Tak til formanden, og tak til Liberal Alliance og Alternativet for det her forslag.
Partiernes forslag lægger op til at arbejde for at sikre den stærkest mulige konkurrence i de statslige udbud af havvindmølleparker og pålægger regeringen at etablere et uvildigt råd af eksperter og anvende nye prækvalifikationskriterier, der sikrer deltagelse af folkeprojekter.
Indledningsvis vil jeg sige, at jeg er glad for Alternativet og Liberal Alliances interesse for området.
Sikringen af øget konkurrence i udbud af havvindmøller er et emne, som der løbende ses på i regeringen, og derfor hilser jeg også forslaget velkommen.
Der er ingen her i salen, som kan være imod selve ordlyden i forslaget.
Hvem ønsker ikke at sikre en så stærk konkurrence som muligt i de danske udbud af havvindmølleparker?
Regeringen er bestemt af den overbevisning, at jo flere bydere, jo bedre.
Vi skal dog ikke gå på kompromis med udbudskriterierne for at prækvalificere selskaber, som ikke er solide nok.
Regeringen er åben over for at se på eventuelle fremtidige finansieringsmuligheder.
Der er dog grund til at være skeptisk og bekymret for konsekvenserne for konkurrencen, hvis de konkrete anbefalinger beskrevet i bemærkningerne til forslaget gennemføres.
Det foreslås for det første at supplere Energistyrelsen med et uvildigt råd af økonomer, energiplanlæggere og jurister fra universiteter, som skal bistå med at sikre mest mulig værdi og den skarpest mulige konkurrence i udbuddene.
Jeg ser ikke umiddelbart behov for at etablere et sådant råd.
For kendsgerningen er jo, at udbuddet af Horns Rev 3 førte til et historisk prisfald og en meget lav pris på 77 øre; at tilbudsgiverne efterfølgende har rost både udbudsrammer og indsatsen fra Energistyrelsens side; at der til det igangværende udbud af Kriegers Flak er prækvalificeret ikke mindre end syv selskaber – en rekord i dansk vindhistorie; at tre selskaber er prækvalificeret til udbuddet af de kystnære parker, hvor der opereres med et relativt lavt prisloft.
Alle disse resultater er ikke fremkommet tilfældigt, men er en kulmination af flere års arbejde – et arbejde, som afspejler anbefalingerne i energiaftalen fra 2012, som forpligtede Energistyrelsen til en grundig forberedelse og markedsføring af udbuddene gennem dialog med markedet og rådgivning fra førende konsulenter og Kammeradvokaten.
Særlig den omfattende dialog med alle, der kunne have interesse i og mulighed for at opføre projektet, har været givende.
Jeg er selv overbevist om, at input fra de aktører, der sidder tæt på markedet, er vigtigere for et godt resultat end at have et panel af universitetsprofessorer inde over.
Jeg håber, at vi alle kan blive enige om, at de synlige og markante resultater bekræfter, dels at forberedelserne til udbuddene har været en succes, dels at den danske udbudsmodel virker, og dels at vi som konsekvens har fået både skarpe priser og skarp konkurrence.
Forslaget går for det andet i detaljer med særlige ønsker til prækvalifikationskriterierne i udbuddene.
Det foreslås at supplere prækvalifikationskriterier om en bestemt omsætning med et krav om deponering af et stort kontant milliardbeløb, når et selskab skal prækvalificeres til at deltage i udbud.
Hensigten er at give mulighed for, at selskaber uden omsætning kan deltage, hvis de kan vise, at de har en tilpas stor likviditet.
Til gengæld skal investorerne ikke hæfte solidarisk for forpligtelserne i koncessionen.
Det foreslås ligeledes, at Energistyrelsen skal forpligtes til at sikre, at der prækvalificeres mindst fem tilbudsgivere.
Om nødvendigt skal man tilpasse prækvalifikationskriterierne i en forhandling med ansøgerne.
Jeg er uenig i begge forslag.
Generelt mener jeg ikke at vi i dag har problemer med konkurrencen i Danmark.
Som nævnt indledningsvis blev der i forbindelse med vores seneste prækvalifikation til udbud af Kriegers Flak prækvalificeret ikke mindre end syv selskaber.
