Det næste punkt på dagsordenen er:

20) Forhandling om redegørelse nr. R 11:

Statsministerens redegørelse om rigsfællesskabet 2017.

(Anmeldelse 07.04.2017. Redegørelse givet 07.04.2017. Meddelelse om forhandling 07.04.2017).

Sammen med dette punkt foretages:

21) Forespørgsel nr. F 57:

Forespørgsel til statsministeren:

Hvad kan statsministeren i forlængelse af sin redegørelse om rigsfællesskabet 2017 oplyse om rigsfællesskabets muligheder og udfordringer?

Af Marcus Knuth (V), Thomas Danielsen (V), Karin Gaardsted (S), Henrik Brodersen (DF), Søren Espersen (DF), Christian Juhl (EL), Carsten Bach (LA), Roger Matthisen (ALT), Martin Lidegaard (RV), Karsten Hønge (SF), Merete Scheelsbeck (KF), Aaja Chemnitz Larsen (IA), Magni Arge (T), Sjúrður Skaale (JF) og Aleqa Hammond (UFG).

(Anmeldelse 09.05.2017. Fremme 11.05.2017).

Forhandlingen er åbnet.

Jeg skal gøre opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse først vil finde sted mandag den 29. maj 2017.

Vi skal have begrundet denne forespørgsel, og det gør ordføreren for forespørgerne, hr. Marcus Knuth, Venstre. Værsgo.

Mange tak for ordet, hr. formand. Som ordfører for forespørgerne tillader jeg mig at åbne for den her drøftelse, som vi skal have i dag. Det drejer sig naturligvis om den rigtig gode tradition, som vi har her i Folketinget, for at debattere udfordringer og muligheder for vores rigsfællesskab. Jeg ser frem til en god og konstruktiv debat.

Tak for det. Så skal vi have forespørgslen besvaret, og det er statsministeren. Værsgo.

Tusind tak for det. I dag skal vi have den årlige forespørgselsdebat om rigsfællesskabet, og det har jeg set frem til. Det er en god tradition, at vi samles for at diskutere udfordringer og muligheder i rigsfællesskabet, og i dag stopper det så ikke der, for senere skal vi så have en særskilt debat om Grønlands forfatningsarbejde og økonomiske muligheder som et selvstændigt land rejst af Dansk Folkeparti. Det ser jeg også frem til, og der får vi jo lejlighed til at gå i dybden med de spørgsmål.

Regeringen ønsker et stærkt rigsfællesskab, hvor vi både står sammen og giver plads til forskellighed. Det gør vi bedst gennem et ligeværdigt og tillidsfuldt samarbejde på tværs af geografiske og politiske skel. Sådan har vi det heldigvis i dag, både på områder, som Danmark varetager for hele rigsfællesskabet, og hvis Færøerne og Grønland ønsker det, også på de områder, som er overtaget.

Rammerne for vores samarbejde er jo selvstyreordningerne. Det er ordninger, som er moderne og fleksible, hvor Færøerne og Grønland har mulighed for at overtage yderligere kompetence og udvikle selvbestemmelse i den takt, de selv ønsker det. Stort set alle vigtige beslutninger om det færøske og grønlandske samfund træffes i dag på Færøerne og i Grønland, og sådan skal det selvfølgelig være. Det kan rent juridisk lade sig gøre, fordi grundloven giver meget vidtstrakte muligheder for selvbestemmelse. Men på nogle områder sætter den jo også grænser. Det gælder f.eks. i udenrigs- og sikkerhedspolitikken. Færøerne og Grønland kan ikke føre en selvstændig udenrigs- og sikkerhedspolitik, uafhængigt af det kongerige, som de er en del af. Det betyder jo ikke, at Færøerne og Grønland er frataget en international stemme. Selvfølgelig er de ikke det, for også på det udenrigspolitiske område har vi fundet konstruktive løsninger. Det gælder f.eks. vores arbejde i Arktisk Råd, hvor vi har fundet praktiske løsninger, så alle tre rigsdele har mulighed for at komme til orde, og det synes jeg er en god ordning, og det giver god mening.

Jeg vil også godt klart sige i dag, at jeg respekterer, at Færøerne og Grønland har et ønske om at kunne repræsentere sig selv som en selvstændig og uafhængig part i udenrigspolitikken, og jo især der, hvor Færøernes og Grønlands interesser krydser hinanden, som f.eks. på fiskeriområdet. Jeg tror egentlig, det gælder for os alle, at der er en respekt for det. Det er bare ikke muligt inden for grundlovens rammer, og ingen dansk regering kan sætte sig ud over grundloven. Jeg tror, vi kommer længst, hvis vi bruger vores energi på dialog med hinanden og sammen arbejder for at finde praktiske løsninger, der tilgodeser Færøernes og Grønlands interesser mest muligt. Det er min tilgang til det. Jeg er helt opmærksom på, at den tilgang ikke imødekommer Færøernes ønske om, at den gældende fuldmagtsordning bliver udvidet, så Færøerne får flere selvstændige handlemuligheder i udenrigspolitikken, men sagen er jo bare den, at det ikke er muligt inden for grundloven, som indebærer, at kongeriget i statsretlig og folkeretlig forstand er ét folkeretssubjekt. Med det afsæt har jeg derfor inviteret til, at vi sætter os sammen og ser på, hvordan vi optimerer handlemulighederne og minimerer konflikterne inden for den gældende juridiske ramme, ligesom vi er parate til sammen at belyse og konkretisere fuldmagtsordningens forudsætninger. Det er stadig mit håb, og jeg vil gerne gentage det her i dag, at Færøerne vil være med til at finde de pragmatiske løsninger i denne sag, så vi undgår store konflikter den dag, der skal findes fælles løsninger, som både vedrører Færøerne og Grønland.

Også i forhold til Brexit lægger regeringen vægt på et løbende og tæt samarbejde om bl.a. at afdække konsekvenserne for Færøerne og Grønland. Der venter Færøerne og Grønland vigtige forhandlinger med Storbritannien, hvor ikke mindst fiskeriområdet er helt centralt, og vi bistår gerne, hvis Færøerne eller Grønland ønsker det.

Både i Grønland og på Færøerne arbejdes der med egne forfatninger. Grønlands forfatningsarbejde skal vi jo som sagt diskutere mere indgående senere i dag, så her vil jeg nøjes med at sige, at den grønlandske forfatningskommission har fået sit kommissorium og netop har indledt sit arbejde. Det har den så gjort, uden at der på nuværende tidspunkt er fuld klarhed over, om kommissionen kun udarbejder forslag til en forfatning, der skal gælde for et selvstændigt Grønland, eller tillige et forslag, der skal gælde, mens Grønland er en del af rigsfællesskabet. Det vender jeg tilbage til.

Færøernes arbejde med en egen forfatning har strakt sig over lang tid, og landsstyret har endnu ikke afsluttet sit arbejde med forfatningsforslaget. Men lagmanden har for nylig tilkendegivet, at en færøsk forfatning vil have karakter af et identitetsdokument, der ligger inden for rammerne af rigsfællesskabet, og det er ikke hensigten, at Færøerne med forfatningen skal træde ud af rigsfællesskabet. Lagmanden har stillet i udsigt, at der skal være en folkeafstemning om forfatningen den 25. april næste år, på Færøernes flagdag. Jeg respekterer ønsket om et sådant identitetsdokument, men det skal kunne rummes inden for grundloven med de hensyn og de begrænsninger, som følger, så længe Færøerne er en del af rigsfællesskabet. Regeringen ønsker en god dialog om de her spørgsmål, så det forhåbentlig kan lykkes at nå i mål med arbejdet på en måde, som både er tilfredsstillende for Færøerne og respekterer rigets grundlov. Når jeg ønsker det, er det jo, fordi vi ønsker det bedste for Færøerne.

Derfor glæder det mig også, at Færøerne har haft stor økonomisk fremgang siden 2013. Der har været vækst, og den har især været drevet af stigende eksport af fisk og fiskeprodukter. Ledigheden på Færøerne er nu på kun 2,3 pct., og der er meget stor aktivitet, især i bygge- og anlægssektoren, stærke konjunkturer, som betyder, at landsstyret i år og de næste år forventer et pænt overskud på de offentlige finanser. Det er selvklart positivt. Det ændrer dog ikke ved, at der fortsat er et betydeligt behov for en konsolidering af den offentlige økonomi. Færøernes Økonomiske Råd har vurderet, at der er behov for budgetforbedringer på 750 mio. kr., eller hvis man sætter det i forhold til den færøske økonomi, hvad der svarer til 5 pct. af bruttonationalproduktet, for at sikre balance mellem indtægter og udgifter på lidt længere sigt.

Hvad Grønland angår, har vi drøftet den økonomiske situation flere gange de senere år her i Folketinget. Grønland står over for ganske store økonomiske udfordringer i forhold til vækst, beskæftigelse og finanspolitisk holdbarhed, men også i forhold til uddannelse og sociale problemer. Grønlands Økonomiske Råd har i en årrække redegjort for problemstillingerne i deres rapporter. Lige nu er konjunkturerne gode, men det ændrer ikke ved, at der fortsat ligger en meget stor opgave i at få balance mellem de offentlige indtægter og udgifter, når der bliver flere ældre, og når der bliver færre til at tjene pengene. Grønlands Økonomiske Råd peger på, at hvis udviklingen fortsætter, vil de offentlige udgifter overstige indtægterne med næsten 1 mia. kr., eller hvad der svarer til over 7 pct. af bruttonationalproduktet, i 2035. 1 mia. kr. er et meget stort beløb.

Regeringen respekterer naturligvis selvstyrelovens kompetencefordeling, der indebærer, at Grønland selv har ansvaret for den økonomiske politik, for at gennemføre nødvendige reformer i tide og for at skabe et økonomisk fundament for velfærden. Reformer og opstramninger – det ved jeg alt om – er sjældent populære, men i min optik er der behov for, at Grønland tager flere skridt i den rigtige retning. Man kan ikke alene satse på nye indtægter eller investere sig ud af problemerne. Det er noget, som Grønlands Økonomiske Råd også har peget på.

Når det er sagt, er erhvervsudviklingen selvfølgelig en del af svaret på udfordringerne, og vi er derfor bl.a. parate til at samarbejde om at tiltrække finansiering til samfundsøkonomisk bæredygtige erhvervsprojekter. Vi har f.eks. gjort det muligt for Vækstfonden i Danmark at yde medfinansiering til virksomheder i Grønland, og Eksport Kredit Fonden kan garantere for grønlandske projekters køb af danske produkter. Jeg ved, at der for et par uger siden var en stor erhvervskonference i Nuuk, Future Greenland, hvor et af hovedtemaerne netop var tiltrækning af kapital til Grønland. Både politikere og befolkningen i Grønland har fokus på investeringer i lufthavne. Tanken er bl.a., at flere og bedre lufthavne kan øge turismen, som igen kan bidrage til vækst og nye arbejdspladser. Hvis man har rejst i Grønland, har man jo også oplevet, sådan som jeg har gjort det, at man skulle mellemlande i Kangerlussuaq. Det er jo et fantastisk sted, men det ændrer ikke ved, at det fordyrer og forlænger rejsen, hvis man skal flyve over 300 km sydpå igen, f.eks. til et møde i Nuuk, som de fleste besøgende jo skal i en erhvervsmæssig sammenhæng.

Det svarer jo til, at rejsende, der skulle til et møde i Danmarks hovedstad, København, ude fra Europa skulle mellemlande i Aalborg for at komme til København. Samlet set lægges der fra Grønlands side op til meget store og komplekse investeringer i nye lufthavne flere steder i Grønland. Projekterings- og finansieringsplanerne er ved at blive udarbejdet, og det er derfor endnu ikke muligt at få fuld klarhed over alle aspekter. Naalakkersuisut omtaler i sin koalitionsaftale et ønske om, at der oprettes en fælles dansk-grønlandsk udviklingsfond til investeringer i rentable anlægs- og infrastrukturprojekter i Grønland, og jeg vil her tilkendegive, at regeringen naturligvis er parat til at drøfte det spørgsmål, hvis det grønlandske landsstyre henvender sig.

Servicekontrakten på Thulebasen er en vigtig sag for både Grønland og for Danmark, som vi samarbejder tæt om. Vi har et fælles ønske om en hurtig afklaring, men der er tale om en meget kompleks sag, som også har været genstand for et langvarigt retsforløb i USA. Udenrigsministeren og hans grønlandske kollega Suka K. Frederiksen drøftede sagen med den amerikanske udenrigsminister Rex Tillerson i forbindelse med et ministermøde i Arktisk Råd den 11. maj. Der er tale om fortrolige forhandlinger, og det er afgørende, at vi giver mulighed for, at forhandlingerne når frem til et tilfredsstillende resultat.

Camp Century: Her har vi jo drøftet en række initiativer med naalakkersuisut, som gerne ser, at initiativerne sættes i gang, og danske myndigheder er i dialog med de grønlandske myndigheder om den nærmere tilrettelæggelse. Forskerne anslår, at der vil gå flere årtier, inden der er risiko for udsivning af forurenet smeltevand ved Camp Century, og derfor er der også tid til at tilrettelægge en hensigtsmæssig miljøindsats.

Vi har en stærk tradition for at samarbejde i rigsfællesskabet. Det er også en stærk tradition om at samarbejde om de svære sager, og vi har en stærk tradition for sammen at finde løsninger på de udfordringer, vi bliver stillet over for. Samarbejde og solidaritet er nøgleord, der beskriver kernen i rigsfællesskabet, en åben og en ligeværdig dialog er vejen frem, og jeg tror, at alle tre lande i rigsfællesskabet står stærkest, når vi holder sammen. Vores samarbejde og sammenhold kan kun fungere, fordi vi taler åbent og ærligt med hinanden, og fordi vi respekterer hinandens forskelligheder og forudsætninger. Også derfor ser jeg frem til en god og konstruktiv debat her i dag. Tak for ordet.

Tak til statsministeren. Så er forhandlingerne åbnet, og dermed går vi videre til ordføreren for forespørgerne, hr. Marcus Knuth, Venstre. Værsgo.

Mange tak, hr. formand. Tak for ordet. Den her debat synes jeg er en rigtig, rigtig god og fin tilbagevendende tradition. Tak også til statsministeren for en god og fyldig redegørelse. Rigsfællesskabet betyder utrolig meget for mig. Det er et fællesskab, der har rødder langt tilbage i danmarkshistorien, og et fællesskab, som i høj grad knytter vores befolkninger sammen. Her tænker jeg ikke kun på, at vi er historisk forbundet. Jeg tænker også på de rigtig mange danskere, grønlændere og færinger, der hvert år rejser på kryds og tværs af rigsfællesskabet for at arbejde, for at bosætte sig, for at besøge familie eller bare for at opleve de forskellige dele af vores rigsfællesskab. Vi er forbundet på kryds og tværs af generationer og af århundreder.

For mig er det således utrolig berigende at være involveret i det politiske arbejde med Grønland og Færøerne. Én ting er at have en personlig interesse eller en familiær interesse eller en historisk interesse, men det er noget helt andet at opleve og komme tæt på hele den politiske del: Hvad er det egentlig, rigsfællesskabet består af i dag? Hvordan virker rigsfællesskabet? Hvad for nogle områder er hjemtaget? Hvad kan vi gøre bedre? Og så er der selvfølgelig det helt store spørgsmål: Hvad er vejen frem?

Når jeg besøger Grønland og Færøerne, er jeg altid utrolig glad for, at jeg føler mig hjemme fra det øjeblik, jeg ankommer. Det er uagtet, om man besøger den mindste bygd, eller om det er Nuuk eller Tórshavn. Derfor ville jeg personligt være meget trist og meget bedrøvet, skulle Grønland eller Færøerne en dag vælge fuld selvstændighed. Det ville i mine øjne være en rigtig, rigtig trist opdeling af det rigsfællesskab, som jeg er så glad for. Med det sagt har jeg selvfølgelig fuld respekt for en sådan beslutning, skulle et flertal på Færøerne eller i Grønland ønske det en dag. I mellemtiden glæder det mig, at vi har et stærkt og solidt samarbejde i rigsfællesskabet.

Sidst vi besøgte Grønland og Færøerne, fik vi indblik i det store arbejde, som vores forsvar yder i det arktiske. Jeg tænker ikke bare sikkerhedsmæssigt, jeg tænker også på SAR-operationer, som hjælper fiskere osv. osv. og selvfølgelig også den nye arktiske kommando i Nuuk og vores tilstedeværelse på Nordøstgrønland. Et andet område, som Danmark varetager, er justitsområdet, hvor jeg er glad for, at vi løbende har fokus på at gøre endnu mere for at sikre myndighedernes tilstedeværelse især i de små bygder. Det er en problemstilling, som jeg hører om igen og igen, når jeg rejser i Grønland, og det er en problemstilling, som vi skal tage alvorligt. De enorme afstande i Grønland taget i betragtning er der ikke en perfekt løsning, men det er et område, vi skal fastholde fokus på. I den forbindelse er jeg rigtig glad for, at Aaja Chemnitz Larsen kommer med en række initiativer her snart, som jeg ser frem til at diskutere og sætte fokus på. Jeg er sikker på, at jo bedre Danmark kan bidrage til retsområdet i Grønland, jo stærkere står rigsfællesskabet.

Samarbejdet om at tiltrække investeringer til især Grønland er også en vigtig del af rigsfællesskabet. Derfor var jeg jo glad for at læse statsministerens kronik i dag i Jyllands-Posten, hvor statsministeren nævner naalakkersuisuts ønske om en fælles dansk-grønlandsk udviklingsfond. Af samme årsag drøftede jeg med mine grønlandske kollegaer ordlyden om investeringer, som er indarbejdet i dagens vedtagelsestekst. Jeg er nemlig helt enig med statsministeren. Det ville være et kæmpe løft for den grønlandske økonomi, hvis man kunne gøre det nemmere og mere smidigt at flyve til f.eks. Nuuk eller Ilulissat uden at flyve over Kangerlussuaq. Man behøver bare at kaste et enkelt blik på Island for at se, hvilken enorm turismeindustri Island har bygget op, og med de naturskønne områder, der er i Grønland, tror jeg der er en kæmpe mulighed for vækst i den grønlandske turismeøkonomi, hvis bare vi kan åbne mulighederne op.

Realiteterne viser nemlig, at uagtet om Grønland går vejen mod selvstændighed eller vejen mod et fortsat stærkt rigsfællesskab, har den grønlandske økonomi brug for nytænkning. Over halvdelen af landskassen kommer fra bloktilskuddet fra Danmark. Hertil kommer, at de offentlige udgifter står til at overstige indtægterne med 1 mia. kr. i 2035, medmindre man finder andre løsninger. Det er fuldstændig uholdbart for en lille økonomi som Grønlands. Således håber jeg, at et forstærket samarbejde om at tiltrække investeringer – det kunne være en udbygning af lufthavne ud over Kangerlussuaq – kan være noget, der kan styrke den grønlandske økonomi og gøre Grønland til en mere selvstændig økonomisk medspiller i rigsfællesskabet. Det tror jeg kun vil være en gevinst for alle og noget, som styrker rigsfællesskabet.

Således er jeg håbefuld over for, at vi går en fremtid i møde, hvor vi bliver endnu bedre til at samarbejde om de dele af rigsfællesskabet, der ikke er hjemtaget – et samarbejde, som jeg håber får os alle til at værdsætte rigsfællesskabet og alle de goder, som det bringer os. Så jeg ser frem til debatten i dag.

Jeg skal hilse fra De Konservative og sige, at de også støtter det forslag til vedtagelse, som jeg nu læser op på vegne af Af Marcus Knuth (V) , Karin Gaardsted (S) , Søren Espersen (DF) , Carsten Bach (LA) , Roger Matthisen (ALT) , Kristian Hegaard (RV) , Karsten Hønge (SF) , Merete Scheelsbeck (KF) , Aaja Chemnitz Larsen (IA) , Aleqa Hammond (UFG) og Sjúrður Skaale (JF):

Forslag til vedtagelse

»Folketinget tager statsministerens redegørelse om rigsfællesskabet 2017 til efterretning.

Folketinget respekterer Færøernes og Grønlands ønske om egne forfatninger.

Folketinget konstaterer, at Færøernes økonomi er i markant fremgang, og at væksten i Grønlands økonomi var høj i 2016. Der er forskel på Færøernes og Grønlands økonomi, men begge lande står over for udfordringer med at sikre en holdbar økonomisk udvikling på sigt.

Folketinget opfordrer regeringen til at tilbyde samarbejde om reformer og økonomisk bæredygtig erhvervsudvikling, herunder om at fremme og tiltrække investeringsmuligheder.

Folketinget opfordrer regeringen til at arbejde for en standard på danske ansvarsområder på Færøerne og i Grønland, som svarer til standarden i Danmark med de afvigelser, der kan begrundes i færøske og grønlandske forhold.

Folketinget opfordrer til et ligeværdigt samarbejde i gensidig respekt mellem Danmark, Færøerne og Grønland til gavn for landenes befolkninger.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 110).

Alle partier minus Enhedslisten, som jeg ikke har fået svar fra, og Tjóðveldi fra Færøerne støtter op om den her tekst.

Tak til ordføreren for forespørgerne. Det fremsatte forslag til vedtagelse indgår så i forhandlingerne.

Så går vi videre i rækken, og næste ordfører er fru Karin Gaardsted, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak til statsministeren for en meget grundig redegørelse. Færøerne og Grønland har altid været særlige og unikke dele af rigsfællesskabet. Nu i disse år er de om muligt blevet endnu mere interessante end nogen sinde før. Klimaændringer har medført udfordringer, men også store muligheder for begge lande. Ressourcer i form af fisk og værdifuld undergrund har medført fremgang i begge lande. Turismen blomstrer som aldrig før, og den åre er slet ikke udtømt endnu. Og muligheder med Nordøstpassagen ved Grønland er først lige begyndt.

Lad mig kaste et blik på Færøerne. Når der er fisk nok, går det godt for Færøerne. Det ses tydeligt på fiskerieksporten, som er steget med 50 pct. i løbet af de seneste 5 år. Især Ruslands boykot af EU-fødevarer har haft betydning for den færøske fiskerieksport. Men også dygtighed og samarbejde har været vigtige faktorer for, at fiskeopdræt er lykkedes så godt. Færøerne har haft en markant økonomisk fremgang. Der er sorte tal på flere budgetområder, beskæftigelsen er høj og ledigheden lav, faktisk så lav, at det især inden for byggeriet er svært at finde arbejdskraft. Turismen er vokset eksplosivt, og det er blevet både lettere og billigere at komme til og fra øerne.

Socialdemokratiet støtter Færøernes arbejde med at formulere en forfatning. Det vil støtte færingernes identitet og samhørighed som folk. Vi støtter også, at vi holder fast i rigsfællesskabet, som er en styrke for alle tre lande, og heldigvis er der stor tilslutning til rigsfællesskabet på Færøerne. Socialdemokratiet mener, at rigsfællesskabet er til gavn for vore folk – at vi bedre kan fremme kultur, udvikling og eksport. Vi er fra mit partis side indstillet på at følge det spor, der allerede er lagt ud, for at Færøerne fortsat hjemtager flere og flere områder. Det sidste i rækken er person-, familie- og arveret, og der arbejdes ligeledes på luftfartsområdet samt udlændingeområdet og grænsekontrollen. Det er mit indtryk, at der er et godt og konstruktivt samarbejde mellem de danske og de færøske myndigheder og regeringer.

Vi er jo tre dele i rigsfællesskabet: Grønland, Færøerne og Danmark. I Færøerne har stærke kræfter gennem årtier arbejdet for selvstændighed, selv om en nylig meningsmåling viste et flertal for at blive i rigsfællesskabet. I Grønland har man også gennem årtier arbejdet mod selvstændighed. Her er der en mere entydig opbakning om selvstændigheden. Jeg er overbevist om, at vi tre lande er stærkere sammen end hver for sig. Vi kan gøre hinanden stærkere. Det mener jeg allerede vi gør i dag på en række områder, men vi kan også blive endnu bedre til det.

Vi er stærkest i fællesskab, men vi anerkender også, at fællesskabet er udfordret, som det ser ud nu. Det er bl.a. udfordret af sagen om Thulekontrakten og om den manglende oprydning af de amerikanske baser. Selv om den forhenværende grønlandske udenrigsminister ikke havde mandat, da han indklagede sagen for FN, er det stadig et udtryk for en stærk grønlandsk frustration med sagens forløb.

Men også internt i Grønland er der udfordringer, især på det sociale område er der meget massive problemer. Derfor kan vi i Socialdemokratiet kun understrege, at vi bakker op om det nuværende samarbejde på socialområdet mellem Grønland og Danmark. Hvis vi kan bidrage til at styrke den sociale indsats og forebyggelse i Grønland, bør vi altid stille vores viden og ressourcer til rådighed, hvis Grønland mener, at det kan gavne.

I Socialdemokratiet er vi overbevist om, at folk gerne vil arbejde, hvis de har muligheden for det. Derfor er det glædeligt, at arbejdet med de grønlandske lufthavne i Qaqortoq, Nuuk og Ilulissat bevæger sig fremad planmæssigt. Alle, der har været i Grønland, kender landets turismepotentiale, og vi håber naturligvis på, at lufthavnsbyggerierne vil gøre det lettere at tiltrække turister, der kan skabe vækst i den grønlandske økonomi og beskæftigelse.

På samme måde er det selvfølgelig glædeligt at rubinminen ved Fiskenæsset er åbnet, og at yderligere en mine står klar til at åbne senere på året.

Vi har også noteret os de rosende ord til arbejdet med at forberede lovgivningen til en eventuel grønlandsk uraneksport fra IAEA's præsident, da han besøgte København og Grønland. Hvis Kvanefjeldminen åbner, vil det yderligere styrke den grønlandske økonomi og skabe et kæmpe løft i antallet af arbejdspladser.

Generelt er en øget beskæftigelse med til at give flere en mening med hverdagen og et indhold i livet. Det er således også godt, at vi har åbnet for, at Vækstfonden og Eksport Kredit Fonden nu kan investere i grønlandske projekter. Vi ser et stort potentiale for, at danske virksomheder bruger deres knowhow og internationale netværk til at udvikle projekter i Grønland sammen med lokale partnere. Det kunne vi med fordel politisk være med til at sætte i system. De tiltag vil være til gavn for vore lande, og hvis Grønland og Færøerne ønsker det, kan vi i endnu højere grad involvere vores ambassader rundtom i verden i arbejdet for at fremme grønlandske virksomheder og grønlandsk eksport.

For vi ved jo, at fattigdom og andre sociale udfordringer ofte spænder ben for, at unge mennesker får en uddannelse. Det ser vi både her i Danmark og i Grønland. Samtidig er der en udkantsproblematik i Grønland, der får den danske udkantsdiskussion til at blegne. Mange universitetsuddannelser skal man f.eks. til Danmark eller andre lande for at tage. Det giver hjemlængsel, kulturchok og talrige andre udfordringer for grønlandske unge, der tager til Danmark for at studere.

Retsområdet bør vi gå grundigt igennem i tæt samarbejde med de grønlandske myndigheder, for der er en række udfordringer, som bør løses bedst muligt. Under den tidligere socialdemokratiske regering besluttede vi sammen med et flertal her i salen at åbne en midlertidig anstalt for at fjerne køen til afsoning, så dømte kunne få mulighed for at afsone hurtigt og komme videre med deres liv. Vi satte også gang i en ekstraordinær indsats for at få bekæmpet de urimeligt lange ventetider på sagsbehandling ved retterne i Grønland – indsatser, der heldigvis har afhjulpet de fleste problemer.

Derudover hævede vi lønnen for kommunefogederne, men lønnen er som bekendt kun en del af at gøre en stilling attraktiv. Mange bygder står stadig uden en kommunefoged. Et af problemerne er, at en kommunefoged i princippet skal tilbageholde en mistænkt i sit eget hjem. Det gælder også for berusede eller påvirkede mistænkte og for psykisk ustabile mistænkte. Vi bør sikre, at der er passende faciliteter, så kommunefogederne f.eks. ikke skal tage sådanne mistænkte med hjem til kone og børn. Jeg har ladet mig fortælle, at der har været en dialog mellem politiet og de grønlandske myndigheder om problemet. Kan statsministeren give en status på det arbejde – eventuelt skriftligt til udvalget efterfølgende, hvis statsministeren ikke har de seneste oplysninger med i dag?

