Det er jo glædeligt, at Folketinget arbejder så hurtigt.
Vi sad i samråd – men det er jo fint.
Jeg skal starte med at sige, at det jo er kommet til udtryk i de initiativer, regeringen har taget på færdselsområdet, at regeringen er optaget af at skabe fornuftige og smidige forhold for trafikanterne, og det gælder også for motorcyklisterne.
Det er regeringens opfattelse, at der skal være en god færdselssikkerhedsmæssig begrundelse for krav og regler på området, og regeringen ser i den forbindelse overordnet positivt på forslaget fra Dansk Folkeparti.
Forslaget indeholder to dele.
Dels vedrører forslaget en forhøjelse af den tilladte vægt og bredde på påhængskøretøjer til motorcykler, dels vedrører forslaget kørekort til den såkaldte trike, som er en trehjulet motorcykel.
Lad os starte med de tohjulede.
Efter de gældende regler må et påhængskøretøjs vægt ikke overstige halvdelen af motorcyklens egenvægt, dog maksimalt 150 kg.
Reglen har været sådan siden 1998, hvor det blev tilladt at tilkoble et påhængskøretøj til en motorcykel, altså for næsten 20 år siden.
En motorcykel er kendetegnet ved at have en egenvægt, som ikke overstiger 400 kg.
Forslaget om, at påhængskøretøjet må udgøre halvdelen af motorcyklens vægt, medfører derfor, at den tilladte grænse for påhængskøretøjets vægt skal forhøjes til 200 kg mod 150 kg i dag.
For så vidt angår bredden af påhængskøretøjet, må denne i dag ikke overstige 1 m.
Denne regel stammer også tilbage fra 1998.
I Sverige og Norge er breddegrænsen i dag 1 m og 25 cm.
Efter forslaget skal den tilladte bredde forhøjes til 1 m og 30 cm.
Det betyder, at påhængsvognens bredde forøges med 15 cm på hver side af motorcyklen.
Uheldstallet for motorcykler med påhængs- og sidevogne er meget lavt og udgør en meget lille del af det samlede uheldstal for motorcykler.
Man har tal, der viser, at det er 10 ud af i alt 1.853 i perioden 2010 til 2014.
Og da der samtidig er tale om mindre justeringer, er det Transport- og Bygningsministeriets og regeringens vurdering, at der ikke er afgørende færdselssikkerhedsmæssige indvendinger mod at justere på vægten og bredden på påhængsvogne.
Regeringen ser derfor positivt på forslaget, og vi vil gerne medvirke til at finde en løsning til gavn for motorcyklisterne.
Jeg har derfor allerede bedt Færdselsstyrelsen om at justere reglerne, så motorcyklisterne kan få lov til at benytte bredere og tungere påhængsvogne.
Da der er tale om en teknisk specifikation til et produkt – og sådan er reglerne altså bare – er der en særlig notifikationsprocedure, som skal overholdes over for Europa-Kommissionen, og Færdselsstyrelsen har oplyst, at ændringen på den baggrund vil kunne træde i kraft den 1.
januar 2017.
Jeg ved, at ordføreren for forslagsstillerne, som jo er et menneske, jeg kender godt, og som jeg ved gerne vil have, at der kommer noget handling, godt kunne have tænkt sig, at vi kunne have gjort det lidt før.
Men det kan vi altså ikke, fordi der er nogle spilleregler her, og derfor er vi nødt til at sige, at det bliver den 1.
januar 2017.
Og det håber jeg så at man er tilfreds med.
Så er der den del, der omhandler trikes og det med motorcykelkørekort, og også det er regeringen og jeg positiv over for.
Derfor vil vi være positive over for forslaget som sådan, og jeg tror endda, at vi kan nå til en aftale med hinanden.
Nu kan vi lige vende ord om det, men jeg kommer gerne over i udvalget eller kan invitere over til mig, og så tror jeg, vi kan lande det med det.
Jeg er spændt på lige at høre, hvad ordførerne har af holdning til det, men vi er indstillet på sammen at finde en løsning på det her meget væsentlige problem for måske nok en lille gruppe i befolkningen, men til gengæld en gruppe, for hvem det betyder utrolig meget, at vi håndterer det.
Så vi er positive.