Det næste punkt på dagsordenen er:

12) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 65:

Forslag til folketingsbeslutning om offentliggørelse af indsamlede overvågningsbilleder.

Af Peter Kofod Poulsen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 07.02.2017).

Jeg tror lige, at jeg trækker det en smule, så justitsministeren kan nå at gøre sig klar til sin næste sag. For det er nemlig sådan, at når forhandlingen er åbnet, og det er den nu, så er det justitsministeren, der får ordet. Værsgo.

Tak. Beslutningsforslaget, som Dansk Folkeparti har fremsat, rejser nogle vigtige spørgsmål, og regeringen har bestemt sympati for ideen bag beslutningsforslaget. Det er naturligvis frustrerende, hvis politiet ikke modtager og anvender de overvågningsbilleder eller videoer, som borgerne er i besiddelse af, i efterforskningen og opklaringen af lovovertrædelser.

Når man som borger henvender sig til politiet med fotos, videomateriale og andre relevante oplysninger til efterforskningen af kriminalitet, skal man naturligvis tages seriøst. Derfor mener jeg også, at det er en god idé med en digital løsning, som sikrer, at private og virksomheder let og enkelt kan aflevere overvågningsmateriale til politiet. Vi arbejder derfor på, at der bliver etableret en løsning, så politiet bedre kan bruge overvågningsmateriale fra private og virksomheder i deres eftersøgning og efterforskning. Det er et vigtigt initiativ, for den teknologiske udvikling betyder, at flere og flere i dag hurtigt og nemt kan dokumentere forbrydelser, og at man derfor kan ligge inde med f.eks. fotos og videomateriale, der kan have betydning for politiets arbejde.

Samtidig er vi også ved at se på, hvilke muligheder f.eks. butikker har for at dele oplysninger om tyverier og andre kriminalitetsformer med hinanden. Og endelig er der igangsat en generel kortlægning, som skal afdække problemer i forbindelse med borgernes kontakt med politiet, og hvilke initiativer der skal tages for at forbedre kontakten. I kortlægningen er politiets indhentning og brug af fotos og videomateriale fra private og virksomheder et selvstændigt spor. Vi vil således gøre, hvad vi kan, for at problemet bliver løst på rette vis.

I forhold til forslaget om, at politiet skal offentliggøre billeder, de modtager fra borgere af mulige lovovertrædelser, er jeg mere skeptisk. Det er og skal være en politimæssig opgave at vurdere, hvordan optagelser skal benyttes i efterforskningen, ligesom det er en politimæssig opgave at offentliggøre signalement eller andre oplysninger, der skal føre frem til en gerningsmand. Herudover er det meget indgribende at blive hængt ud som lovovertræder i offentligheden, f.eks. på sociale medier eller andre steder på nettet, især når man tager i betragtning, hvor svært det er at slette oplysninger fra internettet eller fra den kollektive erindring. I mange tilfælde vil en offentliggørelse derfor ikke stå mål med den begåede lovovertrædelse. Og derfor kan politiet i dag kun offentliggøre billeder, hvis nogle særlige betingelser i retsplejeloven er opfyldt. Og sådan mener jeg også det bør være fremadrettet.

Uagtet at regeringen således kan støtte nogle af ideerne bag beslutningsforslaget, kan regeringen ikke støtte forslaget i sin helhed.

Der er en enkelt, der har bedt om en kort bemærkning, og det er hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti.

Altså, ministeren siger, at der er meget sympati for beslutningsforslaget. Men nu er sympati jo mig bekendt gratis og uforpligtende. Derfor vil jeg spørge ministeren om den løsning, som ministeren mener skal laves. For der skal etableres en eller anden løsning, så borgere nemmere kan henvende sig til politiet med de her billeder. Det kan godt være, det er en udfordring, men i forhold til de borgere, jeg har talt med, og de mange sager, der har været på det her område, er det jo ikke sådan, at borgerne ikke har kunnet komme i kontakt med politiet. Der har det været sådan, at politiet ikke har ønsket at viderefomidle de billeder, der er taget.

Så kan ministeren ikke se, at det forslag, regeringen arbejder med, kun rummer den ene af to dele? Det er simpelt hen ikke godt nok.

Ministeren.

Derfor er der også mere end en tilgang til det. Altså, man kan diskutere, hvor let det er at give politiet det her materiale, og hvad der skal afhentes. Der er mange forskellige oplevelser af det, tror jeg. Jeg synes, det ville være godt at have en digital løsning, hvor man let og enkelt her og nu kan sende alt det, man har, og politiet hurtigt kan se, om det kan bruges i efterforskningen eller ej. Og så kan man selvfølgelig tale om det andet spor. For det er et spor i den kortlægning af mødet mellem borgere og politi, vi er i gang med, at se på, om politiet så i endnu højere grad end i dag kan overveje, om der i en sag er en tydeligt forbrydelse – det kan enhver se – og om man så hurtigere kan lægge billeder ud på internettet og de sociale medier eller andre steder. Jeg synes bare, det skal være politiet, der vurderer det, men jeg har sådan set langt hen ad vejen forståelse for forslaget. Jeg synes bare, det skal være politiet, der vurderer det.

Hr. Peter Kofod Poulsen.

Det er det jo så også i det her beslutningsforslag. Det vil altid være politiet, der har foden på bremsen, i forhold til hvad der ikke skal videreformidles. Sådan er det jo allerede, som man kan se, hvis man læser det her forslag.

Jeg vil gerne spørge ministeren om en anden ting. Der har jo været en stribe eksempler på sager, som jeg må sige jeg synes er dybt uretfærdige, og som kalder på, at reglerne på en eller anden måde skal laves om. Hvad synes ministeren om nogle af de sager, der har været fremme gennem det seneste halvandet år? Har de ting, man har set, været rimelige, altså ting, hvor ellers fuldstændig lovlydige mennesker, der har været udsat for en forbrydelse, lægger det på internettet i god tro? Er det rimeligt, at de er blevet straffet på den måde, som har været skitseret i medierne? Og hvis det er urimeligt, hvad vil ministeren så gøre ved det?

