Tak for en meget ordrig, men alligevel fredelig debat.
Jeg vil gerne starte med – lidt inspireret af hr.
René Gade fra Alternativet – at tilkendegive, at jeg faktisk anser mig selv for at være fredsminister, og det gør jeg, fordi hele visionen bag at føre en aktiv og for den sags skyld også aktivistisk udenrigspolitik er at gøre verden til et mere fredeligt sted at leve, et sted, hvor vi kan stoppe konflikter, hvis de er i gang, men bedst af alt undgå konflikter, inden de går i gang.
Det håb synes jeg egentlig godt det kunne være rart at få lidt mere frem, for selv om den militære del af det, vi laver, både er vigtig og nødvendig, er det endnu vigtigere, at vi kigger på, hvor risikoen er for, at en konflikt opstår, og at vi bliver bedre til at skride ind og hjælpe på forhånd.
Det er nemlig meget nemmere at hjælpe til en demokratisk overgang i et land som Mali eller Burkina Faso, end det er at genopbygge efter konflikter som dem i Syrien og Libyen.
Det er derfor meget vigtigt, at vi prøver at tænke vores udenrigspolitik ind i en større helhed og ikke kun tager fat i det ene hjørne omkring det militære, uanset hvor vigtigt og væsentligt det kan være.
Jeg vil gerne sige tak for de mange kommentarer, der har været, og jeg vil om lidt kommentere nogle af ordførerindlæggene direkte, men jeg har bare lige et par overordnede kommentarer.
Der er noget, som jeg måske undrer mig over ikke så mange er kommet ind på, men det er måske, fordi det først er blevet tydeligere og tydeligere, efter at vi var færdige med at skrive redegørelsen, og det er noget, som jeg egentlig tror er det 21.
århundredes største udenrigspolitiske udfordring, nemlig spørgsmålet om migration.
Det er ikke bare migration i forbindelse med flygtninge og konflikter, men migration, fordi folk flytter sig efter at finde andre levevilkår og muligheder.
Når vi kigger på, at landene i Mellemøsten og Afrika inden for de næste 35 år vil have befolkninger, der bliver fordoblet, altså fra ca.
1,2 til 2,4 milliarder mennesker, vil der komme et større og større pres, fordi de vil finde andre steder hen.
Og vi kan se det allerede nu.
Vi kan se, at EU-kommissær Frans Timmermans har sagt, at over halvdelen af dem, der nu krydser EU's ydre grænser og kommer hertil, ikke kommer som flygtninge, men som migranter – de kommer altså ikke fra konfliktområder, og de kommer ikke, fordi de har været i krig i det land, men de kommer, fordi de ønsker at få bedre økonomiske muligheder.
Jeg tror, at det bliver en kæmpe udfordring, som vi kun kan svare på, hvis vi bruger hele den udenrigspolitiske værktøjskasse.
Det betyder, at det både er sikkerhedspolitik, udviklingspolitik, europapolitik og handelspolitik.
Det håber jeg at vi kommer til at vende tilbage til i de kommende år.
Det kan også undre, at både jeg selv og mange andre har overset, at en af de ting, der kommer til at præge det langsigtede og fremadrettede, nok er vedtagelsen af de nye verdensmål, SDG, Sustainable Development Goals, som kommer til at betyde meget for, hvordan man agerer i verden, og som også vil komme til at betyde meget for, hvordan vi skal agere i verden.
Men redegørelsen er, som nogle har sagt, mere en kiggen tilbage end en kiggen frem, og det er nok også en grund til, at man har slået ned på nogle af de store områder.
En lang række ordførere har været inde på kampen mod ISIL.
Jeg vil gerne sige, at for Udenrigsministeriet, for regeringen og for mig er der fem veje til at bekæmpe ISIL.
Der er den militære vej; der er spørgsmålet om at stoppe finansieringen til dem; der er spørgsmålet om at stoppe tilgangen af foreign fighters; der er spørgsmålet om at dokumentere, hvilke uhyrligheder de begår; og så er der spørgsmålet om så at sige at delegitimere deres brand og den fortælling, de har om sig selv.
På side 5 i redegørelsen er der en lille faktaboks om nogle af de initiativer, som vi for nylig har taget, til at bruge andre værktøjer end det militære for at få stoppet ISIL fremadrettet.
