Det næste punkt på dagsordenen er:

8) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 7:

Forslag til folketingsbeslutning om fjernelse af transseksualisme fra sygdomsliste.

Af Carolina Magdalene Maier (ALT), Stine Brix (EL) m.fl.

(Fremsættelse 08.10.2015).

Forhandlingen er åbnet, og det er først sundheds- og ældreministeren.

Tak for det, og tak til forslagsstillerne for beslutningsforslaget om at fjerne transseksualitet fra sundhedsvæsenets klassifikationssystem og om at sikre, at myndighederne arbejder aktivt for, at grupperne F64 og F65.1 fjernes fra WHO's klassifikationssystem kaldet ICD-10.

Alle mennesker har en kønsidentitet. Der er dog også nogle mennesker, som oplever, at der er en forskel mellem det køn, de er født med, og det køn, som de oplever at tilhøre. Det er først, når personer, som føler, at de er født i den forkerte krop, søger behandling, at vi taler om transkønnede eller transseksuelle.

Først og fremmest vil jeg gerne understrege og sætte en tyk streg under, at jeg er helt enig med forslagsstillerne i, at transkønnethed og transseksualitet ikke med Sundhedsstyrelsens ord er udtryk for en psykisk eller somatisk sygdomstilstand. Det fremgår også tydeligt af »Vejledning om udredning og behandling af transkønnede«, som blev udgivet af Sundhedsstyrelsen tilbage i december 2014.

Men når en person henvender sig til sygehusvæsenet og søger behandling, sker der det, at lægerne stiller en diagnose. I sundhedsvæsenet er en diagnose nemlig en helt almindelig forudsætning for og led i behandlingen af patienter. En diagnose omfatter nemlig resultatet af de faglige vurderinger og overvejelser, som de sundhedsfaglige personer har haft i forhold til behandlingen. En diagnose er derfor grundpillen i den behandling, der tilbydes, og garantien for, at behandlingen bliver tilbudt på et forsvarligt grundlag.

Ved behandling af transkønnede og transseksuelle er det vigtigt, at man er klar over, at hormonbehandling og kirurgi typisk er omfattende indgreb og også indgreb, der ikke bare sådan lige kan gøres om. Derfor er det også vigtigt, at der ikke er tvivl om, at det er den behandling, der bliver sat i gang, og at personen, som ønsker behandling, har givet sit informerede samtykke. Regeringen kan derfor ikke tilslutte sig forslagsstillernes ønske om fuldstændig at fjerne transseksualitet fra sundhedsvæsenets klassifikationssystem. Det er med andre ord vigtigt at sige, at diagnosen transseksualitet er relevant i en klinisk sammenhæng, ikke som en sygdom, men som en indikation for behandling.

For når man ved hormonbehandlinger eller kirurgiske indgreb giver transkønnede kønsmodificerende behandling, er begrundelsen og dermed diagnosen jo netop personens transseksualitet. Derfor bør transseksualitet fortsat findes i sundhedsvæsenets diagnoseklassifikationssystem. Det er bl.a. for at sikre, hvad vi alle sammen ønsker, nemlig at transseksuelle og transkønnede får den bedste og mest sikre behandling.

Vi følger i Danmark WHO's internationale diagnoseklassifikationssystem kaldet ICD-10. Det anses af sundhedsprofessionelle som et fagligt og neutralt arbejdsredskab. Det er helt nødvendigt bl.a. i konkret lægeligt klinisk arbejde, at man kan kommunikere internationalt på et fælles sprog i form af diagnoseklassifikationssystemet ICD-10. Det gælder i øvrigt også i forhold til overvågning og international sammenligning af kvalitet, statistik og planlægning.

ICD-10 er en oversigt over årsagerne til, at mennesker kommer i kontakt med sundhedsvæsenet. Den årsag kan være meget forskellig. Den rummer mange forskellige grupper, også grupper, som ikke er syge, f.eks. gravide, raske, nyfødte og indlagte raske ledsagere, men jeg er helt enig i, at det kan opleves som krænkende, at transseksualitet i dag er placeret i en undergruppe benævnt kønsidentitetsforstyrrelser i et afsnit kaldet psykiatriske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser. Det skal vi derfor have lavet om, ingen tvivl om det.

ICD-10 er i øjeblikket ved at blive revideret. Det reviderede klassifikationssystem vil være den 11. udgave og vil derfor også blive kaldt ICD-11. I forhold til den forrige udgave vil der med ICD-11 ske omfattende ændringer i hele systemets struktur og indhold. Danmark arbejder sammen med de øvrige EU-lande, herunder ikke mindst de nordiske lande, for, at transseksualitet vil blive placeret i et nyt afsnit eller i et andet afsnit i ICD-11.

Jeg kan af gode grunde ikke her i dag præcis sige, hvor vi lander eller ender. Men jeg kan oplyse, at status for arbejdet med ICD-11 lige nu er, at transseksualisme forventeligt og forhåbentlig bliver flyttet til afsnittet »Factors influencing health status and contact with health services«. Det betyder, at transseksualitet ikke længere vil være omfattet af kapitlet om psykiatriske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser og undergruppen kønsidentitetsforstyrrelser.

For både F64, altså kønsidentitetsforstyrrelser, og F65 ser det ud til, at begreberne slet ikke kommer til at indgå i ICD-11, og derfor er arbejdet med ICD-11 også fuldstændig og helt i tråd med det, som jeg opfatter vi alle sammen i Folketinget er enige om på området, nemlig at få placeret transseksualitet i et nyt afsnit, som hverken opleves som stigmatiserende eller diskriminerende af transkønnede. Arbejdet med ICD-11 er da også helt i tråd med forslagsstillernes ønske om, at netop F64 og F65.1 helt udgår af WHO's klassifikationssystem. Vi ved som sagt ikke med sikkerhed, hvor det ender, men jeg kan oplyse, at ICD-11 forventes at være klar til præsentation på verdenssundhedsforsamlingen i maj 2018.

Som jeg indledte med at sige, er jeg helt enig med forslagsstillerne i, at transseksualitet ikke er en sygdom. Det er hverken en somatisk eller psykisk sygdom. Kønsidentitet er noget, vi alle har, og vi bør alle have respekt og forståelse for, hvordan den enkelte opfatter sit køn. Men når en person, der opfatter sig selv som transkønnet, henvender sig til sygehusvæsenet med et ønske om behandling som f.eks. hormonbehandling eller kirurgisk indgreb, er den grundlæggende årsag personens transseksualitet. Diagnosen transseksualitet er derfor også stadig klinisk relevant. Den er ikke relevant som sygdom, men som en indikation for behandling, fuldstændig ligesom at graviditet ikke er en sygdom, men en indikation for behandling. Og transseksualitet bør derfor også stadig findes i diagnoseklassifikationen.

Jeg deler mange af de synspunkter og intentioner, der ligger bag det beslutningsforslag, vi behandler i dag. Det tror jeg faktisk at hele Folketinget gør. Men det afgørende argument for mig og regeringen i den her sag er, at transkønnede kan få så god og sikker en behandling som muligt, hvis det ønskes. En forudsætning for det er, at der er en diagnosekode, så behandlingen kan ske på en klar indikation, så der kan blive fulgt op på behandlingen, og så man forskningsmæssigt har mulighed for at udvikle og gøre behandlingen bedre og mere sikker. Så det er faktisk hensynet til de transkønnede, som gør, at vi synes, der er behov for at holde fast i den lagte linje, nemlig at Danmark sammen med de øvrige lande, som deler vores synspunkt i den her sag, arbejder for at få det klassificeret, så det ikke strider mod de værdier, vi synes er vigtige, men det skal ikke pilles helt ud. Det tjener i sidste ende ikke interesserne.

Regeringen kan derfor heller ikke støtte beslutningsforslagets hovedformål, nemlig fjernelsen af transseksualitet fra sundhedsvæsenets klassifikationssystem. Men jeg vil samtidig forsigtigt glæde mig over, at status for arbejdet med ICD-11 stemmer rigtig fint overens med de danske ønsker om at få flyttet transseksualitet til en ny gruppe i klassifikationssystemet, og i forhold til den del af beslutningsforslaget, der pålægger regeringen at arbejde aktivt for at fjerne undergrupperne F64 og F65.1 fra WHO's sygdomsklassifikation, kan jeg til sidst heldigvis også konstatere, at det gør vi og andre allerede. Det arbejde ser lige nu ud til at bære frugt.

Jeg indgår også meget gerne i den videre dialog om, hvad vi kan gøre på den korte bane for at gøre det endnu mere tydeligt, at vi fra dansk side, samtidig med at vi arbejder på det, der må være målet, nemlig at få ændret WHO's klassifikationssystem, har et nationalt spor, der viser, at vi fra dansk side ikke anser det at få en diagnosekode for transseksualisme som udtryk for en sygdom eller lidelse. Vi har allerede haft et lukket samråd herom, hvor jeg synes vi havde nogle rigtig gode drøftelser, og jeg indgår som sagt meget gerne videre i en konstruktiv dialog med ordførerne.

Tak til ministeren. Der er et par korte bemærkninger. Den første er fra fru Carolina Magdalene Maier fra Alternativet.