Ministeren.

Jeg er helt enig i, at nogle af de sager, som vi alle sammen har set være fremme i offentligheden, kan virke voldsomt groteske. Altså, at man får en højere straf for at lægge noget ud, end gerningsmanden får. Derfor tror jeg også, vi kommer til at kigge på, hvordan strafniveauet skal være, altså hvad bødeniveauet skal være for dem, der gør det. For jeg synes, det er vigtigt at holde fast i, at det ikke kan nytte noget, at vi alle sammen går rundt og gør os selv til politi eller dommere over, hvad der kan blive lagt ud. Det er altså politiets opgave. Men jeg synes bestemt, det er relevant at kigge på, om bødeniveauet og strafstørrelsen er rimelig og retfærdig set i forhold til den straf, som den egentlige forbryder, om jeg så må sige, får.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til justitsministeren og går til ordførerrækken. Det er fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet.

Digital dokumentation i forbindelse med kriminalitet bliver stadig mere udbredt. Flere har overvågningskameraer, og den overvejende del af den danske befolkning går rundt med et kamera i lommen, nemlig deres telefon.

I Socialdemokratiet er vores holdning til offentliggørelse af billeder og videoer meget klar. I et retssamfund må det være politiet og alene politiet, der beslutter, om billeder af mistænkte skal offentliggøres. Vi må ikke gå på kompromis med noget af det mest grundlæggende i vores samfundsopbygning, nemlig at vi har overladt vores magtbeføjelser til politiet og vores sanktionsbeføjelser til domstolene. Derfor må det aldrig blive op til borgerne selv at træffe beslutning om offentliggørelse af mistænkte, heller ikke på de sociale medier. Det går simpelt hen ikke, at borgere gør sig selv til dommer over, hvem der skal efterlyses eller ej.

Nok er der mange tilfælde, hvor sagen ser fuldstændig klar ud set med lægmandsøjne, altså hvor nogle åbenlyst har stjålet eller gjort noget andet. Men der er altså også mange gråzonesager, hvor det ikke er klart, hvad forseelsen handler om, og hvor det dermed bliver påstand mod påstand og helt uskyldige i værste fald risikerer at blive hængt ud på grund af misforståelser. Men det er ikke det samme, som at vi ikke kan forbedre politiets systemer. I Socialdemokratiet har vi selv flere gange agiteret for, at politiet skal blive bedre og mere effektive, når det gælder om at anvende borgernes billeder. Det er vel egentlig det, som forslaget her lægger op til, og fra Socialdemokratiets side vil vi meget gerne være med til at sikre politiet bedre adgang til offentliggørelse af billedmateriale, og vi vil gerne have, at det bliver på en særlig side, hvor man så fra den side kan dele billederne ude på de sociale medier eller andet, og at billederne så bliver slettet, når politiet sletter dem fra den side. Derved undgås det også, at man er hængt ud for tid og evighed, fordi det simpelt hen skal være reglen, at der kun må deles fra politiets side.

Men der er også steder i forslaget, som vi diskuterer her, hvor vi stiller os tvivlende. Og det er bl.a. den del, der handler om, hvornår politiet skal offentliggøre billederne. Det tror vi sådan set fortsat er klogt at overlade til politiet, og af forslaget kan det tolkes således, at politiet kun i særlige tilfælde ikke skal offentliggøre billeder. Og hvad er så de særlige tilfælde, hvor politiet ikke skal offentliggøre billeder? Er det, når de alligevel kender gerningspersonen på billedet og derfor kan køre ud og hente ham eller hende? Er det, når politiet skønner, at det vil være fatalt, hvis gerningsmanden bliver stemplet som kriminel for livet? Er det, når der er tale om et familieopgør eller en mindreårig? Hvornår er der tale om de her enkelttilfælde, hvor offentliggørelse vil kunne fraviges? Det fremgår ikke af forslaget, som vi behandler her.

Derfor kan vi ikke støtte forslaget, som det ligger, men vi vil meget gerne finde hinanden på den sidste del af forslaget, altså så vi fastholder, at politiet er dem, der afgør, om billeder skal offentliggøres eller ej. Altså, hvis det bliver formuleret bedre, støtter vi gerne forslaget her. Vi mener faktisk, at det er nødvendigt med en ny platform til offentliggørelse af billeder og ikke mindst en effektiv sagsgang, så vi kommer til at se, at flere billeder bliver offentliggjort, og også hurtigt, for der er også nogle ting i forhold til hurtighed i det her. I den forbindelse kunne man eksempelvis forestille sig en særlig fast track-ordning, hvor man kan sende billederne til en central politimyndighed, der hurtigt kan vurdere, om der er tale om åbenlys kriminalitet, så billederne hurtigt kan lægges ud. Det ville nok styrke både den oplevelse, borgerne har, og rent faktisk også kriminalitetsbekæmpelsen.

Der er en kort bemærkning fra hr. Peter Kofod Poulsen.

Tak for det, og tak for den konstruktive ordførertale, som jeg synes det var. Jeg kan jo forstå, at Socialdemokratiet synes, at der er nogle gode takter i det her forslag, og at vi kan forbedre det, hvis man tager den sidste del af forslaget ud, og der vil jeg bare tilkendegive, at det er jeg sådan set helt åben for. Hvis det betyder, at Socialdemokratiet vil støtte forslaget, kan vi godt lave den ordning.

Så jeg vil egentlig bare høre ordføreren: Hvis den sidste del tages ud, kan Socialdemokratiet så støtte forslaget? Så vil jeg i øvrigt sige, at jeg synes, at det er en mægtig god idé med en fast track-ordning – så point for den, den var god.

Ordføreren.

Vi støtter forslaget, hvis den sidste del slettes, og det kunne jo også rent faktisk være, at vi kunne få den her del med en fast track-ordning ind i forslaget. Det kan vi jo tage en god drøftelse om. Men hvis vi holder fast i princippet om, at det er politiet, der vælger, hvilke billeder der skal offentliggøres, men med en klar tilkendegivelse om, at vi forventer, at billeder offentliggøres i større omfang og hurtigere, støtter vi forslaget her.

