PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportudvalget 2014-15 (1. samling)
L 20 Bilag 1
Offentligt

NOTAT

Dato

J. nr.

8. oktober 2014

2011-990

Høringsnotat vedrørende L 20 - forslag til lov om offentlige veje

m.v.

Et udkast til lovforslag har fra den 7. juli 2014 til den 11. august 2014 været

sendt i høring. Lovforslaget har også været offentliggjort på høringsportalen.

Følgende myndigheder og organisationer m.v. er blevet hørt: Advokatsamfun-

det, CFL cargo Danmark ApS, COWI, Danske Advokater, Danske Boligadvoka-

ter, Den Danske Landinspektørforening, Dansk Ejendomsmæglerforening,

Dong Energy, Dansk Erhverv – Høringssager, De Ledende Landinspektører,

Dansk Logistik og Transport – DTL, Dansk Industri, Dansk Ledningsejerfo-

rum, Danske Regioner, Danske Speditører, Energinet.dk, FDM, Fritidshusejer-

nes Landsforening, Grundejeren.dk, HK Trafik & Jernbane, HMN I/S, Institut

for planlægning, Roskilde Universitet, Kommissariaterne, KL, Kommunal Tek-

nisk Chefforening, Kommunal Vejteknisk Forening, Københavns Universitet –

Institut for geografi og geologi, Landbrug og Fødevarer, Landinspektørfirmaet

LE34, Parcelhusejernes Landsforening, SEAS NVE, Rambøll, Rådet for Bære-

dygtig Trafik, Rådet for Sikker Trafik, Teknologisk Institut, Videncentret for

landbrug, Aalborg Universitet – sektion for Geoinformatik og Arealforvaltning

og Aalborg Universitet, Institut for miljø, samfund og rumlig forandring.

Høringssvarene med bemærkninger

Transportministeriet har modtaget 26 høringssvar. De modtagne høringssvar er

vedlagt som bilag til høringsnotatet.

I det følgende gennemgås de væsentligste emner fra høringssvarene. Transportmi-

nisteriets bemærkninger er anført i kursiv. Høringssvarene er gennemgået i hoved-

træk, hvorfor ikke alle forhold i høringssvarene er kommenteret.

Definitioner (§ 3)

LE34 foreslår, at der tilføjes en definition på begrebet ”nedklassificering”, som bl.a.

bruges i lovforslagets § 17 (nu paragraf 15).

Transportministeriet er enig i, at det kan være hensigtsmæssigt med en sådan

definition. Definitionen er derfor tilføjet lovforslagets § 3.

Vejmyndighedernes forpligtelser (§§ 8 og 9)

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

DTL anfører i sit høringssvar, at foreningen oplever, at mange kommuner forsøm-

mer pligten til at holde deres veje i den stand, som trafikkens art og størrelse kræ-

ver. Foreningen oplever, at mange kommuner gennem deres regulering af trafikken

bevidst reducerer fremkommeligheden og derved skaber ”falsk trængsel”.

Transportministeriet skal hertil anføre, at det generelt i lovforslaget har været

hensigten at øge mulighederne for bedre koordination mellem vejmyndigheder

om vejplanlægningen, herunder koordination af anlægs- og vedligeholdelsesar-

bejder, og mellem vejmyndigheder og ledningsejere om større ledningsarbejder.

Det er ministeriets opfattelse, at dette vil bidrage til at sikre fremkommeligheden

på vejene – også i kommunerne. Derudover er kravene til samarbejde mellem

vejmyndighederne generelt øget i lovforslaget.

Endvidere skal det bemærkes, at vejloven alene skaber rammerne for planlæg-

ning, administration, vedligeholdelse mm. af de offentlige veje. Regulering af

færdslen på vejene ligger i anden lovgivning – primært færdselslovgivningen.

DTL bifalder, at der i forslagets § 11 (nu § 9) skabes rammer for samarbejde og ko-

ordinering mellem vejmyndighederne, herunder fælles trafikstyringscentraler, men

foreslår, at samarbejdet gøres obligatorisk. KL og Københavns Kommune ønsker

derimod, at det fastholdes, at samarbejdet skal ske på frivilligt grundlag.

Transportministeriet finder, at det som udgangspunkt er tilstrækkeligt, at der

med forslaget skabes rammer for, at vejmyndighederne på frivillig basis kan

samarbejde og koordinere, og at der åbnes mulighed for, at vejmyndighederne

kan gå sammen om fælles trafikstyringscentraler. Transportministeriet skal dog

henlede opmærksomheden på § 9, stk. 2, hvorefter transportministeren kan fast-

sætte regler om, hvordan samarbejdet om trafikstyringscentraler skal tilrette-

lægges. Transportministeriet fastholder på den baggrund forslaget.

FDM foreslår, at der i lovforslaget indføres et uafhængigt vejtilsyn, der kan føre

tilsyn med de offentlige veje, og henstille til udbedring af uhensigtsmæssigheder,

farlige vejforløb etc.

Det er efter Transportministeriets opfattelse mest hensigtsmæssigt at fastholde

det princip, at det er den offentlige vejmyndighed, der er ansvarlig for at drive og

vedligeholde de offentlige veje og i den forbindelse fører tilsyn med de veje, de har

ansvaret for.

Op- og nedklassificering af offentlige veje (§ 15)

FDM ønsker, at beskrivelsen af, hvornår en privat fællesvej bør være en kommune-

vej, flyttes op i lovteksten.

Landbrug og Fødevarer foreslår, at der er fuld prøvelse i forbindelse med klage over

afgørelser efter denne bestemmelse.

Transportministeriet fastholder forslaget. Det er, både i gældende ret og i lov-

forslaget, udgangspunktet, at det er kommunalbestyrelsen, der skønner, om en

vej skal op- eller nedklassificeres. Dette skøn er baseret på et lokalt kendskab til

Side 2/18

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

trafiksituationen m.v. Dertil kommer, at Transportministeriet vurderer, at det vil

være et voldsomt indgreb i det kommunale selvstyre at indføre statslig efterprø-

velse af dette skøn.

Transportministeriet vurderer, at der med den foreslåede præcisering af, at be-

slutningerne skal træffes efter en samlet konkret, trafikal planlægning, er skabt

den nødvendige klarhed om, på hvilket grundlag kommunerne skal træffe beslut-

ningerne. Det kan oplyses, at der i privatvejslovens § 58 er detaljerede regler om

optagelse af private fællesveje som offentlige veje.

