L 194 - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 4: Spm., om baggrunden for, at der gælder en endelighedsbestemmelse for Flygtningenævnets afgørelser, når den samme bestemmelse ikke gælder for Udlændingenævnets afgørelser, til justitsministeren

Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik 2014-15 (1. samling)
L 194
Offentligt

Udlændingeafdelingen

Folketinget

Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik

Christiansborg

1240 København K

Dato:

Kontor:

20. maj 2015

Kontoret for Humanitært

ophold og udsendelser

Sagsbeh: Michael Schaumburg-

Müller

Sagsnr.: 2015-0037-0127

Dok.:

1601925

Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr. 4 vedrørende forslag til lov om

ændring af udlændingeloven (Kompetenceændring i relation til sager om

humanitær opholdstilladelse m.v.) (L 194), som Folketingets Udvalg for

Udlændinge- og Integrationspolitik har stillet til justitsministeren den 11.

maj 2015. Spørgsmålet er stillet efter ønske fra medlem af Folketinget Jo-

hanne Schmidt-Nielsen (EL).

Mette Frederiksen

Moya-Louise Lindsay-Poulsen

Slotsholmsgade 10

1216 København K.

Telefon 7226 8400

Telefax 3393 3510

www.justitsministeriet.dk

[email protected]

L 194 - 2014-15 (1. samling) - Endeligt svar på spørgsmål 4: Spm., om baggrunden for, at der gælder en endelighedsbestemmelse for Flygtningenævnets afgørelser, når den samme bestemmelse ikke gælder for Udlændingenævnets afgørelser, til justitsministeren

Spørgsmål nr. 4 fra Folketingets Udvalg for Udlændinge- og Integra-

tionspolitik vedrørende forslag til lov om ændring af udlændingeloven

(Kompetenceændring i relation til sager om humanitær opholdstilla-

delse m.v.) (L 194):

”Ministeren bedes oplyse, baggrunden for, at der gælder en

endelighedsbestemmelse for Flygtningenævnets afgørelser, når

den samme bestemmelse ikke gælder for Udlændingenævnets

afgørelser?”

Svar:

Det følger af udlændingelovens § 56, stk. 8, jf. lovbekendtgørelse nr.

1021 af 19. september 2014, at Flygtningenævnets afgørelser er endelige

(endelighedsbestemmelsen).

Endelighedsbestemmelsen blev oprindeligt indsat i udlændingeloven som

§ 56, stk. 4 (nu § 56, stk. 8), ved lov nr. 226 af 8. juni 1983.

Bestemmelsen var i lovforslaget, jf. lovforslag nr. L 105 af 20. februar

1983 (Folketingstidende 1982-83, tillæg A, sp. 2043), oprindeligt formule-

ret således:

”§

53.

….

Stk. 3.

Nævnets afgørelser kan ikke indbringes for anden administrativ myndig-

hed.”

Lovforslaget bygger med visse ændringer af redaktionel karakter på lov-

udkastet i betænkning nr. 986/1982 om udlændingelovgivningen.

Af lovforslagets specielle bemærkninger, jf. lovforslag nr. L 105 af 20. fe-

bruar 1983 (Folketingstidende 1982-83, tillæg A, sp. 2060-2061), fremgår

bl.a. følgende:

”Til §§ 51-54

Bestemmelserne, der fastsætter de nærmere regler om flygtningenævnet og dets

virksomhedsområde m.v., svarer til betænkningsudkastets §§ 47-50. Der henvises

til betænkningen, side 226ff. I lovforslagets § 53, stk. 3, er det i overensstemmelse

med udvalgets bemærkninger (side 230) præciseret, at flygtningenævnets afgørel-

ser er endelige i den forstand, at de ikke kan indbringes for anden administrativ

myndighed.”

Betænkningsudkastet, jf. betænkning nr. 968/1982, er, for så vidt angår be-

stemmelserne om Flygtningenævnet, herunder endelighedsbestemmelsen,

opdelt i et flertalsforslag (lovudkastets § 49, stk. 3) og et mindretalsforslag

(lovudkastets § 49, stk. 4), jf. side 117.

Endelighedsbestemmelsen havde ifølge begge forslag samme ordlyd som

bestemmelsen i dag. Følgende fremgår bl.a. af flertallets bemærkninger til

den foreslåede bestemmelse, jf. side 230:

”Nævnets afgørelse træffes ved stemmeflerhed, og afgørelserne er endelige. Heri

ligger, at de ikke kan påklages til justitsministeren, jfr. herved § 43, stk. 2. Justits-

ministeren kan således ikke meddele en udlænding opholdstilladelse som konven-

tionsflygtning, når nævnet har stadfæstet et afslag på en sådan ansøgning. Derimod

kan justitsministeren efter omstændighederne meddele udlændingen opholdstilla-

delse på andet grundlag, f.eks. som B-flygtningen eller som følge af ægteskab med

en herboende person.

At nævnets afgørelser er endelige, betyder ikke, at en ansøgning om opholdstilla-

delse som flygtning ikke kan fremsættes på ny, hvis der foreligger ændringer i ud-

lændingens forhold, eller andre omstændigheder, der bevirker, at grundlaget for

afgørelsen er forandret. I så fald må ny ansøgning indgives til tilsynet med udlæn-

dinge med henblik på behandling i 1. instans.”

