F 45 Om udviklingen i det transatlantiske forhold i lyset af den nye amerikanske administration.

Af: Nicolai Wammen (S), Kristian Thulesen Dahl (DF), Jakob Ellemann-Jensen (V), Pernille Skipper (EL), Christina Egelund (LA), Rasmus Nordqvist (ALT), Morten Østergaard (RV), Pia Olsen Dyhr (SF) og Naser Khader (KF)

Til: Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) og Udenrigsminister Anders Samuelsen (LA)

Samling: 2016-17

Status: Foretaget

Del

Jeg accepterer Folketingets vilkår for deling

1. Folketinget tilbyder brugerne af ft.dk at dele tv-produktioner produceret af Folketinget.

2. Tv-produktioner fra Folketinget må anvendes uden at blive ændret eller bearbejdet. Endvidere må der ikke bygges videre på Folketingets tv-produktioner. Ophavsmanden (eks. politikere og øvrige talere) har eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. den danske ophavsretslovs § 26

Du kan se alle vilkår her

3. Folketinget tilbyder brugerne at dele Folketingets tv-produktioner via embed-kode, der kopieres fra hjemmesiden.

4. Det er ikke tilladt at ændre i den kopierede embed-kode.

Luk redigering

Start her

Slut her

Varighed 00:26:13

Redigere Klip Godkend

Godkend

Del på Twitter

Del på Facebook

Kopiér link

Kopiér embed

Send til en ven

james

Afbryd Send

Se video af alle taler

Det sidste punkt på dagsordenen er:

13) Forespørgsel nr. F 45:

Forespørgsel til udenrigsministeren og statsministeren:

Hvad kan regeringen oplyse om udviklingen i det transatlantiske forhold i lyset af den nye amerikanske administration?

Af Nicolai Wammen (S), Kristian Thulesen Dahl (DF), Jakob Ellemann-Jensen (V), Pernille Skipper (EL), Christina Egelund (LA), Rasmus Nordqvist (ALT), Morten Østergaard (RV), Pia Olsen Dyhr (SF) og Naser Khader (KF).

(Anmeldelse 24.02.2017. Fremme 28.02.2017).

Forhandlingen er åbnet.

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 28. marts, 2017.

Først er det ordføreren for forespørgerne, hr. Nicolai Wammen, til begrundelse af forespørgslen.

USA valgte i november sidste år en ny præsident, og Donald Trump har ikke lagt skjul på, at for ham er udgangspunktet Amerika først. Partierne bag forespørgslen ønsker derfor at høre, hvordan statsministeren og udenrigsministeren vurderer udfordringerne og mulighederne i det transatlantiske forhold. Herunder bedes de redegøre for, hvordan regeringen vil sikre, at danske værdier og interesser bliver varetaget i forhold til den nye amerikanske præsident og hans administration.

Tak, og vi går til besvarelsen. Først er det statsministeren.

Tak for det, og tak til partierne for at stille denne meget meningsfulde forespørgsel til regeringen. Hvis jeg lige må starte et andet sted, vil jeg sige, at vi jo i går var vidner til et forfærdende terrorangreb i London, hvor helt uskyldige mennesker mistede livet, fordi formørkede terrorister nærer et dybt had til vores samfundsmodel og de værdier, vi står på og kæmper for i Danmark, Storbritannien, Europa og USA.

Så jeg vil gerne benytte lejligheden her til at udtrykke min medfølelse med familierne til ofrene og meget klart sige til Storbritannien og andre, at vi i Danmark står vagt om de værdier og står skulder ved skulder i kampen for at beskytte vores demokrati mod de mørke kræfter.

Vi har brug for hinanden og for at stå sammen, og det er sådan set også i det lys, vi i dag skal diskutere det transatlantiske forhold, for her deler vi også grundlæggende værdier. Og det er vigtigt at huske på som indgang til en debat om det transatlantiske forhold set i lyset af den nye amerikanske administration. Og det er også med det afsæt, at jeg på torsdag, om præcis en uge, mødes med præsident Trump i Washington, hvilket bliver en god anledning til at bekræfte det tætte forhold mellem USA og Danmark.

Forespørgerne har jo bedt udenrigsministeren og jeg om at svare på, hvad regeringen kan oplyse om udviklingen i det transatlantiske forhold set i lyset af den nye amerikanske administration. Og om det kan man jo sige, at Danmark i årtier har været en stærk partner med USA og det amerikanske folk. De stærke transatlantiske bånd har bragt fred, stabilitet og vækst, og derfor er samarbejdet og fællesskabet med USA en hjørnesten for Danmark og for regeringen, og det er i vores klare interesse, både når det gælder sikkerhedspolitik, udenrigspolitik og handelspolitik.

Derfor vil regeringen gøre sit til, at det tætte samarbejde med vores vigtige allierede fortsætter. Vi er jo tidsmæssigt stadig der, hvor den nye amerikanske administration er ved at komme på plads. Der er mange områder, hvor vi endnu ikke kender den amerikanske politik, men det er dog åbenlyst, at den nye administration fungerer anderledes end den tidligere. Og det er jo for så vidt ikke overraskende. Præsident Trump er også efter sin indsættelse kommet med en række opsigtsvækkende udmeldinger.

Siden er der så kommet mere indhold og også mere perspektiv på administrationens diverse politikker. Det var f.eks tilfældet i Bruxelles for nogle uger siden, hvor den amerikanske vicepræsident, Mike Pence, slog fast, at USA ønsker et tæt samarbejde med EU. Det blev i øvrigt også bekræftet i præsidentens første tale til Kongressen.

Jeg har også noteret mig, at der er betydelige, hvad skal man kalde det, nuanceforskelle mellem budskaberne på det udenrigs- og sikkerhedspolitiske område, afhængigt af hvem i den amerikanske administration der står som afsender til budskaberne. Og det vil udenrigsministeren vende tilbage til i sin besvarelse.

Jeg hæfter mig i øvrigt ved, at det amerikanske system jo har indbygget de her checks and balances. Det så vi et eksempel på, da præsidentens dekret om indrejseforbud blev stoppet.

Ud over nuanceforskellene kan jeg naturligvis også få øje på uoverensstemmelser. De findes, og de findes også værdimæssigt, mellem Danmarks politik og nogle af præsident Trumps udmeldinger. Men det hører med til billedet, at en tilsvarende nuanceforskel og uoverensstemmelse jo også kan ses i bakspejlet, når vi i dag vurderer tidligere amerikanske administrationer, uden at det har ført til, at vi i hver enkelt situation, hvor der har været truffet en amerikansk beslutning, som vi har været uenige i, har ændret den grundlæggende danske politik. Og det skal vi heller ikke gøre nu.

Amerikanerne har valgt præsident Trump. Hans opgave er at lede USA de næste 4 år, og derfor mener jeg, at vi skal passe på med vores reaktioner.

Jeg har tidligere sagt, og jeg vil også gerne sige det her, at vi skal passe på vores reaktion på det, man kunne kalde Twitter-diplomatiet. For hvis man ligesom modsvarer Twitter-diplomatiet med Twitter-udmeldinger, er der mange nuancer, der forsvinder ud af debatten, og så bliver det pludselig hårdt mod hårdt og unuanceret.

Den nye administration har kun været ved magten i kort tid, og det er min forventning, at der med tiden vil indfinde sig en tydeligere linje i den amerikanske udenrigspolitik. Jeg er sikker på, at den på mange områder vil følge tidligere administrationers linje.

Fra dansk side vil vi naturligvis forfølge danske interesser. Som det udtrykkes i regeringsgrundlaget, ønsker vi et friere, rigere og mere trygt Danmark, og det er selvsagt også styrende for vores dialog med USA, og det steder, hvor vi sammen med USA søger en dialog med resten af verden.

Så det er min vurdering, at vi i den nuværende situation stadig har brug for at afvente og bedømme politikken på dens indhold og tænke langsigtet. For den diskussion handler først og fremmest om Danmarks overordnede relation til USA. Regeringen vil fortsætte med at søge et tæt samarbejde med den nye administration. Det er forudsætningen for, at danske synspunkter kan fremmes og blive hørt, og det er den eneste ansvarlige måde at varetage Danmarks vitale interesser på. Der vil være uoverensstemmelser, som der har været det tidligere. Det vil vi tage højde for i den løbende formulering af dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, og det vil regeringen gøre med afsæt i, at USA er en meget tæt allieret. Så det er det, der, kan man sige, vil være det holdningsmæssige afsæt til vores virke i forhold til den nye amerikanske administration.

Tak til statsministeren. Vi går videre til udenrigsministerens besvarelse.

Tak for det. Jeg vil i forlængelse af statsministerens besvarelse også indlede med at slå fast, at det transatlantiske samarbejde er et helt grundlæggende element i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. Der er tale om et historisk og et tæt samarbejde, som har været til gavn for begge sider af Atlanten i mange årtier. Der er tale om et samarbejde, som har taget udgangspunkt i og fortsat tager udgangspunkt i et fælles sæt af grundlæggende værdier og et ønske om fred, stabilitet og vækst. Det lyder jo storslået, kan man sige, og det mener jeg faktisk også det er. Jeg tør ikke gisne om, hvor Danmark ville have været i 2017, hvis vi ikke efter afslutningen af anden verdenskrig var blevet en del af den frie vestlige verden med USA i front. Og at jeg kan stå her i dag på Folketingets talerstol og tale åbent og ligefrem om vores tætte allierede, også om de områder, hvor vi ikke nødvendigvis er enige, siger meget om det samfundsbillede, vi sammen med USA har været og er en aktiv del af.

Det er ikke vanskeligt at få øje på områder, hvor den nye amerikanske administration med præsident Trump i spidsen og vi ser forskelligt på tingene. Det har bl.a. drejet sig om bekymrende signaler og beslutninger i forhold til indrejseforbuddet, frihandel, kvinders rettigheder og også klimaet. Der er også eksempler på, at vi ikke lå helt på linje med den tidligere administration, så på den måde er der ikke noget nyt – bare tænk på eksempelvis Guantánamo og på kvinders rettigheder.

Vi er og skal ikke nødvendigvis være enige om alt. Det tror jeg egentlig altid har været et vilkår, og der har jo ikke tidligere været tale om sådan, kan man sige, grundlæggende danske kursændringer, hver gang der har været truffet amerikanske beslutninger, som vi ikke har været enige i. Og sådan mener jeg også det fortsat skal være. Vi skal holde fast i vores linje. Min forventning er heller ikke, at Danmark fremover vil være enige med USA om alt, men det er klart, at præsidentskiftet denne gang nok byder på større forandringer, end vi tidligere har været vant til. Det er i hvert fald forventningen mange steder. Fra regeringens side er vi allerede godt i gang med at få skabt de kontakter til den amerikanske administration, som er afgørende i vores bestræbelser for at fortsætte et tæt og fortroligt transatlantisk samarbejde. Jeg landede i morges fra Washington, hvor jeg havde møder med senatorer, med John McCain, og jeg fik også lejlighed til kort at veksle ord med både forsvarsminister Mattis og udenrigsminister Tillerson.

Selv om vi er ca. 2 måneder henne i den nye administrations levetid, er det ikke sådan, at man kan sige, at den er hundrede procent på plads – det er den langtfra – med alle de politiske udnævnelser. Det er der heller ikke noget nyt i. Typisk tager det den nye amerikanske præsident et halvt års tid, før den nye administration er nogenlunde konsolideret, og det må også forventes at være tilfældet med Trump, hvis ikke det tager endnu længere tid. At der endnu ikke er folk på alle vigtige pladser, har naturligvis en vis betydning for dialogen med samarbejdspartnere, men det har også betydning for administrationens egen politikformulering og -implementering. Jeg har derfor også siden valget i mine udtalelser såvel her i Folketingssalen som i offentligheden lagt vægt på, at vi også skal væbne os med en vis tålmodighed. Vi er fortsat på et tidligt stadie i den nye administrations levetid, samtidig med at der med Trump er tale om en ny måde at kommunikere politik på. Det er der jo heller ikke nogen som er i tvivl om. Det tror jeg i øvrigt også er noget, som vi bare må indstille os på, og som vi kommer til at vænne os til. Men jeg tror også, at vi skal passe på med, at vi ikke kommer til at reagere på et for mangelfuldt grundlag.

Omvendt kan vi naturligvis ikke blot afvente udnævnelser af de i alt over 4.000 politisk udnævnte, som skal være i den nye administration. Vi arbejder i Udenrigsministeriet hver eneste dag hårdt på at forstå den fulde rækkevidde af de beslutninger, der træffes og kommunikeres i USA. Det gør vi på alle niveauer og også med inddragelse af danske ambassader i andre lande, hvorfra vi indhenter relevante analyser og input. Vi afventer altså den egentlige formulering af politikken, før vi reagerer, og vi reagerer ikke på alle udmeldinger og tweets. Det har eksempelvis vist sig nyttigt i forhold til Trumps syn på NATO og den amerikanske sikkerhedsgaranti, som siden anden verdenskrigs afslutning har været grundlaget for freden og friheden i Europa. Vi er alle bekendt med Trumps udtalelser i valgkampen, som satte spørgsmålstegn ved sikkerhedsgarantien, ligesom han hævdede, at NATO var forældet.

Efterfølgende har både præsidenten, men også vicepræsident Pence og forsvarsminister Mattis givet udtryk for en stærk støtte til alliancen. Jeg noterer mig dog samtidig, at det er vigtigt at få med – og det er vigtigt at få med – at den nye amerikanske administration har et massivt fokus på byrdedeling i alliancen.

Forventningerne fra USA er ikke til at tage fejl af. NATO-medlemslande skal øge forsvarsbudgetterne og vise politisk vilje til at leve op til de forpligtelser, stats- og regeringslederne traf herom på NATO-topmødet i Wales i 2014. Det er en problemstilling som næppe vil gå væk. NATO er og bliver kernen i dansk sikkerhedspolitik. Det er derfor af afgørende betydning, at det transatlantiske forhold forbliver stærkt og solidt. Jeg hilser derfor den amerikanske administrations klare støtte til NATO meget velkommen og ser samtidig frem til de kommende drøftelser inden for NATO om alliancens fremtid. Også det havde jeg i går lejlighed til kort at udveksle ord om med NATO's generalsekretær, Stoltenberg, som også for nylig var på besøg i København.

