Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 135:

Forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af pulje til kommunal støtte til lokale integrationshuse.

Af Holger K. Nielsen (SF) og Jacob Mark (SF).

(Fremsættelse 31.03.2017).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver indledningsvis ordet til udlændinge- og integrationsministeren. Værsgo, minister.

SF har fremsat et forslag til folketingsbeslutning om oprettelse af en pulje til kommunal støtte af lokale integrationshuse. Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgår det:

»Der er større risiko for, at integrationen ikke får fat, hvis man står uden for arbejdsmarkedet, er dårlig uddannet og ikke får tilegnet sig det danske sprog.«

Jeg kunne simpelt hen ikke være mere enig – så langt, så godt. Spørgsmålet er så, hvordan vi får løst den her integrationsudfordring. Hele fundamentet for det danske velfærdssamfund er jo den borgernære service. Det er en service, som kommunerne er ansvarlige for. Den decentrale model, som vi har her i Danmark, hvor kommunerne har tilrettelægger indsatsen efter lokale forhold og behov, er helt unik, og det er rent faktisk også min opfattelse, at modellen har en bred politisk opbakning.

Det er derfor kommunerne, der har ansvaret for integrationsindsatsen i Danmark. Det er kommunerne, som anviser boliger, som sørger for danskundervisning, og som skal understøtte, at flygtninge hurtigst muligt kommer i beskæftigelse og er selvforsørgende. Så hvis man skal lykkes med integrationen, er det helt afgørende, at den kommunale integrationsindsats fungerer.

Regeringen indgik i marts 2016 en aftale med Kommunernes Landsforening, som indeholder 57 konkrete initiativer, der netop giver kommunerne nogle bedre rammer for at modtage og integrere flygtninge. Initiativerne vil bl.a. gøre det nemmere for kommunerne at boligplacere flygtninge, styrke beskæftigelsesindsatsen og gøre danskuddannelsen mere erhvervsrettet. Det er alt sammen for at gøre det nemmere for kommunerne at integrere flygtninge, så de hurtigst muligt kommer til at bidrage og deltage aktivt i det danske samfund. I trepartsaftalen fra marts 2016 var der enighed om et forsøg med en integrationsgrunduddannelse. Integrationsgrunduddannelsen er endnu et værktøj, som kan bidrage til at få flere flygtninge i beskæftigelse.

SF har fremsat et forslag om, at der etableres lokale integrationshuse efter Kringlebakkenmodellen. Kringlebakken er et integrationshus, som ligger på Bispebjerg i Københavns nordvestkvarter, og Kringlebakken er en frivillig social forening, som siden 1999 har arbejdet med integration og også empowerment af nydanske kvinder og deres børn. Når man læser bemærkningerne til SF's beslutningsforslag, kan man læse, at integrationshusene skal have mange funktioner. Derfor vil jeg bare lige lave et par nedslag.

Det fremgår, at integrationshusene skal fungere som en overgangsordning fra hjemmet til uddannelse og arbejdsmarkedet for marginaliserede og isolerede kvinder og mænd med etnisk minoritetsbaggrund. Jeg forstår simpelt hen ikke, hvad der menes med en overgangsordning, for det er kommunen, som har ansvaret for at få flygtninge og familiesammenførte i beskæftigelse. Så hvilken funktion vil en overgangsordning få i et integrationshus? Hvis overgangsordningen bliver en ventesal til at komme i beskæftigelse, må jeg indrømme, at jeg faktisk har meget svært ved at se værdien af det, for den bedste vej til at bryde isolationen er jo netop at få et job. Vi ved, at virksomhedsrettede indsatser virker, så det er helt afgørende, at vi får flygtninge og indvandrere hurtigst muligt ud på en arbejdsplads. Og løsningen er altså ikke efter regeringens mening et aktiveringsprojekt i et integrationshus, men netop at få ledige kvinder ud i virksomhedsrettede tilbud.

Med integrationsydelsen, kontanthjælpsloftet og 225-timersreglen har regeringen sikret, at det kan betale sig at arbejde, og med 225-timersreglen giver vi jo ikke mindst indvandrerkvinderne en løftestang til netop at komme ud af hjemmene og ud på arbejdsmarkedet. Her vil jeg i øvrigt gerne minde om, at målgruppen for integrationshusene er omfattet af pligten til at stå til rådighed ligesom alle andre ydelsesmodtagere i det her land.

Det fremgår videre af SF's forslag, at integrationshusene skal fungere som brobyggere til de kommunale indsatser. Den tankegang mener jeg faktisk er helt forfejlet, når det gælder forholdet mellem borgere og kommuner. Jeg har svært ved at se, at det skaber tillid, hvis man siger til en flygtning, at der er behov for en brobygger, når man skal i kontakt med kommunen. Så kan det godt være, at der er nogle frivillige indsatser, der kan supplere og understøtte den kommunale indsats. Det skal man jo frit kunne gøre, og det er selvfølgelig fint, hvis det er sådan. Men det er altså kommunen, der skal have den direkte kontakt til borgerne.

SF foreslår, at integrationshusene skal tilbyde danskundervisning under barsel, så kvinderne kan gennemføre undervisningen inden for den normerede tid. Her er det sådan, at flygtninge og familiesammenførte, der er på barsel, får forlænget deres danskuddannelse i den periode, de er på barsel. De mister derfor ikke ret til danskuddannelse eller undervisningstid.

Så har forslagsstillerne, vil jeg gerne sige, en pointe i, at det er overordentlig vigtigt, at de kvinder, der er på barsel, også får talt dansk i deres barselsperiode. Her er der så allerede i dag en række tilbud i frivilligforeninger, som kvinderne kan benytte. Der er f.eks. frivilliggrupperne i Dansk Flygtningehjælp, for selvfølgelig kan man som kommune ikke løse alting, og det er også godt, at vi har det frivillige arbejde som supplement til den offentlige indsats på områder, som det offentlige hverken kan eller skal varetage. Her er der mange gode eksempler, og jeg vil gerne fremhæve bare et par stykker.

I trepartsaftalen om arbejdsmarkedsintegration fra foråret 2016 blev der afsat midler til et forsøg, hvor arbejdsmarkedsorganisationerne rekrutterer frivillige mentorer blandt deres medlemmer med henblik på at støtte den enkelte flygtnings mulighed for at få et job. Og i satspuljen for 2016 blev der afsat 12 ½ mio. kr. til Dansk Røde Kors' projekt »Venner viser vej«. Formålet er, at alle flygtninge, der boligplaceres i en kommune, skal have tilbudt en ven, der kan hjælpe den enkelte med at blive integreret i lokalsamfundet.