Ønsker hr. Peter Kofod Poulsen sin anden bemærkning? Værsgo.

Det synes jeg er rigtig konstruktivt og positivt, så jeg vil bare takke Socialdemokratiets ordfører for tilkendegivelsen.

Ordføreren.

Tak for det. Så fik vi også lavet politik i Folketingssalen i dag.

Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Så vi går videre i ordførerrækken, og det er Venstres ordfører, hr. Jan E. Jørgensen.

Tak for det. I retsplejelovens § 812 fremgår det, at fotografier af en mistænkt kun må forevises for personer uden for politiet, såfremt 1) den pågældende med rimelig grund er mistænkt for en lovovertrædelse, der er undergivet offentlig påtale, og 2) indgrebet må antages at være af væsentlig betydning for efterforskningen, og stk. 2, afgørelse om forevisning af fotografier træffes af politiet. Venstre mener ikke, at der skal ændres ved, at det er sådan, tingene skal foregå, men dermed ikke sagt, at vi ikke er åbne over for at se, om vi teknisk, teknologisk kan udvide brugen af offentliggørelse af fotos. Men altså stadig væk: Politiet træffer afgørelsen. Det skal ikke være op til enkeltpersoner at gøre det.

Når det så er sagt, må jeg sige, at i Venstre har vi selvfølgelig fuld forståelse for baggrunden for forslaget, og vi har også fuld forståelse for den frustration, som man som offer for en forbrydelse kan stå med, når man ser, at der ikke rigtig sker så frygtelig meget, på trods af at man måske har billeder fra et overvågningskameraer af den person, som man mener har f.eks. stjålet i ens forretning, eller hvad det nu kan være. Der var også en sag her for nylig. Det var min søn Valdemar på 12 år, der kom hjem og sagde:

Far, har du set, at der er en her, der har været blotter, og han får 2.500 kr. i bøde, og så er der en, der har lagt et billede af ham på Facebook – det er så moren – og hun får så en bøde på 5.000 kr. Det kan da ikke være rigtigt.

Det er jo svært at argumentere imod, at det umiddelbart virker skævt. Der vil jeg bare sige, at det så er Venstres opfattelse, at det er straffen for blotteren, der er for lav. Princippet må stadig væk være, at det altså er politiet, der afgør, om forbrydere eller mistænkte forbrydere på den måde skal have deres billede offentliggjort.

Som sagt, jeg kan godt forstå, at man kan have lyst til at tage sagen i egen hånd og gøre noget aktivt, ikke mindst hvis man måske mange gange har været udsat for butikstyverier eller andet, men vi skal bare holde fast i, at når folk har det på den måde, skyldes det jo, vil jeg sige til justitsministeren, en frustration over manglende reaktion fra politiet, og vi skal huske, at samfundspagten, den pagt, vi har indgået for at leve i et samfund som det danske, jo er, at politiet reagerer, fordi hvis politiet ikke reagerer, er det, at folk tager loven i egen hånd, og så er det, at vi får selvtægt. Vi lever altså ikke i det vilde vesten, hvor man har de her wanted-plakater, dead or alive, hvis der er en, man mener skal efterlyses på den måde.

Vi skal jo altså også huske på de elektroniske muligheder, vi har i dag. Hvis der er en knægt, der har snuppet en Ritter Sport i Meny og der så bliver smidt et billede af ham på Facebook, er det altså et billede, der kan ligge der til evig tid og forfølge ham, selv om vi jo egentlig godt ville give ham en chance til. Der er også spørgsmålet om proportionalitet. Forbrydelsen skal altså nogenlunde stå i forhold til at få offentliggjort sit billede på de elektroniske medier.

Så altså sympati, og igen er jeg enig med Dansk Folkeparti – sympati er gratis, og der kommer man ikke så langt – men kunne vi slutte det med, at de teknologiske muligheder hos politiet udnyttes i højere grad, er det ikke så skidt endda, og så har debatten her da også ført noget med sig.

Der er ikke nogen, der har bedt om korte bemærkninger, så vi siger tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Rune Lund fra Enhedslisten.

Dansk Folkeparti har jo på det her område en grundlæggende holdning om, at selvtægt er okay, altså at alle mennesker og virksomheder frit bare skal kunne lægge billeder op af hvem som helst og så beskylde dem for at begå noget kriminelt. Det er der ikke nogen andre partier i Folketinget, som synes er en god tilgang til problemstillingen, heldigvis. Det her forslag er dog af en lidt anden karakter, for som det hedder:

»Folketinget pålægger regeringen i indeværende folketingsår at tage de nødvendige initiativer til at etablere en ny digital platform, hvor overvågningsbilleder indsamlet af borgere, der har været udsat for kriminalitet, f.eks. indbrud, tyveri, røveri og butikstyveri, kan offentliggøres af politiet og dermed kan deles på hjemmesider og sociale medier, såfremt der i samme anledning er indgivet politianmeldelse.«

Det tilføjes til sidst:

»Politiet skal dog i enkelte tilfælde kunne fravige fra offentliggørelse, hvis der ligger politifaglige skøn til grund for beslutningen.«

Det er altså et skridt væk fra selvtægt, sådan som forslaget ligger her, forstået på den måde, at det trods alt er politiet, der skal offentliggøre billederne, hvilket jo er den rigtige tilgang. Der er dog stadig væk nogle problemer i den måde, det er formuleret på. Det er specielt den sidste sætning om, at politiet i særlige tilfælde skal kunne fravige det, altså at man i realiteten vil gøre politiet til en form for gummistempel, hvor det jo i dag er sådan, at der foretages en politifaglig vurdering af, om billeder skal lægges op eller ej. Og jeg vil sige, at den sætning, der kommer før, i virkeligheden også kan tolkes sådan, altså at politiet skal lægge billederne op, såfremt der bare også er indgivet en politianmeldelse.

