Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 53:

Forslag til folketingsbeslutning om at genindføre målet om øget social mobilitet i udviklingskontrakter.

Af Jacob Mark (SF) og Trine Torp (SF).

(Fremsættelse 17.01.2017).

Forhandlingen er åbnet. Det er først uddannelses- og forskningsministeren. Værsgo.

I forslaget til folketingsbeslutning nr. B 53 pålægges regeringen at genindføre målet om »Øget social mobilitet – flere talenter i spil« i udviklingskontrakterne, der udarbejdes mellem uddannelses- og forskningsministeren og de videregående uddannelsesinstitutioner. Forslagsstillerne begrunder beslutningsforslaget med, at det skal være en samfundsmæssig målsætning at medvirke til at sikre den sociale mobilitet på de videregående uddannelsesinstitutioner, så flere får mulighed for at tage en videregående uddannelse, da det både øger ligheden og produktiviteten i samfundet. De videregående uddannelsesinstitutioner skal derfor som et helt væsentligt mål have at tiltrække unge fra familier uden tradition for uddannelse.

Jeg er enig med forslagsstillerne i, at det er en central opgave for uddannelsessystemet at bidrage til den sociale mobilitet. Alle skal have mulighed for at udfolde deres talent uanset stand. Det har vi også som samfund stor nytte af. Derfor lægger regeringen vægt på, at alle har fri og lige adgang til uddannelse i Danmark. Det understøtter vi med skattefinansierede videregående uddannelser og uddannelsesstøtte til alle studerende.

Nøglen til at øge den sociale mobilitet er bl.a., at børn og unge har mulighed for at tilegne sig de færdigheder, der skal til for at påbegynde en videregående uddannelse. Derfor prioriterer regeringen en tidlig indsats i dagtilbud, grundskoler og på ungdomsuddannelserne. Gode faglige færdigheder er grundlaget for børns og unges muligheder senere i livet. Kerneopgaven for de videregående uddannelsesinstitutioner er at udbyde uddannelser af høj faglig kvalitet, som matcher arbejdsmarkedets behov. Udgangspunktet skal være høje faglige krav og et målrettet fokus på kundskabstilegnelse.

De videregående uddannelsesinstitutioner skal med indslusnings- og fastholdelsesaktiviteter understøtte, at de unge får en god start på studielivet og bliver en del af et godt studiemiljø – det gælder også for de studerende fra uddannelsesfremmede hjem. Det er også mit klare indtryk, at de videregående uddannelsesinstitutioner arbejder målrettet med indslusning og fastholdelse. De videregående uddannelsesinstitutioner skal herudover stille de samme høje krav og have de samme forventninger til alle unge.

Regeringen vil i dag sende et lovforslag vedrørende bedre rammer for ledelse på universiteterne i høring. Lovforslaget skal styrke universiteternes bestyrelser på en række områder, bl.a. i forhold til bestyrelsernes rolle, ansvar og kompetencer. Initiativerne skal bl.a. skabe gode rammer for dialog mellem bestyrelserne og uddannelses- og forskningsministeren, herunder ved at ministeren mødes med bestyrelsesformændene mindst to gange årligt.

Som led i en styrket dialog med bestyrelserne foreslår regeringen samtidig, at de nuværende udviklingskontrakter erstattes med strategiske rammekontrakter. De strategiske rammekontrakter skal være institutionsspecifikke og indeholde strategiske mål for universiteternes kerneopgaver med afsæt i det enkelte universitets udfordringer. De nye strategiske mål skal formuleres i dialog mellem det enkelte universitet og ministeriet. Den nuværende sondring mellem pligtige og selvvalgte mål vil derfor ikke længere være relevant. De strategiske rammekontrakter skal også have længere varighed end de nuværende udviklingskontrakter, og jeg forventer, at der bliver tale om 4-årige kontraktperioder.

Med forslaget om de nye kontrakter har jeg lyttet til institutioner, som netop efterspørger strategiske og institutionsspecifikke mål for kerneopgaver med en længere tidshorisont. Jeg forventer, at konceptet for de nye kontrakter skal gælde for alle de videregående uddannelsesinstitutioner, og modellen for dem vil blive færdigudviklet i dialog med institutionerne.

Forslaget om at indføre social mobilitet som et mål i kontrakterne understøtter ikke et strategisk og entydigt fokus på kerneopgaverne, som er at udbyde uddannelser af høj kvalitet, som matcher arbejdsmarkedets behov. Jeg vil i de nye kontrakter sammen med institutionerne sætte fokus på udvikling af kerneopgaverne. Kun med uddannelse af høj kvalitet kan vi udfordre alle studerende til at udfolde deres talent. På den baggrund kan regeringen altså ikke støtte forslaget til folketingsbeslutning.

Tak til ministeren. Der er et par korte bemærkninger. Hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Det er meget interessant, at det lovforslag kommer lige i dag, for så kunne man jo have lyst til at stille en masse spørgsmål om det, men nu nøjes vi så med det her lille fokusområde.

Jeg vil gerne starte med at sige, at jeg sådan set synes, at det forslag, som ministeren kommer med, om strategiske udviklingskontrakter er en ret god idé, og det tror jeg også godt vi kan se os selv i – men nu har jeg jo selvfølgelig ikke læst det hele endnu. Men jeg synes ikke, det nødvendigvis udelukker ideen om at fremme social mobilitet. Det kommer an på, hvad man ser som en kerneopgave, tænker jeg. Og nu læser jeg bare det her forslag til vedtagelse fra sidste debat, som vi jo havde for 5 minutter siden, og der står som det første, at Folketinget vurderer, at det er en central udfordring for uddannelsessystemet at bidrage til at øge den sociale mobilitet. Og det er det forslag til vedtagelse, som regeringen selv har tænkt sig at stemme for. Altså, tænker ministeren så ikke, at man godt kunne betragte social mobilitet som en kerneopgave for uddannelsessystemet, når man laver det her forslag til vedtagelse?

Værsgo til ministeren.

Åh, jeg synes, jeg kunne sige så meget om det her, for nu har jeg jo selv, ligesom ordføreren, haft en fortid i kommunalpolitik, og min oplevelse har været, særlig i den skolepolitiske diskussion, der har været, at de meget løse rammer, som man opererede med i en længere årrække i grundskolen, i virkeligheden har skabt enorme sociale problemer. Og derfor er det altså regeringens politik, at vi prioriterer en tidlig indsats i forhold til den sociale mobilitet, altså på dagtilbuds-, grundskole- og ungdomsuddannelsesområdet. Det er der, vi er nødt til at få det her på plads, sådan at når man starter på universitetet, er man det, der på et lidt fladt sprog hedder undervisningsparat.

Det er derfor, vi viger tilbage for det – det er, fordi vi vil have, at den egentlige indsats skal være der, hvor det egentlig virker. Og det er det, der er ment med det forslag til vedtagelse, som vi skal stemme om på et tidspunkt.

Tak for det. Hr. Jacob Mark.

Jeg har to spørgsmål. Det ene er: Hvis ministeren så det som en kerneopgave, er det så rigtigt forstået, at så kunne man godt forhandle med universiteterne om f.eks. at putte social mobilitet ind i de nye strategiske udviklingskontrakter? Det afhænger vel, minister, af øjnene, som ser.

Det andet spørgsmål er: Mener ministeren – for det var det, jeg hørte Liberal Alliance sige – at løbet er kørt, når man er på de videregående uddannelser, altså at der ikke er noget at gøre i forhold til den sociale mobilitet på det tidspunkt? Altså, betyder f.eks. fri og lige adgang ikke noget? Betyder SU'en ikke noget? Betyder fastholdelse – jo, jeg har godt hørt, at ministeren har sagt det – heller ikke noget, f.eks. ordentlig vejledning, meget feedback? Det er jo netop noget af det, man kan prioritere, hvis man får skrevet det ind i målene.

