Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 88:

Forslag til folketingsbeslutning om at sikre danskernes kulturelle rettigheder i Danmark ved at gennemføre et stop for diskrimination af danskere og dansk kultur i offentlige institutioner.

Af Martin Henriksen (DF) m.fl.

(Fremsættelse 10.03.2015).

Ministeren.

Tak, formand. Lad mig lige indledningsvis slå en ting fast: Jeg synes, at spørgsmålet om dansk kultur og kulturelle rettigheder i Danmark skal tages alvorligt, men det, Dansk Folkeparti foreslår at pålægge regeringen, er at foretage ændringer i love, vejledninger og regler for at forhindre diskriminering af danskere og dansk kultur i offentlige institutioner.

Beslutningsforslaget hviler på den præmis, at der er behov for lovgivning for at modvirke, at danske borgere og dansk kultur diskrimineres, men den præmis er grundlæggende forkert. Dansk lovgivning sikrer allerede i dag borgere beskyttelse mod diskriminering på baggrund af bl.a. etnicitet, religion og køn. Det er muligt, at forslagsstillerne ikke har den samme tiltro til dansk kultur, som jeg har, men den danske kultur er stærk, og den danske kultur er solidt forankret i det danske samfund og i de danske institutioner og i de demokratiske processer, der er forbundet hermed.

Endelig er beslutningsforslaget baseret på en forestilling om, at offentlige institutioner og embedsmænd ikke kan forvalte dansk kultur og danske omgangsformer uden Folketingets indblanding, og den tanke deler jeg på ingen måde.

Af bemærkningerne til beslutningsforslaget fremgår det, at børn som en selvfølgelighed skal have leverpostej, de skal have frikadeller og flæskesteg serveret, når de er i børnehave eller vuggestue. Og videre står der, at der ikke lokalt må træffes beslutninger om, at man fast markerer andre kulturers højtider, som f.eks. den muslimske eidfest.

Helt kort vil jeg slå fast, at jeg ikke er minister for frikadeller og for fester i de danske børnehaver, og det bliver jeg sådan set heller aldrig. Det er ikke Folketingets opgave at lovgive om frikadeller og juletræsfester. Der må ærlig talt også være grænser for, hvad vi fra centralt hold skal blande os i. Her er vi på den forkerte side af grænsen. Statens opgave er ikke at detailstyre alt.

Men jeg vil gerne understrege, at jeg synes det ville være underligt, hvis det generelt blev besluttet, at der ikke må serveres svinekød i de danske institutioner. På samme måde vil jeg sådan set også finde det lige så underligt, hvis det blev besluttet, at der var bestemte typer kød, der skulle serveres. Det må man altså ærlig talt bedst finde ud af lokalt. Så kan man godt erklære sig enig i eller uenig i lokaldemokratiets beslutninger, men jeg har en grundlæggende tillid til, at institutionerne selv kan tage hensyn til både de fleste og sådan set også til de få.

I den sammenhæng vil jeg gerne understrege, at det er helt afgørende for mig, at vi sikrer, at der i vores samfund er plads til alle, og at ingen diskrimineres. Jeg mener, at vi sammen skal gøre vores bedste for at forme et samfund, som skaber fællesskaber, der samler frem for at adskille. Min opgave som minister er netop at styrke det folkelige fællesskab og ikke at begrænse det.

Så er der spørgsmålet om de danske omgangsformer. Jeg har en grundlæggende tillid til, at offentligt ansatte godt kan finde ud af at hilse respektfuldt på andre mennesker, når de optræder i egenskab af deres embede. Samtidig vil jeg understrege, at Danmark ikke skal være et land, hvor man på grund af misforstået hensyn dropper traditioner og symboler for ikke at støde nye medborgere. Vi skal holde fast i vores traditioner, og vi skal holde fast i vores værdier.

Derfor opfordrede jeg sådan set også til allerede tilbage i 2013, at sagen om censoren, der ikke ville give hånd til kvindelige studerende, blev bragt for Ligebehandlingsnævnet. Og jeg er sådan set også meget tilfreds med, at Ligebehandlingsnævnet fandt, at nægtelsen af at give hånd til kvindelige studerende var omfattet af ligebehandlingslovens forbud mod chikane på grund af køn. Afgørelsen er fortsat uhyre vigtig og sender et meget stærkt signal om, at vi i Danmark har ligestilling mellem kønnene, og at offentligt ansatte ikke må diskriminere kvinder eller mænd.

Sammenfattende kan jeg oplyse, at regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget. Dansk kultur og danske omgangsformer lever i bedste velgående uden detailstyring her fra Folketinget. Den danske kultur baserer sig på de værdier, der gælder her i landet, og en central værdi er, at vi ikke accepterer usaglig forskelsbehandling, uagtet hvem der står bag, og uanset hvem det går ud over. Tusind tak for ordet.

Der er et enkelt spørgsmål fra hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti

Jeg er sikker på, at vi vil høre flere gange i dag, at dansk kultur er stærk. Pointen er, at dansk kultur er stærk – ja, hvis man vil kæmpe lidt for det, så er det stærkt. Men hvis ikke man vil kæmpe for det og bare siger, at det går nok alt sammen, så står det jo ikke for godt til. Og det er jo sådan set det, der er budskabet herfra: Lad os da kæmpe lidt for det, hvis vi alle sammen mener, at det er værd at kæmpe for.

Problemet er jo, at vi på en række områder ser, at det forholder sig sådan, at danske børn og andre rent faktisk oplever, at det, som de mener er en normal del af deres hverdag, bliver tilsidesat, skubbet væk, f.eks. i en daginstitution.

Der var jo en far, som for ikke så lang tid siden skrev en kronik i Berlingske omhandlende nogle københavnske daginstitutioner, i det her tilfælde på Amager. Og nu læser jeg op fra den kronik, som han har skrevet, og hvor han beskriver, hvordan det er at gå rundt og undersøge, hvilke daginstitutioner der er de rette til hans børn. Han skriver i kronikken:

»Kun i en enkelt af institutionerne (den mindste og mest nedslidte) kunne de tilbyde traditionel mad til danskere såvel som islamisk mad til muslimer. I de tre andre (der stod for ca. 90 pct. af kapaciteten) kunne de ikke tilbyde traditionel dansk mad som svinekød eller kød, der ikke er halal-slagtet. I den nyeste og flotteste af de fire institutioner (en flot nybygget én lige ved DR-byen) er præmissen for at gå der, at man tillige fejrer en uges eidfest.«

Mener ministeren, at det er i orden? Faren klagede så i øvrigt til den ansvarlige borgmester, og borgmesteren sagde: Sådan er det bare. Mener ministeren, at det er rimeligt?

Ministeren.

Jeg kender ikke den konkrete sag, og jeg tvivler på, at borgmesteren bare har sagt: Sådan er det bare. Det kunne jeg ikke forestille mig.

Men at kæmpe for den danske kultur betyder ikke, at man bare lader stå til på nogen som helst måde. Det er en fuldstændig misforstået præmis, som hr. Martin Henriksen bevæger sig ud i. At kæmpe for den danske kultur er også at kæmpe for det lokale demokrati, hvor man rent faktisk kan være med til at ændre og bestemme den slags. At kæmpe for den danske kultur er rent faktisk også at have en tillid til de offentligt ansatte, som tager beslutninger ud fra deres hverdag, som de er eksperter i. Det skal vi ikke blande os i herfra med hensyn til at detailstyre.