Jeg tilhører dem, der mener, at der ikke findes en politisk løsning uden et militært pres, og at der ikke findes en militær løsning, uden at der også er en politisk forhandling.
Derfor hænger de to ting sammen, og jeg glæder mig meget til at se, at man i morgen ved fredsforhandlingerne vil kunne komme i gang med for første gang at sidde rundt om et bord med alle de parter, der er afgørende for at finde en fredsløsning og for at komme videre.
Der er mange sten på vejen.
Jeg er sikker på, at vi ikke har set de værste endnu.
Der vil komme konflikter, ballade, folk, der forlader forhandlingerne, folk, der vender tilbage til forhandlingerne, og uenighed om, hvordan man skal tage det næste skridt.
Men man er nu kommet derhen, hvor man sidder og forhandler med hinanden.
Man er kommet derhen, hvor oppositionen i Syrien selv har valgt, hvem der skal repræsentere dem ved forhandlingsbordet.
Derfor glæder jeg mig meget til at følge det arbejde som støttegruppen omkring Syrien, men også FN's udsending, Staffan de Mistura, skal i gang med fremover.
Jeg er enig med dem, der ligesom hr.
Christian Juhl har nævnt, at kurderne har været en fantastisk styrke for os i forhold til kampen på landjorden, men jeg vil gerne advare imod, at man bare slår kurdere sammen i en gruppe.
Altså, der er stor forskel på, om du er repræsentant for det kurdiske parti HDP i det tyrkiske parlament eller du er en del af PKK, som har taget ansvaret for at have gennemført terrorhandlinger.
Derfor skal vi heller ikke lægge det kurdiske folk i en kurv.
Vi skal så at sige vurdere dem ud fra, hvem de er og hvad de gør, og kurderne har gjort rigtig meget.
Det er bare noget fortænkt at sige, at de er de eneste, der har gjort noget på landjorden.
Må jeg bare minde om, at det var de irakiske sikkerhedsstyrker, der alene befriede Ramadi her fornylig, og dermed har den indsats, som Danmark har gjort militært – vi har været med til at uddanne og styrke det irakiske forsvar og militærstyrkerne og sikkerhedsstyrkerne – været med til at skabe en forskel på landjorden.
Vi er i gang med at udvide vores indsats.
Vi har fået henvendelser fra alliancepartnere, fra Frankrig og fra USA, om, hvorvidt Danmark har mulighed for at gøre mere for at bekæmpe ekstremisme og terrorisme i verden.
Og derfor vurderer regeringen aktivt i øjeblikket, hvilke skridt vi kan tage, som passer ind i forhold til det, som andre lande kan bidrage med, og som passer ind i forhold til den samlede koalition.
Når vi bekæmper ISIL, er det ikke kun et spørgsmål om at skabe fred og sikkerhed for syrere og irakere, det er også et spørgsmål om at skabe fred og sikkerhed for os selv og for andre borgere i den vestlige verden.
Hvis ISIL får frihed til at udøve deres terrorregime, vil det ikke kun være i de områder, hvor de er nu, for de har også fangarmene ude til at begå terror i andre områder lige fra Beirut til Sinaihalvøen, fra Djakarta og desværre også til Paris, og vi har oplevet om ikke ISIL-styret, så måske ISIL-inspireret terror i København; det er lidt svært at sige, eftersom terroristen blev dræbt i forbindelse med uskadeliggørelsen af ham.
Men vi har set, hvordan ISIL har rakt terroristfangarmene ud, og derfor er det så vigtigt, at vi også er med til at bekæmpe dem og trænge dem tilbage.
Det er rigtigt, at med hensyn til at bekæmpe ISIL er Rusland en noget tvivlsom partner, og det er de desværre generelt.
De er kommet tilbage i trusselsbilledet efter at have haft en lang periode, hvor de egentlig har søgt et samarbejde.
Men i de senere år er Rusland i stadig stigende grad gået deres egne veje, og det betyder, at vi oplever et trusselsbillede, som ikke var der for få år siden.
Det betyder også, at vi skal tage dem med i vores vurdering af, hvad det er for en situation, Danmark står i.