Værsgo.

For det første: Jo, det er så meningen med udviklingskontrakterne, at man kan få klargjort, hvordan relationen skal være mellem de enkelte institutioner, ikke bare bredt, men de enkelte institutioner, som i øvrigt kan indgå forskellige rammekontrakter med de respektive universiteter.

For det andet: Nej, jeg siger ikke, at løbet er kørt, men jeg synes bare, man kan se, hvis man kigger historisk på det, at der har været et kolossalt svigt over for de unge mennesker, hvor man ikke har taget den her problemstilling alvorligt, men har hyldet det ind i de gode viljers tyranni og netop har snakket meget mere om proces i stedet for det, der egentlig kom ud af det. Og derfor får man altså ikke mig til at flytte fokus, for jeg mener, det resulterer i en lavere faglighed, hvis man insisterer på det. Man har i hvert fald set politisk, at det medfører – formodentlig – lavere faglighed på de videregående uddannelsesinstitutioner, og det skal vi ikke have.

Fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

En af de ting, der er kommet ud af, at vi, dvs. fru Sofie Carsten Nielsen som uddannelsesminister, satte det her mål om social mobilitet, var, at man f.eks. på CBS kom til at kigge på, hvor det egentlig er, man holder informationsmøder henne, og fandt ud af, at det var på de samme gymnasier, hvor man altid havde gjort det, og hvor eleverne i øvrigt alle sammen ligner hinanden. Er det ikke meget fornuftigt, at man kom til at kigge på det og derfor lavede det om?

Værsgo, ministeren.

Det, jeg synes der er fornuftigt, er, at man tager fat så tidligt som overhovedet muligt, fordi problemerne sætter sig tidligt, og al resten bliver i realiteten reparationsarbejde. Der synes jeg, at man skal investere sine kræfter langt mere konstruktivt, end man har gjort.

Jeg synes, det er virkelig foruroligende, når man kan se, at den indsats, min statsminister har ydet i sin tid som formand for LøkkeFonden, resulterer i, at socialt udsatte på 14 dage, 3 uger, kan få 2-3 skoleår på plads i særlige undervisningsforløb. Helt ærligt, det synes jeg sådan set er der, man skal lægge vægten. Men jeg glæder mig heldigvis over, at vi jo fra næste uge får lejlighed til at tage den her debat helt grundlæggende. Og det, jeg i hvert fald vil være med til – ja, nu har jeg efterhånden sagt det mange gange, for jeg er meget optaget af det – er, at de videregående uddannelser bliver set som det, de er: Steder, hvor der er egentlig kundskabstilegnelse og en høj faglig standard, og at essensen er, at det skal være svært.

Fru Lotte Rod.

Vi er jo i Radikale Venstre helt i enige i alt det, ministeren siger om den tidlige indsats. Det er også derfor, at vi prioriterer vores daginstitutioner og vores skoler så højt, som vi gør, men det er jo ikke et enten-eller, det er et både-og, og derfor bare et spørgsmål til: Er det ikke meget fornuftigt, at man på CBS er kommet til at kigge på, at man altid rekrutterede de samme steder fra, fordi man holdt informationsmøder de samme steder, og så laver det om? Er det ikke meget godt, at de har gjort det, så de nu rekrutterer meget bredere?

Tak for det. Undervisnings ... eller ministeren.

Jeg kan heller ikke finde rundt i det. Synes fru Lotte Rod egentlig ikke, det ville være bedre, hvis unge mennesker, på det tidspunkt hvor de skulle vælge en højere videregående uddannelse, selv var i stand til at finde hen til, hvor de skulle, i forhold til at få information? Det er jo egentlig det, vi taler om. Og der synes jeg altså, uanset om man kan diskutere frem og tilbage – og der har jo været mange diskussioner mellem Det Radikale Venstre og Venstre om det forhold – at de rammer, man har valgt at gøre det inden for, ikke har været firkantede nok.

Tak for det. Så er det fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak for det. Det er jo, fordi jeg sidder og tænker på, at det er sådan en lidt sjov dikotomi, der bliver tegnet op her, synes jeg, i hvert fald når jeg lytter til det, ministeren siger. Ministeren siger, at man vil have kundskaberne forrest, var jeg ved at sige, og det er den høje faglighed i stedet i forhold til de videregående uddannelser, og derfor vælger man ikke at indskrive et mål om social mobilitet i udviklingskontrakterne. Men kommer man så dermed ikke til at sætte et lighedstegn imellem høj socialgruppe og høj faglighed?

Værsgo.

Nej, sådan ser jeg det ikke.

Fru Carolina Magdalene Maier.

Tak for det. Det er sådan, jeg hører det, altså som om der ligger en implicit antagelse af, at det er dem fra de høje socialgrupper, det vil sige dem med de gode og stærke ressourcer, som per se er de fagligt dygtige, som kan komme på universiteterne.

Men mit andet spørgsmål går sådan set på det, som hr. Jacob Mark og fru Lotte Rod også var inde på, altså at det jo ikke er enten-eller. Det er rigtigt nok, at der står i det her forslag til vedtagelse fra regeringen, at man prioriterer en tidlig indsats i dagtilbud osv. – det tror jeg også at alle ordførerne, der har været oppe at diskutere det under det sidste punkt i forhold til forespørgselsdebatten, er enige om – men det betyder vel ikke, at man ikke også kan se på det i forhold til de videregående uddannelser. Det er fint nok at prioritere det i daginstitutionerne og skolerne – det vil vi også gerne – men udelukker det, at man også skriver det ind i forhold til universiteterne og de andre videregående uddannelser?

Værsgo.

Jeg forstår ikke det, fru Carolina Magdalene Maier siger. For hvis det skulle være rigtigt, skulle der være en modstrid mellem socialklasse og f.eks. dygtighed, og det mener jeg ikke at der er, når man ser meritokratisk på det. Altså, det har jo ikke noget med det at gøre. Det, der er hele pointen, er netop, at man har ens standarder for, hvem der får adgang, i stedet for at nogle privilegerede har det. Det må være det vigtigste, og så må det være det faglige, der afgør det. Og så må det være i optakten til universitetet, at man har tilegnet sig det, der skal til for at komme derind. Det er netop det, der får mig til at sige præcis det, fru Carolina Magdalene Maier siger. Det er derfor, at universiteterne ikke skal være sociale eksperimenter. De ting skal man have lært på det tidspunkt.

Tak for det. Der er ikke flere kommentarer til ministeren. Så er det fru Christine Antorini, Socialdemokratiet.

Tak. Der er ingen tvivl om, også i forlængelse af den forespørgselsdebat, vi havde før, at Socialdemokratiet jo er fuldstændig enig i målet om at øge den sociale mobilitet, også i forhold til de videregående uddannelser, og det kunne måske være nyttigt lige at nævne historikken med hensyn til, hvorfor SF har bragt det her beslutningsforslag på bane. Vi skal jo nemlig tilbage til den tidligere regering, S-SF-R-regeringen, som i forhandlingen med universiteterne havde det som et af målene at øge den sociale mobilitet med det udgangspunkt at sætte alle talenter i spil, og derfor tror jeg, det kom noget bag på os, at det var noget af det første, som den daværende uddannelses- og forskningsminister fra Venstre, hr. Esben Lunde Larsen, egenhændigt besluttede at fjerne som en meget tydelig politisk symbolsk markering af, at det brød den nye regering sig ikke om. Det er jo også derfor, vi tidligere har diskuteret, om det her skal tages som et udtryk for en drejning, altså at Venstre er ved at gå væk fra det, som vi egentlig havde opfattet var noget, som Venstre også var optaget af, og derfor er vi også glade for, at det er blevet markeret i debatten tidligere, at Venstre faktisk bakker op om, at det er vigtigt, at uddannelserne også spiller en rolle i forhold til at øge den sociale mobilitet. Så det ene er det indholdsmæssige. Vi synes, det var forkert af den tidligere Venstreminister at fjerne det mål i udviklingskontrakterne,

Det andet er i forhold til, at der også er en respekt for, hvad en udviklingskontrakt er. Det giver jo mening at lave kontrakter med de videregående uddannelser, kontrakter, der er flereårige. For man kan ikke omvendt sige, at det så laves fra år til år, for så har man overhovedet ikke nogen rettesnore. Det var jo faktisk noget, som de videregående uddannelser og også universiteterne tog alvorligt, og det skal de jo selvfølgelig også. Når det er, at de laver en aftale med en regering i forhold til de langsigtede pejlemærker, så nytter det jo ikke noget, at man efter ganske kort tid – midt i en kontraktperiode – fjerner det ene mål, fordi man af ideologiske grunde ikke bryder sig om det.

