Det sidste punkt på dagsordenen er:

4) Forespørgsel nr. F 20:

Forespørgsel til justitsministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om regeringens holdning til videoovervågning i det offentlige rum med henblik på at skabe tryghed for borgerne og lette opklaringen af forbrydelser, herunder terrorisme, og vil regeringen iværksætte statslig videoovervågning af centrale lokaliteter i landets storbyer?

Af Peter Kofod Poulsen (DF), Kenneth Kristensen Berth (DF), Tilde Bork (DF), Susanne Eilersen (DF), Martin Henriksen (DF) og Peter Skaarup (DF).

(Anmeldelse 10.02.2016. Fremme 12.02.2016).

Jeg gør opmærksom på, at afstemningen om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 29. marts 2016.

Vi skal først have en begrundelse fra ordfører for forespørgerne hr. Peter Kofod Poulsen, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Igennem længere tid har vi i folkestyret haft brug for en principiel debat om overvågning. Overvågningsdebatten raser efterhånden alle steder – det kan være på internettet; det er overvågning af vores gader og veje, gågader og meget andet.

De tider, vi står over for, giver nogle helt exceptionelle muligheder for overvågning. Samtidig opstår nye trusler, og det kalder selvfølgelig også på handling. Men de nye ting betyder, at vi har brug for en principiel debat om, hvordan vi vil overvåges, og hvordan vi vil overvåge det offentlige rum.

Overvågningsdebatten har i mange år været ubekvem. Selv om det er en gammel debat, har den i mange år været ubekvem; noget, som politikere fra mit synspunkt har forsøgt at undgå at diskutere, fordi det har virket farligt, det har virket grænseoverskridende, og derfor har man udsat den. Jeg synes derfor, at tiden er kommet til, at vi her i Folketinget finder ud af, hvad regeringens overvejelser er i forhold til overvågning af det offentlige rum, men jo også, hvad Folketinget mener helt grundlæggende om det her emne i forhold til de nye trusler, som folkestyret er stillet over for, med hensyn til terror, med hensyn til utryghed og mange andre facetter. Det skylder vi hinanden, og det skylder vi danskerne.

Derfor har jeg indkaldt til den her forespørgselsdebat. Jeg glæder mig til at høre regeringen, og jeg glæder mig til at høre buddene fra Folketingets partier.

Tak til hr. Peter Kofod Poulsen. Så er det justitsministeren. Værsgo.

Dagens forespørgselsdebat drejer sig om tv-overvågning i det offentlige rum. Det er et emne, som ofte er genstand for debat, og som der er mange forskellige holdninger til. For mig er det vigtigt at slå fast, er det er vigtigt for regeringen at skabe tryghed for borgerne. Det indebærer bl.a., at politiet skal have de fornødne og rimelige redskaber, så politiet kan opklare forbrydelser. Tv-overvågning kan være et nyttigt redskab i kampen mod kriminalitet. Det så vi bl.a. under terrorangrebet i København i februar i fjor. Men tv-overvågning kan også være et indgreb i den enkelte borgers frihed.

Det kan virke krænkende for personer at blive filmet i situationer, man ikke er forberedt på, og det vil kunne skabe en fornemmelse af utryghed og ufrihed, hvis udbredelsen af overvågningsudstyr fører til, at borgere føler sig overvåget af personer, som ikke er til stede. Hertil kommer, at der er en risiko for misbrug forbundet med tv-overvågning i det offentlige rum.

Som reglerne er i dag, har offentlige myndigheder i ret vidt omfang adgang til at foretage tv-overvågning på offentlige steder. Kommuner og andre myndigheder kan foretage tv-overvågning med henblik på at beskytte offentlig ejendom såsom skoler, daginstitutioner, rådhuse, busser og biblioteker mod kriminalitet. Desuden kan kommuner med henblik på at fremme tryghed foretage tv-overvågning af offentlige steder, som ligger i nær tilknytning til et område, der efter tilladelse fra politiet tv-overvåges af boligorganisationer. Politiet kan foretage tv-overvågning på offentlige steder, når tv-overvågningen vurderes at være saglig og proportional i forhold til den opgave, som politiet skal løse. Politiet foretager f.eks. tv-overvågning på Strøget i København og i Jomfru Ane Gade i Aalborg. Der er altså gode muligheder for, at politiet ud fra et politifagligt skøn kan foretage tv-overvågning.

For så vidt angår privates adgang til at foretage tv-overvågning, er det i dag sådan, at tv-overvågningsloven indeholder et forbud mod, at private foretager tv-overvågning af områder, som benyttes til almindelig færdsel. Loven indeholder imidlertid også en række undtagelser til det pågældende forbud. Det er bl.a. tilladt for private at foretage tv-overvågning af tankstationer og fabriksområder, overdækkede butikscentre og pengeautomater. Desuden må pengeinstitutter, spillekasinoer, hoteller og restauranter samt butikscentre og butikker, hvorfra der foregår detailsalg, foretage tv-overvågning af egne indgange og facader m.v. Herudover kan boligorganisationer og foreninger efter tilladelse fra politiet foretage tv-overvågning af et boligområde og arealer, som ligger i direkte tilknytning hertil, når overvågningen er væsentlig af hensyn til kriminalitetsbekæmpelse.

Det er regeringens opfattelse, at den afvejning, som den nugældende adgang til at foretage tv-overvågning er udtryk for, er fornuftig. Regeringen har derfor ikke tænkt sig at iværksætte statslig tv-overvågning af alle centrale lokaliteter i landets storbyer. Tak for ordet.

Tak til justitsministeren.

Så er forhandlingen åbnet, og den første ordfører er hr. Peter Kofod Poulsen.

Mange tak, formand. Sidste år blev Danmark ramt af terror, og i jagten på den skyldige havde man stor gavn og glæde af overvågningskameraer, der kunne dokumentere store dele af den her terrorists færden. Danmarks Radio har efterfølgende kortlagt, at 75 pct. af de overvågningskameraer, der blev brugt i bestræbelsen på at finde ud af, hvor den her person havde bevæget sig rundt, var ophængt ulovligt. Jeg kan ikke fortænke politiet i, at man selvfølgelig bruger de billeder. For i jagten på en galning, der ønsker at slå ihjel, må næsten alle midler være tilladt, for at man kan sikre, at man kan fange personen.

Det, jeg ikke forstår, er, at man med den viden, man har, om, at netop en meget stor del af de overvågningskameraer, der hænger privat, er ophængt ulovligt, ikke tager en principiel debat om, hvordan man retter reglerne ind. Der er et enormt dilemma på det her punkt. På den ene side ønsker vi alle sammen at have den bedst mulige sikkerhed imod terror eller andre meget alvorlige ting, der kan koste os livet. På den anden side har vi afvejningen i forhold til privatlivets fred i forhold til at vi ikke skal have totalovervågning af det offentlige rum. Det er en vigtig debat, og det er vigtigt, at Folketinget og regeringen finder grænsen for, hvad vi vil have af overvågning, så vi både kan få fat i kraven på terroristen, men samtidig også sikrer, at vi kan have et samfund, der er tåleligt at leve i, og som ikke er underkastet den totale overvågning. Men den her debat har Folketinget forsømt at tage igennem en række år, og det er ikke i orden.

Når vi står i en situation, hvor der nærmest hersker wildwesttilstande i forhold til overvågning af det offentlige rum af private aktører, så må det primært skyldes, at de regler, vi har, ikke længere er tidssvarende, altså at folk bevæger sig længere ud over grænsen, enten fordi reglerne er for stramme, eller fordi de muligheder, der er kommet, simpelt hen har overrasket os og overhalet de nuværende regler indenom. Det har vi da brug for at tage en diskussion af.

Den situation, vi står i nu, betyder, at når man laver et videoregister – som et pilotprojekt her i København, som Dansk Folkeparti bakker op om, og som jo forhåbentlig så hurtigt som overhovedet muligt kan udrulles til resten af landet – så risikerer vi, at det kun omfatter kameraer, der er rapporteret frivilligt ind. Nu ved jeg det selvfølgelig ikke, for jeg har aldrig ejet en forretning eller en butik, men jeg tænker, at hvis jeg havde og jeg havde haft et ulovligt videokamera hængende, så havde jeg ikke kontaktet politiet, for så kunne man jo risikere at få en bøde, eller man kunne risikere at skulle rette ind med hensyn til det kamera, som man jo gerne vil have, fordi man gerne vil have de bedste billeder. Det vil sige, at vi dels risikerer at stå med et register, der ikke omfatter de kameraer, vi gerne vil have, dels at vi i det tilfælde, hvor Danmark kunne blive ramt af et forfærdeligt angreb, stadig væk vil skulle sende vigtige ressourcer i form af politibetjente på gaden for at finde de kameraer, som vi måtte have brug for. Det er jo en balance, der er helt, helt uholdbar.

Derfor er der for os at se to muligheder. Man må enten tage et opgør med reglerne eller udvide folks mulighed for at overvåge også i det offentlige rum, så de har muligheden for at rette de kameraer ind, og så man selvfølgelig kan sige, at reglerne skal holdes. For som det er i dag, vender man jo ryggen til, selv når det drejer sig om kameraer, der er ulovligt ophængt. Jeg synes, vi skal have regler, hvor man kan sikre, at reglerne rent faktisk overholdes i praksis, hvor der er ordentlighed i tingene, og hvor der er styr på tingene. Men det kræver altså, at vi enten får nogle nye regler, eller at man siger, at det vil blive en større statslig opgave i fremtiden, og at man på den baggrund iværksætter langt mere statslig overvågning, end tilfældet er i dag.