Jeg ved sådan set heller ikke, hvordan hr. Martin Henriksen har tænkt sig det her skulle føres ud i livet, ligesom jeg heller ikke tilnærmelsesvis kan finde ud af, hvordan man skal kontrollere, at offentligt ansatte hilser pænt og respektfuldt på hinanden. Det er en detailstyring uden lige, og det skaber et bureaukrati uden lige, og det er udtryk for en mistillid til de danskere, som hver dag går på arbejde, og som kender deres verden langt bedre, end vi gør.

Martin Henriksen.

Den eksisterende lovgivning er faktisk sådan, at hvis en læge nægter at give hånd til en kvindelig patient, fordi han mener det strider mod hans religiøse overbevisning, så må han godt det. Det er jo sådan, lovgivningen er i dag.

Lad os starte med at lave den lovgivning om, fordi det jo simpelt hen ikke er rimeligt, at man kan det. Så kan patienten faktisk få at vide af ledelsen på hospitalet med lovgivning i hånden – det er oplyst i et svar til Folketinget – at hvis hun er utilfreds med det, så kan hun finde et andet hospital. Det er simpelt hen ikke ordentligt; det er simpelt hen ikke rimeligt. Vi bør være enige om – hvis ministeren mener det, som ministeren siger – selvfølgelig at lave den lovgivning om eller præcisere de oplysninger i et svar til Folketinget. Det synes jeg godt man kunne forlange.

Men ministeren forholdt sig egentlig ikke til substansen i det, jeg spurgte om, for synes ministeren, det er rimeligt, at man som forældre i det her land kan gå ud og lede efter en daginstitution til ens barn, og så får man simpelt hen at vide, at her serverer vi ikke traditionel dansk mand – det må du bare finde dig i, sådan er det? I en enkelt daginstitution på Amager fik man simpelt hen at vide, at hvis dine børn skal gå her, er det en del af forventningen, at du så er med til at fejre den muslimske fest, eidfesten.

Er det rimeligt? Det er da ikke rimeligt. Det håber jeg de fleste mennesker herinde kan se, nemlig at det er hamrende urimeligt. Det skal da være sådan, at de højtider, som de danske institutioner står fast på, er de danske højtider. Så kan man en gang imellem markere noget andet, men det skal da ikke være en fast og permanent begivenhed, som vender tilbage år efter år. Jeg kan simpelthen ikke forstå, hvis ministeren mener, at det bare er i orden.

Ministeren.

Den eneste grund til, at hr. Martin Henriksen egentlig bliver ved med at spørge mig om den her sag, er, at jeg ikke kender sagen, og derfor kan jeg sådan set heller ikke udtale mig om sagen. Jeg kender ikke præmissen for sagen, jeg kender ikke konteksten i sagen, så derfor er det selvfølgelig rigtig, rigtig svært at forholde sig til den, fordi der kan være rigtig mange nuancer i den, som jeg selvfølgelig ikke kender, men som hr. Martin Henriksen kender.

Men lad os prøve at gå tilbage til det, som Martin Henriksen egentlig var inde på, nemlig at have tillid. Jeg synes, det er vigtigere at have tillid til de instanser, vi egentlig har, hvor man kan indbringe den slags sager. For jeg bryder mig sådan set heller ikke om det – apropos den sag, som jeg omtalte, hvor censoren ikke ville give hånd til en kvindelig studerende. Der har vi jo lige præcis Ligebehandlingsnævnet, og der var jeg også ude at sige meget, meget tydeligt og meget, meget utvetydigt: Tag nu den sag op i Ligebehandlingsnævnet, fordi det er lige præcis derfor, vi har det. Vi har også andre instanser, hvor man netop kan tage sager op, hvis man føler sig diskrimineret.

Men præmissen for hele det her forslag er, at vi skal detailregulere folks opførsel herindefra. Det synes jeg ikke er en farbar vej at gå. Og samtidig med det er der overhovedet ikke nogen retning på, hvordan det overhovedet skal kunne lade sig gøre, heller ikke bare tæt på.

Så det er et forslag, som er fuldstændig unødvendigt, fordi det handler om at have tillid til de mennesker, der arbejder hver evig eneste dag som offentligt ansatte, og have tillid til de mennesker, der arbejder ude på vores institutioner, som ved, hvor skoen trykker, og som kan tage nogle beslutninger, fordi det lige præcis er det, som de er uddannet til.

Tak til ministeren. Så er det Venstres ordfører, Jakob Engel-Schmidt. Værsgo.

Tak for det, formand. Som ministeren netop har beskrevet det, behandler vi i dag B 88, en delvis genfremsættelse af sidste års beslutningsforslag B 32. Når man læser overskriften, lyder det egentlig ganske sympatisk og som noget, vi alle sammen kan støtte – det her med at sikre kulturelle rettigheder og et stop for diskrimination. Det tror jeg ikke nogen er imod. Kultur er vigtig. Min gamle lærer på handelshøjskolen fortalte altid, at kultur er ligesom et løg; der er flere lag, det svært at nå ind til kernen, og det udvikler sig hele tiden. Derfor er det også svært ved lov at bestemme, hvad kultur skal være.

Når man så dykker ned i beslutningsforslaget, ser man, at forslagsstillerne ønsker, at eksisterende aftaler om udelukkelse af svinekød og andre af den slags fødevarer annulleres; offentligt ansatte forpligtes til respektfuldt at give hånd, og man må altså ikke træffe en beslutning i en børnehave eller en vuggestue om flere år i træk at fejre andre højtider end dem, der normalt fejres i Danmark.

Jeg er nødt til at skuffe forslagsstillerne. Det er nok ikke en stor overraskelse, men Venstre har ikke skiftet mening i forhold til vores stillingtagen sidste år. Vi mener fortsat, det er enormt vigtigt at værne om dansk kultur; vi mener bare ikke, at Dansk Folkepartis beslutningsforslag er den rigtige måde at gøre det på.

Der henvises i beslutningsforslaget til en interessant kronik fra Berlingske Tidende, som jeg også læste med stor interesse. Den handler om en borgers forargelse over, at flere offentlige institutioner i hans lokalområde udelukker svinekød. Han kunne godt tænke sig at finde en daginstitution, så hans barn fik lov at gå et sted, hvor man også kunne få lov at spise en frikadelle eller andet. Der har været flere sager fremme i medierne. En far kunne ikke få lov at bage kagemand og tage den med i daginstitutionen, fordi der var gelatine i det vingummislik, der var oven på. En ung pige kan ikke få lov at få hamburgerryg med på sin madpakke, netop fordi man på institutionen har besluttet, at svinekød ikke er tilladt. Og man kan sikkert finde rigtig mange flere eksempler.

Synes jeg personligt, at det er fornuftigt? Nej, det gør jeg ikke. Synes Venstre, at det er en god måde at håndtere kulturelle udfordringer og særhensyn på i daginstitutioner? Nej, det gør vi heller ikke. Men vi mener ikke, at vi herinde i Folketinget skal sidde og detailregulere danskernes hverdag. Vi mener, det er allervigtigst, at beslutningskompetencen og beslutningerne lægges ned til de mennesker, der arbejder med børn og har med nærdemokratiet at gøre hver eneste dag. Vi mener ikke, det er op til Folketinget at bestemme, hvad der må spises i daginstitutioner. Vi mener ikke, det er op til Folketinget at afgøre, om svinekød er det rigtige pålæg. Vi mener, det er op til de mennesker, der leder daginstitutioner; vi mener, det er op til de mennesker, der sidder i vores lokaludvalg, i vores byråd, at træffe beslutning om, hvad der fungerer bedst. Heldigvis er Danmark jo et demokratisk samfund, hvor forældre kan engagere sig i deres lokale institutioner og i bestyrelser og der afgøre, hvad de synes er bedst.