Når vi så alligevel ikke vil støtte SF i beslutningsforslaget, er det, fordi vi ikke synes, at det egner sig til, at det skal være Folketinget, der beslutter målene. Det må være en drøftelse med de videregående uddannelser og universiteterne. Der kommer også en drøftelse nu i forhold til at forny de udviklingskontrakter, der er, en drøftelse, som vi håber at blive inviteret med til, og vi glæder os til at være med til at forbedre det. For vi er ikke optaget af, at man styrer universiteter og andre videregående uddannelser bedre, ved at det er igennem en meget tæt styring af bestyrelserne og bestyrelsesformændene. Vi er langt mere optaget af, hvordan man bruger udviklingskontrakterne som et godt styringsredskab. Og derfor synes vi ikke, at man her i Folketinget skal træffe en beslutning og foruddiskontere de drøftelser, der måtte komme i forhold til en fornyelse af udviklingskontrakterne, og det vil heller ikke være hensigtsmæssigt, at det er herfra, man beslutter indholdet af dem.

Men der skal ikke være nogen tvivl om, at hvad angår indholdsdelen af det i forhold til at øge den sociale mobilitet, også på de videregående uddannelser, bakker Socialdemokratiet helt op.

Tak for det. Så er det hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Hvis man tænker sig en far, som er lige i midten af samfundspyramiden og har en håndværksmæssig uddannelse, og hvis man så tænker sig en søn til denne far, som får en kandidatgrad og er lige i midten af samfundspyramiden, har der så fundet social mobilitet sted?

Værsgo.

Det ved jeg ikke, om der har, fordi der jo er mange faktorer bag den far, som du spørger til. Nu minder det lidt om det spørgsmål, som Liberal Alliance også stillede i den tidligere debat, og jeg vil bare understrege, at for Socialdemokraterne har det ikke noget at gøre med, at det er et mål, at alle skal ende med at være akademikere. Vi ville ønske, at man søgte uddannelsesforløb langt bredere, end at man kun kiggede opad, sådan som jeg også forstår Liberal Alliances spørgsmål.

Men vi er optaget af de underliggende mekanismer, der gør, at børn og unge ikke får mulighed for at udvikle de potentialer, de har, f.eks. er der børn og unge, som ender med, at de måske får folkeskolens afgangsprøve eller måske slet ikke får den, og vi kan se, at der er en direkte sammenhæng med, at langt de fleste af dem desværre ender et sted, hvor de risikerer at være i kanten af arbejdsmarkedet.

Social mobilitet er, at man er bevidst om, at det ikke kun er forældrenes ansvar, men at man faktisk også gennem en samfundsmæssig indsats, om det så er via dagtilbud, hvordan man indretter grundskolen osv., kan være med til at give flere muligheder, der kompenserer for sociale skel og for klasseskel. Det er det, vi er optaget af.

Tak for det. Det er lidt sen eftermiddag, men alligevel skal man ikke tiltale hinanden direkte i Folketingssalen.

Værsgo, hr. Henrik Dahl.

Hvis både far og søn er lige præcis i midten af samfundspyramiden, har der jo ikke fundet en social mobilitet sted. Så er de det samme sted i den sociale struktur, der har bare været en uddannelsesinflation. Det forekommer mig, at Socialdemokratiet altid har haft en tradition for at sige, at social mobilitet er lig med, at man har mere uddannelse end sine forældre. Kan jeg få en kommentar til det?

Værsgo.

Det er en forkert udlægning, fordi det, vi er optaget af, er de underliggende mekanismer, der betyder, at selv om man har to børn, som er præcis lige kvikke, men som har en forskellig social baggrund, kan man se, at det giver en direkte effekt i forhold til f.eks. de afgangsprøveresultater, de har fra folkeskolen. Det er simpelt hen ikke rimeligt, at der er nogle strukturer, i forhold til hvad der sker i familierne med deres sociale baggrund, der gør, at nogle bliver sat bagud på point på forhånd. Det er det, vi er optaget af at kompensere, og det er derfor, at vi er optaget af, hvordan man bryder den negative sociale arv og øger den sociale mobilitet.

Tak for det. Så er det hr. Jakob Engel-Schmidt, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Både LO, Dansk Industri og senest Arbejderbevægelsens Erhvervsråd har behandlet og udgivet analyser, der viser, at vi mangler mellem 50.000 og 90.000 faglærte frem mod 2025. Det er jo et ganske alvorligt problem, da mange af de her mennesker løser en både praktisk og meget vækstskabende opgave.

Hvis vi nu forestiller os – for at tage hr. Henrik Dahls eksempel – at der er tale om en søn af en akademiker, og at næsten 50.000 sønner af akademikere nu tager en faglig uddannelse i stedet for en akademisk uddannelse, så vil det normale begreb jo diktere, at den sociale mobilitet ikke er øget, i hvert fald ikke rent uddannelsesmæssigt, men for samfundet er det fremragende.

Hvordan passer sådan en udvikling ind i Socialdemokratiets opfattelse af social mobilitet? Er vi ikke i en situation, hvor vi er nødt til ikke nødvendigvis at se på uddannelsesniveauet, men på, om man har truffet sit valg ud fra en uhindret og fri tilgang?

Værsgo.

Vi er præcis lige så optaget af det, som både Venstres ordfører sagde, Liberal Alliances ordfører sagde og mange andre har sagt: at vi har brug for, at der er langt flere, der søger hen mod uddannelser, herunder også erhvervsfaglige uddannelser, som der er hårdt brug for ude i samfundet. I øvrigt er en af de gode ting, vi kan sige til unge mennesker, der går den vej, at der er jobs i den anden ende, og at de også kan komme til at tjene rigtig gode penge.

Derfor handler diskussionen om social mobilitet om noget andet. Den handler om, når der er nogle barrierer, som ikke har noget med det enkelte barn at gøre, men med de sociale vilkår, den sociale opvækst, de sociale begivenheder, som familien er blevet ramt af, altså med den ulighed, der har været, i forhold til økonomi; med deres mulighed for at bo i bestemte områder, og hvad det betyder for, hvilke skoler der er – altså alle de omstændigheder, der er rundt omkring familien, og som vi kan se har en direkte effekt med hensyn til deres muligheder. Lige muligheder er ikke, at alle skal have en universitetsuddannelse; lige muligheder er, at man får en god uddannelse og får realiseret sine drømme. Og der ved vi, at det er flere ting end bare det, der sker i familien, som har en betydning for, om de får de muligheder.

Hr. Jakob Engel-Schmidt.

