Det næste punkt på dagsordenen er:

10) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 48:

Forslag til folketingsbeslutning om loft for tildeling af dansk statsborgerskab.

Af Christian Langballe (DF) m.fl.

(Fremsættelse 10.01.2017).

Forhandlingen er åbnet, og jeg giver ordet til udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo.

Dansk Folkeparti foreslår med det her beslutningsforslag, at der skal en ændring ind i indfødsretsaftalen, og at der skal sættes et loft over, hvor mange personer der hvert år tildeles dansk statsborgerskab. Nærmere bestemt foreslår Dansk Folkeparti, at maksimalt 1.000 personer om året tildeles dansk statsborgerskab. Og jeg kan lige så godt sige her fra begyndelsen, at regeringen ikke kan støtte det her beslutningsforslag.

Dansk statsborgerskab kan som bekendt kun tildeles ved lov. Det er således Folketinget, der afgør, hvem der skal være danske statsborgere. Det sker i praksis ved, at der fastsættes kriterier for dansk statsborgerskab i indfødsretsaftalen, og på baggrund af disse kriterier behandles ansøgningerne om dansk indfødsret, altså statsborgerskabet.

Regeringen kan ikke støtte en model, hvor ansøgere, der lever op til kravene for statsborgerskab, får afslag, blot fordi de f.eks. er nr. 1.001 eller 1.002 eller 1.003 eller 1.048 det pågældende år. Tildeling af dansk statsborgerskab bør efter regeringens opfattelse ske på baggrund af saglige kriterier og strenge krav, og altså ikke sådan et lotteriprincip.

Det fremgår bl.a. af beslutningsforslaget, at det er noget ganske særligt, og at det er en gave at få et dansk statsborgerskab. Derfor er det ifølge forslaget afgørende, at man sikrer sig, at de udlændinge, der modtager statsborgerskab, virkelig også er danske. Endvidere fremgår det af forslaget, at udvælgelsen af de 1.000 personer, der maksimalt skal kunne få statsborgerskab om året, skal ske på baggrund af kriterier om bl.a. sprogtest og beståelse af en indfødsretsprøve. Herudover skal personer fra Norden og Sydslesvig have forrang frem for andre ansøgere.

Lad mig slå fast, at jeg fuldstændig deler forslagsstillernes syn på tildelingen af dansk borgerskab, nemlig det, at det er en gave at blive dansk statsborger, og at det er noget, man skal række ud efter. Det er noget, man skal stræbe efter. Derfor skal vi også stille strenge krav til dem, der vil være det. Men flere af de kriterier, som forslagsstillerne anfører i beslutningsforslaget, gælder jo faktisk allerede i dag. Der stilles således allerede krav i dag om ansøgerens danskkundskaber og til, at ansøgeren har bestået en indfødsretsprøve. Derudover er der allerede i dag en lempeligere adgang til dansk statsborgerskab for nordiske statsborgere og dansksindede sydslesvigere.

Indfødsretsaftalen blev som bekendt ændret i 2015, hvor betingelserne for at opnå dansk statsborgerskab blev skærpet. Det skete med tilslutning fra bl.a. Dansk Folkeparti, hvilket jeg selvfølgelig kvitterer for. Det fremgår af regeringsgrundlaget, at regeringen vil skærpe betingelserne for at opnå statsborgerskab yderligere, og at regeringen derfor senere i år vil præsentere et udkast til en ny indfødsretsprøve. Jeg ser i den forbindelse frem til selvfølgelig også at drøfte det udspil med Dansk Folkeparti, og jeg er meget sikker på, at enderne kan nå sammen, når vi nu skal diskutere, hvordan vi kan skærpe reglerne.

Så jeg er sikker på, at vi senere på året kan blive enige om, at vi endnu en gang strammer reglerne for at blive dansk statsborger, og det ser jeg meget frem til. Men altså, det beslutningsforslag, der ligger her, kan regeringen ikke støtte.

Tak til ministeren. Der er en kort bemærkning fra hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil spørge ministeren, om hun synes, at det nuværende niveau for tildeling af dansk statsborgerskab er passende. Altså, det ligger jo typisk på omkring 4.000 om året – det svinger lidt, så det nogle gange går lidt ned, men nogle gange kommer det også helt op på 5.000 og 6.000. Er det efter ministerens opfattelse og efter regeringens opfattelse et for stort antal, der får tildelt dansk statsborgerskab, eller er det niveau, som man har for nuværende, ganske enkelt passende?

Ministeren.

Man kan i hvert fald sige det på den måde, at når jeg ønsker at skærpe reglerne, altså simpelt hen stramme mere til i forhold til tildelingen af dansk statsborgerskab, så er det jo i lyset af, at der efter min mening i dag er mennesker, der får et dansk statsborgerskab, som ikke nødvendigvis skulle have det. Det er jo bl.a. danskkravet, som jeg går meget op i, altså at man simpelt hen skal tale sproget i det land, man er statsborger i. Og som sagt tror jeg, at det, vi lægger frem, er noget, som Dansk Folkeparti til den tid vil kunne bakke op om – om end det kan være, at Dansk Folkeparti ønsker endnu en skærpelse, og så skulle det jo ikke være første gang.

Spørgeren.

Det vil jo være meget fint, hvis vi kan blive enige om nye stramninger i forhold til mulighederne for at få indfødsret i Danmark; det ser vi bestemt frem til fra Dansk Folkepartis side. Men hvis nu ministeren mener – og det må jeg forstå – at det nuværende niveau er for højt, at f.eks. 4.000 om året simpelt hen er for mange, hvad er så egentlig argumentet imod at gå ind og sætte et loft et sted og sige, at der maks. er 1.000 eller 1.500 – eller 500, vi kan også gå den vej – som kan få en opholdstilladelse eller kan få et statsborgerskab i Danmark?

Hvad er egentlig argumentet imod det? Man kan jo gå flere år tilbage, og så er det mange, mange tusinde mennesker, vi har givet indfødsret, inden for de seneste 20 år – et år formentlig 20.000, og jeg tror faktisk, at tallet var højere endnu. Hvis det er for mange efter regeringens opfattelse, hvad er så egentlig argumentet imod at gå ind og sige, at når man rammer loftet, kan der ikke være flere, og så må de vente til næste gang, altså til der kommer en ny runde, og søge en gang til?

Ministeren.

Jamen argumentet er jo det, som jeg også fremhævede i min tale: at hvad nu hvis nr. 1.005 er langt mere kvalificeret end nr. 998? Det er jo ikke et lotteri, man skal vinde i for at blive dansk statsborger. Det skal være noget, man stræber efter. Det skal være noget, der er vanskeligt at opnå, altså noget, man gør sig fortjent til, ved at man f.eks. kan sproget, ved at man er selvforsørgende, ved at man holder sig ude af kriminalitet, ved at man også består indfødsretsprøven. Sådan nogle ting vil jeg meget gerne være med til at se på, men at lægge sådan et lotteri ind over, mener jeg simpelt hen ikke er særlig hensigtsmæssigt, fordi man jo netop kan komme i en situation, hvor nr. 898 ikke er nær så kvalificeret som den, der ellers ville få tildelt statsborgerskab som nr. 1.048.

Tak. Den næste er hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti.

Det der med et lotteri forstår jeg simpelt hen ikke. Altså, det her er jo ikke en tilfældighed. Der er ikke noget i det her, der er baseret på en tilfældighed. Det er kriterier, der er nedlagt i det her, hvor det drejer sig om at være bedst til indfødsretsprøven, bedst til sprog, at man har nogle kulturelle forudsætninger, og at man geografisk er knyttet til vores kultur. Det er sådan nogle ting, der spiller en rolle i det her forslag.

Så vil jeg også godt lige sige, at da Grundtvig holdt sin første indfødsretstale i 1850, var der ti på lovforslaget – der var ti på. Da sagde han, at hans hjerte ville bløde, hvis han gav statsborgerskab til personer, der ikke var danske i hjertet. Det her er simpelt hen et spørgsmål om at bringe den praksis, der var i Folketinget i begyndelsen, tilbage, så der er kohærens imellem den praksis, vi benytter os af i dag, og så det, man gjorde, dengang grundloven blev vedtaget. Det er det, det handler om. Og det handler om, at det er hensynet til Danmark og til danskerne, der kommer først – hvor meget nationen kan bære. Det er det, det drejer sig om.

