Det sidste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 28:

Forslag til folketingsbeslutning om stop for straksskilsmisser.

Af Karin Nødgaard (DF) m.fl.

(Fremsættelse 06.12.2016).

Forhandlingen er åbnet. Børne- og socialministeren.

Mange tak for det. Regeringen forstår beslutningsforslaget sådan, at Dansk Folkeparti mener, at muligheden for at blive skilt direkte har medført, at mange par uovervejet søger om skilsmisse for så efterfølgende at fortryde deres ansøgning uden at kunne nå at tilbagekalde deres ansøgning.

Regeringen er helt enig med forslagsstillerne i, at man bør overveje det grundigt, før man lader sig skille, for ægteskab og familie er nogle af grundstenene i vores samfund og noget, som vi hver især bør passe rigtig godt på, ikke mindst også af hensyn til de børn, som bliver berørt af en usikker familiesituation. Og regeringen støtter derfor naturligvis op om ægteskabet som det bærende element for et velfungerende familieliv.

Regeringen er af den opfattelse, at beslutningsforslaget hviler på en lidt misforstået antagelse om, at der er mange, der fortryder deres ansøgning om skilsmisse, uden at de kan nå at trække den tilbage, for sådan hænger virkeligheden ikke sammen. Det kræver trods alt noget sagsbehandling at komme dertil. Det viser både tal og erfaringer også. I 2016 gav Statsforvaltningen bevilling til direkte skilsmisse i ca. 11.000 sager, mens det anslås, at alene 1 til 2 par om ugen forgæves prøver at tilbagekalde deres ansøgning om skilsmisse.

Regeringen mener på den baggrund ikke, at der er grundlag for at rulle noget tilbage, der fungerer for rigtig mange, når det alene er meget få, som fortryder deres ansøgning og ikke når at trække den tilbage, inden skilsmissen er en realitet.

Det var ministerens ord, og der er en kort bemærkning, og den er nemlig fra fru Karin Nødgaard. Værsgo.

Tak. Det var da en meget, meget kort tale fra ministeren, en konservativ minister, som igennem efterhånden adskillige år har udtalt sig om rigtig meget – inden for miljøområdet, inden for hele værdidebatten om, hvordan vi lever og agerer – så det undrer mig meget. Derfor vil jeg da meget gerne have ministeren til at uddybe det, som ministeren tidligere har udtalt, nemlig at det er et skråplan, at man kan blive skilt fra den ene dag til den anden ved at klikke nogle gange med computermusen. Ægteskabet er ganske enkelt værd at værne meget mere om, og jeg mener, det er en rigtig stor beslutning at blive skilt, og synes, at det er noget, der er blevet underkendt tidligere.

Jeg har også noteret mig, at ministeren har sagt, at det er rigtig godt at have en separationsperiode, hvor parrene kan få en god dialog, hen imod en skilsmisse. Jeg synes overhovedet ikke, det stemmer med det, som ministeren så står og siger i sin ultrakorte ministertale.

Ministeren.

Jeg er meget, meget glad for, at det går rent hjem, og at det er forstået af stort set alle, at familiepolitik er meget vigtig både for mig som minister, men også for regeringen som helhed. Og det er også rigtig dejligt at blive mindet om alle de gange, jeg som ordfører har været ude at kommentere familiepolitik. Nu er det jo sådan, at i dag er jeg minister, og i regeringen har vi truffet den beslutning, at det grundlag, som selve beslutningsforslaget hviler på, er der sådan set ikke behov for at gå ind og lave ændringer i. Så kan der være alle mulige andre ændringer, man kan gå ind og se på. Men om selve antagelsen om, at det skulle være, fordi der er for mange, som forgæves søger om at få annulleret deres skilsmisse, kan jeg sige, at der ikke er så frygtelig mange af dem.

Fru Karin Nødgaard.

Nu er det jo sådan, at regeringen består af tre partier, og hvis det ene parti har så markant en familiepolitik, som ministeren også selv siger man har i Konservative, så undrer det mig meget, at man simpelt hen ikke har fået noget af det igennem, som man egentlig har stået for, og har fået det skrevet ind i regeringsgrundlaget. Det vil jeg egentlig gerne have en kommentar fra ministeren om.

Derudover vil jeg gerne høre ministeren om nogle tal, som jeg også brugte i mit forslag, hvor der står, at hvert ottende par faktisk fortrød i 2014, og at det var 3.342, som trak deres ansøgninger tilbage. Er det trods alt ikke et rimelig markant tal?

Ministeren.

Altså, de tal, som jeg har fået oplyst, er, at Statsforvaltningen i 2016 som sagt gav bevilling til direkte skilsmisse i ca. 11.000 sager, og ud af de 11.000 sager anslås det så, at ca. 1-2 to par om ugen forgæves forsøger at tilbagekalde deres ansøgning om skilsmisse. Og det er jo det, forslaget går ud på, altså dem, der forgæves forsøger at tilbagekalde deres ansøgning om skilsmisse. Det er derfor, regeringen ikke mener, at der er grundlag for at rulle det her tilbage, når det alene er så få, som altså fortryder deres ansøgning og ikke når at trække den tilbage, inden skilsmissen er en realitet.

Så er det hr. Jeppe Jakobsen.

Tak. Kan ministeren ikke hjælpe mig med at finde den røde tråd i regeringens politik? Når man nu som minister har slået sig rigtig stort op på, at vi skal gøre noget godt for familielivet, og at vi skal indføre mere rådgivning, sådan at vi undgår flere brudte familier, er det så ikke i naturlig forlængelse deraf at sige, at man, hvis sådan en rådgivningssamtale nu går galt en enkelt dag, ikke bare lige kan fare hjem og sætte sig ved computeren, hive en NemID frem og lade sig skille? Er det ikke at gå ind og sige, at vi nu vil gøre noget for familielivet, i stedet for at man bare lader det gå til grunde, uden at man giver det en indsats, giver det lidt eftertanke?

Ministeren.

Igen er jeg faktisk oprigtigt begejstret for, at det er så tydeligt, at familielivet betyder meget både for mig som minister, men også for regeringen, for så er det jo lykkedes at komme godt ud med det budskab. Jeg er sådan set også helt enig med hr. Jeppe Jakobsen i, at rådgivning og mægling i en skilsmissetid kan være en rigtig, rigtig god idé. Vi kan jo se, at mægling har været en del af et forsøg, som man har kørt i statsforvaltningerne, og som faktisk har betydet, at der er nogle af de her par, som så får en bedre og en meget mindre konfliktfyldt skilsmisse. Derfor kunne det da være rigtig interessant, når det er, vi skal diskutere et enstrenget familieretligt system, at vi får kigget mere på sådan en rådgivnings- og mæglingsfunktion. Det står jo så enhver frit at komme med forslag til, hvad man ellers gerne vil have ind i sådan nogle forhandlinger.

Spørgeren.

Men det, jeg spurgte ind til, var jo den røde tråd, der er i, at man som regering ønsker at gå ind i det her og prøve at mane til eftertanke, inden man lader en familie gå til grunde, lader et ægteskab gå til grunde, altså om man skal rådgive eller man skal samtale. For skal man, hvis man bare en enkelt dag i et ophedet øjeblik synes, at nu kan det være nok, kunne gå ind med sin NemID og sige, at det var så det, og man stopper her? Ville det ikke være en naturlig forlængelse af den her tanke om rådgivning og samtale, at man siger, at en skilsmissebeslutning ikke er en, der bare lige tages en dag efter et skænderi om, hvem der skulle tage opvasken?

Ministeren.

Så bliver jeg også nødt til lige at minde om det personlige ansvar i det her. »Man lader en familie gå til grunde« – det lyder nærmest, som om det er mig, der lader hele familier gå til grunde. Det er jo først og fremmest familiens, altså mandens og kvindens, eget personlige ansvar, når det er, man går ind i et ægteskab, og også den måde, man går ud af et ægteskab på. Det må først og fremmest være op til parterne selv at få en god afslutning, hvis man beslutter sig for at afslutte det. Så er der nogle, der ikke kan finde ud af det, og der kan man så med forskellige midler kigge på, hvordan man får hjulpet dem.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger, så vi går over til ordførerrækken. Og det er først fru Pernille Rosenkrantz-Theil, Socialdemokratiet.

Jeg synes på en eller anden måde, at vi foregriber nogle forhandlinger, vi står over for, og det tror jeg egentlig for det meste er ret uhensigtsmæssigt, altså at tage alt for lange offentlige debatter om noget, som ligger på forhandlingsbordet. Og det er sådan, jeg opfatter det her forslag – ikke nødvendigvis som uhensigtsmæssigt, at vi debatterer det, for det er altid fint, men det ligger på forhandlingsbordet. Det gør det i hvert fald i vores optik. Vi har lyttet på, at Dansk Folkeparti mener, at det her er rigtig vigtigt, og det kan jeg bare melde ud at vi ikke gør fra Socialdemokratiets side. Og så er det jo, at man skal passe på med at tage forhandlinger i fri offentlighed.

Men jeg vil sige om det her med straksskilsmisse, at vi i Socialdemokratiet jo stemte for, at man skulle kunne blive straksskilt, og når vi gjorde det, er det jo, fordi det drejer sig om to voksne mennesker, der træffer en beslutning, og den synes vi sådan set det er hensigtsmæssigt at de kan få lov til at bære ud i livet. Og der står vi sådan set endnu, for det er jo ganske få år siden, den her lovgivning blev gennemført, og vi står, præcis hvor vi gjorde, da vi stemte for den del af loven.

