Tak for det, og tak for ordet.
Når alderen trykker efter et langt, godt liv, oplever nogle jo desværre, at de ikke kan det, som de plejede at kunne i deres eget liv, og så er det, at vi som fællesskab har ansvar for at sikre en god hjælp og en god pleje til de ældre medborgere – vel at mærke den rette hjælp og på rette tid.
Jeg tror, vi alle sammen kan sætte os ind i, at det bedste er, hvis man kan blive ved med at kunne det, man har kunnet hele tiden, altså selv bestemme, hvornår man vil ud af sengen, hvornår man vil ud af døren, hvornår man vil spise, hvornår man vil på toilettet og alle de andre ting, men ældre, som har mistet mange af de funktioner, de ellers har haft hele livet, kan opleve at blive afhængige af hjælp udefra for at kunne de ting.
Jeg mener, at det mest værdige er, at vi går så langt, som vi overhovedet kan, for at sørge for, at alle de her dagligdags gøremål, som man måske ikke tænker over hvor vigtige er, når man kan dem, skal mennesker kunne så lang tid som overhovedet muligt.
Vores ældre medborgere skal ikke sidde og vente på en hjemmehjælper for at kunne komme på toilettet, hvis vi ved at indrette hjælpen anderledes og f.eks.
have mere træning kan sørge for, at de selv kan det.
Det er det, der er hele afsættet for den lovgivning, vi behandler her i dag.
De spændende forhandlinger, vi havde i foråret, endte jo med en politisk aftale om fremtidens hjemmehjælp, og det var jo en opfølgning på Hjemmehjælpskommissionens rigtig, rigtig gode arbejde.
Lovforslaget justerer fire forskellige elementer i serviceloven, som vil fremtidssikre vores hjemmehjælp.
Det handler om at sikre, at kommunerne systematisk arbejder med rehabiliteringsforløb, og at de arbejder ud fra et fælles udgangspunkt og et fælles lovgrundlag, og det er jo det korte svar på spørgsmålet om, hvorfor vi laver en lovændring, når nu så mange kommuner allerede er i gang med det her.
Justeringerne handler om fire ting.
For det første drejer det sig om at sikre, at modtageren af hjemmehjælp bliver tilbudt et kortere målrettet rehabiliteringsforløb, altså at det nye udgangspunkt for hjemmehjælp i det her land bliver, når man mødes første gang, kommunens visitator og den ældre, der ikke længere kan det, han eller hun plejer at kunne, at det spørgsmål, der er i centrum, er:
Hvordan kan vi sikre, hvad kan vi gøre for at sikre, at du igen skal kunne det, du har kunnet før, at du i fremtiden også kan bestemme over dit eget liv, hvornår du vil op af sengen, hvornår du vil ud af døren, hvornår du kan komme på toilet og de andre ting, som ældre borgere i dag får praktisk hjælp til.
Det betyder altså, at kommunalbestyrelserne fremover bliver forpligtet til at have det her som deres primære fokus og deres fokus i det første møde med den ældre, altså hvordan der kan blive sørget for, at borgerne får det funktionsniveau tilbage, de har haft før, så de dermed bliver mere selvhjulpne, og så de dermed kan leve livet, som de selv vil, længere.
Og det er klart, at resultatet af den vurdering vil være forskellig fra person til person.
Der er nogle, der vil opleve, at de igen kan blive fuldstændig selvhjulpne, der er andre, der vil opleve, at de kan klare nogle af udfordringerne i hverdagen selv og må modtage hjælp til resten, og der er nogle igen, der vil vise sig ikke at have gavn af hjælp til selvhjælp, fordi deres funktionsnedsættelse er så varig, at de må få den hjælp, som vi kender i dag efter servicelovens § 83.
Det er jo lige præcis den brede tilgang, der skal være til de ældre borgere med den her lovændring.
For det andet bliver kommunalbestyrelserne forpligtet til at fastsætte individuelle mål for den enkelte modtager.
Sådan er det ikke i dag, og det mener jeg er et meget stort og kan blive et meget stort kvalitetsløft.
Der skal sættes individuelle mål for hjemmehjælpen.