Ministeren.

Jeg er sådan set grundlæggende overhovedet ikke uenig med hr. Christian Langballe i det, han fremfører her. Mit hjerte bløder da også, hvis man giver et statsborgerskab til en, der ikke er dansk. Jeg mener ikke, man skal være dansk statsborger, hvis man ikke er dansk. Det er jo derfor, vi har sat et værn op, så vi netop har en række kriterier, man skal leve op til, herunder en forståelse for det land, man ønsker at være statsborger i – det er det, der ligger i indfødsretsprøven – og herunder også et krav om, at man skal beherske sproget, hvilket jo er et fuldstændig rimeligt krav. Men et stort problem nu er i virkeligheden, at der er mange dispensationer fra f.eks. danskkravet. Det synes jeg da er et problem.

Spørgeren.

Nå ja, men det, jeg bare anholder i ministerens tale, er, at ministeren siger, at der er tale om sådan et eller andet tilfældigt lotteriprincip, der bliver lagt ned. Vel er der ej! Der er tale om, at landet, nationen siger: Der er en grænse. Og hvis man siger, at der er en grænse, så lægger man et loft. Det vil sige, at de folk, der så får statsborgerskab, er dem, der har klaret sig bedst i sprogtesten, i indfødsretsprøven osv. Det er det, det handler om. Der er da ikke nogen tilfældighed i det her. Det er et spørgsmål om, at man siger, at vi som nation er ansvarlige over for Danmark og danskerne ikke bare nu, men i de 10, 20, 30 og 40 år, der kommer, dvs. også i forhold til vores efterkommere. Derfor skal vi tilsikre, at man virkelig er dansk, når man får statsborgerskab.

Ministeren.

Jo, men det kan vi jo også netop tilsikre ved at sørge for, at reglerne er skrappe, så man netop lever op til f.eks. danskkravet, så man holder sig uden for kriminalitet, så man forsørger sig selv, og så man består indfødsretsprøven, så man netop viser, at man har forståelse for det land og opbygningen af det samfund, som man nu bliver dansk statsborger i. Så deri er der jo ikke noget tilfældigt. Så man må skærpe kravene dér. Man kan jo ikke, synes jeg, med mening sige, at der kun er et vist antal, der kan blive danske statsborgere, hvis de rent faktisk lever op til kravene. Så kan man være enig eller uenig i, om kravene er skrappe nok, og det er jo det, jeg gerne vil være med til at se på, og det er derfor, vi skal til at forhandle lidt senere på året.

Den næste spørger er fru Pia Olsen Dyhr, Socialistisk Folkeparti.

Jeg er egentlig enig med ministeren om at afvise forslaget. Det, der fik mig til sådan at vågne lidt op, var, at ministeren sagde, at vi skal stramme yderligere op på vilkårene, for lad os bare tage den her sag fra den 8. august, hvor Daniel Sanjari endnu en gang får afslag på at få permanent opholdstilladelse. Han er født på Hvidovre Hospital, begge forældre er danske statsborgere, han taler dansk, han har aldrig været på offentlig forsørgelse, og han har gået i gymnasiet i Danmark. Og alligevel har han nu, hvor han er 24 år, ikke kunnet få dansk statsborgerskab. Er det over for ham, man vil stramme yderligere op? Det bliver ministeren simpelt hen nødt til at uddybe.

Ministeren.

Jeg kender af gode grunde ikke den sag, der bliver rejst her, og det er jo heller ikke et sted, hvor vi på den måde skal sagsbehandle. Men jeg kan sige, at det at blive dansk statsborger er noget helt specielt, og det betyder altså, at man skal leve op til f.eks. danskkravet, at man har bestået indfødsretsprøven, at man holder sig uden for kriminalitet, og at man forsørger sig selv – alle de her ting. Og det synes jeg er helt ret og rimeligt.

Vi er jo ikke forpligtet til at give danske statsborgerskaber ud til højre og venstre. Jeg synes tværtimod, vi er forpligtet til at passe så godt på Danmark, at vi sørger for, at det er vanskeligt at blive dansk statsborger. Det er noget helt, helt specielt at blive dansk statsborger, og det er altså noget, man skal kvalificere sig til, hvis det er et tilvalg. Og det er det jo, når man på den måde forsøger at få sig et statsborgerskab. Det giver nogle rettigheder, og det er efter min mening noget helt særligt.

Spørgeren.

Jeg er også enig i, at det er noget helt særligt at blive dansk statsborger. Jeg er sådan set også enig med hr. Christian Langballe, når han med et citat fra Grundtvig siger, at man skal være dansk i hjertet. Men selv om man kan dansk, selv om man bor i Danmark og har forældre, som er danske statsborgere, kan man alligevel opleve, når man bliver 18 år, at fordi man oprindelig ikke havde dansk statsborgerskab – fordi ens forældre ikke havde det, da man blev født – så kan der gå ganske lang tid, før man kan blive dansk statsborger. Og der vil jeg bare spørge, om det er over for dem, ministeren forestiller sig at stramme lovgivningen. Eller hvad er det, ministeren mener, når ministeren siger fra talerstolen, at hun yderligere vil stramme lovgivningen for at gøre det endnu sværere at blive dansk statsborger?

Ministeren.

Det kommer vi til senere på året, når vi skal til at forhandle kravene for at blive dansk statsborger. Men jeg kan bare sige, at for mig er det noget helt specielt. Det giver nogle særlige privilegier at være dansk statsborger, men det er jo meget mere end det. Det er netop, at man skal være dansk. Man tilvælger et land, man tilvælger nationen Danmark, og så er der altså nogle krav, man skal opfylde. Og det er noget, man skal række ud efter.

Tak. Så er det fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten. Værsgo.

Det er muligt, at der er noget, jeg har overhørt i debatten, enten i dag eller tidligere, men kan ministeren uddybe, hvad det er for nogle stramninger, regeringen er på vej med, og hvornår man planlægger at præsentere dem for offentligheden?

Ministeren.

Altså, jeg kan sige, at det ikke er mere hemmeligt, end at det sådan set fremgår af regeringsgrundlaget. Så man vil jo kunne se der, at der kommer opstramninger.

Spørgeren.

Jeg vil rigtig gerne have, hvis ministeren i Folketingssalen i dag vil fortælle mere om, hvad det er for nogle tanker, regeringen gør sig om de her stramninger. Hvor skal der strammes, og hvordan? For det er vel netop ikke hemmeligt?

Ministeren.

Jeg kan sige, at det kommer vi til senere. Jeg må nok også skuffe fru Johanne Schmidt-Nielsen en lille smule, for det er klart, at det i første omgang er inden for forligskredsen, man diskuterer den slags, og det er jo sådan, at Enhedslisten konsekvent står helt uden for stramninger, når det handler om udlændingeområdet, fordi man ønsker at føre en slap udlændingepolitik. Det er fair nok – det er jeg bare meget uenig i – men så har man jo heller ikke en privilegeret adgang, kan man sige, hverken til forhandlingsoplæg eller til andet. Så vi må tage det til den tid.

Dermed siger vi tak til ministeren. Første ordfører i rækken er fru Astrid Krag, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Det er jo så velkendt, at med det beslutningsforslag, vi behandler her i dag, ønsker Dansk Folkeparti at sætte et loft på, hvor mange herboende udenlandske statsborgere der årligt skal tildeles dansk statsborgerskab, og det er ifølge forslagsstillerne sådan, at det maksimalt skal være 1.000 statsborgerskaber, der bliver tildelt om året.

Som ministeren gjorde det, kan også jeg tage spændingen ud af min egen tale ved at starte med at sige, at det kan Socialdemokratiet ikke støtte op om.

Forslagsstillerne begrunder bl.a. deres forslag med, at det er noget særligt at få dansk statsborgerskab. Det er vi i Socialdemokratiet helt enige i. Det er noget ganske særligt, når borgere med deres liv og deres hverdag her i landet vælger at kvalificere sig til at ansøge om et dansk statsborgerskab. Et statsborgerskab betyder, at Danmark bliver ens nye hjemland med de rettigheder og pligter, det medfører. Derfor er det kun rimeligt og vigtigt, at der er knyttet krav til at opnå dansk statsborgerskab. Statsborgerskab er ikke noget, vi tildeler pr. automatik, og det skal det heller ikke være. Vi stiller bl.a. krav til, at man har en bred viden om vores samfundsmodel, vores historie, vores fælles kulturarv, at man kender og respekterer de demokratiske institutioner, at man taler sproget på et godt niveau, at man overholder landets love, at man forsørger sig og sine. Det er krav, som vi blev enige med regeringen og Dansk Folkeparti om i indfødsretsaftalen fra efteråret 2015.