Det er jo sådan i dag, at man kan blive straksskilt, hvis man er enige. Ellers kræver det stadig væk en separationsperiode, før man kan blive skilt. Så vi mener, at lovgivningen er fin, sådan som den er i dag.

Det er også sådan, at man kan blive skilt uden at have været separeret først, selv om der ikke er enighed, hvis der er særlige forhold, der taler for det. Sådan har det i øvrigt været i rigtig, rigtig mange år, altså at hvis der er særlige forhold, der taler for det, f.eks. at der har været vold eller utroskab eller lignende, bortførsler af fælles børn eller den slags, så kan man uden den andens samtykke blive skilt uden en separationsperiode.

Jeg synes, at vi skal vente med at gå sådan dybere ind i drøftelsen, til vi sidder ved et forhandlingsbord, hvor vi kan tale detaljerne igennem. For Socialdemokratiet er det helt afgørende vigtigt i de kommende forhandlinger, at vi får kigget på de forhold, hvor der er børn. Det gør en meget stor forskel for os i Socialdemokratiet, om vi taler om to voksne mennesker, som træffer en beslutning, uden at det i øvrigt går ud over andre mennesker, eller om vi taler om to voksne mennesker, hvor der er børn involveret. Og det vil sige, at vi mener, at noget af det, man skal tage udgangspunkt i ved forhandlingerne, faktisk primært er børnene. Det handler om at varetage børnenes tarv – det er der, hvor fællesskabet har en særlig forpligtelse. For en mor og en far er ikke altid i stand til, desværre, at varetage barnets tarv fuldt ud i forbindelse med en skilsmisse i den periode, hvor de er i krise – og nogle af dem er det heller ikke efter kriseperioden. Og der mener vi i Socialdemokratiet at det er samfundets og fællesskabets forbandede pligt at sørge for, at de børn kommer ud med så få skrammer i livet som overhovedet muligt. Så den differentiering vil jeg gerne lægge ind, altså at jeg synes, der er meget stor forskel på, om der er andre mennesker, der risikerer at komme til skade på grund af en skilsmisse, eller om der ikke er.

Men det er de bemærkninger, jeg har nu, og jeg ser frem til et langt forhandlingsforløb, hvor vi går grundigt til værks. Og jeg skulle hilse fra SF og sige, at SF er enige i at stemme nej til det her beslutningsforslag. Men lad os nu komme i gang med forhandlingerne.

Først skal vi lige have klaret en kort bemærkning, og den er fra fru Karin Nødgaard.

Tak. Det kommer ikke helt bag på mig, at ordføreren siger, som ordføreren gør. Jeg vil gerne lige slå fast, at når vi fremsætter det her forslag, så er det jo ikke for at indlede nogle forhandlinger her. Det her har faktisk været DF's politik i adskillige år før den ene, den anden og tredje skilsmissepakke, og hvad der har været lavet. Vi har talt for det, også dengang vi havde selve lovforslaget, L 157, til behandling, fordi vi var meget bekymrede over det her med, at man ikke skulle have en separationsperiode.

Så det er ikke noget med, at vi vil indlede nogle forhandlinger her, men vi ønsker faktisk at få en debat om det. For vi mener – også ud fra nogle af de argumenter, som Socialdemokratiet fremfører om barnets tarv og om, at man skal have fællesskabet ind – at det er vigtigt at kigge på det. Derfor kunne jeg godt tænke mig at høre ordføreren, om ordføreren så kunne forestille sig, at man lavede en anden form for separationsperiode. Det behøver måske ikke være 6 måneder. Man kunne gøre den kortere og sige, at så skal det være en eller anden form for, vi kunne sige genbekræftelse, sådan at det ikke bliver det der med, at man agerer hen over en weekend, fordi man lige har været oppe at tottes eller et eller andet. Ordføreren nævner nemlig også børnene flere gange i sin tale.

Ordføreren.

Det synes jeg vi skal tale om ved forhandlingsbordet. Når jeg siger det med forhandlingsbordet, er det egentlig ikke for at skælde ud over, at Dansk Folkeparti tager det op. Jeg ved godt, at det altid har været Dansk Folkepartis holdning. Det var faktisk mere en tilkendegivelse af, at jeg accepterer, at Dansk Folkeparti lægger det ind på forhandlingsbordet. Det vil sige, at vi ikke fra Socialdemokratiets side sætter os ind til det forhandlingsbord med ultimative krav og siger, at det kan vi overhovedet ikke diskutere med Dansk Folkeparti. Vores opfattelse er den, at når vi snakker om noget så afgørende som skilsmisselovgivningen, noget, der griber ind i så mange familier, så er det for os magtpåliggende, at alle Folketingets partier så vidt muligt er til stede ved forhandlingsbordet og ender med at indgå en aftale med hinanden. Derfor vil jeg indledningsvis simpelt hen bare lytte til, hvad der bliver sagt. Jeg har også – om end det er alvorligt – trukket på smilebåndet over, at skilsmisseraten stiger i weekenden. Det var måske ikke lige hensigten med den lovgivning, der blev lavet.

Spørgeren.

Ja, den stiger, og så er der også nogle, der fortryder, og så er deres sag nået at blive behandlet, og så er det faktisk for sent, og så brokker de sig over, at der er for kort behandlingstid osv. Så det er sådan lidt den omvendte verden.

Men når ordføreren nu er inde på, at vi skal have det med ind i det her, så synes jeg ikke, at ordføreren er helt præcis nok, i forhold til hvordan man måske kunne skære kagen lidt anderledes. For jeg synes jo, det er så vigtigt, at vi har fokus på de her børn, der ofte også bliver involveret i det her. Mener ordføreren ikke, at det at reflektere over nogle ting egentlig er meget sundt, uanset om man er forældre, der skal skilles, eller om man er politiker? Det er også godt, at vi, når vi laver nogle ting, lige reflekterer over det. Jeg synes altså ikke, at det helt kommer frem, hvilke tanker ordføreren gør sig i forbindelse med det.

Ordføreren.

Det er, fordi du ikke får andet end politikersvar fra mig på det her tidspunkt i forhandlingsforløbet. Jeg har gået lidt og grinet og tænkt, at vi måske skulle lave sådan et alkometer på computeren, sådan at man forud for en straksskilsmisse lige skulle puste i sådan et, og hvis man var helt appelsinfri, kunne det gå igennem, og ellers kunne det ikke.

Jeg medgiver, at vi jo har et eller andet problem i forbindelse med det der. Det må vi kigge på. Men jeg vil sige, at Socialdemokratiets udgangspunkt er fuldstændig uforandret, nemlig at voksne mennesker, som er ved deres fulde fem – og det kan man jo så diskutere om de er lørdag aften efter en halv flaske gin og tonic – selvfølgelig skal kunne træffe en beslutning og føre den ud i livet. Men lad os komme i gang med forhandlingerne.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Så er det fru Karin Nødgaard, Dansk Folkeparti.

Jeg vælger at dele min tale op i to dele i dag.

Da loven om straksskilsmisser blev vedtaget i 2013, stemte Dansk Folkeparti imod. Dengang som nu mener vi, at der bør være en separationsperiode på 6 måneder. Jeg vil gerne slå fast, inden debatten sådan for alvor går i gang, at det her forslag ikke drejer sig om de tilfælde, hvor der er tale om særlige forhold, som også beskrives i ægteskabsloven §§ 32-36, hvor der f.eks. nævnes noget om utroskab, vold, seksuelle overgreb, bigami og børnebortførelser. Det drejer sig om, at vi mener, at en separationsperiode på 6 måneder eller en betænkningstid, som man også kunne kalde det, er det rette. Det er det, fordi der statistisk set er bevis for, at flere par fortryder skilsmissen. I 2014 fortrød hvert ottende par, at de havde søgt skilsmisse. Nogle nåede at trække ansøgningen tilbage, inden den blev behandlet, og nogle nåede det ikke og blev dermed skilt.

For Dansk Folkeparti er det meget vigtigt at slå fast, at et ægteskab er noget ganske særligt. Det er det, når det bliver indgået, men det er det også, når man ønsker at træde ud af det. For os er ægteskabet en institution i vores samfund – en institution, der helt naturligt har ændret sig gennem tiderne. Tidligere blev ægteskaber ofte også indgået af mere praktiske årsager. Der eksisterede ikke altid den ligeværdighed, som vi kender til i dag, mellem ægtefællerne, og ægteskabet blev tidligere i langt højere grad indgået på andre vilkår. Der var ofte en økonomisk afhængighed, som man jo heller ikke på samme måde ser i dag. Endvidere var det også en tid, hvor kvinder ofte ikke var på arbejdsmarkedet, men var hjemmegående og så stod for børn og husholdning.

Når et ægteskab bliver indgået, er der som udgangspunkt mange overvejelser, der er blevet gjort. Det kan være meget forskelligartede overvejelser – praktiske, følelsesmæssige, økonomiske osv. I den periode er der nok ikke ret mange overvejelser om, at det måske ikke holder. Det kan man så diskutere om er godt eller skidt, for det kan faktisk være meget oplagt at drøfte det scenarie, mens kærligheden er intakt. Det er dog ikke det, vi skal drøfte i dag, men noget, vi kommer til inden alt for længe, som vi også lige var inde på før, for det har vi jo kunnet se i regeringens lovprogram.

