Det næste punkt på dagsordenen er:

4) Forhandling om redegørelse nr. R 5:

Forsvarsministerens redegørelse om nordisk forsvarssamarbejde 2014.

(Anmeldelse 09.10.2014. Redegørelse givet 09.10.2014. Meddelelse om forhandling 09.10.2014).

Den første ordfører er Bertel Haarder fra Venstre.

Tak til forsvarsministeren for en rigtig god og indholdsrig debat, som viser fremdriften i det perspektivrige nordiske forsvarssamarbejde, som jo er blevet muliggjort efter den kolde krigs afslutning, som gav Finland og dermed også Sverige nye muligheder for at deltage i udenrigs- og forsvarspolitisk samarbejde.

Jeg kan huske lige efter regeringsskiftet i 2011, hvor der var Nordisk Råds session her i denne sal, at den svenske udenrigsminister, Carl Bildt, holdt en lang og visionær tale om alt det, vi skulle samarbejde om på forsvarsområdet. Jeg kunne ikke lade være at tolke det på den måde, at her havde vi en mand, og nu tør jeg sige det, fordi han er gået af, som inderligt ønskede, at Sverige skulle være medlem af NATO, men når det nu var lidt svært – og det bør vi danskere kunne forstå; vi har vist nogle behold, som vi har svært ved at komme af med i EU-sammenhæng – så ville han i hvert fald de facto komme så tæt på NATO som muligt, og det blev så bekræftet igen, da den svenske forsvarschef, Sverker Göranson, indrømmede, at det svenske forsvar ikke er meget værd i sig selv, uden at der er et samarbejde med andre lande. Det ville ikke kunne holde Sverige i mere end en uge, sagde han.

Det er jo en af grundene til, at det nordiske forsvarssamarbejde er så perspektivrigt. Kort efter Carl Bildts visionære tale vedtog udenrigsministrene en fælles luftovervågning over Island. Det vil sige, at det var på øvelsesbasis, som der står i redegørelsen, og det var svenske og finske fly sammen med norske fly, som foretog denne overvågning af det islandske luftterritorium. Jeg ser til min glæde, at ministeren skriver i redegørelsen, og jeg citerer:

»Mulighederne for en ny lignende fælles-nordisk deltagelse i forbindelse med ’air policing’ af Islands luftrum, undersøges nu, herunder i forbindelse med at danske fly deltager i patruljeringen.«

Det synes jeg lyder lovende, og jeg håber, at ministeren har en positiv holdning til det, hvad jeg er sikker på, ellers ville han ikke skrive det.

Man kunne jo så rejse spørgsmålet, om en sådan model med fælles overvågning eller bevogtning også kunne bruges, når det gælder det grønlandske luftterritorium, hvor både hr. Finn Sørensen og andre har bemærket, at den danske overvågning i enhver henseende er særdeles lemfældig, sådan som den danske Rigsrevision har beskrevet. Ved sidste års Nordisk Råds session i Oslo foreslog den daværende grønlandske landsstyreformand, at vi skulle have en fælles nordisk droneeskadrille. Jeg tror ikke, hun tænkte på dræberdroner; jeg tror, hun tænkte på overvågningsdroner. Og det er jo muligt, at det er en god idé. Det kan også være, at det var noget, der ville tiltale de grønlandske politikere. Jeg ved det ikke. Jeg synes blot, at det er fuldstændig oplagt, når nu de nordiske lande i fællesskab har til opgave at overvåge og bevogte så stor en del af Nordatlanten og Arktis, som får stadig stigende betydning, at man så overvejer et tættere samarbejde, herunder også en nyttiggørelse af de meget store svenske og finske flystyrker, som vi andre jo kan have brug for at få hjælp fra, når så stort et område skal overvåges.

Ministeren skriver, at NORDEFCO, altså det nordiske forsvarssamarbejde, kører så fint, fordi det er fuldstændig ubureaukratisk og er baseret på grundlæggende principper om gennemsigtighed, ikkeeksklusivitet, altså at de lande, der vil, er med, og at de, der ikke vil, ikke er med, og det kan jeg godt se styrken i. Det nævnte jeg også under det tidligere punkt, nemlig at det jo altså er det modsatte af konsensusprincippet – det er de villige, som samarbejder.

Der er bare ét problem ved den model, og det er det, hr. Steen Gade har påpeget flere gange, nemlig at man så risikerer, at der ikke er nogen drivkraft. Så hvis den model skal fungere, forudsætter det ministre, der ligesom Carl Bildt og andre virkelig vil noget. Så kan de drive det igennem. Hvis de synker lidt hen, er der altså ikke nogen til at drive udviklingen frem, og det vil jeg blot opfordre ministeren til at være opmærksom på, for denne meget ubureaukratiske model betyder jo, at det er en række lande, der kører hver for sig, og det eneste, der så er fælles, er disse forsamlinger af ministre og chefer på forskellige niveauer. De har ikke noget fælles sekretariat at holde sig til, og det bliver de så nødt til at kompensere for ved at være ekstra opmærksomme på deres opgave i at drive tingene frem.

Så vil jeg gerne erindre forsvarsministeren om Stoltenbergrapporten, som jo også er udmærket nævnt i redegørelsen. Der er 13 punkter, hvoraf langt de fleste er i god gænge. Det gælder f.eks. også dette med cybersikkerhed, som jeg er glad for er med i rapporten, og som er og især kan blive et kolossalt vigtigt område for nordisk samarbejde. Men som jeg sagde til udenrigsministeren for lidt siden, var Thorvald Stoltenberg her den 8. maj, og han var både utilfreds med, at ambassadesamarbejdet er blevet til for lidt, men han nævnte også et andet område, som han syntes var blevet til for lidt, og det vedrører hans forslag om en fællesnordisk maritim kystvagtstyrke i Arktis. Det er vist ikke blevet til så meget, og jeg tror, det er et meget relevant forslag, og jeg ser mig bekræftet i det ved at læse det sidste nummer af Udenrigs, hvor chefen for Forsvarsakademiet, kontreadmiral Nils Wang, foreslår, at vi ikke blot får en fællesnordisk maritim kystvagtstyrke, men også en fællesnordisk sømilitær indsatsstyrke. Det er jo noget, der vil noget, og som også er relevant at tænke på i forbindelse med danske indkøb af ikke bare fly, men også skibe. Så jeg håber, at det indgår i ministerens overvejelser.