Det er en god og bred aftale, som vi i Socialdemokratiet kan stå inde for, og som vi kan blive lidt bekymret for om Dansk Folkeparti ikke længere har lyst til at være en del af, for sådan et loft over antallet af nye danske statsborgere gør jo grundlæggende op med princippet om, at dansk statsborgerskab er noget, man skal kunne opnå, hvis man har sin familie, sit liv, sit arbejde her i landet og man så møder de krav, vi stiller. Det grundlæggende princip ønsker jeg ligesom ministeren ikke at gøre op med, og det ønsker Socialdemokratiet ikke at gøre op med.

Dansk Folkeparti foreslår bl.a., at man skal interviewe ansøgere, så man sikrer, at han eller hun virkelig vil Danmark. Men hør nu en gang: det er jo netop det, vi sikrer gennem de krav, som vi stiller i dag. Vi skal huske på, at de mennesker, der kan blive tildelt et statsborgerskab, har boet i Danmark i mange år, de har et liv i Danmark, de har en dagligdag i Danmark ligesom os andre, og de vælger at forpligte sig fuldt ud på vores land og vores demokrati ved at søge statsborgerskab. Jeg mener, det er en god måde at gøre det på, og det samme gjorde Dansk Folkeparti, da vi indgik aftalen om indfødsretscirkulæret tilbage i efteråret 2015.

Med de bemærkninger skal jeg meddele, at Socialdemokratiet ikke kan støtte beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er lige en kort bemærkning. Hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti, for en kort bemærkning.

Tak for det. Det er jo ingen hemmelighed – det ligger ligesom i beslutningsforslaget – at vi fra Dansk Folkepartis side synes, at der er for mange, der får indfødsret. Jeg kunne godt tænke mig at vide, om Socialdemokratiet har den opfattelse, at der er for mange, der får indfødsret, altså dansk statsborgerskab, som det ser ud i dag.

Værsgo.

Tak for det. Et vigtigt ønske fra Socialdemokratiet, også da vi sad i forhandlingslokalet, var jo at få klare regler, så det er tydeligt, hvad det er for nogle krav, som man mødes med og skal leve op til. Så på den måde vil vi da gerne være med til at kigge på ting, der kan sikre større klarhed omkring reglerne, så der bliver en ens retsstilling for alle. Men i udgangspunktet mener jeg, at det er et helt rigtigt princip, som ministeren også gjorde rede for, nemlig at opfylder man de krav, som vi stiller, til at få tildelt dansk statsborgerskab, skal man også få det.

Hr. Martin Henriksen.

Det er så, uanset hvor mange der ender med at få det; der er ikke en eller anden øvre grænse for Socialdemokratiet. Altså, hvis alle lever op til reglerne, kan alle i princippet få dansk indfødsret. I 2014 var det ca. 4.500, der fik dansk indfødsret, og i 2015 var det ca. 4.000, der fik dansk indfødsret. Det er efter Dansk Folkepartis opfattelse for mange. Mener Socialdemokratiet, at det er fint, og at det er et passende antal, men at det lige så godt kunne være 10.000? Det er jo ikke noget nyt, at vi har klare regler på området. Det har vi sådan set haft igennem rigtig mange år. Selv om vi har haft klare regler på området, og selv om vi stiller krav – f.eks. danskkravet og kravet om, at man ikke må begå kriminalitet – ligger antallet altså nogle gange helt oppe på 6.000. Er det okay? Er det et passende niveau? Eller må niveauet gerne være lavere, hvis det står til Socialdemokratiet? Og er Socialdemokratiet indstillet på at drøfte andre stramninger af indfødsretsreglerne?

Værsgo.

Jeg synes faktisk, at de regler, vi blev enige om i vores aftale i efteråret 2015, er klarere regler end dem, vi havde før. Derfor var jeg glad for aftalen. Jeg husker det også, som om Dansk Folkeparti var glad for den. Så vil jeg bare sige, at der jo er en helt naturlig grænse. Altså, det her bliver tit omtalt i pressen, som om det er folk, der vil komme ind i landet og få dansk statsborgerskab, men man skal jo have tidsubegrænset ophold, altså permanent opholdstilladelse, man skal have sit liv her, man skal være selvforsørgende, man skal kunne sproget og en hel masse ting. Derfor er der jo helt naturligt en grænse for, hvor mange der vil kunne kvalificere sig til at få dansk statsborgerskab.

Tak for det. Så er det hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti, for en kort bemærkning.

Vi er jo enige om aftalen, og det er jeg glad for. Den aftale står vi stadig væk ved. Men der, hvor jeg tror vi er uenige, er, at for mig spiller hensynet til Danmark og danskerne og vores efterkommere og til, hvordan Danmark ser ud om 10, 20 og 50 år, en større rolle end hensynet til bare at give statsborgerskab. Det gør det. Med statsborgerskabet optages den enkelte i folkets midte. Det er det, det hele drejer sig om, og det vil sige, at der skal folk altså være danske. Der bliver stadig væk givet statsborgerskab til folk, der ikke kan dansk. Det gør der. Jeg synes, det er mærkeligt, men det gør der.

Så vi er jo bare uenige om præmissen. Der har igennem årene været kastet statsborgerskaber i grams. I år 2000 blev der uddelt 20.000 statsborgerskaber, og jeg synes, at man er blevet ved med at fortsætte sangen om, at det egentlig bare drejer sig om, at den enkelte har ret til at få statsborgerskab, i stedet for at tale om, hvad der er til gavn for nationen, ikke bare nu, men også i fremtiden. Det er det, det handler om for os.

Ordføreren.

Jeg er ked af, hvis jeg ikke lige opfangede spørgsmålet. Det var dejligt at få klargjort, at Dansk Folkeparti også stadig står ved den aftale, vi har indgået. Jeg er da også dybt optaget af, hvordan vores Danmark ser ud om 10, 20, 30 år. Det er jeg i forhold til det her spørgsmål, men det er jeg også i forhold til en lang række andre spørgsmål. Så jeg kan berolige hr. Jesper Langballe med, at det er han ikke den eneste der er dybt optaget af. Så synes jeg måske med hensyn til det med at tale om, at man kaster statsborgerskaber i grams, når vi nu er enige om, at det faktisk er noget, vi normalt betragter som noget ret højtideligt og noget meget fint og meget centralt for vores nation i det hele taget, at det måske ikke lige er den slags vendinger, man skal rode sig ud i at bruge om det.

Hr. Christian Langballe.

Jamen jeg synes, at 4.000 statsborgerskaber er for mange. Jeg synes, det er for mange, når man tænker på, at første gang der blev givet statsborgerskab i 1860, var det ti. Og her drøftede man i øvrigt alle mulige personlige forhold. Der er nogle, der har rynket på næsen af det, men det har faktisk været praksis. I Schweiz har man den praksis, at hvis folk gerne vil være statsborgere, skal de optages i kantonen. Det vil sige, at hver enkelt medlem af den her kanton skal sige ja til, at den her person kan få lov til at bo der. Det synes jeg som udgangspunkt er et utrolig godt princip, fordi det er fællesskabet, som ligesom siger: Vi vil gerne optage dem her i vores midte. Men med det her antal af statsborgerskaber, der bliver uddelt, er jeg ikke særlig sikker på, at de alle sammen er danske af hjertet. Det er jeg simpelt hen ikke.

Værsgo.

Jeg beklager, at jeg lige fik skubbet spørgeren en generation tilbage i familien. Det var i hvert fald slet ikke tilsigtet. Jeg vil bare sige, at det jo er nogle spændende kig tilbage i danmarkshistorien til midten af 1800-tallet og ud over landets grænser til Schweiz. Alt det kan man jo diskutere i forbindelse med indfødsretten historisk. Jeg synes, det var en rigtig god aftale, vi indgik sammen med regeringen og sammen med Dansk Folkeparti i efteråret 2015. Jeg sætter mig gerne til bordet igen og hører nye tanker. Hvis vi kan få endnu tydeligere regler, er det da dejligt, men sådan set synes jeg, vi står på et rigtig godt fundament i dag.