På vores udvalgsrejser har vi bl.a. besøgt forskellige anstalter og detentioner. Især detentionernes forhold har flere steder været misligholdte. Det er vanskeligt at blive ved med at stille så dårlige faciliteter til rådighed for mistænkte eller dømte indsatte, der afsoner i detentioner for at være tæt på deres familier eller for at fastholde deres arbejde. Det grønlandske retsvæsen er jo netop unikt, fordi det har stærkt fokus på rehabilitering. Systemet med åbne anstalter er tænkt, så man kan bevare tilknytning til uddannelse eller arbejde, mens man afsoner.

En anden udfordring, som jeg vil opfordre statsministeren til at tage hånd om, er domstolene, så vi kan få en hurtigere og mere ens retsbehandling. Åbningen af den lukkede anstalt for retspsykiatriske patienter i Grønland giver nye udfordringer for anstaltbetjentene. De kommer i stigende grad til at have brug for efter- og videreuddannelse, der kan berede dem på arbejdet med psykisk ustabile indsatte. Allerede nu melder anstaltbetjentene om behovet, fordi de skal håndtere potentielle retspsykiatriske patienter, indtil der er foretaget en psykiatrisk evaluering. Både for de ansattes og for de indsattes skyld bør vi sikre, at anstaltbetjentene i Grønland får bedre adgang til den nødvendige efteruddannelse.

Der er med andre ord både noget godt at glæde sig over og meget at tage fat på.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Aleqa Hammond. Værsgo.

Tak for det meget grundige ordførerindlæg, som Socialdemokratiet kom med. Jeg er glad for, at ordføreren kom ind på Pituffik-servicekontrakten og Camp Century. Danmark har jo med sin forsvarsaftale med USA en moralsk og juridisk forpligtelse over for Grønland. Den tabte servicekontrakt og oprydningen af den gamle amerikanske base er absolut relevante. Vi har i forbindelse med statsministerens redegørelse ikke hørt, hvad de næste skridt, man vil tage, er, både for at der sker en ansvarspådragelse, men også hvad angår en køreplan for fremtiden, med hensyn til hvordan man fra dansk side vil sikre sig, at der bliver ryddet totalt op efter amerikanerne og fjerne deres efterladenskaber. Hvad har ordføreren at sige til det?

Ordføreren.

Jeg er bekendt med, at der er sat et begyndende arbejde i gang, og jeg synes da også, statsministeren i sin tale nævnte en eventuel oprydning efter de amerikanske baser. Der, hvor vi er nu, er jo, at vi fra dansk side har sagt ja til at indgå i et undersøgende arbejde, og som statsministeren sagde, ligger det jo nogle årtier ud i fremtiden, og heldigvis for det, men det betyder jo ikke, at man skal ligge på den lade side – det betyder jo, at det netop er nu, man skal forberede, hvad man skal gøre, og hvordan man skal gøre det. For der er ingen tvivl om, at der ikke er ryddet op efter de amerikanske baser, og at det er særlig påtrængende ved Camp Century.

Så vores indstilling er, at vi kun ønsker at skubbe på for, at det arbejde kommer til at glide fuldstændig efter planen, og at man inden for en overskuelig tid også når frem til, hvordan man så skal reagere. Selvfølgelig har det betydning, hvordan isen smelter, om isen fortsætter med at smelte, eller om vi måske oplever, at det om 10 år begynder at blive koldere igen – det ved vi jo ikke endnu, men derfor skal vi have planlægningen i orden alligevel.

Tak. Der er yderligere et spørgsmål. Værsgo.

Den udmelding, som tidligere naalakkersuisoq for udenrigsanliggender, Vittus Qujaukitsoq – om han har mandat eller ej, er en diskussion, vi tager i Grønland – er kommet med, er meget alvorlig, sagen taget i betragtning. Jeg sagde allerede i forbindelse med redegørelsesdebatten i december sidste år, at jeg ville bakke op om naalakkersuisut, når de meldte ud, at de ville indgive klage over den danske regering til FN for at have brudt deklarationen om oprindelige folks rettigheder, hvis den fortsat ignorerede alvoren og henvendelserne fra Grønlands side i den grad. Hvad mener Socialdemokratiet om denne udmelding?

Ordføreren.

Jeg nævnte i min ordførertale, at selv om klagen ikke var korrekt indgivet, er hele sagen jo et udtryk for en stærk grønlandsk frustration over sagens forløb, og det synes jeg selvfølgelig skal tages alvorligt, for vi skal arbejde sammen i dialog med hinanden for at se, om vi kan nå bedre resultater end dem, vi når i dag. Så det arbejde skal fortsætte, og vi skal ikke overhøre den grønlandske stemme i den her sammenhæng.

Der er en kort bemærkning fra fru Aaja Chemnitz Larsen, IA. Værsgo.

Mange tak. Tak for ordførertalen. Det glæder mig at høre, at Socialdemokratiet er optaget af den her sag med oprydning efter de tidligere militære aktiviteter rundtomkring i Grønland. Som man kan læse i de grønlandske nyheder, samarbejder GEUS og Artek om at have et hold hen over sommeren, der kigger på, hvordan det ser ud, og hvor man laver de her undersøgelser, som skal lede hen til, hvem der har ansvaret, og finde ud af, hvordan vi så får ryddet op.

Noget andet, ordføreren nævnte, var anstalterne og behovet for, at vi kan tilbyde noget psykiatrisk hjælp til nogle af de indsatte på anstalterne. Det er noget, som IA også har været meget optaget af, og vi har anbefalet i vores justitsudspil, at der bliver afsat nogle flere penge, men at man også får afklaret ansvaret mellem Grønland og Danmark, og hvem det er, der har ansvaret for at sikre behandling til de indsatte på anstalterne.

Ordføreren.

Der er jo flere steder i Grønland, hvor der er efterladenskaber efter amerikanske baser, og jeg er rigtig glad for at høre ordføreren sige, at der allerede er folk, der er i gang med at lave nogle forundersøgelser.

Til det om anstalterne: Det er helt korrekt, at vi bliver nødt til at finde ud af, hvem det er, der står for det, for det kan jo både være et social- og sundhedsanliggende og et retsanliggende. Så jeg kan ikke sige lige præcis, hvad vores stilling er. Men jeg synes i hvert fald også, at det handler om, hvad anstaltbetjentene er i stand til at håndtere. Så kan man sige, at det er to forskellige ting, nemlig enten de indsatte eller de ansatte, men det er meget vigtigt, at de folk, der er omkring folk med psykiske problemer i anstalterne, også kan håndtere det. Jeg ser også frem til, at vi skal diskutere det justitsudspil, der er kommet fra ordføreren.

Da der givetvis er flere af vores nordatlantiske venner, der ønsker ordet i dag, vil jeg bare give den serviceoplysning, at man trykker sig ind igen, hvis man ønsker at spørge anden gang. Det er, fordi der ikke er nogen tvang til at stille to spørgsmål. Det er helt op til spørgeren, men man skal trykke sig ind. Og det er bare en serviceoplysning, for det er måske blevet sagt nogle gange, hvor man ikke lige har været til stede, og derfor siger jeg det bare nu. Så trykker man sig ind, får man sit andet spørgsmål, og gør man ikke, får man ikke ordet. Værsgo.

Mange tak for serviceoplysningen. Ca. 40 pct. af dem, der er indsat på anstalterne i dag, har som børn været på en døgninstitution. Det taler jo for, at vi netop ser på, hvordan vi kan sætte tidligere ind, og hvordan vi kan blive bedre til at forebygge, så den her kriminalitet ikke opstår. Vi ser samtidig, at der sker en mere kompleks kriminalitet, kan man sige, og at der er et behov for, at anstaltbetjentene har nogle ordentlige kompetencer til at kunne løse de udfordringer, som de står med, når de til dagligt arbejder med de indsatte. Det fordrer jo, at de får nogle flere redskaber og får noget mere uddannelse. Fra IA's side ser vi meget gerne, at det er en længere uddannelse, at man gav dem nogle flere redskaber og netop anerkendte, at de indsatte i Grønland på anstalterne har enormt komplekse baggrunde, sådan som indsatte i fængslerne i Danmark også har det.

Ordføreren.

Når ordføreren nævner forebyggelse, er jeg selvfølgelig enig. Men det viser lige nøjagtig kompleksiteten i det her, nemlig at forebyggelse er et grønlandsk anliggende, mens det, der handler om de indsatte, når de er på anstalterne, og de ansatte på anstalterne, er et fælles anliggende mellem Grønland og Danmark. Det viser bare, at det her er komplekst.

Så kan vi sige tak til den socialdemokratiske ordfører. Vi går videre i rækken til Dansk Folkepartis ordfører, nemlig hr. Søren Espersen. Værsgo.

Tak for det. Og tak til statsministeren for både den mundtlige redegørelse her og også for den, vi fik skriftligt i april. Jeg synes, begge dele var gode redegørelser. Også tak for den her årlige tilbagevendende debat. Hvad angår Grønlands økonomi, vil jeg tage det med specielt under det næste punkt på dagsordenen, som er forespørgselsdebat F 22. Det handler specifikt om Grønlands økonomi.

Men som det jo fremgår af både den skriftlige og mundtlige redegørelse, arbejder man med en forfatningstekst såvel på Færøerne som på Grønland, og jeg er enig med regeringen i, at den tekst, man når frem til, skal kunne rummes inden for Danmarks Riges Grundlov.

På Grønland har man virkelig sat gang i processen i en grad, der desværre indebærer, at vigtige politiske emner forsømmes. Man kan dog glæde sig over, at den såkaldte Forsoningskommission ender som det, man kunne forudse den ville ende som, nemlig et blålys. Jeg forstår, at tre ud af de fem i kommissionen siges at være gået, og der er ingen danske ministre, der vil spilde tid på den. Den kostede i øvrigt 10 mio. kr. at iværksætte. Men desværre er det lykkedes for visse grønlandske politikere som eksempelvis fru Aleqa Hammond, som var initiativtager til Forsoningskommissionen, hr. Lars-Emil Johansen, Hans Enoksen og andre at få store dele af Grønlands unge til at få en fornemmelse af, at grønlænderne er ofre og danskerne deres bødler; at grønlænderne er et undertrykt folk. Jeg møder disse unge såvel her som på Grønland og bliver altid dybt frustreret over at høre dem jamre og klynke på samme måde som deres politiske forbilleder i stedet for friske og frejdige at tage fat på landets problemer. Og af og til får jeg lyst til at sige til dem: Så tag jer dog sammen!

Det er dog ikke kun grønlændere, der tilsyneladende er hoppet på den med offer og bøddel. Der er også mange danske politikere, der er ved at falde over hinanden og egne ben for til enhver tid undskyldende og hændervridende at stå frem for at bøde på alle de uretfærdigheder, Danmark angiveligt har påført Grønland. Men jeg bliver altså nødt til her fra denne talerstol at sige, at hvis det er på den måde, man vil lyve for sit folk for at få dem til at kræve selvstændighed, så synes jeg, at det er forargeligt. Hvis man får gennemført selvstændighed ved at få sit folk til at foragte Danmark og det danske folk, så synes jeg, det er både forargeligt og billigt – uværdigt for rigsfællesskabet, uværdigt for det grønlandske Landsting og landsstyre.

Jeg og Dansk Folkeparti er ofte blevet kritiseret for, at vi blander os i Grønlands politik. Og ja, det er fuldstændig rigtigt, at det gør jeg til enhver tid og med stor glæde. Jeg er nemlig stærkt indigneret over ting, der foregår på Grønland, bl.a. den elendige sociale situation, der mange steder findes på øen, og som selvstyret har det fulde ansvar for. Samtidig er jeg vred over den nepotisme, der kendetegner Grønlands politik, hvor man begunstiger dem, der kryber for landsstyret; at man tilsidesætter kritikere af systemet; og ikke mindst hvordan man søger at lukke munden på besværlige nyhedsmedier.

Jeg mener faktisk, at jeg har fuld ret til, ja, ligefrem pligt til at reagere i disse sager, dels fordi Grønland består af 55.000 danske statsborgere, dels fordi danske skatteydere i høj grad finansierer foretagendet. Så jeg betragter det altså som min pligt som folkevalgt at blande mig i grønlandsk og færøsk politik, når som helst jeg har lyst, og så meget som overhovedet muligt.

Lad mig i den forbindelse nævne, at jeg var i Storbritannien for 3 år siden i dagene omkring den skotske selvstændighedsafstemning, hvor jeg havde mange samtaler med såvel skotske som engelske politikere. Spørgsmålet, som vælgerne i Skotland skulle stemme ja eller nej til, lød i al sin barske enkelhed: Bør Skotland være et uafhængigt land? Med andre ord, skal United Kingdom, som reelt har eksisteret siden 1746, opløses? Og jeg tænkte på, at en endnu ældre union, nemlig det dansk-norske Atlanterhavsrige og senere kongeriget Danmark mellem Danmark og Færøerne og Grønland også er truet af opløsning, og at en afstemning på Grønland tilsvarende den, der var i Skotland, også sagtens kunne blive aktuel.

Men der er en afgørende og dramatisk forskel på den måde, hvorpå politikerne i Danmark ser på den sag, og på, hvordan politikerne i England og Skotland agerer. Spørger man et overvældende flertal af Christiansborgs politikere, og spørger man skiftende regeringer, så lyder svaret som regel altid: Hvis grønlænderne vil have selvstændighed, skal vi ikke blande os i det, det er Grønlands egen sag. Hvis man derimod spørger et overvældende flertal af Westminsterpolitikerne om, hvordan de ser på skotsk selvstændighed, så vil svaret lyde: Keep the Union, bevar unionen, vi må og skal blande os. Og så rejste man i øvrigt millioner af pund for at føre kampagne i Skotland, for unionen måtte og skulle bevares.

I Westminster er det altså ikke det allermindste forargeligt at være unionstilhænger og gøre sig klar til at kæmpe for unionen. Men her i Folketinget anses det for betænkeligt, at, citat, blande sig i grønlændernes afgørelse, som det udtrykkes. Som om vi danskere ikke var medlem af kongeriget Danmark. Og der blev i Westminster på tværs af partierne skabt en stærk sammentømret enhed netop under sloganet Keep the Union, og politikere fra såvel England, Skotland, Wales og Nordirland gennemførte under dette slogan tordentaler i Skotland op til folkeafstemningen. Men jeg er næsten overbevist om, at Folketingets berøringsangste politikere med garanti ville opholde sig alle mulige andre steder end på Grønland, hvis grønlændernes afstemning skulle komme. De vil nok sige, at de går ind for rigsfællesskabet, for det hører vi jo hver gang, men de vil aldrig aktivt gå ind i kampen for med næb og kløer at bevare rigsfællesskabet. De kunne jo let komme til at virke koloniherreagtige.

I England er man altså ikke det allermindste flov over at kæmpe, annoncere, reklamere, tale og skrive i Skotland for at bevare unionen. Det bør i den forbindelse nævnes, at det skotske Nationalistpartis skiftende formænd, Alex Salmond og Nicola Sturgeon, med åbne arme byder og bød de engelske unionstilhængere hjertelig velkommen til Skotland for at debattere. Jeg tvivler på, at de grønlandske politikere ville se på samme måde på den sag, som Salmond og Sturgeon gør. Der ville nok være enkelte, som ville byde det velkomment, men flertallet ville blive stærkt forarget over – i gåseøjne – dansk indblanding. Derfor må jeg igen understrege, at vi danskere altså også er medlem af kongeriget Danmark.

Så hvis ulykken skulle ske og en afstemning om grønlandsk eller færøsk selvstændighed ligger for, så er det min hensigt at indkalde medlemmer af Folketinget til et stiftende møde i foreningen Keep the Union, eller måske bedre Bevar kongeriget. Så kan vi på tværs af partierne samle millioner sammen til den kampagne, vi skal til at køre på Grønland, og ruste os til på Grønland såvel som på Færøerne at deltage aktivt i kampagnen forud for afstemningen. Jeg kan næsten ikke vente.

Hvorfor så det? Jo, det er af den grund, at vi har et helt enestående fællesskab bygget på historie, tradition og tillid plus altså det faktum, at vi er og bliver landsmænd. Tak.

Der er nogle korte bemærkninger. Først er det Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak til ordføreren for talen, og held og lykke med foreningen. Man kunne næsten tro, at ordføreren også havde læst undertegnedes ordførertale. For noget af det, jeg kommer til at lægge vægt på, er, at jeg ikke føler mig som et offer. Jeg føler mig ikke undertrykt, og vi er rigtig mange i Grønland, som ønsker, at der skal være en god regeringsførelse, men også at vi som grønlandske repræsentanter her i Folketinget skal opføre os ordentligt og være respekteret. Det er jo et stort stykke arbejde, også for os, at lægge for dagen.

Så synes jeg også, det er vigtigt at minde hr. Søren Espersen om, at vi er mange, som deler den holdning i Grønland, og mange, som gerne ser, at Grønland får en bedre fremtid. Vi konstaterer sådan set også mange af de udfordringer, som der er i dag. Så det er bare for at minde hr. Søren Espersen om, at han gerne må blande sig i debatten, men jeg synes også, det er vigtigt at huske på, at der er mange forskellige holdninger i Grønland, og at det her ikke kun er udtryk for den eneste holdning, som der er. Personligt mener jeg også, at den her dem og os-debat, som er kommet i kølvandet på Forsoningskommissionens arbejde, men også i forbindelse med selvstændighedsdebatten, er skadelig.

Værsgo, ordføreren.

Det var en kommentar. Jeg synes ikke rigtig, der var noget spørgsmål. Det skal man jo heller ikke. Det hedder jo en kort kommentar. Men jeg er glad for at kunne høre, at fru Aaja Chemnitz Larsen ikke betragter sig selv som offer og Danmark som bøddel. Det glæder mig meget.

Fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Tak. Det er netop en kommentar, for det er ikke så meget et spørgsmål.

Jeg vil lige følge op i forhold til det her med dem og os. For når man bor i Grønland, kan man opleve, at man f.eks. som dansktalende grønlænder, som jeg jo også er, og som er den gruppe, som jeg repræsenterer, i virkeligheden er den gruppe, som er midtimellem, og som måske indimellem også bliver allermest udskældt. Jeg så gerne, at vi så på, at vi er 56.000 mennesker i Grønland, og at der er behov for hver og en, for at vi kan sikre en fremdrift for Grønland.

Tak. Værsgo.

Igen har jeg ikke noget svar. For det anser jeg også som en kommentar. Så tak for det.

Vi går videre til fru Aleqa Hammond.

Jeg vil gerne sige det samme som min kollega. Vi føler os bestemt ikke som ofre. Jeg betragter bestemt heller ikke Danmark som bøddel. Vi er et stolt folk. Jeg er en del af en stolt befolkning, som med stolthed går ind for selvstændighed. Det behøver ikke nødvendigvis at have noget med Danmark at gøre. At blande sig synes jeg også er helt okay. For vi går ind for alle dele af universelle menneskerettigheder, herunder bl.a. ytringsfrihed og ikke at lave forskelsbehandling baseret på hudfarve og religion. Det lever vi fuldt ud op til. Vi synes også, det er helt i orden, at man har sin holdning til en given sag. Så længe vi hører sammen i rigsfællesskabet, skal vi naturligvis også blande os i hinandens anliggender. Det synes jeg er helt naturligt, indtil andet er bestemt.

Når ordføreren går så meget ind for rigsfællesskabet, vil jeg gerne spørge ordføreren, hvordan han vil gøre rigsfællesskabet stærkere.

Ordføreren.

Det synes jeg at vi i det her Folketing har givet mange eksempler på. Derimod har jeg sjældent hørt grønlandske politikere fortælle fra den her talerstol, hvad de kunne gøre for rigsfællesskabet. Jeg mener faktisk aldrig nogen sinde, at jeg har hørt en grønlandsk politiker stå frem i fuld åbenhed og sige: Og hvad kan vi så gøre for at hjælpe til? Det, vi næsten altid hører fra Grønlands side er i mine øjne netop jammer og klynk over den situation, som man er i. Min holdning er jo den, at hvis man vil have selvstændighed – og det vil mange grønlændere, men der er heldigvis også mange, der ikke vil – så må man altså gå frisk og frejdigt ind i den debat og så gøre sit for at redde landet økonomisk i stedet for alt det, der foregår af, synes jeg, overflødig snak om selvstændighed, som i mine øjne ligger mange, mange år ud i fremtiden.

Aleqa Hammond.

Ja, mange, mange år ud i fremtiden, men det er en kendsgerning, at Grønland vil blive selvstændigt i fremtiden. Det er et spørgsmål om tid. Om ordføreren klynker eller ikke klynker, er vist sagen ret uvedkommende. Vi har altid hver især givet bud på, hvordan vi kunne gøre rigsfællesskabet stærkere, ved at vi får Danmark til at forstå, hvor vigtigt det er at prioritere de sagsområder i Grønland, som er under dansk jurisdiktion, så man i det mindste kan starte med at arbejde for et mere ligeværdigt rigsfællesskab. Hvad har du at sige til det?

Ordføreren, værsgo.

Men det er jo et godt eksempel på, hvordan jeg mener det ikke behøver at være. Altså, lad os tage den debat, der har udspundet sig her i dag, allerede inden jeg kom på talerstolen, hvor man med det samme går løs på problemer med nogle amerikanske efterladenskaber osv., hvilket bestemt er væsentligt, men som jo ikke er noget, der lige behøver at blive løst nu og her. Det er et eksempel på, at man tager fat på sådan nogle ting og klager over Danmarks manglende indsats på det og det og det område i stedet for at tage ens land og folks skæbne i egne hænder og sige: Nu tager vi altså selv fat, nu vil vi skabe et land, der har mulighed for at klare sig selv. Det er det, jeg mener der er forskellen på det.

Tak for det. Så er det hr. Christian Juhl.

Jeg blev helt forskrækket, da hr. Søren Espersen tog ordet. Det lød, som om han var blevet ansat som spindoktor for Den Europæiske Union og vi nu skulle til at samle penge ind for at forsvare Unionen. Jeg kan ikke helt forstå hr. Søren Espersens logik. Det ene øjeblik er han meget, meget kritisk over for unioner, f.eks. Den Europæiske Union, og det andet øjeblik vil han en forsvare en union, som reelt ikke eksisterer, mellem Grønland, Færøerne og Danmark. Vi har et rigsfællesskab, og det er noget helt andet, hvor vi faktisk har givet meget, meget stor selvstændighed til landene og givet dem ret til selv at bestemme, i hvilken takt de vil udvikle deres selvstændighed, og i hvilken takt de har lyst til at hjemtage opgaver. Jeg ved ikke, hvordan man forklarer det psykologisk, men er der ikke et skisma mellem det ene øjeblik at synes, at det var skidt med Den Europæiske Union, og det andet øjeblik sige, at nu skal vi forsvare en union, hvor de to lande oppe i Atlanten må indordne sig under de vilkår, vi synes vi skal diktere, ja, nærmest de vilkår, som hr. Søren Espersen vil diktere?

Ordføreren.

Det er altid vældig svært – og det tror jeg det er for mange medlemmer af Enhedslisten – at forstå, hvad der egentlig ligger i historie, tradition og oldgammel kultur. Vi taler her om et dansk-norsk atlanterhavsrige, som har eksisteret i 1.000 år, en samhørighed, der slet ikke på nogen måde kan sammenlignes med det, som Den Europæiske Union er, nemlig et opgør med ældgamle nationalstater. Jeg tror, det er årsagen til, at hr. Christian Juhl slet ikke fatter forskellen. Jeg tror ikke, at jeg kan gøre det på de her 30 sekunder, men en dag kunne jeg godt tage et par timers manuduktion, hvis han skulle have lyst til det. Det er ovenikøbet vederlagsfrit.

Hr. Christian Juhl.

Jo, jeg fatter ganske udmærket de der historiske ting, men derfor kunne da være interessant at få en såkaldt manuduktion – det betyder envejssamtale. Jeg bliver bare lidt nervøs nu. Nu skal det så være den dansk-norske union, altså det, som nordmændene kalder 100-årsmørket, som skal danne grundlag for, at Færøerne og Grønland skal underordne sig. Jeg tror da, at nordmændene vil betakke sig for at skulle til at være tættere på Danmark i øjeblikket. De har det vist ganske udmærket, ligesom vi har det, med, at vi er selvstændige stater. Jeg synes, at hr. Søren Espersen skal respektere, at de lande deroppe gerne vil have deres selvstændighed, og at vi skal hjælpe dem med det.

Ordføreren.

Det er vist det, som de kalder 400-årsnatten, så vidt jeg husker, men skidt nu være med det. Jo, jo, grønlænderne må da gerne ønske selvstændighed og også arbejde for det, men jeg forbeholder mig bare ret til at kæmpe imod det, fordi vi alle sammen er medlemmer af det samme kongerige. Det er jo interessant, hvordan Enhedslisten blander sig i enhver lille stammekrig i Peru, Venezuela, Mellemøsten og alle mulige forskellige steder. Jeg ved, at hr. Christian Juhl er utrolig optaget af Vestsahara – han blander sig i alt over hele jorden, undtagen i det, der foregår der, hvor han selv er medlem, nemlig kongeriget Danmark. Det er da fortvivlende.

Så er det hr. Magni Arge. Værsgo.

Tak. Hr. Søren Espersen, jeg vil bare sige til dig, at du skal være meget velkommen til at debattere på Færøerne. Jeg tror faktisk, du kan tjene den republikanske sag meget godt.

Så vil jeg lige høre: Hvordan vil du have det, når der nu i løbet af de næste 2 år kommer til at opstå en eller anden situation, hvor man skal tage stilling til, hvem man skal tilgodese i forhandlingerne om Storbritanniens udtrædelse af EU, når det kommer til fiskerettigheder? Hvis du skal vælge mellem de danske og de færøske interesser, hvad vil du så vælge?

Vi skal lige huske, at vi har en forretningsorden i forbindelse med brug af direkte tiltale.

Værsgo.

Hr. Magni Arge ved godt, at vi i vores parti jo altid har kæmpet det bedste, vi kunne, i forhold til at varetage både Færøernes og Grønlands interesser, når det gælder fiskeriterritorier, og det vil vi også gøre fremover.

Hr. Magni Arge.

Tak skal du have, hr. Søren Espersen. Så er der lige en lille sag angående det danske kongerige, som jeg vil blande mig lidt i, og det er, at jeg synes, at man i Danmark skal få styr på sin skatteinddrivelse, for det kan blive en belastning for hele kongeriget, hvis man har så lidt styr på tingene, som man har.

Ordføreren.

Jeg er ikke sikker på, at jeg forstod spørgsmålet. Må jeg med formandens tilladelse få det gentaget?

Det må man sådan set ikke ifølge forretningsordenen. Jeg tror, der bliver andre lejligheder.

Derfor går vi nu videre til hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Jeg vil sige tak til ordføreren for talen. Om man er enig eller uenig, så er det altid godt, når man får noget kød på bordet, noget, man kan forholde sig til. Selv om det er skarpt, er det bedre end luft.

Berøringsangst er jo noget skidt, og når der er berøringsangst i et parlament, er det rigtig skidt, og jeg må sige, at jeg nogle gange fornemmer det, som hr. Søren Espersen beskriver, nemlig at der er en berøringsangst. Jeg fornemmer nogle gange, at der er nogle, der holder sig tilbage med at sige deres mening, og sådan bør det ikke være i et parlament. Men jeg tror ikke, at hr. Søren Espersen skal være så bange, som han er, for, at man ikke tør sige sin mening, hvis det kommer til en folkeafstemning. Der var jo et tilløb til en folkeafstemning på Færøerne tilbage i 2000. Dengang var statsminister Poul Nyrup Rasmussen på Færøerne fire gange inden for nogle få måneder og rejste rundt på Færøerne og agiterede for høj og lav, og der blev vedtaget ting her i salen, som klart gik imod det, som man ønskede på Færøerne osv. Så jeg tror ikke, at hr. Søren Espersen skal være så bange for, at man ikke tør sige sin mening. Tak.

Værsgo til ordføreren.

Jamen det glæder mig meget. Det var jeg faktisk ikke klar over, så det glæder mig at høre, at hr. Poul Nyrup Rasmussen dengang som statsminister gjorde det. Jeg er også sikker på, at vores nuværende statsminister – det håber jeg – vil være der, hvis det kommer til at foregå inden for hans embedsperiode, og det kommer det jo givetvis til, for der er jo lang tid til det her.

Så går vi videre, og det er hr. Bertel Haarder. Værsgo.