Så sådan som forslaget ligger her, kan vi ikke støtte det. Men jeg vil godt sige, at vi egentlig gerne vil tage en diskussion af, om der er noget, vi kan gøre bedre på det her område. Når en borger henvender sig til politiet, hvis man f.eks. er virksomhedsejer og har en tøjbutik og har fået stjålet en dyr frakke, er det så nemt nok for borgeren at henvende sig til politiet? Behandler politiet henvendelsen på den måde, som er mest optimal i forhold til at sikre en effektiv, en hurtig, men også en rigtig behandling af f.eks. billedmateriale, der måtte komme ind fra borgere eller virksomheder? Det synes jeg kunne være interessant at se på. Og det er i virkeligheden også det, som jeg hørte justitsministeren sige i indledningen.

Men der er netop også nogle ting, man skal huske at tage i betragtning her. For os er det i hvert fald vigtigt, at der ikke skal slækkes på den politifaglige vurdering, og at vi ikke skal sænke standarden for, hvornår man skal offentliggøre et billede. Men vi vil gerne kigge på, netop hvordan man kan gøre det lettere for borgeren at henvende sig til politiet, have en dialog med politiet, at det står klart, hvad for nogle krav man skal leve op til, når man fremsender materiale til politiet, at det kan gøres på en nem måde, at vi kigger på, hvad det er for nogle processer, der er internt i politiet, og om det er de rigtige i forhold til at løse opgaven, og om der skal være en eller anden form for digital understøttelse, som kan gøre det nemmere. Det er svært at være imod, at man ligesom laver tingene så effektivt og fornuftigt på den måde som overhovedet muligt.

Men der er også lige nogle ting, vi skal huske på her, synes jeg. Altså, man er uskyldig, indtil det modsatte er bevist. Bare fordi der er nogle, der har taget et billede af en og sendt det ind til politiet, er man altså ikke dømt. Der skal også være noget om proportionalitet i det her – andre ordførere har været inde på det. Altså, hvis man har stjålet en pakke tyggegummi i den lokale kiosk, skal man altså ikke retweetes flere tusinde gange på de sociale medier, fordi der bliver lagt et billede op af en, selv om man har fingrene for langt nede i tyggegummipakken i den lokale kiosk. Så der er noget om proportionalitet.

Der er også det, at politiet godt kan opklare forbrydelser, uden at de nødvendigvis lægger et billede op på en digital platform. Altså, det er jo langt fra, at det altid er sådan, at det er nødvendigt at lægge et billede ud for at opklare en konkret forbrydelse. Der skal vi jo også tage ind, at det her ikke skal være en form for ny gabestok, altså en ny elektronisk statssponsoreret gabestok fra Folketingets side.

Det lader til, at der kan være nogle forbedrede muligheder for at kigge på det her, og det er faktisk også det, jeg hører justitsministeren sige. Men sådan som forslaget ligger her, kan vi ikke støtte det, men vi vil meget gerne være med til at tage en dialog med Folketingets partier og høre, hvad politiet siger, og få nogle input til, hvordan man kunne gøre det her. For er der nogle ting, vi kan gøre bedre og nemmere, jamen så synes jeg da, vi skal kigge på det. Vi skal bare ikke sænke standarderne, i forhold til at det er en politifaglig vurdering, der skal lægge til grund for det her.

Der er en, der har bedt om en kort bemærkning, og det er hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti.

Jeg synes egentlig, at det, der kom fra ordføreren, var ret konstruktivt, altså det med en bagatelgrænse, i forhold til at sagen allerede er opklaret, så man ikke behøver lægge billeder ud. Og så var der noget med den sidste sætning i selve forslaget, som Enhedslisten ikke synes om. Så derfor vil jeg da række en hånd ud til Enhedslisten og spørge: Hvis vi nu stiller et ændringsforslag gående på de tre ting – og nu var det de tre ting, som jeg hørte at der skulle gøres noget ved – kan Enhedslisten så støtte beslutningsforslaget?

Ordføreren.

Det vil jeg gerne diskutere med hr. Peter Kofod Poulsen. Jeg vil sige, at jeg i udgangspunktet vil have det bedst med en vedtagelse, som siger, at Folketinget pålægger justitsministeren at indkalde til forhandlinger, hvor vi diskuterer det her ud fra de bemærkninger, der er faldet i Folketingssalen. Hvis det er sådan et forslag, som det her måtte blive ændret til, kan jeg i hvert fald sige, at så vil jeg indstille til min folketingsgruppe, at det skal vi bestemt støtte. Og så vil vi tage diskussionen ud fra det i vores folketingsgruppe. Så det vil være det, jeg vil have det bedst med, men jeg vil gerne tage en snak med hr. Peter Kofod Poulsen om det.

Hr. Peter Kofod Poulsen ønsker ikke yderligere korte bemærkninger, og der er ikke flere, der har bedt om ordet for korte bemærkninger til denne ordfører. Så vi siger tak til ordføreren, som så godt må gå ned. Vi går videre i ordførerrækken til hr. Villum Christensen fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. I fravær af vores ordfører skal jeg oplyse følgende:

Politiet kan i dag vælge, hvorvidt man ønsker at offentliggøre privatindsamlede overvågningsbilleder som led i deres efterforskning. I Liberal Alliance mener vi, at politiet bedst kan vurdere, hvorvidt det er gavnligt for deres efterforskning at benytte disse privatindsamlede billeder, og hvorvidt de også bør offentliggøres. Det er jo i sidste ende politiet, der har efterforskningsmonopolet, og de bør også have friheden til at kunne tage de efterforskningsskridt, de finder nødvendige.

Vi forstår selvfølgelig godt intentionen i forslaget her, nemlig at vi skal blive bedre til at benytte den hverdagsteknologi, folk er i besiddelse af, men vi bryder os ikke helt om, at man skal offentliggøre billeder af mulige – jeg gentager: mulige – lovovertrædere. Det kan let gå hen og blive en glidebane efter vores opfattelse, og offentliggørelsen kommer så ikke til at stå mål med forbrydelsen. Det er faktisk den vigtigste begrundelse for, at vi ikke kan støtte forslaget.