Når udtrykket i medgang og modgang bruges, er det nok ikke helt tilfældigt, for uanset hvor meget man elsker hinanden, og hvor meget man ønsker at dele livet med hinanden, er der også dage og perioder med modgang, hvor det er lidt mere trist og surt. Men i og med at ægteskabet netop er en institution, som rummer det hele, er det værd at værne om og passe på, ikke mindst hvis der er børn i forholdet. Ægteskabet er fundamentet for familien, også selv om livet i dag leves meget uden for hjemmets fire vægge: Man er på arbejdspladsen, man er i skole, man er i institution. Men hjemmet skal gerne være det stabile i et barns opvækst.

Når man indgår ægteskab, afgiver man et løfte, som er meget betydende ikke bare for ens eget, men også for ens nærmestes liv. Derfor skal der også være meget tungtvejende grunde til, at man vil bryde det løfte. Dem tror Dansk Folkeparti man først er i stand til at se efter en vis betænkningstid. Man skal ikke blive i et ægteskab for enhver pris, man skal ikke slides op, men det er nok ganske sundt, at man overvejer det meget nøje, hvis man vil skilles, idet det på flere måder kan være med til, at man ikke fortryder beslutningen, og at man, såfremt der er børn, kan forsvare den handling. For børn er det oftest det mest ideelle, at forældrene finder ud af det sammen og man forbliver sammen som en enhed, som en familie.

Skilsmissetallene er meget høje i Danmark, og jeg siger ikke, at der ikke er gjort mange overvejelser, før man har besluttet sig for at blive skilt, men tallene for, hvor mange der fortryder, kan indikere, at det vil være godt med en periode, hvor man tænker sig godt om og vurderer konsekvenserne, og hvad den egentlige årsag til bruddet er. Og om det er den samme årsag, man når frem til efter nogle måneder, er jo ikke sikkert. For uanset hvad tilværelsen byder, er det jo ikke altid lutter lagkage og grønne skove, som man siger, det er også hårdt slid og pligter. Det samme gør sig egentlig gældende for ægteskabet. Det glemmer man måske et kort øjeblik og skrider derfor til noget, man så hurtigt fortryder. Det er trist. Derfor vil Dansk Folkeparti meget gerne have genindført den her betænkningstid, medmindre der selvfølgelig foreligger en skilsmissegrund efter ægteskabslovens bestemmelser herom.

Så nu ser vi frem til de øvrige ordføreres kommentarer, og så har vi nogle afsluttende bemærkninger til sidst.

Der er en kort bemærkning fra hr. Torsten Gejl.

Tak, og tak for talen. Det er bare et undersøgende spørgsmål. Jeg er også godt klar over, at det her har været DF's politik i lang tid, så det er ikke på nogen måde sådan en trold, der hopper op af en æske. Men når vi nu har de her omfattende skilsmisseretforhandlinger i Socialministeriet og der er en kommission i gang, hvordan kan det så være, at DF fremsætter det her beslutningsforslag her nu lige midt i forhandlingerne? Hvad er tanken bag det?

Ordføreren.

Jamen det her er en kontinuerlig debat, Dansk Folkeparti har haft gennem mange år, i forhold til familieområdet, i forhold til ægteskab, i forhold til børn, så derfor synes jeg egentlig ikke, det er så mærkeligt. Og så vil jeg altså gerne sige: Så vidt jeg ved, er vi faktisk ikke rigtig i gang med et forløb nu. Der har været et regeringsskifte, og vi afventer, for jeg er ikke blevet inviteret til nogen forhandlinger, endnu i hvert fald – og det formoder jeg heller ikke at hr. Torsten Gejl er.

Hr. Torsten Gejl.

Det er hr. Torsten Gejl heller ikke. Tak for svaret.

Tak til ordføreren. Vi går videre i rækken til hr. Carl Holst, Venstre.

Venstre takker Dansk Folkeparti for at fremsætte beslutningsforslaget, så vi får drøftelsen, men kan ikke støtte forslaget. Vi læner os op ad det, som ministeren redegjorde for i en kort, indholdsrig og god tale, der netop skitserede, hvad nuancerne i det her spørgsmål er.

Da man indførte det i 2013, stemte Venstre imod. De, der går ind og læser, hvad det var, der var det bærende for, at Venstre i sin tid stemte imod, vil se, at det ikke så meget var straksskilsmisseproblemstillingen som den centralisering af statslige arbejdspladser, der også var bærende for lovforslaget tilbage i 2013.

Jeg tror, at vi alle sammen er enige om, at ægteskabet er et væsentligt, bærende element – både for to voksne, men også for de børn, der vokser op. Derfor er det også alvorligt, når ikke mindst børn i stigende grad oplever skilsmisser, for de har en negativ påvirkning af barnets velvære. Man skal heller ikke tro, at det at indgå ægteskab er noget, man bare gør, og så kan man have en prøvetid og derefter lade det ophøre. Venstres tilgang til det er, at man skal tage ægteskabet alvorligt.

Jeg er ikke en stor fan af tv-udsendelser som »Gift ved første blik«, men man kan jo stille spørgsmålet, om man, når man laver udsendelser som »Gift ved første blik«, så ikke også kan lave udsendelser, der kunne hedde skilt ved et enkelt klik. Og selvfølgelig kan man også diskutere, om det er fornuftigt, at man kan blive skilt ved et klik, men kun kan sige et job op med 1 måneds varsel.

Når alt det er sagt, er vi i den situation, at vi påbegynder nogle forhandlinger – for jeg er enig med fru Karin Nødgaard i, at forhandlingerne knap er gået i gang endnu – om hele skilsmisseområdet, og der synes jeg vi skal være villige til at diskutere alt, alle elementer, i forhold til det, der er regeringens udgangspunkt for de forhandlinger, nemlig at få lavet en fremtidig organisering af skilsmisseområdet, der er mere enstrenget, så et par, der ønsker at blive skilt, bliver det på en velovervejet og ordentlig måde, i en god kontakt med forskellige offentlige instanser, og også møder offentlige instanser på en måde, der er konfliktdæmpende og ikke konfliktskabende. Vi ser meget frem til – med udgangspunkt i regeringens udspil om et enstrenget skilsmissesystem – at mødes bredt med partierne om disse forhandlinger.

Så er meget af debatten jo et spørgsmål om, hvad der er økonomi, og hvad der er konfliktskabende i forhold til de to voksne mennesker, der vælger at blive skilt, men vi skal også i de forhandlinger have et skarpt blik på barnets retssikkerhed. Altså, hvordan sikrer vi, at børnene i højere grad i fremtiden – når de oplever deres forældre blive skilt – får en følelse af, at deres holdning, deres mening, som barn af to voksne, der bliver skilt, bliver taget alvorligt?

Men når det så er sagt, skal vi jo heller ikke tro, at skilsmisser er noget, som er en fast størrelse, som der også er en fast, ensartet løsning på – for det er der ikke. Der er vidt forskellige udgangspunkter for alle skilsmisser. Man kunne have den tanke, at enkelte skilsmisser måske ligefrem ville være til gavn for børnene, fordi ægteskabet har en sådan beskaffenhed, at det ikke er til gavn for børnene, som det er. Man kan have den tilgang, at noget er økonomi, altså at det er det, der er konfliktskabende, eller at det handler om samværet mellem forældre og skilsmissebørn.

Min pointe er, at vi i de kommende forhandlinger skal have blik for, at løsningen ikke er én model, men et enstrenget system, der ikke er konfliktskabende, men konfliktdæmpende – og også et system, der tager udgangspunkt i det, man skal: den enkelte situation for det enkelte ægteskab, hvori de er kommet til den erkendelse, at de vil skilles. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Karin Nødgaard, Dansk Folkeparti.

Tak. Jeg ved ikke rigtig, hvor man skal tage fat, for der var flere ting, som ordføreren var inde på, bl.a. det oprindelige lovforslag, L 157. Og der siger ordføreren direkte, at man egentlig ikke var særlig optaget af det her. Det kan godt bekymre mig noget, når Venstre i dag sidder som det største regeringsparti og måske skal være et af de toneangivende partier i forhold til de forhandlinger, som der tales så meget om. Så det synes jeg måske ikke stemmer helt overens med, at ordføreren også siger, at man skal tage ægteskabet alvorligt osv.

Men jeg vil gerne høre ordføreren: Når ordføreren nævner barnets retssikkerhed som noget meget væsentligt for Venstre, vil en separationsperiode – nu kunne vi så måske diskutere længden af den, det ved jeg ikke – så netop ikke være med til at sikre barnets retssikkerhed? Jeg synes jo, det er utrolig vigtigt, at vi har fokus på det, og derfor synes jeg, at nogle af de ting, som ordføreren siger, modsiger hinanden.

Ordføreren.

Enten fik jeg formuleret mig på en forkert måde – og det beklager jeg – eller også hørte fru Karin Nødgaard det lidt anderledes, end jeg mente det, og end jeg rent faktisk sagde det, hvor jeg åbent og ærligt erkendte, at vi var imod, at man i 2013 indførte muligheden for straksskilsmisse. Men da man i sin tid behandlede det, var det jo også i kølvandet af, at man ville omorganisere forvaltningsstrukturen og flytte arbejdspladser fra det, nogle kalder uden for Valby Bakke, og centralisere dem. Det var også det, der var omdrejningspunktet. Min pointe var blot, at der var flere elementer i det i sin tid. Men ja, Venstre stemte imod indførelsen af straksskilsmisse. Og nej, det er ikke helt fair at tage det som et udtryk for, at vi ikke tager det alvorligt.

