Det sidste punkt på dagsordenen er:

11) Forespørgsel nr. F 22:

Forespørgsel til beskæftigelsesministeren og ministeren for sundhed og forebyggelse:

Hvad kan ministrene oplyse om regeringens indsats og initiativer i forhold til at fastholde mennesker med depression og andre psykiske lidelser på arbejdsmarkedet?

Af Jane Heitmann (V) og Hans Andersen (V).

(Anmeldelse 17.02.2015. Fremme 19.02.2015).

Jeg gør lige opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til tirsdag den 14. april 2015.

Som ordfører for forespørgerne er det fru Jane Heitmann, der kommer med en begrundelse. Værsgo.

De fleste af os er rigtig glade for vores arbejde. Vores arbejde er med til at skabe identitet, og det er med til at give os livsindhold. Desværre står alt for mange på sidelinjen, uden for fællesskabet. Ifølge OECD siger op mod 90 pct. af personer med psykiske sygdomme, at de ønsker at komme i arbejde. Over halvdelen siger samtidig, at de ikke har fået nogen hjælp til det.

Der er undersøgelser, der viser, at tilknytningen til en arbejdsplads har en helbredende effekt i sig selv. Men vi ved, at ubehandlede psykiske lidelser kan forlænge et sygdomsforløb, og at risikoen for, at man mister job og senere får problemer med at vende tilbage til arbejdsmarkedet, stiger markant.

Jeg har sammen med Venstres arbejdsmarkedsordfører, Hans Andersen, stillet følgende spørgsmål til sundheds- og forebyggelsesministeren og beskæftigelsesministeren:

Hvad kan ministrene oplyse om regeringens indsats og initiativer i forhold til at fastholde mennesker med depression og andre psykiske lidelser på arbejdsmarkedet?

Det har vi gjort, fordi vi fra politisk hold har en særlig forpligtelse til at tage hånd om en særlig sårbar gruppe ved at tage målrettede initiativer, som peger i den rigtige retning i forhold til fastholdelse og tilbagevenden til arbejdsmarkedet, men også at forebygge, at mennesker på grund af en psykisk lidelse holdes uden for fællesskabet.

Jeg ser frem til en god debat her i Folketingssalen.

Så er det for besvarelse først beskæftigelsesministeren.

Venstre har bedt mig om at redegøre for regeringens indsats og initiativer i forhold til at fastholde mennesker med psykiske lidelser på arbejdsmarkedet. Jeg synes, det er vigtigt at starte med at understrege, at det for regeringen er afgørende, at vi har et arbejdsmarked, der er rummeligt, og hvor der også er plads til, at de mennesker, der i perioder har det svært, kan fastholdes.

Derfor er det også for det første vigtigt, at der er fokus på et godt psykisk arbejdsmiljø på den enkelte arbejdsplads, og for det andet skal vi sikre, at mennesker, som fortsat oplever problemer med at opnå eller beholde fodfæste på arbejdsmarkedet, kan få de rigtige værktøjer til det.

For at vi kan få et billede af, hvad det måske er vi taler om, vil jeg gerne fremhæve en rapport, »Handicap og beskæftigelse«, som tidligere på året er udgivet af Det Nationale Forskningscenter for Velfærd – det, vi i daglig tale kalder for SFI. Rapporten viser, at personer med psykisk lidelse fortsat har en lav beskæftigelsesandel, idet kun hver fjerde person med en psykisk lidelse rent faktisk er på arbejdsmarkedet. Det skyldes, at det er et område, som indeholder også svære problemstillinger, som derfor selvfølgelig også kan være svære at løse.

SFI-rapporten undersøger også holdningen på arbejdsmarkedet til mennesker med psykisk lidelse, og her kan vi så se, at folk på arbejdsmarkedet generelt – og heldigvis for det – er blevet mere imødekommende over for psykisk sårbare kollegaer. Det synes jeg er rigtig, rigtig positivt, og det skal vi selvfølgelig bygge videre på. Når holdningen til personer med psykisk lidelse bliver mere imødekommende, kan det måske betyde, at det fremover også bliver lettere at få både ansat og fastholdt flere personer med psykiske lidelser på arbejdsmarkedet.

Det psykiske arbejdsmiljø er højt prioriteret, når vi taler om arbejdsmiljøindsatsen – den, som vi har formuleret frem mod 2020 – og regeringen har så sent som her før påske indgået en aftale med Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti om at styrke arbejdsmiljøindsatsen yderligere. Aftalen betyder bl.a., at vi i højere grad retter indsatsen mod de virksomheder, hvor problemerne rent faktisk er størst. Det risikobaserede tilsyn, som vi kalder det, skal for fremtiden udgøre 80 pct. af Arbejdstilsynets samlede tilsyn.

Det psykiske arbejdsmiljø indgår i det risikobaserede tilsyn, og derudover gennemfører Arbejdstilsynet forskellige indsatser med fokus på psykisk arbejdsmiljø i nedslidningstruede brancher. Så sent som i forbindelse med finanslovsaftalen for 2015 afsatte vi bl.a. 15 mio. kr. til Arbejdstilsynet, så de kan fortsætte tilsynsindsatsen med fokus på det psykiske arbejdsmiljø i nedslidningstruede brancher frem mod 2016. Som led i strategien har arbejdsmarkedets parter og Arbejdstilsynet desuden i 2013 udgivet en pjece med gode råd til virksomhederne i forbindelse med fastholdelse og ansættelse af personer med f.eks. nedsat psykisk arbejdsevne.

Der er i regi af Forebyggelsesfonden foretaget en række initiativer, som har fokus på at fastholde og ansætte mennesker med psykisk lidelse og tilgængeligheden for virksomheder i de nedslidningstruede brancher. Blandt dem kan jeg fremhæve sporskifteindsatsen og forebyggelsespakken, som regeringen sammen med Enhedslisten og SF netop er blevet enige om at forlænge med i alt 34,5 mio. kr. frem til 2018. Vi er også blevet enige om at udvide sporskifteindsatsen til også at omfatte psykisk nedslidning, og det er, synes jeg, i den rigtige retning, vi dermed går.