I Dansk Folkeparti er vi helt klar til at rette reglerne til og sørge for, at der bliver en videre mulighed, altså ikke at legalisere al den overvågning, der er i dag, men sørge for, at der er nogle rammer, hvor man kan overvåge det offentlige rum, sine egne private ejendele, sin egen virksomhed, sin forretning, eller hvad det måtte være, uden at det er som nu, hvor det jo er rene vildvesttilstande. Det kan vi ikke have.

På den baggrund vil jeg opfordre Folketinget til at vedtage følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget opfordrer regeringen til at iværksætte lempelse af reglerne for videoovervågning i det offentlige rum og/eller iværksætte statslig videoovervågning af centrale lokaliteter i landets storbyer med henblik på at skabe tryghed for borgerne og lette opklaring af alvorlige forbrydelser, herunder af terrorisme«.

(Forslag til vedtagelse nr. V 38).

Tak.

Der er en enkelt kort bemærkning. Fru Lisbeth Bech Poulsen, værsgo.

Tak. Jeg vil gerne takke DF's ordfører for at rejse den her debat. Ordføreren sagde, at vi har brug for en principiel debat om videoovervågning, og det synes jeg er helt rigtigt, uagtet at vi sikkert ser forskelligt på, hvad der skulle komme ud af det. Men det er en vigtig principiel debat, så det vil jeg gerne takke for. Jeg vil høre, om ordføreren er bekendt med Det Kriminalpræventive Råds syv principper for tv-overvågning, og hvis han er det, om han så mener, at de i hvert fald som principper er dækkende for det, som han og DF ønsker sig.

Ordføreren.

Det er jeg ikke i stand til at kunne sige på stående fod.

Spørgeren.

Tak. Og det er selvfølgelig også helt i orden, for nu trækker jeg det jo lige op af lommen. Men jeg synes, at det er nogle gode principper, som kan udmøntes meget forskelligt, og nogle af dem – jeg skal ikke liste dem alle sammen op – handler bl.a. om proportionalitet, gennemsigtighed, ansvarsbevidsthed og uafhængig kontrolinstans osv. Jeg synes ikke, jeg har hørt noget i ordførerens tale, der går imod det – nu er det selvfølgelig også lidt fluffy – men når ordføreren henviser til en terrortrussel, vil jeg gerne spørge: Kan det ikke være en meget langvarig og måske for evigt eksisterende trussel, og vil det ikke gøre, at proportionaliteten så at sige bliver elastik i metermål?

Ordføreren.

Jo, det kan godt være, at der er en trussel, der varer mange år frem. Det håber jeg ikke, men det er absolut en mulighed. Det, der foregår på den anden side af vinduet her i dag, er, at mange overtræder reglerne – nogle gør det formentlig helt bevidst, andre ubevidst – men hvad der er endnu mere frygteligt, er, at man, fordi reglerne er, som de er nu, så bare vender ryggen til. For man vil jo dybest set gerne have de her billeder. Der håber jeg at ordførerens parti vil være med til at kigge på at lave nogle regler, der sikrer, at vi har snor i, hvad det er, der foregår ude på den anden side af døren, så vi på baggrund af den principielle diskussion, vi får, er sikre på, at reglerne overholdes, så vi både kan fange terrorister, men også kan værne om privatlivet i det offentlige rum.

Der er en kort bemærkning fra fru Josephine Fock. Værsgo.

Tak til ordføreren. Det skal ikke være nogen hemmelighed, at Alternativet og Dansk Folkeparti har forskellige opfattelser af, om der skal mere overvågning til, og Alternativet ønsker ikke mere overvågning.

Men nu nævner ordføreren, at Dansk Folkeparti godt kunne forestille sig at have mere statslig overvågning. Kunne ordføreren uddybe, hvor det er, man ikke ønsker overvågning?

Ordføreren.

Jamen det pudsige er, at hvis man ønsker mere overvågning, så skal man bare lade stå til og lade tingene være, som de er nu. Fordi nu sikrer man sig jo, hvis ikke man gør noget, at reglerne er, som de er, og at der ikke bliver grebet ind over for reglerne. Det synes jeg er en helt uholdbar situation. Så i princippet skal man, hvis man ønsker sig ubegrænset overvågning af det offentlige rum, bare lade reglerne være, som de er i dag.

Spørgeren.

Kan ordføreren uddybe, hvor Dansk Folkeparti ikke ønsker mere overvågning?

Ordføreren.

Jeg vil hellere fortælle, hvor vi ønsker mere overvågning, for det er sådan set det, jeg forholder mig til. Jeg kunne godt tænke mig, at der er overvågning på centrale steder, pladser, højrisikosteder osv. Det synes jeg ville være helt åbenbart.

Der er en kort bemærkning fra hr. Emrah Tuncer. Værsgo.

Tak. Et enkelt spørgsmål: Da vi behandlede et tidligere punkt, B 71 om afskaffelse af sommerhusreglen, udtalte hr. Peter Kofod Poulsen, og jeg citerer: Danmark er, og gudskelov for det, et enormt trygt land. Hvordan hænger det sammen med forslaget her om mere overvågning?

Ordføreren.

Jeg kunne godt tænke mig at værne om den tryghed, vi trods alt har. En del af den består i, at hvis folk gør farlige ting, f.eks. myrder andre på åben gade eller ønsker at begå et terrorangreb, hvad ved jeg, så skal det være muligt hurtigt at håndhæve loven og komme efter dem, sætte dem fast og få dem dømt.

Spørgeren.

Tak for svaret. Der er vi selvfølgelig uenige, men jeg synes bare, at der er noget paradoksalt i at konkludere, at Danmark er et trygt land, og at det kan man så bibeholde og opretholde ved mere overvågning, for hvis det er trygt, som det er nu, så er ordningerne vel ganske fine.

Ordføreren.

Jeg håber ikke, at vi var uenige om mit svar om, at vi skulle komme efter dem, der vil os til livs.

I forhold til den andet: Jamen Danmark er jo på mange måder et trygt land sammenlignet med mange andre. Men jeg har følelsen af, at det går den forkerte vej. Jeg har følelsen af, at vores måde at leve på er truet. Den måde skal vi jo passe godt på. Vi skal værdsætte det samfund, vi har. Det skal vi være villige til at forsvare.

Tak til hr. Peter Kofod Poulsen. Næste ordfører er fru Mette Reissmann, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak for det. Overvågning er altid en balance mellem på den ene side borgernes retssikkerhed og på den anden side borgernes tryghed. I Socialdemokratiet har vi også længe efterlyst et register over videokameraer til bl.a. at sikre den her balance. Jeg tror godt, at jeg tør konstatere, at kameraovervågning er kommet for at blive. Faktisk bliver metoden stadig mere udbredt til såvel forebyggelse som opklaring af kriminalitet. Så spørgsmålet her i dag er ikke, om vi skal have overvågning med kameraer, men om de mange kameraer skal registreres, så de kan anvendes i forebyggelses- og opklaringsøjemed.

Det er også offentligt kendt, at et videokameraregister i terrorsagen fra februar 2015 ville have sparet politiet tid. I stedet for at spilde tiden med at kigge på bygninger for at finde overvågningskameraer og efterfølgende forsøge at finde ejerne med adgang til båndoptagelserne kunne politiet have brugt tiden på hurtigere at spore og pacificere gerningsmanden. Det ville have styrket borgernes tryghed. Samtidig vil sådan et register også kunne forhindre, at overvågningskameraer opsættes ulovligt. Det vil således styrke borgernes retssikkerhed.

Når det så er sagt, vil jeg også sige, at ideen om, at mere videoovervågning og mere politi i gaderne vil skabe mindre spontan vold, er forkert. Overvågningsdiskussionen er fyldt med paradokser, så derfor er det vigtigt at holde fokus på den balance, som Socialdemokratiet også her gennem min tale gerne vil belyse. Ofte er overvågning og mere politi kontraproduktivt, fordi folk ser det som et tegn på, at et bestemt område er meget farligt, eller tænker, at hvis der sker noget, behøver man ikke at reagere, for der er jo politi og video.

Det er ikke, fordi folk generelt er bange for at blive arresteret eller optaget på video, at de ikke er voldelige. Modsat af, hvad man tror, er det offentligheden selv, der faktisk skaber orden. Engelsk forskning underbygger lige præcis det, at offentligheden selv i grupper, f.eks. netop når unge mennesker går i byen fredag og lørdag og fester, sørger for at holde orden på hinanden. Det skyldes en social regulering. Vold er socialt forstyrrende, og mennesker forsøger kollektivt aktivt at undgå det. Derfor er Danmark netop også et af de tryggeste steder at være. Og så er der alligevel det paradoks, at hver anden dansker ønsker sig flere kameraer i det offentlige rum. Der er altså en modstrid mellem den følelsesmæssige opfattelse af, hvad der skal til for at skabe tryghed, og hvad forskningen reelt viser skaber tryghed. Der er 600.000 kameraer i Danmark. Vi er det mest overvågede land i verden, og alligevel er følelsen af tryghed ikke fulgt med.