Der er én ting, der er helt sikker, og det er, at de nordiske borgere er hundrede procent for et sådant samarbejde. Det er os politikere, som er lidt langsomme. Vi er bagud i forhold til vores befolkninger, ligesom vi er bagud i forhold til vores virksomheder, som er meget bedre til at samarbejde over grænserne, end vi politikere er.

Så derfor vil jeg spørge, om forsvarsministeren i sit svar lige kunne demonstrere en vis åbenhed over for både Thorvald Stoltenbergs og Nils Wangs tanker om et øget samarbejde, for det handler jo om, at Arktis og Nordatlanten – dette område på jordkloden, som for det første er umådelig stort og for det andet har en stærkt stigende betydning – for en meget stor dels vedkommende er overladt til de nordiske landes overvågning og bevogtning, og det gælder både sikkerhed til søs og råstoffer og transport osv., men det gælder sandelig også det militære.

Hvis det område bliver et tomrum, ved vi, at det kan friste. Det kan f.eks. friste dem, som sender ubåde ind i den stockholmske skærgård og laver andre ting, og det, vi kan gøre for at bevare freden, er, at både USA og Rusland kan være trygge ved, at de nordiske lande selv tager vare på det område. Og det kan vi jo. Tilsammen har vi, som jeg nævnte under den foregående debat, EU's største luftstridskræfter. De er større end de tyske, større end de franske, større end de engelske, så vi kan jo godt, hvis vi samarbejder, og det, jeg her taler om, passer perfekt med det, der er mottoet for regeringens formands politik for 2015: Sammen er vi stærke. Ja, men vi er kun stærke, hvis vi er sammen. Tak.

Tak til hr. Bertel Haarder. Så giver jeg ordet videre til Socialdemokraternes ordfører, fru Annette Lind.

Allerførst vil jeg gerne takke forsvarsministeren for at sætte den her redegørelse til debat. Det nordiske forsvarssamarbejde afspejler det unikke samarbejde, vi har i Norden. Det sagde jeg en hel masse om i min tidligere tale, så det vil jeg ikke fortsætte med her.

Vi har i landene og i de selvstyrende områder forskellige udgangspunkter, indgangsvinkler og interesser, særlig i forhold til NATO og EU, men på trods af det formår vi på mange måder at stå sammen. Men der vil altid være plads til forbedringer og heldigvis for det, for så står vi jo ikke stille, men kan komme videre. Vi er på mange måder privilegerede, fordi vi lever i den del af verden, som ikke er præget af krig og ufred. Samtidig oplever vi også konsekvenserne af en mere kompleks verden med mange konflikter og brændpunkter netop nu. Derfor har vi også oplevet trusler, som er kommet helt tæt på, og vi står over for en situation med et trusselsbillede, der ikke er en entydig størrelse. Hvem husker f.eks. ikke grusomheden i Norge den 22. juli 2011. Denne forfærdelige massakre er et billede på, hvor kompleks en opgave det er at forudse sådanne tragedier.

Der dukker hele tiden eksempler op, som minder os om, at vi skal have et godt samarbejde også på det her område i Norden. Cyberturisme er heller ikke længere et fremmedord for os. Det er et område, som de forskellige landes efterretningstjenester tager meget alvorligt. Derfor må vigtigheden af et styrket forsvars-, sikkerheds- og beredskabsarbejde ikke undervurderes.

Når vi taler om det nordiske forsvarssamarbejde, kommer vi jo ikke uden om NORDEFCO-samarbejdet. Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige kan her bidrage positivt til hinandens forskellige nationale og internationale engagementer. I NORDEFCO-samarbejdet har det været oplagt at se på, hvordan man kan drage nytte af eksempelvis fælles indkøb af materiel, fælles uddannelse og fælles øvelser. Et godt eksempel på sidstnævnte er den tilbagevendende NATO-øvelse Cold Response i Nordnorge i marts måned og øvelsen Nighthawk i september i Danmark, som er den tilbagevendende multinationale øvelse for nationale og internationale specialstyrker og operationsstyrker inden for de fredsbevarende aktiviteter. Her ser vi altså også en masse eksempler på fælles øvelser.

Hvad angår Grønland og Arktis, er der på mange måder et stort potentiale for forskellige typer af nordisk samarbejde, som kan gavne de involverede lande. Vi skal dog huske på, at Danmark har en helt særlig forpligtelse i forhold til Grønland og i forhold til samarbejdet med Arktisk Råd. Med det nordiske og danske formandskab for Nordisk Ministerråd er det rigtig vigtigt, at vi får mere fokus på den arktiske del og ikke mindst udfordringerne og konsekvenserne af klimaændringerne. I dag er der blevet snakket rigtig meget om det her med, at isen smelter, og at det skaber nye søveje og dermed også adgang. I foråret var jeg på Thulebasen, og jeg kan fortælle, at ugen før vi kom, var der et krydstogtskib, som pludselig havde bedt om at få lov til at komme ind i havnen. Lige pludselig var der turister på Thulebasen. Det var helt nyt.

Grønland ligger placeret et strategisk godt sted i forhold til eventuelle konflikter med de forskellige stormagter. Derfor vil jeg igen understrege nødvendigheden af, at Danmark fastholder overvågningen og suverænitetshævdelsen af rigsfællesskabets territorier i Arktis og Nordatlanten. Desuden vil en øget aktivitet på søen også højne risikoen for ulykker, og derfor skal beredskabssamarbejdet også tilgodeses – og naturligvis skal alt det her også ske med respekt for lokalbefolkningen.