SF fremhæver også i deres forslag, og her citerer jeg igen: »Integrationshusene skal ligge i ikkekommunalt regi for at sikre den personlige og nære hjælp til brugerne og skal samtidig støtte op om den kommunale kernedrift og fungere som brobygger til de kommunale indsatser.«

Her mener jeg altså for at være helt ærlig, at SF går helt galt i byen. Jeg køber ikke præmissen fra forslagsstillerne om, at de mange medarbejdere, som arbejder i kommunerne, ikke er i stand til at sikre den personlige og nære hjælp til borgerne. Og jeg køber heller ikke præmissen om, at for at sikre den personlige kontakt til brugerne og en mere helhedsorienteret rådgivning er nødvendigt med et, som der står, »selvstændigt og ikke direkte kommunalt tilknyttet tilbud.«

Det ville klæde SF, synes jeg, at have en større tiltro til de medarbejdere, der er rundtomkring i kommunerne, og som altså gør et kæmpestort stykke arbejde for at integrere flygtninge i Danmark. Jeg synes, at vi skal kvittere for deres indsats frem for at slå kommunernes medarbejdere oven i hovedet.

Jeg må indrømme, at jeg på det lange stræk er forundret over bemærkningerne til beslutningsforslaget, og jeg undrer mig ærlig talt over, hvad de kommunale medarbejdere egentlig har gjort, siden de sådan skal komme i SF's vridemaskine. Hvis man følger logikken i bemærkningerne, er det jo ikke kun de medarbejdere, som arbejder på integrationsområdet, som kritikken gælder. Man må udlede, at det også er medarbejdere, som arbejder med udsatte børn og voksne og handicappede og indsatsen i jobcentrene. Ja, det er jo store dele af medarbejdergrupperne, der lige får en med krabasken her af SF.

Jeg synes, at det er et problem, hvis man taler kommunernes og de kommunale medarbejderes indsats ned. Det mener jeg ikke at der er grund til. Jeg mener, der er risiko for, at det bliver en selvopfyldende profeti, så borgerne møder kommunen med en forventning om, at de ikke bliver hørt, og at de ikke får den hjælp, der er behov for. Der afføder altså en skepsis, mener jeg, mellem borger og myndigheder, når man taler, som man gør her.

Jeg synes i stedet for, at man skal anerkende den store indsats, som kommunernes medarbejdere rent faktisk yder hver eneste dag for netop at sikre en god integration i Danmark. Jeg synes, at vi skal anerkende kommunerne for at løfte den store udfordring, som Danmark står i med netop integration af et stort antal flygtninge, som er kommet til Danmark her igennem årene. Løsningen på integrationsudfordringen i Danmark er ikke at skabe parallelsystemer til den kommunale indsats. Løsningen er at give kommunerne nogle gode rammer for at løse den opgave, som de er blevet sat til, og så behøver jeg vel ikke at trække spændingen længere: Regeringen kan ikke støtte forslaget.

Tak. Der er en kort bemærkning fra ordføreren for forslagsstillerne, hr. Holger K. Nielsen, SF, værsgo.

Jeg skal først beklage, jeg kom for sent. Når jeg hører ministerens bemærkninger her, må jeg sige, at jeg er en smule forundret, ikke mindst fordi ministeren er fra Venstre. Jeg troede, Venstre var et parti, der går for civilsamfund og ikke mener, at det er den offentlige sektor, der skal gøre alt. Hvis man læser det her forslag, ser man, at der ikke ligger nogen kritik overhovedet af kommuner eller andre dele af den offentlige sektor. I det hele taget er det lidt deprimerende, at hvis der laves noget alternativt, noget, der ikke passer til de systemer, som regeringen har lavet, går den straks i forsvarsposition. Så er det kritik af andre, så er det en vridemaskine, og jeg ved ikke hvad.

Men det kan jo godt være, at man kunne gøre tingene bedre ved at tænke lidt ud af boksen på visse områder. Det skal ikke være ved bare at nedbryde den offentlige sektor, kommunerne. Det er ikke det, der er tale om her. Det er, at man måske tilskynder til nogle andre måder at se på tingene på. Det synes jeg er en meget, meget konstruktiv tilgang til et problem, som vi alle ved ikke har været løst særlig godt, selv om der er mange, der knokler med det på glimrende vis udeomkring. Men alligevel er der vanskeligheder med det.

Ministeren.

For det første vil jeg sige, at jeg tror, at vi alle har prøvet at komme for sent hernede i Folketingssalen, så det er ikke et problem for mig i hvert fald.

Når det er sagt, vil jeg sige, at jeg sådan set synes, at den tanke, der gennemsyrer det her forslag, viser sig, når man skriver, at integrationshusene skal ligge i et ikkekommunalt regi for at sikre den personlige og nære hjælp til borgerne, og at de samtidig skal støtte den kommunale kernedrift og fungere som brobygger til de kommunale indsatser.

Jeg mener ikke, der er behov for endnu flere mennesker inden for integrationsindsatsen. Jeg mener sådan set, at vi skal prøve at give kommunerne de bedst mulige betingelser. Det gjorde vi sidste år, da vi fjernede en masse regler og fjernede en masse bureaukrati fra kommunerne for netop at sikre, at man kunne varetage kerneopgaverne og de opgaver, som man skal, over for de nye borgere, der er kommet til kommunerne. Det mener jeg sådan set de kommunale medarbejdere gør godt. Men der er heller ikke nogen tvivl om, at de har haft meget bureaukrati at skulle forholde sig til.

Ja, vi kan tydeligvis gøre det bedre, men jeg tror bare ikke, vi bliver helt enige om hvordan, for jeg mener jo, det handler om at stille krav til de mennesker, der kommer hertil. Og vi er nok ikke helt enige om, hvilke krav der skal stilles.

Spørgeren.

Jo, men det er jo dér, det går helt galt. Selvfølgelig skal der stilles krav, men det, som er så forfærdeligt, er, at den her regering ligesom er kørt med på det her med, at der skal være en patentløsning på det her. Ja, der skal stilles krav, men det kan da også godt være, at der er eksempler på personer, som ikke bare uden videre kan gå ind i den danske offentlige sektor, og som det kan være en god idé at hjælpe på vej. Det kan være nogle, som er i en speciel situation, som f.eks. at de har små børn og godt vil deltage i danskundervisningen. Hvordan gør man så? Hvordan overskuer man det med en dansk vuggestue? Hvad er det for noget? Med andre ord kan det da godt være, at tingene kan gøres på en lidt anden måde end den måde – selv om den er udmærket – som det sker på i øjeblikket.