Regeringen har desuden i løbet af de seneste år gennemført en række reformer på beskæftigelsesområdet, der har fokus på at sikre, at udsatte personer, herunder personer med psykisk lidelse, i højere grad kan bevare eller opnå en tilknytning til arbejdsmarkedet. Det er eksempelvis med reform af sygedagpengesystemet, som vi har indfaset siden sidste sommer. Her har vi styrket muligheden for at iværksætte en tidligere og mere individuelt tilpasset indsats for netop at fastholde sygemeldte på arbejdsmarkedet.

Vi har f.eks. indført fast track-ordningen, som giver både virksomheder og sygemeldte borgere mulighed for at anmode kommunen om at iværksætte en tidligere opfølgning. Det er også afgørende, at kommuner og sundhedsvæsenet arbejder tæt sammen om at finde de bedste løsninger for den enkelte borger, så vi dermed sikrer, at den sygemeldtes læge inddrages ikke alene så tidligt, men også så systematisk som overhovedet muligt i den kommunale indsats.

Med reform af førtidspension og fleksjob har regeringen sammen med bl.a. Venstre styrket fleksjobordningen. Ordningen er gjort mere rummelig, og det er også til gavn for borgere med psykisk lidelser, som har svært ved at finde fodfæste på arbejdsmarkedet. Med reformen har vi også gjort det muligt, at man kan arbejde op til ganske få timer om ugen ved at være ansat som fleksjobber. Jeg er også glad ved at kunne konstatere, at her har arbejdsmarkedets parter, også arbejdsgiverne, fået øjnene op for det. Det er ikke kun med til at hjælpe folk med psykisk lidelser til et fleksjob, men det har også betydet, at vi på den måde har givet et tilbud til rigtig mange, som ellers ikke ville kunne have fået det.

Ser vi på tiden før reformen af førtidspension og fleksjob, var der et stigende andel unge, der fik tilkendt førtidspension. Samtidig var næsten tre ud af fire, der fik en tilkendegivelse, unge under 40 år, og deres baggrund for det var ofte en psykisk lidelse. Denne udvikling var – og det synes heldigvis et flertal – bekymrende og unødvendig, for vi ved, at mange af disse lidelser rent faktisk kan behandles, og at de unges arbejdsevne kan udvikles.

Derfor var det et centralt element i reformen at give en særlig hjælpende hånd til unge med komplekse problemer. Vi har således indført de såkaldte ressourceforløb, som er tværfaglige og sammenhængende og er en langtidsrettet indsats, som skal hjælpe de unge videre, så de kan komme i enten arbejde eller uddannelse. Og så skal vi huske på, at reformen stiller krav om, at kommunerne skal arbejde tværfagligt som led i at etablere de tværfaglige rehabiliteringsteam i alle kommuner, hvor der som bekendt indgår repræsentanter fra både social-, beskæftigelses-, undervisnings- og sundhedsområdet. Det tror jeg er med til at skabe gode betingelser for, at også personer med psykisk lidelse kan få den nødvendige, men først og fremmest den mere helhedsorienterede støtte, som kan fastholde dem på arbejdsmarkedet.

Vi har et særligt ansvar, når den psykiske lidelse stammer fra et arbejde. Her har man igennem en årrække haft fokus på at fastholde tilskadekomne med arbejdsmarkedsskader på arbejdsmarkedet. Det skal selvfølgelig også gælde, hvis det er en psykisk lidelse, man har fået. Jeg er glad for, at vi netop sammen med SF og Enhedslisten i det fremadrettede har afsat 16 mio. kr. i de næste 4 år til at bygge videre på den fastholdelsesindsats. Den tror jeg også er afgørende.

Til slut vil jeg gerne understrege, at der selvfølgelig ikke skal herske tvivl om, at regeringen har taget og fortsat vil tage sin opgave alvorligt, når det kommer til at sikre fastholdelse af personer med psykisk lidelse på de danske arbejdspladser. Det skylder vi dem. Men det er så samtidig et område, som vi skal fortsat – derfor også med forespørgselsdebatten i dag tak for muligheden for det – skal have fokus på. Som jeg startede med at sige, har vi desværre en forholdsvis frisk rapport fra SFI, som viser, at vi som politikere ikke her kan slappe af, men fortsat skal have fokus på dette særdeles vigtige område.

Tak til beskæftigelsesministeren. Så er det ministeren for sundhed og forebyggelse.

Allerførst: Tak for den her forespørgsel om regeringens indsats og initiativer for at fastholde mennesker med depression og andre psykiske lidelser på arbejdsmarkedet. Det er et yderst vigtigt og aktuelt emne, som vi skal diskutere.

Undersøgelser fra bl.a. mit eget ministerium og KL har på det seneste vist, at personer med en psykisk lidelse langt sjældnere er i arbejde end resten af befolkningen. Det er vi i regeringen meget optaget af at få gjort noget ved.

Helt overordnet handler det om ligeværd mellem det at have en fysisk lidelse og det at have en psykisk lidelse. Hvis vi skal nå frem til det ligeværd, kræver det altså også en kulturændring i vores syn på mennesker med psykiske lidelser. Og der er sket noget.

Dengang, da jeg var dreng – det er egentlig meget rart at sige – kaldte vi dem for tosser. Jeg tror, at de fleste har oplevet, at der i det lokalsamfund, hvor man voksede op, var et par stykker, som skilte sig ud. Vi fik at vide af vores forældre, at de ikke kunne gøre for det, og at man skulle acceptere dem og hjælpe dem. Men de var ikke en del af fællesskabet, og på en eller anden måde var de udstødte.

Den gruppe er sådan set ikke den gruppe, som er interessant i den snak, som vi har i dag. Den gruppe er den gruppe, som lå lige ved siden af dem, nemlig alle de andre, alle de almindelige mennesker med arbejde, naboen eller kassedamen eller præsten; mennesker, som havde en eller anden grad af psykiske lidelser, men som holdt det hemmeligt, fordi de følte, at de var nødt til at holde det hemmeligt af skam eller af frygt for at miste arbejdet, for at miste vennerne, for at blive set skævt til ligesom de andre. Eller måske vidste de ikke engang selv, hvorfor livet indimellem var så besværligt, og hvorfor det gjorde, at de kludrede, som de gjorde.