Ved de nordiske landes tiltrædelse til Haag II-erklæringen kan vi øge samarbejdet om at forebygge, mindske og håndtere følgerne af større ulykker og katastrofer, som finder sted i de her interesseområder, hvilket kan styrke samarbejdet i nordisk regi, bl.a. også til gavn for internationale beredskabsarbejder i EU, NATO og FN. Fra socialdemokratisk side ser vi frem til, at det eksisterende samarbejde kortlægges og analyseres, med henblik på at vi i 2015 får fremlagt en handlingsplan for videreudvikling af det nordiske samarbejde. Vi skal heller ikke glemme den store støtte, som Norden yder til FN's bevarende indsatser og kapacitetsopbyggende virksomheder rundtom i verden. Jeg vil også gerne til sidst her nævne den vigtige indsats, der omhandler veteraner og som gavner og hjælper tidligere soldater og deres familier. I den forbindelse vil jeg gerne rose de danske og nordiske soldater for deres indsats og for deres samarbejde.

Norden er unik. Lad os værne om vores fællesskab og de mennesker, som ikke er lige så privilegerede som os. Tak for ordet.

Jeg vil også sige tak til fru Annette Lind. Og den næste ordfører er fru Marie Krarup fra Dansk Folkeparti.

Tak for ordet, og tak for redegørelsen. I Dansk Folkeparti ser vi meget positivt på samarbejdet i Norden, herunder det forsvarsmæssige samarbejde. Vi skal bare altid huske på, at vi er medlemmer af en forpligtende og stærk alliance, der hedder NATO. Der er nogle af de nordiske lande, der ikke er medlem af NATO, og derfor er det meget vigtigt, at vi ikke lader det nordiske samarbejde udkonkurrere eller erstatte NATO-samarbejdet. For der er altså ikke en artikel 5 i det nordiske forsvarssamarbejde, og det vil sige, at der ikke er en musketered.

Men alligevel kan vi have masser af gavn og glæde af samarbejdet mellem de nordiske lande på forsvarsområdet, og vi ser i den nuværende kurs ikke et forsøg på at erstatte NATO i det nordiske samarbejde. Dansk Folkeparti støtter derfor det nordiske forsvarssamarbejde i sin nuværende udformning og forventer med den nuværende kurs også at kunne gøre det i fremtiden.

Tak til fru Marie Krarup. Og så er vi kommet til den næste ordfører, som er fru Zenia Stampe fra Det Radikale Venstre.

Tak, og tak for en rigtig god redegørelse, som jeg synes er meget fyldestgørende. Sidste år havde vi en lignende drøftelse og også en rigtig god og fyldestgørende redegørelse, og jeg har ikke lyst til at gentage min tale fra sidste år, selv om ordene jo stadig væk står ved magt. Men jeg kan da hurtigt opsummere pointen, nemlig at vi gerne ser det nordiske samarbejde styrket endnu mere, men at vi synes, at strategien er den helt rigtige, nemlig at det er et meget konkret og realistisk operationelt samarbejde. Det står måske i modsætning til vores forgængere, der havde meget store ambitioner for det nordiske samarbejde, men hvor ambitionerne ikke rigtig nåede længere end til at være luftkasteller og skåltaler.

Derfor synes jeg, at den redegørelse, vi har foran os nu, og også den, der kom sidste år, er et vidnesbyrd om, hvor langt man i virkeligheden kan komme, når man går pragmatisk og realistisk til værks. Og det er det, jeg synes er de rette ord om det nordiske samarbejde.

Det rummer jo en masse forskellige områder, og jeg synes, at hr. Bertel Haarder havde ret i, at den arktiske dimension jo er særlig vigtig, fordi vi har et helt naturligt interessefællesskab, hvad det angår. Men vi har også et fællesskab, som måske ikke så meget er et interessefællesskab, som det er et værdifællesskab, som vi især udfolder i vores fælles indsatser ude i verden.

Da jeg sad og læste den her redegørelse igennem, må jeg jo indrømme, at jeg tænkte: Gud, meget af det her er jo klassisk radikal forsvarspolitik. Det er der jo nok nogle der vil mene at bombefly ikke er. Men alle kan ændre sig undervejs, og der er jo ingen tvivl om, at vi i dag går med til langt skarpere missioner, end vi måske tidligere ville have gjort, og det kan vi jo også give mange gode begrundelser for. Men det betyder ikke, at vi ikke samtidig stadig væk er meget optaget af den klassiske radikale forsvarspolitik, nemlig fredsbevarelse, kapacitetsopbygning osv. Og det, vi kan se, når vi kigger ned over den række helt konkrete emner, som det nordiske samarbejde spænder over, er, at det jo lige præcis er på de områder, at vi står stærkt sammen.

Det bakker Radikale Venstre fuldt op om, og vi kunne egentlig godt tænke os, at det blev udvidet. For én ting er, at vi jo kan se, at der er en række emner, og det er egentlig ganske overbevisende, men hvis man begynder at sætte tal på, er det måske to, tre mennesker her og fem mennesker der. Det er jo slet ikke noget, der har et omfang, som de lidt skarpere missioner, vi deltager i.

Det kan de nok heller ikke få, men jeg vil da sige, at det er en prioritet for Radikale Venstre, at den her type indsatser, som vi typisk varetager sammen med de nordiske lande, bliver opprioriteret. For de er mindst lige så vigtige, som de lidt skarpere indsatser, som vi indgår i i nogle lidt andre typer koalitioner – også nogle gange med deltagelse fra de nordiske lande, men dog altså i nogle lidt andre konstellationer. Og her er der ingen tvivl om, at de lidt mindre projekter, vi deltager i med de nordiske lande, ikke trækker så mange overskrifter, men de er mindst lige så vigtige for den danske udenrigs- og sikkerhedspolitik, og derfor ser vi gerne dem styrket i fremtiden.