Ministeren.

Ja, det kan de, og det er jo sådan set også lige præcis derfor, vi støtter civilsamfundet i det her. F.eks. fik Dansk Røde Kors', synes jeg, glimrende projekt, der hedder »Venner viser vej«, 12,5 mio. kr. af os alle sammen i satspuljen, lige minus Enhedslisten – ellers er Folketingets partier jo med. Det er netop, fordi vi også ønsker at støtte civilsamfundet. De gør et glimrende arbejde, ligesom Dansk Flygtningehjælp jo med deres danskundervisning for kvinder, der er på barsel, også, synes jeg, gør et glimrende stykke arbejde.

Den næste spørger er hr. Kristian Hegaard. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne spørge ministeren om en del af SF's forslag, hun ikke lige berørte, nemlig den del, der handler om, at der skal oprettes nogle kommunale ansøgningspuljer. Der vil jeg bare spørge ministeren, om ikke hun er enig i, at der i forvejen er masser af ansøgningspuljer for kommunerne, og at det ikke ligefrem vil være en forbedring af det kommunale bureaukrati – snarere tværtimod. Er det ikke med til at skabe yderligere bureaukrati for kommunerne med flere ansøgninger og mere papir?

Ministeren.

Altså, man må sige, at det ikke er så tit, at jeg står og er fuldstændig rørende enig med en radikal, men det sker så i dag. Jeg er fuldstændig enig i det, der bliver sagt. Så lad det her på en eller anden måde være en mærkedag. Jeg mener bestemt også, at der er rigeligt med bureaukrati.

Har spørgeren en opfølgende bemærkning? Nej, så siger jeg tak til ministeren, og vi fortsætter rækken af talere. Den næste er hr. Mattias Tesfaye som ordfører for Socialdemokratiet.

De fleste indvandrere i Danmark lever heldigvis gode liv. De er integreret i det danske samfund, de taler sproget, og de bidrager på arbejdsmarkedet, og det skal vi selvfølgelig værdsætte. Desværre er der også, som vi alle ved, stadig alt for mange, der står uden for arbejdsmarkedet, som ikke taler sproget, og som ikke deler de grundlæggende demokratiske værdier i Danmark. Historien om dansk integrationspolitik er derfor ikke nogen entydig succeshistorie. Det er jo ikke, fordi der har manglet politisk vilje hos nogen fløje eller politisk kreativitet. Det er heller ikke, fordi der ikke har været tilstrækkelige ressourcer eller gode intentioner hos det danske samfund eller hos mange af dem, der er kommet hertil, eller gode ideer for den sags skyld. Næh, når integrationen ikke er lykkedes, er det, fordi det er svært, det tager lang tid, og det er dyrt og mere kompliceret og afføder flere kultursammenstød, end vi lige er vant til.

Når der kommer 100 nye flygtninge til en kommune, går det lokale velfærdssamfund i gang med at finde boliger, læger, daginstitutioner, skoleklasser og meget andet. Sprogskolerne skal tilbyde danskundervisning, og jobcenteret skal hjælpe med at finde et job. Frivillige hjælper til rette med netværk og foreninger. Alt det gør vi i dag, og det skal vi selvfølgelig blive ved med og måske endda i højere grad, men integrationen kommer under alle omstændigheder også i fremtiden til at give udfordringer og problemer, og allerede året efter kommer der 100 mere. Det er derfor, antallet er så vigtigt, og det er derfor, integrationen skal kunne følge med. Hvis ikke vi har styr på antallet, får vi aldrig løftet integrationsopgaven ude i vores lokalsamfund, uanset hvor gode intentionerne så end måtte være her på Christiansborg.

Jeg synes umiddelbart, det lyder som en god idé med en tidligere og en helhedsorienteret indsats for marginaliserede og isolerede kvinder eller mænd med etnisk minoritetsbaggrund. Jeg synes også, det lyder oplagt, at sådan nogle integrationshuse, som er nævnt i det her forslag og er drevet af frivillige, kan bidrage med noget og supplere kommunernes integrationsindsats. Jeg må da også indrømme, at jeg ikke selv er godt nok inde i det konkrete projekt på Bispebjerg, som der nævnes, til at vurdere, om det så rent konkret er en succes eller ej. Det kender jeg det ikke godt nok til at vide. Men det mener jeg som udgangspunkt må være en forudsætning, før man skalerer det op til at dække hele landet, og derudover er vi selvfølgelig særlig interesserede i at høre, om der er nogle andre, der har nogle bedre erfaringer eller yderligere indsigt i erfaringerne med de her integrationshuse.

Samtidig har vi så også hæftet os ved, at der i hvert fald ikke på nuværende tidspunkt er anvist nogen finansiering af forslaget, og af den grund kan Socialdemokratiet heller ikke støtte forslaget, som det foreligger her. Vi har som udgangspunkt og går ud fra, at det står kommunerne frit for selv at finansiere projekter som det her, men at det er nødt til at være initiativer, der igangsættes og understøttes af kommunerne selv. Det er dem, der bærer det samlede integrationsansvar.

Tak til Socialdemokratiets ordfører. Den næste i rækken er hr. Christian Langballe som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak. Lad os bare sige det hurtigt: Vi kan ikke støtte SF's forslag om integrationshuse, der ikke er kommunalt drevne, og som tænkes finansieret over serviceloven med mellem 10 og 20 mio. kr. Jeg kunne egentlig sige det kort og udtrykke det på den måde, at forslaget er bøf på en anden måde, altså mere af den samme slags, som man har prøvet mange gange før. Rammen, den private ramme, er måske en anden, men strategien er den samme.

Hvis jeg så skal prøve at uddybe, hvad det er, jeg er uenig i, så tror jeg, jeg vil sige, at det er selve indfaldsvinklen til integrationen, som jeg finder problematisk. Forslagsstillerne har ladet sig inspirere af integrationshuset Kringlebakken, og hvad angår forskning, er det Rockwool Fondens evalueringsrapport om projekt Familiens Hus, der ligger til grund.