Jamen det er ubehageligt her en fredag eftermiddag at kunne konstatere, at fru Christine Antorini og jeg selv faktisk er enige på området. Nu er det svært at nå at blive filosofisk på de 22 sekunder, som jeg har tilbage, men jeg vil sige, at jeg ikke kunne lade være med at sidde under debatten og tænke over, at hvis jeg var socialdemokrat, så ville jeg føle en fundamental forargelse over, at vi siden midtfirserne er begyndt at bruge flere og flere penge på uddannelser, som mennesker, der kommer fra uddannelsesfremmede hjem, ikke tager, altså de lange videregående uddannelser, hvorimod andelen af BNP, der går til erhvervsuddannelser og uddannelser, som de unge mennesker, der kommer fra uddannelsesfremmede hjem, tager, er faldet drastisk. Og det er sjovt, for når man så undersøger på internettet, hvordan Socialdemokratiets holdning er i mobilitetsdebatten, vil man se, at førnævnte stort set ingenting fylder. Undrer det også ordføreren?

Værsgo til ordføreren.

Altså, jeg kan så oplyse, at det faktisk er noget, der optager Socialdemokratiet rigtig meget. For når vi kigger ud, kan vi jo se, at der bliver uddannet for mange unge mennesker med en lang videregående uddannelse, også for mange inden for den offentlige sektor. Og der, hvor vi kan se vi kommer til at mangle arbejdspladser, er i forhold til erhvervsfremmende uddannelser.

Jeg vil så sige, at det jo faktisk er noget, som vi, da vi var i regering – i SSFR-regeringen – begyndte at tage hånd om. Det var den daværende regering, der indførte dimensionering. Det var lige præcis med det udgangspunkt at sige: Jamen det nytter jo ikke noget, at vi bruger rigtig mange penge på at uddanne alt for mange unge mennesker til et jobmarked, der måske ikke eksisterer. Så det er bestemt noget, vi er optaget af, og det er også noget, vi har taget hånd om, bl.a. i forbindelse med dimensioneringsaftalen.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så er det den næste ordfører, som er hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det her forslag har vi egentlig diskuteret i rigtig lang tid i eftermiddag, fordi det forrige tema jo var præcis det samme. Jeg vil sige, at da den daværende regering indførte social mobilitet som et element i universiteternes resultatkontrakter, forstod jeg ikke helt, hvorfor man gjorde det. Jeg forstår det i og for sig stadig væk heller ikke helt, for på de videregående uddannelser må og skal det grundlæggende handle om at have fokus på faglighed, evner og kvalifikationer, og hvis man er nået frem til at komme på en videregående uddannelse, så er man jo på et niveau, hvor det også skal være det, der tæller, og ikke særlige sociale hensyn. Selvfølgelig skal de videregående uddannelser lave rammer, der støtter den bedst mulige læring og uddannelse af de enkelte studerende, det giver sig selv, det er jo universiteternes opgave, men derfra og til at sætte det ind som et specifikt mål har jeg rigtig svært ved at se at man skal gøre. Samtidig vil jeg sige, at hvis man reelt skal lave specifikke indsatser i forhold til social mobilitet, som vi talte om i den forrige debat, så skal det foregå langt, langt tidligere. Så det er der, man skal bryde koderne, det er der, man skal få den forståelse, der skal til, for at man kan komme op på en videregående uddannelse og få en uddannelse der.

Derfor skal jeg ikke holde nogen lang tale og gentage det, som jeg har sagt tidligere i eftermiddag, men bare sige, at DF ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Jeg synes, det er sjovt, at der her til sidst i debatten - sådan synes jeg egentlig ikke at den startede – er ved at sprede sig en opfattelse blandt ordførerne af, at faglighed og et ønske om øget social mobilitet er hinandens modsætninger, altså at hvis man har et mål om social mobilitet, vil det være på bekostning af fagligheden. Er det ordførerens holdning? Det vil jeg gerne vide, og så vil jeg bare sige: Der findes jo mennesker, som kommer fra hjem, hvor forældrene ingenting har, som har en kanonhøj faglighed, som er rigtig dygtige, og som bør, hvis de vil, gå på universitetet, fordi de har så høj en faglighed, men som måske kæmper med nogle andre ting, f.eks. psykisk mistrivsel, eller at det er svært at få hjælp hjemmefra. Viser det ikke netop, at man både kan fremme faglighed, men også social mobilitet?

Ordføreren, værsgo.

Jo, men jeg tror faktisk, at den bedste måde, man hjælper de unge på, er ved at have nogle rammer på universitetet, der ikke er særlig rettet mod at hjælpe lige præcis nogle enkelte, men er rettet mod studenterpopulationen som sådan, for hvis man er rigtig dygtig, så tror jeg på, at man kan klare sig. Så tror jeg faktisk, at man har lært det, man skal, når man kommer på de videregående uddannelser, og kan tage sin uddannelse og gå der, hvor man nu engang har evner og kvalifikationer til at gå. Jeg tror ikke på, at man skal have nogle specielle retningslinjer og en speciel hensyntagen til bestemte grupper på de videregående uddannelser. Det tror jeg ikke er den rigtige vej at gå.

Hr. Jacob Mark.

Men betyder det så, at så snart du har en høj faglighed som elev eller studerende, så har du, hvad du skal bruge til at klare en uddannelse? Der er da masser af eksempler på unge mennesker, som netop kommer fra hjem, hvor man har det svært, som har en høj faglighed, og som har en høj intelligens, men som går og bokser med nogle andre ting, og som går ned med stress. Altså, det er faktisk et meget større symptom i dag, at det har været tidligere. Anerkender ordføreren ikke det?

Værsgo, ordføreren.

Jeg anerkender, at der er rigtig mange forskellige udfordringer, når man går på en uddannelse, og hvis man går på en videregående uddannelse, er der også rigtig mange forskellige udfordringer, som man som ung studerende skal håndtere. Jeg anerkender da også, at universiteterne skal prøve at opsætte nogle rammer, som gør, at der kommer det bedst mulige ud af alle de studerende, der er der, men jeg mener, at det er nogle brede fælles rammer og ikke noget, der handler om, at man skal have specielle sociale initiativer for specielle grupper for at hjælpe dem ind. Jeg finder faktisk, at det nærmest er at tale ned til de grupper, hvis man siger, at det er nødvendigt, for ellers kan du ikke gå her. Det tror jeg faktisk godt at de kan.

Tak for det. Der er ikke flere korte bemærkninger, og så er det den næste ordfører, som er hr. Jakob Engel-Schmidt, Venstre. Værsgo.

Tak for det, formand. Da jeg læste forslaget, kunne jeg ikke lade være med at undre mig over, at man fra forslagsstillernes side udelukkende fokuserer på at få indskrevet en målsætning i udviklingskontrakterne om mobilitet i stedet for formulere en række konkrete forslag og indsatser, man mener universiteterne bør følge.

Jeg betvivler ikke SF's ønske om at øge den sociale mobilitet. Det ønsker deler SF med resten af Folketinget, tror jeg. Men jeg finder det alligevel ejendommeligt, at man fokuserer mere på bureaukratiet, frem for på de potentielle forslag, som jeg tænker at man som et progressivt Socialistisk Folkeparti naturligvis har liggende på det her område. Det havde jo også, synes jeg, været mere interessant at diskutere SF's konkrete forslag end udelukkende at have en debat om, hvorvidt en kontrakt rent teknisk skal indeholde en målsætning eller ej.

For den målsætning betyder jo så, at Folketinget ikke får nogen reel indflydelse på, hvordan universitetet forfølger det mål. Det mener jeg i øvrigt heller ikke Folketinget skal have. Det bør være de universitetsfolk, der er bedst uddannede og derfor ansat som ledere, der selvfølgelig varetager og udmønter målsætningerne. Men har man konkrete forslag, burde man, synes jeg, have skrevet det i beslutningsforslaget.

Min far er pottemager, min mor er sekretær. Jeg er den første i min familie, der har fået en lang videregående uddannelse. Da jeg gik i folkeskole, var der – indtil sjette klasse, tror jeg – ingen, der havde forventet, at jeg nogensinde skulle komme ind på en uddannelse. Jeg tror, der var bred enighed om, at jeg skulle være håndværker, og da jeg har ti tommelfingre, er jeg personligt ret glad for, det ikke lykkedes. Jeg fik en god klasselærer i sjette klasse og fandt motivationen og fik en lang uddannelse.