Tak for det, og tak for redegørelsen fra ministeren. Det er jo helt rigtigt ... Nej, jeg tror, jeg vil starte et helt andet sted. Jeg vil starte med at sige, at ministeren sådan set har ret i forhold til det med, at der i beslutningsforslaget er en fejl – det siger ministeren ikke, men det vedstår jeg – nemlig at vi sådan set ikke vil fjerne transkønnethed fra ICD-10, men have det flyttet over i et andet kapitel, og det vil kræve en specificering fra vores side. Det stod ikke i det oprindelige beslutningsforslag, men det er jo det, vi vil. Vi vil gerne have flyttet diagnosekoden over i det kapitel 21, som ministeren også refererer til, og som vi også fra miljøet har hørt at man ønsker at blive placeret i. Så det er en indrømmelse.

Mit spørgsmål går på det, ministeren siger om, at man forventer, at arbejdet i WHO er færdigt i 2018. Det skulle første gang have været færdigt i 2012. Så blev det skubbet til 2014, så blev det skubbet til 2015, og så igen nu til 2018. Kan ministeren give en garanti for, at vi har et færdigt arbejde, og at koden er flyttet i 2018?

Ministeren.

Først noterer jeg mig, at forslagsstillerne så alligevel ikke helt mener det, man egentlig foreslår i forslaget. Det er jo sådan set positivt nok, for så er vi allerede der kommet nærmere til det, som jeg også betegner som værende et fælles mål i forhold til vores arbejde her i Folketinget. Det er jo ikke nogen hemmelighed, at vi sådan set har diskuteret det her spørgsmål i den her sag flere gange igennem i rigtig mange år, og hvor jeg altid – også i min tid som sundhedsordfører – har oplevet, at der har været en fælles interesse i det, der er målet, nemlig at få ændret i WHO's klassifikationssystem.

Så deler jeg ordførerens ærgrelse, kan man vel godt sige, over, at det ikke er færdigt noget før. Jeg hører også selv til den utålmodige type, som gerne så, at vi var kommet længere i det her arbejde, men til det med, om jeg kan give en garanti her fra Folketingets talerstol på, at man så endelig er færdig i 2018, kan jeg sige, at det er en garanti som det ikke ligger i mine hænder at kunne give, for det er jo en garanti, som også forudsætter, at alle andre er enige og er indstillet på at kunne give den garanti. Men jeg kan fra dansk side garantere på vegne af regeringen, at vi ikke kommer til at forhale arbejdet. Tværtimod arbejder vi aktivt for at fremme arbejdet i forhold til det, der er de danske interesser. Det forfægter vi via et nordisk spor og i særdeleshed ved at tale med vores stemme i EU-regi.

Fru Carolina Magdalene Maier.

Jamen det er jeg glad for at ministeren siger, for jeg havde jo heller ikke regnet med, at man kunne give en garanti. Jeg forstår også godt hvorfor, men set i lyset af de mange, kan man sige, udskydninger, der har været indtil nu, er det jo også tydeligt for alle, at der er 193 lande i WHO, som skal blive enige om det her, og det er ikke alle, der har det samme syn på transkønnethed, som vi har i Danmark. Derfor er der en stor sandsynlighed for – hvis man spørger mig – at det her ikke bliver færdigt i 2018.

Så mit spørgsmål til ministeren er: Vil ministeren så tage initiativ til, at vi i Danmark, indtil WHO finder ud af en ny kategorisering, så går foran og ændrer koden eller flytter koden over i det pågældende afsnit, vi har talt om – altså allerede nu, mens vi venter på WHO?

Ministeren.

Jeg deler nok ikke helt ordførerens sandsynlighedsberegning, kan man vel kalde det. Jeg synes sådan set, at der er en god sandsynlighed for, at vi kan nå målet i 2018, et mål, som jeg gerne havde set at vi havde nået noget før. Som jeg også har tilkendegivet, er målet det vigtige for os, fordi det er dér, vi virkelig kan gøre forskellen med at få ændret noget i forhold til ikke bare os selv, men det, der er WHO's klassifikationssystem, som alle landene benytter.

Men jeg vil også gerne arbejde ud ad et andet spor, der hedder: Hvad kan vi i dansk sammenhæng gøre? Og det var her, jeg syntes at vi havde en rigtig konstruktiv dialog om det på det lukkede samråd, som vi havde i regi af Sundheds- og Forebyggelsesudvalget, hvor vi netop drøftede, hvad vi kan gøre fra dansk side på den korte bane i forhold til at kunne tilføje en note eller noget, der gør, at vi tydeligt kan klargøre, at vi altså ikke anser det at få en diagnosekode for transseksualisme som udtryk for en sygdom eller en lidelse, for det er vores klare udgangspunkt, og det er det, jeg opfatter at vi alle sammen er enige om her i Folketinget. Man kunne også sige det på den måde, at vi jo sådan set alle sammen er enige om målet. Nu handler det om, at vi skal komme derhen.

Den næste korte bemærkning er fra fru Stine Brix.

Det, vi fra dansk side kan gøre på den korte bane, er for mig at se en helt enkel, konkret ting, nemlig at vi tager initiativ til at gå foran og flytte de koder – der er tale om flere – til et andet kapitel, så det klart signalerer, at man, når man er transkønnet, ikke har en psykiatrisk lidelse, så har man ikke en personlighedsforstyrrelse, sådan som det ellers fremgår af det i dag.

Det er derfor sådan set bare et ganske enkelt spørgsmål til ministeren: Hvorfor vil regeringen ikke gøre lige præcis det, at man træffer den beslutning om at flytte de koder til et andet kapitel? Så kan man altid senere, hvis det en dag skulle gå så godt, at WHO træffer en beslutning om at gøre noget på det her område, følge den beslutning. Men hvorfor er det, at vi ikke skal gå foran på det her område og selv flytte diagnoserne væk det psykiatriske klassifikationssystem og hen til et andet sted i klassifikationssystemet?

Ministeren.

Som jeg har været inde på tidligere, er det muligt at lave nogle nationale ændringer til den internationale klassifikation. Det kan f.eks. foregå, ved at vi laver nogle mere detaljerede underafdelinger eller ved helt at droppe diagnoser, som vi slet ikke tilbyder behandlinger for, som derved er overflødige, og som der derved ikke er brug for. Det var det Danmark gjorde, dengang man slettede homoseksualitet og sadomasochisme fra det. Det er jo ikke længere noget, man giver behandling for. Men Danmark kan ikke bare flytte rundt på diagnoserne i klassifikationssystemet eller etablere sine egne særlige danske kapitler. Samtidig vil jeg også mene, at det vil være uheldigt helt at slette en diagnose, som jo stadig reelt er en indikation for behandling. Men det er så det, jeg glæder mig over at man siger i beslutningsforslaget at man alligevel ikke mener. Så langt, så godt.

Vi kan gøre noget fra dansk side, og det er sådan set der, at jeg rækker en hånd ud til medlemmerne, nemlig i forhold til at kunne indgå i videre drøftelser om det. Jeg har foreslået, at vi gør som i Sverige, for hvis det var så simpelt, som fru Stine Brix skitserer, så lur mig, om der ikke også var nogle andre, der bare lige havde gjort det. Det har nogle konsekvenser, som jeg ikke er helt sikker på at fru Stine Brix er interesseret i. Men vi kan gøre som i Sverige, og vi kan måske endda gå endnu længere, nemlig ved at tilføje en note, som gør det helt tydeligt, at vi altså hverken anser det at få en diagnosekode for transseksualisme som udtryk for en sygdom eller en lidelse.

Fru Stine Brix.

Jeg kan i hvert fald høre, at der så er en mulighed for, at vi ret hurtigt kan blive enige om at slette F65.1, som handler om transvestisme, som i øvrigt er en kode, der overhovedet ikke bruges i Danmark i dag, og som jeg mener fuldt ud kan sammenlignes med homoseksualitet og sadomasochisme, som allerede er slettet. Så det er måske en mulighed.

Jeg forstår simpelt hen ikke sundhedsministerens argument om, at vi ikke kan gøre det. Selvfølgelig kan vi da det. Vi kan træffe en beslutning om, at det er sådan, vi mener at vores klassifikationssystem skal se ud i Danmark – at det eksempelvis skal fremgå af kapitel 11 eller kapitel 12 eller af et tredje kapitel, hvor vi synes det kunne være relevant at der kan være koder for f.eks. kønsidentitetsforstyrrelser eller andre ting, som vi synes kunne være navnet på det, som kan udgøre en indikation for, at man får behandling i sundhedsvæsenet. Mig bekendt er det i øvrigt også noget, man har truffet beslutning om andre steder. Jeg har i hvert fald læst en artikel om, at man har besluttet det i Frankrig og i Malta. Men vi kan jo undersøge, hvordan de har gjort det der.

Så jeg har to spørgsmål: Kunne vi træffe en beslutning om at slette 651? Og kunne vi ikke, hvis vi ville, flytte koden til et andet kapitel?

Ministeren.

I forhold til det næstsidste var det, jeg oplyste i min tale, at det er vi sådan set enige om, nemlig at diagnosekoder, der ikke er relevante, fordi det ikke er noget, man skal have behandling for, har vi ikke brug for. Men dem, vi har brug for, kan vi ikke bare slette, og det er det, jeg glæder mig over at ordførerne for forslagsstillerne også er kommet frem til, på trods af at man foreslår det i sit eget beslutningsforslag, for jeg synes, det er et skridt frem, at man er kommet til den erkendelse.

Så er jeg ikke bekendt med, at der er andre lande, som har slettet eller fuldstændig flyttet tingene hen til andre afsnit eller andet, sådan som ordføreren var inde på. Men det er jo noget, vi kan få boret ud i den videre udvalgsbehandling og dermed få det nærmere belyst. Jeg kan i hvert fald hverken af- eller bekræfte, at det gør sig gældende. Men vi sætter embedsværket i gang med at finde en afklaring på det hurtigst muligt. Men sidst, da vi spurgte Frankrig, var diagnosekoden for transseksualisme stadig væk placeret i det psykiatriske diagnoseafsnit. Det fik vi at vide af Frankrig så sent som i november måned sidste år, så det er trods alt ikke så længe siden.