Hvad angår integrationshuset Kringlebakken, henviser forslagsstillerne til en hjemmeside, hvilket jo er meget lidt. Og hvad angår Rockwool Fondens evalueringsrapport, finder jeg den ærlig talt på det her område ubrugelig, fordi den tager sit udgangspunkt i en dansk sammenhæng, dvs. den er trukket ud af nogle erfaringer, som man har, med etniske danskere. Når vi taler om flygtninge og indvandrere, der er kommet hertil, er det jo en ganske anden historie, og der savner jeg et svar, altså bl.a. vedrørende de flygtninge og indvandrere, der er kommet hertil med en helt anden kulturel og religiøs baggrund. Lad os tage personer, der er kommet fra en islamisk kultur, der vil skelne mellem rent og urent, mellem de rene og de urene. Sharia, hele det islamiske lovkompleks, vil ligge der som et klippemassiv af formørkede normer, der virker ind på alt i dagliglivet. Det vil være i form af et fjendtligt forhold til det omkringliggende samfund, massiv kvindeundertrykkelse, genopdragelsesrejser, kvindelig omskæring osv. osv.

Jeg betvivler såmænd ikke forslagsstillernes velmenende intentioner, men hvis vi ikke engang formår at analysere årsagerne og pege på, hvad der er hovedårsagerne til, at vi har en så dårlig integration, hvordan skal vi så nogen sinde nå bare i nærheden af at løse integrationsopgaven?

Så DF kan ikke støtte forslaget.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Den næste i rækken er hr. Marcus Knuth som ordfører for Venstre.

Tak, hr. formand. Jeg tror ikke, at det er nogen større hemmelighed, at jeg mener, at de sidste årtiers integrationsindsats har været noget nær en katastrofe, både fordi vi igen og igen så røde regeringer, der lempede, hvor de burde have strammet op, hvilket førte til alt for mange, der er kommet hertil, men også, fordi mange af dem, der er kommet hertil, har placeret sig selv i et parallelsamfund væk fra arbejdsmarkedet, væk fra at deltage i det sociale danske samfund. Spørgsmålet er så nu, hvordan vi for dem, der er i Danmark, opnår den bedste integration.

For Venstre er hjørnestenen arbejdsmarkedet. Det handler om at stille krav til folk, således at de kommer ud på arbejdsmarkedet og bliver en del af samfundet. Det er på arbejdsmarkedet, at man lærer det danske sprog, det er her, man indgår i sociale relationer, og det er her, man får den danske kultur og det danske sprog ind under huden. Det er også her, man lærer et socialt ansvar. Og tænk på det fra børnenes perspektiv. Er det ikke bedre for børn at vokse op med en far og en mor, der tager hen på en arbejdsplads i stedet for at sidde som en del af det danske overførselssystem?

Vi skal væk fra et mønster, hvor vi ser folk blive lullet i søvn af velfærd og ineffektive integrationsprogrammer og i stedet have et system, hvor folk deltager aktivt i det danske arbejdsmarked og det danske samfund. Desuden vil deltagelse på arbejdsmarkedet styrke kompetencerne for de flygtninge, der er kommet hertil, og det er også en god ting, idet jeg håber, at flest mulige kan komme tilbage til deres hjemland, når der er fred, og på den måde have styrkede kompetencer, hvor de kan hjælpe til med at bygge deres hjemland op.

Det går jo faktisk rigtig fint med at få folk i arbejde. Det viser en nylig undersøgelse fra Dansk Arbejdsgiverforening, der viste, at beskæftigelsen blandt flygtninge og familiesammenførte er mere end fordoblet fra 2015 til 2016. En stor årsag skal findes i trepartsaftalen fra 2016, hvor regeringen sammen med arbejdsmarkedets parter satte et øget fokus på beskæftigelsen i integrationsindsatsen. Kort sagt er der tale om et paradigmeskifte fra, at vi før var bange for at stille krav til flygtninge, til, at vi nu siger, ja, vi vil gerne stille krav, flygtninge skal i arbejde i den periode, de er i Danmark, også selv om de ikke kan dansk fra dag et.

Derudover er det værd at nævne, at vi sænkede ydelserne til den nye integrationsydelse, hertil kommer kontanthjælpsloftet, og tallene taler jo for sig selv. Der er tusinder, der er kommet i arbejde på tværs af praktikophold, IGU, løntilskud og regulært arbejde.

I forhold til det konkrete beslutningsforslag her er spørgsmålet, om det så vil bidrage gennem de såkaldte integrationshuse. Lad mig sige, at i Venstre er vi altid glade for forslag til, hvordan vi kan få flere kvinder af anden etnisk herkomst ud på arbejdsmarkedet. Så vi er selvfølgelig glade for at høre forslag. Vi er jo enige i, at man er ekstremt dårligt stillet, hvis man er uden for arbejdsmarkedet som kvinde, hvis man er dårligt uddannet, hvis man ikke kan det danske sprog, som der står i beslutningsforslaget. Det tror jeg sådan set at vi alle sammen er enige i.

Men spørgsmålet er så, om det er den rigtige vej mod integration, og der mener vi i Venstre ikke. Altså at ufinansierede integrationshuse – oven i alle de tiltag, vi har, for at få folk i arbejde, og ud over nogle af de tiltag, som ministeren nævnte før – er vejen frem. Vi stoler på, at kommunerne kan løfte den opgave. Vi mener, at integrationshuse, som det også blev nævnt fra vores kollega fra Det Radikale Venstre før, kun vil øge bureaukratiet og administrationsomkostningerne. Som jeg læser forslaget, er der en indbygget præmis om, at kommunerne ikke på egen hånd skal sikre hjælp til borgerne i forhold til at hjælpe dem med at blive integreret, og det er en præmis, som vi på ingen måde køber.

Lad mig slå fast, at Venstre mener, at ansvaret ligger hos kommunerne, og lad mig i den forbindelse fremhæve regeringens topartsaftale med Kommunernes Landsforening fra marts 2016. Den indeholder 57 initiativer, der hjælper kommunerne med at integrere flygtninge, og den viser, at vi i Venstre er optaget af at skabe de bedst mulige betingelser for kommunerne. Med andre ord er der allerede iværksat en række initiativer, som skal få folk ud på arbejdsmarkedet, og dermed frygter vi, at forslaget her kan føre til mere bureaukrati, og derfor er vi imod beslutningsforslaget. Tak for ordet.

Der er en kort bemærkning fra hr. Holger K. Nielsen. Værsgo.

Jeg tror da, at vi alle sammen er enige om, at det er en fordel, at flygtninge og familiesammenførte kvinder kommer ud på arbejdsmarkedet. Det er ikke det, vi er uenige om. Men sagen er jo, at der stadig vil være et problem desangående, og det indrømmer hr. Marcus Knuth jo også at der er.