Vejplanlægning (§§ 18-25)

COWI anfører i deres høringssvar, at den nye definition på vejplan ikke er skarp, og

at det er uheldigt, at begrebet kan knyttes til både nogle få linjer i en lokalplan,

kommuneplan eller et større selvstændigt dokument, der indeholder vejmyndighe-

dens samlede anlægsprogram for nye og ombyggede veje.

Transportministeriet finder det nødvendigt, at kommunernes vejplanlægning kan

tilrettelægges så smidigt som muligt. Begrebet vejplan har efter ministeriets vur-

dering altid kunnet dække over vejplanlægning i eksempelvis en lokalplan eller

kommuneplan. Det afgørende er ikke, hvilket plandokument vejplanlægningen

optræder i, men om der er tale om en myndigheds overordnede planlægning af

vejene. Dette er præciseret i bemærkningerne til lovforslagets § 18.

LE34 ønsker, at det præciseres i lovforslagets § 26 (nu § 24), at nabokommuner

skal høres, hvis der i en kommunalbestyrelse træffes beslutning om ændring af en

kommunevejs status eller konstruktion, som kan få betydning for vejens kapacitet

eller fremkommelighed, når vejen skærer eller har forbindelse til en kommunevej i

en anden kommune.

Efter Transportministeriets vurdering fremgår dette allerede tilstrækkeligt tyde-

ligt af såvel bestemmelsen, som bemærkningerne til bestemmelsen.

Vejbidrag (§§ 26-39)

COWI anfører i deres høringssvar, at der med den nye regel i forslagets § 35 (nu §

33) vil opstå diskussioner om, hvorvidt der er en adgang til ejendom eller ej, og at

det vil blive svært at bevise, at der ikke planlægges etableret en adgang.

Transportministeriet skal hertil anføre, at

formuleringen af den gældende lov-

Side 3/18

bestemmelse om ejendomme med adgangsbestemmelser har givet anledning

til meget tvivl om afgrænsningen af bestemmelsen. For en borger, der evt.

skal betale vejbidrag, må det forhold, at vedkommende ikke har eller ifølge

vejmyndighedens planer ikke skal have adgang til vejen, være tilstrækkelig

begrundelse for, at borgeren ikke vil kunne blive pålagt vejbidrag.

COWI, Landbrug og Fødevarer og LE34 har alle bemærkninger til de nye, forenkle-

de fordelingsregler i lovforslagets § 39 (nu § 37).

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet fastholder forslaget. Det har overordnet set været hen-

sigten med lovforslaget at forenkle de nugældende regler om fordeling af vej-

bidrag, som er meget detaljerede og komplicerede, og som ofte medfører, at

kommunernes afgørelser er behæftet med formelle fejl. Forenklingen er både

sket af hensyn til kommunernes administration og af hensyn til borgernes

mulighed for at sætte sig ind i reglerne. Det er Transportministeriets vurde-

ring, at der med lovforslaget er fundet en fornuftig balance mellem disse hen-

syn.

Sikring af vejanlæg (§§ 40-47)

Landbrug og Fødevarer anfører, at det er betænkeligt, at der ikke må etableres or-

ganiseret skovrejsning på byggelinjepålagte arealer.

Indledningsvist skal Transportministeriet bemærke, at pålæg af en vejbyggelinje

medfører, at nye fordyrende indretninger og foranstaltninger kun må etableres

på det areal, der er omfattet af byggelinjen, med vejmyndighedens tilladelse.

ormålet med en vejbyggelinje er at sikre, at en senere vejudvidelse ikke for-

Side 4/18

dyres for det offentlige og at sikre grundejeren mod senere krav om nedriv-

ning af bygninger m.v., der lige så godt kan placeres andre steder på ejen-

dommen. Dette hensyn gør sig efter ministeriets vurdering også gældende for

mere omfattende, organiseret skovrejsning.

Kommissariaterne har en række bemærkninger til de nye regler om fremrykket

overtagelse mv.

Kommissariaternes bemærkninger er indarbejdet i lovforslaget, hvorved flere

bestemmelser er blevet præciseret, uden at det har medført materielle æn-

dringer.

Adgang til offentlige veje (§§ 48-59)

Landbrug og Fødevarer foreslår, at der på baggrund af Betænkning nr. 1391 om

erstatning for vejstøj og forringede adgangsforhold, Trafikministeriets Ek-

spertudvalg 2000, indføres hjemmel til øget erstatningsmulighed.

Transportministeriet skal hertil anføre, at det er blevet vurderet, at betænk-

ningens anbefalinger ikke skal indgå i denne revision af vejloven.

Som reglerne er i dag, kan en ejendom kræves overtaget eller erstattet af

vejmyndigheden, hvis vejadgangen til ejendommen fjernes eller ændres, så

der ikke er vejadgang til ejendommen (fornøden vejadgang). Man får nor-

malt ikke erstatning ved kortvarige, midlertidige eller delvise begrænsninger

i ens adgang til vej, fordi det betragtes som værende noget, man må leve med,

for at vejmyndigheden kan vedligeholde og videreudvikle på vejen.

En ændring af erstatningsreglerne vil medføre, at der generelt lægges op til,

at der kan kræves en bestemt standard af vejadgangen – både hvad angår

vedligeholdelsestandarden og nærheden til en vej. Rent praktisk vil det give

vejmyndighederne store økonomiske og praktiske udfordringer og vil hæmme

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

udviklingen i vejnettet og dermed påvirke udviklingen i trafiksikkerhed og

trafikafvikling

COWI foreslår, at høringsfristen for fastsættelse af adgangsbestemmelser ned-

sættes fra 12 til 8 uger.

Transportministeriet fastholder forslaget, da der i forhold til den gældende

lov allerede er sket en nedsættelse af høringsfristen fra 6 måneder til 12 uger.

Der er tale om høring over meget indgribende afgørelser, hvorfor ministeriet

vurderer, at det er nødvendigt med en længere høringsfrist.

Adgangsbestemmelser (§§ 48-56)

Landbrug og Fødevarer anfører om § 52, stk. 4 (nu § 50, stk. 4), at da bestem-

melsen giver hjemmel til indgreb over for en lovlig adgang, bør indgrebet ske

ved ekspropriation.

Transportministeriet er enig i, at der kan være tale om indgribende foran-

staltninger over for en ellers lovlig adgang, der på samme måde, som det er

gældende for ændringen af adgangsforhold generelt, bør kunne udløse er-

statning og evt. overtagelse af ejendommen. Det fremgår derfor af den fore-

slåede bestemmelse, at der er mulighed for at anmode vejmyndigheden om at

overtage ejendommen og for at få prøvet uenighed om erstatningsspørgsmål

ved taksationskommissionerne.

Landbrug og Fødevarer foreslår, at den gældende undtagelse for markoverkørs-

ler videreføres.