Der er vi ikke længere i dag, men der er altså et stykke vej endnu, før en psykisk lidelse ikke længere behøver at blive holdt hemmelig af frygt for eksempelvis at miste sit arbejde. Hvis vi skal sikre bedre plads på arbejdsmarkedet til mennesker med psykiske lidelser, skal vi undgå stigmatisering; vi skal undgå fordomme, f.eks. om, hvorvidt man kan have et arbejde, når man er psykisk syg. Det kan man, bare man får den rette behandling, og bare man møder den nødvendige forståelse.

Jeg vil forsøge at fremhæve tre kerneområder, der er væsentlige at understøtte, hvis vi skal nå målet om, at mennesker med psykiske lidelser i højere grad får tilknytning til arbejdsmarkedet.

For det første skal vi sikre, at mennesker med psykiske lidelser oplever, at de bliver mødt af et sammenhængende system på tværs af sektorgrænser, på tværs af forvaltningsskel. Derfor har regeringen ændret rammerne for sundhedsaftalerne mellem regioner og kommuner, sådan at 98 aftaler nu er blevet til 5 – en for hver region.

Tilknytning til arbejdsmarkedet er et emne, som parterne er opmærksomme på i de sundhedsaftaler. Desuden har regeringen med økonomiaftalen for 2014 prioriteret i alt 550 mio. kr. til indsatser i regioner og kommuner, som skal styrke indsatsen for de mange mennesker, som krydser de sektorgrænser.

Så har vi i regi af satspuljen for 2012 afsat 100 mio. kr. over 4 år til et fremadrettet og styrket samarbejde mellem behandlingspsykiatrien og almen psykiatri inden for rammerne af det, der kaldes shared care. Forventningen er, at et bedre samarbejde kan afkorte sygdomsforløb og sikre en større grad af tilknytning til arbejdsmarkedet.

For det andet: Hvis vi skal skabe bedre plads på arbejdsmarkedet til mennesker med psykiske lidelser, skal vi også sætte tidligt ind ved tegn på psykisk lidelse. Den nye ret til behandling, udredning i psykiatrien, som trådte i kraft i efteråret, betyder, at patienter udredes og behandles hurtigere, end tilfældet har været indtil nu. Dermed er det også lettere for den enkelte at fastholde et job, f.eks. kassedamen, som på grund af angst har svært ved at passe sit arbejde. Hvor hun tidligere var nødsaget til at langtidssygemelde sig, får hun nu langt tidligere i forløbet stillet en diagnose og kommer hurtigere i behandling. Det betyder, at flere kan opretholde et arbejde, samtidig med at de er i behandling for en psykisk lidelse.

Endelig for det tredje skal vi være gode til at undgå, at egentlig behandling bliver nødvendigt. Mentale problemer er årsagen til 50 pct. af alle langtidssygemeldinger og 48 pct. af alle førtidspensioner. Det er utrolig vigtigt, at vi har for øje, at mistrivsel på arbejdspladsen ikke udvikler sig til en egentlig psykiske lidelse som angst og depression. Til det formål har Sundhedsstyrelsen udarbejdet en forebyggelsespakke om mental sundhed.

Herudover har regeringen fastsat syv nationale mål for danskernes sundhed – to af de mål omhandler den mentale sundhed. Og i satspuljeregi har vi i aftalen for 2014 afsat 7 mio. kr. til et nationalt partnerskab om mental sundhed på arbejdspladsen. Det er der grund til at forvente sig meget af, og jeg håber, at de arbejdspladser, der deltager, kan blive gode rollemodeller for andre.

Afslutningsvis vil jeg sige, at regeringen har sat rigtig mange ting i gang, for at mennesker med psykiske lidelser kan sikres en tilknytning til arbejdsmarkedet. Målet er klart for regeringen: Vi skal have et rummeligt arbejdsmarked, hvor der ikke bliver set skævt til mennesker, som har en psykisk lidelse. Tak.

Tak til ministeren for sundhed og forebyggelse. Så går vi i gang med forhandlingen, og fru Jane Heitmann er ordfører for forespørgerne og lægger ud.

Tak for det. Først og fremmest vil jeg gerne sige tak til ministrene for deres bidrag her i dag. Jeg skal også sige, at jeg taler på vegne af Det Konservative Folkeparti.

De fleste af os kender nok til det her med, at man indimellem kan blive lidt træt af det hele, man kan blive lidt modløs, og man kan tænke ved sig selv: Stop verden, jeg vil af. Heldigvis går det hurtigt over for de fleste af os, men for nogle bliver følelsen hængende – arbejdet hober sig op, familien kan man næsten ikke finde overskud til, og selv de mest banale hverdagsting som at tage et bad eller lave aftensmad kan virke helt uoverskuelige. Hver femte dansker oplever en eller flere perioder gennem livet med en psykisk lidelse som følgesvend. Det koster samfundet dyrt, og nye tal viser 10 mia. kr. alene for depressionsramte. Det er triste tal, og det må og skal vi have ændret på, ikke mindst fordi vi i dagens Danmark har 800.000 på offentlig forsørgelse og en stor del af disse mennesker ikke bare har den udfordring at stå uden for arbejdsmarkedet, de har også den udfordring, at de står uden for arbejdsmarkedet på grund af en psykisk lidelse.