Derfor kan jeg ikke forstå, at man ikke kan se, at det her jo ikke er et forslag, der står i et modsætningsforhold til kommunerne. Der er jo tale om, at det er en pulje, der kan sikre en medfinansiering fra statens side, hvis kommunerne går i gang med det her. Det forudsætter jo så, at kommunerne er involveret i det og er med på den, og der har vi da en tro på at også kommunerne er optaget af den her form for indsatser. For de erfaringer, vi kan se der er, er faktisk gode, fordi det netop handler om at få nogle af de svageste kvinder ind på arbejdsmarkedet og ind i samfundet. Det synes jeg kræver en særlig indsats.

Ordføreren.

Det mest centrale for at få folk ude på arbejdsmarkedet er at få reduceret tilstrømningen, og den så man jo med al respekt bare stige og stige, dengang ordførerens parti var i regering. Siden da har vi strammet så meget op, vi kan, og vi har fået tilstrømningen helt i bund. Det tror jeg er det, der gør det nemmest for kommunerne.

Men selvfølgelig skal der en række tiltag til, og når det kommer til kvinder af anden etnisk herkomst, har vi jo bl.a. indført 225-timersreglen og en lang række andre tiltag, som vi faktisk føler bidrager rigtig, rigtig positivt. Så i forhold til det her med et parallelsystem til kommunerne, vil jeg sådan set sige, at ordføreren for Det Radikale Venstre opsummerede det meget fint lige før ved at sige, at han frygtede, at det bare vil føre til øget bureaukrati.

Vi siger tak til ordføreren, medmindre der er et supplerende spørgsmål. Der er ikke trykket, men værsgo til spørgeren.

Altså, i stedet for den der automatreaktion, hvor Venstres spinafdeling har forsynet ordføreren med sådan noget lirumlarum bestående af de samme sætninger, var det så ikke en idé at tænke lidt ud af boksen også på det her område? Specielt på integrationsområdet ved vi jo godt, at det ikke nytter at gentage de der sætninger. Det vil Venstre formentlig gøre alligevel, men det hjælper jo ikke på det her problem, altså. Hvorfor så ikke ligesom være lidt mere konstruktive over for alternative måder at gøre det her på? For der kunne være nogle perspektiver i det.

Ordføreren.

Med al respekt vil jeg sige, at hvis der er nogen regering, der med succes har prøvet et nytænke hele integrationsindsatsen, så er det den nuværende regering. Og det går helt tilbage til dengang, hvor det alene var en Venstreregering.

Vi kom med en egentlig, gennemarbejdet reform af hele integrationssystemet, hvor vi, som jeg husker det, gik fra, at op mod 97 pct. af de flygtninge, der kom ud til kommunerne, blev erklæret som ikke jobparate. Vi har vendt hele systemet på hovedet ved at sige, at flygtninge som udgangspunkt skal være jobparate fra dag et. Vi har taget et opgør med bureaukratiet, vi har involveret ngo'er og virksomheder inden for servicebranchen osv. osv. Vi har om nogen gjort noget for at forbedre hele integrationssystemet.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Tak til Venstres ordfører. Den næste i rækken er fru Johanne Schmidt-Nielsen som ordfører for Enhedslisten.

Jeg vil gerne starte med kort at kommentere den 225-timersregel, som min forgænger her på talerstolen, hr. Marcus Knuth, hyldede som sådan en slags redningskrans til kvinder med indvandrerbaggrund. Sidst man havde den regel, skete der jo altså det, at dem, der primært blev ramt af den, netop var kvinder med indvandrerbaggrund, der altså som en konsekvens af det mistede deres indtægt.

Hvad skete der så? Jo, de blev et hundrede procent økonomisk afhængige af deres mænd. Og så må man spørge: Hvad har fra dag et været mantraet for kvindefrigørelsen i Danmark og i alle mulige andre lande? Jo, det har været økonomisk uafhængighed, altså at forudsætningen for, at man som kvinde kunne frigøre sig, var, at man faktisk havde sin egen økonomi.

Men den her regel betød, at markant flere kvinder stod uden egen indtægt og altså måtte komme med hatten i hånden til deres mænd, hvis de skulle have penge til en busbillet, eller hvad det nu kunne være. Jeg kan ikke se, at den slags politik har meget med kvindefrigørelse at gøre.

Så vil jeg gå til beslutningsforslaget og starte med at rose det vigtige arbejde, som Kringlebakken i Københavns Nordvestkvarter laver. Det er jo ekstremt vigtigt at have fokus på de kvinder, som der desværre er for mange af, nemlig kvinder, som er forholdsvis isoleret fra resten af det danske samfund. Og det er et vigtigt stykke arbejde, som udføres der. Ideen om f.eks. at tænke børnepasning ind som et tilbud i forbindelse med danskundervisning giver vældig god mening.

Jeg synes sådan set også, der kan være en selvstændig pointe i, at det her tilbud ikke er i kommunalt regi, men ligesom ligger ved siden af. Jeg tror i øvrigt ikke, man skal være bange for, at der kan være alle mulige ting, som ikke laves af kommunen. Tværtimod kan vi alle sammen blive klogere af det, og det kan udvikle og inspirere os på det her område.

Så er spørgsmålet selvfølgelig, om man lige skal lave en pulje på 10-20 mio. kr. Jeg synes, intentionen er rigtig god, og jeg tror, det er vigtigt, at de her initiativer udspringer af lokale ønsker. Altså, jeg tror ikke, der lige findes sådan en model, man kan proppe ned over alle mulige steder.

Men som sagt synes vi, at intentionen i forslaget er god, og derfor støtter vi det også. Først og fremmest synes vi, at det arbejde, som Kringlebakken udfører, er ekstremt vigtigt. Det er noget, som der ikke er nok fokus på, nemlig spørgsmålet om, hvad vi gør i forhold til netop de her kvinder, som i al for høj grad er isoleret. Som sagt er svaret i hvert fald ikke at tage pengene fra dem, og det er jo desværre den politik, Venstre lægger op til.

Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre i ordførerrækken til hr. Villum Christensen, Liberal Alliance.

I fravær af vores ordfører på området vil jeg starte med at sige, at vi bestemt ikke har noget imod, at der laves forsøg lokalt, båret af civilsamfundet. Men med det her beslutningsforslag pålægges regeringen jo at oprette puljer til støtte af såkaldte integrationshuse, som bl.a. skal forestå kontakten til kommunerne og løse flere af de kommunale opgaver, som de altså i forvejen laver i kommunerne, bl.a. danskundervisning, udflugter, gymnastik og musikarrangementer. Det er alle velmenende ting, men vi er lidt bekymrede for, at man på den måde kommer til at opbygge en form for parallelt system af velfærdsgoder.