Men vi ser også en mulighed for, at man får sparket synspunktet ind i en eller anden model, bare vi til sidst er sikre på, at det er en offentlig myndighed, der tager stilling til, om man skal eller ikke skal benytte de her billeder.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er hr. Rasmus Nordqvist, Alternativet. Værsgo.

Det er altid krænkende, når man som borger ikke føler, at politiet prioriterer kriminalitet som tyveri højt nok, og derfor er beslutningsforslaget da også sympatisk over for butiksejere og andre, som ikke føler, at deres anmeldelse af tyveri og lignende kriminalitet bliver taget særlig alvorligt. Al kriminalitet skal efterforskes og opklares af politiet, og det er heldigvis også reglen snarere end undtagelsen. Vi lever i en retsstat, hvor retsstatsprincipperne vejer tungt. Det indebærer bl.a., at politiet står for efterforskning af og bevissikring ved lovovertrædelser. Har borgerne i visse tilfælde vigtigt og afgørende bevismateriale, skal det overdrages til politiet, som må vurdere, om det skal indgå i efterforskningen. Det må og skal altid være en politifaglig vurdering, om offentlighedens assistance er ønskelig i forbindelse med en konkret efterforskning af en lovovertrædelse.

Derfor finder vi det ikke ønskeligt, at politiet som hovedregel pålægges at offentliggøre overvågningsbilleder. Vi frygter, at man med det her tiltag reelt ender med at straffe dobbelt, først blandt lokalbefolkningen og derefter i retssalen. Denne form for dobbeltstraf er vi betænkelige ved. Vi frygter desuden, at tiltaget stigmatiserer den mistænkte resten af livet på grund af en dum handling engang i ungdomsårene. Herudover vil vi også sikre os, at offentliggørelse af overvågningsbilleder ikke medfører, at den mistænkes familie udskammes, udstilles og udstødes af lokalsamfundet. Man kunne her indvende, at folk bare skal afholde sig fra at begå kriminalitet, hvilket jeg selvfølgelig også er enig i, men vi skal altså beskytte dem, som ikke har valgt konsekvenserne af andres handlinger.

Vi er fuldstændig forstående over for de butiksejere og andre, som ikke føler, at der bliver handlet på deres anmeldelser, og derfor er vi også åbne over for tiltag på området. Men det skal være velovervejet, og det skal være inden for rammerne af, hvad der kendetegner vores retsstat. Det er også derfor, vi siger, at hvis politiet kommer med et ønske om at lave en webside til det her, så må vi da snakke om det, men det må komme fra politiet.

Afslutningsvis må jeg altså også i al stilfærdighed gøre opmærksom på, at forslagsstillerne bl.a. sammen med den siddende regering har pålagt politiet ressourcekrævende og bebyrdende opgaver såsom grænsekontrol, som dræner politiets ressourcer – ressourcer, som bl.a. må flyttes fra almindelige politiopgaver. Derfor klinger det altså en smule hult for os, når forslagsstillerne siger, at de gerne vil hjælpe bl.a. butiksejere, samtidig med at man fjerner ressourcerne fra kernepolitiopgaver til fordel for nytteløs symbolpolitisk grænsekontrol.

Tak til ordføreren. Den næste er fru Zenia Stampe, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Jeg vil gerne være fuldstændig ærlig og indrømme, at jeg er blevet en lillebitte smule mere positiv, ikke over for forslaget i dets form nu, men over for emnet, fordi det jo sådan set er rigtigt, at der er temmelig store perspektiver i de billeder, optagelser, den dokumentation, som vi i stadig stigende grad har, også når der bliver begået en forbrydelse. Der er jo store perspektiver i at bruge dem for politiet.

Det er jo ikke længe siden, vi havde en diskussion her i Folketingssalen om indbrud, hvor opklaringsprocenten desværre er meget lav. Så der kan jo godt være et perspektiv her. Og man kan jo heller ikke bebrejde borgere, butiksejere eller private, der har haft indbrud, at de har lyst til selv at offentliggøre billeder, hvis deres oplevelse er, at de ikke bliver prioriteret af politiet, selv om de faktisk har bevismaterialet, eller i hvert fald noget, som de selv opfatter som bevismateriale.

Så jeg synes helt klart, at der er grundlag for at diskutere perspektiverne i den her dokumentation og sammenspillet mellem politi og borgere, altså særligt i de tilfælde, hvor der er dokumentation eller noget, der kan bruges som dokumentation, bevis. Nu kan man jo aldrig være helt sikker, og det er selvfølgelig også en af grundene til de betænkeligheder, der er, omkring det her forslag: tænk, hvis man kommer til at hænge den forkerte ud. Men der er ingen tvivl om, at her er der måske noget at hente.

Derfor vil jeg også gerne melde ud, at det er et område, vi også gerne vil gå mere ind på og interessere os for, men jeg synes ikke det her forslag i dets konkrete udformning er svaret. Men jeg synes måske godt, man kunne opfordre politiet, måske også i en diskussion med os lovgivere, om at lave en strategi for anvendelsen af den her form for materiale. Men vi er bare slet ikke parate til at gå med på den her model.

Først vil jeg sige, at den jo slet ikke er gennemarbejdet – med al respekt. Jeg spurgte også ordføreren, om det er noget, man kender fra andre lande. Nej, Danmark skulle være det første sted, og vi skal være førende. Det synes jeg da sådan set også godt vi kan være, men måske er det her lige at gå et skridt for vidt, især fordi der jo er rigtig mange overvejelser omkring sådan en model. Jeg ville være meget bange for netop at komme til at hænge den forkerte ud eller ødelægge det politifaglige arbejde, for vi ser jo tit, at politiet frabeder sig, at man altså selv efterlyser folk, fordi det kan virke kontraproduktivt for deres arbejde. Den respekt synes jeg vi skal have for politiet. Det er dem, der bedst vurderer, hvordan man kan bruge det her materiale.

Men måske kunne vi – og det er jo der, hvor min tale så skal slutte – opfordre politiet til at lave en strategi for, hvordan man i øget omfang kunne bruge den her form for materiale, så vi kan fælde nogle flere domme, ikke mindst i indbrudssager. Det synes jeg faktisk er en interessant og perspektivrig vej at gå, men vi er altså ikke med på sådan en model, hvor man bare kan gå ind og uploade billeder, hvor man ikke engang ved, om det så er dem, der har begået forbrydelsen, og hvor man pålægger politiet at offentliggøre de her billeder. Det må være en politifaglig vurdering.