At have et job kan i sig selv virke helbredende. Sådan sagde Jesper Karle, speciallæge i psykiatri, til en konference om depression og arbejdsliv her på Christiansborg i sidste måned. Særlig i forhold til depression pegede Jesper Karle på, at vi skal væk fra dogmet om, at fred og ro er vejen til at få det bedre. Der bør fra både arbejdsplads, praktiserende læge og psykiater ligge en plan for forløbet, både hvad angår en eventuel sygemelding, og hvornår man er tilbage på arbejdet og i hvilket omfang. Skal sådan en indsats lykkes, kræver det, at der er gode behandlingsmuligheder uden lange ventetider. Carsten Koch-udvalget har netop udsendt en rapport, og jeg citerer:

»Ekspertgruppen påpeger, at ventetid til psykiatriske tilbud er en barriere for samspillet mellem sundhedsområdet og beskæftigelsesindsatsen.«

Jeg deler ekspertgruppens vurdering. Alle danskere bør have ret til hurtig behandling, så man hurtigt kan komme tilbage til et aktivt fritids-, arbejds-, og familieliv, for ingen bliver raske af at stå på venteliste. Men hurtig behandling gør det jo ikke alene. Vi må og skal have nedbrudt tabuer og stigmatiseringer. Jeg er opmærksom på, at vi allerede via satspuljen både på sundheds- og beskæftigelsesområdet har taget flere gode initiativer. Alligevel kan vi konstatere, at det at have en psykisk sygdom og være åben om det er no-go for rigtig mange mennesker. Spørger man i LO, svarer 52 pct. af LO's medlemmer, at det ikke er godt at melde sig syg med en psykisk sygdom. Og forleden læste jeg en undersøgelse, der peger på, at 21 pct. ikke bryder sig om at have en kollega, der har en depression. Der er altså lang vej endnu. Men lad os vende blikket mod Canada et øjeblik; det har vi allerede gjort i satspuljekredsen.

I Canada har man udformet en frivillig standard, som alle virksomheder kan indføre. Ideen bag retningslinjerne er at skabe bevidsthed om et psykisk beredskab på arbejdspladserne ligesom det beredskab, man mange steder kender for fysiske sygdomme ved eksempelvis at have en hjertestarter. The national standard har lært mere end 100.000 canadiere at udføre psykisk førstehjælp, og det har vist sig at være et fremragende værktøj til at nedbryde både stigma og tabu. Selv afdelinger hos det canadiske politi har bakket det op, og når jeg fremhæver det canadiske politi, er det, fordi det i Canada ligesom i så mange andre lande i særdeleshed er svært på de traditionelle mandearbejdspladser at tale om psykisk arbejdsmiljø, selv om både mænd og kvinder som bekendt kan rammes af både stress, depression, angst og andre psykiske lidelser.

Både TrygFonden og Psykiatrifonden samarbejder i dag om kurser i psykisk førstehjælp; jeg har selv deltaget i et, og det var lærerigt. Men kurserne har primært fokus på mennesker, som til daglig arbejder med psykisk syge. Det glæder mig derfor, at der er bred opbakning til at undersøge mulighederne for at udbrede kendskabet til psykisk førstehjælp, ligesom der er opbakning til, at vi yderligere får afdækket, hvilke erfaringer man har fået i Canada i forhold til implementering af en frivillig standard, der sigter mod at forebygge og håndtere og forbedre såvel det psykiske arbejdsmiljø som den måde, vi i fællesskab kan bidrage til at nedbryde tabuer og stigmatiseringer.

Jeg glæder mig til at følge debatten i dag, og inden jeg gør det, vil jeg (på vegne af V, S, DF, RV, SF, EL, LA, KF og ALT) gerne have lov til at læse følgende op, som alle partier bakker op om:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at mennesker med psykiske lidelser ikke i tilstrækkelig grad har tilknytning til arbejdsmarkedet.

Folketinget noterer:

- Det er vigtigt at fastholde fokus på, at mennesker med psykiske lidelser kan opnå og fastholde tilknytning til arbejdsmarkedet.

- En forudsætning herfor er et rummeligt arbejdsmarked kombineret med tilbud om hurtig udredning og behandling i sundhedssystemet.

- Det er afgørende, at indsatsen mellem arbejdsgiverne, de kommunale jobcentre, de praktiserende læger og psykiatrien understøttes.

- Der er igangsat tiltag for at øge tilknytningen til arbejdsmarkedet. Det handler bl.a. om en indsats for at styrke det psykiske arbejdsmiljø.

Folketinget opfordrer regeringen til at øge fokus på at nedbringe antallet af mennesker med en psykisk lidelse, der har en ringe eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet, og undersøge muligheden for, at kendskabet til psykisk førstehjælp udbredes, ligesom de canadiske erfaringer med en frivillig standard for mental sundhed på arbejdspladser afdækkes.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 41).

Tak til ordføreren. Så er den næste ordfører i talerrækken hr. Lennart Damsbo-Andersen for Socialdemokraterne.

Tak, formand. Det er socialdemokratisk hjerteblod, at det er trygt, sikkert og sundt at gå på arbejde i Danmark. Det kan siges helt enkelt. Alle skal så vidt muligt have muligheden for at opleve den livskvalitet, et godt og sundt arbejdsfællesskab kan give. Derfor er det psykiske arbejdsmiljø et emne, som har stor betydning for Socialdemokraterne og også for mig selv personligt. Derfor er jeg også glad for, at vi i dag har mulighed for at debattere emnet her i salen.

Jeg mener, at vi i fællesskab har en bunden opgave med at sikre, at mennesker med depressioner og psykiske lidelser har en plads på arbejdsmarkedet, både hvis sygdommen er midlertidig, men også hvis den varer ved. Det kræver både et rummeligt arbejdsmarked med plads til mennesker med psykiske lidelser, men også et arbejdsmarked, der konstant arbejder på at forebygge problemerne. Det er en svær og vigtig opgave.

Der findes ingen let vej til et bedre psykisk arbejdsmiljø. Overordnet mener jeg dog, at der er to spor, vi skal følge: rummelighed og forebyggelse. Arbejdsmarkedet skal kunne rumme mennesker med psykiske lidelser. Vi skal opbygge en kultur, der tager ordentlig hånd om mennesker med psykiske lidelser ude på den enkelte arbejdsplads, og det kræver, at vi anerkender psykiske lidelser på linje med de fysiske.