Der kunne også nævnes forholdet til Rusland og situationen i Ukraine, hvor tidligere udmeldinger efterfølgende er blevet – må man sige – meget nuancerede, og hvor centrale personer som vicepræsident Pence og udenrigsminister Tillerson har skabt større klarhed om den amerikanske politik. Ved flere lejligheder har vi set udtalelser fra den nye administration, som til forveksling ligner Obamaadministrationens. Jeg mener fortsat, at det er for tidligt at konkludere, hvordan Ruslandpolitikken konkret vil blive med Trump ved roret. Det følger vi naturligvis meget tæt, og vi arbejder fortsat for en linje, der er præget af robusthed og principfasthed. Vi forsøger at lægge det pres, som vi kan gøre, i forhold til at det bliver den linje, der bliver forfulgt.

Det sikres bedst, ikke mindst også ved, at vi har en fælles EU-linje, som også Trump må forholde sig til. Det er vigtigt, at EU fortsat rækker ud til den nye amerikanske regering for at søge at fortsætte samarbejdet omkring sanktionspolitikken. Det er i høj grad i Danmarks interesse, at vi står vagt om et regelbaseret internationalt system, hvor grove krænkelser mødes af en klar reaktion.

Samtidig skal vi, som jeg før nævnte, også huske på, at der historisk kan findes mange eksempler på sager, hvor vi ikke altid har været enige med USA om den førte linje. Guantánamo er et oplagt eksempel. Sådanne sager har vi også med den nye amerikanske administration, det skal der ikke lægges skjul på. Der er f.eks. nogle af de forskellige dekreter, der har været om indrejseforbud og forløbet omkring dem. Det har været en rodet affære.

Lad mig starte med at knytte et par bemærkninger til selve forløbet omkring indrejseforbuddet. Jeg betegnede med det samme beslutningen som uklog og unfair, med henvisning til at vi skal dømme og møde hinanden som individer, og at beslutningen vil have meget hårde konsekvenser for et stort antal mennesker, og som redskab til terrorbekæmpelse havde beslutningen i mine øjne et for bredt sigte. Men jeg bliver også nødt til at understrege, at selvfølgelig er det USA selv, der beslutter, hvem de vil tillade at indrejse. Sådan er det.

Som bekendt er det nye dekret om indrejseforbud p.t. sat ud af kraft, og vi følger naturligvis udviklingen tæt. Forløbet omkring indrejseforbuddet illustrerer på sin vis også pointen om at udvise tålmodighed og ikke reagere for kraftigt. Da det stod klart, at også danske statsborgere med dobbelt statsborgerskab ville være omfattet af indrejseforbuddet, tog vi kontakt til de amerikanske myndigheder. Reaktionerne fra Danmark og andre berørte lande førte i løbet af få dage til, at det fra amerikansk hold blev besluttet, at danskere og andre nationaliteter, der ikke var omfattet af indrejseforbuddet, med dobbelt statsborgerskab ikke ville være omfattet af dekretet, så længe de rejste på et pas, som ikke var omfattet af forbuddet. Det har været en noget uskøn proces – det tror jeg ikke der er nogen der er i tvivl om – hvor en vidtrækkende beslutning er blevet iværksat uden forudgående information til andre lande om konsekvenserne. Det kan man med rette kritisere den amerikanske administration for, og det har regeringen som bekendt også gjort.

Handelspolitikken er et område, hvor vi endnu må afvente, hvor den nye amerikanske administration mere præcis vil lægge sig. Det er klart, at TTIP lige nu er sat på pause, men i modsætning til USA's store frihandelsaftale med Asien, Stillehavsområdet, TPP, som Trump har trukket USA fra, er det meget muligt, at man på et tidspunkt vil kunne genoptage drøftelserne om en styrkelse af det transatlantiske økonomiske partnerskab, og det vil vi i den grad se frem til.

Lad mig også nævne kvinders sundhed og rettigheder, som er et område, hvor vi fra dansk side har engageret os markant i dialogen med amerikanerne og verdenssamfundet. Trumps udmelding om en genindførelse af den såkaldte global gag rule har vi fra dansk side taget afstand fra, idet den har til hensigt at fjerne al amerikansk støtte til internationale organisationer, der rådgiver om, støtter eller aktivt promoverer abort. Danmark arbejder sammen med ligesindede lande på at fastholde en stærk stemme for pigers og kvinders ret til at bestemme over egen krop, hvilket også inkluderer adgang til oplysning, prævention og sikker abort.

Med global gag rule har den nye amerikanske administration indtaget en position, som vi ikke er enige i. Men som jeg også tidligere nævnte, er den transatlantiske relation kendetegnet ved, at der også er plads til, at vi kan være uenige med hinanden, og det er tilfældet i den her sag. Udviklingsministeren har sammen med europæiske kollegaer sat sig i spidsen for at sikre endnu større EU-fokus og støtte til denne vigtige dagsorden. Derudover var Danmark den 2. marts sammen med Belgien, Sverige og Holland værter for en international konference i Bruxelles med det formål at mobilisere politisk og finansiel opbakning til dagsordenen.

Der er naturligvis mange eksempler på områder, hvor vi har fælles interesser og mål, og hvor vi arbejder tæt sammen. Lad mig nævne koalitionsarbejdet i bestræbelserne på bekæmpelse af ISIL. Bekæmpelsen af terrorisme er et centralt ben i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik, og det var også i den forbindelse, at jeg besøgte Washington i går, hvor vi havde en stor konference i koalitionen. Vor tids største trussel på den front er ISIL, og bekæmpelsen af ISIL sker i en bred international koalition, som altså består af over 60 lande, herunder naturligvis med USA som en central koalitionspartner. Danmark er et af de første ni lande, som blev spurgt i forhold til at deltage i koalitionen, og selvfølgelig var vi klar til at deltage i arbejdet.

Det er vigtigt, at vi fastholder linjen. Der er tale om et godt koalisionsarbejde og med en yderst vigtigt dagsorden, og der er tale om et samarbejde, hvor vi fra regeringens side naturligvis vil bestræbe os på, at det skal fortsætte, og hvor vi også har vundet markante militære sejre i den seneste tid. ISIL er på tilbagetog. De har ikke nær den tiltrækningskraft, som de har haft tidligere, f.eks. i forhold til fremmede krigere.

Afslutningsvis vil jeg understrege, at Danmark, EU og vores nærtstående lande fortsat i vid udstrækning vil have fælles interesser med USA på en lang række globale udfordringer. Den globale sikkerhedssituation i forhold til Rusland samt migration og terrorbekæmpelse understreger behovet for et sammenhold på tværs af Atlanten. Vi har brug for et stærkt transatlantisk samarbejde både i og uden for NATO i lyset af de mange globale udfordringer, som vi står over for.

Det har valget af Trump ikke ændret på, og så længe vi ikke overreagerer på enkeltudmeldinger og endnu ikke formulerede politikker, men søger samarbejdet og aktivt arbejder for Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser, er jeg overbevist om, at den transatlantiske relation også fremover vil sikre fred, stabilitet og vækst. Og i alle møder, jeg havde i det sidste døgn i Washington, var det det signal, der blev sendt klart af alle dem, jeg havde samtaler med. Man lægger også fra amerikansk side enorm stor vægt på, at det samarbejde fortsætter, og det skal gøres i en god ånd. Tak for ordet.

Så går vi over til forhandlingen. Det er først ordføreren for forespørgerne, hr. Nicolai Wammen, Socialdemokratiet.

Jeg vil gerne i lighed med statsministeren starte med at udtrykke både min medfølelse og solidaritet med Storbritannien og ikke mindst de familier, som er blevet ramt, og de sårede, som også netop nu kæmper for deres liv på hospitaler i Storbritannien. Det er et angreb på ikke alene London og Storbritannien, det er et angreb på vores demokratier, og det er vigtigt, at vi fra dansk side og i det hele taget fra europæisk side og fra verdenssamfundets side udtrykker vores fulde opbakning til Storbritannien, også i denne sag.

I dag er så også en dag, hvor vi diskuterer det transatlantiske forhold. Det er flere måneder siden, Donald Trump blev valgt som ny præsident i USA, og de seneste uger og måneder har vist os, at der med sikkerhed er en ny politisk retorik i Det Hvide Hus – en retorik, som i meget klar tale angiver Amerika først som retningen for Trumps regering. Mere usikkert er det dog stadig, i hvilket omfang retorikken vil følges af konkret handling, når det gælder dag til dag-politikken og de helt centrale omdrejningspunkter for det transatlantiske samarbejde. Derfor er dagens forespørgselsdebat vigtig.

For Socialdemokratiet er det afgørende, at det internationale samfund fortsat er funderet på FN, EU og NATO som de bærende søjler. Det er nemlig i Danmarks interesse, at vi bygger det internationale fællesskab på folkeret og ikke alene på den stærkes ret. Socialdemokratiet insisterer på, at der i rammen af en international retsorden sættes en progressiv dagsorden, når det gælder fred og sikkerhed, klimaindsats, bæredygtighed, frihandel, udvikling af demokrati og menneskerettigheder. Derfor er det også afgørende vigtigt, at vi i EU står sammen om disse værdier, og at det gælder, uanset hvad politikken måtte være i Det Hvide Hus. Vi vil samtidig kraftigt opfordre til, at USA fremadrettet understøtter arbejdet i FN og NATO, og at vores nære allierede på den anden side af Atlanterhavet ser EU som en partner og ikke som en forhindring, når der skal findes fælles løsninger på de globale problemer.

Forholdet mellem USA og Europa er unikt og stærkt. Det har dybe rødder i mange familier, i vores kultur, i vores værdier og i vores historie. Det er et bånd, som er bundet sammen af demokratiske samfund, der i generationer og i krig og fred har været nære allierede og venner. Det transatlantiske forhold har været dybt forankret i vores gensidige tro på, at Europa bliver svagere og mere usikkert uden USA, og at USA bliver svagere og mere usikkert uden Europa, at NATO bidrager til vores fælles sikkerhed, og at alliancen er i vores gensidige interesse, at EU er med til at styrke og sikre og udvikle et Europa martret af verdenskrige og jerntæppets forbrydelser, og at et velfungerende EU derfor ikke alene er i Europas, men også i høj grad i USA's interesse. Det transatlantiske forhold er opbygget på gensidig respekt, og det har været afgørende i forhold til at sikre fred, stabilitet og vækst på begge sider af oceanet. Dette har været udgangspunktet for alle de seneste administrationer, uanset om præsidenten har heddet Kennedy, Reagan, Clinton, Bush eller Obama. Derfor har det vakt bekymring, at præsidentkandidat Trump ved flere lejligheder retorisk satte spørgsmålstegn ved NATO-samarbejdet, EU's betydning, FN's rolle, en stærk og konsekvent kurs over for Rusland, frihandel og kamp mod klimaforandringer – for blot at nævne nogle af de vigtigste nedslagspunkter.

Det vitale spørgsmål er så nu: Hvad er retorik, og hvad er realpolitik? Her er billedet endnu ikke klart, for vi har set både positive og stærkt bekymrende skridt fra de ledende folk i den nye regering. På plussiden gælder det eksempelvis, at såvel vicepræsident Pence, udenrigsminister Tillerson og forsvarsminister Mattis klart og utvetydigt har understreget USA's fulde deltagelse i NATO-samarbejdet med markante ønsker om et stærkere europæisk engagement, nuvel, men – nok så afgørende – med umisforståelige tilkendegivelser om, at NATO ikke er en forældet institution, men derimod selve grundstenen i den transatlantiske sikkerhedsstruktur med alt, hvad det indebærer, herunder musketereden i artikel 5.

Dette er uhyre vigtigt, ikke mindst i en tid, hvor vi ser et stadig mere aggressivt Rusland, der har annekteret Krim, og som rasler med sablen i forhold til de baltiske lande og i Østersøen. I en sådan situation er der ikke plads til, at NATO-landene går hver sin vej. Vi skal stå sammen, så Putin og Rusland ikke kan udnytte uenighed og splittelse på tværs af Atlanterhavet.

Desværre har den nye amerikanske administration også budt på alvorlige skuffelser, og så sent som i sidste uge så vi, hvordan den amerikanske finansminister i forbindelse med G20-mødet i Baden-Baden i Tyskland blokerede for, at der kunne vedtages den afgørende og helt sædvanlige erklæring om vigtigheden af kampen mod protektionisme og mod klimaforandringer. Her er der ikke grund til at lægge skjul på, at der var tale om et uhyre bekymrende skridt i den helt forkerte retning, og set med danske og europæiske øjne er det vigtigt, at det signal bliver sendt til den amerikanske præsident og hans folk, for her handler det om vækst, arbejdspladser og vores klodes fremtid, og her har vi brug for et USA, som sammen med Europa går forrest, og ikke et USA, som vælger at være stopklods.

For Socialdemokratiet er det transatlantiske forhold fortsat af den største betydning. Vi tror på, at Europa er afhængig af USA, men også at USA er afhængig af Europa, når det gælder vores fælles sikkerhed, og farerne er mange, og der er meget mørke tordenskyer på himlen. Vi ser netop nu et mere aggressivt Rusland, et Tyrkiet, hvor situationen bliver mere alvorlig dag for dag, en fredsproces mellem Israel og palæstinenserne, som er i dyb krise, et Syrien i brand og en vigtig kamp mod Islamisk Stats terrorisme. Vi oplever et ustabilt Nordafrika og et Nordkorea, der fortsat bevæger sig i en mere og mere foruroligende retning. Den globale virkelighed tilsiger os således ikke mindre, men mere samarbejde mellem Europa og USA, og det vil være en historisk fejltagelse, hvis USA vælger at trække sig tilbage fra verden fremfor at prøve at præge den. Selv USA kan ikke stå alene, og det internationale samfund behøver USA's og EU's fælles progressive indsats, hvis verden for alvor skal blive et bedre sted at leve.

