Til Folketingets Kulturudvalg
Vedr. L 138, Forslag til lov om ændring af lov om radio- og fjernsynsvirksomhed, lov om leje og
lov om leje af almene boliger.
Forslaget om ”Frit valg af tv-distributør” mangler en reel valgmulighed:
Et krav om en discountpakke udelukkende med public-service-kanaler.
Antenneanlæggene er som oftest købt og betalt af beboerne over 20-30 år for at sikre god
signalforsyning.
Nu foreslås det, at de, der ikke vil betale for hele pakken, men måske gerne vil se enkelte
programmer, dels kan pålægges gebyr for ikke at købe noget, dels skal henvises til at ”boxe” med
stueantenner.
Det er perspektivrige nye forretningsmetoder: Udelukkelse af folk, der ikke vil købe alle varer i
butikken, samt betalingskrav for ikke at købe noget.
1. Fritagelse er praksis.
Det har i en længere årrække været uofficiel praksis hos dominerende signaludbydere til større
boligselskaber, at alle, der på tro og love ikke ser TV, kan fritages for at betale for signalforsyning.
Lovforslaget ophøjer dermed hidtidig praksis til lov. Dette er udmærket, og måske en administrativ
lettelse, men ikke nogen stor landvinding.
2. Gebyr for ikke at abonnere!
Hovedparten af landets moderne antenneanlæg er installeret omkring 1989-1991.
Anlæggene er således rundt regnet 25 år gamle og for længst betalt over boligafgiften og afskrevet,
uanset at ledninger har meget lang levetid. Elektronik er derimod hurtigt forældet, og bør straks-
afskrives.
Der bør derfor ikke kunne opkræves ekstra afgift for boliger/lejemål, der ikke abonnerer på signaler,
med mindre, der er tale om ekstraordinære tilfælde af helt nye installationer.
3. Pseudovalg: Alt eller intet. - Stor pakke eller sort skærm.
Lovforslaget tager ikke hensyn til realiteterne i de almennyttige boligafdelinger, hvor beklageligt få
beboere møder op på beboermøderne og træffer beslutninger for alle, - uden nødvendigvis at tage
hensyn til det fraværende store flertal af beboere.
Signaludbyderne (TDC, Stofa osv.) tilbyder omkring 20 % kvantumsrabat ved ”stor pakke til alle”.
Derfor vælger de få fremmødte på beboermøderne, når emnet en sjælden gang er på dagsordenen,
ofte ”stor pakke til alle”, hvilket jfr. medierne medfører at over 40 % af signal-kunderne modtager
”stor pakke”, som koster 5.- 6.000 kr. årligt.
Hidtil har beboerne, som anført, kunnet insistere på sort skærm for at blive fri. Lovforslaget gør
valg af sort skærm lovlig. Det er et fremskridt; men i praksis ændrer det kun lidt.
Den store gruppe af beboere, der har dårligst råd til de store programpakker, som de få fremmødte
vælger, har næppe forudsætninger for at omprogrammere deres fjernsyn til andre signalleverandører
- endsige opmærksomheden rettet mod beboermøderne.
Lovforslaget svigter dermed endnu engang de svageste, som har størst behov for beskyttelse.