Regeringen har tidligere i år iværksat et 1-årigt pilotprojekt i København, hvor der afprøves et testregister over tv-overvågningskameraer. Men et register skal ikke kun rulles ud i hovedstaden; der findes også andre områder, hvor det kunne være hensigtsmæssigt at have det. Derfor skal der fokus på, hvordan vi sikrer, at ejerne af de mange kameraer rent faktisk også lader sig registrere. Her står det lidt sløjt til med regeringens planer. Socialdemokraterne vil længere end blot testprojekter og skitser, fordi terror er et alvorligt problem, og det kan ramme alle steder til enhver tid. Derfor skal løsningerne og indsatserne være derefter. Vi efterlyser derfor en mere ambitiøs plan end den, regeringen har lagt på bordet.

I forhold til den statslige videoovervågning er der erfaringer fra Aalborg, som er interessante at følge. I Aalborg har man siden 2008 videoovervåget Jomfru Ane Gade, som jeg tror mange mennesker herinde kender, og jeg erkender, at den præventive effekt i forhold til den ikkeplanlagte kriminalitet nok er til at føle på, også jævnfør hvad jeg sagde tidligere, men i forhold til den planlagte kriminalitet på åben gade viser erfaringerne, at videoovervågning har en præventiv effekt. Derudover viser erfaringerne fra Nordjylland, at videoovervågning giver politiet mulighed for at vurdere indsatsens omfang, når der opstår uro. Herved undgår de også unødvendig brug af politiets ressourcer, som jo bestemt er et andet vigtigt tema i disse tider. Derudover hjælper det politiet i deres opklaringsarbejde, og det reducerer omkostningerne af administration i forhold til den efterfølgende straffesag, fordi den sigtede ofte tilstår, når han ser sin gerning eller rettere ugerning på video. Og tilstår han ikke, indgår videoovervågningen jo som et afgørende bevis ved domfældelse i retten.

Vi vil ikke afvise, at der på særlige andre steder i landet kan være behov for at indføre videoovervågning. Her kunne et mobilt udstyr jo være hensigtsmæssigt og måske også være ressourcebesparende i stedet for at have fastmonterede kameraer. Hvis det kan forhindre kriminelle i at lykkes med deres uacceptable handlinger og medvirke til opklaring af forbrydelser eller føre til en mere målrettet og ressourcebesparende politiindsats, skal vi selvfølgelig diskutere disse ting, ligesom vi diskuterer alle andre redskaber i det benævnte opklaringsarbejde.

Så en principiel modstand mod overvågningskameraer blot for modstandens skyld har Socialdemokraterne altså ikke. Omvendt har vi heller ikke noget ønske om overvågning blot for overvågningens skyld. Og som sagt er det jo ikke, fordi flere kameraer som sådan nødvendigvis skaber mere reel tryghed. Det er muligt, at det føles sådan, men det vigtigste for Socialdemokraterne er, at retssikkerhed og borgernes tryghed til enhver tid skal gå hånd i hånd, og alt, hvad der handler om overvågning, skal selvfølgelig altid balanceres ud fra, hvad motivet med det er.

Jeg har et forslag til vedtagelse, som jeg gerne vil læse op. Den er tiltrådt af Socialdemokraterne, Venstre og Det Konservative Folkeparti.

Forslag til vedtagelse

»Folketinget anerkender, at tv-overvågning kan være et nyttigt redskab i kampen mod kriminalitet.

Folketinget noterer sig samtidig, at offentlige myndigheder i dag i ret vidt omfang har adgang til at foretage tv-overvågning på offentlige steder.

Folketinget noterer sig desuden, at regeringen på den baggrund ikke har tænkt sig at iværksatte statslig tv-overvågning af centrale lokaliteter i landets storbyer.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 39).

Vi siger tak til Socialdemokraternes ordfører. Nej, undskyld, der er en enkelt, der har bedt om kort bemærkning. Hr. Peter Kofod Poulsen.

Tak for det. Jeg vil gerne kvittere for ordførertalen. Jeg synes, at der var mange sådan positive elementer i talen, men jeg bliver også nødt til at spørge ordføreren om noget: Ordføreren siger, at man ikke ønsker mere videoovervågning i det offentlige rum – det er i hvert fald det, jeg hører – men når ordføreren samtidig ved, at Danmarks Radio kan dokumentere, at 75 pct. af de kameraer anvendt i den meget omtalte sag lige i øjeblikket har været ophængt ulovligt, primært fordi de jo filmer for meget, giver det så ikke ordføreren blod på tanden i forhold til at handle og sige, at nu må vi ændre reglerne? For den slags billeder vil man jo gerne have. Jeg ud fra, at Socialdemokraterne også synes, det er værdifuldt, at man kan bruge dem i en så vigtig efterforskning.

Ordføreren.

Nu synes jeg og Socialdemokraterne aldrig, at lovovertrædelse er vejen frem i forhold til at skulle fremme en vis målsætning. Ordføreren for Dansk Folkeparti siger netop også, at det er ulovligt ophængte kameraer, så alene af den årsag er det jo nødvendigt at se på, om vi kunne gøre det bedre ved at få det her register op at stå – og netop oplyse de såkaldte kameraejere om, hvordan reglerne er.

Reglerne, som eksisterer i dag, finder Socialdemokraterne er ganske glimrende. Altså, lovovertrædelser er jo ikke vejen frem i den her sammenhæng. I den her sammenhæng havde man åbenbart en konstatering af, at det var ulovlige kameraer.

Så derfor er jeg ikke enig med Dansk Folkepartis ordfører i den tilgang, som han har lagt til grund i forhold til at skulle få løst det her problem. Det er ikke den vej, vi ønsker at gå. Vi ønsker simpelt hen at få registreret de her kameraer, og i det omfang, de er ulovligt ophængt, siger vi: Det går naturligvis ikke.

Spørgeren.

I forhold til det register, hvor ordføreren mente at regeringen skulle komme lidt mere op på mærkerne, skal jeg bare lige forstå ordføreren korrekt: Mener ordføreren så, at regeringen skal udkommandere betjente til at lede efter overvågningskameraer? Og skal man så sige til betjentene, at når de finder et ulovligt overvågningskamera, skal de rette op på det eller give en bøde for det? Det vil jeg bare lige være helt klar over.

Ordføreren.

Jeg tror faktisk, at lovgivningen allerede i dag er rimelig klar, i forhold til hvad politiet skal gøre, såfremt de finder ulovligt ophængte kameraer.

Tak til fru Mette Reissmann. Så er det en glæde at kunne byde velkommen til hr. Preben Bang Henriksen fra Venstre.

Tv-overvågningsloven fortæller noget om, på hvilke områder private må foretage overvågning. Den efterforskes af politiet. Udgangspunktet er her, at private ikke må foretage overvågning på åben gade. Man skal kunne gå frit fra A til B uden at være overvåget. Men der er undtagelser. I butikker er der oplysningspligt om overvågning. Der er også undtagelser, således at man kan overvåge ved tankstationer, ved centre, ved pengeautomater, ved indgange til pengeinstitutter, kasinoer, hoteller osv. osv. Det er den private overvågning.

Den offentlige overvågning, der foretages af offentlige myndigheder, er primært reguleret af persondatalovens regler. Det er situationer, hvor man skal beskytte ejendom, situationer i tilknytning til boligforeninger, som ministeren nævnte, og så er der også situationer, hvor det efter politiets skøn er vigtigt med overvågning. Det skøn kan basere sig på mange forskellige forhold. Et godt eksempel er blevet nævnt, nemlig i Jomfru Ane Gade i Aalborg, hvor jeg selv en gang har haft en vis erfaring. Jeg må så sige, at min erfaring nu med video i Jomfru Ane Gade i Aalborg faktisk er den, at når en sag kommer for retten, typisk en voldssag, så er der knap så meget at gøre for forsvareren, for beviset er klokkeklart. Dommeren kan se det på skærmen. Vi kan altså ikke begræde, at sandheden kommer frem på den måde. Så det er i hvert fald ét eksempel, hvor overvågning kan have sin berettigelse – ingen tvivl om det.

Spørgsmålet er så, om vi skal have mere overvågning i det offentlige rum, og det er jo det, som forslagsstillerne her lægger op til. I besvarelsen af det spørgsmål er man nødt til at holde det op mod det andet element, nemlig kriminalitetsbekæmpelsen. Der skal balanceres her mellem overvågning, retssikkerhed og kriminalitetsbekæmpelse. Overvågning er et nyttigt redskab, men det skal kun bruges i fornødent omfang. Spørgsmålet er, om der på det foreliggende grundlag er grund til yderligere overvågning, således som der lægges op til i forslaget. Det mener vi faktisk ikke.

Der har været debat om, hvorvidt der skal ske registrering af allerede ophængte kameraer. Nu kører man en forsøgsordning her i København, og så synes jeg, det er spændende at se, hvad den fører med sig. Det er klart – det har vi også været inde på før med den tidligere taler – at der vil være visse udfordringer. En af udfordringerne er faktisk også af praktisk karakter. Det bliver jo et kolossalt arbejde at finde ud af, hvem der skal rettes henvendelse til, når butikker afstås, altså skifter ejer. Det drejer sig om de butikker med kamera opsat. Måske følger kameraet med til den nye ejer, men så er der i hvert fald en ny, jeg havde nær sagt kameravicevært, der skal rettes henvendelse til. Det kunne også være ejendommen, der skiftede ejer osv. osv. Der er nok lidt flere problemer, og derfor synes jeg, at det, der er sket på det område, er en rigtig god idé, nemlig at der er blevet iværksat denne prøveordning her i København.