En flytning af diagnosen til en ny placering bør jo ske internationalt. Nu kan jeg se på formandens placering i formandsstolen, eller hvad sådan noget hedder, hvis man ikke skal komme til at sige noget forkert, at jeg skal slutte nu, men det kan være, at der bliver lejlighed til at uddybe det senere.

Det tror jeg, for der er flere, der har ønsket korte bemærkninger. Og den næste er ønsket af hr. Rasmus Nordqvist.

Tak. Og tak til ministeren. I det ordførernotat, som der er blevet sendt over, beskriver ministeren, at en ændring uafhængigt af WHO's klassifikation besværliggør international sundhedsfaglig kommunikation om transkønnede. Er der ikke i forbindelse med hensynet til det internationale arbejde en vægtning her, hvor vi må sige, at der altså er en minoritetsgruppe i Danmark, som har udtrykt ønske om en flytning af den her diagnose? Skal vi ikke også begynde at vægte den her minoritetsgruppe og tage det alvorligt, at det her jo ikke kun er sidste år, det er blevet udskudt. Det er blevet udskudt så mange gange, og jeg hørte en god kollega her i Folketinget, der sagde, at hun mente, at hun har fremsat noget lignende i 2001. Altså, det vil sige, at det ikke er en ny sag; det her er en gammel sag, og det ved ministeren jo også som tidligere ordfører for sit parti på sundhedsområdet.

Så skal vi ikke snart vægte minoritetsgruppen højere end det internationale samarbejde på det her område?

Ministeren.

Jo, der er et hensyn, der er langt vigtigere end statistik, og det er hensynet til at sikre en god behandling af høj sundhedsfaglig kvalitet til netop den minoritetsgruppe, som ordføreren omtaler. Det er også derfor, jeg siger, at vi ikke bare kan slette en diagnose, som jo stadig væk reelt er en indikation for behandling, eller bare flytte den rundt, så vi dermed vel vil være det eneste land, der så ikke følger WHO's klassifikationssystem.

Frem for alt er en diagnosekode jo et arbejdsredskab, som skal sikre, at de behandlinger, vi tilbyder i det danske sundhedsvæsen, leveres fagligt forsvarligt. Så hvis vi i morgen siger, at nu ændrer vi bare koden for transseksualitet, betyder det jo på sigt, at transkønnede reelt ikke får en behandling i sundhedsvæsenet, som er lige så sikker som andre behandlingstilbud. Og jeg mener også, at vi har en interesse i det, som ordføreren bare kalder statistik, men som jo er mere end det, nemlig at man som borger, som patient flytter sig mellem landegrænserne. Det er jo ikke helt unormalt, at der sker behandling på tværs af landene, og derfor kræver det også, at vi har et sammenligneligt grundlag. Men hensynet til en behandling af den højeste kvalitet må være det, der er det afgørende her.

Hr. Rasmus Nordqvist.

Jo, men en flytning af diagnosen gør jo ikke, at vi ikke kan tilbyde en ordentlig behandling i Danmark. Og når der nu er en minoritetsgruppe, som føler sig stigmatiseret på grund af den placering af den her diagnosekode, skulle man så ikke tage det alvorligt og sige: Nej, nu har vi ventet længe nok på det her internationale arbejde; der sker ikke noget, og det er blevet rykket år for år? Vi kan så håbe på, at der sker noget i 2018, men der går rygter om, at det heller ikke kommer til at ske i 2018, fra folk, der sidder i de forhandlinger.

Så skulle man ikke tage minoritetsgruppens udtalte ønske alvorligt og sige: Så gør vi noget ved det, så vi ikke stigmatiserer en gruppe på den måde, som vi gør det i dag?

Ministeren.

Hvis det var så simpelt, at vi bare i morgen kunne gøre det, som mig bekendt ingen andre har gjort, og det ingen betydning havde i forhold til dem, det hele handler om, så var jeg helt med på det. Men altså, når den vejledning, vi modtager – og det fremgår jo også af det ordførernotat i forhold til de danske sundhedsmyndigheder – klart siger, at der altså også er nogle andre hensyn, som vedrører den behandling, man modtager, altså at vi ikke skal sætte den til side i forhold til kvaliteten i behandlingen, så synes jeg også, at det er et vægtigt argument, som vi ikke bare kan feje til side.

Men jeg har jo sagt, at det fuldstændig afgørende for mig også er, at vi klart fra dansk side demonstrerer, at det her har stor betydning for os. Det er derfor, vi skal arbejde hårdt i forhold til WHO-sporet, og det er derfor, vi samtidig også skal gøre noget fra national side. Det inviterer jeg jo til fortsatte drøftelser med ordførerne om, og jo længere vi kan komme, jo bedre. Men vi må sørge for, at de forskellige hensyn kan tilgodeses, så vi ikke sætter kvaliteten og sikkerheden af en behandling over styr. Det er det, der må være det afgørende hensyn i sidste ende, netop på vegne af den gruppe, som ordføreren også selv omtaler.

Jeg tror, vi er enige om målet, og jeg er meget optaget af, at vi finder nogle løsninger, som forhåbentlig kan bringe os derhen.

Vi tager endnu en kort bemærkning, fra hr. Flemming Møller Mortensen.

Mange tak, og tak til ministeren. Jeg kan forsikre om, at vi fra socialdemokratisk side vil følge med i den videre proces i et tæt samarbejde for at nå i mål med så meget som muligt, uden at vi giver køb på WHO's klassifikationssystem. Det er en pligt for os her i Folketingssalen.

Jeg vil gerne stille ministeren et spørgsmål. Det vedrører, at ministeren i sin tale siger, at Sundhedsstyrelsen i deres nye vejledning har præciseret, at transseksualisme ikke er en sygdom. Kan ministeren ikke bekræfte, at vi her i Folketingssalen helt tilbage i maj 2013, dvs. alle partier fraset ét parti, præciserede i en betænkning i en drøftelse af samme sag, at flertallet mener, at transkønnethed ikke er en medicinsk eller psykiatrisk lidelse, og at vi samtidig sagde, at vi rent faktisk politisk godt kunne forstå, at de transkønnede kunne føle sig krænket af den placering, det har, i vores nuværende klassifikationssystem?

Jeg spørger, fordi jeg synes, det er væsentligt at få præciseret, at det blev præciseret her af et meget bredt flertal, inden Sundhedsstyrelsen kom med deres nye vejledning.

Så er det ministeren.

Det kan ministeren fuldstændig bekræfte. Og hvis ministerens hukommelse ellers er korrekt, tror jeg oven i købet, at jeg selv som ordfører var med til at lave den beretning. Så det vil jeg meget gerne bekræfte.

Vi siger tak til sundheds- og ældreministeren. Så går vi over til ordførerne, og det er hr. Flemming Møller Mortensen fra Socialdemokraterne.

Mange tak, formand. Det her emne er rent faktisk et af de emner, der kan få mine betoninger op i et højt leje. Det er utrolig væsentligt for Socialdemokraterne at holde fokus på transpersoners rettigheder, på minoriteters rettigheder i vores demokrati.

Da vi havde en socialdemokratisk ledet regering, fremgik det tydeligt af regeringsgrundlaget, at vi havde fokus på transpersonernes rettigheder og udfordringer i det danske samfund. Derfor var den dag, hvor vi fik et flertal for at indføre juridisk kønsskifte her i landet, en rigtig, rigtig væsentlig dag. Det var et længe, længe efterspurgt ønske – og ikke nok med det, det var rent faktisk noget, der vakte efterklang ikke bare i vores land og i vores verdensdel, men i hele verden.

Jeg har her fra talerstolen i disse sammenhænge flere gange udtrykt noget, der er meget væsentligt for vi Socialdemokrater, og det er, at et demokratis dybde kendes på måden, hvorpå man behandler minoriteter; hvilke rettigheder man tilbyder minoriteter, og hvilke muligheder og kræfter man lægger bag at sikre minoriteterne rettigheder. Derfor er det vigtigt konstant at lytte til, hvor minoriteterne føler sig krænkede eller udfordrede i vores samfund.

Sundhedsvæsenets klassifikationssystem – der jo, som ministeren har sagt, bygger på WHO's system – rummer plads til forbedring. Der er lige nøjagtig, som det fremgår af beslutningsforslaget i dag, en udfordring, i forhold til at der her er et ordvalg og en placering, som kan virke krænkende, og som virker krænkende, og som et stort flertal i Folketinget tilbage i 2013 sagde var krænkende, og det havde vi en forståelse for. Det er ikke rimeligt at placere koderne for transseksualisme under personlighedsforstyrrelser i det psykiatriske afsnit. Derfor var det en vigtig, vigtig betænkning, vi fik det brede flertal til at kundgøre på det tidspunkt, og transmiljøerne i Danmark ved godt, at det er holdningen her i Folketinget, og at den er bredt forankret. Jeg tror ikke, at der er et eneste parti, som ikke synes, at det er sådan, det er.

