Nu har vi jo i løbet af dagen diskuteret især voldsramte kvinder.
Jeg skal bemærke, at der selvfølgelig også er voldsramte mænd, men vi taler om mange tusinde mennesker, som hvert år udsættes for vold i hjemmet, mange tusinde børn, som oplever vold mod sig selv eller deres forældre af både psykisk og fysisk karakter.
Og noget af det, som gør det endnu mere forfærdeligt, når man oplever vold i familier, er, at det jo ikke kun rammer den person, det går ud over, den familie, det går ud over her og nu, men at det sætter mange og dybe spor i forhold til børnenes fremtidsmuligheder og voksenliv.
Og risikoen for selv at ende som voldsudøver eller voldsramt i voksenlivet er markant større for de børn, som vokser op i hjem som dem.
Så for de mennesker, det går ud over, for fremtidige generationer, er det at få brudt en voldsspiral hamrende vigtigt.
Det er også hamrende vigtigt for vores samfund, ikke kun fordi vi gerne vil passe på hinanden som mennesker og sørge for, at det samfund, vi skaber, skaber de bedste muligheder for, at man – kort sagt – kan leve et lykkeligt liv uden vold, men også fordi det samfundsøkonomisk ikke kan betale sig ikke at gøre mere for at stoppe voldsspiraler.
Landsorganisationen af kvindekrisecentre vurderer, at det er omkring 95 mio.
kr., der årligt går tabt i form af tabt arbejdsfortjeneste på grund af voldsramte kvinder.
Vi mister millioner og atter millioner i sundhedssystemet – penge, som jo så bliver brugt på at lappe skaderne efter volden.
Gentagelsen af volden er en helt enormt vigtig faktor.
Det er så vigtigt at få talt om, hvordan vold hurtigt bliver til en spiral, både i generationerne efter, men også for den enkelte kvinde.
For de kvinder, som tager skridtet og får pakket deres ting og flytter på krisecenter, for nogles vedkommende midt om natten, uden at få hverken deres egne eller børnenes ting med, og tager af sted i håbet om, at han ikke finder dem, er det helt enormt svært.
Rigtig, rigtig mange kvinder ender med at ende i vold igen, selv om de tager det der rigtig, rigtig svære skridt.
Jeg mener, at det er omkring 10-15 pct.
af de kvinder, der tager på et krisecenter, som faktisk flytter direkte tilbage til voldsudøveren.
Og hver tredje, der er på et krisecenter, kommer tilbage på et krisecenter senere hen.
I forhold til dem, der vender tilbage, er der ofte tale om kvinder, som er på kontanthjælp, som er arbejdsløse, som har en lavere uddannelse; så der er en socialøkonomisk slagside i volden, som vi også bør tænke rigtig meget over.
Det, som et efterværn så gør i alle teknikaliteter, og hvad vi kan kalde det, er at hjælpe med, at man får etableret sit eget liv, så man ikke ender i volden igen.
Det er et spørgsmål om at sørge for at hjælpe med at finde en bolig, sørge for at hjælpe med at få søgt om skilsmisse, sørge for at hjælpe med at få undgået den catch 22, der er i, at hvis man er gift med en mand, er det ham, der har forsørgerpligten for en, og det vil sige, at man ikke kan få kontanthjælp, medmindre man bliver skilt fra ham – men det er jo for filan ham, man er flygtet fra.
Der er rigtig mange praktiske ting.
Det er den ene del af et efterværn.
Den anden del af et efterværn er at sørge for, at man får psykologisk bistand til at håndtere det, man har været igennem, enten via et gruppeforløb eller individuelt – at man kan få bearbejdet det, at man kan lære at tale med sine børn om det, at man kan lære at leve med det, at man kan komme videre med det.
Hvis man ikke får den hjælp, risikerer vi, at man ender der en gang til.
Og det er derfor, at kvindekrisecentrene har råbt op om efterværn i årevis og vi har diskuteret det her i årevis.
Enhedslisten havde det med til fire forskellige finanslovsforhandlinger under S-R-SF-regeringen sidst og blev afvist hver gang.
Og nu står vi så her igen og får at vide, at det ikke kan blive en rettighed for voldsramte kvinder at få sådan et efterværn, for nu har man sat et satspuljeforsøg i gang.
Og jeg vil rigtig gerne rose det satspuljeforsøg; jeg synes, det er rigtig fint.
Men jeg synes, det er forfærdeligt, at man tillader sig at finansiere satspuljen ved at skære i folkepensionen, i den kontanthjælp, som går til nogle af de voldsramte kvinder.
Det tror jeg de fleste ordførere herinde godt ved.
Men jeg synes, at selve initiativet er godt.
Det, jeg ikke begriber, er, hvordan man kan afvise det, med henvisning til at man lige vil se, om det virker, at man lige vil se resultaterne.
Altså, resultaterne
har
været der; krisecentrene
har
prøvet det, og de ved, at det virker.
Så jeg forstår det ikke – det må jeg indrømme.
Jeg vil opfordre til, at man tager på besøg på kvindekrisecentrene og bruger de næste 4 år på at snakke med dem om alle de erfaringer, de allerede har gjort sig om efterværn, og snakke med dem om, hvorfor det er, at de råber op om, at det skal være en rettighed, som både er permanent, så de ikke skal hoppe fra tue til tue i forhold til økonomien, men også en rettighed, som man kan læne sig op ad som kvinde, så man ikke skal være usikker på, om man kan få den her hjælp eller ej.
Og her kan man i øvrigt også få at vide, hvorfor det er så vigtigt, at indsatsen er forankret i krisecentrene.
For det er jo nemlig ikke ligegyldigt, som der er flere ordførere, der har været inde på her.
Vi har noteret datoen.
Vi har i Enhedslisten allerede ventet mere end 4 år på at prøve på at få det her igennem.
Vi bliver ved – lidt endnu.
Og vi har sat en reminder i kalenderen om, hvornår vi skal vende tilbage til det.
Jeg kan ikke helt love, at I slipper for os så længe, men vi vil blive ved med at prøve på at overbevise jer om, at det her er en bragende god idé – ikke bare at gøre det via satspuljen, men også at permanentgøre det og gøre det til en rettighed i serviceloven.