Summa summarum mener Venstre ikke, at der er behov for yderligere overvågning i det omfang, der beskrives i forslaget, og vi er derfor med fornøjelse medstillere på det forslag til vedtagelse, som blev citeret af fru Mette Reissmann.

Tak for det. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra hr. Peter Kofod Poulsen.

Tak for det. Jeg er nysgerrig, med hensyn til hvad ordføreren mener politiet skal gøre, hvis de støder på et ulovligt ophængt videokamera, f.eks. i forbindelse med at man er i gang med det her pilotprojekt. Hvad mener ordføreren så vil være det mest korrekte at politiet gør? Er det at vende ryggen til og sige, at kameraet jo kunne være nyttigt på et tidspunkt? Eller er det at gøre ejeren opmærksom på, at det her er ulovligt, at der skal rettes ind, og at hvis det ikke sker, får vedkommende en bøde?

Ordføreren.

Der må gælde den helt sædvanlige praksis som ved enhver anden lovovertrædelse. Det er ikke altid, politiet i Danmark lige udsteder bøder. De har gudskelov en vis fingerspidsfornemmelse for, hvad der giver den mest præventive effekt, og det vil de givet også have i de her situationer.

Jeg da helt sikker på, at man sagtens kunne forestille sig en løsning, hvor de sagde, at der skulle rettes ind, og at hvis det ikke skete, faldt der brænde ned. Jeg tror, vi alle sammen har prøvet at blive taget uden cykellygte, hvor det så har været konsekvensen og i øvrigt haft en udmærket præventiv virkning.

Spørgeren.

Tak for et klart svar. Men det vil jo i forbindelse med den terrorsag, der er nu, betyde, at tre ud af fire kameraer så vil være ikkeeksisterende, altså at de billeder simpelt hen vil være væk. For hvis politiet havde været der, havde man jo rettet ind i forhold til det. Det havde måske været meget problematisk i sådan en sag.

Så spørgsmålet er: Ville det ikke være bedre, at Folketinget lavede nogle nye regler, altså sørgede for at revidere dem, så man kunne gå lidt længere, men hvor man samtidig med en god mavefornemmelse kunne kræve, at folk rettede ind efter reglerne, fordi lov var lov?

Ordføreren.

Det er jo lidt analogt med den situation, at man, fordi butikstyveri er blevet så almindeligt, til spørgsmålet om, hvad der skal gøres ved det, siger: Nu lovliggør vi det. Altså, det tror jeg egentlig heller ikke man kan.

Som jeg sagde før, tror jeg, det vil være op til politiets afvejning i den konkrete situation, hvad der skal ske med det konkrete kamera.

Den næste korte bemærkning er fra fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Og fra en nordjyde til en anden: Vi har jo nok på forskellige tidspunkter været i Jomfru Ane Gade, som der bliver henvist til adskillige gange, men mit spørgsmål er helt seriøst, om ordføreren er enig med Det Kriminalpræventive Råd og Nina Smith, som i deres faktapjece om videoovervågning siger, at man bliver nødt til at være meget nuanceret og se meget konkret på de forskellige forhold, når man opstiller videokameraer, fordi det i nogle tilfælde – i nogle specifikke tilfælde – kan være forebyggende, og i andre tilfælde kan det ikke være det. Og i nogle tilfælde kan det have helt uheldige bivirkninger, såsom at kriminaliteten faktisk bliver voldsommere og flytter andre steder hen. Så man kan ikke sige, at det altid til alle tider vil være forebyggende eller opfylder de andre ting, som vi måske alle sammen er enige om vi gerne vil have mindre af, altså kriminalitet. Men det kan også i visse specifikke tilfælde have uheldige og negative konsekvenser.

Ordføreren.

Jeg har faktisk læst de der råd fra Det Kriminalpræventive Råd, om end det ikke lige var til i dag. Det citat, som fru Lisbeth Bech Poulsen giver, kan jeg egentlig tilslutte mig i det store og hele, nemlig at en nuanceret holdning vil være helt fint under henvisning til steder, situationer osv. Jeg kan også bekræfte, at vi nok begge har haft vagten i Jomfru Ane Gade, om end det har været på lidt forskellige tidspunkter.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til hr. Preben Bang Henriksen. Den næste ordfører er fru Pernille Skipper fra Enhedslisten.

Når vi diskuterer overvågning, uanset om det er på internettet, vores telefoner, de masteoplysninger, der er, om, hvor vores telefoner befinder sig, om det er registreringen af vores nummerplader, udleveringen af passageroplysninger fra flyselskaberne, eller det er fysiske kameraer i det offentlige rum, så bliver vi nødt til at starte med noget meget principielt. Det kan godt være, at det er sådan lidt langhåret, men det der med at kunne gå frit og bevæge sig frit, fri for overvågning, helt i fred, er en grundlæggende rettighed i et demokratisk samfund.

Det kan godt virke sådan lidt mærkeligt, for hvem bliver egentlig generet af, at man bliver filmet, når man går ned ad gaden. Men man skal jo kun tænke på de totalitære samfund, som var årsagen til, at vi begyndte at få menneskerettigheder og frihedsrettigheder, for at man ved, hvorfor man skal have den principielle tilgang. Så en grundlæggende frihed til at mene og tænke og gøre, som man vil, uden overvågning, er helt fundamentalt i et demokratisk samfund.

Jeg vil så sige, at der, når vi diskuterer lige præcis overvågning i det offentlige rum, altså i form af kameraer, først og fremmest findes let tilgængelige måder at omgå de mest avancerede overvågningssystemer på. Det er sådan nogle, som hr. og fru Jensen ikke benytter sig meget af og ikke tænker over, men organiserede kriminelle prøver selvfølgelig at omgå overvågning. Derfor skal man passe på med at få det til at fremstå, som om overvågning kan løse alle problemer.

Der er ikke nogen tvivl om, at kamera på offentlige steder måske kan opsnappe relevant information, som det f.eks. skete med terrorangrebet i København, og at det kan være med til at opklare forbrydelser. Derfor kan der også være god grund til at have kameraer nogle steder, som er særlig udsatte, nemlig banker og andet, men man skal bare være sig bevidst om, at kameraers tilstedeværelse ikke forhindrer den sådan uplanlagte kriminalitet. Og det forhindrer heller ikke nødvendigvis den organiserede kriminalitet. Den vil bare flyttes til andre steder i stedet for. Så selv om man godt kan sige, at der ikke er nogen bankrøverier, er det jo ikke, fordi der ikke foregår nogen røverier overhovedet, tværtimod, desværre.

Det er Enhedslistens helt principielle holdning, at overvågningen er så rigelig til stede i almindelige danskeres hverdag, også den fysiske kameraovervågning, og at der absolut ikke er nogen grund til at udvide det – både af de helt principielle grunde, som jeg startede med at snakke om, men også af de rent praktiske grunde, altså at man ikke kender effekten. Hver gang vi foretager et indgreb i nogle grundlæggende frihedsrettigheder, skal vi selvfølgelig altid kunne gøre det, hvis det er proportionalt med det formål, man forsøger at opnå. Og der mangler vi så, mener jeg, en kortlægning af den effekt af den kameraovervågning, vi allerede har, før vi har et egentlig kvalificeret grundlag at tale videre på.

Samtidig støtter Enhedslisten dog selvfølgelig også, at vi får en egentlig oversigt over, hvor mange kameraer der er på privat område – det er det, som der også flertal for her i Folketinget – både fordi det vil gøre det nemmere for politiet faktisk at anvende de kameraer, der er, men også fordi det giver os et mere kvalificeret grundlag at diskutere overvågningen i vores samfund på, hvis vi rent faktisk ved, hvor omstændigt det er.

Så skal jeg læse et forslag til vedtagelse op fra Enhedslisten, Alternativet, Radikale og SF. Det lyder sådan her:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at overvågningen i det offentlige rum i form af fysiske kameraer, registreringer, internetovervågning, telefonlogning m.v. er øget kraftigt i de seneste år, og at dette rummer principielle problemer for borgernes ret til privatliv og bevægelsesfrihed, som er helt grundlæggende i et demokratisk samfund. Overvågning af borgere i et frit samfund bør ske så lidt som muligt og altid være proportional med det formål, man ønsker at opnå. Kameraovervågning på offentligt tilgængelige steder har desuden ikke en beviselig effekt i forhold til at forhindre kriminalitet, men vil ofte blot »flytte« kriminalitet til andre steder. Folketinget opfordrer regeringen til at foretage en nøjagtig og offentligt tilgængelig kortlægning af overvågningskameraer i det offentlige rum, som kan danne grundlag for en bedre og mere effektiv anvendelse fra politiets side samt skabe et mere kvalificeret grundlag for den offentlige debat om overvågning.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 40).

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger til fru Pernille Skipper. Så vi går til næste ordfører, og det er fru Christina Egelund fra Liberal Alliance. Nej, det er det søreme ikke. Det er i hvert fald Liberal Alliances ordfører. Han skal være velkommen alligevel.

Tak. Vi er jo et liberalt parti, så alt kan ske, eller hvad man siger.

Nej, lad os starte et helt andet sted, nemlig med den forespørgsel, som Dansk Folkeparti har stillet justitsministeren om overvågning i det offentlige rum med spørgsmålet om, hvorvidt regeringen vil iværksætte statslig videoovervågning af centrale lokaliteter i landets storbyer. Liberal Alliances helt grundlæggende udgangspunkt er, at der er for meget overvågning i dag. Her tænker jeg på overvågning i bred forstand, ikke kun kameraovervågning, men også spørgsmålet om overvågning på internettet, af telefoner og andre ting. Vi mener, der har været en flodbølge af velvillighed til at øge overvågning af borgerne, og den velvillighed deler vi ikke.