Vi har en udfordring. Vi har en udfordring, fordi vores klassifikationssystem er nødvendigt i vores sundhedsvæsen for at sikre, at ting bliver noteret, og at de foregår i et system, så vi hele tiden kan kvalitetsforbedre. Jeg har på det her område utrolig stor utålmodighed, men jeg har også respekt for, at vi bliver nødt til at være bundet op på de internationale systemer. Og i den her sammenhæng er det så vigtigt at præcisere, at når det drejer sig om minoriteters rettigheder, er det væsentligt, at WHO, FN's organisationer og andre internationale organisationer og myndigheder præciserer de her ting, for hermed er vi med til at bringe rettighederne ud i hele verden og ikke blot i et velfungerende rettighedsdemokrati som det danske.

Jeg er glad for, at WHO præciserer og de allerseneste røster siger, at der virkelig er grund til at tro, at vi i 2018 får mulighed for totale justeringer på det her område, som ikke giver krænkelser og stigmatisering til transgrupperingerne.

Jeg ønsker, at vi skal gå foran. Derfor indkaldte jeg også til et lukket samråd i tirsdags for at få drøftelse fordomsfrit af det her område og for at prøve at få partierne her i Folketinget til at nærme sig en løsning på området. Og som jeg sagde til ministeren lige før, er vi ikke rolige i Socialdemokratiet, før vi har afsøgt alle muligheder for at ændre kapitelplaceringen i forhold til det, der er vores muligheder. Det skal ikke være et spørgsmål om, at vi giver slip på den ramme, der ligger i forhold til WHO. Men det skal prøves, og derfor kan ministeren være helt sikker på, at vi kommer til alle drøftelser, og vi vil også gerne på samme måde som med det lukkede samråd i tirsdags sætte os i spidsen for, at vi når frem mod løsninger.

Jeg synes, at det vil være oplagt – og jeg håber, at det stadig væk vil være en mulighed – at lave en omplacering i forhold til vores klassifikationssystem. Jeg synes, at det er helt rigtigt, at vi arbejder frem mod en note, som præciserer den politiske holdning, på samme måde som den er præciseret her fra talerstolen mange gange helt tilbage i 2013 og også nu her. Det skal være mit håb, og jeg håber, at alle Folketingets partier kan samle alle gode kræfter i den her sag. Men som det allerede er sagt fra den ene part af forslagsstillernes side, så er der nogle problemer i beslutningsforslaget, som det er fremlagt, fordi der er lagt op til, at vi skal fjerne koderne. Det mener vi ikke fra socialdemokratisk side, og derfor håber jeg, at vi i det videre arbejde kan få lavet præciseringer og få fundet politiske løsninger, så vi kan imødekomme den udfordring, som er vedkendt.

Der er to korte bemærkninger. Først er det fru Stine Brix.

Tak. Jeg vil gerne høre, hvordan jeg skal forstå Socialdemokraternes ordførers tale i forhold til den præcisering, som fru Carolina Magdalene Maier kom med før. Hvis det, vi ønsker med forslaget, er, at Danmark træffer en beslutning om ikke at fjerne, men at flytte de relevante diagnosekoder til et andet sted i det danske klassifikationssystem, hvordan stiller Socialdemokraterne sig så? For jeg synes faktisk, det er lidt vanskeligt at forstå, fordi ordføreren samtidig taler om, at det er meget, meget vigtigt for ordføreren ikke at komme i konflikt med WHO's ramme.

Så hvordan skal vi egentlig forstå det? Er man fra Socialdemokraternes side villig til at træffe en beslutning om at flytte de relevante koder til et andet kapitel, selv om det endnu ikke er blevet gjort i en WHO-sammenhæng, eller er man ikke?

Ordføreren.

Mange tak for spørgsmålet. Jeg vil gerne præcisere det her. Jeg synes, at for så vidt det er muligt at lave en flytning til et nyt kapitel, så skal vi gøre det. Det, jeg håber er en mulighed, er at se på den kode, som vi har i dag – for det er den, vi er bundet til internationalt, det er den, der gør, at man kan udveksle på tværs af landegrænser – og hvis det er muligt at flytte den kode til et nyt kapitel, så skal vi gøre det. Hvis det viser sig, at den mulighed ikke eksisterer, så mener jeg, vi skal have tålmodighed og vente til 2018.

Men så skal vi, mener jeg, gøre det, som jeg ved Sverige har gjort, og som kom frem på det lukkede samråd i tirsdags, nemlig at vi laver en note ud for den kodning, der er i klassifikationssystemet i dag, hvor vi præciser den politiske holdning, at vi ikke anser det her for at være en sygdom. Jeg tror, at i det udvalgsarbejde, der kommer, skal vi arbejde på begge dele, og tage de drøftelser med sundhedsministeren, vi alle sammen kan få.

Fru Stine Brix.

Jamen det er jo muligt, for det er os, der træffer beslutning om, hvad vi vil. Så enkelt er det. Hvis vi i Folketinget beslutter, at vi mener, at de relevante diagnosekoder skal flyttes, så kan vi jo gøre det. Så enkelt er det jo.

For mig at se er det ikke tilstrækkeligt at beholde den samme kode, altså F64, som den hedder. For det er jo netop det tal og det bogstav, der signalerer, at vi taler om psykiatri, og at vi taler om personlighedsforstyrrelse. Og så har vi efter min mening ikke løst noget.

Vil Socialdemokraterne være med til en flytning til et kapitel, så det her får en anden kode, f.eks. en af Z-koderne, som vi har i kapitel 11 – bare for at blive rigtig teknisk? For det er sådan, vi kan løse problemerne i overensstemmelse med de ønsker, der er fra det danske LBGT-miljø, om at gøre noget ved det her problem.

Ordføreren.

Jeg er nu ikke så sikker på, at fru Stine Brix har helt ret i, at det bare er så enkelt. Men her synes jeg vi skal have Sundhedsdatastyrelsen til at sidde sammen med udvalget, sådan at det bliver klarlagt, hvilke muligheder vi har. Og jeg mener, som jeg også signalerede på samrådet i tirsdags, at vi skal have LGBT Danmark tæt på os, og hvis de siger, at de har forstået det politiske signal, og hvis det ikke kan lade sig gøre at få lavet en ny kode, så må det kunne lade sig gøre at flytte den eksisterende kode til et nyt kapitel med en ny overskrift. Det er bare et spørgsmål om, hvilke manøvremuligheder vi har. Jeg synes, vi skal afsøge alle muligheder.

Den næste korte bemærkning er fra fru Carolina Magdalene Maier.

Tak for det. Jeg vil starte med at sige, at jeg fik en mail fra formanden for LGBT Danmark i går, som fortalte mig: Vi ønsker at få fjernet koden fra kapitel 5. Så det er sådan set meget klart, hvad LGBT Danmark ønsker. Kapitel 5 er kapitlet om de psykiske lidelser.

Men jeg må indrømme, at jeg altså også er forvirret på et højere plan, i forhold til hvad det egentlig er, Socialdemokraternes ordfører ønsker. Selvfølgelig kan vi beslutte, hvordan vi lovgiver i Danmark. Vi beslutter Danmarks lovgivning. Det kan godt være, at vi følger et internationalt klassifikationssystem, men i det omfang, vi vurderer at det er krænkende og diskriminerende, kan vi godt tage et skridt, der betyder, at vi står et andet sted.

Ordføreren sagde til mig i går: Det er jo heller ikke bare sådan lige med WHO, fordi der er 193 medlemslande, der skal blive enige, når man laver ændringer i ICD-10. Så jeg vil gerne spørge ordføreren, om han mener, det er realistisk, at de her ændringer, som WHO lægger op til, træder i kraft i 2018, og hvorfra har han i givet fald den oplysning?

Ordføreren.

Tak for det. Først vil jeg sige, at jeg ikke tror, at fru Carolina Magdalene Maier har læst den note, som blev udleveret på det lukkede samråd i tirsdags. I den står der, at der ved en telefonisk kontakt til WHO dels er blevet givet udtryk for, at man vil flytte det til noget, der er ikkestigmatiserende i forhold til kapiteloverskrift, og der står også, at den bedste forudsigelse er, at 2018 er året, hvor det vil ligge færdigt. Jeg er et meget positivt tænkende og troende væsen, og derfor tror jeg på, at det er rigtigt.

Men det er vigtigt for mig som Socialdemokrat at præcisere, at WHO's klassifikationssystem er væsentligt for afstigmatisering af det her område på verdensplan. Og derfor skal vi ikke lukke øjnene for, hvor væsentligt det er, at WHO taler, og at der arbejdes på den her sag. Og som jeg ser det, og som jeg har hørt ministeriet fortælle det på det lukkede samråd, så er der en positiv udvikling her, og det er altså rigtigt forstået, at jeg ønsker, at hvis vi følger WHO's klassifikationer, skal vi flytte de her diagnosekoder til et nyt og andet kapitel. Det er mit mål.

Så derfor er det nu vigtigt i processen at finde ud af, om det her er muligt, samtidig med at vi ikke sætter overstyr, at vi naturligvis gør, hvad vi skal, i forhold til WHO. Så det er vigtigt for mig at finde ud af, hvad vi har mulighed for at gøre på nationalt niveau.

Fru Carolina Magdalene Maier.

Men det er også tydeligt – for jeg har faktisk læst det, der er blevet rundsendt – at det, der er blevet lagt op til fra ministeriets side i forhold til en note, ikke flytter klassifikationen fra kapitel 5, der handler om psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser. Den bliver i kapitel 5, og det vil sige, at det stadigvæk er stigmatiserende, krænkende og nedværdigende.

Så jeg spørger bare: Hvis vi nu arbejder for et ændringsforslag, som flytter diagnosen fra kapitel 5 og f.eks. til kapitel 21, vil Socialdemokraterne så være med på det, hvis vi prøver at gøre det nu?