Tak. Så er det fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti.

Tak. Min kollega spurgte ordføreren fra Socialdemokratiet, om der var en grænse for, hvor mange vi kunne optage, og det synes jeg bare ikke rigtig at ordføreren svarede på. Ordføreren sagde, at der var en naturlig grænse, men en naturlig grænse vil jo altid være relativ. Så er der et tidspunkt for, hvornår Socialdemokratiet vil sætte foden ned og trække i håndbremsen?

Værsgo til ordføreren.

Nej, det synes jeg ikke er rigtigt, altså at en naturlig grænse altid vil være relativ. Det her er mennesker, som bor i Danmark. De har deres familieliv her, de har deres arbejdsliv her, de har permanent opholdstilladelse, tidsubegrænset ophold. Det er ikke et spørgsmål om mennesker, der forsvinder, hvis ikke de får dansk statsborgerskab. Det er nogle mennesker, der har deres liv her, og som så vælger, at de vil forpligte sig fuldt ud på Danmark, forpligte sig fuldt ud på at respektere vores demokratiske institutioner. De vil bestå indfødsretsprøven, hvor de jo også skal vise, at de orienterer sig bredt i forhold til vores fælles kulturarv osv. Det synes jeg er positivt. Jeg synes, at det er positivt, hver gang der er en, der har sit liv her i Danmark, har sin familie, sine børn, sit arbejdsliv, sin fremtid her i Danmark, som vælger at sige: Nu slår jeg også rod, og nu forpligter jeg mig fuldt ud på det her land, jeg lever i, hvor mine børn vokser op.

Så jeg kunne spørge tilbage, selv om jeg godt ved, at det ikke er mig, der er spørger, om Dansk Folkeparti synes, at det i sig selv er et mål, at der skal leve mange mennesker i Danmark på tidsubegrænset ophold, altså mennesker, der har retten til at have deres liv i Danmark, som så ikke skal kunne forpligte sig fuldt ud på vores demokratiske institutioner.

Fru Pernille Bendixen.

Det er helt rigtigt, at det er mig, der har spørgeretten lige nu, og så spørger jeg bare igen: Er der en grænse for, hvor mange vi skal optage?

Værsgo til ordføreren.

Jamen det er der jo, al den stund at vi har nogle ret skrappe krav, og dem står jeg på mål for. Jeg synes, de er rigtige, og jeg synes, det var en god aftale, vi fik lavet. Så selvfølgelig er der en grænse, ellers så kunne man jo, hvad var det ministeren sagde, vinde det i lotteriet. Jeg tror selv, jeg sagde, at det ikke er noget, man kan få pr. automatik, man kan ikke trække det i en automat. Så selvfølgelig er der da en grænse. Det er jo den, vi indhegner med de krav, vi stiller i dag.

Tak for det, tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Marcus Knuth, Venstre.

Jeg vil sige, det er sjældent, jeg er virkelig uenig med Dansk Folkeparti, når det gælder udlændingepolitikken. Vi er ikke altid enige i vejen til målet, men vi er ofte særdeles enige i selve målet. Vi skal reducere antallet af asylansøgere mest muligt, og vi skal hjemsende flest mulige af de flygtninge, der har ophold i Danmark, så snart det overhovedet er ansvarligt at sende dem tilbage til deres hjemland. Vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at værne om de danske værdier, som er under et stigende pres fra islamisme i Danmark. Og så er der dansk statsborgerskab. Vi er enige om, at det er noget helt, helt særligt, men det handler jo altså om at være dansk, og derfor mener jeg ikke, det er noget, man kan sætte et tal på. Man kan ikke sætte et tal, der hedder 1.000 eller 500 eller 1 eller 5.000, på, for det handler om at være dansk.

I Venstre betragter vi nemlig statsborgerskab som noget af det fineste og mest værdifulde, vi har, og vi mener, at man som ansøger skal strække sig rigtig, rigtig langt for at gøre sig fortjent til det. Netop af den årsag strammede vi jo sammen med Dansk Folkeparti tilbage i 2015 kravene for at opnå dansk statsborgerskab: Sammen foretog vi stramninger i forhold til sprogkrav, til selvforsørgelse, til statsborgerskabsprøven, og vi blev enige om, at karantænetiden for at søge dansk statsborgerskab forlænges, hvis man har begået kriminalitet. Det var alt sammen, fordi vi var enige om, at dansk statsborgerskab er noget helt særligt.

Så der, hvor enigheden med forslagsstillerne ophører, er i forhold til, at vi nu skal ændre radikalt i de rammer og retningslinjer, vi har skabt, ved at fastsætte et mere eller mindre arbitrært antal på, hvor mange personer der årligt kan opnå statsborgerskab. Jeg ser gerne, at vi kigger på rammerne og gør dem endnu strammere, endnu mere retfærdige, således at dem, der får dansk statsborgerskab, vitterlig kun er dem, som fortjener det. Men et arbitrært antal, hvor man, hvis man er nr. 1.001 i rækken, selv om man gør sig hundrede procent fortjent til det, selv om man virkelig er dansk, så ikke får dansk statsborgerskab, synes jeg bare ikke er logisk.

I Venstre ønsker vi en fair praksis med strenge, men rimelige krav til vores nye danske statsborgere. Personer skal opnå dansk statsborgerskab på baggrund af deres vilje til at være danske, på baggrund af om vi vurderer dem værdige til at være danske og til at være en del af vores samfund – om de virkelig er ægte danske, ikke på baggrund, hvilket nummer de tilfældigvis måtte have i rækken af ansøgere. På den baggrund ønsker Venstre en forkastelse af forslaget.

Tak. Så er det hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti, for en bemærkning. Værsgo.

Der er igennem de sidste fire årtier foregået et stort eksperiment, som man kunne kalde Den store befolkningsudskiftning. Det drejer sig om, at der er kommet utrolig mange mennesker især fra Mellemøsten til Europa og til Danmark. Og der har været en automatik i det. Nu giver vi mange statsborgerskaber til irakere, og det er jo, fordi vi, da Irakkrigen var der, åbnede grænserne for irakerne. Så får de permanent opholdstilladelse, og så er der ligesom en automatik i, at de også skal have statsborgerskab.

Der, hvor jeg synes den her diskussion halter, er, at for mig er det afgørende Danmark og fællesskabet. Det er ikke den enkelte, der ansøger om statsborgerskab. Det er Danmark og fællesskabet, der er det afgørende. Og hvis folket skal kunne optage en person i dets midte, drejer det sig om, at vi er fuldstændig stensikre på, at vedkommende er dansk. Og der synes vi bare, at 4.000 også er for mange, det er alt for mange. Jeg tror ikke på, at de 4.000 er danske helt ind i hjertet, jeg tror ikke på det. Og jeg ved, at vi i dag giver statsborgerskab til folk, der ikke kan dansk, og hvor der er dispensation fra sprogkravene. Det gør vi. Jeg gør det ikke med min gode vilje, men det er der andre, der gør. Jeg synes bare, at der mangler en alvor i forhold til Danmark, også hvordan Danmark skal se ud om 10, 20,30 og 50 år, så vi ikke skaber parallelsamfund af statsborgere.

Værsgo, så er det ordføreren.

Jeg er ikke helt sikker på, hvad spørgsmålet var, men jeg er sådan set enig i stort set alt det, som hr. Christian Langballe lige har sagt. Men det er jo ikke det, som det her forslag handler om. Med det her forslag vil man sætte et arbitrært tal på 1.000. Man mener, at der maksimalt er 1.000 mennesker om året, som kan blive danske. Det giver jo ikke nogen mening. Det, der giver mening, er at stramme kravene, således at – som hr. Christian Langballe siger – vi ikke ser eksempler på folk, der ikke burde have statsborgerskab, men som får det. Det er jo netop derfor, jeg er så glad for det, ministeren siger, og som der står i regeringsgrundlaget, nemlig at vi lægger op til at stramme endnu mere op på kravene. Men jeg mener ikke, at løsningen bare er at sætte et arbitrært tal på. Det har ikke noget med at være dansk at gøre.

Hr. Christian Langballe.