Jeg vil gerne melde mig som medlem af den forening, som ordføreren vil oprette. Jeg vil også sige tak for, at ordføreren er medforslagsstiller til det forslag til vedtagelse, som jeg tror bliver enstemmigt vedtaget, og også tak for talen. Men jeg bad om ordet, fordi jeg vil spørge ordføreren, om ikke det, som skal bære rigsfællesskabet i fremtiden, er kærlighed og gensidig respekt og fælles historie og familiebånd. Jeg holder meget af rigsfællesskabet, og jeg mener, at loftet vil sænke sig både i Grønland og på Færøerne og i Danmark, hvis rigsfællesskabet opløses, og derfor er det vigtigt, at vi holder fast i især kærligheden og den gensidige respekt. Derfor vil jeg tillade mig at spørge ordføreren, og det er venskabeligt ment: Mener ordføreren, at hans bemærkninger om Grønland og Færøerne gennem tiden altid har været præget af kærlighed og gensidig respekt? For det synes jeg ikke altid det har været.

Ordføreren, værsgo.

Det må jeg sige ubetinget ja til, og det er til en kæmpestor kærlighed til det grønlandske og færøske folk. Jeg har masser af familieforbindelser begge steder, og det har for mig altid drejet sig om det grønlandske folk. Mine kampe har været med grønlandske politikere, som jeg ikke altid synes har levet op til det, der var deres ansvar eller deres forpligtelse, og det er på samme måde, som jeg her i Folketinget argumenterer mod mine politiske modstandere. Det er faktisk det samme, der sker. Men jeg vil sige ja til spørgsmålet, og så i øvrigt tak for bemærkningerne. Vi har ikke fået udfærdiget et medlemskort endnu, men hr. Bertel Haarder kan få medlemskab nr. 1. Det tror jeg godt vi kan regne med.

Værsgo.

Jeg vil så sige tak for svaret og glæde mig over, at jeg åbenbart har misforstået ordføreren ved tidligere lejligheder.

Så er det hr. Roger Matthisen. Værsgo.

Tak til ordføreren for det passionerede indlæg. Rigsfællesskabet og dets konstruktion omhandler jo også forholdene for de enkelte borgere i de respektive nationer eller stater, forstået på den måde at ligesom du skal føle dig velkommen i Grønland, så skal grønlændere og færinger jo også føle sig velkomne i Danmark. De seneste rapporter viser, når vi nu taler om grønlændere i Danmark, at der er 40 pct., der oplever, at de bliver diskrimineret på alle niveauer, fra lederstillinger til de mest udsatte lavest i samfundet. Det hørte jeg ikke rigtig så meget om i ordførerens indlæg. Jeg kunne godt tænke mig at høre, hvordan ordføreren forholder sig til det faktum, når nu vores gode kollega taler om kærlighed og gensidig respekt.

Ordføreren.

Jeg synes generelt, man skal opføre sig ordentligt over for hinanden på det personlige plan. Det er ikke ensbetydende med, at politiske ting ikke kan drøftes. Men i det daglige, skal det med hensyn til, hvordan man omgås hinanden som mennesker, være ordentligt og værdigt, og det har jeg altid gået ind for. I øvrigt er der rigtig mange grønlændere, som set fra et grønlandsk synspunkt desværre tager af sted til Danmark for at bo. Her skal de være velkomne, da det, som jeg siger, er landsmænd, det drejer sig om, med danske pas. Men de årsager, der gør, at de flygter fra Grønland i stor stil, er jo dem, man egentlig bør tage fat på, specielt fra Grønlands side, og det synes jeg man forsømmer.

Hr. Roger Matthisen.

Jeg er ikke sikker på, at jeg fik svar på mit spørgsmål. Altså, der er jo også en stor mængde grønlændere og færinger, der tager til Danmark for at uddanne sig. Det er ikke, fordi de flygter fra nogle forhold, der er utålelige, men for simpelt hen at blive klogere og bidrage til økonomien, både her i landet og derhjemme. Så jeg efterspørger egentlig mere, hvad Dansk Folkeparti gør sig af overvejelser om at hjælpe på situationen med, at der er så meget oplevet diskrimination i Danmark, som jo ikke bare er den enkeltes ansvar, men som det vel også er nationens ansvar at agere på.

Ordføreren.

Jeg vil sige, at der er mennesker, der i den personlige relation ikke opfører sig ordentligt og værdigt, og det går jeg stærkt ind for at man gør. Om man på den måde politisk kan lave love imod folks dumhed, ved jeg ikke. Men der er da ikke nogen, der ønsker andet, end at man opfører sig ordentligt over for hinanden.

Så er der altså en stor udvandring fra Grønland, og den er i øvrigt langt, langt større end den, der finder sted fra Færøerne, hvor der også er en nettoudvandring til Danmark. Så det er et problem, og det er ikke alene uddannelsesfolk, men det er altså også folk, som tager af sted, måske fordi det sociale niveau i Grønland ikke er lig med det, som vi har i Danmark. Det er også en årsag.

Så er det hr. Kristian Hegaard. Værsgo.

Tak for det. Jeg kunne ikke lade være med at hæfte mig ved ordførerens diverse opfordringer til, at Danmark og danske politikere skulle blande sig mest muligt i anliggender for Grønland og Færøerne. Jeg hører ellers generelt ikke ordførerens parti være tilbageholdende med at sige, at andre lande i andre gode fællesskaber som eksempelvis EU skal holde nallerne væk fra Danmark. Det hører jeg nogle gange det parti sige. Kan ordføreren fortælle lidt om sammenhængen mellem de forskellige fællesskaber, altså at Danmark i et fællesskab skal blande sig mest muligt i andres anliggender, mens flest mulige i et andet fællesskab skal holde sig væk fra Danmark?

Værsgo.

Jeg tror generelt aldrig, det er en særlig god idé for EU-politikere at komme på togt til Danmark kort tid før et dansk valg. Det tror jeg at man har haft nogle eksempler på. Men her er det jo helt anderledes. Her er det jo politikere som os alle her, som mange i Grønland og Færøerne kender og har et forhold til, og det vil selvfølgelig være en anden situation. Jeg har ikke spor imod, at folk fra EU-lande kommer og holder brandtaler i Danmark. Det må de da selv om.

Spørgeren.

Så det betyder, at der fremover vil være sådan lidt mere sammenhæng i den opfordring, man giver i forhold til, hvordan man er i et fællesskab, altså at man deler nogle fælles interesser? Vil man have den samme linje i forhold til, hvordan man foreslår at man sådan opfører sig i forskellige fællesskaber?

Ordføreren.

Jeg forstår ikke det, hr. Kristian Hegaard siger. For jeg mener aldrig nogen sinde, at der har været eksempler på, at vi fra Dansk Folkepartis side har bedt om, at en udenlandsk politiker kommer til Danmark og holder tale, altså en EU-politiker, som har et eller andet politisk ærinde. Det mener jeg aldrig er sket. Selv er jeg fuldstændig ligeglad med, hvor mange der kommer og holder tale her. Bare det ikke er nogen taler, der opfordrer til vold og andet uføre, skal folk være velkomne.

Hr. Carsten Bach.

Tak for det. Og tak for ordførerens tale, som jeg fandt meget inspirerende og passioneret faktisk. Det var jo rigtig dejligt. Jeg nåede lige at trykke mig ind her til sidst, fordi der faktisk opstod en nervøsitet hos mig for, om der muligvis kunne være tale om en misforståelse eller en form for – hvad hedder det – forveksling i det, ordføreren kalder for berøringsangst, og så det, nogle af ordførerens folketingskolleger måske faktisk kunne føle som et oprigtigt ønske om øget selvbestemmelse og øget selvstændighed for alle dele af rigsfællesskabet.

Ordføreren.

Nej, altså, det er jo selvfølgelig en fornemmelse, jeg har haft igennem mange år, at mange danske politikere er berøringsangste, når det kommer specielt til Grønland. Jeg har ikke noget at have det i bortset fra en fornemmelse, men jeg ved også, at den fornemmelse har man også haft – det forstår jeg også på hr. Sjúrður Skaale – på Færøerne, nemlig at det var tendensen.

Det giver jo ingen mening. Altså, der er en hundeangst hos mange danske politikere for at lyde koloniherreagtig – det er simpelt hen det værste skældsord, man kan få på sig, det er værre end alle mulige andre skældsord. Og jeg synes, at det er noget pjat ikke at gå ind i en reel politisk diskussion om noget, der foregår inden for vores eget fællesskab, som er kongeriget Danmark, og gøre det med brask og bram og sige det, man mener, og ikke bare det, som man håber på at grønlænderne vil have man siger.

Hr. Carsten Bach.

Tak. Det med debatten tror jeg vi alle sammen herinde kan være enige i, men har ordføreren måske overvejet, om der også kunne være folketingspolitikere, der rent faktisk ønskede mere selvbestemmelse og selvstændighed for alle dele af rigsfællesskabet?

Ordføreren.

Bestemt. Altså, det står jo en frit for at mene det. Jeg har bare på fornemmelsen, at langt de fleste danske politikere her i vores Folketing faktisk er nogle, der gerne ser rigsfællesskabet bevaret. Men derfra og så til at tage en aktiv kamp for bevarelsen af rigsfællesskabet og blande sig i den diskussion, der foregår på Grønland og på Færøerne, er der en lang vej, og der er vi ikke endnu – der håber jeg vi kommer.

Så kan vi sige tak til hr. Søren Espersen, som har været igennem de korte bemærkninger. Og vi går videre i ordførerrækken til hr. Christian Juhl, Enhedslisten.

Tak for det. Og tak til statsministeren for redegørelsen, som jeg finder væsentlig mere opmuntrende og venlig og konkret, end det har været tilfældet, når vi har diskuteret det tidligere. Det synes jeg er godt, for det er, som om ikke kun ministeren, men vi alle sammen erkender de problemer, der er, men også erkender de muligheder, der faktisk kan opstå, hvis vi hjælper hinanden – ikke mindst med den alvorlige situation, der er i Grønland.

Den vil jeg gerne starte med, for den økonomiske situation er jo alvorlig, når så mange penge stammer fra Danmark. Det vil jo være ønskeligt for ethvert samfund, at folk får demokrati og mulighed for at udvikle deres eget land – sådan har jeg det i hvert fald, og jeg kan høre, at hr. Søren Espersen ikke er tilfreds med det – og at man slås for størst mulig selvstændighed og demokrati for alle mennesker. Det vil jeg støtte, og så er det ligegyldigt, om de bor i Catalonien, i Baskerlandet, i Vestsahara eller i Palæstina. Det er nu sådan et princip, jeg har, og det synes jeg er et godt princip. Jeg er også tilhænger af, at man decentraliserer magten i Danmark f.eks., uanset om hr. Søren Espersen kunne finde på at lave kampagner af den grund. Derfor støtter jeg også de mennesker i Grønland, som har som mål at være selvstændig. Jeg synes, det er et meget, meget flot og hæderligt mål, at man kan være herre i eget hus og bestemme det hele selv.

Hvis jeg skulle komme med et par kritiske punkter om udviklingen i Grønland, og hvor jeg gerne vil komme med en opfordring til politikerne i Grønland, så er det især i forhold til de problemer, der stadig væk er med socialt udsatte børn og unge i Grønland. Det er ikke acceptabelt, at situationen er sådan, og vi er nødt til at gentage, at såfremt Grønland synes, at der er noget, Danmark kan gøre økonomisk eller ressourcemæssigt, så er vi nødt til at gøre det. Op mod en tredjedel af grønlandske børn skal ikke leve under kummerlige vilkår eller blive misbrugt eller på anden måde have et liv, som ikke er ordentligt. Det hører ikke hjemme i rigsfællesskabet, og derfor er vi nødt til at give så gode tilbud, at Grønland bruger de tilbud, og at vi arbejder os ud af den situation.

Så er der uligheden i Grønland. Som socialist er jeg tilhænger af, at man bekæmper ulighed, og jeg kan se, at uligheden i Grønland er stærkt stigende. Der er meget, meget stor forskel på de fattigste i bygderne og de rigeste i Nuuk, som har sørget for at få en god tilværelse, som er fuldt på højde med den danske. Og det er vigtigt at være opmærksom på det, for selv om der jo er økonomiske problemer i landet, er det vigtigt, at man også arbejder med ulighedsspørgsmålet.

Det andet, jeg vil pege på, er selvfølgelig det store spørgsmål om uran. Jeg og Enhedslisten vil støtte grønlændere, som synes, at man skal fortsætte politikken med nultolerance, og det vil sige, at man ikke graver uranen op. Vi har problemer nok ude i verden med atombomber og atomoprustning, som der jo rent faktisk sker – de kalder det godt nok modernisering – og der er ingen grund til, at der bliver leveret mere uran til verdensmarkedet. Tværtimod kunne jeg tænke mig, at vores regering i stedet for hjalp FN med at få forbudt de atomvåben, som nogle lande heldigvis har taget ansvaret for at prøve at lave en ny beslutning om i FN. Desværre er den danske stol tom.

Et andet spørgsmål er Thulekontrakten, som er blevet behandlet. Der synes jeg det er vigtigt at vi siger: Nu vil vi snart have noget konkret på bordet. Jeg har ikke den store optimisme, hvad angår regeringens muligheder for at finde en god løsning på det her. Jeg tror, det ender med, at regeringen må have fat i tegnebogen, for det her kommer til at ende galt. Der er heller ikke ret meget, der tyder på, at amerikanerne giver sig her. Den allersidste historie er, at det ser ud til, at Royal Arctic Line nu mister transporterne til Thule; det ser ud til, at amerikanerne vil tage dem hjem. Selv om Royal Arctic Line kan gøre det for halv pris, siger amerikanerne, at de har mere tillid til, at et amerikansk selskab også står for leverancerne til Thule. Det synes jeg er meget, meget problematisk, og jeg vil gerne høre ministerens holdning til, hvad pokker vi skal gøre ved det.

Camp Century er jo heldigvis blevet synlig for rigtig, rigtig mange mennesker, og jeg synes, det er vigtigt, at vi presser på her. Jeg synes ikke, der er nogen grund til – som statsministeren sagde i sin mundtlige beretning – at vi skal vente, fordi det jo godt kan tage 10 år, inden det lavradioaktive affald begynder at sive med smeltevandet ud til steder, hvor det kan gøre stor skade. Jeg synes, vi skal prøve at få lavet nogle aftaler om, hvad det er, vi skal have ryddet op, og hvordan vi kan gøre det, og så må vi finde ud af at få betalt regningen og tage problemerne, i forhold til hvor alvorlige de er. Altså, nogle rustne tønder ved Tasiilaq er måske ikke så stort et problem at tage fat i som det her lavradioaktive affald, og derfor er det vigtigt, at der er overblik og bliver lavet en prioritering.

Så vil jeg også gerne pege på kommunefogederne. Jeg synes, det er vigtigt, at vi fortsat arbejder med det. Jeg har det egentlig sådan, at jeg synes, at det at have én kommunefoged i en bygd må være hårdt. Altså, hvis der var nogle mennesker, som gik lidt amok en lørdag aften, var det måske rarest at være to til at klare den opgave – og så skulle man sørge for, at der i alle bygder var et sted, hvor man kunne få dem til at køle ned igen. Det problem skal vi arbejde videre med, lige såvel som politiet i Grønland jo skal have bedre vilkår. Vi ved alle sammen, at der har været arbejdet med ordentlige telefonforbindelser, så man faktisk kan kontakte hinanden over hele Grønland. Det er også et problem.

Så vil jeg sige, at i Færøerne går det jo straks bedre, og med en stigning i indtægterne på 50 pct. fra 2012 til 2016, først og fremmest fra fisk, jamen så er det jo nærmest et luksusproblem, vi snakker om, og derfor kan jeg godt forstå, at selvtilliden er stor i Færøerne. Jeg har også forstået, at der skal bygges to nye tunneler nu, så der er der også arbejde til de bygningsarbejdere, som måtte have evner i den retning. Og det tror jeg går helt fint – altså, der er ikke ret meget, der kan slå en færing af pinden lige i de her år.

Derfor er hele debatten om forfatningerne jo også vigtig. Jeg drømmer om en situation, hvor vi får et rigsfællesskab med tre selvstændige riger eller tre selvstændige stater. Det ville være et ægte rigsfællesskab. Jeg synes ikke, man skal græde over det, hvis det er den form, vi på et tidspunkt når frem til. Tværtimod vil det være meget mere ligeværdigt, end det er i dag. Derfor synes jeg, at forfatningsarbejdet er spændende, og jeg vil med stor glæde følge det. Og jeg har ingen fantasi til at forestille mig, hvordan det skal udvikle sig, for at det er i strid med grundloven. Den snak synes jeg er uden indhold. Hvis statsministeren vil fortsætte med den snak, er han nødt til at forklare, hvordan initiativerne i Færøerne og Grønland kan være i strid med den danske grundlov, når vi har en aftale med dem om, at de kan blive selvstændige, hvis de ønsker det. Så kan det jo i princippet ikke være i strid med den danske grundlov.

Derfor ser jeg frem til, hvordan de to lande vil formulere deres nye forfatninger. Jeg tror måske endda, vi kunne lade os inspirere af det. Da ingen af dem tilsyneladende har tænkt sig at danne kongeriger, vil jeg især se på, hvordan de vil ordne det med alternativet til en konge. Det synes jeg er rigtig, rigtig spændende, for det kunne være, at vi i Danmark kunne få inspiration til at danne republikken Danmark.

Folkeretlige aftaler er jo vigtige, og i forhold til de der internationale aftaler er det vigtigt, at vi fortsat arbejder intensivt med, at færinger og grønlændere sidder med ved så mange borde som muligt, hver gang det har med deres område at gøre. Vi må også respektere, at der nogle gange er forskellige interesser mellem Grønland og Færøerne, og at vi derfor må prøve at finde en måde at få det indarbejdet på, når vi forhandler internationalt, både i forhold til kvoterne, men også i forhold til alle de andre ting.

Så vil færingerne gerne være medlem af Nordisk Råd. Det synes jeg er en god idé, og jeg har støttet det i Nordisk Råd. Jeg synes, at Danmark skal gøre en stor indsats i forhold til at sige, at selvfølgelig kan de være fuldgyldigt medlem af Nordisk Ministerråd og Nordisk Råd. Det ville være rigtig fornuftigt, især med den form, som Nordisk Råd har. Der er ingen grund til, at de ikke er det.

Så er der klimaforholdene. Det er enormt vigtigt, at vi overalt og især i det arktiske samarbejde arbejder for at bevare det klima, der er, men også for at gøre Arktis atomvåbenfrit. Det er helt vanvittigt, at vi har så ustabile præsidenter med en finger så tæt på den røde knap, der kan udløse en katastrofe. Jeg tænker ikke kun på Trump, jeg tænker også på Putin, og jeg tænker også på Pakistan og Israel. Der er masser af lande, som ikke burde have atomvåben, og vi burde simpelt hen sørge for, at de var væk. Der kunne vi starte med Norden, og vi kunne starte med Arktis og sige, at der vil vi ingen atomvåben have. Hvis vi gjorde det, ville vi tage et kæmpe grænseoverskridende skridt.

Nu nåede jeg ikke at snakke om forsvaret og politiet og kontinentalsoklen og søkortene, som jo ikke er færdige endnu. Jeg synes, det en skandale. Men det får vi nok talt om på et tidspunkt.

Jeg har et forslag til vedtagelse, som jeg gerne vil læse op:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget finder, at et ligeværdigt og respektfuldt samarbejde mellem Danmark, Færøerne og Grønland gavner alle tre lande i rigsfællesskabet.

Folketinget anerkender, at Færøerne og Grønland frit kan arbejde med egne forfatninger.

Folketinget opfordrer regeringen til at holde sig orienteret om Færøernes og Grønlands økonomiske udfordringer med at sikre en bæredygtig og holdbar samfundsudvikling og bidrage aktivt til at fremme investeringer i alle dele af rigsfællesskabet.

Folketinget konstaterer en øget international interesse i Arktis og Nordatlanten og opfordrer til en øget indsats til gavn for alle parter og til, at samarbejdet om udenrigs- og sikkerhedspolitikken mellem Danmark, Færøerne og Grønland fortsat prioriteres højt i overensstemmelse med principperne i Fámjin- og Itilleqerklæringerne og kongeriget Danmarks strategi for Arktis 2011-2020.

Med henblik på at fremme udviklingen af rigsfællesskabet opfordrer Folketinget til, at samarbejdet mellem de tre lande styrkes og fortsat prioriteres højt.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 111).

Det indgår så i den videre debat.

Den første, som får en kort bemærkning, er hr. Marcus Knuth. Værsgo.

Ordføreren siger, at han støtter uafhængighed for Grønland, og i stort set samme åndedrag remser ordføreren en række problemstillinger op, herunder den stigende ulighed. Kan ordføreren virkelig se, at man kan komme den ulighed til livs uden om rigsfællesskabet, uden om det bloktilskud, som Danmark yder i støtte til Grønland? Ordføreren nævnte også kommunefogederne, og det er netop et af de områder, hvor Danmark går ind og arbejder meget tæt med Grønland. Uden rigsfællesskabet ville der ikke engang være kommunefogeder. Har ordføreren et realistisk bud på et selvstændigt Grønland, der rent faktisk kunne tackle de problemer uden om rigsfællesskabet?

Ordføreren.

Det sidste spørgsmål er for omfattende til, at jeg kan svare på det på 50 sekunder. Det må jeg sige. Men jeg vil sige kort, at jeg ser ingen modsætning imellem at have en vision for ens land omkring selvstændighed og så arbejde med de daglige konkrete problemer. Det gør vi også herhjemme. Selv om Søren Espersen nævnte, at jeg ikke var interesseret i det, så arbejder jeg faktisk med de daglige problemer hver eneste dag netop for at fremme den vision, jeg har, for det Danmark, jeg lever i.

Jeg tror ikke, at grønlænderne mener, at de skal være selvstændige næste år. Det tror jeg ikke der er ret mange i Grønland der mener. Det er et længeresigtet projekt, som selvfølgelig betyder, at de er nødt til at have balance i deres økonomi, have nogle indtægtskilder, som er stabile. Det gælder i øvrigt også Færøerne. Men lysten til selv at bestemme og have foden under eget bord, eller hvad man siger, ligger jo dybt i alle mennesker. Den skal man jo ikke underkende, bare fordi der er problemer i et land. Der har også været problemer i Danmark. Vi har på et tidspunkt stort set været pantsat. Dengang drømte vi også om at være et selvstændigt land.

Hr. Marcus Knuth.

Jeg har stor respekt for den slags visioner, hvis det er det, man ønsker. Men den økonomiske situation i Grønland lige nu taget i betragtning, hvor det er meget, meget klart, at der ikke inden for en overskuelig periode kommer økonomisk selvstændighed, er det så ikke mere fornuftigt at lægge vægt på, hvad vi kan gøre for at styrke økonomien, i stedet for den her endeløse debat om politisk selvstændighed, som alligevel ikke er realistisk på den korte bane? Skulle vi ikke hellere bruge energien – hr. Søren Espersen nævnte de 10 mio. kr., der bliver brugt på kommissionen – på at kigge på, hvordan vi kan styrke f.eks. investeringsmuligheder på tværs af Danmark og Grønland i rigsfællesskabet?

Ordføreren, værsgo.

Nu beskyldte Venstres ordfører mig jo for at pege på en hel masse problemer, som jeg synes skulle løses. Så ja, selvfølgelig skal vi da hjælpe med at løse problemerne. Derfor kan man godt gå på to ben: have en vision og løse problemer samtidig, også økonomiske problemer.

Der er heller ingen, der siger, at det skal være næste år. Så lad være med at tage den diskussion på den måde. Prøv at håndtere det inde i hovedet, at det godt kan lade sig gøre at have en drøm. Måske kan det være drivkraften til at komme ud af de nuværende problemer. Jeg påpegede netop uligheden. Jeg påpegede netop børneproblemerne i Grønland som opgaver, som vi er nødt til at hjælpe med at løse.

Fru Aleqa Hammond.

I en kronik i dag i Jyllands-Posten skriver statsministeren, at Grønland ønsker at have større indflydelse på udenrigspolitikken, og at det er Danmark, der fører udenrigspolitik på vegne af riget. Det er ikke helt korrekt. Grønland har udenrigskompetencen på alle hjemtagne sagsområder, specielt fiskeriet, som statsministeren nævner i sin kronik. Det er jo derfor, at Grønland har sine egne fiskeriaftaler med andre lande, bl.a. EU, Norge, Canada og Rusland og andre lande, uden om Danmark. Derfor vil jeg gerne igen påpege, at Grønland i forvejen har udenrigskompetencen og forhandlingsretten på alle hjemtagne sagsområder.

Det siges hele tiden, at man gerne vil være med til at styrke økonomien i Grønland. Hvad med at starte med at investere i de områder, som er direkte dansk ansvar, bl.a. retsområdet, som ordføreren har været inde på? Er der andre områder, som ordføreren mener det kunne være vigtigt at tage op?

Ordføreren.

Tak for det. Jeg er fuldstændig enig i, at Grønland selv har indflydelse på udenrigspolitikken på de hjemtagne områder og arbejder med i en fælles indsats. Jeg synes, det bliver bedre og bedre. Det er oftere og oftere, at det lykkes at finde sammen, sådan at der sidder en fra Grønland, en fra Færøerne og en fra Danmark, når vi sidder i internationale fora og skal tage stilling. Jeg ved godt, at der nogle gange kun er én stol, men der er jeg tilhænger af at Grønland og Færøerne får størst mulig indflydelse.

Hvad angår indtægterne, er jeg meget opmærksom på, at der er en stor indtægt med serviceaftalen, der er ved at smutte nu, ligesom det også er tilfældet med en aftale for Royal Greenland, altså skibsfarten, hvor man er ved at miste transporten op til Thulebasen, fordi amerikanerne selv vil stå for den. På den måde skal vi hele tiden både forsvare de indtægtskilder, der er, og prøve at se efter nye.

Når Island kan få så gode indtægter, som de har fået, på mindre end en 10-årig periode, så er det jo ikke urealistisk, at Grønland faktisk kan gøre det samme.

Fru Aleqa Hammond.

Der bliver op til flere gange nævnt kærlighed og gensidig respekt, når vi snakker om rigsfællesskabet, og meget ofte hører vi det igen og igen i debatter. Men det er ikke nok, at man har kærlighed og respekt – det er tomme ord, hvis der ikke er handling bag. Jeg synes heller ikke, at vi ser meget kærlighed og respekt på de 32 sagsområder, som er direkte under dansk jurisdiktion, for at fremme disse, som er meget negligeret i dag.

Har Enhedslisten et bud på, hvordan man kan styrke kærligheden og respekten over for Grønland på de danske sagsområder, som det er nu?

Værsgo til ordføreren.

Ja, jeg nævnte et par af dem. Jeg plejer nu at snakke om lidt andre begreber, f.eks. ligeværdighed og solidaritet – det ligger sådan mere naturligt for mig. F.eks. det med bygdefogederne, som jeg nævnte, er jo ikke helt en super ordning. Retssystemet fungerer jo ikke ordentligt endnu. Jeg ved godt, at man kan bruge Skype og alt muligt andet, når man afhører folk, men det er ikke det samme. Jeg ved også, at der er store transportproblemer, som skal løses. Så der er masser at tage fat på, hvor vi kan hjælpe hinanden, og hvor vi kan bidrage.

Så er det hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren talte lidt om det problematiske ved, at man henviser til grundloven, når der er noget, der ikke kan lade sig gøre. Jeg synes også, det er problematisk, og jeg vil forklare lidt om, hvorfor man mener det på Færøerne. Nogle gange er de argumenter, når man henviser til grundloven, politiske argumenter, som er camoufleret med jura. Sådan oplever man det mange gange.

I sin tid sagde man, at det var umuligt ifølge grundloven at få en hjemmestyreordning med de beføjelser, som man har i dag. Så var det politisk nødvendigt, og så gjorde man det alligevel. Man sagde engang, at det var imod grundloven, at Færøerne overtog undergrunden, men da det blev politisk nødvendigt, gjorde man det alligevel. Det var ikke muligt i henhold til grundloven at overtage folkekirken – dens forhold skulle reguleres med en folketingslov – men det blev nødvendigt politisk, og så gjorde man det alligevel muligt.

Således har man hele tiden flyttet sig ud over grundlovens rammer, og så har det vist sig bagefter, at de argumenter, som blev brugt, ved at man henviste til grundloven, egentlig var politiske argumenter. Derfor er det en god pointe, som ordføreren fremfører. Tak.

Værsgo, ordføreren.

Tak. Det er også derfor, at jeg har den tilgang, at jeg faktisk glæder mig til at høre om den debat, der kommer, fordi jeg synes, det altid er inspirerende og befriende, når befolkninger eller folk siger, at nu vil de prøve at diskutere, hvordan de kan være selvstændige og bestemme mere dér, hvor de bor, og hvor de lever. Jeg har kun den tilgang, og jeg glæder mig rigtig meget til de to processer, der kommer til at køre.