Tak til fru Zenia Stampe. Den næste taler er hr. Steen Gade fra SF.

Tak for det. Jeg vil også sige tak for redegørelsen, og vi støtter også grundlæggende, at det samarbejd udvikles. Jeg vil nævne tre områder, som jeg synes er vigtige.

Det ene er det, som den radikale ordfører også lagde en del vægt på, altså samarbejdet om fredsbevarende aktioner rundtomkring i verden, og at vi dér får så meget ud af et nordisk samarbejde som overhovedet muligt med hensyn til at aftale, hvem der gør hvad, men også ved at blive dygtigere og dygtigere til at samarbejde om det, så vi kan være nogle af dem, der kan levere i forhold til fredsbevarende styrker hurtigt, hvilket jo er vigtigt. Det bør også indgå i den overvejelse, som i hvert fald også er SF's overvejelse, at den danske militære indsats i stigende grad skal rettes mod at hjælpe med i FN's missioner, altså mere end vi har gjort i de sidste 10 år, sådan at vi mere og mere bliver nogle, der stiller os til rådighed for de aktioner, som man beslutter på FN-plan. Så der mener jeg at det nordiske samarbejde kan medvirke til, at vi også får den drejning i vores politik i Danmark.

Det andet, jeg vil nævne, er også nævnt i redegørelsen, og det er beredskabssamarbejdet, Hagaerklæringen tror jeg den hedder, som er fra 2009, og der ville jeg egentlig spørge ministeren, om det ikke er noget, vi har brug for at gøre noget mere ved. Jeg har læst statuspapiret på Stoltenbergrapporten, der blev givet til Forsvarsudvalget, men er det egentlig ikke noget, vi skulle gøre lidt mere ved? Jeg ved ikke, om det også kunne inddrages i den bredere diskussion, vi har om samarbejde i forbindelse med skibskatastrofer osv.; jeg ved ikke, om det er muligt inden for den ramme, men jeg synes faktisk, der her er et sted, hvor der godt kunne arbejdes mere, end jeg i hvert fald kunne læse der bliver i den statusrapport, der er medsendt, og som Forsvarsudvalget fik på et tidspunkt sidste år.

Det tredje er noget, som andre også har nævnt, nemlig overvågning. Jeg synes også, det har været en udmærket tanke, at man har lavet et samarbejde for at hjælpe Island med noget overvågning, men jeg synes også, det er en interessant tanke, om samarbejdet dér kan udvides. De skridt, der er taget, og som måske også, når man læser om dem, sådan praktisk kan opfattes som små, altså at man kan arbejde på hinandens øvelsesområder og den slags ting, er nok, når det kommer til stykket, ikke så små i den virkelige verden, og det synes jeg også er vigtigt.

Der er mange, der snakker om en genoplivning af den kolde krig, men man kunne faktisk godt argumentere for, at det, at vi søger mere sammen i Norden, egentlig ikke er et spørgsmål om det, men at det måske i virkeligheden er et spørgsmål om, at man tager konsekvensen af, at den kolde krig faktisk er holdt op. Jeg mener faktisk, vi sagtens kan gøre det her, og at vi også bør gøre det, men ikke nødvendigvis skal inddrage det i, at vi nu er ved at se en stor fjende komme nærmere. Vi skal være realister. Nu er det ikke, fordi jeg tror, at Rusland ikke er i gang med noget, som jeg ikke kan lide – for det er de – men vi skal heller ikke puste til det, og når vi nu udvider samarbejdet, hvad jeg synes vi skal, så synes jeg måske, det er vigtigt, at vi egentlig gør det i et lidt andet lys, end at det er noget, vi er voldsomt meget nødt til. For mens det f.eks. i den kolde krig jo var sådan, at Finland, fordi man havde den position i forhold til Sovjetunionen, som man havde, ingenting kunne, og Sverige heller ingenting turde i forhold til at samarbejde med NATO-landene, så er vi i dag i den friere situation, at det kan vi. Og der er det jo altså rigtigt, om man så kan lide det eller ej, at skellet mellem, om man er et NATO-land eller ikke er et NATO-land i Norden, er ved at blive nedbrudt. Og det synes jeg er fint; jeg har ikke noget imod det.

Tak til hr. Steen Gade. Så er det hr. Finn Sørensen, som er ordfører for Enhedslisten.

Tak. Og tak til ministeren for den skriftlige redegørelse. Jeg har ikke så forfærdelig mange bemærkninger til selve redegørelsen, dog en stærk kritisk bemærkning, som jeg vender tilbage til om lidt.

Enhedslisten har jo sammen med Den Venstresocialistiske Grønne Gruppe i Nordisk Råd tilsluttet sig det nordiske forsvarssamarbejde, men det har vi jo gjort med en klar understregning af, at det, der er vores forudsætning, er, at det anvendes til fredelige formål først og fremmest; at vi ikke afgiver suverænitet. Det er helt afgørende for Enhedslisten, at det er det danske Folketing, der styrer, når det danske militær anvendes ude i verden, for den sags skyld også i Norden, i samarbejde med andre nordiske lande. Der er nogle vigtige opgaver, som et nordisk forsvarssamarbejde kan løfte, ikke mindst i forhold til overvågning og beredskab i det arktiske område.

Hvis vi kigger sådan lidt mere ud i fremtiden, så vi da meget gerne, at det nordiske samarbejde afløste Danmarks medlemskab af NATO, netop fordi det nordiske forsvarssamarbejde virker på grundlag af denne stærke styring fra Folketingets side. Vi ser jo sådan på det, at det er Folketinget, der skal styre det, medmindre vi helt udtrykkeligt og meget konkret har overladt ledelsen til et overnationalt organ, og jeg tror, alle er klar over, at det rette overnationale organ, hvis vi taler om militære operationer i verden, er FN, set fra Enhedslistens synspunkt.