Transportministeriet finder, at det af trafiksikkerhedsmæssige årsager ikke

længere er forsvarligt, at markoverkørsler generelt undtages fra reglerne om,

at adgange til en offentlig vej kun må etableres med vejmyndighedens tilla-

delse.

Vintervedligeholdelse og renholdelse (§§ 62-72)

Parcelhusejernes Landsforening og COWI finder det betænkeligt, at der i lov-

forslaget bliver hjemmel til at pålægge grundejere at snerydde og glatførebe-

kæmpe tilgrænsende fortove, uanset at ejendommen ikke har adgang til vejen.

Transportministeriet fastholder forslaget. Det må antages, at ejeren af en

ejendom, der grænser til en offentlig vej, har en større interesse i, at fortov og

sti langs med sin ejendom er vintervedligeholdt og renholdt på forsvarlig må-

de, end det er tilfældet for vejens brugere, her fodgængere, i almindelighed.

Dette uanset, om ejeren har en egentlig adgang til vejen. Det vurderes derfor

at være mere hensigtsmæssigt, at en grundejer fremover skal stå for sneryd-

ningen og glatførebekæmpelsen på tilgrænsende fortove, fremfor at forplig-

telsen påhviler kommunen, der efter den gældende vejlov i mange tilfælde står

med en uforholdsmæssig stor byrde vedrørende snerydning og glatførebe-

kæmpelsen på enkelte fortove. Dette er især tilfældet i visse tætbebyggede

områder.

Side 5/18

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Gravetilladelser (§ 73)

Side 6/18

TDC foreslår, at i det omfang en ledningsejer skal tåle, at der gives tilladelse til,

at andre graveaktører kan udnytte en opgravning, skal det fremgå af bemærk-

ningerne til § 75 (nu § 73), at samgravningen ikke må forsinke den oprindelige

indehaver af gravetilladelsens arbejder på stedet eller på anden måde påføre

indehaveren omkostninger eller ulemper.

Transportministeriet skal hertil anføre, at de samfundsøkonomiske gevinster

ved en koordinering af vej- og ledningsarbejder, herunder koordinering af

ledningsarbejder i samme opgravning i vejarealet må være så åbenbare, at

mindre forsinkelser i forhold til den oprindelige planlægning for vejarbejder

og ledningsarbejder må bæres af de respektive parter. Vejmyndighederne og

ledningsejerne indbyrdes bør dog være opmærksomme på, at ønsker om

samgravninger ikke forsinker projekterne unødigt.

TDC opfordrer også til, at bestemmelserne om gravetilladelse ændres til en

anmeldelsespligt i stedet for en pligt til at ansøge om gravetilladelser. Anmel-

delsespligten skal endvidere kun gælde i de tilfælde, hvor det påtænkte grave-

arbejde medfører risiko for beskadigelse af vejareal, bygninger eller andre led-

ningsanlæg.

Transportministeriet fastholder forslaget i de nævnte bestemmelser. Det er

vejmyndighedens areal, og det er vejmyndighedens ansvar at sikre, at vejare-

alerne kan tjene deres primære formål som færdselsarealer. Derfor er det

vejmyndigheden, der bestemmer, hvor og hvornår der skal graves i vejarea-

let.

Vilkår for gravetilladelser (§ 76, stk. 2)

TDC og Teleindustrien foreslår, at det tilføjes, at vilkår om bod ikke må hånd-

hæves, hvis der ligger saglige hensyn bag den indtrådte forsinkelse, samt at

ledningsejeren ikke har indsendt en ny ansøgning om gravetilladelse. Et sagligt

hensyn kunne for eksempel være vejrmæssige forhold eller andre forhold uden-

for ledningsejerens kontrol. TDC finder, at bestemmelsen om bod derfor bør

udgå. Subsidiært ønsker TDC boden maksimeret til entreprenøromkostninger-

ne ved det pågældende arbejde.

Teleindustrien ønsker, at det bliver præciseret i bemærkningerne til lovforsla-

get, at bestemmelsen om bod ikke gælder for ledningsarbejder i fortovsarealer,

da disse ikke forstyrrer den kørende trafik.

Transportministeriet fastholder forslaget, herunder de særlige bemærkninger

til forslaget. Bestemmelsen fastslår dels gældende ret for skønsmæssige afgø-

relser, nemlig at myndigheden kan meddele tilladelse på vilkår, som skal væ-

re saglige og ikke urimeligt byrdefulde. Den af TDC ønskede præcisering

fremgår allerede af de særlige bemærkninger.

Omkring vilkår om bod fremgår det nu af lovforslagets § 76, stk. 5, at Trans-

portministeren kan fastsætte nærmere regler om bod ved forsinkelser af gra-

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

vearbejder i forbindelse med udstedelse af gravetilladelser. Det er hensigten,

at reglerne udformes på en sådan måde, at bodens størrelse fastsættes med

udgangspunkt i årsdøgnstrafikken ganget med 1 kr. Der henvises til bemærk-

ningerne til § 76, stk. 5.

Et vilkår om bod skal først og fremmest tjene som incitament til, at lednings-

ejeren og vejmyndigheden i dialog fastsætter rimelige, realistiske perioder for

arbejdets gennemførelse med henblik på, at vejene kan tjene deres primære

formål som færdselsarealer. Det skal i den forbindelse bemærkes, at forsinkel-

ser, især på det overordnede vejnet, medfører et stort samfundsmæssigt spild

i form af køkørsel m.v. Af hensyn til vejmyndighedens planlægning af trafik-

afviklingen er det afgørende nødvendigt, at forudsætningerne for koordine-

ringen af vejarbejder og ledningsarbejder på vejnettet i videst muligt omfang

holder. Høringssvarene fra FDM og DTL peger ligeledes på dette større fokus

på at koordinere de forskellige anvendelser af vejarealet, således at mobilite-

ten fremmes mest muligt.

Transportministeriet deler ikke bekymringen om, at der fastsættes bod ved

overskridelser, der skyldes større, uforudsete hændelser. Som professionelle

og ansvarlige aktører på infrastrukturområdet forventes tidsfristerne at blive

fastsat på en sådan måde, at forudsigelige begivenheder, f.eks. ferieafvikling,

gennemsnitligt sygdomsfravær og årstidsbestemte forhold, er indregnet, tilli-

ge med en vis margen for mindre uforudsete problemer, f.eks. ukendte jord-

bundsforhold m.v. Større, uforudsete problemer, der kan medføre overskri-

delse af fristerne, forventes klaret ved underretning af vejmyndigheden med

henblik på drøftelse af fastsættelse af ny, realistisk tidsfrist. Dog er det klart,

at helt force-majeure- lignende forhold kan begrunde en lovlig forsinkelse.