Arbejdet starter her i Folketingssalen. Her har regeringen allerede taget skridt i den rigtige retning. Arbejdsmiljøaftalen, der blev indgået før påske, er et godt eksempel. Men også regeringens reformer af sygedagpenge, førtidspension og fleksjob, som ministeren allerede har redegjort for, viser, at vi har taget afgørende initiativer til at hjælpe personer med psykiske lidelser med at blive på arbejdsmarkedet. Vi har sat større fokus på forebyggelse, ligestillet det psykiske og fysiske arbejdsmiljø i arbejdsmiljøloven og brugt 45 mio. kr. på en målrettet indsats i tilsynet med det psykiske arbejdsmiljø.

Når det kommer til psykiske lidelser, må man heller ikke glemme, at denne regering for alvor har sat fokus på behandlingen af og indsatsen over for psykiske sygdomme. Tidligere herskede der en tanke om, at der er forskel på psykiske og fysiske sygdomme. Men vi har insisteret på, at der skal være lige så stor anerkendelse af de psykiske lidelser som af de fysiske i vores sundhedsvæsen. Vi skal se på depression og angst på samme måde, som vi ser på en brækket arm, og med 2,2 mia. kr. til psykiatrien fra 2015 til 2018 har vi sat handling bag ordene. At vi er begyndt at anerkende psykiske lidelser på lige fod med de fysiske i både arbejdsmiljølovgivningen og sundhedsvæsenet er helt afgørende for, at vi kan komme problemerne til livs.

Ud over at sætte fokus på et rummeligt arbejdsmarked skal vi også have fokus på forebyggelse. Det er vigtigt, at vi på arbejdspladsen bliver bedre til at spotte, når vores kollega trives dårligt. Det kræver viden om psykiske sygdomme, og det kræver viden om, hvordan vi kan hjælpe mennesker, der har det svært. Samtidig handler forebyggelsesindsatsen om at føre et effektivt tilsyn med de arbejdspladser, hvor risikoen for psykisk belastning er størst. Med arbejdsmiljøaftalen, som jeg nævnte før, har vi netop sikret dette. Det er en rigtig god aftale, og jeg ser meget frem til at følge arbejdet og resultaterne.

Antallet af anmeldte psykiske arbejdsskader er desværre stigende. De sidste 10 år har vi set en stigning på 170 pct. – et voldsomt tal – i antallet af anmeldte psykiske arbejdsskader. Det er ikke en udvikling, vi kan være tilfredse med. Derfor er det afgørende, at vi handler nu. Der er allerede igangsat en række tiltag for at styrke det psykiske arbejdsmiljø. Det er tiltag, som skal øge tilknytningen til arbejdsmarkedet for mennesker med depressioner og psykiske lidelser. Men vi skal også afdække, hvordan de canadiske erfaringer med en frivillig standard for mental sundhed på arbejdspladsen kan benyttes her i Danmark, og samtidig skal vi undersøge muligheden for en udbredelse af kendskabet til psykisk førstehjælp.

For Socialdemokraterne er det en hjørnesten i vores samfund, at vi har et rummeligt arbejdsmarked. Vi skal give plads til, at vi alle har mulighed for at tage del i arbejdsmarkedet. Indsatsen handler om at skabe et rummeligt arbejdsmarked og anerkende, at psykiske lidelser er alvorlige, og samtidig skal vi sætte ind med forebyggelse både i form af viden og tilsyn. Vi har taget mange vigtige skridt for at sikre bedre vilkår for mennesker med psykiske lidelser, og det arbejde fortsættes med dagens forslag til vedtagelse. Det glæder mig, og det glæder mig også, at det er et samlet Folketing, der står bag forslaget til vedtagelse.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er fru Liselott Blixt.

At være psykisk syg er svært i dagens Danmark, og hvis jeg efter sådan en debat her sad derhjemme og havde en psykisk diagnose, ville jeg tænke: Hvad er det, de tænker på derinde? Hvordan gør det, at jeg kommer ud på arbejdsmarkedet og bliver en del af samfundet?

For vi taler om psykisk sygdom, som om det er én samlet diagnose, men det er vidt forskelligt. Nogle gange taler vi om depression, angst, OCD, men der er også skizofreni. Der findes faktisk utrolig mange diagnoser. Så bare det, at vi taler om det som en samlet gruppe, synes jeg faktisk er med til at stigmatisere en gruppe mennesker. For nogle kan være sårbare, og nogle kan have en diagnose, der gør, at de kan have svært ved at håndtere dagligdags ting, ligesom andre kan. Man kan i nogle situationer være lettere påvirkelig.

Vi taler arbejdsmiljø. Det betyder ikke så meget for dem, der nu sidder derhjemme og er psykisk syge. Det eneste, de hører, er politikere, der vil skære ned på sygedagpengene eller presse dem ud i et arbejdsmarked, give dem ressourceforløb, som er langvarige, og som kommunerne er alt for lang tid om at få dem ud i. Vi laver reformer, der skal prøve at sikre det, men dem, der sidder derhjemme, vil stadig væk undre sig og sige: Hvornår gør de noget for mig?

Vi har sat projekter i gang, men det er små projekter rundtomkring. Nogle virker, og nogle virker ikke, og jeg synes, vi er for dårlige til at undersøge, om de i det hele taget virker. Jeg tror, ministeren var inde på, at SFI havde lavet en undersøgelse, men når man går ind og ser på, hvad det er, de undersøger, og hvem det er, de undersøger, kan man se, at det jo ikke lige præcis er den gruppe, som vi taler om. De taler også om mentorordninger, som er meget forskellige, i forhold til hvad det er, folk har brug for. Man taler også i undersøgelsen om, at det er svært at finde en mentor, der komplementerer lige præcis den person, der skal ud på arbejdsmarkedet, eller som skal fastholdes der.

For det, der er vigtigt, er, at man tager et individuelt hensyn, tager hensyn til den enkelte, og så ser man på, om det drejer sig om stress, depression eller en anden sårbarhed, f.eks. skizofreni, altså hvad det er, der gør, at de har nogle svære arbejdsbetingelser. Man tager udgangspunkt i den enkelte, og så arbejder man ud fra det og får vedkommende til at være med og være en del af det.