Jeg synes dog, at redegørelsen er svag på et helt afgørende punkt; andre ordførere har også været inde på det. Måske er jeg knap så høflig, eller hvad man skal sige, som de andre ordførere, der også har rørt ved det her problem – men der er nogle, der er høflige nok til at høre efter, og tak for det. Det handler simpelt hen om beredskabet i det arktiske. Altså, som flere har været inde på, har Rigsrevisionen rettet en sønderlemmende kritik af det danske beredskab i det arktiske. Jeg synes ikke, man forholder sig konkret til det problem. Jeg ved godt, der har været arbejdet med tingene siden, jeg fremstiller det ikke, som om Forsvarsministeriet ikke har forholdt sig til kritikken. Men mit spørgsmål til ministeren er jo: Er vi nu i den situation, at vi kan se vælgerne og Rigsrevisionen i øjnene og sige, at vi har løst problemet – ja, nu er vi i en sådan situation, at vi kan klare en stor skibskatastrofe eller en stor miljøkatastrofe i det arktiske?

Jeg tror, at vi alle sammen må se i øjnene, at der er vi ikke, som situationen er i dag. Og der efterlyser jeg også nogle meget mere konkrete planer for, hvordan vi kan udnytte det nordiske forsvarssamarbejde til det. For det er nok også at være realist at sige, at vi ikke alene ved egen kraft kan skaffe det materiel og det beredskab, der skal til. Det forudsætter et samarbejde med andre lande, og jeg er enig, ikke kun med de nordiske lande. Alle lande, som, kan man sige, opererer i det arktiske, må jo finde sammen om at løse de her opgaver.

Men det, der ligger først for, og som burde være den nemmeste opgave at løse, når nu vi er i gang med det nordiske forsvarssamarbejde, er, at der bliver taget langt mere håndfast på den opgave at bruge det nordiske forsvarssamarbejde til de opgaver, som vi har talt om her i dag, og som alle jo er enige om skal løses, nemlig overvågning og beredskab.

Vi kan bare tage beredskabet i forhold til det grønlandske område. Sandheden er jo, at fly af Challengertypen er utrolig velegnede til overvågning, ikke kun i forhold til hvilke skibe der sejler rundt, hvem der fisker, og militære fartøjer, hvis de ikke lige burde opholde sig der, hvor de nu opholder sig, men jo også i forhold til redningsaktioner. Sådan et Challengerfly kan jo populært sagt se en grønlænder på en isflage fra 10 kilometers højde, og det er jo af altafgørende betydning for muligheden for at redde konkrete mennesker deroppe.

Der er vi jo bare i den situation, at vi jo ikke dækker det 30 dage om måneden , så vidt jeg har forstået, men måske 10 dage om måneden eller mindre. Og nogle gange skal alle sæderne rives ud af det fly, for så skal det bruges til VIP-opgaver. Altså, det er jo ikke en forsvarlig måde at gøre tingene på.

Så må vi jo sige: Hvis vi ikke selv er i stand til at skaffe den flyovervågning, der skal til, så har vi jo en mulighed i samarbejdet med de andre nordiske lande. Det kunne jeg altså godt tænke mig og håber og ser frem til at forsvarsministeren lige om lidt siger noget mere konkret om. Hvis man hører det, som om jeg ligger lidt i samme retning som hr. Bertel Haarder, så er det ikke helt forkert. Jeg synes, der er nogle gode tanker om, at vi selv må tage styringen af det problem i langt højere grad sammen med de nordiske lande.

Så jeg ser frem til at høre ministerens svar på de indlæg, der har været.

Jeg siger tak til hr. Finn Sørensen. Den næste ordfører er fra Liberal Alliance, og det er fru Mette Bock.

Tak for det. Det er jo rigtig dejligt at høre den meget, meget brede enighed, der er om det nordiske samarbejde på det her område. Fra Liberal Alliances side er vi meget positive, og vi ser gerne, at samarbejdet bliver styrket yderligere. Vi takker for redegørelsen, og jeg vil på linje med en række af de andre ordførere sige, at der jo er nogle områder, hvor det er helt oplagt at vi har en særlig fælles interesse i Norden. Det gælder ikke mindst på det arktiske område.

Vi har tidligere i dag diskuteret andre elementer i det nordiske samarbejde, hvor vi selvfølgelig på den ene side er medlem af EU og på den anden side har en interesse i at styrke samarbejdet på en række områder. Det må selvfølgelig ikke komme i konflikt med hinanden. På samme måde er det på forsvarsområdet, hvor det jo ikke er alle de nordiske lande, der er med i NATO. Så på den ene side skal vi jo stå på det ben, der hedder NATO-samarbejdet, men på den anden side sikkert også gøre det endnu klarere, på hvilke områder det giver mening at vi styrker det nordiske forsvarssamarbejde.

Det er meget glædeligt at læse i redegørelsen, at noget af det, der kendetegner det nordiske samarbejde på forsvarsområdet, netop er, at det er ubureaukratisk, at det er effektivt, og at det er noget, der skaber resultater på en meget synlig måde. Vi synes, vi skal styrke samarbejdet, først og fremmest det, der angår det fælles nordiske, herunder det arktiske, men også når det drejer sig om de internationale fredsbevarende missioner, synes vi at det er helt oplagt at skrue op for blusset.

Så tak for redegørelsen. Det ser meget perspektivrigt ud, og fra Liberal Alliances side vil vi støtte ethvert tiltag, der yderligere kan styrke samarbejdet.

Tak til fru Mette Bock. Så går vi videre til den næste ordfører, og det er hr. Lars Barfoed fra Det Konservative Folkeparti.

Det nordiske forsvarssamarbejde er jo i virkeligheden et smukt eksempel på, at et nordisk samarbejde sagtens kan gå hånd i hånd med det, at vi har forpligtelser, altså at vi både på europæisk og internationalt plan har forpligtende samarbejder, f.eks. i NATO, som er relevant at fremhæve her, hvor det er forsvarssamarbejdet, vi taler om.