Så kunne det godt være, at jeg skulle formulere spørgsmålet lidt klarere, for præmisserne er vi nok enige om. Men det, jeg mener med det, er: Er der ikke også en grænse for, hvor mange statsborgerskaber man kan give? Er der ikke et hensyn til landet? Det er egentlig det, jeg spørger om, altså hvor meget Danmark egentlig kan bære. De kommende generationer kommer til at tage nogle diskussioner, som jeg tror bliver meget mere hårde, end de har været, for de kommer til at stå med nogle problemer, der er langt større, som vi har været med til at skabe. Og der er det bare, jeg siger, at det afgørende for os er, at der er en begrænsning på det, sådan at vi er sikre på, at de folk, der får statsborgerskab, også er danske i hjertet.

Værsgo.

Det er jo præcis det, vi er enige om, nemlig at de, som skal have statsborgerskab, er dem, som er danske i hjertet. Derfor er jeg så oprigtig glad for, at ministeren nu lægger op til, at vi skal kigge på kravene en gang til. Men for mig gør det ikke noget, om det er 100 eller 800 eller 900 eller 1.001, der lever op til det. Så længe kravene er skrappe nok og det kun er dem, der fortjener at være danske, som får statsborgerskabet, så er vi jo enige. Men det har jo ikke noget med et tal at gøre.

Så er det fru Pernille Bendixen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Jeg forstår det simpelt hen ikke, når ordføreren siger, at det ikke giver nogen mening at sætte antal på, for hvis man ikke sætter en grænse, er adgangen jo egentlig ubegrænset. Så siger ordføreren: Hvis bare man er dansk, betyder det ikke noget for mig. Hvad så hvis det er 100.000, der bare er danske? Betyder antallet vitterligt ikke noget for ordføreren?

Værsgo.

Jeg har svært ved at følge logikken. Altså, det her er jo ikke USA, hvor man deler – hvad ved jeg – 50.000 greencards ud om året, fordi man bare gerne vil have så meget indvandring som muligt til at bidrage til arbejdsmarkedet. Det her handler om at være dansk. Skal vi så også til at reducere antallet af de danskere, der allerede er her? Det giver jo ikke nogen mening.

Det handler om, at vi er et land, hvor man, hvis man er en del af identiteten, hvis man er en del af fællesskabet, hvis man er en del af Danmark, er velkommen. Men det ændrer jo ikke på, at jeg er enig i, at der er folk, som har fået dansk statsborgerskab, som ikke skulle haft det, og det er jo netop derfor, vi vil stramme op på kravene.

Tak for det. Tak til ordføreren. Der er ikke flere kommentarer. Den næste er fru Johanne Schmidt-Nielsen, Enhedslisten. Værsgo.

Enhedslisten ser det bestemt ikke som noget mål i sig selv at begrænse antallet af mennesker, som får dansk statsborgerskab. Tværtimod synes jeg, at det er et problem, at stadig flere borgere lever i vores samfund, er måske oven i købet født her, men har ikke fulde rettigheder, har ikke det rødbedefarvede pas, der gør, at de kan rejse frit, kan ikke deltage ved folketingsvalg og på den måde være med til at påvirke, hvem der sidder herinde, og hvad det er for noget lovgivning, der skal vedtages.

Antallet af personer, som får statsborgerskab ved det, der hedder naturalisation, altså gennem optagelse på et lovforslag om indfødsrets meddelelse, er faldet kraftigt siden 1990'erne, og flertallet i Folketinget her har jo altså strammet kravene med det resultat, at en større del af den danske befolkning lever her, er i Danmark, er en del af samfundet, men altså uden fulde rettigheder. Det synes jeg vitterlig er en uheldig udvikling.

Jeg er ikke i tvivl om, at det får samfundet til at hænge mindre sammen. Det betyder, at der er en gruppe mennesker, som jo skubbes væk fra demokratiet, det demokrati, vi alle sammen hylder, og det demokrati, vi alle sammen taler om er så vigtigt at deltage i, og så siger vi altså til en gruppe mennesker: I bor her, I er måske oven i købet født her, men I må ikke være med. Der er meget ofte mennesker, som jeg møder, der bliver meget overrasket, altså danske borgere, der bliver meget overrasket over, at man ikke bliver dansk statsborger, når man er født her og har været her hele sit liv, men det gør man jo som bekendt ikke. Som sagt er jeg ikke i tvivl om, at man derved er med til at skubbe nogle mennesker væk fra det danske fællesskab.

Jeg synes, at det er fint, at der stilles nogle krav til dansk statsborgerskab, at der stilles krav til sprog f.eks., at der er visse lovovertrædelser, hvor man siger, at så er der en karenstid, hvor man må vente nogle år på at blive dansk statsborger. Men det forslag, vi diskuterer her i dag, er jo, at Dansk Folkeparti ønsker et loft på 1.000 nye danske statsborgere om året i alt, altså både ved naturalisation gennem lovbehandling her i Folketinget og ved erklæring via Statsforvaltningen.

Så vil man i øvrigt også fra Dansk Folkepartis side diskriminere, så personer fra vestlige lande får positiv særbehandling frem for eksempelvis personer fra Asien eller Afrika. I Enhedslisten finder vi det her beslutningsforslag unødvendigt, usympatisk og skadeligt for sammenhængskraften i det danske samfund, og så må man jo sige, at tallet 1.000 jo er fuldstændig tilfældigt valgt. Selv hvis man gik ind på Dansk Folkepartis diskriminerende tankegang og sagde, at mennesker fra vesten skulle foran i køen, hvad så, hvis der kom endnu en fra vesten, som nr. 1.002, skulle man så sige: Nej, vi har opfyldt puljen i år. Det er altså et fuldstændig tilfældigt fastlagt loft.

Enhedslistens støtter ikke forslaget, og så støtter vi i øvrigt heller ikke sindelagskontrol, altså den her formulering, der går igen fra hr. Christian Langballe om at være dansk i hjertet. Gad vide, hvad det betyder? Hvordan måler man hjerter og følelser inde i hjerter? Gad vide, om jeg så har et dansk hjerte ifølge hr. Christian Langballe. Det ved jeg ikke. For mig er det så vigtig en værdi i Danmark, at vi bygger vores lovgivning og tildeling af rettigheder på nogle objektive og målbare kriterier.

Det skal være gennemskueligt, hvad der skal til for at leve op til en lov eller for at bryde en lov, og hermed også gennemskueligt, hvad der skal til for at få et dansk statsborgerskab med de rettigheder og pligter, det nu engang medfører. Jeg ved ikke, om hr. Christian Langballe forestiller sig, at man sådan skal indkalde til sådan nogle følelse-hjerte-samtaler, hvor man så kan sidde med hr. Christian Langballe og snakke om, hvad man nu virkelig føler. Det er vel det, man kalder sindelagskontrol i sin allerreneste form. Det betragter jeg som meget udansk, og det støtter vi ikke.

Tak for det. Tak til ordføreren. Så er det fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Dansk Folkeparti foreslår her, at der skal sættes et loft over, hvor mange personer der årligt tildeles dansk statsborgerskab. 1.000 personer er maksimum. I bemærkningerne til beslutningsforslaget kan man læse, at baggrunden for at fremsætte dette beslutningsforslag er, at der i dag tildeles for mange danske statsborgerskaber, og man kan også læse, hvad Dansk Folkeparti mener bør udløse et dansk statsborgerskab.

Jeg er meget på linje med Dansk Folkeparti her, og forslagsstilleren ved også, at Liberal Alliance har faste principper på det her område og bestemt ikke mener, at det er en menneskeret at blive dansk statsborger. Nej, det er da i høj grad noget, man skal gøre sig fortjent til. Man skal kunne sproget, man skal kunne forsørge sig selv, og man skal være en lovlydig borger. Og naturligvis skal borgere, der eksempelvis modarbejder demokratiet, ikke kunne blive danske statsborgere. For det er et enormt privilegium at blive dansk statsborger. Så langt er vi enige.

Når det er sagt, mener jeg ikke det giver mening at sætte et loft over antallet. Jeg synes også, at der er sådan lidt »tænk på et tal« over det, og Liberal Alliance kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget. Men som ministeren jo også gjorde opmærksom på, har regeringen indskrevet i sit regeringsgrundlag, at man vil skærpe betingelserne for at opnå dansk statsborgerskab yderligere, og det nævner jeg, netop fordi vi langt hen ad vejen deler Dansk Folkepartis holdning på det her punkt.

