Tak for det.
Det er stadig væk sådan i Danmark, at ens forældres uddannelsesniveau og der, hvor man bor, har alt for stor betydning for, om man får en videregående uddannelse – ikke ens talent og ikke ens motivation.
Der var baggrunden for, at vi, eller det vil sige Sofie Carsten Nielsen som uddannelsesminister, var med til at indføre det her mål i udviklingskontrakterne, som jo gælder i perioden 2015-2017, men hvor den daværende uddannelsesminister Esben Lunde Larsen, da han kom til, valgte midt i perioden at fjerne målet igen.
Det synes vi er ærgerligt.
Det, der er blevet sagt herinde om, at vi bør gøre en meget stærkere tidlig indsats, fordi det er der, det betyder allermest, er jo rigtigt.
Det er også derfor, at vi i Radikale Venstre har spillet ud med, at vi faktisk godt vil prioritere de knap 2 mia.
kr., det koster om året, for at få de pædagoger, vi har brug for i vores daginstitutioner.
Hvis det ikke bare skal være snak herinde, kunne jeg håbe, at det var noget af det, som alle de ordførere, der har talt om en tidlig indsats, også vil gå hjem og kæmpe for i deres parti at man rent faktisk prioriterer.
Men den tidlige indsats står jo ikke alene.
Uddannelsesinstitutionerne har jo også noget, de kan gøre.
Som jeg kom ind på i mit spørgsmål til ministeren lige før, viser det da mig, at det virker, når nogle som CBS på grund af det her mål kommer til at kigge på, hvorhenne det egentlig er, de har holdt informationsmøder, og finder ud af, at det er på de samme gymnasier, hvor man var kommet i de sidste 20 år, og de ligger i øvrigt alle sammen nord for København.
Nu har man lavet en ny rekrutteringsstrategi og kommer derfor ud til steder, hvor man ikke var før.
Det kan godt være, at det bare er forskellen på at være liberal og være socialliberal, at ministeren siger, at de unge jo selv må søge informationer og finde ud af det.
Jo, den holdning kan man jo godt have, men så er konsekvensen bare, at man gør, som man plejer, og man gør, lige som alle de andre gør, og så kommer der jo ikke til at ske nogen forandring.
Et andet eksempel er DTU.
De valgte at lave en strategi om at lave samarbejde med langt flere folkeskoler, om at gøre natur, teknik og it mere interessant for børn.
Det er også en måde at sætte tidligt ind på, som virker.
For det er jo ikke rigtigt, at det sådan er et spørgsmål om, at enten tror man på faglighed og på kundskaber, eller også bliver det sådan noget med social mobilitet.
Det, der er svært for mange af de unge, som kommer fra familier uden uddannelse, er jo ikke nødvendigvis det faglige, men det er alt det, som er rundt om, den kultur, som er fremmed, som man måske skal have hjælp til for at kunne koncentrere sig om det faglige.
Det var noget af det, der blev meget tydeligt i det rejsehold eller det mønsterbryderkorps, som fru Sofie Carsten Nielsen nedsatte.
Jeg ved, at en af de historier, som gjorde særligt indtryk på hende, var historien om Cecilie, som gik i 2.
g på et gymnasium på Lolland-Falster.
Hun var blevet anbragt uden for hjemmet som 12-årig og havde været i flere plejefamilier.
Hun boede nu i en netværksbolig, hvor der var en fast pædagog, og havde boet der, siden hun som 15-årig i 9.
klasse ikke rigtig kunne få det til at fungere i sin plejefamilie.
Hun lykkedes nu med at komme ind på gymnasiet, selv om hun faktisk ikke troede, at hun kunne, men fordi der var en lærer 9.
klasse, som troede på hende, lykkedes det.
Der var så en gymnasierektor, som spottede hendes talent, sørgede for, at hun kom på en talentlinje, og sørgede for mentorstøtte til hende.
Det handlede igen ikke om det faglige.
Det handlede faktisk om alt det, der var udeomkring, sådan at hun kunne koncentrere sig om det faglige, fordi det allervigtigste for hende også bare var at få den der fornemmelse for, at der er nogle, der forstår mig, og der er nogle til at støtte mig, så jeg ikke føler mig helt alene på uddannelsesinstitutionen.
I dag læser hun på RUC, og hun var ikke kommet dertil uden hjælp og uden forståelse fra uddannelsesinstitutionerne.
Så når nu ministeren bliver ved med at holde fast i, at det er kundskaberne før alt det andet, kan det være, at han skulle overveje, om han skulle nedsætte sådan et lignende rejsehold.
Det kunne jo være, at han blev inspireret af de unges historier til at forstå, hvad det er, de rent faktisk har brug for hjælp til, for det, der er uden om det faglige, betyder også noget for det faglige.
Så vi skal gøre det her.
Vi støtter forslaget både for alle de Cecilier, som fortjener at komme ind, men også for alle andre, som bestemt ikke er ligesom Cecilie, men fordi vi har god gavn af og glæde af i vores uddannelsesinstitutioner, at vi er forskellige og har forskellige talenter og kan inspirere hinanden.