Liberal Alliance skal sådan set have ros for at rejse problematikken om blankbåndsordningen – det er forfærdeligt, som jeg roser Liberal Alliance i dag – som jo har til formål at kompensere kunstnere for lovlig kopiering af deres værker.
Det er en ordning, som ganske rigtigt er blevet udhulet i takt med den teknologiske udvikling.
Der taler tallene, som jo også fremgår af bemærkningerne, deres tydelige sprog.
I 1996 sikrede den her ordning kunstnerne en kompensation på 76 mio.
kr., og i 2014 er den nede på 27 mio.
kr.
Så et eller andet skal der gøres for at sikre, at kunstnerne fortsat kompenseres, og at vi dermed får produceret kunst og musik og andre ting i Danmark.
Men Liberal Alliances forslag til, hvad der skal gøres, altså en afskaffelse af blankbåndsordningen, er ikke noget, Enhedslisten støtter.
Det ser vi som hentet lidt ud af industriens ønskekatalog mere end som en løsning, som tager hensyn til alle parter.
Forslagsstillerne skriver:
»Da kopiering til eget brug er lovlig, er denne lovlige kopiering allerede indregnet i prisen på musik m.m., ligesom anden lovlig anvendelse af musikken, herunder f.eks.
afspilning, er indregnet i prisen.
Der er således reelt ikke brug for kompensation.«
Det synspunkt forstår vi ikke helt, fordi kopiering til eget brug jo netop er lovligt, fordi der er lavet en kompensationsordning, som kompenserer kunstnerne for det manglende salg som følge af det her.
Det er jo ligesom tanken bag det.
Så der er noget her i argumentationen, som vi ikke mener hænger rigtigt sammen.
Som vi ser opgaven, er det ikke at afskaffe kompensationsordningen, men at finde en ordning, som er tilpasset nutiden, hvor kopiering ikke sker på de samme medier, men i højere grad f.eks.
på harddiske og smartphones.
Der er jo, som der allerede er andre der har været inde på, en række forskellige ordninger.
I Finland har man en statsfinansieret model, som sikrer kunstnerne en kompensation, og i Sverige har man indført et vederlag på alle forskellige kopieringsmedier differentieret efter lagringskapaciteten.
Vi er sådan set åbne over for at diskutere forskellige muligheder, men grundlæggende finder vi det afgørende at sikre, at kunstnerne får en rimelig og dækkende kompensation.
Mange kunstneres indkomst er jo sammensat af en række forskellige indkomster, og blankbåndsordningen er en af dem.
Forslagsstillerne skriver godt nok, at nogle af dem bliver fordelt, ikke direkte til dem, der sælger mest, men ikke desto mindre er det altså nogle af de tilskud, bl.a.
forskellige former for legater, som også er dækket af det her, som er med til at sikre kunstnere en del af en indkomst, der gør, at de kan få brød på bordet.
Jeg forstod på ministeren, at Folketingets partier vil blive indkaldt til en drøftelse af, hvad der kan gøres, så vi får bragt ordningen i overensstemmelse med dagens teknologi og sikret kunstnerne en rimelig kompensation, og det er klogt.
Vi håber, at det vil ske hurtigt, om ikke andet så for at undgå retssager, som vi f.eks.
har set i Holland, og som kostede den hollandske stat et trecifret millionbeløb i erstatning til kunstnerne.
Så hvis forslaget fra Liberal Alliance kan bidrage til at fremskynde en fair og teknologisk tidssvarende ordning, er det jo bare positivt.
Så jeg kan jo sige som Bagermester Harepus fra »Dyrene i Hakkebakkeskoven«:
Intet er så galt, at det ikke er godt for noget.