Helt grundlæggende handler det jo om retten til privatliv og privatlivets fred. Borgerne har ret til at leve et liv, uden at staten går ind og kan tjekke deres livsførelse, være med til at undersøge, hvordan de lever, på hvilken måde de gør det. Man har ret til at være i fred fra statens øjne og ører, og hvilke organer man end måtte bruge til overvågning af borgerne.

Det betyder selvfølgelig ikke, at der aldrig nogen sinde kan være brug for en grad af overvågning. I Liberal Alliance går vi sådan set ind for, at der skal være væg til væg-overvågning af folk, som mistænkes for alvorlige forbrydelser, altså af konkrete mennesker. Selvfølgelig skal man have mulighed for det. Man at det skal være af os alle sammen, bryder vi os ikke om.

Når det drejer sig om kameraovervågning, skal man selvfølgelig se på, hvad det er for en risiko, der kan være til stede forskellige steder, og vi er ikke afvisende over for, at der kan være særlige trafikale knudepunkter, hvor der kan være risiko for f.eks. terrorangreb, hvor det kan være nødvendigt at have kameraovervågning. Det kunne være Københavns Lufthavn eller lufthavne i det hele taget, større stationer og lignende, men det foregår jo allerede i meget stort omfang.

Så vidt jeg har forstået Dansk Folkepartis hensigt med det her, handler det primært om terrorisme, men også om tryghed. Det er altså de to ting, men i den rækkefølge. Hvad angår terrorisme, er det ikke umiddelbart vores synspunkt, at der er brug for mere, end der allerede er i dag. Hvad angår tryghed, deler vi nok ikke ønsket om effekten af overvågningen og forestillingen om, hvilke gavnlige effekter det vil have, sådan som Dansk Folkeparti forestiller sig, fordi der i virkeligheden er tale om en ofte falsk tryghed, som kun på den korte bane vil skabe forandring, men som i virkeligheden ikke vil ændre noget som helst, og slet ikke, når der er tale om statslig videoovervågning, fordi der i så fald er tale om statslige udgifter, og dem har vi det jo altid lidt dårligt med i Liberal Alliance.

Så kan man også have en længere diskussion om den private overvågning. Det har jo også været lidt inde i debatten allerede nu, og der er det sådan set vores holdning, at der skal være nogle klare regler for, hvad private må overvåge i deres forretninger, på deres egen grund osv., men i udgangspunktet må jeg jo gerne overvåge på min grund. Det er selvfølgelig min grundholdning som liberal. Men det er klart, at hvis overvågning går ud i det offentlige rum, må vi vide, hvilke regler der så skal være, hvilke regler der så skal være for sletning osv., så der er garanti for, at vi andre ikke bliver registreret og arkiveret.

Det var det.

Tak til ordføreren. Der er en kort bemærkning fra hr. Peter Kofod Poulsen.

Tak for det. Det er jo pudsigt at stå og spørge Liberal Alliance, hvorfor de ikke vil være med til at liberalisere en lov, men det må jeg jo så leve med.

Jeg har nogle spørgsmål i forhold til privat videoovervågning. Liberal Alliance siger selvfølgelig, at det sker på egen grund, og at der skal være nogle klare regler for, hvis det sker uden for egen grund, f.eks. hvis det er ude foran en forretning. Er ordføreren ikke bekymret for, at en meget stor del af den overvågning, der så måtte være ude foran forretninger, faktisk er ulovlig? Og bør vi ikke have en diskussion af, om det er, fordi tiden og den tendens, der er i tiden, har overhalet den lovgivning? Er det ikke en vigtig debat for Liberal Alliance at tage, netop så man kan sikre sig, at ting kan rettes ind efter loven?

Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

Jo, jeg er meget bekymret. Jo, jeg synes, det er en vigtig diskussion. Spørgsmålet er så, i hvilket omfang det er, fordi reglerne er for stramme, eller fordi man har været for slap til at sørge for at gribe ind over for dem, der ikke følger reglerne. Men det kan vi jo sagtens tage en diskussion om.

Nu har jeg forstået forespørgslen således, at det primært var den statslige og offentlige overvågning, der var emnet for i dag. Men jo, jeg er selvfølgelig parat til også at tage en diskussion om det andet.

Tak for det. Så siger vi tak til hr. Simon Emil Ammitzbøll og beder ham ønske god weekend også til fru Christina Egelund.

Næste ordfører er fru Josephine Fock fra Alternativet.

Tak for ordet.

Jeg vil gerne indlede med at takke Dansk Folkeparti for at tage den her debat op i forhold til, hvad regeringens holdning er til videoovervågning i det offentlige rum med henblik på at skabe tryghed for borgerne og lette opklaring af forbrydelser, herunder terrorisme, og om regeringen vil iværksætte statslig videoovervågning af centrale lokaliteter i landets storbyer. Det er det spørgsmål, som Dansk Folkeparti har formuleret.

I Alternativet synes vi, at det er interessant hele tiden at diskutere med hinanden, hvor grænsen går for overvågning og kontrol. Det, som Dansk Folkeparti meddeler, er, at Dansk Folkeparti ønsker mere videoovervågning i det offentlige rum, og det er vi i Alternativet ikke enige i. Vi ønsker snarere at gå den modsatte vej. Vi oplever gang på gang, at overvågning i Danmark synes at blive mere og mere udbredt. Sådan som vi oplever det, sker det med små skridt ad gangen, så vi ikke sådan umiddelbart lægger mærke til det som befolkning. Men pludselig risikerer vi jo at befinde os i et samfund, hvor alle borgeres adfærd overvåges i et alt for omfattende omfang, og det er i virkeligheden den retning, jeg frygter at vi på vej hen i. Derfor blev jeg også glad for ministerens indledende bemærkninger her fra talerstolen om, at regeringen, sådan som jeg hørte det, ikke ønsker at iværksætte mere offentlig overvågning.

Regeringens bebudede forslag om at indføre sessionslogning i udvidet form, som efter alt at dømme vil betyde masseovervågning på internettet, er heldigvis lige blevet aflyst. Begrundelsen var, at det sker af økonomiske årsager og ikke principielle årsager. Dansk Folkepartis ønske om at udvide videoovervågning i det offentlige rum er en tendens, som jeg synes, vi skal være opmærksomme på. Som nævnt synes jeg, at det går den forkerte vej.

Så er der ingen tvivl om, at når det handler om borgernes sikkerhed, eksempelvis i forbindelse med terrorattentater, skal vi selvfølgelig have et system, der beskytter os, men vi er nødt til hele tiden at fastholde balancen mellem retssikkerheden og friheden til privatlivet. Min holdning er derfor, at et forslag om at udvide statslig videoovervågning er den forkerte vej at gå. Jeg synes, vi har nok overvågning, og det vil være for vidtgående. Men det er klart, at der også skal være styr på den overvågning, der så er i dag. Og igen: Balancen mellem terrorværn og fysisk sikkerhed på den ene side og vores sikkerhed mod alvorlige indgreb, mod at vores færden bliver overvåget på den anden side, skal hele tiden være der.

Jeg tror så til gengæld, at videoovervågning i visse tilfælde også kan have den modsatte effekt, nemlig at det skaber mere usikkerhed. I går havde vi jo et samråd om lige præcis det her emne, hvor ministeren sagde, at overdreven overvågning kan føre til en overdreven bekymring. Det er vi helt enige i. Følelsen af utryghed kan stige, hvis der er overvågning overalt, hvilket indikerer, at der er noget at frygte.

Det Kriminalpræventive Råd har også for nylig konkluderet og påvist i en rapport, at danskerne i forvejen overvurderer omfanget af kriminalitet i forhold til den reelle sandsynlighed for at blive udsat for den. Samtidig kan man også se ud fra Det Kriminalpræventive Råds rapport om tv-overvågning, at der, hvor vi som danskere ikke ønsker os overvåget, er, når det kommer for tæt på privatsfæren. Men privatsfæren er også at gå på offentlige veje. F.eks. bliver der spurgt ind til, hvordan man så har det med at gå på Strøget og blive overvåget. Og der er faktisk et flertal af danskere, der ikke ønsker det.

Så vil jeg gerne tilføje, at hvad angår Omar-sagen, som jo også har været nævnt heroppefra, og den private videoovervågning, som blev brugt i den efterfølgende opklaring, er jeg selvfølgelig glad for den måde, som politiet gjorde det på. Når man beder om hjælp fra de ulovlige overvågninger for at kunne opklare forbrydelser, skal de pågældende bag dem selvfølgelig ikke straffes. Jeg er også glad for det initiativ, der er sat i gang med henblik på at kortlægge overvågningskameraer, det initiativ, som ministeren har sat gang i.

Men lige for at samle op til allersidst, så er Alternativets holdning og ønske, at vi sørger for hele tiden at holde os på den fine grænse, der er, mellem, at vi bliver overvåget for meget, og så at vi selvfølgelig kan sikre, at vi kan bekæmpe kriminalitet.

Tak for det, og der er en kort bemærkning fra hr. Peter Kofod Poulsen.