Jeg tror dog samtidig, at vi realistisk må forvente, at der på en række områder vil være større forskelle i de politiske holdninger, end vi traditionelt har været vant til, i forholdet mellem USA og Europa. Det gælder ikke mindst i forhold til frihandel, klimapolitik og vigtigheden af et stærkt FN. Her er det afgørende, at Danmark og EU med en engageret indsats gør, hvad vi kan for at trække USA i en progressiv retning, og at vi ikke over for vores amerikanske venner lægger skjul på, at her har vi med vitale danske og europæiske interesser at gøre, at vi i Europa ser frem til samarbejdet med den nye amerikanske regering, men at vi fortsat vil kæmpe for det, vi tror på, også når det betyder, at vi er uenige med præsidenten i Det Hvide Hus. Danmarks budskab til præsident Trump bør derfor være, at Amerika først ikke må betyde samarbejde med Europa sidst, at vi vil arbejde sammen, og at det er i gensidig interesse.

Jeg vil nu læse et forslag til vedtagelse op. Nu, hvor jeg har hørt, at statsministeren er på vej til møde med Donald Trump i Det Hvide Hus, håber jeg meget, at den tilkendegivelse, der her er i vedtagelsen, er en, som statsministeren vil tage med sig, og det gælder også de bekymringer, der klart bliver givet udtrykt for, altså at de vil blive rejst over for den amerikanske præsident.

På vegne af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, Liberal Alliance, Det Radikale Venstre og også Det Konservative Folkeparti vil jeg gerne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Det transatlantiske forhold udgør en hjørnesten i dansk udenrigs- og sikkerhedspolitik. De stærke transatlantiske bånd har bragt fred, stabilitet og vækst gennem årtier.

Folketinget bakker op om regeringens arbejde for et fortsat nært transatlantisk forhold med udgangspunkt i de mange fælles interesser og værdier.

Folketinget konstaterer, at der altid vil være politikområder, hvor USA og Danmark har forskellige holdninger, og at det også er og vil være tilfældet med den nye amerikanske administration. Folketinget ser med bekymring på udmeldingerne på bl.a. frihandel og klimaforandringer, men konstaterer samtidig, at Trumpadministrationen ikke grundlæggende har sat spørgsmålstegn ved vigtigheden af de tætte transatlantiske relationer.

Folketinget bakker op om, at regeringen løbende tager stilling til den nye administrations udenrigs- og sikkerhedspolitik, i takt med at den formuleres. Folketinget opfordrer i den forbindelse regeringen til at arbejde for, at det transatlantiske samarbejde baseres på de værdier og interesser, som er kendetegnende for Danmarks udenrigspolitik.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 57).

Det fremsatte forslag til vedtagelse vil indgå i de videre forhandlinger. Der er et par, der har bedt om korte bemærkninger. Først er det hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet.

Tak. Jeg vil gerne starte med at takke ordføreren for en rigtig god tale, hvor man netop kommer ind på mange af de udfordringer, som der jo er med den her nye administration i USA, og som vi skal forholde os til. Jeg kunne egentlig godt tænke mig så at begynde at spørge lidt ind til også noget praktisk, for nu er det jo ikke bare ord, der kommer fra administrationen. Vi har set det på G20-topmødet, netop at hele klimaudfordringen ligesom bliver skrevet ud i sidste øjeblik. Det bekymrer jo mig og Alternativet rigtig, rigtig meget. Derfor ser vi også på, hvad vi kan gøre for, at vi ikke mister momentum i det her, hvis vi har den her klimafornægtende administration derovre. Så ser ordføreren egentlig et behov for, at vi måske også allerede nu stille og roligt fra europæisk side begynder at række mere ud til andre store spillere på verdensplan, for at vi netop ikke kommer til at være på bagkant i forhold til det her vigtige klimaspørgsmål?

Ordføreren.

Jeg tror, det er meget vigtigt, at vi samarbejder på globalt plan med alle de lande, der er parat til at tage et ansvar for at bekæmpe klimaforandringerne, sådan at vi også har en klode til vores børn og børnebørn og oldebørn. Der har vi jo med den tidligere amerikanske administration, Obamaadministrationen, set fremskridt, og der var også aftalen i Paris. Det bekymrende er jo her, at man nu på G20-topmødet mellem finansministrene har taget et skridt i den forkerte retning. Derfor håber jeg da, at både EU som helhed, men jo også andre lande vil gå ind i forhold til USA og understrege vigtigheden af det, man aftalte i Paris, for det forventer vi at også den nye administration vil anerkende og arbejde for.

Så er det her jo også en lejlighed. Folketinget rejser i dag en bekymring med et bredt flertal, omend spørgerens parti ikke er med i forslaget til vedtagelse. Men både regeringen og Socialdemokratiet, Det Radikale Venstre og Dansk Folkeparti rejser en bekymring. Der er et flertal i det danske Folketing, der klart siger, at her er der en bekymring, og det er så noget, som statsministeren vil rejse over for den amerikanske præsident, når de mødes i næste uge. Jeg kan i hvert fald ikke mindes, at man har haft en så bred opbakning til at rejse en så klar bekymring i de seneste mange, mange år.

Hr. Rasmus Nordqvist for anden korte bemærkning.

Nu kommer det jo ikke bag på ordføreren, at Alternativet nok havde foretrukket en anden ordlyd og derfor også kommer med en sådan i forhold til nogle af de her spørgsmål. Men et er jo at minde USA om sin forpligtelse i forhold til Parisaftalen, noget andet er egentlig også at udvise rettidig omhu og sige, at okay, det går den forkerte vej derovre, så hvad kan resten af de store magtpositioner i verden globalt set gøre for at dæmme op for de problemer, vi måske og højst sandsynligt kommer til at se derovrefra. Det er der, jeg efterlyser lidt mere aktiv handling i forhold til den europæiske plan med, bl.a. med Kina, med Sydamerika osv.

Ordføreren.

Vi er helt enige. Det, jeg også sagde i mit svar, var, at vi skal engagere alle kræfter, der vil arbejde for, at vi sørger for at tage klimaudfordringen dybt alvorligt. Der blev jo opnået et rigtig fornuftigt resultat i Paris, hvor den daværende amerikanske præsident var en positiv kraft. Den allerførste opgave, der står foran os, er at sørge for, at de resultater, der blev opnået i Paris, nu ikke falder på gulvet, fordi der er kommet en ny præsident i Det Hvide Hus. Derfor er det også, jeg meget stærkt håber, at statsministeren vil rejse det tema over for den amerikanske præsident, for det her er helt centralt. Det er et klart løfte fra USA's side, der er blevet givet, og det må vi forvente at den nye præsident også står på mål for.

Så er det hr. Nikolaj Villumsen.

Jamen tak for det. Jeg synes, det store spørgsmål i dag og i de kommende år reelt er, hvad der ligesom er den klogeste tilgang til den nye præsident Trump i USA. Er det at gå på listefødder, eller er det at sige klart, hvad man mener? Jeg synes, problemet med det forslag til vedtagelse, som hr. Nicolai Wammen læste op, er, at man går alt for meget på listefødder, og det skaber problemer, at man ikke klart siger fra over for nogle ting, som jeg mener man bør sige fra over for. F.eks. undrer det mig, at den socialdemokratiske ordfører siger, at man håber, at de bekymringer, man rejser i vedtagelsen, vil blive rejst af statsministeren, når statsminister mødes med præsident Trump. Det er jo helt oplagt, at statsministeren gør det.

Hvorfor nævner man så ikke i forslaget til vedtagelse kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder? Altså, den her såkaldte gag rule er jo noget, der er en klar beslutning, Trump har truffet, og som vil få meget katastrofale konsekvenser for mange kvinders rettigheder rundtomkring i verden.

Ordføreren.

Jeg tror ikke, at der er nogen, der er uenige i, at det er en forkert beslutning, som den amerikanske administration har taget der. Socialdemokratiet er i hvert fald dybt uenig i Trumpadministrationens beslutning om at gøre det sværere at hævde kvinders rettigheder, herunder kvindens ret til egen krop, og i det hele taget er følgen af det, at man nu går ind og underminerer mulighederne for, at man også kan få abort, et kæmpe tilbageskridt. Og i det forslag til vedtagelse, der ligger, er der nævnt to konkrete eksempler, men formuleringen siger også bl.a. i forhold til protektionisme og i forhold til klimaforandringer. Derudover er der en række andre ting, der er dybt bekymrende, ordføreren har selv nævnt en af dem, og vi er fuldstændig enige om, at det er noget, hvor USA under den nye præsident har taget et skridt i den forkerte retning.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Jeg tror, det er meget vigtigt, at vi er meget klare i sproget over for præsident Trump. Jeg tror, han er en type, som godt kan lide, at man siger tingene klart og kontant. Derfor er jeg også glad for den udmelding, som hr. Nicolai Wammen kommer med her i forhold til den katastrofale beslutning, han har truffet, der vil forhindre seksualundervisning og prævention til millioner af kvinder rundtomkring i verden. Så jeg vil bare høre, om det også er en opfordring fra Socialdemokratiet til statsministeren om at rejse det spørgsmål, når statsministeren mødes med Trump.

Ordføreren.

Jeg synes, det bestemt ville være et relevant emne, som statsministeren kunne drøfte med den amerikanske præsident. Jeg har jo også set, at den danske regering faktisk har været ude med kritik af den beslutning. Jeg synes, det er godt, at man har været det.

Derfor håber jeg da, at det møde, der kommer – nu kan det jo være, at statsministeren vil sige ord om det lidt senere her i debatten – mellem præsident Trump og statsministeren bliver en lejlighed til, at man dels kan få understreget USA's klare tilkendegivelse af, at de står ved og bag NATO-samarbejdet, dels at man fra dansk side kan kritisere de steder, hvor man mener USA trækker i den forkerte retning – ikke bare for at stå og slå hinanden oven i hovedet, men i et håb om, at man kan få USA ind på en mere progressiv dagsorden, både når det gælder klima, frihandel, kvinders rettigheder og en række andre punkter.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Så går vi videre i ordførerrækken, og den næste ordfører er hr. Søren Espersen, Dansk Folkeparti.

Mange tak. Først vil jeg sige, at det glæder mig, at statsministeren skal så hurtigt og så tidligt til Washington. Jeg synes, det er en stor ære for Danmark. Som jeg kan se det, er vi nummer tre eller fire i rækken, og det siger noget om det samarbejde og det forhold, vi gerne skulle have.

Der er et mundheld, der lyder: Kan man ikke få den, man elsker, må man elske den, man får. Det pragmatiske og snusfornuftige mundheld gælder i særlig grad vores syn på skiftende amerikanske præsidenter. Vi elsker at følge med i deres valgkampe derovre, og selv om vi ikke har stemmeret, deler vi os entusiastisk og indimellem rasende i, hvem vi holder med, og hvem vi absolut ikke kan fordrage. Mange af vores foretrukne har skuffet stort, mens mange af dem, vi europæere absolut ikke kunne fordrage, viste sig at være ikke så ringe endda.

Barack Obama, som alle vi europæere elskede højt, og som kort efter sin tiltræden fik Nobels fredspris for at have fundet på sloganet »Yes we can«, fik ikke, som han ellers havde lovet, ordnet Guantánamo, ligesom han var ved at kløjes i det i Mellemøsten. Dels viste han sig handlingslammet i Syrien, dels kom han på kant med såvel israelere som arabere. Ronald Reagan, der med Svend Aukens ord var en skydegal cowboy, viste sig til gengæld at være en sand fredens mand. Han skabte forsoning mellem USA og Sovjetunionen og var blandt den håndfuld af nøglefigurer, som definitivt fik anbragt det ondskabsfulde sovjetkommunistiske diktatur, hvor det hører hjemme, nemlig på historiens losseplads i et iskoldt mausoleum.

Sådan er der så meget, og så er der jo Donald Trump. Hvordan bliver mon hans eftermæle, når han om 4 eller måske 8 år flytter ud af Det Hvide Hus? Ja, som nævnt har historien vist os, at vi skal være meget forsigtige med at spå, når det gælder amerikanske præsidenter. Så jeg vil nøjes med at konstatere, at faktum her i opstartsfasen er, at vi europæere generelt sagt ikke er udpræget forelskede i præsident Trump. Det er også aparte, når USA's præsident ikke i Det Hvide Hus vil trykke hånd med sin gæst, som er Tysklands kansler, når såvel fotograferne som kansleren selv opfordrer til det. Noget sådant er ikke ordentligt, noget sådant er ikke normalt at gøre over for en tæt allieret, en højtstående gæst, medmindre man lige er en iransk ambassadør, som afviser at trykke hånd med Folketingets formand, men det er en anden historie.

Det er heller ikke normal praksis hos USA's præsident at starte sin embedsperiode med at fornærme hele det mexicanske folk samt en hel del andre folkeslag. Det er heller ikke traditionelt, at amerikanske domstole omgør præsidentens dekreter et efter et, eller at verdens mægtigste mand ganske ustatsmandsagtigt hele tiden sidder og twitter. Det hele synes akavet. Meget af det, der foregår, er så overraskende, så diplomatisk usædvanligt, så underligt og så nyt for os. Og det er så lige her, vi befinder os. Vi er simpelt hen ikke i stand til for nuværende at greje præsident Trump, og debatten her i dag vil givetvis heller ikke bidrage til en dybere indsigt i præsidentens private univers. Men her er det så, vi må forlade os på, at det dansk-amerikanske samarbejde og sammenhold er så ubrydelig stærkt, så tillidsfuldt og så gennemsolidt, at det vil stå sin prøve, uanset hvilke forunderlige ting vi måtte opleve. Vi kender og sætter vores lid til Kongressen, vi kender og sætter vores lid til det republikanske parti, og vi kender og sætter vores lid til de øvrige veletablerede, dybt funderede amerikanske institutioner.

Det amerikanske folk har valgt Donald Trump til præsident. Sådan er valget i overensstemmelse med de amerikanske valgregler faldet ud. Det er europæernes virkelighed, og det er danskernes virkelighed. Det er overvejende sandsynligt, at vi i Danmark ikke fik den, vi elskede, men som nævnt, specielt når det gælder amerikanernes valg af præsident, så må vi ty til vort gamle mundheld: Kan man ikke få den, man elsker, må man elske den, man får. Og hvorfor skal vi så det? Jo, det skal vi, fordi det siden besættelsen har været vores alle sammens pligt i regeringen og i Folketinget til enhver tid at sørge for, at USA er Danmarks allerbedste ven, og at Danmark er USA's bedste ven. Det tjener NATO bedst, og det tjener Danmark bedst. Tak.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger, og vi går videre i ordførerrækken. Det er hr. Jakob Ellemann-Jensen, Venstre.