Ser vi på integrationsområdet generelt, må man jo sige – det har vi også hørt her fra talerstolen – at den meget store flygtningestrøm til Danmark i løbet af 2015 jo nærmest udstillede de systemmangler, vi har i relation til integrationen. Indsatsen har i rigtig mange år på ingen måde været imponerende, men den blev jo nærmest katastrofal under presset fra de titusinder af flygtninge her i 2015.

Statistikkerne siger, at efter 4 år har vi her i Danmark kun små 17 pct. af syrerne i arbejde og 13 pct. af afghanerne. Man kunne konstatere, at flygtninge og familiesammenførte udeblev fra op imod hver fjerde dansktime, og kommunerne nåede frem til, at bare 3 pct. var jobparate; det er vist også allerede nævnt. I 2017, oven på trepartsforhandlingerne, kan vi se en vis fremgang. Nu bliver 51 pct. af flygtninge erklæret jobparate, og vi kan kun håbe på, at det i de kommende år også vil smitte af på beskæftigelsesstatistikkerne, for al viden og erfaring viser jo, at den bedste vej, når vi snakker integration, er igennem arbejdsmarkedet.

Vi er jo nok ikke så meget uenige om det forhold, men selvfølgelig lidt om mere midlerne. Og som sagt oplever vi den her parallelopbygning som det største problem, og så er der også det med, at man ikke lader kommunerne selv finde deres egne veje. Det tror vi sagtens de kan. Der er masser af puljer i det her samfund, og satspuljemidlerne har jo også givet grundlag for nogle projekter inden for det her område. Så det her med at pålægge ekstra midler til sådan nogle bestemte huse synes vi faktisk er at udvide bureaukratiet på området.

Tak til ordføreren. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak. Vi skal førstebehandle beslutningsforslag B 135 fra SF om at lave en pulje til kommunal støtte til lokale integrationshuse. Det, som fremgår af forslaget, er, at de her integrationshuse skal tage udgangspunkt i den tidlige og helhedsorienterede integrationsindsats gennem tilbud om alt fra danskundervisning og relevante kurser til diverse netværksskabende aktiviteter og rådgivning.

For lige at kommentere nogle af de tidligere ordføreres bemærkninger vil jeg sige, at jeg bestemt ikke ser det her beslutningsforslag som en modsætning til de tilbud, der allerede findes i KL. Og det, som jeg synes er positivt ved det her forslag, er, at det for mig at se styrker civilsamfundet. Det er, sådan som jeg læser intentionen i forslaget, også det, det skal gøre – det skal bidrage til at hjælpe i de pågældende områder.

Jeg læser heller ikke ind i det en kritik af KL og den måde, kommunerne gør det på lokalt. Jeg læser ind i det, at det er et supplement til det, der foregår i dag. Og så kan man læse om integrationshuset Kringlebakken, som jeg synes er et fantastisk sted, og som fungerer rigtig, rigtig godt. Så det er i den ånd, jeg læser forslaget.

Jeg synes, det er positivt med et tilbud, som møder borgeren, hvor borgeren er, og aktivt og konstruktivt forsøger at imødekomme borgerens behov. Der er f.eks. mulighed for, at mødre med små børn kan medbringe deres børn til danskundervisning eller få dem passet i integrationshuset imens. Jeg synes som sagt også, det er positivt, at det er et frivilligt tilbud i ikkekommunalt regi, da jeg synes, det er vigtigt, at vi får inddraget civilsamfundet alt det, vi kan.

Det, jeg så må sige jeg mangler i forslaget – og det er muligt, at det er tænkt ind, men det står der bare ikke sådan i teksten – er noget om de steder, hvor jeg synes vi kan se at det fungerer rigtig godt. Det kan man se er, når de mennesker, det handler om, også er de mennesker, der selv står for det. Vi kan f.eks. tage foreningen baba her i København, som selv er fædre, og som selv tager hånd om de her ting, og vi kan se på Bydelsmødrene. Det er dem selv, der tager hånd om, hvad det er, der er behov for. Jeg synes, vi skal passe på, at vi ikke kommer og måske virker lidt bedrevidende, så vi definerer, hvad det vil sige at være dansk, og hvordan man skal opføre sig som mor osv.

Men som sagt synes jeg, det er et fint forslag fra SF, som vi kan bakke op om.

Tak til fru Josephine Fock. Der er ikke nogen korte bemærkninger, så vi går videre til hr. Kristian Hegaard, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. SF foreslår, at der nationalt oprettes en ansøgningspulje, hvor kommuner kan søge støtte til oprettelse og drift af integrationshuse i ikkekommunalt regi. Intentionen bag en sådan indsats kan vi fuldt ud støtte. Jeg brugte lidt tid på at finde finansieringen af det millionbeløb, der her er nævnt, men jeg kunne altså ikke finde den, så der er desværre tale om et beslutningsforslag, hvor man vil bruge penge, uden at man har fundet dem.

Jeg anerkender det store arbejde, der sker i integrationshuset Kringlebakken. Det er, som det er fremgået, et unikt sted, hvor kvinder, piger og børn med en anden sproglig og kulturel baggrund end dansk kan udfolde sig og udvikle kompetencer. Det er selvfølgelig et arbejde, som Radikale Venstre gerne ser flest mulige steder. Det er altså ikke et spørgsmål om at være for eller imod den indsats.

Men jeg kan godt være lidt i tvivl om, hvad det betyder at udfolde Kringlebakken. Man kan sige, at det måske er lidt kringlet, hvad det egentlig betyder. Og det er et lidt uheldigt signal, hvis det for nogle kan opfattes sådan, at det arbejde, de gør, er mindre godt end det, andre gør. Radikale Venstre mener, at kommunerne hver især bedst kan tilrettelægge deres egen indsats.

I sidste uge foreslog SF, at Gladsaxe Kommunes model for hjemmeplejen skulle indføres og udrulles i flere kommuner. I den her uge er det så Kringlebakkemodellen, der skal rulles ud over flest mulige. Og vi har såmænd intet imod inspiration fra best practice og at lade sig inspirere af andre, men vi må bare erkende, synes jeg, at man kan gribe opgaven forskelligt an i et kommunalt selvstyre. Og der står det kommunale selvstyre, altså det lokale demokrati og den lokale selvbestemmelse, højest for Radikale Venstre.