Der er jo hensynet til den person, man hænger ud, men der kan jo også være andre. Det kan jo også være, at politiet siger, at de altså også har brug for, at der er forskel, og at når de efterlyser nogle for rigtig alvorlige forbrydelser, skal det ikke sådan forsvinde i mængden af efterlysninger af folk, der har stjålet, måske ikke 10 l mælk, men et eller andet i Brugsen; altså at de også godt vil kunne prioritere, hvem de efterlyser offentligt, og bruge det til at prioritere de rigtig hårde sager, så der kommer fokus på dem, og så vi ikke bare vænner os til, at der hele tiden dukker ansigter på personer op, der er efterlyste, og derfor også holder op med at bide mærke i dem, tage notits og tænke, om det nu er nogle, vi selv har set og mødt.

Så jeg synes, det ville være godt, hvis vi kunne bringe den her diskussionen videre ind i politiet, med respekt for at det er dem, der har politifagligheden, både i forhold til den generelle drøftelse om, hvad perspektiverne er i det her, og hvad de konkrete arbejdsgange skal være, og også i forhold til den enkelte sag; altså om der er nogle billeder, noget materiale, der skal offentliggøres, eller om man foretrækker at holde det inden for politiet, fordi man vurderer, at det vil være det bedste.

Vi siger tak til ordføreren. Den næste i rækken er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Jeg kan lige så godt sige det med det samme: SF kommer ikke til at støtte det her beslutningsforslag, som DF har fremsat. Jeg har fuld forståelse for den frustration, man kan føle som mor, hvis ens barn bliver udsat for en blotter, eller hvis man som butiksindehaver oplever tyveri igen og igen. Det samme gælder de andre eksempler, som vi hører om. Det er enormt frustrerende. Men svaret er ikke at få sådan en offentlig gabestok, en folkedomstol. Det hører ikke hjemme i et retssamfund, at det er borgeren, der på den måde skal begå selvtægt. Et af de værste eksempler, vi har set på det, var ikke en borger, men et medie, en avis, der i 2010 satte et billede af en mand på forsiden – det var det her forfærdelige mord i Herning på en ung pige nytårsnat, og fordi manden boede i den ejendom, hvor pigen blev fundet, blev han hængt ud på forsiden. Det er selvfølgelig et ret voldsomt eksempel. Men i mange andre tilfælde kan det også bero på fejltagelser, misforståelser eller uenigheder om det, der er sket.

Jeg vil gerne rose Socialdemokratiets ordfører. Jeg synes, at hun holdt en rigtig god tale om farerne ved det her. Men jeg synes også, at det lyder til, at vi alle sammen er enige om, at det er urimeligt, at borgerne skal opleve den form for frustration, så de må ty til det her, for jeg tror ikke, at det er det første, de gør, i de tilfælde, vi hører om. Det bliver til en frustration, når de oplever, at de ikke bliver taget alvorligt, eller oplever, at der ikke er tid til at tage hånd om de her sager, som kan være meget alvorlige.

Derfor må vi også tage den diskussion med politiet, og det tror jeg også at justitsministeren er indstillet på, om, hvordan vi kan sikre, at den frustration ikke opstår, sikre, at man ikke føler sig afvist, hvis man som butiksindehaver er blevet bestjålet adskillige gange, eller hvis man er mor til et barn, der er blevet udsat for en blotter, eller at den ikke opstår i mange af de andre sager. Vi skal tage den diskussion med politiet og så gøre os det klart, at vi, og det ved vi jo alle sammen, har et politi, der er under et ekstremt pres. Og hvis man ikke tilfører flere ressourcer – det er jo den evige diskussion, vi har – prioriterer politiet i sine opgaver. Det er en politisk beslutning, at der skal være grænsebevogtning, at der skal være terrormålsbevogtning og alle de andre ting. Så det er heller ikke rimeligt bare at pege fingre ad politiet og sige: Hvorfor kommer I ikke, når der har været indbrud i hjemmet? Hvorfor gør I ikke det og det og det? Der bliver vi nødt til at sikre, at der er de ressourcer, der er behov for.

Jeg kan jo godt personligt lide DF's ordfører, og jeg synes, han er en venlig mand. Men jeg synes, at det her forslag er en ekstrem populistisk udnyttelse af den helt rimelige frustration, der kan være, når folk oplever, at det, de er blevet udsat for, ikke bliver taget alvorligt. Vi kan sikkert alle sammen få den følelse, så man i sidste ende tænker, at man ikke har andre muligheder end at lægge det her billede, som man har af den person, som man ved har gjort det her, op. Den følelse kan vi sikkert alle sammen få. Den tror jeg også at jeg ville kunne få, hvis der var sket mig noget og jeg oplevede ikke at blive taget alvorligt, eller hvis der ikke var tid til at efterforske det. Jeg tror, det er en meget menneskelig følelse.

Men det er jo ikke den slags følelser, vi kan basere et retssamfund på – netop på grund af alle de tilfælde, hvor det ikke er rimeligt, hvor der er misforståelser, eller hvor en person på et kornet overvågningsbillede måske ligner en helt anden. Det har jeg bare behov for at sige. Jeg synes ikke, det er rimeligt at udnytte den situation og de sager, vi har hørt om, til det her. I stedet for tror jeg godt at vi kan finde et fælles fodslag og tage en diskussion med politiet og sige: Det kan ikke passe, at der er nogen, der skal føle sig afvist, eller at der ikke bliver taget hånd om de her ting; vi ved, at I er pressede, men det er politisk bestemt, at der er så mange af jeres mandetimer, der skal bruges til det her, hvordan kan vi løse det i fællesskab?

Tak. Der er en kort bemærkning fra den venlige mand, hr. Peter Kofod Poulsen. Værsgo.