Naturligvis har vi regler for ligebehandling og diskrimination. Ministeren henviste til sagen om den mandlige censor, der nægtede at give den kvindelige studerende hånden. Det er fuldstændig uacceptabelt, og derfor gik Ligebehandlingsnævnet også ind i sagen og afgjorde, at det var urimeligt og ulovligt.

På samme måde vil jeg opfordre alle de danskere, der sidder og er utilfredse med den måde, deres daginstitution fungerer på, til at engagere sig og tage ansvar og give deres mening til kende og sikre, at det, de mener er vigtigt, også er den måde, hvorpå deres institution bliver ledet. På samme måde vil jeg opfordre de lokale politikere fra alle partier, der sidder i byrådet og er med til at lede og fordele i forhold til institutionerne, til at engagere sig i ledelsen og stille krav om den måde, de mener institution skal fungere på.

På den baggrund vil jeg gerne sige, at vi mener, dansk kultur er vigtig. Vi mener ikke, dansk kultur kan indkapsles til at gælde én specifik gruppe af fødevarer eller én specifik handlingsmåde. Kultur udvikler sig hele tiden. Vi har nogle traditioner og nogle bærende værdier, som vi skal værne om og sikre, men en af vores stærkeste værdier er netop også demokratiet, engagementet, den folkelige stillingtagen, og på den baggrund mener jeg ikke, at den rigtige måde at værne dansk kultur på er ved at gennemføre Dansk Folkepartis beslutningsforslag. Tak for ordet.

Martin Henriksen, Dansk Folkeparti. Et spørgsmål.

Jeg synes, det er helt rigtigt, at Folketinget ikke skal detailregulere danskernes hverdag. Det er jo egentlig heller ikke det, der er spørgsmålet her. Det er jo ikke det, vi skal forholde os til. Det, vi skal forholde os til, er, om religiøse regler, islamiske regler, skal detailregulere danskernes hverdag. Realiteten er jo sådan, at ude i offentlige institutioner er det religiøse regler, der er med til at bestemme, hvad andre folk skal spise, og hvilke traditioner man skal fejre i den pågældende institution. Det er jo der, hvor detailreguleringen er.

Det, vi sådan set foreslår fra Dansk Folkepartis side, er jo ikke, at man går ind og forbyder noget; det er, at man ophæver nogle forbud, som er blevet implementeret ude lokalt med baggrund i nogle religiøse regler – nogle religiøse regler, som gælder for alle dem i den pågældende institution, som ikke har den samme trosretning som dem, der har den muslimske tro.

Så hvis ambitionen fra Venstres side er, at man ikke skal detailregulere danskernes hverdag, så forstår jeg simpelt hen ikke, hvordan den argumentation hænger sammen. Men det kan være, ordføreren kan uddybe det.

Ordføreren.

Jeg vil bestræbe mig på at være endnu bedre til at forklare Venstres synspunkt. Synes jeg, det er fornuftigt, at man tager et misforstået hensyn og i en hel institution, hvor der er enkelte, der ikke bryder sig om eksempelvis svinekød, siger, at så må ingen have frikadeller med på madpakken, eller at det ikke kan være en del af den mad, man serverer? Nej, det synes jeg er urimeligt. Men jeg mener stadig væk, det må være op til ledelsen for institutionen at afgøre, hvad der fungerer bedst i deres lokalområde. Det tror jeg hverken hr. Martin Henriksen eller for den sags skyld hr. Ole Hækkerup eller for den sags skyld formanden for Folketinget er bedre til end de mennesker, der hver dag har med institutionens virke at gøre. Det er den tillid, jeg ønsker at udbrede og udtrykke her fra talerstolen i dag.

Hr. Martin Henriksen.

Hvis en ledelse i en daginstitution beslutter sig for, at det, der nu skal foregå der, skal foregå efter muslimske regler, så har jeg ikke tillid til den ledelse mere. Det kan godt være, at Venstre har det, men det har vi ikke i Dansk Folkeparti. Så har vi udvist tillid, vi har uddelegeret opgaverne, og de har misbrugt den tillid. Det betyder ikke, at der ikke er andre rundtomkring ude i det lokale demokrati, der gør det godt, for selvfølgelig er der det, men der er nogle, der ikke gør det godt nok, og det kan vi godt tillade os at sige til dem.

Venstre siger, at Venstre synes, der bliver taget for mange særhensyn. Altså, i den kronik, som en far skrev, beklagede han sig faktisk over det, og det kan jeg godt forstå. Jeg synes, det er meget mærkeligt, at man kommer og vil melde sit barn ind i en institution, og så får man at vide: Det kan du godt, men du skal bare lige vide, at så skal du også være med til at fejre den muslimske eidfest. At man kan få sig selv til at stille det krav til en forælder, der ønsker at melde sit barn ind, går simpelt hen over min fatteevne, men ikke desto mindre var det det, der skete. Faren klagede så til den ansvarlige borgmester, Venstres borgmester, Pia Allerslev, som afviste klagen og dybest set sagde, at sådan er det, og det må man jo så leve med.

Kunne Venstres ordfører så ikke som minimum rette henvendelse til Venstres borgmester i Københavns Kommune og forklare, hvad der – må jeg forstå – er Venstres synspunkt, nemlig at sådan en slags særhensyn skal man ikke tage? Så er vi i hvert fald kommet så langt.

Ordføreren.

Tak for det. Jeg mener nu egentlig, det ville være bedre, hvis DF's borgmester i Københavns Borgerrepræsentation rettede henvendelse til Venstres borgmester på området, og at man lokalt tog diskussionen.

Lad mig gøre det helt klart: Jeg mener, vi skal tage hensyn til mindretallet, men jeg mener ikke, at mindretallet skal undertrykke andre eller diktere noget over for flertallet. Jeg mener, der skal være frihed og rummelighed. Mener jeg, det er en god idé, at man på en institution tvinger et stort flertal til at fejre en højtid mod dets vilje? Nej, det mener jeg bestemt ikke. Men mener jeg så, at det er en opgave for forældrene og de kommunalpolitikere, der har ansvaret, at træde til? Ja, det mener jeg. Og derfor synes jeg ikke, det giver mening for os som politikere i parlamentet, Folketinget, at skulle lovgive i en ramme for hele landet. Og jeg har altså også svært ved at se, hvordan det skal kunne effektueres i virkeligheden.

Jeg har ualmindelig svært ved at forestille mig et madtilsyn, der kontrollerer, at det, vi har bestemt her nu, overholdes. Jeg har svært ved at forestille mig et højtidstilsyn, der kontrollerer, at institutioner ikke nødvendigvis gør det modsatte af det, hr. Martin Henriksens beslutningsforslag foreskriver.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er Socialdemokraternes ordfører, Ole Hækkerup. Værsgo.