Vi har ikke 98 ens kommuner. Vi har 98 forskellige kommuner, og det betyder, at man kan gribe indsatsen an på 98 forskellige måder. En god integration er ikke nødvendigvis afhængig af et såkaldt integrationshus – skal vi så også have et handicaphus eller et adhd-hus osv. i hver kommune, for at den indsats skulle foregå? Byggemand Bob ville sikkert være glad for de mange huse, der så skulle opføres, men vi skal huske på, at der her er tale om en tværgående opgave. Det betyder ikke, at vi ikke synes, at man de steder, hvor der er integrationhuse, har fået en god idé. Men danskundervisning, kurser for udlændinge, mødregrupper osv. kan sagtens foregå i mange andre kommunale bygninger, hvor man synes det er hensigtsmæssigt, f.eks. i frivilligcentre, kulturcentre og lignende, hvor der sker en rigtig god indsats i forbindelse med det her. Så jeg synes, vi skal passe på med at indsnævre det til integrationshuse. Det afgørende er, at vi lader det være op til kommunerne selv. Så lad det her være en hyldest til det kommunale selvstyre.

Radikale Venstre er generelt af den opfattelse, at flere kommunale ansøgningspuljer ikke er vejen frem. Det er ansøgninger, det er papir, og det er bureaukrati, og vi tror ikke, at et puljebureaukrati i forhold til de 20 mio. kr. er det, der skal til for at løfte integrationsindsatsen yderligere. Der vil vi hellere bruge penge på rigtige mennesker, rigtig integration og rigtige børn. Derfor kan vi desværre ikke støtte beslutningsforslaget.

Der er en kort bemærkning fra hr. Holger K. Nielsen. Værsgo.

Vi er helt enige med Radikale Venstre i, at vi har et kommunalt selvstyre, og at det er vigtigt, at vi holder fast i det. Men der er jo ikke noget i det her forslag, der udfordrer det kommunale selvstyre. For selv om vi har det, har vi jo stadig væk en diskussion her i Folketinget om, hvordan staten kan spille ind i forhold til kommunerne. Det er der mange forskellige eksempler på. Det er meget det, som folketingspolitik i virkeligheden handler om. Det er, hvordan vi kan gøre det på den bedst mulige måde.

Det her handler jo om, at vi giver en økonomisk tilskyndelse til, at man ude i det kommunale selvstyre går gang med det. Der er ingen tvang. Det er jo ikke sådan, at vi tvinger kommunerne til at gøre sådan og sådan. Der er tale om nogle tilskyndelser, og det synes jeg da ligger i meget naturlig forlængelse af en lang, lang række andre initiativer og tiltag, som Folketinget faktisk gennemfører.

Hr. Kristian Hegaard.

Jeg synes alligevel, at der er et signal i det. Jeg erkender fuldstændig, at Kringlebakken gør et fremragende og rigtig fint arbejde. Det passer måske godt til København, og det er superfint. Men det, at man på en eller anden måde siger, at det her er en indsats, der fungerer særlig godt, og på en eller anden måde insinuerer, at andet måske ikke skulle være lige så godt, synes jeg bare er et ærgerligt signal at sende i forhold til det. Derfor skal jeg da bare opfordre de 98 kommuner til hver især at finde deres løsninger på deres udfordringer. Det er det, der skaber en god integration.

Hr. Holger K. Nielsen.

Jeg forstår simpelt hen ikke, at det skulle nedgøre andre indsatser, at man foreslår det her. Hr. Kristian Hegaard siger selv, at det er fremragende ting, man gør på Kringlebakken.

Man nedgør da ikke andre ved at sige, at her er noget, som fungerer godt, og nogle mennesker, der gør et fremragende stykke arbejde, og ved at sige: Vi tror faktisk, at det også kan have et perspektiv andre steder, og derfor vil vi godt afsætte en pulje penge for at kunne støtte andre initiativer andre steder i landet.

Hr. Kristian Hegaard.

Men der er jo alligevel det i det. For med den her ansøgningspulje kan man kun søge støtte, hvis man gør det på en bestemt måde, og når man kun kan søge støtte, når man gør det på én bestemt måde, så betyder det, at man siger: Det her er noget, som alle bare skal stræbe efter. Det er måske ikke alle kommuner, der er enige i det.

Der har jeg bare større tillid til, at kommunerne hver især udvælger deres måde at håndtere en opgave på, frem for at vi udpeger en model og en måde, man kan søge på, og som alle skal gå efter. Der skal vi gå mere efter de individuelle løsninger og det kommunale selvstyre.

Tak til hr. Kristian Hegaard. Den næste ordfører er hr. Naser Khader, Det Konservative Folkeparti.

Det er sådan, at vi her i Folketinget lovgiver om rammerne for integrationen, at vi altså udstikker rammerne, så integrationen kan foregå i kommunerne. Det er jo dem, der har hovedansvaret for den formelle integration i kommunerne, og det er i forhold til danskundervisning, boliganvisning m.v. Men den reelle integration foregår i hverdagen og der, hvor man bor, hvor man færdes, i fritidslivet, i foreningslivet og idrætslivet, og der er i øvrigt en masse danskere, der hjælper til med integrationen.

Jeg kan huske, at da jeg kom til Danmark og skulle lære sproget, fik jeg stor hjælp til lektierne af vores danske nabo. Dem er der rigtig mange af i Danmark. Det fungerer faktisk meget godt med de der ildsjæle, og derfor skal vi ikke formalisere det, vi skal ikke bureaukratisere det, og vi skal ikke gøre det hele til projekter. Jeg synes, der er alt for mange integrationsprojekter. Vi bør have færre integrationsprojekter. Der er ikke behov for endnu flere integrationsprojekter. Det skal ikke formaliseres.

Som ministeren har påpeget, er det, hvis vi skal lykkes med integration, helt afgørende, at den kommunale integrationsindsats fungerer. Vi skal styrke kommunerne. Løsningen er ikke et aktivitetsprojekt i et integrationshus, men at få de ledige kvinder ud i virksomhedstilbud. Så kan det godt være, at der er nogle frivillige indsatser, der kan supplere og understøtte den formelle indsats. Det er fint, men det er jo kommunen, der har den primære og formelle kontakt med borgerne. Så vi skal overlade det til kommunerne, vi skal overlade det til hverdagens ildsjæle, og så skal vi lade være med at lave flere projekter. Det Konservative Folkeparti kan derfor ikke støtte SF's forslag.