Så spurgte du til barnets retssikkerhed, og det svarer jeg på i næste runde. Nu er min tid gået.

Det er nemlig korrekt.

Ordføreren.

Jamen jeg har ellers nogle nye spørgsmål: Hvorfor har Venstre ændret holdning siden dengang, i forhold til at man skulle indføre den her separationsperiode? Det forstår jeg simpelt hen ikke. Venstre er et stort parti, og Venstre har også siddet i en regering, hvor man sad der alene. Nu er man det store parti i en trekløverregering, og jeg kan simpelt hen ikke forstå, hvorfor Venstre ikke har holdt fast i det her med, at der skulle være den her separationsperiode.

Så vil jeg gerne lige høre: Har ordføreren set et nyt udspil fra den nye regering, for det har jeg altså ikke? Ordføreren taler, som om det, V-regeringen har lagt frem, også er det, der bliver lagt frem, når vi på et tidspunkt skal mødes.

Ordføreren.

Barnets retssikkerhed spiller en stor rolle, men barnets retssikkerhed – jeg er ved at svare på et spørgsmål fra første runde, undskyld – kan man ikke se i lyset af, om det er den ene eller den anden måde, man bliver skilt på. Barnets retssikkerhed er et spørgsmål om, at man i stedet for systemer og modeller tænker på dig!, ikke jer skilsmissebørn, men dig individuelt. Hvad er din holdning, hvad er din mening, hvad er din vurdering. Det er det, vi vil have i centrum: barnets ønsker.

Vi har ikke ændret holdning. Jeg har redegjort for, hvad vi stemte, og hvad bevæggrundene dengang primært var, nemlig centralisering af statslige arbejdspladser. Jeg har også redegjort for, at vi er villige til at drøfte det i de kommende forhandlinger. Der har været et udspil fra den tidligere regering, der er en arbejdsgruppe, og vi går snart i gang.

Så siger vi tak til ordføreren og går videre i rækken, og det er hr. Peder Hvelplund, og det er Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Det er jo en interessant debat at komme ind i her, for vi kommer vidt omkring både i forhold til skilt ved første klik og forslag om, at der skal installeres alkometre på computeren, før man kan bruge den og gå ind på NemID.

Nu taler vi om skilsmisse og børns stilling i forhold til skilsmisse, men når det handler om børn, handler det også om samliv og samlivsophør og ikke alene om, om folk er gift eller ej. Men det, forslaget her handler om, er muligheden for at kunne bruge straksskilsmisser, og der var det jo sådan, at under den forrige regering var vi i Enhedslisten med til at fjerne den separationsperiode på 6 måneder for par, der er enige om, at de vil skilles. Vi kan sådan set ikke se noget behov for, at der skal lægges administrative begrænsninger i vejen for, at voksne mennesker kan leve sammen eller vælge at holde op med at leve sammen, som de har lyst til, når bare de er enige om det. Derfor ønsker vi heller ikke at støtte det her beslutningsforslag.

Vi anerkender selvfølgelig, at der er nogle ganske få par, som foretager en for impulsiv handling og ansøger om en skilsmisse, hvorefter de fortryder det, men vi mener ikke, at den rigtige vej at gå er at forhindre de par, som faktisk har gavn af den her ordning, i at have det, blot fordi der er nogle få, som bruger den uhensigtsmæssigt. Og det er jo altid en god idé, at man har muligheden for at fortryde en afgørelse, man har truffet. I de tilfælde, hvor det kun er den ene part, der vil skilles, skal der selvfølgelig være en grad af beskyttelse, og i de tilfælde er det stadig væk obligatorisk med de 6 måneder, hvor parterne kan nå at komme til enighed om, hvordan de vil indrette deres videre liv. Vi mener, at det vigtige i opretholdelsen af et samvær ikke er at opretholde et ægteskab, ud over hvad de implicerede har lyst til. I stedet for er vi optaget af, hvordan vi kan skærme børn, når deres forældre ikke kan finde ud af at leve sammen længere, uanset om forældrene er gift eller ej.

Det gavner ikke børn, at deres forældre bliver i et ulykkeligt ægteskab eller samliv for børnenes skyld. Vi vil således gerne påpege nogle tiltag, som vi i Enhedslisten har været med til at fremme før, og som vi mener kan være med til at støtte børn, hvis de oplever problemer i deres familier. Vi vil gerne fremhæve børns ret til både at blive hørt og lyttet til, gerne med støtte fra en bisidder, således at de ikke tages som gidsler i samværskonflikter. Vi vil også gerne opruste det forebyggende i forbindelse med situationer, hvor der er konflikt mellem forældrene. Vi ser f.eks. gerne på muligheden for at implementere socialrådgivere i daginstitutioner eller udvidelse af de eksisterende forsøg med parrådgivning som PREP-kurser. Denne form for tiltag kan også hjælpe par, inden konflikten eskalerer til mere voldsomme samlivsproblemer.

Vi stemmer derfor nej til beslutningsforslaget i dag, men vil gerne være med til at arbejde for at hjælpe børn, der kommer i klemme, når deres forældre ikke kan sammen længere.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Karin Nødgaard, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Det sidste udtryk var faktisk: hjælpe børn, der kommer i klemme. Mener ordføreren ikke, at netop børn kan komme frygtelig meget i klemme, hvis man faktisk fra den ene dag til den anden oplever, at ens forældre bare er blevet skilt, altså f.eks. hen over natten? Der tænker jeg da meget, at Enhedslistens politik jo er – det har jeg ofte hørt fra forskellige ordføreres side – netop at have fokus på det her barn og på, hvordan man kan hjælpe barnet mest muligt og sørge for, at børn faktisk ikke bliver udsatte børn. Vi taler tit om udsatte børn på en bestemt måde, fordi det kan være sådan ude i samfundet, som man siger, men i princippet kan man jo også være meget udsat, i forhold til at man måske egentlig lever i en velfungerende familie, men i det øjeblik, skilsmissen indtræffer, bliver man faktisk udsat på nogle andre måder, end vi ellers går og tænker på at være udsat på.

Derfor synes jeg måske, det ville være oplagt, at man havde en betænkningsperiode. Og kunne Enhedslisten så måske arbejde sammen med os i forhold til at få indført en lidt kortere betænkningsperiode?

Ordføreren.

Nu tror jeg sådan set ikke, at det så meget handler om nogle administrative tiltag. Man kan sige, at det, når det handler om børn og børns situation, jo ofte er en meget konkret situation, og derfor handler det om at styrke den forebyggende indsats. Problemet er jo ikke så meget, om ens forældre er kommet til at klikke på en skilsmisseknap, hvis de blot dagen efter er enige om, at det er en dårlig idé. Så oplever barnet jo ikke det store problem i forhold til det. Hvis der er samlivsproblemer, handler det jo ikke om, at man skal begrænse nogle administrative tiltag, men så handler det om, at man skal kunne sætte ind med en forebyggende indsats og netop hjælpe børnene i det øjeblik, de oplever, at der er konkrete problemer.

Spørgeren.

Jeg er helt enig i forhold til det om det forebyggende. Det er noget af det, som jeg meget ofte har talt om er vigtigt, for vi kan undgå rigtig mange ting på det sociale område, hvis man arbejder forebyggende. Jeg tror overhovedet ikke, at vi er nået i mål, og jeg tror, at der er lang vej, også selv om vi får lavet en aftale på det her område. Så er der det der med bare at fortryde. Skal jeg forstå det sådan, at ordføreren faktisk mener, at det ikke betyder så meget, hvis man fortryder det, for så kan man jo bare lige ringe til dem mandag morgen og sige, at vi har egentlig fortrudt det, vi gjorde? Er det ikke at tage lidt løst på hele den institution, som hedder ægteskabet?

Ordføreren.

Nu er det jo sådan, at det heldigvis også er i meget, meget få tilfælde, at der er nogle, der agerer så impulsivt. Jeg synes, vi i den her debat skal passe på ikke at gøre det til en debat om, at det her er sådan noget, folk bare lige gør, når de sidder ved computeren. For rigtig mange familier er det her jo en hjælp, i forhold til at man netop kan komme hurtigt videre, uden at der ligger nogen administrative bindinger i forhold til det. Det vil jo meget ofte også være med til at styrke barnets position, at man netop hurtigt får en afklaring, og at man kan komme videre. At der så er nogle ganske enkelte tilfælde, hvor det ikke fungerer, mener jeg ikke skal stille sig i vejen for, at vi i øvrigt kan få en smidigere gang i forhold til det her, og især ikke, når det er noget, der kan være til gavn for barnet.

Jeg er da bare fuldstændig enig i, at når vi ser på det forebyggende arbejde med hensyn til børn, så har vi stadig lang vej at gå. Det vil vi rigtig gerne være med til at have fokus på, og vi vil gerne være med til at styrke nogle af de initiativer, der allerede er sat i gang.

Dermed siger vi tak til ordføreren. Den næste ordfører i rækken er fru Laura Lindahl fra Liberal Alliance. Værsgo.