Jeg skal ikke kunne sige, om det havde hjulpet mig mere, hvis CBS havde holdt et infomøde i Birkerød, frem for at jeg fik en god folkeskolelærer i sjette klasse. Men den empiri, som jeg har fundet på det her område og synes giver bedst mening, er sådan set, at man så tidligt som overhovedet muligt hjælper de elever, der findes i folkeskolen, og også i daginstitutionerne, med at overkomme de udfordringer, de har. Det er ikke, for at alle kan få den højst mulige uddannelse, men så alle kan få den uddannelse, de allerhelst vil have, og den fremtid, som den uddannelse giver mulighed for.

Det er jo sådan set det, der er formålet med vores uddannelsessystem, der jo er gratis – til og med med SU og vejledning. Det er det, der er så fantastisk ved Danmark. Derfor kan jeg også nogle gange blive en anelse ked af, at debatten er sådan lidt støbt i beton i forhold til definitionen af social mobilitet. For for mig er formålet ikke, at alle skal tage en lang videregående uddannelse. For mig er formålet, at det enkelte mennesker finder den vej i uddannelsessystemet, som passer det enkelte menneske bedst.

Så kan man altid diskutere, om vi er dygtige nok til at vejlede. Der tror jeg vi har nogle udfordringer. Vi kan også diskutere, om vi sætter ind på de rigtige tidspunkter. Min opfattelse er, at den bedste socialfaglige uddannelsesindsats skal foregå tidligt. Man kan også altid diskutere, og det er jeg i øvrigt meget villig til at gøre med SF's ordfører og i øvrigt også de andre tilstedeværende ordførere, om der er konkrete forslag i forhold til det videregående uddannelsessystem, som vi kan iværksætte. Men jeg synes sådan set, at debatten om begrebet er mindre interessant end indholdet i beslutningsforslaget. Og regeringens holdning er, at indsatsen, også økonomisk, skal ligge tidligt. Tak for ordet.

Tak for det. Hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

I min ordførertale i den forrige debat fremlagde jeg ti bud på, hvordan man kunne fremme den sociale mobilitet, så det synes jeg også er interessant. Når jeg har været med til at fremsætte det her forslag, er det – og det sagde Socialdemokratiets ordfører jo også – fordi vi har haft en uddannelsesminister tidligere, hr. Esben Lunde Larsen, som jo nærmest midt i en kontraktperiode brød kontrakten sagde: Nu ændrer vi den, så der ikke længere er det her mål om social mobilitet.

Det syntes jeg var ærgerligt, for jeg syntes, det var et godt mål, og jeg synes, det er sådan, at når man laver en kontrakt, så overholder man den også. Men nu er ministeren jo kommet mig i forkøbet, idet man skal lave anderledes kontrakter med de enkelte uddannelsesinstitutioner. Og det kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre noget om, for ordføreren og ministeren er jo fra samme parti. Det, den tidligere uddannelsesminister hr. Esben Lunde Larsen erstattede social mobilitet med, var opfyldelsen af et ønske om at tage hensyn til regionalisering. Vil det være sådan, at Venstre i de kommende udviklingskontrakter, der skal forhandles, også vil kæmpe for, at man får indskrevet regionalisering af hensyn til det?

Værsgo til ordføreren.

Tak for det. Hvis jeg kunne spå om fremtiden, ville jeg bruge min tid på at sidde og spille på fodboldkampe og blive en meget velhavende mand. Det kan jeg ikke. Men jeg har en ambition om, at de udviklingskontrakter, vi laver, med universiteterne selvfølgelig er baseret på den enkelte institutions forhold og strategiske målsætninger. Og der mener jeg, som ministeren i øvrigt også har sagt ad flere omgange, at tilegnelse af viden er det mest afgørende.

Jeg er også godt klar over, at når ministeren i dag præsenterer det her i sin tale, giver det jo kun meget lidt respit i forhold til Tingets ordførere, men det er noget, vi meget gerne vil tale både med fru Christine Antorini, fru Carolina Magdalene Maier, hr. Jacob Mark og fru Lotte Rod og andre om, så alle gode forslag modtages gerne.

Tak for det. Så er der en kort bemærkning mere. Værsgo.

Tak. Jeg ved godt, at ordføreren ikke er synsk, men jeg tænker, at et regeringsparti har en holdning. Ligesom jeg har en holdning om, at social mobilitet skal ind, kunne det også være, at partiet Venstre stadig havde en holdning om, at regionalisering skulle ind – vækst og arbejdspladser i hele Danmark og i den dur. Så det var mere et spørgsmål om det. Og jeg synes i øvrigt også, det er en fin idé.

Det, jeg så vil spørge om, er, at nu har uddannelsesministeren sagt, at hvis man laver et mål om social mobilitet, vil det være på bekostning af faglighed, fordi det er fagligheden og kundskaberne, der er det vigtigste: Er det egentlig ikke sådan, også med regionalisering, at hvis man laver et mål om regionalisering, vil det også, hvis man følger den logik, være på bekostning af faglighed og kundskaber? Uddannelsespolitik er vel ikke det samme som udkantspolitik?

Værsgo.

Jeg holder meget af at debattere med hr. Jacob Mark, og nu kommer jeg til at sige noget, der muligvis gør mig lidt upopulær i mine egne rækker. Jeg har den holdning, at hvis vækstindsatsen her i landet handler om at flytte offentlige arbejdspladser til rundtomkring i Jylland, fylder den offentlige sektor for meget, og de private ambitioner for lidt. Jeg mener dog ikke, at det at have regionale mål står i vejen for også at have nationale mål.

Jeg har den holdning, at social mobilitet ikke skal handle om, at blot fordi man er født af mennesker, der ikke har en uddannelse, så skal ens adgang til at komme ind på en videregående uddannelse være nemmere end andre menneskers, der er født af mennesker med en lang videregående uddannelse. Det må være sådan i vores uddannelsessystem, at optagelseskrav og -kriterier er ens for alle. Så deler jeg flere af de holdninger, der er nævnt i salen, om, at vi kan se på, hvordan kvote 2 og optagelseskriterierne fungerer. Og undskyld tidsoverskridelsen.

Det var i den milde ende, så det klarer vi nok. Tak for ordførertalen. Der er ikke flere korte bemærkninger. Det ser ikke ud til, at Enhedslistens ordfører til stede, så derfor er det hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance. Værsgo.

Den tænkning, der har præget dansk uddannelsespolitik i mange år i forhold til spørgsmålet om sociale arv, er efter min opfattelse så forfejlet, at den næppe kan repareres. I andre brancher er det det, man kalder en totalskade. Elitens børn boltrer sig i gratis uddannelse og SU, hed det i Politiken i august 2015 i et stort interview med en af Danmarks absolut største eksperter i social mobilitet, Erik Jørgen Hansen, og det er der meget der tyder på at han har ret i.

Men lad mig gennemgå punkt for punkt, hvorfor den uddannelsespolitiske tænkning, der har præget dansk politik, er en totalskade. I stedet for sådan helt grundlæggende at filosofere over, hvad social arv er – og det har jeg spurgt fru Christine Antorini om tidligere, og jeg har fået et langt svar, som jeg ikke er sikker på at jeg forstod – så har man fået et system, som har det træk, at det skaber karakterinflation, at det skaber uddannelsesinflation, at der opstår en gøgeungeeffekt, hvor akademikere presser ikkeakademikere ud af dele af arbejdsmarkedet, og at det har skabt en ganske overdreven akademisering af mange af de mellemlange videregående uddannelser.