Når lande som f.eks. Færøerne også gør lidt oprør, som de har gjort historisk og aktuelt, så synes jeg, at det er befriende og sundt, også for rigsfællesskabet, altså at man har en lille smule debat og ikke bare bukker og siger: javel, hr. Søren Espersen, hver gang der bliver givet en kommando.

Hr. Sjúrður Skaale.

Tak for det. Så vil jeg lige pointere en ting mere. Der er nogle i debatten, som åbenbart har en opfattelse af, at selvstyre og fællesskab er modsætninger. Således er det ikke på Færøerne; sådan ser man ikke på det på Færøerne. Der er et meget overvældende flertal for rigsfællesskabet på Færøerne, og det har aldrig været så stort, som det er nu; men der er samtidig et stort ønske om selvstyre. Det er ikke modsætninger. Jo mere selvstyre man har på Færøerne, jo mere man føler sig godt tilpas i fællesskabet, jo stærkere bliver fællesskabet også. Så de to komplementerer hinanden. Tak.

Ordføreren.

Jo, men på den måde synes jeg at færingerne og grønlænderne gør det helt rigtige. Altså, de borgerlige kan jo spørge sig selv, hvad for nogle reaktioner de får ude til møder i kommunerne, altså både i de gamle og de nye kommuner. Der er stadig væk mange Venstrestemmer, der er forsvundet, netop fordi man på ret kort tid skulle have en ny struktur uden at tage en debat med mennesker om, hvad de egentlig ønsker tæt på sig selv, og hvad de ønsker langt væk fra sig selv.

Mennesker vil gerne have indflydelse på det, der er tæt på dem, og have det meste tættest muligt på sig selv – og have mest muligt demokrati.

Så er det fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak for ordførerindlægget. Nu er det sådan, at servicekontrakten på Pituffik er i gang med at overgå til Exelis Services, et amerikansk selskab. Her de seneste par dage har vi så også set, at en ny kontrakt fra amerikansk side ser ud til at gå til et amerikansk selskab. Den amerikanske ambassade her i København har altså udtalt, at det er US first, altså at man gerne ser, at det er et selskab, som sejler under amerikansk flag. Og det er jo interessant, fordi det er et skifte, kan man sige, i amerikansk udenrigspolitik og særlig, når det drejer sig om aktiviteter på Grønland.

Fra grønlandsk side er vi jo selvfølgelig optaget af, at skatteindtægterne kommer det rette sted hen. Og man kan sige, at når arbejdet udføres i Grønland, giver det også rigtig god mening, at skatterne udbetales til Grønland. Jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren er enig i det?

Ordføreren.

Jeg er helt enig, og jeg er modstander af både et princip, der hedder US first, og for den sags skyld også Denmark first, hvis der var nogle, der skulle finde på at sige det. For jeg mener, at samarbejde handler om, at man behandler hinanden ligeværdigt, og hvis der er nogle områder, der har store økonomiske problemer som f.eks. Grønland, så skal vi fælles prøve at kæmpe for at bevare den økonomi, der har været, f.eks. fra sejladsen, men også via serviceaftalen, og jeg håber, at statsministeren lige om lidt vil sige, at han vil tage kontakt til amerikanerne og sige: Hvad er det her for noget? Vi kan jo ikke i fællesskab udvikle Grønland, hvis det er sådan, at amerikanerne kun tænker på sig selv. Den slags egoisme fører ikke til ret meget samarbejde og ret meget ligeværdighed.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. Et andet emne er udenrigspolitikken, som ordføreren også var inde på. Man kan jo vove den påstand, at udenrigspolitik er indenrigspolitik, altså at selv om vi fører udenrigspolitik på hjemtagne områder i Grønland, er der også nogle interesser, som Danmark på vegne af rigsfællesskabet skal varetage på vegne af Grønland og på vegne af Færøerne. Som min færøske kollega, Sjúrður Skaale, var inde på tidligere, kan man sige, at jo bedre dialog, der er internt, jo bedre kan man også stå sammen udadtil. Hvordan kan vi sikre et styrket samarbejde, som tingene er her og nu?

Ordføreren.

Jeg kunne f.eks. godt forestille mig, at vi oftere sagde: Jamen det er jo ikke vigtigt, at det er en fra Danmark, der sidder, hvis der kun er en stol at sidde på, når vi forhandler. Det kunne jo lige så godt være en fra Grønland eller en fra Færøerne. Det er i hvert fald vigtigt, hver eneste gang det er diskuteret meget klart, hvor vi står henne i de forskellige spørgsmål, at de ulige interesser, der måtte være, er helt klare, og at alle interesserne nu kommer på bordet, sådan at det ikke er Denmark first i sådan nogle forhandlinger. Så det er meget, meget vigtigt, at vi forbereder forhandlingerne, og at vi faktisk giver hinanden lige meget plads i forhandlingerne.

Hr. Magni Arge, værsgo.

Tak skal du have. Det var en sjælden udmelding, som vi fik fra ordføreren, om, at han gerne så, at det blev tre selvstændige enheder, der kom til at arbejde sammen fremover. Jeg vil kun sige, at det var en frisk oplysning og en frisk udmelding, som vi fik. Har ordføreren en vurdering af, hvor lang tid det vil tage, før man får flere i Folketingssalen til at støtte sådan en udvikling?

Ordføreren.

Jeg er medlem af et revolutionært parti. Vi tror på, at ting kan foregå i spring, og det betyder, at man ikke behøver at køre efter en lige linje, for den vil blive rigtig, rigtig lang, hvis den udvikling, der har været i Folketinget, skal bestemme de her ting. Men der foregår spring, og på det tidspunkt, hvor Grønland f.eks. har en rigtig god og stærk selvstændig økonomi, og hvor Færøerne har en rigtig lang periode, hvor de siger, at de kan modstå alt, hvad der kommer, så tror jeg også, at holdningen vil ændre sig her. Det samme gælder, når I får lavet jeres forslag til nye forfatninger og Folketinget ikke længere er bange for de formuleringer, I kan finde på at lave. Så tror jeg faktisk, at der begynder at ske noget mange steder. Jeg synes også, at debatterne mand til kvinde og kvinde til mand og for den sags skyld mand til mand også er meget mere nuanceret, end de er her. Jeg synes, det er en meget skarp måde, vi diskuterer det på her i salen.

Hr. Magni Arge.

Så vil jeg lige knytte en bemærkning til, hvor stor en opbakning der egentlig er til en selvstændig udvikling på Færøerne. Der bliver henvist til forskellige undersøgelser. Jeg kan sige, at den allersidste undersøgelse viser, at der er et flertal blandt den færøske befolkning for, at Færøerne bliver et selvstændigt land, og at der faktisk er over 90 pct. af det færøske folk, der mener, at det er det færøske folk, der skal udøve sin selvbestemmelsesret, også i forhold til om man skal være i rigsfællesskabet eller ej. Det er bare for at slå det fast.

Værsgo.

Jamen hvis jeg boede i Færøerne, ville jeg have præcis den samme holdning.

Vi siger tak til hr. Christian Juhl. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Carsten Bach, Liberal Alliance.

Det tager kun 5 minutter, men vi vil så gerne have, I bliver lidt længere. Det kunne jo sådan set have været en reklamespot for en dansk butikskæde, men det kunne også være en reklamespot for rigsfællesskabet. For det tager kun 5 minutter at forlade rigsfællesskabet, men vi vil så gerne have, I bliver lidt længere. Det er selvfølgelig mest henvendt til vores fire nordatlantiske medlemmer i Folketingssalen. For der er mere i posen, om jeg så må sige. Vi kan få meget mere ud af hinandens selskab. Der er mulighed for masser af gensidig inspiration Grønland, Færøerne og Danmark imellem.

Som I sikkert kan forestille jer, forstår vi i Liberal Alliance udmærket udbrydertrangen og trangen til selvstændighed, og derfor ønsker vi også at understøtte den igangværende udvikling mod øget selvbestemmelse og forfatningsudarbejdelse på Færøerne og i Grønland. Men vi er også meget glade for, at den færøske lagmand har tilkendegivet, at en kommende færøsk forfatning vil ligge inden for rammerne af rigsfællesskabet, og at hensigten ikke er at træde ud af et sådant fællesskab. Liberal Alliance vil altså gerne fastholde et stærkt, inspirerende og samarbejdende rigsfællesskab. Inspirationen kunne f.eks. være i forhold til gennemførelse af økonomiske reformer, pensionsreformer, niveau for offentlige investeringer, mobilitet af arbejdsstyrken, fiskeopdræt, erhvervssamarbejde og udvikling helt generelt.

Målsætningen for det sidstnævnte må være at skabe en udvikling væk fra offentligt ejede monopoler mod en erhvervssektor drevet af frie markedskræfter. Det skal sikres, at der kommer gang i en flerstrenget erhvervsudvikling især på fiskeri-, akvakultur, turisme- og råstofområdet. Personligt vil jeg sige, at jeg er meget spændt på at følge udviklingen af udvinding af rubiner i Grønland.

Der er en udfordring forbundet med rigsfællesskabets og andre arktiske kyststaters ikke harmonerende krav om en udvidelse af de respektive landes kontinentalsokler i Arktis. Jeg tror på et positivt resultat af de afsluttende forhandlinger om deling af området nord for Færøerne – et resultat, der vil kunne være et pejlemærke, men ikke nødvendigvis en rettesnor, for de øvrige og kommende forhandlinger, der har udsigt til lang behandlingstid i FN. En hurtigere og mere smidig model for behandlingen vil være et fromt ønske herfra.

Til sidst vil jeg blot konstatere, at jeg finder det tilfredsstillende, at der er indgået en aftale om igangsættelse af en række nye undersøgelser og vurderinger af Camp Century, at der i forbindelse med satspuljeaftalen for 2017 er afsat midler til effektiv støtte til udsatte grønlændere i Danmark og midler til et styrket samarbejde og faglig sparring mellem danske og grønlandske myndigheder vedrørende tilsynet på socialområdet, og at der er indgået en aftale om styrkelse af Forsvarsministeriets opgaveløsning i Arktis, herunder et styrket beredskab til havmiljøoprydning.

Til allersidst mange tak til statsministeren for en meget grundig skriftlig redegørelse og en flot fremstilling her i salen. Redegørelsen er taget til efterretning, og Liberal Alliance støtter Venstres fremsatte forslag til vedtagelse.

Tak for det. Der er en kort bemærkning til fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak for ordførertalen. Jeg vil sådan set gerne anerkende, at der i fællesskab her i Folketinget igennem de seneste par år er skabt en række resultater, og noget af det, man samler på som politiker, er jo også resultater. Jeg har lavet en lille post-it-væg inde på mit kontor – ordføreren er jo velkommen til at komme ind og kigge – hvor jeg samler på alle de små sejre, der er, set fra et grønlandsk perspektiv.

Så spørgsmålet til ordføreren er også: Hvordan kan vi blive ved med at styrke de her forskellige områder? Hvordan kan vi blive ved med at skabe nogle resultater? Ordføreren nævner, at der er mere i posen af noget, man gerne vil arbejde for, så jeg kunne godt tænke mig at høre, om ordføreren vil løfte sløret for, hvad det er, der er i posen, og hvordan vi kan styrke de forskellige områder, som vi jo har ansvar for her i Folketinget.

Ordføreren.

Tak for invitationen til at komme ind og se din post-it-væg. Vi har i Liberal Alliance selv nogle traditioner for fejring af politiske sejre, og de handler lidt om jordbærkage og også lidt godt at drikke. Det kunne være, at vi skulle prøve at tage det med, når vi skal kigge på din post-it-væg.

Men jeg vil sige, at der måske ikke er så meget nyt, andet end at vi skal fortsætte den konstruktive dialog, der er Danmark og Grønland imellem, og – som jeg også gav til kende – udbygge samarbejdet om nye områder, der kan hjemtages af det grønlandske selvstyre, i det omfang Grønland mener, det er relevant, og begge parter også er klar til det.

Fru Aaja Chemnitz Larsen.

Mange tak. Jeg tror, at vi springer champagnen over, men kom gerne forbi og kig. Der står i bemærkningerne til selvstyreloven syv forskellige steder, at vi skal arbejde for en standard, som svarer til den, der er i Danmark. Og man kan sige, at hvis Grønland hjemtager de forskellige områder, kan det jo godt være, at man vælger at håndtere det på en anden måde end den måde, som Danmark varetager det på i dag. Det er jo en præmis, man skal være opmærksom på. Men der er i hvert fald et kæmpestort arbejde i at sikre en ordentlig standard på de forskellige områder, bl.a. på justitsområdet

Værsgo.

Det er fuldstændig rigtigt, og jeg tror også, det er tilkendegivet, at der skal være tilpasninger i forhold til grønlandske forhold. Det seneste, jeg lige umiddelbart ud fra hukommelsen kan huske vi har drøftet, har været arbejdsmiljølovgivningen, hvor der muligvis var nogle ting, der ikke var hundrede procent opdateret i forhold til de grønlandske myndigheder, og der derfor var nogle forhold, som ikke var på samme niveau i Grønland, som de er i Danmark. Og det er klart, at der er man selvfølgelig også nødt til at være opmærksom på kvaliteten.

Hr. Christian Juhl.

Tak for det. Det var angående det med rigsfællesskab. Det har været diskuteret, om det historisk er en rigsenhed, altså hvor man skal tale med én stemme, uanset hvad placering man har i hierarkiet, eller om det er et reelt rigsfællesskab – nu er vi jo endt med det pæne ord, når vi bruger det i Danmark – men er ordføreren ikke enig i, at hvis det var tre selvstændige nationer, der arbejdede ligeværdigt sammen, var der mere rigsfællesskab i det end nu, hvor der er én stat, nemlig Danmark, og så to, hvad skal man kalde det, med selvstyre, men som ikke er selvstændige stater?

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at rigsfællesskabet, og det synes jeg også fortiden viser os, nødvendigvis er en statisk enhed, og som jeg også sagde, har jeg stor forståelse for den trang, der er til øget selvbestemmelse og selvstændighed, og den ønsker både jeg og Liberal Alliance at støtte både det grønlandske folk og befolkningen på Færøerne i.

Christian Juhl.

Anser ordføreren det for et uoverstigeligt problem, at Grønland skulle kunne få en økonomi, der kan bære sig selv også inden for f.eks. 10 år? Jeg mener, vi har jo set Island i den grad udvikle sin økonomi, så man tror, det er løgn, og de var endda midt i det hele i en dyb, dyb krise, hvor bankerne oplevede en total implosion, men alligevel står de på benene i dag med en ufattelig stor indtægt fra f.eks. turisme og fiskeri.

Ordføreren.

Det kan være svært at se ind i fremtiden. Hr. Christian Juhl var selv inde på begrebet spring eller disruption fra talerstolen, og som hr. Christian Juhl måske er klar over, er disruption noget, vi i virkeligheden i Liberal Alliance har meget stor tiltro til og øje for, og der kunne sagtens opstå situationer, også i den grønlandske økonomi, der kunne udvikle sig i spring, og det kunne, også i den tidshorisont, som hr. Christian Juhl beskriver, udvikle sig meget positivt.

Tak til hr. Carsten Bach. Der er ikke flere korte bemærkninger. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Roger Matthisen, Alternativet.

Tak for det, formand. Tak til statsministeren for redegørelsen, der var spændende at læse og høre i dag. Jeg er meget glad for, at vi har mulighed for at tale om rigsfællesskabet, både om, hvordan det går, og om, hvordan rigsfællesskabet skal være i fremtiden.

I Alternativet bakker vi op, hvis befolkningerne i Grønland og på Færøerne ønsker selvstændighed, og jeg synes, vi skal gøre mest muligt, og hvad vi kan, for at støtte dem alle sammen i det her arbejde. Derfor er vi også glade for, at forfatningsarbejdet på Færøerne og i Grønland igen har en plads i redegørelsen. Vi er meget glade for, at der fra regeringens side udtrykkes ønske om samarbejde, dialog og støtte i arbejdet med forfatningerne. Det kan vi kun støtte op om. Som min gode kollega, hr. Rasmus Nordqvist, sagde sidste år, så skal arbejdet understøttes af en målrettet proces for at skabe reel selvbestemmelse, reel selvstændighed.

Ønsker befolkningerne fortsat at deltage i rigsfællesskabet, men på lige eller mere lige vilkår, jamen så bakker vi naturligvis også op om det. Grundlæggende synes vi, at vi bør have meget mere fokus på viden om rigsfællesskabet, viden om kultur, i vores eget land, Danmark, og i undervisningen i landet.

Et punkt, der kun nævnes meget flygtigt i redegørelsen, eller som i hvert fald kunne have fået mere fokus, er klimaforandringerne og ikke mindst deres enorme indvirkning på Grønland og på den grønlandske befolkning. Is og permafrost smelter, truer infrastrukturen og påvirker livet i Grønland. Der er mange eksempler. Jeg tror ikke, at der er nogen her i salen, der er i tvivl om, at de menneskeskabte klimaforandringers alvor presser globalt set og også ikke mindst i Grønland.

Den nedlagte amerikanske base, Camp Century, som er blevet nævnt flere gange, er et andet eksempel på, hvad det kan betyde, når isen smelter. Uagtet at DF's ordfører mener, at det ikke er noget, vi behøver at tage stilling til lige nu, så er det altså miljøfarligt affald, der befinder sig 30-75 meter under isen, og som kan blive blotlagt og måske endda inden for en overskuelig årrække sive ud sammen med spildevandet. Jeg synes stadig væk, det er påkrævet at få slået fast, om Camp Century er et forsvarsområde i forhold til 1951-aftalen og dens regler om affald eller ej. Og hvis regeringen mener, at Camp Century er et forsvarsområde, hvornår blev det så det og efter hvilke regler? Hvor lang tid skal regeringen egentlig bruge på at afklare de juridiske spørgsmål om oprydningsansvar? Nu har det været i gang i snart et år. Hvor lang tid kommer det til at tage? Det kunne jeg godt tænke mig at få statsministeren til at svare på.

Vi hører ofte, at klimaforandringerne ikke kommer til at påvirke os særlig meget her i Danmark, men når en del af rigsfællesskabet er så direkte ramt, som Grønland allerede er, burde det være endnu et argument for, at Danmark går allerforrest, når det kommer til at føre en grøn, bæredygtig og ambitiøs klimapolitik. Jeg synes faktisk, det er pinligt, at man ikke tager de udfordringer seriøst. I den forbindelse er det glædeligt at se, at der er så mange forskningsprojekter og samarbejder, der udspiller sig blandt de nordiske lande i Arktisk Råd og i rigsfællesskabet. Temperaturen stiger dobbelt så hurtigt i Arktis som den globale gennemsnitstemperatur, havisen er på tilbagetog, og forholdene ændrer sig for befolkningerne i Arktis. Samtidig opstår der nye sejlruter, nye muligheder for råstofudvinding og fiskeri, og det kalder på et akut behov for at finde løsninger: Monitorering af konsekvenser ved øget aktivitet i Arktis, overvågning af forurening og nye aftaler, der sikrer mennesker i Arktis og miljøet i Arktis.

Igen vil jeg gerne rose for det store videnskabelige arbejde, der foretages, herunder i Grønland, for at skabe det bedst mulige vidensgrundlag, så vi politikere har noget at agere ud fra og tale ud fra. Et par gode projekter, som jeg personligt er stødt på og vil fremhæve, er Greenland Perspective, der undersøger mulighederne for at bruge næringsrigt mudder fra Grønland til udpinte jorde rundtomkring i verden. Det er et godt eksempel på, hvordan det helt særlige miljø i Grønland og i Arktis kan bruges til at skabe bedre forhold, en bedre verden. Der er ligeledes andre projekter, herunder udvinding af unikke enzymer, der har interessante perspektiver. Det er dog vigtigt at understrege, at når virksomheder og forskere udvinder mineraler og råstoffer i Arktis, herunder Grønland, skal det gøres i respekt for miljø og mennesker.

Helt grundlæggende er det klart, at hvis man vil hjælpe Grønland, så går det ikke at slække på ambitionerne i forhold til en global klimaindsats. Derfor forstår jeg ikke, at der, når regeringen og DF taler om, at vi meget gerne vil have et varmt og stærkt rigsfællesskab og stærke parter inden for det her rigsfællesskab, ikke bliver satset, og at det ikke bliver anerkendt, at så er Arktis og Grønlands klimaudfordringer centrale for Danmark.

I Alternativet har vi en masse forslag til, hvordan vil imødekommer de her klimaudfordringer; forslag, som ofte skydes ned af regeringen, på trods af at disse forslag også er til gavn for rigsfællesskabet og de udfordringer, som klimaforandringerne medfører. Jeg savner i højere grad, at den katastrofale udvikling, vi ser i Arktis, bliver anerkendt som et globalt problem, altså som vores problem og ikke et lokalt problem i Arktis. Vores, herunder Danmarks adfærd, har en direkte indvirkning på opvarmningen i Arktis. Hensynet til Arktis skal derfor indtænkes i al vores politik. Det er ikke nok at igangsætte isolerede initiativer. Der er brug for en radikal omstilling af vores produktions- og forbrugsmønstre. Danmark bør ikke bruge sin indflydelse i Arktis til at sikre, at vi bare har vores snævre interesser tilgodeset. Vi bør gå forrest i forhold til at stoppe opvarmningen af Arktis.

Jeg ville derfor gerne, at vi i højere grad aktivt støttede bæredygtige udviklingsprojekter og også socialt og miljømæssigt set bæredygtig minedrift og udvikling af vedvarende energikilder. Vi skal sikre, at udviklingen i Grønland og vores investeringer er med til at sikre en bæredygtig udvikling for mennesker og natur.

Så havde jeg også gerne set, at redegørelsen havde fokuseret mere på de sociale og økonomiske forhold for fællesskabets indbyggere. Det er ingen hemmelighed, som Enhedslistens ordfører også er inde på, at visse dele af fællesskabet har massive sociale og økonomiske udfordringer. Dem skal vi have mere fokus på. Som jeg bad DF's ordfører om at kommentere, så har vi også udfordringer herhjemme i Danmark, og jeg mener ikke, at det er den enkelte borgers ansvar. Jeg mener også, at staten skal gå forrest i forhold til at sikre, at vi har en oplyst befolkning, som tager hensyn til de parter, der rejser hertil fra rigsfællesskabet.

Det er afgørende for Alternativet, at vi sikrer, at Arktis forbliver et lavspændingsområde. Derfor glæder det mig, at regeringen understreger vigtigheden af Ilulissaterklæringen. Vi er ikke interesseret i storpolitisk rivalisering og geopolitisk interessevaretagelse, og slet ikke i, at det vil komme til at ske på lokalbefolkningens bekostning og ikke mindst på klimaets bekostning. Det er derfor også positivt, at EU nu har udarbejdet en egentlig arktisk politik, der bl.a. fokuserer på klimaforandringer og på bæredygtig udvikling. Det håber jeg også at regeringen vil tage med i sine betragtninger, når den skal udarbejde sin nye internationale strategi og udenrigspolitik.

Sluttelig kunne jeg godt tænke mig at vide, hvordan regeringen helt konkret indtænker Parisaftalen i samarbejdet i rigsfællesskabet. Og derudover i forbindelse med den nye udenrigspolitik: Hvordan involverer man konkret repræsentanter for rigsfællesskabets øvrige lande til at komme med input, eller hvordan sikrer man, at de til stadighed bliver hørt i denne proces?

Der er ingen tvivl om, at udviklingen i Arktis og rigsfællesskabet skaber både nye udfordringer og nye muligheder, og vi håber, at Danmark vil fastholde en kurs mod at skabe en økonomisk, socialt og miljømæssigt set bæredygtig udvikling med respekt for både oprindelige folk og befolkninger. Tak for ordet.

Der er korte bemærkninger. Først er det fra fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak. I forhold til klimaforandringer repræsenterede jeg Folketinget i sidste uge. Vi havde besøg af en masse arktiske parlamentarikere fra hele Arktis, en repræsentant for hvert parlament, som besøgte Kangerlussuaq og så indlandsisen. Vi havde en forsker med, som også fortalte om, at der faktisk er dele af smeltningen af indlandsisen, som vi ikke kender til, altså hvorfor den gør, som den gør. Det understregede i virkeligheden et behov for, at vi netop får samlet den her viden, som der er, og den forskning, som der foregår. Det er selvfølgelig et grønlandsk ansvar, men hvordan kan vi her fra Folketinget være med til at understøtte, at vi får samlet den viden, som der er, om, hvordan klimaforandringerne påvirker Arktis og på den måde resten af verden?

Ordføreren.

Som jeg sagde i min tale, synes jeg, at det er vigtigt, at vi kontinuerligt har fokus på, hvordan vi kan støtte op om forskning og den her vidensudvikling i Arktis. Jeg ved ikke, om ordføreren selv har nogle konkrete initiativer, ellers har vi beskrevet nogle, som jeg gerne vil oversende til ordføreren.

Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Jeg vil meget gerne dele viden om, hvad der er på forskningsområdet, men der foregår overraskende meget forskning i Grønland, vil jeg sige, og meget af det er ikke nødvendigvis noget, som den helt almindelige grønlænder eller for den sags skyld den helt almindelige dansker kender særlig meget til. Så det kunne være interessant at se, hvordan man kan styrke det. Jeg ved, at man i Arktisk Råd også arbejder på at gøre det nemmere, ligesom naalakkersuisut også har taget en række initiativer til at styrke mobiliseringen både af grønlandske studerende rundtomkring i Arktis, men også at forskere kan komme til Grønland og grønlandske forskere kan komme ud og fortælle om klimaforandringerne.

Ordføreren.

Tak. Vi skal bruge de organer, vi har, som Arktisk Råd. Jeg vil gerne rose regeringen og Danmarks Rederiforening, der spiller en positiv rolle i at skabe miljømæssig bedre regulering af international skibsfart, og det er jo igen de her organisationer og samarbejder, vi skal bruge. Særlig vil jeg godt fremhæve det positive signal om at forbyde den meget miljøskadelige tunge bunkerolie, som jo også er forbudt ved Antarktis.

Så er det hr. Søren Espersen.

Tak. Det er, fordi ordføreren i forbindelse med det her med Camp Century nævnte, at han ikke kunne forstå, hvorfor man ikke tog det alvorligt, og det er det, jeg opholder mig ved. I statsministerens redegørelse står der:

»Danske myndigheder er i dialog med de grønlandske myndigheder om den nærmere tilrettelæggelse heraf.« – altså omkring afviklingen. »Konkret omfatter initiativerne bl.a. monitering af is-afsmeltningen og nye målinger og vurderinger af radioaktiviteten i området ved Camp Century samt en miljømæssig kortlægning af det efterladte affald og efterfølgende miljø- og sundhedsmæssige vurderinger.«

Så det virker ikke, som om man er ligeglad. Det var bare det, jeg ville sige.

En anden ting er, at i statsministerens redegørelse citeres en artikel i Geophysical Research Letters, hvor der står, at det her affald risikerer at blive frigivet. Om ca. 150 år smeltes så meget, at affaldet bliver blotlagt. Og inden for 50 år er der mulighed for det. Så jeg synes, at der bliver gjort noget. Jeg synes ikke, det er fair at sige, at man ikke tager det alvorligt.

Ordføreren.

Jeg mener ikke, at jeg sagde, at det ikke bliver taget alvorligt. I så fald vil jeg gerne beklage det. Det er naturligvis ikke det, jeg mener.

Der er jo to spor her. Der er et miljømæssigt spor, som det er fint at der bliver handlet på. Uanset om det er om 50 år eller 150 år, har vi altså en planet, vi skal aflevere til vores kommende generationer, og der er 150 år ikke langt ude i fremtiden. Vi er meget optaget af, hvordan vi allerede nu begynder tage det meget mere alvorligt i forhold til vores klimaudfordringer.

Så er der det juridiske spor, som vi har indkaldt flere ministre omkring. Det er pågået over et år. Som Enhedslistens ordfører også har italesat flere gange, burde Danmark i stedet for at blive ved med at vente med at reagere, fordi vi ikke kan få placeret det juridiske ansvar, måske melde sig på banen og gå forrest og sige, at så må vi bagefter finde ud af, om det er den amerikanske stat eller den danske stat, som er ansvarlig.

Hr. Søren Espersen.

150 år er langt ude i fremtiden. Det er det altså. For 150 år siden hed året 1867, og om 150 år hedder det 2167. Det er langt ude i fremtiden.

Selvfølgelig skal skidtet fjernes. Det er der ikke nogen der har nogen som helst indvendinger imod. Det skal ske og gerne så hurtigt som overhovedet muligt, og derfor arbejder de danske myndigheder tæt sammen med de grønlandske myndigheder og også med amerikanerne for at få det her løst. Jeg synes, at det er i den rigtige gænge. Der er lang tid til 2167 – rigtig lang tid.