Inden jeg gik herned, havde jeg fat i et af de projekter, vi har sat i gang med satspuljen, Sherpa, og de siger, at det, de har haft held med, er, at de har fået 32 pct. i uddannelse og 31 pct. i ordinære job. Og det handler om behandlingskrævende psykiske lidelser. Det er også det, der er forskellen. Så en gang imellem sammenligner vi skidt og kanel, men vi bliver nødt til at se på, hvad det er, der virker, og hvad det er, vi skal gøre mere af. Og heldigvis er der kommuner, der går i gang med at gøre nogle af de her ting, hvor man kan se at det har sin plads.

Vi har været rigtig gode herinde til at lave reformer, men problemet har også været, at når man så har skullet skyde det ud til kommunen, har kommunen faktisk gået i halve år og ventet på, at de skulle få betingelserne for at arbejde videre. Og det har stillet borgerne i et vakuum, hvor de ikke vidste, hvad de skulle gøre. Det mener jeg er noget, man kan løfte herindefra, så vi siger, at når der bliver lavet en reform og den skal ud at virke i kommunen, skal det altså gå lidt hurtigere.

Ressourceforløbet, som skulle være en del af det, der skulle løfte nogle af dem, der har en psykisk diagnose, har også været længe undervejs. Nu ved jeg, at der er en høring i næste uge, hvor man skal se på: Hvad har vi gjort, og hvad kan vi gøre bedre? For det har ikke fungeret sådan, som man troede det kunne fungere, da man skrev det ned på et stykke papir. Så jeg er bange for, at vi en gang imellem laver en hel masse papirudkast og politikker, som skal hjælpe de sårbare, men som nogle gange skaber større problemer.

Jeg er rigtig glad for, at vi har sendt brev ud til nogle af dem, der er på førtidspension, om, at de kan sætte den i bero. For der har vi også et problem. Vi kan se, at nogle af dem, der har fået en diagnose, har været heldige, kan man sige, at få en førtidspension på et tidspunkt, hvor det var lidt nemmere end i dag. Og det, man kan se, er, at de får ro på. De skal ikke tænke på økonomiske spørgsmål, de bliver ikke presset ud i noget, de ikke kan håndtere, og efter et par år viser det sig faktisk, at de kan komme ud af den sygdom, som de har fået. Og mange af dem vil gerne tilbage på arbejdsmarkedet, de er bare bange for, at de ikke kan komme tilbage til førtidspensionen, hvis det viser sig, at de ikke kan klare arbejdet. Og jeg ved, at vi har sendt breve ud til dem og sagt: Hør her, du kan komme tilbage, når du har prøvet det her, og hvis det viser sig, at det ikke lykkes, kan du få din pension. Du skal ikke være bange for at komme til at miste den.

For det er vigtigt, at vi har den åbenhed, at vi kan sige: Vi ved, de kan være sårbare, vi ved, det kan være hårdt på et arbejdsmarked, som er så stressfyldt, som det er i dag. Og det skal vi altså gøre lidt mere ud af at sikre, for det viser sig, at det har en betydning.

Men jeg er glad for, at vi har fundet nogle punkter, som vi kan være enige om, og at vi stadig væk opretholder fokus. Vi skal bare huske, at der er mange forskellige psykiatriske diagnoser, som vi skal være opmærksomme på. Tak.

Tak til ordføreren. Så er det fru Liv Holm Andersen som ordfører for Radikale Venstre.

Tak for det. I Radikale Venstre er vi glade for, at det her emne om psykisk sårbarhed i forhold til vores arbejdsmarked bliver debatteret, og vi vil da også gerne kvittere og takke Venstres ordfører for at bringe det op i salen i dag.

Det er vigtigt, at det er et emne, vi holder kontinuerligt fokus på, og jeg er glad for, at der er sådan en bred politisk opbakning til at drøfte og sikre nogle ting, som kan være med til, at en gruppe, som er mere sårbar end de fleste af os, men hvor mange kan og også gerne vil bidrage, også får muligheden for det.

Jeg er også glad for, at der netop bliver holdt det her kontinuerlige fokus på den her debat, fordi det er et område, som er et langt, sejt træk, fordi, som DF's ordfører også var inde på, det handler om rigtig mange ting. Det er et meget komplekst område, det er mange forskellige lidelser, og det er for det enkelte menneske ofte nogle meget sammensatte omstændigheder og derfor også noget, som skal imødegås fra mange vinkler. Så det er bestemt ikke enkelt, og derfor skal der også handles på mange områder på en gang, og man skal give tingene tid til at virke.

Noget af det, det handler om, som flere ordførere heroppe har været inde på, er det her med rummeligheden og det psykiske arbejdsmiljø. Jeg er glad for beskæftigelsesministerens redegørelse af, at det faktisk er noget, som vi jo prioriterer i arbejdsmiljøindsatsen frem mod 2020, og noget, der på den måde sikres fokus på.

Så handler det jo også om vores psykiatriske behandlingssystem: Det handler om, at der bliver sikret midler til at lave den rigtige individuelle indsats her, at der sikres den ligestilling, som vi arbejder hen imod, med det fysiske behandlingssystem, og også her har vi taget gode skridt, både når det handler om ressourcer og om ligestilling med de fysiske lidelser.

Så handler det også om, at de ordninger og de indsatser, vi sætter i værk – eksempelvis fleksjobs, der også fungerer for mennesker med en meget lille arbejdskapacitet, og de helhedsorienterede ressourceforløb i forhold til potentielle førtidspensionister – også netop, som DF's ordfører var inde på, bliver implementeret på en måde, så de rent faktisk er håndterbare både for målgruppen og selvfølgelig for kommunerne, som sidder og laver dem.

Så handler det også om at sikre gode broer eller overgange imellem det at stå uden for, så at sige, og det at være inde på arbejdsmarkedet. Nogle af de nye tiltag, vi eksempelvis har i forhold til socialøkonomiske virksomheder, kan være et eksempel på en indsats, der kan have sådan en brobyggende funktion for nogle af de mennesker, der er psykisk sårbare, men som gerne vil finde en vej ind.

