Tak.
Det er jo lidt specielt at skulle være med til at fremsætte et forslag om at sikre, at den nuværende lovs ånd overholdes i den praksis, der er ude i samfundet.
I Enhedslisten vil vi meget gerne være med til at sikre, at der fortsat er andelsboliger, og vi synes også, det er rimeligt, at man er med til at sikre, at der kan oprettes nye andelsboligforeninger.
Jeg synes, at det sådan set er bedst på den måde.
Det er meget muligt, at der findes flere problemer end det, der er nævnt i dette beslutningsforslag.
Vi har på det seneste bl.a.
set, at der er fundet på nye måder at tjene penge på, og at der er en sælger af andelsboliger, som har valgt at sælge en opgang enkeltvis med kravet om, at der efterfølgende så skal laves en andelsboligforening, og det er sket til nogle priser, som er uhørt høje.
Så der er grund til at holde øje med andelsboligområdet og kigge på, hvad det er, der skal justeres.
Det her beslutningsforslag er jo fremsat, fordi der var udsigt til, at 105 folketingsmedlemmer ville bakke op om det; der må man så her 3 måneder senere konstatere, at det halter lidt med at få opbakningen til en hurtig behandling.
Jeg synes, at det er lidt spøjst at høre ministeren omtale det som en kort frist for ændringer.
Det, som vi har kunnet opleve her i Folketingssalen omkring visse stramninger på flygtninge- og indvandrerområdet, er, at det da er sket med en hastighed, der var noget højere end den, der er lagt op til, når det handler om det her beslutningsforslag.
Jeg synes også, der er grund til at sætte fokus på det her, for der er gang i bolighandelen i bl.a.
Københavnsområdet.
Så hvis lovens ånd ikke efterleves, er der jo god grund til at få sat fokus på det og få lavet de opstramninger, som er nødvendige.
Ministeren lægger op til, at der kunne være andre dele af loven, der angår tilbudspligten, som skulle justeres, og jeg vil slet ikke afvise, at der kan være mere end lige det her, men der lægges jo i beslutningsforslaget op til, at ministeren, hvis der er flertal for det, skal komme med en lovgivning, som kan sikre, at det her hul bliver lukket.
Det forhindrer jo ikke ministeren i samtidig at foreslå andre stramninger, og der er sådan set ikke noget, der er i modstrid med hinanden.
Samlet set kan jeg godt se, at andelsboligområdet trænger til en gennemgang.
Der er nogle meget forskellige problemstillinger.
Der er nogle andelsboligforeninger, der har problemer med nogle gamle indekslån, som de er blevet pålagt at oprette, da de blev stiftet, og som nu har vist sig at være en dyr løsning for dem, fordi de ligesom hænger fast i nogle meget høje udgifter, som det er svært at komme ud af.
Og der er altså brug for, at vi kommer frem til nogle justeringer, som kan gøre det muligt at ændre sine dyre indekslån.
Jeg tror også, at der er en gruppe andelsboliger, som er kommet i økonomisk uføre på grund af dårlig rådgivning og deslige.
Der kunne det for nogle af disse andelsboligforeningers vedkommende være en god løsning, at man fik dem lavet om, så de kom ind under en almennyttig boligorganisation; det kunne måske være løsningen for den gruppe.
Så er der også nogle andelsboligforeninger, der har været ude i noget smuds, og som selv har været skyld i, at de er kommet i økonomisk uføre – dem synes jeg ikke man skal hjælpe – og så kan der være nogle andelsboligforeninger, som har meget svært ved at sælge boligerne.
Der ligger andelsboliger langt ude på landet, hvor situationen er den, at der er boliger, der ikke kan sælges.
Jeg er godt klar over, at det er en virkelighed, der er langt væk fra København, men den findes altså, og det er også noget, vi måske kunne afhjælpe ved at kigge på nogle ændringer.
Jeg vil gerne på forslagsstillernes vegne sige tak for debatten.
Jeg synes, det er rart, at vi indimellem også har boligdebatter her i Folketinget, og det synes jeg er noget, som ikke er så synligt nu, som det er i de perioder, hvor man faktisk har haft en boligminister, som havde boligområdet som sit hovedområde.
Så jeg ser frem til, at der bliver fulgt op på det her, og at vi får skabt løsninger, som kan være til gavn for andelsboligerne i Danmark.