Af mindretallets bemærkninger til den foreslåede bestemmelse, jf. side

240, fremgår bl.a. følgende:

”Stk. 4 svarer til flertalsudkastet § 49, stk. 3. Bestemmelsen fastslår, at nævnets

afgørelser ikke kan indbringes for domstolene.

Nævnets afgørelser kan ej heller omgøres af justitsministeren. Indbringer en asyl-

ansøger, der har fået afslag fra flygtningenævnet, sin sag for justitsministeren, kan

ministeren således ikke meddele den pågældende opholdstilladelse som flygtning.

Derimod er der naturligvis intet til hinder for, at ministeren i medfør af sin almin-

delige beføjelse (jfr. udkastet § 9 a, nr. 4 og § 43, stk. 2) kan meddele opholdstilla-

delse på rent humanitært grundlag.

Bestemmelsen i stk. 4 udelukker ikke, at flygtningenævnet foretager omprøvning

af sagen, f.eks. hvis asylsøgeren bringer nye elementer ind i sagen, der afgørende

ændrer grundlaget for den oprindelige beslutning. Afgørelsen af, hvorvidt om-

prøvning skal tillades, kunne tænkes henlagt til nævnets formand.”

Under Folketingets behandling af lovforslaget blev ordlyden af endelig-

hedsbestemmelsen ændret til dens nuværende formulering:

”§

53.

…

Stk. 4.

Nævnets afgørelser er endelige.”

Spørgsmålet om endelighedsbestemmelsens rækkevidde har efterføl-

gende været til prøvelse ved domstolene, og ved Højesterets dom af 16.

juni 1997 udtalte Højesterets flertal således (Ugeskrift for Retsvæsen 1997,

side 1157):

”Det har i mange år – også før Grundloven af 1953 – været fast antaget, at domsto-

lenes adgang til efter grundlovens § 63 at prøve forvaltningsafgørelser i et vist om-

fang nærmere kan bestemmes ved lov. Efter ordlyden af og forarbejderne til ud-

lændingelovens § 56, stk. 7, fremgår det efter vores opfattelse med tilstrækkelig

klarhed, at det har været lovgivningsmagtens hensigt med denne bestemmelse at

afskære indbringelse af afgørelser truffet af Flygtningenævnet for domstolene i det

omfang, dette følger af en sædvanlig forståelse af endelighedsbestemmelser i lov-

givningen. Vi har herved lagt vægt på,

Flygtningenævnet er et sagkyndigt nævn

af domstolslignende karakter,

justitsministerens lovforslag efter sin ordlyd alene

indebar, at Flygtningenævnets afgørelser ikke kunne indbringes for anden admini-

strativ myndighed, og

denne ordlyd under Folketingets behandling blev ændret

til den gældende affattelse af § 56, stk. 7.”

Ved lov nr. 365 af 6. juni 2002 blev Flygtningenævnets sammensæt-

ning ændret. Lovændringen indeholdt ingen ændringer i endelighedsbe-

stemmelsen, men af lovforslagets almindelige bemærkninger, pkt. 5.1.,

jf. lovforslag nr. L 152 af 28. februar 2002 (Folketingstidende 2001-02,

1. samling, tillæg A, side 3970-3971), fremgår bl.a. følgende:

”Flygtningenævnet er kendetegnet ved at være et uafhængigt og domstolslignende

organ. Nævnet er således uafhængigt af den politiske proces og kan ikke modtage

direktiver fra regering eller folketing. Flygtningenævnets afgørelser er endelige, jf.

udlændingelovens § 56, stk. 8. Dette er senest blevet fastslået ved Højesterets dom

af 26. januar 2001 (UfR 2001.861H), hvor Højesteret udtalte, at »domstolsprøvelse

af Flygtningenævnets afgørelser er begrænset til en prøvelse af retsspørgsmål, her-

under mangler ved afgørelsesgrundlaget, sagsbehandlingsfejl og ulovlig skøns-

udøvelse. Foreligger der ikke omstændigheder som nævnt, er der ikke grundlag for

at fravige endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 7 (nu § 56, stk.

8).«”

Efter ændringslovens vedtagelse har spørgsmålet om endelighedsbe-

stemmelsens rækkevidde på ny været til prøvelse ved domstolene. Af Ve-

stre Landsrets dom af 31. maj 2005, der blev stadfæstet af Højesteret den

15. februar 2007 i henhold til de af landsretten anførte grunde, fremgår

følgende (Ugeskrift for Retsvæsen 2007, side 1287):

”Ordlyden i endelighedsbestemmelsen i udlændingelovens § 56, stk. 8, blev ikke

ændret ved lov nr. 365 af 6. juni 2002. I bemærkningerne til lovforslaget, jf. Folke-

tingstidende 2001-2002, tillæg A, side 3971-3972, er det forudsat, at nævnets afgø-

relser også efter lovændringen er endelige. Herefter, og da Flygtningenævnet også

efter lovændringen er et sagkyndigt nævn af domstolslignende karakter, er der ikke

grundlag for at antage, at endelighedsbestemmelsen i lovens § 56, stk. 8, efter lov-

ændringen skal fortolkes anderledes end sket før lovændringen.”