Tak for det. Nu debatterer vi jo det transatlantiske forhold, så tillad mig at starte med at sige, ikke America first, men first things first. Altså, det vigtigste først, og det vigtigste her er, som flere har nævnt det, understregningen af, at en stærk transatlantisk relation er vigtig. Det har den været historisk, og det er den nu, og det vil den fortsat være.

Siden anden verdenskrig har USA været garant for sikkerheden i Danmark og i resten af Europa. USA har bidraget heroisk og helhjertet til først at nedkæmpe nazisterne og siden til at holde kommunisterne stangen. Men også i nyere tid, hvor fjendebillederne eller ismerne har fået et nyt og mindre håndgribeligt udtryk i form af fundamentalisme og terrorisme, står vi sammen med amerikanerne, og amerikanerne med os. Derfor er det vigtigt at slå fast, at USA er Danmarks vigtigste enkeltstående samarbejdspartner og allierede.

Når det er sagt, er det jo ikke nogen hemmelighed, at selv om vi er enige om mange ting, findes der også områder, hvor vi ikke er helt enige med USA. F.eks. hørte vi under valgkampen uvante og foruroligende udmeldinger fra den daværende præsidentkandidat og nuværende præsident om, at USA burde nedprioritere NATO-samarbejdet, da det var forældet. Der blev sågar sået tvivl om den såkaldte musketered i NATO-traktatens artikel 5, og man kunne få den frygt, at de amerikanske sikkerhedsgarantier ikke var så grundfæstede, som vi har antaget at de var siden anden verdenskrig. Derfor glæder det mig, at såvel præsident Trump som vicepræsident Pence og forsvarsminister Mattis her på den anden side af valget har valgt at udtrykke en meget stærk støtte til vores freds- og frihedselskende alliance.

Vi hører også en ny amerikansk retorik, når det gælder handelspolitikken. Der er i øvrigt p.t. en demonstration imod frihandel ude på Slotspladsen. Det er ikke min oplevelse, at det er voldsomme tilhængere af præsident Trump. Frihandel er noget, som vi alle sammen bliver rigere af. Det er noget, der skaber gensidig afhængighed. Det er noget, der binder verden sammen, og den afhængighed er den bedste garant for fred, man overhovedet kan få. Nu ser vi imidlertid en amerikansk administration, der har trukket USA ud af den store frihandelsaftale, Trans-Pacific Partnership, TPP, og over en bred kam vil have en såkaldt America first-tilgang til handelspolitikken. Selv om det nok i min liberale optik ville være at sætte America first at styrke frihandel, er det ikke min oplevelse, at det er det, man mener.

Det er klart, at vi i Danmark skal og vil følge nøje med i, hvordan udviklingen og udrulningen af den nye amerikanske administrations politik kommer til at forløbe. Men selv om den amerikanske præsidents retorik på de nævnte områder har været og er både markant og uvant, så ved vi reelt ikke, hvilke konkrete handlinger der kommer til at følge op på dem. Der er trods alt grænser for, hvor konkrete politiske tiltag der kan udfolde sig over 140 tegn. Her er jeg meget enig med udenrigsministeren i, at tålmodighed er en vigtig dyd for Danmark og resten af verden.

Så skal man huske på, at det altså langtfra er første gang i historien, at en amerikansk præsident eller en amerikansk administration siger eller gør ting, som vi i Danmark ikke bakker op om. Men det betyder jo ikke, at Danmark står alene i verden på de punkter. Vi har også andre meget vigtige fællesskaber, som vi kan varetage danske interesser igennem. Vigtigheden af det europæiske samarbejde er ikke blevet mindre, og vi er måske også nogle stykker, der mener, at præsident Trump har en pointe i, at det ville være naturligt, hvis Europa tog en lille smule større ansvar for de store sikkerhedsudfordringer, som vi ser i og omkring Europa.

Så det korte af det lange er, at vi fortsat skal værne om den transatlantiske relation, for den er vigtig. Den er vigtig for os alle sammen. Og selv om der er områder, hvor vi i Danmark kan være uenige i de udmeldinger, præsident Trump kommer med, og måske i en stille stund trækker lidt på smilebåndet ad den ofte lidt uortodokse måde, udmeldingerne serveres på, så er det vigtigt at slå fast, at vi fortsat har mange fælles værdier og interesser, og at USA fortsat er og skal være Danmarks vigtigste samarbejdspartner på mange områder. Tak for ordet.

Der er foreløbig to med spørgsmål eller kommentarer. Den første er hr. Rasmus Nordqvist.

Tak til ordføreren. Ja, tålmodighed kan også gøre, at man, hvis man står og venter længe på bussen, når den er forsinket, kommer for sent. Det, der bekymrer mig ved det her, er jo, at vi måske ikke har den rettidige omhu i forhold til nogle af de store globale spørgsmål, fordi vi afventer meget. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at prøve at spørge lidt til ordførerens refleksioner om, at Trump jo faktisk prøver at destabilisere Europa, når han går ud og roser Brexit som en klog og smart beslutning, og når han konsekvent, før han mødes med gode statsledere som vores egen, jo mødes med højrepopulister og antieuropæiske kræfter. Det er jo dem, han først og fremmest har mødtes med, og så kommer vores statsminister så nu her. Så bekymrer det ikke ordføreren, at vi ser de træk hos lederen af USA, og at han altså faktisk udtaler det her ønske om at destabilisere det europæiske samarbejde?

Ordføreren.

Når jeg opfordrer til tålmodighed, handler det jo ikke om, at vi skal sætte verden i stå, indtil vi har fået en retning fra Amerika, men det handler om, at vi måske lige skal være lidt afventende i forhold til bare at tage de første tweets eller de første kommentarer for alt for gode varer. Jeg deler altså ikke kritikken af, at det simpelt hen er for dårligt, at Danmarks statsminister kun er den internationale gæst nr. 4 i rækken, hvis jeg har talt rigtigt, i Det Hvide Hus. Det synes jeg egentlig er meget, meget positivt, og det er jeg meget enig med Søren Espersen i, som også nævnte det før. Så min opfordring er bare den: Lad os nu lade være at gå i panik over nogle måske forhastede kommentarer. Jeg tror, at det europæiske samarbejde er stærkt, jeg synes, det er vigtigt, og det tror jeg ikke at nogen udefra skal få brudt op med. Det er der andre der prøver på, og det skal Putin heller ikke få lov til.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Det kan godt være, at det er den fjerde statsleder, men det sigende er måske så, at der har været mange møder med en Nigel Farage og med en Marine Le Pen, inden man går i gang med de seriøse statsledere, derovre. Jeg ser egentlig på handlingerne, og det er der, jeg så tænker: Måske skulle vi fra europæisk side lige begynde at se, hvordan vi kan kigge hinanden dybt i øjnene og så gå ud til nogle af de andre kræfter, der er på verdensplan – Sydamerika, Kina osv. – og se på, hvordan vi kan få rykket, specielt i forhold til klima og miljø, hvor der jo er sket handling fra Trumps side med de udpegelser, han har foretaget.

Ordføreren.

Jeg er meget enig med hr. Rasmus Nordqvist. Klimaområdet er også et af de områder, hvor jeg løfter øjenbrynene, og det fremgår jo også af det fælles forslag til vedtagelse, som blev læst op tidligere af hr. Nicolai Wammen. Jeg tror så også, at man lige skal drosle lidt ned for panikken her. Jeg siger ikke, at hr. Rasmus Nordqvist er i panik over det, og jeg forstår godt bekymringen, men en stor del af den amerikanske klima- og energipolitik ligger jo ude i de enkelte delstater, hvor man altså i min optik har en mere fornuftig tankegang i forhold til det.

Ja, vi skal også lytte til andre lande i verden, det er jeg enig i, og det er jo besynderligt på store møder at høre Kina være fortaleren for frihandel, mens Amerika er mere tilbageholdende. Jeg holder sådan set bare fast i, at frihandel er godt, uanset hvad folk måtte sige herude på Slotspladsen, og uanset hvad folk måtte sige i Det Hvide Hus. Frihandel er godt.

Hr. Nikolaj Villumsen.

At hr. Jakob Ellemann-Jensen er glad for frihandel, tror jeg ikke kommer bag på så mange, og lyttede man til talen, kunne man jo også forstå, at hr. Jakob Ellemann-Jensen og Venstre er glade for NATO, og det tror jeg heller ikke kommer specielt meget bag på nogen. Men ordføreren kom i besvarelsen af det sidste spørgsmål så også ind på, at man var bekymret over klimaet. Når jeg skriver mig på for at spørge, var det egentlig for at spørge: Er der andet end frihandel, NATO og nu så også klima, som Venstre er bekymret for i forhold til de beslutninger og udmeldinger, der er kommet fra Trump? Som jeg sagde tidligere, mener jeg, at Trump er en type person, hvor jeg tror at man snyder sig selv, hvis man tror, at den rigtige vej er at gå på listefødder. Jeg tror faktisk, det er fornuftigt at tale klart, og derfor kunne jeg bare godt tænke mig at høre fra Venstre her i dag: Er der andre områder, hvor man mener at Trump har truffet en problematisk beslutning?

Ordføreren.

Hr. Nikolaj Villumsen var tidligere inde på et emne som the global gag rule, som vi jo stadig væk har, jeg vil ikke sige til gode, men som vi stadig væk må afvente at se på, hvordan den udfolder sig fuldstændig, og der kan man spørge, om det så er vigtigt at sige til Amerika, hvad vi synes om det, eller om det er vigtigt at agere på det. Det, den danske regering har gjort, er jo at agere på det her. Så den danske udviklingsminister er jo gået forrest og har samlet en række europæiske kollegaer for netop at dæmme op for de konsekvenser, det her måtte have i den tredje verden, for det er en dansk kerneprioritet. Altså, seksuel og reproduktiv sundhed og rettigheder er noget, som vi bredt er enige om her i Folketingssalen, og det opfatter vi som helt naturligt. Sådan er det simpelt hen bare ikke stort set nogen andre steder i verden. Så jeg synes, det stærkeste signal, man kan sende her, er at gå aktivt forrest, sådan som udviklingsministeren i Danmark har gjort det, og agere.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Jeg er glad for, at ordføreren står fast på den her danske politik, som det jo er at forsvare kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder, og det er jo helt korrekt, at der heldigvis er taget det her initiativ i forhold til at forsøge at kompensere. Men som situationen ser ud, er det jo hverken sådan, at Danmark eller andre europæiske lande mig bekendt ligesom derigennem vil øge deres udviklingsbistand. De vil tage udviklingsbistanden fra andre dele og så føre den over på det her område, så man ligesom lukker et hul, men kommer til at skabe andre huller, og det kan jo give problemer andre steder. Ikke mindst kan det også give problemer for de organisationer, som modtager støtte fra Danmark, der dermed kan miste deres støtte fra amerikanerne, hvis det, der ligger på bordet, går igennem. Så jeg kunne bare godt tænke mig at høre fra Venstres ordfører: Vil det også være Venstres opfordring til partiets egen statsminister, at man rejser det her, når man mødes med Trump? For det ville jo hjælpe rigtig meget, hvis gag rule ikke blev gennemført.

Ordføreren.

Det er jeg sådan set enig med ordføreren i. Men i stedet for at forholde os til, hvordan verden ville være bedre, hvis den så anderledes ud, så må vi jo forholde os til, hvordan den ser ud, og jeg synes faktisk, det er et vigtigt initiativ, vi har taget fra dansk side. Det er rigtigt, som hr. Nikolaj Villumsen siger, at når man skal bruge midler et sted, så skal man tage dem et andet sted fra. Sådan er det altså med alting her i tilværelsen og navnlig her i Folketingssalen, og der er der en række partier der har tilsluttet sig. Sådan er det, og jeg synes altså, at det her er et vigtigt område. For det er et område, vi er stærke på, det er et område, vi er enige om, og det er et område, hvor Danmark og ligesindede lande kan gøre en stor forskel.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere spørgsmål. Vi går videre i ordførerrækken, og det er hr. Nikolaj Villumsen, Enhedslisten.

Tak for det. Jeg mener, at valget af præsident Trump i USA er dybt bekymrende, og at det grundlæggende sætter spørgsmålstegn ved, hvordan vi fremadrettet skal føre dansk udenrigspolitik. Det er jo ingen hemmelighed, at Danmark i årtier og ikke mindst i de seneste 15-20 år meget ukritisk, efter min mening, har fulgt linjen fra Washington. Og jeg må sige, at vejen til, at vi står her i dag og har den her debat, i sig selv faktisk er noget bekymrende for mig. Da man fra Enhedslistens og Alternativets side for et stykke tid siden forsøgte at få en hasteforespørgsel på baggrund af de udmeldinger, der var kommet fra præsident Trump om kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder, den såkaldte gag rule, blev det afvist af et flertal i Folketinget, at man kunne have en hasteforespørgsel. Det er ellers normalt, at man tillader det, og vi har haft hasteforespørgsler om ting, som jeg tror de fleste vil trække lidt på smilebåndet ad hjemme i sofaen. Men lige præcis det med at handle hurtigt i forhold til noget, som i mange år har været Danmarks klare prioritet, og komme med en klar og hurtig udmelding fra et flertal i Folketinget, ja, det var der simpelt hen ikke flertal for at tillade – ikke engang at der kunne være en debat om det.

Det synes jeg er problematisk og bekymrende i forhold til fremtiden. Og det står også i stor kontrast til, hvordan andre lande har ageret. Ser man eksempelvis på det britiske parlament, som jo på ingen måde kan beskyldes for at være antiamerikansk eller ikke stå amerikanerne tæt, jamen så tog det et døgn efter Trumps beslutning om at indføre det her indrejseforbud mod muslimer at få en klar vedtagelse i det britiske parlament med en klokkeklar kritik. Det er jo interessant, at et land som Storbritannien kan vedtage en klar og hurtig kritik, mens et flertal i Folketinget forhindrede, at vi kunne have en lignende debat i Folketinget.