Tak, hr. formand. Som det allerede er fremgået, ønsker Dansk Folkeparti med det her forslag at sikre danskernes kulturelle rettigheder. Dansk kultur må jo aldrig blive taget for givet, for det er på mange måder kulturen, som binder os sammen.

I demokratiets kultur er ethvert menneske unikt i sig selv. Uanset hvad vi ved om et menneskes baggrund, kan vi jo aldrig på forhånd vide, hvordan han eller hun har valgt at leve med sin baggrund. Og utallige er gennem historien de politiske, religiøse eller ideologiske systemer, som har skåret lige præcis alle mennesker over en kam. De er heldigvis alle sammen før eller siden endt på historiens mødding.

For Socialdemokraterne er det centralt, at vi er meget opmærksomme på, som vores formand og statsminister i øvrigt har sagt, at de hensyn, der tages til nogle borgere, ikke sker på bekostning af andre borgere, netop fordi ethvert menneske er unikt i sig selv. Den holdning, der ligger bag forslaget, kan vi derfor på mange måder godt dele, men vi kan ikke støtte forslaget. For med det her beslutningsforslag, der grundlæggende virker til at ville regulere madplaner i daginstitutioner, håndtryksregler i eksamenssituationer og eidfejringer, ender vi med fra Folketingets side at regulere det, som i dag besluttes lokalt.

Vi skal ikke blande os i madplanen på plejehjemmet eller aktiviteterne i børnehaven. Der er gode kræfter rundtomkring i landet i de offentlige institutioner, der er mere kvalificeret til at tage de beslutninger ud fra lokale forhold. For Socialdemokraterne er det afgørende, at vi holder fast i det. Det med lokaldemokratiet er jo trods alt også en del af dansk kultur.

Forslagsstillerne nævner også, at der er behov for lovgivning om, hvordan offentligt ansatte hilser på hinanden. Det skyldes så en situation for nogle år siden, hvor en censor ikke ville give hånd til de kvindelige studerende. Lad mig med det samme sige, at den slags opførsel eller adfærd tager jeg skarpt afstand fra, simpelt hen fordi den netop ikke respekterer den enkelte studerende som unik i sig selv. Heldigvis var der så i den situation en kvindelig studerende, der klagede og fik medhold af Ligebehandlingsnævnet og erstatning.

Socialdemokraterne er altså grundlæggende enige i, at vi skal værne om danskernes kulturelle rettigheder. Vi mener grundlæggende, at dansk kultur er stærk. Dansk lovgivning sikrer borgerne mod forskelsbehandling og diskrimination. Men det er ikke statens opgave at lovgive om madkultur, omgangsformer osv. osv. Derfor kan Socialdemokraterne ikke støtte forslaget.

Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Man hører tit i debatten, at nu skal Folketinget ikke blande sig i nationale retningslinjer omkring kostplaner osv., men jeg er ret sikker på, at hvis man går ind og kigger på de forskellige ministerier og de forskellige lovforslag, vil man se, at der allerede er nationale retningslinjer for kostplaner i offentlige institutioner. Det er der jo allerede i dag på en række områder. Det er sådan set et spørgsmål om, om man skal supplere dem med noget.

Så er der flere, der har fremhævet en sag – hr. Ole Hækkerup fremhævede sagen om censoren, og det gjorde ministeren også. Og det er jo rigtigt nok, at der var en sag, hvor der blev klaget, og så tror jeg, at der gik ½ år, før der kom en afgørelse. Det hjalp jo ikke så meget i den konkrete situation. Jeg tror, at løsningen blev, at den pågældende censor nu slet ikke giver hånd til nogen overhovedet. Så det er jo en fremragende løsning efter Socialdemokraternes opfattelse, går jeg ud fra.

Det, vi bare appellerer til, er den sunde fornuft, altså til, at når den sunde fornuft ude lokalt bliver sat ud af kraft, fordi religiøse hensyn vejer tungere, så er der nogle retningslinjer inde fra Christiansborg, der siger: Sådan og sådan mener vi faktisk det skal være. Jeg kan ikke se, hvorfor man fra Socialdemokraternes side stritter så meget imod, når det f.eks. er blevet oplyst i et svar til Folketinget, at hvis en læge med henvisning til sin religiøse overbevisning nægter at give hånd til en kvindelig patient, så må han godt det. Så må han godt det, og hvis den kvindelige patient er utilfreds med det, kan man benytte sig af det frie sygehusvalg og finde et andet sygehus. Det er jo fuldstændig grotesk, at det forholder sig sådan.

Så jeg synes altså, at Socialdemokraterne skulle overveje, om man ikke på et eller andet tidspunkt vil gå fra bare at udtrykke kritik over det, der sker, til rent faktisk at gøre noget ved det. På et eller andet tidspunkt må man jo holde op med at snakke og så begynde at handle.

Ordføreren.

Men jeg tror også, at hr. Martin Henriksen må anerkende, at der er nogle ting, som man kan have en holdning til som menneske, men som vi ikke nødvendigvis skal omsætte i lovgivning, fordi der trods alt er grænser for, hvad staten skal blande sig i. Jeg kan godt have nogle stærke holdninger på en række punkter, uden at jeg nødvendigvis af den grund siger, at det skal staten lave lovgivning om.

Hvis vi tager nogle af de eksempler, hr. Martin Henriksen har fremhævet, vil jeg sige, at det jo ikke er os, der har henlagt børnepasningen til den enkelte institution; vi har henlagt opgaven til kommunerne, som derefter har henlagt den til den enkelte institution. Og var det mig eller hr. Martin Henriksen, der sad med ansvaret, kunne det da godt være, at vi ville sige: Vi skal sørge for, at der tages hensyn, men det må ikke være nogen hensyn, der går ud over andre. Men den opgave ligger bare ikke på Folketingets bord; den opgave ligger i den respektive kommune.

Det er fuldstændig tilsvarende i det eksempel, hr. Martin Henriksen fremhæver, fra sygehuset. Hvis – det er min vurdering – der var en læge, der sagde, at vedkommende ikke ville give hånd til en, fordi man var fra Dansk Folkeparti, eller af alle mulige andre grunde, så mener jeg, at vedkommende ville blive dømt for diskrimination ved Ligebehandlingsnævnet. Og det synes jeg er pointen, for det handler om at respektere hvert enkelt menneske i sig selv og ikke alene forskelsbehandle folk ud fra noget, der handler om deres baggrund.

Martin Henriksen.

Hvis der er nogen, der ikke vil give hånd til mig, så overlever jeg det såmænd nok. Men hvis det er Socialdemokraternes synspunkt, vil jeg bare anbefale, at man kigger lovgivningen igennem og også kigger de svar igennem, som er tilgået Folketinget, fordi det der fremgår, at det må man faktisk godt som læge. Og det kan jo godt skabe lidt usikkerhed om, hvad retstilstanden er på det her område, også hvis en sag blev indbragt for Ligebehandlingsnævnet. Så det synes jeg man skal kigge på.

Jeg kan godt et eller andet sted forstå argumentet om, at der er grænser for, hvad staten skal blande sig i – selvfølgelig er der da det – men pointen her er, at det her forslag jo ikke går ud på et diktat oppefra om, at nu skal man servere den slags mad i daginstitutionerne, og at alle skal spise den, eller at man skal gøre sådan og sådan. Det er jo ikke det, det her forslag går på.