Ordføreren.

Jeg har sagt, at vi skal afprøve alle muligheder for at flytte den danske klassifikation nu, og det er det, vi skal stå sammen om efter i dag. Og så er det min klare opfattelse, at det, der er blevet signaleret på mødet i tirsdags, om, hvad der foregår i WHO, er, at man flytter det ned under en nyformuleret overskrift, som ikke virker stigmatiserende, og det vil jeg glæde mig over. Det er, fordi udtrykket sex på engelsk kan være stigmatiserende for transpersoner, og derfor kommer det ikke til at fremgå af den nye kapiteloverskrift, som det blev fremlagt i tirsdags, og som det også fremgår af den note, vi har fået fra Sundhedsministeriet.

Tak til hr. Flemming Møller Mortensen. Den næste ordfører er hr. Jeppe Jakobsen fra Dansk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Dette er jo en sag, som vi som nævnt har haft oppe en del gange. Vi har også fundet fælles fodslag i en indberetning, hvoraf det fremgår, at vi alle vil presse på for at få WHO til at ændre sine diagnosekoder. Derfor var jeg og Dansk Folkeparti også glade for at få den meddelelse om, at WHO nu har rykket sig og i sidste uge kom med det forslag, som vi har hørt om flere gange.

Jeg håber, at det er noget, som kan berolige de berørte, og at de har fundet den rigtige plads for de mennesker, som ønsker behandling for deres udfordring. De får pladsen sammen med andre, skal vi kalde dem ikkediagnoser såsom graviditet eller f.eks. fregner. Og jeg synes nu også, at vi kunne bede vores embedsfolk om at tage med til forhandlingerne med de andre lande, at man ændrer betegnelsen diagnosekoder til noget andet. Det kunne jo f.eks. være tilstande i stedet for at bruge ordet diagnose. Allerede der rykker vi os et væsentligt skridt.

Det kan godt være, at det kan blive svært at blive enige med de øvrige 200 lande, men en ting er sikkert, nemlig at hvis ikke vi siger noget, bliver det aldrig ændret. Vi ser i Dansk Folkeparti frem til den videre behandling.

Tak til hr. Jeppe Jakobsen. Der er lige kommet et ønske om en kort bemærkning ind. Fru Carolina Magdalene Maier, værsgo.

Jeg skal bare forstå ordføreren rigtigt. Det vil sige, at ordføreren vil vente på WHO's ICD-11?

Ordføreren.

Ja, det er korrekt forstået. Der er jo nogle mennesker, som står i den situation, at de gerne vil have behandling for deres tilstand. Og derfor vil vi gerne sikre, at de ikke falder ned mellem to stole og skal opleve problemer. Det gælder især den her befolkningsgruppe, som jo er kendetegnet ved, at der er mange, der får behandling i udlandet. Det er vigtigt, at der ikke kommer til at opstå problemer for dem, i tilfælde af at vi uden at vente på WHO bare ændrer diagnosekoderne herhjemme.

Fru Carolina Magdalene Maier.

Der er sådan set ikke noget i vejen for behandling, hvis vi flytter dem over i et nyt kapitel. Man kan godt blive behandlet. Det vil jeg gerne understrege.

Det, der sker i dag, er, at når man får en henvisning fra sin læge, skal man igennem et psykiatrisk udredningsforløb, bl.a. fordi man har en psykiatrisk kode i systemet. Nogle af de spørgsmål, man får i forbindelse med udredningsforløbet, har jeg stående på et stykke papir her. Det ene er: Tænker du på dine forældre, når du onanerer? Det er sådan nogle spørgsmål, som transpersoner får stillet, når de skal i udredningsforløb. Synes ordføreren, det er værdigt?

Ordføreren.

Det lyder umiddelbart som et relativt irrelevant spørgsmål i forbindelse med den diagnose, men jeg skal ikke påberåbe mig titlen som psykiater, og jeg skal ikke kunne vide, hvad der ligger bag det. Jeg håber, der er en god forklaring, vil jeg sige. Men det lyder som et underligt spørgsmål. Det vil jeg godt medgive.

Tak til hr. Jeppe Jakobsen. Næste ordfører er fru Jane Heitmann, Venstre. Værsgo.

Tak for ordet. Forslaget, som vi førstebehandler i dag, er en gammel kending, fristes man til at sige, for vi har tidligere i Folketingssalen behandlet beslutningsforslag om præcis det samme, som Enhedslisten og Alternativet her foreslår, nemlig at pålægge regeringen at fjerne transseksualisme fra sundhedsvæsenets klassifikationssystem, så det ikke længere kategoriseres som en diagnose, og således at f.eks. transkønnethed ikke opfattes som en sygdom eller lidelse. Alternativet og Enhedslisten foreslår også, at myndighederne skal arbejde aktivt for, at F64 og F65.1 fjernes fra WHO's sygdomsklassifikation.

Kernen er, at WHO har klassificeret transseksualisme i en kategori under psykiske lidelser eller personlighedsforstyrrelser, hvilket er stærkt stigmatiserende. Det udgangspunkt deler vi til fulde i Venstre, hvilket jeg også ved tidligere lejligheder har givet udtryk for. Det vil jeg gerne gentage her.

Lad mig med det samme slå fast, at vi i Venstre deler det synspunkt, at transseksualisme skal flyttes til en ikkestigmatiserende kategori. Det er det klare mål. Mennesker er forskellige. Vi har forskellige præferencer med hensyn til livsform, tøjstil, udtryksform, hvem vi elsker, ja, i det hele taget hvordan livet skal leves. Det hænger i høj grad sammen med den personlige frihed og retten til at leve, som man ønsker. Hverken køn eller seksuel orientering må danne grundlag for stigmatiseringer, og for os i Venstre er den ene livsform lige så god som den anden. Med det klare udgangspunkt kan vi også i Venstre grundlæggende støtte, at transseksualitet som psykisk diagnose fjernes fra det danske sundhedsvæsens klassifikationssystems lister, og vi har stor sympati for Alternativet og Enhedslistens forslag.

Tidligere på ugen blev vi af sundheds- og ældreministeren i et lukket samråd endnu en gang betrygget i, at arbejdet heldigvis er i fuld gang i regi af WHO, og der er stadig enighed om at flytte transseksualisme til en ikkestigmatiserende kategori. Fra Venstres side ser vi det som en mulighed, at transkønnethed flyttes til afsnittet, kapitel 24, »Factors influencing health status and contact with health services«. Men jeg har også noteret mig LGBT Danmarks høringssvar, og jeg vil gerne opfordre til, at vi i regi af Folketingets Sundheds- og Ældreudvalg inviterer LGBT Danmark indenfor til en fælles drøftelse.

Alle partierne undtagen Enhedslisten skrev tilbage i maj 2013 en fælles betænkning, som vi i Venstre fortsat bakker op om. Heraf fremgår det, og jeg citerer:

»Partierne anerkender, at det for transseksuelle kan virke krænkende, at transseksualitet optræder i en gruppe benævnt »kønsidentitetsforstyrrelser«. Derfor hilser partierne det velkommen, at der allerede i WHO’s bestyrelse behandles et forslag fra en arbejdsgruppe om at flytte kønsidentitetsforstyrrelser fra kapitlet om psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser, og at en alternativ ikkestigmatiserende kategori indføres i den næste version af diagnoseklassifikationen. Et samlet EU støtter dette forslag.«

I dag følger det danske klassifikationssystem jo WHO's internationale diagnoseklassifikationssystem, og det giver god mening. I Venstre er vi af den overbevisning, at det at være transseksuel ikke i sig selv skal betragtes som en psykisk lidelse, men det er ikke det samme, som at der ikke i et behandlingsforløb kan indgå forhold af såvel sexologisk, psykiatrisk, somatisk eller social karakter. Derfor mener vi, at det fortsat er nødvendigt at have en diagnose for transseksualisme, da det er en forudsætning for behandling. På det punkt er jeg faktisk lidt usikker på, hvad forslagsstillerne præcis har i tankerne, når der i beslutningsforslaget står skrevet, at man vil fjerne transseksualisme fra sundhedsvæsenets klassifikationssystem, så det ikke længere kategoriseres som en diagnose. Alle behandlinger i det danske sundhedsvæsen kræver en diagnose. Det gælder også f.eks. gravide, som jo heller ikke er syge.

Som vi ser det i Venstre, sammenfatter en diagnose resultatet af en faglig udredning, så der kan tilbydes relevant behandling på et fagligt forsvarligt grundlag. En diagnose er derfor af patientsikkerhedsmæssige årsager afgørende, og transkønnede har ligesom alle andre grupper i det danske sundhedsvæsen krav på høj patientsikkerhed. Fra Venstres side har vi som tidligere nævnt stor sympati for beslutningsforslaget, og vi er enige i, at transseksualitet bør udgå fra Sundhedsstyrelsens liste og WHO's klassifikation under punktet »psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser«, ligesom vi gerne ser, at transvestitisk fetichisme og kønsidentitetsforstyrrelser udgår af klassifikationen og ikke overføres til det nye ICD-11.

Men vi ønsker som nævnt at afvente WHO's revision af diagnoseklassifikationssystemet, som forventes færdigt i 2018, og vi støtter på den baggrund ikke forslaget, men vi støtter gerne en fælles beretning, ligesom vi gerne går i dialog med LGBT Danmark, som jeg nævnte tidligere.

Der er to, der har ønsket korte bemærkninger. Først er det fru Stine Brix.