Det er som bekendt vigtigt, at man skal kunne kritisere sine venner, og Danmark og USA har et enormt tæt forhold. Men jeg bliver bekymret, når der er det, som jeg fornemmer er en frygt i forhold til at rette kritik mod den amerikanske regering. Der må jeg sige at det selvfølgelig er positivt, at vi så har debatten i dag, men jeg håber, at vi fremadrettet kan blive langt hurtigere til at reagere. For jeg tror, det er en helt forkert strategi at gå på listefødder og ligesom være tro og håbe, at det, som den amerikanske præsident siger og skriver og beslutter, alligevel ikke bliver til noget. Jeg tror, det er vigtigt med typer som Trump at tale klart og tydeligt og kritisere, når man mener, det er nødvendigt. Og det er nødvendigt at kritisere, hvad Trump melder ud, og det skal vi ikke holde os tilbage fra at gøre.

I den sammenhæng må jeg også sige, at det jo ikke er første gang, at vi har amerikanske præsidenter, som gør noget, som er dumt. Og det er der, hvor sporene for mig at se skræmmer. Altså, da man sidste gang havde en republikansk præsident – det var den amerikanske præsident Bush junior – valgte han jo at gå i krig i Irak uden om FN. Og det var der et flertal her i Folketinget der bakkede op om. Det viste sig at være baseret på fake news og løgn om masseødelæggelsesvåben, og det har været med til at skabe kaos og ustabilitet både i Irak og i nærområdet og banet vejen for ekstremisterne, som vi nu ser det med Islamisk Stat.

Det understreger vigtigheden af ikke bare ukritisk at bøje nakken og følge efter, hvad der bliver sagt fra Washington, men at tænke sig rigtig godt om. Og det mener jeg virkelig vi bør gøre fra dansk side. Det er helt afgørende, at vi ikke går på kompromis med vores værdier, men står op for vores værdier og arbejder for en stærk international retsorden, et stærkt FN, og arbejder for at styrke samarbejdet i Norden, i Europa og i verden for at sikre bæredygtighed, sikre lige rettigheder til alle og sikre, at det ikke bare er den store i klassen, der tæsker de små, men at vi har en international retsorden og international lov, som ikke undergraves.

På den baggrund vil jeg gerne læse følgende forslag til vedtagelse op på vegne af Enhedslisten og Alternativet. Og det lyder som følger:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget understreger vigtigheden af at sikre kvinders seksuelle og reproduktive rettigheder og finder derfor præsident Trumps såkaldte gag rule, der forhindrer kvindefrigørelse og seksualoplysning i udviklingslande, dybt kritisabel.

Folketinget opfordrer alle lande til at leve op til deres forpligtelser i Parisaftalen til at modvirke klimaforandringerne og opfordrer derfor den amerikanske regering til at droppe Dakotarørledningen.

Folketinget understreger, at retten til at leve fri for diskrimination er en grundlæggende menneskerettighed, og udtrykker derfor stor bekymring over planerne om indførelse af et indrejseforbud mod muslimer.

Danmark er et lille land, som har en stor interesse i en klar international retsorden og et stærkt FN. Ligeledes bør vi i lyset af de bekymrende beslutninger og udmeldinger fra den amerikanske præsident Trump styrke samarbejdet på nordisk og europæisk plan. Vi vil ikke gå på kompromis med vores værdier, men arbejde for bæredygtighed, ligestilling og grundlæggende rettigheder for alle.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 56).

Tak. Der er nu fremsat forslag til vedtagelse, og det vil indgå i det videre arbejde med forespørgslen.

Der er et enkelt spørgsmål. Hr. Søren Espersen.

Tak. Enhedslistens bekymringer er jo mange. Jeg synes, at Enhedslisten sådan det meste af tiden er bekymret over et eller andet, og det er jo fint. Men jeg vil lige høre, om der er nogen amerikanske præsidenter overhovedet, som ikke har bekymret Enhedslisten?

Ordføreren.

Tak for det. Vi havde jo faktisk fornøjelsen af at være med Udenrigspolitisk Nævn i Iran, og der var vi på et sjovt besøg på den russiske ambassade. Der stod stolene fra de verdensledere, der mødtes på Teherantopmødet. Der må jeg sige, at jeg meget med vilje satte mig i Roosevelts stol. Og jeg vil sige, at den plan, som Roosevelt havde, og den indsats, som Roosevelt gjorde i forhold til at bruge situationen efter anden verdenskrig til at arbejde for at skabe et FN og en international retsorden, er meget, meget bemærkelsesværdig og positiv i forhold til at undgå, at vi ender tilbage i de forfærdelige situationer, som ledte op til anden verdenskrig.

Hr. Søren Espersen.

Nå ja, vi skal ikke ind i en historisk diskussion, men Roosevelt var så uheldig at dø under anden verdenskrig, så jeg tror ikke, han nåede det med FN, men lad det ligge. Jeg vil sige, at jeg så kan konstatere, at ikke siden Roosevelt har der været nogen amerikanske præsidenter, som Enhedslisten ikke har været bekymret over. Er det sådan, jeg skal forstå det?

Ordføreren.

Altså, nu har Enhedslisten ikke eksisteret før 1989, og jeg er født i 1983. Men jeg må da i hvert fald sige, at den begejstring, som hr. Søren Espersen udtrykte i forhold til Ronald Reagan, på ingen måde er noget, jeg deler. Han havde jo den lidt akavede fornøjelse af at blive dømt for statsterrorisme, eksempelvis i forhold til Iran-Contra-affæren og minering i forhold til Nicaragua. Så der er en masse ting, man kan kritisere, ligesom han ødelagde velfærdssystemet, altså den smule, der var, i USA. Men når jeg nævnte Roosevelt før, var det jo, fordi det var der, han lagde nogle planer, som heldigvis blev ført ud i livet, og som stod i stor kontrast til de uhyrligheder, som Stalin havde planlagt, og den sådan koloniale tilgang, som Churchill eksempelvis havde.

Tak til ordføreren, der er ikke flere spørgsmål. Så går vi til den næste ordfører, og det er fru Christina Egelund, Liberal Alliance.

Tak for det. Amerikanerne er vores venner. Sådan har det været længe, især siden afslutningen på anden verdenskrig, hvor vi sammen med amerikanerne har insisteret på at leve i frihed, i demokrati og med de liberale frihedsrettigheder som bærende værdier i åbne, frie lande.

Der er vist ingen tvivl om, at vi gennemlever nogle ret hektiske år på den udenrigspolitiske scene. Jeg tror heller ikke, jeg er den eneste, som nogle gange spørger mig selv, om det hele overhovedet går i den rigtige retning, for fjender af det åbne, frie samfund er desværre lette at få øje på.

Mod øst ser vi Rusland. For bare et årti siden troede mange, at Rusland skulle blive Vestens samarbejdspartner og dermed være med til at bringe den tidligere koldkrigsstormagt nærmere os andre. Et tættere forhold mellem Vesten og Rusland skulle sikre en varig stabilitet gennem øget internationalt samarbejde. Men sådan skulle det ikke helt være. Annekteringen af Krim og Ruslands selvforståelse, hvad angår en russisk interessesfære mellem Rusland og Europa, gør det mildest talt vanskeligt.

Fra nogle steder i Mellemøsten udgår en politisk islamisme så formørket, at drømmene for det arabiske forår er vanskelige at holde i live, og holder man Erdogans Tyrkiet op imod de frihedsidealer, som vi insisterer på i Vesten, er det svært at se mange lighedspunkter.

I det globale billede skal vi holde fast i de værdier, som er vores: frihed, respekt for både individ og minoriteter og det åbne, demokratiske samfund. De værdier er vi heldigvis ikke alene om at abonnere på. Det gør vores partnere i EU, og det gør de i USA.

Man omtaler tit USA som en af Danmarks nærmeste allierede, men forholdet mellem vores to lande stikker endnu dybere end alene fælles interesser på den udenrigspolitiske scene. Fælles grundlæggende værdier er efter min opfattelse det fundamentale i vores gensidige relation. Da The Founding Fathers den 4. juli 1776 udstedte den amerikanske uafhængighedserklæring, formulerede de en række principper, som senere kom til at udgøre fundamentet for mange vestlige landes forfatninger, herunder også den danske grundlov. Uafhængighedserklæringen stadfæstede, at vi som mennesker er født lige, og at hver især har ukrænkelige rettigheder, herunder retten til livet selv, til frihed og til at efterstræbe lykke.

Få år senere, i forbindelse med den franske revolution i 1789, blev de samme principper gentaget i den franske menneskerettighedserklæring.

De to begivenheder har været afgørende skridt på vejen mod den moderne oplyste forestilling om menneskers medfødte rettigheder. Hermed blev kimen lagt til det liberale demokrati, som vi kender det i dag, og selv om historien siden anden halvdel af det 18. århundrede har budt på afvigelser fra den demokratiske rettighedsbaserede kurs, er det de grundlæggende værdier, som udgør danskernes åndsfællesskab med amerikanerne.

Som både statsministeren og udenrigsministeren har påpeget, skal Danmark selvfølgelig følge med i præsident Trumps administrations gøren og laden, og der har været beslutninger og udmeldinger, som har givet anledning til at synke en ekstra gang. Administrationen er stadig ny, og i stedet for at frygte det værste må vi håbe på det bedste og i det hele taget væbne os med tålmodighed og ro i maven. Vi må stå fast på vores positioner og anerkende, at vi ikke behøver være enige om alt, særlig ikke når vi er enige om det fundamentale.

Vi har stået side om side med amerikanerne mod nazisterne, mod kommunisterne under den kolde krig og nu mod terrortruslen fra islamisterne. USA er en uhyre vigtig allieret, og derfor er det også godt, at vi i dag i Folketinget har anledning til at sætte ord på det transatlantiske samarbejde. Står det til Liberal Alliance, er et fortsat stærkt samarbejde for fred, for sikkerhed, for frihed og for frihandel helt essentielt, og selv om udmeldinger og især tweets fra den nye amerikanske præsident indimellem giver anledning til løftede øjenbryn, ændrer det ikke ved det grundlæggende og historisk forankrede værdifællesskab, som vi har med amerikanerne.

Tak til ordføreren. Der er ingen spørgsmål, og den næste er hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet.

Vi er gentagne gange blevet belært om, at vi skal se på, hvad Donald Trump gør, ikke hvad han siger. Vi skal ikke se så meget på, hvad der kommer af hadefulde ytringer fra hans Twitter-profil, men se på, hvad han gennemfører af politik.

Jeg mener, det er en fatal misforståelse. For ord har magt, og ord leder til handlinger, ikke mindst når det kommer fra manden, der besidder hvad der nok er verdens mest magtfulde embede.

Fra flere sider tyder det allerede på, at hadforbrydelser i USA er steget, siden Trump blev valgt som præsident, og derfor skal vi både se på, hvad han gør, og hvad han siger.

Alternative fakta er jo noget, som man egentlig skulle tro jeg godt kunne lide. Men det kræver faktisk nogle modige og kloge svar, når det kommer på den måde, som det gør fra Trump.

Vi skal selvfølgelig ikke vende vores amerikanske venner ryggen, men vi skal heller ikke se passivt til, når de vender vores fælles værdier ryggen. Gode venner siger fra, når den grønne linje krydses, og derfor må vi sige fra over for Trump. Vi må sige fra over for de mandschauvinistiske og stærkt højrepopulistiske tendenser, den hadefulde og splittende retorik og klimafornægtelsen og angreb på videnskaben.

Vi må sige fra, når en af vores allierede, den såkaldte leder af den frie verden, aktivt forsøger at splitte Europa. Trump har rost Brexit for at være en smart beslutning, han flirter med de antieuropæiske kræfter på den yderste højrefløj, der ønsker at destabilisere Europa. Rigtige venner ønsker ikke at destabilisere Europa. Vi har brug for et stærkt og samlet Europa, der tager hånd om mennesker på flugt, sikkerhedstrusler og klimaudfordringerne. Vi er i en skrøbelig situation, hvor vi skal stå sammen, ikke lade os splitte. Trump har indtil videre lagt sig i slipstrømmen af bl.a. Putin og Erdogan, der aktivt arbejder for at splitte Europa og svække os. Det skal vi ikke finde os i.

Vi kan heller ikke lade, som om det ikke er noget problem, at Trump og hans hold af fossile, hvide mandlige klimafornægtere ikke er en udfordring for at begrænse klimaforandringerne og deres katastrofale følger for både nuværende og især fremtidige generationer.

Trump planlægger at beskære det amerikanske miljøagentur med en tredjedel, og har dertil indsat en fuldblods klimafornægter til at lede agenturet. Det er en mand, der har brugt det meste af sit liv på at sagsøge selv samme agentur, fordi de har forbedret miljø og klima.

Flere hundrede millioner mennesker risikerer at blive drevet på flugt på grund af konflikter, vandmangel og hungersnød, når konsekvenserne af de udeblevne klimahandlinger for alvor indtræffer.

Vi skal have gang i alle tænkelige diplomatiske kanaler for at presse USA til ikke at backtracke på klimaforpligtelserne og rykke endnu stærkere med de andre lande, der er i verden. Vi skal nemlig tage et større klimaansvar i Danmark og Europa. Det er nødvendigt, hvis vi skal leve op til vores fælles grønne ansvar. Vi skal ikke ned i noget midterfelt. Vi skal gå forrest og gå målrettet efter den grønne førertrøje.

Ud over at sige fra over for vores venner er der også behov for at kigge indad og se på, hvor langt fra Trumps værdier vi egentlig selv er. Den splittende og hadefulde retorik kan vi også genkende i Europa og Danmark. Ord fører til handling, og jeg vil derfor opfordre til, at vi også herhjemme pakker den retorik, vi har set, væk, taler med respekt og værdighed til og om andre mennesker.

Derudover ser jeg frem til at høre, hvordan regeringen vil imødekomme de udfordringer, som den nye amerikanske administration skaber. Jeg håber, at vi kan blive enige om ikke at se passivt til, men i stedet arbejde aktivt for at anvise en ansvarlig, inkluderende og grøn vej for verden.