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om ordføreren for DF er bekendt med, hvad det er for en klimamæssig situation, som planeten står over for. Hvis ikke vi får bremset den her udvikling, når vi til et tipping point, som vi ikke kan vende tilbage fra. Så det nytter ikke noget at blive ved med at sige, at vi har tid nok, at der er masser af tid, at der er 150 år. For 150 år siden blev magten overdraget til folket i Danmark. I dag har vi 33 pct. kvindelige folketingsmedlemmer. Efter det arabiske forår i Tunesien, der er 5½ år gammelt, har de nu 35 pct. kvindelige medlemmer af deres parlament. Ergo er de længere fremme ligestillingsmæssigt på 5½ år, end vi er på 150 år.

Så er det fru Aleqa Hammond. Værsgo.

Fra perioden mellem 1940'erne og 1960'erne ligger der 32 tidligere amerikanske og danske militære sites, som der skal ryddes op efter. Danmark gav amerikanerne lov til at bygge militærbaser i Grønland, og deres militære tilstedeværelse er baseret på en dansk-amerikansk forsvarsaftale. I dag ligger der stadig væk en masse dumps i Grønland, hvilket ikke er rigsfællesskabet værdigt på nogen måder, hverken nationalt eller internationalt. Indtil videre har vi fået at vide af regeringen, at der skal laves en redegørelse og en vurdering, og at der skal være en dialog, men redegørelse, vurdering og dialog fjerner altså ikke affaldet.

Hvis det var op til Alternativet, hvad skulle der så ske?

Ordføreren.

Det er et rigtig godt spørgsmål. For mig personligt er det sådan, at jeg er meget inspireret af Enhedslistens ordfører, der siger, at Danmark, som jo har forhandlet de her forsvarsaftaler siden 1951, må tage et ansvar og må sige, at nu igangsætter vi det, der skal til for at få ryddet op, og så må vi få lagt en plan for at få placeret et juridisk ansvar efterfølgende. Og hvis det så er hos den amerikanske stat, dette ansvar kommer til at ligge, må vi så sørge for at få økonomien på plads med dem. Men vi mener, at Danmark skal opføre sig ansvarligt, både globalt set og med hensyn til, hvad der er foregået i rigsfællesskabet.

Fru Aleqa Hammond.

Illulissaterklæringen blev underskrevet i 2008, initieret af Grønland og Danmark sammen med USA, Canada, Norge og Rusland, de såkaldte Arctic Five. Eftersom ordføreren tager det op i sin ordførertale, vil jeg gerne spørge, hvilke fremtidige udfordringer ordføreren ser i forbindelse med Arctic Five og hele spørgsmålet vedrørende Polhavet, når det gælder vores rigsfællesskabs fælles udenrigsanliggender.

Ordføreren.

Som jeg sagde, er jeg med hensyn til Arktisk Råd egentlig meget interesseret i at høre, hvordan regeringen, statsministeren og udenrigsministeren vil tackle, at vi både skal være skarpt kritiske over for nogle af de arktiske staters adfærd – f.eks. Ruslands adfærd i Syrien – samtidig med at vi forstår at bibeholde Arktis som et lavspændingsområde, også i forhold til oprustning. Så det er den udfordring, som jeg er meget nysgerrig efter at høre hvordan regeringen har tænkt sig at tackle.

Tak til hr. Roger Matthisen, der er ikke flere korte bemærkninger. Så går vi videre i ordførerrækken til hr. Kristian Hegaard, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det, og tak til statsministeren for den fine og fyldestgørende indledende redegørelse – skriftligt såvel som mundtligt.

Jeg husker tydeligt min første skoledag. Vi skal tilbage til 1997 til Skolen på Nyelandsvej på Frederiksberg, og ligesom alle andre var jeg smadderspændt på første skoledag – en helt ny verden. Jeg lavede endda min første og eneste drengestreg den dag, men det kan jeg underholde med ved anden lejlighed. Jeg husker særlig det første frikvarter på første skoledag. En af mine nye klassekammerater kom hen til mig og spurgte som det første: Hej, hvad hedder du, og hvorfor sidder du i sådan en der? Han spurgte på en helt bramfri måde, som man jo ved 6-årige gør. Jeg nåede kun lige at svare, at jeg hedder Kristian, inden han sagde: Skal vi ikke være venner, jeg hedder Tóki. Altså ikke venner i den forstand, som en venneanmodning på Facebook er, for det fandtes ikke dengang, men venner i den mere rigtige forstand.

Tóki var færing, men boede i Danmark, fordi hans far dengang var ved at blive læge, og i alt gik der tre færinger i min klasse: Oli, Tóki og Durita. Jeg blev hurtigt rigtig gode venner med Oli og Tóki, og vi så fodbold sammen på Brøndby Stadion, vi var i Tivoli sammen, vi lavede lektier sammen, og vi konkurrerede sammen om, hvem der først lavede dansk- og matematiklektierne. Der var kun ét tidspunkt, hvor vi ikke lige kom så godt ud af det med hinanden, hvor vi ikke lige stod side om side, og det var selvfølgelig, når Danmark og Færøerne spillede fodboldkamp mod hinanden. I 2. klasse flyttede jeg så til Humlebæk i Nordsjælland og skiftede dermed også skole, og senere flyttede Tóki også hjem til Færøerne, så hans far kunne blive læge på Færøerne. Jeg fik altså meget tidligt en stor kærlighed til rigsfællesskabet for den varme, vi møder hinanden med, for de muligheder, der er i rigsfællesskabet, ved at man eksempelvis kan tage en uddannelse her og tage den med hjem. Det viser jo bare, at selv om vi er tre forskellige folkeslag, så er vi jo ét folk, ét rigsfællesskab – og i det her tilfælde et rigsvenskab.

I forhold til udfordringerne, som allerede er blevet skitseret i både den skriftlige redegørelse og ved flere mundtlige indlæg, står det krystalklart, at der hos vores ærede venner i rigsfællesskabet er behov for en polstring. Det drejer sig ikke om sådan en polstring, man dygtigt kan lave af sælskind, men en polstring af økonomiske reformer – en så at sige strukturel sælskindspolstring. Det er isoleret set positivt, at der er oplevet en positiv vækst de senere år som følge af den stærkt stigende eksport, men det er klart, at i en større sammenhæng er det vigtigere at se på den afhængighed, der i øjeblikket hviler på den øgede fangst af fisk, som i et længere perspektiv og i en større helhed måske udgør et fuldstændig sikkert indtægtsgrundlag. Der er det jo vigtigt at komme på reformsporet i tide, at iklæde sig reformpolstringen. Det er lidt, som da vi herhjemme i 00'erne kom til at hvile lidt for meget på laurbærrene af at leve på olien i Nordsøen, hvor vi glemte vores reformpolstring, ikke havde modet til de fornødne reformer i tide og var nødt til at vente helt frem til 2011 med en ambitiøs reformkurs med tilbagetrækningsreformen. Det er den erfaring, vi selv har gjort os – vi skal huske reformsporet, huske den her økonomiske reformtilgang – og den oplevelse er der jo ikke nogen grund til gentager sig flere gange i rigsfællesskabet. Det skal naturligvis aldrig blive et mål i sig selv at vælge reformvejen med ambitiøse reformer. Det er svært, og det har det også været i Danmark, men det er det, der skal til for at investere i fremtiden, inden man bliver tvunget til at gøre noget, der er endnu mere træls.

Jeg synes ikke, at de børn, som min gode ven Tóki fra de første klasser i folkeskolen får, skal vokse op med færre muligheder, end Tóki og jeg havde, med færre muligheder, end børn på Grønland og Færøerne har i dag, for børn er vores absolut vigtigste ressource, også selv om man måtte finde flere råstoffer i rigsfællesskabet, eller hvis man kunne fange flere fisk. Det er altså børnene, reformerne skal sættes i gang for – polstringen, konsolideringen – så de også kan skabe deres egne muligheder, deres egne drømme, uanset om man bor i Danmark, på Grønland eller Færøerne, som Tóki og jeg har kunnet uanset vores baggrund og tilhørsforhold i rigsfællesskabet, for det er det, der gør os stærkere i rigsfællesskabet, i rigsvenskabet. Tak for ordet.

Tak for det. Og der er et par korte bemærkninger. Først er det hr. Sjúrður Skaale.

Jeg vil bare kvittere for De Radikales ordførers tale. Når vi har den her slags debatter, handler de ofte om økonomi, om jura, om ordninger og paragraffer og systemer osv., men det, som De Radikales ordfører taler om, er jo det, som det drejer sig om, nemlig indholdet, det er relationerne mellem mennesker. Hvis vi sætter det foran systemerne, så kommer vi langt. Så jeg vil bare kvittere for en meget fin tale. Tak.

Hr. Kristian Hegaard.

Det siger jeg mange tak for.

Og så går vi videre til fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak for ordførertalen. Jeg synes også, som hr. Sjúrður Skaale nævnte, at det er rart at få en anden vinkel på, et andet perspektiv, her så den mere personlige vinkel. Det, jeg synes er vigtigt at understrege, er, at når Grønland på et tidspunkt bliver selvstændigt – det afhænger selvfølgelig også af økonomi og alle mulige andre ting, som man skal være opmærksom på – så tænker jeg, at det er vigtigt at holde fast i den her personlige fortælling, for der er rigtig mange personlige relationer mellem Grønland og Danmark og Færøerne.

Vi ved, at der bor mere end 16.000 grønlændere i Danmark. Dem er vi også nødt til at tænke ind i de planer, som der er fremadrettet. Nogle gange bliver vi jo som grønlandske politikere spurgt: Hvornår skal der være selvstændighed i Grønland? Jeg synes, det er vigtigt ikke at sige, at det er inden for min levetid eller inden for andres levetid, for det handler i virkeligheden om hele processen frem imod, at vi får styr på de 32 områder, som der er her, så vi kan hjemtage dem stille og roligt, og at vi også får løst tingene derhjemme. Men mange tak for det meget personlige input.

Tak. Ordføreren, værsgo.

Jeg betragter det nok mere som en kommentar, et meget fint indlæg, end som et spørgsmål. Det vil jeg bare kvittere for og så være fuldstændig enig i, at det handler om at få så mange som muligt med i det her projekt, i det samarbejde og i det venskab, der er. Jeg har også fuld tillid til, at spørgeren er meget villig til at hjælpe med at sørge for at få så mange inddraget som overhovedet muligt. Selvfølgelig skal man ikke sætte årstal på det ene eller det andet, det handler om noget, der er større end at sætte årstal på. Så det skal vi ikke lige gøre i den her sammenhæng.

Så går vi videre til hr. Magni Arge. Værsgo.

Tak. Jeg vil også bare kvittere for talen. Jeg synes, det var en meget inderlig tale, og jeg synes, den også viser, hvor stærke bånd man kan knytte imellem Færøerne og Danmark, som ikke har noget som helst med statsmagten at gøre. Og så skal jeg i øvrigt love, at jeg skal hilse Tóki, når jeg møder ham næste gang.

Ordføreren.

Det vil glæde mig meget.

Jeg tror, at vi også sluttede her. Så er det fru Aleqa Hammond. Værsgo.

Der er tidligere blevet sagt ordene stor kærlighed og respekt. Jeg synes, at jeg har kunnet mærke blandt ordførerne, at der er en inderlig stor kærlighed og respekt for rigsfællesskabet her i huset. Det er jeg rigtig glad for.

Jeg tror også, at stor kærlighed og respekt stadig væk eksisterer i almindelighed og generelt mellem Grønland og Danmark, også efter at selvstændighed er indført. For vi har mange fælles bånd og fælles historie og mange familier, der er knyttet sammen. De vil jo stadig væk eksistere, det er bare Grønlands politiske situation og position, der vil have ændret sig. Så jeg tror ikke, at kærligheden og respekten forsvinder sådan bare lige.

Ordføreren.

Tak for det endnu en gang. Jeg tror dog, som jeg nævnte, at der er et tidspunkt, hvor der ikke lige er den største kærlighed, og det er ved de der fodboldkampe og andre sportslige begivenheder. Men det er en anden sag. Det er jo også kun hyggeligt, at vi har nogle ting, hvor vi også kan kæmpe lidt. Det synes jeg er fint.

Jeg giver spørgeren fuldstændig ret i, at kærlighed og respekt er en god ting. Det er jo derfor, at man kun kan være tilfreds med, at så stort et udsnit af dem, der er her, bakker op om den her vedtagelsestekst, hvor det netop er en forudsætning, at ligeværdigt samarbejde i gensidig respekt mellem de forskellige parter i rigsfællesskabet er til gavn for landenes befolkninger. Det bakker jeg fuldstændig op om.

Tak til ordføreren. Det er jo rigtigt, at fodbold kan sætte sindene i kog.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og vi går videre i ordførerrækken til hr. Karsten Hønge, SF.

Rigsfællesskabet giver mulighed for, at tre små nationer kan læne sig op ad hinanden. Og hvis vi vil, kan rigsfællesskabet være et fantastisk partnerskab mellem ligestillede.

Det er klart, at vi adskiller os fra hinanden, men der er jo altså endnu mere, der binder os sammen. Forskellighed behøver jo ikke at betyde modsætninger og problemer hverken sådan internt i Danmark eller mellem lande. Forskelle i folkeslag kan netop føre til gensidig inspiration og fælles berigelse. En plus en plus en behøver ikke kun at give tre; jeg oplever, at rigsfællesskabet faktisk giver mulighed for, at det betyder fem. Snæversynet nationalisme fordummer, uanset hvor og hvornår man støder på den.

Så lad os hjælpe hinanden i processen mod selvstændighed på Færøerne og i Grønland. Lad os se, hvor langt isen holder, om jeg så må sige. Jeg tror, det vil give de bedste løsninger, hvis den slags store beslutninger mod selvstændighed bygger på et solidt flertal – ellers risikerer man altså bare, at samfundene bliver rykket fra hinanden. Og så i øvrigt:

Uanset selvstændighed skal man jo bare ikke tro, at der ude i verden sådan findes magttomrum. Hvis man ikke er knyttet til rigsfællesskabet, ja, så vil man på et eller andet tidspunkt og på en eller anden måde blive knyttet til andre alliancer. Jeg har så svært ved at tro, at sådanne andre alliancer vil stille Grønland og Færøerne bedre end at være i rigsfællesskabet, og jeg savner under alle omstændigheder nogle flere bud fra Færøerne og Grønland på, hvordan man ser sig selv placeret i verden i en anden alliance. Jeg synes, at det indtil nu fremstår noget tåget. Der er selvfølgelig også jævnligt udfordringer i samarbejdet, men jeg tror, vi skal øve os i at løse dem i stedet for at opløse rigsfællesskabet.

I sagen om forureningen ved Camp Century er vi jo enige hele vejen rundt om, at der skal ryddes op. Der er vel ikke nogen grund til at gøre det til en form for konflikt mellem Danmark og Grønland. Det må vel også være okay at undersøge sagen grundigt, inden vi sådan fysisk sætter arbejdet i gang. Det samme gælder aftalen på Pituffik og sejladsen dertil. Vi er enige om, at den sag ikke er håndteret optimalt, men det behøver da ikke betyde en modsætning mellem Danmark og Grønland – tværtimod. Nogle gange har jeg sådan en oplevelse af, at problemerne og konflikterne i rigsfællesskabet kan blive talt så meget op, at man kan tro, at det er det, der er det vigtigste. Men, altså, hvis vi ser på rigsfællesskabet som en ost, er det altså ikke hullerne, der er det vigtigste.

Færøerne oplever jo nu en stærk forbedring af økonomien, og det er dejligt. Jeg ville jo ønske som socialist, at fremgangen blev brugt til at skabe mere lighed i det færøske samfund, herunder en skattepolitik, der kunne tage nogle flere penge fra de mennesker, som har så rigeligt i forvejen.

Jeg ser også lyspunkter i Grønlands erhverv og økonomi, men der er jo også samtidig næsten uoverskuelige økonomiske og sociale udfordringer. Jeg undrer mig faktisk ofte over, at diskussionen om hastigheden mod selvstændighed og spørgsmålet om, hvilket sprog der skal være første fremmedsprog, altså om det skal være dansk eller engelsk, skal fylde så meget. To vigtige debatter, javel, men mens vi diskuterer det, er Grønland stødt på vej mod en økonomisk betonmur.

Det grønlandske samfund står hver eneste dag over for dramatiske sociale udfordringer. Mange børn vokser op under fuldstændig uacceptable vilkår. Alt for få unge i Grønland får en uddannelse, og mens det sker for øjnene er os, går – synes jeg selv – en uforholdsmæssig stor del af tiden og energien måske nogle gange med at debattere andre temaer. Og igen: Som socialist vil jeg da opfordre til, at der er større opmærksomhed om uligheden og de sociale tragedier og på, at så få får en uddannelse.

Jeg ønsker både Færøerne og Grønland al mulig held og lykke på vejen mod selvstændighed, men det vigtigste må dog alligevel været reel selvstændighed og uafhængighed. Og sådan en giver bare ikke mening, hvis man ikke har et solidt økonomisk fundament, en veluddannet befolkning og en social virkelighed, der binder både land og befolkning sammen.

Jeg håber, at det er miljø- og social bæredygtighed, der skal være landkendingsmærker for alle tre dele af rigsfællesskabet.

Tak for det. Der er nogle korte bemærkninger, og den første er fra fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak for bemærkningerne. I IA mener vi, det er enormt ærgerligt, at man, når vi snakker om selvstændighed, i virkeligheden snakker meget om det med at lukke sig om sig selv i stedet for netop at se ud i verden. Jeg synes, at man nogle gange godt kan mangle en mere moderne definition af, hvad selvstændighed egentlig er, og det er jo det, der ligger i det forfatningsarbejde, der ligger foran den kommission, der er blevet nedsat.

Det store arbejde ligger jo også i at få inddraget befolkningen. Der er jo forskellige befolkningsgrupper, som har forskellige holdninger til det her, og noget af det, som mange er optaget af, er jo at sikre et tilstrækkeligt velfærdsniveau og sikre, at der ikke sker et markant fald i velfærdsniveauet. Så det synes jeg er vigtigt at understrege.

I det forfatningsarbejde vil Folketinget jo også på et tidspunkt blive inddraget, og det kunne være interessant at høre: Hvad tænker SF i forhold til det arbejde, der foregår i Grønland?

Ordføreren.

Jeg forsøgte at komme ind omkring det, faktisk endda et par gange, i min ordførertale. Jeg ønsker Grønland al mulig held og lykke på vejen mod mere selvstændighed, og jeg håber bare, at isen holder – som var det udtryk, jeg brugte – i forhold til samarbejdet med Danmark. Og jeg håber på, at man undervejs i debatten kunne blive noget tydeligere, med hensyn til hvilke alliancer man forestiller sig Grønland indgå i. Det synes jeg fremstår noget tåget. Hvis man forestiller sig, der findes magttomrum ude i verden, vil man opdage en kold virkelighed, altså at det gør der ikke. Og der er det bare jeg tror på, at man måske er bedre stillet ved at være en af tre ligestillede dele af et rigsfællesskab. Det er selvfølgelig grønlændernes afgørelse, men jeg vil bare stærkt opfordre til, at man bliver i rigsfællesskabet og udnytter de styrker, vi har i fællesskab.

Uafhængighed giver bare ingen mening, som jeg ser det, hvis man har en situation, hvor kun halvdelen af landets befolkning får en uddannelse, og hvor hundredvis af børn sulter og ikke har nogen steder at bo – også i Grønland i dag – og man har en økonomi, der er på vej mod en betonmur. De ting tror jeg bare skal løses, inden man kan tale om reel indholdsmæssig uafhængighed og selvstændighed.

Spørgeren.

Jeg forstår sådan set godt, at ordføreren er optaget af det meget realistiske, og det er der bestemt også rigtig mange i Grønland der er, altså i forhold til de udfordringer, vi står over for. Vi har jo også en kæmpestor opgave her i Folketinget i forhold til at sikre, at udfordringerne på de områder, som vi varetager, bliver løst på en ordentlig måde, for der er også plads til forbedring – det synes jeg er vigtigt også at få sagt.

I forhold til det her med, at det virker sådan lidt tåget, vil jeg sige, at det jo netop er, fordi arbejdet først er gået i gang, og fordi man netop skal have diskussionerne nu og have sat en retning. Og så skal befolkningen jo inddrages i det undervejs, og til sidst skal man tage stilling til, om den vision er en, man køber eller ej.

Ordføreren.

Jamen jeg kan kun igen understrege, at jeg ønsker al mulig held og lykke, og give tilsagn om hjælp og inspiration, hvis man har lyst til at få det fra SF eller fra andre danske politikere. Jeg tror bare, at uanset at man først er gået i gang med arbejdet, må enhver gøre sig klart, at betingelserne for at tale om reel selvstændighed ligger i spørgsmålet – og det er, uanset hvad der står i et eller andet kommissorium: Kan man tale indholdsmæssigt om reel selvstændighed, hvis man er fuldstændig bundet økonomisk, socialt og uddannelsesmæssigt? Det har jeg svært ved at se. Derfor tror jeg, at man skal løse nogle andre udfordringer, inden man reelt kan tale om selvstændighed – men respekt for Grønlands valg af vej.

Tak. Så er det fru Aleqa Hammond. Værsgo.

Ja, i forbindelse med vores problemstillinger i det grønlandske samfund om ulighed og sociale problemer og økonomiske udfordringer er vi bundet, og der er ingen tvivl om, at vi tager hånd om disse så godt, som vi overhovedet kan. Børn og unge har absolut førsteprioritet, og de midler og de initiativer, der bliver igangsat af Inatsisartut og implementeret af naalakkersuisut er rigtig, rigtig mange. Vi afsætter flere midler til børn og unge-området end noget andet land i betragtning af befolkningsantallet og økonomien, så det har absolut førsteprioritet. Det er ikke diskussionen om dansk eller engelsk, der fylder mest; den fylder meget lidt. Vi er ikke i tvivl; engelsk kommer til at være andetsproget i fremtiden. Jeg håber sandelig også, at isen holder, for hvis isen smelter, er Danmark et af de første lande, der forsvinder. Sådan håber vi ikke det bliver.

Når nu ordføreren går meget op i de sociale emner, vil jeg spørge, hvad ordføreren mener man skal gøre for at sikre et stærkere rigsfællesskab baseret på det udgangspunkt, ordføreren tager.

Ordføreren.

Jeg ved jo, at et bredt udsnit af Folketinget i andre sammenhænge har rakt hånden frem og sagt, at hvis situationen er så akut og så dramatisk i Grønland, som jeg jo faktisk synes den er, så er man villig til at tilbyde ekstra hjælp til Grønland. Når fru Aleqa Hammond siger, at man tager hånd om det, som var det, der blev sagt, så må jeg bare konstatere, at det ikke er godt nok. Det er faktisk langtfra godt nok. Man bryder Børnekonventionen. Den sociale virkelighed i Grønland er grotesk. Den er under alle omstændigheder fuldstændig uacceptabel, og jeg er faktisk lidt paf over, at et grønlandsk folketingsmedlem kan sige: Vi har tjek på det, vi tager hånd om det. Det gør man så bare overhovedet ikke, for de mange fine ord, som fru Aleqa Hammond kom med, kan det barn, der sulter i øjeblikket, som går rundt uden tøj på, som ikke har noget sted at bo i Grønland, og som bliver seksuelt misbrugt, ikke bruge til noget som helst.

Spørgeren.

Jeg brugte ikke udtrykket tjek på. Jeg sagde, at vi tager hånd om det. Vi er opmærksomme på problemstillingerne, og der er en stor politisk opbakning til alle initiativerne fra både Inatsisartut og naalakkersuisut. Jeg synes, man skal udvise respekt for de initiativer, vi tager. Vi er meget bevidste om de problemstillinger, vi står over for. Det er bestemt ikke noget, som vi er stolte af, og det er bestemt heller ikke noget, vi gemmer væk nogen steder. Vi er meget opmærksom på det, og vi gør alt, hvad vi kan, i både kommunerne, i vores politik og i familierne rundtomkring for at løse problemerne.

Ordføreren.

Jeg udviser meget gerne respekt for det grønlandske system, men jeg er her først og fremmest for at udvise respekt for de børn, der bliver misbrugt, og som ikke får den opvækst, de har krav på. Det brud, der er på Børnekonventionen, er alt for vigtigt for mig, til at jeg med ord skal stå her og vise unødig respekt for et system, der tydeligvis ikke er i stand til at tage hånd om de dramatiske sociale katastrofer, der finder sted i Grønland. Det skal da adresseres, det kommer man ikke uden om bare ved at holde sådan en fin tale, hvor man slynger om sig med buzzwords, som fru Aleqa Hammond gør, og siger: Vi tager hånd om det, vi tjekker op på det. Der er ikke taget hånd om det. Hvis man virkelig mener, at det er at tage hånd om det, så synes jeg, at fru Aleqa Hammond skulle lytte til mange af de børn, der ikke oplever, at der bliver taget hånd om dem.

Tak. Så er det hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren sagde noget meget fundamentalt, noget meget basalt, men noget, der sjældent siges, nemlig at der ikke er noget magttomrum i verden. Og hvis Færøerne forlader rigsfællesskabet og siger nej til det, hvad siger man så ja til? Det er en fuldstændig rigtig betragtning, at så må Færøerne indgå i en anden alliance, et andet system, og blive en integreret del af et andet system. Og så er spørgsmålet: Hvor får Færøerne større selvstændighed? Er der nogen alliancer, som giver Færøerne større selvstændighed, end man har i dag? Det er fuldstændig korrekt, når man ser på det indholdsmæssige, at så er der nogle mikrostater i Europa – San Marino, Andorra, Liechtenstein og Luxembourg. De har formelt suverænitet, men de har langt mindre selvbestemmelse, end Færøerne har. Så det er en meget rigtig og vigtig pointe, som ordføreren har der. Tak.

Ordføreren.

Jeg er glad for, at vi har den samme analyse af det. Man behøver nu heller ikke, inden vi roser hinanden for meget, følge så meget med i politik på verdensplan for at kunne se, at det bare ikke findes. Derfor er det bare, at jeg håber så meget på, at man både i Grønland og Færøerne på en og samme tid kan opleve vejen mod selvstændighed som en mulighed og tager en beslutning om, hvorvidt man vil gå sammen med andre nationer. Jeg ved jo, at bl.a. fru Aleqa Hammond i avisen tidligere har flirtet med tanken om, at man skulle alliere sig med helt andre magter i verden. Det kunne man jo gøre. Men jeg tror så, at det vil være en styrke, at vi kan læne os op ad hinanden i fællesskabet og på den måde nå længere end hver for sig. Og hvis man allierer sig med en stormagt – det kan være USA eller Kina, eller hvad man nu kunne forestille sig – gad vide, hvor selvstændig man så i virkeligheden er. Ikke ret meget, tror jeg.

Spørgeren.

Lige en ting til: Ordføreren sagde, at han ville ønske, at fordelingspolitikken var anderledes på Færøerne, og at de indtægter, som er der, blev fordelt anderledes. Nu er det sådan, at mit eget parti sidder ved magten på Færøerne, og der er altså lavet kraftige ændringer i fordelingspolitikken. Skattesystemet er ændret, der er ændret på de sociale ydelser, og der vil også blive ændret på ressourcerenten inden for fiskeriet osv. for at sikre, at alle er med. Så det er noget, der bliver taget hånd om. Tak.

Ordføreren.

Jeg anerkender fuldstændig, at man har taget nogle gode skridt på Færøerne – helt afgjort. Vi har bare tidligere i historien set, at man har haft nogle fantastiske økonomiske opgangstider på Færøerne, uden at det kom alle til gode, men jeg har også set, at man nu har en mere retfærdig skattepolitik. Jeg synes nu, der er lang vej at gå endnu set fra et venstrefløjssynspunkt, som jeg har.

Tak, så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så skulle det egentlig være den konservative ordfører, men jeg ser ikke nogen til stede, så vi går videre i ordførerrækken til fru Aaja Chemnitz Larsen fra IA. Værsgo.

Mange tak. Der er fremgang i Grønland, og væksten var i 2016 høj. Helt nye tal viser, at der i 2016 var 311 mio. kr. mere i landskassen, end der var budgetteret med. Det skyldes ikke mindst, at der var gunstige priser på fisk og rejer. Der er grund til optimisme, men der er også behov for en langsigtet og holdbar vækst. Der er behov for øget erhvervsudvikling og en stærkere økonomi.