Jeg kan forstå på ordføreren, at selv om man har stor forståelse for transpersoners ønsker og også mener, at her er et problem i forhold til transpersoners rettigheder, så er det alligevel vigtigere for ordføreren og for Venstre at følge WHO's spor, kan man sige, og følge det klassifikationssystem, som findes der. Derfor er mit spørgsmål, hvor længe Venstre egentlig er parate til at vente på WHO.

Som det allerede er blevet nævnt her i debatten i dag, har vi p.t. ventet siden 2012. Hvad nu, hvis det viser sig, at processen igen bliver udskudt, og der ikke kommer noget i 2018? Hvordan stiller Venstre sig så? Er man så parate til at gå foran, måske i erkendelse af, at det kan tage rigtig, rigtig lang tid, før WHO kommer frem til at leve op til det her, som vi alle sammen ønsker, nemlig at transpersoner ikke kategoriseres som psykisk syge?

Ordføreren.

Jamen jeg medgiver, at det har taget lang tid, og i min verden har det også taget alt for lang tid. Nu er det jo svært at forholde sig til hypotetiske spørgsmål, i forhold til at tingene trækker ud. Jeg forholder mig jo naturligvis til det, der ligger nu, altså at man har en forventning om, at det er færdigt i 2018.

Så vil jeg sige, at det, der er rigtig vigtigt for mig, er, at vi sikrer, at der også er patientsikkerhed, at der også er tryghed omkring behandlingen, når man er transseksuel. Og jeg mener faktisk, at man sætter nogle ting over styr ved at, hvad skal man sige, forfølge den model, som jeg tror at forslagsstillerne lægger op til med det beslutningsforslag her. Men fru Stine Brix kan måske præcisere, hvad det i virkeligheden er, man vil.

Fru Stine Brix.

Det er ikke mere hypotetisk, at det kan blive udskudt, end at det allerede er sket fem gange, og at LGBT Danmark, som selvfølgelig sammen med de internationale organisationer på det her område følger forhandlingerne meget tæt, siger, at det, de hører, er, at man faktisk nu taler om udsættelse igen. Vi ved selvfølgelig ikke, om det sker, men derfor mener jeg bare, det er relevant at forholde sig til. For det var jo nøjagtig samme forklaring, Venstre kom med for 3 år siden, sidst vi behandlede det her forslag: Lad os vente på WHO. Så blev det udskudt, og nu står vi her 3 år senere, og så er det blevet udskudt igen.

Skal vi stå her om 3 år og igen vente på WHO, eller er der en grænse for tålmodigheden?

Ordføreren.

Jamen jeg tror faktisk, jeg er mindst lige så ærgerlig, som Enhedslistens ordfører her giver udtryk for at være. Jeg sagde også i min ordførertale, at jeg faktisk synes, vi skal invitere LGBT Danmark ind til Sundheds- og Ældreudvalget. Det er helt ny viden for mig, at der tilsyneladende, sådan som ordføreren giver udtryk for her, er tegn i sol, måne og stjerner på, at det bliver udskudt igen. Og jeg vil meget, meget gerne blive klogere på, hvad det er for noget viden, LGBT Danmark har, som jeg desværre ikke har.

Næste korte bemærkning er fra fru Carolina Magdalene Maier.

Tak for det, og herfra også tak for sympatien i forhold til hensigten med beslutningsforslaget.

Når ordføreren siger, at hun er mindst lige så ærgerlig over det som fru Stine Brix, har jeg bare lyst til at spørge: Jamen hvorfor kaster ordføreren sig så ikke bare ud i det? Hvorfor er ordføreren ikke med på vores forslag om, at vi allerede nu går foran i Danmark og flytter koden til f.eks. det kapitel, som ordføreren selv nævnte tidligere? Hvorfor vente? Hvorfor gør vi det ikke bare nu?

Ordføreren.

Som jeg også gav udtryk for, synes jeg ikke, det er en god idé, at vi afviger fra WHO's klassifikationssystem. Det følger vi i alle henseender i det danske sundhedsvæsen. Det synes jeg er et rigtig godt princip, og det synes jeg vi skal holde fast i. Jeg synes ikke, at vi skal stille de transkønnede ringere, end vi stiller andre i det danske sundhedsvæsen. Og det mener jeg faktisk vi vil gøre, hvis vi vælger at flytte transkønnethed til en anden kategori.

Fru Carolina Magdalene Maier.

Men det vil jeg sådan set gerne bede ordføreren uddybe, for jeg forstår simpelt hen ikke, hvad det er, som ordføreren taler om er ringere. Behandlingsmæssigt har vi jo, kan man sige, stadig væk et tilbud om behandling, men kategorien hedder noget andet. Hvordan er det lige præcis, at vi stiller transpersonerne ringere ved at flytte dem til et andet kapitel, f.eks. det pågældende kapitel 24?

Ordføreren.

Jamen det med at flytte det til kapitel 24 er jo det, der ligger i den nye ICD-11. Vi bakker fuldt og helt op om, at den mulighed er der, og det gav jeg også udtryk for. Men hvis vi på nuværende tidspunkt går enegang, i forhold til hvordan vi diagnoseklassificerer, så mener jeg faktisk, at man i forhold til f.eks. forskning og de transkønnedes muligheder for at tage til udlandet og få behandling, som er – hvad skal man sige – enslydende med det, der ligger i diagnosekoden, sætter en del af patientsikkerheden over styr, og det synes jeg ikke vi skal gøre.

Tak til fru Jane Heitmann. Næste ordfører på talerstolen er fru Stine Brix, Enhedslisten. Værsgo.

Tak for det. Det var i 1981, at Danmark som et af de allerførste lande i verden fjernede diagnosen, som det var dengang, homoseksualitet fra listen over psykiske sygdomme. I dag er det heldigvis helt utænkeligt at opfatte seksuel orientering som en sygdom her i Danmark, og selv om det måske forekommer som særdeles sent, at det først var en beslutning, der blev truffet for 35 år siden, så var Danmark faktisk dengang et foregangsland og blandt de første, som tog sådan en beslutning. Det var med til at lægge et pres på WHO, som først fjernede den samme diagnose fra deres liste så sent som i 1990.

Med dagens beslutningsforslag mener jeg at Folketinget har en mulighed for at skrive samme historie, som vi gjorde i 1981. Vi foreslår nemlig, at de koder, der er relevante for transpersoner, flyttes fra listen over psykiatriske lidelser – jeg er godt med på, man kan læse det på en anden måde, men det er faktisk det, vi mener, og det kan man også læse, hvis man læser bemærkningerne – til et andet kapitel, som ikke indikerer, at transkønnethed er en psykiatrisk lidelse eller en personlighedsforstyrrelse, hvor det egentlig er klassificeret i dag.

Vi foreslår ganske enkelt, at man overvejer at bruge nogle af de eksisterende kapitler, som allerede findes. Det kan være kapitel 11 om faktorer af betydning for sundhedstilstanden og kontakter med sundhedsvæsenet, det kan være kapitel 12 om specielle funktioner, det kan også være en helt tredje mulighed. Det, der er afgørende for os, er, at vi slår fast, at en persons kønsidentitet lige så lidt som en persons seksuelle orientering hverken er en psykisk eller en medicinsk sygdom. Det er et krav, som er rejst utallige gange af LGBT Danmark og af Amnesty International og i øvrigt også er rejst i udlandet af lang række organisationer, som repræsenterer seksuelle minoriteter og minoriteter med en anden kønsidentitet.

Begge organisationer i Danmark betragter den nuværende situation som diskrimination, og de gør faktisk også opmærksom på, at det ikke bare er en symbolsk krænkelse, men også en helt konkret krænkelse, som giver sig udslag i f.eks. en sag, der kører p.t., med en transperson, som på grund af det diagnosesystem, vi har, nægtes at få tegnet en forsikring – altså med henvisning til, at koden hedder F6 og dermed dækker en personlighedsforstyrrelse, vil man ikke tilbyde en forsikring.

Så det er altså både symbolsk, men i allerhøjeste grad også konkret diskrimination, vi taler om. Vores håb er naturligvis, at det, at Danmark går foran, også vil føre til forandringer internationalt, ligesom vi så tilbage i 1981. Det vil betyde et pres på WHO, næste gang man reviderer sin sygdomsklassifikation. Og som nævnt vil det i øvrigt ikke være første gang – vi har eksemplet med homoseksualitet, og der er også et andet eksempel på, at vi i Danmark har gjort noget anderledes, end WHO's sygdomsklassifikation foreskriver, altså er gået foran.

Når man lytter til debatten i dag, kan man godt få det indtryk, at på trods af mange gode intentioner om at sikre transpersoners rettigheder er det alligevel vigtigere for nogle partier, at vi følger det internationale diagnosesystem. Og jeg må sige, at jeg simpelt hen ikke forstår den prioritering. Når vi har med at gøre, at det er dybt krænkende, ikke bare symbolsk, men også konkret, så mener jeg, at det her vejer langt, langt tungere end de besværligheder, der kan komme af, at man måske kalder det noget andet i Danmark, end man gør i eksempelvis Belgien eller nogle eller andre steder. Selvfølgelig kan man da overkomme det.

Som det også er fremgået af debatten i dag, er der meget, der tyder på, at vi kan vente meget længe på WHO. Første gang jeg i hvert fald hørte, at man annoncerede, at man ville komme med et nyt diagnosesystem, var i 2012. Så blev det udskudt 2 år til 2014, så til 2015, så til 2017 og nu til 2018. Og som jeg lige har nævnt fra min plads salen, er det, jeg hører fra nogle af dem, der følger forhandlingerne meget tæt, at der også er tale om at udskyde forhandlingerne endnu en gang, og sådan kan vi jo blive ved. Så kan vi mødes her i Folketingssalen hvert andet eller hvert tredje år, og så kan vi vente på WHO, og så kan vi gå endnu en udsættelse i møde, og så kan vi vente på WHO.