Det betyder naturligvis, at når de begår en ting som overgrebet på Ukraine, krænkelsen af Ukraines grænser, annekteringen af Krim, når de begår ting som at krænke luftrum og grænser andre steder i verden, ja, så skal vi reagere – kraftigst af alt og vigtigst af alt i forsvaret for Ukraines ret til at styre deres eget land.
Jeg tror på ethvert lands ret til at vælge sin egen fremtid og sine egne alliancepartnere, og det, som Rusland i øjeblikket er i gang med, er en intimidering af og en hybridkrigsførelse mod nabolandene, og det er for at presse dem til at søge en alliance med Rusland, på trods af at borgerne hellere vil have en alliance med Europa.
Jeg mener, at vi gør os selv og borgerne der en kæmpe tjeneste ved at kæmpe den kamp på alle parametre for at sikre, at de selv frit kan vælge, hvor de vil have deres alliancer.
Hvis de vælger Danmark og Vesten fra, må de gøre det, men hvis de vil vælge os til, må de også have deres frie ret til at gøre det.
Som mange rigtigt nævnte, er der en stigende interesse for Arktis, og det er der på grund af forbedrede muligheder for transport, nye muligheder for forskning og muligheder for råvareudvinding.
Jeg glæder mig over, at det er lykkedes at holde fast i et fredeligt samarbejde i Arktisk Råd og blandt de arktiske kyststater.
Der er lavet aftale omkring search and rescue, altså redningsoperationer, der er under den internationale maritime organisation blevet lavet en polarkode for skibe, der færdes i området, og der er bl.a.
også blevet lavet en aftale omkring fiskeri oppe i højsøen.
Så det er altså på trods af andre konflikter lykkedes at holde dem ude af det arktiske.
Det vil vi fra regeringens side fortsat gøre en stor indsats for at man bliver ved med.
Men det betyder ikke, at der ikke skal være en større militær tilstedeværelse i området, bl.a.
fordi den militære tilstedeværelse er noget af det, der også giver mulighed for at lave redningsoperationer, forskningsoperationer og andet.
Derfor bliver det arktiske område noget, vi kommer til at snakke rigtig meget mere om i den kommende tid.
Når fru Aaja Chemnitz Larsen nævner spørgsmålet om uran og spørger, hvorfor det ikke er nævnt i redegørelsen fra 2015, skyldes det, at aftalen med den grønlandske regering er indgået i 2016.
Det er en bilateral aftale, som vi på Danmarks vegne har lavet med Grønlands regering, og hvorledes Grønland vælger at lave en åbenhed eller en dialog om det med den grønlandske befolkning, overlader jeg til diskussion på Grønland.
I Danmark har vi haft det sådan, at vi har orienteret Det Udenrigspolitiske Nævn, præcis som grundloven foreskriver, når man laver den slags aftaler, og jeg har her for nylig underskrevet selve aftalen med Grønland om udvinding og eksport af uran.
Så var der en noget interessant diskussion om, hvorfor vi egentlig har udenrigspolitik – om det er noget, vi har pligt til eller ej.
Jeg mener ikke, vi har en pligt til en bestemt udenrigspolitik eller en pligt til at gøre noget bestemt i forhold til udviklingsbistanden, men vi har godt nok en interesse i at gøre det.
Vi har en selvstændig dansk interesse i at have en aktiv udenrigspolitik; vi har en selvstændig dansk interesse i at have et stort bidrag til udviklingsbistanden i verden; vi har en selvstændig dansk interesse i, at vi er aktive i forhold til at sprede danske værdier over hele verden.
Derfor skal vi være klar over, at i den globaliserede verden, vi har i dag, starter beskyttelsen af Danmarks sikkerhedsinteresse langt ude i verden – langt ude i verden.
Grunden til, at vi fra regeringens side har valgt at være aktive ved at sende danske tropper til FN's mission i Mali, er, at hvis det land kollapser, så vil der være endnu et land, der kan producere flygtninge og migranter op igennem Libyen, hen over Middelhavet og op igennem Europa.
Det har vi ingen interesse i, overhovedet.
Vi har tværtimod en interesse i at blive ved med at arbejde for at fremme fred og stabilitet, men også at fremme demokrati.