Jeg vil gerne sige tak for en god redegørelse. Det Konservative Folkeparti bakker fuldstændig op om det forsvarssamarbejde, som vi har i Norden, og jeg synes også, at redegørelsen meget godt illustrerer, at verden har ændret sig betydeligt. Mange kunne jo tro, at når vi taler nordisk forsvarssamarbejde, er det alene noget, der foregår i Norden, altså at vi hjælper hinanden med forsvarsopgaver lokalt og regionalt, havde jeg nær sagt, men redegørelsen viser jo netop, at vi også har god nytte af at samarbejde ude i verden, fordi forsvar i dag i virkeligheden ofte foregår langt væk fra vores grænser og vi bidrager til missioner rundtomkring i verden. Der er i redegørelsen f.eks. nævnt vores fælles bidrag til FN-missionen i Syrien. Der er nævnt et eksempel, som drejer sig om kapacitetsopbygning i Østafrika, hvor vi har stabsofficerer placeret sammen i et hovedkontor i Nairobi. Men selvfølgelig drejer samarbejdet sig også helt konkret om det regionale forsvarssamarbejde og om simpelt hen at nyttiggøre og effektivisere vores ressourcer ved at arbejde sammen om materielanskaffelse, uddannelse, træning og mange andre ting.

Jeg synes, det er glimrende, og Det Konservative parti bakker op. Og jeg takker endnu en gang for redegørelsen.

Vi siger også tak til hr. Lars Barfoed fra Det Konservative Folkeparti. Og så kan jeg give ordet til forsvarsministeren.

Jeg vil gerne starte med at takke ordførerne for den meget positive velkomst til redegørelsen og for de bemærkninger, man er kommet med. Jeg synes, det, der kendetegner hele Folketinget på tværs af partierne, er et ægte og dybtfølt engagement i, at Danmark skal være en vigtig del af det nordiske samarbejde, og at det nordiske samarbejde skal være en vigtig del af dansk politik, og det gælder også på forsvarsområdet.

Der er dem i Enhedslisten, der mener, at det var bedre, at vi gik ud af NATO for så alene at være en del af et nordisk samarbejde. Der må jeg sige, at det ser jeg ikke for mig. NATO er den sikkerhedspolitiske grundsten for Danmark, men det betyder ikke, at vi ikke ved siden af den og som supplement til det arbejde kan have et rigtig godt samarbejde med de øvrige nordiske lande, og det er lige præcis det, det handler om. Debatten nu handler om, hvordan vi kan gøre status, men også hvordan vi kan kigge fremad, når det gælder det nordiske samarbejde. Og det er heldigvis sådan, at det er højt prioriteret i alle de nordiske lande, og at samarbejdet bliver stadig mere udbygget og udviklet eksempelvis på områderne for kapacitetsopbygning, operativt samarbejde, øvelsessamarbejde og også på uddannelsesdelen.

Der er også en rigtig god og positiv dialog med de andre nordiske lande, i forhold til hvordan vi kan spille en rolle internationalt, hvordan vi kan løfte i flok. At det også er noget, den danske regering prioriterer, fremgår dels af regeringsgrundlaget, dels af vores konkrete indsatser i det nordiske samarbejde. Og når jeg siger, at det nordiske samarbejde er inde i en positiv udvikling, kan jeg nævne, at der på forsvarsministermødet i december 2013 blev vedtaget en fælles vision for at uddybe og styrke det nordiske forsvarssamarbejde frem til 2020. Det er en klar tilkendegivelse af, at vi ikke bare ser på det nordiske samarbejde som noget, vi taler om ved festlige lejligheder, men at vi også lægger et stykke arbejde i det, og at vi engagerer os med en langsigtet plan. Jeg deler hr. Bertel Haarders både engagement, men også ønske om, at såvel danske ministre som andre nordiske ministre investerer i det her samarbejde. Det er første gang, at der er vedtaget sådan en vision, og det illustrerer, at vi også arbejder mere strategisk og langsigtet i NORDEFCO-regi.

Men vi har også meget at arbejde sammen om. Det arktiske område er blevet nævnt, og jeg kan sige, at vi jo netop nu er i gang med i Danmark at undersøge, hvad forsvarets opgaveløsning i Arktis skal være i fremtiden. I den forbindelse indgår det som en meget vigtig komponent, at vi jo dér også kan samarbejde og skal samarbejde med andre lande. Det gælder de nordiske lande, og det gælder alle lande i regionen. For udfordringen er, som flere har været inde på, den, at geografien er så enorm og klimaet kan være så barskt, at vi er nødt til at hjælpe hinanden, hvis uheldet er ude.

Så formålet med det arbejde, der er i gang netop nu, er at se på, hvad Danmark kan stille med, men jo altså også, hvordan vi kan samarbejde med andre, sådan at vi kan få hjælp udefra, hvis der sker uheld eller katastrofer, men jo også sådan, at Danmark kan bidrage til at hjælpe andre, hvis det er dem, der står i den situation. Så det står meget højt på dagsordenen.

Her vil det jo være interessant også at udnytte det tætte samarbejde, vi har med forsvaret i de øvrige nordiske lande. Hr Bertel Haarder var inde på, at der bliver tænkt tanker om et endnu tættere samarbejde. Jeg vil sige, at jeg synes, vi skal være åbne over for at knytte tættere bånd, men også at vi skal gøre det der, hvor det giver mening, der, hvor vi i praksis kan gøre en forskel. Et meget, meget godt eksempel på, at Danmark og andre nordiske lande har gjort en forskel, er jo den indsats, der har været med at få kemiske stoffer ud af Syrien. Det var en mission ledet af Danmark, hvor Norge, Sverige og Finland også indgik som meget vigtige partnere. Og for mig er det også et skoleeksempel på, at her viser de nordiske lande, at vi kan arbejde tæt sammen, og at vi kan løfte en opgave – ikke at det var de nordiske lande alene, men det var med et meget, meget stort nordisk aftryk, som vi kan være stolte af, og som man også kan bruge fremadrettet.