Så hvis det skal lykkes, tror jeg faktisk, det er helt afgørende, at der er nogle lande, der vil gå foran. Derfor håber jeg, at de dybtfølte indlæg for transpersoners rettigheder også bliver omsat til noget helt konkret handling, og at vi tør tage et skridt, og at vi tør træffe en beslutning om, at vi gerne vil være det land, der går foran og fjerner koderne fra det psykiatriske kapitel i diagnosesystemet.

Tak til fru Stine Brix. Næste ordfører er fru May-Britt Kattrup fra Liberal Alliance. Værsgo.

Tak for det. Forslaget her har det meget positive formål, at transkønnede personer ikke skal være kodet under psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser. Og jeg er meget enig i det helt urimelige i, at transkønnede personer opfattes som syge eller sindslidende. Derudover lader det også til, at flere udsættes for en urimelig behandling i forbindelse med udredning.

Disse forhold ser Liberal Alliance gerne ændret. Der skal være plads til alle typer af mennesker i det her land. Hvis man føler sig som et andet køn end det, man er født som, skal der være mulighed for, at man kan ændre dette køn uden at blive udsat for nedværdigende psykiatriske samtaler. Og det er ikke rimeligt, at transkønnede personer er klassificeret i kapitel 5 om psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser.

Der er derfor behov for at revurdere såvel kodning som retningslinjer for udredning af transkønnede personer. Men at der er brug for både kodning, udredning og diagnose, er der ikke nogen tvivl om. Som ved alle andre behandlinger er både udredning og diagnose påkrævet, i hvert fald så længe man ønsker, at det offentlige skal betale.

Liberal Alliance støtter det overordnede formål i forslaget, som er at ændre kodningen, så transkønnede personer ikke kategoriseres som sindslidende. Men desværre er der nogen uklarhed i beslutningsforslagets nuværende formulering, idet der står, at transseksualisme skal fjernes fra klassifikationssystemet. Og som vi allerede har hørt flere gange i dag, er det ikke muligt at fjerne hverken transkønnede eller andre fra klassifikationssystemet, hvis sundhedssystemet fortsat skal kunne tilbyde behandling.

Man kan derimod ændre koden, og jeg ser frem til et konstruktivt og positivt udvalgsarbejde om, hvilken kodning der vil være mulig og hensigtsmæssig og samtidig hverken stigmatiserende eller diskriminerende for transkønnede. Og i det arbejde vil jeg foreslå at vi også ser på retningslinjerne for udredning for at se, om de eventuelt skulle ændres. Tak.

Tak til fru May-Britt Kattrup. Den næste ordfører er fru Lotte Rod, Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. I Radikale Venstre tror vi på menneskers frihed til at være den, man vil, så længe man ikke krænker andre. Vi tror på forskellighed. Det gælder både, hvilken gud man tror på – hvis ellers man tror på nogen – hvem man forelsker sig i, og hvordan man ser sig selv og sit køn. Vi er i Radikale Venstre ligesom Socialdemokraterne stolte af at have åbnet for juridisk kønsskifte.

I dag behandler vi så et forslag om at fjerne transseksualisme fra listen over psykiske sygdomme. Jeg er helt enig i, at det at være transseksuel ikke er en psykisk sygdom. Det er vi jo heldigvis enige om her i Folketinget. Til gengæld diskuterer vi så, hvordan vi kommer derhen. For på den ene side argumenterer nogen for, at bare fordi transseksuelle står, hvor de gør, i systemet, betyder det ikke, at transseksuelle er psykisk syge, og at klassifikationen er en mulighed for at skabe sammenhæng internationalt. På den anden side føler transseksuelle sig krænket over det, også selv om vi jo har gjort os umage med at sige det. Det giver diskrimination og praktiske problemer, som er fuldstændig uacceptable.

Som udgangspunkt er jeg betænkelig ved at gå egne veje i Danmark. Det er min grundholdning, at det i udgangspunktet altid er rigtigt at følge de internationale kriterier, så vi også kan lære af hinanden på tværs af landene. Omvendt oplever jeg også, at den lovede ændring af WHO-kategorierne er blevet udskudt og udskudt og udskudt. Jeg vil derfor gerne bruge den her debat til at spørge sundhedsministeren om, hvordan man har grebet det an i Frankrig og eventuelt også på Malta. Jeg har tidligere spurgt ministeren og fået det svar, at ministeren ikke mener, at man i Frankrig har flyttet transseksuelle ud af kapitlet om psykiske lidelser, og det sagde ministeren også igen her i dag. Omvendt fremhæver Amnesty Frankrig som et af foregangslandene, som de gerne så at vi kopierede.

Derfor kunne jeg godt tænke mig at blive lidt klogere på den franske model for at finde ud af, om det var noget af det, som vi kunne arbejde videre med. For i udgangspunktet er vi i Radikale Venstre positive over for forslaget, men ser jo også, at forslaget ikke er gennemarbejdet. Jeg tror, at Alternativets ordfører selv sagde, at det var en fejl, at det var beskrevet, som at man skulle fjerne de transseksuelle fra kapitlet, fordi vi jo har brug for et bud på, hvor de så skal stå. Jeg håber derfor, at vi kan finde en løsning på det her i fællesskab i udvalget og se, om vi kan flytte de transseksuelle over i et neutralt kapitel, måske inspireret af Frankrig.

Der er to korte bemærkninger. Først er det fru Jane Heitmann.

Tak for det. I 2013, mens ordførerens parti var regeringsbærende, skrev vi sammen en betænkning over præcis det samme emne, og jeg vil bare gerne spørge ordføreren, om ordføreren stadig væk står ved den betænkning og bakker op om den?

Ordføreren.

Som jeg også sagde her, er afvejningen jo, at vi på den ene side stadig væk er helt enige i, at det bedste er, at vi gør det i fællesskab i WHO, men at vi omvendt også oplever, at det er blevet udskudt og udskudt. Det er derfor, jeg går ind i udvalgsarbejdet med et ønske om at blive klogere på, hvad det er, Frankrig har gjort, for at se, om vi måske kan gøre noget af det samme. Derfor har jeg heller ikke lagt mig fast på forhånd, da jeg ikke ved nok om den franske model og jeg netop har fået to forskellige svar.

Fru Jane Heitmann.

Jeg kan så forstå på ordføreren, at ordføreren er på vej til at bakke ud af den entydighed, som ligger i betænkningen.

Ordføreren.

I virkeligheden kan jeg ikke komme det nærmere nu, fordi det afhænger af, hvad vi kan finde ud af om, hvad Frankrig har gjort. For lige nu er det jo lidt svært, når Frankrig på den ene side bliver fremhævet som en model, som Amnesty gerne ser vi kopierer, men ministeren på den anden side siger, at Frankrig ikke har flyttet de transseksuelle. Det er vi nødt til at blive klogere på for at finde ud af, om vi kan gå den vej.

Næste korte bemærkning er fra fru Carolina Magdalene Maier.

Ja, tak for det. Jeg skal bare spørge ordføreren helt kort. Sådan som jeg hører ordføreren, siger ordføreren, at hvis der er andre lande, som er gået foran, f.eks. Frankrig – jeg er også selv i tvivl om Frankrig, skal jeg være ærlig at sige, for jeg har også nogle links og nogle hjemmesider, hvor der står, at Frankrig har fjernet transseksualisme – så skal vi også. Og jeg har også hørt, at Malta faktisk også har gjort det. Så skal ordføreren forstås sådan, at hvis der er andre lande, som har taget det skridt, så er ordføreren også klar til, at vi eventuelt gør det i Danmark?

Ordføreren.

Mit ønske er, at vi kan finde en fælles løsning på det i udvalget. Og det er klart, at hvis vi kan være inspireret af et land som Frankrig, bliver det jo også nemmere for os i Danmark at gøre det. Derfor er mit ønske, at vi i udvalget prøver at se, om ikke det kan lade sig gøre.

Fru Carolina Magdalene Maier.

Kunne man i en given situation, hvor det ikke var tilfældet, at der var andre lande, der havde gjort det, forestille sig, at Radikale ville være med på, at Danmark så var det land, der tog det første skridt?

Ordføreren.

Det vil vi gerne være med til at diskutere, men jeg synes, et logisk sted at starte er, at vi kigger på, hvad Frankrig har gjort, og ser, om det er noget af det, vi kan arbejde videre med.

Tak til fru Lotte Rod. Næste ordfører er fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

SF's sundhedsordfører kunne ikke være her i dag, så jeg tager det her beslutningsforslag, men det skal selvfølgelig ikke afholde nogen fra at stille spørgsmål.

I SF bakker vi op om, at man fjerner transseksualisme fra sundhedsvæsenets klassifikationssystem, så transkønnethed ikke længere opfattes som en psykisk sygdom. Vi er også opmærksomme på de udfordringer, som det vil give at fjerne transseksualisme helt fra sundhedsvæsenets klassifikationssystem, hvilket ikke er meningen, og det har vi jo også allerede diskuteret her i salen i dag.