Det kan være, at de her socialøkonomiske virksomheder i højere grad har den ro og den rummelighed, der skal til for også at blive stærke nok til at kunne fungere på det ordinære arbejdsmarked. Men man kunne også forestille sig, at man måske kunne have en endnu mere målrettet prioritering af en bedre kontakt imellem arbejdspladser, altså imellem virksomheder, og så hele systemet omkring den psykisk sårbare, altså både jobcentrene og de andre indsatser, dem, der ved noget om den psykiske sårbarhed, behandlingssystemet osv., så de her aktører i højere grad kunne spille sammen med arbejdspladserne om at sikre den bedste indsats.

Faktisk kan man jo sige, at sådan noget som – det er et lille eksempel, men et eksempel på noget af det, der kan gøres – Psykiatrifondens telefonlinje fra førtidspensionsreformen, hvor arbejdspladser kan søge hjælp og information i forhold til den her målgruppe, er et eksempel på, at man kan lave en kobling imellem forskellige aktører, som arbejder på det samme mål, nemlig at få nogle flere i den her gruppe inkluderet i arbejdsfællesskabet.

Derudover er der jo blevet redegjort for forskellige ting, initiativer i Fonden for Forebyggelse og Fastholdelse og nogle af de initiativer, der også er i forhold til holdningsbearbejdelse, som er det sidste, jeg vil nævne i forhold til vigtige indsatsområder, for det handler det i den grad også om, nemlig at fordomme og stereotyper om psykisk sårbare i højere grad nedbrydes. Der går det jo også, som beskæftigelsesministeren var inde på, i den rigtige retning, og det er meget positivt, og jeg tror, at vi skal holde fast i, at det er et område, hvor der skal gøres mere og pustes til den positive udvikling, for der er fortsat meget at gøre både i forhold til holdningsbearbejdelsen og i forhold til det generelle arbejde omkring den her dagsorden.

Derfor er jeg også glad for, at så mange heroppefra tilkendegiver, at det er noget, man rigtig gerne vil være med til fortsat at sætte fokus på. Så tak for det, og tak for ordet, og igen tak for debatten.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Eigil Andersen som ordfører for SF.

Det er meget glædeligt, at der er en bred tværpolitisk enighed om at gøre en større indsats for mennesker med psykiske lidelser – for at fastholde dem på arbejdsmarkedet eller bringe dem ind på arbejdsmarkedet. I det forslag til vedtagelse, der er fremsat, vil jeg gerne fremhæve det punkt, som er det allervigtigste for SF. Der står, at man »opfordrer regeringen til at øge fokus på at nedbringe antallet af mennesker med en psykisk lidelse, der har en ringe eller ingen tilknytning til arbejdsmarkedet«. Det er meget vigtigt. Men jeg tror så også, man må indrømme, at når man så ser på, hvilke redskaber der skal bruges, er der formentlig en række forskelle mellem partierne. Det rører dog ikke ved det glædelige i, at der er en enighed om, at området skal opprioriteres.

Jeg vil gerne bidrage med tre pointer på SF's vegne. Den ene pointe er, at indsatsen for at hjælpe mennesker i den her situation skal være langt mere individuel og prioriteres højere. Sagen er den, at en række projekter med al tydelighed viser, at hvis man går ordentligt ind i det enkelte menneskes situation – den enkelte person, som har en psykisk lidelse – og kombinerer det med en tilsvarende grundig snak med en mulig arbejdsgiver og arbejdsplads, så kan uhyre meget lade sig gøre. Og det er godt.

Jeg vil henvise til et sted, der har navnet Handicapidrættens Videnscenter. Det burde i virkeligheden nok hedde handicappedes jobformidling, for det er det i meget høj grad. Her har man arbejdet med at starte med nogle idrætsprojekter, sådan som man jo også i nogen grad gør det inden for beskæftigelsessystemet, og det viser sig, at hvis man bruger idræt som en indfaldsvinkel, så kan det genskabe menneskers tro på, at de kan noget, hvis de har mistet deres selvtillid. Og når det så er sket, går Handicapidrættens Videnscenter, som er støttet af satspuljemidler – og det er godt – netop ind og tager en grundig samtale med den handicappede, sådan som jeg var inde på, om: Hvad er vedkommendes ønsker? Hvad tror man man kan klare? Man taler på tilsvarende måde med arbejdsgiveren og laver en forventningsafstemning, og det ender tit med, at der så bliver skabt et arbejdsforhold, eventuelt på nedsat tid. Så en større individuel indsats fra systemets side og en højere prioritering af det her arbejde er helt nødvendigt.

Den anden pointe er, at i en undersøgelse, som Rambøll Management har lavet blandt fleksjobambassadører – det er en del af medarbejderne på jobcentrene, og de skal i høj grad arbejde med mennesker med psykiske lidelser – er det kun 17 pct. af dem, der siger, at de føler, at de har en høj grad af forudsætning for at arbejde med den her gruppe af medborgere. Det er en katastrofe, det går simpelt hen ikke. Og det er jo klart, at det er mere enkelt for en jobcentermedarbejder at arbejde med et menneske, som har brækket benet, end det er at arbejde med et menneske, som har en depression eller lider af angst.

Den uddannelsesindsats skal derfor forøges væsentligt, for at det her kan komme til at fungere ordentligt. Og jeg ved godt, at beskæftigelsesreformen afsætter 30 mio. kr. årligt til efteruddannelse af jobcentermedarbejdere og a-kassemedarbejdere, men det er jo en efteruddannelse, der er bred, og som også omfatter andet end arbejdet med mennesker med psykiske lidelser. Og derfor må jeg sige det, som det er: Jeg tror ikke, at de 30 mio. kr. årligt er tilstrækkeligt, når der er tale om 13.000 medarbejdere. Jeg opfordrer til, at der bliver afsat flere penge til, at jobcentermedarbejderne bliver klædt langt bedre på til at arbejde med denne gruppe af medborgere.