Jeg er helt enig med Alternativets ordfører i det, der blev sagt til sidst i talen, nemlig at det netop er vigtigt at holde balancen i den her sag. Men det er jo netop den balance, som jeg i hvert fald tror at nogle af os mener er tippet over, og hvor man i det her hus ikke er helt ærlige om, hvad det betyder. For det, som ordføreren advarer imod, nemlig meget overvågning af det offentlige rum, sker jo allerede den dag i dag. Så debatten er og bør være, hvordan vi ønsker at det her skal være, altså hvilke regler der skal gælde for det offentlige rum, fordi det, når det drejer sig om en meget stor del af de her kameraer, ikke holder sig inden for lovens rammer. Det kan der være gode argumenter for – det synes jeg der kan – men vi bliver da nødt til at anerkende, at der er en kæmpe udfordring i forhold til de nuværende regler og håndhævelsen af dem sat op imod beskyttelsen af os alle sammen mod terror. Kan ordføreren ikke følge det?

Ordføreren.

Jo, men jeg bliver i virkeligheden en lille smule i tvivl om, hvad ordføreren spørger ind til. Men det, jeg vil svare på det, er at sige, at vi ikke ønsker mere offentlig overvågning. Så er der i dag en række kameraer, der er sat op ulovligt, og der nævnte ministeren på samrådet i går, at politiet selvfølgelig, i det omfang politiet bliver opmærksom på, at der er blevet hængt private kameraer op ulovligt, eller at de fokuserer ulovligt, altså at de f.eks. fokuserer for langt ud på gaden, vil skride ind over for det. Så jeg ser sådan set ikke noget problem i de regler, der er p.t., og det er klart, at hvis politiet bliver gjort opmærksom på eller de selv bliver opmærksom på ulovligheder, så skal de selvfølgelig gribe ind over for det.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til fru Josephine Fock. Den næste er hr. Emrah Tuncer fra Radikale Venstre.

Jeg tror ikke, det kommer som en overraskelse for ret mange, der er her, at vi er imod mere overvågning. Jeg anerkender, at det at tale om øget tv-overvågning har sådan en kraftig politisk signalværdi; det er sådan en god måde at vise handlekraft på for en politiker. Spørgsmålet er dog, om det virker, og om det er et godt værktøj i forhold til kriminalitet og bekæmpelse af terror.

Vi ved fra nogle internationale studier, at øget overvågning ikke virker, og derfor synes Radikale Venstre, at vi skal holde os fra at gå den vej. Vi er nødt til at gå en anden vej og sætte mere ind på den mere sådan medmenneskelige bane – hvis man kan sige det – og snakke mere om opsøgende medarbejdere, gadeteams, SSP-folk osv., og hvad der nu kan forebygge, at alle de her ting, vi rigtig gerne vil overvåge for, sker.

Med øget overvågning, både af den synlige og usynlige slags, har man jo ikke hugget hovedet af terrortruslens spøgelse – hvis man skal kalde det det – eller elimineret risikoen for at blive udsat for vold. Vi har alene skabt en orden af sikkerhed, hvor vi træffer beslutninger og efterspørger politisk handlekraft på baggrund af de risici, der hele tiden lurer – eller sagt på en anden måde: Alt det, vi har snakket om i forbindelse med overvågningsteknologien, altså terrorpakken, lømmelpakken og visitationszonerne, er alt sammen eksempler på, at vi gerne ofrer lidt frihed i lufthavnen, på gaderne, ved demonstrationer og på nettet af hensyn til vores sikkerhed. Vi udfylder ivrigt tomrummet i et mindretals ikke længere eksisterende kollektive tryghed med øget sikkerhed.

Så det bliver lidt langhåret, men jeg synes, at overvågningsteknologien fortæller os, at der er noget at være bange for. Den aktiverer frygten, men minder os samtidig om, at der er nogen, der passer på os. Men ligesom lykkepiller blot lindrer depressionen uden at gøre os lykkeligere, dæmper overvågningen vores utryghed uden at gøre os trygge.

Vi har før talt om – og undersøgelser viser – at vi i Danmark har verdens lykkeligste samfund, og det tror jeg handler rigtig, rigtig meget om, at vi føler os meget, meget trygge. Vi snakkede under det tidligere punkt også om, at vi er et trygt samfund, og at vi har et trygt land, og jeg tror ikke på, at vi bliver mere trygge af mere overvågning. Derfor kan Radikale Venstre tilslutte sig teksten i det forslag til vedtagelse, som fru Pernille Skipper læste op. Tak.

Tak for det. Der er ingen korte bemærkninger. Og den næste ordfører er fru Lisbeth Bech Poulsen fra SF.

De fleste af os har en tro på, at tv-overvågning kan forebygge kriminalitet, og derfor er der generelt en stor accept af overvågningen. Flere kameraer sættes op, uden at der sættes spørgsmålstegn ved, om det er rimeligt. Der fokuseres alene på fordelene, selv om der ikke er entydige tegn på, at overvågning i sig selv rent faktisk forebygger kriminalitet.

»Tv-overvågning er ikke i sig selv en garanti for, at den samlede kriminalitet bliver mindre. Nogle steder har tv-overvågningen betydet, at kriminaliteten er flyttet andre steder hen. Der er også en risiko for, at folk bruger kameraerne som en undskyldning for ikke at gribe ind, hvis de ser noget bekymrende. Det er vigtigt, at vi stadig bevarer den sociale kontrol og ansvaret for hinanden.«

Det er ikke mine ord, men Eva Smiths på vegne af Det Kriminalpræventive Råd, som har lavet en rigtig fin faktapjece om tv-overvågning i Danmark.

Danmark er jo, som vi har hørt det tidligere i dag, verdens mest tv-overvågede land – 600.000 kameraer er der i Danmark. Mange af dem er ulovlige, og har jeg forstået DF og hr. Peter Kofod Poulsen korrekt, skal mange af dem lovliggøres.

I SF deler vi faktisk den bekymring for, om vi har lidt af et wild west i Danmark, og derfor vil jeg også gerne takke DF og hr. Peter Kofod Poulsen for at tage den her debat op. For som vi talte om tidligere, er det en vigtig principiel debat – og uagtet at vi måske højst sandsynligt har meget forskellige ønsker for, hvor vi skal hen, synes jeg, det er en rigtig god debat at tage her i dag.

I modsætning til DF ønsker vi i SF ikke mere overvågning. Og jeg synes, det er nogle kloge ord fra Eva Smith om, at vi bliver nødt til at være meget specifikke og bruge vores sunde fornuft, i forhold til hvor videoovervågning vil gøre nytte, og hvor det måske i virkeligheden bare vil skubbe kriminaliteten andre steder hen eller bidrage til en generel utryghed i samfundet.

Så SF kan altså ikke støtte nogen af de andre udtalelser, der har været, men støtter det forslag til vedtagelse, som fru Pernille Skipper læste op. Og jeg vil gerne slutte af heroppefra med at citere vores justitsminister, der i december 2013 sagde:

»Vi er på vej mod den demokratiske totalstat, hvor der føres kontrol med alt, hvor det enkelte menneskes suverænitet konstant krænkes, og hvor man kriminaliserer en masse, som ikke er kriminelle. Der er altid begavede mennesker, der kan argumentere for, at samfundets eller fællesskabets interesser skal gå forud for individets, og der er stort set aldrig nogen, der tager til genmæle på vegne af det enkelte menneske.«

Det synes jeg er rigtig kloge ord, som kan bruges i forskellige sammenhænge. Jeg synes, det er en vigtig diskussion. Vi har haft diskussionen om PNR. Vi har haft diskussionen om sessionslogning. Og nu har vi diskussionen om tv-overvågning.

Det er en debat, som er meget vigtig, for det handler jo grundlæggende set om balancen i forbindelse med nogle principper, som vi alle sammen tillægger værdi, men som vi tillægger forskellig vægt. Vi har som folkevalgte og her i Folketinget en forpligtelse til at holde befolkningens interesser i hævd i en balance mellem på den ene side at sikre, at de føler sig relativt trygge, og på den anden side sikre, at de værdier, som er mere principielle, mindre konkrete og i manges øjne mere abstrakte, men lige så vigtige, nemlig frihedsrettighederne, grundlæggende rettigheder, retten til privatliv, holder vi i hævd, også når det ikke er opportunt.

Men igen: Jeg synes, det er en vigtig debat, og jeg vil gerne takke hr. Peter Kofod Poulsen for den. Uagtet at vi ikke er enige, håber jeg, at vi fortsat får langt flere af de her også meget principielle diskussioner i Folketinget. Tak.

Tak til fru Lisbeth Bech Poulsen. Der er en kort bemærkning fra hr. Peter Kofod Poulsen.

Tak for det. Jeg har et spørgsmål, der angår det første citat i ordførertalen af Eva Smith, som siger, at kameraovervågning ikke virker forebyggende. Jeg vil spørge ordføreren, om hun ikke tror, at det kan hjælpe i opklaringen af forskellige typer kriminalitet.

Ordføreren.

Hvis vi skal være helt præcise, var Eva Smith og Det Kriminalpræventive Råd mere fokuserede på, at det ikke altid og til alle tider kan virke forebyggende. Det er meget specifikt, om det kan det eller ej.