Tak til ordføreren. Der er ingen korte bemærkninger. Den næste ordfører i rækken er hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

I dagens debat har der været en tone, der næsten har gået igennem alle indlæggene, nemlig en tone af tålmodighed, hvor man siger: Lad os nu lige klappe hesten og se, hvad det er, vi har med at gøre. Det er en tone, som jeg virkelig godt kan tilslutte mig, for hvis der er noget, vi kan sige med sikkerhed, er det, at vi ved meget lidt sikkert om, hvad vi egentlig står over for med den nye amerikanske administration, og i diplomati gælder det om noget sted, at man skal væbne sig med strategisk tålmodighed og se, hvad det egentlig er, der kommer ud af de mange forskellige meninger, som forskellige politikere måtte komme med, når de skal vælges, og i dagene efter de er blevet valgt.

Jeg vil også gerne sige her, at jeg på den anden side tror, at vi skal passe på med at undervurdere det fænomen, som vi står over for her, i form af den nyvalgte præsident og hans nærmeste rådgiver, Stephen Bannon, der jo har udtrykt det på den måde, at hans og præsidentens mål er »at dekonstruere den administrative stat«. Når man kender de herrers baggrund, ikke mindst Stephen Bannons, går der jo en rød tråd mod det, der har været målet for den politiske bevægelse i USA, nemlig at nedbryde staten, nedbryde de internationale organisationer, der har bestået af stater, nedbryde den internationale retsorden, som Danmark om noget land i verden har forsøgt at bygge op og bidrage til i de forgangne årtier.

Når man kigger på, hvad der er sket, kan man jo roligt sige, at der har været flere ord end egentlige handlinger: Muren til Mexico er ikke blevet bygget; de mange dekreter om indrejseforbud er blevet slået tilbage af dommerne; de mange meldinger om klima, frihandel osv. har endnu ikke givet sig udtryk i noget helt konkret. Men jeg tror ikke, at man skal undervurdere den stålsathed og den ambition, som i hvert fald dele af den nye amerikanske administration har på de her områder. Jeg nærer en dyb bekymring, især når det handler om frihandel, og jeg er meget glad for, at udenrigsministeren siger, at regeringen har en vis optimisme over for TTIP i forhold til TTP, som Donald Trump har trukket sig ud af. Det er selvfølgelig rart, at han ikke har trukket sig ud af TTIP, men derudover har jeg, hvis jeg skal være helt ærlig, svært ved at se, at der er noget at have den optimisme i, når jeg kigger på udmeldingerne fra G 20-mødet, og når jeg kigger på alt det, der er kommet.

Vi har altså også en situation, hvor de 4.000 embedsmænd, som Donald Trump skal ansætte, slet, slet ikke er på plads, et amerikansk udenrigsministerium, som ifølge mine informationer er stort set ikkefungerende, fordi man slet ikke har det lag, og der er rigtig meget, der vil afhænge af, hvem Trumf og Bannon beslutter sig for at sætte ind på de 4.000 pladser. Det er en helt usædvanlig situation, at det ikke er ved at være på plads. Vi har aldrig før oplevet det i amerikansk historie, og alene af den grund synes jeg ikke at man skal undervurdere situationen, men forberede sig på, at her kan vi altså komme ud for nogle helt uforventelige og uforudsigelige politiske mønstre, som vi skal mobilisere i forhold til.

Det er det samme i forhold til klimaet. Noget af det, der bekymrer en klimakæmper som mig rigtig meget, er meldingerne om, at man vil fjerne klimaforskningen, ikke mindst NASA, og trække USA ud af det internationale samarbejde på det område, ligesom man vil fjerne klimafinansieringen, som er en helt afsindig vigtig del af Parisaftalen. Der er allerede flere, der har nævnt de tiltag, og det er faktisk noget, som man har gjort, som man har taget i forhold til udviklingsbistand, ikke mindst i forhold til kvinders rettigheder.

Så på den ene side: Lad os væbne os med strategisk tålmodighed, og det gør man klogt i. På den anden side: Lad os også forberede os på, at vi faktisk kan komme i en situation, hvor Danmark skal have svar på rede hånd og have lavet strategier med sine europæiske allierede på de områder, der er vigtige for os, nemlig frihandel, klima, kvinders rettigheder osv. Det tror jeg er den dobbelte strategi, som vi bliver nødt til at forfølge, idet jeg så i øvrigt kan tilslutte mig de ord, som mange andre har sagt, nemlig at jeg også opfatter USA som vores nærmeste allierede og som en hjørnesten i dansk udenrigspolitik. Og jeg håber selvfølgelig, at de tætte bånd, der har sikret vores sikkerhed i mange, mange år, vil fortsætte med at bestå.

Man kan så spørge sig selv: Hvorfor ikke lave et mere kritisk forslag til vedtagelse, når der er den bekymring, som flere har givet udtryk for i dag? Jeg synes, det er klogt, at et meget bredt flertal i Folketinget viser, at Danmark står sammen i den her situation, og jeg synes, det er klogt at lave et forslag til vedtagelse, der på den ene side viser den strategiske tålmodighed, der er brug for, og på den anden side også markant siger, at der er en bekymring til stede, som vi ønsker at tage os af. Derfor kan Radikale Venstre tilslutte sig det fælles forslag til vedtagelse, som et flertal i Folketinget tilsyneladende bakker op om.

Der er en kort bemærkning fra hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Det er jo en meget principiel forskel, altså det med, om man ligesom skal gå til Trump med enormt stor tålmodighed og på listefødder og håbe, at de ting, han siger og beslutter, aldrig bliver til virkelighed. Jeg tror, det er en forkert strategi, og jeg må sige, at jeg er bange for, at det fører til en normalisering af det, han gør. Hvis dem, der er imod de udmeldinger, han kommer med i forhold til kvinders rettigheder, i forhold til diskrimination over for religiøse mindretal, i forhold til klima osv., bare går på listefødder, er der jo en fare for, at det synspunkt bare styrkes, normaliseres, og at verden går i den forkerte retning.

Man kan sige, at når man vælger at gøre det, som Det Radikale Venstre gør, nemlig at fremsætte et forslag til vedtagelse, som indeholder det, det gør, så ved man godt, at man ikke kan samle hele Folketinget. Til gengæld er der trods alt noget, man undlader at tage med, og det undrer mig, og det er det her med kvinders seksuelle reproduktive rettigheder, som er en kritik af indrejseforbuddet. Hvorfor bør det ikke være med?

Ordføreren.

Det kunne det også sagtens have været, og man kunne også have lavet en endnu længere liste. Jeg anerkender sådan set Enhedslistens frygt for, om der bliver talt højt nok, men jeg vil bare sige, at faren for det modsatte, nemlig at man skaber en selvopfyldende profeti ved at tale for højt, også er til stede. Jeg tror, at populistiske politikere lever af polarisering. Populistiske politikere har ét ønske, og det er, at man går frontalt imod dem på de udmeldinger, de kommer med, og nogle gange kommer man derfor til at gøre populistiske politikere en stor tjeneste ved at agere meget forudsigeligt og meget højrøstet.

Jeg tror, at Danmark, forstået som landet Danmark, står sig godt ved at have denne kombination af strategisk tålmodighed og samtidig en klar bekymring. Jeg synes, at meldingerne fra talerstolen i dag – og der er lidt forskel på at være et parti og på at være et land i den her sammenhæng – har været meget klare og umisforståelige, og jeg behøver næppe gentage, at alle de bekymringer, der har været, også er mine og mit partis.

Jeg beklager, jeg var ved at afbryde ordføreren, men det sker, når ordføreren holder en pause og trækker vejret. Nu er det hr. Nikolaj Villumsen med det andet spørgsmål.

Jeg tror, uenigheden også drejer sig om tilgangen til Trump. Jeg tror, at til en type som Trump skal man klart sige, hvad man mener, og der kan man sige, at man vælger noget, man vil sige klart fra flertallets side i dag: Man fremhæver NATO-samarbejdet, man fremhæver i forhold til det transatlantiske, man fremhæver frihandel. Jeg synes bare, det er ærgerligt, at andre ting ikke kommer med, ikke mindst kvinders rettigheder og indrejseforbuddet. Men er det De Radikales holdning, at det er noget, som statsministeren bør nævne i næste uge, når han mødes med den amerikanske præsident?

Ordføreren.

Absolut, og jeg har også en klar forventning om, at statsministeren vil tilkendegive dette, al den stund at Danmark jo har taget initiativ til, hvad jeg støtter varmt, at forsøge at erstatte de midler, som USA har trukket væk fra de programmer, der styrker kvinders ret til egen krop, retten til at bestemme over egen krop. Udenrigsministeren har jo også rimelig klart taget afstand fra de initiativer, som den nye administration tog med indrejseforbud. Så det er jo ikke, om jeg så må sige, tabuer i dansk udenrigspolitik, det er noget, som den danske regering allerede har markeret klart, så det vil jeg da også forvente statsministeren gør, når han skal tale med præsident Trump, ligesom han forhåbentlig tager de andre ting, som der står i vedtagelsen, med, det gælder såvel ønsket om at have et nært samarbejde med den amerikanske administration som alle de områder, hvor der er en bekymring i det danske Folketing.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Holger K. Nielsen, SF, som ordfører.

Der bliver talt om tålmodighed i forhold til den nye amerikanske præsident. Jeg synes, der har været meget tålmodighed, siden valgkampen gik i gang i USA. Da han første gang dukkede op, troede man ikke rigtig på, at der var nogen chance for, at han kunne blive valgt. Da han første gang kom med vanvittige udtalelser, sagde man: Åh ja, det her betyder jo ikke noget. Det var både i selve valgkampagnen og også efterfølgende, hvor man hele tiden har sagt: Nej, vi tror ikke rigtig på det her, sådan kan det ikke gå, for hvis man bliver valgt som præsident, vil man jo ændre sig, så går man væk fra Twitterdiplomati og går over til at blive seriøs. Men hver gang er man blevet skuffet, hver gang er man blevet afkræftet. Det har jo vist sig, at han har ment det, han har sagt. Det har jo vist sig, at han kunne vinde det valg. Det har vist sig, at han har hyret de mest vanvittige folk i sin nærmeste inderkreds, Steve Bannon og andre fuldstændig vanvittige folk, som sidder der og rådgiver ham, og derfor synes jeg i og for sig, at det er lidt for lemfældigt bare at sige, at vi skal være tålmodige og så afvente. Det synes jeg er lidt uansvarligt – det må jeg sige.

Hvad er det, der i virkeligheden er på spil her? Det er jo hele den amerikanske holdning til det, vi kalder den liberale verdensorden, det, vi har kendt siden anden verdenskrig. Det er jo grundlæggende det, som den nye amerikanske præsident sætter spørgsmålstegn ved, samtidig med at man i Rusland har en præsident, der gør det samme, samtidig med at man i Europa har en række populistiske bevægelser, også regeringer, der gør det samme. Det vil sige, vi er faktisk, efter vores vurdering, i en ganske, ganske alvorlig situation, og det synes jeg man er nødt til at agere på på en lidt stærkere måde end det, som flertallet gør i det forslag til vedtagelse, som man har fremlagt her i dag, og i den tilgang, man har. En vedtagelse kan jo ikke definere en udenrigspolitik, men den afspejler en tilgang til den her problematik. Så derfor mener vi faktisk, at man er nødt til at have en lidt mere kritisk tilgang til den amerikanske præsident.

Lad mig lige lave et lille kort historisk tilbageblik til 2001, da Anders Fogh Rasmussen blev statsminister og i virkeligheden gennemførte, hvad jeg vil kalde et paradigmeskifte i dansk udenrigspolitik. Hvor man før da havde været meget, meget europæisk orienteret, kom Anders Fogh Rasmussen til, og med Irakkrigen specielt havde han en klar ambition om, at vi sammen med Storbritannien skulle være det mest proamerikanske land i Europa. Det var det, som Rumsfeld kaldte »det nye Europa« modsat flertallet af landene i resten af Europa, EU, som Rumsfeld kaldte »det gamle Europa«. Det var i virkeligheden en nyorientering, som man aldrig rigtig fik diskuteret dengang, men som har betydet, at Danmark kom til at lægge sig ekstremt tæt på USA med stort set alt. Det gjaldt specielt Anders Fogh Rasmussen, og han fik så også en belønning for det, det skal så siges, men alligevel var det en ekstrem tæt tilgang til USA.

Spørgsmålet er, om det stadig væk er klogt at have den tilgang, spørgsmålet er, om vi ikke er nødt til af og til at spørge os selv, om ikke vi kan have nogle andre interesser end at ligge så tæt på USA, som vi gjorde dengang, og som vi gør. Er det nødvendigt, at vi absolut skal være det land i EU, som, efter Storbritannien har meldt sig ud, er det land, der er tættest på Washington? Kan der ikke af og til være brug for en kritisk tilgang, hvor vi gør noget andet end det, USA ønsker, kan det ikke være i vores interesse måske at søge mod nogle andre allierede end Washington, andre steder at definere sin politik i? Det synes jeg. Specielt gælder det EU, den europæiske linje. Jeg synes selv, det er en smule vigtigt at orientere sig mere europæisk, at bruge flere kræfter på, at EU kan komme til at spille en stærkere rolle, for jeg er bange for, at der bliver et tomrum, hvis USA gør alvor af at trække sig ud af det internationale samarbejde, og at det så kan blive Kina eller andre magter, der kommer ind i stedet for. Jeg mener, der er brug for, at EU går ind og forsøger at udfylde sådan et tomrum, og derfor finder vi det vigtigt. Jeg skal på vegne af SF fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

» Folketinget bakker op om arbejdet for et fortsat nært transatlantisk forhold med udgangspunkt i de mange interesser og værdier, der er fælles. Folketinget konstaterer imidlertid, at den nyvalgte amerikanske præsident er fremkommet med meldinger og synspunkter, der må give anledning til dyb bekymring. Det gælder ikke mindst hans meldinger om EU, NATO, frihandel, klimaforandringerne, Mellemøsten, amerikansk oprustning, diskrimination i indrejsepolitikken, abort m.m. Folketinget opfordrer regeringen til at formulere en udenrigspolitik med et stærkt EU-perspektiv, som har et bredere sigte end det tætte forhold til USA. Det betyder bl.a., at Danmark skal

- styrke EU og EU's rolle som international aktør,

- være i front i klimakampen og for Parisaftalen,

- modvirke protektionisme og arbejde for frihandel,

- styrke arbejdet i FN, Nordisk Råd og andre internationale institutioner,

- arbejde for et internationalt retssystem og respekt for menneskerettighederne og

- styrke dansk sikkerhed med udgangspunkt i NATO, FN og større fokus på konfliktforebyggelse samt ambitiøse målsætninger for udviklingspolitikken.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 55).

