AFTALE OM STYRKELSE AF FORSVARSMINISTERIETS FREMTIDIGE OPGAVELØSNING I ARKTIS
København den 8. december 2016
Der er mellem regeringen og Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Radikale Venstre indgået
aftale om styrkelse af Forsvarsministeriets fremtidige opgaveløsning i Arktis.
Partierne er enige om, at styrkelsen af Forsvarsministeriets opgaveløsning i Arktis er nødvendig
set i lyset af den forventede udvikling i området de kommende år. Klimaforandringerne bevirker
en øget geografisk tilgængelighed i det arktiske område, hvilket bl.a. har øget
opmærksomheden på udvinding af naturressourcer samt større kommerciel og videnskabelig
aktivitet. Arktis geopolitiske betydning i de kommende år vil blive stadig mere betydningsfuld.
Forsvarsministeriet har gennemført en omfattende analyse af den fremtidige opgaveløsning i
Arktis, der danner grundlag for den fremtidige dimensionering af Forsvarsministeriets
kapaciteter i Arktis. Analysen er udarbejdet i samarbejde med repræsentanter fra Grønlands
Selvstyre
og
Færøernes
Landsstyre
samt
flere
ministerier, myndigheder
og
forskningsinstitutioner.
Analysen viser, at Forsvarsministeriets opgaveløsning i Arktis på en række områder er styrket
gennem de senere år, men også at det er relevant yderligere at styrke overvågning,
kommando, kontrol og kommunikation og operative indsatsenheder. En styrkelse af disse
områder vil være med til at styrke løsningen af flere opgaver på én og samme tid, herunder
suverænitetshævdelse, eftersøgnings- og redningstjeneste, havmiljø og støtte til det civile
samfund.
Partierne noterer sig, at der i analysen peges på, at Rigsfællesskabet indgår i flere forskellige
internationale aftaler på redningsområdet, herunder aftale om samarbejde om flyveredning og
søredning i Arktis i regi af Arktisk Råd, og forudsætter, at regeringen også fremadrettet vil
arbejde for sikker sejlads for bl.a. krydstogtskibe i Arktis, som det også er tilfældet med IMO’s
Polarkode, der træder i kraft 1. januar 2017.
På baggrund af analysens anbefalinger er partierne derfor enige om, at implementere
rapportens initiativer, og at den særlige økonomiske ramme på 120 mio. kr. årligt disponeres
hertil jf. bilag. Partierne er enige om, at usikkerheder håndteres inden for Forsvarets
økonomiske ramme. I indeværende forlig (Aftale på Forsvarsområdet 2013 – 2017) er der afsat
økonomi til nye kapaciteter. Der er etableret en Arktisk Beredskabsstyrke, anskaffet et tredje
inspektionsfartøj samt anskaffet ni nye skibsbaserede helikoptere, der blandt andet vil komme
til at flyve fra inspektionsskibene i Arktis.
Endelig lægges der op til et pilotprojekt vedrørende etablering af en frivillig
beredskabsorganisation i Grønland, baseret på Hjemmeværnets og beredskabets erfaringer.