Dansk Folkeparti foreslår her, at man ændrer ægteskabsloven, så det ikke længere er muligt at blive skilt uden en separationsperiode på 6 måneder. Sådan har det jo tidligere været, altså at man fra statens side forhindrede folk i at blive skilt med det samme, medmindre der var helt ekstraordinære årsager til skilsmissen som f.eks. vold eller utroskab. Men i 2013 ændrede vi det, så par, der gerne vil skilles, altså er enige om, at man ikke vil være gift længere, kan blive det, uden at der skal være en særlig årsag til det, ud over at man bare ikke ønsker at være gift længere. Liberal Alliance lagde stemmer til forslaget, idet det er fuldstændig på linje med vores politik om, at staten skal blande sig mindst muligt i vores liv, og den skal bestemt ikke blande sig i, om vi skal giftes, og hvornår vi skal skilles. Det må være vores egen beslutning.

Jeg kan forstå, at argumentet er, at det er en utrolig stor beslutning at blive skilt, og det er jeg jo fuldstændig enig i. Men der er mange beslutninger her i livet, som er meget store. Det er en meget stor beslutning at blive gift. Det er en meget stor beslutning at få børn. Det er en meget stor beslutning at købe et nyt hus, skifte job, skifte institution på ens børns vegne. Der er rigtige mange store beslutninger i livet. Det er en del af livet at træffe store og svære beslutninger. Betyder det, at staten skal pakke os alle sammen ind i vat, altså skal sørge for en betænkningsperiode på 6 måneder, hver gang vi står over for en svær beslutning i vores liv, som også kan implicere vores børn? For det har da i høj grad også betydning for vores børn, hvis vi vælger at flytte fra Sjælland til Jylland. Skal vi tænke over det i 6 måneder, før vi kan få lov til det, eller skal vi have tillid til, at mennesker, som bliver gift, som sætter børn i verden, og som har en familie, tænker sig om, før de træffer store beslutninger? Selvfølgelig skal vi have tillid til, at det gør familier, det gør forældre, både når det kommer til at blive gift, skilt, få børn og skifte job, og hvad der ellers kan være af store og svære beslutninger i livet. Jeg er liberal. Jeg har tillid til, at mennesker kan påtage sig det personlige ansvar, og jeg har tillid til, at det gør de i dag. Derfor ønsker jeg ikke, at staten skal blande sig.

Det er fuldstændig rigtigt, at vi så kan se, at der er nogle, der fortryder. Men det er jo også en del af livet at træffe forkerte valg. Det er en del af livet. Jeg tror ikke, at der er nogen af os, der sidder her i salen, som ikke har prøvet at begå en fejl og træffe en beslutning, som var forkert. Sådan er det. Men selvfølgelig har man, inden man har truffet beslutningen, når det kommer til skilsmisser, gjort alle overvejelser, i forhold til om det her er det rigtige. Og så er det jo heldigt, at vi ikke forhindrer folk i at finde sammen igen, hvis man finder ud af, at det faktisk var det rigtige.

Så Liberal Alliance støtter naturligvis heller ikke op om det her forslag.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt for en kort bemærkning, og det er fru Karin Nødgaard, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Det var faktisk en fremragende tale, for den sagde alt det, som jeg er modstander af. Det var virkelig så tydeligt Liberal Alliances politik dér – det anerkender jeg – men jeg er også lidt chokeret over at høre, at det faktisk lyder, som om fru Laura Lindahl siger, at man bare kan shoppe ind og ud af ægteskabet, som om det er sådan noget, man bare kan gøre. Faktisk tror jeg, at hvis man skulle flytte fra Sjælland til Jylland, ville det være en større beslutning sådan rent tidsmæssigt, end det er på nuværende tidspunkt i forhold til en skilsmisse. Det synes jeg er dybt bekymrende.

Jeg synes også, det er dybt bekymrende, at ordføreren kan sige, at man kan sidestille det at købe hus og skifte job og skifte institution med at indgå og træde ud af ægteskab – at det er det samme. Nej, jeg mener helt ærligt grundlæggende – og det er vores familiepolitik – at det at indgå et ægteskab er en stor beslutning, som jeg også sagde i min indledende tale, og det er også en stor beslutning, hvis man vælger at træde ud af det. Hvad er det, der gør, at Liberal Alliance ikke kan acceptere, at man godt lige må tænke sig om? Det er jo ikke noget med, at staten går ind og blander sig; det er jo bare et spørgsmål om, at man skal tænke sig om.

Ordføreren.

Men jeg tror helt grundlæggende, at forskellen mellem Dansk Folkeparti og Liberal Alliance er, at vi i Liberal Alliance allerede tror, at folk tænker sig om. Vi tror ikke, at staten behøver at sætte en betænkningstid på 6 måneder ind for at sikre, at folk tænker sig om. Vi tror faktisk på, at størstedelen, langt, langt de fleste, har tænkt sig om, inden de træffer den store beslutning, det er at blive gift. Så vi er ikke tilhængere af, at staten prøver at værne mod det her, vi er ikke tilhængere af at sende et signal til familier om, at vi ikke tror, de tænker sig om, for det tror vi de gør.

I forhold til at sidestille skilsmisse med andre store beslutninger var det egentlig bare for at sige, at det at blive skilt anerkender jeg som værende en stor beslutning, en svær beslutning, men dem er der bare mange af i livet, og vi kan ikke som offentlig myndighed og som stat og som politikere skærme folk fra store, svære beslutninger, som de måske og måske ikke fortryder senere. Og jeg mener ikke, at vi skal gøre det.

Spørgeren.

Nej, jeg sagde sådan set ikke, at vi skal undgå skilsmisser, og jeg sagde faktisk også i min indledende tale, at vi jo ikke skal være dommere over, om folk vælger at gå fra hinanden. Vi synes bare, det er sundt, at man har den her betænkningsperiode. Og jeg er altså ikke enig i den præmis om, at det er en svær beslutning på lige fod med andre svære beslutninger. Jeg mener, at det her er en meget, meget stor og omvæltende beslutning at træffe, både inden for parforholdets grænser, men også hvis man har børn i parforholdet.

Ordføreren siger, at folk tænker sig om. Ja, det gør de forhåbentlig, men vi har jo altså også nogle tal, der viser, at der er rigtig mange, der faktisk har fortrudt, at de har søgt om en straksskilsmisse. Kunne ordføreren ikke lige prøve at kommentere sådan nogle tal? Der var 3.342, der trak deres ansøgning tilbage i 2014. Er det ikke et stort antal?

Ordføreren.

Jo, der er folk, der fortryder det valg, de træffer. Det er der folk der gør hver dag. Og jeg er helt med på, at det er en kæmpe beslutning, men netop fordi skilsmissen er så stor en beslutning, føler jeg mig helt overbevist om, at folk har gjort sig rigtig mange tanker om det, før de gør det.

Ordføreren får det til at lyde, som om folk bare overnight beslutter det. Men det er overhovedet ikke sådan, at det har været den perfekte kernefamilie, og så vågner børnene op til en situation, hvor mor og far er blevet skilt på internettet om natten og nu ikke bor sammen længere. Det er jo en lang proces. Det kan godt være, at det ikke er en lang proces administrativt i staten, men det er jo en lang proces for de her mennesker, som står i det. Og jeg har fuldstændig tillid til, at folk overvejer det her nøje, og jeg er ikke interesseret i, at vi politikere skal tænke mere over det her, eller at vi tror, at vi politikere skal værne folk mod svære beslutninger. Jeg er helt overbevist om, at det gør folk selv, og at det kan folk selv.

Der er en kort bemærkning fra hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg er lidt interesseret i at høre, hvad Liberal Alliances holdning til ægteskabet som institution egentlig er. Det er jo sådan, at man ikke bare lige sådan kan gå på nettet og så med NemID blive gift. Det kræver en indsats. Man skal søge en ægteskabsattest – få en prøvelsesattest, der skal sendes frem til vielsesmyndigheden. Der er faktisk noget arbejde i det her. Skal det så også bare laves om til, at man lige kan klikke sig ind og så som i en facebookopdatering sige: Er nu i et ægteskab – og så er man gift, og så kan man nyde de fordele, der er ved det, og så, når det ikke længere er opportunt, går man bare igen og vælger den status, der hedder »skilt«?

Er der ikke sådan noget særligt ved ægteskabet i Liberal Alliances verden, som bør mane til en smule eftertanke, når man indgår og ophæver et ægteskab?

Ordføreren.

Jo, Liberal Alliance mener naturligvis også, at ægteskabet er særligt. Men vi har tillid til, at dem, der indgår ægteskab, og dem, der ønsker at forlade ægteskabet, mener, at det er lige så særligt, lige så specielt, som vi politikere mener det er. Så vi har ikke behov for, at der sidder 179 medlemmer her i Folketinget, der mener, at de skal være dommere over, hvor vigtigt det er for den enkelte. Jeg har tillid til, at de mennesker, som indgår og forlader et ægteskab, selv vurderer det som vigtigt, stort, og det skal jeg ikke blande mig i. Jeg mener faktisk ikke, at vi skal blande os i ægteskabet på den måde, som ordføreren lægger op til.

Spørgeren.

Så hvis det stod til Liberal Alliance, kunne man bare med sit NemID logge ind i folkeregisteret og opdatere sin civilstand til »gift med«, og så skulle den anden bare tilsvarende logge ind og opdatere og acceptere anmodningen om ægteskab, for man har jo gjort sig de her tanker, og det behøves ikke at være noget voldsomt, og man skal ikke mane til nogen eftertanke. Det er jo det ultimative strømlinede samfund, hvor borgerne bare kan gøre det, for de har jo tænkt over det på forhånd. Ville det være en ønskelig situation i forhold til institutionen ægteskabet i liberale øjne?

Ordføreren.