Fra Inuit Ataqatigiits side har vi længe efterlyst reformer på skatteområdet og på boligområdet, og de ser nu ud til at realiseres. Vi mener, at det er vigtigt, også af hensyn til solidariteten, hvis det er, vi skal sikre fremgang i samfundet. For os handler det om en større social lighed. Det handler om, at der er for mange børn og unge, som efterlades i dag med for få uddannelsesmuligheder, og som mangler de helt basale færdigheder.

Ønsker vi at fremme samfundsøkonomien i Grønland, er der også behov for en større balance mellem rig og fattig. Det er en absolut nødvendighed. Det skal altid kunne betale sig at arbejde, sådan lyder mantraet i Danmark, og det gælder sådan set også for Grønland. I dag ved vi, at knap 90 pct. af de arbejdsledige er ufaglærte, og mange har sociale udfordringer, som hindrer dem i at kunne møde de krav, som der er på arbejdsmarkedet i dag. I et moderne samfund ved vi, at der er en klar sammenhæng mellem uddannelse og jobsikkerhed, og derfor bør vækst og jobskabelse sammen med et øget uddannelsesniveau stå allerøverst på den politiske dagsorden i de kommende år.

Knap 40 pct. af den voksne befolkning i Grønland har en kompetencegivende uddannelse, og tallet er heldigvis stigende. Desværre ved vi også, at blandt de studerende er der for højt et frafald – 50-60 pct. af dem, der starter på en uddannelse, ender med at droppe ud. I Grønland bruger vi 14 pct. af vores BNP på uddannelse, mens man i Danmark bruger ca. 8 pct. Uddannelse er et højt prioriteret område i Grønland, men stadig ser vi, at frafaldet er for højt, og i sidste ende får vi ikke nok ud af de anvendte investeringer, som der er i uddannelse.

Fra Inuit Ataqatigiits side er vi derfor også glade for, at regeringen i Danmark har været med til at bakke op om de indsatser, der er, for grønlandske studerende i Danmark. Det er afgørende for Grønlands fremtid, at flere unge grønlændere får sig en uddannelse.

I Grønlands arktiske hovedstad Nuuk har Kommuneqarfik Sermersooq ambitiøse vækstplaner. I 2030 er målet, at vi skal være 30.000 indbyggere i Nuuk. Det kræver en massiv investering i by- og boligudvikling, og selv om der i de sidste år har været massive investeringer i bl.a. den kommende anstalt, noget, som staten har været med til at finansiere, og den nye havn i Nuuk, er der behov for, at vi også kigger længere ud i fremtiden og er med til at sikre, at der er gang i hjulene, og at vi får sikret jobs. Nuuk er som hovedstad en drivkraft for hele landet, og ønsker vi, at der skal være gang i hjulene fremadrettet, er der behov for, at vi omsætter visionerne om udvikling af Nuuk og resten af landet til handling i de kommende år.

Tilskuddet udefra udgør omkring 55 pct. af landskassens indtægter, som det er i dag. Bloktilskuddet udgør dog en mindre andel de seneste 5 år, fordi BNP i Grønland er stigende. At vores økonomi er afhængig af tilskud, er ikke tilfredsstillende for Grønland. Derfor bør der i et moderne grønlandsk samfund sikres en bredere erhvervsudvikling inden for de fire erhvervssøjler: fiskeri og fangst, turisme, råstoffer, landbaserede erhverv, herunder innovation og iværksætteri.

Vi skal også i Grønland lære at hylde det frie initiativ. Vi skal hylde iværksætterne, og vi skal hylde entreprenørerne. Selv mindre virksomheder er med til at skabe få arbejdspladser, og det fremmer en iværksætterånd i Grønland, som der skal styrkes i de kommende år. Viden til de unge om iværksætteri og startups skal komme helt i folkeskolen, og derfor er det rigtig glædeligt, at naalakkersuisut sammen med Fonden for Entreprenørskab er gået sammen om finansiering til undervisning af netop dette i de grønlandske folkeskoler.

Inden for råstofbranchen har vi også behov for at skabe nogle succeser. Vi ser, at rubinminen i nærheden af Nuuk er åbnet her for ikke så lang tid siden, og det er rigtig, rigtig positivt, at der begynder at komme gang i nogle af de her mindre projekter. For der er behov for at skabe lokale arbejdspladser, der skal opbygges kompetencer, og vi skal indsamle erfaring. Naalakkersuisut har også her på det seneste uddelt en række efterforskningstilladelser til mindre råstofprojekter, og man forventer, at der er flere, der kommer til.

Som politikere har vi et meget bredt samfundshensyn at tage. Det var et af mine budskaber til Future Greenland, hvor jeg var med til en af workshopperne, der var, for ud over at vi skal være med til at skabe jobs og vi skal sikre nogle skattemuligheder, skal vi også tage hensyn til miljøet, og vi er nødt til at tænke langsigtet, når vi snakker om råstofprojekter. Vi skal være med til at sikre, at de kommende generationer ikke skal stå tilbage med en regning, hvor vi har haft fokus på kortsigtet gevinst.

Hvis vi ser på det menneskelige, kan man sige, at nøglen til at sikre, at flere grønlændere vil være en del af et moderne grønlandsk samfund, også handler om at skabe vækst i Grønland. Går det godt for et land, og er der jobs at få, er det også attraktivt for folk at komme tilbage igen til Grønland. Det ser vi jo bl.a. også på Færøerne, hvor der er rigtig positive tendenser, og hvor man for første gang kommer op over at være, jeg mener, at det er 50.000 mennesker. Vi skal være bevidste om, at der skal skabes nogle vækstinitiativer i Grønland. Der skal drives en mere progressiv erhvervspolitik, og vi skal sikre, at der skal investeres i vores børn og unge, for uddannelse og vækst går også hånd i hånd, og tingene er tæt forbundne.

Min vision for et moderne grønlandsk samfund handler om et land, der tager ansvar for egen fremtid. Det handler om, at vi er et land, som ikke ser os som ofre, ikke ser os som undertrykte. Det handler også om, at vi ikke står og peger fingre ad Danmark, men at vi ønsker at indgå i en ligeværdig og konstruktiv dialog til gavn for begge lande. Grønland skal tages alvorligt, og vi som grønlandske folketingsmedlemmer skal ses som seriøse og respekterede politikere, som repræsenterer Grønland på bedste vis. Det er vigtigt, at vi i Grønland har en langsigtet plan i forhold til hjemtagelse af rigsanliggenderne, en plan, som er realistisk og gennemarbejdet. Det kan jeg godt nogle gange savne.

Personligt mener jeg også, at vi som grønlandske folketingsmedlemmer skal sidde med ved de større forlig, som handler om Grønland. Vi skal sikre, at Grønland bliver hørt, og at vi bliver inddraget, når det kommer til forsvarspolitikken og udenrigspolitikken. De forskellige sager, der har været nævnt også tidligere i dag, Camp Century, men også andre sager om forurening ved tidligere militære anlæg bliver en kile ned i relationen mellem landene, og der er behov for, at man sikrer en plan for oprydningen.

Exelis Services er i gang med at overtage servicekontrakten på Pituffik, og det er måske et af de første tegn, vi ser, på, at den amerikanske udenrigspolitik ændrer sig til at have fokus på US first. Ønsker vi at sikre rigsfællesskabets interesser, er det vigtigt, at vi samarbejder, og at vi har en tæt dialog internt.

Regeringen er heller ikke uden ansvar i forhold til Grønlands udvikling. Det er vi heller ikke her i Folketinget. Vi har en lang række sager, som vi skal samarbejde om. Grønlandske studerende i Danmark, et trygt retssamfund og sikkerhed til søs er blot nogle af de mange områder, som vi skal arbejde for at forbedre. Lovgivning, som er blevet opdateret for år tilbage her i Danmark, er en hindring, når den ikke bliver opdateret i Grønland. En opdatering af arveloven er et af de områder, som vi også mener regeringen bør prioritere og sikre, så mulighederne for at kunne overdrage sin virksomhed som erhvervsdrivende kan ske til næste generation.

Tidligere på året havde vi en høring her i Folketinget, som Inuit Ataqatigiit tog initiativ til. Den handlede om at sikre et tryggere Grønland, og fra Inuit Ataqatigiit kom vi med et udspil til et stærkere retssamfund. I sidste uge var jeg også i Sisimiut, hvor jeg repræsenterede Folketinget i forbindelse med de arktiske parlamentarikeres besøg i Grønland, men jeg var samtidig også henne at besøge anstalten i Sisimiut.

Man kan sige, at Kriminalforsorgen gør et rigtig, rigtig godt stykke arbejde under nogle lidt svære vilkår. Vi har tidligere talt om retspsykiatrien og de mangler, der er, i forhold til behandling, men jeg synes også, at det er vigtigt at understrege, at selve bygningen, som jo et eller andet sted repræsenterer staten i Grønland, er under al kritik. Den er utidssvarende, og jeg synes ikke, at det er en værdig måde, hvorpå vi samarbejder om at finde nogle gode løsninger. Jeg synes, at det er vigtigt, at vi giver de kvinder og de mænd, som er med til at give os alle sammen tryghed i Grønland, nogle ordentlige rammer til at udføre deres arbejde. Det handler om en ordentlig uddannelse, men det handler også om nogle ordentlige fysiske rammer.

I næste uge skal vi behandle et beslutningsforslag, som Inuit Ataqatigiit har fremsat, som netop handler om en styrkelse af justitsområdet i Grønland. Området er et dansk ansvarsområde, og det er min store forhåbning, men også min formodning, at der er et bredt politisk flertal til at bakke op om det her forslag, fordi en styrkelse af justitsområdet i Grønland vil sende et signal om, at Grønland og Danmark i fællesskab søger at understøtte samfundsudviklingen i Grønland. Qujanaq – mange tak.

Tak. Der er nogle korte bemærkninger, og den første er fra hr. Christian Juhl. Værsgo.

Tak. Jeg har undervejs fundet ud af, at der er meget større ulighed i Grønland, end jeg egentlig troede, og at der faktisk i vid udstrækning er tale om et klassesamfund, hvor den, hvad skal man kalde det, bedre stillede del af grønlænderne er temmelig rige i forhold til de allerfattigste. Hvad er IA's og for den sags skyld den grønlandske regerings planer i forhold til at udligne den ulighed?

Ordføreren.

Jeg vil først understrege, at når vi ser, at der sker en stigning i forhold til andelen af børn, der lever i fattigdom, er det vigtigt, at vi ikke bare står og kigger på. Når vi i et lille samfund ser børn, der går på gaden om natten – og det gør vi jo – hvor der ikke er nogen voksne omkring dem, synes jeg også, der er behov for, at vi handler.

Jeg synes, det rigtig meget handler om solidaritet, og noget af det, som vi bl.a. vil kigge på, er boligområdet. Vi understøtter jo faktisk dem, der har råd til at købe deres egen bolig, med afdragsfrie lån i en periode. Og på samme måde er der på skatteområdet også behov for at se på, hvordan vi kan sikre en mere ligelig fordeling af de fælles goder, vi har.

Der er rigtig mange børnefamilier, hvor der ikke er særlig mange penge at rutte med, og det har altså en betydning i forhold til det liv, de lever. Det handler jo i bund og grund om, at vi skal have brudt en negativ social arv, som vi ser rigtig meget i Grønland, og få sikret, at næste generation får en bedre fremtid. Det er jo egentlig meget universelt, men i Grønland er der virkelig et stort behov for det.

Spørgeren.

Vil det være muligt også at lade nogle af de bedst stillede bidrage noget mere til fælleskassen, altså til den grønlandske statskasse?

Ordføreren.

Jeg vil egentlig lade det være op til en diskussion i Inatsisartut og naalakkersuisut, for jeg synes, det er lidt for tidligt, kan man sige, at vi starter med den her. Men ja, der er behov for at se på, hvordan vi også kan styrke vores sociale indsats, og hvordan vi kan sikre, at vores uddannelser også går ind og griber nogle, når forældrene svigter, eller når det offentlige indimellem også svigter. Det ser vi jo desværre også eksempler på.

Så er det fru Karin Gaardsted. Værsgo.

Tak for det, og tak for ordførerens tale, som det altid er interessant at lytte til, når vi diskuterer rigsfællesskabet.

Ordføreren er jo meget optaget af justitsområdet – og af andre ting, men i hvert fald også af justitsområdet – og jeg vil gerne høre, hvilke tre prioriterede områder ordføreren mener der er de vigtigste på justitsområdet.

Ordføreren.

Inuit Ataqatigiit har valgt at fokusere på justitsområdet, og det har vi jo faktisk gjort i alle de år, vi har været i Folketinget. Det er, fordi det grundlæggende handler om retfærdighed. Det handler om at sikre, at ofre får deres sager behandlet hurtigt i retsvæsenet. Det synes jeg er et af områderne, der skal prioriteres. Det andet er nogle fysiske rammer, nogle uddannelsesmæssige rammer, nogle lønmæssige rammer til de folk, som er i politiet og på anstalterne ude i kriminalforsorgen og inden for retsvæsenet. Det handler også om et kompetenceløft, sådan at man som borger kan være sikker på, at man får behandlet sin sag retfærdigt og effektivt. Det tror jeg er et grundlæggende ønske for os alle sammen, og det er meget grundlæggende, hvis det er, vi gerne vil have et stærkt samfund.

Spørgeren.

Tak. Der blev også nævnt noget om bygninger, anstalter eller detentioner. Når man ser dem, kan man jo godt se, at der kan være noget galt, men hvad er egentlig grunden til, at det så ofte er nødvendigt at få renoveret bygninger i Grønland?

Ordføreren.

Vi har jo lige åbnet en anstalt nede i Qaqortoq i Sydgrønland, der har været lukket, samtidig med at vi blev nødt til lukke en anden i Sisimiut. Det var, fordi rammerne ikke var tidssvarende. Det er bl.a. på grund af skimmelsvamp, at man har været nødt til at lukke de forskellige anstalter. Det betyder selvfølgelig et pres på Kriminalforsorgen.

Som jeg nævnte tidligere, er en fysisk bygning jo også en form for repræsentant for staten i Grønland, og derfor synes jeg også, det er vigtigt, at det er værdigt. Da jeg besøgte anstalten i Sisimiut, så jeg, at det var en gammel barak, som man i sin tid brugte til at bygge lufthavnen op. Jeg vil invitere repræsentanter for regeringen til at komme og se det selv, for så tror jeg, at man lige med det samme ville sørge for, at man fandt en anden løsning, fordi det er smalle gange, som slet ikke er egnede til indsatte.

Tak. Så er det hr. Søren Espersen. Værsgo.

Tak. Jeg er fuldstændig enig med ordføreren, når det drejer sig om det her med, at de opgaver, som staten stadig væk har, skal løses til fuld tilfredshed. Justitsområdet er en oplagt ting, der er hele fængselsvæsenet og politiet og alt, hvad der ellers er. Så det skal det være, og det skal leve op til de standarder. Jeg vil så spørge: Bliver de ting, som Grønland så har overtaget, også varetaget til vores fulde tilfredshed? Det er jeg ikke sikker på. Hvad gør vi ved det?

Ordføreren.

Det er jo helt centralt i forhold til den debat, vi skal have i dag, og der kommer jeg ind på det. Men jeg vil egentlig gerne understrege, at vi jo også er mange, som kritiserer samfundsforholdene i Grønland, og jeg tror, at kritikken skal komme indefra, hvis det er, at tingene skal ændre sig. Jeg tror, det er vigtigt, at der er en erkendelse af, at de udfordringer, som der er på socialområdet, skal vi gøre noget ved. Det ser jeg at der er sket et skifte med. Jeg har jo arbejdet med det her i mere end 15 år, og jeg ser heldigvis, at der sker en udvikling. Men jeg tror, at det er helt grundlæggende, at det er os selv, der skal komme med kritikken, før vi kan ændre tingene.

Spørgeren? Frafalder. Den næste er hr. Magni Arge. Værsgo.

Tak. Tak for ordførertalen, som var meget interessant. Jeg kunne godt tænke mig at høre lidt mere om de planer, man har på Grønland med en nyudvikling af infrastrukturen, som bl.a. går ud på, at man skal bygge nye lufthavne forskellige steder. Det har man jo talt om meget længe, så det har været længe undervejs. Men er der nu ved at være alvor bag, og hvornår regner man med at gennemføre det?

Ordføreren.

Der er et stort politisk ønske, og man har sat gang i arbejdet ved at nedsætte en bestyrelse, som skal arbejde med de her ting, og det er jo også for at sikre, at der er et armslængdeprincip i forhold til de politiske beslutninger. Det, der er behov for, er jo at sikre, at der også er nogle investeringer til det her. I nogle af projekterne i Nuuk og Ilulissat er der lagt op til, at det skal være et OPP-projekt, altså et offentlig-privat partnerskab, man skal lave, mens der andre steder er behov for at se på, om det skal være fuldt offentligt finansieret, eller hvordan man vil gøre det. Statsministeren nævnte jo i sin tale nogle af de muligheder, der er med NIB og Eksport Kredit Fonden. Vi så jo fra Inuit Ataqatigiits side også gerne, at der var en mulighed for at samarbejde om at lave en arktisk investeringsfond, og det har været mit klare budskab til naalakkersuisut, at der er behov for, at man også fra Grønlands side tager nogle initiativer og rækker ud. Fra Færøerne har man jo nogle erfaringer, der viser, at det har en betydning, hvor høj renten er, i forbindelse med de her investeringer, man laver i forhold til tunneler.

Spørgeren.

Tak. Der var forleden et møde i Fairbanks i Alaska i Arktisk Råd, og der blev det besluttet, at Vestnordisk Råd, som både Grønland og Færøerne deltager i, fik status som observatør i Arktisk Råd. Hvad mener ordføreren at det kan bruges til og det kan betyde for arbejdet i den arktiske sammenhæng fremover?

Ordføreren.

Jeg har selv været aktiv i Vestnordisk Råd, og jeg så gerne, at vi fik styrket samarbejdet generelt mellem Island, Færøerne og Grønland. Noget af det, man arbejder på, er jo også en frihandelsaftale på tværs af de her lande, og det kunne være rigtig interessant for Grønland at blive lidt mere konkret i forhold til det. Det, jeg tror vi kan bruge det til fra Grønlands og fra Færøerne side er at sikre os en stærkere stemme, kan man sige, i Arktisk Råd, fordi vi nu har flere muligheder til at fremme vores sag. Fra Grønlands side har vi jo også ICC, som repræsenterer de oprindelige folk, og vi sidder der jo så også qua det, at vi er en del af rigsfællesskabet.

Så er det hr. Marcus Knuth. Værsgo.

Mange tak. Det er lidt i forlængelse af det første spørgsmål fra før. Jeg er rigtig glad for ordførerens fokus – og det så vi også sidste år – på, hvad vi kan gøre for at fremme investeringer i Grønland. Jeg er også helt enig i det, som statsministeren er inde på. Personligt ser jeg, at der er en flaskehals. Så længe man er nødt til at flyve via Kangerlussuaq og ikke kan flyve direkte til Nuuk eller til Ilulissat, så har jeg svært ved at se turismen eller et erhvervssamarbejde blomstre inden for de muligheder, der rent faktisk er. Har ordføreren nogle tanker til, hvad vi kan gøre fra dansk side for at støtte Grønland i en udvikling i forhold til lufthavne? Nu er det snart 2 år siden, jeg var i Grønland for første gang som en del af Folketinget, og allerede dengang hørte vi rigtig, rigtig meget tale om det, både i Ilulissat og i Nuuk, men det er, som om der ikke sker så meget. Er der noget, vi kan gøre fra dansk side?

Ordføreren.

Planerne om de her nye lufthavne i Nuuk og Ilulissat sikrer netop, at der kan komme en direkte vej. Det er i hvert fald det, der er lagt op til, altså at man kan flyve direkte til Nuuk og Ilulissat. Så det gør tingene mere tilgængelige, kan man sige, både økonomisk, men også for turister sådan helt generelt. Det, jeg synes der er vigtigt at huske på, når vi snakker lufthavne og infrastruktur, er, at det er én del af det. En anden del af det er overnatningssteder, og noget andet er aktiviteter. Så vi er jo nødt til at se det som en helhed, hvor vi også er nødt til at udvikle nogle forskellige andre områder og måske netop skabe plads til det frie initiativ i forhold til at skabe små turismevirksomheder de forskellige steder. Så jeg tror, det er vigtigt, at man ikke kun kigger på lufthavne, men at man også kigger bredere på det, altså hvordan vi kan sikre en større tilgængelighed generelt til Grønland.

Spørgeren. Frafalder. Så har vi ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Aleqa Hammond. Værsgo.

Mange tak. Rigsfællesskab betyder fællesskab i riget. Fællesskab hedder på grønlandsk ataatsimoorneq. Det betyder, at man er et med hinanden, at være et om alt i fællesskabet. Føler jeg som grønlandsk borger, at jeg bliver behandlet på lige fod med alle andre i hele riget? Bliver de danske anliggender prioriteret lige så meget i Grønland, som de bliver prioriteret her i Danmark? Har vi den samme retssikkerhed? Er det det danske sprog, de familiære bånd eller andet, der forbinder mig med resten af rigsfællesskabet?

Ja, der kan stilles mange spørgsmål omkring rigsfællesskabet uden om det politiske. Statsministeren fremhæver gang på gang, at det er i dansk interesse at beholde rigsfællesskabet og dermed Grønland. Taksøerapporten fremhævede, at det er i dansk interesse at holde fast i rigsfællesskabet. Selvstyreloven slår entydigt fast, at Grønland har ret til selvstændighed. Grønland bestemmer selv. Rigsfællesskabets udfordringer er ikke blevet færre med tiden. Tværtimod mener jeg, at rigsfællesskabet er i rivende forandring, en meget tydelig forandring. Selvstyreloven trådte i kraft i 2009, og dermed har forholdet mellem Danmark og Grønland ændret sig. Grønland har retten til undergrunden, det grønlandske sprog er nu det officielle sprog. Vi kan selv bestemme, hvornår vi ønsker selvstændighed.

Selvstyreloven har sat meget klare retningslinjer for køreplanen for selvstændighedsprocessen. Det betyder hermed også, at vores relationer med hinanden, både i Danmark og Grønland, i hvert fald på det politiske plan har ændret sig, en ændring, som det absolutte flertal i Grønland ønsker, nemlig at vi arbejder os i retning af selvstændighed. Vi har nu en selvstændighed, og forfatningsarbejdet er igangsat. Ønsker fra folket bringes videre i det politiske arbejde. Et fælles projekt og et fælles ansvar. Et stærkt fællesskab er et fællesskab, hvor man føler ligeværd, og man er fælles om beslutningerne om hinandens anliggender og tager fælles ansvar.

Det er desværre ikke altid lige det fællesskab, vi mærker, når man her fra Danmark træffer nogle beslutninger, som rammer den grønlandske hverdag, uden at man har taget det grønlandske fællesskab med i beslutningerne. Hvis rigsfællesskabet skal bevares, må Danmark tage sit ansvar alvorligt. Der er stadig 32 sagsområder, som er under dansk jurisdiktion, sagsområder, som alle ikke fuldgyldigt lever op til dagens behov og dagens Grønland. Med så stort et ansvar er det ikke nok at sige, at man finder rigsfællesskabet vigtigt, og det er ej heller nok at sige, at man ønsker et stærkt fællesskab. Rigsfællesskab forpligter. Det forpligter, at Danmark prioriterer sine ansvarsområder, og at disse kontinuerligt også får forbedringer som alle andre dele af rigsfællesskabet. Os, der bor i den nordlige del af rigsfællesskabet, oplever igen og igen, at de danske ansvarsområder ligger bagest i prioriteringslisten. Det styrker altså ikke ligefrem vores følelse af fællesskab i riget.

Hvis man ønsker et rigsfællesskab, der er stærkt, kræver det en konstant indsats for at gøre dette stærkt og solidt. Man arbejder ihærdigt for at fjerne grænsehindringer, som besværliggør en smidig sameksistens, både de kulturelle, gastronomiske, sproglige og uddannelsesmæssige initiativer. En respekt for hinandens forskellige historie, kultur, åndelighed og tilhørsforhold er et godt udgangspunkt til et stærkt fællesskab. Et rigsfællesskab, man på det politiske plan ønsker, og et rigsfællesskab, man ønsker på den samfundsmæssige side, kan ses på konkrete initiativer. Hvor mange midler bruges der på at sikre, at man underviser vores unge i faktuelle realiteter om hinandens samfundsforhold? Hvor meget ved vores unge egentlig om hinandens lande? Jeg har f.eks. her i huset haft rigtig mange gymnasieelever på besøg, unge, der gerne ville vide lidt om grønlandske forhold og om relationerne mellem Danmark og Grønland. Jeg ser en meget lille viden om Grønland hos unge, desværre, men et meget stort ønske om ikke at se Grønland som selvstændigt.

Jeg tror, at et stærkt rigsfællesskab er et fællesskab, man er sammen om, hvor man respekterer hinandens forskellige synspunkter, forskellige kulturer og forskellige prioriteringer. Der vil jeg mene, at rigsfællesskabet vil blive bygget på et fællesskab med en solid viden om hinanden, om hinandens anliggender og om hinandens værdier.

Regeringsgrundlaget giver et håb om en bedre politik for anliggender i Grønland, som er under dansk ansvar. At retssikkerheden skal være på samme niveau, som den er i Danmark, er blandt prioriteringerne i regeringsgrundlaget. Det er store målsætninger, og dette kræver et stærkt samarbejde mellem Grønland og Danmark. Indtil nu har vi ikke set de helt store forbedringer på de danske ansvarsområder, men der er tid endnu, og der er gode samarbejdsområder for os i Folketinget, men ikke mindst også for vores naalakkersuisutansvarlige på områderne.

Lad os samarbejde en smule mere, end vi har gjort hidtil. Lad os tage flere initiativer til at sikre en bedre retssikkerhed for den nordlige del af rigsfællesskabet, end vi har gjort hidtil. Vi er bevidste om vort lands størrelse, vi er bevidste om vores lands beliggenhed, vi er bevidste om de problemstillinger, vi står over for, vi er bevidste om vort lands muligheder, og vi er ikke mindst bevidste om vores lands vigtighed for verdenssamfundet – et udgangspunkt, som i sig selv gør os stærke og giver os mod til at gå hele vejen mod selvstændighed.

Lad os sammen løfte for at gøre fællesskabet lidt mere solidt og lidt stærkere, end det er i dag. Ingen kritik af Danmark for den sags skyld. Ingen klynk, ingen jammer, intet brok, men implementering af selvstyreloven er vi enige med hinanden om, og lad os gøre den bedre.

Tak. Der er korte bemærkninger, og den første er fra hr. Marcus Knuth. Værsgo.

Mange tak. Jeg har selvfølgelig stor respekt for ordførerens ønske om grønlandsk selvstændighed, men for mig er spørgsmålet mere, hvad der er det bedste for det grønlandske folk. Der er jeg af den overbevisning, at de problemer og udfordringer, som Grønland står over for, løser vi bedst i fællesskab, ikke alene på grund af de økonomiske tal, altså bloktilskuddet, der taler for sig selv, men også på grund af det samarbejde, vi har inden for retsområdet og en lang række andre områder.

Jeg ved, at et område, som ordføreren lægger rigtig meget vægt på, er, at man skal tale mindre dansk og mere grønlandsk i Grønland. Det kan jeg selvfølgelig på den ene side godt forstå, men samtidig ser vi det, som jeg også så, da jeg var i Grønland for første gang med Folketinget fra snart 2 år siden, hvor vi, da vi besøgte et gymnasium, hørte fra mange af eleverne, at fordi de ikke havde haft nok dansk i skolen, havde de svært ved at klare sig i gymnasiet, hvilket førte til, at der var en del af dem, der måske ikke kunne komme videre på universitetet.

I stedet for at have det her meget ensidige fokus på selvstændighed, ville det så ikke være bedre at se på, hvad der er bedst for den grønlandske befolkning i forhold til uddannelse og økonomi, og ikke stirre sig blind på selvstændighed?

Ordføreren.

Jeg vil ikke kalde det at stirre sig blind på selvstændighed, for det er, hvad befolkningen ønsker. Befolkningen var til afstemning om selvstyreloven, og det var et absolut flertal i det grønlandske folk, som ønskede selvstyret indført og dermed retten til selvstændighed. Så det er ikke Inatsisartut eller naalakkersuisut, der har bestemt det – det er befolkningen, der står bag det her.

Med hensyn til om dansk og ikke grønlandsk skal være andetsproget, hvilket nok er det, spørgeren henviser til, så er det en evig diskussion for et globaliseret samfund, hvor meget dansk og engelsk skal fylde, når vi opererer med tre sprog i vores samfund. Det synes jeg også er en helt naturlig diskussion at have, og den diskussion tages uden for de bygninger, hvor der bedrives politik.