Det hænger sammen med, at man har operationaliseret det her med at bryde den sociale arv til to ting, nemlig at lukke virkelig mange mennesker ind på institutionerne og at gøre kravene så lave, at alle kan komme ud igen. Det var jo kernen i den sag om humanistisk informatik på Aalborg Universitet, som verserede i 2013, at man netop ville bryde den sociale arv. Det gjorde man ved at lukke rigtig mange mennesker ind og gøre det pærenemt at komme ud, og så kunne man på papiret sige, at man havde brudt den sociale arv. Det blev jo underkendt af Danmarks Akkrediteringsinstitution, og nu er forholdene heldigvis bragt på ret køl igen.

Der er jo ikke noget i det, jeg har nævnt, der i realiteten har noget som helst at gøre med den skadelige eller uhensigtsmæssige sociale arv, og man skal også huske at inden for det brede normalområde er der jo intet i vejen med at gå i sine forældres fodspor, selv om den sociale arv så dermed ikke er brudt. Forudsætningen for, at vi på en meningsfuld måde kan sige, at man har brudt den sociale arv, er jo, at man fra barndommen lærer at kontrollere sine impulser og udsætte sine behov, passe på sit helbred, koncentrere sig og kæmpe videre, selv om den tyske grammatik gør modstand, og kunne se målet for sig og ikke mindst selvfølgelig stole på sig selv.

En politisk diskussion om, hvordan man kan hjælpe familier uden at overtage familiernes liv, men gøre det på en måde, så børnene ikke skal lide under, at de så at sige har valgt de forkerte forældre, deltager jeg meget gerne i. Men på en eller anden måde at fortsætte med den totalskade, som indebærer, at man i den officielle hensigt at bryde den sociale arv i realiteten ikke gør andet end at lukke alle ind og gøre det så let, at alle kan komme ud, vil vi ikke være med til. Så vi vil meget gerne have en mere principiel diskussion af, hvad social arv i det hele taget er for noget, men i den form, som forslaget ligger, kan vi ikke støtte det.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det fru Carolina Magdalene Maier, Alternativet.

Tak for det. Jeg skal starte med at sige, at vi fra Alternativets side kan støtte det her beslutningsforslag fra SF. Vi hilser det meget velkommen, at SF er ude at foreslå, at vi får genindført det her mål om øget social mobilitet og får det indført i udviklingskontrakterne.

Jeg har siddet og lyttet til debatten, og den er interessant. Først og fremmest kan man spørge sig selv, hvorfor det er et enten-eller. Det forstår jeg simpelt hen ikke. Bl.a var ministeren inde på det i sin tale, og jeg spurgte ministeren, hvorfor vi skal se det her som et enten-eller. Hvorfor er det sådan, at putter man indsatsen i forhold til social mobilitet tidligt ind i uddannelsessystemet, i daginstitutionerne og folkeskolerne, kan man ikke samtidig lægge et sådant mål ind på universiteterne, fordi man på en eller anden måde så ikke tilgodeser fagligheden på universiteterne? Altså, jeg forstår simpelt hen ikke den logik. Jeg synes, det er logik, at vi må udfordre os selv og spørge, hvorfor det er, vi tænker sådan.

Det er jo ikke sådan, hvis man har haft nogle erfaringer for år tilbage med, at den model, der har været, har medført en faglighed på universiteterne, som ikke har været høj nok, at man nødvendigvis skal sige: Jamen så skal vi tilbage til det. Men vi skal da være åbne over for, at det er en samfundsopgave at sikre den sociale mobilitet i hele uddannelsessystemet, lige fra man starter i dagsinstitutionerne, til man går ud af universitetet. Så kan det godt være, at man skal gøre det på andre måder, end man har gjort det på tidligere. Et godt eksempel, som flere har nævnt, er, hvordan CBS har arbejdet med at blive opmærksom på, hvordan de selv rekrutterer studerende.

Jeg kom også til at tænke på, at i efteråret var Uddannelses- og Forskningsudvalget på Stanford Universitet, og der fandt vi jo også ud af, at Stanford selvfølgelig er et stort prestigeuniversitet, og at det er svært at komme ind, men at det kun var 20 pct. af de studerende, som egentlig kom ind på deres karaktergennemsnit, for resten kommer ind på forskellige scholarships, som ikke kun handler om, at de er dygtige studerende – det gør det også, men det gør det ikke kun – for det kan også handle om, at de har nogle andre kompetencer med sig, som giver dem adgang til universitetet.

Den debat savner jeg da her i salen i dag eller i det hele taget. Hvorfor er det ikke, at vi ikke også tænker over, hvilke andre former for kompetencer vores universiteter kunne have glæde af og gavn af? Hvad hvis der kommer studerende ind, som måske ikke har det højeste karaktergennemsnit, men som kan nogle andre ting? Hvad hvis der er nogen, der har stiftet en virksomhed og har erfaringer med, hvordan det er at være iværksætter? Eller: Hvad hvis der er nogen, der har haft det svært i gymnasiet, fordi de måske har haft, hvad ved jeg, nogle psykiske udfordringer og måske har haft et sygdomsforløb, eller det kan være alt muligt andet, som gør, at der er mennesker, der har andre livserfaringer med sig i bagagen? Men nej, dem vil vi ikke have ind, fordi så bliver kvaliteten ikke høj nok.

Jeg kunne altså bare rigtig godt tænke mig, at vi udfordrer diskussionen om, hvad den faglige kvalitet egentlig består i. Den udfordring kunne vi tage, og det er ikke, fordi vi skal tage den her, men det er bare nogle reflektioner, jeg sad og gjorde mig, da jeg lyttede til debatten, som jeg synes bliver for ensidig, i forhold til hvad det er for et fokus, vi lægger på faglighed på universiteterne.

Jeg vil ikke sige så meget mere om det, jeg vil bare sige: Cadeau til SF for at komme med det her beslutningsforslag. I Alternativet støtter vi det.

Tak for det. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så er det fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Tak for det. Det er stadig væk sådan i Danmark, at ens forældres uddannelsesniveau og der, hvor man bor, har alt for stor betydning for, om man får en videregående uddannelse – ikke ens talent og ikke ens motivation.

Der var baggrunden for, at vi, eller det vil sige Sofie Carsten Nielsen som uddannelsesminister, var med til at indføre det her mål i udviklingskontrakterne, som jo gælder i perioden 2015-2017, men hvor den daværende uddannelsesminister Esben Lunde Larsen, da han kom til, valgte midt i perioden at fjerne målet igen. Det synes vi er ærgerligt. Det, der er blevet sagt herinde om, at vi bør gøre en meget stærkere tidlig indsats, fordi det er der, det betyder allermest, er jo rigtigt. Det er også derfor, at vi i Radikale Venstre har spillet ud med, at vi faktisk godt vil prioritere de knap 2 mia. kr., det koster om året, for at få de pædagoger, vi har brug for i vores daginstitutioner. Hvis det ikke bare skal være snak herinde, kunne jeg håbe, at det var noget af det, som alle de ordførere, der har talt om en tidlig indsats, også vil gå hjem og kæmpe for i deres parti at man rent faktisk prioriterer.

Men den tidlige indsats står jo ikke alene. Uddannelsesinstitutionerne har jo også noget, de kan gøre. Som jeg kom ind på i mit spørgsmål til ministeren lige før, viser det da mig, at det virker, når nogle som CBS på grund af det her mål kommer til at kigge på, hvorhenne det egentlig er, de har holdt informationsmøder, og finder ud af, at det er på de samme gymnasier, hvor man var kommet i de sidste 20 år, og de ligger i øvrigt alle sammen nord for København. Nu har man lavet en ny rekrutteringsstrategi og kommer derfor ud til steder, hvor man ikke var før. Det kan godt være, at det bare er forskellen på at være liberal og være socialliberal, at ministeren siger, at de unge jo selv må søge informationer og finde ud af det. Jo, den holdning kan man jo godt have, men så er konsekvensen bare, at man gør, som man plejer, og man gør, lige som alle de andre gør, og så kommer der jo ikke til at ske nogen forandring.

