Tak.
Jeg skal ikke gøre aftenen så meget længere.
Der har dog været nogle enkelte kommentarer undervejs, som jeg gerne vil knytte nogle bemærkninger til.
Allerførst vil jeg bede hr.
Benny Engelbrecht om at rejse lidt mere rundt i landet og tale med nogle flere virksomheder og eventuelt læse nogle flere af rapporterne fra Nationalbanken og Det Økonomiske Råd, hvis det er sådan, at hr.
Benny Engelbrecht ikke har hørt om risikoen for overophedning.
Det er desværre noget, vi hører flere og flere steder rundtomkring i landet, altså at virksomheder har svært ved sådan at få den tilstrækkelige arbejdskraft.
Det er i øvrigt også noget, jeg hører Socialdemokratiet tale om i forhold til at få trukket flere med de rigtige kvalifikationer ind på arbejdsmarkedet.
I forhold til spørgsmålet om det moderniseringsprogram, som flere har været inde på, er det sådan, at det, der blev aftalt sidste år, var at erstatte omprioriteringsbidraget med et fælles moderniseringsprogram, altså et moderniseringsprogram, hvor staten i form af Finansministeriet og de øvrige ministerier og så Kommunernes Landsforening i fællesskab skal pege på, hvorledes man frigør en milliard kroner, så man så at sige kan lave det samme, men for en milliard mindre.
En halv milliard bliver så i kommunerne, mens den anden halve milliard bliver brugt til tværgående prioriteringer i den offentlige sektor samlet set.
Når man bl.a.
spørger hr.
Jacob Jensen om, hvad man konkret kan pege på, så er der ikke et klart svar, og det er der ej heller, hvis jeg får spørgsmålet nu her og bliver spurgt om, hvad der konkret skal ske.
For de drøftelser foregår, mens vi taler her, under forberedelserne mellem Kommunernes Landsforening og Finansministeriet forud for de forhandlinger, der altså, som jeg startede med at sige for efterhånden nogle timer siden, slet ikke er begyndt endnu.
Derfor er der altså en fælles proces i gang her, som kommunerne har taget langt større ejerskab over, end jeg synes debatten her i dag har afspejlet.
Der er et langt større ejerskab fra kommunernes side til rent faktisk gerne at ville lave nogle tiltag, der forenkler og moderniserer og fjerner unødvendige regler i forhold til kommunerne.
Og når de peger på et samarbejde med Finansministeriet, er det bl.a., fordi Finansministeriet ofte er med til at kigge på, hvordan vi kan gøre tingene mere effektivt i den offentlige sektor samlet set.
Det har undret mig, at nogle af de partier, som sad i regering, da den daværende finansminister sagde, at der kunne spares 12 mia.
kr.
i staten ved moderniseringer, nu blankt afviser, at man kan gøre det i kommunerne.
Det kan være, at man ikke troede på det, dengang man sagde det, og bare mente, at det var et tal, der blev opfundet i Finansministeriet.
Men det var i hvert fald et tal, der blev gentaget af alle tre partier i den daværende regering som værende noget, man stræbte efter for at få frigjort et råderum.
Og jeg tror på, at det er muligt at skaffe råderum ved at effektivisere i den offentlige sektor.
Det gælder både for statens budgetter og for kommunernes økonomi.
Derfor undrer det mig, at man så hurtigt har glemt sin egen politik, medmindre man har den tilgang til det, at man bare kan sige noget uden rigtig at mene det, selv om man sidder i regering, og det tror jeg selvfølgelig ikke at nogen af de tre partier har gjort.
Når hr.
Finn Sørensen siger, at det er en god idé og tradition, at det nu er blevet indført at tage forespørgselsdebatter om kommunernes økonomi, vil jeg sige, at folk med en lang hukommelse vil kunne huske, at i 2005, 2006 og 2007 havde vi tilsvarende forespørgselsdebatter.
Men de blev afskaffet igen, fordi det, man kan sige om de kommende forhandlinger, er meget, meget lidt.
Og derfor bliver det mere en generel diskussion om kommunernes økonomi, hvilket man sådan med varierende mellemrum havde fra 2007, indtil det så at sige blev genindført sidste år.
For min skyld kan man stille de forespørgsler, man vil.
Man må bare acceptere, at muligheden for som forhandlingspart at sige ret meget om forhandlinger, der ikke er startet endnu, altså er begrænset.