Det her forslag går sådan set på de tilfælde, hvor daginstitutioner har sagt, at det er religiøse regler, der bestemmer, hvordan man gebærder sig; hvad der er op og ned; og hvad man må spise. Der siger vi med vores forslag, at man godt ude lokalt må beslutte, at man tager et særhensyn til nogle bestemte børn eller elever for den sags skyld, men at det særhensyn bare ikke skal gøre, at alle andre lige pludselig ikke længere må spise det eller gøre det, som de er vant til.

Det er jo der, hvor det går over i noget, som går langt ud over grænsen, og hvor det er noget andet, end at staten begynder at detailregulere folks liv. Og der synes jeg altså, at vi som Folketing kan sige: Okay, fair nok, så tag nogle særhensyn derude, hvis I vil det, men det skal bare ikke betyde, at det rammer alle. Jeg kan ærlig talt ikke se, hvorfor det skulle være så specielt vidtgående for Folketinget at sige det. Faktisk mener jeg, at det er ret afbalanceret og nuanceret.

Ordføreren.

Det er lige præcis, fordi jeg i virkeligheden grundlæggende er enig i det synspunkt, at jeg allerede i min ordførertale sagde, at de hensyn, man tager til nogle borgere, ikke må ske på bekostning af andre borgere. Det, der så i virkeligheden kommer til at skille hr. Martin Henriksen og mig eller Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne i den her sag, er, med hensyn til hvorvidt man skal gå ind og begynde at lovgive om det.

Derfor sagde jeg allerede med det samme, også i det første svar, at der er nogle ting, der handler om madkultur og handler om omgangsformer i samfundet, som vi ikke mener staten skal lovgive om. Og jeg tror, at vi ville komme ud på en problematisk glidebane, hvis det her samfund begyndte at lovgive om nogle af de ting, for hvis der så opstod nye madkulturer eller nye omgangsformer, hvordan passede det så, i forhold til hvad vi havde lovgivet om?

Derfor tror jeg, vi står stærkere med det, som jeg i virkeligheden også sagde i ordførertalen, nemlig ved at sikre borgerne mod forskelsbehandling, ved at have lovgivning mod diskrimination osv. Og er der en, der bliver forskelsbehandlet eller bliver diskrimineret, skal man have mulighed for at gøre noget ved det – netop for at sørge for, at det her samfund grundlæggende respekterer, at hver enkelt er unik i sig selv, uanset hvad vi så i øvrigt måtte vide om hans eller hendes baggrund.

Tak til ordføreren. Næste ordfører er Lotte Rod fra Det Radikale Venstre.

Tak. Dansk Folkeparti vil gerne have regeringen til at ændre love og regler for at forhindre diskrimination af danskere og dansk kultur i offentlige institutioner. Det giver os jo anledning til lige at stoppe op og spørge hinanden, om vi synes, at dansk kultur i vores institutioner er vigtig. Ja, det synes jeg, og det hører jeg også alle andre politikere herinde sige. Jeg tror sådan set derfor ikke, at det er noget særligt Dansk Folkeparti-synspunkt. Men oplever vi så, at den danske kultur er truet i vores institutioner? Nej, det gør jeg ikke, og derfor synes jeg heller ikke, vi skal lave regler om det. Faktisk er det for mig en meget stærk dansk værdi, at der er plads til alle, og at ingen diskrimineres. Det gælder, uanset om der er gris i frikadellerne eller ej.

Vi skal holde fast i vores traditioner og værdier, og vi skal selvfølgelig også have plads til, at man kan fejre højtider for andre kulturer. Ligesom ministeren siger, at han ikke er minister for leverpostej eller fester i danske børnehaver, er jeg altså heller ikke ordfører for frikadeller eller juletræsfester. Jeg mener ikke, det er Folketingets opgave. Jeg tror på, at institutionerne er meget bedre til at finde ud af det, end vi er herinde på Christiansborg. Det er faktisk også meget dansk.

Vi skal sammen gøre vores til, at vi her i Danmark skaber fællesskaber, som samler i stedet for at adskille. I mine øjne er det en vigtig dansk værdi, at vi ikke accepterer usaglig forskelsbehandling, uanset hvem der står bag. Jeg kan derfor ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det SF's ordfører, Anne Baastrup. Værsgo.

Da fru Karina Lorentzen Dehnhardt ikke kan være til stede, skal jeg læse hendes tale op. Det er ikke første gang, dette forslag fremsættes, hvor forslagsstillerne vil tvinge offentlige institutioner til kun at servere en bestemt slags mad, og til at offentligt ansatte skal hilse på en bestemt måde. Det nye er, at der heller ikke lokalt må kunne træffes beslutning om, at man fast og flere år i træk markerer andre kulturers højtider.

SF mener, at det ikke skal være statens opgave at detailstyre vedrørende madkultur. Disse beslutninger træffes bedst lokalt i kommunerne, tæt på borgerne og de involverede institutioner. De lokale behov vil nemlig altid være indbyrdes forskellige, og derfor giver det bedst mening, at det skal være op til de lokale selv at fastlægge deres madkultur, og vi har fuld tiltro til, at kommunerne kan leve op til den forventning.

Jeg har fuld tiltro til, at de institutioner og kommuner, der har valgt at indgå aftaler om ikke at anvende svinekød og produkter heraf, har gjort det med de bedste intentioner om ikke at gøre forskel på børnene og af praktiske og økonomiske årsager, selvfølgelig ikke for at underminere dansk madkultur eller favorisere andre nationaliteters madkulturer.

Den anden del af beslutningsforslaget handler om, hvorvidt man skal give hånd. Det er ganske rigtigt, at vi nogle steder i Danmark har tradition for at hilse med håndtryk, og jeg er personligt derfor enig med Dansk Folkeparti i, at det er en god skik og tegn på imødekommenhed, at man giver hånd, når man hilser. Jeg kommer også fra Jylland. I København har man tilsyneladende fået den franske kultur ind. Der er det mest kindkys og knus, og det har jeg personligt som jyde haft nogle problemer med. Men vi skal altså ikke pådutte folk, hvordan de skal hilse på hinanden, og jeg synes bestemt ikke, det skal være op til Folketinget, om folk skal hilse med hånden, med knus eller med nik. Hvis nogen føler sig diskrimineret, har vi jo, som tilfældet var med den sag om håndtryk, som forslagsstillerne henviser til i deres beslutningsforslag, allerede en lovgivning, som sikrer borgerne mod diskrimination og forskelsbehandling. Sager herom kan rejses over for Ligebehandlingsnævnet, som tilfældet var i den pågældende sag.

Beslutningsforslagets tredje del handler om at forbyde, at der lokalt træffes beslutninger om, at man fast og flere år i træk markerer andre kulturers højtider som f.eks. eid. Jeg vil blot henvise til, at der er religionsfrihed i Danmark. Det indebærer naturligvis, at man må afholde lige præcis de religiøse og kulturelle højtider, som man ønsker, og så ofte man vil. Jeg ser intet problem i, at man fast fejrer muslimsk eid, hinduistisk pongal, jødisk rosh ha-shanah osv., hvis det er ønsket i de lokale fællesskaber.

SF kan derfor ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det Enhedslistens ordfører, Lars Dohn.

