De forslag, vi behandler i dag – eller nu i nat – er B 44 og B 45, som handler om at standse tabet af biodiversitet på overdrev og hede og på ferske enge og vådområder.
Det, vi taler om, er den natur, der i august og september byder på helt fantastiske naturoplevelser med hensyn til duft og syn af den violette lyng og de spredte klokkeblomster.
Desværre bliver de naturoplevelser, som vi kan få på vores heder, færre og færre, simpelt hen fordi der er færre og færre af dem.
Det hænger bl.a.
sammen med landbrugets forurening.
Det hænger også sammen med, at der ikke længere er dyr på de arealer, så der vokser træer – de springer simpelt hen i skov – og så fjerner de levegrundlaget for lige præcis de særlige arter, der findes på hederne.
Det er gået samme vej med overdrevene.
Når naturen er i tilbagegang, går det samme vej med de insekter, de sommerfugle, de blomster og de planter, der er knyttet til lige præcis den naturtype.
Halvdelen af vores humlebiarter er væk, og også en masse af vores sommerfuglearter som f.eks.
Sortplettet Blåfugl og Hedepletvinge er enten forsvundet eller stærkt formindsket i antal.
Og overdrevene med et væld af blomsterarter er de fleste steder erstattet af ensartede kornmarker.
Så for at sige det, som det er:
Overdrev og hede er meget truede naturtyper, som har gennemgået en meget voldsom arealmæssig tilbagegang i Danmark gennem de sidste 200 år.
Ud over at være truet af kvælstofforurening og manglende græsning er de her naturtyper også truet af fragmentering, som det kaldes, simpelt hen fordi arealerne er blevet så små og ligger så spredt mellem hinanden, at hvis de sjældne dyr, der er der, først forsvinder, så har de ikke mulighed for at genindvandre fra et andet sted – så er de simpelt hen væk.
Det gode ved de her naturforslag, og som egentlig går igen i dem alle sammen, er, at vi udmærket godt ved, hvad der skal til for at standse tilbagegangen.
Vi ved, at kvælstofforureningen skal nedbringes.
Nogle har netop vedtaget et lovforslag, der går i den modsatte retning – det medfører større problemer her og nu for den natur.
Vi har også brug for mere sammenhængende naturarealer, og vi har brug for, at arealerne afgræsses.
Det kan både være landbrugsdyr, som vi tidligere har været inde på, men også vildgræsning vil være oplagt.
Det er jo noget, som man så småt starter på flere steder i Danmark, bl.a.
på Bornholm og i Store Vildmose.
Men det her handler om at skabe de bedste betingelser for naturens frie dynamik, som man kalder det, for at de frie, naturlige processer, der gør, at naturen kan trives, udfolder sig.
Faktisk har vi pladsen – vi mangler bare den politiske vilje til at give naturen den plads.
I forhold til enge og vådområder vil jeg også til ære for Dansk Folkepartis ordfører tale lidt om den fantastiske natur, der findes der, for jeg tror ikke, vi skal ret mange årtier tilbage i tiden, før alle kendte vibens sang.
Når viberne kom i februar eller marts, vidste man, at foråret var på vej.
Sådan er det ikke i dag.
I dag er det de færreste, der kender vibens sang, og hvis der var viber nok, skulle selv børnene på Nørrebro nok få lejlighed til at komme ud og opleve dem.
Når vibens forårsvarsling står som et svagt pip sammenlignet med tidligere tider, skyldes det jo, at viben og lærken og alle de andre arter, der hører til det åbne land, ikke længere har ret mange steder at bo.
Biodiversiteten, vores alle sammens, Danmarks artsrigdom af fantastiske, særlige arter, der er med til at skabe og definere vores land og har været det i årtier, er raslet ned.
De forsvinder, når deres levesteder forsvinder, og når naturen generelt set er i tilbagegang.
Hvorfor er naturen det?
Det har vi jo efterhånden diskuteret et par gange i løbet af natten.
Det er jo, fordi landbruget har taget meget store dele af vores areal – sådan er det jo.
Når vi udlægger store dele af arealet til landbrug, er der mindre plads til andre ting, og så går det ud over naturen.
Der er jo en helt naturlig sammenhæng, vi kan ikke få det hele.
Vådområder og enge er blevet drænet og omlagt til biologiske ørkener i form af endeløse hvedemarker, og dér kan dyrene ikke bo, dér kan fuglene ikke finde mad, og dér er ikke noget at lave for en sommerfugl.
Vandløbene er blevet udrettet, de er blevet rørlagt, de er blevet uddybet.
Vores vandløb er blevet afvandingskanaler for landbruget.
Hvis der ikke er nogen vandplanter, hvis der ikke er lavvandede gydepladser, så er der ikke fisk, så er der ikke liv – så enkelt er det.
Som jeg efterhånden har gentaget en del gange, skal vi standse tilbagegangen i natur- og biodiversitet, og vi har i virkeligheden ganske få år til at gøre det.
Og det skal vi gøre af flere grunde:
Vi skal bl.a.
gøre det, hvis vi også ønsker, at vores børn og børnebørn skal opleve den natur, som vi selv har oplevet.
Hvis de også skal opleve vibens og lærkens sang, hvis de også skal se de sommerfugle, som er så særprægede og så specielle for Danmark, hvis de også skal opleve engenes karakteristiske blomsterhav og hedens violette lyng, så skal vi gøre noget nu.
Så skal en del af de såkaldte lavbundsarealer tilbage til naturen; så skal vi have dyrene ud af staldene og ud i naturen, fordi naturen har brug for dem til at pleje sig, for ellers gror den til og bliver ødelagt.
Vi skal også turde satse på de vilde græsædere i form af bisoner, vildheste og krondyr, der kan understøtte naturen på måder, som landbrugsdyrene ikke kan.
Så skal vi have vandet ud af rørene, vi skal stoppe dræningerne, og vi skal give vandet tilbage til det naturlige kredsløb.
Vi skal stoppe grødeskæring.
Vi skal genskabe den snoede og bugtede natur i vandløbene både af hensyn til naturen, men også af hensyn til lystfiskeriet.
Vi skal i hvert fald træffe nogle valg.
Hvor er det, vandløbene mest optimalt afvander landbruget, og hvor er det, vi vil give vandløbene tilbage til naturen?
For det er en illusion at tro, at vi kan få begge dele.
Løsningerne på biodiversitetsproblemerne – sådan set både for overdrev, hede, enge og vådområder – ligger lige for.
I virkeligheden er det eneste, der mangler, politisk vilje til at gå i gang.
Tak for ordet.