Det er klart, at vi i Liberal Alliance da ønsker at gøre det så let som muligt for borgerne i det her samfund at træffe valg. Det er ligegyldigt, om vi taler om ægteskab eller skilsmisse eller andre valg her i livet. Vi ønsker, at den enkelte familie har så mange frie muligheder som muligt for at træffe de valg, der gør, at man som familie eller enkeltperson kan leve et frit liv. I dag er det relativt nemt at indsende en erklæring, men om man skal bruge NemID til det, ved jeg ikke, måske. Det kan sagtens være, at det vil være endnu nemmere.

Helt grundlæggende tror jeg bare, at forskellen på os – som partier og som politikere – er, at vi har tillid til, at de her mennesker, som indgår ægteskab og forlader et ægteskab, selv gør sig alle de overvejelser, som ordførerne er nervøse for at man ikke gør sig. Vi er fuldstændig overbevist om, at det gør man, fordi man selv synes, det er stort at blive gift og at blive skilt, og det behøver vi politikere ikke at blande os i.

Dermed siger vi tak til ordføreren. Den næste, der får ordet, er hr. Torsten Gejl fra Alternativet. Værsgo.

Tak. I Alternativet er vi ligesom alle andre klar over, at det er en meget, meget alvorlig ting for alle børn, hvis deres forældre skal skilles. Principielt skylder vi voksne vores børn at tænke os rigtig, rigtig grundigt om, før vi pludselig i en eller anden brandert får lyst til at trykke på en skilsmisseknap, der kan udløse en hurtig skilsmisse. Så det her er en vigtig debat at tage op.

Hvis man ser på det ideologiske, har vi det sådan i Alternativet, at vi gerne vil have mere samfund og mindre stat. Det betyder ikke, at vi skal til at spare og skære ned på staten, men det betyder, at vi gerne vil sikre, at mennesker selv får ansvaret for at tage alvorlige valg i deres eget liv og selv står til ansvar for de valg. Vi medgiver, at det her er en særlig sag, fordi det har konsekvenser – store konsekvenser – for børnene. Derfor vil jeg godt lægge mig lidt op ad Socialdemokratiet, som gerne ville være med til at være lidt kreative, nu når vi kommer ind i forhandlingerne. De foreslog et alkometer, som man kunne blæse i først, så man kunne nå at finde ud af, hvor fuld man var, når det var sådan, at man ville til at aflyse et ægteskab. Om det lige skal være den løsning eller vi skal lave andre initiativer til gavn for børnene, vil vi gerne være med til at snakke om. Men de skal være langt, langt mindre indgribende end det, der ligger i det her forslag.

Så jeg synes, det er fint, at DF skaber opmærksomhed om den her sag, og jeg glæder mig til at fortsætte med at have den opmærksomhed i de omfattende forhandlinger om skilsmisseret, som snart vil køre videre i Socialministeriet. Vi stemmer ikke for forslaget nu, men modtager med glæde den her indbydelse fra DF om at tage det her spørgsmål med ind til forhandlingsbordet ved de kommende forhandlinger i Socialministeriet.

Tak. Der er et par korte bemærkninger, og den første er fra fru Laura Lindahl.

Det var egentlig bare, fordi ordføreren sagde, at man selvfølgelig skal sikre, at folk i en eller anden brandert ikke bare går ind og træffer den her beslutning. Jeg er bare nødt til at spørge lidt ind til ordførerens menneskesyn, for har ordføreren det menneskesyn, at han tror, at ansvarlige voksne mennesker, der har sat børn i verden, der er blevet gift, ikke tænker mere over en så fuldstændig revolutionerende beslutning i deres familieliv, end at man bare går ind i en brandert og annullerer den? Jeg savner lidt, at man har tillid til, at mennesker kan tænke selv, og at mennesker tager ansvar for deres familie, for deres børn og for deres egen livssituation. Jeg bliver en lille smule stødt over, at det er holdningen til andre mennesker, altså at man bare tror, at folk i en brandert går ind og træffer så vigtig en beslutning som det at blive skilt og forlade sine børn, at man ikke tror, at det virkelig er en beslutning, som de har tænkt over meget, meget længe. Mener ordføreren virkelig, at det er sådan, det foregår derude?

Ordføreren.

Det var måske lidt skarpt trukket op, men kære fru Laura Lindahl, det er der jo nogle der gør. Altså, der er jo nogle – det kan godt være, det ikke er i en brandert – som for hurtigt bliver skilt. Det viser de her tal jo. Jeg er fuldstændig med på, at folk skal have ansvar for deres personlige handlinger i deres liv, og der følger jeg LA langt hen ad vejen. Hvis vi så kan finde en lille kreativ detalje, der gør, at man får lejlighed til at tænke sig en gang ekstra om, synes jeg, at det er interessant i forhold til børnene. Det er så skrækkeligt for mange af dem, hvis deres forældre skal skilles.

Spørgeren.

Tak for det. Det var dejligt at få præciseret, at det måske lige var en stramning og en skarp vending. Men bare lige for at få det helt klart: Mener ordføreren, at der er behov for, at vi politisk skal sikre os, at folk tænker sig om, eller har ordføreren tillid til, at folk, der står i den her situation, har tænkt sig rigtig, rigtig godt om selv, og at det behøver vi politikere ikke at gøre for dem?

Ordføreren.

Altså, vi har det ikke helt så enkelt, at enten er det staten, der hundrede procent overtager folks liv, eller også skal de hundrede procent selv klare det. Vi vil gerne, som jeg sagde, ligesom S se, om vi kan finde et kreativt kneb, der gør, at folk lige får en anelse mere mulighed for at tænke sig om. Det synes vi ikke er at fratage folk deres personlige ansvar for deres eget liv.

Den næste spørger er fru Karin Nødgaard fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Jeg var faktisk rigtig glad for den sidste præcisering, der kom fra hr. Torsten Gejl, for det var faktisk noget af det, jeg ville høre om. Ordføreren siger indledningsvis, at mennesker skal stå til ansvar for deres eget valg, og det er jeg sådan set meget enig med ordføreren i. Jeg synes heller ikke, at vores forslag i Dansk Folkeparti egentlig tager afstand fra det. Vi siger jo sådan set bare, at det ikke længere skal være muligt at opnå en direkte skilsmisse uden en forudgående separationsperiode på 6 måneder. Derfor vil jeg gerne høre ordføreren, om man vurderer, at det kunne være muligt at nå til enighed om, at man så lavede en anden form for separationsperiode, netop for at sikre, at der bliver tid til refleksion.

Ordføreren.

Det har vi åbnet for så meget, som vi kan. Jeg synes, vi skal fortsætte de forhandlinger i Socialministeriet og prøve at skabe noget synergi og se, om vi kan finde ud af noget sammen.

Spørgeren.

Sådan opfattede jeg heller ikke det der før, hvor man gav et eksempel på noget, Socialdemokratiet havde sagt. Det er simpelt hen for, at man gerne vil være konstruktiv i forhold til de forhandlinger, man går ind i. Nu nævner ordføreren så også det med børn. Har det her forslag egentlig ikke også, hvis man sådan skal læse bag ved vores ord i formuleringen, noget at gøre med børns retssikkerhed?

Ordføreren.

Jo, det har det vel egentlig. Sådan kan det da godt tolkes.

Dermed siger vi tak til ordføreren og går videre i rækken. Og det er fru Marianne Jelved, Det Radikale Venstre.

Tak. I den regeringsperiode, som lå fra 2011 til 2015, deltog Det Radikale Venstre jo i regeringsarbejdet. Derfor var vi i regering, da Folketinget i foråret 2013 vedtog at afskaffe kravet om en separationsperiode for alle, der ville have en skilsmisse. Den separationsperiode var på 6 måneder.

Vi mener ikke, at ægtefæller bare lige beslutter sig for at blive gift eller bare lige beslutter sig for at blive skilt. Det er jo to store begivenheder i deres liv, som vi taler om, og det er selvfølgelig noget, der ikke bare kommer som lyn fra en klar himmel, men noget, som forberedes følelsesmæssigt og praktisk osv. osv. hos de pågældende mennesker.

Vi tror, at voksne mennesker tænker sig om, før de træffer den slags store beslutninger. Loven siger i dag, at hvis ægtefællerne er enige om skilsmisse, behøver de ikke en separationsperiode. Er man derimod ikke enige, så er der stadig væk en separationsperiode, og det synes jeg faktisk understreger, at man har mulighed for at tænke sig ekstra meget om, hvis man – eller en af parterne – er usikker på den beslutning, man er ved at træffe. Den måde, som det er indrettet på i dag, har Det Radikale Venstre været med til at skabe, og vi er faktisk stadig væk enige med os selv i, at det er sådan, vi synes det bedst fungerer.

Børnenes situation og børnenes retssikkerhed afhænger jo ikke af, om der er 6 måneders separationsperiode eller ej. Det er jo en hel masse andre ting, der spiller ind dér. Og som tidligere ordførere har sagt her fra talerstolen i dag, sidder vi jo netop i den forhandlingssituation, hvor meget tegner til – det er i hvert fald det, jeg håber det ender med – at et meget bredt flertal bliver enige om at sikre retssikkerheden for bl.a. børnene bedre, end det er tilfældet i dag. Så vi ser frem til, at vi samarbejder omkring det og vil bidrage til, at vi får givet børn en bedre hjælpende hånd fra det offentlige, inden de bliver skilsmissebørn. Men det er en anden fortælling.