Tak. Det er vist vikarernes parade i dag. Jeg skal læse Enhedslistens ordfører, Johanne Schmidt-Nielsens, tale op, og den starter sådan:

Enhedslisten kan ikke støtte Dansk Folkepartis beslutningsforslag. Forslaget kredser omkring tre problemstillinger: Maden, der serveres i offentlige institutioner som f.eks. vuggestuer og børnehaver, offentligt ansattes måde at hilse på borgerne på, og fejringen af religiøse højtider på skoler og daginstitutioner. Om alle tre forhold gælder, at Enhedslisten ikke ønsker dem lovreguleret eller styret fra centralt hold, mere end det er tilfældet i forvejen.

Hvad angår maden i daginstitutioner, er det naturligvis vigtigt, at børn tilbydes sund og velsmagende mad, og at det sker i respekt for forældrenes religiøse overbevisning, herunder hvis de er jøder eller muslimer og ikke spiser svinekød på grund af deres religion. Hvordan man løser det spørgsmål, må efter Enhedslistens opfattelse være et helt lokalt anliggende. Typisk er det institutionslederen og forældrebestyrelsen, der sammen finder en løsning, så alle børn og forældre føler sig velkommen i institutionen. I visse tilfælde kan det være op til byrådet at tage stilling til daginstitutionernes kostpolitik, men det bør ikke være en sag for Folketinget ud over de generelle krav, jeg har beskrevet her.

Spørgsmålet om, hvordan offentligt ansatte hilser på borgerne, blev aktuelt i sommeren 2013, da en censor på Herning HF og VUC inden eksamen i matematik meddelte, at han hverken ville give hånd til kvinder eller mænd, da hans tro forbød ham at give hånd til kvinder. En af de kvindelige eksaminander klagede til Ligebehandlingsnævnet, hun fik medhold og blev tilkendt en godtgørelse; da censor nægtede at give hånd, var det chikane, fastslog nævnet. Sagen er altså løst inden for rammerne af den gældende lov.

Forslagsstillerne gør i bemærkningerne til forslaget meget ud af censorsagen fra Herning. Det havde været redeligt at nævne, at Ligebehandlingsnævnet efter gældende lov har slået fast, at det var uacceptabelt, at censor ikke ønskede at give hånd til kvinder. Efter Enhedslistens mening er der ikke brug for yderligere lovgivning om ansattes måde at hilse på.

Det tredje element handler om fejring af religiøse højtider på skoler og i daginstitutioner. I Enhedslisten ønsker vi ikke central regulering på dette område. Generelt har vi den opfattelse, at integration må gå begge veje, ud fra den betragtning at det er naturligt, at børnene i en daginstitution eller på en skole lærer om hinandens højtider. Hovedpointen må imidlertid også her være, at vi ikke i Folketinget skal fastlægge, om der må eller skal være adventskrans på en gul stue, eller om der også må fejres jødiske eller muslimske højtider. Den beslutning træffes bedst af pædagoger og forældrebestyrelser.

Enhedslisten vil stemme nej til beslutningsforslaget.

Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg har også sagt det før, men det er mere, fordi der er flere ordførere, der fremhæver, at den pågældende sag, hvor en censor nægtede at give hånd til eleverne, fordi de var kvinder, var blevet løst. Jeg vil bare for god ordens skyld sige, at det gør han jo fortsat ikke. Det er bare, så alle er helt med på den. Det gør han ikke, nu giver han slet ikke hånd til nogen som helst. Det kan godt være, at man kalder det for en løsning, men det er bare sådan, realiteterne er. Så det er jo ikke sådan, at der har været en person, som ikke har villet hilse respektfuldt på nogle mennesker, og at man har fundet en løsning, hvor han så efterfølgende hilser på dem. For det gør han ikke. Det er bare, så det er slået fast. Det var mere en kommentar end et spørgsmål.

Ordføreren.

Ja, min kommentar må jo være, at der også er ledelsesmæssige forpligtelser. Det er ligesom i andre tilfælde. Hvis man først er blevet dømt for noget og så ikke retter sig efter det, risikerer man jo at blive dømt igen. Men hvis det er tilfældet her, må det jo være et ledelsesmæssigt spørgsmål at drage de fornødne konsekvenser af det.

Tak til ordføreren. Så er det Liberal Alliances ordfører, Simon Emil Ammitzbøll. Værsgo.

Dansk Folkeparti har fremsat et beslutningsforslag om at sikre danskernes kulturelle rettigheder i Danmark. Det er jo for så vidt en vigtig sag, at danskernes kulturelle rettigheder er sikret i Danmark, og jeg må sige det på den måde, at fra et liberalt synspunkt ser det også ud, som om det er et spørgsmål, som det går forholdsvis godt med, for nu at sige det mildt.

Der er så tre konkrete ting, man gerne vil diskutere. Det ene handler om beslutninger om mad i offentlige institutioner. Vores udgangspunkt i forhold til det er, at det er beslutninger, der træffes lokalt. Men det er selvfølgelig også vores udgangspunkt, at man ikke skal tage hensyn til mindretal på den måde, at det går ud over flertallet. Til gengæld skal man da også tage hensyn til de mindretal, der måtte være, og jeg tror sådan set, at man langt de fleste steder finder praktiske løsninger på det.

Det andet spørgsmål handler om, at man skal hilse respektfuldt på hinanden. Det kan man vel dårligt være imod. Det er vel svært at mene andet, end at man skal hilse respektfuldt på hinanden. Det prøver jeg da selv at praktisere, og det mener vi bestemt også at man skal gøre. Det er også mit indtryk, at det sker i langt, langt de fleste tilfælde. Hvis det ikke sker, bl.a. fordi der er nogle, der indtager diskriminerende synspunkter over for andre, er det klart, at det så er noget, der må påtales og gøres noget ved. Det kan der ikke herske nogen tvivl om.

Den tredje og sidste del af forslaget handler om, at der ikke lokalt må træffes beslutninger om, at man fast og flere år i træk markerer andre kulturers højtider. Andre kulturer end hvis højtider? Det kunne man selvfølgelig overveje at stille som spørgsmål. Hvad nu hvis det er flertallet af børnene i en bestemt børnehave, der har en bestemt religiøs opfattelse, må man så ikke fejre de kulturelle højtider, som mindretallet af børnene har? Jeg ville i hvert fald synes, det ville være skræmmende, hvis det skulle være sådan, at et flertal af børn af en minoritetsreligion i en bestemt børnehave skulle forhindre, at man stadig væk kunne lave julegudstjenester til jul. Det ville da være specielt. Det er jo konsekvensen af det synspunkt, må man gå ud fra.

Vores udgangspunkt er, at man finder lokale løsninger. Vi tror på, at den enkelte institution er i stand til i samarbejde med forældrekredsene at finde ud af, hvad der vil være godt i deres børnehave, i deres skole osv.

Så vores udgangspunkt er, at vi er enige i overskriften om, at vi skal sikre respekten for dansk kultur. Det kan der ikke være nogen tvivl om. Vi er stolte af vores land, selv om vi selvfølgelig synes, at det på mange måder kunne ledes bedre, men det må vi jo klare – forhåbentlig – efter et folketingsvalg. Men lovgivning i disse spørgsmål lægger vi ikke op til fra Liberal Alliances side.

Martin Henriksen, Dansk Folkeparti.

Jamen alle ordførere er jo enige uden at være det, og det er jo en fin balancegang, man kan som politiker, og den behersker Liberal Alliance så også. Nu ved jeg, at Liberal Alliance jo er et liberalistisk parti, og hvor liberalt synes Liberal Alliance egentlig det er, at man ude i nogle institutioner på baggrund af nogle religiøse regler har vedtaget, at der f.eks. er bestemte madvarer, som alle så ikke må indtage – er det specielt liberalt, og skal man bare lade sådan noget fortsætte?