Derudover synes jeg også, det kunne være interessant at tage en snak i Indfødsretsudvalget, hvor både forslagsstilleren og jeg selv sidder, om, hvorvidt vi overhovedet skal have alle de sager op, som vi i dag får til en politisk behandling, eller om vi allerede inden kan afvise flere sager.

Så vi er på linje i forhold til at skærpe kravene, vi er på linje i forhold til at være sikre på, at de, som får dansk statsborgerskab, fortjener det. Og derfor glæder vi os selvfølgelig også i Liberal Alliance til drøftelserne i forhold til at skærpe kravene på et senere tidspunkt i år. Men det konkrete beslutningsforslag kan vi altså ikke støtte.

Tak for det. Tak til fru Laura Lindahl. Den næste er fru Pernille Schnoor, værsgo.

40 stramninger har regeringen lavet på udlændingeområdet, kan man læse på Udlændinge- og Integrationsministeriets hjemmeside på forsiden. Også på indfødsretsområdet er der strammet. Sprogkrav er skærpede, unge, der er født og opvokset i Danmark, har ikke længere erklæringsadgang, som det hedder, indfødsretsprøven er skærpet, kravene til selvforsørgelse er hævet, det er karensperioden for kriminalitet også, og der er skærpede krav til lægeerklæringer.

Nu vil Dansk Folkeparti imidlertid have strammet yderligere op på tildeling af statsborgerskaber. Det maksimale antal skal være på 1.000 om året. Jeg kan forstå, at meningen med forslaget er, at de bedste skal have statsborgerskab først, og at hvis man kommer fra Norden eller Vesten, har man forrang. Det har man vel nok allerede i praksis nu, fordi man har nemmere ved at opfylde sprogkravet. Det glæder mig, at ministeren er enig i, at det ikke giver mening, at ansøger nr. 1.001 skal gives afslag.

Jeg tror, det giver sig selv, at Alternativet finder, at det her er den forkerte vej at gå. Forslaget afviger grundlæggende fra vores tilgang til tildeling af statsborgerskab. Vi ønsker, at tildelingen af statsborgerskab skal være inkluderende og bidragende til, at alle borgere, der ønsker at leve et liv i Danmark, skal få redskaber til at indgå som aktive medborgere i det danske samfund. Vi ønsker at give personer, der lever i Danmark, mulighed for at blive fuldbyrdede medlemmer af det danske samfund. Det skal vi hjælpe dem med til, og vi betragter det som et vigtigt skridt på vejen, men ikke som en belønning for en fuldendt integration, at man får statsborgerskab.

Vi kan på den baggrund på ingen måde tilslutte os det her forslag.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Lotte Rod, Radikale Venstre.

Tak for det. Der bliver fremsat mange forslag i Folketinget, som der er grund til at diskutere lidt frem og tilbage, fordi man godt kan se, at der er noget sympatisk i det, men at man måske bare er lidt uenig i midlerne. Men sådan er det ikke med det her forslag. Jeg kan sige klokkeklart, at Radikale Venstres synes, det er et dårligt forslag. Om ikke andet kan man da takke Dansk Folkeparti for at have fremsat et forslag, som viser, at vi er et bredt flertal i Folketinget, som står sammen, og at det endda er sådan, at regeringen, integrationsministeren og Radikale Venstre er enige om, at det her er den forkerte vej at gå.

Jeg bed mærke i, at Dansk Folkeparti i forslaget skriver: »Det at tilhøre en nation forudsætter ... at man indgår i det fællesskab, som binder nationens borgere sammen: Fælles sprog, et fælles sæt af værdier, fælles grundsyn, skikke ...«, og at man altså tilslutter sig grundloven. Vi er helt enige om, at grundloven er vores fineste og vigtigste lov. Når man går en tur her ud i Vandrehallen og går ned for rent faktisk at læse i grundloven , kan man se, at der står fire ord på væggen bag grundloven: retsind, lovsind, frisind, storsind. Det er for mig grundlæggende danske værdier. Og jeg må bare sige, at det her forslag falder på dem alle fire, for der er altså ikke noget frisind eller storsind og slet ikke noget lovsind eller retsind over at sige til mennesker, som føler sig danske, og som har gjort alt, hvad de skulle, for at leve op til kravene: Det er bare ærgerligt; du er nr. 1.003, så du skal ikke have statsborgerskab.

Det er svært at få statsborgerskab i Danmark. Det synes jeg også det skal være, for det er noget helt særligt at være dansk statsborger, og jeg er stolt af at være dansk. Men det skal jo være på en måde, så vi har tydelige regler, sådan at man har en chance for at vide, hvad det er, man skal leve op til, og sådan at man selvfølgelig også får statsborgerskab, når man lever op til reglerne. Så Radikale Venstre kan ikke støtte forslaget.

Jeg kunne måske spørge Dansk Folkeparti: Hvad er det egentlig, I vil interviewe ansøgerne om, når vi åbenbart ikke engang her i Folketinget kan være enige om et sæt af fælles værdier som retsind, lovsind, storsind og frisind?

Hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tænk, jeg synes egentlig ikke, at der er ret meget retsind, lovsind over, at Det Radikale Venstre siger ja til stort set hver eneste dispensationsansøgning, også når det drejer sig om sprog. Hvad er det egentlig? Det er, ligesom om ordføreren lægger nogle præmisser ind, som ikke fungerer i praksis for Det Radikale Venstre. Altså, det passer jo ikke. Det der med, at det er godt med stramme regler: Jamen hvorfor bliver de så konstant bøjet af Det Radikale Venstre? Jeg synes, det er en mærkelig måde at slå sig op som forsvarer af et eller andet retsind på. Den klare forudsætning i det her forslag er, at vi ønsker at bevare vort samfund dansk, også for de kommende generationer. Er der ikke retsind i det? Er der ikke lovsind? Er der ikke betænksomhed angående det, at samfundet også skal være Danmark om 100 år? Hvis den politik, som Det Radikale Venstre står for, også i forhold til indvandrere, var fortsat, var vi jo blevet udslettet som nation.

Værsgo.

Nej, jeg mener ikke, der er nogen lovsind eller retsind i at sige til mennesker, som lever op til alle de regler – svære regler – der er, for at blive dansk statsborger, at du kan så alligevel ikke blive dansk statsborger, bare fordi du er nummer 1.001 eller 1.021. Det er da total mangel på retssikkerhed. I Radikale Venstre vil vi meget gerne være med til at diskutere, og vi gør det gerne sammen med Dansk Folkeparti, om vi kan lave endnu tydeligere regler, end der er i dag. De sager, som ordføreren henviser til, er de dispensationssager, der kommer for Indfødsretsudvalget, og i dag er det jo sådan, at ens ansøgning kun bliver forelagt, hvis man lever op til de kriterier, der er, for at man har enten et psykisk eller et fysisk handicap, som gør, at man kan få dispensation. Vi ser i Radikale Venstre gerne, at vi laver de regler så tydelige, at de, der lever op til dem, får statsborgerskab, og så vi ikke skal sidde og rode med det i et udvalg.

Hr. Christian Langballe.

Det, jeg bare siger, er, at Det Radikale Venstre op igennem 1980'erne og 1990'erne har repræsenteret en politik, hvor man stort set bare ønskede at åbne grænserne. Det var det, det handlede om. Nu står vi så i den situation, at vi skal tage stilling til, om alle de mennesker, der er kommet hertil, skal have statsborgerskab. Der mener vi der er en grænse for, hvad landet kan bære. Det ved jeg at vi ikke deler med Det Radikale Venstre. Jeg ved, vi ikke deler det med Enhedslisten. Det er da fuldstændig klart, for det er jo bare et spørgsmål om at frelse den globale menneskehed. For os drejer det sig om nationen, Danmark – om det er Danmark om 10 og 20 og 50 år. Det kan jeg godt tvivle på. Jeg kunne godt regne med, at det blev sådan, at man måske ad demokratisk vej på et eller andet tidspunkt om mange år kunne indføre sharialoven.

Værsgo.

Det synes jeg var noget værre sludder fra Dansk Folkeparti. Vi er i Radikale Venstre meget optaget af, at der er tydelige regler for, hvornår man får statsborgerskab i Danmark. Det må godt være svært at få statsborgerskab. For det er noget helt særligt at være dansk statsborger. Men Dansk Folkeparti må jo spørge sig selv, om man tror, at folk bliver mere demokratiske borgere, bedre danskere af, at vi på den ene side stiller nogle regler, og at folk så, når de lever op til dem, får statsborgerskab, eller om man på den anden side stiller nogle regler og så alligevel siger til folk: Okay, det kan godt være, du lever op til det hele, men du er nummer 1.021, så derfor får du ikke statsborgerskab. Det bliver folk ikke mere danske af.