Den tredje pointe drejer sig om, at det for SF er meget, meget vigtigt, at arbejdsgiverne har et socialt ansvar. Det vil sige, at man som arbejdsgiver har en forpligtigelse til også at have mennesker ansat, der på den ene eller anden måde skal tages nogle skånehensyn til, fordi de er en del af vores befolkning. Det er der nogle arbejdsgivere der gør, men der er bestemt også nogle arbejdsgivere, som smyger sig udenom. Det er voldsomt utilfredsstillende.

Der må vi har fundet på et system, som kan medvirke til, at disse arbejdsgivere også påtager sig deres del af forpligtelsen, som vi i SF mener at de har. En model, man måske kunne bruge, er, at man opkræver en afgift hos alle arbejdsgivere i Danmark, og at pengene bliver indbetalt til en fond. Og fra den fond kan der søges tilskud af de arbejdsgivere, som vil hjælpe med at ansætte mennesker, der skal tages forskellige hensyn til, herunder mennesker med psykiske lidelser. Det betyder, at alle arbejdsgivere betaler, og dermed pålægger vi dem deres sociale ansvar, men pengene bliver så anvendt af de arbejdsgivere, som har den positivitet i sig, at de gerne vil hjælpe med at skabe det rummelige arbejdsmarked.

Så det er de tre pointer, som vi fra SF's side gerne vil bidrage med i den her debat.

Tak til ordføreren for SF. Og så er det hr. Jørgen Arbo-Bæhr som ordfører for Enhedslisten.

Jeg synes først og fremmest, det er en meget vigtig debat, som Venstre tager hul på med denne forespørgsel. Vi ved jo, at flere og flere får psykiske lidelser, ikke mindst på grund af deres arbejdsliv. Tusinder mister deres arbejde, på grund af at de får en psykisk lidelse. Selvfølgelig får nogle af dem en psykisk sygdom, uden at det skyldes deres arbejde, men alt for mange får varige mén af deres arbejde. Vi hører om psykiske lidelser på grund af vold og trusler, mobning, chikane og stress. Vi har set, at de ting er eksploderet de seneste årtier, og en stor del skyldes det nye arbejdsmarked, hvor der stilles større krav til de ansattes effektivitet og fleksibilitet.

Jeg mener, vi bør se på det hele arbejdsliv. Vi skal se på trusler om arbejdsløshed, krav til børnefamilier og krav til ledernes uddannelse som ledere. Når vi ser på det nye aktuelle arbejdsmarked, synes jeg, vi bør se på arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Helt præcist betyder det jo, at når mange får psykiske lidelser, skyldes det lederne, som først og fremmest mangler uddannelse, og som kun har én opgave, nemlig at skabe profit på produktionen. Det betyder, at folk går ned med stress. Nogle bliver udsat for mobning, trusler og chikane.

Når vi i dag kigger på, hvor mange penge det koster samfundet, at folk bliver langtidssygemeldt og bliver smidt ud af arbejdsmarkedet alt for tidligt i deres liv, kan vi se, at det koster milliarder af kroner. Uanset hvad mener jeg, vi bør gøre meget mere for at sikre folk, som har en psykisk lidelse, en plads på arbejdsmarkedet.

Men vi bør også kigge på, hvem der kan tage et arbejde. Vi ved, at mange har en psykisk lidelse, som betyder, at de ikke kan passe et job, enten altid eller over en længere periode. Derfor mener jeg, at en række reformer, både under den aktuelle regering og under den tidligere regering, i virkeligheden har betydet, at mange bliver stødt længere væk fra arbejdsmarkedet, f.eks. reformen af sygedagpengeområdet og kontanthjælpsreformen og tidligere af kontanthjælpsloftet og starthjælpen, som i virkeligheden gør folk fattigere, mens de prøver at få styr på deres liv. Det går ud over folk, som har en psykisk lidelse, f.eks. stress, depression eller ptsd.

Det er psykiske lidelser, hvor man skal have ro, mens man som menneske skal bygges op i samarbejde med sundhedssystemet. Kun hvis folk får fred og ro og en rimelig indkomst, kan de få mulighed for at vende tilbage til arbejdsmarkedet.

Samtidig med det skal vi også prøve at fastholde folk, som har en psykisk lidelse. Jeg har set den nye aftale om arbejdsmiljøet, men den gør faktisk ingenting for at fastholde folk, som har en psykisk lidelse, på arbejdsmarkedet. I modsætning til det har vi jo sammen med regeringen og SF lavet en aftale om Forebyggelsesfonden. Det handler bl.a. om fastholdelse i Arbejdsskadestyrelsen, inddragelse af de arbejdsmedicinske klinikker, indsats mod sexchikane og sporskifte til de psykisk nedslidte.

Jeg tror, det betyder noget for dem, som har en psykisk lidelse. Men jeg vil også godt understrege, at det kun er det første skridt til at gøre noget alvorligt ved, at tusinder af mennesker bliver holdt uden for arbejdsmarkedet. Jeg synes, det understreger, at der er forskel på, når regeringen samarbejder med de borgerlige – så sker der ingenting, eller rettere sagt går det den gale vej – og når regeringen samarbejder med os, for så sker der fremskridt, selv om det også går for langsomt.

Tak til ordføreren for Enhedslisten. Så er det fru Jane Heitmann som ordfører for forespørgerne, der gerne vil afslutte.

Tak for det. Jeg vil gerne indledningsvis sige tak til begge ministre for at møde op i salen her i dag og fremlægge regeringens synspunkter om, hvordan vi i fællesskab kan forbedre det psykiske arbejdsmiljø. Det glæder mig meget med de tilkendegivelser, der er kommet fra samtlige partier i salen i dag, og det glæder mig også meget, at vi er enige. Jeg synes måske, at man godt med en lille tilsnigelse kan sige, at det er helt unikt, at vi fra det yderste højre til det yderste venstre faktisk kan pege på nogle ting omkring det psykiske arbejdsmiljø, som vi er enige om, og som vi vil arbejde videre med.

Jeg ser frem til det videre arbejde og i allerhøjeste grad også det videre samarbejde. Så tak for debatten.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Afstemningen om det fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted på tirsdag, den 14. april 2015.