Et andet eksempel er DTU. De valgte at lave en strategi om at lave samarbejde med langt flere folkeskoler, om at gøre natur, teknik og it mere interessant for børn. Det er også en måde at sætte tidligt ind på, som virker. For det er jo ikke rigtigt, at det sådan er et spørgsmål om, at enten tror man på faglighed og på kundskaber, eller også bliver det sådan noget med social mobilitet. Det, der er svært for mange af de unge, som kommer fra familier uden uddannelse, er jo ikke nødvendigvis det faglige, men det er alt det, som er rundt om, den kultur, som er fremmed, som man måske skal have hjælp til for at kunne koncentrere sig om det faglige.

Det var noget af det, der blev meget tydeligt i det rejsehold eller det mønsterbryderkorps, som fru Sofie Carsten Nielsen nedsatte. Jeg ved, at en af de historier, som gjorde særligt indtryk på hende, var historien om Cecilie, som gik i 2. g på et gymnasium på Lolland-Falster. Hun var blevet anbragt uden for hjemmet som 12-årig og havde været i flere plejefamilier. Hun boede nu i en netværksbolig, hvor der var en fast pædagog, og havde boet der, siden hun som 15-årig i 9. klasse ikke rigtig kunne få det til at fungere i sin plejefamilie. Hun lykkedes nu med at komme ind på gymnasiet, selv om hun faktisk ikke troede, at hun kunne, men fordi der var en lærer 9. klasse, som troede på hende, lykkedes det. Der var så en gymnasierektor, som spottede hendes talent, sørgede for, at hun kom på en talentlinje, og sørgede for mentorstøtte til hende.

Det handlede igen ikke om det faglige. Det handlede faktisk om alt det, der var udeomkring, sådan at hun kunne koncentrere sig om det faglige, fordi det allervigtigste for hende også bare var at få den der fornemmelse for, at der er nogle, der forstår mig, og der er nogle til at støtte mig, så jeg ikke føler mig helt alene på uddannelsesinstitutionen. I dag læser hun på RUC, og hun var ikke kommet dertil uden hjælp og uden forståelse fra uddannelsesinstitutionerne.

Så når nu ministeren bliver ved med at holde fast i, at det er kundskaberne før alt det andet, kan det være, at han skulle overveje, om han skulle nedsætte sådan et lignende rejsehold. Det kunne jo være, at han blev inspireret af de unges historier til at forstå, hvad det er, de rent faktisk har brug for hjælp til, for det, der er uden om det faglige, betyder også noget for det faglige. Så vi skal gøre det her.

Vi støtter forslaget både for alle de Cecilier, som fortjener at komme ind, men også for alle andre, som bestemt ikke er ligesom Cecilie, men fordi vi har god gavn af og glæde af i vores uddannelsesinstitutioner, at vi er forskellige og har forskellige talenter og kan inspirere hinanden.

Tak for det, der er ikke nogen korte bemærkninger. Så er det fru Brigitte Klintskov Jerkel, Konservative Folkeparti.

Jeg skal gøre det kort. I forhold til udviklingskontrakter er opgaven for de videregående uddannelser at sørge for uddannelser af høj kvalitet, der opfylder behovet på arbejdsmarkedet. Der skal være høje faglige krav til alle de studerende, og kundskabstilegnelsen skal være i fokus; det er kerneopgaven. Udviklingskontrakterne skal understøtte udvikling af kerneopgaverne og kvaliteten med fokus på den enkelte institutions udfordringer og de samfundsmæssige målsætninger, og det mener vi ikke kan understøttes ved at indføre social mobilitet som et mål i udviklingskontrakterne.

Det Konservative Folkeparti kan derfor ikke støtte forslaget.

Tak for det. Og så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Jacob Mark, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det, og tak for to gode debatter om social mobilitet. Jeg synes faktisk, det har været spændende. Jeg må sige, at det her forslag jo ændrer sig lidt, set i lyset af at regeringen i dag fremlægger et nyt forslag både til et – populært kaldet – styringseftersyn, men bl.a. også til nye udviklingskontrakter. Det glæder vi os til have en dialog med regeringen om, for vi synes sådan set, at det kan være ganske fornuftigt at se på at lave mere målrettede udviklingskontrakter, der tager udgangspunkt i det enkelte universitet, og se på, hvad det er for nogle indsatser, der skal være der. Og der ville jeg jo, hvis jeg var uddannelsesminister, tage social mobilitet med, men det tænker jeg vi kan tage en videre debat om.

Når det så er sagt, er der en ting, jeg har brug for at sige lidt om, og det er det her forhold mellem social mobilitet og faglighed og kundskaber. Jeg synes, der har været flere på talerstolen i dag, der har fået det til at lyde som to modsætninger, altså at man ikke både kan have social mobilitet som mål og faglighed. Det forstår jeg ikke, og jeg har prøvet at lave et eksempel med to fyre, der hedder Kenneth og Knud.

Kenneth og Knud er lige gamle. De er født to forskellige steder i Danmark. Igennem deres barndom har de læst de samme bøger, de har den samme IQ, de har de samme forudsætninger – umiddelbart i hvert fald – intelligensmæssigt og fagligt for at gå på universitetet, og normalt ville det også være de to typer af drenge, som ville gå på universitetet. Knud er vokset op i Nordsjælland, og han får al den støtte, han har brug for, derhjemme. Kenneth er derimod vokset op i et alkoholiseret hjem i Køge, hvor han ikke får nogen opbakning, hvor han må læse selv, og hvor der ofte er skænderier. Knud og Kenneth kommer begge to på universitetet. De læser ved KU. Knud har fortsat hjælp hjemmefra, Kenneth har fortsat ingen hjælp hjemmefra. Men de vil begge to gerne færdiggøre deres universitetsuddannelse.

Så sker der noget i Kenneths liv, simpelt hen at hans mor afgår ved døden. Han har ikke sin far at læne sig op af, faren kan ikke støtte ham, og faren ryger længere ud i et alkoholmisbrug. Det handler jo om, at Kenneth har været i en situation i sit liv, som han ikke har kunnet gøre for. Han har ellers alle de forudsætninger, der skal til, for at tage en universitetsuddannelse. Han har den faglighed, der skal til – selv til at gøre den nuværende uddannelses- og forskningsminister glad og tilfreds.

Der er det bare, jeg siger: Ville det ikke være formålstjenligt, at man sikrede sig, at både Knud og Kenneth fik en uddannelse, hvis de begge to har en høj faglighed, på trods af at de har ganske forskellige forudsætninger for at klare en uddannelse, når man kigger på, hvilke hjem de kommer fra?

Nu kan jeg se, at uddannelses- og forskningsministeren har været på Twitter for at skrive, at vi ikke skal gøre universiteterne til et samfundseksperiment. Jeg er sådan set enig i, at vi ikke skal lukke folk ind på uddannelserne, der ikke er klar, og som ikke har den faglighed, der skal til, men det er ikke nødvendigvis det, det handler om, når vi snakker om social mobilitet. Det kan sagtens være sådan, at man lukker to mennesker ind, der har nøjagtig den samme faglighed, som har alle de ting, som man skal bruge, i forhold til de kundskaber, der skal til, for at tage en universitetsuddannelse, men at den ene har nogle vilkår derhjemme, som gør det svært.

Der tror jeg det er gavnligt, både for dem og for samfundet, at lægge lidt ekstra kræfter i for at sikre, at de begge to når i mål. Derfor mener jeg godt, man kan have begge de to ting, både faglighed og social mobilitet, som målsætninger, og det håber jeg da at ministeren vil overveje, når han skal sidde og diskutere universiteterne i fremtiden.