Tak for det til ordføreren. Den næste ordfører er fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti.

Tak for det. Mon ikke det er de fleste bekendt, at dansk statsborgerskab ikke bare er noget, man får. Man skal opfylde en lang række strenge kriterier. Jeg tror eksempelvis, at der er rigtig mange almindelige borgere, der har prøvet kræfter med den skriftlige statsborgerskabstest, og mange indfødte danskere har også ironisk konstateret, at det var heldigt for dem, at de havde fået statsborgerskabet med i dåbsgave. For det er altså ikke givet på forhånd, at man lige ved, hvornår den første Olsenbandefilm udkom. Men har man først klaret testen og opfyldt alle de andre meget restriktive betingelser, kan man til gengæld være sikker på at slippe igennem nåleøjet. Det klarede knap 10.000 borgere sidste år.

Forslaget, som vi behandler i dag, vil både skærpe kriterierne for, hvornår man kan opnå dansk statsborgerskab, og samtidig ønsker forslagsstillerne at sætte loft over, hvor mange der, uanset om de måtte opfylde alle betingelser, reelt opnår statsborgerskab. Reelt foreslår Dansk Folkeparti, at antallet af borgere, som kan opnå dansk statsborgerskab, skæres med 90 pct. af de knap 10.000 borgere, som sidste år formåede at bestå statsborgerskabstesten. Dansk Folkepartis forslag vil indebære, at borgere, som ellers opfylder alle kriterier, i fremtiden alligevel ikke kan få statsborgerskab, og det kalder naturligvis på et bud på prioritering. Det har forslagsstillerne også et bud på. Nordiske, europæiske og vestlige borgere skal have forrang.

Så det, Dansk Folkeparti her foreslår, er reelt en Trump light – et forslag om at afskære borgere med en bestemt etnisk baggrund fra at få statsborgerskab i Danmark. Og ligesom den amerikanske forfatningsdomstol har dømt et forslag om indrejseforbud for mennesker med en bestemt etnisk baggrund for ulovlig, håber jeg, lignende domstole vil dømme det her forslag ulovligt, hvis det mod forventning måtte blive vedtaget. Det bliver naturligvis ikke med SF's stemmer. SF stemmer helt klart nej til det her beslutningsforslag.

Tak for det. Den næste ordfører er hr. Naser Khader. Værsgo.

Dansk Folkeparti foreslår med beslutningsforslaget, at der skal sættes et loft over, hvor mange personer der hvert år tildeles dansk statsborgerskab. Vi støtter ikke beslutningsforslaget, fordi et loft ikke er den rigtige løsning. Men vi er enige med Dansk Folkeparti i – som der står i bemærkningerne til beslutningsforslaget – at det er noget særligt at få dansk statsborgerskab. Derfor er vi også tilhængere af, at vi på sigt får en statsborgerskabsreform – det er faktisk noget, der også står i regeringsgrundlaget. Vi skal være meget, meget bedre til at screene ansøgere ved samtaler for at kunne finde ud af, om ansøgerne vil Danmark, og om de er loyale over for vores grundlæggende frihedsværdier. Vi skal sikre, at dem, der får tildelt statsborgerskab ved lov, er venligsindede over for Danmark og de danske demokratiske værdier.

Hvert år giver vi desværre statsborgerskab til nogle, der hader os, og der er lidt for mange af dem, der får statsborgerskab. En type som boghandleren fra Brønshøj, som har været islamistisk i mange, mange år, har fået statsborgerskab, og det er ufatteligt. Og det er de typer, vi gerne vil forhindre får statsborgerskab fremover.

Men løsningen er ikke en grænse på 1.000 personer, sådan som Dansk Folkeparti foreslår. Løsningen er ikke antallet, men at vi bliver meget, meget bedre til ved samtale at screene statsborgerskabsansøgere. Det, der er vigtigt, er, at de lever op til vores krav; at de er loyale over for vores grundlov og vores grundlæggende demokratiske værdier. Det er det vigtigste og vigtigere end antallet.

Så vi har sympati for beslutningsforslaget om, at der er for mange, der får statsborgerskab, men den måde, man gør noget ved det på, er ikke ved at sætte et tal på, men ved at screene folk meget bedre, end vi gør det i dag.

Tak til hr. Naser Khader. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Christian Langballe, Dansk Folkeparti.

Tak, fru formand. Jeg kan lige så godt åbent bekende, at jo mere jeg har beskæftiget mig med det her forslag, des mere glad er jeg blevet for det. Det er et fantastisk godt forslag, som tager udgangspunkt i det grundlæggende: at nationen, Danmark, fællesskabet kommer før alt andet. For det at få et statsborgerskab er at blive dansk, at blive optaget i folkets midte, at man står last og brast med landets kultur, og at man har – som Grundtvig formulerer det – for sproget øre og for fædrelandet ild. Det er det, det drejer sig om. Jeg må bare sige, at der i den tid, jeg har været i Folketinget, er blevet uddelt statsborgerskaber til mennesker, som ikke bare ikke er danske, men som også ønsker Danmark hen, hvor peberet gror, som overhovedet ikke vil have noget at gøre med vores værdier, og som griner af os, og derfor synes jeg, det er rimeligt, at vi begynder at vende tingene om, at vi begynder at tage hensyn til Danmark, også i fremtiden.

Edmund Burke har sagt, at samfundet er en pagt af de døde, de levende og de endnu ikke fødte. Vi har fået et land i arv, som vi har en forbandet forpligtelse til at give videre til vores efterkommere, sådan at de giver det videre i forsvarlig stand, og det er det, det hele handler om. Med den katastrofale flygtningelov fra 1983, da man åbnede for grænserne – egentlig også med Det Radikale Venstre som meget toneangivende i den debat – kom der en masse mennesker her til landet, hvoraf ret mange jo af forskellige grunde nok ikke bliver integreret, men det har også betydet, at sammenhængskraften virkelig – virkelig – er blevet udfordret, og at der er blevet skabt parallelsamfund.

Så vil jeg også godt sige, at jeg i den her debat er blevet anklaget for at diskriminere. Altså, lovgivning er at diskriminere. Når vi har indført en myndighedsalder på 18 år, betyder det, at man ikke er myndig, når man er 17 år. Diskriminerer vi dermed? Ja, det gør vi. Og det gælder i alle mulige andre forhold, og jeg kan simpelt hen ikke se, at folk, der står vores kultur nærmere, som folk, der kommer fra Norden, fra Europa, fra Vesten, ikke skulle have en forrang i forhold til at få statsborgerskab, selvfølgelig fordi de er langt nemmere at integrere, og det ved enhver, der har øjne at se med. Det er jo ganske enkelt.

Så har jeg også fået at vide fra SF, at det her var sådan en Trump light, og det syntes jeg var sødt sagt. Altså, jeg ved ikke, hvad amerikanske visumregler har med dansk statsborgerskab at gøre, jeg aner det simpelt hen ikke. Men det kan være, at ordføreren kan fortælle mig det bagefter. Jeg synes godt nok, at det var en besynderlig analogi at bruge, men fred være med det, ordet er frit.

Tilbage til grundloven, som Det Radikale Venstre nævnte: Ja, grundloven er det fundament, hvorpå Danmark hviler rent retsmæssigt, og der gøres der også forskel på det at være dansk og ikke at være dansk. Så vil jeg til sidst sige til Johanne Schmidt-Nielsen, at det, når jeg taler om at være dansker i hjertet, er et citat fra Grundtvig, og der må jeg så bare sige, at jeg nok tror, at jeg er mere enig med Grundtvig, end jeg nogen sinde bliver med Johanne Schmidt-Nielsen.

Det var ordene. Det er jo ærgerligt, at forslaget ikke bliver vedtaget, men jeg synes, at vi har haft en god debat. Det er jo sådan med Dansk Folkepartis forslag, at de arbejder, og på et eller andet tidspunkt skal det her nok blive til noget.