Uoverensstemmelse vedrørende vilkår om bod vil i lighed med øvrige vilkår

kunne afgøres efter forslagets § 133 om tvister.

Til det af Teleindustrien fremførte skal Transportministeriet anføre, at be-

stemmelsen også gælder for fortovsarealer i det omfang, de er en del af veja-

realet.

Vejmyndighedens reaktionsmuligheder ved forsinkelse af lednings-

arbejder (§ 76, stk. 3)

TDC og Teleindustrien ønsker, at det skal fremgå, at der skal gives et rimeligt

varsel, inden vejmyndigheden iværksætter afslutning af de pågældende arbej-

der. Det bør endvidere af varslingen fremgå, hvilke omkostninger vejmyndig-

heden forventer at videresende til ledningsejeren, ligesom det bør præciseres,

at vejmyndigheden skal kunne dokumentere den manglende overholdelse af

vilkårene for gravetilladelsen.

For at tydeliggøre, at det er den bærende idé bag bestemmelsen, at lednings-

ejeren selv udfører arbejderne i vejarealet og på sine ledninger, suppleres de

særlige bemærkninger med følgende:

Side 7/18

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

”Bestemmelsen regulerer det tilfælde, hvor forsinkelsen allerede er indtrådt.

Ledningsejeren har ikke afsluttet sit arbejde inden for tidsfristen i tilladelsen,

og får det heller ikke afsluttet inden for en rimelig frist fastsat i et påbud til

ledningsejeren.”

I øvrigt fastholder Transportministeriet bestemmelsen og bemærkningerne

hertil. I sagens natur kan vejmyndigheden, når den indskærper ledningseje-

rens pligt til at afslutte sit arbejde, ikke oplyse, hvor store omkostningerne vil

være i tilfælde af, at ledningsejeren sidder påbuddet overhørigt. Dette må

bero på de tilbud, som vejmyndigheden i givet fald skal indhente. Transport-

ministeriet vil anse det for uheldigt, hvis enkelte ledningsejere kunne spekule-

re økonomisk i at undlade at afslutte sine arbejder til aftalt tid.

Overtagelse af garantiperiode samt fredningsperiode (§§ 74, stk. 2,

og 76, stk. 4)

TDC og Teleindustrien mener, at det bør præciseres, at vejmyndigheden skal

kunne dokumentere sit tab. Endvidere skal ledningsejeren have mulighed for at

forbedre sine retableringsarbejder. TDC finder endvidere, at bestemmelsen

skal åbne op for, at ledningsejerne kan få adgang til vejarealet i den 2-årige

fredningsperiode, hvis ledningsejeren er nødt til at gennemføre gravninger i

forbindelse med reparationer eller nye tilslutninger, der ikke var kendskab til

på tidspunktet for vejmyndighedens istandsættelse af vejen.

Transportministeriet fastholder forslaget.

Lovforslaget implementerer nu en række bestemmelser fra Europa-

Parlamentets og Rådets direktiv 2014/61/EU om reducere omkostninger ved

etablering af højhastighedsnet til elektronisk kommunikation – det såkaldte

infrastrukturdirektiv.

For at opnå ensartethed i de frister, der stilles for koordination, er fristen i

forslaget til § 74, stk. 2, ændret til 6 måneder. Bestemmelsen er ikke til hinder

for, at ledningsejere udfører uopsættelige reparationsarbejder på deres led-

ninger. Formålet med bestemmelsen er netop at motivere aktørerne på veja-

realet til langsigtet planlægning og koordinering af arbejderne. Derfor vil der

i tilfælde af opgravninger i nyanlagte eller nyistandsatte veje med henblik på

at etablere nye tilslutninger m.v. kunne stilles et vilkår om, at ledningsejeren

erstatter eventuelle tab for vejmyndigheden.

Transportministeriet er enig i, at det i bemærkningerne til § 76, stk. 4, bør

fremgå, at offentliggørelsen sker med henblik på, at ledningsejere kan anmo-

de om et møde med henblik på koordinering af arbejder inden for vejarealet.

Transportministeriet finder derimod ikke anledning til at fastsætte nærmere

regler for, hvordan offentliggørelsen skal finde sted. Det forudsættes, at of-

fentliggørelsen sker i et medie, der har en almindelig udbredelse, således at

ledningsejere kan orientere sig om forhold af interesse for deres ledninger.

Det vil i mange tilfælde også være god forvaltningsskik, at vejmyndigheden

sikrer sig, at kendte ledningsejere er orienteret om planerne for vejarbejder

på den pågældende vejstrækning.

Side 8/18

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet mener ikke, at der er grund til at tydeliggøre i bemærk-

ningerne, at de almindeligt kendte metoder fra erstatningsretten ved opgørel-

se af et tab også finder anvendelse, jf. § 74, stk. 3, og § 76, stk. 4. Transport-

ministeriet finder heller ikke anledning til yderligere at regulere, hvorledes

vejmyndigheden og ledningsejeren søger at afhjælpe eller afklare eventuelle

mangler ved retableringsarbejderne, da disse oftest skal ses i forhold til de

konkret fastsatte vilkår og de branchekendte og -aftalte normer, og typisk

først konstateres, når ledningsejeren har færdigmeldt sit arbejde, herunder

retableringen af vejen.

Administrative regler om krav til ansøgninger om gravetilladelser (§

73, stk. 7)

TDC anfører, at der i tilfælde, hvor vejmyndigheden giver tilladelse til sam-

gravning, skabes usikkerhed om ansvarsforholdene i forbindelse med gravnin-

gen.

Transportministeriet skal hertil anføre, at det ikke er en vejmyndigheds op-

gave at regulere de indbyrdes retsforhold mellem ledningsejerne. Disse rets-

forhold må håndteres efter almindelige branchekutymer eller ved voldgift

eller domstolene.

KL og Københavns Kommune ønsker ikke, at opgaven med at fordele udgifter-

ne til gravearbejder ligger hos vejmyndigheden.

Transportministeriet er enig i, at fordelingen af sådanne udgifter mellem to

private parter som udgangspunkt er et privatretligt spørgsmål, og som er

vejmyndigheden uvedkommende. Bestemmelsen i lovforslagets § 73, stk. 7, er

derfor rettet til i overensstemmelse hermed.

Ledningsarbejder ( §§ 77-78)

TDC, Teleindustrien, LE34, COWI, DONG Energy, DANVA, Dansk Industri,

IT-branchen, Dansk Metal, Dansk Energi, HMN Naturgas, Foreningen af

Vandværker i Danmark (FVD) og Dansk Ledningsejerforum har alle haft be-

mærkninger til de foreslåede nye bestemmelser om ledninger og gæsteprincip-

pet.