Ordføreren.

Nej, det er ikke specielt liberalt, og hvis ikke det er fremgået hidtil, har jeg kommenteret det og formuleret mig mere mudret, end hensigten var. Vi mener, at man kan tage hensyn til mindretal – det kan være religiøse mindretal, det kan være allergikere, det kan være vegetarer, og hvad ved jeg – men det er klart, at man ikke skal gøre det på en måde, hvor man misforstået tager hensyn og ændrer i det, som flertallet af børnene, eller hvad det nu måtte være for en institution, har lyst til at indtage.

Martin Henriksen.

Men det er jo også det, vores forslag går ud på, for vores forslag siger det faktisk. Hvis det her forslag blev vedtaget, måtte man godt ude lokalt beslutte sig for – jeg siger ikke, at man skal gøre det, men det må man godt ude lokalt beslutte sig for – at tage et særligt hensyn og sørge for at servere noget bestemt mad, eller hvad det nu kan være. Man tager nogle særlige hensyn, og det må man godt. Men man må bare ikke gøre det sådan, at det bliver rullet ud over alle. Det er jo sådan set det, vores beslutningsforslag handler om, sådan at man faktisk ruller beslutningen tilbage de steder, hvor man har sagt, at vi tager nogle særhensyn, og dem ruller vi så ud over alle. Så det er vel egentlig meget liberalt, hr. Simon Emil Ammitzbøll, er det ikke det?

Ordføreren.

Nu skal jeg beklage over for hr. Martin Henriksen, at jeg har læst hele beslutningsforslaget og derfor ved, at der er to andre elementer end det, som hr. Martin Henriksen og jeg lige diskuterer nu. Så derfor er det jo svært sådan at tage det ene element ud og så prøve at lade, som om alt så er godt. I øvrigt vil jeg stadig have den holdning problemets omfang taget i betragtning, at det er noget, der skal ligge lokalt, altså at det er noget, kommunalbestyrelserne og institutionerne kan tage stilling til, og at det ikke er noget, vi i Folketinget skal lave lovgivning om.

Tak til ordføreren. Så er det Det Konservative Folkepartis ordfører, Mai Mercado. Værsgo.

Det er jo en genfremsættelse af et tidligere beslutningsforslag, og det kommer nok heller ikke som den store overraskelse, at Det Konservative Folkeparti heller ikke har skiftet holdning.

Noget af det, som er blevet problematiseret i debatten, er det her spørgsmål om, om man kan have offentligt ansatte, som ikke vil hilse og give hånd. Og den nyeste udvikling er tilsyneladende, at den censor, som ikke ville give hånd til en kvindelig studerende i den sag, som var i Ligebehandlingsnævnet, fortsætter med at undlade at give hånd. Nu giver man så ikke hånd til nogen overhovedet.

Så kunne jeg godt tænke mig måske lige at trække det sådan lidt skarpt op, for en ting er jo den her censor, og at man kommer ind til eksamen. Men så lad os forestille os, at man er på statsforvaltningen og er inde til et møde, og at den sagsbehandler, man kommer ind til, enten står med en bunke papir i favnen eller er ved at afslutte en telefonsamtale, så man dermed altså lige bliver vinket ind i stedet. Det betyder jo, at man så ikke får givet det håndtryk. Så er det, at mit modspørgsmål skal være: Står man så til en fyring efterfølgende i den offentlige sektor? Nej, det mener vi jo ikke i Det Konservative Folkeparti, og det tror jeg egentlig også godt at Dansk Folkeparti kan se, altså at man ikke kan gå ind og motivdefinere, om det var, fordi vedkommende havde sager i hånden og havde nogle papirer i favnen, eller det var, fordi vedkommende simpelt hen ikke ville give den her hånd. Jeg tror, det bliver rigtig svært at indføre et sådant dekret om, at alle skal give hånd i den offentlige sektor.

Min pointe skal være, at det er uhyggelig svært at sætte danske værdier på formel, og dermed bliver det også svært at styrke danske værdier gennem signallovgivning. Og det er jo på mange måder signaler, som det her forslag handler om.

En rigtig god dansk værdi er sådan set, at man træffer beslutninger så tæt som muligt på de parter, der berøres, og derfor må det jo også være forældrebestyrelserne i daginstitutioner, som beslutter, om der bliver spist svinekød eller ej. Det samme gælder jo på landets plejehjem. Og hvad betyder det egentlig, altså det her med, at det bliver op til de lokale? Jamen det fordrer faktisk et aktivt medborgerskab, og det synes jeg egentlig er positivt. Det betyder, at så bliver man nødt til at engagere sig i forældrebestyrelserne, sådan at ens stemme bliver hørt.

Nu vil jeg komme med et meget aktuelt eksempel fra forleden fra min egen søns vuggestue. Vi fejrede en 2-årsfødselsdag. Vi spurgte, om vi måtte have boller med. Nu er det jo en daginstitution her i hovedstadsområdet, og der er man sådan en smule sukkerforskrækket, kan jeg godt afsløre. Det var de også i min søns daginstitution, og der fik vi jo så at vide efterfølgende, at vi ikke havde det udvidede hygiejnekursus. Det betød, at vi hverken måtte komme med boller eller udskåret frugt. Jeg forudser, at det til næste år, når vi skal fejre fødselsdag i den daginstitution, bliver forholdsvis vanskeligt at komme med noget, så man rent faktisk kan få en fejring ud af det.

Men hvad betyder det så? Ja, det betyder bare, at så har jeg som forælder et ansvar for, at næste gang der er valg til forældrebestyrelsen, må jeg jo stille op til et kampvalg for at sikre sukkeret og den fynske brunsviger tilbage i daginstitutionerne. Sådan må det jo være. Og sådan er det jo også, når det handler om svinekød.

Så det her betyder faktisk, at det netop skal fordre det lokale demokrati, den lokale selvbestemmelse, og at det så ikke skal lulles ind i en forvisning om, at staten nok skal træffe beslutningerne for os, og at den ved, hvad der er bedst for os – for det gør den ikke.

Når nu vi ikke ønsker at være med til at lave symbollovgivning på det her, betyder det så, at vi synes, at det her ikke er vigtigt? Nej, vi synes faktisk, at det her er en rigtig vigtig diskussion, som Dansk Folkeparti rejser. Men i stedet for bare at lade det blive ved signaler, skulle vi så ikke i stedet tage og styrke de danske værdier, som vi gerne vil, for så kunne det jo godt være, at der var flere, som kæmpede for dem ude i de lokale institutioner.

Der har vi jo peget på en række forskellige ting. Vi har peget på, at det skal være obligatorisk at have kristendomskundskab. Det er i høj grad danske værdier, det handler om. Det, at man kender til, at Danmark er funderet på kristendommen med alt, hvad det indebærer, synes vi er godt. Det synes vi ikke der er nogen der skal fritages for. Det kunne vi håbe at Dansk Folkeparti også ville være enig i. Det er et spørgsmål om KLM på læreruddannelsen, altså kristendomskundskab, livsoplysning og medborgerskab. Vi skal sikre, at man fortsat blive undervist i det, og at vi altså ikke skærer ned på det fag – og så 1 time mere i kristendomskundskab om ugen. Det ville faktisk betyde, forhåbentlig, at man ville få en generation, som ville vokse op med et stærkere værdigrundlag end det, vores generation, hr. Martin Henriksens og min egen generation, er udstyret med i dag, og dermed ville vi stå stærkere på de holdninger og de beslutninger, som skal træffes ude lokalt.