Vi har ventet siden 2012 på WHO's revidering af klassifikationssystemet, og det ser ud til, at vi mindst skal vente et par år mere. Derfor er det nu på høje tid, at vi selv går videre med en ændring, fordi vi ikke mener, at nogen skal kategoriseres som syge på baggrund af deres identitet. Men i modsætning til f.eks. homoseksualitet, som vi har fået slettet fra diagnosekoderne, er der den hage ved det for transkønnede, at der kan være behov for at modtage både hormonel og kirurgisk behandling på baggrund af diagnosen. Derfor er det meget vigtigt, at forudsætningerne for behandlingen ikke bliver uklare, og at transkønnedes mulighed for behandling ikke bliver svækket.

Men lad mig sige det krystalklart: Transseksualitet hører ikke hjemme på en diagnoseliste over psykiske lidelser og adfærdsmæssige forstyrrelser, og derfor bakker vi op om beslutningsforslaget for at få det fjernet fra den liste. Men vi ønsker at få indarbejdet nogle af de ændringsforslag, der er fremkommet, specielt fra LGBT Danmark om at ændre klassifikationen, så det får en ny diagnosekode, der ikke kan opfattes som en sygdom, en lidelse eller en seksuel tilstand.

Sidst vi diskuterede dette, bakkede SF op om at vente på WHO. Men vores tålmodighed er sluppet op. Danmark har tidligere – det er måske nogle år siden – været foregangsland på en lang række områder. Der er nogle, der skal gå forrest, for at det rykker, og SF bakker derfor op om en revideret udgave af dette beslutningsforslag.

Tak til fru Lisbeth Bech Poulsen. Så er det ordføreren for beslutningsforslagsstillerne, og det er fru Carolina Magdalene Maier fra Alternativet. Værsgo.

Tak, formand. Tak for ordet, og tak for alle kommentarerne her i salen i eftermiddag. Behandlingen af transpersoner og transpersoners værdighed har flere gange været til debat her i Folketingssalen. I 2010 var transpersoners rettigheder og et helt katalog af gode ideer oppe at vende, og som vi har hørt flere gange i debatten, var der i 2013 et beslutningsforslag fra Enhedslisten svarende til det, vi behandler i dag. Og i 2015 blev juridisk kønsskifte jo så faktisk vedtaget her i Folketingssalen.

Men selv om der har været meget debat om det, og selv om flere partier har tilkendegivet, at de ikke betragter transpersoner som psykisk syge – og det er også kun det, vi har hørt i dag – ja, så har det altså været småt med handling. For når det gælder klassificeringen af transpersoner, er det altså fortsat sådan, at de klassificeres i det føromtalte kapitel 5, »Mental and behavioural disorders«, i ICD-10, og det synes vi er uværdigt. Vi synes, det er utidssvarende og uretfærdigt over for de mennesker, der har truffet et valg om, at de gerne vil skifte køn. Det at ønske at skifte køn er en personlig beslutning, som intet som helst har at gøre med ens mentale tilstand.

Så derfor har vi – Enhedslisten og Alternativet – fremsat det her beslutningsforslag for at få fjernet transpersoner fra kapitel 5 og få dem flyttet, og ja, det her er en tilføjelse til beslutningsforslagets oprindelige ordlyd. For vi vil gerne have dem flyttet over i et kapitel, som ikke indikerer en psykisk lidelse. Der har været talt om kapitlet »Factors influencing health status and contact with health services«, hvilket vi også synes er en god idé, men den beslutning skal selvfølgelig træffes i samarbejde med aktørerne fra transmiljøet.

Det har efterhånden i flere år forlydt, at WHO er i gang med at revidere indplaceringen af transkønnethed i den her nye version af ICD, altså ICD-11, og faktisk har det igennem de seneste 4 år været den primære årsag til ikke at gøre noget ved det her problem. Men her må vi bare konstatere, at den her revision skulle have været foretaget i 2012, og som vi har hørt flere gange, er den blevet udskudt til 2014, så til 2015, så til 2017, og nu er den udskudt til 2018.

At det er så tydeligt, at sagen trækkes i langdrag, understreger jo meget fint, at vi er nødt til selv at gøre noget, hvis vi virkelig gerne vil gøre en forskel på det her område, og hvis vi mener det alvorligt, og det gør vi altså i Enhedslisten og i Alternativet. Vi er naturligvis helt enige i, at den enkelte skal tilbydes afklarende og vejledende samtaler i forbindelse med et eventuelt kønsskifte, men at kræve, at en person skal gennemgå et nedværdigende psykiatrisk udredningsforløb, som man skal i dag, er simpelt hen ikke værdigt for et land, som bryster sig af frisind og frihed.

Jeg har læst op fra et af de spørgsmål, man bliver stillet, og jeg har flere her. Men Folketingets medlemmer skulle læse nogle af de spørgsmål, som transpersoner bliver stillet, når de er igennem et udredningsforløb. For det er simpelt hen så krænkende, og jeg synes ikke, vi kan være det bekendt. Jeg har nævnt eksemplet med spørgsmålet, hvor man skal svare på, om man tænker på sine forældre, når man onanerer, og bare det er simpelt hen, undskyld mig, så langt ude i skoven, som det overhovedet kan blive.

At vi behandler gode og retskafne og almindelige mennesker – var jeg ved at sige – på den her måde, er jeg ganske enkelt uforstående over for, og når jeg læser nogle af de debatter, der har været i forbindelse med de tidligere beslutningsforslag om det her i Folketingssalen, så er jeg endnu mere uforstående over for, at der ikke er sket noget på det her område. Hvorfor er der ikke sket noget?

F.eks. udtalte hr. Jens Henrik Thulesen Dahl i 2013 på vegne af både Dansk Folkeparti og De Konservative, at transkønnethed ikke er en psykisk sygdom. I forbindelse med den samme behandling udtalte fru Jane Heitmann fra Venstre, at hun nødig ville »bidrage til at fastholde stigmatiseringer af bestemte minoritetsgrupper alene på grund af køn eller seksuel orientering«. I den samme debat sagde Camilla Hersom fra De Radikale, »at det er krænkende for transpersoner at blive opfattet som nogen med adfærdsmæssige forstyrrelser, også fordi den sprogbrug jo dybest set legitimerer, at andre kan opfatte dem som sådan«.

Det er jo også det, vi har hørt i dag, og det er også de meninger og holdninger, der bliver tilkendegivet her i Folketingssalen i dag, og vi er fuldstændig enige i alle de citater. Derfor undrer det mig rigtig meget, at der ikke er opbakning fra et flertal i Folketinget til at gøre noget ved det problem. Og hvad er det så, vi venter på? Vi venter på WHO, er der flere der siger, men som sagt er ændringen af klassificeringen blevet udskudt tre gange før. Det siger sig selv, at det er problematisk, at der fortsat ikke er sket noget.

Lad os nu prøve at være realistiske: En omklassificering har været på vej siden 2012, der er 193 medlemslande i WHO, som skal blive enige her, og jeg tror ikke, vi skal foregøgle os selv, at det her bliver nemt. Der er 193 lande, som ikke nødvendigvis har det samme syn på transseksualisme, på homoseksualitet, på individers frie rettigheder, som skal blive enige om den her nye klassificering. Jeg tror ikke, vi skal vente længere; jeg tror, vi skal gå foran i Danmark.

Ministeren argumenterer i det her ordførernotat, som alle ordførerne har fået oversendt, at vi ikke bør ændre klassificeringen i Danmark uden om WHO, fordi – og jeg citerer – det vil besværliggøre international sundhedsfaglig kommunikation om transkønnede samt internationalt sundhedsstatistisk samarbejde. Citat slut. Så tænker jeg bare: Helt ærligt, vejer hensynet til international sundhedsfaglig kommunikation og internationalt sundhedstatistisk samarbejde tungere end hensynet til en minoritetsgruppes rettigheder i Danmark? Det gør det ikke for os i Alternativet og i Enhedslisten.

For netop minoritetsgruppers rettigheder er ofte noget af det, der viser den sande styrke i et demokrati. Og her er vi helt på linje med Socialdemokraternes Flemming Møller Mortensen, som i 2010 sagde – og han har gentaget det i dag – at det jo netop ofte er på det niveau, som minoritetsgruppernes rettigheder ligger på, at man for alvor kan måle et lands mangfoldighed og tolerance. Jeg er så enig, og jeg synes, det er et superflot citat, så lad os dog handle på det. Det kan godt være, at der er nogle ændringer til det beslutningsforslag, der ligger der, som specificerer det, og at der er nogle tekniske detaljer, men det er jo derfor, vi debatterer det i Folketingssalen i dag, og det er en rimelig nem løsning. Vi stiller et ændringsforslag, længere er den ikke.

Så lad os gå foran i Danmark, de andre lande skal nok følge efter. Lad os dog være dem, der tager det første skridt. Der er intet i vejen for, at vi har det politiske mod til at vise, at vi i Danmark sætter hensynet til minoritetsgruppers rettigheder højere end hensynet til internationale standarder og systemer, hvor forhandlinger forhales i årevis. Så når alle ordførere her i salen har tilkendegivet, at transpersoners rettigheder er højt oppe på deres dagsorden, så kræver det et knips med fingrene at gøre noget konkret ved det.

Jeg håber sådan, at vi har det nødvendige politiske mod og den tilstrækkelige respekt for transpersonerne, som oplever stigma og krænkelse, både fra omverdenen og fra systemet. Jeg håber, vi har respekten og modet til at gøre noget ved det her område, og vi har faktisk muligheden for det. Lad os gribe den mulighed. Det håber jeg at alle vil være med til. Med det vil jeg gerne sige tak for ordet.

Tak til fru Carolina Magdalene Maier. Der er ingen korte bemærkninger.

Da der ikke er flere, som har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Sundheds- og Ældreudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.