Mennesker er forskellige, og derfor skal målene også være forskellige.
Jeg glæder mig meget til at følge, hvad det kommer til at betyde.
For det tredje justeres der, så man stopper med at skelne mellem varig og midlertidig hjælp.
Al hjælp skal have det hovedformål, at modtageren bliver styrket i at kunne klare sig selv – igen med det for øje, at vi vel alle sammen helst selv vil bestemme over vores eget liv, og så skal hjælpen justeres løbende i forhold til den enkeltes udvikling, som jo kan gå tilbage, men heldigvis også kan gå frem.
Sådan er livet forskelligt, afhængigt af hvilke kort vi får på hånden.
For det fjerde foreslår vi med lovforslaget, at man stopper kravet om, at modtageren har en kontaktperson.
Det er meget enkelt, hvorfor vi gør det, det er, fordi der er blevet peget på det af både en ekstern undersøgelse og af Hjemmehjælpskommissionen, nemlig at der ikke er særlig mange ældre, der kender ordningen, og at den ikke har bidraget væsentligt til at sikre mere sammenhæng og kvalitet.
I stedet har vi i den politiske aftale drøftet andre muligheder for at sikre en ordentlig sammenhæng og en ordentlig tryghed for den ældre, i forhold til hvad det er for en hjælp, man får.
Man må sige, at med den her ændring får kommunalbestyrelserne større frihed til at beslutte sig for, hvad der er den mest fornuftige og trygge kontakt med borgerne, og jeg vil da gerne sige meget klart, at med den større frihed følger også et tilsvarende større ansvar.
Man kan ikke læne sig tilbage og sige, at vi har en kontaktpersonordning, og så er den hellige grav velforvaret, som man kunne tidligere, og hvor for få ældre kendte til det.
Nu har man et større ansvar for at sikre, at man har en fornuftig og tryg kontakt med borgeren.
Så vil jeg gerne sige til sidst, at jeg også har hørt mange af de bekymringer, der har været.
Jeg synes jo, vi har haft en rigtig god debat om det her.
Vi, forligspartierne og Folketingets partier i det hele taget, har diskuteret det løbende, og der har også været, som jeg forstår det, en del dialog med de forskellige høringsparter, og jeg synes, vi er landet med et rigtig fornuftigt lovforslag.
Noget af det, der bliver spurgt ind til fra hr.
Finn Sørensens side, er jo nogle af de justeringer, der faktisk er lavet på baggrund af forhandlingerne, og jeg er sikker på, at vi kan få klarlagt det under udvalgsbehandlingen.
Så jeg vil bare til sidst slå noget fast.
Et rehabiliteringsforløb kan jo afsluttes af forskellige årsager, enten fordi man er blevet fuldstændig selvhjulpen, fordi træningen har løftet en så meget, som man kan blive løftet, eller fordi man ikke magter at være del af det rehabiliteringsforløb mere, og så er det jo med lovforslaget helt klart, at så starter arbejdet med at vurdere, hvilken hjælp borgeren skal have efter den § 83, hjemmehjælpsparagraffen, som vi kender i dag.
Og hele vejen rundt, fra det første møde med borgeren, over fastsættelse af de individuelle mål, hele vejen igennem rehabiliteringsforløbet, er det jo den enkelte borger, der er i centrum for det her.
Jeg glæder mig rigtig meget til debatten om lovforslaget.
Jeg er rigtig glad for, at vi på den her måde får fremtidssikret hjemmehjælpen i Danmark, så vi også i fremtiden kan tage os ordentligt af de mennesker, der ikke kan genvinde den funktionsevne, de har tabt.
Det kan være, fordi de er blevet meget svært demente, fordi de har overlevet en meget alvorlig sygdom, der har efterladt dem så skadet i kroppen, at de ikke kan klare sig selv, men jeg er også rigtig glad for, at vi i fremtiden får en hjemmehjælp, der for de rigtig mange ældre, der lever længere og er sunde og raske, sikrer, at de kan blive ved med at være herre i eget hus, selv bestemme over deres eget liv, så lang tid som overhovedet muligt.
Socialdemokraterne støtter forslaget – hvis man skulle være i tvivl.