Jeg tror på, at det at ønske at leve i et demokratisk land ikke er noget, der bare er opfundet eller forbeholdt borgere i den vestlige del af verden.
Jeg tror på, at det er en menneskeret, der lige præcis gælder og er en interesse for alle mennesker.
Derfor var det glædeligt for mig at se, at Afghanistan har været igennem en række valg, faktisk ganske mange, der gradvis gang på gang er blevet bedre og bedre.
Her senest har vi set et magtskifte med præsidentvalget i 2014, hvor det lykkedes en fra den anden del af den politiske side i Afghanistan på fredelig vis at overtage regeringsmagten.
I år, i 2016, er der 23 valg i Afrika.
De er ikke alle sammen perfekte, det er de ikke – lige om lidt er der valg i Uganda, det er absolut ikke et perfekt valg – men det er alligevel et tegn på, at selv i den verdensdel, hvor demokratiet måske har haft det sværest historisk set, så er der demokratiske processer i gang.
Og der er flere eksempler på, at lande i Afrika demokratisk har udskiftet magthaverne, enten ved en folkelig fredelig opstand eller ved frie valg som f.eks.
i Tunesien, der er det bedste eksempel – desværre også næsten det eneste eksempel – på, at det arabiske forår har kunnet kaste reelle demokratiske forandringer af sig.
Jeg glæder mig meget over de mange, der har sagt positive ting om vores indsats på forskellige områder.
Det drejer sig bl.a.
om hr.
Henrik Dam Kristensens ros vedrørende indsatsen mod pirateri, det drejer sig om andres i forbindelse med vores indsats i forhold til udviklingsbistanden.
Jeg vil sige til fru Mette Bock, der efterlyste en ny udenrigspolitisk status, at det jo sådan set er det, som regeringen forsøger at sætte i gang med Peter Taksøe-Jensen i spidsen for et arbejde, der skal komme med en analyse.
På baggrund af den analyse træffer regeringen en beslutning om, hvilke udenrigspolitiske ændringer det så måtte give anledning til undervejs.
Når hr.
René Gade roser vores humanitære bistand, deler jeg holdningen, men jeg vil udvide det til at sige, at vi bliver rost lige så meget for vores militære bistand, hvor vi evner at gå ind med danske værdier, danske kompetencer på en måde, der gør os til en meget attraktiv samarbejdspartner, både i forhold til NATO-sporet, i forhold til den globale alliance mod ISIL og i forhold til FN's fredsbevarende styrker, i øvrigt også bilateralt, hvor – i modsætning til hvad man skulle tro på grund af nogle meldinger – forholdet mellem Danmark og Sverige er så godt, at forsvarsministeren for nylig underskrev en samarbejdsaftale med Sverige.
Så vi arbejder bilateralt, vi arbejder gennem NATO, vi arbejder i internationale koalitioner, og vi arbejder i FN-sporet med det militære.
Endelig vil jeg bare sige, at jeg deler opfattelsen med dem, der nævner klima som en del af udfordringen – hr.
Martin Lidegaard og hr.
René Gade var to af dem, som nævnte det.
Etiopien, som jeg besøgte i går, er i en situation, hvor en del af landet på grund af ændringer i klimaet – det, de kalder den lille El Niño, altså et vejrfænomen – ikke har fået den vandmængde, de regnede med, og derfor er der et område med en befolkningsgruppe på mellem 10 og 15 mio.
mennesker, der i øjeblikket er på kanten af en sultkatastrofe på grund af tørke.
Det vil skabe instabilitet.
Hvis de mennesker enten begynder at bevæge sig ind i Etiopien eller den anden vej ind i Somalia, så vil det kunne betyde noget for den skrøbelige stabilitet, der er i området, og derfor bliver klima noget af det, præcis som nævnt på side 7 i redegørelsen, vi kommer til at arbejde med i forhold til sikkerhedspolitik i de kommende år.
Overordnet set havde jeg fra starten af ikke forventningen om, at vi ville være enige om alt, men jeg er blevet bekræftet i, at vi er enige om meget, og vi er i hvert fald også enige om, at dansk udenrigspolitik er noget af det, som optager os rigtig meget i Folketinget, og jeg håber, at vi får lejlighed til både nu og på et senere tidspunkt at kunne drøfte det videre.
Tak.