Det gælder også i forhold til FN-missioner – det gælder i virkeligheden til lands, til vands og i luften – at her bør vi have en interesse i at arbejde endnu tættere sammen, fordi vi har nogle kompetencer, vi har nogle værdier, vi har en historik, vi har et samarbejde, der gør, at man stoler på de nordiske lande i det internationale samfund, og vi stoler på hinanden og vil dermed også være i stand til at kunne levere en fælles indsats.

Hr. Steen Gade var inde på, om man ikke også, når det gælder beredskabsområdet, skal arbejde endnu tættere sammen, og henviste til Hagaerklæringen fra 2009 og sagde: Hvad sker der så nu? Den gode nyhed er, at på ministermødet i juni 2013 blev Haga II-erklæringen vedtaget. Den har i høj grad sit fokus på, hvordan vi kan bistå hinanden i katastrofesituationer og også pludseligt opståede situationer, hvad enten det er naturkatastrofer eller angreb, eller hvad det måtte være.

Vi har desværre med Norge som det meget triste eksempel set, at der også kan ske meget voldsomme handlinger på nordisk grund. Vi har også bemærket, at naturen kan slå voldsomt til på tværs af landegrænser og i vores forskellige lande. Derfor er det blevet besluttet, senest den 27. juli 2014 på et møde, som jeg selv deltog i, i Oslo, at have fælles nordiske indsatsmoduler, som kan bruges i tilfælde af katastrofer i den nordiske eller arktiske region. Indsatsmodulerne tænkes at blive tilknyttet Europa-Kommissionens pulje af civile kapaciteter, og det er et klart, konkret skridt i retning af, at også når det gælder beredskabsområdet, skal vi kunne arbejde tættere sammen. Så hr. Steen Gades rigtige vision er på vej til at blive virkeliggjort. Vi kan selvfølgelig blive endnu bedre, og det vil vi også arbejde på, men det er i høj grad noget, der ligger mig som minister og regeringen på sinde, og det er også noget, man er optaget af i de øvrige nordiske lande, og det synes jeg er rigtig fornuftigt.

Vi ser det også i forhold til en indsats i Østafrika. Vores udsendte nordiske militærrådgivere i Kenya har et nært samarbejde og koordinerer vores bidrag til at opbygge en reaktionsstyrkeenhed i hovedkvarteret der, i Nairobi. Vi ser også, at man gerne vil samarbejde om f.eks. FN-missioner i Afrika; det kan være med transportkapacitet. Der kan være konkrete forhold, der gør, at man ikke i en given operation har mulighed for det, men tanken om, at man i fællesskab fra de nordiske landes side kan gå ind og tage perioder, hvor vi eksempelvis stiller transportfly eller anden logistik til rådighed, sådan at når et dansk bidrag har været der et stykke tid, bliver det afløst af et norsk, svensk eller finsk, er god og rigtig. Og det vil vi meget gerne arbejde sammen om.

Det gælder også om det, man måske ikke nødvendigvis på nordisk, hvis der findes et sådant sprog – i gamle dage talte man jo om, at når man var på charterferie, kunne man tale skandinavisk – men i hvert fald på godt jysk synes kunne være fornuftigt, nemlig at man ved at samarbejde også kan spare penge. Det er dermed også en måde, hvorpå de nordiske skatteborgere får mere for deres kroner. Det gælder, når de går ind og ser, at vi f.eks. med lufttransport arbejder tættere sammen. Når det gælder uddannelse af f.eks. specialstyrker, har vi fået en bedre uddannelse til færre penge ved at gå sammen i Norden. Når det gælder ammunitionsindkøb og andet i fremtiden, er der også et stort potentiale.

Med andre ord er der, både når man ser på forsvaret isoleret set; når man ser på de enkelte nordiske lande hver især; når man ser på Norden som sådan; når man ser på hele det arktiske område; og når man ser på det globalt, al mulig grund til, at vi fortsat styrker det nordiske samarbejde. Det skal ikke gå i stedet for, hvad vi har i NATO eller FN, men i kraft af at vi har det tætte, tætte bånd mellem de nordiske lande og viljen til og ønsket om at udvikle det, kan vi løfte opgaver i FN-regi og løfte opgaver i vores eget område og også være med til at sætte politiske dagsordener, som der er brug for.

Det er klart noget, som regeringen er optaget af og vil arbejde videre med, og det er også det, som redegørelsen er et udtryk for, og derfor er jeg også glad for den store opbakning, som den linje, som regeringen her har fremlagt, har mødt i dag. Jeg takker også for de mange indspark til, hvordan vi kan gøre det endnu stærkere. Og jeg håber, at det engagement, som jeg oplever i denne Folketingssal, også vil gøre sig gældende i parlamentssalene rundtom i Norden; det er også mit klare indtryk. Jeg vil derfor også gerne benytte lejligheden til i dag at rette en særlig tak til de danske parlamentarikere, men også til de øvrige nordiske parlamentarikere, som investerer tid og kræfter i det her arbejde.

Tak til forsvarsministeren. Trods en relativt stor enighed er der alligevel et par korte bemærkninger. Den første er fra Finn Sørensen fra Enhedslisten.

Tak, og tak til ministeren, og tak for takken – og sådan kan vi takke hinanden. Men jeg er nu alligevel lidt skuffet over ministerens redegørelse her. For jeg synes overhovedet ikke, ministeren forholdt sig til de ordførere – det var jo ikke kun undertegnede – der påpegede problemerne med beredskabet i det arktiske. Så jeg vil gerne bede ministeren prøve en gang til: Kan vi ikke få lidt mere konkret at vide om, hvad der gøres for at imødegå kritikken fra Rigsrevisionen? Og det gælder både det, som Danmark selv har ansvaret for i det arktiske, men jo også i forhold til, hvad vi kan bruge det nordiske samarbejde til.