Så jeg er positiv. Jeg er selvfølgelig ærgerlig over, at ministeren ikke vil se med velvilje på forslaget, men så håber jeg på, at det kommer. Der er jo tid til at overbevise ministeren om det kloge og fornuftige i forslaget. Tak for ordet.

Vi skal lige huske at sige hr. og fru – det siger forretningsordenen.

Der er et par korte bemærkninger. Det er først hr. Marcus Knuth, Venstre. Værsgo

Mange tak til ordføreren. Jeg er rigtig, rigtig glad for, at vi jo selvfølgelig er enige om, at vi skal gøre mere for at stramme op, således at der ikke bliver uddelt statsborgerskab til personer, som ikke fortjener det, og derfor ser jeg frem til forhandlingerne med Dansk Folkeparti, ministeren, resten af regeringen og andre partier. Men i forhold til lige præcis det her forslag om et loft på 1.000 har jeg to simple spørgsmål, som jeg håber at ordføreren kan svare på og dermed hjælpe mig med at øge min forståelse.

For det første: Hvordan er Dansk Folkeparti kommet frem til det tal på 1.000? Hvorfor ikke 500? Hvorfor ikke 1.001? Hvordan er man landet på tallet 1.000?

For det andet: Så vidt jeg husker, fik prinsesse Marie i 2008 dansk statsborgerskab. Det var vidunderligt – en god tilføjelse til det danske kongehus. Tidligere samme år var der blevet uddelt lidt over 2.000 danske statsborgerskaber, tror jeg. Mener ordføreren så, at prinsesse Marie ikke burde have fået dansk statsborgerskab, fordi grænsen på 1.000 var blevet overskredet?

Ordføreren.

Nu vil prinsesse Marie altid komme først i rækken, det er klart. Hun gør jo noget godt for Danmark, ikke? Det vil jeg mene. Det er faktisk et af forslagets præmisser.

Hvad angår tallet 1.000, så vil jeg godt være så åbenhjertig at sige, at det har vi diskuteret. Vi begyndte egentlig med 500, og så bevægede vi os op til 1.000. Og det er jo ikke, fordi loftet for os ligger fast, men ærlig talt, så er det her er et forsøg på at vende alle de her præmisser på hovedet og sige, at nationen kommer før en eller anden foregivet rettighed til at få et statsborgerskab. Jeg mener simpelt hen, at nationen er vigtigere, fordi statsborgerskabet og nationen er så tæt kædet sammen, og derfor er det sådan, at når man giver statsborgerskab, er det på vegne af nationen, man gør det – ikke bare på vegne af de døde, men også på vegne af de efterkommere, som på et eller anden tidspunkt kommer til at bebo det her land. Hvis de folk, vi giver statsborgerskab, ikke er ordentligt integreret i vores land, så synes jeg simpelt hen, at vi har gjort vores arbejde forbandet dårligt. Så enkelt er det.

Forbandet er nok det, man kalder at snydebandeord, tror jeg.

Værsgo, hr. Marcus Knuth.

Nu skal jeg lade være med at være så fræk at spørge, hvem i Dansk Folkeparti der var så slap, at man pressede grænsen op fra 500 til 1.000 – det kunne være interessant at høre.

Men lad mig hellere spørge: Mener ordføreren, at Grundtvig ville være enig i en arbitrær grænse på et tal, eller mener ordføreren, at Grundtvig hellere så, at man skabte de rette rammer, således at det kun er dem, der er danske i hjertet – ikke noget tal, men alle dem, der er danske i hjertet – der får lov til at have dansk statsborgerskab?

Så er det hr. Christian Langballe.

Det er faktisk meget sjovt, for i den pågældende tale, som jeg har citeret fra, siger han, at man ikke på grund af misforstået kristenkærlighed eller menneskerettigheder skal give statsborgerskab til folk, der ikke er danske, for, som han så siger, så kunne de jo rejse sig imod os. Det er egentlig en meget sjov betragtning, og jeg vil bare lade den stå, sådan at man lige kan tænke lidt over den.

Med hensyn til det andet vil jeg sige: Ja, jeg tror, Grundtvig ville korse sig, hvis han sad i Folketinget i dag. Det tror jeg faktisk at han ville – bare ved tallet 4.000. Jeg tror virkelig, han ville korse sig, og derfor ville han være enig med mig i selve intentionen i det her. Det tror jeg han ville være helt enig med mig i.

Fru Pernille Schnoor, Alternativet.

Tak. Nu lever vi jo i en tid og i et samfund, hvor facts ikke altid er i så høj kurs. Jeg kunne godt tænke mig at høre om noget. Nu har ordføreren flere gange i de spørgsmål, der er blevet stillet, nævn, at f.eks. utrolig mange mennesker fra Mellemøsten kommer til Danmark. Det er blevet sagt af ordføreren. Ordføreren har også sagt noget med, at på et eller andet tidspunkt kommer der så mange, så vi får sharialov i Danmark.

Jeg kunne godt tænke mig at tage fat i, at ordføreren tidligere har stillet et spørgsmål. Det handler om, at der skulle redegøres for, hvor mange udlændinge der har fået dansk indfødsret, baseret på nationalitet. Og der er der nogle oplysninger siden 1999. Er det korrekt, at det ikke er mennesker fra Mellemøsten eller med muslimsk baggrund, der dominerer topfem over, hvem der har fået statsborgerskab i Danmark siden 1999? Det er ordførerens eget spørgsmål, og det er blevet stillet tidligere.

Værsgo.

Jeg vil godt lige sige, at når fru Pernille Schnoor forsøger at faktatjekke mig, skal hun også citere mig korrekt. Jeg sagde: Det er min bekymring, at man på et eller andet tidspunkt når en situation, hvor sharialoven kan blive indført ad demokratisk vej. Det sagde jeg. Så er jeg i øvrigt kun ansvarlig for den tid, jeg har været i Folketinget, og når jeg kigger ned over de lister, må jeg så bare sige, at de nationalitetslister, som vi får med hvert eneste lovforslag, rummer folk fra Mellemøsten.

Jeg ved da godt, at der ligger noget imellem. Jeg ved da godt, at der var noget med hensyn til Jugoslavien. Jeg ved godt, at der har været forskellige så at sige rush og flygtningestrømme til Danmark, som er kommet andre steder fra. Det er jeg med på. Man kan altså bare se, at lige i øjeblikket er antallet af irakere meget højt. Det er derfor, jeg siger, at det er højt. Ja, det er højt. Jeg tager stilling til de tal, vi har nu, dvs. mens jeg har været ordfører for indfødsret. Det er det, jeg forholder mig til. Og ellers må vi jo stille ministeren et spørgsmål om, hvad det drejer sig om inden for de sidste 4 år. Jeg er sikker på, at min hukommelse er udmærket.

Tak for det. Fru Pernille Schnoor.

Nu er det et spørgsmål, som ordføreren selv har stillet, og som ordføreren har fået svar på, altså hvor mange i forhold til nationalitet der har fået indfødsret siden 1999. Er det korrekt, at på listen, topfem, topseks – det er ordføreren selv, der har fået det her svar tilsendt – er der to, nemlig Afghanistan og Pakistan, som er med, men ellers er det f.eks. Vietnam, Jugoslavien, Polen, Rusland og Bosnien-Hercegovina? Er det korrekt – og det er altså ikke et mellemøstligt land, som ligger i toppen af, hvem der har fået dansk statsborgerskab i Danmark? Det er en liste, jeg står med her, som er udsendt, og som ordføreren har fået tilsendt.

Værsgo.

Vi taler om familiesammenføring og alt muligt andet, eller hvad? Jeg bliver bare nødt til at sige, at når jeg, kære ordfører, har talt om de folk, der er kommet fra Mellemøsten, og at de figurerer markant, så taler jeg om den tid, hvor jeg har været medlem af Indfødsretsudvalget. Jeg ved godt, at jeg har stillet spørgsmålet, men når jeg har kigget ned over de nationalitetslister, som jeg får, så må jeg bare sige, at der kommer hovedparten fra muslimske lande. Det er jo meget enkelt. Vi kan jo bare her i salen få stillet et spørgsmål til ministeren om de sidste 4 år, og så vil jeg gerne have det oversendt, så fru Pernille Schnoor også kan se det.

Tak for det. Så er spørgsmålet sluttet.

Der er ikke flere ordførere, som har bedt om ordet, og forhandlingen er derfor sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Indfødsretsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.