Jeg tror, at det i meget konkrete, specifikke situationer kan virke forebyggende, men jeg tror også, at vi skal være enormt forsigtige, jævnfør det andet citat, som jeg læste op, i forhold til at man skal bruge sin sunde fornuft, og at det er vigtigt, at vi stadig bevarer den sociale kontrol og ansvaret for hinanden. Altså, et kamera kan jo ikke erstatte, at hr. Peter Kofod Poulsen gør sin borgerpligt og træder til, hvis nogen har brug for hjælp, hvilket jeg er sikker på han vil gøre, hvis nogen skulle være i sådan en situation. Der kan et kamera ikke træde i stedet for. Vi ser jo igen og igen, at der forekommer kriminalitet, også på områder, hvor der er videoovervågning, og det er der efterhånden rigtig mange steder i det offentlige rum.

Så jo, i meget specifikke situationer tror jeg det kan være forebyggende, men i mange tilfælde tror jeg at kriminaliteten vil ske alligevel.

Så er der det andet spørgsmål i forhold til opklaringsarbejdet. Der må vi igen sige, at vi skal være meget specifikke, med hensyn til hvor vi bruger det her. Vi skal meget restriktive, med hensyn til hvor vi bruger det. Men jeg vil heller ikke sige, at vi aldrig skal have kameraer nogen steder. Det er ikke min holdning.

Spørgeren.

Jeg er glad for, at ordføreren siger, at vi skal være restriktive, for det betyder, at regler skal overholdes. Spørgsmålet er så bare, hvilke regler det er, vi har.

Synes ordføreren ikke, at der i forhold til de regler, der er i dag, er brug for – med tanke på den konkrete sag, som jeg selv nævnte i min ordførertale – at vi sagtens kunne gå ind og se på at udvide muligheden for overvågning i dag med henblik på at kunne være bedre til fremadrettet at rette ind, så man rent faktisk havde hånd i hanke med, at regler, der er vedtaget i huset her, overholdes på den anden side, samtidig med at det har den ønskede vægt i forhold til på den ene side frihedsrettigheder og på den anden side ønsket om at kunne opklare terror eller alle andre former for kriminalitet?

Ordføreren.

Jamen ordføreren og jeg er jo enige om, at loven skal overholdes. Ordførerens løsning er så, at en masse af de her ulovlige kameraer skal lovliggøres; det er måske lidt firkantet sat op. Men jeg mener, at vi har for meget overvågning i Danmark, og at vi skal gå ind og være meget mere specifikke og være meget mere konkrete, også så loven er nemmere at overholde. For jeg er enig i, at det sikkert ikke er alle de ulovlige kameraer, som er opsat ulovligt med vilje.

Men hr. Peter Kofod Poulsen henviser til en konkret sag, nemlig den sag, der var med Omar El-Hussein for et år siden i København. Jeg mener også, at vi skal være meget forsigtige med at henvise til en terrortrussel eller til en trussel, som mange selvfølgelig er meget bekymret over, fordi det kan være en varig tilstand.

Et af principperne i forbindelse med overvågning er jo proportionalitet, og at man har et konkret problem for øje, man gerne vil løse. Og hvis befolkningen får den opfattelse, at vi lever i et samfund, der er under en konstant trussel, er det jo ikke proportionalt, altså så ville man altid kunne henvise til: Det er en farlig verden, vi lever i, så vi må hellere opsætte overvågningskameraer.

Så jeg forstår godt, hvad hr. Peter Kofod Poulsen siger, og jeg er med så langt, at loven skal overholdes, men med hensyn til midlerne til at lovliggøre kameraerne ser vi forskelligt på det.

Tak til fru Lisbeth Bech Poulsen. Der er ikke flere korte kommentarer. Den næste ordfører er fru Mai Mercado fra Det Konservative Folkeparti.

Danskernes tryghed ligger Det Konservative Folkeparti meget på sinde. Man skal kunne gå trygt og frit på gaden i Danmark uden at frygte vold og overgreb. Derfor har vi som udgangspunkt ikke noget imod, at der er overvågning på visse steder. Det kan give god mening på steder, hvor der er meget kriminalitet, og vi har set eksempler i boligforeninger, hvor videoovervågning har haft en positiv virkning på kriminaliteten, der er faldet. Offentlige myndigheder har allerede i dag god adgang til at kunne foretage tv-overvågning på offentlige steder, og det er vi helt med på ofte kan være helt fornuftigt. Men i kampen for tryghed skal vi ikke sætte os selv i fængsel ved at overvåge alle på ethvert sted.

For nogle år siden var jeg på en udvalgsrejse til England i en forstad til London, hvor jeg stiftede bekendtskab med CCTV. Det var meget interessant at komme ind og opleve, hvordan man simpelt hen kan følge borgere fra gadehjørne til gadehjørne, hvor det ene kamera tager over efter det andet. Da jeg var inde at se CCTV, var de meget optaget af, at de havde fundet en fyr, som havde drukket på gaden. Ham fulgte de, sådan så de kunne få fat på ham. Jeg må erkende, at jeg stillede nogle spørgsmål. Jeg spurgte: Hvem overvåger så CCTV, der overvåger borgerne? De svarede: Det har vi heldigvis en løsning på, for vi har jo nogle, der overvåger den her kontrolinstans. Nå, sagde jeg så. Hvem er det så, der overvåger dem, der overvåger borgerne? Og der kom så ikke så meget svar.

Jeg må bare erkende, at det var en øjenåbner for mig at besøge CCTV i England. Det var på ingen måde et system, jeg ønskede for danske storbyer. Derfor mener jeg også, at det kan tage overhånd. Vi ønsker fortsat at værne om borgernes frihedsrettigheder. Vi mener ikke, at der skal iværksættes statslig tv-overvågning i landets storbyer. De muligheder, vi allerede har i dag, er vi som udgangspunkt tilfredse med. Vi vil selvfølgelig også gerne følge det her tæt, og vi er meget opmærksomme på, at vi skal sætte ind over for kriminelle og gøre det svært for dem at udøve deres kriminalitet.

Tak til fru Mai Mercado. Der er ingen korte bemærkninger. Så er det justitsministeren.

Jeg vil gerne takke Dansk Folkeparti for at have rejst den her forespørgselsdebat, som har givet Folketinget anledning til i en svær tid at diskutere, hvor grænserne går, mest specifikt i dag for tv-overvågning. Men det er jo en diskussion, vi efter min opfattelse løbende bør have med hinanden som et sandt folkestyre for at finde ud af, hvor grænsen går for retssikkerhed og tryghed på den ene side og kriminelle, frihed og overvågning på den anden, og hvordan balancen mellem dem skal være.

Det er en vigtig diskussion. En ting, jeg gerne vil føje til debatten i dag, er, at man selvfølgelig godt kan sige, hvorfor Folketinget hele tiden snakker om det og sådan noget. Vi bliver nødt til at slå en pæl igennem noget, som fru Lisbeth Bech Poulsen var inde på i det citat, hun brugte, og som jeg synes var et godt citat, selv om jeg måske har en enkelt anke mod det. Jeg er glad for det, når SF citerer justitsministeren. Vi er et levende folkestyre, og vi forholder os løbende til situationen, som den er. Men fordi tingene går en vej på et tidspunkt, betyder det ikke automatisk, at tingene bliver ved med at gå en vej. Vi har faktisk mulighederne for i den her forsamling at liberalisere regler og ændre regler, hvis det er det, vi vil. Det synes jeg er en vigtig pointe at erindre sig. Det er vores ansvar, og derfor synes jeg, at de her debatter er vigtige. Jeg synes måske godt, man kunne lægge i det citat, der var fra mig selv, at det bare er en uendelig udvikling imod noget. Men sagen er jo den, at den her sag har mulighed for at ændre på det, hvis man vel at mærke vil, og det er et ansvar, vi skal huske at tage på os, og derfor er de her drøftelser vigtige.

Jeg har sådan set ikke så meget at føje til min tale, som jeg jo indledte med. Så jeg åbner gerne for besvarelse af de spørgsmål, der måtte være, men det vigtigste ærinde var sådan set at takke Dansk Folkeparti for forespørgslen.

Der er et par korte bemærkninger, og den første korte bemærkning er fra fru Lisbeth Bech Poulsen.

Jeg synes også, at det er nogle rigtig spændende diskussioner, vi har. Jeg synes, det var et rigtig godt citat, som jeg læste op, som justitsministeren er manden bag.

Justitsministeren har jo helt ret i, at man ikke kan have ét sæt regler, der skal gælde til evig tid, fordi verden forandrer sig. Men jeg tror faktisk, at justitsministeren og jeg deler nogle grundsynspunkter om, at der er nogle værdier, som bliver nødt til at stå i en lidt længere periode end de næste par år, hvor alt muligt kan ske, nemlig nogle grundlæggende værdier om det enkelte menneskes ukrænkelighed, nogle liberale grundsynspunkter om retten til privatliv osv. Det er synspunkter, som jeg tror vi faktisk deler.

Det er jo hele tiden en balancegang og et spørgsmål om, hvad man putter i hvilken vægtskål. Det er det, der er det vigtige, og derfor synes jeg også, at de her debatter er så nødvendige og så vigtige, uanset om vi er uenige eller ej.

Så det var egentlig mere en kommentar til justitsministerens kommentar end et spørgsmål.

Ministeren.

Jeg er fuldstændig enig, og det interessante er f.eks. ved mit parti, at vi altid i overvågningsspørgsmål deler os i tre. De holdninger, som repræsenterer Folketinget, kan man rigeligt finde i Venstres folketingsgruppe. Jeg tror ikke, at jeg går nogen for nær ved at afsløre, at de debatter, vi har, godt kan antage en karakter, hvor man kan høre, at Venstrefolk er folk, der altid helt selv personligt mener, at de har ret. Det er sådan lidt en radikal syge i den sammenhæng, men for Det Radikale Venstres vedkommende er det naturligvis hele partiet, der har ret.