Så vil jeg bare sige til Socialdemokratiet, som jeg synes har haft nogle rigtig gode pointer i dag, at jeg sådan set er enig i, at det er ministerens opgave, og at det ikke ligger i Folketinget at lave de her udviklingskontrakter. Så det her skal nok mest af alt ses som et udtryk for, at jeg synes, det var en meget ærgerlig prioritering, da uddannelses- og forskningsminister Esben Lunde Larsen midt i en kontraktperiode valgte at sige, at man gerne ville lave om på kontrakten, fjerne social mobilitet og indsætte et helt nyt mål. Så fik jeg fra Folketingets side lyst til at sende et signal om, at vi 1) ikke synes, man skal bryde en kontrakt, der er indgået, og at vi 2) mener, det er vigtigt, at social mobilitet stadig er et mål ude på uddannelserne.

Nu kommer der et udvalgsarbejde, og så kan jeg også høre, at der kommer et spændende forhandlingsforløb om, hvordan man skal styre universiteterne i fremtiden. Der vil det for SF stadig være et erklæret mål at fremme social mobilitet, og det glæder jeg mig til at diskutere videre. Tak for debatten.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Hr. Henrik Dahl, Liberal Alliance.

Det er et udmærket eksempel, hr. Jacob Mark kommer med, men det er også meget teoretisk. Og den her diskussion om det meritokratiske og social mobilitet er ikke en teoretisk diskussion, det er, hvad skal vi sige, summen af de erfaringer, man har gjort med arbejdet med social mobilitet. Der har været et ønske om social mobilitet, og det er blevet operationaliseret sådan, at der skal mange ind, noget rent kvantitativt. Og det med mange har medført, at det er blevet lettere. Det er det problem, der har været, og det har fagligheden lidt under.

Vil ordføreren være venlig at kommentere dette scenario?

Værsgo.

Jeg synes faktisk ikke, det er et teoretisk scenarie, jeg opridsede. For mig er det et scenarie, der forekommer ude på de universiteter. Jeg går stadig på RUC – jeg sidder og skriver bachelor lige for tiden – og der er altså en kæmpestor forskel på de typer studerende, der er derude – nogle af dem, der har en svær baggrund, er dygtigere end nogle af dem, der kommer fra stærke hjem, men går og bokser med nogle helt andre ting. Og jeg synes, det ville være fornemt, hvis man ude på uddannelsesstederne gjorde en særlig indsats for dem, der har en svær baggrund, for nogle af dem, mange af dem, har de faglige forudsætninger.

Så lagde jeg godt mærke til, at hr. Henrik Dahl sagde, at det har været sådan, at det har handlet om at lukke så mange ind som muligt, at det var lig med social mobilitet, men jeg kan bare sige, at det ikke er sådan, jeg betegner social mobilitet. Social mobilitet er, at det sikres, at hvis man har fagligheden, har man, uanset hvor man kommer fra i landet, uanset hvor man er født, lige forudsætninger for at tage en uddannelse.

Hr. Henrik Dahl.

Kunne man forestille sig, at Socialistisk Folkeparti på et eller andet tidspunkt kunne lokkes med i et rekonstruktionsarbejde, som simpelt hen handlede om at rekonstruere begrebet social mobilitet? For det er jo blevet til, at man har gjort det lettere, jævnfør den her kedelige Aalborgsag, som jeg var inde på. Hvis vi kan rekonstruere begrebet, kan vi måske også lave en ny start for at arbejde med det.

Værsgo til ordføreren.

Det vil jeg sådan set gerne være med til, for jeg noterede mig også, at hr. Henrik Dahl spurgte den socialdemokratiske ordfører, om det var sådan, at det automatisk var social mobilitet, hvis man tog en uddannelse, der var højere end ens forældres. Sådan ser jeg ikke social mobilitet. Social mobilitet er for mig, at mennesker, uanset hvor de er vokset op, har den samme frie og lige adgang og de samme forudsætninger for at blive det, de drømmer om, hvis de har de faglige forudsætninger.

Så er det hr. Jakob Engel-Schmidt, Venstre.

Jeg vil starte med at takke ordføreren for en god debat. Jeg kunne ikke lade være med at bide mærke i, at ordføreren til sidst i sin tale sagde – og jeg tror, at jeg citerer ordret: Vi skal forsøge at lave et system, hvor universiteterne gør noget ekstra for dem, der kommer fra svage hjem.

Ordfører nikker, så jeg antager, at det er korrekt.

Mit indtryk er, at det vil give nogle store sociale problemer. For godt og vel et år siden stoppede jeg som chef på en erhvervsskole her i København, og når man driver skolevæsen i København, er der jo et bredt udsnit af elever. Hvis jeg skulle gøre noget ekstra for de elever, der pr. definition kommer fra svage hjem, ville jeg, medmindre det blev gjort anonymt og efter skole, jo udskamme store dele af elevmassen og fortælle resten af klassen, at de her elever kommer fra hjem, der ikke er lige så socialt acceptable som de hjem, man andre steder kommer fra. Kunne hr. Jacob Mark prøve at indvie os andre lidt i, hvordan man i uddannelsessystemet skal tage hånd om elever, der kommer fra socialt svage hjem, og gøre det, uden at det bliver et socialt problem i klassen og på studiet?

Værsgo.

Det synes jeg egentlig er et meget godt spørgsmål, for det, der havde været skarpere at sige, var selvfølgelig, at man skal tage udgangspunkt i den enkelte elev. Men jeg mener også, at hvis man gør det, altså tager udgangspunkt i den enkelte elev ude på uddannelsesinstitutionerne og i, hvad den enkelte elev eller studerende har brug for, så vil det også typisk og oftere være de elever, der kommer fra ressourcesvage eller udsatte hjem, som har brug for en ekstra indsats. Jeg synes godt, at det må være et erklæret mål, at man har den indsats til rådighed. Men det betyder selvfølgelig ikke, at du, hvis du kommer fra et stærkt hjem, men har nogle andre problemer, du går og bokser med, så ikke skal have den hjælp, du har brug for.

Hr. Jakob Engel-Schmidt.

Det kan vi sikkert tale videre om, men tiden er jo kort her i spørgerunden. Jeg føler også trang til at spørge hr. Jacob Mark, om hr. Jacob Mark er bekendt med, at Tænketanken DEA for et halvt år siden dokumenterede, at de elever, der kommer fra uddannelsesfremmede hjem, faktisk gennemfører deres videregående og også lange videregående uddannelse hurtigere end de elever, der kommer fra uddannelsesvante hjem. Jeg ved godt, at det ødelægger den socialrealistiske fortælling med Nexøske karakterer, men jeg er også nødt til at påpege fakta her i Folketingssalen.

Værsgo til ordføreren.

Men jeg synes da ikke, at det nødvendigvis er i modstrid med det, jeg har sagt, så jeg forstår ikke helt pointen. Hvis jeg skulle give et bud på, hvorfor det kunne forholde sig sådan, ville det være, at mange af dem, som kommer fra hjem, hvor man f.eks. aldrig har haft mange penge, ikke har lyst til at være i et studie, fordi man typisk bruger mange penge under studierne og ikke har særlig mange penge. Man risikerer at gældsætte sig, så man vil gerne blive hurtigt færdig, så man kommer ud på arbejdsmarkedet og tjener nogle penge, mens mennesker, der er vokset op i familier, hvor man ikke har manglet noget, tager den lidt mere med ro. Så jeg tror sådan set, det er rigtigt, at mennesker, der kommer fra uddannelsesfremmede hjem, giver den ekstra gas, fordi de gerne vil hurtigt ud og præstere på arbejdsmarkedet.

Tak for det.

Så er der ikke flere korte bemærkninger, og så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Uddannelses- og Forskningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.