Transportministeriet fastholder, at når der ligger ledninger i vejarealet, hvor

der ikke er sammenfald mellem ledningsejer og vejmyndigheden, og der ikke

er særlige aftaler herom, eller ikke foreligger betaling fra ledningsejer for at

ligge i arealet, er der tale om, at ledningen ligger på gæstevilkår, uanset om

ledningen er en del af vejens udstyr. Denne definition er i overensstemmelse

med gældende ret.

TDC og Teleindustrien foreslår også, at der indføres en ny bestemmelse om, at

en vejmyndighed ikke kan kræve samme ledningsanlæg omlagt for lednings-

ejers regning, før der er gået mindst 2 år siden sidste omlægning. Disse led-

ningsarbejder skal herefter betales af vejmyndigheden.

Side 9/18

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet skal hertil anføre, at gæsteprincippet ikke er til hinder

for, at ledningsejere og vejmyndigheder indgår privatretlige aftaler, som stil-

ler ledningsejerne mere gunstigt, end det der gælder i medfør af gæsteprin-

cippet. Der kan for eksempel indgås aftale om en sådan 2-årig fredningsperi-

ode for ledningsanlæg.

LE34 har bemærkninger til forståelsen af Transportministeriets praksis om,

hvorvidt ledninger til vejafvanding og vejbelysning er omfattet af gæsteprincip-

pet.

LE34 må have misforstået ministeriets og Vejdirektoratets senere skrivelser

om gæsteprincippet. Transportministeriet kan derfor ikke tilslutte sig LE34’s

fortolkning af denne praksis, hvilket også fremgår af de almindelige bemærk-

ninger og beskrivelsen af gældende ret.

Til § 79:

TDC finder, at formuleringen i § 87, stk. 1, (nu § 79, stk. 1,) om, at vejmyndig-

heden skal tage hensyn til ledningerne, bør udvides med, ”herunder for at re-

ducere ledningsejerens omkostninger mest muligt”. TDC finder endvidere, at

hensynet til ledningsejerne bør fremgå tydeligere af bemærkningerne til be-

stemmelsen.

Transportministeriet mener, at formuleringen i stk. 2, indebærer, at lednings-

ejerens økonomiske forhold inddrages i drøftelserne. For så vidt angår be-

stemmelsen i § 79, stk. 3, er der ingen tvivl om, at der naturligvis skal tages

hensyn til ledningsejerne. Bestemmelsen er kun tænkt at finde anvendelse, når

videre drøftelser med ledningsejerne er udsigtsløse, og en yderligere udsættel-

se af vejarbejder ikke er mulig eller rimelig af hensyn til gennemførelsen af

det samlede projekt eller de formål, der ønskes opnået ved vejarbejdet. Det er

endvidere forudsat i lovforslagets § 1, jf. bemærkningerne hertil, at vejmyn-

dighederne altid skal inddrage samfundsøkonomiske hensyn i deres admini-

stration af loven.

TDC og LE34 finder, at der skal ske en præcisering af, hvad der menes med

særlige tilfælde, hvor vejmyndigheden lader ledningsarbejder udføre på led-

ningsejers regning, som der skabes hjemmel til i § 87, stk. 4 (nu § 79, stk. 4).

Bestemmelsen forventes kun benyttet i de tilfælde, hvor ledningsejeren hver-

ken har færdiggjort sit ledningsarbejde til den tid, der fremgår af gravetilla-

delsen eller tidsfristen i det efterfølgende påbud. Dette fremgår af bemærk-

ningerne til lovforslaget. For at understrege dette yderligere har Transport-

ministeriet anført i bemærkningerne, at bestemmelsen kun tænkes anvendt

undtagelsesvist.

LE34 og Ikast-Brande Kommune ønsker, at det præciseres, hvorfor bestemmel-

sen i stk. 3 er begrænset, så det kun er Vejdirektoratet, der kan lade lednings-

arbejder udføre for ledningsejers regning.

Side 10/18

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet kan oplyse, at det i forbindelse med forhandlinger med

KL om lovforslaget stod klart, at kommunerne ikke ønsker at have denne mu-

lighed. Lovforslagets § 79, stk. 3, er derfor begrænset til kun at gælde Vejdi-

rektoratet. Transportministeriet kan herudover oplyse, at denne bestemmelse

alene er tænkt bragt i anvendelse rent undtagelsesvist. Dette vil blive præcise-

ret i bemærkningerne.

Særlig råden over vejareal (§ 80)

TDC og Teleindustrien ønsker,

at det bliver præciseret, om vejmyndighederne med bestemmelsen i lovforsla-

gets § 76, stk. 3 (nu § 80, stk. 2), vil kunne opkræve betaling for opsætning af

bl.a. teknikskabe på vejarealet.

LE34 foreslår, at lovforslagets § 76 (nu § 80) udvides til også at omfatte parke-

ring af køretøjer m.m. med henblik på salg.

Transportministeriet skal bemærke, at lovforslagets § 80, stk. 1, nr. 2, videre-

fører den gældende vejlovs § 102, stk. 1, nr. 2, således at det kræver vejmyn-

dighedens tilladelse at anbringe køretøjer på en offentlig vejs areal med hen-

blik på salg eller udlejning. Bestemmelsen gør det således tydeligt, at anbrin-

gelse af køretøjer med henblik på salg ikke er en parkering i normal forstand,

hvorfor det kræver særlig tilladelse. Transportministeriet finder ikke grund-

lag for yderligere at præcisere dette i lovforslaget. Såkaldt ”omførselssalg”,

hvor en mobil salgsvogn sælger varer på vejarealet er reguleret i næringslov-

givningen.

Som udgangspunkt anses ledningsskabe og lignende som et tillæg til de led-

ninger, der er placeret over eller i vejarealet, hvorfor ledningsskabe som ud-

gangspunkt er placeret på gæsteprincippets vilkår, dvs. på samme vilkår som

ledningen. Gæsteprincippet betyder, at ledninger og tilhørende udstyr veder-

lagsfrist kan placeres i vejareal, mod at ledningsejer skal afholde udgifter til

flytning m.m. af ledningen i forbindelse med vejmyndighedens vej- og grave-

arbejder.

Omvendt kan vejmyndighed og ledningsejer indgå frivillige aftaler om fx be-

taling af årlig leje, der i så fald fraviger gæsteprincippet, hvis en ledningsejer

mener at kunne forhandle sig til en bedre retstilling uden for gæsteprincippets

vilkår. Vejmyndigheden kan dog ikke lovligt kræve, at ledningsejeren fraviger

gæsteprincippet. Dette er præciseret i bemærkningerne til § 80, stk. 3.