Jeg har et konkret spørgsmål til noget, ministeren kom med. Hvorfor skal det fælles nordiske beredskab, som vi nu kan udvikle, tilsluttes EU's katastrofepulje? Altså, EU har jo som sådan ikke noget at gøre i det arktiske, og som nordiske lande burde vi vel i fællesskab være i stand til selv at styre det. Jeg forstod ikke helt værdien i det.

Så har jeg også et andet spørgsmål: Er det økonomien, der mangler i forhold til at styrke beredskabet? Det kunne vi jo godt gøre fra Danmarks side. Vi kunne jo f.eks. anskaffe et Challengerfly eller to mere, så vi var sikre på, at der hver eneste dag, time og sekund var den fornødne overvågning i det arktiske. Det ville koste en hulens masse penge, men der har vi jo et godt finanseringsforslag fra Enhedlistens side: Drop de der ca. 30 mia. kr., man vil bruge på kampfly, som alligevel ikke kan bruges deroppe. Tak.

Ministeren.

Et kort øjeblik var jeg lige ved at tro, at Enhedslisten ville til at foreslå forhøjede forsvarsudgifter. Det havde været interessant i sig selv.

Jeg forstår ikke helt hr. Finn Sørensens bemærkninger om, at jeg ikke kom ind på beredskabet. Det var faktisk det allerførste emne, jeg tog op. Jeg sagde, vi har en klar udfordring, når det gælder beredskabet i hele det arktiske område, og det gælder selvfølgelig også Grønland. For geografien er så enorm, og klimaet er så barskt, og hvis det går galt, kan det have meget store konsekvenser. Det er grunden til, at vi for det første investerer i bedre skibe til Grønland, men også øger vores helikopterkapacitet med bedre helikoptere, som er blevet købt ind til det formål.

Men mit budskab var sådan set i forhold til skridtet videre, nemlig at vi derudover jo også er i gang med en gennemgribende analyse af, hvad det er for nogle ting, hvad det er for nogle kapaciteter, man fra forsvarets side fremadrettet har brug for for at kunne udføre arbejdet i Arktis. Og en meget vigtig del af det arbejde er at se på, hvilke samarbejdspartnere det giver god mening at have, og der er de nordiske jo helt oplagte. Men det er jo ikke kun dem, som vi skal arbejde sammen med, og sådan hørte jeg i øvrigt også hr. Finn Sørensens indlæg tidligere i dag.

Så er det hr. Finn Sørensen.

Tak. Jamen det kan så enten skyldes min uvidenhed om, hvad der rent faktisk arbejdes med, eller måske er problemet, at man så ikke har gjort nok ud af at oplyse Folketinget. Jeg skal ikke udelukke, at det er mig, der er bagud.

Men så kan jeg da i hvert fald spørge ministeren, hvad tidsplanen er for at komme med de konkrete løsningsforslag, som skal til, for at man kan sige, at nu har man fulgt helt og fuldt op på Rigsrevisionens kritik, så vi er sikre på, at der er det fornødne beredskab i Arktis. Hvad er tidsplanen for det?

Så er det ministeren.

Jeg er kun glad for at få lejlighed til her at nævne det, der allerede er gjort, nemlig at der er bedre skibe på vej til Grønland, at vi også får helikoptere med en langt større aktionsradius til Grønland, og at vi derudover er i gang med at se på, hvordan vi kan styrke beredskabet yderligere. Hr. Finn Sørensen var også inde på, at et Challengerfly har opereret i det grønlandske, og i øjeblikket er man også i gang med at se på, hvad vi fremadrettet kan gøre med det fly og med andre kapaciteter. Den analyse er i fuld gang, og jeg forventer, at resultatet vil ligge klar inden for få måneder, sådan at vi i Folketinget kan tage beslutninger på baggrund af det.

Tak til ministeren. Så er der en enkelt mere, og det er hr. Bertel Haarder.

Tak til ministeren for engagement og klare svar. Jeg forstod på ministeren, at han faktisk vil interessere sig for både Thorvald Stoltenbergs og Nils Wangs forslag om indsats, styrke og kystvagtstyrke.

Jeg bad om ordet for at oplyse, at der for 14 dage siden var en nordisk forsvarsrundbordskonference i Oslo, hvor ministerens norske kollega, Ine Eriksen Søreide, holdt et meget spændende indlæg. Vi fik spændende svenske analyser, og jeg fik det indtryk, at Finland på visse måder er mere NATO-aktiv end mange NATO-medlemslande. Men det skal jeg ikke uddybe.

Jeg ville bare gerne have ministeren til at love, at han vil forberede sig på, at han i givet fald er vært for en lignende nordisk rundbordskonference næste år, for nu er det nemlig blevet en nordisk tradition. Det startede i Helsinki, fortsatte i Oslo, og så skal det selvfølgelig fortsætte i København næste år, og det skal forberedes i tide. Så uanset hvilken minister vi har, er det vigtigt, at den nuværende minister er optaget af det.

Ministeren.

Jeg er meget optaget af de spørgsmål og i det hele taget det nordiske samarbejde. Jeg kan jo sige, at når det gælder hele beredskabssamarbejdet, som hr. Steen Gade var inde på, så er det Danmark, der overtager formandskabet næste gang, og der vil til næste år i februar måned blive afholdt et møde i Århus, hvor man her ser på, hvordan vi kan styrke beredskabet. Hvad der i øvrigt måtte være af konferencer og rundbordssamtaler, vil jeg meget gerne drøfte med hr. Bertel Haarder, og jeg er sikker på, at vi – ligesom vi også har gjort det i andre sammenhænge, hvor man har kunnet se, at Danmark har kunnet gå ind og spille en rolle – også vil kunne finde en fornuftig måde at håndtere det på. Så jeg er meget åben over for den idé.

Tak. Og hr. Bertel Haarder ikke brug for det andet spørgsmål, så jeg siger tak til forsvarsministeren.

Jeg kan konstatere, at da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen afsluttet.