Jeg tror samtidig, at det ikke bare er selvstændighed, den grønlandske befolkning koncentrerer sig om. Tværtimod. Vi står med udfordringer – alle de problemer, der er i vores samfund – som vi hver dag skal tage hånd om, så diskussionen om selvstændighed fylder ikke mere end noget som helst andet.

Spørgeren.

Som sagt har jeg stor respekt for det, hvad end den grønlandske befolkning måtte ønske, men den grønlandske befolkning har jo allerede fået en meget høj grad af selvbestemmelse – så er der områder som udenrigspolitik, forsvarspolitik osv., hvor vi samarbejder meget tæt, og hvor jeg har svært ved at se at de opgaver kunne blive løst på samme måde, hvis det ikke var for Danmark.

Hvorfor ikke kigge på økonomisk selvstændighed i stedet for politisk selvstændighed? Hvis alle de ressourcer og al den tid, vi bruger på både at tale om og arbejde med det, blev brugt på spørgsmålet om økonomisk selvstændighed i stedet for politisk selvstændighed, så tror jeg, at Grønland ville stå et bedre sted.

Ordføreren.

Selvstændighed er ikke bare politik og økonomi – selvstændighed er mange, mange flere ting end bare det. Det er både at tage ansvar for sit land, sin politik, sine traditioner, sin kultur, sit sprog og sine prioriteringer hele vejen igennem, at kunne tænke og handle selvstændigt, at tage hånd om alle problemstillinger og tage ansvar hele vejen igennem. Alt det er en del af selvstændighedsprocessen. Politikken er det mindste – politikken kan man forhandle sig frem til. Alt andet er meget vigtigere.

Der mener jeg også, at selvstændighedsprocessen er en proces, som skal styrkes i det grønlandske samfund. Der skal tages en generel diskussion om, hvad det er for et samfund, vi ønsker i fremtiden, med selvstændighed.

Tak. Så er det hr. Søren Espersen. Værsgo.

Tak. Som jeg sagde til fru Aaja Chemnitz Larsen om det her med, at Danmark selvfølgelig skal varetage de opgaver, man stadig væk har, som ligger under staten, og gøre det til fuld tilfredshed, så må jeg også sige, at herfra er jeg så ikke tilfreds med den måde, som man har løst opgaven på med hensyn til de ting, der så er hjemtaget. Altså, jeg kan pege på f.eks. en undervisnings- eller uddannelsesproces, som er ganske fortvivlende, også når det gælder socialvæsenet.

Gælder der ikke også den samme vej tilbage for det grønlandske landsstyre, nemlig at de ting, man overtager, søren spilleme skal behandles ordentligt, sådan at de bliver varetaget til fuld tilfredshed? Er det ikke rimeligt?

Ordføreren.

Jeg er fuldstændig enig. Jeg er fuldstændig enig i, at alle de sagsområder, vi hjemtager, skal vi håndtere ordentligt hele vejen igennem. Men når vi har hjemtaget sagsområder, betyder det jo ikke, at vi er ufejlbarlige. Vi lærer af vores egne store fejltagelser. Vi træffer nogle beslutninger, som ikke nødvendigvis altid fungerer efter hensigten. Så vi lærer af vores erfaringer, og ud fra de erfaringer laver vi vores forbedringer. Det har vi set på sundhedsområdet, det har vi set på uddannelsesområdet. Vi har set det på mange forskellige områder, som Grønland i forvejen har fået hjemtaget fra Danmark.

Så jeg vil ikke stå her og sige, at de problemstillinger, vi kommer til at stå over for i fremtiden, vil vi løse uden fejl – det ville være forkert at sige. Jeg tror ikke, at der nogen steder er lande, som har hjemtaget alle deres sagsområder uden at have lavet en enkelt fejl.

Spørgeren.

Men man må sige, at det, der er sket, når det gælder, lad os tage uddannelsessektoren, jo er, at de unges kapacitet bliver ringere og ringere og ringere. Det er jo ikke en fremgang, det er jo ikke engang en lige linje. Man bliver dårligere og dårligere til dansk, og engelsk kan man stort set ikke. Så man ender med en problemstilling, hvor de unge grønlændere bliver rigtig dygtige til grønlandsk – og det er fint, det skal de bestemt være, når de bor i Grønland, synes jeg – men hvis det så er det eneste, de kan, så er der ingen vej åben ud til de samfund, hvor man kan få en højere uddannelse. Det er problemstillingen, og det synes jeg man bør arbejde meget mere ihærdigt for at løse i stedet for hele tiden at tale om selvstændighed.

Ordføreren.

Jeg håber, at man til enhver tid vil tale om selvstændighed – uanset hvad. For jeg tror, at det er utrolig vigtigt, at man selv tager ansvaret for sit land og alle dets anliggender. Det synes jeg er helt naturligt at gøre.

Vi har et uddannelsessystem i dag, som møder meget kritik, og det synes jeg også er berettiget på mange områder. Men når vi ser den historiske plan for Grønland, er der aldrig nogen sinde uddannet så mange med kompetencegivende uddannelser og uddannet så mange mennesker, som vi gør i dag. Og som min kollega også tidligere nævnte: Aldrig nogen sinde har vi haft så mange, der dimitterer fra universitetet, som der er i dag. Så jeg vil ikke stå og sige, at det udelukkende ser sort ud, for jeg ser meget store fremskridt.

Tak. Så er det hr. Magni Arge. Værsgo.

Tak for ordførertalen. Ser ordføreren nogen muligheder for, at de arktiske folk kan få bedre og mere bæredygtige muligheder for at skabe egen velfærd gennem det arbejde, der pågår i Arktisk Råd f.eks.?

Ordføreren.

I forhold til det bæredygtige – jeg mener, at det var det, jeg hørte – er det klart, at Arktisk Råd er en konsensusmodelopbygget organisation bestående af otte nationer, som hver især skal være enige i forhold til de initiativer, vi beslutter. Bæredygtighed og sustainable harvesting – jeg kan ikke lige komme på det danske ord – er absolut kerneord i hele vores arbejde i Arktisk Råd. I den sammenhæng vil jeg mene at kongeriget har en fælles stemme, én stemme med hensyn til bæredygtighed, og jeg tror også, at vi i den sammenhæng møder vores udfordringer med de lande, som gerne vil opnå observatørstatus i Arktisk Råd, men har svært ved det, netop fordi de meget ofte ikke forstår de samme bæredygtighedsprincipper og modeller, som vi arbejder efter.

Spørgeren.

Jeg vil gerne spørge ordføreren, hvad hun mener om, at det vestnordiske samarbejde, som vi har hørt før, også har fået observatørstatus i Arktisk Råd, og hvordan det kan komme til at påvirke det samarbejde, der foregår imellem Færøerne, Island og Grønland – og i en arktisk sammenhæng.

Ordføreren.

Min helt personlige holdning er, at jeg har haft meget svært ved at se, hvordan vores vestnordiske samarbejde i rådet kan gøre os stærkere, ved at man opnår observatørstatus i Arktisk Råd. For hver enkelt land har deres egen politik på mange områder, på hver deres felt, og hver deres udenrigspolitik. Færøerne og Grønland er selvstyrende lande, hvorimod Island er en stat. Så i forhold til at skulle have en fælles holdning om observatørstatus i Arktisk Råd har jeg indtil videre svært ved at se, hvordan det kan gøre os endnu stærkere i regionen, end vi er i dag.

Tak. Så er det hr. Henrik Brodersen. Værsgo.

Tak. Jeg hæfter mig ved, at ordføreren tager nogle af de emner op på områder, hvor Danmark ikke overholder sine forpligtelser – eksempelvis med noget søkortlægning og kommunefogeder. Nu forholder det sig sådan, at vi ikke kan deportere folk, så hvis ikke de vil være kommunefogeder, kan man jo altså ikke tvinge dem til det. Det er et problem, og det er et problem, der skal løses, men det gør vi altså nok bedst i fællesskab.

I forbindelse med det her med, at man hæfter sig så meget ved selvstændighed, at nu kan man det, og at nu skal man det osv. osv., vil jeg sige, at jeg har fuld forståelse for det med, at det grønlandske sprog skal favoriseres meget mere, men ved at nedgradere det danske sprog synes jeg faktisk, at man gør det grønlandske folk en bjørnetjeneste. Alene det at indføre, at eksempelvis alle retssager skulle afholdes på Grønland, vel vidende at der ikke er en eneste advokat i Grønland, der kan grønlandsk, får mig til at spørge, om der ikke er et problem her, som man måske skulle tage hånd om.

Ordføreren.

Nu er der altså advokater i Grønland, som også kan grønlandsk. Grønlandsk er lærbart som alt andet, ligesom dansk er. Det grønlandske sprog er det officielle sprog i Grønland, for det har befolkningen bestemt. Det skal naturligvis også kunne implementeres på alle områder, også på områder, som er under dansk ansvar ligesom domstolene. Det vil jeg synes er et helt naturligt sted at starte. Når det er sagt, synes jeg også samtidig, at søkort og kommunefogeder naturligvis skal på samme plan som alle andre steder for at styrke retssikkerheden både til søs og til lands, for alt andet ville være utænkeligt og bestemt ikke noget, der styrker rigsfællesskabet. Jeg brugte ikke ordet søkort og heller ikke kommunefogeder, men jeg nævnte retssikkerheden, som statsministeren har nedfældet i sit regeringsgrundlag, altså at det skal på samme niveau som resten af Danmark. Det er jo store ord, og vi har også store forventninger til det, og der er heller ikke noget at sige til, at vi gang på gang fremhæver det, det er nemlig for at give nogle gode inputs til, hvor man kunne starte henne.

Spørgeren.

Kunne man blot løse det her i fællesskab i stedet for hele tiden at påpege de ting, der er galt. Vi vil jo fra dansk side gerne løse det i fællesskab, vi vil meget gerne støtte op om alle de tiltag, der er, også når det er hjemtagede områder, som måske ikke helt lykkes. SF's ordfører var også inde på, at de børn, der er udsat for incest, børn, der sulter og alt muligt, ikke kan bruge de her skåltaler, der tit og mange gange bliver holdt, til ret meget. Må vi dog ikke nok være med til at bidrage til, at det her kommer til at fungere?

Ordføreren.

Hvis ikke lige man følger med i, hvad der sker faktuelt i dagens Grønland, får man det indtryk, at alle sulter, at alle er seksuelt misbrugte, og at ingen har uddannelse og deslige. Det er ret trist. Men hermed ikke sagt, at man ikke må kritisere. Vi tager kritikken til os, og vi flygter overhovedet ikke på nogen måde fra det. Danmark og Grønland har i fællesskab i to ministerier, som har med børn og unge at gøre, udarbejdet nogle modeller, hvordan de også fagligt kan hjælpe hinanden, som jeg synes er rigtig, rigtig godt, og vi kan styrke det hele vejen igennem endnu bedre, end vi har gjort hidtil.

Tak. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Og så går vi videre i ordførerrækken med hr. Magni Arge. Værsgo.

Tak. Jeg vil allerførst kvittere for talen fra den unge repræsentant for Radikale Venstre, hr. Kristian Hegaard, for det viser sig faktisk, at Tóki nærmest er en del af familien, hvis jeg kan sige det sådan, så jeg skal nok overbringe ham en hilsen; han er også min søns gode ven. Sådan er der igennem tiden skabt mange relationer mellem Færøerne og Danmark og mellem færinger og danskere.

Jeg ved ikke, om I ved, hvornår det allerførste møde, man kender til, fandt sted. Det var faktisk omkring år 970, og det var et møde mellem to frie mænd i Helsingør, som på det tidspunkt blev kaldt for Háloyri på færøsk; det var et sted, hvor købmænd i vikingetiden mødtes for at handle. Og de to, der mødtes der, var Harald Blåtand, som samlede Danmark i sin tid, og Tróndur í Gøtu, den mest berømte færøske vikingehøvding nogen sinde. Tróndur løste det store problem, som Harald Blåtand kom ud i, da han blev frarøvet alt sit sølv i Helsingør. Han nægtede alle købmænd at rejse fra Helsingør igen, før han havde fået sølvet tilbage, men de fandt ikke ud af, hvem der havde stjålet det. Hvad gjorde Tróndur så? Jo, han forhandlede med alle købmændene om, at de hver især betalte en lille sum sølv, og så afleverede han det til Harald Blåtand. Denne var glad, købmændene fik lov at sejle, og Tróndur fik en klækkelig løn for sit virke – og sejlede hjem igen til Færøerne og sloges i 50 år mod de norske konger for Færøernes frihed.

Da jeg gik ind i politik for 2 år siden, var det ikke kun for at medvirke til udviklingen af et stærkt og selvstændigt Færøerne. Jeg ville også medvirke til en mere moderne og konstruktiv dialog om sameksistens mellem Færøerne og Danmark, som tog udgangspunkt i, at færingerne skulle tage det fulde ansvar for deres eget land og deres egen velfærd. Men jeg ville også arbejde for en sameksistens, hvor relationerne mellem landene blev styrket politisk, kommercielt og kulturelt – og på det folkelige plan. For jeg er ikke imod tætte og gode relationer til Danmark. Jeg ønsker bare, at grundlaget hviler på et stærkt selvstændigt færøsk fundament og vores egen frie vilje, for det skaber nemlig gensidig respekt. Men nu – snart 2 år senere – kan jeg konstatere, at Færøerne som nation står stærkere end nogen sinde. På jysk ville man sige, at det går ikke så ringe endda. Til gengæld har jeg ikke indtryk af, at det er lykkedes særlig godt at trænge ind hos den danske statsmagt med ambitionerne om en mere tidssvarende dialog.

Det går forrygende godt med lakseopdrættet, og det går forrygende godt med det pelagiske fiskeri. Eksporten og handelsbalancen har det rigtig godt – vi havde vistnok et plus på 1,5 mia. kr. sidste år. Landsstyrets økonomiske rammer for samfundets udvikling de kommende år indeholder både overskud og store investeringer i den færøske infrastruktur, i uddannelses- og sundhedssektoren.

Så har vi for et par måneder siden sagt goddag til borger nr. 50.000 på Færøerne – for første gang nogen sinde. Husk det: Vi er i dag et halvt hundrede tusinde borgere på Færøerne. Væksten er størst blandt kvinder og børn, og det har stor betydning for den langsigtede demografiske udvikling. Hovedårsagen til væksten skal findes i flere arbejdspladser og et voksende udbud af videregående uddannelser. Og ledigheden på arbejdsmarkedet er faldet til 2,3 pct., men befolkningstilvæksten stiller altså også krav om flere boliger og en større indsats med hensyn til diverse offentlige tjenester.

Lagtinget har for nylig hjemtaget familie-, arve- og personretten, og forløbet angående homoseksuelles ret til borgerlig vielse er nu nået frem til selve målstregen. Højkonjunkturen gør det ikke lettere for et snævert flertal i Lagtinget at gennemføre svære reformer, men omsider er fiskerireformen kommet i Lagtinget, hvor den bliver behandlet i løbet af den næste måneds tid. Den har særdeles stor betydning, da fiskeriet stadig væk er Færøernes hovederhverv.

Men vi ved godt, at træerne ikke vokser ind i himlen, og vi har derfor også blikket rettet mod risici i horisonten. Færøerne går igennem en rivende udvikling, og ansvaret er stort, da færøske skatteborgere selv finansierer 90 pct. af det færøske statsbudget og Lagtinget selv står for det meste af lovgivningen. Det har derfor stor betydning for sammenhængskraften i vores samfund, at vi får vedtaget en forfatning, som danner en fælles ramme om vores identitet. Et af de grundlæggende principper i en færøsk forfatning er en stadfæstelse af den færøske selvbestemmelsesret, og at det færøske folk skal spørges, hvis der skal indgås betydelige aftaler, der forpligter vores land i forhold til andre nationer.

Arbejdet med forfatningen går nu ind i en slutfase, og folkeafstemningen er planlagt til den 25. april 2018, som også er den færøske flagdag. Hen over efteråret og vinteren skal forslaget forelægges og diskuteres både i Lagtinget og blandt offentligheden før afstemningen, og jeg har en stor tiltro til, at fremmødet ved afstemningen vil være stort. Henved 90 pct. af de spurgte i en gallupundersøgelse for nylig indikerede, at de ville deltage i en folkeafstemning. Da den danske grundlov var til afstemning i 1953, var valgdeltagelsen nede på 7 pct. Det bekræfter helt klart en stor interesse for en færøsk forfatning, som er en kontrakt mellem det færøske folk og dem, som får til opgave at administrere magten i samfundet.

I Danmark har regeringen været knap så forstående over for den færøske ambition. Jeg oplever snarere, at regeringen forsøger at lukke dialogen ned med sine defensive udmeldinger om, at enhver ændring i forholdet mellem landene må holde sig inden for grundlovens rammer. Man forsøger således at begrænse den politiske dialog til et spørgsmål om jura. Men her går al dialog tabt, for Statsministeriet og Justitsministeriet vil til enhver tid tolke grundlovens rammer i forhold til regeringens ønsker. Og når man samtidig hævder, at Statsministeriet og Justitsministeriet er de eneste autoritative tolkere af grundloven, så har man effektivt lukket ned for enhver konstruktiv politisk dialog.

Det er ærgerligt, og det er forkert. Og det bekræfter fordommene om, at den danske stat har svært ved at bevæge sig ind i et dynamisk og respektfuldt samarbejde mellem tre selvstændige parter og stadig væk hænger fast i en senkolonial ambition om at udøve magten over alle tre dele af kongeriget så længe som muligt. Tyngden i dansk udenrigspolitik er tæt forbundet med den arktiske vækst, som Danmark kan stille med ved forhandlingsbordene rundtomkring i verden. Når Danmark fører sig frem som arktisk sværvægter på den internationale scene, skyldes positionen i høj grad Grønland, men også Færøernes betydning i den sammenhæng. Så det kræver en vis behændighed at navigere i det miljø.

Nu skal jeg komme til den positive del og sige, at jeg gerne vil rose regeringen for dens støtte til Vestnordisk Råds ansøgning om at få observatørstatus i Arktisk Råd. Vestnordisk Råd omfatter et parlamentarisk samarbejde mellem Grønland, Island og Færøerne, som fokuserer på vores levevilkår i Nordatlanten og Arktis. Jeg vil også gerne kvittere for, at Danmark bakker op om det arktiske folks ret til at udnytte havets ressourcer bæredygtigt, hvilket er en forudsætning for velfærd i Arktis. Og jeg håber, at Danmark også vil støtte et forslag, som handler om at stramme op på betingelserne for at opnå medlemskab som observatør i Arktisk Råd. De skal anerkende det arktiske folks rettigheder til at udnytte havets ressourcer bæredygtigt, og lande med observatørstatus skal åbne deres markeder for alle produkter, der stammer fra bæredygtig fangst, også når det gælder havets pattedyr. EU's forbud mod import af sælprodukter har været en katastrofe for de arktiske samfund, og skaden kan kun begrænses ved at ophæve forbuddet.

Det fører mig frem til de store ændringer, der er på vej i EU. Med Brexit står Den Europæiske Union foran kolossale ændringer. Det europæiske søkort – eller skal vi kalde det kort over fiskerettigheder? – står også over for potentielt revolutionerende ændringer. I forløbet omkring Brexit skal man se sig godt for, for der er flere minefelter, ikke mindst på fiskeriområdet. De store aktører er selvfølgelig EU og UK, men hele fiskeripakken har vital betydning for både færøske og danske interesser.

Når det nye forhold mellem Storbritannien og EU forhandles på plads, kan der forekomme situationer, hvor Færøernes og EU's interesser kolliderer. Det oplevede vi for ikke så lang tid siden, da EU boykottede Færøernes eksport af pelagiske fiskeprodukter og Danmark lukkede sine havne for færøske skibe. Faren for en ny kollision mellem færøske og danske interesser er åbenbar, og det er af vital betydning for Færøerne, at den danske regering respekterer Færøernes suveræne ret til at forsvare egne interesser med alle de midler, der er tilgængelige. For os handler det her om selve grundlaget for den færøske velfærd, og den vil vi til enhver tid kæmpe for.

Det fører mig til slutreplikken, hvis jeg lige kan nå at få den med, om, at kampen for den færøske velfærd og den færøske selvstændighed først og fremmest skal kæmpes på hjemmebane. Jeg har derfor besluttet igen at indtage min plads i det færøske parlament dagen efter afslutningsdebatten her i Folketinget i næste uge, og så sidder jeg altså i det færøske Lagting, indtil Folketinget samles igen, hvor jeg kan møde op med genopladte nationale batterier.

Tak. Der er en kort bemærkning fra hr. Henrik Brodersen. Værsgo.

Tak. Ordføreren skal vide, at jeg hver dag glæder mig over den fremgang, der er på Færøerne, både med tilvæksten af personer, det økonomiske og selvfølgelig også de gode fodboldresultater, der bliver skabt.

Nu skal vi jo ind i den afsluttende fase, som også ordføreren var inde på, omkring forfatningen, og som også statsministeren var inde på, har den færøske lagmand været ude at sige, at det selvfølgelig skal ligge inden for de rammer, der er omkring grundloven. Nu ved jeg jo, at ordføreren er en stor løsrivelsesmand, og derfor kunne jeg godt tænke mig at høre ordførerens bud på, hvordan han ser ønskeresultatet for Færøerne.

Ordføreren.

Jeg er ikke sikker på, at jeg fik det næstsidste ord med. Men den her forfatning handler egentlig ikke om løsrivelse. Det må jeg erkende. Den her forfatning handler om, at vi skal have et identitetsdokument for Færøerne – vi skal have en køreplan for en ordensplan for, hvordan vi organiserer vores samfund, hvilke rettigheder vi har, hvilke pligter vi har, hvordan vi organiserer et politisk system – og at vi så også får stadfæstet den færøske selvbestemmelsesret, og at det er det færøske folk, som har den ultimative magt over det færøske samfund. Det er det, det handler om.

Jeg kan ikke se, at det her på nogen måde er i et modsætningsforhold til den danske grundlov, fordi det egentlig bare er en udmøntning af flere rettigheder. Det er ikke et spørgsmål om at begrænse nogen rettigheder hos det færøske folk, tværtimod.

Spørgeren.

Nej, fordi der er jo ikke nogen, der kan være uenig i, at det er rart at have nogle regelsæt. Jeg har stor sympati for, at man på Færøerne vil være så meget herre i eget hus som overhovedet muligt. Færøerne klarer det jo med bravur, hver gang der bliver hjemtaget et område osv. osv. Så det er jo ikke den del af det.

Jeg så en gallupundersøgelse for ikke ret lang tid siden, som jo bekræftede det, som ordføreren er inde på, netop det her med, at det muligvis ikke var et spørgsmål om løsrivelse, fordi over 60 pct. af den færøske befolkning ikke havde nogen intentioner om at ville løsrive sig fra rigsfællesskabet. Kan ordføreren bekræfte det?

Ordføreren.

Ordføreren kan i hvert fald bekræfte, at hvis man selv er herre over, hvordan en gallupundersøgelse bliver gennemført, så kan man have en relativt stor påvirkning på, hvilke resultater man får ud af det. Jeg kan hilse og sige, at der er gennemført en ny gallupundersøgelse, og den viser helt klart et flertal blandt færingerne for spørgsmålet om, at vi skal være en selvstændig nation.

Så er det fru Aleqa Hammond. Værsgo.

I statsministerens kronik fra i dag skriver han bl.a. om grundloven, at den giver meget vidtstrakte muligheder for selvbestemmelse, men at den også sætter nogle klare grænser på nogle få områder. Senere hen skriver han lidt i retning af, at han godt forstår Færøernes ønsker om at kunne føre en selvstændig udenrigspolitik, særlig inden for områder, hvor Grønland og Færøerne har krydsende interesser, såsom fiskeriet.

Kan ordføreren komme med nogle bud på, hvad det er, der menes, og hvilke konflikter der muligvis snakkes om?

Ordføreren.

Jeg formoder, at det er den såkaldte DFG-ordning, der hentydes til. Det vil statsministeren uden tvivl senere komme ind på. Det er en ordning, som gør, at Danmark, Færøerne og Grønland sidder fælles i forskellige fora, som har med fordelingen af f.eks. fiskekvoter at gøre. Når det så er sådan, at både Færøerne og Grønland har en interesse i de samme bevægelige fiskebestande f.eks., så kan vi jo risikere, at Færøerne og Grønland har modsatrettede interesser. Når det sker, udligner vi hinanden og har ingen indflydelse i de her internationale fora, og det kan være en ganske stor negativ ting for både Færøerne og Grønland. Og det er vi stærkt bekymrede over.

Vi mener også, at det er utrolig vigtigt, at de bilaterale forhandlinger, som man har imellem strandlande, altså lande med en strand ud til fiskebestandene, består som bilaterale forhandlinger, og at de ikke havner inde i de multilaterale sammenhænge, hvor vi mister vores indflydelse.

Spørgeren frafalder. Så har vi ikke flere korte bemærkninger, og vi siger tak til ordføreren. Så går vi videre til næste ordfører, og det er hr. Sjúrður Skaale. Værsgo.

Tak for det. Statsministeren har op til dagens debat sendt en kronik til Jyllands-Posten og den færøske avis Sosialurin. Han åbner kronikken ved at citere en anden politiker for spørgsmålet: Hvordan går det? Jeg vil tillade mig at citere statsministerens eget svar: Tað gongur fínt. For det går jo, som det blev sagt, rigtig godt på Færøerne.

Det pelagiske fiskeri har, som det er blevet sagt, oplevet enorm fremgang det sidste år, men aktuelt er det specielt lakseopdrættet, der går – for at citere en anden statsminister – ufattelig godt. Produktionen er kraftigt øget. Laks fra Færøerne har betydelig større pris på verdensmarkedet end anden laks. Overskuddet pr. kg er næsten surrealistisk stort. Der foretages enorme investeringer, og der skabes rigtig mange arbejdspladser, både i selve industrien og i de tilknyttede dele af økonomien.

Det gør, at folk flytter til Færøerne som aldrig før, og der er i det hele taget en generel optimisme, som også skubber til fremgangen. Økonomi drives jo som bekendt også i høj grad af store forventninger.

Bag optimismen lurer der dog også en angst for, at pendulet vil svinge den anden vej. For når alle faktorer spiller så godt med, som de gør i øjeblikket, så burde vi have haft et overskud, som er større end det, vi har. Når det gælder opdrætsindustrien, er det biologi, vi har med at gøre. Det er gået galt på Færøerne før, det er gået galt i Norge, det er gået galt i Chile. Og selv om man er meget bevidst om risikoen, og selv om sikkerheden omkring den færøske industri er meget stor – større end andre steder – så er der selvfølgelig en fare.

Det helt exceptionelle resultat fra 2016 vil næppe gentages. Ethvert marked bevæger sig jo altid mod et ækvilibrium, hvor der er sådan en balance mellem udbud og efterspørgsel, og det vil også ske, når det gælder laks. Fiskeriet – det ved vi – går op og ned. Olieprisen vil sikkert stige, det vil renten sikkert også. Og selv om mange unge mennesker nu flytter til Færøerne, vil forholdet mellem folk på arbejdsmarkedet og pensionister om ikke så mange år ændres fra ca. 4 til 1 til ca. 4 til 2.

Nu skal man ikke ødelægge en fest ved konstant at tænke på de tømmermænd, som melder sig dagen efter, men man skal heller ikke være blind for, at der kommer en dag i morgen – og det er den siddende regering på Færøerne heller ikke. Der er lagt en ny fordelingspolitisk linje, som spænder et bedre sikkerhedsnet ud under de svageste grupper, således at de både får et løft her og nu og bliver mere modstandsdygtige, når Færøerne igen surfer ned ad den økonomiske bølge. Vi ved jo, at det altid er de svageste grupper, som rammes først, når der kommer økonomisk stagnation.

En pensionsordning er på vej til at blive gennemført, således at vi får en bedre holdbarhed dér. Fiskerisektoren vil også blive reformeret med det formål både at sikre et større afkast, en bedre forvaltning af de levende ressourcer og en forankring af princippet om, at fiskene i havet er hele folkets ejendom.

Dette er ikke nemt. Den politiske logik – det ved alle jo, som sidder herinde – er jo således, at det er svært at gøre nødvendige ting i gode tider. Når man kan se, at noget er økonomisk nødvendigt, så er det meget ofte politisk umuligt at gøre det. Når problemerne så bliver så åbenlyse, at man kan se, at det er en politisk nødvendighed at gøre det, så er det ofte økonomisk for sent. At det er svært at styre i gode tider, er ikke bare noget, man siger. Når der ikke er nogen krise, når der ikke er noget pres udefra, har vælgerne ikke stor forståelse for, at tingene må ændres. Men lad os nu se. Regeringen har i hvert fald en fast kurs og en stærk vilje.