Så vi kan ikke støtte B 28, men vi anerkender, at Dansk Folkeparti tager det her meget alvorligt. Det er slet ikke det, men vi synes bare ikke, at den metode, der ligger i B 28, er den rigtige. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Der er en enkelt kort bemærkning fra fru Karin Nødgaard, Dansk Folkeparti.

Det var meget klar tale fra ordføreren. Man siger meget klart, hvad De Radikale mener om det her, og det anerkender jeg fuldt ud, og jeg glæder mig selvfølgelig også til at have dialogen med De Radikale, når vi nu skal til forhandlingsbordet. For der kan godt komme nogle meget interessante tanker i forhold til det her, for jeg ved også, at ordføreren har en stor erfaring på området. Men jeg vil godt lige høre noget, når ordføreren nu nævner det her i forhold til, at det er to store begivenheder i livet, både når man indgår ægteskab, og når man træder ud af det.

Kunne vi så ikke sige, at man faktisk skulle have lidt de samme vilkår, når man skal indgå ægteskabet, hvor der trods alt er en periode, hvor der sker noget, inden man kan indgå det, og når man så kan træde ud af ægteskabet igen? Det kunne jo være en model, at man kunne gøre det. Det er ikke sikkert, at det så skal være en separationsperiode på 6 måneder, men det kunne være en anden model, som trods alt gør, at der bliver lidt tid til eftertanke i forhold til den beslutning, man vælger at træffe.

Ordføreren.

Jamen der går jo også nogen tid, inden man får sine skilsmissepapirer. Der er jo under alle omstændigheder en sagsbehandlingstid. Jeg ved ikke, hvad sagsbehandlingstiden er i dag, men det er jo ikke noget, der sker fra lørdag morgen til mandag morgen. Altså, det er jo en sagsbehandlingstid, der foregår i Statsforvaltningen, og derfor har man jo i virkeligheden også en mulighed for at bruge den pause, inden papirerne om skilsmissen er leveret. Så jeg synes jo, at der i praksis er den lille tænkepause, som ordføreren efterlyser.

Spørgeren.

Det er jeg altså ikke helt sikker på at fru Marianne Jelved har ret i. For vi har jo netop også nævnt i vores forslag – og nu læser jeg op, for alle sidder sikkert ikke med forslaget – at der er en jurist fra Statsforvaltningen, som siger, at man har oplevet, at der bliver sendt noget ind fredag aften, og når man så møder ind mandag morgen, ligger der en ny mail, hvor de inderligt beder om, at man ser bort fra den netop indsendte ansøgning. Og så er der endda også nogle, der har klaget over for hurtig sagsbehandling. Det er jo ikke det, vi normalt hører klager over, og det er lidt specielt, men det kan faktisk finde sted, og det har fundet sted.

Så derfor mener jeg måske egentlig godt, at det, også fra radikal side, kunne overvejes, at vi laver en eller anden periode, måske ikke 6 måneder, men så noget andet, hvor man trods alt lige skal tænke sig om, så det svarer lidt til det, at man også skal tænke sig om, når man indgår ægteskabet.

Ordføreren.

Nu skal man jo aldrig sige, at man ikke har brug for at tænke sig om, også som ordfører, så derfor tænker vi selvfølgelig videre. Men der er ikke nogen indicier for, at jeg kan se, at vi ændrer holdning til her spørgsmål. Men skal vi ikke bare se, hvad vi kommer frem til, når vi snakker om skilsmisse og børns retssikkerhed, i den sammenhæng, som vi gør det i øjeblikket, og hvor vi skal finde en løsning sammen?

Dermed siger vi tak til ordføreren. Den næste i rækken er hr. Orla Østerby, Det Konservative Folkeparti.

Tak for det. Beslutningsforslaget, vi står med her i dag, omhandler jo som udgangspunkt noget, Det Konservative Folkeparti er enig med Dansk Folkeparti om. Familien er en af grundpillerne i vores samfund. Det er et fællesskab, som vi skal værne om. Familien er det sted, hvor den primære dannelse som menneske og borger sker. Her skabes der grundlæggende normer og værdier, som siden bliver til byggesten for det samfund, vi alle er en del af.

Dernæst vil jeg sige, at der også er opdragelse og dannelse i familien. Ansvarsfølelse, respekt for andre, tolerance og omsorg, selve evnen til at være i et fællesskab opstår i opvæksten og i det daglige samliv med de nærmeste. Derfor er familien jo meget, meget vigtig i det danske samfund, og for Det Konservative Folkeparti er det en mærkesag at skabe gode rammer for familielivet. Velfungerende familier er grundlaget for et velfungerende samfund. Så det er de byggesten, som vi står på.

Jeg læste en artikel her for nylig om en erhvervsmand, som havde skabt noget i livet, også på det arbejdsmæssige område, og han blev spurgt, hvilke fodspor han havde sat, og som han gerne ville huskes for. Han svar var, at det eneste fodspor, der blev tilbage og ville blive husket, var i hans familie, for de ville huske det, og så selvfølgelig det genetiske.

Det er der, vi står i det her. Derfor er det jo i forbindelse med skilsmisse afgørende, at det er den rigtige beslutning, man træffer. Ægteskabet er en kontrakt mellem to parter, der forpligter sig over for hinanden. Nogle bliver så nødt til at vælge at bryde den kontrakt med hinanden, sådan kan det jo gå, og det er derfor, vi diskuterer det her i dag. Og når det sker, er der tre elementer, der er vigtige: at man reflekterer over sin beslutning og ikke bare træffer en hovsabeslutning, at eventuelle børn ikke kommer i klemme, hvilket faktisk er det allerallervigtigste i det her, og at når man bryder en kontrakt, kan man ikke lige bagefter indgå en ny.

Der er behov for en betænkningsperiode. Derfor mener vi i Det Konservative Folkeparti, at en genindførelse af separationsperioden kunne være en mulighed. Det var også derfor, at vi i forbindelse med forslaget i 2013 stemte imod. Vi var imod, at man indførte en straksskilsmisse.

Nu sidder Det Konservative Folkeparti i regering, og når man sidder i regering, er der kompromiser. Vi som parti har ikke ændret politik på familieområdet og på skilsmisseområdet, som er på dagsordenen her i dag, men vi har det også sådan som parti, at når vi går i regering, er vi loyale. Og det er ikke regeringens politik, at straksskilsmisse skal afskaffes. Derfor kan vi ikke stemme for beslutningsforslaget.

Tak til ordføreren. Der er to til korte bemærkninger, og den første er fru Karin Nødgaard, Dansk Folkeparti.

Jeg er sådan set ked af den sidste sætning, ordføreren kom med, for jeg havde egentlig håbet, at ordføreren havde sagt, at Konservative faktisk godt kunne stemme for det her forslag eller i hvert fald noget, der lignede det meget. Jeg kunne så forstå her til sidst, at det vil man ikke.

Det, jeg så egentlig gerne vil høre om, er: Når jeg nu står med Det Konservative Folkepartis familiepolitik, som jeg har fundet frem, og ser, hvor meget familien betyder – familien som institution; familien som fundament; kernen i samfundet er et af de udtryk, der bliver brugt – så kan jeg ikke forstå, hvorfor man ikke, når man indgår i en regering, siger, at det er så væsentligt, at det står i et regeringsgrundlag, at familierne kan sikres nogle ordentlige vilkår i forhold til det her. Man er jo inde på opdragelse, dannelse, to parter, der forpligter sig over for hinanden. Det gør man, når man går ind i ægteskabet, men også, når man går ud af ægteskabet.

Så jeg synes måske egentlig, at det klinger lidt hult i forhold til alt det, der er skrevet ned, og det, der tidligere er blevet sagt fra konservativ side, når man ikke kan bakke op om sådan et forslag som det her.

Ordføreren.

Tak. Først og fremmest vil jeg sige, at når man sidder og arbejder med et regeringsgrundlag, er det ikke sådan, at alle partierne – heller ikke de tre partier, der sad og lavede det nuværende regeringsgrundlag – kan få deres mærkesager indføjet. Sådan er det jo ikke, når man sidder og skal danne regering.

Fru Karin Nødgaard: Det er sådan med De Konservative, at vi selvfølgelig er loyale, og at vi er nogle, man kan stole på, når vi går i regering. Det betyder, at vi indgår kompromiser. Det ved jeg godt at Dansk Folkeparti ikke er nødt til at gøre, fordi man ikke har valgt at gå ind og binde sig i et regeringsgrundlag. Det har Det Konservative Folkeparti valgt at gøre, og derfor har vi så også valgt at sige, at partiets politik, som jeg har fortalt om her, stadig væk er den samme, men at vi indgår kompromiser. Det gør vi jo alle sammen i det her Ting.

Spørgeren.

Så har jeg bare et meget kort spørgsmål, for selvfølgelig anerkender jeg, at man gerne vil være loyal, når man først har lavet regeringsgrundlaget. Men hvorfor har man ikke fra konservativ side stillet det som et krav, da man indgik i de her drøftelser om et regeringsgrundlag, at det skulle være en del af grundlaget, fordi det her område betyder så meget for De Konservative?

Ordføreren.