Derfor får man en mere generel diskussion om kommunernes økonomi end en diskussion om de forestående forhandlinger.
I forhold til hvad der skal ske fremadrettet, vil jeg sådan set bare minde hr.
Kristian Hegaard om, at det var, da hr.
Kristian Hegaards parti sad i regering, at vi havde minusvækst i kommunerne.
Det var der, vi rent faktisk så, at man brugte færre penge, end man havde gjort i de foregående år.
Med det, der blev lagt op til, og med de budgetter, der blev lagt, er det sådan, at der blev tilført flere penge både i kommuneaftalen for 2016 og i kommuneaftalen for 2017.
Og det, vi kan se der er vigtigt at sikre fremadrettet, er, at der er en aftaleoverholdelse.
Jeg synes, det er en kæmpestor udfordring for hele værdien i det aftalebaserede system, at det er sådan, at aftaler, der indgås på fordelingen mellem driftsramme og anlægsramme, ikke efterfølgende overholdes.
Ideen med at lave en aftale, der er delt op på drift og anlæg, er, at det skal være muligt at kunne styre den samlede offentlige økonomi i Danmark.
Og hvis man så at sige bare siger, at aftalen er nogle tal på et stykke papir og ikke noget, som rent faktisk efterfølgende skal overholdes, så bliver det svært at have tillid til, at vi kan styre den offentlige økonomi.
Vi er på et balancepunkt i Danmark, og det vil vi være fremadrettet, hvis opsvinget fortsætter og vi ikke øger arbejdsudbuddet i tilstrækkelig grad, så vi har hænder nok til de flere stillinger, der kommer.
Det er en god ting, at det går godt i dansk økonomi.
Det skal vi i fællesskab glæde os over, fryde os over.
Ledigheden falder, beskæftigelsen stiger, der er en vækst i Danmark, der ser ud til at være større nu, end den har været i mange år, og det er glædeligt.
Den sorte sky, der truer i horisonten, er den, der varsler, at der ikke er tilstrækkeligt med arbejdsudbud, tilstrækkeligt med hænder til at gøre noget ved det, og derfor bliver man nødt til at kunne styre den offentlige økonomi ganske stramt.
Så vil jeg bare sige til fru Susanne Eilersen, at det er helt rigtigt, at kommunerne er lettet for et kæmpestort pres, i og med at antallet af flygtninge, der kommer hertil, er blevet mindre.
En af de ting, som vi for et år siden, når vi talte med kommunerne, hele tiden hørte om igen og igen, var:
Hvordan skal vi klare det store pres, som det høje asylansøgerantal giver os ude i kommunerne?
Hvordan skal vi sørge for indkvartering?
Hvordan skal vi sørge for integration?
Vi har bragt antallet ned med de stramninger, som regeringen og Dansk Folkeparti i øvrigt har gennemført sammen med andre partier, men primært skyldes det regeringen og Dansk Folkeparti, at tilstrømningen nu er kommet langt mere under kontrol, end den var for 1 eller 2 år siden.
Det gør, at presset på kommunernes økonomi bliver meget mindre, og vi får mulighed for at kunne prioritere andre, vigtige områder ude i kommunerne, og det synes jeg er glædeligt.
Til allersidst vil jeg bare sige, for det virker i hvert fald, som om hr.
Finn Sørensen har glemt det, at en række partier, nemlig den daværende regering, Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og Det Radikale Venstre, i juni 2015 indgik en aftale om, at vi så at sige står på mål for det aftalesystem, der er.
Det betyder, at partierne på forhånd har tilkendegivet, at hvis en kommuneaftale er indgået mellem regeringen og Kommunernes Landsforening, vil de nævnte partier bakke op om den aftale.
Og når hr.
Finn Sørensen siger om et enkelt parti, at de blankt har lovet at stemme for det, der kommer i aftalen, så vil jeg bare sige, at vi heldigvis er en kreds af partier, der har respekt for den tradition, der er omkring dansk økonomi, nemlig at man respekterer indgåede kommuneaftaler og bakker dem op i Finansudvalget.
Det har Venstre lagt vægt på at gøre i den periode, hvor vi var i opposition, og den dag om mange, mange år, hvor det måtte ske, at vi igen kom i opposition, ja, så vil vi bakke om de aftaler, der måtte blive indgået, for det er en del af det at have den styring af kommunernes økonomi og den frihed, vi har i dag, til at indgå kommuneaftaler.