Tak for det. Med al respekt for ordføreren vil jeg bare lige spørge ind til det her første eksempel, der blev nævnt i ordførertalen, nemlig eksemplet fra den her danske avis, der i 2010 bragte et billede af en mand på forsiden, der altså viste sig ikke at have noget som helst at gøre med det, som avisen beskyldte ham for. Det har jo meget lidt at gøre med det, der er i det forslag, vi behandler nu. Det, vi behandler nu, er jo sådan set et forslag om en digital platform, der kan sørge for, at man kan komme ud over rampen med nogle af de gode overvågningsbilleder, der findes, så borgere kan tippe politiet. Ikke fordi vi skal have en offentlig gabestok, for det skal vi ikke, men vi skal da sørge for, at politiet kan komme til at tale med relevante personer, så man kan få opklaret nogle af de her mange indbrud, som jo også tidligere ordførere har været inde på i deres ordførertaler.

Der blev i ordførertalen talt om ressourcer til politiet, og der vil jeg gerne have nogle bud på, hvad det er for nogle ressourcer, SF gerne vil sætte af, for jeg har jo bidt mærke i, at SF gerne vil tale om ressourcer til politiet, men man vil altså ikke være med i den flerårsaftale for politiet, hvor man jo kan sidde direkte med og få indflydelse på, hvor mange ressourcer politiet skal have til forskellige ting. Så vil ordføreren ikke sætte nogle tal på det? Det kunne f.eks. være for, hvor mange ekstra betjente der er behov for, eller for, hvor mange ressourcer vi skal tilføre ud over dem, der bliver tilført i de næste år.

Ordføreren.

Jeg har lige noget til den første kommentar. I bemærkningerne til ordførerens forslag, som vi behandler lige nu, står der: ... hvor overvågningsbilleder kan lægges op med en beskrivelse af den begåede forbrydelse, således at borgerne har mulighed for selv at dele denne information fra hjemmesiden, f.eks. på sociale medier.

Jeg synes stadig væk, at det at tage det skridt, hvor man siger, at der skal være det her digitale forum, hvor man kan lægge billeder ind, politiet skal stå for det, og så skal man kunne dele dem på sociale medier, er en glidebane. Men i forhold til de konkrete spørgsmål om politiets ressourcer – og dem synes jeg er meget rimelige, for vi ender jo tit specielt på det her område netop med at tale om politiets ressourcer – så synes vi fra SF's side ikke, at der skal være grænsebevogtning. Det var noget, der selvfølgelig blev indført efter ønske fra bl.a. DF, og fordi der på et tidspunkt for 1½ år siden var rigtig mange flygtninge. Det håndterede man på den måde. Men vi ser jo nu ekstremt få mennesker – det så vi i 2016 – komme hertil. Vi synes ikke, der er behov for den grænsebevogtning, vi ser i dag.

Vi kan også se – og det er selvfølgelig af historiske årsager – at der er et kæmpe efterslæb fra dengang, man lavede reformen af bl.a. politielevuddannelsen, hvor man et år fik meget færre ansøgninger, så vi har også et historisk efterslæb fra tiden, før man gik over til at skulle være på SU som elev osv. Det kan vi ikke gøre noget ved nu. Vi ville gerne have været med i politiforligskredsen, men vi syntes bare, at det var urimeligt at betale det med de unges ungdomsuddannelse.

Spørgeren.

Diskussionen om grænsekontrol må vi tage en anden dag. Men nu var ordføreren så venlig at læse højt af bemærkningerne til forslaget, så jeg vil gerne spørge ind til noget andet. Hvordan adskiller det sig fra, hvad politiet gør i dag? Altså, det, ordføreren nævnte kunne være en glidebane, gør politiet jo i enkelte sager i dag. Vi oplever bare, at utrolig mange butiksejere står med nogle fantastiske billeder af nogle folk, der har stjålet eksempelvis jakker til mange, mange tusinde kroner, som ikke kan blive dækket af forsikringen, fordi der ikke er foregået vold, og de skal så dække det tab selv. De står tilbage og kan ikke få offentliggjort sådan et billede. Det synes jeg da er ulideligt at høre på, særlig når man får så mange henvendelser, som jeg også går ud fra at SF's retsordfører må få, fra selvstændige erhvervsdrivende, der står tilbage og er til grin for deres egne penge.

Ordføreren.

Politiet kan jo godt offentliggøre billeder i dag, hvis de vurderer, at det er det rigtige. Det lyder på ordføreren, som om der ikke er nogen forskel mellem det her forslag og praksis i dag, men det er der jo. Ellers havde ordføreren sikkert heller ikke fremsat forslaget. Men selv om vi ikke kan støtte det her, prøvede jeg også at sige, at vi faktisk gerne vil samarbejde med DF om, hvordan vi kan finde en måde, hvorpå de billeder, der bliver taget, kan blive brugt af politiet, ikke til offentliggørelse, ikke så de ligger et sted, som man så kan linke til fra sin Twitterprofil eller fra sin Facebookprofil, men så det bliver på en måde, hvor politiet nemt kan få de her billeder. Jeg tror også, at de får dem i dag. Jeg tror, de fleste vil kontakte politiet, inden de lægger sådan noget op i nogen af de sager, vi har hørt om.

Men vi må have en diskussion med politiet om, hvad det er, der mangler. Er det mandskabstimer? Er det penge? Er det prioriteringer? Hvad er det? For jeg synes, det her er en glidebane, og jeg tror heller ikke, at ordføreren mener, at det er den rigtige vej at gå, at man som det første skridt lægger et billede, måske et kornet overvågningsbillede, ud. Så jeg tolker det egentlig mere som et svar på en frustration, som vi forhåbentlig kan håndtere på en anden måde.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti.

Tak, formand. For noget tid siden besøgte jeg Laura og Henrik. De har en modetøjsforretning i Silkeborg, og de var udsat for et butikstyveri, hvor der blev stjålet en meget, meget dyr jakke. De oplevede en trækken på skuldrene fra myndighedernes side. Der skete ikke noget, og de besluttede selv at lægge et billede af tyven ud på Facebook. Kort efter blev tyven fanget på grund af gode tip fra borgere til politiet. En træls historie fik altså en positiv udgang, i og med at tyven blev fanget og stillet til ansvar på grund af gode tip fra offentligheden. Desværre blev Laura og Henrik politianmeldt, fordi de med offentliggørelsen af billedet havde brudt reglerne, og så skulle de straffes.