Klimatilpasninger, spildevand mm. (§ 82)

HOFOR og DANVA foreslår, at der åbnes mulighed for, at vandselskaber kan

være projektejere for klimaprojekter i og på veje og også efterfølgende eje og

drive anlæggene.

Transportministeriet skal hertil anføre, at det efter ministeriets vurdering er

mest hensigtsmæssigt, at klimaprojekter udføres i tæt samarbejde mellem

Side 11/18

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

vandselskaberne og vejmyndighederne, men at vejmyndigheden også fortsat

har det overordnede ansvar og ejerskab til de projekter, der udføres på de

veje, de har ansvaret for.

HOFOR foreslår endvidere, at det bliver muligt at tinglyse rettigheder på of-

fentlige vejarealer.

Vejlovgivningen har siden 1957 indeholdt en bestemmelse om, at offentlige

veje bør udskilles i matriklen, medmindre særlige omstændigheder gør sig

gældende.

Vejlovgivningen indeholder ikke særlige bestemmelser om, hvordan rettighe-

der tinglyses, og dermed heller ikke særlige bestemmelser om, hvordan aftaler

vedrørende offentlige vejarealer sikres.

Transportministeriet finder ikke, at der er behov for nye regler, da vejmyn-

digheder efter vejloven er kommunalbestyrelser eller transportministeren.

Behovet for at sikre rettigheder og aftaler vedrørende offentlige vejarealer

imod senere erhververe og fordringshavere må derfor antages at være yderst

beskedent.

Valgplakater (§§ 84-85)

Lyngby-Taarbæk Kommune foreslår, at perioden hvor der lovligt kan ophænges

valgplakater sættes ned fra 4 til 2 uger, og at nedtagelsesfristen nedsættes fra 8

dage til første søndag efter valget.

Transportministeriet fastholder, at ophængning af valgplakater er en central del

af udfoldelsen af demokratiet og ytringsfriheden. Det vil ikke være i tråd hermed

at forkorte fristerne for ophængning af valgplakater som foreslået af kommunen.

Side 12/18

Beplantning (§ 87)

Landbrug og Fødevarer foreslår, at det tydeliggøres i bemærkningerne til be-

stemmelsen, at vejmyndigheden kun kan kræve beplantning ved vejarealet

studset mm., i det omfang beplantningen rækker ind over skel til vejens areal.

Transportministeriet skal hertil bemærke, at det er korrekt, at bestemmelsens

1. led forudsætter, at beplantningen hænger ud over vejens areal. Det fremgår

derimod fortsat i bestemmelsens 2. led, som det også er tilfældet i den gæl-

dende vejlovs § 103, stk. 2, 2. pkt., at vejmyndigheden kan kræve beplantning

på naboejendomme fjernet, nedskåret, opstammet eller studset, hvis dette er

nødvendigt af hensyn til vejens istandsættelse eller færdslen på vejen. Be-

stemmelsens 2. pkt. ville kunne bringes i anvendelse på f.eks. døde træer og

grene, hvor der ved storm eller lignende er en overhængende risiko for at ned-

faldne grene vil beskadige vejudstyr. I disse situationer er det derfor ikke et

krav, at beplantningen hænger ud over vejens areal.

Forhandling med politiet (§ 89)

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Ikast-Brande Kommune foreslår, at opregningen af afgørelser i lovforslagets §

85 (nu § 89), som vejmyndigheden skal forhandle med politiet om, begrænses,

så det afspejler praksis.

Transportministeriet har været i dialog med Justitsministeriet om viderefø-

relsen af denne bestemmelse, og der har mellem ministerierne været enighed

om at videreføre bestemmelsen i uændret form. Vejmyndighederne skal der-

for fortsat forhandle med politiet, inden den træffer afgørelser efter de lovbe-

stemmelser, der er anført i lovforslagets § 89.

Differentieret betaling for parkering (§ 90, stk. 4)

FDM foreslår, at det tydeliggøres, at lovforslagets hjemmel til at differentiere beta-

ling for parkering på grundlag af miljøhensyn gælder for flere typer af miljøvenlige

drivmidler.

Transportministeriet kan oplyse, at bestemmelsens ordlyd netop tager sigte på, at

vejmyndighederne kan differentiere betaling for parkering, når dette sker på

grund af miljøhensyn. Bestemmelsen er således tænkt teknologineutralt. For at

sikre, at der ikke opstår tvivl herom, er dette yderligere uddybet i bemærkninger-

ne til bestemmelsen.

Side 13/18

Ekspropriation (§§ 94-123)

LE34 har fremført en række bemærkninger til kap. 10 om ekspropriation og

taksation.

LE34 har peget på nogle småfejl, som er rettet.

Med hensyn til sagsbehandlingstiden ved taksationsmyndighederne og er-

statning for arbejdsarealer finder Transportministeriet, at de fremførte be-

mærkninger kan indgå i overvejelserne omkring en eventuel revision af lov

om fremgangsmåden ved ekspropriationer vedrørende fast ejendom.

Transportministeriet er ikke bekendt med, at begrebet vejlinje, således som

det bruges i vejlovgivningen, har givet anledning til praktiske problemer.

Transportministeriet finder derfor ikke grundlag for en yderligere præcise-

ring (indsnævring) af begrebet.

Landbrug og Fødevarer foreslår, at de specielle procedureregler i ekspropriati-

onsreglerne videreføres.

Transportministeriet fastholder, at det er uhensigtsmæssigt at videreføre pro-

cedureregler, som findes tilsvarende i forvaltningsloven. Vejlovens specielle

procedureregler havde sin berettigelse, da der ikke eksisterede generelle for-

valtningsretlige regelsæt, som det er tilfældet i dag.

Landbrug og Fødevarer anfører, at den rentesats for ekspropriationserstatnin-

ger, som videreføres i loven, er urimeligt lav.

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Transportministeriet skal hertil anføre, at lovforslagets rentebestemmelse er

en videreførelse af den gældende rentebestemmelse i den gældende vejlovs §

63. Diskontoen fastsættes til markedsniveau af Nationalbanken, hvorfor der

efter ministeriets vurdering ikke er grundlag for at forrente ekspropriations-

erstatninger med en rente, der er højere end diskontoen.

Landbrug og Fødevarer foreslår, at offentlige myndigheder afskæres fra at ind-

bringe overtaksationskommissionens erstatningskendelse for domstolene.