En anden reform berører forholdet til Danmark og skal fremmes gennem den omtalte færøske forfatning. Den bør også laves nu, mens der er fred og ro og forholdet til Danmark er på sit allerbedste. Det er nu, man bør kunne tale sig til rette. Men samtidig er det svært at lave reformen lige nu, netop fordi der er fred og ro. Det er svært at lave politik uden de konflikter, som skaber interessen, og de konflikter, som driver debatten frem.

Men hvis det nu lykkes for Færøerne at få parterne til at bøje sig mod hinanden, så man får en bred tilslutning til sådan et identitetsdokument, som forfatningen skal være, så er jeg sikker på, at også regeringen vil kunne se, at det også vil gavne forholdet mellem Danmark og Færøerne. Så hvis man får en enighed på Færøerne, bør man fra dansk side også bøje sig imod den enighed. Man må for guds skyld ikke tænke, at et politisk stærkere Færøerne er et problem for rigsfællesskabet eller endda en trussel mod rigsfællesskabet. Det forholder sig lige omvendt. Jo stærkere Færøerne er, jo stærkere er fællesskabet også.

Et politisk stærkere Færøerne får vi også næste sommer, når pensions-, familie- og arveretten bliver overtaget. Den har hele tiden været dansk, men den er blevet forvaltet af færinger, som har været ansat hos rigsombudsmanden. Det vil sige, at kompetencen er der, erfaringerne er bygget op, og retssikkerheden bliver præcis den samme efter overdragelsen. Den eneste ændring vil være, at myndigheden og finansieringen ligger der, hvor den naturligt bør ligge. Det her er altså et eksempel på den pragmatiske kurs i selvstyrespørgsmålet, som mit parti altid har støttet, hvor kompetencer og pligter stille og roligt og i fuld enighed mellem Danmark og Færøerne overflyttes til de myndigheder, hvor de mest naturligt ligger.

Der er også andre overtagelser på regeringens dagsorden. De er betydelig mere komplicerede, men vurderer man, at det kan gøres på forsvarlig vis, så håber jeg også på regeringens velvilje dér. Som sagt: Jo stærkere og mere ligeværdig Færøerne bliver, jo stærkere bliver også fællesskabet med Danmark.

Et område, hvor Færøerne har fået sin egen gradvis stærkere identitet, er på det udenrigspolitiske felt. Her sagde statsministeren i sin tale i dag, at grundloven sætter klare grænser. Men det er ikke så sjældent, at fiskeripolitik og handelspolitik bliver udenrigspolitik. Det sker under mellemstatslige forhandlinger om fiskeri, og der er vel ikke nogen tvivl om, at færøsk eksport til Rusland har et udenrigspolitisk aspekt. Men selv om udenrigspolitik formelt er et fælles anliggende, er regeringens kloge linje, at det blander man sig ikke i. Når støtten til rigsfællesskabet er så stor på Færøerne, som den er i øjeblikket, så skyldes det ikke mindst denne kloge linje.

Men jeg mener modsat statsministeren, at man kan gå videre. I sin tid støttede en dansk statsminister fuldt ud færøsk medlemskab af Nordisk Råd. Nu siger man, at det ikke kan lade sig gøre, og henviser til grundloven – den samme grundlov, som var gældende dengang, da det godt kunne lade sig gøre. Man siger, at Færøerne ikke kan have sin egen stemme i internationale organisationer, hvis Danmark eller Grønland er med, fordi riget kun kan tale med én stemme i henhold til grundloven. Statsministeren skriver i dagens kronik i Jyllands-Posten og i Sosialurin, at ingen dansk regering kan sætte sig ud over grundloven, heller ikke i den gode viljes tjeneste. Naturligvis, men manøvremulighederne er altså meget store, når den politiske vilje er der.

Grundloven er ikke, har det vist sig gennem historien, et bur af stål. Den har vist sig at være som en harmonika. Og hvis den skal rumme et fællesskab, hvor alle kan føle sig til rette, så må den trækkes helt ud. Det er vigtigt, at man vælger det politisk pragmatiske spor, som har ført os så langt sammen, i stedet for det juridiske spor, som så ofte giver os problemer. Det bærende i fællesskabet må naturligvis være de politiske, de økonomiske, de sociale og de personlige muligheder og ikke de juridiske begrænsninger.

Derfor vil jeg også kvittere for det samarbejde, jeg har haft med regeringen, om at fjerne grænsehindringer i rigsfællesskabet. F.eks. er det nu muligt at få tildelt cpr-nummer, selv om man bor på Færøerne. Og færinger i Danmark, som de sidste år har haft sværere adgang til visse sociale ydelser end andre danske statsborgere, bliver nu ligestillet. Jeg kvitterer også for regeringens velvilje i forhold til mine forslag om medfinansiering af dansk-færøske projekter. Jeg kvitterer i det hele taget for de ikke så få flueben, vi har fået sat, siden vi sidst havde den her debat.

Til sidst vil jeg sige, at det, der skal få rigsfællesskabet til at fungere, ikke kun er de formelle rammer; der må også være en levende interesse for det. Og forudsætningen for interessen er selvfølgelig viden, og der halter det lidt her til lands. Der er lavet lidt materiale om Færøerne til skolebrug, men det er mest sådan nogle små teasere. Det er fint, men man bør altså gå videre. At lære om Færøerne burde i hvert fald være en lille bitte smule af enhver dansk folkeskoleelevs faste pensum – det er det ikke i dag.

Så sammenfattende vil jeg sige, at selv om visse ting kan gøres bedre, så må svaret på det spørgsmål, som statsministeren stiller i dagens avis, være, at, ja, tað gongur fínt. Tak for det.

Tak. Der er en kort bemærkning fra fru Karin Gaardsted. Værsgo.

Tak. Vi har jo hørt ordføreren flere gange i dag omtale, at der er en stor tilslutning til rigsfællesskabet på Færøerne, og det synes jeg er rigtig dejligt at høre. Vil ordføreren folde det lidt ud – altså, hvad er det, ordføreren bygger det på?

Ordføreren.

Først vil jeg sige, at det nationale spørgsmål, forholdet til Danmark, ikke er det, der står forrest i færøsk politik. Hvis det gjorde det, ville der være en anden koalition på Færøerne. Det er jo således, at hvis man ser på det matematisk, har de partier, som ønsker løsrivelse på sigt, flertal, men der er ikke nogen koalition, som ønsker det. Koalitionen er under ledelse af Socialdemokratiet, som ikke ønsker det. Det er ikke et spørgsmål, som står forrest. Det er fordelingspolitik, skattepolitik – det er det, som står forrest.

Der er en undersøgelse, som blev offentliggjort for 3 uger siden, hvor man spurgte om forholdet til Danmark. Det siges jo ofte, at Færøerne støtter rigsfællesskabet, fordi der kommer penge fra Danmark, 640 mio. kr. Så blev der spurgt, om man, hvis der ikke var de her penge imellem, så stadig ville støtte rigsfællesskabet. Og der var der sådan ca. 30 pct. som sagde, at de gik ind for løsrivelse, hvis det så således ud, mens resten ønskede at være i det fællesskab, som man er i. Så det er det, jeg henviser til.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så er vi færdige med ordførerrækken, og jeg giver ordet til statsministeren. Værsgo.

Tak for det. Jeg skal gøre det relativt kort, for det har været en spændende og meget interessant debat, men jeg har jo givet mit og regeringens bud på sådan den aktuelle temperatur på rigsfællesskabet ganske grundigt i forbindelse med indledningen her og også i den skriftlige redegørelse, og der er sådan set ikke meget af det sagte, der rykker ved det.

Det rokker så ikke ved, at det har været en interessant debat. Det har også været en meget lang debat, og jeg synes, den har været interessant derved, at der jo har været mange aspekter, der knytter sig direkte op til rigsfællesskabet. Nogle af dem er også af principiel karakter og går på tværs, men derudover har det jo også været en fantastisk anledning til at få et lidt tættere indblik i, hvad der egentlig er den aktuelle situation på Færøerne og i Grønland. Den tredje del af rigsfællesskabet, Danmark, har vi så ikke talt så meget om, men det gør vi så tit. Hvordan går det i Danmark? Her går det også godt målt på realøkonomien.

Men det har også været spændende at lytte til de nordatlantiske medlemmers egen vurdering af, hvad situationen er på Færøerne og i Grønland, og ud af det kan man jo også nemt lytte sig til, at det ser meget forskelligt ud, altså at de udfordringer, man står med i de andre dele af rigsfællesskabet, Færøerne og Grønland, er meget forskellige, og det giver jo næsten sig selv af mange gode grunde, bl.a. hele den geografiske dimension. Og jeg nævner det her, selv om det måske er en banalitet, fordi jeg tror, at det også skal tages med i den her debat om, hvordan vi skaber spændstighed nok i rigsfællesskabet til, at alle føler sig veltilpas. For det handler jo, som hr. Sjúrður Skaale også sagde til sidst – hvilket jeg er meget enig i – at den mulighed for at hjemtage ansvar og selvstændiggøre sig inden for rammerne af rigsfællesskabet også skal afpasses med de realøkonomiske muligheder og den kompetence, der bygges op, og det er den sidst overtagne del, altså opgaven med person-, familie- og arveretten til Færøerne, jo et meget godt eksempel på.

I det hele taget vil jeg sige at jeg er meget enig i hr. Sjúrður Skaales tilgang til tingene. For kodeordet var jo pragmatisme, og det er også min egen tilgang. Desværre har jeg så ikke det syn på grundloven, at det bare er sådan en harmonika, man kan trække ud. Jeg tror også, vi har været inde på det ad tidligere omgange, og det hænger bl.a. sammen med det forhold, at jeg selv har prøvet at hive i den her harmonika i andre sammenhænge, f.eks. i hele spørgsmålet om danskere i udlandets adgang til at stemme ved danske valg, hvor jeg havde en lige så ideel interesse i at gøre det anderledes, end vi gør i dag, som jeg mener og vurderer hr. Sjúrður Skaale og hr. Magni Arges interesse er i spørgsmålet om en anden rolle i udenrigspolitikken for Færøerne, men hvor jeg bare måtte konstatere, at der er så meget patina på grundloven, at det kunne man ikke bare trække ind, hvor man ville.

Så mit udgangspunkt er jo, at vi har den grundlov, vi har, og fuld respekt for alle ønsker om at træde ud. Men der er også en stor glæde over, at det er blevet bekræftet her i dag, at ambitionen på Færøerne er at skabe et identitetspapir, og der er en fælles analyse, både fra Tjóðveldisflokkurins medlem og det færøske Socialdemokrati, Javnaðarflokkurins, medlem, af, at den aktuelle stemning på Færøerne ikke er i retning af en løsrivelse, men noget mere bevægelsesfrihed. Det er et ønske, jeg godt forstår, og derfor er det også fortsat mit håb – og jeg vil gentage det her i dag, for nu har jeg efterhånden nævnt det nogle gange – at Færøerne vil være med til at finde de pragmatiske løsninger.

Når jeg er så optaget af det, herunder spørgsmålet om, hvordan vi udvikler DFG-ordningen, Danmark for så vidt angår Færøerne og Grønland, så er det jo, fordi jeg synes, at det er et udtryk for rettidig omhu at få den diskussion i god tid, inden vi potentielt kommer til at stå i en eller anden konflikt, som involverer både Færøerne og Grønland. Så det vil jeg gerne gentage her. Jeg har jo nævnt det flere gange i forhold til den færøske lagmand og i forhold til den grønlandske landsstyreformand, og jeg håber også, at det kan blive et emne, som vi konkret kan diskutere, når vi mødes til rigsmøde på Bornholm her i juni måned.

Så vil jeg gerne, ligesom andre talere jo også har været inde på det her i dag, kvittere for den meget flotte tale, som også var med et emotionelt tilsnit, som hr. Kristian Hegaard fra Det Radikale Venstre holdt, fordi det jo minder os alle sammen om, hvad det også handler om, nemlig menneskelige relationer og familiære bånd – jeg er selv et eksempel på det – et historisk skæbnefællesskab, som vi alle sammen har et ansvar for at værne om.

Jeg vil også gerne ekkoe, hvad hr. Karsten Hønge sagde, og jeg synes, han sagde flere kloge ting. Jeg overraskes selv ved at stå her på Folketingets talerstol og fremhæve hr. Karsten Hønge som en, jeg nu vil støtte mig til i min argumentation, men ikke desto mindre synes jeg, at hr. Karsten Hønge ramte hovedet på sømmet, bl.a. ved sine observationer om det, der er den globale realitet, nemlig at der ikke findes et magtens tomrum, og i den her diskussion om, at er det en interesse for Danmark, for Færøerne og for Grønland at bevare og udvikle det her rigsfællesskab, som vi har, bør det indgå i analysen: Hvad er alternativet? Og jeg er slet ikke i tvivl om – det var jeg heller ikke ved indledningen af den her debat – at det ikke bare er sådan, som fru Aleqa Hammond citerede mig for, da hun sagde, at jeg gang på gang har sagt, at det er i Danmarks interesse at bevare rigsfællesskabet. Det er et for snævert citat, for det er ikke bare i Danmarks interesse. Det er i Færøernes interesse, det er i Grønlands interesse, og det er i Danmarks interesse at bevare og udvikle rigsfællesskabet og at læne sig op mod hinanden, bl.a. af den grund, som hr. Karsten Hønge fremhævede, nemlig at alternativet jo ikke er, at man bare svæver i egen ret. Men alternativet i realiteternes verden er jo, at man i givet fald så måtte søge andre alliancer.

Jeg tror i virkeligheden, med henvisning til hvad jeg allerede har sagt i min indledning, og hvad jeg har sagt i den skriftlige redegørelse, og med det forhold in mente, at vi lige om lidt, når den her debat er slut, starter på en tilsvarende debat, for så vidt angår Grønland, at jeg vil indskrænke mine bemærkninger til det, jeg her har sagt, idet jeg så selvfølgelig vil stille mig til rådighed for de spørgsmål og bemærkninger, der måtte være. Og så vil jeg i øvrigt udtrykke en oprigtigt følt glæde over, at vi om ikke i dag, fordi afstemningen er udskudt til et andet og senere tidspunkt, men jo altså forventeligt, kan man se, med det forslag til vedtagelse, der er fremsat, vil kunne samles meget, meget bredt, ikke bare blandt de danske partier, men også over til de nordatlantiske medlemmer, om en vedtagelse, som er en rettesnor for vores videre samarbejde. Tak.

Der er par korte bemærkninger. Først er det hr. Magni Arge. Værsgo.

Jeg vil bare komme med en lille korrektion til statsministeren. Jeg bekræftede ikke, at det ikke længere handler om selvstændighed for Færøerne. Det handler i høj grad om færøsk selvstændighed for mit vedkommende. Men jeg bekræftede, at selve afstemningen om forfatningen ikke drejer sig om selvstændighed i denne omgang. Hvad angår Færøernes mulighed for at deltage i internationalt samarbejde, er det rent faktisk sådan, at netop det, at vi er en del af rigsfællesskabet, der hviler på enhedsstatstænkningen, er med til at udelukke Færøerne fra at deltage i mange multilaterale og internationale fora. Så jeg er slet ikke så bange for, at vi ikke skal kunne være med i forskellige internationale sammenhænge på selvstændig vis, men jeg gør det gerne sammen med Danmark.

Ministeren.

Hvis jeg har lavet en reference, som på Færøerne eller andre steder har skabt tvivl om, hvorvidt hr. Magni Arge havde opgivet det fundament, som Tjóðveldi er etableret på, så skal jeg undskylde det meget. Det har ikke været min ambition, og det har ikke været min hensigt, og det har jeg heller ikke stået og bildt mig selv ind. Det var en reference til det, der blev sagt her, og som sådan set glæder mig meget, nemlig at der var en bekræftelse af, at det aktuelle forfatningsarbejde, der pågår på Færøerne, har det sigte at skabe et identitetspapir – jeg tror, det var det ord, der blev brugt – som i den form, man arbejder med det, jo altså er inden for rammerne af det eksisterende rigsfællesskab. Så har jeg udmærket forstået, at der i hr. Magni Arges parti og rimeligvis også i andre er en ambition, der rækker ud over det, og som rækker videre end det – og fuld respekt for det.

Hr. Magni Arge.

Tak. Så har vi fået det på plads. Jeg har meddelt tidligere i dag, at jeg har set resultatet af en ny undersøgelse, der viser, at en ganske stor del af den færøske befolkning vil deltage i en afstemning om en færøsk forfatning, så den får en ganske væsentlig tilslutning, skal man regne med.

Jeg har et spørgsmål til statsministeren, og det vedrører et emne, som jeg berørte i et vist omfang. Det er spørgsmålet om de forhandlinger, der efterhånden er blevet bragt på bane nogle gange, mellem EU og UK angående Brexit, og hvordan statsministeren ser orienteringen fremover, lad os sige fra Statsministeriet og mod f.eks. de nordatlantiske medlemmer af Folketinget. Men allermest er jeg interesseret i, hvilken dialog man har tænkt sig at have med Færøerne og med Grønland, hvad det angår.

Statsministeren, værsgo.

Tak for det. Det er jo et meget relevant spørgsmål, også fordi man kan sige, at samtalepartnerne oven på Brexit er EU på den ene side med Danmark som en del og UK på den anden side. Og så har vi jo altså også Danmark som en part, for så vidt angår Færøerne og Grønland. Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at vi bruger mange ressourcer på at udbore vores interesser. Det er jo derfor, vi har nedsat en tværministeriel taskforce, og det er også derfor, der har været en dialog med både Grønland og Færøerne, som skal udbygges i den kommende tid, så vi er bedst muligt klædt på til at varetage vores interesser.

Det er jo også derfor, vores ambassade i UK – i anførselstegn – står åben for også Grønland og Færøerne i forhold til at afdække mulighederne for at sætte færøske og grønlandske synspunkter igennem i den dialog og den forhandling, der kommer med Storbritannien på et tidspunkt, når den første fase af de her forhandlinger, som handler om fordeling af boet, kan man sige, er tilendebragt, og vi går over i den anden fase, der handler om det fremtidige forhold. Ja, undskyld, at jeg trækker den lidt her.

Det var acceptabelt, for det var jo et ret centralt spørgsmål. Vi går videre til fru Aaja Chemnitz Larsen. Værsgo.

Mange tak for ordene. Jeg ser frem til at høre lidt mere om Grønland i den næste debat.

Når vi taler om rigsfællesskabet, er det jo indimellem en øvelse, der går ud på at kunne rumme tre forskellige interesser, men tale med én stemme. Indimellem ser vi jo heldigvis også, at der er overlappende interesser. Grundlæggende kan man sige, at der fra de enkelte partier, fra de enkelte ordførere har været bred opbakning til, at vi gerne vil styrke justitsområdet i Grønland. Derfor kunne det være interessant at høre, hvordan regeringen stiller sig i forhold til at være åben over for at se på, hvordan vi kunne styrke justitsområdet.

Værsgo.

Nu får vi en mere specifik Grønlandsdiskussion om lidt, men jeg deler det synspunkt, at der heldigvis tit er overlappende interesser, ellers ville der jo nok heller ikke være noget levedygtigt rigsfællesskab.

I forhold til retsområdet er der mange forskellige aspekter. Noget af det, der har været bragt frem her, har været spørgsmålet om politiet og kommunefogederne, hvor justitsministeren har taget en række tiltag. Jeg er også helt bekendt med det arbejde, som Advokatsamfundet og andre har lavet. Det handler om de her ting, og det har regeringens bevågenhed. For jeg har det helt overordnet sådan – og en hel række af Folketingets medlemmer har også haft det synspunkt i debatten – at for så vidt angår danske ansvarsområder, som ikke er hjemtaget af Grønland, skal vores ambition jo være at løse den opgave på en ordentlig måde og i virkeligheden på en måde, som vi også gør det i resten af riget. Der er dog den lille reservation, at der kan være omstændigheder, der er anderledes. Det er i hvert fald evident, at der for så vidt angår Grønland, når vi snakker kommunefogeder, er en omstændighed, som er anderledes, og den hedder geografien. Den udfordrer jo også Grønland selv i forhold til mange af de opgaver, som er hjemtaget. Og der står vi jo, kan man sige, med den samme udfordring, f.eks. det forhold, at det kan være svært at stille med en kommunefoged i hver en bygd, og at det kan være svært at rekruttere.

Fru Aaja Chemnitz Larsen, værsgo.

Det handler jo grundlæggende om, at vi ønsker, at politiet er til stede alle steder, og jeg ved jo også, at der er en drøftelse, kan man sige, generelt i det danske samfund om, hvordan søren man løser opgaverne fremadrettet, også uden for de større byer.

Men en anden ting, jeg gerne vil drøfte, er forsvarspolitikken. For jeg var i Sisimiut her i sidste uge, og der afholdt vi en politikmik, kaldte vi det. Det var en blanding af en politisk drøftelse og noget kaffemik, som vi jo er vant til i Grønland. Det var egentlig for at få inddraget befolkningen i Grønland. Noget af det, vi rigtig gerne vil fra Grønlands side, er jo, at vi sidder med ved forhandlingerne, når det drejer sig om Grønland.

Tak. Statsministeren.

Tak for det. Regeringen vil jo til efteråret komme med et udspil til et nyt forsvarsforlig og vil selvfølgelig sørge for at have en dialog med også de nordatlantiske medlemmer. Men for så vidt angår de bærende kræfter bag forliget, er det nu mit billede, at det vil blive et anliggende mellem partier her i Folketingssalen. Men det er ikke det samme som at sige, at vi ikke vil have en dialog. Vi vil meget gerne have en dialog, for der er store dele af det, vi skal diskutere til efteråret, når vi skal diskutere forsvarets rammer og forsvarets vilkår, som har en specifik relevans for Grønland i det her tilfælde, og det vil vi selvfølgelig gerne diskutere.

Når jeg prøver at passe tiden lidt her, er det, fordi det ikke varer mange minutter, før vi får en specifik debat omkring Grønland.

Det er Aleqa Hammond nu. Værsgo.

Statsministeren påpegede det i sin tale, men også i sin kronik i dag i Jyllands-Posten, nemlig:

»Jeg forstår godt Færøerne og Grønlands ønske om at kunne føre en selvstændig udenrigspolitik. Særligt inden for områder, hvor de to lande har krydsende interesser – såsom fiskeriet. Det, tror jeg, alle gør.«

Grønland hjemtog fiskeriet allerede tilbage i 1992, og i den sammenhæng fik Grønland også kompetencen til at kunne føre udenrigspolitik direkte inden for fiskeriet og har sidenhen også ført sin egen udenrigspolitik og forhandlet direkte med EU, Norge, Rusland og andre lande uden om Danmark. Når statsministeren siger dette om, at Grønland ønsker at føre sin egen udenrigspolitik også inden for fiskeriet, hvad bygger statsministeren det på?

Statsministeren.

Jeg vil gerne sige, at det jo ikke er uden om Danmark. Det er på vegne af Danmark. Det er jo sådan set kernen i det hele: at Danmark har én udenrigspolitisk stemme, og i de situationer, hvor Danmark, altså landet Danmark, ikke rigsfællesskabet, har flyttet sine kompetencer ind i den europæiske familie, er der jo plads til, at resten af rigsfællesskabet, hvis man kan formulere det på den måde, udgør den danske stemme. Så det er jo ikke uden om Danmark. Det er på vegne af Danmark.

Det er jo præcis den ordning, som vi meget gerne vil diskutere pragmatisk, altså praktisk, hvordan vi kan skabe smidighed i dens funktionalitet, fordi der i hvert fald potentielt kunne opstå situationer, hvor dem, der så udfylder Danmarks stemme, nemlig Færøerne og Grønland, ikke ser ens på tingene.

Fru Aleqa Hammond.

Når jeg snakker om fiskeriforhandlinger, Grønland fører med andre lande, er det inden for 200-sømilegrænsen, som er Grønlands egen økonomiske zone. Det vil jeg gerne have uddybet lidt.

Når det er sagt, vil jeg sige, at Taksøerapporten, der er en meget vigtig og omdiskuteret rapport, og forsvarsrapporten bruger begge betegnelsen danske interesser. Statsministeren siger, at danske interesser er på vegne af hele rigsfællesskabet, og at dette er koordineret med alle dele af riget. Hvad bygger statsministeren det på, når Grønland fremkommer med skarp kritik af de interesser, som er påpeget i rapporterne, og som ikke repræsenterer grønlandske synspunkter?

Statsministeren.

Jeg er ikke helt sikker på, at jeg forstår, hvad der gemmer sig bag det spørgsmål. Det må jeg blankt sige.

Det er i alle dimensioner en dansk interesse at bevare rigsfællesskabet, og det, jeg forsøgte at sige før, er, at det er min vurdering, at det også er en grønlandsk interesse. Hvis det er et synspunkt, der ikke deles i Grønland, så skal man jo trække sig ud af rigsfællesskabet, fordi det kan jeg jo ikke sætte igennem. Jeg har fuld respekt for, at den endelige konklusion drages der, men det er min analyse, at det er i en kollektiv interesse, altså Danmark, Færøerne, Grønland, at bevare det her rigsfællesskab, fordi vi også globalt set med den geografi, vi så har, taler med en stærkere stemme.

Så er det hr. Roger Matthisen.

Tak for det, og tak til statsministeren. På den amerikanske Department of Defense' hjemmeside fremgår det, at sejladsen til Pituffik, Thulebasen, fremover vil foregå ved et amerikansk selskab og ikke Royal Arctic Line. I forlængelse af at vi nu er nogle politikere i Folketinget, som tror, at løbet er kørt i forhold til servicekontrakten, giver det så anledning til bekymring, at det er amerikanske virksomheder, som i højere grad overtager servicevirksomhed i Grønland?

Statsministeren.

Ja, det giver anledning til bekymring, og man kunne også bruge andre ord til at beskrive den samme følelse. Det er jo også derfor, at vi har engageret os i den sag, der ligger nede bagved, altså omkring hele servicekontrakten på Thule, hvor der har været en række legale slagsmål i USA, og hvor vi i kølvandet på det har en dialog med de amerikanske myndigheder, som, sagt helt åbent, naturligvis også har været udfordret af, at der har været et administrationsskifte i USA. Der var en i debatten, der før ligesom forsøgte at politisere det derhen, at det nok var den nye amerikanske administration og America first, og hvad der blev sagt. Der må man vel bare helt fair sige, at hele spørgsmålet omkring servicekontrakten på Thule jo skriver sig tilbage i historien. Der har været et vakuum i Washington, og oven på det skal vi lave en fælles interessevaretagelse. Det er vi meget opmærksomme på, og derfor analyserer man også de her ting i Udenrigsministeriet. Jeg skal i øvrigt så henvise til udenrigsministeren for yderligere.

Hr. Roger Matthisen.

Tak for det, og vi fik også en lukket brief af udenrigsministeren for nylig, så vi selvfølgelig kan gå i dybden med de udfordringer, der er, i forbindelse med kontrakten. Men det giver anledning til bekymring, også fordi den kontrakt, der er lavet, jo er dobbelt så dyr som kontrakten med Royal Arctic Line, og så går det til et amerikansk selskab.

Det andet, som jeg kunne tænke mig at høre statsministerens holdning til, er, hvorvidt statsministeren mener, at vi har nok undervisning, kendskab til rigsfællesskabet i hele undervisningssystemet i Danmark, når nu vi er så skarpe på at holde på, at rigsfællesskabet er en vigtig konstruktion.

Tak for det. Statsministeren.

Det mener jeg bestemt ikke at vi har. Jeg kan næsten føre sandhedsbevis på det, fordi der findes en bog, der hedder: »Sådan er færingen«, og på forsiden af den er der en skonnert, hvor der sidder et par personer centralt i fotoet, og den ene af dem er mig. Så hvis der kan køre en undervisningsbog rundt i den danske folkeskole eller på kanten af den danske folkeskole, målrettet mindreårige børn, med et billede af mig – det er godt nok i en lidt yngre version end nu – der hedder: »Sådan er færingen«, er der en formidlingsmæssig opgave, vi ikke har løst fuldt ud. Jeg vil meget gerne kunne have uddybet det her også mere sagligt, men mit korte svar er: Nej, der er mere at gøre. Jeg er i øvrigt helt enig med det, hr. Sjúrður Skaale sagde, præcis om det her tema på et tidligere tidspunkt.

Tak for det, og tak til statsministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted mandag den 29. maj 2017.