Igennem de seneste år har vi set en stribe sager, hvor borgere har været udsat for kriminalitet og i afmagt over manglende interesse for at opklare de her sager fra myndighedernes side har besluttet sig for at lægge overvågningsbilleder ud på bl.a. sociale medier. Det er ulovligt, og i de forskellige sager har personerne fået ofte strenge bøder. De regler, vi har i dag, bytter om på offer og gerningsmand. Vi straffer ofrene, og gerningsmændene bliver pludselig gjort til ofre. Det er uretfærdigt. Jeg synes, det er langt ude, og at det er på tide, at vi stopper det.

I et tidligere forslag fra Dansk Folkeparti ville vi sætte det her meget fri, som Enhedslistens ordfører rigtigt bemærkede. I det forslag, vi her har fremsat, pålægger vi jo alene politiet i højere grad end i dag at offentliggøre de her billeder. Det vil sige, at vi sådan set stadig væk har de sanktionsmuligheder, der eksisterer i dag, i forhold til at det skal gå igennem politiet. Man må ikke bryde de regler, der er; vi sørger bare for, at politiet kommer til at gøre brug af de mange gode billeder, der indsamles af private. Det er selvfølgelig mit håb, at Folketinget vil støtte det.

Jeg har også noteret mig, at regeringen vil fremsætte et forslag, der sigter mod at løse det samme problem, som vi håber på at kunne løse med det her forslag. Jeg er i den anledning nødt til at bemærke, at regeringens forslag jo ikke kommer til at lukke det hul, der er i dag, men alene er et plaster på et stort sår, hvorfor vi heller ikke umiddelbart kan love det opbakning. Men vi håber, at det er noget, vi kommer til at forhandle om på et senere tidspunkt.

Jeg vil gerne takke de ordførere, der har været oppe at komme med kommentarer og forskellige løsninger til, hvordan man kan forbedre det forslag, der er her. Det synes jeg er positivt. Jeg håber, det er noget, vi kan snakke om i Retsudvalget, når vi skal behandle det der. Jeg håber, vi kan finde frem til en god løsning, der måske også kan rumme flere partier end dem, der umiddelbart tilkendegiver støtte til forslaget i dag. Det er i hvert fald noget, vi helt sikkert fra vores side kommer til at arbejde videre med. Der er masser af de her sager, hvor ganske almindelige mennesker får en fuldstændig uretfærdig behandling af det offentlige, og hvor man bytter om på offeret og den kriminelle. Det bryder vi os ikke om, og det problem vil vi have løst, og derfor fortsætter vi det her. Tak.

Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Preben Bang Henriksen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Ordføreren nævnte eksemplet fra Silkeborg, og jeg skal bare forstå forslaget fra Dansk Folkepartis side korrekt: Mener man, at det samme skulle gøre sig gældende, altså at det skulle hilses velkommen at lægge billedet ud på nettet, hvis der var tale om, at det var en 15-årig dreng, der havde gjort det?

Ordføreren.

Jamen det eksempel fra Silkeborg var jo aldrig forekommet, hvis man havde gennemført det forslag, som vi har fremsat, og som vi diskuterer i dag, for så ville de ikke have stået i den situation. Så ville de mennesker, der ejer en butik i Silkeborg, og som blev udsat for noget, være gået til politiet, og politiet ville have lagt billedet på deres hjemmeside. Folk kunne så have delt det fra deres profil, medmindre politiet selvfølgelig havde sagt, at der var en god grund til ikke at gøre det, altså at der var et skøn, der klart talte imod det.

Det vil sige, at hvis man kunne etablere et sådant system, som vi foreslår, så ville det jo gøre op med de wildwesttilstande, der allerede den dag i dag er på de sociale medier. Så jeg håber, at det her forslag kan medføre, at der vil komme en eller anden form for kontrol med det, så vi kunne begynde at dæmme op for de problemer, der helt reelt er i dag.

Spørgeren.

Jamen det er, fordi der står her i forslaget:

»Politiet skal som led i et sådant system som udgangspunkt pålægges altid at offentliggøre overvågningsbilleder – medmindre et politifagligt skøn taler imod dette. Det skal altså være reglen frem for undtagelsen, at politiet offentliggør overvågningsbilleder.«

Det er så derfor, jeg spørger: Hvor er grænsen? Hvis det er en 15-årig, der stjæler en Yankie bar henne i Brugsen, skal der så også offentliggøres billeder der? Der må jo være en eller anden grænse. Nu bliver udtrykket politifagligt skøn brugt her, og det er et taknemligt udtryk, kan man sige, for så har man ligesom fået lagt ansvaret fra sig. Men hvis det nu stod til Dansk Folkeparti, hvor var grænsen så henne?

Ordføreren.

Jeg tror ikke, der er nogen, der har tanker om, at man skal lægge et billede ud af en 15-årig, der hugger en Yankie bar. Men i de sager, vi har set det sidste halvandet år, drejer det sig om folk, der driver en virksomhed, og som sælger f.eks. dyrt tøj til mange, mange tusind kroner pr. del, som jo altså ikke kan forsikres, og de må selv dække det her tab. Altså, der kan det have en enorm betydning.

Der må jeg bare sige til hr. Preben Bang Henriksen, at hvis der er nogle begrænsninger, som man ønsker fra Venstres side, og hvis det er en prioritet for Venstre, så er vi villige til at se på det, når vi behandler beslutningsforslaget i Retsudvalget. Så hvis Venstre synes, det er meget vigtigt, at der tages stilling til det, og man vurderer, at det skal være folk, der er over 15 år, eller at det skal dreje sig om en vis beløbsstørrelse, jamen så er vi sådan set villige til at diskutere det.

Dermed siger vi tak til ordføreren.

Og da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Retsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.