Transportministeriet fastholder, at det fortsat skal være muligt for den ene

part i en ekspropriationssag, det være sig den offentlige myndighed eller den

private part, at indbringe overtaksationskommissionens kendelse for domsto-

lene.

Landbrug og Fødevarer foreslår, at der indføres automatisk opsættende virk-

ning på klager over ekspropriationsbeslutninger.

Transportministeriet vurderer ikke, at det vil være hensigtsmæssigt, at en

klage over en ekspropriationsafgørelse automatisk tillægges opsættende virk-

ning. Der er fortsat regler om, at foranstaltninger som følge af ekspropriatio-

nen ikke må sættes i gang, før klagefristens udløb, og det er ministeriets vur-

dering, at dette, sammenholdt med muligheden for at anmode om, at klagen

tillægges opsættende virkning, er en tilstrækkelig sikring af de private parters

rettigheder.

Nedklassificering af offentlige veje (§ 124)

COWI foreslår, at det præciseres, at reglerne om nedklassificering ikke gælder

for offentlige veje, der nedklassificeres til privat fællesvej i forbindelse med

ekspropriation, hvor der sker nyanlæg eller tilsvarende ændringer i vejsyste-

met.

Transportministeriet finder ikke, at det er rimeligt, at borgerne mister de sær-

lige vilkår, der gælder for nedklassificering, blot fordi nedklassificeringen

sker som led i en ekspropriation. Ekspropriationen kan fortsat gennemføres,

men selve nedklassificeringen må så ske sideløbende og evt. efterfølgende i

overensstemmelse med reglerne i forslagets § 124.

Landbrug og Fødevarer foreslår endvidere, at den fulde prøvelse af kommuner-

nes tilstandsrapporter opretholdes.

Transportministeriet skal hertil anføre, at de samfundsøkonomiske omkost-

ninger ved en fuld prøvelse af tilstandsrapporterne ikke ses at stå i et rimeligt

forhold til afgørelsens karakter og vurderes heller ikke at være værdiskaben-

de. Kravet om, at tilstandsrapporterne skal være udfærdiget i overensstem-

melse med de af transportministeren fastsatte regler, vurderes at være til-

strækkeligt til at sikre kvaliteten i vurderingerne og yde de berørte grundejere

et tilstrækkeligt værn. Afgørelserne vil således fortsat kunne efterprøves af

klageinstansen for så vidt angår retlige spørgsmål.

Side 14/18

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Tvister (§ 133)

Side 15/18

Landbrug og Fødevarer foreslår, at tvister mellem en kommunal myndighed og

et forsyningsselskab afgøres af taksationsmyndighederne og ikke af transport-

ministeren.

Transportministeriet fastholder, at det er mest naturligt, at disse tvister afgø-

res af Transportministeriet, ligesom det er tilfældet ved tvister mellem to

kommunale vejmyndigheder.

Gebyrer (§ 134)

Dansk Industri, Landbrug og Fødevarer, FDM, Teleindustrien og TDC anfører i

deres høringssvar, at det ikke har været hidtidig retspraksis at opkræve gebyrer

for vejmyndighedernes behandling af bl.a. gravetilladelser. Indførelse af geby-

rer vil derfor betyde en væsentlig økonomisk byrde for borgerne og lednings-

ejerne.

Transportministeriet skal hertil anføre, at især kommunerne behandler et

stigende antal tilladelser vedrørende deres veje. Kommunerne oplever et sti-

gende pres på deres administration med øgede udgifter til sagsbehandling.

Det vurderes derfor rimeligt, at der åbnes op for, at kommunerne kan opkræ-

ve gebyrer for at behandle ansøgninger og tilladelser efter loven. Transport-

ministeriet har dog taget til efterretning, at der i mange høringssvar gøres

opmærksom på, at forslaget til gebyr på gravetilladelser vil medføre en vold-

som økonomisk byrde for mange virksomheder.

Bestemmelsen foreslås derfor ændret, så det tydeligt fremgår, for hvilke om-

råder, ministeren kan fastsætte regler om kommunernes opkrævning af ge-

byr. Der er tale om ansøgninger om tilladelse til nye adgange og udvidelser af

eksisterende adgange, ændret brug af adgange, tilladelse til råden over veja-

real (særlig råden), tilledning af spildevand, anbringelse af faste genstande

og tankanlæg. Det har således ikke været hensigten, at gebyrbestemmelsen

skal omfatte gravetilladelser. Med den positive opregning af bestemmelsens

anvendelsesområde, er dette blevet præciseret.

Konkurrenceudsættelse af arbejder (§ 137)

Ikast-Brande Kommune påpeger, at beløbsgrænsen på 10.000 kr. i lovforsla-

gets § 137 for, hvornår vejmyndigheden skal konkurrenceudsætte arbejder, som

den udfører for private, bør ændres, så den også afspejler prisniveauet i fremti-

den.

Transportministeriet er enig i, at beløbsgrænsen bør indekseres. Det er derfor

foreslået, at beløbsgrænsen fremadrettet fastsættes i bekendtgørelsesform.

Bemærkninger til ændringer i privatvejsloven (§ 141)

Ophævelse af særreglen om driftsveje (nr. 2)

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Landbrug og Fødevarer foreslår, at særreglen om, at driftsveje til landbrug,

skovbrug og fiskeri, som er beliggende i byzone, administreres efter landregler-

ne, opretholdes.

Transportministeriet skal hertil anføre, at det i forbindelse med arbejdet med

kommunal regelforenkling er foreslået ikke at videreføre denne særregel.

Selvom driftsveje i byzone fremover skal administreres efter lovens byregler,

må det antages, at vejmyndigheden administrerer disse veje i overensstem-

melse med den trafikale og vejtekniske situation på den konkrete vej. Ministe-

riet vurderer derfor ikke, at ændringen vil medføre en væsentligt anderledes

situation for brugerne og ejeren af driftsvejene.

Vejmyndighedens godkendelse af udlæg af private fællesveje på lan-

det (nr. 10)

LE34 og COWI finder det uhensigtsmæssigt, at vejmyndighederne fremover

ikke skal godkende udlæg af private fællesveje på landet.

Transportministeriet skal hertil anføre, at det i forbindelse med arbejdet med

kommunal regelforenkling er foreslået ikke at videreføre den meget detaljere-

de og komplicerede regel om vejmyndighedens godkendelse af arealreservati-

oner til private fællesveje på landet. Private fællesveje på landet tjener hoved-

sagligt som færdselsareal for de grundejere, der er vejberettigede til vejen.

Det har derfor været vurderingen, at den offentligretlige interesse i, at

vejmyndigheden godkender reservation af vejareal til fremtidig privat fæl-

lesvej på landet, er særdeles begrænset.