Tak til hr. Naser Khader. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Holger K. Nielsen, SF.

Tak for debatten, som jo ikke gav den store opbakning til vores forslag. Jeg skal prøve at forklare lidt mere om baggrunden for det. Der er i hvert fald mindst to udfordringer, som det forsøger at adressere.

Det ene er integrationen i det her land og at få etniske minoriteter, indvandrere og flygtninge ud på det danske arbejdsmarked. Dem, der siger, at det er vigtigt, har jo fuldstændig ret. Men et af problemerne er jo, at det har vist sig at være særdeles svært, specielt for kvinder, der ofte står i en svær situation, og som også sprogligt og uddannelsesmæssigt tit har haft vanskeligt ved det, og som ofte har børn at tage sig af. Derfor kan det være en udfordring for dem.

Det første er integrationen, og det andet er at få de kvinder, der alternativt er isolerede i forhold til omgivelserne, som ofte sidder hjemme, som ikke har et job, som kan sproget dårligt, ud i samfundet og få dem ud på arbejdsmarkedet. Det er jo det, som det her i sidste ende handler om, altså at de mennesker, som i dag i en lille udstrækning kommer ud på arbejdsmarkedet, får bedre muligheder for det. Det kan f.eks. handle om, at de har små børn, og det er svært at gå til danskundervisning, når man har små børn, man skal tage sig af samtidig. Der har det jo vist sig, f.eks. på Kringlebakken, at det, at man har danskundervisning i nogle sammenhænge, hvor man kan have sin baby med, giver de kvinder en helt anden tilskyndelse til at gå til danskundervisning, og at man samtidig på et tidligt tidspunkt får fat i dem. Det vil sige, at de børn, der kommer i de integrationshuse, på et tidligt tidspunkt får erfaringer med det danske samfunds værdier, og hvordan det danske samfund fungerer, og at de jo derfor langt, langt lettere kan indgå i sammenhænge, når de kommer i vuggestue, i børnehave og i skole til sin tid. Jeg tror faktisk, det er noget, vi skal være langt mere opmærksomme på i vores integrationsindsats. Det handler ikke bare om at sige, at nu skal de ud på arbejdsmarkedet. Det handler jo også om, at vi i en meget tidlig alder får fat på de børn og unge, som vi i dag ikke får ordentlig fat på, og som derfor får vanskeligheder.

Det var jo glimrende, at hr. Naser Khaders nabo ville hjælpe hr. Naser Khader med at læse lektier, da han kom til Danmark, men det er jo ikke alle, der har den mulighed. Mange af dem, vi taler om her, har jo ikke danske naboer til at hjælpe dem. De bor ofte i ghettoområder, hvor der er andre i samme situation, og de har ikke den mulighed for at få lektiehjælp af en nabo, og det er jo derfor, at man har udviklet det her tilbud. For man kan se, at det er nemmere at få fat på mange af de ganske sårbare kvinder, når man har et tilbud, der ikke er et direkte offentligt tilbud, men er sådan et civilsamfundstilbud, som kan fungere på en speciel måde, og som kan tage fat på udfordringerne ud fra de forskelligartede forudsætninger, der nu er.

Så jeg synes et eller andet sted, at det er den her form for tænkning, vi er nødt til at arbejde videre med, hvis vi skal have en bedre integrationsindsats i det her land, og hvis vi også skal gøre mere for at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet. For fra SF's side ligger der i det her også en diskussion om et opgør med det, man kalder social kontrol. Vi mener, at alle kvinder skal have muligheder på arbejdsmarkedet, og jeg er helt enig med fru Johanne Schmidt-Nielsen, når hun siger, at en forudsætning for kvindefrigørelse er, at man kan forsørge sig selv, og at man kan være på arbejdsmarkedet, og derfor er det her jo en mulighed.

Altså at man netop gør en indsats for at få kvinderne ud på arbejdsmarkedet. Og det er jo der, hvor Kringlebakken har nogle meget, meget gode erfaringer med det på baggrund af en fuldstændig specifik indsats med mange forskellige kvalifikationer og forskellige kompetencer, der kommer ind, og hvor man har en helhedstænkt indsats, hvor man fra et tidligt tidspunkt tager fat på mennesker, forsøger at stimulere dem til at komme ind på arbejdsmarkedet, støtter dem i at komme ind og lærer dem sproget ud fra de forskelligartede forudsætninger, de nu har.

Det kan jo ikke erstatte det store kommunale integrationstilbud, som man har, og det er der jo ingen der forestiller sig her. Vi har et offentligt tilbud, vi har et arbejdsmarkedssystem, vi har jobcentre, vi har kommunerne osv., så der er jo ingen, der vil sige, at det skal erstatte det. Selvfølgelig skal det ikke det. Men jeg tror virkelig, vi er nødt til at tænke på, at der kan være behov for alternative indsatser, som ved siden af adresserer nogle af de der specielle problemstillinger, som kommer op, og som i det her tilfælde ikke mindst handler om kvinder, der risikerer at blive isoleret, ikke at komme uden for deres gadedør, som har små børn, og som hænger fast i en kultur, hvor de ikke kommer ud på arbejdsmarkedet i sidste ende. Det er jo det, det her handler om, og det tror jeg sådan set vi er enige om.

Men der siger SF så: Lad os da se på nogle af de positive eksempler, der er på alternative måder at gøre det på, og sige, at vi godt vil støtte det økonomisk, hvis der er interesse for det udeomkring. Det er jo det, det her handler om. Der er jo ikke tale om en kæmpe sum penge, det kan relativt nemt findes på finansloven – det er et svar til Det Radikale Venstre, der er meget optaget af det spørgsmål – for så meget handler det jo heller ikke om. Hvis der er enighed om, at det her er vigtigt, så kan vi til enhver tid finde de penge på finansloven.

Men som sagt: Jeg synes, det er ærgerligt, at der ikke var mere interesse for det. Vi arbejder selvfølgelig videre med de her tanker, for det er vores dybe overbevisning, at man er nødt til at tænke i civilsamfundsbaner, at man er nødt til at tænke i alternative måder at gøre det på, ikke som et alternativ til den kommunale indsats, men som et supplement til den kommunale indsats, som vi stadig væk mener er vigtig. Og der ligger i det her på ingen måde nogen kritik af de mange offentligt ansatte og de mange andre, der i kommuner og andre steder beskæftiger sig med det her område. Men tak for debatten.

Tak til Holger K. Nielsen.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udlændinge- og Integrationsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.