Tak. Jeg sad ikke med på Marienborg, men jeg er sikker på, at diskussionerne har været der. Og der er det sådan, at man indgår kompromiser på mange, mange forskellige områder. Regeringsgrundlaget er jo ikke bare på tre sider, så i det arbejde, der er lavet, har man været nødt til at prioritere, og det har vi også fra konservativ side. Og så skal jeg oplyse ordføreren om, at De Konservative i al beskedenhed sad med seks mandater i regeringsforhandlingerne, og at der var nogle, der havde nogle flere. Vi har selvfølgelig sat det aftryk i regeringsgrundlaget, som vi synes Det Konservative Folkeparti har fortjent. Men lige præcis det her kom ikke med.

Så vil jeg godt oplyse om, at antallet af skilsmisseansøgninger i 2016 var 21.803 imod 23.246 året før. Så jeg kan trøste mig med, at det ikke er blevet værre.

Hr. Jeppe Jakobsen, Dansk Folkeparti, værsgo.

Tak. Ordføreren nævner, at det Konservative Folkeparti ganske rigtigt kun er repræsenteret med seks mandater i Folketinget. Men Venstre, som også stemte nej til det oprindelige lovforslag om at indføre straksskilsmisserne, sidder jo på 35 mandater i Folketingssalen.

Uden at jeg skal hive den store kugleramme frem, er der jo altså et flertal i regeringen, som stemte imod straksskilsmisserne, da de blev indført.

Jeg anerkender selvfølgelig, at man må indgå nogle kompromiser, men når man nu som konservativ anerkender familien som kernen i samfundet, hvordan kan man så få sig selv til at give sig over for et mindretal i regeringen på et så essentielt område som familiepolitikken?

Ordføreren.

Tak. Det er jo sådan, at familiepolitikken hos os er meget andet end lige straksskilsmisser, og i det program, som Det Konservative Folkeparti har, er familiepolitikken en stor del af det, og vi lægger meget vægt på det. Det er jo ikke sådan, at der i hvert eneste afsnit af vores partiprogram står noget om straksskilsmisser. Så jeg er bare nødt til at gøre opmærksom på, at det her selvfølgelig er et punkt, som Det Konservative Folkeparti er opmærksomme på. Men vi må erkende, at det ikke kom med som et punkt i forhandlingerne om regeringsgrundlaget, og det er sådan, at vi er enige om, at så går vi ikke ud med nye lovforslag på det her område.

Spørgeren.

Men jeg går ud fra, at når Det Konservative Folkeparti nu har fået den ministerpost, som har det her som ressort, så er det noget, der virkelig betyder noget for Det Konservative Folkeparti. Det har man jo også kunnet se ud fra de ting, der er blevet lagt frem af den nye minister i forhold til ønsket om at redde ægteskabet, altså at man ønsker at gøre noget for at undgå skilsmisser. Hvis det virkelig er en så stor konservativ mærkesag, hvorfor har man så ikke lagt sig mere i selen for at imødegå den liberale del af regeringen og stå for det borgerlige, hvor ægteskabet tillægges større værdi?

Ordføreren.

Vi er jo af gode grunde konservative i Det Konservative Folkeparti, og det betyder selvfølgelig, at familien er grundstenen, og det har jeg også sagt i min ordførertale.

Når man sidder og er med til at lave et regeringsgrundlag, er der flere hundrede gode krav og ting, man gerne vil have ind i regeringsgrundlaget. Det var ikke muligt at få med i det regeringsgrundlag, vi har imellem de tre partier. Og så er det jo sådan, at man bøjer sig i fællesskabet, og det gør Det Konservative Folkeparti også. For Danmark skal jo regeres, der skal være et regeringsgrundlag, men det betyder ikke, at vores familiepolitik i Det Konservative Folkeparti forsvinder, fordi straksskilsmisse bliver indført.

Jeg vil også sige, at vi jo står over for en ny æra omkring det her, hvad alle ordførere har været inde på, med hensyn til nye forhandlinger, og der er jeg tryg ved at vi har en konservativ minister for bordenden.

Dermed siger vi tak til ordføreren. Og så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Karin Nødgaard, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg har forberedt en lille anden tale. For nylig hørte jeg faktisk en meget vis kvinde holde en tale, hvor hun kom ind på mange menneskers ønske om det perfekte liv, og hvordan vi alle mere eller mindre higer efter det perfekte. Somme tider giver vi afkald på noget, fordi vi ikke tør springe ud på dybere vand. Vi kan faktisk fravælge kærligheden for at undgå de svære følelser, der er forbundet med kærligheden. Vi vil ikke være sårbare. Vi giver dermed afkald, fordi vi ikke tør bevæge os derud, hvor det kan være dybt og svært at bunde.

Da jeg hørte det for nogle uger siden, tænkte jeg på det her beslutningsforslag, som vi nu drøfter i dag. Og hvorfor gjorde jeg så egentlig det? Det gjorde jeg, fordi ægteskabet netop er den institution, hvor vi springer ud på dybere vand, hvor vi vælger kærligheden til, og hvor vi viser følelser og kan blive sårbare. En meget smuk beslutning er det, når to mennesker vælger ægteskabet. Forhåbentlig er det noget, der vil vare ved trods medgang og modgang, men realistisk set ved vi også, at det ikke vil være tilfældet for alle. Men inden den store og meget omsiggribende beslutning træffes, mener Dansk Folkeparti, at det er vigtigt at overveje det ganske nøje og også fokusere på, at det efterfølgende kan føre en tilværelse med sig, som er så uønskværdig, at der er bedst at lade sig skille med de konsekvenser, den beslutning må føre med sig for dem, den også involverer. Og her tænker jeg selvfølgelig meget på de børn, som må være i et ægteskab. Jeg er ikke den, der skal være dommer over de årsager eller begrundelser, som et par når frem til efter en betænkningsperiode, men jeg mener, at den periode vil være god for de involverede parter.

Jeg har selvfølgelig noteret mig partiernes bemærkninger og holdninger til Dansk Folkepartis forslag, og jeg kan også konkludere, at der er meget, meget stor forskel på, hvorledes vi opfatter den institution, som ægteskabet er, og også den måde, som ægteskabet gerne skulle på være fremover, hele vores måde at bygge vores samfund op på i forhold til familieliv, og jeg er da egentlig lidt bekymret over nogle af de meldinger, der er kommet fra nogle af partierne, i forhold til hvordan fremtiden kommer til at se ud for familieliv og for ægteskabet som institution.

Jeg har hørt, at mange har nævnt noget om de forhandlinger, der skal indledes. Dem deltager Dansk Folkeparti i, og det er meget vigtigt for os, at vi også får nogle af de ting med, som betyder noget for os. Jeg må være ærlig og sige, at når jeg kigger rundt i Folketingssalen lige nu, så er det dybt, dybt bekymrende, så få der egentlig har en interesse i den her debat. Jeg synes, det er tankevækkende, at nogle af partierne ikke møder frem, at nogle vælger bare at holde deres ordførertale og forlade salen. Når man har nogle ting, som betyder meget, og det gør vores beslutningsforslag generelt, når partierne fremsætter dem og fører en god debat om dem, så synes jeg faktisk også, at man skylder hinanden at deltage i den debat.

Derfor kan jeg jo ikke rigtig gå ind nu og kommentere de forskellige ordføreres indlæg, måske heller ikke ministerens, fordi ministeren måske heller ikke var opmærksom hele tiden, men jeg vil i hvert fald sige, at vi ser frem til de drøftelser, vi skal indgå i forhåbentlig inden alt for længe på det her område. Tak.

Der er en enkelt for en kort bemærkning, og det er fru Laura Lindahl, Liberal Alliance.

Tak for det. Jeg har jo redegjort meget fint – synes jeg selv – for vores standpunkt og haft lejlighed til en god debat med ordføreren for forslagsstillerne. Jeg vil egentlig bare takke forslagsstillerne for at have fremsat det her forslag, selv om jeg ikke kunne være mere uenig i intentionerne med det. Men det er fuldstændig rigtigt, hvad ordføreren siger: Det er en virkelig vigtig debat. For det handler ikke så meget sådan nøgternt om, hvorvidt man skal vedtage en lov eller ej; det handler for mig at se om en overordnet drøftelse af ægteskabet, men også af, hvad det offentliges opgave er, og hvad det offentliges opgave ikke er. Det er en debat, der er rigtig vigtig for os i Liberal Alliance. Hvad er privatlivet, og hvornår skal staten gå ind, og hvornår skal politikerne blande sig? Det synes jeg er en vigtig debat.

Jeg anerkender, at det er rigtig, rigtig trist at stå her og se, at størstedelen af partierne ikke er til stede. Det er sådan set kun Det Konservative Folkeparti, ministeren, Dansk Folkeparti selv og så også Liberal Alliance, som er her nu, og det er ærgerligt, for det er en hamrende vigtig debat for det offentlige, for borgerne i Danmark og for vores samfund som helhed. Så jeg vil egentlig bare takke ordførerne for overhovedet at have fremsat det her forslag og taget debatten. Den er vigtig. Så tak for det.

Så er det ordføreren.

Jeg er rigtig glad for at høre Liberal Alliances ordfører, fru Laura Lindahl, netop anerkende, at det er vigtigt, at vi har de her debatter, og det er, uanset hvad vores holdning er. For Dansk Folkeparti er det her faktisk en værdidebat, og dem tager vi gerne. Vi tog en den anden dag, vi tager en i dag, og vi fortsætter, og vi bliver ved.

Der er ikke flere korte bemærkninger, og dermed siger vi tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at beslutningsforslaget henvises til Social- Indenrigsudvalget. Er der nogen, der gør indsigelse?

Det er der ikke, og så er det vedtaget.