Så på nuværende tidspunkt kan vi ikke være med til at støtte det her beslutningsforslag, men vi synes, at emnet er vigtigt. Det må bare være reel lovgivning og ikke signalpolitik og symbollovgivning, som man vil lave i stedet.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti. Værsgo, Martin Henriksen.

Tak for det. Dansk Folkeparti vil gerne være med til at indføre obligatorisk kristendomsundervisning. Det ville vi også, sidste gang der var en borgerlig regering, og hvis det skulle ske, at der kommer en borgerlig regering igen, så lad os da egentlig bare gøre det der – der er ikke noget problem med det.

Det her forslag, som vi behandler i dag, handler jo grundlæggende om at sikre danskernes kulturelle rettigheder i Danmark ved at gennemføre et stop for diskrimination af danskere og dansk kultur i offentlige institutioner. Og selv om der jo er en tendens til, at diskussionen handler meget om fødevarer, så handler det jo også om meget mere end det. Dybest set handler det jo om, hvad det er, der skal være styrende for vores institutioner – i hvert fald for visse af vores institutioner – og der mener vi i Dansk Folkeparti altså ikke, at det skal være religiøse, muslimske regler, der skal være styrende for det. Det mener vi faktisk er alvorligt, og det kan også lede til andre ting, som jeg tror de fleste herinde ville synes kunne være ret så ubehagelige.

Hvis det her forslag blev vedtaget – det gør det så ikke i dag, men man ved jo aldrig, om det sker på et tidspunkt – ville man pålægge regeringen at foretage de nødvendige ændringer, så det ikke længere ville være muligt for offentlige institutioner at diskriminere danskere og dansk kultur, som det foregår, når f.eks. dansk madkultur og danske omgangsformer i forhold til at hilse på hinanden tilsidesættes for at tage hensyn til herboende udlændinges religiøse og kulturelle traditioner.

Forslaget indebærer for det første, at dansk mad med svinekød og ikkereligiøst kød skal tilbage i de danske institutioner og andre steder, hvor det offentlige står for tilberedningen af mad til borgerne, f.eks. hvad angår udbragt mad til folkepensionister. Og jo, det burde man kunne håndtere lokalt, men nogle steder kan man jo ikke finde ud af at håndtere det lokalt.

For det andet indebærer beslutningsforslaget, at offentligt ansatte forpligtes til at hilse respektfuldt på andre mennesker, når de optræder i egenskab af deres embede. Det synes jeg ærlig talt ikke er for meget at forlange. Og jo, det burde man også kunne håndtere lokalt, men der er nogle steder, hvor man ikke kan finde ud af at håndtere det lokalt. Og selv om der bliver givet indtryk af, at den pågældende censorsag er løst, så er det jo ikke tilfældet. Jeg forstår på de forskellige partier herinde, at løsningen så skulle være, at han skulle gå tilbage til at hilse respektfuldt på dem, han nægtede at hilse respektfuldt på til at begynde med, men det er jo ikke det, der er kommet ud af den afgørelse. Det har været fremme, også fra lokalledelsens side, at nu hilser man sådan set slet ikke på nogen overhovedet. Det kan man selvfølgelig godt vælge at kalde en løsning, men det mener vi i Dansk Folkeparti ikke at det er.

For det tredje indebærer beslutningsforslaget, at der ikke lokalt må træffes beslutning om, at man fast og flere år i træk markerer andre kulturers højtider, som f.eks. den muslimske eidfest, men det kunne også være alt mulig andet, som f.eks. det kinesiske nytår osv.

Jeg synes, det er vigtigt at slå fast, at der med vores forslag vil være mulighed for, at man lokalt kan træffe beslutning om at tage en række hensyn til f.eks. indvandrere og efterkommere. Det åbner vores forslag jo sådan set op for. Men det må ikke betyde, at der f.eks. indføres et generelt forbud mod bestemte fødevarer eller andre ting, som så gælder alle i den pågældende børnehave. Sådan må det efter vores opfattelse ikke være. Vi mener i øvrigt også, at hvis der er en institution, hvor 80 pct. f.eks. har muslimsk baggrund eller har indvandrerbaggrund, så skal det stadig væk være sådan i den institution, at man markerer de danske højtider og de danske traditioner som et helt naturligt element, fordi det bør være en del af integrationsprocessen, at man også tager dansk kultur og danske traditioner til sig, uanset hvad man så end tror på.

Det er jo rigtig nok, at det her beslutningsforslag har været fremme før. Vi har så tilføjet noget til det, og det, der har aktualiseret det, var, at en far i begyndelsen af februar i år skrev en kronik i Berlingske om nogle af de oplevelser, han havde haft med en række daginstitutioner i Københavnsområdet, i forbindelse med at han ville indmelde sit barn i en daginstitution. I kronikken beskriver han, hvordan han var chokeret over, i hvor høj grad islam var blevet en del af hverdagen i Københavns daginstitutioner, da han skulle vælge daginstitution til sin yngste søn.

Han beskriver, hvordan fire institutioner i hans nærområde fungerer, og det, han skriver, er:

»Kun i en enkelt af institutionerne (den mindste og mest nedslidte) kunne de tilbyde traditionel mad til danskere såvel som islamisk mad til muslimer. I de tre andre (der stod for ca. 90 pct. af kapaciteten) kunne de ikke tilbyde traditionel dansk mad som svinekød eller kød, der ikke er halalslagtet. I den nyeste og flotteste af de fire institutioner, som ligger ude ved DR-byen, er præmissen for at gå der, at man tillige fejrer en uges eidfest.«

Jeg synes, det er helt urimeligt, at man stiller det krav op over for en forælder, som ønsker at melde sit barn ind i en daginstitution. Det er helt ude af proportioner, og det kan man godt reagere på fra Folketingets side, og jeg undrer mig faktisk over, der ikke har været en minister ude og forklare Københavns Kommune, at det der går langt over grænsen.

Vi har det sådan i Dansk Folkeparti, at vi gerne vil have stoppet den her åbenlyse diskrimination af danskere og tilsidesættelse af dansk kultur, for det er jo det, der er tale om her. Dansk kultur er selvfølgelig mange ting, men det er ikke alting. Der er nogle rammer, som bevidst og ubevidst er blevet opstillet af flere generationer igennem tiden. Dansk kultur og traditionelle danske retter og produkter benyttes ved de danske kristne højtider og i hverdagen, og det er kun helt naturligt, at det er sådan.

Danskerne skal ikke afskrive deres egen kultur og traditioner, fordi der har været en indvandring til Danmark. Tværtimod bør nyankomne udlændinge tage den danske kultur til sig og gøre den til deres. Religiøse regler, f.eks. muslimske regler, skal ikke diktere forholdene i danske offentlige institutioner.

Det var ordene.

Det var ordene. Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Forhandlingen er afsluttet, da der ikke er flere, der har bedt om ordet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udvalget for Udlændinge- og Integrationspolitik. Hvis ingen gør indsigelse, er dette vedtaget.

[Det er vedtaget.]