag for hele Danmarks Folketing.