Vejmyndighedens tilladelse til at nedlægge private fællesveje på

landet (nr. 11)

LE34 er bekymret for, at når vejmyndighederne ikke længere skal godkende

udlæg af private fællesveje på landet, så kan kommunen ikke i forbindelse med

en sag om nedlæggelse af en privat fællesvej på landet påvise vejens udlægs-

bredde. COWI mener, at bestemmelsen vil medføre væsentligt øgede admini-

strative omkostninger for kommunerne.

Landbrug og Fødevarer er klart imod, at det kræver vejmyndighedens tilladelse

at nedlægge en privat fællesvej på landet. Det bør derfor fremgå af bemærknin-

gerne, at vejmyndigheden ikke kan give afslag på nedlæggelse, hvis der er enig-

hed blandt de vejberettigede om, at vejen skal nedlægges.

Transportministeriet skal hertil anføre, at en af de vigtigste opgaver for

kommunerne i relation til private fællesveje på landet, er at sikre, at der er

fornøden vejadgang til ejendommene på landet. Der er desværre talrige ek-

sempler, hvor en privat fællesvej på landet er nedlagt uden vejmyndighedens

viden, og hvor den efterfølgende behandling af sagen er trukket i langdrag

med uafklarede adgangsforhold til følge. Fremfor at indføre nye, komplicere-

de regler, er der derfor foreslået en klar hovedregel om, at kommunen skal

godkende nedlæggelse af private fællesveje på landet. Kommunens behand-

ling af sagerne skal ske efter reglerne i privatvejslovens §§ 72-78. Det er der-

Side 16/18

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

for naturligvis forudsat, at kommunen – når parterne er enige om en ned-

læggelse - ikke kræver en privat fællesvej på landet opretholdt som privat

fællesvej, medmindre den er eneste adgangsvej for en ejendom. I forbindelse

med behandling af anmodningen om nedlæggelse vil kommunen skulle afkla-

re, om de enkelte vejberettigede har overvejet konsekvenserne af en nedlæg-

gelse.

I forhold til de situationer, hvor en privat fællesvej på landet alligevel er ned-

lagt uden kommunens tilladelse, og hvor kommunen vil kræve, at vejen gen-

etableres, må det være forudsat, at kommunen besigtiger stedet og med ud-

gangspunkt i det anerkendte vejudlæg, eller det ibrugtagne areal for den tid-

ligere vej, kun kræver vejen genetableret i en bredde og stand, som er nød-

vendig af hensyn til færdslens art og omfang.

De vejberettigedes vedligeholdelse af private fællesveje på landet

(nr. 12)

LE34 anfører, at der synes at være en ændring i, hvilke grundejere der er for-

pligtigede til at vedligeholde en privat fællesvej i forhold til den gældende lov.

Transportministeriet skal hertil anføre, at det fortsat er udgangspunktet, at

det er de vedligeholdelsespligtige grundejere (de vejberettigede), der skal ved-

ligeholde en privat fællesvej på landet. Dette fremgår fortsat af forslaget §

141, nr. 12, som vedrører privatvejslovens § 13. Bestemmelsen fastslår alene,

hvem vejmyndigheden kan pålægge istandsættelse. Hvis det er kommunen,

der påbyder istandsættelsen af vejen, skal kommunen fortsat som hidtil forde-

le udgifterne til vedligeholdelsen efter de vedligeholdelsespligtige grundejeres

brug af vejen. Det fremgår af forslagets § 14, stk. 4.

LE34 foreslår, at det fremgår mere tydeligt af lovteksten, at kommunerne kan

påbyde en privat fællesvej på landet istandsat af hensyn til at sikre offentlighe-

dens adgang til vejen efter reglerne i naturbeskyttelsesloven.

Transportministeriet vurderer, at dette med tilstrækkelig tydelighed fremgår

af forslagets § 141, nr. 12, vedrørende forslag til ny § 15, stk. 4, 2. pkt.

COWI foreslår, at det tydeliggøres i privatvejslovens § 15, at vedligeholdelse af

private fællesveje på landet bl.a. kan omfatte belægning, kantsten, fortov, af-

vanding, belysning mm.

Transportministeriet skal hertil anføre, at begrebet ”god og forsvarlig stand”,

som fremgår af privatvejslovens § 13, ikke indeholder begrænsninger i for-

hold til, hvilke arbejder vejmyndigheden kan kræve gennemført på private

fællesveje på landet. Transportministeriet vurderer, at begrebet er så indar-

bejdet hos vejmyndighederne, at det ikke generelt medfører forvirring om

anvendelsesområdet.

Vedligeholdelse af private fællesveje i byer og bymæssige områder

(nr. 42 - privatvejslovens § 55, stk. 2)

Side 17/18

PDF to HTML - Convert PDF files to HTML files

Odense Kommune foreslår, at der i privatvejsloven åbnes mulighed for, at kommu-

nens vedligeholdelse for grundejernes regning kan opkræves med et fast årligt a

conto beløb, således at der opspares midler til fremtidig vedligeholdelse af vejen.

Transportministeriet vurderer, at det umiddelbart er for vanskeligt at overskue

konsekvenserne ved at medtage dette i lovforslaget. Ministeriet skal dog opfordre

Odense Kommune til evt. at gå videre med forslaget igennem frikommuneordnin-

gen, hvorfor man så evt. vil kunne få erfaringer til nye lovændringer.

Råden over vejarealer på private fællesveje (privatvejslovens § 57)

Side 18/18

Lyngby-Taarbæk Kommune foreslår, at vejmyndigheden kan pålægge naboer

til vejarealet at afholde udgifter til fjernelse af genstande, som er udlagt uden

vejmyndighedens tilladelse, også selvom vejmyndigheden ikke kan føre bevis

for, at genstanden er placeret af naboen. Alternativt foreslår kommunen, at

sådanne genstande kan fjernes med hjemmel i den almindelige vedligeholdel-

sesregel i privatvejslovens § 45.

Transportministeriet er ikke enig i, at det vil være rimeligt, at en nabo til en vej

skal hæfte for omkostninger til fjernelse af genstande, som naboen ikke har place-

ret på vejen. I de tilfælde, hvor den ulovlige placering af genstande ikke kan hen-

føres til en bestemt person eller bestemt ejendom, må kommunalbestyrelsen som

udgangspunkt kræve vejen vedligeholdt uden den omtalte genstand efter reglerne

i lovens kap. 9. I nødretslignende tilfælde kan kommunen fjerne genstande og

umiddelbart kort tid herefter inddrage udgifterne hertil i en afgørelse om vedlige-

holdelse af vejen.