Horns Rev 3-udbuddet viste også, at selv med fire prækvalificerede er det muligt at lande en lav pris, så længe selskaberne bare er sultne.
En forpligtelse til altid at sikre fem prækvalificerede er under alle omstændigheder ikke en god løsning.
Det vil nemlig øge risikoen for, at vi sænker kravene til tilbudsgivere unødigt og prækvalificerer selskaber, som ikke er solide nok.
Konkurrencen bliver stærk, hvis vi sikrer gode rammer i de politiske aftaler og kompetente udbudsprocesser.
For så vidt angår forslaget om at anvende nye prækvalifikationskriterier, vil jeg ikke afvise, at det gennem krav om deponering bliver muligt at tiltrække visse projektselskaber.
Det er til gengæld sikkert, at hvis kravet om solidarisk hæftelse samtidig ophæves for disse projektselskaber, vil staten stå tilbage med risici, som vi ikke får dækket andre steder end hos de danske skatteydere.
Solidarisk hæftelse er en gængs model i koncessionsaftaler, hvor staten ikke ejer, driver eller påtager sig nogen risiko for anlægget i dets levetid.
Det er en metode til at sikre, at det selskab, som staten overgiver koncessionen, er sikker på, at finansieringen holder, også hvis det ikke går helt som forventet.
Her er det så, at konsortiet selv skal påtage sig risikoen og ikke overlade det til skatteyderne i sidste ende.
Generelt er det min vurdering, at prækvalifikation gennem nøgletal som høj omsætning og solidaritet i kombination med solidarisk hæftelse for alle investorer er en effektiv og velafprøvet metode til at sikre, at kun selskaber, der rent faktisk kan bygge og drive havvindmølleparker på størrelse med kraftværker, får adgang til at deltage.
Når det så er sagt, vil jeg ikke afvise, at Energistyrelsen i fremtidige udbud vil skulle udvikle udbudsmodellen.
Der kommer hele tiden nye finansieringskilder og nye aktører til, og det kan være attraktivt at tilpasse kriterierne for at tiltrække de nye aktører, så længe vi kan sikre den rigtige risikofordeling.
Jeg synes dog ikke, vi skal lægge os fast på dem her i salen, da vi alle ved, at der vil blive behov for nye kriterier, hvis eller når der engang i fremtiden skal gennemføres nye udbud.
Jeg tror, at vi kan blive enige om, at det altid er en dårlig idé at lægge sig fast på udbudskriterier, flere år før der rent faktisk gennemføres nye udbud.
Som en rød tråd gennem forslaget går for det tredje ønsket om at involvere danskerne mere direkte i investeringerne i nye havvindmølleparker.
Forslagsstillerne peger helt konkret på, at den eksisterende involvering af lokalbefolkningen i udbuddet af de såkaldte kystnære parker er utilstrækkelig.
Jeg kunne ikke være mere uenig.
Køberetten i de kystnære udbud, som giver en forpligtelse til at udbyde minimum 20 pct.
af ejerandelene til salg hos lokale borgere, giver en god og beskyttet adgang til at skyde penge ind i projekterne uden at påtage sig unødig risiko i bygge-, drifts- eller nedtagningsfasen.
De professionelle selskaber udvikler i projekterne og sikrer en fornuftig risikoafdækning, mens borgerne får mulighed for at tjene penge uden at risikere at skulle gå fra hus og hjem.
Lad mig endelig også minde forslagsstillerne om, at danskerne allerede er medejere af en stor del af de danske parker gennem de danske pensionsselskaber, som var blandt de første til at investere i havvindmølleparker i Danmark og siden i resten af Europa.
Vi ser samtidig en øget interesse fra kommunale selskaber som f.eks.
HOFOR, som allerede er prækvalificeret til at deltage i to af tre af de udbud under energiaftalen.
Kort sagt:
Regeringen er ikke modstander af, at danskerne ejer de projekter, som de selv er med til at finansiere gennem offentlige støtteordninger.
Det er imidlertid afgørende, at danske borgere ikke udsættes for unødig risiko, og at ejerskabet foregår i sikre og professionelle rammer.
Regeringen kan af disse grunde ikke støtte beslutningsforslaget.