Tak for alle bemærkningerne.
Når man hører dem og sammenstiller dem, kan man jo sige, at der er nogle interessante yderpunkter.
Der er ministeren, som mener, at det her kan gå hen og blive rigtig dyrt, og der er senest hr.
Søren Pape Poulsens bemærkning:
Gad vidst, om vi egentlig har et problem?
Begge dele kan i hvert fald ikke være rigtigt.
Hvis alle vores valgsteder er tilgængelige, kan man sige, at det jo er rigtigt, at Enhedslisten har forsøgt at løbe en åben dør ind.
Det kan man slå sig ved, så det skal man passe på med.
Men omvendt hører jeg ministerens bemærkninger sådan, at her er et problem, men at det kan blive for omkostningsfyldt at løse det.
Der blev spurgt fra en af ordførerne, hvad Enhedslisten egentlig vil med forslaget, og det er ikke særlig sofistikeret.
Det er såmænd bare det, som ordlyden er, nemlig at vi skal skabe mulighed for, at man som borger med et handicap helt naturligt kan stemme på det valgsted, der ligger tæt på ens bolig.
Jeg tror, det er meget rigtigt, som fru Trine Torp var inde på, at det betyder noget særligt for os at deltage i demokratiet.
Jeg tror, de fleste har det som mig selv, nemlig at det at møde op på valgstedet, at deltage i valghandlingen, selv om man har gjort det igen og igen, alligevel er noget højtideligt – og jeg har gjort det mange gange, det vil fremgå af hårfarven.
Jeg synes også, der er noget særligt ved, at man ikke bare kommer ind et sted, hvor man ingen kender, men at man kommer sammen med familien og møder sine naboer og sine genboer og de andre forældre, som man lærte at kende, da ens børn gik i skole.
Det har en betydning, og det er med til, at man oplever, at man har en ligeværdig tilværelse ligesom alle andre.
Man kan sige, at det jo er en lille ting, men ikke desto mindre tror jeg, at det er en af de brikker, som er vigtige, i forhold til at mennesker med handicap oplever, at deres tilværelse er fuldt og helt ligeværdig med alle andres.
Jeg hører sådan set ingen modsige det.
Det har ikke været mit eller Enhedslistens ærinde at skabe en særlig konfliktagtig debat om det her, men først og fremmest at se, om vi kan komme ind og finde nogle løsninger på det.
Jeg synes, det er rigtig fornuftigt, at der fra flere sider er blevet sagt – jeg synes, det er blevet endnu klogere, som jeg har lyttet til debatten – om ikke vi skal bede ministeren om at sørge for, at vi får en kortlægning, simpelt hen spørger landets kommuner, hvordan det ser ud med valgstederne.
Er der tilgængelighed, eller er der ikke tilgængelighed?
Og så synes jeg til gengæld, at hvis den undersøgelse viser, at der faktisk er et problem, at der er en lang række valgsteder, hvor man som borger med handicap ikke har mulighed for at afgive sin stemme, så skal vi gøre noget ved det, så det med ligeværdighed ikke bare bliver mundsvejr, men at det også er noget, vi gør noget praktisk ved.
Så jeg er glad for debatten, for den generelt positive holdning, og jeg synes, det er en god idé, at vi i udvalget går videre med en kortlægning og så forhåbentlig kan finde frem til – om ikke i fuld enighed, men forhåbentlig i bred enighed – at her er et problem, hvor vi faktisk er enige om, at hvis der ikke er en ligeværdig behandling af borgere med handicap i forhold til stemmeafgivning, må vi sørge for, at det bliver bragt til veje.
Endelig som det sidste vil jeg sige uden at gå i detaljer med, hvad et lovforslag måtte indeholde, at vi jo ikke har en opfattelse af, at alt bør tilvejebringes over en formiddag.
Men hvis man er så langt, som mange ordførere siger, og det er jeg sådan set enig i, så burde det måske også være muligt at sige, at inden for, hvad ved jeg, en 4-årig eller 5-årig periode kunne man stille krav til kommunerne om, at så havde de løst problemet.
Det kan også være, det går hurtigere, men jeg tror, der nogle gange er behov for, selv om vi er kommet langt, at give det det sidste nøk.
Og der er det altså nogle gange, at lovgiverne må hjælpe til, for det er ikke altid, kommunerne lever op til det, vi kunne ønske de levede op til.
Men tak for de positive tilbagemeldinger.
Jeg håber på en god og konstruktiv debat, hvor vi kan finde en løsning på det problem, som vi gerne har villet løse med vores forslag.