Der er nu fremsat et forslag til vedtagelse, og det vil indgå i det videre arbejde med forespørgslen.

Tak til ordføreren, der er ikke nogen korte bemærkninger, og så ser det ud til, at vi er færdige med ordførerrækken. Vi går over til ministerrækken, og den første minister, der kommer op, er udenrigsministeren.

Tak for det, og tak for en rigtig god debat – en debat, som jeg synes grundlæggende understreger, at et bredt flertal i Folketinget bakker op om, at det er vigtigt med vores transatlantiske samarbejde, at det er vigtigt, at vi har et godt og tillidsfuldt samarbejde med amerikanerne. De er en hjørnesten, det er dem, der har sikret, at vi har levet med fred og stabilitet og vækst i rigtig, rigtig mange år, selvfølgelig ikke mindst efter anden verdenskrig, som det er blevet nævnt flere gange.

Der er blevet diskuteret meget det her med, om man skal have tålmodighed, og hr. Nikolaj Villumsen fra Enhedslisten sagde, at vi lægger op til sådan en form for enorm tålmodighed. Jeg mener sådan set ikke, der er nogen, der har brugt den slags ord på noget tidspunkt i debatten. Der er faktisk fremdraget eksempler på, at vi har rejst os og sagt, at det her synes vi er den forkerte vej at gå. Det har handlet om kvinders rettigheder og dekretet om indrejseforbud, hvor vi har løftet vores stemme og sagt, at det her synes vi er forkert – hvor vi faktisk også handler, og hvor det også ser ud, som om der sker noget, f.eks. i forhold til dekretet om indrejseforbud.

Der er også nogle, der har sagt – og det gør vi jo tit, når vi taler om det amerikanske præsidentembede – at det er det mest magtfulde embede i hele verden. Det kan være, det viser sig, at det ikke er særlig magtfuldt, når det kommer til stykket. Altså, hvis vi nu en dag kan konkludere, at USA ikke rendte fra NATO, at der ikke kom, hvad nogle havde frygtet, kæmpemæssige aftaler mellem USA og Rusland, og at mange af de der historier, som vi frygtede under valgkampen, viste sig ikke at holde vand, så kunne det være, det var et udtryk for, at det amerikanske demokrati faktisk er mere end bare en præsident, at der er checks and balances, at man har et senat med 100 senatorer, som man ikke bare løber udenom, og derudover over 400 i Repræsentanterne Hus.

Der er faktisk sådan, at når man taler med amerikanerne – også de republikanere, som jeg mødte under mit ophold i Washington – siger de: Det er jo bare én mand; altså, det er jo ikke sådan, at han bare har fuld magt til alting. Hvis vi nu holder det op imod det, som vi har hørt efterfølgende – og det er så også en replik til hr. Holger K. Nielsen – og det, vi har set ske, efter at Trump blev indsat i præsidentembedet, så er det jo, at det er blevet understreget, at man står bag NATO, at man ikke er på vej til at sige: Det gider vi ikke være med i længere.

Det er blevet understreget, at man vil fastholde sanktionspolitikken over for Ruslandpå grund af situationen i Ukraine. Det er så sent som på den konference om ISIL, som jeg selv var ovre at deltage i, blevet understreget, at det er vigtigt, at vi står sammen, at i den brede koalition af 68 lande står vi sammen om at fortsætte bekæmpelsen af ISIL. Altså, på mange måder er der jo heldigvis lagt rigtig mange ting ud, som peger i retning af, at man forlænger det transatlantiske samarbejde.

Så er der steder, hvor vi stadig væk ikke har set, hvad de konkrete handlinger kommer til at bestå af. Det gælder frihandelen. Det er så ikke lige der, hvor Enhedslisten normalt bakker op. Altså, vi har lige haft diskussionen om EU-Canada-aftalen, hvor vi andre synes, at det er rigtig vigtigt at forsvare frihandel, og at det er det, der er med til at skabe vækst. Lad os nu se, hvordan det kommer til at gå. For i forhold til den måde, vi normalt tænker på, og den måde, vi ser på frihandel på fra europæisk side, så vil det jo i bund og grund være at straffe egne vælgere, altså Trumps egne vælgere, hvis han begynder at skære ned på frihandel og gå protektionismens vej.

Vi står lige nu over for, at man i USA diskuterer, hvad der skal ske i forhold til Obamacare. Det var en af mærkesagerne, det skulle der tages et opgør med. Der er ikke hundrede procent sikkerhed for, at der kommer det opgør, når det kommer til stykket, for præsidenten er én mand, og der er mange politikere i USA. Og det er jo ikke sådan, at alt er blevet skiftet ud i Senatet og Repræsentanterne Hus med det, der er sket.

Så jeg synes, det stadig væk er en fair måde at gå frem på at sige, at vi også godt vil se, hvad de konkrete handlinger bliver – egentlig i forlængelse af det, som Holger K. Nielsen var inde på, nemlig at én ting er de ord, der er blevet sagt, men noget andet er så, hvad de konkrete handlinger bliver. Det skal der selvfølgelig dømmes på.

Så jeg synes egentlig bare, at jeg vil runde af med at sige, at det har været en rigtig, rigtig god debat. Jeg ved ikke, om det kan summeres fuldstændig op i det, som Dansk Folkepartis ordfører, hr. Søren Espersen, sagde, men jeg synes i hvert fald, det var en pointe, nemlig at selv om vi nu ikke alle sammen elsker ham – og det er jo ikke nødvendigvis det, der er udgangspunktet fra europæisk side – så må man elske den, som man får.

Det udelukker ikke, at vi samtidig kigger i retning af at styrke samarbejdet med andre parter. Det gør vi jo også fra regeringens side i forhold til det europæiske, også foranlediget af Brexit. Jeg skal selv på alliancerejse rundt i Europa i ugen efter næste uge for at afsøge muligheder for at fremme Danmarks interesser via andre europæiske lande, altså andre medlemmer af det europæiske samarbejde.

Men det er da også helt tydeligt, at når man tager til møder med de andre europæiske udenrigsministre, er der da sådan en stemning af, at okay, hvis det er sådan, at tingene løber af sporet, altså hvis det skulle komme dertil, så er det helt oplagt, at der opstår et vakuum, og det giver så også en mulighed for EU for at komme til at spille en større rolle på forskellige områder. Der må man så bare konstatere, at i Danmark er vi i den lidt specielle situation, at vi har et forbehold i forhold til forsvarssamarbejdet. Men det er så, hvad det er.

Så alt i alt, tak for en god og interessant debat, og indtil nu er der i hvert fald ikke noget, synes jeg, der tyder på, at det bliver så slemt, som nogle har frygtet.

Tak. Der er et par bemærkninger. Den første er fra hr. Nicolai Wammen.

Tak for det, og også tak til udenrigsministeren. Jeg er enig i, at det har været en god debat, der klart har markeret, at der er et bredt flertal i det danske Folketing bag et stærkt transatlantisk forhold, men også at vi har nogle klare bekymringer i forhold til dele af den amerikanske politik.

Der var en enkelt ting i udenrigsministerens replik, der overraskede mig en lille smule, og det er, når udenrigsministeren siger, at når det gælder frihandel, har vi ikke set noget konkret fra USA endnu, så nu må vi se, hvad der sker. Når det undrer mig, er det på baggrund af det møde, der var i Baden-Baden, hvor den amerikanske finansminister jo klart forhindrede en vedtagelse, og det må man vel sige er en konkret handling. Så jeg vil blot høre, om det var en fortalelse fra udenrigsministerens side, eller om det er regeringens holdning, at der ikke er sket noget konkret i forhold til frihandel, der trækker i den forkerte retning fra amerikansk side.

Udenrigsministeren.

Nej, det vil jeg selvfølgelig medgive. Det skulle forstås på en anden måde, nemlig, som jeg også sagde i forhold til TTIP, at jeg ikke anser den sag som lukket på nuværende tidspunkt. Den er taget af bordet, og så skal den på bordet igen, og så skal vi se, hvor det så lander. Det skal forstås på den måde.

Hr. Nicolai Wammen.

Så til et andet emne, om man så må sige. Udenrigsministeren rejste jo selv diskussionerne både om kvinders rettigheder og også i forhold til indrejseforbuddet som noget, der har vakt bekymring set med den danske regerings øjne. Det er noget, man har tilkendegivet. Nu forstod jeg på udenrigsministerens første tale, at han havde haft lejlighed til at veksle ord med den amerikanske udenrigsminister, Tillerson, så jeg vil bare spørge, om udenrigsministeren ved den lejlighed rejste de her konkrete bekymringer, der har været fra dansk side.

Udenrigsministeren.

Nej, det gjorde jeg ikke, for der var ikke tale om et decideret møde, altså af den traditionelle halve times længde, som er det normale, vi har. Man kan sige, at det var et møde i kanten af et møde. Fordi anledningen var et møde i ISIL-koalitionen, drejede det sig for mit vedkommende sådan set først og fremmest om at understrege, at Danmark står side om side med amerikanerne og de mange andre lande, som deltager i den kamp, og også at understrege, at vi bidrager – vi bidrager væsentligt til det. Det var det, der var emnet for selve dagen, og det var derfor, at det var det, som jeg berørte i min korte samtale.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Jamen så vil jeg da bare klart opfordre udenrigsministeren til at fremføre kritik af den amerikanske tilgang i forhold til kvinders rettigheder, indrejseforbud, klimaforandringer, når han næste gang får muligheden, altså når han nu ikke gjorde det, da han sidst havde muligheden.

I forhold til udenrigsministerens indlæg slår det mig, at det egentlig er ret tankevækkende, at man har en situation, hvor den danske udenrigsminister står på Folketingets talerstol og udtrykker bekymring for, om den amerikanske præsident får sin politik igennem. Altså, man håber fra den danske udenrigsministers side, at den amerikanske præsident ikke kommer igennem med sin politik.

Det, jeg godt kunne tænke mig at høre fra udenrigsministeren, er, om det, når man står i den situation som dansk udenrigsminister, så giver grundlag for nogle overvejelser. Altså, bør det være sådan, at forholdet til USA fremadrettet er førsteprioritet i dansk udenrigspolitik, ligesom det – efter min klare opfattelse – har været siden 2001, når man har en situation, hvor udenrigsministeren er bekymret for, at den amerikanske præsident får sin politik igennem? Eller giver det anledning til, at man fra dansk side i sin politik skruer tiden tilbage til før 2001 og arbejder for eksempelvis en styrkelse af FN?

Udenrigsministeren.

Nej, det giver anledning til det, som jeg også understregede i min tale, nemlig at vi holder fokus på at have vores kontakter til det amerikanske system; at tale med de konkrete amerikanske politikere; at tale med de embedsmænd, som vi kan komme til at tale med; at vores udenrigsministerium fungerer; at vores ambassade arbejder osv. – også i forhold til hvad vi kan samle af informationer om resten af verden.

Det er da fuldstændig, synes jeg, fair og i orden at sige, at jeg ikke ønsker mere protektionisme, og at jeg i det omfang, præsident Trump ønsker mere protektionisme, ikke håber, at han kommer igennem med sin politik. Vi ønsker at forsvare kvinders rettigheder, og i det omfang, man laver politiktiltag, som begrænser kvinders rettigheder eller gør det sværere for kvinder at fastholde deres rettigheder, synes vi ikke, det er den rigtige vej at gå.

Når man arbejder med dekreter om indrejseforbud, hvor vi ikke synes at man møder det enkelte menneske som et individ, men som en del af en gruppe, så tager vi stilling til det og håber ikke på, at man lykkes med at komme igennem med det. Og i det omfang, man er på vej igennem med det, tager vi fat og prøver at få løsnet op i forhold til det – sådan som vi også gjorde det, og det havde også nogle konkrete effekter. Det er den måde, jeg synes man skal arbejde med det på. Men det fører jo ikke til – og slet ikke på nuværende tidspunkt – konklusioner i retning af, at vi ikke skal fastholde et meget tæt samarbejde og også håbe på, at det fortsat vil være sådan, at det transatlantiske samarbejde står helt centralt.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Når jeg spørger, er det jo, fordi man ved at spole tiden tilbage til eksempelvis 2003 vil se, at et flertal her i Folketinget – ikke hr. Anders Samuelsen og ikke undertegnede – stemte for at gå i krig i Irak uden om FN og dermed i strid med folkeretten. Det var jo en situation, hvor man kan sige flertallet i Folketinget havde en holdning om, at det var nok bare at stå ved siden af USA; man behøvede ikke rigtigt en klar international verdensorden.

Når vi så står i en situation i dag, hvor Danmarks udenrigsminister udtrykker bekymring for, at den amerikanske præsident får gennemført sin politik, så kunne man jo forledes til at tro, at det måske var en fordel for Danmark, at der var en stærk international verdensorden og vi derfor ligesom skulle prøve at dirigere politikken væk, altså så vi ikke bare nøjedes med at stå ved siden af USA, men mere aktivt arbejdede for eksempelvis at styrke FN som et alternativ til den hidtidige linje på i hvert fald en række områder.

Udenrigsministeren.

Det er dansk politik – og det er det, der bredt og længe har været et flertal for i Folketinget – at vi skal fastholde et stærkt transatlantisk samarbejde, og at vi også skal sørge for, at EU er stærk på de områder, hvor det er vigtigt at EU er stærk. Vi skal bruge de redskaber, vi kan, og det gælder også FN. Det er ikke sådan, at det ene udelukker det andet. Det er vigtigt – og det var også noget af det, som jeg understregede i min tale – at den form for samarbejde, som vi har med amerikanerne, jo netop består i, at vi kan sige noget til hinanden og også kritisere hinanden i forhold til konkrete handlinger. Det er jo det, der kendetegner, at vi lever i en vestlig og fri verden: at vi kan gøre det. Det gør vi også, og det fremførte jeg i min tale eksempler på, at vi helt konkret har gjort.