Den opdeling er sådan set basalt set delt op i tre. Der er dem i Venstre, som mener, at overvågning er en naturlig nødvendighed for at forsvare samfundet mod kriminalitet. Så er der dem, der er inderlig modstander af overvågning, fordi det er man af princip. Og så er der den gruppe, jeg selv bekender mig til, som nødtvungent anerkender, at overvågning bestemt kan være nødvendig i nogle situationer, men hvor det så er retssikkerhedsgarantierne i den sammenhæng, domstolenes involvering i de spørgsmål, det, som fru Mai Mercado var inde på, overvågning af overvågeren, som bliver de afgørende, og den balance må vi jo løbende vurdere. Så meget desto mere er den debat, vi har her i Folketingssalen, absolut genkendelig.

Den næste korte bemærkning er fra hr. Peter Kofod Poulsen.

Tak for det, og tak til ministeren for at skitsere regeringens holdning. Jeg skal bare lige være fuldstændig sikker på, at jeg har forstået det korrekt. Mener regeringen, at den lovgivning, der er i dag, er, som den skal være, eller giver debatten her regeringen anledning til at foretage ændringer?

Ministeren.

Regeringens udgangspunkt er, at den lovgivning, vi har for nærværende, er afbalanceret. Men jeg er også nødt til at sige samtidig, at vi jo iværksætter et forsøg i hovedstadsområdet omkring kameraovervågning og et register i den sammenhæng, som jo sagtens kan give anledning til nogle nye overvejelser.

Vi lever i en tid, hvor der er forskellige overvejelser i forhold til de spørgsmål, som bliver rejst i den her sammenhæng. Så ja, for nærværende mener vi, at den her lovgivning er afbalanceret, men vi iværksætter jo ikke et forsøg, hvor vi på forhånd har dikteret, hvad dette forsøg måtte afstedkomme.

Spørgeren.

Er det ikke paradoksalt, at man på den ene side som regering siger, at vi i hvert fald lever med reglerne indtil videre – de er nok ret gode, måske kan vi se på dem på et tidspunkt, når det her projekt er færdigt – og at man på den anden side, jo fornuftigt, vil jeg sige, i tilfælde af sådan en sag alligevel bruger mange af de billeder, der kommer fra kameraer, der er fuldstændig ulovlige? Jeg synes, det er godt, at man tog dem ind. Jeg synes, det er godt, at man brugte dem. Jeg forstår bare ikke, hvorfor tiltag, der jo er til fælles bedste – i bestræbelsen på at gøre os alle sammen trygge – skal være så ildeset?

Er det ikke et stort paradoks, at man på den ene side fastholder nogle regler, som man på den anden side er nødt til at se bort fra for at kunne holde os trygge? Det er da ikke en holdbar situation. Eller er det?

Ministeren.

Nu vil jeg sige noget, som meget nemt kan misbruges, men det håber jeg så ikke det bliver, og det mistænker jeg sådan set ikke ordføreren for at ville gøre.

Men min grundopfattelse i den sammenhæng er, at livet skal leves. Vi kan regulere nok så meget, men der er også en virkelighed. Jeg omtalte selv i går på samrådet det her med, at i sidste ende kommer f.eks. det dygtige politi, vi har, og dets evne til at agere i den konkrete situation aldrig til fuldstændigt at kunne erstatte det. Altså, regler kommer i sidste ende aldrig til at kunne erstatte det fuldstændigt.

Jeg er enig med hr. Peter Kofod Poulsen i, at vi skal efterstræbe enkle, praktiske, overholdelige regler, men vi kan aldrig se bort fra den anden side. Livet skal leves. Og i hvert fald lærer man som jurist, at det der med at skulle have fuldstændig firkantede regler for alting desværre er en umulighed. ( Peter Kofod Poulsen (DF): Det er heller ikke ønskeligt).

Den næste korte bemærkning er fra fru Josephine Fock.

Tak. Jeg havde egentlig ikke tænkt mig at tage ordet, for jeg synes, at ministerens redegørelse var fin, at ministerens tale var fin, så jeg følte mig oplyst, med hensyn til hvad ministerens holdning er. Men grunden til, at jeg så alligevel gør det, er den insiderviden om, hvad der foregår i Venstres folketingsgruppe, for det syntes jeg alligevel var interessant. Der havde jeg egentlig nok troet, at ministeren havde ligget på den fløj, der var inderlig imod overvågning, også i kraft af at ministeren selv har kaldt sig frihedsministeren.

Så egentlig er mit spørgsmål: Har ministeren skiftet holdning, efter at han er blevet minister, ud fra de informationer, han har fået som minister? Eller har ministeren altid ligget der i den lidt kedelige midtergruppe?

Ministeren.

Tænk, at Alternativet synes, at midten er kedelig. Men jeg kan for mit eget vedkommende sige, at jeg altid har ligget i den gruppe. Og hvorfor har jeg det? Det er, fordi jeg ikke deltager i den moderne mistænkeliggørelse af vores tredeling af magten og de institutioner, som står bag den. Mine oplevelser af danske myndigheder har i meget overvejende grad været positive. Vi ved alle sammen, hvad der er sket i SKAT og sådan nogle steder, men det bliver jo blotlagt, vi får det drøftet, og vi forholder os til det. Og ting bliver kontrolleret af uafhængige instanser, f.eks. domstolene.

Jeg mener, at det danske folkestyre er langt bedre end det, der præger den offentlige debat i øjeblikket. Jeg erkender i en svær virkelighed, at sådan noget som en efterretningstjeneste er nødvendigt. Jeg erkender, når vi ser på logning af mobiltelefoner, at det har givet enestående resultater i forhold til kriminalitetsbekæmpelse. Og jeg erkender, at det for at bekæmpe det onde kan være nødvendigt – nu bliver det helt patetisk – at anvende det ondes midler. Men det skal jo ske under kontrol. Det skal ske i demokratisk sammenhæng. Det skal ske i institutionel respekt. Det har været det afgørende for mig, og det er lidt som det, jeg også sagde før til hr. Peter Kofod Poulsen: Livet skal leves.

Spørgeren.

Jamen de betragtninger kan jeg langt hen ad vejen bakke op om. Men for mig har der ligget noget i ordet frihedsministeren, og i hvert fald for mig selv ligger der i ordet frihed retten til at bevæge mig omkring i samfundet uden at blive overvåget, altså at gå ned ad Strøget uden at blive overvåget. Og derfor er jeg selvfølgelig enig i, at der hele tiden er en afvejning, men for mig er ordet frihed også retten til at bevæge mig frit omkring uden eventuelt at blive overvåget af statslige myndigheder eller private aktører. Så det er blot en kommentar.

Ministeren.

Jeg synes jo, at hr. Simon Emil Ammitzbøll har en pointe i, at f.eks. i forhold til private er der jo en pointe i, at det også er en frihedskrænkelse at forhindre dem i at overvåge deres egen private grund. Det er også en frihedskrænkelse. Jeg er til gengæld fuldstændig enig i, at i forhold til det offentlige rum og i forhold til statslige myndigheder er det jo ikke sådan, at staten skal gå ud og overvåge generelt. Det er jeg sådan set personligt imod. Jeg mener netop, at den personlige frihed er vigtig i den sammenhæng, altså at vi skal kunne bevæge os frit rundt.

Så kan man diskutere, hvad der konstituerer overvågning. Vi har haft diskussionen i forbindelse med det, jeg kalder logning, fordi jeg mener, at det er en bredere problemstilling, nemlig det, som ordføreren kalder sessionslogning. Jeg mener ikke, at logning i sig selv i forhold til internettet udgør overvågning. Jeg mener, at hvis en myndighed samler informationerne sammen og anvender dem, så er der tale om overvågning. Men det er jo den slags teknikaliteter, som vi desværre ikke fik lejlighed til at drøfte i går, hvilket jeg er drønærgerlig over. Men jeg skal ikke forlænge debatten yderligere her.

Så siger vi tak til ministeren. Jeg vil spørge, om ordføreren for forespørgerne ønsker en afrundende bemærkning til debatten. Så er det hr. Peter Kofod Poulsen fra Dansk Folkeparti.

Jeg vil gerne takke ordførerne, og jeg vil også gerne takke ministeren for at være mødt frem til den her debat og give buddene på, hvordan vi kan skrue det her sammen i fremtiden, hvis det skal gøres om. Jeg vil i samme anledning huske ministeren på, at ministeren jo ikke bare er frihedsminister. Ministeren er også tryghedsminister, og det er meget vigtigt i den her sammenhæng. For vores land er truet. Vores tryghed er presset både indefra og udefra. Det er selvfølgelig en situation, der skal håndteres.

Det er vores indtryk, at de regler, vi har i dag, ikke er holdbare i længden, og på et tidspunkt vil de skulle laves om. Vi må jo så bare afvente, hvornår Folketinget er villig til at se på de regler og til at få taget dem op til revision i bestræbelsen på at gøre os endnu tryggere, end vi er i dag. Tak.

Vi siger også tak til hr. Peter Kofod Poulsen.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemning om de fremsatte forslag til vedtagelse – og jeg har modtaget tre – vil som nævnt først finde sted tirsdag den 29. marts 2016.