Vi har muligvis også været med til at påvirke, at man ikke er endt der, hvor vi frygtede det i forhold til konkrete amerikanske udspil. Det er ikke sådan, at jeg siger, at de sidder og læser alt, hvad vi vedtager her i Folketinget, eller læser samtlige tweets fra den danske udenrigsminister. Så højt skal man heller ikke sætte sig selv. Men jeg tror da, at det er med til at påvirke sådan generelt, og hvis vi så kombinerer det med, at vi har en stærk dialog med ikke bare præsidenten, men med en lang række indflydelsesrige amerikanske personer, politikere, så tror jeg, at det er den rigtige måde at gribe det an på.

Vi siger tak til udenrigsministeren. Så er det statsministeren, der får det sidste ord, medmindre der kommer spørgsmål, og så er det alligevel statsministeren, der får det sidste ord. Værsgo.

Tak for det. Jeg skal gøre det kort i forlængelse af udenrigsministerens replik. Også jeg vil gerne sige tak for en god, vigtig, og jeg vil tillægge nuanceret debat, hvor jeg også er glad for, at den munder ud i en meget bred vedtagelse. Jeg synes i virkeligheden måske, at den enighed, som vedtagelsen jo udtrykker, når man lytter også til hr. Holger K. Nielsens indlæg, i virkeligheden på mange strækninger rækker bredere.

Debatten har jo bekræftet to ting, nemlig for det første at vi tillægger det transatlantiske samarbejde, de transatlantiske relationer, stor betydning, og for det andet at vi fortsat skal varetage Danmarks interesser på bedste og klogeste vis i lyset af alle de udfordringer, vi står over for i de kommende år, hvor hovedlinjen her i debatten jo også har været den, og det er jeg også glad for, at der ikke findes nogen letkøbte svar på komplicerede spørgsmål. Det gør der ikke i Danmark. Det gør der ikke i Europa. Det gør der heller ikke i USA.

Jeg er overbevist om, at Danmark og EU fortsat i vidt omfang vil have fælles interesser med USA i forhold til, hvordan vi håndterer de store udfordringer i verden, men jeg kan jo også få øje på nuancerne og deler langt hen ad vejen de synspunkter, som hr. Nicolai Wammen gjorde rede for i sin glimrende ordførertale, og jo også hr. Martin Lidegaards opfordring til det, han omtalte som strategisk tålmodighed, som jo ikke skal fejloversættes til, at så er vi ligeglade.

Vi er ikke ligeglade, og det har vi jo også vist ved konkret politisk handling, bl.a. det initiativ, som udviklingsministeren har stået i spidsen for, både sammen med ni kollegaer rettende en henvendelse til EU's høje repræsentant, men jo også det meget målrettede initiativ med at forsøge at rejse penge, herunder en dansk bevilling, til at udfylde det mulige tomrum, der kommer i kølvandet på den nye amerikanske præsidents ambition om at fjerne bevillinger, som understøtter kvinders ret til at leve deres eget liv og bestemme over deres egen krop.

Jeg synes ikke, at der er nogen modsætning mellem denne strategiske tålmodighed og så ambitionen om at have en fortsat tæt alliance og så det tredje element, som hr. Holger K. Nielsen var inde på, nemlig at arbejde for, at vi i kredsen af europæiske lande tager noget mere ansvar på os for at sætte den dagsorden, som også er den danske. Det gælder bl.a. i relation til frihandel.

Jeg er glad for, at det, der er lagt op til i forhold til fejringen af Romtraktaten her fredag-lørdag i Rom jo bl.a. indeholder de elementer, for jeg er helt på det rene med, at i en tid, hvor der er en tendens til, og det inkluderer så også den amerikanske præsident, at man kigger lidt mere indad og sætter sit eget land først – for så vidt er det jo sådan set fint nok at sætte sit eget land først, så længe man ikke vender ryggen til andre – er der et behov for, at os, der tror på frihandel, og det rækker nok ikke helt til Enhedslisten, samler den handske op, og det rigtige sted at gøre det er jo bl.a. i en EU-sammenhæng.

Udenrigsministeren sagde, at den globale sikkerhedssituation både i forhold til Rusland, migration og terrorbekæmpelse understreger behovet for sammenhold på tværs af Atlanten, og det er jo bare entydig rigtigt. Vi har brug for et stærkt transatlantisk samarbejde både i og uden for NATO, og det har den nye amerikanske administration jo ikke på nogen måder ændret på.

Jeg synes også, det er vigtigt at holde os for øje, at USA er en vigtig samhandelspartner for Danmark og er blevet stadig mere vigtig. USA er nu Danmarks tredjestørste eksportmarked – tredje største eksportmarked – med en samlet dansk eksport på ca. 100 mia. kr. og et handelsoverskud på vel sådan noget, der ligner det halve af det beløb. Det betyder meget for dansk økonomi. Det betyder meget for danske forbrugere. Det betyder meget for danske jobs. Allerede derfor skal vi jo søge tætte, frugtbare relationer. Det er også derfor min ambition at virke for det, og selvfølgelig med afsæt i den politik, der nu her i dag – jeg vil ikke sige bliver nyformuleret, fordi det trækker jo altså holdninger og synspunkter frem, som allerede har materialiseret sig hen over forårsmånederne. Men det er et stærkt afsæt at have, og det er jeg også glad for at have i forhold til den mulighed, jeg nu har fået for at mødes i Det Ovale Værelse med den nye amerikanske præsident i næste uge.

Vi vil fortsat arbejde for at varetage Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitiske interesser i dialog med USA, og vi vil gøre vores til, at den transatlantiske relation også fremover vil sikre fred, stabilitet og vækst, og med det vil jeg sige tak for en god, nuanceret og interessant debat.

Der er et par bemærkninger. Den første er fra hr. Nicolai Villum... Wammen.

Tak for det. Spørgsmålet ville nok være lidt anderledes fra min navnebror bag mig her.

Til statsministeren vil jeg sige tak for de venlige bemærkninger. Noget af det, vi jo har talt en del om i dag, er frihandel, og også det møde, der fandt sted i Baden-Baden, hvor den amerikanske finansminister blokerede for, at der kunne vedtages fornuftige ting. I den anledning udtalte finansminister Kristian Jensen: »Det er stærkt, stærkt bekymrende for Danmark, at den amerikanske administration har det her syn på frihandel.« Det siger finansministeren, og så siger han også, at hvis ikke situationen udvikler sig i en positiv retning, kan man risikere at stå i en situation, hvor der kommer en handelskonflikt mellem Europa og USA.

Jeg vil blot for en god ordens skyld høre, om statsministeren vil gøre finansministerens ord til sine, altså at det er stærkt, stærkt bekymrende for Danmark, at den amerikanske administration har det her syn på frihandel.

Jeg skal lige først beklage – det var formanden, der var ved at sige Villumsen i stedet for Wammen. Men nu er det statsministeren.

Tak for det. Man kan også vende citatet om og sige, at Danmark har en stærk interesse i, at frihandel fremmes. Det betyder, at alle tendenser til tilbageslag ikke er af det gode, og alle manglende fremskridt i international frihandel er heller ikke af det gode, altså det er grundsynspunktet. Derfor er jeg jo også bekymret ved, at der med den rollefordeling, vi nu har, Europa og USA, ikke på nogen overskuelig måde kommer fremskridt i TTIP, og jeg har også taget ned med bekymring, at det ikke lykkedes på G20-topmødet at omfavne den her dagsorden. Så jeg deler jo det grundsynspunkt.

Jeg mener, at det er vores opgave så at sætte den dagsorden så stærkt, som vi overhovedet kan, alle relevante steder. Det gælder i forhold til vores amerikanske venner i forhold til at prøve at formidle det synspunkt, at verden bliver rigere og ikke fattigere af at samhandle. Danmark er et levende bevis på det. Men det handler selvfølgelig også om, at man andre steder, hvor man så kan fremme det, og der er EU jo en meget relevant ramme, fremmer det synspunkt. Det er jo sådan set også det, der er baggrunden for, at der i kredsen af europæiske regeringsledere er sendt et signal, topmøde efter topmøde på det seneste og formentlig og forhåbentlig også vil blive gjort det i Rom her i weekenden om, at vi skal accelerere de forhandlinger, der allerede er i gang, bl.a. med Japan.

Hr. Nicolai Wammen.

Tak for det. Jeg opfatter svaret som en opbakning til finansministerens citat, og det synes jeg er fint, for det er en vigtig sag at få formidlet til vores amerikanske venner. Jeg hørte så også statsministeren sige, at når det gælder frihandel, gælder det om – og det er frit citeret – at sætte den her dagsorden over for de mennesker, man møder alle relevante steder. Nu er det jo så en meget relevant herre, som statsministeren møder i næste uge. Jeg tror hurtigt, at man med de udtalelser, der er kommet fra Donald Trump i de seneste mange måneder, vil kunne lave en lang smørrebrødsseddel over, hvad man kunne have af bekymringer, man kunne rejse over for præsidenten. Det vil jeg ikke bede statsministeren om, men blot sige, at vi i dag har en vedtagelse, der særligt forholder sig til frihandel og klimaforandringer. Jeg vil blot spørge, om de to ting, som et bredt flertal her i Folketinget altså vedtager, er noget, vi lægger særlig vægt på, er bekymringer, som statsministeren vil rejse over for den amerikanske præsident, når de mødes i næste uge.

Statsministeren.

Tak for det. Jeg vil gerne kvittere for, at hr. Nicolai Wammen lægger op til, at jeg må have et vist frirum i designet af min dialog med den amerikanske præsident i næste uge, det tror jeg sådan set på mange måder er at foretrække, og at vi jo helst skulle undgå en situation, hvor man skal igennem en lang, lang smørrebrødsseddel, og at det, medmindre man kan sætte hak ved alle kritikpunkter, ikke har været et konstruktivt møde. For det er sådan set, for nu at sige det på jysk, ikke så dårligt endda, at vi har fået en mulighed for at få det her møde i næste uge i en situation, hvor indtil videre kun tre europæiske ledere har besøgt Det Hvide Hus. Og jeg skal ikke lægge skjul på, at jeg ser det som en hovedopgave ved det møde at få formidlet noget viden og indsigt om, hvad Danmark er for et land, også i forhold til nogle relevante diskussioner, der kører i øjeblikket, bl.a. om NATO, altså at få formidlet, hvad det er for et bidrag, Danmark de facto yder, effektiviteten i vores forsvar, men naturligvis også at få portrætteret vort land, som er et grønt land og et rigt land, og det er vundet på, at vi har bekendt os til den grønne omstilling, og det er vundet ved, at vi har søgt frihandel. Og det er jo sådan set en positiv måde at komme ind i den debat med den amerikanske præsident på.

Tak. Så er det den sidste spørger, der vil stille spørgsmål til statsministeren, og det er hr. Nikolaj Villumsen.

Tak til formanden. Det er ikke første gang, at Villumsen og Wammen forveksles, men lytter man til det politiske indhold, vil man høre, at det kan variere ganske meget; så bliver man sikkert klar over forskellen.

Når jeg har skrevet mig på spørgerlisten her i dag, er det for at stille et spørgsmål til statsministeren angående det kommende møde i næste uge. Helt konkret kunne jeg bare godt tænke mig at høre fra statsministeren, om statsministeren vil forsøge at få det her emne vedrørende kvinders rettigheder bragt op på sit møde med den amerikanske præsident Trump.

Statsministeren.

Tak for det. Nu er mødet i næste uge blevet endelig bekræftet af Det Hvide Hus i dag, og det er jo så under planlægning. Jeg bliver nødt til at sige helt åbent, at med tanke på den tid, der vil være til rådighed, kan jeg jo ikke stå her og binde mig til en specifik dagsorden. Jeg kan sige, at jeg ønsker at være fuldstændig loyal over for det, der er min egen politik, og som så heldigvis også er en politik, der er funderet i et bredt flertal i Folketinget, og formidle den politik bedst muligt i situationen. Jeg er nødt til at svare på den måde.

Hr. Nikolaj Villumsen.

Tak for det. Det er jo helt korrekt, at det forslag til vedtagelse, som kommer til at opnå flertal, lige præcis ikke har en bekymring eller kritik af den amerikanske præsidents position i forhold til kvinders rettigheder med. Men fra en lang række partier – både fra Enhedslisten, men også fra Socialdemokratiet og De Radikale – har der jo i løbet af debatten i dag lydt en opfordring til at tage det med, så jeg vil bare opfordre statsministeren til at overveje, om ikke den bekymring kan blive taget med til mødet i Det Hvide Hus.

Statsministeren.

Jeg svarede bestemt ikke på spørgsmålet på en sådan måde, at man kan tolke, at jeg ikke overvejer at gøre det, og jeg anerkender heller ikke, at regeringens fulde politik kan udlæses af det her forslag til vedtagelse.

Der står, som hr. Nicolai Wammen også påpegede det, bl.a. – og man kan jo se det på regeringens hele ageren – hvor vi står i den her sag. Altså, den danske udviklingsminister var blandt initiativtagerne til et konkret projekt, der handlede om at rejse penge. Der er en konkret bevilling fra Danmark i relation til det spørgsmål, hr. Nikolaj Villumsen fremhæver. Den danske udenrigsminister har sammen med ni kolleger skrevet direkte til EU's høje repræsentant i forbindelse med præcis den her sag. Derfor deler vi – altså regeringen og Enhedslisten – på det her punkt politik.

Mit svar var, at det er min ambition med den tid, der er til rådighed for mig under mødet med den amerikanske præsident, at formidle så meget af regeringens – og i det her tilfælde er det altså med opbakning i Folketinget – politik som overhovedet muligt. Og jeg tror, det ville være uhensigtsmæssigt, hvis det baserede sig på, at det var Enhedslistens ærede folketingsmedlem eller det bagvedliggende sekretariat, der skulle udarbejde mine talesedler.

Tak til statsministeren. Der er ikke flere spørgsmål.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet. Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted tirsdag den 28. marts 2017.